Onkel August

af

Bjarne Lindberg Sørensen

V. Vedsted Byvej 26

Han blev født den 1. april 1883 og fik navnet Peter August Lindberg, Sdr. Farup Vej 36, men blev vist aldrig kaldt andet end August. Hans mor og far var Mariane Lindberg, født Nielsen og Andreas Oksen Lindberg i Sdr. Farup, hans ældre bror var Anders Jessen Lindberg, som var min bedstefar. Mellem de to var der også en tredje bror, Niels, men han døde som etårig.

Som barn var han en noget livlig dreng, som selv og sammen med kammerater kunne lave forskelligt, der ikke af alle blev opfattet som udpræget artigt. Min bedstemor Sørine gik i skole sammen med ham, og hun kunne bl. a. berette, at han med en knap på en sytråd lavede denne summende rundtdrejende tingest, som både var fascinerende og lidt skræmmende, når den rigtig fik fart på, og på underlig måde kom den i nærheden af pigernes hår med det resultat, at det hele blev filtret sammen.

Han har også selv til mig fortalt, at han og en nabodreng, Jens Lassen, Sdr. Farup Vej 42, lå et stykke væk og med en salonriffel skød huller i min oldefars kornrenser. Det var en maskine, som med en frembragt luftstrøm kunne rense kornet, når det var tærsket. Resultatet var, at maskinen rensede dårligere og dårligere til stor undren for ham, som stod og drejede med håndsvinget. Jeg fik vist aldrig enden på den historie, men man kan godt forestille sig, at de to drenge fik enden varmet. Men det var vel en omkostning man måtte tage med, når man lavede skarnsstreger.

De to drenge har åbenbart inspireret hinanden godt, for en anden historie, som min mor har fortalt, og som hun nok har fået fortalt af sin far eller sin bedstemor, er, at en gang de to drenge var alene hjemme, gik de ud i hønsehuset og fangede nogle høns. Høns har åbenbart den egenskab, at hvis de bliver slynget rundt i luften ved benene, og derefter får stoppet hovedet ind under en vinge, så vil de derefter ligge livløse, indtil nogen igen trækker deres hoved frem fra vingen. Drengene gav de fangede høns den omtalte behandling og lagde dem pænt på en række på køkkenbordet. Så da min oldemor kom hjem og så det, blev hun selvfølgelig forfærdet, og igen kan man gætte på, hvad drengene måske fik på komedie efter den historie.

I parentes bemærket så indrømmede min mor, at det havde de da også tit gjort som børn. Jeg tror, at den fornøjelse er uddød sammen med de små hønsebesætninger rundt på gårdene, for jeg har hverken prøvet det eller hørt om det før nu. Det højeste, vi kunne drive det til i den retning, var at give en høne en skefuld snaps, hvilket gjorde den meget rundtosset og i bogstaveligste forstand ’hønefuld’.

August har uden tvivl været en kvik knægt, for han blev sendt til Ribe på Katedralskolen, eller som den hed i folkemunde Latinskolen. Om det har været nogle ambitioner hos mine oldeforældre om, at han skulle drive det til et eller andet, eller om det var fordi jo kun den ældste dreng kunne overtage gården, ved jeg ikke. I hvert fald gik han nogle år til skole i Ribe og fik vist nok en præliminæreksamen.

Han havde en lille hest, som han red på de syv km frem og tilbage, for skolebus var der jo ikke noget af, cyklen var endnu ikke hvermands eje, og vejen var måske heller ikke til at cykle på, da det vel var jordveje, der blev befærdet af hestevogne. Derfor var en lille islænderhest helt sikkert et godt transportmiddel.

Både min bedstefar og August var et par dygtige gymnaster, og August har helt sikkert skullet vise sig over for sine kammerater. En dag væddede han med nogle af de andre drenge, om han turde gå eller stå på hænder på Domkirkens rækværk. Det skulle så afgøres i et middagsfrikvarter, og kammeraterne kunne stå nede i skolegården og følge forsøget. Det lykkedes, for ellers havde historien om August nok heller ikke været længere. Men til hans uheld så lærerne det også, og han fortalte selv, at han fik så mange bank, at han måtte trække hesten hjem.

Da han kom ud af skolen kom han i lære som maskinarbejder i Ribe. Han blev udlært, og jeg har set hans svendestykke, som var en klup til at skære gevind med. Den blev nænsomt opbevaret indsmurt i olie og svøbt i et stykke stof. Han fremviste den stolt, og den var også meget flot udført.

Om han arbejdede som svend herhjemme ved jeg ikke, men omkring år 1900 eller måske endda nøjagtig i år 1900 emigrerede han til England. Det lyder vel ikke så voldsomt i vore dage, men den gang var det langt, og han kunne ikke sådan lige smutte hjem, så det var meget få fysiske kontakter der var, men han skrev jævnligt hjem til sine forældre, ligesom de naturligvis skrev til ham.

Dog var han hjemme i Danmark til mine bedsteforældres, altså sin brors bryllup i 1908, men rejste straks tilbage igen.

Til at begynde med arbejdede han i Newcastle med et eller andet indenfor sit fag. Det har selvfølgelig været småt med hans engelskkundskaber, for jeg ved såmænd ikke, om det var et skolefag på mellemskoleniveau i Danmark den gang. Men han var klar over, at det engelsk, som hans arbejdskammerater talte, ikke var korrekt engelsk, så hvis han skulle drive det til noget derovre, måtte han have lært at tale ordentligt. Og det gjorde han så ved at gå i teateret, når han kunne se sit snit til det.

På et eller andet tidspunkt er han kommet til Liverpool, hvor han blev gift med Lucy. De fik to drenge, Eric og George, som er født i 1912 og 1914, og de er dermed jævnaldrende med min mor og moster, altså deres to kusiner i Danmark.

En gang rejste hans forældre over for at besøge dem i England, og det har måske været til Erics barnedåb. Det har da været en lang rejse, som uden tvivl har været spændende for alle parter. Det fortælles, at de gik på gaden i Liverpool og så i et vindue nogle danske landbrugsprodukter udstillet. Stor var deres forbavselse, da de så nogle æg, som var stemplet med deres eget nummer.

De har selvfølgelig ikke kunnet tale med deres svigerdatter Lucy, som uden tvivl har kræset op for dem. Mariane var en noget selvbevidst dame, som ikke fandt sig i hvad som helst, så da Lucy tilbød hende nogle biskuits, så blev det hende åbenbart for meget, så hun spurgte noget indigneret ”Sejer hun te a er beskidt?” Misforståelsen blev opklaret, og de har formodentlig grinet af det.

Min mor og min moster var nok lidt misundelige på den engelske familie, som de jo aldrig havde set. Men de havde gennem deres bedsteforældre, som boede på aftægt på gården, hørt mange historier og måske pralerier om, hvor godt det gik August og hans familie i England. Når de fik sendt billeder derovre fra, var familien selvfølgelig stadset op i det fineste puds, og August har uden tvivl ikke beskrevet forholdene ringere, end de var.

Jeg kan huske, at vi derhjemme havde hængende en stor blyantstegning af gården, som den så ud ved århundredskiftet. Det var en tegning, som August havde lavet, men om det var ren hukommelse, eller om han havde haft et fotografi som forlæg ved jeg ikke, men den var nu ganske godt udført. Der var et eller andet med perspektivet, som ikke harmonerede for godt, for jeg har mange gange kikket på det og ikke rigtig kunnet få det til at passe.

Vi syntes da som børn, at det var spændende at have familie i England. Vi havde set en del billeder af dem og vidste da også, hvor Liverpool lå. Men vi havde jo masser af familie i Danmark og endda i Nordjylland, så det spekulerede vi såmænd ikke så meget på.

Men så i 1950 eller 1951 blev det hele pludselig meget nærværende. For da kom onkel August og hans søn Eric på besøg en sommer.

August, som på det tidspunkt har været knap 60 år, talte til at begynde med et mærkeligt dansk, der dog hurtigt blev bedre, og Eric talte kun engelsk, hvilket ingen i vores familie kunne. Vi havde heldigvis en ung pige, som kunne en smule, og vi havde også besøg af min kusine fra København, som også kunne hjælpe med oversætteriet.

August var inkarneret englænder af udseende. Han var ikke særlig høj, men meget rank og bredskuldret. Han gik aldrig uden for en dør uden hat, handsker og paraply. Hatten var speciel og mindede lidt om den type, som Clark Gable bærer i ’Borte med blæsten’, og dertil havde han hentehår, som blev holdt på plads af noget hårcreme. Men det mest specielle ved ham var hans overskæg. Det var pomadiseret og rullet i to spidser, som stod vandret ud til begge sider. Min søsters veninde spurgte en gang om, hvorfor han altid gik med en strikkepind i munden. Men elegant var han, når han spankulerede ned til rutebilen for at køre ind til Ribe. Knap så elegant var han, når han så kom hjem igen, for dels kendte han stadigvæk nogle stykker i Ribe, som han besøgte og blev beværtet af, og dels kunne han altid finde nogen, som han kunne drikke et par øl med.

Jeg tror nok, at min bedstemor syntes, han var lidt for smart, men jeg mindes nu ikke, at hun direkte har sagt noget. Men det kan jo være, at knappen, som hun fik filtret ind i håret for tres år siden, havde sat nogle spor.

Eric var en gemytlig og smilende mand, som fint kommunikerede med både min mor og far, selv om de ikke havde noget fælles sprog. Hvor min mor havde et primitivt og gammeldags bokskamera, og andre måske havde et med bælg til at trække ud, så havde Eric et 35 mm moderne kamera, som han ustandseligt fotograferede med. Det var så ualmindeligt, at de vist måtte skaffe film hjem til ham i Ribe.

De rejste selvfølgelig hjem igen efter vel 14 dage, og jeg husker tydeligt, at vi var i Esbjerg med dem og sendte dem med Englandsbåden.

Men deres besøg havde sat nogle tanker i gang hos i hvert fald mig, og jeg husker, at jeg var meget motiveret for at lære engelsk. Ingrid Weber, vores unge pige gik med krum hals i gang med at lære mig engelsk efter den bog, som hun selv var blevet undervist efter. Det satte sig nu ikke de store spor, for dels rejste hun, og dels kom jeg i mellemskolen året efter, hvor jeg så kom rigtigt i gang med sproget.

Også mor var blevet sproginteresseret og købte et kursus, som hed ”Engelsk efter naturmetoden”, men det kom hun nu aldrig rigtig efter. Med fire børn og en stor husholdning er der nok ikke meget at sige til det. Til gengæld gav Eric sig til at lære dansk og fik da lært at kunne læse breve herovre fra.

I 1954 kom der igen besøg fra England, og denne gang kom ikke blot August og Eric, men også Erics kone Tess og deres to piger, som var jævnaldrende med Ingrid og mig. Jeg havde netop overstået 1. mellem og følte, at jeg næsten var perfekt til engelsk, men jeg måtte dog erkende, at mine kundskaber ikke altid slog til.

Når man er 13 år, begynder hormonerne som bekendt at røre på sig, så jeg blev selvfølgelig forelsket i Hilary, mens Jean, som var to-tre år yngre og tyk, slet ikke var interessant.

Besøget var stort set en gentagelse af det sidste, bortset fra, at selskabet var større. De boede dog også noget af tiden på Nielsbygård hos min moster og onkel. Men jeg mindes det som en lettelse for hele familien og navnlig min mor, da de endelig rejste hjem igen.

At min fætter Olav og jeg gik på Ribe Katedralskole, ligesom onkel August i sin tid havde gjort, var han da en del optaget af, og han har ganske givet været ude for at se skolen, men det husker jeg nu ikke.

I årene derefter fik vi ind til jul en pakke slik sendt derovre fra. Det var virkelig spændende, for der var jo meget, som vi ikke kendte.

Da jeg i 1958 havde fået min realeksamen og var gået ud af skolen, rejste jeg eller blev måske nærmere sendt til Liverpool for at besøge familien der. Det var naturligvis en stor oplevelse på egen hånd at rejse til det store udland. Eric var åbenbart i tvivl, om jeg kunne finde ud af at komme fra toget fra Harwich til toget mod Liverpool. Det skal dog lige siges, at de afgår fra to forskellige banegårde, som ligger ret langt fra hinanden. Han var i hvert fald taget med toget fra Liverpool til London for at sikre sig, at jeg kom med det rigtige tog. At jeg var derovre i to uger, var nok det bedste, der er sket med mit engelske, for jeg havde jo fra skolen alle ordene, men det med at bruge sproget i praksis kneb det mere med. Jeg var noget rystet og spekulerede da noget over, om det var det rigtige land, jeg var kommet til, da Eric kom hen til mig på perronen og talte Liverpool dialekt med den ene side af munden, mens han havde en cigaret siddende i den anden side.

Det var en stor oplevelse at være derovre, og det kunne der såmænd skrives en hel stil om. Jeg besøgte bl. a. George, hans kone Doris og deres to drenge Brian og Roy, men da de boede temmelig langt fra familien Eric, var det ikke så meget jeg så til dem. Onkel August var blevet enkemand og boede hos Tess og Eric. Min barneforelskelse i Hilary var helt forsvundet, selv om hun da var en sød pige, men hun havde selvfølgelig sine venner.

Mens jeg var der, blev det bestemt, at onkel August skulle følge med mig tilbage til Danmark, hvor han så skulle blive et par uger. Fordi vore billetter var købt i henholdsvis Danmark og England, havde vi ikke kahyt sammen, men det var da også lige meget. Om aftenen spiste vi selvfølgelig sammen, og bagefter kom vi til at sidde og snakke med et par sømænd, som var på vej hjem fra en hyre. På et tidspunkt gik jeg til køjs, men onkel August blev siddende sammen med sømændene, og de fik garanteret nogle øl sammen.

Næste morgen da vi mødtes til morgenmaden, var den gamle meget oprevet, for han var i nattens løb blevet bestjålet. Hans pung havde han omhyggeligt lagt ind under hovedpuden, men nu var den væk, og det var nok sømændene, som havde stjålet den. Jeg syntes jo nok, at vi skulle have gjort noget sagen, før vi kom til Esbjerg, men det slog han hen, for de havde selvfølgelig taget hans penge og smidt pungen over bord.

Jeg fik ham dog overtalt til, at vi sammen gik ned i hans kahyt for en sidste gang at lede efter pungen. Den var ganske rigtigt ikke under hovedpuden, men jeg fik så løftet madrassen og fandt den omhyggeligt stoppet ind i fodenden af køjen. Det var selvfølgelig godt, men så måtte der jo have været nogen, som havde flyttet den i nattens løb. Jeg nænnede ikke at sige til ham, at han måske havde fået et par øl for meget, så han havde taget fejl af enderne.

Jeg husker ikke noget særligt fra hans ophold, og han rejste da også hjem igen efter et par uger, men hele hans fremtoning med hat, handsker og paraply var den samme lige som hans pomadiserede hår og skæg, som stak ud til begge sider.

Derefter mærkede vi vel ikke meget til ham en to-tre år, men mens jeg var soldat dukkede han op igen på bryllupsrejse med en ny kone. Jeg så ham vist kun en enkelt gang på en orlov, men det var da frisk gjort som næsten 80-årig at begynde forfra med et nyt ægteskab.

Det varede nu kun ganske kort, for hans nye kone døde ret kort tid efter, og så var han enkemand igen og flyttede derefter tilbage til Eric og Tess, hvor hun tog sig vældig pænt af ham, selv om det umuligt kan have nogen dans på roser for hende, for speciel det var han.

Jeg så ikke familien igen før 1970, hvor Kirstine og jeg var på campingferie i England. Vi besøgte selvfølgelig familien i Liverpool, men da var han kommet på plejehjem. Der besøgte vi ham, og nu var han kun en skygge af sig selv, selv om Kirstine påstod, at han flirtede og blinkede til hende. Han lå på en meget stor stue med mange senge, og man kan ikke påstå, at de kunne have ret meget privatliv. Tess, som var med, havde forberedt os på, at nok ikke kunne kende mig. Men så snart han så mig, lyste han op og sagde ”Ribe Katedralskole” så genkendelsen var tydelig nok. Tess omtalte han som ”My old sparringpartner” hvilket nok var meget rammende.

Ved den lejlighed skulle vi da også hilse på George og Doris, hvilket skulle ske på en pub. George var en noget stiv type, men han overraskede os meget ved pludselig, da vi stod udenfor pubben, at sige ”Why are we wasting good drinking time”, altså hvorfor står vi her og spilder tiden, når vi kunne sidde indenfor og få en øl. Jeg kan huske, at Kirstine og jeg var færdige af grin over denne uventede bemærkning.

Ved samme lejlighed spurgte vi selvfølgelig også George og Doris, om de da ikke snart ville besøge os i Danmark. Men Doris ville ikke sejle, og hun ville heller ikke flyve. Så foreslog hun selv, at de da bare kunne køre ’den anden vej’ rundt. Det tog nogen tid for de øvrige englændere at overbevise hende om, at man kun kunne sejle eller flyve, hvis man ville væk fra England. Tænk, konen havde aldrig spekuleret over, at Storbritannien faktisk er en ø.

August døde, da han var 91 år gammel i 1974. Hvordan han havde det de sidste år ved jeg ikke, men det har da nok ikke været for spændende. Et langt usædvanligt liv var slut, og det havde vel også været godt. Han havde klaret sig, fået familie, havde vel et nogenlunde helbred og havde da oplevet meget.

For at runde historien af så har jeg et par gange besøgt familien i Liverpool. Første gang var i 1990, hvor jeg var til en kongres i Stoneleigh i ”European Dairy Farmers”. Da kørte jeg derover og havde mor og min søster Karen med. Vi kørte til Holland, sejlede over kanalen, kørte til London, hvor vi tilbragte en del af dagen med et besøg i Madame Tussauds vokskabinet. Derefter kørte vi til Manchester, hvor mor og Karen kom med et tog til Liverpool for at besøge familien.

Jeg fik klaret min kongres og kørte så til Liverpool for at hente mor og Karen. De havde haft et par gode dage der, og mor så for første gang sin fætter George. Efter et par dage kørte vi hjem igen, og det havde da været en stor oplevelse for både min mor at møde sine fætre og for dem at få besøg af deres kusine som næsten 80-årige.

Senere sidst i 90’erne har jeg igen været til møde derovre og besøgte da også familien i Liverpool. Eric var død i 1993, men Tess var stadig frisk. Et par hundrede meter derfra boede George, som nu nød godt af Tess’s omsorg. Ham besøgte jeg også, og da vi havde talt sammen en tid, rejste han sig og gravede frem fra et skab en tøjbylt, som, da han fik den viklet ud, viste sig at indeholde en stor sølvske, nærmest en opøseske. ”Den skal du have” sagde han. Jeg forstod selvfølgelig ikke straks hvorfor og spurgte, om da ikke en af hans egne drenge skulle have den. ”Nej, læs hvad der står på den”, og indgraveret stod der så: ’Ribe og omegns Landboforening for roepasning i 1908’. Det var en præmie, som min oldefar havde fået for roepasning i sukkerroernes barndom, og George fortsatte ”Den er tjent eller vundet på din gård, og derfor skal den tilbage til gården” Jeg takkede da mange gange og var meget rørt over at have fået gaven.

Den er blevet sendt til England, da mine oldeforældre var døde, og der skulle skiftes mellem de to sønner, for sølvtøj har nok været det, som det har været nemmest at sende med.

Efter at jeg har solgt gården, har jeg så givet skeen videre til den nuværende ejer, Søren Mosegaard Sørensen, som blev meget glad for den, og han fik naturligvis skeens historie med.

Ved en af de seneste to lejligheder, hvor jeg var i Liverpool, fortalte Hilary og Jean meget morsomt om deres bedstefar August eller Pop som de kaldte ham.

Pop var i kvarteret kendt som den elegante gentleman, der altid gik ulasteligt klædt og førte sig frem som verdensmand, skønt han absolut ikke havde råd til nogen form for ekstravagance. Da hans første kone, Lucy levede, var hans weekendmønster, at når han fik fri fra fabrikken lørdag middag, så gik han på pub og blev nok der, til den lukkede. Derefter gik han hjem og i seng og blev så ellers i sengen hele søndagen. Han har vel fået maden og avisen bragt op. Et fast ritual hver søndag var så, at de fire børnebørn skulle komme og besøge ham. Og det foregik på den måde, at de bankede på og fik foretræde. Så viste de sig i deres stiveste puds for ham, han fik dem til at vende sig, så han kunne inspicere dem fra alle sider. Når han så var tilfreds med det, han havde set, sagde han, at de måtte gå igen, og det samme gentog sig så næste søndag. Hilary og Jean var helt syge af grin, da de fortalte om det, og skønt det selvfølgelig nok var meget overdrevet, så har der uden tvivl været noget om snakken.

Onkel August fortalte mig en gang, at han havde lavet en opfindelse med at udvinde energi af tidevandet. Om den var blevet patenteret ligger lidt i det uvisse. Men ideen og opfindelsen havde han aldrig fået noget for, da den engelske stat og den engelske kulindustri havde syltet sagen. Han følte sig meget snydt for mange penge, da han var sikker på, at han ville have været millionær, hvis opfindelsen var blevet udnyttet.

Jeg har skrevet denne beretning, fordi jeg kom til at fortælle noget af historien til min svigerinde, som sagde, at den måtte jeg endelig skrive ned, for der var nok ikke andre, der kunne fortælle den.

Det er ikke megen kontakt, vi har med familien derovre længere. Skønt de hver gang, vi har været sammen, har lovet, at nu ville de komme, så er det aldrig blevet til noget. Jean og jeg skriver sammen en gang imellem, og hun har fortalt, at både hendes farbror George og hendes mor Tess nu begge er døde, så af den generation er der her i 2007 kun min mor og min moster, der lever. Til gengæld er de begge friske og nu 94 og 92 år, så der er da håb for os andre, at vi har arvet nogle af disse livskraftsgener.