V. Vedsted Bys Historie

Svend B. Troelsen

Et foredrag 10. januar 1985 optaget på bånd af Knud Bent Andreasen. Afskrevet af Bjarne Sørensen. Svend B. Troelsen er allerede i gang inden båndoptageren bliver sat i gang:

Slægtsforskning.

…har interesseret mig umådelig meget før og det gør det stadigvæk, det skal ikke være derfor. Men det er ret så brødfattigt arbejde at arbejde med det her. Jeg kan godt sige, jeg har ofret mange, mange penge på at komme ned i V. Vedsteds og flere sognes historie. Vi havde i tresserne tror jeg det har været, der kørte vi hele vinteren igennem, hver uge en tur til landsarkivet i Aabenraa eller også til Gottorp Slot, hvor Landsarkivet für Slesvig-Holstein det ligger. Det er jo nemlig sådan, at hvis man arbejder med de egne her omkring, det være sig V. Vedsted, Hvidding, Rejsby, Brøns eller Skærbæk sogne, så ligger der en stor del nede i det Slesvig-Holstenske landsarkiv, nede på Gottorp Slot. Så derfor måtte man jo også derned for at søge.

Jeg skal nu prøve i aften og se, om jeg kan få det til at hænge en lille smule sammen. I har sikkert før hørt det som jeg vil sige nu, men jeg kunne godt lige for at I ikke fuldstændig skal tro at det er fup og fusk det hele, give et par minutters oversigt over hvordan jeg er kommet frem til de her ting, hvordan man egentlig bærer sig ad med at komme helt ned i bunden omtrent med skriftlige kilder.

For mig har det været et puslespil. Det startede med, at jeg søgte efter min egen slægt og det griber om sig. Men så blev det efterhånden sådan, at jeg kender de forskellige landsbyers opbygning og derved kommer man jo dybt ned i historien. Det kræver selvfølgelig nogle ting, ikke alene at man kan læse gotisk, men også næsten middelalderens håndskrift. Det er noget der tager lang tid, men det må man igennem.

Det starter som et puslespil. Den måde jeg har startet på er at jeg kørte gårdene tilbage og sætter navne på hvornår de skifter så langt vi kan komme med skøder og pantebøger. Derefter brugte jeg de jordebøger man havde i gamle dage. Der førte man jordebøger. De forskellige ejendomsbesiddere førte jordebøger over det gods de ejede. Disse jordebøger indeholder alle landegildeydelser og flere ting. Så har jeg også brugt skattebøger, skatteregistre helt fra den tid. Så er det man laver en oversigt over, hvem ejer eller ikke ejer, men hvem bor på det sted og det sted. Men så finder man en dag da en nøgle til det. Det har jeg gjort. Pludselig så er nøglen der og så viser det sig hvor man har lavet fejl og hvor det er rigtigt.

I ved godt V. Vedsted Hovedgård, det troede jeg en gang var der hvor Hans Klaaby, Degnetoftevej 1, boede, men det er ikke rigtigt, det er der hvor Fattiggården, Degnetoftevej 2, har ligget. Der har V. Vedsted Hovedgård ligget, det er der slet ingen tvivl om.

Den måde jeg fandt frem til det på ? Der ligger i Rigsarkivet i København noget man kalder markbøger. De er fra 1683, så de er jo ikke helt nye. De indeholder en beskrivelse af agrene i den del af landsbyen, der bliver opdyrket. Der kan man se hvilken gård, der havde hvilken ager. Der fandt man pludselig ud af, at det system at agrene stod på i nogle af de skifter og tejser som de hedder indeholdt rækkefølgen af gårdene i landsbyen. Derved havde man altså nøglen. Det var især tilfældet i Rejsby. Den var fuldstændig nøjagtig. Man kunne begynde fra den østligste gård, så kunne man køre den helt igennem hele runden rundt. Så kunne man se hvor det var man havde lavet en fejl. Det skulle nemlig hænge sammen til sidst. Det er der jeg har fundet nøglen til landsbyens opbygning.

Derfra kan man så gå længere tilbage og det er ved hjælp af andre ting, f. eks. viser det sig når man går ned i historien at alle de gårde, der har en toft hører til landsbyens ældste gårde. Derved får man et billede over, hvordan landsbyen har set ud i middelalderen, men det skal jeg komme tilbage til senere.

Befolkningsudviklingen.

Jeg må hellere starte ved ligeså længe det hed V. Vedsted og længere tilbage. Jeg tør ikke vove at sige, hvornår det kom til at hedde V. Vedsted. Men der er jo ingen tvivl om, og det ved vi jo alle, fordi der er jo blevet gravet meget i jorden her i V. Vedsted sogn, og der er blevet fundet mange ting, især fra Jernalderen. Vi kan jo gå øst på ud til Dankirke, der er jo utrolige fund og det er jo nok også nogle af de rigeste fund man har fra Jernalderen her på disse egne. Vi kan gå til Okholm og til det vi kalder Overbjerge deroppe hvor Kaj han bor, Sprækvej 8 og vi kan gå til Ulvehøj, det er næsten ligegyldigt hvor vi stikker spanden i jorden i V. Vedsted, så træffer vi på levn fra Jernalderen. Der er heller ingen tvivl om, at der har boet en masse mennesker i Jernalderen her på dette sted.

Det er ligesom om når man går historien igennem så har det bølget frem og tilbage. Nogle århundreder har der været mange mennesker, så er det gået ned og så er det atter steget op for så igen at falde. Der kan man sige, at Jernalderen der er det helt sikkert, at der har boet en utrolig masse mennesker her, men også i Vikingetiden omkring år 1000 og i Højmiddelalderen omkring 1200-tallet, men så falder det stærkt i 1300- og begyndelsen af 1400-tallet, da kom vi ned på et lavpunkt. Det skyldes forskellige ting, agrarkrise, stormfloder, pest, sorte død f. eks. i midten af 1300-tallet. Så stiger det jo igen helt fra 1500-tallet og op til dato. Men det er jo først her i 1900-tallet, at befolkningstallet virkelig er vokset.

Ja men, hvorfor svandt det så igen i Jernalderen ? Det kan man gisne om, og jeg har også forskellige ideer. Der er nok ingen tvivl om at mange har udvandret til f.eks. England. Dengang Angelsakserne rejse til England var der nogen der hed Jyder. De rejste med og bosatte sig i England. Jyderne kommer nemlig her fra den vestlige del af Slesvig. Hvorfra kan man så sige det ? Jo, dengang jeg arbejdede rigtig hårdt i disse sager havde jeg tæt kontakt til folk syd for grænsen især nede på Ejdersted. Der nede ved Husum kan man træffe Middelstedt og Milstedt og andre byer. Man kan træffe de samme bynavne ovre i England, akkurat de samme i Østengland. De har ikke alene det samme navn, bare sådan i engelsk stil, men de lå også indbyrdes det samme forhold som de gjorde i hjemstavnen, hvor man er flygtet fra derover.

Hvad skyldes så den udvandring ? Jo, det skyldes jo nok, at der har været fattigdom, det kan skyldes sandstorm, mange marker er blevet opgivet, man ved jo, det ved arkæologerne i hvert fald, man har fundet plovfurer helt fra Jernalderen hvor der har ligget landsbyer, der er forsvundet.

Men her, på dette sted her, fortsætter linien, men vel nok knapt så mange mennesker og da er man altså flyttet derind, hvor V. Vedsted ligger i dag og det er jo nok sket i Vikingetiden. Det er helt sikkert at navnet V. Vedsted er fra før Vikingetiden. Hvad betyder V. Vedsted ? Det vil jeg ikke gå nærmere ind på, der har været mange forskellige tolkninger. Derimod Sdr. Farup det ligger en lille smule mere sikkert fordi et Far er sådan en lav strækning, som man skal over. Det indeholder også ordet færge. Man færger over et Far. Det er et af de gamle ord man har der. Man har for at komme fra V. Vedsted til Ø. Vedsted skullet over et Far og det samme er tilfældet med Nr. Farup, som tidligere hed Store Farup. Det er altså det store Far. Der har man altså skullet over det Far for at komme over til Vilslev, hvor der også har været en ret tæt bebyggelse i Jernalderen.

Men ellers kan man jo sige, at V. Vedsted ligger på samme sted, som den har gjort helt fra Vikingetiden og har haft den samme udstrækning helt fra der hvor Jannik Madsen bor, Hyrdegaarden, V. Vedsted Vej 58, og til Okholm. Der er helt sikkert, at det er omtrent det samme i Vikingetiden, som det er nu. Men der har jo selvfølgelig ikke ligget så mange gårde. Man kan jo gisne om, men det er noget vi aldrig helt sikkert kan få at vide, hvor mange gårde der har ligget.

Gårdene opstår.

Men hvordan opstår de gårde ? De opstår selvfølgelig ved at der er én der placerer sin gård, man dyrker landbrug, og så opdyrker han jord rundt om den gård han der får bygget op. Sådan er der opstået en gård i Okholm rundt om det bakkedrag. Ligesådan opstår der nogle boel, hvor man dyrker jord rundt om. Sådan er V. Vedsted Hovedgård opstået. Den indeholder mange gårde, der hvor Erna hun bor var en gård, Østergaard, V. Vedsted Vej 91, der hvor fattiggården den lå, Degnetoftevej 2, der hvor Hans Clausen han bor, Degnetoftevej 1, den er kommet fra den samme. Der var også en gård, der hvor Aage Lorentsen han bor i dag, V. Vedsted Vej 98, det har også været en gård engang og samtidig den gård oppe i Vesterbyen som Kristian Troelsen han har, Mandøvej 16. Den hørte også til V. Vedsted Hovedgård. Den blev udstykket i 6 gårde.

Samtidig har der ligget en storgård der hvor Niels Juels han bor, Abildgaard, V. Vedsted Byvej 23, og så har der ligget en deroppe nord for bækken.

Alle de gårde der ligger omme i Vesterbyen, både den af Las Thøstes, Digegaarden, Sdr. Kirkevej 37, Andreases, Gammeljord, Sdr. Kirkevej 19, og Svend Nissens, Skovmark, Sdr. Kirkevej 17, og alle de, de er kommet til senere end Middelalderen. Og så kan man jo sige, hvor kunne du vide det. Der har jo tidligere ikke været en toft til sådan en som Andreases. Andreas har jo ikke en toft og det har Svend Nissen heller ikke. De har ikke været med den gang, de har ikke fået jorden pløjet op rundt om gården. Det er den måde man kan bevise det på. Det er ikke alene V. Vedsted jeg har undersøgt med hensyn til det. Det er alle landsbyer i Hviding sogn og Rejsby, det er mange sogne og det er ikke et enestående tilfælde. Sådan har det altså været den gang.

Den første der er blevet bygget deromme er blevet bygget i midten af 1200-tallet for i de gamle agerskifter kan man finde, at den af Las Thøstes den tidligere har ligget omme i Østerbyen. Den kommer nemlig i samme række som dem. Man kan følge den op til dato. Det er derfor man ved det.

Så pløjer man længere ud og samtidig så deler man gårdene. Måske er der en søn, han skal have halvdelen af gården. Så deler man gården og bygger en gård ved siden af og sådan laver man nogle gårdkløvninger. Og det jord der hører til sådan en gård, det kalder man et boel, de får altså en part i den jord. Og hver boel, det er så det at man har begyndt at skifte efter boel. Drager man så ud på overdrevet dvs. længere ud i landsbyen og pløjer op. Så deler man den jord man pløjer op i samme forhold som det boel man tilhører inde i landsbyen.

I Middelalderen lå der ingen gårde derfra hvor jeg bor, Sprækvej 3 og om til kirken, ikke en eneste.

Men det bliver efterhånden et virvar uden lige, som man ikke kan finde ud af , for én pløjer op ved siden af og deler til det boel han tilhører og da man så ikke kan styre det længere bliver man enige om at pløje det hele op og stryge alle skel. Så laver man et skifte, et helt nyt skifte. Man deler jorden i forhold til gårdenes størrelse, således at den østligste gård får den østligste stykke i alle agre og tægter. Det fører man igennem i hele landsbyen, det er det man kalder et solskifte, og det har man lavet i de forskellige landsbyer. Man endogså årstal på det for nogle af byerne. Jeg ved årstallene i både Rejsby og i Hviding.

I Sdr. Farup blev rebningen, som man også kalder det, foretaget i 1539. Det er derigennem, at man ved man har delt agrene og derfor kan man også se, hvis der bliver huller i det system, så er der lavet et eller andet siden hen.

Jeg skulle måske lige sige et par ord om den måde man har det inddelt på. Man havde først vange, man kan tale om Søndervang og Nørrevang. Disse vanger var igen inddelt i tægter og de har navne alle disse tægter. Tægterne var så igen inddelt i skifter som også har navne og så var skifterne inddelt i agre. Der var et utal af agre. Sådanne agre var ikke ret store, det er noget med 5 m. brede og 100 m. lange eller 200 måske 300. Ofte er en sådan agers størrelse ikke mere end ½ tdr. land. Der var flere hundrede agre. Alene i Søndervang og Nørrevang var der 1338 agre. Så det er mange agre, smalle strimler, som man har haft. Det var den samme bonde der havde den samme ager år efter år. De blev ikke skiftet. Men det sker jo flere gange, at den driftige bonde han pløjer ind på den andens, så efterhånden fik man det ud af system.

Så foretog man en omrebning, så fik man igen alle byens agre opmålt. Det gik jo til på den måde, at man havde et reb og en rafte. Så målte man i bredden. Når en gård havde den og den størrelse, så skulle den havde så og så bred en ager. Derimod i længden, der pløjede man ligeså langt ud til man kom til en forhindringer i form af hede eller andet. Nogle agre gik længere ud end andre. Det var ikke sådan en samlet mark som vi har i dag. Det var sådan noget med takker. Der lå ofte små hedestykker eller poller ind imellem, som ikke blev opdyrket.

Gårdenes størrelse.

Nu snakker jeg jo om gårdenes størrelse. Man havde jo en ting som gjorde at man kunne styre det. Gårdene var jo inddelt i ottinger. Her i V. Vedsted ved vi, at de 4 gårde der ligger og har ligget længe i Okholm, indeholder 8 ottinger. Det er helt sikkert, og det har de gjort altid helt fra Middelalderen. Det går langt tilbage ottingstallet, det går helt tilbage til Vikingetiden. Det samme er tilfældet med V. Vedsted Hovedgård, det var også 8 ottinger og det samme er tilfældet med de hovedgårde eller brydergårde, at de har altid indeholdt 8 ottinger til at begynde med. Så er det, at man deler dem. Når man deler dem midt over, bliver der selvfølgelig 4 ottinger til hver og så fortsætter man sådan, hvis man deler igen. Den part man havde i jorden er lig med det ottingstal der var på den enkelte gård. Det er sådan set den nemmeste måde at forklare det på.

At det er meget gammelt kan man se af det man har haft i England, især på øen Man, er der noget af den samme inddeling. Man har også haft det nede i Sydslesvig. Ja man har haft det over hele Sønderjylland, måske også Nørrejylland med, men det holder sig længst herude hvor det har holdt sig helt op til vor tid. Det skyldes jo, at vi bor i det såkaldte ”blandede distrikt”, hvor man har mange forskellige ejendomsbesiddere i de forskellige kategorier, f. eks. Haderslevhus osv., derfor har det holdt sig så længe her, for det var den eneste måde man kunne styre det på.

Udskiftningen i 1772.

I 1770´erne blev man klar over, at man skulle til at drive nogle bedre landbrug end systemet med alle de agre og så ville man have udskiftet jordene. Alle de jorder der hørte til de enkelte landsbyer. Sådan en udskiftning fandt jo også sted her i V. Vedsted, så vidt jeg husker var det i 1772. Det har jo været, i hvert fald efter den tids forhold, en vældig omvæltning, det er der overhovedet ingen tvivl om. Man fik jo selvfølgelig fat i en landmåler og de folk der havde forstand på det. Man målte al agerjorden op, den jord som blev dyrket. Men samtidig målte man også alle de tidligere, de der har ligget i overdrevet, det der har ligget i hede, det der har ligget i mose, det blev også målt op. Der satte man så bonitet på alle de enkelte stykker. Man havde noget man kaldte rugjord, noget man kaldte bygjord, noget man kaldte overdrevet, noget man kaldte hede og noget man kaldte mose, ligesom man havde marskjord.

Enhver gård fik så efter det ottingstal, man brugte ottingen også den gang. Det var der i V. Vedsted særlig stor spetakkel om, fordi de Slesvigske ejendomme de var jo beskattet efter plovtakst medens de såkaldte kongerigske var beskattet efter hartkorn og de ville have, at udskiftningen skulle gå efter hartkorn. Den der havde det højeste hartkorn, skulle have det største areal, men det kunne man slet ikke forliges om, for man kunne ikke få de ejendomme, der var sat i plovtakst lavet om til hartkorn og derfor blev man simpelthen nødt til at køre med de gamle ottingstal og det blev den der blev afgørende for udskiftningen.

At der så var mange stridigheder senere, især var der nogen stridigheder mellem de små husmænd, for det viste sig jo, at da man kom til enden på det, så blev der ingen jord til dem. Der lå nemlig en hel række af små husmandssteder der omme fra bageren, V. Vedsted Vej 145 og hen til hvor gårdene ligger nu. De fik ikke rigtig noget jord, og det kan vi jo se nu når vi kender numrene, altså de numre som de fik ved en senere matrikulering. Der kan vi se de har fået jordene, der ligger ude i Vester Bjerge og et sted helt ude øst på sådanne små strimler. Det var de ikke tilfreds med. Men det blev sådan set aldrig lavet om, de fik ikke nogen ret, det var bønderne, altså ottingsbønderne, det var dem der tog al jorden, i hvert fald den bedste del af jorden.

Gårdbygningerne.

Hvordan så de gårde så ud som lå i landsbyen den gang ? Ja man kan jo ikke sammenligne med nu. De var jo klinet op af ler og stolper. Det har jo været bindingsværk ligesom det har været andre steder, de var ikke muret op. Det var jo ofte meget dårligt opsat. Man har jo vurderinger fra 1600-tallet, der har jeg set vurderinger over sådan nogle skifter, hvor man har vurderet bygninger. Da viser det sig, at man regner en gårds bygninger til nogenlunde det samme som 2 heste. De er selvfølgelig opført af bonden selv, måske i forbindelse med en eller anden murermand, der går rundt og kliner lidt. Der var ingen skorstene på de gårde, der var i 1500-tallet. Det kom først i 1600-tallet det med skorstene. Der var der bare et hul i taget, hvor røgen den skulle gå ud.

Stormfloderne har jo nok været med til, på et ret tidligt tidspunkt i forhold til det øvrige Danmark, at man grundmurede husene, fordi når en sådan stormflod kom ind over jordene og ind i husene så slog de den fletning af ler der var der, de gik lige igennem husene og så stod det kun på stolperne. Hvis de stolper, folk de krøb jo op på lofterne, hvis de stolper så sank sammen, så var de leveret. Derimod murede vægge kunne jo stå for et lidt større tryk, især hvis da hvis det var nogenlunde ordentlig opsat og det blev de fleste af dem, de blev faktisk sat virkelig godt op herude i marsklandet.

Så kan man spørge om, hvor mange gårde var der i disse landsbyer ? Vi kender nok antallet af gårde fra begyndelsen af 1500-tallet. De første jordebøger og skattebøger de kommer der omkring reformationstiden. Man har jo jordebøger fra tidligere tider, men de er ikke ret mange. Man har fra 1542, der starter de første, fra det tidspunkt kan man sådan set sige hvor mange gårde der har været i disse landsbyer herovre.

Der sker i 1500-tallet en voldsom ekspansion i gårdenes antal, men de bliver jo stadigvæk liggende inde i landsbyen. Nu er det ikke så slemt i V. Vedsted. Det er særlig udbredt i Sdr. Farup og de andre landsbyer jeg har undersøgt. Når man skal have sådan en gård delt mellem sønner eller svigersøn, så skærer man den gård midt over. Man siger simpelthen: Du får halvdelen af stuehuset, så er vi fælles om skorsten og gruekeddel. Så flytter man et par fag, det er jo ikke en stor opgave i de tider, over til den anden side. Så har man altså hver sin side af den gård. Det er uhyre tit det fandt sted, hvor man simpelthen delte gården og så havde man hver sin side. Så delte man alle agrene ude i marken og derved blev de jo endnu smallere – på langs ikke på tværs. Ligesådan delte man gårdspladsen og der satte man et hegn op. Brønden den havde man sådan midt så man kunne komme til den fra begge sider. Og haven blev delt, ja man havde selvfølgelig ikke sådan nogle haver, man havde nogle urter eller et eller andet.

Det skete også at man opførte en ny gård ved siden af den gamle, altid ved siden af den gamle. Man flyttede aldrig ud, for det måtte man ikke. Det var jo en af de ting der gjorde, at vi fik udskiftningen, man sprængte simpelthen rammerne. Det skete også dengang, der har man fundet forskellige love om, at en eller anden dristig mand flyttede ud, fordi han kunne jo bedre ude på marken, men han blev tvunget tilbage i landsbyen. Han måtte nedbryde gården. Det er en sag ovre fra Rejsby. Så måtte han flytte tilbage igen til fællesskabet. Han havde ikke lov til at bryde det fællesskab. Derfor har man de tætbyggede landsbyer herude. Man skulle have et fællesskab.

Nu ved jeg ikke hvor meget det har betydet, men der var jo led i sådan en landsby, der havde man jo nogle veje ud af til forskellige sider. Så var der sat led for og de skulle lukkes om natten alle de led. Det havde man både i V. Vedsted og Sdr. Farup. Så kan man sige: ”hvor kan man vide det fra ?” Det kan man fordi der har været nogle processer. Der var en mand, hvis han ikke fik ret i den sag, så ville han ikke lukke det led mere så lod han det stå åben om aftenen, så kunne ulve eller andre dyr jo komme ind i landsbyen. Han havde pligt til at passe det, og han fik også tilnavnet Led, Det står nemlig i kirkebogen at han blev kaldt Led. Det var fordi han havde det job med at lukke det led.

Det var et samfund hvor de lavede næsten alting selv. De havde også håndværkere. Vi snakked førhen om en murer. Smeden har jo alle dage været en af landsbyens store mænd. Der var pottemagere, tømrere. Man har ikke rigtig tal på det før vi kommer op hvor vi har folketællingerne og der ved jeg jo at man her i V. Vedsted på et tidspunkt har ikke mindre end 3 smede og et utal af andre håndværkere.

Hvor boede så smeden ? Den første smed i V. Vedsted han boede oppe ved kirken. Det var måske ret godt, når folk skulle til kirke, så kunne de jo lige køre ind til smeden, men ellers har de været spredt ud over. Så var der jo også i hver sådan en landsby en kro. Det har der været så langt tilbage som man kan finde i kilderne. I V. Vedsted var der kro der hvor fru La Cour hun bor nu, V. Vedsted Vej 127. Det har der været helt tilbage før 1600-tallet. Det er også noget jeg har arbejdet en del med, for det viser sig at kroerne ligger der hvor man kommer ind i landsbyen eller kører ud af den. Hvis man kom sydfra ovre fra Hviding sogn, så var det første sted man kom til den kro der lå der på svinget. Der kunne man så holde ind.

Det første sted man kom til når man kom til Råhede var kroen, der lå der hvor møllen tidligere lå. Sådan kan du følge dem hele vejen, når man kører ind i Gl. Hviding by så lå der en kro. Det første sted man kom til i Høgsbro, når man kom fra Rejsby, det var en kro. Man har haft kro ligesådan i Sdr. Farup. Der sad bønderne så, og når der var gode tider tjente kromanden penge. Når der var dårligere, så brændte bønderne selv brændevin. Og de sager om brændevinsbrænding de er utallige, dem skal jeg ikke komme ind på her.

Vejene.

Men kroerne fortæller også noget, de fortæller om vejene. De fortæller nemlig hvor de gamle veje gik. Og derfor vejen fra Ribe, hvis man skulle videre sydpå, den gik ind over Ø. Vedsted, Sdr. Farup, V. Vedsted, videre til Råhede, fortsatte over til Rejsby. Det man kalder den gamle landevej øst for byen eksisterede simpelthen ikke før 1750. Det er helt sikker. Når man kørte fra Ribe videre til Tønder, så kørte man over Roager. Det er den gamle drivevej, den gamle studevej, det er ikke den her ude.

Den gang man lavede matrikuleringen, udskiftningen i 1770´erne, der har man overhovedet ikke taget hensyn til, at der gik en vej der. De skærer igennem heden ligesom der ingen vej er. Så er man begyndt at køre den vej for at komme tværs over heden til Rejsby, så har man efterhånden lavet en vej af sig selv. Hvis der havde været en vej tidligere, så ville man også havde sagt: der starter vi med vores udskiftning. Man har lavet udskiftningen lige som der ingen vej var, du kan ikke se vejen på de gamle udskiftningskort.

Den vej den kommer nok i slutningen af 1700-tallet. Vi ved helt bestemt, at det første hus, der blev bygget uden for det gamle V. Vedsted, det blev bygget i 1799, og det er bygget som kro. Det er der hvor Marinus Feddersen han boede i sin tid, Ribevej 8. Der lå den første kro og det er den første bygning der har været i Egebæk. Der var ind til 1844 kun 2 bygninger ude i det vi kalder Egebæk, for der er kun 2 huse der har været med i matrikuleringen som blev lavet der omkring 1840´erne.

Da så den nye vej kommer, den kan man følge hele vejen igennem Hviding sogn og videre til Rejsby, der bygger man så kroer ved, ligesådan i Hviding sogn. Så blev der anlagt den nye landevej som vi har i dag i 1859-60, da kommer Egebæk Kro og Stationskroen i Hviding. Så snart man laver en vej, så kommer der også en kro, man skal jo benytte sig af folk der rejser. Ja, det var et sidespring.

Jord- og besætningsstørrelser.

Så kan man også sige, hvor stor var det areal som den enkelte gård dyrkede med korn ? Det er ca. 3,2 ha. for 1 otting, d.v.s en halvgård som man også kaldte den, en 2 otting de havde de her 6-7 ha.. Man dyrkede ikke jorden hvert år, her i V. Vedsted det var meget forskelligt, i nogle landsbyer var det meget regelret, men her, nogle jorder dyrkede man 3 år, så hvilte de i 3 år. Først et år med rug, så med byg og man havde man kaldte gødningsrug, men V. Vedsted landsbyen blev ikke dyrket ret rationelt, fordi det var en meget dårlig jord man havde her. Det var et dårligt udbytte, men i det hele taget, hvis man går tilbage i historien, så var bønderne i V. Vedsted ludfattige altid. Det har de været altid, det sjældent der er nogen, der har kunnet stikke hovedet op over. Der er skrevet i en af Brorsons visitatsprotokoller: ”Han ynkede de stakkels mennesker ude i V. Vedsted. Det var et sogn hvor man led stor nød og et sogn der var hærget af ulve”. Man har altså også haft ulve her i midten af 1700-tallet.

Besætningsstørrelserne de var jo heller ikke ret store, man havde vel en 3-4 køer pr. otting, men heste havde man altid nok af. Det er sjovt nok, på de mellemstore brug, der var altid en 3-4 heste.

Ejendomsbesidderne.

På de tider var det ikke bønderne, der ejede jorden. Det har jo fra helt, helt ældgammel tid været forskellige ejendomsbesiddere. Det startede nok med, at de virkelig har været selvejere. Det har de nok været der i tidlig middelalder. Der stod en artikel i avisen, som Stig Jensen havde skrevet og det passer ret godt med det jeg tidligere har arbejdet med. Der boede på Hovedgården her i V. Vedsted en familie, der hed Frille. Det er en af lavadelen. Der kommer en mand nede fra Sønderborg, han hed Christian Frille, tror jeg det var. Han bliver en meget rig mand, og det er hans familie der har haft V. Vedsted Hovedgård ind til, ja nu har jeg ikke årstallene med, men Eggert Frille hed han som var der i 1400-tallet. Han overlod V. Vedsted Hovedgård til Domkapitlet i Ribe. Det var den samling af præster i Ribe, som skulle holde gudstjenesterne i Domkirken. Derved kom især klostre, kirker og Domkapitler til at eje en ret stor del af V. Vedsteds gårde. De trængte længere og længere ind, oprindelig har det nok været selveje, men efterhånden gled det ind under Ribe Domkapitel. Det var dog ikke alle, det var omtrent 2/3 af V. Vedsted så vidt jeg husker, der hørte under de forskellige klostre og kirker i Ribe. Resten hørte til Haderslevhus.

I lange perioder var det Kongen, som var hertug i Haderslevhus, og man kaldte dem også for Kongens bønder. Derimod hvis man taler om kronens bønder, så var det noget andet. Det er sådan set her der sker det som så indviklet så man kunne få en hel aften til at gå om det, det man kalder ”De Sønderjydske Enklaver”. De fleste har hørt, at ”De Sønderjydske Enklaver” det er Dronning Margrethe, der køber op nede i Sønderjylland, Schackenborg, Ballum song, køber Trøjborg. Men det samme skete jo også her i de nordlige sogne, f. eks. V. Vedsted, hvor en stor del gled fra Sønderjylland, gled ind under Kronen. De blev senere helt indlemmet i Danmark. Det fik betydning ved freden i 1864, men jeg skal ikke komme nærmere ind på det.

Der skete jo efter Reformationen det, at Domkapitlet blev nedlagt. Dele af det blev købt op af f. eks. lensmanden på Riberhus og andre. Lensmanden på Riberhus han ejede også Spandetgård og derved kommer det igennem flere led til at tilhørte en af de store adelsslægter i Danmark, nemlig Rosenkranzslægten, en der hedder Otto Kristoffer Rosenkranz og han går fallit og så er der en af de Holstenske grever som får fat i jorderne. Derfor hører en stor del, især i Sdr. Farup over halvdelen af gårdene, til en herregård, der ligger nede syd for grænsen, den nuværende grænse, i Store Vig sogn, der hedder Lindeved. Han havde hovedsæde den der greve, Gert Rentzau, ved Itzehoe på Breitenburg, Bredenborg. Han ejer et utal af herregårde og slotte i både Slesvig og Holsten og derfor mange af de gårde her, de hørte tidligere under godset dernede, d.v.s. han ejer også Høgsbrogård. Derfor blev der ansat en foged på Høgsbrogård, som skulle styre disse besiddelser, som han havde heroppe. Næsten 70% af Spandet sogn hørte tidligere til de godser dernede i Sydslesvig, men blev styret fra Høgsbroggård ind til de blev frikøbt til selveje.

De forskellige ejendomsbesiddere solgte det hele til selveje i slutningen af 1700-tallet. I 1792 blev det meste af fæstegodset her solgt til selveje. Jeg tror ikke der har været mere end 2 gårde som efter 1792 har været fæstegårde i V. Vedsted. Den sidste fæstegård i V. Vedsted er den jeg har resterne af, Sprækvej 3. Manden der havde den drak det hele op og han hængte sig selv. Så hørte fæstet op, for der var en af landsbyens storbønder der købte det hele på tvangsauktion. Så hørte den op med at eksistere, så var det ikke andet end et hus tilbage, så var det et selveje, der var ingen gård mere. Det er der så blevet igen, men det er en helt anden sag.

Ottingstallets indflydelse.

Jeg kunne selvfølgelig også sige noget om de her ottinger, hvilken indflydelse det havde på landsbyen. Hvis man nu ville have køerne ud på fælles græsning eller kreaturerne, så var det bestemt hvor mange kreaturer hver ejendom måtte sende ud på sådan en græsmark. Her i V. Vedsted var der 3 kreaturer til hver otting. Det var ligesådan bestemt hvor mange pladser man havde i kirken også ud fra ottingstal, hvor mange siddepladser. Oprindelse var der selvfølgelig ingen siddepladser i kirken, så fik man det man kalder stolestader og man fik lavet nogle stolestaderegistre. Her kan man finde de fleste stridigheder, hvis man bladrer i nogle gamle dokumenter. Det er et utal af stridigheder hvor man skulle sidde i de kirker, hvem der havde ret til at sidde der og der. Man laver nogle nye registre, og det var jo altså sådan at storbønderne de sad jo lige deroppe og kunne se lige op på præsten, så skulle de andre rykke tilbage. Så var der nogle der følte at de var lige så meget værd som de andre, og så løb man ind i nogle processer der. Men altså, når en havde 4 otting, så havde også ligeså mange pladser i kirken, det var måske 8 pladser han kunne tilkomme, sådan gik det efter samme system.

Vejvæsen, der betalte man også efter ottingstal, ligesådan når man byggede skoler. Jeg har fra Rejsby sogn hvad hver skulle betale for at få rejst en skole. Det er noget mærkeligt noget, men vi har det helt op til vor tid det der med ottingstal. Vi har noget vi kalder ottingsejerne. Det er det vi kalder byens jord, det er ikke ret meget mere. Det man kalder byens jord er resterne af det gamle ottingslaug. I gamle dage når man skrev et skøde stod der altid ”med part i de matrikkelnumre 67, 68 , 69 og 70”. Det gør der ikke mere. Hvis man skulle til at udrede, hvem der i virkeligheden ejer byens jord, så er det nok ret svært. Det er som sagt resterne af de gamle ottingstal, og vi har dem selvfølgelig også i vore marknavne.

Det med marknavne er også en af de kilder jeg har benyttet mig af for at finde ud af hvordan oldtidens landbrug har set ud. Vi har jo et utal af marknavne. Når det ender på toft er det jo nok fordi det ligger tæt på en gård. Vi har f. eks. i Sdr. Farup noget der hedder ”Jens´ Toft”. Jorden har hørt til V. Vedsted By tidligere, men oprindelig har den også hørt til en gård. Man har jo lavet det skift mellem Sdr. Farup og V. Vedsted på et eller andet tidspunkt.

Mett´ Lasses.

Sidste Jul kom jeg i tanke om, at det kunne være sjovt at skrive et stykke om en af de betydeligste mennesker, der har levet i V. Vedsted, nemlig Mett Lasses. Det har altid gået så mange sagn og så mange fortællinger om den rige enke i Okholm, Ulvehøjvej 16. Og så tænkte jeg det kunne jo være sjovt at få at vide hvad det virkelig drejede sig om. De gamle i sognet kunne nok fortælle om hendes rigdom og de kunne også fortælle om den myndighed hun havde. Det var en dame, der både var frygtet og elsket.

Den 7. februar 1760 fødtes på den gård der nu ejes af Andreas, Sdr. Kirkevej 19, en lille dreng, der fik navnet Anders Lassen Nielsen. Han var søn af bonden Niels Hansen og Maren Nielsdatter. Anders Lassen Nielsen fik ikke hans farfars navn hvad der ellers var almindeligt, for han hed Hans Lassen, han fik derimod farfaderens brors navn. Han hed Anders. Det var nemlig ikke faderens gård Niels Hansen havde overtaget, det var farbroderen Anders Lassens gård. Samme Anders Lassen og hans kone Martha havde ikke børn.

Den gamle Anders Lassen boede stadig i gården, og da han var en af de mest velhavende bønder i V. Vedsted, så var det ikke så mærkeligt de gav den lille dreng navnet Anders Lassen, for det kunne jo være han skulle arve engang. Det var et meget kristeligt hjem, det bar præg af biskop Brorsons tanker. Men den første juleaften den lille Anders Lassen skulle opleve i denne verden, det blev sikkert også måske den sørgeligste i hans liv, thi den aften døde hans far Niels Hansen. Han var kun 33 år gammel. Moderen, Maren Nielsdatter, hun giftede sig igen året efter med Niels Pedersen fra Gånsager. Brylluppet stod den 6. november 1761. Den lille Anders Lassen fik nu en stedfader. Og allerede den 22. juli 1765 så døde hans moder også. Samme Niels Pedersen han overlevede fire koner. Gamle Anders Lassen var død i 1764 og drengen Anders Lassen Nielsen havde arvet hele hans formue. Her blev nok grunden lagt til Mett Lasses store formue, men derom senere.

Den lille Anders Lassen, som nu hverken havde far eller mor, kom i pleje hos hans farbroder i Okholm. Han hed Las Hansen og havde i 1767 overtaget Hans Lassens gård altså Niels Hansens fars gård. Det er den Peter Westergaard har i dag, Okholmvej 3. Han var gift med en Bodil Lauridsdatter fra Kærbølling. Der var heller ikke født børn i ægteskabet mellem Las Hansen og Bodil Lauridsdatter fra Kærbølling. De fik så Anders Lassen Nielsen i pleje som deres egen søn. Las Hansen var også en af datidens dygtige bønder og han samlede også penge på kistebunden. Han solgte i 1779 fødegården i Okholm og købte Jens Nielsen Bjerrums gård i Sdr. Farup. Det var en af de store gården i Sdr. Farup, den som Knud Erik Truelsen har nu, Harreslund, Sdr. Farup Vej 42.

Det var en gård som havde været i Bjerrumslægtens eje siden først i 1600-tallet. Den 22. marts 1782 overlod Las Hansen denne gård til plejesønnen, Anders Lassen Nielsen, mod at han og hans kone selv fik en rimelig aftægt. Han var kun 22 år gammel da han blev ejer af en af sognets bedste gårde for penge han havde arvet af den gamle Anders Lassen i V. Vedsted. Lige nord for hans gård i Sdr. Farup lå en mindre gård som var ejet af en bonde, der hed Jens Madsen, Danelund, Sdr. Farup Vej 9. Han var gift med Kirsten Lauridsdatter, som også var fra Kærbølling og en søster til førnævnte Las Hansen.

De to søstre havde en broder som hed Knud Lauridsen som blev gårdmand i Rejsby. I hans slægt er der mange, mange kendte. En af dem, Kresten Lauridsen, blev kromand i Ribe. Det er hans søn, Knud Lauridsen Knudsen, der havde Trøjborg i sin tid. Han havde to sønner der blev købmænd på Island, hvor jeg har haft forbindelse med deres efterkommere. Så havde han en datter, altså en søster til Kirsten Lauridsen, som blev gift med en af de store bønder ovre i Rejsby. Deres børn kom til at eje over halvdelen af Rejsby sogns gårde. Og det er fra den slægt Staun Jensen og alle de der kommer.

Jens Madsen var gift med Kirsten Lauridsdatter, og de havde kun en lille datter, der var født i 1768, hun hed Mette Jensdatter. De to naboer Anders Lassen og Mette Jensdatter blev gift sammen med formue på begge sider. Denne Mette Jensdatter er hende der er kendt under navnet Mett Lasses. Den 26. august 1786 døde Jens Madsen 53 år gammel. Anders Lassen og Mette Jensdatter fik nu også denne gård. Så havde de 2 gårde i Sdr. Farup foruden mange penge.

De fik 7 børn, men kun 2 overlevede. Alle de andre døde inden de blev over 20 år. Den ene hed Las Andersen og den anden hed Niels Andersen. Las Andersen fik de 2 gårde i Sdr. Farup, men han fik dem ikke, han drev dem kun, dem beholdt den gamle Mett Lasses. Anders Lassen Nielsen og Mette Lasses købte så den gård som Alf Okholm har, Ulvehøjvej 16 oppe i Okholm. De købte desuden en gård i Øster Vedsted og de købte en gård ovre i Hygum. De øgede jo hele tiden formuen. Så købte de halvdelen af den gård som Arne Andersen han har, Sdr. Kirkevej 13, da var det også en af de store gårde. Seks år efter købte han hele gården, halvdelen forblev selvstændig, resten lagde han til gården i Okholm.

Han ejer nu, alene i V. Vedsted, gårde på knap 400 tdr. land. I 1816 bor de endnu i Sdr. Farup, men i 1818 flytter de altså til Okholm. Anders Lassen Nielsen døde den 19. november 1820 af en smitsom sygdom. Han blev 60 år gammel og blev begravet. Men Mette Jensdatter kunne jo nok styre det hele og så kommer hendes glansperiode hvorom sagnene går.

Da bønderne overtog deres gård til selveje gjorde de jo lån i dem der sidst i 1790´erne. Men så kom statsbankerotten i 1813. Da vi nærmer os 20´erne, det var især galt først i 1820´erne. Der er der utrolig mange der går fallit. Da går de så til Okholm, om de kan låne penge af den rige enke der. Det går der mange historier om. Der var f. eks. een, hvis mand slog sig ihjel. Det henne på Østergaard i Lundsmark, Klaus Moltesen han fladt ned og slog sig ihjel. Hans enke måtte så gå den tunge vandring til Okholm om hun kunne låne penge, men hun fik afslag. Men så fandt hun heldigvis en rig gårdmand ovre fra Rejsby hun kunne gifte sig med.

Da Mett Lasses dør i 1830 er der 72 panteobligationer i hendes efterladenskaber. Næsten hver eneste gård i V. Vedsted, Mandø og Sdr. Farup har lånt penge hos hende. Da de 2 drenge gør boet op, altså Las i Sdr. Farup og Niels i Okholm. Hun dør henne i Hygum og de 2 drenge må jo hente hende og kan ikke nå helt hjem, men må ind i Lustrup og have nogle punse, så det har været et ret lystigt ligfærd. Der er også andre ting der tyder på, at de kunne lide de våde varer. Niels Andersen kunne finde på at trække en hest ud af stalden og ride helt vildt rundt på marken. Han dør jo kun 31 år gammel og der skriver pastor Feilberg i kirkebogen: ”Han var vild og han drak sig selv ihjel”. Det viser jo også, at den gamle, moderen, har ikke haft tiltro til Niels Andersen, for der var 5 børnebørn, og de kom til at arve hende, det blev ikke Niels Andersen. Hun har nok tænkt: Han kan ikke bestyre det der.

Det bliver altså børnebørnene der arver. En af dem, Jens Andersen Okholm, kommer til Brøns sogn og hans søn Niels Okholm flytter her til Danmark. Han var handelsmand. Der går historier om, jeg tror det var på Rømø, man kendte ikke andre i Danmark end kong Christian og så Niels Okholm. Han rejste meget rundt og handlede, det er igen et handelstalent. En anden af Niels Andersens sønner, Anders Lassen Nielsen, fik Danelund, der jo er en del af den gård der blev flyttet ud fra Sdr. Farup og bygget derude omkring 1850´erne. Den fik Anders Lassen Nielsen og hans søn Peter Okholm blev kreaturkommisær. Det er mærkeligt, man kan finde nogle bestemte slægter, hvor der er ting der hænger ved.