Mine Erindringer

Jeg er født 30. maj 1926 på Lillemosevej 9 og er søn af Anne og Niels C. Madsen. Min mor har fortalt, at dengang hende og min far kom til Lillemosevej 9 i 1902 var det kun et lille hus på 4 fag. Et fag er et mål fra den ene bjælke til den anden. Huset lå i et lyngområde. Min mor har sagt, at de kunne plukke lyng inde i stuen fra vinduerne.

Det første min far begyndte med var at bygge mere til huset. Der var et lille rum der blev brugt til seletøj og derefter en lo, som var 4 meter lang og i bredden hele huset. Der efter kom stalden. I den ene side stod vandtrug og 4 hestebåse. I den anden side stod 6 køer.

Jeg vender tilbage til loen. I den ene sider var taget hævet så højt, at vi kunne køre ind med både korn og hø. Der stod et tærskeværk som blev trukket af en hestegang. Vi havde det for det meste 4 heste og de skulle fodres med hakkelse.

Jeg husker at far købte en ny hakkelsesmaskine med 2 knive, som skulle trækkes af hestegangen. Vi havde trægulv i loen, så maskinen blev sømmet godt fast og rebet blev passet til så det var stramt. Så gik maskinen i gang, men den kørte alt for hurtigt. Min broder Anders, som var 20 år ældre end jeg skulle lægge neg i.

Han råbte til os, at vi skulle gå længere væk så vi ikke kom galt afsted. Et øjeblik efter forsvandt det halve af hans højre pegefinger !!! Maskinen blev stoppet og den ene kniv taget af. Der blev sat et håndsving på og så blev den trukket ved håndkraft.

Det gjorde min mor og jeg og der var også så meget andet der skulle gøres. Der var en del aske, der skulle væk. Det blev brugt til vejbelægning på Lillemosevej derhjemme, så det efterhånden blev til en god fast vej. Også potteskår mærket SS blev anvendt.

Når det dengang blev vinter, så kom der sne – masser af sne. En dag kom der en plejer nede fra Vedsted og spurgte om far ikke kunne hente brød i Ribe. De kunne ikke få det derud for toget sad fast. Det sagde far ja til og tog over til en nabo, Karl Mortensen, Tøndervej 69. Her lånte han en kane. En af mine søstre tog en skovl med og så gik det efter Ribe. De måtte jo bruge markerne, men kom da til Ribe og fik brød læsset og afleveret på Hospitalet.

Så skulle han rydde sne i hele Vester Vedsted kommune. Han havde en stor sneplov, der var lavet af træ. Den var spids foran og i den bageste ende var den 2½ meter bred og en halv meter høj. Der blev sat tre heste for og så var der folk med til at skovle når de sad fast. Vejene skulle ryddes fra den ene sognegrænse til den anden.

Når vinteren var forbi og foråret kom kørte han ud til nogle mindre landmænd som ingen heste havde og gjorde deres forårsarbejde. Der var et ægtepar der havde en lille ejendom der lå mellen os og Klåbygård. De hed Grethe og Volle Vollesen, Lillemosevej 15. Volle havde 2 heste, men de var små, nærmest ponyer. De kunne ikke trække en plov, så far pløjede for ham.

Jeg var med, for der var så mange hugorme derude. Når han pløjede kom hugormene ud i pløjefuren. Det var det jeg skulle se efter. Når der så kom een satte far en fod på den og skar hovedet af med lommekniven. De skulle væk fra plovfuren, for der skulle den ene hest gå.

Kanadahuset.

Cirka en halv kilometer vest for Volles ejedom lå et hus der blev kaldt ”Kanadahuset”. Den var bygget af jernbanesveller og der var Zinktag på. Huset var på 48 kvadratmeter. Indvendig var der et køkken og soveværelse. Det blev opført i 1920 af Kristian Kristensen og hans hustru Thea. Kristian arbejdede i mange år i Klåby mærgelleje og de fik 8 børn. Der var bygget en lille forstue til ud mod øst og et halvtag mod nord. Huset lå på et hjørne af silberbovers jord. Han var driftsleder i Klåby mergelleje.

I 1931 flyttede familien Kristensen til Ribe og silberbover overtog da huset. En kort overgang lejede han huset ud til Petra og Johannes Madsen, som senere flyttede til V. Vedsted Byvej 49 i V. Vedsted. Siden blev den overladt til spejderne og de lavede køkkenet mindre, så opholdsrummet blev større. Der blev sat bænke op ved de 3 sider. Efter det jeg har fået oplyst havde Klåbygård købt jorden og kom derved til at eje huset. Det stod så ubenyttet hen.

Vi var en lille flok unge, der gerne vilde ud og danse, så vi tog huset i besiddelse og så blev der holdt bal. Jeg havde harmonikaen og der blev danset et par timer hver aften. Der var i lokalet 2 vinduer, det ene mod syd og et mod vest. Der var ingen glas i.

En aften medens vi morer os kommer der en politibetjent ind af hver vindue og én ind ad døren. Så blev vi jaget ud af huset og politiet gik bag os indtil vi nåede jernbanen. Vi kom i forhør, jeg var den sidste. De spurgte om jeg tog noget for at spille og om vi tog entre. De spurgte også om vi drev smugkro og om der blev danset nøgendans !!!. Jeg kunne oplyse at sådan var det ikke – det går anstændigt til. Jeg fik besked på at standse ulovlighederne.

Der går så nogle dage, jeg træffer Nyholm som er bestyrer på Klåbygård. Både han og hans kone havde været derude og danse og de syntes det var hyggeligt. Han spørger så om vi ikke danser derude mere. Nej det må vi ikke mere, for politiet har forbudt det. Så siger han, at det kan politiet ikke forbyde, for det er OS der ejer huset og så fortsatte vi med dansen. Grunden til at vi holdt bal var den, at det var under krigen og forsamlingshusene var besat af tyske soldater, så der var ingen steder hvor vi kunne tage til bal. Det var i sommeren 1945. Kanadahuset blev fjernet i den sidste halvdel af 1950´erne. Nu tilbage til Lillemosevej.

Petroleumsflasken.

Min far var tidlig ude at tjene, han var kun 7 år, da han blev lejet væk for en periode af 7 år. Han skulle have kost og logi, et par træsko og konfirmationstøj. Han tjente på Abildgård, V. Vedsted Byvej 23. Manden der ejede gården hed Anders Truelsen.

På Lillemosevej havde vi 80 tdr. land jord, men de 20 tdr. land var hede der ikke var opdyrket. Vi kunne ikke avle græs nok, så vi bjergede hø udenfor diget ved Yder Bjerrum. Nu var det sådan at far cyklede derud og jeg kørte med hestene. Hen under aften skulle vi læsse hø på vognene. En vogn var læsset og vi havde fået lagt et par lag på den anden, da far siger: ”Jeg skal hen og have noget at drikke”. Vi havde en æblekasse med hvor der i den ene ende stod en primus, en flaske petroleum og kaffekanden. I den anden ende stod hjemmebrygget øl. Da han kommer hen til kassen glemmer han at se sig for, tager en flaske, tager proppen af og drikker hele indholdet. ”Hvad satan var dog det, kan det have været petroleum?”. Jeg siger: ”så har du taget den flaske der stod ved siden af kaffekanden”. Ja det havde han. ”Nå”, siger jeg så, ”så får vi ingen kaffe i dag.” Det eneste der skete med ham var at han måtte have bukserne ned af og til. Den næste dag fejlede han ikke noget.

En meget vred mand.

Skoleudflugt til Mandø.

Om sommeren når børnene i Egebæk skole, Ribevej 2, skulle på udflugt, gik turen til Mandø. 4 hestevogne blev stillet til rådighed og far skulle se i almanakken hvornår der var lavvande og give de andre besked på hvornår vi skulle køre. Da børnene var læsset kørte vi. Da vi kom til Vester Vedsted råbte vi hurra, for folk skulle høre at det var glade børn der kørte igennem byen. Da vi kom ud til havet var det højvande !!!!! Far havde set forkert i almanakken. Der blev snakket lidt om det. Far blev spurgt: ”Tør du køre over ?” ”Ja”, svarede far. ”Godt, så kører vi”. Det gik godt nok, men i dybet blev vognene halvfyldt med vand.

Da vi kommer over det første dige på Mandø skreg hjulene. Saltvandet havde taget al smørelse !!! Så blev der sendt drenge ud til hver side for at finde en slåmaskine. Der var nemlig altid en oliekande ved slåmaskinen. Vi lånte oliekanden og kunne køre igen. Vi kom til Mandø Kro, fik hestene spændt fra og gik ind i krosalen med madkurven, for nu var vi godt sultne. Sulten forsvandt dog ret hurtigt for det hele smagte af saltvand. Der var ingen, der havde tænkt på at madkurven stod i bunden af vognen. Vi havde alligevel en god dag.

Smugleri.

Jeg vil nu gå tilbage til krigen fra 1914 til 1918. Jeg havde en morbroder, der hed Nis Ocholm. Han var tysk soldat, men løb over grænsen til Danmark og fik ophold på Lillemosevej 9. Nu var det sådan at der ikke var langt til grænsen, så de smuglede om natten. Noget af det tyskerne manglede mest var kaffe, men de skulle jo gå til Ribe, en tur på 6 km. hver vej. De kunne kun få 1 pund kaffe med ad gangen. En dag havde Nis en privat samtale med købmanden der boede i Sønderport. Han sagde til Nis: ”Hvis du kommer med et køretøj, så kan du få 2 sække kaffe med hjem. Det gjorde Nis så og det blev gemt godt af vejen. Affæren var dog blevet opdaget, så politiet kom og konfiskerede det hele. De gav besked om, at der ville komme et retsligt efterspil.

Nu var det sådan, at hvis en overløber havde gjort noget ulovligt i Danmark, blev han sendt over til tyskerne igen. Det endte derfor med at far påtog sig skylden. Han får besked om at møde i retten. Her spørger dommeren købmanden, om det er min far, der har hentet det kaffesækkene. Købmanden sagde ja. Så kunne far få sin dom med det samme. Han skulle ind i arresten og sidde i 3 uger !!! Den tredie dag gik hans far og mor, Marie og Markus Madsen, Harevej 1 A, tidligt om morgenen til Ribe. De gik ind på en gæstgivergård der lå på hjørnet af Gravsgade og Sønderport.

Lidt efter kom en af fars nære venner, Niels Puggård, og sagde at det ikke duede at min far sad i arresten. Han foreslog at vi købte ham fri. Nu blev Marie gram i hu: ”Det skal jeg fanden galeme nok ordne !!!” Hun gik ned til dommeren og sagde disse ord: ”Dersom I ikke her og nu og aldeles omgående lukker Niels Madsen ud, så kommer jeg i morgen tidlig med hans kone og alle børn. Så kan i fanden galeme få dem at føde på !!!!.” Det hjalp, dommeren løslod omgående min far.

”Jeg havde det sku´ for godt”, fortalte min far mig senere, ”jeg lå i en hængekøje hele tiden !!” Det var jo sådan, at de arbejdede om dagen og smuglede om natten, vi fik aldrig nogen rigtig søvn. Nu tilbage til vores naboer Grethe og Volle Vollesen.

Volle og Grethe Vollesen.

Det var så småt den gang, ingen havde penge, heller ikke Volle. Han havde paptag på sit hus, og det var blevet utæt. En dag det havde tordnet i det fjerne kommer Grethe og banker på vinduet og fortæller at det brænder hjemme hos dem. Far tager en hest og rider over heden. Da han er kommet derud er alt indbo båret udenfor. Han går ind i huset, men der er ikke ild eller røg !! Far går så ud i stalden, heller ikke her var der ild. Han går ned i laden og råber efter Volle. Han sidder oppe på et par brædder, der er lagt over hanebåndene. Her havde han lagt lyngtørv op. Når der så kom et lyn, ville han selv tænde ild i tørvet, men det havde regnet ned i det, så Volle kunne ikke få ild i det.

Det lykkedes dog og Volle meldte det til Brandkassen, som sendte et skema der skulle udfyldes. Volle kom over til far og ville have ham til at skrive under. ”Du skulle sku ikke ha´ min underskrift når du gør sådan noget, men jeg kan heller ikke nænne at lade være !!”, sagde far. Han skrev under og Volle fik lavet sit tag.

En dag kommer Volle og fortæller, at han har fået penge af Grethe til at købe kunstgødning i Ribe. Han kører tidligt om formiddagen og kommer til en gæstgivergård, hvor hestene spændes fra og Volle går og får en kaffepunch. Det går jo selvfølgelig sådan, at Volle drikker alle pengene op og kører hjem igen over middag. Da han kommer til Klåby Skov ser han noget sand, der godt kan ligne kunstgødning. Det bliver læsset på vognen. Hjemme får Volle Grethe til at køre hestene medens han strør sandet lige fra vognen. Grethe opdager ikke Volles lille nummer, for hun har stær på øjnene og ser ikke så godt.

Klåbymanden

Nu vil jeg fortælle om en episode, der fandt sted på Klåbygård. Min bror, Anders Madsen, som boede V. Vedsted Vej 10 i Egebæk og Hans Klemmensen, som boede V. Vedsted Byvej 28, tjente sammen på Klåbygård. Manden på gården hed Mortensen, men blev ikke kaldt andet end ”Klåbymanden”.

En dag skulle de flytte hø oppe på loftet finder Hans en rede med rådne æg. Han tager et i hånden og spørger: ”Må jeg se om jeg kan ramme ?” ”Du kan jo bare prøve”, svarer Anders. Ægget blev kastet og rammer lige midt i panden på Anders !!! Han griber fat i Hans og slæber ham ned fra loftet, ned i hestestalden og smed ham op i et stort vandtrug. Hver gang Hans fik hovedet op af vandet, råbte han: ”Jeg siger det til Klåbymanden !!”. Til sidst slap han fri og skulle over i den modsatte hjørne af gården til sit værelse. Dér står Klåbymanden oppe i døren og siger: ”Nå, er du blevet våd Hans !!!!” Så blev der ikke sagt mere om den sag.

Min far har fortalt, at Klåbymanden skulle ud til købmanden i Hviding efter varer. Han satte en hest for en kassevogn og kørte over til Volle Vollesen. Da de kom til Hviding Kro kørte de ind i en kørestald, som lå der på det tidspunkt. De gik hen til købmanden og handlede, kom tilbage og lagde varerne på vognen. Så gik de på kroen. Da de var færdige til at tage hjem, var det blevet meget mørkt.

De får hestene spændt for og kører hjemad. De får også drejet med vejen ind efter Klåby. Da de kommer til jernbanen, hvor vejen drejer skarpt til venstre lige efter, kommer de til at dreje for tidligt, hvorved de kommer til at køre langs med jernbanen. Nu kan de ikke komme derfra, men Volle foreslå de kører op til Simon Petersen, Tøndervej 69, for dér er et led vi kan komme ud af. De når dog ikke ret langt inden de kan høre, at der kommer et tog !!!!.

Nu er gode råd dyre. De spænder hestene fra og vælter vognen ned ad baneskråningen og toget passerer. Men der er ingen af de to herrer der kan få vognen op igen. Volle går så over og henter min far. De skiller vognen ad og får den vendt den rigtige vej og kører efter Klåby. Næste dag blev varerne hentet.

Ringridning

Billedet her er fra 1948. Hans Klinge blev dette år konge og inviterede alle rytterne hjem til et glas vin. Rytterne er fra venstre: 1) Otto Madsen, Harevej 1. 2) Niels Madsen, Degnetoftevej 3. 3) ukendt 4) Arne Madsen, Egebæk 5) Hans Laurids Schmidt, soldat, Trækærvej 6. 6) ukendt 7) Niels Schmidt, Øster Vedsted. 8) Karl Schmidt, Trækærvej 6. 9) Christian Poulsen, V. Vedsted Vej 65. 10) Elias Poulsen, V. Vedsted Vej 65. 11) ukendt 12) Verner Brink. 13) Jens Pedersen, plejer, Tøndervej 54. 14) ukendt. 15) ukendt. 16) Arne Christensen, V. Vedsted Vej 42. 17) ukendt. 18) Mads Peder Jensen, Tøndervej 47. 19) Arnold Sylvestersen, senere Sprækvej 4. 20) Andreas Madsen, Bjørnkærvej 6. Ringridningspladsen lå på daværende tidspunkt på et areal vest for Hviding Kro fra Syrenvej og langs med Enderupvej. Fotoet er udlånt af Karl Schmidt, Trækærvej 10.

Sommeren 1945 skulle min far og jeg stryge tørv i Bjørnemose til Anne og Niels Andreasen, Sdr. Kirkevej 19. Hertil skulle vi bruge hjælpemidler. Vi havde en kassevogn, men ingen hest, så vi lånte en hest af Svend Westergaard, Okholmvej 3. Det var en frederiksborger og tilsyneladende en flink og omgængelig hest. Vi skulle også bruge 2 kreaturer til at ælte tørvene – dem lånte vi af Kristian Troelsen, Mandøvej 16. Så drog vi ud i mosen, hvor vi havde sat en stor trækasse sammen, hvor tørvejorden blev smidt op i. Når kassen var fuld blev kreaturerne trukket op i kassen, hvor de gik rundt og æltede medens man smed vand på. Når tørvejorden var æltet godt igennem blev kreaturerne sat på græs og hesten spændt for æltevognen. Det var en vogn, hvor hjulene sad fast på akselen og var forbundet med nogle arme inde i vognen, der drejede rundt medens man kørte ud til tørrepladsen.

En dag vi er ved at læsse vognen kommer der en midaldrende mand gående gennem mosen. Vi falder i snak og manden siger pludselig: ”Hva´ fanden, der er jo da den ulykkeshelmus fra Klåbygård !”. Her havde hesten været helt tosset, de kunne ikke styre den. Hesten var blevet solgt til en mand i Brøns, som åbenbart kunne styre den, for han kørte gennem byen med en roerenser efter hesten. Det var hvad den midaldrende mand vidste om hesten.

Vi havde ingen problemer med at styre hesten, men jeg havde lagt mærke til, at den havde en speciel miele i munder, den lignede en cykelkæde, det kunne jo godt være at det var denne miele der fik hesten til at være rolig, men herom senere.

Min far var æresmedlem i Egebæk Ringriderforening og var lidt betænkelig ved at bruge hesten til den forestående ringridning. Han spørger mig om jeg vil tage nogle ture på den for at prøve den af. Jeg prøver hesten af – uden problemer af nogen art. En søndag morgen vi sad ved vores morgenkaffe foreslog jeg far at prøve. Det vil han hvis jeg tager med på cykel. Også denne og nogle ture han tog alene gik godt.

Dagen for ringridningen oprandt og vi ankom til ringriderpladsen i stadsvognen. Jeg lagde sadelen på hesten og spørger far om jeg ikke skal sætte kædemielen på, men far mener det går sku´ nok uden. Far kommer op på hesten og rider hen til de andre uden problemer. Men første gang han skal ride gennem galgen, bliver hesten helt tosset, det var ligesom vi var kommet til rodeo. Det ene øjeblik stod hesten næsten på hovedet, det næste var den oppe på bagbenene. Vi kunne godt se, at det ikke kunne blive ved med at gå godt, far var trods alt 65 år. Så var der 2 stærke brødre, Andreas og Otto Madsen, Harevej 1, der kom han til undsætning. De red op på hver side af hesten og trak Niels Madsen i sikkerhed. I mellemtiden havde jeg hentet kædemielen og sat den på hesten og redet et par ture med den. Så kom Niels Madsen igen på hesten og nu var der ikke mere i vejen. Nu var vi ikke mere i tvivl om, at den midaldrende mand i mosen havde talt sandt.

Ringriderpladsen lå dengang på et areal vest for Hviding Kro fra Syrenvej op langs med Enderupvej.

Soldatersang

Min far, Niels Christensen Madsen var soldat i 1898. Her sang de en soldatersang som fortæller lidt om hvordan det var at være soldat den gang.

De vi fra hjemmet rejste bort, vi skulle kongen tjene.

Da rejste vi med et frimod til København at lære.

Det første sted vi meldte os, det var artillerikasernen.

Og der vi straks opstillet blev, derefter nummereret.

Da vi så nummeret var, blev vi ført op på salen.

Enhver af os en seng blev vist, de holdt for os en tale.

Om morgenflid og renlighed vi aldrig må forglemme.

De gik omkring og prædkede, som om at vi var drenge.

Den næste morgen klokken fem, i stalden vi må stille.

Enhver af os en hest blev vist, som vi sku´ lære at strigle

For hver fem og sjette mand, en korporal blev stillet.

Han skældte os ud for bondetorsk og for et usselt billede.

Da vi i stalden færdig var, så var der mer´ tilbage.

Vi skulle lære at gå og stå, vi kedede os forbandet.

De råbte op med snuden Karl, kan du ej ryggen rette.

De truede os med hug og spark, for hvert et lem at strække.

De vi så meget havde lært, vi kunne ryggen rette.

Så måtte enhver mand med sin hest, til ridehuset trække.

De hørte vi de samme ord, de stadig kunde råbe.

Din bondetorsk, din klodrian, du rider som en tåbe.

Parer, chancér og slang og gang og kontra skal du ride

Og der er meget mer´ end det, hold armene fast tillige.

Hold armene fast til kroppen karl og benene skal du dreje.

For ellers sjampoeren skal, på ryggen få sit leje.

Nu vil jeg ikke mere her, i denne vise skrive.

Thi hvad kan det vel nytte dem, der går derhjemme og driver.

De har slet ingen mening om, hvad vi herinde må lide.

De kan ej bruge sabelen, langt mindre hesten ride.

Niels Ocholm Madsen.