Marie Jensens Saga
– og Søren Madsens
Søren Hansen Madsen, født 16. juli 1911, Harevej 1 A, i Egebæk.
Marie Valborg Madsen, født 14. november 1914, Harevej 1 A, i Egebæk.
Fortællingen her er lånt af Lis Jensen, Stregevej 3, Damhus. Hun fortæller, at hendes mor Marie Valborg Madsen skrev sine erindringer på plejehjemmet Margrethegården i Ribe. Hun nåede desværre ikke at færdiggøre sagaen inden sin død 16. maj 1999.
Om familien her se også Degnetoftevej 3, Lillemosevej 3 og Lillemosevej 10.
Far, Jacob Valdemar Madsen, blev født i Egebæk som en af 6 søskende. Se Harevej 1 A. Da han var 4 år døde hans moder, og den kone, som hans far giftede sig med kunne ikke lide børn, så alle børnene blev sat i pleje. (Marie Christine Mathisen, Sdr. Farup Hedevej 7) Valdemar kom til et barnløst ægtepar på Mandø, som dog senere fik børn, som han så måtte passe.
Så snart han var konfirmeret stak han til søs og sejlede i 7 år til han blev træt af livet om bord. Han tog nu plads på en gård i Farup, Dortheashvile, hvor de havde en sød og glad kokkepige, der hed Ane Christensen. De blev gode venner og blev gift.
Ane kom fra Vejrup, hvor hendes fader var ved banen, ligesom hendes brødre senere var. Mens Valdemar og Ane ventede på at få en udstykning fra hans faders gård, boede de hos hans forældre, men stedmoderen var ikke blevet venligere, og hun slog Ane.
Efter nogle år på stedet, hvor de fik en flok børn, fik Valdemar mavesår, og måtte holde op med landbruget. De købte så et hus i V. Vedsted, Vester Bjergvej 30, hvor Valdemar blev strandfoged og skovfoged.
Både Valdemar og Ane tog alle slags job for at forsørgede 8 børn de havde. Valdemar var god til at skyde og havde ruser i havet, så det sørgede for familiens kost sammen med mælken fra den ko de havde. Det overskydende blev solgt, så Marie synes aldrig at de har manglet noget.
Familien havde en slædehund som Valdemar syede seletøj til; så kunne den trække ham på cyklen. Han var i det hele taget meget fingernem. Familien havde et stykke mose, hvor hele flokken hjalp til om sommeren, så der blev til både eget brug og til salg. En hest trak vognen til og fra mosen ved Egebæk.
Ane havde arbejde med skolerengøring i 25 år. Hun gik også til Kammerslusen og vaskede op om aftenen, og gik hjem over engene om natten. Hun vaskede tøj for nogle bønderkarle, syede tøj til familien, men altid var hun glad og sang til arbejdet.
De 8 søskende, Einar, Metha, Agnes, Markus, Søren, Viggo, Marie, Tove, måtte alle hjælpe til både i mosen og hjemme. Marie husker når hun skulle med sin far ud kl. 4 om morgenen.
Forældrene var gode til at rose deres børn, og Marie husker ikke at de blev straffet, Valdemar behøvede bare at se på dem, når de havde lavet ulykker. Valdemar var dygtig med sine hænder og lavede en båd til børnene, som de kunne sejle fra huset og ud til havet. Åen var dengang langt mere vandfyldt end nu.
Ane lavede kaffe i forsamlingshuset, og når der var danseskole, kom børnene med, da de gjorde rent bagefter. Sommetider fandt de parafin på forlandet, det blev brugt til at lave lys af, og også til at gøre dansegulvet glat med.
Om vinteren kørte de på slæde på en bakke i skoven, og da de tidlig havde radio, kom der mange unge i hjemmet, hvor de kunne lide at høre Valdemar fortælle om sin tid på søen. Engang blev en dåse strandede cigaretter også fordelt til de unge. Som så mange andre har Marie og Søren haft en god barndom, som de mindes med glæde.