Minder og småtræk fra

V. Vedsted præstegård

Ved fru KIRSTINE POULSEN, Hviding

Tidligere Sdr. Kirkevej 27

Vester Vedsted præstegård står for fald. Således stod der at læse i VESTKYSTEN den 10. november 1953, og stykket sluttede med dis­se linier: ,,Det vil sikkert smerte adskillige at erfare, at den kendte, på sin vis historiske, bygning må forsvinde.”

Ja der gik en smertelig følelse igennem én ved at læse disse linier. Ordene V. Vedsted præstegård førte uvilkårligt tankerne hen på pastor Otto Rosenstand og hans hustrus gerning der i min barndom og årene opefter, og jeg vil gerne her have lov til at frem­drage enkelte minder og småtræk fra dagliglivet, som det levedes i præstegården. For mig var det idealet af et præstegårdshjem og er det den dag i dag.

I 1889 begyndte Rosenstands, Sdr. Kirkevej 20 som præstefolk i V. Vedsted og blev der i 40 år. Efterhånden voksede familien med 6 børn, og i et lille småkårshjem, der lå nær op af præstegården var vi også 6 jævn­aldrende. (Antoni Hansen, Sdr. Kirkevej 27) Vi kom til at lege meget sammen og hvad vi fra det lille hjem oplevede i præstehjemmet gennem leg og ophold står prentet så dybt i mit sind, at det endnu op imod 60 år efter står meget klart.

Ja, hvor vi legede i præstegårdens beplantninger. Det var snart i trekanten, på højen, i nøddegangen og ikke mindst ved den store gynge, som altid var i orden. Og hvilken oplevelse var det ikke for os, når vi blev inviteret til at spise med familien. Så blev der dækket bord til os børn ved siden af de voksne ved et lille barnebord med hvid dug på, og vi sad i små kurvestole – tænk en barnekurvestol dengang. Det var vist kun i en præstegård, de fandtes.

Mens præstebørnene voksede op, holdtes der 4 – fire piger til det daglige arbejde. Der var nok at tage fat på, men arbejdet gik med liv og lyst og som altid efter en snor. Der var frøkenpige uden løn, derefter kokkepige, stuepige og bryg­gerspige, men aldrig mærkede man, at der blev gjort forskel på dem. Arbejdet blev lige påskønnet, enten det var fint eller groft. Enhver havde sit bestemte arbejde at tage vare på, og når der f. eks. blev vasket storvask, holdtes der vaskekone, men hver af pigerne vaskede sit eget tøj, og ligeså, når der skul­le stryges, så enhver sin bunke.

Om vinteren, når de var klædt om, som vi udtrykte det, samledes de i den lille stue, kaldet gangen, hvor der stod et bord, og der blev klippet tøj og syet på maskine, og i spisestuen ved siden af stod der tre små syborde; eet ved hvert vin­due, og der havde de deres faste plads, de skulle sy fingersyning eller strikke, og altid var fru Rosenstand midt iblandt dem. Jo, der var rift om pigepladserne i den præstegård. Pladsen var lovet bort længe før der var skiftet, flere blev der i både 2 og 3 år ad gangen.

I køkkenvinduet hang der en i klokke, og hver gang, der skulle spises, blev der ringet ind. Så sam­ledes man i den store spisestue ved det lange bord, om sommeren kl. 7, om vinteren lidt senere, og der blev altid begyndt med morgensang. –

Præsten sad for bordenden, ved hans højre side fruen og børnene. Ved hans venstre side sad gæster­ne, når der var nogle af dem, så pigerne, og for den anden bordende sad avlskarlen, for en sådan fandtes der nemlig også, idet præ­stegårdsjorden blev drevet af præ­sten ved avlskarlens hjælp, ja, selv præstens egne børn tog livligt del i dette arbejde. Derom kan der læses i digteren Valdemar Rørdams lille bog ,,Fra grænseøerne i syd-vest”.

Året rundt var der næsten altid gæster i V. Vedsted præstegård. Det var personligheder såvel som almindelige mennesker, der fandt vej dertil. Mange vendte tilbage år efter år. Hvem husker ikke frøken Farre. Jeg tror ikke, at man hos Rosenstands følte, at det var til besvær, selvom der var mange. De faldt uvilkårligt til i familielivet og de opvartede sig selv, undtagen når der blev spist, og der blev ikke forandret ved madplanen af den grund. F. eks. blev der altid dæk­ket kaffebord med smukt rug- og franskbrød og så nybagt ”hvede­brød” til hverdag. – Men mange samtaler om åndelige og kulturelle spørgsmål, som vi jo dengang ikke forstod, blev ført mellem Rosenstand og hans gæster. Så var han rigtig i sit es, når ban sad omgivet af en stor flok.

Rosenstand, der var rejsepræst for Kirkeligt samfund af 1898 og iøvrigt ofte på rejse for at holde foredrag landet over, kom derved i forbindelse med mange mennesker, og derfra stammede vel de mange gæster. Som børn havde vi en vældig respekt for ham, men efterhånden, som vi forstod, lærte vi ham at kende som en varmhjer­tet mand og hans hustru som en elskelig kvinde. – Som barn husker jeg særlig to træk:

Vi havde i mit hjem lov til at hente to ugeblade i præstegården en gang ugentlig, ”Søndagsbladet” og ”Folkevennen”. De skulle hentes hver fredag, for lørdag var al uro i stuerne bandlyst. Der blev gjort lørdagsrent i stuerne om fre­dagen, for at præsten dagen derpå kunne få fuldstændig ro til at skrive på sin Søndagsprædiken, og vé os, når vi havde glemt at hente bladene, og vi en enkelt gang frygtsomt bankede på til studereværelset og bad om at få dem. Der sad præsten ved sit skrivebord eller lå på sin sofa indhyllet i røg fra sin lange pibe, der var hans gode ven, og man havde på forn­emmelsen, at det var ikke rigtig heldigt med den afbrydelse, man bragte, men ud slap man da igen.

Og så Rosenstand på prædikesto­len, når han talte sig så ivrig og varm, at dampen steg som en tågesky opefter. – Og man mindes de lange vinteraftener, Rosenstand opholdt sig altid i sit studerevær­else, når han var hjemme og fru Rosenstand og ungdommen i spisestuen og i ,,kabinettet”. Det fine navn var betegnelsen for fruens private stue. Ud på aftenen kunne døren gå op, og ind kom Rosenstand rygende på sin lange pibe. Han så sjældent noget, og over brillerne gled blikket rundt over alle de tilstedeværende med det blik, der sagde: Nå, her har I det jo hyggeligt og rart, hvad man også altid havde.

Der var harmoni i dette hjem, og i det havde fru Rosenstand sin store part. Hun var en god præstekone.

Hvem husker ikke hendes hvedebrød, der til jul blev bagt i store mængder, og som hun selv bragte ud, et i hver kurv sammen med andet godt til vore små hjem i sognet, som der den gang på landet var mange flere af end nu, og især til vore originaler, som man synes, vi slet ingen flere har af. Hvem husker ikke ”Lille Trine”, ”Blind Stinne”, Tomsen skomager, Sdr. Kirkevej 21 og flere. – Ja, den julekurv blev der sendt mange tanker til forud; og sådan kunne man blive ved med at fremdrage træk fra dagliglivet i V. Vedsted præstegård fra Rosenstands tid.

Og nu er det den – disse stuer og omgivelser, der snart skal forsvinde, og det bliver underligt ikke at have det for øje mere. Men når der i den gamle præstegård er ble­vet levet et åndsliv og hjemliv så rigt, at hver enkelthed har sat sit spor i sognet og langt videre ud, mener jeg, at livet der ikke har væ­ret levet forgæves, og der er sik­kert mange, der i deres stille sind ligesom jeg, inden den gamle præstegård udslettes, vil være med til at udtale et: Æret være Bolette og Otto Rosenstands minde.