Erindringer

fra 1940 til 1945

Af Martin Julius

1940

Da jeg i marts 1940, det var før påske der faldt tidlig det år, forlod skolen i Skibelund efter en lang og streng vinter, kom jeg første april til Midtgård i Lundsmark og tjene sammen med to af mine brødre og en fodermester, der hed Jørgen Ruby Hansen. Jeg kom dog aftenen før, det var en søndag, så var jeg klar til at begynde mandag den 1. april. Tidlig om morgenen, længe før solen stod op, begyndte jeg at muge ved køer, kræ, kalve og svin. Så ind og få havregrød og fedtemadder uden pålæg, det havde man jo ikke råd til på de store gårde dengang. Så bagefter et par unge heste, og ud og pløje grøntjord lige syd for gården, fure op og fure ned.

Jeg blev efterhånden træt og lagde mig lidt, men så kom Jørgen og sagde at det måtte jeg ikke, for kvinderne derhjemme holdt øje med os for at se om vi bestilte noget. Da det blev aften, og vi kom ind i opholdsstuen, efter at vi havde spist, sagde kvinderne at ræven løb med en gås. Jørgen og min bror Viggo løb ud for at se efter dem, men kom så i tanker om, at det var den første april og at de var blevet narret, og de kom grinende tilbage. Og kvinderne morede sig, at de kunne narre Jørgen kunne de nok forstå, men Viggo havde de ikke troet. Jeg blev inde, for jeg var så træt af dagens møje, at jeg ikke gad. Det blev nogle lange dage med at pløje og harve, og da jeg ikke var vant til at gå, gik det ud over mine fødder som fik vabler og jeg måtte have klude på og min brors støvler på, som var lidt større.

Her oplevede jeg så den niende april. Det var meget tåget den morgen, vi kunne høre en forfærdelig larm af flyvemaskiner, men vi kunne ikke se noget. Vi fik så senere at vide, at det var tyskerne som overfaldt os. Min bror var hjemsendt med trøje, så han var meget urolig, at der skulle komme bud efter ham. Vi kørte møg ud den dag, og da kunne vi se tre store flyvemaskiner flyve i lav højde over jernbane og hovedvej, mod nord og syd hele tiden, engang imellem kom der nogle jagere, og de fløj meget hurtigt. Det var jeg jo ikke vant til at se, de gamle todækkere vi selv havde fløj jo ikke så hurtigt.

Over middag var vi ude ved hovedvejen og se. Da kom der en kolonne syd fra, og da den var ud for os kom der nogle jagere nord fra og vendte lige over os. De var så langt nede, at man kunne se piloterne i dem. Om aftenen fik vi at vide, at der skulle være mørklagt fra nu af. En aften var vi i Ribe og gå mørklægnings gardin over cyklelygten.

Den første maj kom jeg ned til Peter Lauridsen i Hjortvad og tjene. Min søster var husholderske der, hun havde sin datter med. Det var kun et lille landbrug, men han havde høns og rugeri. Her kom jeg til at køre mælk hver anden uge, det var kun en tur på halvanden kilometer med én hest for. En uge ind i maj fik vi sommertid, det var noget tyskerne havde fundet på for at tage os og englænderne på sengen, men først tog de Holland, Belgien og Frankrig.

Det var til Mejlby mejeri jeg kørte, senere kom jeg til at køre hver dag. Efter en varm og tør sommer fik vi regn da vi skulle til at høste. Vejret var dårligt og det var vanskelligt at bjerge. Vi fik høstet med hans faders selvbinder, han boede tæt ved, og så var jeg oppe og hjælpe dem med at køre havre ind. Det var en stor gård, så vi kørte med to vogne hele dagen. Jeg satte i fag, men det var sådan nogle dejlige passende havre neg, uden tidsler heldigvis.

Det blev et meget vådt efterår med storme fra sydvest, og da tyskerne bombede England forårsagede det, at de spærreballoner de havde derovre til at beskytte London, rev sig løs og drev over Nordsøen og ind over os med det resultat, at de rev el ledningerne over, så vi ikke havde strøm i ugevis. Heldigvis havde mejeriet ikke afskaffet den gamle dampmaskine, så den fik de i gang igen så der ikke blev nogen nævneværdigt stop. Det var meget vådt i roerne, vi havde kun sukkerroer, og sidst i november slog vinden om i øst, og det blev frostvejr. Vi havde kun halvdelen af roerne oppe, og da det blev tøvejr, tøvede Peter igen og jeg kunne jo ikke selv nå det, så de blev siddende og rådnede. Det var tøvejr mellem jul og nytår og jeg var hjemme. Købte nyt tøj og en ny cykel. Jeg var heldig og få en Sandov med gode før-krigstids dæk. Ih hvor sådan en cykel kunne spinde.

1941

Det nyt år begyndte med frost og sne og det blev en kold snerig vinter og sent forår. Jeg måtte hente roer på gården, de var ikke dækket til og var frosne. Hjemme i stalden var de næsten ikke til at få tøet op, vi tog dem oven fra. De var helt fulde af rim, og bløde så køerne havde let ved at synke dem, men de gav mere mælk. En dag blev jeg uvenner med gårdens karle, fordi de mente jeg svinede for meget ved roestakken og ikke tog jord og halm ordentlig af. Men det var jo ikke til at få det ordentlig af når det var frossent, og når det så giver tøvejr, ja så falder jorden jo ned mellem roerne. Så måtte jeg jo hen i den stak med de rådne, og nede i bunden fandt jeg så nogle der kunne bruges.

Om vinteren var jeg oppe i skoven og fælde noget egekrat til pindebrænde, og så fandt Peter på at lave generator træ. Der var jo mangel på brændstof, og bilerne kørte med generator. Så måtte jeg til at skove, det var løvtræ de brugte, men dem var der ikke så mange af. Når jeg var færdig med mælketuren hentede jeg træ i skoven. Peter savede og rundsaven hylede så det ikke var til at holde ud at høre på, men så tog jeg mine ørevarmere på, det hjalp, det var jo en form for høreværn. Så kom Peter i tanke om, at det skulle være godt med kaniner, og så brækkede jeg huse og skillevægge ned, for at få brædder til at lave kaninbure af.

En dag kom Hans Pilegård og filede savklingen, han var udlært snedker og boede i nærheden. Da han var færdig med det, gik han ind og snakkede med Peter, og da han kom ud igen, gav han sig til at save, men nu havde saven fået en hel anden lyd, nu sagde det bare svit, svit, en hel fornøjelse. Hans fortsatte med at save og kløve, så jeg blev helt overflødig. Men så måtte jeg til at køre mere træ hjem, for han fik folk til at skove for sig.

En dag jeg kom hjem fra mælketuren var der helt stille. Hans havde i sit letsind fjernet beskyttelsen på rundsaven da generatortræ skal være småt og saves i tynde skiver. Da han var ved det sidste og holdt med begge hænder smuttede det, og væk var de tre længste fingre på højre hånd. Peter besvimede over det, og han fik jo travlt med at gøre saven lovlig igen. Inden det skete havde Hans lavet kaninbure og hjulpet med landbruget så vi kunne blive færdige i en fart.

Jeg skulle jo hente træ i skoven. En gang jeg var derude var der så mange fluer og utøj, at jeg måtte have min trøje over hovedet for at være til. Stammerne var så tunge, at det kneb at få dem op på vognen, og for ikke at køre alt for tit læssede jeg vognen godt til. Noget af vejen var meget blød og opkørt, men så fandt Peter en anden vej over Kalvslund. Den var bedre men også længere, og den stakkels hest slæbte benene efter sig og sled skoene af på megen kort tid, og da vi ikke havde tid til at komme til smeden, sled den også hovene tynde, så den ikke kunne tåle at gå på grusvej.

En dag jeg var på vej hjem fra mælketuren og kørte på en smal vej ned fra Karl Århus, veg hesten en lille smule til siden så fornavet på mælkevognen ramte en pæl. Begge buede jern i skaglerne knækkede, så måtte jeg jo op til smeden med det. Da jeg kom hjem cyklede jeg lige ind i stalden for at køre ned i laden, men i det samme kom Peter dernede fra og for at undgå ham, slog jeg et slag med cyklen og ramte muren med mit ene knæ, og da jeg om aftenen skulle op til smeden efter skaglerne, var mit ben blevet stift, så jeg måtte træde med det ene ben, og for at jeg kunne dette måtte jeg jo binde det fast til pedalen, men så fik jeg overbalance, og da jeg ikke kunne stikke benet ud til siden, væltede jeg selvfølgelig. Det må have set sjovt ud, men jeg kom da hjem.

En anden gang havde Helge Lorentsen forsovet sig, og mens jeg var inde efter Laurids Matzen´s spande og var på vej til mejeriet, opdagede jeg, at han havde sat spandene op til vejen. Jeg var jo ikke vant til at de stod der og kørte forbi dem, men så ville jeg køre tilbage efter dem og vendte vognen. Det var sådan en underløber, og da jeg havde spande for på, vippede vognen til den ene side, og da den skulle rettes op igen, sprang begge buede jern igen, og der holdt jeg midt på landevejen, men jeg fik rettet op igen ved at læsse spandene af, og så måtte jeg hente de fordømte spande som var skyld i det hele og bære dem hen til vognen.

Da jeg kom til mejeriet godt forsinket og måtte styre vognen med håndkraft, kom mejeribestyrer Wind ud og skældte mig hæder og ære fra. Nu var jeg skyld i at mejeriet fik underskud, han havde jo næn til mig, fordi jeg var ung og uerfaren og så havde jeg engang forurettet dem under en cykeltur. Ja han ringede endda hen til Peter og truede mig med at melde mig til politiet, men Peter sagde det umuligt kunne have været mig, for jeg havde været hjemme sammen med dem.

En dag kom han ud og sagde, at jeg da godt vidste hvem det var, men det vidste jeg jo ikke. Jeg kendte ham overhoved ikke, det kan godt være han havde tjent ved Peter inden jeg kom der, men det var da ikke ensbetydende med at jeg vidste hvem han var. Men jeg kom da hjem med mælk og vogn.

En gang imellem syntes jeg det var synd for hesten, og så bar jeg Bertelsens mælk hen og lod hesten gå af sig selv op til Århus, Den kendte jo vejen og kunne sproget, jeg kunne jo sagtens indhente den inden nåede helt derop. Det gjorde jeg også når vi var i skoven efter træ, så gik jeg på opdagelse i skoven. En dag var hesten dog gået i stå og så måtte jeg tilbage efter den. Det er en tålle hest du har, sagde folk til Peter for tømmen slæbte efter hesten nede under vognen, mens jeg sad oppe foran på vognen. Dengang var der jo ikke så megen trafik.

Engang det var meget glat, det var det jo i de år, da jeg skulle fra Lorentsen og op på Koldingvej. Det går meget stejlt op og der gik hesten i stå og spandene var ved at rutsje af. Hesten gik baglæns og skæv så jeg var ved at komme ud over kanten. Mens jeg baksede med spandene, fik jeg dog banket hesten i gang igen, og vi kom op inden der skete større skade.

1942

Der var meget sne den vinter og jeg kunne ikke køre, da vi var ved at rydde vejen ned til Ravning, brækkede den ene sin skovl. Han var så nede ved Karl Århus og låne en, og hele eftermiddagen blev han ved med at drille mig med Karls pige, som tjente der. Da det blev aften ville han gerne følges med de andre hjem til Baungård, og så ville han have mig til at gå over til karl med skovlen, men det ville jeg ikke. Jeg ville jo ikke have noget med hende at gøre.

En dag traf jeg min gamle efterskolekammerat, Arne Brun Nielsen. Han havde været i skoven efter træstammer, og om aftenen kom han og Kalle og Kristian Lassen og besøgte mig. Men alle de kaniner vi havde skulle jo have noget at æde, og foder havde vi jo ikke for meget af, så jeg måtte ud og slå græs af i haver og vejkanter.

Om vinteren hentede jeg roer i andre folks roestakke. Vi avlede fårmarkskål som jeg plukkede blade af til dem, og så de forbandede gæs, de gik over marken og åd det øverste af gulerødderne og lod top og det nederste af roden sidde, og det gjorde jeg også, for det var jo snart november.

Hjemme kørte jeg kun mælkevogn hver tredje uge, det var jo en lettelse, men turen var så til gengæld seksten kilometer fra og tilbage. Vi havde et par nordbagger. Jeg begyndte at toppe kålroer af, vi havde dem herude på Toften, men allerede få dage ind i november blev der frostvejr i flere dage, og det var jo ikke godt for roerne. Da vi havde fået dem samlet, måtte vi skynde os at få jord på, for vi fik frost, blæst fra øst og sandflugt. Vi manglede nogle sukkerroer nede til nord i første stykke, men dem fik vi op i december, da det blev mildt vejr igen, og vi fik sået rug på Rurer, selv om det var sent, og det nåede ikke at komme op før vi igen fik en lang og hård vinter, en af de værste.

Tyskerne var trængt langt ind i Rusland og nu skulle de fryses ud. Derfor fandt de på at vi skulle have sommertid hele året, og det er sgu ikke sjovt at komme så tidlig ud om morgenen og så var det bælgmørkt på den tid af året.

Det var koldest om morgenen når jeg kørte hjemmefra. En søndag i januar var det så koldt, at jeg ikke kunne holde det ud. Det var som skindet blev flået af ansigtet, så lagde jeg mig fladt ned i vognen med ansigtet i læ i forenden af vognen og lod hestene klare sig selv, de kendte jo vejen. De tre kilometer til landevejen lå jeg mellem spandene, og ned til Rejsby mejeri løb jeg ved siden i læ af vognen. Jeg skulle jo skynde mig for at nå det.

Derovre var en anden kusk kørt i læ bag mejeriet, dørene var ud til nord og kun lidt åbne. Inde i mejeriet skøjtede vi og spandene var så frosne, at vi måtte bruge kogende vand for at få lågene af. Nogle var dog så frosne, at de ikke var til at tø op, der kom bare returmælk oveni. Det var de rige husmænd der ikke gad stå op og malke så tidlige, at de kunne få den varme mælk i den kolde fra aftenen før. De skulle bare have vidst det, så var de nok blevet klogere. På hjemvejen tog jeg en avis fra en kurv og holdt op for ansigtet, og gik det meste af vejen hjem. Det var den sidste dag i denne uge, så havde jeg jo fri i to uger for det.

Det var en tør vinter med sandflugt, men i marts fik vi et forfærdeligt isslag. Det var tommetykt og lagde sig over alt, næsten alle telefonpæle fra Ribe til Tønder knækkede som var de tændstikker. Thomsen kørte den dag og han fortalte, at pælene væltede lige foran ham ud over vejen. Vinden var i øst, og det var med møje og besvær, han kunne komme uden om dem. Det tog telefonvæsenet hele sommeren at få ryddet op igen, jo vinteren kunne da skaffe arbejde til nogen (I 1947 skete det igen).

Isslaget holdt sig i lang tid og det var ikke let at færdes, men jeg havde træskostøvler på og dem havde jeg godt broddet ligesom hestene, så jeg var godt kørende og gående. Så fik vi snestorm og så måtte vi rydde før vi kunne få mælken til mejeriet. Roerne frøs i stakkene og måtte hakkes løs. Når de så kom ind i roekammeret, frøs de sammen og fast på væggen, så vi måtte tage de øverste og sprede dem ud for at få dem optøet. Vandpumperne i bryggers og stald frøs også til, selvom vi lukkede vandet ud når vi havde brugt det. Vandtruget i stalden frøs også og revnede, så vi måtte pumpe direkte i kilden ude på gårdspladsen, og så måtte vi jo hele tiden sørge for, at der var vand til at spæde dem med.

Vi måtte også bære alt vandet ind til kreaturerne, men om vinteren når køerne fik saftige roer, drak de ikke så meget. Men hen på foråret blev foderet mere tørt og så drak de meget. Årsagen til at vandet frøs var at rørene ikke lå dybt nok, og når frosten nåede ned til dem, og hver gang vi så brugte vand blev hullet i rørene mindre og mindre og pludselig var det så slut og umulig at tø op med varmt vand, selv om vi prøvede.

Det blev langt hen i maj før de tøede op igen, for det lå jo i skyggen og solen kunne ikke skinne der før den kom højere op på himlen. Jo, det var tider. Sommeren blev først varm og tør, men senere blev vejret dårligt, og det blev svært at bjærge høsten. Frost først i november, men så blev det faktisk mildt vejr, men nu var vi jo vant til at dække roerne til.

1943

Og så blev der næsten ingen vinter i 1943, kun noget tøsne i februar, og den dag kørte jeg mælkevogn. Det var næsten umulig for hestene at trække vognen, for hjulene blev firkantede og sne klæbede under hestenes hove, så de sommetider gik på stylter. Da jeg kom op til Råhedevej, koblede jeg den anhænger af jeg havde til mælkeudsalget i Hviding for at lette kørslen.

Da jeg kom tilbage ville skomageren have mig til at tage flæsk med til røgning i Råhede, men jeg sagde nej tak, ikke i dag, jeg ville ikke udsætte hestene for flere lidelser.

Det blev tidlig forår, det var vi heller ikke vant til. Jannik havde fået en dygtig karl, så de var færdig med forårsarbejdet næsten inden vi fik begyndt. I marts hjalp han og jeg Aksel med at tærske nede ved Christian Nielsen. Han havde lige fået en datter mere, den fem og tyvende. Han havde jo fire i forvejen, så folk mente det skulle have været en dreng, for en pige var det jo ingen kunst at lave, det kunne jo gøres uden udmærkelses tegn.

Min søster Erna blev konfirmeret dette år, Palmesøndag den attende april. Det var det år hvor palmesøndag falder allersenest og er meget sjældent. Hans tjente i V. Vedsted hos Nis Bastian Andreasen, V. Vedsted Vej 119, og de havde allerede roerne sået, det var jo uhørt tidligt.

Et par dage senere havde vi nabogæster i anledning af konfirmationen, og da de var på vej hjem, lød der maskingeværsalver over os fra flyvemaskiner der var i kamp. Med ét blev det helt lyst, det var en stor engelsk bombemaskine der var skudt i brand og faldt ned ovre ved rampen ved vejen over fløjdiget. Alle i flyveren blev dræbt undtagen ham der sad i halen på maskinen. Halen var faldet af på en mark forinden, ligesom dele af den faldt ned på Nis Bastians gård hvor min bror jo tjente.

Vi kunne ikke rigtig bedømme afstanden, vi syntes det var tættere på, og vi var også bange for eksplosion, men dagen efter kunne vi jo se hvor det var den lå. Tyskerne havde afspærret området, og vi kunne nu se de ryddede rester væk. Der var også en stor bombe som heldigvis ikke eksploderede. Det tog mange dage, men anden påskedag om aftenen blev det frigivet.

Jeg var ovre ved diget for at se, men kunne ikke komme helt derhen på grund af ”føl”. Der var en dreng som fandt et helt bælte med patroner, som han dog afleverede til ”Føllet”. Det var en vagt som hjalp politiet under krigen. Så trak en tordenbyge op fra sydvest og jeg skyndte mig hjem igen. Dagen efter var min bror Viggo, som var herhjemme, ovre at rode i vragresterne og han havde en hel sæk med hjem med dele derfra, og dem har jeg en hel del liggende af endnu.

Jeg havde ikke tid, jeg skulle køre møg, pløje, harve og så for Amarius Jepsen i Råhede. Vejret var varmt og sommerligt. En dag efter at maskinen var skudt ned, kom en lille flyvemaskine og landede på en mark i nærheden.

Men nu til noget helt andet. Gudrun var herhjemme og kom til skole i Hviding, som nu begynder 1. april og Erna kom til Anton Mortensen at tjene. De havde sidste år fået tvillinger, drenge, så de manglede hjælp.

Som sagt var det tidlig forår og en god sommer. En dejlig solskinsdag først i oktober kom om formiddagen store amerikanske flyvende fæstninger i formation vestfra og fløj østpå. Man kunne tydelig se dem, de var hvide og i stor højde. Da de kom ind over Kolding blev der blæst luftalarm i Ribe, det kunne vi tydelig høre.

Ud på eftermiddagen da jeg var ved at pløje grøntjord for Amarius, kom maskinerne tilbage østfra, men nu var de forfulgt af tyske jagere som skød efter dem. De amerikanske fly skød bagud, jeg kunne tydelig se der kom sådanne små hvide skyer fra dem og de tyske jagere vendte og drejede sig i luften. Pludselig blev der helt stille og så kom der en fløjtende lyd, og så sagde det plop, plop og der kom et knald og en lille røgsky lidt øst for mig og en ting faldt ned lige ved siden af mig.

Jeg stod lige ved siden af hestene da det skete og lagde mig for at finde hvad det var, men fandt nu ikke noget. Jeg var dog klar over det var projektiler, hylstre og holdere der faldt ned fra flyvernes maskinkanoner. Ude over havet lød en jamrende lyd fra et par maskiner der var skudt ned. Senere kunne vi finde disse patronhylstre når vi gik på marken, og senere da vi samlede kartofler op kunne vi finde projektilerne, og det kan man den dag i dag.

Så havde Peter Lauridsens karl fået en bastard af en hanhund. Den rev alt mit tøj i stykker, lige meget hvor højt jeg hængte det op. Nu skulle den aflives. Vi havde hørt at Puggård i Ribe købte hundepelse, så 1. november tog jeg sammen med Viggo og Ella den med til Ribe. Vi havde den i snor, men det kneb med at følge med, for den havde korte ben. Det var en avling af en gravhund og en schæfer, men vi kom da derud, men han ville ikke have den levende. Jeg bandt den så til noget nede på hovedengen og gik så på indkøb. Der var jo ikke meget man kunne købe af tøj, kun et par lærredsbukser.

Det var efterhånden ved at blive aften og vi var nødt til at skille os af med hunden, men så traf jeg min søster Misse. Hun fandt på råd, for hun fik fat på en jæger der kom nede fra Hovedengen og fik ham til at skyde den.

Det blev sent inden jeg kom hjem og jeg skulle jo over til Nis Bastian at tjene for atten hundrede kroner for et år. Hans og jeg skulle bytte plads. Hvem der fik det bedste bytte er ikke godt at vide, så måtte jeg jo til at arbejde. Det var jeg ikke vant til, strigle heste og kreaturer hver dag, så sveden haglede ned på kreaturerne fra mig, det skulle gå stærkt, for med den løn jeg skulle have skulle jeg jo bestille noget.

Tidlig op om morgenen, fodre heste og feje krybber, mens han satte malkemaskinen sammen og på og gav kraftfoder inden der skulle skiftes. Han malkede selv om morgenen, mens jeg mugede og så var jeg inde og hente varmt vand til at vaske malkemaskinen i, få spandene ned til vejen og så ind at få havregrød kogt i kærnemælk. Derovre var de ikke sparsommelige som de var i Lundsmark. Vi fik altid noget godt og veltillavet mad, takket være Meta. Hun var en knag til at lave kartoffelmels grød med kanel. Desværre blev der efterhånden mangel på kartoffelmel og kanel, så vi til sidst også måtte til at lavet det.

Da vi var færdig med at tage roer op, satte han mig til at jævne en jordbunke ude i Trækær, hvor han havde udlignet en bæk som slog nogle skarpe sving, og derefter lægge græstørv i kanten. Den banke var dannet af sandflugt før der blev plantet skov syd for bakken. Det var tydeligt at se, for neden under kom den fede engjord til syne. Da jeg var i gang med det, blev det frostvejr og is på mergelgraven syd for Hviding, men isen var ikke stærk nok, så bagerens eneste søn faldt i og druknede. Jeg hørte ambulancens hyl frem og tilbage. Jeg spurgte hjemme hvad der var hændt, men de vidste det ikke før dagen efter.

Så tog jeg trillebør og værktøj med hjem til det igen blev tøvejr. Så dækkede jeg roer til, det skulle gøres ordentlig og et godt lag på, også helt oppe på toppen. Vi vidste jo ikke, at vinteren forblev mild og at vi ikke havde behøvet det. Men bagefter er man jo altid klog nok.

Vi malkede også om middagen og fodrede med hø og så blev aftenmalkningen udsat til efter aftensmaden, så vi var ikke færdige før ved otte tiden om aftenen. Så var jeg inde i stuen ved herren og fruen og ved sengetid fik vi altid en kop varm hyldebærsaft og småkager inden jeg røgtede hestene af.

Nogle gange når herskabet skulle i byen, skulle jeg passe drengen, Knud, og så lå jeg og faldt i søvn på sofaen til de kom hjem igen. Han var altid stille, så det var et nemt job. Jeg skulle selv passe bedriften nytårsaften, jeg var hjemme og spise det var frostvejr. Jeg var nødt til at låse redskaber og møjbørre inde i maskinhus og bryggers, for ellers forsvandt det.

Da jeg lå i sengen begyndte det at rumstere ved mit vindue og en kæp kom ind for at få haspen af, men så hoppede jeg ud af sengen, tog kæppen fra dem og så sømmede jeg haspen fast, så de ikke kunne komme ind, og krøb så i seng igen.

1944

Da jeg kom op nytårsmorgen var der blevet tøvejr og regn og stalddøren stod åben, selv om den var bundet fast med reb, og det blæste lige in i stalden.

En af de første dage i det nye år skulle kreaturerne afluses med gift og blev vasket. Vi skulle passe på ikke at lægge en flad hånd på for så ville hårene falde af. Det fik Mikkel Mandemand, V. Vedsted Vej 127, at se da han havde vasket en hest med det, den var helt hårløs på bagkroppen. Alle døre og vinduer skulle stå åbne mens kreaturerne svedte af, men det hjalp sgu ikke på lusene, de overlevede.

Hen på vinteren fik vi invasion af tyske soldater som beslaglagde skolen, odg ikke efterskolen. Der var et par bekendte på skolen, Martin Philipp og Magnus Bleeg. De gjorde nar af tyskerne, marcherede og sang gloria – gloria. Vi fik besked om at vi skulle have beskyttelsesrum og det lavede vi i den ene silo som nu var tom. Vi lagde tømmer og jord over den og en lille nedgang.

Der var jo krig og tyskerne øvede sig med at skyde til måls efter nogle hoveder af pap eller blik med patroner af trækugler, dem fandt jeg nogle stykker af. Nogle soldater løb foran og satte hovederne op og så kom angrebsstyrken bagefter og gravede sig ned. Så skød de og sprang og fór frem, men da var hovederne jo langt væk. Hvis de da ikke var døde.

Vi fik så indkvartering af rekrutter og gefrejder. De fik mit kammer og så fik jeg pigekammeret, men først var jeg i gæsteværelset ved siden af hestestalden. Tyskerne begyndte at anlægge kanonstillinger oppe ved skolen. Dertil skulle der jo bruges en masse cement. Det fik de så bønderne til at køre i pendulfart fra jernbanen, og de blev godt betalt for det. Penge spillede jo ingen større rolle, så gik der hul på poserne, også med vilje. Når de så kom hjem tømte de vognene for løs cement og på den måde fik de ordentlige møddingsteder og andet. Nis og jeg lod nu være.

Så plantede jeg træer hvor nogle var gået ud. Men nu kom der et hold danske arbejdere, min bror Svend var imellem dem, og de gravede dem op igen og lavede nogle store runde udgravninger og satte kanoner op lavet af træstammer og kamoflagenet over. Ovre i plantagen hvor danskerne havde skydebane øvede tyskerne sig flittigt.

En dag i foråret mens jeg var ved at køre møj ud øst for V. Vedsted, blev vi standset af en soldat. Der var verboten fymt stunden, Bjerrums karl holdt der også. Men så spændte vi fra og kørte hjem igen. Det var frihedskæmpere, der havde stjålet geværer ovre ved Hans Klåby, Degnetoftevej 1, og der blev et mægtigt postyr over det, de ledte i møddinger o.s.v.

Jeg glemte at fortælle, at jeg i foråret 1943 ved ned i engen og grave rende. Jeg havde været hjemme en søndag da jeg havde fri, og da fortalte min bror Hans, at en flyver havde tabt noget, som faldt ned i en pløjemark lige vest for mit hjem. Vi fik en lang snor i det og trak det op. Vi opdagede så, at det var et stykker jern med hængsler i, og der lå et stykke længere vestpå.

Ude i engene stod en hel hær af brandbomber. De stod skråt ned som pigge på et pindsvin. Olav var deroppe sammen med en politimand for at hente den, men lod jernet hos os være. Jernet viste sig at være noget brandbomberne havde siddet på. De var sekskantede med en jernklods på en halvanden kilo i enden, så de kunne falde nedad og ramme jorden på den rigtige ende og derved detonere. Men på grund af den bløde engjord var det ikke sket. Hans fandt en som politiet havde glemt, men vi vidste ikke hvordan vi skulle slå den an, så vi gravede den ned i en grøft.

Men nu til sagen jeg begyndte med. I engen syntes jeg det kunne være at der stod nogle der var glemt, og det gjorde det. Jeg fandt én i en busk græs, lagde den på kanten af et vandtrug og tog en pæl og gav den et slag i enden med loddet. Der lød et knald og den faldt ned i vandtruget, hvor den lå og brændte og sprøjtede op i luften med brændbart fosfor.

Undervejs tilbage fandt jeg endnu en, den ventede jeg med at slå af til jeg skulle hjem og det var ved at blive mørkt. Jeg kastede den godt op i luften så den faldt ned på vejen mens jeg så til på afstand. Så gik jeg hjem, men sagde ikke noget om det før jeg kom hjem til Enderup. Der prøvede vi en forsager og det lykkedes.

En dag kom der en bilkolonne til V. Vedsted. De kom op og parkerede, nogle af dem på gårdspladsen, en gik vagt, og han gik og kikkede ind af vinduerne til os. Da et hold rejste, de havde heste ovre ved Hans Bjerrum, V. Vedsted Vej 105, tog de mit sæbe med, det var der jo mangel på. Mine fingre kunne ikke tåle det hårde vand vi havde, så de revnede, men min bror havde været på højskole og fik en plads ovre ved Niels Andreasen, Sdr. Kirkevej 19, en bror til Nis og han havde noget Perubalsam og Glycerin og så hjalp det i en fart. Men det kunne vi jo ikke få mere af under krigen.

Viggo var der kun en måned, april. Den første maj fik vi tjenestepige og så var freden forbi for resten af året. Det var Marie Lorentsen, Skoleallé 2, hun skvallede og drillede Knud så han vrælede.

Den sjette juni fik tyskerne besøg i Frankrig, og da var vores i alarmtilstand. De stod uden for byen og klar ved maskingeværerne, men de kom ikke. De gik i land ved Cherburg og nu var tyskerne på tilbagetog planmæssigt over alle fronter. Vi lyttede naturligvis til ”Her er London. B.B.C. sender til Danmark, vi sender på kortbølge, på to og tredive meter båndet, på mellembølge og på langbølge på tohundrede båndet” og nogle af soldaterne lyttede med, selv om det var strengt forbudt.

Det blev en meget varm og tør sommer fra den 15. juni, da havde vi bjærget det første kløverhø. Og jeg var ude i Trækær for at vende hø med en lille rive. Jeg gik bagom som er det letteste fordi afrage skåret ligger i den retning når slåmaskinen vælter græsset bagover. Rageren på slåmaskinen ligger det lidt udefra, så man kan slå næste skår uden at det slæber. På den måde ligger det sådan at det hænger sammen. Og når man løfter i det med river er det bare at gå derud ad og bevæge armene, så går det i en strygende fart.

Nu kom Nis og ødelagde det hele, fordi han mente vi skulle vende det fra én side så høet kom op i solen. Men det viste sig da vi havde taget den halve mark, at så kunne det ikke lade sig gøre. Så måtte vi tage det andet fra den retning hvor der ikke kom sol, og så alt det besvær. Når man kommer på det fra den forkerte side skal man have fat i det med riven hele tiden og så er den tykke kant fra afrageren længst væk. Jo Nis forstod at få arbejde ud af folk som skulle have en stor løn.

Kløverhøet blev ragt i strenge med maskine, men høet blev slæbt i stak med fork. Stakkene var ikke ret store, hvorimod enghøet blev tømmet sammen og sat i store ægformede stakke. Det så kønt og imponerende ud, men det gjorde alle dengang.

En dag vi var nede og vende hø i engen var det så varmt og solrigt. Nis tog sin skjorte af og det gjorde jeg også, mens vi vendte høet fra den forkerte side. Det gjorde jo ikke arbejdet lettere og jeg kunne ikke følge med, selv om Nis viste mig hvordan. Mie blev nede i det ene hjørne. Om eftermiddagen skulle alle mand af hus for at få det ragt. Jeg beholdt min skjorte på, men det gjorde Nis ikke, og da han sad på riven faldt solen naturligvis i, og om aftenen skulle Meta smøre ham for det, og han hylede og skreg over det. Skal du ikke også sagde Meta, nej, for jeg var klogere, men efterhånden er ens hud vant til sol, så jeg kunne gå uden skjorte på.

Så kom Adolf Christensen for at tække på hestestalden, vi skulle hjælpe med at sy som det hedder. Det vil sige trække nålen ind og stikke den ud igen så tråden af kokus kom rundt om latten, sætte garn i nålen og give ham nye neg af rughalm. Ud og ind, op og ned. ”Fandengalemig, ved du ikke det, og du er endda søn af en tækker”.

Så skulle vi køre hø, det var varmt og mange læs. Mie skulle hjælpe i fag, men hun var nu mere i vejen. Da jeg var oppe og træde høet ned langs taget, tabte jeg mit lommeur og jeg opdagede det først da vi var på vej ud efter et nyt læs og vi havde travlt. Så jeg fik ikke tid til at lede efter det før det blev stablet til med hø, men Nis fandt det da om vinteren oppe mellem et par kreaturer, så jeg fik det da igen.

Nu måtte jeg klare mig uden ur, men det vænnede jeg mig hurtig til, for vi stod op med sol og når den var højest i syd var det middag. Og når den var ved at gå ned i vest var det aften, logisk. Det var galt når det var tåget. En gang jeg pløjede stubmark i Trækær, hørte jeg det tude fra vandtårnet på hospitalet, så var klokken tolv og så spændte jeg fra i en fart, hestene blev derude og så løb jeg hjem, det tog kun et kvarter. En anden gang var jeg oppe og pløje i marsken og da var det meget tåget og jeg vidste hverken tid eller sted, men ellers klarede jeg mig godt uden.

Vi havde masser af hø, det kunne ikke være inde. Så satte vi det i en stor stak ude syd for møddingen. Det fine solskinsvejr blev ved til vi havde høstet rug og byg, og vi fik det ind inden der kom regn. Vi tærskede rug på en hjemmelavet tærsker som Nis havde lavet af et cykelhjul og nogle latter med store spiger i. Så tog vi neget og holdt det ind over og så rev den jo kernerne af. Så blev stråene lagt pænt i neg til senere forarbejdning. Det gjorde jeg så når der var en ledig stund. Jeg pillede alt det løse og flossede halm væk så der kun var lige strå tilbage, vi skulle jo bruge det til tag senere.

Nu gav det regn og resten af høsten blev besværlig. Vi havde fire ha. korn oppe i marsken ved diget, det var sådan nogle fine neg. Halvdelen var byg og resten havre. Jeg skulle skokke det på en bestemt måde, først to så to fra øst, så fire par neg fra vest og det skulle altid være fra samme side. Det var jo for at man ikke skulle rive i det og spilde for mange kerner.

Jeg havde mad med, det var jo langt hjem, så det havde jeg ikke tid til. Jeg fik skokket, men lige pludselig lød der en kraftig hvinende lyd, og et sted ude vest for Fanø lod et brag. Da jeg så ind mod V. Vedsted så jeg en kraftig røgsky og så kom knaldet langt efter. Det var kanonen inde i V. Vedsted de afprøvede, det var vist også det eneste skud.

Vi fik også invasion af ”Svingpjatter”, det var Københavnere. De skulle sætte pigtråd op ude ved diget. Her havde tyskerne lagt landminer ud langs hele stranden og for at beskytte minerne, var de jo nød til at sætte hegn op med skilte med ”adgang verboten”, kun adgang for englænderne.

Tyskerne troede at de kunne gå på vandet, og regnede med de kom vadende ind vestfra. Københavnerne skulle vi jo også huset og føde imens det stod på. Der var også nogle danskere der prøvede at gå ud mellem minerne, men blev slået ihjel eller lemlæstet. Oppe ved skolen var der også minefelter rundt om og der gik vagt ved indgangen.

En Københavner som var på en gård i sognet var på besøg i Sdr. Farup, og da han var på vej hjem blev han skudt af vagten, men han overlevede dog med ar efter det. En kvinde blev dræbt en aften fordi hun var gået udenfor under en overflyvning af engelske flyvere, og en granat eksploderede i nærheden. (Marie Wulff, V. Vedsted Byvej 32) Næsten hver nat kunne man høre engelske flys monotone lyd og enkelte fløjt af noget der faldt ned. Det gjorde der også på vores toft, det var en udbrændt lysbombe.

Den sidste kornhøst var meget besværlig på grund af regn og stankelben, som åd store pletter i korn, roer og grønjord. Skønt jeg såede arsenik et par gange åd de alle sukkerroerne i Kov, og alle dem vi havde på Lyker op til fløjdiget led af sandflugt og tørke. Jeg var oppe på en mark ved Sdr. Farup og sætte lupiner på ryttere. Dem havde vi skårlagt med slåmaskinen med en zinkplade på, så ragede jeg dem af i bunker. Nu skulle de på ryttere og det knaldede og kernerne sprang om ørerne på mig, de sprang jo op når de blev tørre. Det havde nok været bedre at have gjort det mens de var kolde og lidt våde. Det gav heller ikke så meget da det blev tærsket.

Jeg var også deroppe og pløje stubmark. Tyskerne holdt øvelse på skydebanen der, og i den sydlige ende af marken kunne jeg se lige ind over banen. De skød og skød ved siden af skiven og den jordvold der var, og kuglerne hvinede om ørerne på mig og hestene blev urolige. Så lod jeg den sydlige ende være til tyskerne tog hjem. Jeg kunne høre kuglerne fløj langt øst på ind i skoven og så sagde de plop. Engang imellem kom en kugle væltende rundt fordi den havde ramt noget undervejs og var ude af balance.

Da tyskerne var holdt op med at skyde og jeg havde fået den sydlige ende pløjet og kørte hjem, så jeg at en højspændingsledning var skudt ned af vildfarende kugler. Heldigvis havde vi skiftet vognspor uden for den ordinære vej, så jeg kørte ikke ind i den nedfaldne ledning. Da jeg kom hjem fortalte jeg det til Nis, som gik og røgtede i mørke. Han var inde og ringe til elværket om hvor det var, og vi fik strøm igen.

Vi var holdt op med at malke om middagen, men så skulle jeg arbejde på marken til det var bælgmørkt. Det var jo også snart november og vi tog kålroer og sukkerroer op inden. Kålroerne blev kørt op imellem bladene, jeg skulle have ti rade med af gangen, det var vel for at jeg ikke skulle køre frem så tit. Men jeg skulle bruge en møg læssegreb til det, tænk det var meget besværlig. Kom man for langt væk fra vognen kunne man ikke få dem af forken, og de ville heller ikke blive på forken og dem under vognen var ikke til at få fat på. Da Nis ikke så det havde han jo ikke ondt af det. Tog jeg min roegreb og læssede med så kunne jeg jo kaste dem hen på vognen.

De grebe vi havde dengang var beregnet til kålroer, som var meget større end sukkerroer, så da jeg skulle køre sukkerroerne skulle jeg være meget forsigtig, at de ikke faldt igennem. De var jo så små på grund af tørken. Nis rev sukkerroerne op med en rap, men dem han ikke kunne se lod han sidde, det skulle jo gå stærkt. Det tog en hel time at læsse et læs. Det syntes Nis tog for lang tid, så han kom hen og viste mig hvordan jeg skulle bære mig ad. Han for på roerne, rystede jorden af dem, så roerne også faldt af. Og stødte han på én han ikke havde fået op, sparkede han til den, sådan. Men jeg tog grebet og fortsatte som jeg havde begyndt, men nu lod jeg dem han ikke havde fået op blive siddende. Jeg snakkede med Karl Madsen da jeg var ved at læsse af og spurgte, om han ikke også ville vise mig hvordan jeg skulle læsse af, det var jo ikke sikkert jeg fik det lært inden han havde fået aflæsset.

Den niogtyvende oktober på min bror Ejnars fødselsdag ville han giftes med Mette Sørensen for at undgå at blive pebersvend. Det skulle ske i Seem kirke og Høm forsamlingshus med stor festivitas. Jeg var indbudt og måtte spørge om jeg kunne få fri før. Der var vi så i lastbil og kom først hjem næste morgen uden søvn.

Det var meget tåget på hjemvejen, men nu var det første november, og så måtte jeg jo tage afsked med Mie. Jeg tror hun græd over det, måske af glæde. Så skulle jeg have min løn og Nis spurgte om jeg kunne give tilbage på en check på mange tusinde kroner, som han havde fået for køer og kreaturer han lige havde fået afregning på. Nok fik jeg en stor løn og bortset fra skat og lidt andet, var det meste jo i behold. Det satte Far i sparekassen efter at have taget sin del. Femten hundrede kroner. Der var du heldig, sagde de der, nu kan du få renter af dem. Det var jo under krigen og penge var ikke det papir værd de var trykt på.

Så var jeg ovre at hente skab og tøj, nu skulle jeg jo hjem og hvile, det trængte jeg jo til. For herre gud, sådan nogle små heste, dem kunne jeg jo nå rundt om med armene, og vognen var så lille, den kunne jeg da selv trække. Vi havde ganske vist fået den ene nordbak ”Hans” udskiftet med en der var lidt større inden jeg kom hjem. Hans havde fået plads ude ved sognefoged A. B. Møller, hvor han tjente sammen med sorte Søren, som nu er gift med kusine Astrid Madsen, Sdr. Farup Vej 31. Erna skulle på efterskole i Ølgod sammen med Agnes Thomsen. Jeg var kørende ud til toget med dem, jeg havde Thora med.

Da vi kørte hjem var hestene lidt for ivrige, så jeg holdt igen i tømmen. Så slog ”Svend” svinglen af og så måtte Thora tilbage og hente den. Vi fik den sat på og kom helskindet hjem. Så kunne jeg forsætte i roerne herhjemme.

1945

Vi fik ikke vintervejr af betydning, men nu lakkede det mod enden med krigen. Et engelsk fly var nødlandet ovre ved ti kilometer stenen før Rejsby mejeri og havde ødelagt stenen. En aften kom nogle engelske jagere ind vestfra og skød efter noget på landevej og jernbane, der var huller i vejen, hvor der var en sil under. Jernbanen blev af og til saboteret, så der var uregelmæssig toggang. Transformatorerne ved Hviding, der var en på hver sin side af vejen blev sprængt i stykker o.s.v.

Så endelig kom befrielses budskabet fra London om de tyske tropper i Holland, Slesvig og Danmark havde overgivet sig. Tillykke sagde Grunnet, det var ham der var speaker, førhen Danmark. Og dagen derpå var der transmission i radioen hele dagen med danske sange. Det var skønt at høre, og der var kirkeklokkeklang i flere timer.

1 ste. Akt.

N. B. Martin skriver, at det var Grunnet der var Speaker, men det er fejl, det var Johs. G. Sørensen.