DANSK SALMEHISTORIE

af Anders Malling

København 1971

Niels Johannes Holm

Præstevej 2, Sdr. Farup

Niels blev altså skrædder. Moderen stammede fra Poppenbøl ved Højer, hvor de blev gift 19. januar 1770. De flyttede senere til Skærbæk og endelig i 1773 til Sønder Farup. Mange af børnene døde. Hjemmet var fattigt, og Niels maatte hjælpe med. Han blev skæv i ryggen og lidt skrutrygget af at sidde paa skrædderbordet i barneaarene.

Aandelig næring fik hjemmet i nabosognet Hviding, hvor præsten Joachim Ewald holdt herrnhutiske møder i præstegaarden. Forholdet til Brødremenigheden medførte tilsidst, at familien flyttede til Tyrstrup ved Christiansfeld. Her kom Niels i lære som handskemager, men da mesteren døde, blev han flyttet over i skrædderiet.

Han ytrede hurtigt ønske om at blive optaget i Brødremenigheden, men det gik ældsteraadet ikke med til. Noget senere gentog han ønsket, men ved den lodtrækning i vigtige afgørelser, som efter bibelsk skik blev praktiseret i Brødremenigheden, blev svaret nej. Han forsøgte igen, og man tænkte, at loddet maaske kunde falde anderledes i Gnadau, men det sagde ogsaa nej, og det samme skete vist i Zeist i Holland. Saa foreslog han at prøve, om man vilde have ham i Sarapta i Sydrusland, men det afslog ældsteraadet. Maaske har han da faaet en god omtale af sognepræsten J. Chr. Lautrup, som han gik til præst hos og ældsteraadet gik ind paa at prøve i Neuwied ved Rhinen, hvor man fik det blanke lod, der blev udtydet som opfordring til nærmere undersøgelse. Han blev forhørt af opsynskollegiet og erklærede, at hans hensigt med ønsket var “at leve for Frelserens ansigt”. Efter denne besked sagde loddet i Neuwied ja. Han blev konfirmeret 13. april 1794, og i maj vandrede han til Neuwied med 3 daler i lommen.

Men heller ikke i Neuwied fandt man ham saa tillidvækkende, at han blev optaget; han nød gæsteretten og arbejdede paa handskemagerværkstedet. Da de franske revolutionshære erobrede byen, var hans sind maaske ogsaa opfyldt af revolutionære tanker. Sammen med en anden vandrede han til Gnadau, hvor loddet var ham gunstigt, men hans optagelse blev alligevel udskudt paa grund af “slet opførsel” og først fuldbyrdet 29. august 1796.

I virkeligheden havde han et rodløst sind, trodsig og kritisk, og en frihedstrang, som vanskeligt kunde forenes med Brødremenighedens disciplin. Men altid stod det fast for ham, at livet i brødrenes fællesskab var det eneste, som var værd at leve.

Efter nogen tids mobning kom han tilbage til Neuwied. Her opstod en modsætning mellem de ældre og de unge, som havde dannet et orkester, der spillede til koncert i byens ballokale. Det endte med at fire af de unge lovede bod og bedring, mens fem, hvoriblandt Holm, blev udelukket af menigheden som slette mennesker. Siden søgte han om genoptagelse, men fik nej, fordi han ikke havde sluppet de andre udelukkede kammerater. Ved en senere ansøgning om genoptagelse anbefalede man ham til genoptagelse i Christiansfeld, men der havde man ikke brug for ham. Han rejste hjem alligevel 1805.

Formodentlig arbejdede han et par aar paa brødrenes lakererværksted, men blev ikke optaget i menigheden. Derimod blev han af deres præst, nordmanden P. Treschow, anbefalet til provst Jens F. Boesen, hvis hustru var datter at Joachim Ewald i Hviding, og hos dem i Vigerslev paa Fyn var han huslærer 1808-11, og hans saarbare, forurettede sind blev noget mildnet. Derefter var han huslærer hos provstens broder, pastor U. C. Boesen i Seest, hvor den senere biskop U. S: Boesen en kort tid var hans elev. Derfra kunde han let komme til Christiansfeld, og ved et møde der i sommeren 1812 oplevede han et religiøst gennembrud og kom i god forstaaelse med menigheden uden dog at blive optaget.

1813-16 var han medhjælper hos pastor A. Matthiesen i Løjt, en folkelig, munter, herrnhutisk pietist, som i rationalismens tid uddannede en flok kostelever til lærere. Holm var vant til tysk fra barndommen, havde lært fransk i Neuwied og havde udvidet sine kundskaber i andre fag. Her begyndte han tillige at øve sin pen med Mathias Claudius som forbillede, skrev artikler i “Lyna” i Haderslev og enkelte lejlighedsdigte. De sidste blev redaktøren træt af; Holm “duer saa lidt til at digte som æslet til at spille Luth”.

Da han nu havde undervist saa mange vordende lærere, indstillede han sig selv til lærereksamen hos biskop Adler og bestod, men fik ikke ansættelse i Tønder, som han havde haabet.

I alle disse aar kom han stadig i Brødremenigheden uden at blive genoptaget. Man frygtede han indviklede karakter, hans kritik og hans sjældne evne til at faa de andre unge med sig. Tilsidst gav man dog saa vidt efter, at man vilde anbefale en ansøgning til Herrnhut, og den medførte, at han blev genoptaget og sendt som lærer til deres kostskole i Fulneck i England. Han underviste i fransk, tysk og musik og blev efterhaanden saa dygtig i engelsk, at han kunde være med i prædikegerningen og søndagsskolearbejdet. Paa det sidste omraade var han i sit es, og de bibelske barnesange, man brugte, blev ham senere en inspiration. Tillige fik han sin kærlighed til hedningemissionen forøget ved større kendskab og overblik.

I Norge 1820-34.

1820 blev Holm forflyttet til Christiania som agent for Brødremenigheden der. Han virkede ogsaa i Drammen, Stavanger og Trondhjem. Paa hjemrejsen fra England besøgte han Christiansfeld, hvor han 5. maj blev viet til Maria Augusta Gierling, født 17. august 1785, datter af købmand Anders Gierling og hustru Anna Maria Thybjerg i Göteborg.

I Christiania var menighedens arbejde gaaet i staa, men Holm fik liv i det igen. Han gjorde søndagsmøderne offentlige og fik trods gejstlig modstand officiel tilladelse dertil. De teologiske studenter blev meget interesserede og mødte op i stort tal. Enkelte af dem blev ligefrem optaget i Brødremenigheden, saaledes en søn af biskop Bugge i Trondhjem, som fra først til sidst understøttede Holm. 1823 var tilslutningen vel paa højdepunktet. Ved møderne i salen, som kunde rumme 70, kunde der komme 180, saa de stod langt ud i gaarden. Mellem Holm og den unge kateket ved Vor Frelsers kirke, W. A. Wexels (s.d.) opstod der et varmt venskab og samarbejde. Efterhaanden som aarene gik, kom der dog nogen bølgegang i forholdet. I den fælles kamp mod rationalismen lagde Holm mere vægt paa kærligheden, Wexels paa sandheden, og hos ham blev indflydelsen fra Grundtvig stadig stærkere. Holm holdt forbindelse med mange af studenterne, efter at de var blevet præster, men ogsaa en del af dem gik over til Grundtvig.

Den nationale bevægelse i Norge, som blev meget stærk i disse aar, bidrog ogsaa til et tilbageslag. Holm var ikke national. Allerede i sit hjem havde han som barn lært tysk i Brødremenighedens løsensbog. Slesvigere havde muligheder til to sider. Et nationalt forhold var ingen selvfølge. I Tyskland og England var han blevet bestyrket i, at Brødremenigheden var hans fædreland, og i hvert folk, hvor den missionerede, maatte den være loyal mod øvrigheden. I Norge bad Holm trofast og ærligt for kongen, – men han var svensk !

I tyverne har Holm haft stor indflydelse ud over Norge. Hans paavirkning af de unge, ogsaa om de ændrede kurs, varede længe. Denne paavirkning skete ogsaa ved en flittig og mangesidig forfattervirksomhed: Kristelige traktater, bearbejdelse og oversættelse af opbyggelsesbøger, en evangelieharmoni, som skulde opmuntre til bibellæsning, og en herrnhutisk katekismus. Noget af dette arbejde udførte Holm i fællesskab med haugianere. Men navnlig sluttede disse op om “Det norske Missionsblad”, som han begyndte at udgive 1827, og som virkede meget til at vække kærligheden til hedningemissionen.

Han havde en særlig evne som religionslærer. Hans første værk var en billedbog med bibelske træsnit og fortællende vers, men de 2000 eksemplarer er helt forsvundet. “Jerusalems Krønike i Riim for Børn” 1827 tilegnede han Grundtvig, som ikke var nogen ynder af Brødremenigheden. “Barnesange” 1829 er paa samme maade en enfoldig, dramatisk bibelhistorie paa ganske enkle vers. Holm havde paa det pædagogiske omraade baade teori og praksis, som peger frem mod Grundtvig og Kristen Kold.

Det egentlige salmearbejde begyndte han i “Tanker paa Hjemveien i korte Sange over adskillige Sprog af den hellige Skrift ” 1823. De opstod i forbindelse med hans prædikener. Han fortæller selv derom: “Af mangel paa passende Vers var jeg kommet paa den Tanke, hver Lørdag over Temaet for min Tale om Søndagen at lave en Sang, som blev sunget efter Talen.” Naturligvis var der nogen, som bad om afskrifter for at kunne synge med, men det var der ikke tid til. Wexels og andre bad ham da om at lade sangene trykke, og han udgav 32, som han havde sluttet sine prædikener med fra jul til pinse. Blandt disse er “Hør min Sjel ! den gode Hyrdes Stemme”, se II, 319 f, og paaskesalmen “En Høitid er udi Guds Stad”, I, 334.

Men Holms vigtigste arbejde paa dette felt blev salmebogen.

Harpen.

Brødremenigheden fik i 1743 den første danske salmebog, “En liden Samling Af Adskillige Vers og Sange” med 62 numre, som dog straks blev forøget med et tillæg og siden voksede yderligere. Det 7. oplag udkom 1778. Den blev derefter afløst af “Samling af gamle og nye Aandelige Psalmer og Vers”, i 1786. Men baade Reusz i København og Holm i Christiania mente, at den var maadelig og burde afløses. Reusz holdt paa, at en ny bog burde have Brødremenighedens autorisation, men da salmebogsspørgsmaalet blev drøftet i Christiansfeld uden udsigt til snarlig afklaring, syntes Holm, at man ikke kunde vente længere. Han tog sagen i sin egen haand, og bogen udkom som et privat arbejde, der dog tydeligt nok var beregnet paa Brødremenigheden.

“Harpen, en Psalmebog” udkom da i Christiania 1829. Paa titelbladet er afbildet en harpe med fire strenge (det er nu ganske vist en lyre) og underneden anføres 1. Kor 1,30. Derfor hedder det ogsaa i forordet: “Denne Harpe har, som Titelen hentyder paa, ikke flere end fire Strænge, og just derfor haabes den at skulle holde Stemning i enhver Temperatur. Den er bestemt til at ledsage den Hjertets Sang: Christus er vor Viisdom, Christus er vor Retfærdighed, Christus er vor Helliggørelse, Christus er vor Forløsning.” Man kunde maaske ogsaa sige, at harpen kun har én streng, Jesuskærligheden, og paa den spilles der med én finger, og det er Holms, Det er altsammen præget af ham, bearbejdelser af gamle salmer, oversættelser og nye af Holm selv.

Han vilde gerne “holde Skridt med Tiden”; de gamle salmer skulde ændres sprogligt og metrisk, men ikke med hensyn til indholdet. I den nye dragt skal bogen ikke indeholde andet “end de dyrebare, ikke alene ældgamle, men evig uforandrelige Bibelsandheder”. Hans kærlighed til Skriften og en opfordring til at bruge den ligger ogsaa i, at salmeteksterne er forsynet med talrige skrifthenvisninger som fodnoter. Paa de gamle brødresanges omraade ligger der ogsaa en fornyelse i, at den smagløse dvælen i Jesu saar er undgaaet.

Bogens hovedkilde er “Gesangbuch der evangelischen Brüdergemeinen”, Barby 1778. En vigtig kilde er tillige “A collection of hymns for the use of the protestant chuch of the united Brethren”, Manchester 1809. Han var ogsaa oversat en del fra den svenske salmebog, Wallin 1819. Over salmerne staar et melodinummer, som hentyder til Christian Gregors koralbog 1784. Ved 6 salmer er der den mærkværdighed, at versene synges paa forskellige melodier. F. eks. skal indgangssalmens 20 vers synges paa tre melodier, som skifter 14 gange.

Det virker mærkeligt at møde Holms oversættelser af gamle kernesalmer, som tidligere er oversat bedre. Af “Vor Gud han er saa fast en borg” er kraften helt dampet bort. Det er ogsaa mærkeligt at møde brorsonske anslag eller halve eller hele vers, som ved tildigtninger er blevet til nye salmer. Men det er naturligt, at Brorson er den, som saaledes er mest brugt, og meget ofte er hans salmer optaget uden væsentlige ændringer.

Bogens 366 salmer er inddelt i 42 afsnit, hvoraf dog kun nogle her skal nævnes. “Guds Ord” staar først med 14 salmer. “Kristi Tilkommelse i Kjødet” begynder med “Gjør Døren høi, gjør Porten viid”, se II, 110 ff. Det er nok Holms mesterstykke. “Tak og Ære være Gud”, se V, 21 f, nærmer sig ogsaa til højden. Men i “Hvorledes skal jeg møde” har han forgæves søgt at forbedre Brorson, selv om det i en brødresalmebog kan tjene ham til ære, at han ikke vil sige “favne dig, min skat”. Af julesalmer er der 18, men de er mest ukendte, og der er kun 1 af Brorsons.

Som man kunde vente er afsnittet om passionen fyldigt, men det er delt i tre, “Jesu Christe Lidelse og Død”, “Jesu syv Ord paa Korset” og “Jesu Begravelse”. Desuden er der langt senere i bogen et afsnit, “Kjerlighed til Jesum – Tak for hans Død”, hvor man finder “O Jesu, lad mit Hjerte faa”, som er noget ændret, skønt den dog fra begyndelsen er herrnhutisk, se III, 366.

Der er intet afsnit om Skabelsen, Forsynet osv. Afsnittet om Gud hedder “Vor Herres Jesu Christi Fader” og kommer først i en sammenhæng med treenighedssalmerne; bogen er udpræget kristocentrisk.

I afsnittet om “Guds Naadekald til Synderes Omvendelse” findes “Hør, min Sjel ! den gode Hyrdes Stemme”, som før er nævnt. Under “Troen paa Jesum – Syundernes Forladelse” staar Zinzendorfs “Christi Blod og Retfærdighed”, se III, 337 ff, og i “Hjertets Overgivelse til Frelseren ” staar “Livsens Krone at erlange”, III, 247 f. En anden salme af Zinzendorf, “Slip os arme ei” staar under “Jesu Efterfølgelse; den blev almindeligt brugt som konfirmationssalme i Sønderjylland.

Karakteristisk er det, at man langt henne i Ordo salutis finder et sort afsnit med 25 salmer om “Den stedse tiltagende Syndserkjendelse og Helliggjørelse”, og maaske endnu mere betegnende er det, at afsnittet om kirken hedder “Christi Menighed – Guds Børns Samfund”. Alle 200 salmer i dette afsnit er digtet af Holm. Her har vi “Hvor salig er den lille Flok”, se II, 290 f. Under “Den hellige Daab” har vi “Jesu ! see vi møde her”, II, 171 f.

Om hjemlivet er der tre sammenhørende afsnit, “Forældres Hjertesuk”, “Vuggesange” og “Barnesange”, men de er for dogmatisk belærende og mangler meget af den enfold, der er i Holms bibelhistoriske sange. Holm indrømmer indirekte i forordet, at han har digtet disse 18 salmer. En af dem “O kjere Jesu ! tænk paa mig” er dog i oversættelse kommet i den nynorske salmebog.

I afsnittet “Forbøn for Kongen og Øvrigheden” findes den nationalt farveløse “Kongen glæde sig i Dig”, se III, 181 f. Bedre er “Christe Jesu ! du velsigne” er optaget i de norske salmebøger. Det andet vers lyder:

Dig at frygte, Kongen ære,

Øvrigheden være troe,

Det os dybt indpræntet være,

Hvor vi komme eller boe.

Det er god bibelsk tale ud fra 1.Pet.2,17 og Rom.13, men formet fra gæstens synspunkt. La rev har ændret sidste linje: “Hvor vi bygge skal og bo”. Gæsten kommer, den hjemmehørende bygger.

Samlerne i bogen er anonyme, og der er intet forfatterregister. Man har kunnet finde kilderne til 170. Saaledes er der næsten 200 tilbage. Man kan ikke afgøre, hvor mange Holm har digtet, men det er vel de fleste.

Holms salmer har i formel henseende det nødvendige jævnmaal, men det egentlig digteriske er ikke fremtrædende. Han naaede ikke med denne bog, hvad der havde været han lønlige haab, nemlig at nøde Grundtvig til en anerkendelse af Brødremenighedens salmesang, men han opnaaede, hvad der var vigtigere, at give et stort og væsentligt bidrag til genoplivelse af salmesangen i Norge og Sønderjylland.

Oplaget var paa 2000 ekspl., hvoraf Brødremenigheden i Danmark overtog halvdelen. Nye Oplag udkom i Stavanger 1841, 1854 og 1863, det sidste paa 700 numre. Femte oplag udkom i Ephraim, Wisconsin 1894, fordi der var opstaaet en del dansk-norske brødremenigheder i Amerika. Sjette oplag udkom i Christiansfeld 1914.

Den sidste tid.

Da mange af Holms unge venner tog parti for Grundtvig, og Wexels blev deres fører, blev Holm temmelig ene. Den nationale bevægelse rettede tilsidst et fordømmende angreb paa ham. Endelig blev han ogsaa uenig med en del af sine nærmeste medarbejdere. Hans svage helbred kunde ikke godt taale klimaet i Norge, og han havde taget en alt for stor arbejdsbyrde paa sig. Han trængte til afløsning. Men han fik ikke lov til at flytte til Christiansfeld før 1834.

Der blev hovedgudstjenesten søndag formiddag holdt paa tysk, og om eftermiddagen skulde der egentlig være dansk aftensang, men det var gaaet i staa, og det gik ud over tilslutningen fra de dansktalende emner i omegnen. Desuden havde de gudelige forsamlinger i Danmark flere steder vakt nyt liv, som Brødremenigheden gerne vilde i forbindelse med. Holm blev derfor aftensangsprædikant i Christiansfeld, hvor de ældste stadig var lidt tilbageholdende overfor ham. Det viste sig, at den danske gudstjeneste fik god tilslutning, endogsaa langvejsfra, og Holm begyndte at foretage rejser rundt om i Sønderjylland. I samtale brugte han i sin barndoms sønderjyske dialekt, men naar han kom paa prædikestolen, talte han pudsigt nok norsk som i Christiania.

Det arbejde i Norge, som han nødigt gav fra sig, var redaktionen af det norske missionsblad; han fortsatte endnu et par aar fra Christiansfeld, inden det gik over til hans efterfølger. Derefter vilde han gerne skrive et dansk missionsblad, men maatte forløbig nøjes med paa tysk at udgive et lille “Missionsblatt aus der Brüdergemeine”, hvori han ogsaa undertiden digtede paa tysk. Paa dansk udgav han traktater, og da han 1842 udgav en lille “Missions-Bog”, oversat fra tysk, vakte det et vist røre, saa der 1843 blev stiftet en “Nordslesvigsk Missionsforening”, og endelig 1844 kunde han ogsaa udgive et missionsblad paa dansk, “Evangelisk Missions Tidende”.

I trediverne og fyrrerne var der forbindelse mellem den fynske vækkelse og de herrnhutiske kredse i Nordslesvig. Det medførte, at mange sønderjyder ligesom fynboerne, f.eks. Peder Larsen Skræppenborg, gik over til grundtvigianerne. Det var en gentagelse af det, han havde oplevet i Norge. Og ligeledes opstod der samtidig i Nordslesvig en national bevægelse, der fik sit gennembrud paa Skamlingsbanken 1844.

Midt i et fremstød med missionsforening og missionsblad og med to aandelige bevægelser, som gik ham imod, ebbede Holms kræfter ud. I paasken 1845, maatte han ophøre med sine danske prædikener. Han døde 26. maj og ligger begravet paa kirkegaarden i Christiansfeld. Han vilde ikke inden sin død nedskrive sit levnedsløb, som brødrene plejede, for at det kunde oplæses i menigheden ved begravelsen. Han var bange for, at han derved mere vilde søge sin egen ære end Frelserens.

· Jens Holdt: “Niels Johannes Holm”, Bibliotheca Norvegia Sacræ, 1937.

· Halkild Nilsen: “Salmediktning og salmesamling i Norge i tiden fra 1814 til 1869” i Noevegia Savra 1928, 106-15.

· Hermann Norendal: Samme titel, samme sted), 1929, 37-55.

· D. Thrap: “Brødremenigheden i Norge”, 1908. Halvorsen II, 704-05.

· Lars Aanestad i Ksm. I, 933-36.

N. J. Holms salmer i autoriserede salmebøger.

Angaaende det store antal, som kun findes i Harpen eller hos Wexels, tildigtede enkeltvers og ændringer, henvises til P. E. Rynnings Norsk Salmeleksikon s. 345 f.

I. Originale. Et tilføjer spørgsmaaltegn betyder usikkerhed angaaende forfatter og originalitet. Det første tal er nummeret i Harpen.

· Christe ! kun i dig er Livet. 301. Hauge 588.

· Christus os har kjøbt til Livet. 270. MB 255.

· ? Du Fredens Gud ! o naadig vær. 343. MB 648.

· ? Du kommer naadig os ihu. 335. MB 699.

· Du o Jesu ! dig forbarme. 209. MB 334.

· En Herrens Kæmpe fordum sang. 14. MB 231.

· En Høitid er udi Guds Stad. Se I, 334-94. MB 117. N 139.

· Farvel ! du gode gamle Aar. 52. Hauge 557. La rev 152.

· Fred paa hvert et Sted med alle være. 267. MB 220.

· Hallelujah ! Priis og Ære. 347. MB 484.

· Har du i Christo fundet. 242. MB 595.

· Hvor salig er den lille Flok. Se II, 290. 257. MB 716. R 457. N339. KH 521. D 593. La 82. Hauge

· 340. La rev 59. Nynorsk 719.

· Hør, min Sjæl ! den gode Hyrdes Stemme. Se II, 319 f.

· ? Imens vi ere her i Live. 51. MB 56.

· ? Ingen derpaa sig forlade. 227. Hauge 547.

· I Sandhed, Jesus Christus kommer. 351. MB 643.

· ? Jeg beder dig til meg at vende. 210. MB 333.

· Konge glæder sig i dig. Se III, 141. 342. MB 647. N 534.

· ? Lad min Reise være. 338. MB 711.

· Livets Krone at erlange. Se III, 247 f. 164. MB 557.

· Livsens Krone at erholde. N 361. D 579.

· ? Mit Hjerte vil jeg dig frembære. 325. MB 675.

· ? Naar Havets Brusen mig forskrækker. 340. MB 713.

· ? Nu synge vi Halleluja. 99. MB 119.

· Christi Fader ! kom ihu. 266. MB 219.

· Jesu Chris ! vi takke dig. 315. MB 669.

· ? O Jesu ! lad mig Frihed finde. 223. MB 409.

· Kjære Jesu ! tænk paa mig. 319. MB 668..

· Aa kjære Jesus, tenk paa meg (Mauland). Nynorsk 643.

· ? See den gudhengivne Skare. 299. MB 715.

· ? Tak o Gud ! for dine Gaver. 332. MB 700.

· Velkommen i din Frelsers Arm. 274. MB 259.

· ? Vi til dig, o Jesu ! sukke. 327. MB 688. Hauge 627.

· Vor Gud, som til vor Jammer saae. 304. MB 665.

II. Oversættelse og bearbejdelser.

· Chiste Jesu ! du velsigne Landet. 344. Hauge 356. Herre Kristus, du velsigne. La rev 635. Nynorsk 856.

· Christi Blod og Retfærdighed. Se III, 337 ff. (Zinzendorf: Christi blut und gerechtigkeit). 158. N 302. Hauge 285. Dit Blod og din Retfærdighed. MB 384. Min Frelser mig af døden drog. D 451.

· Den Salighed ei nogen kan udsige. (v. 1-3 Neusz: Kein Mund spricht´s aus. v. 4-5 Holm). 277. MB 277.

· “Fred” var det første, Immanuel sagde. (Crasselius: Friede, ach Friede) 190. MB 568.

· Gud Fader elskte Verden saa. (Gerhardt: Also hat Gott die Welt geliebt). 115. MB 324.

· Gud Hellig Aand, du Sandheds Aand. (frit efter Wallin: Helige Ande, Sanningens Ande). 133. MB 179.

· Gør Døren høj, gør Porten vid. Se II, 110 ff. (Weissel: Macht hoch die thür) 24. MB 26. ET 561. R 249. KH 393. N 39. D 71. Chria T 564. La 97. Hauge 34. La rev 76. Gjer døri høg (Blix). Nynorsk 57.

· Herlighedens Herre. (Gregor: O Herr der Herlichkeit) 353. Hauge 566.

· Hvad Herren gjør, det vel er gjort. (Rodigast: Was Gott thut, das ist wohl gethan) 239. MB 446.

· Jesu Christe ! jeg er din. (Arnold: Ich bin dein, Herr Jesu Christ) 172. MB 432.

· Jesu, see vi møde her. Se II, 171 ff. (Schmolck: Lieber Jesu ! Wir sind hier) 273. MB 260. N 275.

· Min Salomo ! saa venlig du regjerer. (Richter: Mein Salomo ! Dein freundliches Regieren) 174. MB 577.

· Min Ven ! Din Kjærlighed jeg priser. (Zinzendorf: Mein Freund, wie dank ich´s deiner Liebe) 170. MB 431.

· Mit Hjerte ! op til Glæde. (gerhardt: Auf, auf ! mein Herz mit Freuden). 97. MB 118.

· O Jesu, lad mit Hjerte faa. Se III, 364 f. (B. C. Lund). 208. MB 411. Hauge 15 (Min Jesu). (upaavirket af Holm: R 647. KH 232. N 379. D 189. La 422. La rev 448. Nynorsk 349).

· See Natten svandt, Igjen oprandt. (Freylinghausen: Die Nacht ist hin). 322. MB 674.

· Sin Menighed til Sjæleføde. (Rambach: Mein Jesu, der du vor dem Scheiden). 280. MB 278.

· Slip os arme ei. Se IV, 373 f. (Zinzendorf: Glanz der Ewigkeit og Seelen-Bräutigam). 183. N 283. D 413.

· Tak og Ære være Gud. Se V, 21 f. (Held: Got sey Danck durch alle Welt). 300. MB 23. N 47. D 62.

· Træd frem, du Christi Menighed. (Zinzendorf: Tritt her, o Gemein) 113. MB 185.

Meyer-Boesens salmebog blev autoriseret 1844 til brug i Nordslesvig, hvor Holm i sine sidste aar havde en god virksomhed, og bogens redaktører stod ham ikke fjernt. Det var naturligt, at de optog mange af hans salmer. Blandt disse optog R kun tre, som gik videre til KH, mens N paa sønderjysk grund endnu kunde optage 11, hvoraf nogle blev saa folkekære, at de gik videre til D, der har bevaret 8. Den norske tradition, som blev grundlagt af Hauge, har et helt andet udvalg, som ogsaa satte spor i La rev og Nynorsk. Landstad var meget reserveret og har egentlig kun optaget to af Holms salmer, nr. 82 og 97, den sidste endda meget omarbejdet.