Mit liv – Min kærlighed

Erindringer fra et langt liv fortalt af

Erling Albrechtsen

V. Vedsted Vej 52

Barndommen

Den 15. februar 1915 blev jeg født, og jeg voksede op på slægtens gård i Gøderup. Min tipoldefar fik gården i fæste i 1782, og siden gik den i arv fra far til søn. Der havde siden 1677 kun været én levedygtig dreng i hver generation, og til og med min far havde de været bønder. Et sølvbæger har fulgt sønnen i hver generation. Min far faldt for nabo­degnens datter, og dermed kom der nyt blod ind i familien. Jeg havde to storesøstre, Gunhild og Helga. Senere fik jeg tre søs­tre mere: Thora, Inge og Agnete. Desuden boede min bedstemor på gården samt en pige, to karle og en konfirmeret dreng.

Det første jeg kan huske af min påklædning er forklædet. Der var nemlig en stor lomme i hele forklædets bredde, og dér kunne jeg have mange forskellige ting, ja selv hønseæg. Men det var ikke altid så heldigt, for de kunne jo gå i stykker og så blev det hele klistret. Jeg havde knælange bukser og lange strømper, og for at holde strømperne oppe havde jeg livstykke på. Livstykket var en slags vest, som blev knappet foran, og i hver side var der en knap. På strømpen var der også en knap, og så havde jeg et strømpebånd imellem. Fodtøjet var mest træsko. Af legetøj havde jeg mange forskellige dyr udskåret i træ, vogne med heste for og stalde.

Legekammerater havde jeg ikke, men mine storesøstre tog sig af mig. Jeg kan huske, at Gunhild tit tog mig med når hun skulle til smeden for far. Smeden boede i nabobyen, og skulle vi til smeden med en hest, sad jeg foran Gunhild på hesten. Var vi på cykel sad jeg på sadlen og Gunhild stod op.

Skolegang

Den vinter jeg fyldte syv år skulle jeg i skole om foråret. Men den­gang skulle man kunne læse inden man kom i skole, så til min fødselsdag fik jeg en ABC med en hane på. Var jeg flittig til at læse, kunne det ske, at der lå en 2-øre i bogen næste dag. I april begyndte jeg så i skolen. Vi gik kun i skole hver anden dag. Det var selvfølgelig spændende at træffe andre drenge, men egentlige legekammerater havde jeg ikke, selvom vi selvfølgelig legede i frikvartererne.

Og arbejde

Men når man gik i skole var man jo så stor, at man godt kunne hjælpe til på gården. Mit første lille job var at lukke for hønsene om aftenen. Far havde 5-6 heste, 14 køer samt kalve og ungdyr og mange grise og grisesøer. Senere skulle jeg gå helt ud i mosen for at flytte og vande fåret, og jeg skulle flytte kalvene. Efterhånden som jeg blev større, bar jeg mælk til dem. Jeg kunne også bære tørv ind; vi havde tre kakkelovne og et stort komfur.

Far havde tørvemose, og hver sommer kom en mand, som lavede tørvene til os og til flere andre. Denne mand gravede tørvejorden op i en pram, som flød på vandet. Han brugte en speciel spade med et langt skaft, og hans børn æltede tørvemassen med de bare fødder. Derefter læssede han den på en lille vogn, som vi kaldte en sluf, han havde hest for, og så kørte han op på det højeste sted i mosen, hvor han lagde den ud med en form, som kunne lave 10 tørv. Når tørvene så var så tørre, at de ikke gik i stykker, når man tog dem i hånden, blev de stablet i rækker, så de kunne tørre helt. Og det kunne en syvårs dreng også bruges til, men det var træls. Rækkerne var lange, hvis jeg husker rigtig, var der 4000 tørv i hver række.

Jeg tror jeg var seks år, da vi fik petroleumsmotor til at træk­ke tærskeværket med. Inden far fik den, brugte vi hesteomgang. Fire heste blev spændt for en hesteomgang, og så gik de rundt og rundt den ene time efter den anden. En gammel mand fra byen gik bag efter de to, Gunhild efter de to andre, og på bommen var der sømmet en ølkasse, som jeg kunne sidde i, men sikkert ikke ret længe, for det var jo om vinte­ren, så det kunne være koldt.

Foruden tørv brugte vi også bøgebrænde, så en gang i løbet af vinteren spændte far og karlen fire heste for to vogne, og så kørte de til skovauktion. Det tog hele dagen, for der var langt til skoven. Jeg tror vi fik fire læs hvert år, det blev kaldt bøgeklov, de var 1 meter lange. De blev så savet ud og flækket med en økse i pas­sende størrelser. Derefter blev de stablet i pyramider, og før vi nåede høst blev de båret op på loftet.

Vi fik først elektricitet i 1929, da jeg var 14 år, så indtil da brugte vi hele vinteren flagermuslygter i staldene og petroleumslamper i stuerne. Når far fodrede svinene om aftenen måtte jeg rende ved siden af med en flagermuslygte i hånden.

I marken skulle jeg trække hesten, når far rensede roer, så den ikke skulle træde på roerækkerne. Og i høsten, som dengang foregik med selvbinder, skulle jeg gå bagefter selvbinderen og flytte negene i hjørnerne, så hestene ikke skulle træde på dem.

Vi boede lige op til jernbanelinien København-Korsør. Det meste af markjorden lå på den anden side af jernbanen, og dengang var der ikke viadukt, så vi skulle altid over jernbanen, når vi skulle i marken. Overskæringen blev bevogtet af »ledvogteren«, som rullede led ned, når der kom et tog. Der var to ledvogtere, som boede i et dobbelthus lige op til jernbanen. Den ene af ledvogterne hed Ole Nielsen og havde mange børn. En ledvogter fik en meget lille løn dengang, så når Ole Nilen, som han blev kaldt, havde nattevagt, arbejdede han tit om dagen for far. Han kalkede stuehus, kælder og bryggers, han lugede alle roerne sammen med sin kone og sine børn, han hjalp til i hele hø­sten, tog roerne op om efteråret. Ole Nilen var en fantastisk slider og blev ikke gammel, for han sled sig ihjel.

Alle hans børn hjalp også til på vores gård, og når de blev konfirmeret, tjente de alle sammen det første år hos far, ja nogle af dem var der i mange år. Martin var kun et år ældre end jeg, så han blev min, jeg vil ikke sige legekammerat men arbejdskammerat i mange år, for jeg skulle jo altid arbejde, og så hjalp Martin mig, det gjorde arbejdet lettere. Men i høsten og når vi tærskede, fik Martin altid en skil­ling af far for at hjælpe til. I høsten skulle Martin og jeg slæbe negene sammen til hans far, som så satte dem i hob. Som jeg nævnte var faderen meget hurtig til at arbejde, så Martin og jeg skulle næsten løbe hele tiden for at følge med. Og tænk, Martin løb altid med bare fødder. Det kunne jeg ikke, for stubbe stikker og river. Det var da også tit, at det blødte fra Martins fødder, men det tog han sig ikke af. Han havde jo kun træsko, og de var alt for tunge at løbe med. De fleste af landsbyens børn løb barfodede hele sommeren. Martin var også meget dygtig i skolen. Vi sad sammen både i første og anden klasse.

Som jeg har fortalt, lå de fleste marker på den anden side af jernbanen, ja der var kun én mark lige op til gården. Det betød, at køerne skulle trækkes over jernbanen for at komme ud i disse marker. Køerne blev koblet sammen fire og fire. Jeg var ikke ret gammel før jeg kunne trække fire køer, men senere blev der så koblet fire mere bagefter, så til sidst havde jeg tolv eller måske seksten køer i et kobbel. På marken gik de ikke løse i en fold som nu, med stod tøjret og skulle flyttes tre gange dagligt. Det kunne være strengt for en lille purk at svinge den tunge tøjrekølle for at slå træpælene i jorden. Træpælene eller tøjrepælene som vi kaldte dem, blev lavet af en gammel mand om vinteren. Han hed forresten Jens Petersen, men han blev kaldt Jens Pæsen. Hans kone Johanne kom også en gang imellem og hjalp mor med at stoppe strømper og andet som skulle repareres, og så lavede hun kludesko til hele familien.

Vores slagter blev kaldt P-Pæsen. Jeg tror det var tre gange om året, at P-Pæsen kom og slagtede en gris. Det var tidligt på foråret, om efteråret og så til jul. Når vi slagtede, blev alt udnyttet af grisen. Der blev lavet pølse af blodet, der blev lavet sylte af hovedet, der blev lavet finker af jeg ved ikke hvad, men det smagte godt, og der blev lavet rul­lepølse og leverpostej. Alle tarmene og mavesækken blev gjort rene, maven og de store tarme blev brugt til blodpølse, de tynde tarme blev brugt til medister. Dengang havde vi jo ikke frysebokse, men vi havde et stort sulekar, hvor det meste blev saltet ned. Noget blev røget, men meget skulle spises hurtigt, så når vi havde slagtet om efteråret blev venner og familie inviteret til spisning. De kom kørende med hestevogne, nogle med een hest for, andre med to. De fremmede heste blev så sat sammen i stalden med vores heste, som de kunne forliges til. Det måtte vores forkarl finde ud af, og det var også ham, der spændte hestene for igen, når gæsterne skulle hjem ved midnatstid. Det vår han ikke ked af, for det gav drikkepenge. Jeg tror nok, at de som havde to heste gav een krone, og en krone var mange penge dengang.

Julen

Når vi havde slagtet til jul blev vi børn sendt ned i byen med jule­mad til de fattige. Vi skulle ned til Jens Pæsen og Johanne, og vi skulle ned til Anna og Oluf. De havde ti børn, så huset de boede i blev kaldt timandshuset. Til dem havde vi også tit noget tøj med, så der blev glæde i det fattige hjem.

Alle gårde havde dengang en folkestue også kaldet borgstuen, hvor karlene spiste og opholdt sig. Hos os spiste far og jeg middag sammen med folkene, men om aftenen spiste vi i spise­stuen sammen med mor, mine søstre og pigen. Juleaften og i juledagene spiste vi dog alle i spisestuen. Vi fik aldrig risengrød juleaften, den fik vi til middag. Juleaften fik vi som regel flæskesteg, ribbenssteg og medister med rødkål, surt og syltetøj og derefter en eller ånden form for dessert. Når vi så havde spist, hvilket tog alt for lang tid, så skulle der vaskes op, og karlene skulle ned og fodre hestene, men endelig var alle klar til juleaften.

Så gik mor op i den store stue, hvor døren havde været luk­ket hele dagen. Igen gik der forfærdelig lang tid, men endelig blev døren åbnet, og mor spillede Det kimer nu til julefest på klaveret. Vi tog hinanden i hænderne, gik rundt om træet og sang med. Det var et stort træ, der nåede helt op til loftet, men vi var jo mange, altid over ti, så vi kunne sagtens nå rundt om træet, og vi sang alle de kendte julesalmer. Vi børn syntes jo der var alt for mange, men endelig satte de voksne sig ned, og så bankede det på døren og ind kom julemanden med stok i hånden og en stor sæk på ryggen.

”Er her nogle søde børn?” spurgte han. Vi var faktisk lidt bange for ham, men fik dog svaret ”Ja”. Og så begyndte han at dele gaver ud til alle. Til os børn var der et eller andet spændende stykke legetøj. Karlene fik sokker, lommetørklæder eller måske en æske cigarer, og pigen fik måske et nyt forklæde. Hvad far og mor fik, det husker jeg ikke. Dog for­ærede jeg engang mor en ny svampeholder og far en ny spadserestok, jeg havde nemlig været uheldig at brække den gamle. Når julemanden havde tømt sækken, ønskede han os glæde­lig jul og gik igen, for han skulle mange steder den aften, og han havde også langt hjem, sagde han. Lidt efter kom faster, som var pige hos os dengang fra køk­kenet og sagde, at nu havde hun lavet kaffe. Vi syntes det var synd for faster, at hun ikke havde været i stuen, da julemanden var der, og det syntes hun også selv.

Julemorgen skulle mor og far i kirke, enten i jumben eller i kane, hvis der var sne. Så kunne vi børn rigtig lege med det nye legetøj. Et år fik jeg Den lille ingeniør, og med det kunne jeg lave mange forskellige ting. Da jeg var blevet lidt ældre, fik jeg en dampma­skine.

En af juledagene holdt skolen juletræsfest i Langevad for­samlingshus. Dér kørte vi også hen i jumpe eller kane. Der var et mægtigt juletræ, som vi gik rundt om mens vi sang julesalmer. Så blev der læst en julehistorie for os, og når det var overstået fik vi en godtepose hver. Så skulle træet tømmes, væltes og slæbes ud. Det var vældig skægt, for alle de børn, som kunne få fat, holdt igen på træet, så læreren til sidst måtte jage os væk. Når salen var ryddet og gulvet fejet, legede vi sanglege og dansede, mens de voksne fik kaffe.

Vi var også somme tider med til juletræsfest i Højskole-foreningen, og det blev holdt på Højskolehjemmet i Roskilde. Der kørte vi hen i charabanc eller i kane, og mor havde reserveret et værelse på Højskolehjemmet, hvor vi blev klædt om. Vi kunne jo ikke køre med hestekøretøj om vinteren i vores fine stads. Der var selvfølgelig også juletræ og julelege. Når det var overstået kom der et lille nisseoptog ind, og to af nisserne trak en stor legevogn helt fyldt med store godteposer, som blev delt ud til børnene. Derefter dansede vi til alle de kendte børnesange, så vi var godt trætte, når vi kørte hjem og faldt sikkert hurtigt i søvn i vognen eller kanen.

Snart var juledagene gået, men så blev det nytårsaften med dejlig mad og hygge. Nytårsaften spillede vi altid gnav. Hvordan man spillede gnav kan jeg ikke huske, kun at der blev brugt et specielt spil kort. Vi kunne også finde ud af at lege forskellige selskabslege. F. eks. lagde man en ring midt i en kop kartoffelmel. Kartoffelmelet blev presset godt sammen, og det blev vendt ud på en tal­lerken. Så gik tallerkenen rundt med en kniv, og man skulle skære lidt af melet uden at vælte det. Den som væltede melet skulle samle ringen op med munden. Den som ikke havde prøvet før var jo tosset nok til at forsøge, men lige i det øjeblik han eller hun havde læberne om ringen, fik vedkommende et dunk oveni hove­det, så hele ansigtet blev fyldt med kartoffelmel. Nytårsdag til middag kom vores smed altid med regningen. Det var en fast aftale, at nytårsdag skulle smeden spise middag hos os, og det varede lige så længe mor levede.

Vinterliv

Men ellers gik dagene, som de altid gik på en gård: køer, heste og grise skulle jo fodres hver dag, og køerne skulle malkes. I flere år var det altid vores pige og Gunhild eller Helga, som malkede. Gunhild og pigen om morgenen, Helga og pigen om aftenen.

Om vinteren var der ikke så meget arbejde, som jeg skulle hjælpe til med, det var næsten kun når vi skulle tærske. Så jeg fik lov til at lege med de andre børn med slæder. Vi havde en stor slæde, som var lavet som en lille kane. Der kunne sidde to ved siden af hinanden på forsædet, og der kunne stå to bagpå. Så spændte vi slæderne sammen, der kunne blive en lang række, som et helt lille tog. Vores store slæde var altid forrest, og så gik det ned af Smedebakken alt, hvad de to største drenge, som trak i vores slæde, kunne løbe. Det kunne jo ske, at der kom sling­er i den bageste, så en halv snes slæder væltede. Sikken et hyl, der blev, men sjovt var det.

Jeg havde fået min fars gamle skøjter, men de var nu ikke ret gode, de var slidt runde, og de sad ikke fast på støvlerne. Men så havde far også haft en pigslæde. Det var en lille slæde, som man lige kunne stå på. Man havde et kosteskaft med en pig i den ene ende mellem benene, og jeg kunne skyde en fantastisk fart med den.

Var der faldet meget sne skulle vejene ryddes, så mælke­kuskene kunne komme på mejeriet med mælken. Selv kane­mælkekøretøjer kunne ikke komme frem, når sneen lå i meterhøje driver. Der fandtes ikke sneplove, så hver gård skulle stille med folk til at kaste sne. Far stillede med 1½ mand dagligt, én mand den ene dag og to den næste. I 1929 tror jeg folkene gik på snekastning en hel måned og det kunne godt blive træls, for hjemme skulle der jo også tærskes og køres roer ind, og det var besværligt med al den sne.

Det var forresten den vinter jeg gik til præst. Præstegården lå 5-6 km fra hjemmefra, og i starten gik vi den lange vej, men vi gik inde på markerne, hvor sneen ikke lå så højt. Da vi havde gjort det nogle gange, fik jeg lov at få kanen og en gammel hest. På vejen samlede jeg så flere kammerater op, så kanen var mere end fuld, nar vi nåede præstegården. Vi havde det vel nok sjovt på disse køreture, og folk kiggede noget efter sådan en flok unger i og på en kane. Men en dag var sneen væk, og vi måtte cykle igen.

Konfirmation

Den 7. april blev jeg konfirmeret i Rorup Kirke. Vi kørte til kirken i charabancen og om aftenen kom så familien til fest, og der var mange. Jeg fik mange gaver: et ur fra min morbror i Amerika, en sko­lemappe, en kuffert og meget mere, som jeg ikke kan huske. Fra mor fik jeg en ny cykel, og det er en historie for sig. Den sommer jeg var ti år, havde far en 50, som fik en gris mere end den havde patter til, og da der var en lille mellem flokken, skulle den slås ihjel.

Nu havde far ikke let ved at slå en gris ihjel, så jeg fik lov at få grisen. Far havde sikkert ikke regnet med, at jeg kunne holde den i live, men det kunne jeg. Den voksede godt, og da det var en pigegris blev den kaldt frk. Sørensen. Når jeg gik tur med den rundt i haven, kom den når jeg kaldte dens navn. Da den blev rig­tig stor, ville jeg have at den skulle være so. Men det ville far ikke, for den havde kun 12 patter, og det hjalp ikke, at jeg syntes det ville være helt godt med 12 grise. En dag var den læsset på svinevognen og skulle på slagteriet. Jeg tudede, mor og Oda, vores pige, som havde givet grisen dens navn tudede, men lige lidt hjalp det.

Da afregningen kom fra slagteriet, mente mor, at jeg skulle have pengene for grisen, men nej. Det ville far ikke, for han havde betalt foderet. Men det fandt mor ud af på sin måde. Hver gang far havde glemt at få tegnebogen i lommen, snuppede mor en seddel og gemte, så den dag jeg blev konfirmeret fik jeg en ny cykel for frk. Sørensen, kan man sige.

Storvask

På en gård med så mange mennesker, er det klart, at storvasken var et kapitel for sig, og det tog flere dage. Dagen før det rigtig skulle begynde blev alt lagt i blød i kar og baljer, så man næsten ikke kunne gå gennem bryggerset. Næste morgen kl. 6 kom en vaskekone for at hjælpe mor og pigen. Der blev tændt op under gruekedlen, og så blev der kogt tøj, den ene kedelfuld efter den anden, og vores gruekedel var den største, jeg havde set. Vi havde også en vaskemaskine, som skulle trækkes med et håndsving. Det gjorde vores dreng, og senere blev det mit arbejde. Men meget af tøjet blev vasket på vaskebræt, så piger og koner havde ømme knoer flere dage efter.

Om sommeren var det jo nemt at tørre tøjet, når det kunne komme ud og hænge, men om vinteren skulle det op på loftet. Når tøjet så var tørt, så skulle lagner og duge rulles. Vi havde en stor rulle, som der skulle to til at trække, så dér skulle også en dreng eller karl hjælpe. Jeg tror, det tog en halv dag at rulle. Og så var der alt det, som skulle stryges. Der havde vi en stor plade, som blev sat på komfuret. På pladen kunne stå seks stryge-jern. Den dag fyrede mor med kul på komfuret for at det kunne give varme nok. Seks strygejern passede til to strygere, så mor og pigen strøg på livet løs, mens de sang til. Det tog mindst en halv dag.

Vi havde en vandhane i bryggerset, to i kostalden og en i svinehu­set. I vores have stod en vindmølle og en stor vandbeholder, og den forsynede hele byen med vand. Som den vindmølle dog kunne larme om efteråret når det stormede. I 1929 fik vi elektricitet, og så blev vindmøllen taget ned. Det var jo mere stabilt, far skulle bare huske at slå strømmen til, for den var ikke automatisk, men skulle betjenes manuelt. I gården havde vi en rigtig pumpe, som vi trak hestene ud til, når de skulle have vand. Pumpen var en udhulet træstamme, den var ca. 2 m over brønden og med en meget kraftig pumpestang. Den var modbydelig om vinteren i frostvejr, for da frøs fingrene fast i stangen.

I køkkenet var der altså ingen vand, det vil sige, der stod altid en stor spand med vand. Der var selvfølgelig ikke vask eller afløb i køkkenet, så opvaskevandet skulle bæres ud i bryggerset. Derfra løb det ud i gården og videre i en rendesten langs to sider af gården, gennem porten, og så ved jeg forresten ikke, hvor det blev af. Men sådan en rendesten var fluerne glade for om somme­ren, og der var selvfølgelig flest lige uden for bryggersdøren, hvil­ket betød at tusindvis smuttede med ind når døren gik. Derfor hang der fluefangere i alle stuer, det var sådan noget klæbepapir, som fluerne satte sig på og ikke kunne komme fra igen. Når så flu­efangeren var godt fyldt blev den puttet i komfuret.

Vi havde jo heller ikke badeværelse, men hver lørdag aften blev der sat en stor gryde vand på komfuret og så havde vi en meget stor balje, som vi kom i, dog en ad gangen fra den lille ende, og den aften fik vi også børstet tænder i saltvand. Vi havde et indendørs WC, det var et meget lille rum, hvor der så var et bredt bræt med hul, og under hullet stod en spand. Da jeg blev så stor, så at jeg kunne bære spanden blev det mig, som skulle tømme den. Jeg kan huske, jeg engang tog en tøjklemme på næsen, da jeg skulle tømme den, og det morede mor sig meget over. I haven havde vi så et ”sommerdas”, men der kunne latrinen skrabes lige ud i askemøddingen. Folkene havde deres ”lokum” i møddinghuset.

I 1929 fik vi også trinbræt, det vil sige der blev lavet 2 perro­ner, én ved hver side af jernbanen. Så kunne vi tage toget – både mod København og Korsør. Så nu kom mine to yngste søstre Inge og Nete til at gå de sidste år i skole i Roskilde. Inge fik realeksa­men og Nete studentereksamen. Allerede ved konfirmationsalderen havde jeg en drøm om at blive ingeniør. Men jeg skulle være landmand og overtage gården. Mor og jeg kæmpede med far for at jeg kunne gå i skole i Roskilde, men lige lidt hjalp det.

Voksenliv

Nu kom nogle år, som jeg ikke husker ret meget om, jeg skulle bare arbejde og arbejde. Om sommeren begyndte jeg hver morgen med at trække køerne ud. Markerne lå jo på den anden side af jernbanen, og til den yderste mark var der vel 1 km. og der blev de så tøjret. Vi havde ca. 16 køer, og når jeg så havde koblet dem fra, skulle de flyttes både om middagen og igen om eftermiddagen. Kl. 4 skulle jeg så hente dem igen. Når jeg om morgenen havde været ude med køerne, skulle jeg hjem og køre al gødningen ud af stalden på en stor, modbydelig tung trillebør.

Derefter skulle jeg muge ud i grisestaldene. Far havde ca. 100 svin, 12 grisesøer, og der var grisestalde fire forskellige steder. Når jeg var færdig med det, skulle jeg male korn til svinene og som regel også hente grøntfoder, dog med hest og vogn. Når jeg om eftermiddagen havde hentet køerne hjem, skulle de have vand og kraftfoder og måske også grøntfoder. Så skulle jeg fodre grisene, slæbe foder rundt. Til det store svinehus bar jeg det i sække på mindst 50 kg. Vi havde også kalve i en indhegning nede i byen, dem bar jeg mælk ned til. Jeg havde et gammelt åg, så jeg kunne bære to store spande, men med så tung en byrde var vejen lang, og åget trykke­de på mine skuldre.

I vinterhalvåret 1930-31 fra november til april gik jeg på Osted Efterskole, som lå 12 km fra Gøderup. Jeg cyklede hver dag disse 12 km frem og tilbage, og det var tit en barsk tur med sne og islag. Jeg gik også til gymnastik i Langevad. Den vinter instruerede mor dilettantkomedie i Langevad forsamlingshus, der skulle bl.a. opføres »Nej«. Men den mand som skulle spille klokker Link, duede ikke, så mor spurgte mig, om ikke jeg kunne spille den rolle, og det gjorde jeg så. Mange udtalte, at det var heldigt, at mor havde fun­det sådan en lidt ældre til rollen. Jeg var 16 år, men vi havde en god sminkør.

Heste

Fra 1. april var jeg hjemme på gården igen i den samme trumme­rum. Men dog med nogen afveksling. Far kunne godt lide at handle med heste, og et år havde han købt en travhest. Den hed Ford, og den kunne far godt lide at køre med, han kunne køre til Roskilde (7 km) på 15-20 min. Et års tid efter byttede han med en hoppe, som vi fik 4 føl a£ Men nu var far blevet trav-ruskende gal, som onkel sagde, for nu købte far en travhoppe med føl i Tyskland.

Alt dette bevirkede, at far syntes jeg skulle køre travløb og i 1934 erhvervede jeg amatørlicens. I 5 år kørte jeg nogle løb, men alt for få til at jeg kunne blive rigtig rutineret. Jeg vandt dog en del sølvtøj. Et år eller to havde vi fire heste på travbanen, men det koste­de mange penge, og hestene vandt for lidt, så det havde far ikke råd til. Han måtte sælge hestene på nær en enkelt, og jeg holdt op med at køre travløb.

Sportsliv

Ellers gik fritiden i flere år på denne måde: fra november til april gymnastik to gange om ugen, januar og februar spillede vi dilet­tantkomedie. Fra maj og til høst håndbold, hvor vi tit havde kampe mod nabokredse om søndagen. Senere blev der så faste turnerings­kampe i hele Roskilde Amt. I 1939 var jeg på et kursus i Fuglesølejren, hvor jeg erhverve­de dommercertifikat, hvorefter jeg blev meget benyttet som dom­mer og håndboldinstruktør i hele Roskilde Amt.

Mors død

I foråret 1934 faldt mor på trappen til bryggerset og brækkede benet helt nede ved fodleddet. Vi kunne forstå, at det var ret kom­pliceret, og mor lå længe på sygehuset. Hun blev aldrig rigtig rask igen, og den 16. juli 1935 døde mor. Det var en stor sorg og et stort savn, for mor var sjælen i vores hjem.

Vi havde så skiftende husbestyrerinder. En periode var Gun­hild hjemme og holde hus, men den 4. december 1936 blev hun gift med Kaj og flyttede til Aalborg. En periode var Thora hjemme, måske et år eller to. I efteråret 1939 blev hun gift med Ernst, som havde købt en gård i Strøby Egede ved Køge. Så var Inge husbestyrerinde indtil 9. december 1940, da hun blev gift med Niels og flyttede til Bisserup. Samtidig med at Inge var husbestyrerinde havde hun et kontorjob i Roskilde, så derfor blev jeg medhjælpende hushjælp og begyndte at lave mad. Vi havde altid en medhjælper på gården, så vi var fire perso­ner til daglig. På landet havde man en lang arbejdsdag dengang.

Vi leverede børnemælk til Roskilde, og den skulle på meje­riet før al anden mælk, så vi skulle være færdige med morgen­malkningen kl. 5.30 og måtte derfor begynde kl. 4.15. Det var ikke så slemt om sommeren, når det var lyst, men om vinteren var det ikke engang blevet lyst, når vi var færdige med al morgenarbejdet, det vil sige havde fodret og muget ud og havde spist morgenmad.

Tuberkulose

I efteråret 1936 tog jeg ud og klippede kreaturer på sognets for­skellige gårde og husmandssteder, og det tjente jeg ca. 700 kr. ved. Jeg havde tilmeldt mig et 5-måneders kursus på Ollerup Gymnastikhøjskole fra 1. november, og det skulle pengene bruges til. Det var en god oplevelse. Foruden almindelige højskolefag og gymnastik havde vi fri idræt, håndbold og svømning, og vi blev uddannede til gymnastikledere og idrætsinstruktører.

Desværre blev jeg syg efter jul og havde det rigtig skidt, så den iS. februar rejste jeg hjem. Det blev jeg endnu mere syg af og den 20. blev jeg indlagt på Roskilde Amtssygehus, hvor de kon­staterede lungebetændelse og tegn på tuberkulose. Jeg var meget syg, og jeg kan huske at jeg ønskede, at jeg hurtigt måtte sove ind og bare dø for at få fred. Da jeg blev indlagt vejede jeg 62 kg. Men i løbet af en uges tid begyndte jeg at blive bedre og i løbet af et par måneder følte jeg mig rask igen, men måtte dog 2 måneder på Faksinge Sanatorium. Da jeg kom hjem sidst i juli vej­ede jeg 86 kg. Jeg var så fed, at jeg nærmest måtte stå på hovedet, når jeg skulle knappe skjorten i halsen!

Krigen

I sommeren 1939 begyndte man at tale og skrive om krig. Vi unge var dog enige om, at ingen var så sindssyge, at de ville starte en krig kun 20 år efter 1. verdenskrig. Alle ældre og mange voksne havde jo erfaret, hvor ødelæggende en krig var både menneskeligt og materielt. Men ellers gik sommeren som næsten alle andre. Dog havde vi den sommer 3 soldater indkvarteret, jeg tror de boede der i 4 uger. Det var gamle rekrutter, som skulle genoptrænes.

Og så skete det alligevel. Den 1. september erklærede Tyskland Polen krig, og den 3. september erklærede England og Frankrig Tyskland krig. Vi troede, at den krig hurtigt ville blive afsluttet, men ak og ve. Til at begynde med gik det godt for lille Danmark. Priserne steg på alt. I 1938 solgte far korn til 10 kr. tønden, og nu kostede det 80-100 kr. Til gengæld blev der mangel på mange importvarer.

Besættelsen

Og så den 9. april 1940 kom turen til Danmark og Norge, og det selvom vi havde ikke-angrebspagt med Tyskland. Jeg var med toget et ærinde i Roskilde den 8. april. I toget hjem kom jeg i snak med en mekaniker, som også boede i Gøde­rup. Han fortalte, at han hele dagen havde arbejdet på Roskilde Kaserne med at sætte motorcykler i stand, og der var en ret ophid­set stemning på kasernen, for man ventede tysk angreb i løbet af natten. Ingen soldat måtte forlade kasernen og de måtte ikke tage hverken uniform eller støvler af, ligesom de havde fået udleveret skarpe patroner. Så hvem kan forstå at angrebet på Danmark kom som en overraskelse? Det var det i hvert fald ikke for kasernekomman­danten i Roskilde.

Da meddelelsen kom officielt, og han fik at vide, at de ikke skulle gøre modstand, kaldte han hele kompagniet sammen i kasernegården, meddelte hvad der var sket og hvad han havde fået ordre til. Derefter spurgte han, om der var nogle, som ville med ham til Sverige. De som ville, skulle træde foran geleddet. Alle som een trådte frem. Så kørte hele bataljonen mod Helsingør med alt, hvad der kunne køre. Det var så heldigt, at der lå en færge i lejet, og de kørte bare ombord. Men kaptajnen skulle rigtignok ikke ud og sejle, for de tyske flyvemaskiner fløj jo ustandselig langs sundet. Kom­mandanten trak pistolen og sagde: ”Vi sejler nu”. Og de kom også vel over sundet.

Den 9. april om eftermiddagen tog jeg til Roskilde for at besøge morfar. Om formiddagen havde jeg gået og tænkt på, at morfar var sønderjyde og under 1. verdenskrig var flygtet til Danmark for at læse til lærer. Morfar var meget ophidset over situationen, han var næsten parat til at gå ned på gaden og skyde en tysker med sit jagtgevær. Det opgav han dog, men fra den dag nægtede han at gå på gaden igen og ville i det hele taget ikke leve mere. Han døde dog først i november 1943.

Med besættelsen kom rationering på næsten alt, og da koks og kul slet ikke kunne købes mere, besluttede far at starte produk­tion af tørv igen. Han havde også skåret tørv under 1. verdens­krig. Far købte en tørvepresser, men vi skulle have noget til at trække den, så han købte også en Buick personbil, som jeg sam­men med en mekanikerlærling tog motoren ud af. Den blev så monteret på en slæde, jeg havde lavet. Chassiset blev lavet om til en enspændervogn, ligesom to Ford-chassiser, som blev brugt til at køre tørvene ud på tørvepladsen med. Jeg fik fem mand til at hjælpe, og vi leverede bl.a. til to mejerier. Men det kneb for bil­motoren at holde til stationær trækkraft, så i 1941 fik vi lagt strøm ud i mosen.

Inger

Fritiden gik som enhver anden sommer. Dog kom Inger til Gøde­rup den 1. maj, og den sommer ledede hun gymnastikken for pigerne, mens jeg havde karlene til håndbold. Om efteråret gik vi til folkedans, og så var det vi fandt ud af, at vi også kunne andet sammen end at danse, og i julen forlovede vi os. Fra 3. januar 1941 havde jeg tilmeldt mig et 3 måneders kur­sus på Danmarks Højskole for Legemsøvelser med håndbold som specialfag. Med afgangsbevis derfra var jeg nu officiel idræts- og håndboldinstruktør, men brugte kun uddannelsen frivilligt, altså uden betaling. Sommeren 1941 arbejdede jeg i tørvemosen indtil høst.

Bryllup

Den 5. oktober blev Inger og jeg gift. Jeg havde da fået en besty­rerplads på et mindre landbrug i Hønske ved Viby S., men det var på meget dårlige betingelser. Fra 1 april 1942 fik jeg en bestyrerplads på en gård i nærheden af Nykøbing Sj. Der var et meget stort gammelt stuehus, som ikke var til at varme op, og da vi ventede Solvejg, så jeg ingen anden udvej end at sige op til 1. februar.

Solvejg blev født den 30. januar midt i flytterodet, hun blev på sygehuset i Nykøbing Sj. Vi flyttede op i en lille lejlighed i Braade. Nu var det umuligt at få bestyrerpladser, for på grund af krigen turde ingen unge landmænd købe ejendom, men tog bestyrerplads i stedet for. Jeg fik så arbejde hos en dræningsmester og brøndgraver, men det var meget strengt.

Politiet

Far fortalte mig, at politiet søgte betjente, det skulle jeg bare søge, og det var også bedre lønnet. Jeg cyklede så til Nykøbing Sj. og talte med politifuldmægtig Fugl. Jeg husker ikke, hvad vi talte om, men da vi sluttede, sagde han: »Ja, Albrechtsen, De er en af dem, vi kan bruge.« Efter kort tid fik jeg besked om at møde på Politigården i København 23. marts 1943. Efter et skoleophold, hvor vi skulle lære lidt om love og vedtægter og at skrive rapporter, kom vi på en slags kaserne i Helsingør, hvor vi skulle lære militær anstand. Det vil sige vi skulle lære at marchere, stå ret og rør og hilse korrekt, og skulle kunne præsentere gevær og skyde med det.

Jeg blev efter ansøgning stationeret i Roskilde og skulle starte 1. maj. I mellemtiden havde Inger fundet et hus i Roskilde, vi kunne flytte ind i. Det var et trist boligforeningshus på Møllevænget – et rigtigt rabarberkvarter. Året efter købte vi et hus med to lejligheder på Th. Niel­sensvej. Inger havde lidt penge stående og fik 2000 kr. i forskud på arv efter sin mormor. Far gav også 2000 kr. Huset solgte vi i 1947, da vi købte huset på Tjørnegårdsvej.

Ras

Jeg husker min første vagt i Roskilde, hvor jeg skulle gå under Køgeviadukten helt alene hele natten. Jeg var reservepolitibetjent og skulle bevogte jernbanen Roskilde/Viby, remisen og viadukter­ne om natten, så jeg havde altid nattjeneste. Som vagt ved remisen traf jeg Ras, som senere blev min svo­ger. Det skete to gange, hvor Ras og jeg gik sammen, at vi glemte at gå hjem, da vores vagt var slut, fordi vi talte så godt sammen.

Tillidsmand

Vi var i Roskilde ca. 35 reservepolitibetjente. De fleste kom fra Roskilde, men to kom fra København. De to københavnere fandt ud af, at vi skulle have en reservepolitiforening, og der blev sammenkaldt til et møde, hvor der bl.a. skulle vælges tillids­mand. Min kollega, Søren Præstmark opfordrede mig til at komme til mødet, hvor en af københavnerne og jeg blev opstillet som kan­didater. Søren havde åbenbart lavet et vist forarbejde, for jeg blev valgt som tillidsmand med alle stemmer på nær én. Jeg anede gan­ske vist ikke, hvad det indebar, men jeg skulle forhandle med ledelsen om vagter, uniformer, cykler og meget andet.

Generalstrejke

I løbet af sommeren tog uroen og sabotagen til. Jeg var parat til at hjælpe, hvis jeg skulle blive holdt op af sabotører, det var vi mange, som ville. Men det kunne tyskerne ikke lide, så de fremsatte krav til den danske regering om forbud, særdomstole og dødsstraf. Regeringen svarede nej til de tyske krav, og den 29. august slog tyskerne til og angreb det danske militær, som efter en kort kamp blev afvæbnet. Tyskerne erklærede militær undtagelsestil­stand og overtog dermed den udøvende magt, så nu havde vi ingen regering. Men vi fortsatte vores polititjeneste. Vi begyndte også at arbejde på selve politistationen og ikke altid om natten.

I juni 1944 var jeg på kursus på politikasernen i Krogerup, hvor vi nu blev uddannet mere militærisk, så vi kunne erstatte det danske militær. Politistyrken var på ca. 10.000 mand. 30. juni bekendtgjorde tyskerne, at 8 danskere var dømt til døden og skudt. Dette besvarede københavnerne med generalstrejke. Tyskerne erklærede København i belejringstilstand, strej­ken fortsatte, befolkningen byggede barrikader, væltede sporvogne og meget mere. Ældre folk og kvinder med børn flygtede ud af byen, selvom tyskerne havde spærret mange udfaldsveje. Vi på Krogerup så, hvordan folk kom kørende og gående. Mange kørte tre på en cykel, forældre gik med barnevogne med to-tre, ja undertiden fire børn. En havde en budcykel med en stol på ladet, hvor bedstemor sad. Kun få af de gående turde standse og tale med os, for så var de bange for, at de ikke kunne gå længere.

Det var dengang den tyske værnemagts mening, at køben­havnerne skulle knækkes, – byen blev omringet og afspærret, og der blev lukket for gas, vand og elektricitet. I hvert gadekryds opstilledes tankspærringer med maskinkanon og maskingeværer. Når så der var kommet nogle borgere på gaden lod tyskerne maskingeværet eller maskinkanonen stryge igennem gaden. I et gadekryds i Søborg kom et ægtepar kørende med hver sit barn på cyklen, da tyskerne i det samme begyndte at skyde. Det ene barn blev dræbt.

Men så skete det, at et eller andet stort tysk overhovede kom herop. Jeg tror han hed Reinhardt, og han spurgte så hvad der var los, for sådan havde han jo ikke tænkt sig, der så ud i det fredeli­ge Danmark med Die dumme Dänen. Den tyske befuldmægtigede Dr. Best satte ham ind i situationen, men det ville han ikke være til. De havde så og så mange transporter, som skulle igennem til Norge og Rusland. Han fik så en forhandling i gang med myndighederne og Frihedsrådet. Tyskerne gik med til de modkrav, der blev stillet, som bl. a. gik ud på, at spærretiden skulle ophøre og Schalburgfolkene ikke måtte patruljere på gaderne. Tilbage var så at få det hele i gang igen og få oprettet lov og orden. Det lovede det danske politi at ordne på en betingelse: tyskerne blev trukket væk fra gaderne.

Vi var to delinger på øvelse fra Krogerup, da der kom en kurér, som meddelte, at vi skulle komme hjem og være klar til udrykning til København. I ilmarch gik det tilbage til kasernen, hvor vi blev stillet op i række og geled, mens vi ventede på den endelig ordre. Som tiden gik fik vi dog lov til at sætte os på græsplænen, og i løbet af et par timer var der afgang. Vi havde to gamle busser, som vi skulle køre med. Bussen, som jeg kørte med, kunne ikke trække os op ad bakkerne, så vi måtte af og skubbe. Vi nåede dog Bernsdorff Slot, hvor Civilforsvaret holdt til. Her skulle vi igen stille op i række og geled og fik atter i løbet af en times tid lov at sætte os i græsset.

Det var meget varmt den dag, og det var ikke mindre varmt med uniform på. Vi var både sultne og tørstige, vi havde ikke fået noget siden morgenmaden, og klokken var et. Pludselig kom der besked om at der blev serveret middagsmad, og vi styrtede til bords. Lige da vi var begyndt at spise kom der ordre om hurtig udrykning, men vi nåede da at få lidt i maven. Nu skulle vi ikke køre med bus, der var kommet to af politiets udrykningskøretøj er, dem man kaldte skovvogne, fordi de var åbne i siderne.

Nu gik det i fuld fart med udrykning til Politigården, hvor vi igen blev stillet op, men igen i løbet af en time fik lov at sidde i et vagtlokale. Vi fik vist på et tidspunkt noget at spise. Først da solen var ved at gå ned blev vi sat på arbejde. Og sikke et syn der mødte os – navnlig Nørrebro og Vesterbro bar spor af tyskernes terror. Alle de steder, hvor der var faldet en dansker for de tyske kugler og granater blev der lagt blomster og kranse, og lige så snart tyskerne fjernede dem, blev der lagt nye. Vi skulle bevæbnede køre med sporvognene, én mand hos vognstyreren og én i bivognen. Grunden var, at københavnerne fortsat havde væltet sporvogne, men den aften var der ingen, der forsøgte.

Om aftenen blev vi kørt til en skole, hvor der midt i skolegården lå et læs halm og to stakke store papirsække og en stak små til hovedpuder. Jeg fyldte så halm i en stor og en lille sæk, smed tøjet og kravlede ned i den tomme sæk. Jeg sov udmærket, og om morgenen kunne vi få et koldt bad og tørre os med papirhåndklæder. Vi kørte så tilbage til Krogerup, dog uden at skulle skubbe bussen op ad bakkerne. Efter nogen tid blev jeg sendt tilbage til Roskilde.

19. september 1944

Den 7. september var jeg til et tillidsmandsmøde i København. Netop den dag faldt en kollega, som var på vej til vagtafløsning ved Radiohuset. Pludselig kørte en bil op på siden af ham og skød ham ned. Det var Schalburgfolkene, som atter gjorde sig skyldige i en ugerning. På mødet blev det oplyst, at tyskerne lurede på et eller andet, så vi skulle være forberedte. Vi blev rådet til at gå under jorden hvis vi fik vished om tyskernes tiltag. Og vi blev opfordret til at organisere os i grupper, som kunne gå ind i mod­standsbevægelsen.

Den 19. september skulle jeg møde til tjeneste kl. 14. Vi havde hørt luftalarmen om formiddagen, men da jeg ikke skulle møde når der var luftalarm, tog jeg ingen notits af det. Jeg havde travlt med at male sokkel på vores nyerhvervede hus på Th. Nielsensvej. Da jeg så var på vej til stationen på min cykel mødte jeg en personbil i Ringstedgade. Føreren brugte tudehornet og vinkede til mig. Jeg standsede og spurgte hvad der var galt, og jeg fik at vide, at politiet var taget af tyskerne i København, så jeg matte hel­lere se at komme hjem og tage den uniform af. Jeg vendte selvføl­gelig straks om og kørte hjem igen. Pistolen blev gemt i bunden af klaveret, uniformen i pulterrummet ovenover lejligheden. I alle de store byer var politiet blevet afvæbnet og taget til fange. 2000 blev deporteret til Tyskland. 750 af dem kom ikke levende hjem.

Vi fra Roskilde Politi var heldige. Der gik et rygte om, at den bil, der kom fra København med tyskerne, som skulle lede arres­tationen af os, væltede på vejen hertil og at tyskerne blev indlagt på lazarettet. Først kl. 19 nåede tyskerne frem, og da var ingen hjemme. På det tidspunkt var en del kolleger samlet på Palæcafeen, hvor de første grupper blev dannet. Ingen turde dog sove hjemme den nat, så jeg tog til Gøderup og opgav et telefonnummer, så de kunne få fat på mig. Næste morgen blev jeg kontaktet af en af vores overordnede, som gav besked om at alle – efter ordre fra tyskerne – skulle møde på sta­tionen for at aflevere deres skydevåben. Jeg havde en pistol og nogle patroner til karabin. Jeg afleve­rede, patronerne, men nægtede at have en pistol.

Det var politiassistent Olsen og overbetjent K. A. Petersen, som stod for afleveringen og efter nogen diskussion mente overbetjenten også at kunne huske, at jeg havde afleveret pistolen. Det var måske nok frækt, men jeg forventede jo at blive afskediget, når der igen blev fred i Danmark. I øvrigt deltog overbetjenten senere i modstandsarbejdet.

Modstandsbevægelsen

Jeg gik nu over i bag bygningen til Rådhuset, hvor de fleste reser­vebetjente samt fire-fem unge politibetjente var samlet. Jeg gav dem et referat fra mødet den 7. september. Dermed opfordrede jeg dem til at danne grupper, hver på seks mand og at vi fik valgt en delingsfører eller leder. Der var både sergenter og korporaler, som ville egne sig, da vi måtte regne med at komme i direkte kamphandlinger.

Men jeg fik blot at vide, at de havde dannet grupper og at jeg kunne fortsætte som leder. Jeg protesterede og hævdede, at de havde brug for én med militær uddannelse og at vi faktisk havde flere egnede, men lige meget hjalp det. Jeg skulle blot sige, hvad der skulle udføres, så ville de gøre det, om det så skulle koste dem livet. Det var nok den største tillidserklæring jeg nogensinde har fået, men jeg var meget betæn­kelig ved ansvaret for 30 unge menneskers liv. Vi var heldige for­stået på den måde, at alle overlevede. Men jeg følte mig slet ikke som den rette.

Det var en ny og mærkelig situation for os alle, for hvad skulle vi, hvilke opgaver ville vi blive tildelt? En opgave, som vi straks skulle i gang med var uddeling af »Frit Danmark«. Det fik jeg en gruppe til at tage sig af. Det var for­resten meget farligt, så derfor måtte denne gruppe ikke vide, hvad de andre grupper foretog sig. Alle grupperne skulle selv sørge for at skaffe egnede biler. Det var ikke svært, for alle biler stod opklodsede, taxaer var monteret med gasgenerator. Vi skulle også sørge for benzin, og det var ret nemt. Der var kun én slags benzin, og der var mange små tanke rundt i byen. Vi fik en ordning med en tobakshandler, så jeg som ikke-ryger fik en månedlig ration udleveret ad gangen. Fra Køge Gummifabrik fik vi gummistøvler, cykeldæk og slanger.

Vi fik stadig vores løn på 400 kr. pr. måned udbetalt af Roskilde Sparekasse. Det foregik på den måde, at de forskellige grupper kom på forskellige datoer og hentede lønnen, så det ville være begrænset, hvor mange tyskerne kunne tage på én gang.

Buicken

Hvordan jeg i foråret 1945 fik min bil er en historie for sig. Falckstationen i Roskilde var det sted, jeg næsten dagligt kom for at få og måske give meddelelser. En dag spurgte en falck, om jeg ikke havde brug for en bil, og det sagde jeg selvføl­gelig tak til. Bilen var en nyere Buick monteret med gasgenerator. En modstandsgruppe i København havde hugget den fra en værnemager, men gruppen havde haft så megen vrøvl med bilen, at de ville sprænge den i luften, hvis ikke der var nogen i Roskilde, kunne bruge den. Den tog jeg straks imod, og Falck sørgede for at køre den ud til en mekaniker på Københavnsvej.

Vi havde to mekanikere, som vi kunne stole på. Nu skulle gasgeneratoren jo afmonteres, så den igen kunne køre på benzin. Efter nogle dage fik jeg besked om, at mekanikeren ville tale med mig. Da jeg kom derud, måtte han beklage, at der havde været indbrud i værkstedet, og alle fire hjul med gummi var stjålet. Det var ærgerligt, for det var umuligt at skaffe andre. Det var der ikke noget at gøre ved.

Efter nogle dage fik jeg at vide, at en kollega, Holmbjerg, havde organiseret fire hjul med dæk og slanger. Da jeg talte med ham bekræftede han stolt, at kan havde lavet et bræk på mekani­kerværkstedet og at det havde været virkelig besværligt. ”Den er god med dig sagde jeg ”men du kommer altså til at levere dem tilbage, for de er mine.” Det morede vi os over. Det bekræftede også, at mekanikeren – som vi begge kendte personligt – ikke gav oplysninger videre, som han ikke var sikker på andre måtte kende.

Modtagelse af våben

En af de første aktioner, jeg var med til, var at flytte en sending våben fra Valborup Skovridergård til Avnstrup Sanatorium, for tyskerne havde fået en særlig interesse for Skovridergården. Vi mødtes ved Sanatoriet kl. 16.30 som medlemmer af Roskilde og Omegns Kaninavlerforening. Da det var blevet halvmørkt var vi ude for at orientere os lidt: hvilken vej skulle transporten gå, hvor skulle vagtposterne stå osv.

Indtil kl. 1 var vi gæster hos bestyreren på Sanatoriet, hvor vi blev bespist (irsk stuvning! – vi var ellers ikke forvænte med god mad). Vi spillede kort indtil det var tid at gå i gang med arbejdet. Det var en frostklar nat, og alt forløb planmæssigt. Det var den eneste gang jeg stod på vagt uden våben. Vi var forsynede med en fløjte og et dokument, hvoraf det fremgik, at det var Terrænsportsforeningen for Roskilde og Omegn, der holdt øvelse. Nogen tid senere blev Valborup Skovridergård sprængt i luften af Schalburgfolk.

Da jeg jo var fra Roskildeegnen og derfor var godt kendt, på­tog jeg mig bl.a. opgaven at skaffe opholdssteder til modstandsfolk og finde gårde, hvor vi kunne udpakke våbencontainere. Efter jul udtog vi et våbenmodtagelseshold, der for reservepolitiets vedkommende kom til at bestå af 12 mand, de bedst egnede af de 30. De ville hellere end gerne have været med allesammen, men det skulle være rolige og kraftige folk, der kunne arbejde med livet som indsats og se døden i øjnene uden at tabe fatningen. Og frem for alt skulle de kunne holde kæft. Det var meget vigtigt, at så få som muligt vidste besked om, hvad vi foretog os, og end ikke vores koner måtte vide noget.

Men i den første tid, hvor jeg skulle afsted om natten, kunne Inger blive helt hysterisk og ville vide, hvad jeg foretog mig. Ende­lig måtte jeg fortælle hende det, og siden spurgte hun blot: ”skal du afsted i aften?” og stod klar med madpakke og overfrakke. Det havde jeg stor respekt for. Når BBCs særmelding kom, sad, vi nogle stykker og lyttede spændt, om Sylvia, Sofus eller hvad kendeordet nu var, skulle komme. Sendingen kunne komme samme aften, men den kunne også blive aflyst. Det afhang bl.a. af vejret og månen.

Når så kendeordet kom, gik vi straks i gang med at sende bud om at stille kl. 22 eller 23 et nærmere angivet sted. Kl. 21 havde jeg som regel modtaget besked om hvor mange, der kunne møde og hvor mange maskinpistoler de havde. Det var det vigtigste våben ved transporterne. Når det så var tid, rullede vi afsted i to lastbiler (som vi hver gang stjal fra Tuborg/Carlsberg-depotet) og en personvogn, som alle gik ved benzin. På sådan en tur var vi 16-20 mand med 10-14 maskinpistoler, resten havde almindelige pistoler. I den bageste vogn havde vi altid en sæk med ”spanske” for det tilfælde, at vi skulle blive forfulgt af tyskerne. Sømmene havde den egenskab, at der altid vendte et spir opad.

I de lange nætter kunne flyveren ventes mellem kl. 23 og kl. 3, senere dog kun til kl. 2. Vi skulle være på pladsen en halv time før: der skulle sættes vagtposter ud og lysningsholdet skulle stilles op. Lysningsholdets opstilling var som et stort L, men med den vandrette streg modsat og med den øverste ende i retning mod vinden. Når vi så hørte motorstøj fra luften, var det spændende om det var den rigtige eller om det var en tysker. Det var mig dengang ubegribeligt, at en flyver kunne flyve fra England til et sted på Sjælland og ramme præcis dette sted, for han kom altid lige ind over hovedet på os.

Flyveren fortsatte ca. 10 km frem, hvor han så vendte, kom tilbage og smed lasten lige over hovedet på lysningsholdet. Det var det mest pragtfulde syn man kunne se, når der en månelys nat dalede 24 containere ned i faldskærme. Faldskærmene havde alle regnbuens farver: røde, hvide, gule, grønne, blå og turkise. Ret længe fik vi nu ikke lov til at nyde synet, for nu gjaldt det om at få læsset i en fart og komme afsted. Vi var i forvejen inddelt i opsamlingshold, hvert hold på fire mand. Hver container vejede mellem 300 og 400 kg. Ved containerne hang en pose til at stoppe faldskærmen ned i, men det var nu sjældent vi havde tid til det. Faldt containerne på pladsen, var det hele overstået i løbet af 20 minutter, men det skete flere gange, at de gik ned i skoven, og så kunne det tage lang tid bare at finde dem. Der var ikke andet at gøre end at danne kæde, og så kunne det alligevel ske, at vi ramte ved siden af første gang.

I Valborup Skov skete der engang det, at en container faldt ned i en sump, så den måtte vi grave op. En anden gang måtte vi fælde et af de største træer i skoven for at få containeren ned. Det lavede en forfærdelig larm, da kæmpetræet væltede. Ikke langt derfra – i Valsø – lå 2000 ungarske soldater, og selvom de ikke var de værste, var tanken ikke ligefrem betryg­gende. Det tog over to timer før vi var klar til at køre hjem, men også denne gang gik godt. Kun folkene i personvognen, der kørte forrest vidste, hvor containerne skulle afleveres og ad hvilken vej vi skulle køre. Hver gang tyskerne opdagede ad hvilken vej trans­porten var kommet, opstillede de maskingeværreder, men det vid­ste vi jo også, så vi kørte selvfølgelig ikke den vej mere.

Når vi kørte til og fra modtagelsesstederne foregik det med slukkede lygter. Forrest kørte Carl Vognmand, som var stedkendt. Hver gang vi skulle dreje eller standse, blinkede han med baglygterne. En nat havde vi et uheld: i Carls vogn sad de og snakkede og glemte at blinke i tide. Jeg sad i den forreste af lastbilerne og nåede lige at sige: »Hov, det går sgu galt det her« og BANG lastbilen bag os drønede lige ind i os. Uheldet skete nær en brugsforening, og der var ikke andet at gøre end at vække brugsuddeleren for at låne en kæde. Så måtte vi håbe, at vi kunne stole på manden, som jo nok undrede sig en smule. Transporten med containere og faldskærme blev læsset af hos en eller anden landmand, der frivilligt lod sig ”holde op”.

For os var der så kun sidste etape tilbage, nemlig at komme hjem. Det var næsten det værste, men som regel havde det hele trukket så længe ud, at det var blevet morgen, og så var det nemt nok at spadsere mellem arbejderne på vej til byen. Den sidste gang vi modtog våben, tog det nogle af kollegerne 2-3 timer at komme hjem. Byen var fuld af tyskere, og de havde måttet kravle gennem baggårde og haver hele vejen. Næste formiddag mødte udpakningsholdet op med en lastbil belæsset med tomme æggekasser, som så blev fyldt med våben, ammunition og sprængstof og derefter sendt med tog til København. 75% af de svære våben og 50% af de lette våben gik til København, resten blev fordelt i Roskilde og Køge.

Til sidst kneb det med at få omlæsningssteder. Det blev min opgave at finde nye omlæsningssteder, og det var en kedelig opgave. Først ­skulle man stå og blotte sig for derefter måske at få blankt nej. En dag fik jeg afslag fra tre ud af fem steder, og det fjerde sted var der ikke plads. Det femte sted havde en meget nær nabo, der var nazist. Men da ingen af de andre ville eller kunne, tilbød Vestergaard, som manden hed, alligevel at løbe risikoen og modtage våbnene. Men flyveren snød os. Han hævdede at han havde smidt containerne, men ­selvom vi ledte på det halve Sjælland fandt vi intet.

Jeg gik hele den nat, sendingen skulle være kommet, og ventede på transporten i Brordrup. Det var mine værste timer i modstands­bevægelsen. Jeg gik og ventede time efter time, hørte skyderi rundt omkring og vidste ikke, hvad der skete med kammeraterne. Det var ti gange værre end selv at være med.

Gunnar og Ras

En uge før påske blev to af mine bedste kammerater, Ras og Gunnar taget af Hipo. Aftenen før havde jeg lånt deres gruppe en maskinpistol, som de skulle bruge til demonstration. Den blev et ned og gemt i et pulterrum i kælderen. Jeg blev nervøs, maskinpistolen skulle findes og fjernes. Jeg fandt en kollega, som skulle tage ind i lejligheden under påskud af at skulle tage mål på gardiner. Han fandt pistolen og fik den fjernet. Blev nogen taget af tyskerne skulle de prøve at tie stille det første døgn, så da Ras og Gunnar blev taget gemte mange sig indenfor det døgn. Efter fire døgn blev Ras og Gunnar frigivet. Selvom der hav­de været to mand oppe i lejligheden for at gennemsøge den, fandt de ikke en faldskærm, som lå i klædeskabet.

Tyskerne på tæt hold

Mens Ras og Gunnar var tilbageholdt boede mine kolleger Østergaard, Kristian Viggo (K. V.) Pedersen, Clausen og jeg hos Kaj og Gulle i Kyndby. Om søndagen gik vi i kirke. Præsten bad åbenlyst for Montgomerys tropper og det danske politi. Jeg talte senere med ham, og det viste sig, at han var en af de første, som modtog udenlandske agenter.

En aften først i april fik vi besked om, at der var våben til alle grup­perne, dvs. partisangeværer og maskinpistoler. K. V. Pedersens gruppe havde ikke fundet eller fået tildelt et opbevaringssted, så det tog jeg mig af. Jeg havde i forvejen et mindre våbenlager hos min svoger Christian Sørensen i Gøderup. Men allerede næste dag havde K. V. fået lov til at opbevare det hos sin bror, Aksel Pedersen i Tjæreby. Carl Christensen (Carl Vognmand) og jeg blev enige om at det kunne vi klare samme aften, det var jo bare en smuttur fra Gøderup til Tjæreby.

Carl havde to lillebiler, og vi benyttede den ene, som havde gasgenerator. Vi kørte til Gøderup og fik læsset det hele i bilen. Vi var kørt over Langevad derud, da vi ikke regnede med, at der ville være tysk bevogtning ved jernbaneoverskæringen. Men det var der den aften, og da vi var 50-70 meter fra jernbanelinien stod der 4-6 tyske soldater tværs over vejen.

Carl bremsede og jeg spurgte: ”Hvad nu?” Så fik bilen bakgear og speederen i bund, aldrig har jeg kørt så hurtigt baglæns. Tyskerne skød løs, jeg vil tro de alle fik tømt deres magasiner; men heldigvis var der ikke en eneste, der traf, men de var tæt på. Vi kørte så til Roskilde, hvor vi gemte våbnene i grusgraven mellem Ringstedvej og Holbækvej. Næste dag hentede Aksel Pedersen dem med hestevogn. Dagen efter kom Christian til mig og sagde: ”Du flygter bare, jeg bor her”. Jeg havde stadig min Buick stående i hans lade, men de sidste våben fik jeg fjernet. Jeg fik fremstillet en trækasse til våbnene, som jeg så gravede ned i et gærde.

Efterhånden vidste alle, at krigen var ved at være slut. Den 4. maj gravede en kammerat og jeg kassen med våbnene op, – og mens vi gjorde det, kom min søster Helga med det lykkelige budskab fra radioen: tyskerne havde kapituleret! Den 5. maj blev der oprettet en politikommando, der skulle tage sig af landsforrædere og den slags. Det var kriminalbetjente, der blev valgt til den slags. Jeg blev valgt til chauffør og vidne for en af kriminalbetjentene, Jens Hansen, og havde den oplevelse at afhøre sådan en som lederen af Brøndum-banden. Senere var jeg mange gange i landsretten og Højesteret inden han blev døds­dømt.

Bevogtning af flygtninge

Jeg kom igen tilbage til Roskilde Politi, og vi skulle nu bevogte flygtningelejre og lazaretter. Vi havde midt i byen en skole, der var ret, og der var flygtninge rundt omkring. Vi fik uddannet nogle CB’er (Civilbetjente) til at gå vagt der. Det var ikke de allerbedste folk, men sådan nogle, som normalt stod og hang ved kaffebarerne på torvet, men nogle af dem var gode nok. Efterhånden fik vi samlet flygtningene dels på Roskilde Højskole og dels på avlsbygningerne ude på Ledreborg. Dér var de ret længe, og vi kørte så hver dag en eller to politibetjente og to CB’er derud og holdt vagt i 8 timer, hvorefter vi skiftede med et andet vagthold. Jeg husker ikke, hvor længe det varede, men i hvert fald indtil nytårsaften 1947, for da blev vi tre mand beordret til at møde i flygtningelejren i Oksby ovre ved Ho. Ikke langt fra Oksbøl var der ca. 30.000 flygtninge. I Blåvand var der ca. 1.500 og i Oksby havde vi en lille lejr på ca. 800, hvor vi var 4 politifolk, der holdt vagt. Senere kom jeg til grænsebevogtningen, og i juni eller juli 1947 var jeg udstationeret på en tysk skole i Bylderup Bov. Vi skul­le hver dag køre til Tønder på cykel og se efter, at der ikke kom flygtninge over.

I den tid vi var dernede, blev vi sommetider hentet op til Kolding i en bil, der kunne tage en deling, 30 mand. Dér holdt et tog med flygtninge, som vi skulle passe på indtil det skulle tage afsted, og vi kørte med toget f. eks. til Nyborg. Når så toget skulle på færgen, stod vi af og gik som regel op og fik kaffe – det var midt om natten – i restauranten og blev så kørt tilbage til grænsebe­vogtningen. Det var næsten morgen, når vi nåede hjem. Engang hentede vi også flygtningene i tog, kørte med dem til grænsen og stod så af på Flensborg station.

I den tid jeg var dernede fik nogle af os også en dag besked på, at vi den følgende dag skulle have presset vores benklæder og børstet vores jakker for vi skulle udgøre æreskompagni, der skulle mod­tage kammeraterne fra Tyskland. Vi var ikke rigtig klar over, hvad det drejede sig om. Vi blev samlet op langs grænsen, og det var næsten som en udflugt. Vi så pludselig forskellige kammerater igen, og der var liv og glade dage. Vi blev sat af på en græsmark nede ved Flensborg, og vi lavede en prøveopstilling.

Da kammeraterne kom fra Tyskland var de i 27 blå lastbiler, hvoraf der i de 26 var 4 hvide kister og i den 27. kun tre. Der var kvinde og en mand i blå uniform i hver lastbil, og de stod i én række. Der blev holdt taler fra en interimistisk talerstol, og jeg tror vi sang et eller andet. Det var meget gribende, men det var hurtigt overstået, for de skulle jo videre. Jeg glemmer aldrig turen Der blev ikke sagt ét ord i bussen. Jeg tror ingen af de, som deltog, nogensinde glemmer den oplevelse. Senere var jeg ved grænsebevogtningen i Tinglev.

En episode

Juleaften 1952 ringede en mand til politistationen, hvor jeg var alene sammen med vagthavende. Manden var ude fra villa­kvartererne ved Køgevej, og han sagde, at han ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre. Han havde en enlig mor med to børn boende ovenpå, og han syntes, at hun havde opført sig så underligt. Han havde lukket for gassen i kælderen, men hun kunne jo forlange at få åbnet for den igen. Hvad skulle han gøre? Jeg vidste heller ikke, hvad vi skulle gøre, men lod det gå videre til vagthavende, og han sagde: ”Kør derud”. ”Det kan du sagtens sige”, sagde jeg, ”men det er jo slet ikke sikkert hun vil lukke op”. ”Prøv”, sagde han.

Altså kørte jeg derud og ringede på. ”Hvem er det?” spurgte hun. ”Politiet”, svarede jeg. ”Jeg har ikke sendt bud efter politiet!” ”Nej, men jeg vil gerne lige tale med Dem”. Så kom døren da lidt på klem, så jeg kunne få foden inden­for og hun ikke kunne lukke døren. Hun spurgte så, hvad jeg dog ville tale med hende om, og jeg sagde, at det vidste jeg såmænd ikke helt. Hun fortalte, at hun godt var klar over at værten havde lukket for gassen, fordi han tro­ede det og det, og det var bare noget pjat altsammen. Selvom jeg ikke blev inviteret til det, satte jeg mig i en stol, men jeg kunne selvfølgelig ikke tage kappen af, så jeg sad og sved­te i mange timer mens jeg snakkede med hende. Jeg snakkede og snakkede, og hun snakkede, og jo mere vi snakkede, jo mere blev jeg klar over, hvor dårligt hun havde det. Jeg vedblev at plage hende med, at vi skulle have fat i hendes læge. Hun havde tilfældigvis samme læge som vi. Efterhånden blev hun vel klar over, at hun ikke kunne slippe af med mig, og til sidst gav hun sig og sendte bud efter lægen. Og endelig kunne jeg komme hjem efter en times overarbejde eller så. Jeg havde ikke engang fået skrevet rapport om hændelsen, fordi det var blevet så sent. Og så kom julen.

En tid efter patruljerede jeg på gaden i Roskilde, og jeg mød­te kvinden igen. Jeg genkendte hende straks og prøvede at lade som om jeg ikke havde set hende. Men hun gik lige hen imod mig, stak hånden frem: ”Tak for Deres stædighed”, sagde hun, ”det var rigtigt nok!”

Skovhuset

Jeg har engang læst en roman som hed ”En god dag at dø”. Langfredag 1952 døde min svigerfar, Olav Kjems, Skolealle 1. Det var en pas­sende dag for svigerfar at dø. Svigerfar lå i skolestuen indtil begravelsen, som var 2. påskedag og Uffe, Åge og jeg var derfor ude i skoven for at hente gran at pynte med. Da vi gik i skoven talte vi om, hvad der mon skul­le blive af stedet dér, som svigerfar havde haft mange speku­lationer med. Jeg bemærkede tilfældigt, at jeg måske skulle købe og så talte vi iøvrigt ikke mere om det.

Men da vi kom hjem, fortalte de Anna, at jeg ville købe huset. Den var hun straks med på. Hun mente også at jeg skulle købe skolen og det hele. Da vi kom i ferien, talte vi igen om det. Jeg var i to sind, men Anna bad mig tale med Kristian Eriksen, V. Vedsted Byvej 7, hvilket jeg gjorde. Han ordnede Annas pengesager og havde skrevet en masse op, og da jeg havde læst det og gik derfra, mindes jeg, at jeg var lidt lettet, for jeg havde jo en god stilling og Kristians betingelser var helt umulige.

Anna spurgte, hvordan det var gået, og jeg fortalte så, at det var helt umuligt. Næste dag sagde Anna, at jeg alligevel skulle gå over og tale med Kristian igen. Han var jo flink at tale med, men jeg kunne ikke helt se formålet med det. Men nu var betingelserne helt anderledes. Jeg kunne faktisk få det næsten uden betingelser. Jeg skulle bare overtage den prioritet, der var i kreditforeningen, og det var 402 kr. om året. Jeg tænkte, at dét kunne vi da altid klare. Selvfølgelig var der ingenting herude, bortset fra en frugttræssprøj­te og en vogn.

Da vi kom hjem skulle vi til at sælge huset, og jeg købte en lille traktor, som var udmærket, for den kunne både pløje, radren­se og slå græs, den eneste fejl ved den var, at den var slidt op. Vi havde dog gavn af den i nogle år.

Flytningen

Den 23. februar 1953 kørte vi så herover i en flyttevogn. Det var en sjov flyttevogn, for chaufføren sad ligesom for sig selv ude i en side, og så var der fem siddepladser, hvor vi kunne sidde: far, mor, Solvejg, Frode og Karin. Karin var bare fem år, og hun sad og nyn­nede hele vejen. Det var ellers en lang tur, for der havde været en masse sne. Vi kørte fra Roskilde tidligt om morgenen og var først fremme ved 18-tiden.

Jeg havde jo traktoren med og desuden en masse maling, tapet og lak, for huset var aldrig blevet gjort helt færdigt, så det skulle jeg lave ind i mellem. Det første jeg gik i gang med var at få lagt strøm ind. Der var kun vand nede i gården, og toilet var her heller ikke, kun et uden­dørs lokum. Så vi fik lagt vand ind og lavet badeværelse. Jeg begyndte så at beskære træer og siden at sprøjte dem. Jeg havde en del podekviste med, men de opsparede penge forsvandt fortvivlende hurtigt, så inden det første år var gået, havde jeg den første veksel. Jeg skulle jo købe frø, kunstgødning, læggekartof­ler osv.

Kampen for brødet

Vi såede gulerødder, kål, løg, lagde kartofler, og resten var i korn det første år. Da vi lige havde høstet kornet, men endnu ikke fået det bragt ind, gav det sig til at regne i tre uger, så høsten kunne vist ikke engang dække hverken kunstgødning eller høstning. Det var meningen, at jeg ville dyrke champignons hernede, for det havde jeg gjort et par sæsoner hjemme i Gøderup i min fritid og det havde givet gode resultater. Til champignonerne skulle jeg have fat i en skovrider, hvor jeg kunne få lov at hente grannå­le, for jeg havde tidligere dyrket dem på rødkløveravner og grannåle. Rødkløveravner kunne jeg nemt få Hans Vognmand (Madsen), V. Vedsted Byvej 20, til at hente i Kolding Frøforsyning. Han kom med et stort læs, og jeg skulle kun betale for transporten. Vi kom i gang med champignonerne. Vores normale produktion skulle være 100 bakker om dagen, men da vi havde det, røg de ned i 2 kr. bakken, hvilket var under halvdelen af hvad jeg havde fået i København, så det kunne bare ikke gå.

Så havde vi da æblerne. Det år var der de fineste Gråstener, jeg har aldrig set dem flottere. De gav 40 øre kiloet og samme år gav gule­rødderne 80 øre kiloet. Jeg begyndte faktisk at fælde æbletræerne for at så gulerødder i stedet, men det følgende år fik vi 12 øre kiloet for gulerødder! Kålene havde jeg lidt dumt sået ovre i frugtplantagen, for der blev de halvt ædt op af orm, og de gav 8-10 øre kiloet. Det gav ikke penge. Heldigvis var jeg begyndt at kunne hjælpe folk her omkring at køre møg ud, hakke roer, høste hø og korn og på den måde tjene lidt.

Så prøvede vi med høns. Vi fik nogle kyllinger, vist nok hvide italienere, og med dem kunne jeg levere rugeæg. Frode og jeg byg­gede et hønsehus til 250 høns. Næste år byggede vi et, der var dobbelt så stort til 500 høns. Det fik Frode tak for, men det var vist også det eneste han fik for det. Immervæk kneb det med kontanter, men jeg fik lidt arbejde hist og her. Vi prøvede også med kalkuner. Det var jo pludselig blevet aktuelt med kalkuner. Det første år kunne jeg sende 18 kalkuner til slagteriet, og de gav 48 kr. hver. Det følgende år havde jeg 40 kalkuner til slagtning, men de gav kun 12 kr. stykket, så da var dét sket.

Så prøvede vi igen med gulerødder. Et år ville de ikke rigtig blive til noget, men så kontaktede jeg Kolding Frøforsyning om de ville aftage frøene. Der kom en mand herud og så på dem. Han syntes det så fint ud, men spurgte så hvor jeg havde købt frøene. Dem havde jeg jo købt i Brugsforeningen. ”Ja, så tør vi ikke tage dem, for så er de ikke rene nok til at vi kan sælge dem som rene frø”. Vinteren var dog meget mild, så mange af dem overlevede og vi hev dem op om foråret og solgte dem, men meget gav det ikke.

Så kom der en overgang, hvor vi kunne sælge sukkerroer til tyskerne, og der havde vi et år, hvor jeg fik over et par tusinde kro­ner ud af det. Det var mange penge for sukkerroer. Det var faktisk Erik Rosenstands drenge, Åge og Tage, der tog dem op. Se Sdr. Farup Vej 24. De tog dem ikke bare op, de leverede dem også på stationen. Det får de tak for! Det følgende år prøvede vi igen, men da kunne vi ikke komme af med dem. Da kørte vi dem sammen i en kule. Det får Erik og drengene også tak for. Efterhånden var det sådan, at jeg solgte 10 tdr. land fra, siden traktoren og i stedet tog arbejde rundt omkring. Jeg fik arbejde hos Robert Schmidt, smed i Ribe, hvor jeg hjalp med opgravning og forskelligt andet.

Allerede inden jeg blev medlem af den lokale ungdomsforening, blev jeg valgt ind i bestyrelsen. Jeg blev formand det første år og siden meldt ind i bestyrelsen i Hovedkredsen, og så blev jeg formand for den. Jeg blev dog hurtigt klar over, at det havde jeg slet ikke tid til, så jeg skyndte mig at holde op med det igen. I ungdomsforeningen spillede vi dilettantkomedie, og det var såmænd meget interessant. Jeg var også selv med et par gange, hvor vi optrådte i V. Vedsted Skole. Ellers blev det opført på Kjærgård Landboskole og lignende steder, hvor der var plads til mange mennesker.

Glæder og bekymringer

Vi havde da også mange glæder her, selvom det kneb med økono­mien. Dorte arriverede her i juni i 1953, og Gitte kom en kold vin­termorgen i 1956.

Da havde vi høns og leverede rugeæg til Italien, og det var godt nok. Vi kunne efter nogle år på dén facon begynde at få lidt overskud. Men så udbrød der hønsepest i Brøns. Det betød, at vi ikke måtte levere æg til italienerne mere, men kunne levere dem til Brugsen, men det kunne dårligt betale foderet til hønsene. Da vi havde sendt hønsene afsted om efteråret stod vi tilba­ge med en foderstofregning på 10.000 kr. Det svarer nok til 100.000 kr. i dag. Det hele var på veksler. Bankdirektør Hyldal kom herud og mente nok han skulle klare det. Jeg tog ind til ban­ken og så på det, men jeg sagde så at jeg lige ville tænke over det. Jeg gik lige rundt om hjørnet og ind til sparekassedirektør Klausen Nielsen og viste ham opstillingen. ”Du har vel ikke skrevet under” sagde han ”Hvad skylder du ham?”. ”Jeg skylder ham 10.000”, sagde jeg. ”Gå hen til Holger (kassereren) og hent dem”. Da jeg så gik ind til Hyldal og betalte pengene, blev han skruptosset! Det var ikke meningen, at det skulle ordnes på den måde. Jeg havde svært ved ikke at le og måtte skynde mig at få en kvittering og komme ud af døren. Så var jeg færdig med ham.

Tjæreborg Rejser

Efterhånden havde jeg fået så mange forskellige jobs, jeg havde taget et kursus i skatteregnskab, og jeg søgte også på en annonce. Det viste sig nærmest at være et svindelfirma, men jeg blev der dog i to år. I mellemtiden traf jeg Peter Ingwartsen og han spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at komme ned til Tjæreborg Rejser. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg kunne dér, men han tog mig med derned en lørdag formiddag, hvor vi snakkede med pastor Krog­ager. Og jeg blev ansat som nr.28. Da jeg rejste derfra var vi 400! Der gik nogle år dér og vi oplevede en hel del, for vi fik jo en rejse om året, der skulle dække overarbejde og arbejde på hellig­dage. Det var en god fortjeneste for præsten, for det var også billi­ge rejser, han lavede.

I 1968 blev jeg gennem min ven, Baltzer (Pedersen) tilbudt en stil­ling i Ribe Olie. Det gik godt. Det var Baltzers ven, Christian Beyer, der stod for det, og han var dygtig. Vi fik et vældigt over­skud, men det viste sig, at Texaco absolut ikke var interesseret i overskud i Danmark, for skattemæssigt var det bedre at tjene pengene i Holland. Så vores afdeling blev slået sammen med afdelingen i Es­bjerg. Jeg arbejdede et par måneder eller tre i Esbjerg for at køre det ind dér. Men så var det slut.

Jeg kom så ud til Baltzer. Det var salg af biler og reparatio­ner, men da jeg havde været der nogle år, gik det konkurs. Så kom Robert Schmidt, smed i Ribe, til mig og sagde, at han havde hørt om konkursen og det var jo kedeligt, men jeg behøvede altså ikke gå ud og søge arbejde, for jeg kunne da bare komme ind til ham. Dér var jeg indtil jeg blev pensioneret. Jeg var dels håndlanger og dels kontormand.

Sølvbryllup

I 1966 fejrede vi sølvbryllup, og det gjorde vi på den måde, at vi spiste et rådyr, som Kurt Schmidt havde skudt her oppe i skoven. Jeg havde brygget øl og Frode havde brygget vin, og så holdt vi fest. Vi havde prøvet at holde det hemmeligt, da vi kun var inter­esserede i at have familien med. Men tilfældigvis – eller heldigvis – fik jeg at vide af Jørn, som også arbejdede i Tjæreborg Rejser, at han havde sladret dernede. Om morgenen på vores sølvbryllupsdag kom der en busfuld fra Tjæreborg Rejser, så vi fik travlt med at få skaffet morgenbrød og dækket bord nede i stuen. Men det gik jo godt.

Huset

Efterhånden nærmede vi os kummunesammenlægningen, og vi fandt ud af at lave hele huset til beboelse. Vores Frode hjalp med ombygningen, mens svoger Frode lavede skitserne til, hvordan det skulle laves. Det fik han tak for. I 1972 havde vi faktisk en fin stue, og køkken fik vi færdigt i 1974. Fyrrummet lavede vi i 1968, for gennem Ribe Olie kunne jeg købe et oliefyr til rimelig pris. Jeg købte en brugt støbejernsovn og en olietank, og vi har haft centralvarme siden. Det lavede Robert Schmidt selvfølgelig.

Haven

Allerede i 60’erne begyndte vi at udvide haven. Inger havde jo sin have, og den måtte jeg ikke røre. Jeg sagde så, at jeg også ville have en have, og vi lavede en til. Vi fortsatte med at udvide haven, og i 1980 kom formanden for Esbjerg Havekreds og spurgte, om vi var interesserede i at komme i Vestkysten (avisen) som Ugens Have. Vi syntes, at det kunne være meget sjovt at prøve det, og redaktøren kom og skrev et vældigt stykke i avisen.

Vi havde haven åben en aften fra kl. 20 til det blev mørkt. Jeg havde sat mig i forbindelse med Ribe-kredsen for at få dem til at komme og prøve at kapre nogle nye medlemmer, for vi var ikke mange i Ribe. Samtidig skulle de prøve at holde tal på, hvor mange der kom. De kom til omkring 800! Der kom folk hele aftenen. Vi fortsatte så med Åben Have, hvor vi som regel den sidste weekend i maj har åbent. Det har vi haft megen fornøjelse af i mange år.

Rejserne

Efter at have solgt traktoren og den halve jord og være blevet løn­modtagere, begyndte økonomien at blive bedre. Vi havde fået mod på at rejse fra min tid hos Tjæreborgpræsten og navnlig den sidste rejse, som jeg fik hos Tjæreborg Rejser var en stor oplevelse. Den gik til Ægypten, hvor vi var otte dage i Kairo og otte dage i Luxor med to dage i Aswan.

Siden har vi været på mange rejser til Paris, Rom og Prag og en del rejser med haveselskabet. Rejsen til Prag blev noget speciel, fordi Inger havde fundet på, at vi skulle tage toget. Så vi tog toget til København og derfra nattoget til Berlin. Da vi kom ombord på færgen, skulle vi op og have et transit­visum, hvorefter vi gik ned og sov videre. Så buldrede det på døren og to paspolitibetjente kom ind for at se vores papirer. De så papirerne, stemplede og gik. Jeg faldt igen i søvn, men så bankede det igen på døren. Nu var det to toldbetjente, som også skulle checke vores papirer.

På vejen hjem fra Prag havde vi om natten et ophold på et par timer på Østberlins banegård. Ventesalen var aflåst, så vi havde kun perronen at opholde os på og kufferten at sidde på. Endelig kom, vi fra Berlin, og vi sov godt, for vi var trætte. Så buldrede det på døren, og der kom nogen ind for at checke papi­rer. Derefter ville han noget, som jeg ikke forstod. Han talte tysk og jeg forstod, at han talte om min seng. Endelig besluttede jeg mig for at bede nogle danskere i kupéen ved siden af om hjælp, men straks da jeg rejste mig, løftede han min seng for at se, om der lå nogen nedenunder den. Jeg havde bemærket, at der var en lem både i gulv og loft, og de havde et spejl med skaft, så de kunne se, om der var nogen over eller under vognen. Det var en rejse, som jeg aldrig glemmer.

Med haveselskabet har vi rejst gennem Tyskland, rundt om Bodensøen (Østrig og Schweiz), til Holland og Ålandsøerne. Endelig besøgte vi min niece Grete og Hensar på Færøerne. Det var en helt fantastisk oplevelse på højde med rejsen til Ægypten, og jeg havde samme fornemmelse, da vi landede på Færøerne, som jeg havde, da vi stod ved foden af en pyramide. De havde ikke haft en lignede sommer i 40 år. Det regnede kun den sidste dag. Hver dag vandrede vi i fjeldene og så kun får og fugle. Det var en rejse, der passede den gamle mand!

Vi har haft et så rigt liv, at vi skal have flaget på hel og ikke halv stang, den dag vi er borte.