MINDER FRA V.VEDSTED PRÆSTEGÅRD

PRÆSTEGÅRDEN I VESTER VEDSTED

TALE HOLDT VED FAMILIEFESTEN FOR EFTERKOMMERE AF

BOLETTE OG OTTO ROSENSTAND V.VEDSTED

PÅ BORRIS LANDBRUGSSKOLE LØRDAG D. 27. JULI 1974.

TILEGNET SLÆGTENS YNGSTE

FRA SLÆGTENS ÆLDSTE

HELGA HVASS

Mandøvej 31

Han sled i det med teologi og litteraturhistorie og blev så ødelagt af overanstrengelse så hans venner Gabriel og Carl Kock måtte slæbe ham til eksamensbordet – hvor han dog fik en god karakter. Far har selv fortalt mig, at han var så træt, så han ikke kunne gå op til sit logi uden at hvile på trappeafsatsen. Da var han 22 år. Han blev først lærer på Grundtvigs Højskole i Lyngby en kort tid. Derefter blev han kapellan i Odder, hvor han vandt stort ry som prædikant, så menigheden gav ham en offerdag (200 kr.) da han rejste derfra.

Så kom han til Harlev – og traf Bolette. Hun var datter af Anton og Frederikke Mohr. Frederikke var kun 13 år og sad og læste lektier da deres landvæsenselev kom og friede til hende. Han var fem år ældre. De var alt for unge sagde forældrene – og Frederikke blev sendt væk en tid. Det hjalp ikke noget – og da hun var 18 år gammel blev de gift. De fik 14 børn – 7 drenge og 7 piger. De fik en meget dygtig lærerinde – Sofie – senere gift med folkemindesamleren Dr. Aksel Olrik. Det siges at være fra hende at den grundtvigianisme stammede, som dukkede op i den ellers så konservative slægt.

De kørte hver søndag til kirke i Berring Valgmenighed – og en gang om måneden til møde på Testrup Højskole. Bolette fik uddannelse i svensk gymnastik på det første kursus i København. Hun blev derefter lærerinde i gymnastik på Testrup Højskole hos Jens Nørregård. Da jeg senere blev elev der – 17 år gammel, kunne kokkepigen Trine endnu huske det knus Otto fik midt i gården da han kom for at besøge sin kæreste.

De holdt bryllup i Harlev i 1888 – Otto var blevet lærer på Silkeborg Seminarium – og uordineret medhjælper hos Teilman i Berring Valgmenighed. Senere søgte og fik han embedet som præst i Vester Vedsted. Hans gode ven, Jannik Lindbæk, Sdr. Farup Vej 24, var fra Sdr. Farup og gennem ham kendte han en del folk herude. Han vilde gerne i nærheden af grænsen.

Da de unge præstefolk ankom, fandt de den gamle præstegård forsømt og skummel, med lasede mørke tapeter, så Bolette satte sig ned og græd. Hendes første æggekage gik i ilden, da den skulle vendes på et låg. hun viste sig dog senere som en meget dygtig husmoder med orden i sagerne. Vi blev 6 søskende – 3 piger og 3 drenge i løbet af 10 år. Dertil kom karl og dreng til landbruget. Stuepige og kokkepige og senere lærerinde Det blev jo en stor husholdning med tiden. En mængde gæster fandt vej til præstegården. Det gav meget ekstra arbejde, men også megen glæde og afveksling – til tider også hjælp ved bærplukning. Og binde for sylteglas og bælge ærter vilde de gerne.

”Vil De have pengene, må De tage dem fra min syge hustru, hun ligger på dem”. Så gik de – uden pengene. Faderen blev sammen med andre Ribeborgere ført til Rendsborg som fanger en tid – mistænkt for spionage.

Ret hurtigt efter sin ankomst til V. Vedsted fik far den tanke at rejse en skole her ved grænsen. De nordslesvigske børn gik i tysk skole og lærte ikke dansk, hvis ikke forældrene selv kunne lære dem det – eller havde råd til at holde privatlæ­rer. Der var også “Vandrelærere” som kom rundt i hjemmene og underviste. Far og andre interesserede rejste så rundt og talte for sagen – og tegnede aktier til en grænseskole i V. Vedsted.

Allerede i 1895 lå Vester Vedsted Efterskole, Skoleallé 1, der – klar til at modtage det første hold elever. Jeg var 5 år gammel dengang. Far havde også timer på Efterskolen. Han fortalte verdenshistorie og litteraturhistorie. Han læste op af Holberg og Hostrup, Henrik Hertz og Ambrosius Stub. Han kunne både være Degn og Løjtnant Von Buddinge så man kunne se dem for sig.

I mange år kom der hver søndag folk i kirke fra den anden side af grænsen. Der blev bygget en gæstestald i Toften, så de der kom kørende kunne “spænde fra”. Bagefter var der kaffe i præstegården, og det kunne “trække ud” med søndagens frikadeller, så vi børn blev meget sultne. Disse besøg ebbede ud, da de selv fik en kirke i Skærbæk.

Efterårsmøderne på Efterskolen samlede også mange mennesker. To foredrag og fælles kaffebord med sange og “Ordet frit”. Mange talere. — Tyskerne var vrede over al den virksomhed og en dag blev der sagt, at gendarmerne ved grænsen gik med fars billede i lommen. Han skulle udvises. Så turde han ikke mere tage sydpå — Så døde Maren Skrydstrup i Rejsby. Hun havde været en af de mest trofaste kirkegængere dernede fra. Far var hos en dødssyg ven, pastor Otto Møller i Gylling. Mor og nogle venner herovre kørte over til begravelsen i Rejsby. Da de sad ved kaffebordet efter begravelsen dukkede der pludselig en gendarm op og spurgte efter pastor Rosenstand. Han var der ikke, blev der sagt og gendarmen gik. Senere kom han igen med flere tyskere. Hele huset skulle undersøges. Alt blev set efter i hø og halm, jo sågalt i pigens seng. Intet resultat. Mor og køretøjet var forlængst over grænsen – ellers var de blevet fanget.

Da der var gået nogle år, vovede far sig over grænsen til Rødding efter fru pastor Lyckes indbydelse. Kun hun og gamle Kloppenborg vidste noget om sagen. Mor og jeg var med på turen. Vi kørte selv til Ribe og blev der kørt videre af en vogn fra Rødding. Vi slap over grænsen ved hygum og blev kørt lige til Frimenighedskirken i Rødding. Fru Lyckes havde sagt at hun spillede en trumf ud, og de måtte endelig møde “mand af hus”. Kirken var stuvende fuld, så man næsten ikke kunne komme ind. Som de kunne lytte og synge. Det var en stor oplevelse.

Far var også optaget af plantningssagen. Der var barskt og bart på egnen da far og mor kom hertil. Et selskab plantede Sdr. Farup plantage og far købte selv en del jord vest for byen. 10-20 kr. kostede det pr. td. land. Jeg var med til at plante bjergfyr og graner. Nu er træerne store, og nye er plantet. — Folks haver trives også godt, trods blæsten. Tidligere var der de fleste steder kun en lille kålgård med et dige om. De troede ikke noget kunne gro i det barske klima.

Hvert år blæste stormen op, og satte vandet højt op i engene og byen. Det blev bestemt at der skulle bygges et havdige fra V. Vedsted til Darum, og et fløjdige som skulle beskytte byen. Der kom en masse arbejdere og entreprønører og ingeniører. Det skabte en del uro i byen, men arbejdet skred godt frem. En sluse blev bygget ved bækkens udløb i havet og kammerslusen ved Ribe ås udløb. Ingeniørerne kunne ikke forstå hvad alt det skulle til for. Der var jo ingen vand. Men så i 1909 viste havet hvad det formåede. Det blæste op til en brandstorm. Det meste af det kostbare arbejde blev skyllet væk, så der kun stod en smal kant af diget tilbage. Vi stod i præstegårdens have. Den ligger på en banke. Der var 1½ m. dybt vand på vejen nedenfor, og sveller og skinner fra digebyggeriet flød forbi som tændstikker. Kl. var 4 om morgenen og vi kaldte på drengene Aage og Thomas så de også kunne opleve det. Også i urtehaven stod vandet højt. Fårene som var taget hjem aftenen før stod oppe på toppen af roekulen i Toften. Ænderne flød ovenpå i deres afdeling af gæstestalden. Drengene var faktisk begejstrede over eventyret. De løb rundt og målte, hvor højt vandet var steget – og om det snart begyndte at falde, når det blev ebbe igen.

I “Digehuset” syd for præstegården sad en familie og spillede kort. Da bankede det på døren. Da de lukkede op var det en lille roe, som flød på vandet. der nu styrtede ind i huset. Familien fik fat i en dyne, et rugbrød og et barometer.

De krøb op på loftet for at afvente hvad der videre ville ske. Næste morgen så de, at en dragkiste i den øverste stue sejlede rundt fra væg til væg. Da vandet senere var trukket bort, havde det efterladt et tykt lag slam, som var besværligt at få fjernet. Det er sådan noget der har skabt vore marskenge.

Nu mente ingeniørerne slet ikke det kunne nytte at bygge dige. De fortsatte dog. I 1911 gentog historien sig – med tiden voksede græstørvene, som beklædte diget, så godt sammen at vandet kunne gå næsten til digets top uden at bryde igennem. Kommer der først et lille hul bliver det hurtigt så stort så der må sandsække til for at standse ødelæggelsen. I stærk storm er der vagt derude. I slusehuset er der en jernskodde som sættes i bund for at hindre saltvandet i at trænge ind i bækken.

Vi børn havde det dejligt i et trygt hjem. I stille vejr – eller med østenvinde – er der ikke meget vand i havet. Vi pjaskede rundt i varme pytter og samlede muslingeskaller, som efter deres form kaldtes køer, heste, får og grise. Vi lavede stald til dem af små sten i en solskinskrog i gården. Da vi blev større kom der kaniner i massevis. De kunne æde en mængde grønt, som blev plukket i grøftekanter og læbælter. Jeg kan endnu ikke se en velvoksen mælkebøtte uden at tænke på kaniner. Kæpheste af pilegrene red vi meget på. På dem kunne man ride så langt som fantasien kunne bære os.

Engang var hele familien kørende i kassevogn med heste for til øen Mandø i Vesterhavet syd for Fanø. Vi sad på træfjæl med tæpper over – og halm i bunden af vognen. Vi var vel 12 personer ialt. Da vi kørte derover var der næsten ingen vand. Turen tog vel ca. 1½ time derover. Vi havde mad med til hele dagen. Det var før vejen blev forhøjet. Der var høje riskoste langs vejen, vi skulle følge nøje for ikke at komme på blød bund og køre fast. Vi slog os ned i de store klitter og spiste vor mad. Senere trimlede vi børn ned ad klitterne og legede ved stranden – og kiggede på det rigtige Vesterhav hvor vi kunne se et stort skib sejle. Da vi kørte hjem, trak et tordenvejr op så nær at vi kunne se lynene slå ned rundt om i vandet. Da vi nærmede os den hjemlige kyst, var vandet steget så meget, at hestene begyndte at svømme – men tordenvejret var ovre. Jeg havde mest ligget på bunden af vognen med fingrene i ørene.

Når vi blev 14 år kom vi på Efterskolen. Senere på højskole. Tage og Thomas var desuden på landbrugsskole. Aage blev cand.mag i historie og dansk og lærer på Jelling Seminarium

I august 1914 brød første verdenskrig ud. og de unge værnepligtige blev indkaldt til sikringsstyrken. De var borte i lang tid – krigen varede 4 år. Tage og vores karl var Også indkaldt – Aage og Thomas – 15 og 14 år – måtte så klare landbruget. Det blev en lang arbejdsdag og temmelig strengt for dem. selv om der sommetider kunne skaffes lidt ekstra hjælp. Det gav nok stødet til, at Aage bestemte sig for at studere!

Da krigen var endt i 1918 og Sønderjylland var givet tilbage til Danmark ved stormagternes hjælp, var de tre ældste børn gift og boede i sognet. Men de har deres egen historie!! Far var meget skuffet over, at Flensborg ikke kom med. Efter Genforeningen var han nogle måneder præst i Augustenborg som afløser for den tyske præst som rejste bort. Der var imidlertid vikar herhjemme. Da han havde været præst i V Vedsted i 40 år søgte han sin afsked i en alder af 67 år (68). Han håbede at han og mor kunne få nogle gode år endnu i “Digehuset”, som var gjort fint i stand til at modtage dem.

En måned før afskeden, blev han syg på prædikestolen. Tage og Bent kunne se der var noget i vejen, og de gik op til ham. “Jeg kan vist godt fortsætte”, sagde han. I samme øjeblik sank han bevidstløs om i deres arme. Nogle timer senere døde far stille og roligt – uden at være kommet til bevidsthed.

Mor måtte flytte alene ind i “Digehuset” hvor hun levede som enke i 20 år. Fire børn og en stor flok børnebørn boede her i byen. Ingrid boede nærmest, Ulvehøjvej 4, og gik næsten hver dag tur med sin lille pige ned til bedstemor. Aage boede i Jelling. Thomas i Korinth. Det var en stor flok når vi alle var samlede. Det er dejligt når en stor familie kan blive ved at holde sammen i glæde og sorg.

Mor var rask og rørig til hun døde af et hjerteslag, 87 år gammel.