Min tid på Danelund

1. august 1942 – 1. november 1943

Erik Høgsbro Holm

Kære Erik

Det er mandag 6. November 1995. I morgen er det et år siden, jeg mødte din søn på Rødding Højskole ved 150 års jubilæet. Jeg var der som repræsentant for Høgsbro-familien. Jeg fortalte ham, at jeg meget længe havde haft stor lyst til at skrive til dig, og han mente, at du nok ville værdsætte at få brev. Nu skal det altså være – selv om jeg nok ikke bliver færdig i aften. Kl. er 20.

Mon ikke du kan huske mig? Jeg hedder også Erik. Så vidt jeg husker er jeg en halv snes år yngre end du. Det vil sige, at du snart er 80. Jeg bliver 70 til næste marts.

Da jeg rejste fra Danelund, Sdr. Farup Vej 9, 1. november 1943, stod I alle i gården for at sige farvel. Du sagde: Farvel Erik, da du kom lignede du en overfedet pattegris. Kan du huske mig nu? Ellers kommer du nok til det gennem alt det, der kommer mig i hu – og som jeg har i sinde at skrive om. Hvorfor? Det kan skyldes, at jeg er ved at gå i barndom. Det kan også skyldes, at mine 15 måneder på Danelund hos familien Rosenstand kommer til at betyde mere og mere for mig, efterhånden som årene går. Nu skal vi se, hvor meget jeg husker.

Men først må jeg lige sige, at når jeg skriver på maskine (computer), så er det bl.a. fordi jeg i over 40 år har levet af at gøre mig forståelig både i skrift og tale. Og jeg vil gerne have, at du skal kunne følge med.

Jeg var 16 år, da jeg den 1. august 1942 blev kørt til Danelund af min far og Peder Lundgaard fra Skrillingegården ved Middelfart. Du husker sikkert, at dine forældre og min far havde været sammen på Tune på et tidspunkt, hvor det var din far, der holdt din mor i hånden, når hun skulle balancere på bommen i gymnastiktimen.

Jeg blev vel modtaget på Danelund, og jeg synes selv, at jeg faldt godt ind i miljøet. Der var din mor og far og 3 søstre i familien, og folkeholdet bestod af 3 foruden mig. Jeg kunne ikke være kommet i et bedre hjem. At vi indledte middagsmåltidet med bordbøn var helt i orden. Derimod synes jeg nok, at andagten søndag morgen var at tage i.

Nu skulle jeg altså lære at blive landmand. Og hele tiden sad det i hovedet, hvad Tage bl.a. var kendt for, nemlig at han hellere ville være husmand i Vestjylland end herremand på Fyn.

Noget af det allerførste, du satte mig til, var at tømme septiktanken. Det generede mig ikke. Og jordbærrene blev flotte. En dag blev jeg sendt ud i den (vistnok) yderste mark for at harve. Det var med de to oldenborgere. Vejret var dejligt. Jeg nød det – og højskolesangbogen blev sunget meget højt (selvom jeg hverken dengang eller nu kan synge rent). Så kom du og Tage skridende over marken. I smilte. Tage sagde ikke noget. Du indskrænkede dig til at vise mig, hvordan jeg med tømmen og lidt opmuntring kunne få hestene til at gå lidt hurtigere.

Jeg ved jo ikke, hvordan du har det, når du tænker tilbage. Men jeg priser mig lykkelig over at have oplevet det sidste af det, jeg forstår ved rigtig bondekultur. Denne kultur døde i 1948, da den første Ferguson kom til landet. Jeg var i øvrigt med, da denne nymodens – og revolutionerende – maskine blev introduceret af Jens Yde, Nordisk Diesel, ved et kæmpe galla show. Jeg var på det tidspunkt kommet på Landbohøjskolen, og far inviterede mig med. Hestene forsvandt hurtigt fra landbruget – og med dem mange af de gode, hævdvundne værdier. Man kan ikke føle det samme for en maskine som for et dyr. Efter hestene var det landmændenes tur til at forsvinde fra erhvervet. Af dem, der er tilbage i dag, er der vel ikke mange, der kan lægge sele på en hest og spænde rigtigt for. Forleden var der i Sproghjørnet i Politiken en der spurgte om forklaringen på fjermer og nærmer.

Ak ja.

Sproget er en mærkelig størrelse. En gang kunne jeg snakke (næsten) som en vestjyde og sige davre, unn og na’er. Efter mit giftermål i 1954 med en Vendelbo fra Gjøl er det accenten der fra, der forfølger mig. Men jeg kan huske min forargelse en gang vi kørte hø ind, og Frede kom til at stikke mig — let – i foden med forken. Han sagde: Hov! Da jeg noget fortørnet gav udtryk for, at det var ikke meget at sige efter en så alvorlig hændelse, belærte han mig om, at HOV betyder undskyld på jysk.

Da jeg kom til Danelund, lå der også tyske soldater i grøften lige uden for gården. De så vist ret sølle ud og gjorde ingen fortræd. Jeg praktiserede mit ordforråd på dem – og det var der ingen, der sagde noget til. Det kom mig til gode i 1946 i England – hvor jeg opholdt mig på gårde et år, en del af tiden sammen med Lars Stauning Jensen – da der kom tyske krigsfanger. Ingen kunne tale med dem, og jeg blev derfor bedt om at være tolk. Det gav nogle gode frokoster på restaurant, hvor vi kunne få kød. Alt var jo rationeret under og efter krigen. Jeg mindes ikke, at vi mærkede meget til det. Men jeg kan huske, når vi skulle tærske. Strømmen var kun i gang på bestemte tider. Du havde det største mas med at få anbragt en jernstang mellem elektromotoren og det lille tærskeværk, så remmen kunne holdes stram og træmme. Den sprang ofte af, og remmen gik i stykker og – det er jeg sikker på – du havde lyst til at bande, når remsamlerne ikke mere ville holde. Jeg blev ofte sat til at tage sække fra. Jeg har siden været lykkelig over, at jeg fik lært at binde et dobbelt halvstik uden at lægge båndet over snøvsen. Jeg var knap så lykkelig over, at jeg også skulle lære at lægge en sæk på 100 kg på ryggen. Jeg fik lært taget, men det huede mig ikke. Skulle alt kornet afleveres? Det har jeg glemt.

Men forud for tærskningen gik jo høsten. Bindegarnet var et helt kapitel for sig. Det var af papir — og det flossede, og ofte gik mekanismen i stykker, så smeden måtte komme. I mellem tiden blev kornet skårlagt som løse neg, og pigerne kom med ud for at hjælpe os at binde op og stille i skok. Så var der god stemning. Jeg husker tydeligt, når en mark var færdig og alt var rejst, så kom Tage ud for at tælle traverne. Det var tydeligt at se på hans ansigt, at høsten havde været forholdsvis god.

(Nu er klokken blevet over halv ti. Jeg stopper denne mandag aften)

Det er blevet onsdag aften 8. november. Jubilæumsdagen i går brugte jeg til at rykke tagetes op af altankassen. Det lyder ikke af meget, men her i Danmarks bedste lejlighed på en høj fjerdesal 75 m ovenfor Øresund har vi ca. 100 m altankasse. Solen skinnede. Kl. 12.45 skulle jeg være hos en ven i nærheden for at spille bridge. Det er meget hyggeligt. Det gør vi en gang om ugen og nu på 5. år.

Selvom det er moderne, så er det ikke meningen, at jeg vil skrive nogen dagbog. Men apropos Rødding Højskoles fødselsdag i går, så arbejder jeg i øjeblikket på den 10. udgave af “Oversigt over Sofus og Amalie Høgsbros Efterslægt”. Der er ca. 700 navne og data at renskrive og ajourføre. Foreløbig er jeg kun ved nr. 90. Har du nogensinde været i Høgsbro uden for Hvidding?

En lørdag aften, mens jeg var på Danelund, cyklede jeg til bal i Hvidding. Den næste dag så du strengt på mig og sagde: Man plejer ikke at køre til bal udensogns! Det var dengang et baltegn også var medlemskort til Venstres Ungdom. Jeg var ellers meget optaget af besøget i Hvidding. En pige – lidt ældre end mig – havde budt mig op, og mens vi dansede sagde hun: Vi er da ellers i familie! Da jeg aldrig havde set hende før, var jeg et stort spørgsmålstegn. – Jo, forstår du, sagde hun, vi er i familie tilbage til reformationen.

For 6-7 år siden blev jeg til Helsingør Dagblad interviewet om min forståelse af livskvalitet. Jeg brugte Tage Rosenstand som eksempel. Du kan sikkert også huske den dag Olav Ølgård, Gredstedbro, og en anden herre kom for at tale med Tage. Der var varmet op i storstuen, hvor de satte sig for at tale. Døren var lukket. Vi fik at vide, at det drejede sig om, at partiet Venstre gerne ville have Tage til at stille op som folketingskandidat til næste valg. Det var under krigen, og vi var lige nord for den gamle grænse til Tyskland. Hvad der blev sagt, ved jeg ikke, men vi sad alle i spisestuen og var spændte. Det var trods alt en tillidserklæring til Tage. Endelig kom de ud. Herrerne tog afsked. Til os i spisestuen sagde Tage, mens de sorte øjenbryn blev løftet en kende: Jeg sagde Nej! Jeg deler ikke deres syn på militærpolitikken! Mere fik vi ikke at vide. Men det var også nok. Denne begivenhed har siden stået for mig som noget af det flotteste, en mand kan gøre. At sige sådan i den situation, det er for mit livskvalitet!

I øvrigt har jeg altid syntes – i modsætning til Tage – at han var væsentlig mere radikal end venstremand.

Jeg fik lov til at rejse hjem til julen 1942. Det var noget af en rejse dengang. Togene gik ikke helt regelmæssigt, og ved Storebælt skulle man skifte og kropsvisiteres. Jeg havde en pakke med fra Nanna og Tage. Den blev pakket ud Juleaften. Det var bogen “Bonden og hans dyr”. Der står “Julen 1942. Til Erik Høgsbro Holm fra familien Rosenstand”. Jeg gemmer bogen som et kært minde.

Hvad skulle jeg gøre til gengæld? En eller anden gang må vi have diskuteret de sortes problemer i USA, for jeg gav Tage bogen “Søn af de sorte”. Jeg syntes, han blev så underlig i hovedet, da han pakkede ud. Om han nogensinde læste bogen, ved jeg ikke. Jeg syntes selv, at den var god at blive klogere af. I hvert fald på den tid.

Kan du huske, hvor koldt det var i de første måneder af 1943! En rigtig isvinter. Jørgen Petersen—Dalum, der var kommet til november, og jeg skulle bl.a. køre roer hjem. Det var vist det eneste arbejde udendørs, der skulle gøre. Kulen kunne ikke dækkes af. Vi måtte hugge os ind i den med hakker. Nej, hvor vi frøs om hænderne, så hjalp det altså ikke. Det gjorde derimod vandfri lanolin, da jeg endelig fik fat i noget. Antagelig hjemme fra.

Det var også den vinter, du mere eller mindre tvang mig til at køre med dig fra Danelund til Lindbæksminde, Sdr. Farup Vej 24 (?) meget tidligt om morgenen. Du skulle malke med hånden, og jeg skulle muge og fodre. Ofte var jeg søvndrukken, og du var ikke tilfreds med mit arbejde. Du spurgte mig i hvert fald, hvordan det kunne være, at jeg den ene dag var langt bagefter, så du selv måtte hjælpe med fodringen. Det havde jeg selvfølgelig ingen acceptabel forklaring på. Du rystede blot lidt på hovedet.

Men der var en gang, hvor jeg vist nok imponerede dig – i hvert fald lidt. Du havde givet mig et gevær i hænderne, og sammen gik vi ud for at skyde et eller andet. Måske en agerhøne eller hare. Vi havde nu ikke held med os før på hjemvejen lige i nærheden af gården. Vi gik på vejen langs med roemarken. Hunden fik fært og tog stand. Og pludselig et kæmpespektakel. Op fløj en fasankok, jeg løftede geværet og skød – og du var ikke utilfreds. Men jagt og skyderi blev nu aldrig nogen særlig fornøjelse for mig.

Jeg har tænkt og tænker stadig ofte på vort “samarbejde” fra disse tidlige morgener på vej til og fra Lindbæksminde. Mønstret fra dengang kan stadig give nogle spændinger, når man er gift med en pige fra landet, som har det – mindst – som dig. Jeg gætter på, du ligner dig selv. Arbejdet skal gøres, præcist og helst hurtigt, og al dårligdom skal arbejdes væk. Det sidste er jo trods alt en sandhed med modifikationer. Læste du i Kristeligt Dagblad interviewet med Hermod Lannung i anledning af hans 100 års dag. “Hvordan synes du nu, du har det, når du fylder 100?” Jo, svarede han, når man tager alternativet i betragtning, så har jeg det udmærket. Og han kan ikke gå, knap nok høre og det kniber med at læse. En af mine tanter plejede at svare: Jo tak, når vi ikke går i detaljer, så har jeg det meget godt!

Sådan kan jeg også sige. For to et halvt år siden fik jeg en ny hofte af titanium. Det tog seks måneder, så kunne jeg spille tennis igen. I dag mærker jeg kun en gene, når jeg skal have strømpen på og af. Og så har jeg grøn stær, men det kan holdes tilbage ved at dryppe begge øjne to gange om dagen. Om ikke så længe skal jeg til undersøgelse for prostata. Og til trods for en lille mave, så vejer jeg mærkelig nok det samme — 76 kg – som da jeg 16 år gammel kom til Danelund. Nu er der blot ikke så mange muskler tilbage. Og nogen pattegris er jeg ikke mere.

Det er sandelig ikke som dengang, vi trodsede vejret og de tyske soldater og gik til gymnastik i forsamlingshuset. Jeg var ikke ret god til det, men det var en dejlig afveksling. Og sangaftenerne og foredragene glemmer jeg heller ikke. Særligt husker jeg Juhl Andersen fra Askov. Han kunne godt åbne øjnene på os.

En aften fik vi en tosset ide. Sneen lå højt på vejene, men alligevel besluttede vi unge mennesker os til at gå i biografen i Ribe. Vi bogstaveligt talt gik, over markerne gennem snedriverne ud til hovedvejen. Filmen var “Den gyldne stad”. Dengang en dejlig film, som man kunne tillade sig at se. Vi var godt trætte, da vi kom hjem.

En anden gang, da Anna var hjemme, ville hun og Jørgen og jeg i byen. Vi cyklede til Puggårdsminde. Tage havde som værge skrevet under på, at Anna kunne passe mig den aften. Jeg var jo ikke 18. Vi havde ikke mange penge, så vi drak vist ikke meget, måske et glas dansk vermouth. Alt gik godt selvom der blev slagsmål med tyskerne, og Jørgen blandede sig.

Han var nu meget god at have med, Jørgen. Det skete jo nogle gange i forsamlingshuset ved baller, at der var nogle af karlene, som ville tæve mig. Men når Jørgen stillede sig an ved min side, fik jeg lov at være i fred. Den eneste grund til, at nogen så sig gale på mig, når de havde fået en øl, var vist nok, at jeg dansede anderledes end dem. At danse havde jeg lært de sidste år derhjemme, når jeg om aftenen cyklede til Dyrehavsbakken og i Valhalla bød pigerne op til dans – formedelst 10 øre. Det skete, at pigerne gav en is i stedet.

A propos penge. Jeg må have fået penge hjemmefra, for af Tage fik jeg ingen, før den dag jeg rejste. Efter 15 måneder gav han mig mod kvittering fem flotte hundredkronesedler. Det var antagelig passende efter omstændighederne.

(Nu er kl. 23.00 Tak for nu! Det er dejligt med gode minder)

Torsdag kl. 15.00 Haft besøg af en snedker, har tørret møbler af og støvsuget – og sovet til middag. Nu må jeg se at blive færdig.

Jeg har også kigget i gamle billeder fra tiden på Danelund. Vi var endnu flere folk, end jeg kan huske. Og jeg er flov over at have glemt de fleste navne. Bl.a. et billede med 9 personer under kartoffeloptagningen. Du kørte med den seneste model af Rationel optager. Den må være på museum i dag.

Vi er tre karle højt til hest på vej til ringridning. Var det høstfest, vi fejrede, da vi næsten alle mand i kassevognen i dejligt vejr kørte til Mandø? Der er også billeder af et par føl. Jeg fik da lavet det ene, da jeg blev sendt ridende hele vejen til Korskroen, hvor der den dag var en hingst til stede. Og den store kartoffelkoger, som vi hentede og bragte. Var det ikke ved mejeriet?

Der er ganske mange billeder, hvor din kone er med, dels i marken, dels gørende gymnastik i haven. Og romantiske billeder af Else og mig – men uhyre platonisk.

Og der er et søndagsbillede – det ses på antrækket – hvor du står sammen med min fætter Harald Hold og – det gætter jeg på Asger Jørgensen fra Bispegården. Den første døde i 1954. Asger derimod lever godt. Han er 76, og har nu i flere kommet sammen med min kusine Kirsten. Derfor har han været her de sidste 4 Nytårsaftner. Så taler jeg med ham om Danelund, hvor han i sin tid var et par måneder. Men han husker ikke meget. Da billedet blev taget, var de vist sammen på Askov.

Hvis du ikke har holdt nogen pause under læsningen af alt dette, så må du være godt træt nu.

Jeg skal kun lige for fuldstændighedens skyld remse op, at jeg i 1948 kom på Landbohøjskolen efter 9 måneder på Korinth hos Thomas, at det tog mig 5 år at blive landbrugskandidat (jeg gennemgik min åndelige pubertet), at jeg i 1954 blev ansat ved det nye Landbrugets Informationskontors faglige pressetjeneste, at jeg samme år blev gift med Else Elbæk fra Gjøl (datter af Arnold og Katrine Andersen som du måske har hørt i forsamlingshuset), at jeg i 1957 kom på Husmandshjemmet som journalist, hvor min kone også var, at vi havde et lille jordbrug på 13 tdr. land i Karlebo med jordbær og kaniner, at vi i 1959 flyttede til Espergærde, at jeg i 1965 begyndte i Udenrigsministeriets presse- og informationsafdeling, hvor jeg var i 16 år, heraf 3 år som leder af det danske informationskontor i New York og 5 år ved ambassaden i Stokholm, at jeg i 1980 blev forstander på Den Internationale Højskole i Helsingør – og det var jeg så til min 65 års fødselsdag den 31. marts 1991. Kort sagt 5 liv: Landmand, journalist, diplomat, højskolemand og pensionist.

På 42. år er jeg gift med min kone af første ægteskab. Vi fik to drenge, der begge blev i Stokholm, da vi rejste hjem. De er begge to svensk gift, og har hver to børn. Vi har beholdt vort sommerhus i skærgården, hvor vi mødes — når de da ikke kommer hjem til Espergærde på besøg. Vi bor nu i lejlighed, stor og flot, men da min kone tvinges til at gå på pension snart, må vi se at finde noget mindre end disse 230 m2.

Nu er du orientalsk. Forhåbentlig har du fået indtrykket af, at mit ophold på Danelund hos familien Rosenstand har betydet uendelig meget for mig. Jeg tænker tilbage med stor taknemmelighed – på dig og dine levende søskende, og jeg beder dig hilse fra ham, der fik bragt orden i sine livskvaliteter i 1942—43, da han var ung og modtagelig. Din hengivne Erik