Sogne- og Skolesammenlægning

Mandø og Vester Vedsted sogne sammenlægges

Mandø-Posten nr. 119 – 1993.

Efter et langvarigt forhandlingsforløb mellem biskop Niels Holm og Mandø menighedsråd har biskoppen ved brev af 20.4.93 meddelt menighedsrådet I henholdsvis Vester Vedsted og Mandø, at han har besluttet at sammenlægge de to sogne til ét pastorat pr. 1.7.1993 og samtidig at forflytte sognepræsten på Mandø til Vester Vedsted.

Til orientering bringes referatet af Mandø menighedsråds møde med biskoppen og hans embedsmand. Via ø-sammenslutningens formand, Henry Larsen, Sejrø, har folketingets ø-kontaktudvalg stillet spørgsmål til kirkeministeren. Man anmoder ministeren om at fortælle, hvilke initiativer, han agter at tage for at forhindre, at præsten ijernes fra de små ø-samfund i tilfælde af sognesammenlægninger. Her følger spørgsmålet (fra Inger Stilling Pedersen, Kr.F) og ministerens svar. Kirkeminister A.O. Andersens svar af 22. april 1993 på spørgsmål fra medlem af Folketinget Inger Stilling Pedersen.

“Hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre, at præster ikke skal fraflytte småøer ved sognesammenlægninger?” Svar: Jeg kan oplyse, at kompetencen til at fordele præstestillinger, iværksætte strukturændringer m.v. siden januar 1990 er delegeret fra ministeriet til biskopperne. Planlægningen af den gejstlige betjening af stifterne, og dermed fordelingen af præstestillinger, sker inden for den bevillingsramme, som hvert år afsættes på finansloven. Det er således de enkelte biskopper, der – efter forhandling med de berørte menighedsråd og præster – afgiver indstilling til ministeriet om nedlæggelse (eller oprettelse) af præstestillinger samt pastoratomlægninger.

Stillingen som sognepræst på Mandø har tidligere været kombineret med en stilling som skoleleder på øen i følge aftale med Ribe kommune, som har betalt en del af sognepræstens løn. Kommunen har opsagt denne aftale med udgangen af indeværende skoleår, da der i det kommende og næstfølgende år ikke vil være børn at undervise.

Det er på denne baggrund, at biskoppen har indstillet, at Vester Vedsted og Mandø sogne sammenlægges, idet biskoppen i skrivelse af 20. april 1993 til Mandø sogns menighedsråd har anført, at den præstelige normeringssituation i Ribe stift er sådan, at det er nødvendigt at omfordele stiftets præstekræfter til de sogne i stiftet, hvor behovet er mest påtrængende.

Sognepræsten vil således stadigvæk være præst for Mandø pastorat, men naturligvis i mindre omfang. Jeg kan her oplyse, at der i den nuværende præstebolig på Mandø vil blive oprettet et kontor for præsten.

Som anført oven for er kompetence til fordeling af den præstelige betjening delegeret til biskopperne, og da ordningen i de følgende år har været yderst velfungerende, finder jeg ikke anledning til at tage initiativ til fravigelse af ordningen i relation til betjeningen af småøer.

Med venlig hilsen

A.O. Andersen

Mandø menighedsråd har sendt følgende brev til ministeren:

Mandø d. 13.3.1993.

Til

Kirkeministeren,

Frederiksholms kanal 21,

1220 København K

Vedr. fastholdelse af Præsteembedet på Mandø:

I forbindelse med biskop Niels Holms forslag om sammenlægning af Mandø og Vester Vedsted pastorater og overflytning af Mandøs sognepræst til Vester Vedsted ønsker Mandø menighedsråd herved at oplyse ministeren om en række forhold, som efter rådets opfattelse begrunder, at vi bør beholde vores egen præst i Mandø sogn:

1. Mandø trues af affolkning. Det nuværende befolkningstal er 75. Fraflytning af præstefamilien vil betyde en reduktion på 5 – eller næsten 7 %!
2. Ikke mindst i et så lille og ofte isoleret samfund kan betydningen af at have sin egen præst ikke overvurderes. På Mandø er præsten formand for borgerforeningen. Han er medlem af det kommunale ø-udvalg, redaktør af Mandø-foreningens tidsskrift m.m.
3. Hvis regeringens erklæring om hjælp til de små samfund skal være andet end ord, så vil det være oplagt at lade et lille, truet samfund som Mandø beholde et så vigtigt embede – som en konsekvens af folketingsdebatten.
4. Selv om forbindelsen til fastlandet er blevet forbedret vil det være forbundet med store vanskeligheder at betjene Mandø med bopæl i Vester Vedsted. I præstens hidtidige funktionsperiode å 7 år har stort set samtlige 50 – 60 årlige kirkelige handlinger været forrettet af præsten selv, dvs uden brug at vikar. Ingen på Mandø kan have erhvervsarbejde på fastlandet, fordi det pga. tidevandet ikke er muligt at møde til samme tid hver dag.
5. I mere end 500 år har dette afsides beliggende samfund haft egen præst og det i et samfund, som var langt fattigere end dagens. Blandt de 330.000 uden arbejde er også teologer, som gerne vil i arbejde. Hvis man adderer udgifterne ved opretholdelse af præste­boligen på Mandø (hvad der er forudsat) og forskellen mellem løn og understøttelse til en arbejdsløs teolog, hvortil må lægges ekstra­ordinære transportudgifter ved kørsel mellem fastlandet og Mandø, ja så vil det vise sig, at der intet som helst vil være sparet ved en sammenlægning.
6. Hvad Mandø skole angår skal det tilføjes, at Ribe kommune har pointeret, at skolen ikke vil blive nedlagt. Det betyder, at når den næste elev om et par år vil skulle påbegynde skolegangen på Mandø, kan den hidtidige refusionsordning mellem Ribe kommune og kirkeministeriet genoptages. At det tilmed er uafklaret, hvor vidt den løndel, som refusionen har udgjort, vil tilfalde Ribe stift kan jo betyde, at fordelen ved sammenlægningen af de to pastorater reduceres yderligere.
7. Med præsten som en central person har Mandø i de senere år kæm­pet for at afværge tilbagegangen ved at skabe erhvervsmuligheder på øen, bl.a. ved at ombygge Mandø skole til et center med mange funktioner. I øjeblikket er en værelsesfløj under opførelse (se ved­lagte pjece). Centrets bestyrelse, i hvilken præsten er næstformand og sekretær, har rejst i alt ca. 5 mill. kr til virkeliggørelse af dette projekt.
8. Den omstændighed, at ministeren har ladet nedsætte et udvalg for at undersøge behovet for flere præstestillinger opfatter vi som et positivt signal.

At fjerne præsten og hans familie fra Mandø vil opleves som et slag i ansigtet på os og som et dementi af regeringens smukke ord om at ville hjælpe de små, truede samfund. Vi kunne foreslå, at ministeren under alle omstændigheder lader os beholde vor nuværende præst i den resterende del af hans funktionsperiode.

Med venlig hilsen

Peder Hjort

Formand for Mandø menighedsråd.

Notat fra møde på Mandø den 27. januar 1993.

Emne: Den præstelige betjening af Mandø. Tilstede var: De valgte medlemmer af Mandø menighedsråd, domprovst Kiilerich, biskop Holm og stiftskontorchef Hans Barslund.

Holm indledte mødet med at forklare baggrunden for besøget. Dels er der udsigt til, at Ribe kommune opsiger aftalen om sognepræstens funktion som skoleleder på Mandø, fordi der pr. I. juli 1993 ikke er flere elever indskrevet på skolen – kommunen har taget skridt i den retning – og dels er embedet som sognepræst ved Vester Vedsted pastorat snart ledigt, idet pastor Sonnichsen fratræder efter ansøgning med udgangen af juni måned 1993

Holm redegjorde for sine overvejelser, der går ud på, at Mandø sogn og Vester Vedsted sogn slåes sammen til et pastorat, og at sognepræst Finn Sørensen efter sammenlægningen får embedsbolig i Vester Vedsted. Holm gjorde opmærksom på, at han er klar over, at et væsentligt gode fratages Mandø – ikke så meget fordi de to sogne slåes sammen, men mere fordi sognepræsten får embedsbolig på fastlandet i Vester Vedsted. Men præsten bør bo, hvor befolkningen er. I Vester Vedsted sogn er der pr. 1. januar 1992 et folketal på 1.294 personer; i Mandø sogn er der på samme tid 80 personer. Antallet af præstestillinger i Ribe stift er fastsat af kirkeministeriet, og der er ikke udsigt til, at ministeriet vil øge normeringen. De normerede præstestillinger skal fordeles over hele stiftet, og der er hårdt brug for forøgelse af den præstelige betjening andre steder.

Formanden for menighedsrådet, Peder Hjort, var glad for at kunne drøfte sagen med biskoppen, inden der er vedtaget noget om den fremtidige ordning. Han gjorde opmærksom på, at der er vand mellem Vester Vedsted og Mandø; det er ikke afstanden i km, der er afgørende – der er ikke langt mellem øen og fastlandet. En nedlæggelse af præsteembedet vil amputere Mandø. Der er tit problemer med at komme til og fra øen. Han beder biskoppen overveje endnu en gang. Og så kan der påny tages stilling, når den nuværende sognepræst Finn Sørensen går af Han er nu 58 år gammel. De er meget glade for deres præst. Han deltager i alt muligt, og det vil øge fraflytningen fra øen, hvis præsten ikke længere bor her. Hvis præsten bor i Vester Vedsted, vil der kunne blive tale om aflysning af gudstjenester på grund af vanskeligheder med at komme over Låningsvejen. Det var i forventning om, at præsten forblev på øen, at man har restaureret præsteboligen. Det får man nu en ringe forrentning af, hvis præsten flytter. Holm gjorde opmærksom på, at også Vester Vedsted kunne være utilfreds med ordningen, idet de får en præst, som de ikke har været med til at vælge. Men han var nødt til at spare for at kunne dække påtrængende behov andre steder i stiftet. Han var indforstået med at gå ind for, at den nuværende præstebolig på Mandø bliver bevaret som præsteembedets med kontor til sognepræsten, når han er på øen og med overnatningsmulighed for ham, når forholdene gør det umuligt at komme tilbage til fastlandet ad vejen. Han spurgte om, hvor stor gennemsnittet er af tilfælde, hvor færdselsmulighed er udelukket. Han var klar over, at der kan opstå vanskeligheder, og det er bekymrende, men nok ikke uoverskueligt.

Peder Hjort er af den opfattelse, at præsten ikke kan bo på Mandø, hvis han også har Vester Vedsted sogn at passe. Kiilerich mente, at det er bedre, at ordningen gennemføres nu i stedet for at vente indtil ledighed i Mandø-embedet, idet den nuværende sognepræst kender øens forhold, og det må være en stor fordel både for præst og befolkning. Brugsuddeler Haahr Kristensen er af den opfattelse, at det vil have en betydelig afsmittende virkning, hvis præsten ikke længere bor på øen. Hvis ikke man har offentlige institutioner på øen, falder det hele fra hinanden. Det er det, der gør, at folk bliver boende. Og det er nødvendigt for at have beredskab til digerne og brandberedskab. Private og offentlige har en solidaritetsforpligtelse. Det vil være besværligt at lade sig betjene af en præst fra fastlandet. Hvis der skal fastholdes tilstrækkeligt med folk på øen, må den offentlige struktur fastholdes.

Holm er enig heri, men det, der er hans opgave, er at sikre en forsvarlig kirkelig betjening af stedet. Stiftets yderområder skal betjenes lige så godt som de befolkningsrige områder. Præstefamilien skal efter planen flytte, men sognet – embedet – betjenes fortsat. Han er klar over, at der kan opstå situationer, hvor præsten ikke kan komme over til øen på grund af vejret, det kan ikke undgåes. Hans overvejelser går ud på afvejning af, om de kirkelige ulemper, ved at præsten flytter, kan opvejes af det, bispeembedet i den aktuelle normeringsmæssige situation får ud af det. Holm er glad for, at rådet forelægger alt, som man ønsker frem i sagen. Han synes ikke, at øen bliver ladt i stikken præsteligt set. De politiske realiteter er i øjeblikket sådanne, at der ikke kan oprettes flere præstestillinger, og derfor må de, der er, fordeles. Ved fordelingen kommer hovedsageligt præstelige synspunkter i betragtning.

Ingeborg Jørgensen gjorde opmærksom på, at der har været vanskeligheder med at komme til øen i forbindelse med en begravelse. Holm gjorde opmærksom på, at han ønsker at høre alle argumenter, inden beslutning træffes. Kirkeligt set mener han, det er en forsvarlig disposition at slå sognene sammen og lade præsten bo i V. Vedsted. Et menighedsrådsmedlem gør opmærksom på, at hvis det gennemføres, at skolen nedlægges, og hvis præsten ikke længere skal bo på øen, er Mandø-samfundet døende. Der er mange ting, 4er spiller ind, ikke blot kirkeligt. Brugsuddeleren foreslog at spørge Ø-sammenslutningen, om der kan ydes ø-tilskud til en præst på øen. Holm: Hvis Mandø opretholdes som selvstændigt pastorat, så betales dér for det andre steder i stiftet.

1. marts 1993/HB

De biskoppelige planer for Mandø gav genlyd i hele dagspressen og medførte besøg af journalister og fotografer fra bl.a. Ekstrabladet, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad. I alle tilfælde har besøgene resulteret i særdeles læseværdige artikler. Da de fleste af Mandøpostens læsere formentlig ikke har stiftet bekendtskab med mere end en enkelt af disse artikler, bringer vi, med tilladelse fra journalisten, et par af artiklerne.

Mandø lukker

Først en artikel fra EKSTRABLADET af journalist Jakob Kvist.

af Jakob Kvist, Ekstrabladet

Danmark er i gang med at lukke de udsatte steder: På den lille vadehavsø Mandø ser de 75 beboere deres egen afvikling i møde. Mandø har været ved at lukke før. For eksempel i 1634, da den lille vadehavsø ud for Ribe blev ramt af den værste storm nogensinde. Alle beboerne druknede, bortset fra syv mænd, der var ude at sejle. De tog så til gengæld ansvaret på deres skuldre og sejlede nordpå til Fanø. Der hentede de sig hver en kone. Syv kvinder blev gravide, og selv om nogle i dag antyder, at Mandø bærer en smule præg af indavl, så var metoden rigtig nok. Indbyggertallet steg igen til 2-300 stykker, og øen kom tilbage i sit kredsløb.

Skolen lukker

Men dengang blandede københavnerne, fiskerikontrollen, miljøministeriet, EF, biskoppen og alle de andre sig på den anden side også udenom. I dag skal der mere end syv raske mænd til at redde eksistensen. Ansvaret for tilværelsen og overlevelsen er ikke længere på egne hænder. Instinktet rækker ikke nu om stunder. Så Mandø er kommet ind i den nedadgående spiral, som ingen for alvor kan se nogen vej ud af Til sommer lukker skolen, for der er ikke flere elever. Og for et par uger siden besluttede biskoppen i Ribe, at øens præst skal flytte over “på den anden side”.

Sognefusion

Og øens tilbageværende beboere – det bliver fem mindre, når præsten flytter – venter så bare på, at deres læge også skal blive “fjernet. Så kan det lille samfund endegyldigt udånde og overgå til fri landsmuseum. Halm i træskoene og japanske fotografer. – Det er en skrækvision, som præsten, Finn Sørensen siger. Men processen er gået i gang. Denne torsdag skinner vintersolen lavt og skarpt over det smukke og søvnige landskab. Det eneste liv, man rigtigt bemærker er en besøgende højskole. 20-30 mennesker vandrer rundt og kigger og fløjter og holder hinanden i hånden.

De vender sten. Hver sommer besøger 40-50.000 mennesker øen. Men de fleste er der kun i nogle timer.

Da Peder Hjort var dreng for en 60-70 år siden, var der halvtreds børn og to hundrede indbyggere på øen. Dengang kunne man leve af tredive tønder land og lidt får og nogle køer. Det gjorde hans familie.

Vandet skiller

I dag er han en af øens godt tredive pensionister. I den anden ende kan det lille samfund kun mønstre to spædbørn. Og da den lille skole – som også drives af præsten og hans kone – til sommer udgår for elever mellem første og fjerde klasse, ja så er grundlaget ifølge myndighederne væk. Præsten må flytte til Vester Vedsted på fastlandet, og så må han passe Mandø så godt som det usikre tidevand og den ramponerede vej igennem Vadehavet tillader det. – Der bliver jo mindre og mindre tilbage for folk på udsatte steder, som Peder Hjort siger. – Afstanden betyder måske ikke så meget, men vandet skiller os, og det er problemet. Og vi har problemer nok i forvejen. Præsten betyder en hel der sådan et sted, han har en anden uddannelse, og han har også tid til at gøre en masse ting. Men nu vil de altså tage ham, og så ligger det vel lige for at spare lægen væk næste gang. Og så bliver det først rigtigt galt. Så bliver det kun turisme, og så bliver det jo et rent forvildet samfund. Siger Peter Hjort. Han er 78, men han kæmper stadig væk. På øen har de ironisk kaldt ham ”kongen”, fordi han altid blev valgt til alting. Efter ham bliver der bare ikke rigtigt nogen tilbage at vælge.

Da Finn Sørensen fastsatte sit gudstjeneste-tidspunkt sidste søndag, var han rigelig optimistisk med hensyn til tidevandet. Så organisten – der kom fra landsiden – blev fanget, og kom først tilbage fra øen klokken ni om aftenen.

Ikke rationelt

Det er vilkårene på Mandø. Og selv om Finn Sørensen nok selv mener, at han med sit kendskab vil kunne betjene øen fra fastlandet, så er det ikke sikkert, at efterfølgeren til sin tid gider gøre det samme. De færreste vil risikere noget som helst med det tidevand. Og selv om Sørensen personligt godt kan leve med biskoppens beslutning, så begræder han den på øens vegne: Præsten har en stor symbolværdi her. Han er en der kan skrive breve. Og selvfølgelig kan man sige, at det er abnormt med en præst til 75 mennesker, men det kan ikke gøres op i hoveder. Og her har altså været en præst i 500 år, også i tider der var langt fattigere end denne. Så jeg forstår virkelig godt beboernes betænkeligheder.

– Vurderet rationelt er det selvfølgelig fornuftigt nok at administrere ressourcerne mest effektivt, som det hedder. Men til syvende og sidst er mennesket ikke rationelt, og der er altså bare noget andet, der taler imod. Og i et samfund, der monomant taler om at øge beskæftigelsen, og hvor man mangler præster, og hvor der er arbejdsløse teologer som bare får deres penge fra en anden kasse, ja der er det altså ulogisk det her, siger Finn Sørensen. Han tvivler dog personligt på, at lægen forsvinder fra øen. Men det skyldes ikke naiv tiltro til, myndighederne. Det er bare hans fornemmelse, at lægelønnen en gang for alle er regnet op modet vist antal helikopterlandinger.

Og Mandø-boerne har trods alt krav på behandling for deres skattepenge. Men altså ikke på nogen præst. Når Finn Sørensen og hans familie flytter til sommer, reduceres indbyggertallet på øen med cirka syv procent. Det var ligesom sidste år, hvor en skilsmisse kostede Mandø tre børn i den skolesøgende alder.

Det var et alvorligt slag. En arbejdsplads på øen svarer til 12.500 i København, har præsten regnet ud.

Jagten ryger

Der er kliker og rygter og janteparagraffer på Mandø. Men der er også tradition for sammenhold. I gamle dage, for eksempel, når nogen havde været ude at fiske eller jage, så stillede man bare sin kurv ud foran huset. Så blev der lagt et par ænder eller en fisk i. I dag har man kumme-frysere. Så det daglige skæbne-fællesskab er ikke en selvfølge længere. Men på den anden side er der heller ingen fisk tilbage, og jagten er det også snart slut med.

I 1741 købte Mandø sig til en vis selvstændighed fra Danmark. For en bunke rigsdaler fik man ved kongeligt privilegium jagt-, strandings­og fiske-rettighederne over øen. Det skøde har været hævdet lige siden og kan kun ophæves af Kongehuset selv. Troede Mandø-boerne. Men for nogle år siden begyndte fiskeri-kontrollen at give bøder og konfiskere net og ruser, og sidste år kom så det afgørende slag. Miljøministeriet nye fredningsbekendtgørelse respekterede ikke skødet. Tværtimod indledte man en nedtrapning, der fra 1998 stort set vil forbyde al jagt på Mandø. I disse måneder prøver beboerne at skrabe penge sammen til en retssag mod staten.

– Fredningen har overhovedet ingen biologisk begrundelse. Ornitologenie siger ovenikøbet direkte, at vi fint kan fortsætte jagten, fortæller formanden for øens jagtforening, Poul Due. Han mener, at Mandø er blevet gidsel i en politisk rævekage født af helt andre konflikter mellem de danske myndigheder og især Tyskland og Holland. Men det afgørende er, at Mandø-boerne endnu engang føler sig trådt grundigt ned. Endnu en historisk ret endnu en hævdvunden praksis er trådt under fode af myndighederne.

– Det er en utrolig afstand til København. Mange af de love og regler, der gælder her, er jo lavet af folk derovre, som aldrig har været på øen, siger Poul Due. Og Peder Hjort supplerer ironisk: – Det er jo ikke så mærkeligt, at det udarter sådan. Hvis vi skulle sidde her og bestemme, hvordan tingene skulle se ud i København, så ville det da også blive noget mærkeligt noget.

Men 75 er ikke nok til en protestmarch. Det er dårligt nok tilstrækkeligt til at blande sig i det kor af klagesangere, der i disse år synger hver sin stemme i salmen om de gamle livsmønstres undergang.

Og meget tyder på at denne ø også går ned. Fremtiden tilhører rokoko. Som pastor Finn Sørensen siger: – Jeg tror, at 80 mennesker er den nedre, kritiske grænse for at opretholde de normale funktioner på Mandø. Kommer vi for meget under, går det galt.

D. 25. april havde Jyllands-Posten efterfølgende artikel af journalist Jette Warrer Knudsen.

Øen der løber ud i sandet.

Af Jette Warrer Knudsen, Jyllands-Posten

Vadehavsøen Mandø mister sin præst og sine lærere. De 75 beboere frygter, at myndighederne er ved at kvæle øen. I 500 år har den lille vadehavsø Mandø, haft egen præst. Men til sommer sættes et historisk punktum, når præsten sammen med sin familie flytter fra øen. For eftertiden skal Finn Sørensen kun opholde sig på Mandø, når der er kirkelige handlinger.

For den 7,5 kvadrat-kilometer store ø, som man kun har adgang til ved lavvande ad ebbevej en, bliver det ikke kun ved tabet af præsten. Øen mister samtidig et samlende midtpunkt, et stærkt talerør og en ihærdig ambassadør. Som om det ikke var nok må Mandø også af med sine to lærere. De optræder nemlig i skikkelserne af Finn Sørensen og hans kone Gritt, som står for undervisningen af øens yngste skoleelever. For øjeblikket tæller skolen to elever. En skilsmisse på øen drænede skolen for tre elever. Til sommer skal de to, der er tilbage, gå i skole i Vester Vedsted – ovre på fastlandet. Skolen på Mandø bliver lagt i mølpose og skal efter planen først åbne igen, når to børn, der nu er et og tre år, kommer i skolealderen. Men hvem skal undervise dem, når præsten er flyttet? Bliver de tvunget til at gå i skole på fastlandet? Det kan kun fremtiden vise.

øen kvæles

For Mandøs 75 beboere er der ingen tvivl om, at de centrale myndigheder er godt i gang med kvæle øen. “Og det er bedrøveligt og også uforståeligt, når vi gang på gang hører, hvor vigtigt det er at støtte de små øsamfund, så de ikke mister deres selvstændige liv og bliver spøgelsesbyer om vinteren og overbefolket af turister om sommeren”, fastslår Finn Sørensen, som er Mandøs præst nunnner 40 siden reformationen, og siden 1898 nummer fire i rækken. Flytningen af præsten er et led i en rationaliseringsplan med sognesammenlægninger, og biskoppen i Ribe, Kirkeministeriet og Finansministeriet mener ikke, at Mandøs historie og situation er så enestående, at øen fortsat skal være et selvstændigt kirkesogn. Mandøs præst kan godt forstå argumentet med, at 75 øboere ikke er nok til at opretholde et sogn i sparetider. “Men en præst på Mandø er ikke bare en præst. Der hører mange andre opgaver med til gerningen”, fastslår Finn Sørensen, der ud over at være præst og lærer også er formand for Mandøs borgerforening, leder af fritidsundervisningen og redaktør af øens lokale blade.

Lidt tid til Mandø

Når Finn Sørensen med sin familie til juni flytter fra Mandø, hvor han har fungeret siden 1986, bliver han sognepræst i Vester Vedsted, som har 1300 sognebørn. Og selv om turen stadig går til Vadehavsøen ved dåb, søndagsgudstjenester og begravelser, tror han ikke, at der bliver meget tid til at beskæftige sig med Mandøs ve og vel. Han mener, at afskaffelsen af præsteembedet på Mandø er et typisk eksempel på skrivebordsarbejde.

“Ingen kan sætte tal på besparelsen. Jeg tror rent faktisk ikke, at den eksisterer, når vi modregner, de udgifter, der opstår i forbindelse med den nye ordning,91 siger Finn Sørensen. Og selv om han glæder sig over det, så har det alligevel undret ham, at der er afsat over 400.000 kr. til at restaurere Mandø Kirke. “Det er da mærkeligt, når der ikke er råd til at beholde præsten. En af øens ældste og toneangivende beboere, Edvard Hansen, der bl.a.. fungerede som organist i kirken i 52 år, undrer sig over, at præsten skal flytte. “Hvorfor skal han da det, når han er faldet så godt til hos os,” siger han og ryster opgivende på hovedet. Også på et andet område har Mandø mistet selvbestemmelse. På grund af en fredningsplan for Vadehavet, må Mandøboerne ikke gå på jagt og fiskeri som tidligere.

Rettigheder købt

Så langt tilbage som i 1743 købte Mandøboerne ellers skøde og rettigheder af Kronen. Men i de sidste 30-40 år har det knebet mere og mere med at få myndighederne til at acceptere vore rettigheder, fortæller formanden for Mandøs jagtforening, Poul Due. Men nu har øboerne besluttet, at sagen skal gå rettens gang, og for øjeblikket er man ved at samle penge ind, så der kan køres retssag mod Miljøministeriet. På Mandø er gennemsnitsalderen 50 år. Og inden længe kommer en ny generation til at præge øens fremtid, som Finn Sørensen ikke er i tvivl om, bliver turisme. Den lille ø, råder over en særpræget natur med sjældne fugle- og plantearter. “Men vi skal undgå de skræmmebilleder, som nogle af de tyske Vadehavsøer er blevet – de er i dag overbefolket med turister”, siger han. Et af Mandøs trumfkort er det nybyggede Mandøcenter med plads til to lejrskoler ad gangen, restaurant, festsal og en naturudstilling om øen. Og til sommer åbner en fløj med 12 værelser. Beboerne frygter ikke at blive oversvømmet af turister. “Naturen har givet os det bedste beskyttelsesmiddel – nemlig, at man kun kan komme til øen ved lavvande,” siger Finn Sørensen.

Præstesagen

Mandø-Posten nr. 119 – 1993.

Præstesagen har forhåbentlig fundet en løsning inden julen 93. I så fald har sagen trukket ud i næsten et år, hvad der ud fra enhver synsvinkel må betegnes som overordentlig utilfredsstillende. Et møde med deltagelse af kirkeminister A. 0. Andersen, biskop Niels Holm, borgmester Jens Christensen, folketingsmedlem Hans Jørgen Jensen, Henry Larsen. Ø-sammenslutningen og Peder Hjorth vil efter al sandsynlighed finde sted uden deltagelse af biskoppen, som har meddelt, idet han står fast på sin indstilling til kirkeministeren om sammenlægning af Mandø og Vester Vedsted pastorater.

Mandø skole sammmenlægges med
Vester Vedsted skole fra 1994

Mandø-Posten nr. 119 – 1993.

Efter beslutning i byrådet og med en høringsperiode frem til 26. oktober 93 skal Mandø skole, som for skoleåret 93/94 er lukket, administrativt sammenlægges med Vester Vedsted skole. Dette har skolebestyrelsen ved Mandø skole taget til efterretning. Derimod har skolebestyrelsen taget forbehold med hensyn til min. 6 elever som en forudsætning for at iværksætte undervisning på Mandø skole.

Nedlæggelse af Mandø Skole

Mandø-Posten nr. 119 – 1993.

Byrådet vedtog den 30.08.93 at Mandø skole nedlægges pr. 1. august 1994 med henblik på, at skolen henlægges under Vester Vedsted skole. Forslaget indebærer, at efter 1. august 1994 kun foregår undervisning på Mandø skole, når der er et tilstrækkeligt elevgrundlag på planlægningstidspunktet. Med et tilstrækkeligt elevgrundlag menes, at der tilsammen i børnehaveklasse, 1., 2. og 3. klasse minimum er 6 elever. Er elevtallet under 6 undervises i Vester Vedsted skole. Elever, der går i 4. klasse og opefter overflyttes til Vester Vedsted skole. Fremskridtspartiet stemte imod.

Forslaget har herefter været til offentlig høring med en frist på 8 uger for indsigelser. Der er kommet i indsigelse fra skolebestyrelsen for Mandø skole. Skolebestyrelsen tager forbehold med hensyn til det anførte mini­mumselevtal som ufravigeligt, og foreslår at en beslutning om evt. genoptagelse af undervisning på Mandø skole skal bero på en drøftel­ses mellem de respektive forældre og Ribe kommune i påkommende tilfælde. Skolebestyrelsen går ud fra, at de Mandø børn, som har ventetid i Vester Vedsted, kan deltage vederlagsfrit i den eksisterende skolefri­tidsordning.

Skole- og kulturudvalget har herefter den 27. oktober 1993 vedtaget at fastholde indstillingen om, at det forudsættes, at der er minimum 6 elever i sammenhængende klassetrin bh. – til 3. kl., som forudsætning for at undervisning kan foregå på Mandø. Elever i børnehave – 3. klasse fra Mandø kan vederlagsfrit deltage i skolefritidsordningen på V. Vedsted skole indtil hjemkørsel.