Historier fra “Mandø-Posten”

1935-1988

Artikler fra
Mandø-Posten

Øens Forbindelse med Fastlandet.

Mandøposten, nr. 3 – 1935

Af Lærer J. K. Hansen, Smedager.

I de senere Aar er Postforbindelsen til Fastlandet blevet væsentlig forbedret. Der er kørende Post hver Dag til V. Vedsted og hver Lørdag kørende Post til Ribe. Efter at Ebbevejen er blevet gruset fra V. Vedsted Strandbred og langt ud i Vadehavet forbi Madses Rende, er Forbindelses­vejen blevet saa meget forbedret, at man i Bil kan køre over Vadehavet til Mandø ved Ebbetid.

I Sommeren 1934 var der ikke saa faa Person- og Sel­skabsbiler, der gjorde Turen over Vadehavet til Mandø; men er Vejrforholdene ikke gunstige, bør saadanne Ture fraraades. Vejen til Mandø er mærket af med Ris, saa den er let at finde. Om Sommeren er en Tur over Havet i Bil vidunderlig; men om Vinteren er Rejsen til Mandø en kold Fornøjelse, hvad enten man saa kører eller gaar, ja, den kan endog være ret farlig. Der har før i Tiden været de Tilfælde, hvor Is, Taage og Flod har haft Døden i sit Sold ved Turen over Vadehavet. Saa det er nok værd at være forsigtig her.

Øens Postforbindelse til Fastlandet i gamle Dage var alt andet end god. De ældre Folk paa øen fortæller, at i deres Ungdom var det ganske tilfældigt, naar der kom Post til øen. Et Brev kunde saaledes tidt ligge en Maaned eller endnu længere paa Brevsamlingsstedet i Vedsted, inden det kom til øen. Der kom kun Post til øen, naar en eller anden ved en given Lejlighed tog den med.

Det hændte ikke saa sjældent, at der kom vigtige skrift­lige Meddelelser til Styrmænd og Skibskaptajner paa øen; men for at disse Meddelelser kunde naa frem rettidig var det paa Forhaand aftalt, at Manden paa Brevsamlingsstedet maatte aabne og læse Brevet, og saafremt han fandt, at Brevet indeholdt Beretninger eller, Meddelelser af større Vigtighed, eller der var Ting i Brevet. der kræ­vede ufortøvet Svar, blev der signaliseret med Blus paa V. Vedsted Strandbred efter forudgaaet Aftale.

Saasnart der saa blev Ebbe, gik de til Fastlandet efter Brevet. Det kunde ogsaa være, at de sejlede, naar Vejrfor­holdene var saadan, at det var baade bedre og mere sikkert at sejle end at gaa over Vadehavet. Med Blæst og ringe Ebbe blev Baaden altid benyttet til en saadan Tur. Under alle andre Forhold var Sejlbaadsforbindelsen med Fastlandet meget vanskelig.

Mandøposten, nr. 4. 1935.

Af N. Th. Hansen, Mandø.

Naar en gammel Mand som jeg ser tilbage paa Barn­domstiden og første Ungdomstid, kan jeg med Sandhed sige: Ak, hvor forandret. Thi Tiden har medført store For­andringer i alle Forhold her paa øen, man sporer det alle Vegne baade i Hjemmene, i Livserhverv og Arbejde, i Folks Tankegang og Levevis, overalt er der vokset nye Forhold frem, født af nye Tanker og Ideer.

Naar Tankerne i de stille Timer søger tilbage til de gamle Dage og dvæler ved Minderne fra Barndomstiden, gribes man tidt af et stille Vemod. Der er noget vemodigt i det: at mindes de svundne Tider, og skønt mange af de svundne Dage staar for os gamle i rosenrødt Mindeskær, tror jeg dog ikke, at vi ældre, om vi kunde, vilde ønske dem tilbage; thi der var jo alligevel meget, som ikke var saa godt dengang som nu.

Øens Forbindelse med Fastlandet var i Fortiden meget elendig. Der var saaledes ikke nogen regelmæssig Postforbindelse til øen. Brevene kom kun Vejen frem, naar Lejlighed gaves. Var der f. eks. en Vogn fra øen paa Fast­landet for at hente Tørv, blev Brevene sendt med Vognen hjem.

Omkring Halvfjerdserne i forrige Aarhundrede var der her fra øen to Mand, som besørgede Posten fra og til øen to Gange om Ugen for et Vederlag af 2 Skilling (4 øre) for hvert Brev. Blade og Aviser var der ikke saa mange af som nu til Dags, saa vidt jeg husker, var der dengang kun to eller tre Aviser, men af Breve var til Tider ikke saa faa, der var jo mange Søfolk fra øen, og de skrev ret flittigt hjem, det var derfor et meget betydningsfuldt Gode, da Postruten Mandø-V. Vedsted blev oprettet.

1. Oktober 1874 oprettedes en 6 Gange ugentlig gaa­ende kgl. Post. Den første, der blev ansat i dette Embede, var H. C. Hansen. Skønt Mandøruten dengang var Danmarks besværligste og vanskeligste Postrute, var Lønnen kun ringe; men H. C. Hansen sparede sig ikke i Postvæsenets tjeneste, samvittighedsfuld som han altid var, har han gjort mange besværlige Ture ved Vintertid over Vadehavet baade til Fods og med Baad for at faa Posten op og hjem, og tidt var disse Ture ikke uden Livsfare.

Som en yderligere Forbedring blev der i 1887 oprettet en 1 gang ugentlig kørende kgl. Pakkepost.

1. April 1907 afskedigedes H. C. Hansen med Pension og øens nuværende Postbud, H. C. Hansens Søn, Marius Hansen, blev samme Dag ansat i Embedet. Under Marius Hansen er der i de senere Aar sket en Forbedring med Hensyn til Postbesørgelsen af Pakker til og fra øen, idet der nu daglig er kørende Post, saa Pakker kan faas og afsendes hver Dag med Postvognen.

1889 blev der af Staten nedlagt Telefonkabel mellem Ribe og Mandø paa betingelse af, at Kommunen vilde betale betjening og Husplads.

I Fortiden var Ebbevejen til Fastlandet meget daarlig, hvorfor Sejlbaad blev meget benyttet dengang. Baaden fra øers krydsfartøj, Krydsjollen kaldet, var altid disponibel, takket være Krydstoldassistent Johannes Withs Velvillighed, naar Lægen skulde hentes til øens syge Folk (Se Mandøvej 3). Som Regel var det Krydsmatros Peder Hansen Pedersen, der sejlede med Krydsjollen til Fastlandet efter Læge. Han var altid rede til at bringe Hjælp til sine syge Medmennesker. I al­vorlige Sygdomstilfælde, naar Elementerne var i Oprør, og det var absolut nødvendigt at faa Baad til Fastlandet efter Læge, var han altid Manden, til hvem man henvendte sig med Bøn om Hjælp, og aldrig bad man her forgæves om Hjælp, selv om han vidste, at han satte sit eget Liv i Fare.

Det var i det hele taget meget omstændeligt i gamle Dage, selv under gode Vejrforhold, at faa Læge til øen; thi dengang var øen ikke moderniseret med Telefon og Radio som nu om Stunder. Skulde der en Læge til øen, maatte der en Mand af Sted til Ribe for at bestille Læge og Vogn. Der var tre Læger i Ribe, og dog hændte det ikke saa sjældent, naar Budet kom til Byen, at der ingen Læge var at træffe hjemme; der var saa intet andet at gøre end at afvente Lægernes Hjemkomst. Var de ude i Sygebesøg paa Landet, kunde det som Regel tage lang Tid, inden de kom hjem; thi naar Lægen kom paa Landet, benyttede Folk Lejligheden og tilkaldte ham hist og her i Nabolaget, hvor der var Sygdom til Huse. Naar saa Lægen endelig langt om længe kom hjem, og Budet havde faaet talt med ham, og han havde lovet at gøre Turen til Mandø, skulde Vognen bestilles. Det hørte ikke til nogen Sjældenhed, at der ingen Vogne var at opdrive, især kneb det om Søndagen at faa Vogn, og Turen maatte saa enren udsættes eller opgives. Men havde Budet været heldigt, og Læge og Vogn var rede til at gøre Turen, saa kunde denne først finde Sted ved næste Lavvandstid.

For at kunne faa den Medicin, Lægen foreskrev, maatte der en Mand med Lægevognen til Ribe. Der kunde saa gaa 2 a 3 Dage, inden Manden kom hjem med Medicinen til den syge.

Øens Folk var altid rede til at hjælpe hinanden i Syg­domstilfælde, og der manglede aldrig en hjælpende Haands­rækning, naar Lægen skulde hentes. Saaledes skulde Lægen engang over til en Barnefødsel paa øen. Det var midt om Vinteren og der laa Is over Vaderne. Ebbevejens Riskoste var forlængst afskaaret og bortført af Isen, og da det var ved Nattetid, og Vejret var mørkt og usigtbart, og det var ved Maaneskifte, syntes det næsten umuligt at faa Lægen over.

Men Mandøerne ved, at Vanskelighederne kun er til, for at de skal overvindes, og i Vinteraftenens Mørke og Kulde gik fjorten Mand fra øen, forsynede med Taagehorn og Lygter, ned over Vaderne; her tog de Opstilling i spredt Kæde fra Annelbanken og til Vedsted Strandbred for at lede Lægen over de natvildsomme Vader, og før Dagen gryede, var der bragt Lægehjælp til den nødstedte Kvinde.

Som ovenfor nævnt blev Sejlbaaden meget benyttet i Fortiden, naar man skulde have Forbindelse med Fastlandet under Uvejr og Højvande. Hændte det sig, at øens Søfolk, naar de rejste hjem paa Vinterorlov, kom til V. Vedsted og ikke kunde komme over Vadehavet, enten paa Grund af Højvande eller fordi de nødvendige Søstøvler til Van­dringen over Havet manglede, maatte der Baad op efter dem.

Det var næsten en fast Regel, at øens Søfolk, naar de vilde hjem, tændte Blus paa Vester Vedsted Standbred med et Knippe Halm. Det var gerne omkring Kl. 6 Aften at de ”blussede”. Saa snart Strandblusset var blevet set at een paa øen, varede det ikke længe, før alle paa vor lille ø vidste, at nu var der een eller flere, der vilde hjem, og saa søgte man at regne ud, hvem af Søfolkene det vel nu kunde være, der ,,blussede”, det maatte jo sikkert være den eller den, ja, og saa kunde det være en hel anden end den, de havde tænkt sig.

Saaledes gik det engang for mange, mange Aar siden. Man havde set Blus paa V. Vedsted Strandbred, og øens Folk havde regnet ud, at det maatte være den eller den. Men da de saa kom op med Baaden til Fastlandet, viste det sig, at det var en Mand herhjemme fra, der havde været en lille Tur i Ribe og nu ikke kunde komme hjem paa Grund at Storm.

Hvad! Er det blot dig?” blev der spurgt fra Baaden. ,,Blot mig! Ja, jeg skal vel ogsaa hjem”, lød det lidt overlegne Svar fra Land. Var Baaden oppe, kom de med alle, der vilde, og tidt var Baaden stuvende fuld.

Christian Bager (Peder Christian Jensen, V. Vedsted Vej 145

) fra Vedsted var engang kommen med Baaden. Hans kagefyldte Kurve var blevet anbragt i Bunden at Baaden ved Forskøderne, selv havde han ,,pladseret” sig midtskibs. Under en Vending, som Baaden maatte gøre paa Hjemturen til øen, banede en Mand sig Vej hen til Forskøderne for at løsne dem. Baaden gyngede op og ned og det kneb for ham at holde Ligevægten, og i et for ham faretruende øjeblik, plantede han til Bagerens store Forfærdelse begge sine af Tran fedtede Søstøvler midt i den ene Kagekurv, mens Baaden gik over Stag. ”Do er aap i æ Kaeg”, blev der raabt med den største Bestyrtelse. Men nu var han bleven mere ligevægtig end før og svarede nok saa rolig: ” Det ved jeg godt, men nu skal Skødet gøres fast.”

Vejen gennem Vadehavet.

Mandøposten, nr. 5 – 1936

Overfartsforholdene til Mandø har aldrig været gode, og særligt vanskeligt og besværligt har det været, naar Foraars- og Efteraarsstormene satte ind med Kraft.

For at raade Bod paa disse Forhold indgik Mandø Sogneraad i Foraaret 1932 til Ministeriet og Amtet med Andragende om Tilskud til Udførelse af et Prøvestykke Vej c. 1800 m ud i Havet. Amtet bevilgede 2500 Kr. og Staten 5000 Kr. paa Be­tingelse af, at Kommunen selv ydede et Tilskud paa 2500 Kr., og dette Beløb skaffede Kommunen til Veje.

Arbejdet paabegyndtes i Midten af August 1932 efter et af Amtsvejvæsenet udarbejdet Projekt og under Statstilsyn af Ingeniør Buhl, Sønderborg. Den nye Vej er anlagt nordligere end den gamle Vej, fordi Terrænet her er c. 2 Fod højere. Ganske vist var Bunden noget blødere, hvorfor det blev nødvendigt at lægge Faskiner paa 5-600 m af Strækningen. Kørebanen er udlagt i 2½ Meters Bredde med Paksten og Grus ligesom enhver anden nyanlagt Vejbane. Vejen hæver sig c. 15 cm. over Terrænet, og for hver 500 m er lavet Vigeplads.

Anlægget at Vejstykket, der sikkert er det første af sin Art i Danmark, strakte sig over 3 Maaneder, og Amtsvej­inspektør Kærn, Ribe, havde Tilsyn med Arbejdet. Da Vej­stykket var færdigt, kørte Amtsvejvæsenet i Bil til Mandø, og efter Vejinspektørens Udsagn tog Turen fra Ribe Torv til Mandø By 45 Minutter.

Det er at haabe, at Autoriteterne med Velvilje vil lytte til de ønsker, som sikkert vil fremsættes fra øens Befolk­ning. Arbejdet skulde gerne fortsættes. Der tiltrænges i høj Grad en Udbedring af Strømrenderne og Grundforbed­ring af Vejen ovre paa Mandø; men da der intet Vejma­teriale findes paa øen, og det ikke er let at faa det trans­porteret derover, er Opgaven for stor til ene at kunne bæres at øens Befolkning.

For Mandø vil det betyde en Del at opnaa lettere For­bindelse med Fastlandet. Transportforholdene betyder med deres Vanskelighed naturligvis en Fordyrelse af alt, der skal bruges til og fra øen, men naar Lastbilerne kan smutte over til øen, vil det hjælpe en Del, og øen vil sikkert kunne paaregne et større Antal Landliggere, naar Forbin­delsesforholdene bliver bedre.

At Mandøboerne er glade for det nye Vejstykke, er ind­lysende, selv om en Køretur paa den nye Vej langt fra var nogen behagelig Oplevelse. Jeg erindrer endnu, da jeg i Foraaret 1933 gæstede Mandø, hvorledes man under Kørselen paa det nye Vejstykke havde en Fornemmelse af, at Indvoldene skulde rive sig løse, og for at forhindre dette forsøgte man at hænge paa Armene; spejdende efter vor Rejses Maal. – Nu er Vejen omtrent jævn, og man kan trygt tilraade enhver at prøve Køreturen. Men med de ubehagelige Minder fra Foraaret 1933 in mente, var det ikke underligt, at den Tanke pludselig slog ned i mig, da jeg i Sommerferien 1933 i Bil holdt ved Vester Vedsted Strand: Hvad om Du forsøgte Turen i Bil? Vejret er her­ligt, og Vadehavet ligger smilende og blinkende i Efter­middagssolen. Bilen startes igen, og straks gaar det for fuld Kraft ud gennem Vadehavet. Vejens Bredde tillader ikke mange Sving. En 1/2 m til hver Side har man at rave paa. Skulde man møde et modgaaende Køretøj, maa man se at passere det paa et af de 3 Omkørselssteder, som er ud­bygget. Det gælder om at have godt fat i Rattet; thi kommer man en halv m. for langt ud til Siden, glider man ned i den klægbløde Havbund og kommer ikke mere paa ret Køl ved egen Hjælp.

Det første Stykke Vej gaar det meget glat, men et Stykke ude i Dybet slaar Søerne ind over Vejen. Vi er for tidlig paa Vej; det er kun halv Ebbe, og ved at se paa det rin­dende Vand faar man en Fornemmelse af, at Bilen vil drive i Læ, hvorfor man søger at holde den op til Luvart. For en Gangs Skyld sender man Ringkøbing Amtsraad en venlig Tanke. Nu kommer de mange Aars øvelse i Kørsel paa Ringkøbing Amts elendige Landeveje en til Gode, og man mister ikke Fatningen. Motoren sættes i 2. Gear, og saa lader man staa til. Efter nogle Minutters Forløb er det værste overstaaet. Børnene, der under Kørselen har været meget tavse, begynder igen at snakke op om alt det, man ser omkring sig. Nu gaar det i strygende Fart hen over Vaderne, mens Vandet sprøjter langt til Siderne, over vidt­strakte, vaade Flader, hvor Sandormenes Smaatuer løfter sig millionvis. Mellem de to Strømrender: Stagrenden og Thues Rende passeres et Hestekøretøj. Vi holder stille et øjeblik for at veksle Hilsener, og efter nogle Minutters Forløb starter Bilen igen; men det er umuligt at faa Vognen ud af Stedet. Hjulene, der løber rundt, arbejder sig længere og længere ned i Havbunden. Gode Raad er dyre. Magasinet undersøges, men der findes intet Tov. Dog, Kusken ved Raad. Tømmerne tages af Hestene og bindes i Bilen, hvorpaa han fører Hestene frem ved et Tag i Grimen. Re­bet sprænges imidlertid, som var det Sytraad. Vi prøver igen, og Rebet lægges dobbelt; men Resultatet gentager sig. Tømmen lægges nu 4 dobbelt sammen. Vognen sættes i 1. Gear, og Passagererne store og smaa – skyder paa, og denne Gang lykkes det at komme løs, og snart farer Bilen af Sted, og i Løbet af nogle Minutter er øen naaet, og vi er en Oplevelse rigere.

Man kan altsaa godt tilbagelægge Vejen fra Fastlandet til Mandø I Bil, og der er ingen Risiko forbundet dermed. Man skal blot foretage Køreturen, naar der er god Ebbe, og man skal ikke gøre unødvendige Ophold, mens man er paa Vej gennem Vadehavet.

Træk af Doktorfærd til Mandø.

Mandøposten, nr. 7 – 1937

Nedenstaaende Skildringer, der ledsager vedkommende Læges Aarsberetning til Sundhedskollegiet, er af Fysikatet med Forfatteren Tilladelse velvillligt overlade ,,Ribe Stiftstidende” til Afbenyttelse. (Her optrykt efter ,,Ribe Stiftstidende” Aargang 1898).

Kan det være farligt at sejle udenøs, saa skal intet Fartøj undtagen Joller vove sig indenfor Øen. Det fik en hollandsk Kuf at prøve for en Del Aar siden, der vilde ind til Ribe den Vej i Stedet for gennem Knuddybet. Havde ikke Krydsassistenten med sin Jolle hjulpet den, var den bleven staaende. Men Hollænderen var stædig. Han manglede kun ”en Ø” efter sit gamle, umulige Søkort og troede, at krydserens Folk vilde trække ham op. Omsider fik de dog Lov at borde ham og lodsede ham sønden om øen gennem Rømødybet (Juvredybet) vestom til Knuddybet. ”Men vi maatte holde 4 Streger højere, saadan drev den af”, sagde gamle With. Det gik dog endelig op for Hollænderen, at Krydsbetjentene vare hans Venner og ikke Menneskeædere.

Øen er historisk bekendt som det Sted, hvor Kong Valdemar Sejer først tog imod sin Brud, Dronning Dagmar, i sit Rige, forsaavidt da det slaar til. Thi Sejladsen gik vistnok i de Tider indenøs, da Ribe Bys ,,frie Strømme” først endte ved Listerdyb syd for Rømø.

Øen kan ogsaa rose sig af at have fostret berømte Mænd som t. Ex. Botanikeren Professor Eug. Warming, hvis Vugge har staaet i den gamle Præstegaard, og endnu har øen saadanne botaniske Rariteter som Cerastium te trandium at byde paa.

Det var den 14. Januar 1871 om Formiddagen, jeg første Gang blev kaldet til Øen. Ved gaaende Bud fra Stranden blev jeg anmodet om snarest at komme for at hjælpe en Kone. Saa hurtigt, det lod sig gøre, kom min Vognmand og befordrede os over den opkørte, knoldede Vej til Ovret. Her stod Vandet højt i Land, men havde samtidig lagt en bred Bræmme af store og smaa Isskod­ser og Flager, førte herover af Vind og Strøm, fra Land flere Hundrede Alen udad. En Mand stod parat med Søstøvler for at lodse Doktoren ud gjennem disse ”Isbjerge”, tør jeg vel kalde, her, hvor hver lille Bakke bli-et Bjerg i Folkemunde. Efter en Del Vaden, gjennem Smøger, om Ispynter og Entren over Flager kommer der en høj Mand os i Møde i Vand til Skrævet og Olietøjet og Uldvanterne slæbende i Vandskorpen. Det er Kryds­assistenten, gamle With, Mandøvej 3, som ikke maa laane Krydsjollen ud, men nok under de givne Omstændigheder tør give en Haandsrækning, naar han selv er Fører. Og som saadan er han fortræffelig. Man er øjeblikkelig tryg under hans Førerskab blot ved at se hans Personlighed. Med ham som Vejviser naa vi alle fire efter forskellige Bugtninger til Jollen, der ligger i Iskanten ud til det aabne Vand. Kravlende op i Baaden kunne vi sætte Sejl og krydse os op i Sydøst af øen, hvor Renden ved Højvandet tillader os at løbe helt ind i Engen. Her holder Vogn, der paa den sydlige Klitrække fragter os til et Skipperhjem, til den længe Ventende.

Jordemoderen modtager mig med et: ”Men, kjender De mig ikke, Hr. Doktor!” Jo! men hvorfra? Det er første Gang, jeg er paa øen. ”Det er jo Marie Mandø!” Ah ja, fra Stiftelsen! I Løbet af en Time, Kl. 8-4 Eftermiddag, er Doktoren saa lykkelig at forøge Husstanden med 3 Smaaborgere, som sig hør og bør Søsteren først, fulgt af sine tvende Brødre, til Alles Tilfredshed og Vel­være. Under Aktionen aabnedes Døren jevntvæk, og nogle hviskende Ord vexledes, saa lukkedes den igen. Forkla­ringen herpaa fik jeg senere. Der skulde være et stort, almindeligt Gilde for hjemmeværende Søfolk; men Ingen rørte sig hertil, før Alt var overstaaet og vel. Saa gik der som en Jubel over hele øen, tre jævnaldrende Sød­skende første Gang i dens Historie, og saa tog Lystighe­den og Dansen rigtig fat i samme øjeblik. Det havde Sendebudene besørget. Da Manden i Huset havde Skib at føre, var der altsaa ingen Nød tilstede. Men Madam With (Johanne Marie Degn, Mandøvej 3) udbad sig dog den Gunst at maatte faa den ene Dreng (Johan Harald Jørgensen, Mandøvej 3) at opdrage, da hendes egne Børn vare voxne, og det fik hun; thi hendes Hjem var et godt Hjem og hun selv ligesaa afholdt som sin Mand. En saadan hjælpsom Deltagelse gjør godt, naar Manden er fraværende paa de lange Veje. Ti Minutter efter lød det gjennem Døraab­ningen: ”Hr. Doktor! Vil De hjem i Dag, er det yderste Tid”. Tør ikke forlade Konen! Og den Beslutning viste sig højst nyttig for hende kort efter.

Paa den Tid var der ingen egentlig Kro med Natte­rum til Rejsende. I hvert Fald vare Præstens, Krydsassistentens eller Møllerens selvskrevne til af Velvillie at huse Honoratiores, som overnattede paa øen. Min Del blev det den Gang at søge det tilredestillede Nattekvarter i den gamle Præstegaard, hvor den lille, elskværdige Præst af lutter Opmærksomhed mod sin Gjæst selv indtog en Seng i Gjæsterummet og underholdt ham livligt, til Søvnen luk­kede hans Mund. Ikke saa heldigt gik det Gjæsten. Der var Fjedermadras i Sengen; men Betrækket var her og der itu, og da der ingen Overmadras eller Underdyne var, ej heller nogen Hovedpude at skyde under som Skjold, stak Fjedrene sig rundt om paa Kroppen lig Proptrækkere op i Kjødet. Det nyttede ikke at holde Hænderne under; de maatte stadig flyttes og Kroppen ligesaa for at lindre Pinen. Det gav ingen Søvn den Nat, og jeg ønskede mangfoldig, at Præstens Opmærksomhed havde tilladt ham at lade mig være alene, saa kunde jeg have redt mig et Leje paa Gulvet, hvilket jeg fra Felten og Botanisereture ikke var uvant med. Men Skjælm den, som byder finere, end han har. Det var derfor en Lettelse, da Skipper C. B. Jeffsen Kl. 6 bankede paa Ruden ved mit Hoved: ”Hr. Doktor! Nu skal De op; Vandet styrter ud!” Efter en Kop Kaffe, en Visit hos Patienten fra i Gaar, gik det saa i Dagbrækningen Kl. 7 over de vide Marskenge til Ren­den, hvor Baaden alt var klargjort. En Kaptajn Jeffsen, som rejste til sit Skib, ved Roret; en Skipper Jeffsen og tre Mand paa Aarerne bragte os raskt til Fastlandet, hvor­fra Isen var fortsat nordefter; en dejlig stille, solklar Morgen med høj Kiming; Alt godt! Det var den smukkeste Hjemtur, jeg nogensinde har haft fra øen.

Trillingerne fulgtes godt ad som voksne Mennesker, indtil den ene af dem, den livsglade Sømand, for et Par Aar siden satte Livet til sammen med en Kammerat i Mundingen af Vester Vedsted Bæk, efter at de i haardt Vejr forgæves havde krydset hjemefter hele Dagen, ved med Søsteren i Armene at træde fejl af de oversvømmede Brinker, medens Søsteren og en anden ung Pige tillige med en ung Mand bjergede Livet. Siden hin Tid er øen og Farten til og fra bleven mig gammelkjendt, og jeg har siden hjulpet Trillingerne til Tvillingsødskende; men Turene kunne dog endnu bringe nye Eventyr.

Jeg kommer ihu en Efteraarsaften i Slutningen af Fir­serne, da jeg Kl. 9 atter en Gang ”pr. Telefon” blev kaldet til en Kone paa øen. Kl. 10 vare vi ved Havet, ravnesort og taagetykt. Omsider viste der sig paa vort Raab en Lanterne langt ude, hidtil skjult i Baaden. En Mand vader i Land og gaar saa foran for at lede Vognen paa Vejen. Da vi ere komne ombord, skal Vognen jo i Land, og Lanternemanden sætter sig op ved Siden af Ku­sken. ”De maa hellere gaa foran”, siger jeg; men de kunne magelig se, baade han og Kusken. Et lille Stykke borte gaar Lanternen ud, og snart ere de fra Vejen og i Bløde med Vogn og Heste, som hoppe svært i Klægen. Vi sende en Mand ud til Hjælp og siden nok en for at lede Vejen op og faa Køretøjet paa rette Spor.

Det tager Tid; saa griber den sidste tilbageblevne Mand og jeg hver en Aare og stage efter Vejen, den var at finde en 5-600 Alen i Syd, og omsider faa vi dem retledede. Nu gaar Lanternemanden foran Vognen i Land og samme Vej tilbage til Jollen, og saa er Kl. 12. Da fire Mænd saa have trukket paa Aarerne en 3 Timer uden Landkjending og jævnlig kigget paa Lommekompasserne ved en Svovlstik, blive vi lidt længselsfulde. Saa hugge vi med Stevnen Grund et Steds Vesten for Dybet, stage fra og ro videre en Stund. Pludselig se vi gennem Taagen et Lys, og der sættes Kraft paa. Det er som aftalt en Agterlanterne fra Krydseren øst i Rømødybet, hvor vi skulde pejle Renden. Men Lyset forsvinder snart, og en Tid efter støde vi igjen. Lyset kommer atter en Gang et øjeblik, og vi gjøre samme Manøvre. Saa sende vi en Mand fra Borde for at tage Kjending af Landet; han bliver hurtigt borte i Taagen. Da det varer for længe, raaber jeg: ,,Er De i England?” ,,Javel!” høre vi fjernt gjennem Taagen. Da gaar Manden paa sin Hjemøs Enge, men kan ikke rede ud, om det er paa gammel eller ny Mandø, og mellem dem er paa det Sted et svælgende Dyb at Klæg, hyori hverken Mand eller Baad kan færdes. Der bliver da intet Andet for end at tage ham ombord igjen.

Ved Daggry se vi lavt i Syd et svagt, rødt Lys. Det er ende­lig Krydserens Agterlanterne. Vi komme ombord temme­lig forsultne og forkomne og faa en Kop Kaffe. Nu er Klokken bleven 6. Da Enspændervognen – den Gang var der endnu kun fem Heste paa øen og flest Studekøretøjer – noget efter kommer paa Siden at vor Jolle, høre vi, at Alt er vel overstaaet. Lygtemændene, som havde vildledet os, vare Blus, de havde for at signalisere os den lykkelige Begivenhed. Doktoren maatte dog blive paa øen til næste Højvande om Eftermiddagen. Ved Henkørslen til Jollen saa vi et Par store Bjergugler paa En­gen. De saa i Frastand ud som liggende Faar og opholdt sig paa øen hele Efteraaret og Vinteren, rimeligvis for at jage Vandrotter, der havde formeret sig saa voldsomt, at de underhulede Sødiget. Jeg raadede til at frede Uglerne som gode Rottejægere. Men de er dog først ved udsatte Lækattes Hjælp blevne befriede for Rotteplagen. Til Gjen­gæld har sidste Sommer Kyllingerne maattet holde for. Da vi efter Sejladsen i Mørkningen følte Grund under Hvidding Nakke paa Sønderjyllandskysten, erklærede Baad­føreren, at nu kunde de ikke komme længere med mig; de skulde jo selv hjemover om Aftenen endnu og nytte udgaaende Vande dertil. Jeg fik da Søstøvlerne paa igjen, og dels i Vand, dels i Isen og paa denne naaede jeg i Lund med Hænderne i Buxelommerne for at bære Pelsen oven Vande. Saa fik de deres Søstøvler, jeg mine Sæl­skindsstøvler i Bytte, og i denne Dragt vandrede jeg over Mark og Eng ½ a 1 Fjerdingvej til Vester Vedsted Kro. Idet jeg i Mørket svingede her ind i Porten, kom Karlen, min Kusk, mig slentrende i Møde: ”A skuld´ lig ud og se efter Dem I – hans eneste Beskjæftigelse den Dag for at kunne tage mig med Vognen paa Stranden eller ved Siden af Jollen.

En tredie Tur, der nærmest har givet mig Tanken til hele denne lille Skildring, skal jeg nu tillade mig at meddele.

Den 6. December 1897 om Formiddagen Kl. 11 kom Vognmand Jens Lauritsen til mig paa Sygehuset. ”Der er Telefon fra Mandø, om Doktoren strax kan tage med til en Kone; Baad venter”. Klokken 12 ere vi den Mils Vej til Stranden ved Okholm i Vester Vedsted Sogn, hvor Ebbevejen gaar ud1 skjønt den nyanlagte, grusede Vej er sejg og endnu ikke færdig; den er dog altid bedre end den gamle Sandvej. Det er tæt Taage, alt andet end sigtbart Vejr. J. Lauritsen, som selv kjører, naar det gjælder, og jeg raadslaå, om vi strax skulle ud paa Isen, der lig­ger fra Ovret, saa langt vi øjne – væsentlig Ferskvandsis fra V. Vedsted Bækken, efter at den har bredt sig ud over Vadderne – eller maaske hellere vente, da vi hverken skimte Baad eller Folk.

Vi bestemme os til Forsøget og arbejde os paa og gjennem Isen en 8-900 Alen udad, indtil Hestene skjære Benene til Blods, uden at Nyt er at mærke i Taagen. Saa vende vi tilbage til Land igjen, da Hestene ikke kunne staa og vente i det iskolde Vand, faa Dækkener paa dem, stampe selv paa Engen og spejde gennem Diset. Han er mere langsynet end jeg og melder noget Nyt ved Dy­bet: Baad, Vogn, Folk? Snart blive vi enige om. at det er en Baad. Nu skiller der sig et Par Mand fra den og nærme sig hurtigt paa Isen til vor Vogn, der alt igjen har arbejdet sig gjennem Is og Vand den før brudte Vej en 800 a 1000 Alen ud. De medbringe Søstøvler og Isepig til Doktoren. Han kaster sin Pels i Vognen og giver dem sin ene Taske. Efter en rask Isvandring, spredte udenom de skrøbelige Steder, naa vi Baaden uden at slippe igjennem paa østsiden at Dybet. Her have fire Mand, hvoriblandt de bekjendte Baadførere og Sælhundejægere Per Hansen og Knud Hansen, i Løbet af tre Timer kun naået at bryde en bugtet, 7-900 Alen lang Rende for deres fladbundede Skydepram (,,Kane”, som de kalde den). Alle Fem stage vi hurtigst muligt tilbage til aabent Vande og over Dybet saa højt op, vi kunne, paa Mandøsiden. Nu ankres Prammen i Drivisen med Fare for at blive bortført af denne, og vi forlade den med Søstøvler til Skrævet for at naa den ventende Vogn, der bar bragt baade Baad og Mandskab ned til Dybet og nu kjører frem og tilbage paa Vadderne for at holde Varme i Hestene. Hurtigt nærme vi os hinanden, og i jævn Fart gaar det den halve a 2/3 Mil paa Mandøsiden først gjennem Vand, saa paa fast Havbund, til vi naa gammel Mandø. En Mand med et stort Oxehorn under Armen møder os her, sendt ud for at tude efter os, om fornødent. Det er nu deres Sirene. Det er nu syv Mand med to Vogne og en Baad for at hente en Doktor. Forøget med den Passager til fuldt Læs naa vi Maalet, ventede med Længsel; Kl. er da fire om Eftermiddagen. Doktoren kan dog ikke aflægge Sygebe­søg i Søstøvler; han maa først skifte, inden han viser sig. Det er en 28-Aars Enke, som har mistet sin unge Mand efter et halvt Aars Ægteskab sidste Sommer i Libau Havn ved et Ulykkestilfælde, idet Slæblinen kom i Kurre ved Jollens Stævn, krængede den om og satte ham under Skruen, saa der er ingen forventningsfuld Glæde til Huse, men stille Resignation. Det liver dog lidt op, da hun temmelig hurtig bliver velsignet med en stor Dreng, Tvilling til en 4 Uger i Forvejen afdød Dreng, som hun dog sidst forløses med.

Manden, Mikkel Hansen, har beholdt det ene Barn, medens Knud Hansen samtidig er bleven Bedstefader og Forsørger, saa de have delt lige. De det er umuligt at komme tilbage samme Aften ser Doktoren til nogle andre Patienter og indlogerer sig i Kroen, hvor der nu er et venligt og net Logis til meget billig Pris hos en forhenværende Skibsfører, nu tillige Kjøbmand og kjørende Post.

Vi drøftede sammen med hans Svoger deres Farter under Island, ”Castor´s ” Forlis i Fjor under Grønland og lignende Emner, og Kl. 11 søges Sengen. Næste Morgen Kl. 7, saa snart Dagen skimtes, kan der kjøres paa saa stærkt Lavvande, at Flyndernes Pladskehuller ses gruppevis paa Vaddernes tørliggende Puller som større eller mindre Aftryk af deres Kroppe. Radgjæssene sidde i Tusindvis langs Strømkanten og tage sig op med Rabalder og Skrig som sorte Skyer; mindre Flokke Ænder sekundere og pile forbi. Kun faa Maager ere tilbage og vralte paa Vadderne eller følge Vandet i Dybet for at fiske, medens Ternerne for længst ere borte. Vinterens Mildhed har dog ladet Flokke af Ryler, enkelte Rødben og Regnspover tilbage endnu. Den er ogsaa Grunden til, at en Del Fuglegarn endnu er ude i høje, lange vidtmaskede Garn paa Stænger, hvor navnlig Gjæssene fanges i Flugten. Fra Fastlandssiden kommer min Vogn os i Møde ved Dybet; det er let at kjøre i Aar, da alle Vidierne endnu er holdne. Mandøerne finde deres Pram i Behold, faa den slæbt til deres Vogn, og vi finde vore vanlige Vej gjennem Vandet til Ovret og hjem.

Saaledes se altså Mandøture med Forhindringer ud. Men i ovennævnte Spand af Tid har Øen dog naaet mange Forbedringer: Sødige, Telefon og en haard Vej til Vester Vedsted; endogsaa et Stykke af Havbunden er gruset for Aaringer tilbage. Jeg vilde dog have forsvoret nogensinde at blive nødt til at se Dampskorsten paa Mandø. Men nu, siden Landbrugsindustrien har taget Dampen i sin Tjeneste paa forskjellig Vis, har den holdt sit Indtog i sidste Efteraar sammen med et Andelsmejeri.

Ribe, Februar 1898. H. Vilandt.

Postforbindelsen mellem Mandø og Fastlandet 1874 – 1939.

Mandøposten, nr. 12 – 1939

Postvæsenet er at forholdsvis ny Dato ude paa Landet; men i Almindelighed var der heller ikke megen Brug for en saadan Indretning. Bønderne skrev faa Breve – som Gennemsnit næppe eet pr. Hjem aarligt – og der læstes næsten ingen Aviser. Og det var dyrt at faa Breve besørget til Bestemmel­sesstedet; der maatte i mange Tilfælde lejes et særligt Bud dertil. Mellem Købstæderne derimod var der regelmæssig Postforbindelse pr. Vogn.

Forbindelsen mellem Mandø og Fastlandet har altid været besværlig, og selv om man i Fortiden ikke kendte til Aviser og Breve i det Omfang, man gør nu, var der dog adskillige paa øen, som i Aarets Løb baade modtog og afsendte Breve. De mange Søfolk, der dengang var paa øen, kunde jo, naar de færdedes paa Søen, kun komme i Forbindelse med Familien gennem Breve, og da der i Tiden før 1874 ingen Postforbindelse var mellem Øen og Fastlandet, maatte man ad Omveje have Brevene afhentet paa og bragt til Fastlandet. Var det et særligt presserende Brev, der skulde besørges, lejede man en Mand til at be­sørge det. I Almindelighed sendte man Brev ,,ved Lejlighed” d. v. s., man fik Brevet med en Mand, der skulde til Fastlandet. At man derved var udsat for, at Brevet kunde gaa tabt, er indlysende. Det hændte ogsaa, at vedkommende gik med Brevet i Lommen, til det var halvt slidt op. Man benyttede den Gang vist ikke Konvolut. Brevet blev foldet sammen og lukket med Laksegl. At Brevene under saadanne Forhold kunde blive gamle, inden de naaede Bestemmelsesstedet, siger sig selv.

Var der Telegram eller Breve til Kaptajnerne paa øen, havde man truffet den Aftale med en Mand paa Fastlan­det, at han skulde bringe disse til Øen, og han modtog som Betaling herfor 4 Mark (1,32). Ligeledes havde man truffet den Aftale med vedkommende, at han, hvis der kom Telegram eller Breve fra Søfolk her fra Øen, skulde ,,blusse” d. v. s. tænde Ild i en Kærv (Klapning) Halm og holde den op i Vejret paa en Høfork, til den var udbrændt. ,,Blussetiden” var Kl. 6 Aften. Paa den Maade fik man Un­derretning om, at der laa vigtige Budskaber paa Fastlan­det fra de Søfarende. Om Efteraaret var der to Mand, der hver gik een Gang ugentlig til Fastlandet, og de modtog saa Betaling for hvert Brev, Pakke eller Avis, de bragte til eller fra øen. Det føltes derfor som et uhyre Fremskridt, da der 1. Oktober 1874 blev oprettet en 6 Gange ugentlig gaaende, kongelig Post.

Den første, som beklædte Stillingen, var Hans Christian Hansen. Hans Post var født paa Mandø d. 8. Oktober 1847 og havde i sine unge Aar faret til Søs. Det var ikke nogen stor Løn, Landposten fik, og for en forholdsvis ringe Betaling maatte han hver Søgnedag Aaret rundt vandre de ca. 10 km over Vadehavet til Fastlandet og tilbage igen. Der blev ymtet om, den Gang han begyndte Ruten, at han umuligt kunde holde ud til at gaa hver Dag men han holdt ud i 33 Aar. Om Sommeren var Turen ikke saa anstrengende. Det var nærmest en behagelig Tur i bare Ben og let Paaklæd­ning en varm Sommerdag at tilbagelægge de ca. 20 km. Men naar Efteraarsstormene kom, og Vinteren satte ind med Frost og Sne, da var det paa mange Maader en træls og ubehagelig Stilling. Dog, Hans Post hørte ikke til dem, der lod sig gaa paa. Han var i Besiddelse af et lyst og godt Humør. Han var et sjældent og hjælpsomt Menneske. Al­tid venlig og villig til at yde sine Medmennesker en Tjeneste. Og det var ikke lidt, man fordrede af ham. Mange af os føler, at vi staar i stor Gæld til den gamle Post. Det var ikke blot Breve og Aviser, han fragtede til og fra Øen. Han blev vel næppe overbebyrdet af det, selv om den fyldte Posttaske nok kunde være tung at slæbe paa, men der var saa mange andre Ting, han maatte besørge. Navnlig ved Jule­tid var der mange Pakker, som skulde hjem til Øen og vi forstaar vist godt nu, hvad det vil sige at have et halvt Hundrede Pund og derover paa Nakken og saa tilbagelægge Vejen, der ofte kunde bestaa af Is-Kvadder, i store Søstøvler. Hvor mange Par store Søstøvler har den gamle Mand ikke slæbt op til Brevsamlingsstedet i V. Vedsted, for at vi ved Juletid kunde komme hjem til øen? Han var som nævnt altid villig og sagde aldrig Nej. At Landposten ofte i Efteraars- og Foraarsmaanedernes stormfulde Dage var henvist til at bruge Sejlbaad, skal kun anføres for en Fuld­stændigheds Skyld.

H. Chr. Hansen, der i sine unge Aar var en Spasma­ger i stort Format, bevarede helt op i Alderdommen sit lyse og gode Humør og blev trods sine graa Haar aldrig gammel. Han var en Ven af Ungdommen, og Ungdommen holdt af ham og betragtede ham som en af deres, og der­for vilde den gerne besøge ham, Han kunde fortælle, saa vi alle maatte le, og selv lo han med, saa Taarerne løb ham ned ad Kinderne. Ja, en hyggelig og prægtig Mand var han, den gamle Post. Dygtig og snild paa Fingrene tillige.

Mange Baade og ”Kahner” har han staaet og bygget i sin Fritid. De ældre af os husker vist endnu ”Trefoldigheden” eller .Maren-Stinne-Digge” – en stor fladbundet Pram. Den laa i mange Aar paa Knud Jensens Hovedstykke, inden den blev ophugget til Brænde. Den var bygget til at hente Muslingeskaller, der skulde anvendes paa de kalkfattige Marker.

H. C. Hansen blev den 21. December 1873 viet til Anne Kirstine Snor, født i Vester Lindet 4. Maj 1848, og sam­men med hende opdrog han en Flok dygtige Børn (6 Søn­ner og 1 Datter). Anne Kirstine døde 28. Januar 1908. Aaret i Forvejen var H. C. Hansen fratraadt sin Stilling med Pen­sion. Den 16. Maj 1915 indgik Hans Post Ægteskab med Marie Jeffsen, og hun plejede ham trofast de sidste Aar, han levede. H. C. H. døde 16. Januar 1927.

Marius Hansen, der havde været sin Far en god Støtte i de sidste Aar, han gik Post, blev nu Faderens Afløser, idet han 1. Maj 1907 overtog Stillingen. Lønnen var paa det Tidspunkt 800 Kr. – og saa skulde han endda selv holde Sejlbaad. Under ham er Postbesørgelsen Gang paa Gang undergaaet Forandring. Han begyndte som gaaende Post og endte med at køre med Postbil igennem Vadeha­vet. Marius H. var en sjælden samvittighedsfuld og pligt­opfyldende Mand. Han havde arvet Faderens Tjenstvillig­hed og fortsatte i hans Spor. Marius søgte at følge med Tiden, saa godt det kunde lade sig gøre, og naar Mandø i Dag har saa god Postforbindelse med Fastlandet, som det er Tilfældet, har han en stor Del af Æren herfor. – Det vil imidlertid være nødvendigt at gaa noget tilbage i Tiden for at faa et fuldstændigt Overblik over Postvæse­nets Udvikling.

1887 om Foraaret blev der oprettet een Gang ugentlig kørende, kongelig Pakke-Post. Den første Indehaver af denne Stilling var Andreas Jensen (Bager), der i 1891 forulykkede paa en Køretur imellen Mandø og V. Vedsted med et Læs Tørv. Han kom under Vognen og paadrog sig saa store indre Kvæstelser, at han afgik ved Døden. Andreas Jensen var gift med Hedvig Jørgensen, der døde 22/11 1938, jvf. ”Mandø­posten” Nr. 10 Side 255. Efter Andreas Jensens Død over­tog Købmand H. C. Nielsen Postkørselen.

H. C. N. var født 25/10 1843 og kom som alle Mandø­drenge til Søs og blev til Slut Skibsfører og sejlede som saadan i en Del Aar paa Island, hvorefter han i 5 Aar gjorde Tjeneste som Tilsynsførende paa Fregatten ”Jylland”, der laa i Tivoli som Attraktion. Samtidig med, at H. C. N overtog Postkørselen, udvidede han Købmandshandelen. Det var et stort Fremskridt for Øens Beboere, at der blev en 1 Gang ugentlig kørende Pakke-Post til Ribe. Man kun­de ikke blot faa sine Pakker ekspederede, men man kunde ogsaa selv blive fragtet til og fra Ribe for den rimelige Betaling af 1,50 Kr. pr. Tur. Naa, det var ikke en Rejse, der gik tit paa. De fleste kunde den Gang nøjes med én aarlig Ribetur. H. C. N. var en dygtig Postkører og kørte Postvognen i ca. 10 Aar til 1901, hvorefter Sønnen H. L. C. Nielsen kørte for sin Far til 1904. Paa dette Tidspunkt overtog han Gaard, Forretning og Postkørsel. H. C Niel­sen var gift med Mette Jørgensen, født 12. April 1847 og død 23. November 1902. I Ægteskabet var 3 Sønner og 4 Døtre. H. C. N. kunde i Foraaret 1901 nær have sat Li­vet til ved et Uheld. Han kom kørende fra Fastlandet og vilde køre ind gennem Porten til sit Hjem, men tog sig ikke i Agt for, at der var frosset Sne fast paa Hjulene, og da Vognen kørte frem, pressedes han fast mellem Portbjælken og Vognen og fik Skulderpartiet i Stykker – en Skade, som han aldrig helt forvandt. lian laa længe til Sengs, og selv om han kom sig, saa kunde man dog altid se det paa ham. H. C. Nielsen var en livlig og interessant Mand. der nok skulde underholde sine Passagerer. H. C. Nielsen døde 5. April 1929. H. C. N. var Dbm. og Veteran fra 1864.

Sønnen, H. L. C. Nielsen, der var uddannet til Landmand, og som senere fik Uddannelse paa Høj- og Land­brugsskole, var en særdeles dygtig Landmand og blev paa flere Omraader Foregangsmand paa Øen. Hans Laurits var meget omhyggelig for sine Passagerer. Han sørgede altid for; at der var Fodpose til os, hvad nok kunde gøres behov. Mange af os, der otte har gjort Turen fra Mandø til Ribe eller omvendt med Postvognen, har ikke glemt det endnu. Vi mindes disse Ture med Glæde. Ofte har vi siddet paa Postvognen i bidende Vinter – og forholdsvis tyndt klædt paa. H. L. sørgede gerne for Kavajer m. m., men der skulde meget til at holde Kulden ude paa en saa­dan Tur, og 2-3 Timers Kørsel paa aaben Vogn over Vadehavet i bidende Vinter vil nok nu falde flere for Brystet. Men intet kunde kue Ungdommens Humør og Tiden forkortedes med Sang. Den ene Fædrelandssang efter den an­den blev sunget; disse Ture vilde vi nødig undvære. De hører med til de mange gode Ungdomsminder og dannede enten Indledning til eller Afslutning paa et dejligt Ophold paa Hjemøen. Det skal heller ikke glemmes, at Krofolkene i Sdr. Farup – Anton Hansen og Hustru – (Sdr. Farup Vej 38) med særlig Venlighed og Godhed tog sig af de Mandørejsende. Straks man kom indenfor Døren, var de venlige Værtsfolk øjeblik­kelig til Rede for at bøde paa de Ulemper, som Transpor­ten medførte, og ved det solide Kaffebord fandt man efterhaanden sig selv. Disse to gode Mennesker, som vi alle sikkert føler os i Gæld til, er ikke mere i Live, og Kroen er nedlagt, men Mindet om dem vil vi bevare. Det gæst­fri Købmandshjem paa Øen skal heller ikke glemmes, og mange af de forfrosne Vinterrejsetide mindes sikkert med Tak den Hjertelighed og Gæstfrihed, de der mødte.

1906 fik H. L. Nielsen Postkørslen udvidet til to Ture om Ugen – Tirsdag og Lørdag. Lønnen var forholdsvis lille – ca. 200 Kr. aarligt for 1 Tur om Ugen og 300 Kr. for 2 Ture om Ugen – da der kun betaltes for at tage Pakkeposten med. Turen var beregnet paa Post og særlig paa Passagerer og Fragtkørsel. For Passagerernes vedkom­mende fastsattes Prisen efter Aftale med Postvæsenet.

1. Oktober 1910 forpagtede fhv. Styrmand Christian Han­sen, Søn af afd. Landpost H. C. Hansen, H. L. Nielsens Gaard, Forretning og Postkørsel, da H. L. Nielsen overtog Pladsen som Forvalter hos Svogeren Godsejer Munthe Brun, Snertingegaard. 1. Oktober 1915 blev H. L. N. gift med Marie Hansen, Datter af Kromanden i Sdr. Farup, Sdr. Farup Vej 38, og 2. Oktbr. S. A. solgte han sin Gaard til Martin Bundesen. H. L. N. ejer nu Hunderup Nygaard ved Bramminge.

Chr. Hansen byggede saa Huset, hvor Brugsforeningen nu har til huse, og fortsatte med Postkørselen, til han kort efter Krigen fraflyttede Øen og drog til Nordby paa Fanø, hvor han nu driver Købmandsforretning.

Chr. Hansen var en fornøjelig, men lidt dumdristig Postkører, som har foretaget mange eventyrlige Farter over Va­dehavet ved Nattetid. Saa vidt jeg ved, har han aldrig, i den Tid, han kørte Postvogn, overnattet paa Fastlandet. Der gaar endnu mange Historier om de farefulde Ture over Havet i Bælgmørke og Storm, men naar Turen var overstaaet, og en passende ”Knurris” eller to indtaget, var Anstrængelserne glemt, og Chr. Hansen hyggede sig i Hjemmet. – Efter Chr. Hansens Bortrejse lejede Postvæ­senet Laurids Thodsen til at køre Postturene til Ribe.

Som allerede nævnt var Marius Hansen lydhør over for de mange Krav, der kom frem, og efter Forhandling med Myndighederne blev han fra 1. Novbr. 1922 daglig køren­de Post til Fastlandet dog saaledes, at Postvognen hver Lørdag skulde køre til Ribe. Til Dækning af Udgifterne herved blev der at Postvæsenet tilstaaet ham 1600 Kr. til Heste og 400 Kr. til Baad. Men det opnaaede var ikke til­strækkeligt, Marius Hansen omgikkes med større Planer, og 1937 blev de realiserede. Marius fik anskaffet sig en Fordbil, som kunne rumme 12 á 14 Passagerer.

Det var selvfølgelig en stor Behagelighed for Posten, at han kunde sætte sig i Autoen, ligesom det ogsaa var en Behagelighed for Passagererne, men der er jo den Ulempe ved det, at Vinteren kan lægge Hindringer i Vejen for Autokørsel i Vadehavet, og Posten, som nu er ude af Træning, maa saa til Fods foretage den møjsommelige Vandring. Marius, der var en særdeles kraftig Mand, hav­de aldrig skaanet sig selv, og da han sikkert i Aarenes Løb har budt sig mere, end han faktisk kunde taale, har han muligvis paadraget sig en Hjertefejl. Et Hjerteslag gjorde brat Ende paa hans virksomme Liv. (Se ”Mandø­posten” Side 276). – Marius Hansen blev 10. April 1908 viet til Jørgine Jørgensen. I Ægteskabet er en Datter, der er gift med Bunde Hansen. – Svigersønnen, der har kørt Postbilen over Vadehavet i den Tid, den har været i Gang, er nu af Postvæsenet ansat som Kontrahent.

Bunde Hansen er en særdeles dygtig Chauffør, hvem man trygt kan betro sig til.

I de 65 Aar, der er forløbet, siden Øen fik Postfor­bindelse med Fastlandet, er der, som man vil kunne se, sket betydelig Forbedring. Den Tur, som tidligere kunde tage 1 á 1½ Time, kan nu gøres paa 1 Kvarter eller 20 Minutter. Og selv om en Køretur med Hestevogn over Vadehavet var og er en Oplevelse, vil de fleste dog sikkert nu foretrække Autoen.

Lind i November 1939

N. MANDØE

Trafikvanskeligheder.

Mandø-Posten nr. 13 – 1940.

Vinteren bragte Mandø i Belejringstilstand. Den strenge Vinter foraarsagede, at Mandø i lang Tid praktisk talt var afspærret fra Omverdenen. Lørdag den 16. Decbr. 1939 var sidste Gang, Postbilen var i Ribe. Vejen var da nogenlunde, men om Natten frøs det haardt, og allerede Søndag den 17. var det umuligt for Postbilen at komme til Fastlandet. Først omkring den 29. Marts kunde Bunde Hansen genoptage regelmæssig Kørsel.

Juleposten – flere Dages Post – maatte dirigeres fra V. Vedsted til Sønderho, hvor Posten saa hentede den Juleaftensdag med Postbaaden. Under saadanne Forhold er det et møjsommeligt Arbejde for Posten at foretage den 7 km lange Tur over Vadehavet til Fods; ofte maa han kravle paa alle fire.

Da det under den lange Frostperiode begyndte at knibe med Proviant paa Øen, maatte man sende en hel Ekspe­dition af Øens Mænd af Sted med Slæder for at skaffe nye Forsyninger til Øen. De Slagterisvin, der opdrættedes paa Øen, maatte man under de vanskelige Trafikforhold sætte paa Smalkost, for at de ikke skulde blive for svære. En­delig lykkedes det Skipper Knud Hansen med sin Lægter at mase sig igennem Isen til Vest og føre de tjenlige Slag­terisvin samt oplagret Smør og Æg til Esbjerg. – Det skal dog bemærkes, at Postbilen under den lange Frostperiode flere Gange kørte over Isen til Fastlandet. Desværre ser det ud til, at Bilkørselen over Vadehavet snart maa høre op. Kørselen er paa Grund af Benzinratio­neringen fra 1. Maj indskrænket til hveranden Dag.

En Mandø-Dæmning til 2,1 Million Kr. – Landvinding.

Mandø-Posten nr. 13 – 1940.

Det nye Mandø bliver Statens Ejendom!

Et større Selskab bestaaende af Landvindingsudvalgets Underudvalg med tekniske Konsulenter m. fl. har i Som­mer været paa Ribeegnen for at besigtige et Par af de forestaaende Landvindingsarbejder paa Egnen. I Turen deltog Ing. Basse, Hedeselskabet, Ing. Tylvad, Randers, Folketingsmand Olaf Øllgaard, Gredsted, Ing. Stenstrup, Amtsvejinspektør Kærn, Forstander Tind Christensen, Sog­neraadsformand Tage Rosenstand, Sdr. Farup Vej 9, Bogtrykker Jacobsen m. fl. Selskabet var ogsaa en Tur paa Mandø for at bese Mulighederne for Landvinding i Forbindelse med Mandø­dæmningen.

Folketingsmand Øllgaard har i en Samtale med Dagbla­det ”Sydvestjylland” oplyst, at som Regel, naar der pro­jekteres et Landvindingsarbejde, skal Ejeren af de Arealer, der indvindes, betale en Trediedel af Omkostningerne, og Staten yder Resten i Tilskud. I dette Tilfælde bliver Staten imidlertid Ejer af alle de Arealer, der kan ventes indvundet, og bliver saaledes og­saa i Ejerens Sted. En Erklæring blev efter Besøget udfærdiget og oversendt til Landvindingsudvalget.

Det jydske Udvalg af Landvindingsudvalget har senere paa et Møde i Herning behandlet Spørgsmaalet om en Dæmning til Mandø. Der forelaa her en Erklæring fra Va­dehavsudvalget, hvis Formand er Driftsingeniør Sv. Svendsen, og hvori Professor Niels Nielsen har Sæde. Udvalget gik positivt ind for Forslaget, og efter hvad man erfarer, støtter Udvalget sine Betragtninger paa de Erfaringer, man allerede har indvundet fra Rømødæmnin­gen, hvor der ret tydeligt synes at ske Aflejringer, som har stor landvindingsmæssig Betydning. Ved Rømø er Havbunden saaledes steget 15 cm, siden Dæmningsarbejdet blev paabegyndt, og Driftsingeniør Svendsen oplyser, at der er Mulighed for, at Havbunden der vil hæve sig en hel m. ialt, hvorved der altsaa skabes gunstige Betingelser for Landvinding.

Jordlovsudvalget, der efter Landvindingens eventuelle Gennemførelse bliver den største Lodsejer, har nu faaet Sagen om Dæmningen til Behandling, og man kan vist gaa ud fra, at Udvalget vil give Sagen sin Behandling. Ifg. ”Sydvestjylland” udtaler Ing. Claudi West, Tønder, der skal give de sagkyndige Bemærkninger, før Udvalget som Helhed giver den Anbefaling, at det ikke kan vare mange Da­ge, før Sagen er færdig derfra, og efter hans bedste Skøn har den nu alle Chancer for at blive gennemført. Den ligger i det rigtige Leje, og det synes, som om der blæser en helt anden Vind omkring Projektet fra Autoriteternes Side, end Tilfældet tidligere har været. Det er stadig den høje Dæmning, man drøfter, og naturligvis er der endnu enkelte Formaliteter at ordne, bl. a. har Mandø Sogneraad endnu ikke taget Stilling til et krav om, at det skal overtage Vedligeholdelsen af Vejen over Dæmningen, men fra den Side er dog næppe Grund til at forvente Vanskeligheder.

Den projekterede Mandø-Dæmning tænkes anlagt hvor Ebbevejen nu forbinder Mandø med Fastlandet. Den vil faa en Længde af ca. 6 Kilometer og bliver 2 m høj, saa­ledes at Fok kan passere den ved daglig Højvande, me­dens Stormflodshøjden derimod naar helt op til 4 m. Til Sammenligning tjener iøvrigt, at Rømø-Dæmningen faar en Længde af 9 km og bliver ikke mindre end 6 m. høj. Men denne Dæmning kommer ogsaa til at koste Ca. 10 Millioner kroner, medens Mandø-Dæmningen vil kunne bygges for 2,1 Million kroner.

Fastlandsforbindelsen.

Mandø-Posten nr. 17 – 1942.

De fleste, der er kendt med Forholdene paa Øen, ved, at Vinteren i bøj Grad har Indvirkning paa Trafikforholdene mellem øen og Fastlandet, idet Isen, der undertiden kan danne fast Bro mellem øen og Fastlandet, af en stærk Storm kan brækkes op og danne store Isskruninger, der for længere Tid kan vanskeliggøre Forbindelsen, hvilket ogsaa har været Tilfældet denne Vinter. Men ogsaa Storm og dermed følgende Højvande kan lægge Hindringer i Vejen for Trafikken. Særlig ubehageligt er det for Folk, som vil gæste Øen i Vinterhalvaaret, at opdage, at Vejr­guderne kan stille sig hindrende i Vejen for en behagelig Overfart. Juleaftensdag kom saaledes en halv Snes unge Mennesker til V. Vedsted. De vilde gæste Hjemøen i Julen, men Udsigterne for Overfart var ikke allerbedst. Fra Øen blev meddelt, at der ingen Udsigt var til almindelig Lav­vande. Vinden var Vest til Syd, Styrke 7-8. Det blev af­talt, at der fra V. Vedsted skulde køres imod den Vogn, som blev sendt fra Mandø. I Dybet mødtes Vognene, og medens Søerne slog om Hjulene og til Tider piskede ind i Vognkassen, maatte Passagererne skifte Vogn og derefter saa hurtigt, som Hestene kunde gaa op imod Vind og Sø, haste imod Øen. Dette, at komme hjem til Jul var alle opsat paa, og Turen blev ogsaa heldigt gennemført. En Kop varm Kaffe efter en saadan Tur gør godt, og en halv Time efter sad de samme Mennesker i Mandøs lille Kirke og istemte de gamle Julesalmer, som de saa tit har sunget som Børn.

Fastlandsforbindelsen.

Mandø-Posten nr. 18 – 1942.

Fredag den 9. Oktober ved Nittentiden var et Heste­køretøj hvorpaa befandt sig Grd. Svend Westergaard, Okholmvej 3, Vester Vedsted, Dyrlæge Sønderstrup, Ribe, og Overmontør Henriksen, Tønder, paa Vej gennem Vadehavet fra Mandø til Vester Vedsted. Omtrent halvvejs paa den 7 km. lange Vej gennem Vadehavet kørte de fast. De forsøgte at blusse efter Hjælp med hvad, de havde at brændbart Materiale. De spændte derefter Hestene fra Vognen og lod sig lede af disse. I Vester Vedsted blev man hen paa Aftenen urolig over, at Selskabet ikke var kommet I Land, og man alarmerede Falck fra Ribe, der kom til Stede og tændte Nødblus paa Stranden for at vejlede dem. Det lykkedes derefter de tre Mænd at komme i Land, men det var flere Kilometer borte fra Mandøvejen. De havde da opholdt sig i Havet i Regn og Storm i godt 4 Timer og var meget forkomne.

Fastlandsforbindelsen.

Mandø-Posten nr. 23 – 1945.

Forbindelsen mellem Mandø og Fastlandet var i Ja­nuar meget daarlig, og omkring 1. Februar begyndte det at knibe med Rugbrødet. Man havde spekuleret paa at sende et Slædeforspand af Sted, men undlod det, da man ansaa det for haabløst. Men flere af Øens Mænd tog den besværlige Tur gennem Vadehavet for at hente nogle Rugbrød, men mange kunde selvfølgelig ikke fragtes over paa den Maade, da det i høj Grad er begrænset, hvad en Mand kan bære i det vanskelige Føre.

Fabrikant Peter Voegtle Kbhvn., der har været Feriebarn paa Mandø, og hvis Far er født paa Øen, har tidligere vist sin Velvilje over for Øens Beboere, bl. a. ved at skænke Kirken et Orgel, henvendte sig telefonisk til Pastor Salling og tilbød at undsætte Øen pr. Flyvemaskine. Man vilde dog ikke tage mod det kostbare Tilbud, idet man jo ikke sultede paa Øen. Der var Forsyninger af Hvedemel, saa der kunde bages, ligesom der var nok af Kartofler. Det eneste, man rigtig savnede, var Rug­brød. Men man var Hr. Voegtle taknemmelig for det smukke Tilbud.– Den 5. Februar fik Mandø 400 l. Benzin til Brug til Motorer m. m. Om Vinteren er en saadan Levering dog ikke saa lige til. Vognmand Varming, Ribe, kørte Ben­zinen til Mandøvejen, derefter kørtes Benzinen i Slæde til midtvejs mellem Øen og Fastlandet. Her stod der 14-15 Mand klar til at bære Benzinen ca. en halv km og saa foregik Resten af Turen paa Slæde.

Direkte Forbindelse fra Mandø til Ribe

Mandø-Posten nr. 25 – 1946.

Mandø fik i Decbr. 1945 direkte Telefonforbindelse med Ribe Central. Hidtil var Forbindelsen gaaet over V. Vedsted Central, men man har nu ”arvet” det tyske Telefonkabel, som blev lagt under Krigen.

2 bevægede Sygetransporter

Mandø-Posten nr. 25 – 1946

Søndag Formiddag den 3. Marts 1946 maatte man rekvirere Zonens Ambulanceflyver til en Patient, Fru Andr. Andersen, der skulde indlægges paa Ribe Sygehus. – Ambulanceflyveren kom ved 11,30-Tiden og landede paa Strandbredden, hvor der efter Pilotens Udsagn var den herligste Flyveplads. Flyveren fløj efter at have faaet Patienten om Bord til Skrydstrup Flyveplads, hvorfra Ambulancen kørte til Ribe Sygehus. – Det var Meningen, man vilde have forsøgt en Landing ved Esbjerg; men det viste sig umuligt paa Grund af Taage og daarligt Vejr.

Hen under Aften kom en ny besværlig Sygetransport, idet man nu paa Gund af Mørket ikke kunde faa Ambulanceflyveren, hvorfor man maatte befordre Fru Lærer Rudbech, der havde faaet en akut Blindtarmsbetændelse, over Havet dels med Slæde og dels med Hestekøretøj; men ud mod Stranden ved V. Vedsted laa saa megen Sne, at der var ufremkommeligt, hvorfor 10 Mand var Patienten ind over Stranden. Herfra gik det igen med Hesteslæde til V. Vedsted By, hvor Falck fra Ribe holdt klar til at køre Patienten til Sygehuset i Ribe. I begge Tilfælde gik Sygetransporterne godt trods de store Vanskeligheder.

Af Aarets Dagbog 1947

Mandø-Posten nr. 27 – 1947.

Den strenge Vinter, der paa saa mange Maader førte Ulemper med sig for saa mange af os, var ogsaa Skyld i, at Mandøboerne kom til at mangle Rugbrød. Det var umuligt at faa tilført Brød fra Fastlandet, hvorfor en af Marinens Flyvemaskiner maatte komme de betrængte Øboere til Hjælp. Nedkastningen af 100 Rugbrød fra Luften skete planmæssigt og uden Uheld. Mandag den 19. Januar præcis Kl. 10,30 fløj Maskinen hen over den Plads, som Sogneraadsformand, Uddeler Carl Pedersen, havde afmærket med Flag for at gøre Flyveren bekendt med, hvor han maatte nedkaste sin kostbare Last. Saa snart Flyveren havde faaet Øje paa de to Dannebrogsflag, der markerede Stedet, fløj han lavt hen over Pladsen og kastede i første Omgang to Pakker indeholdende 20 Brød a 2 kg. Derefter kom han paany tilbage og kastede nu 3 Pakker; derefter kastede han 4 Pakker, og i sidste Omgang kastede han 1 Pakke med 10 Brød. Der benyttedes ikke faldskærm, men trods det kom alle Brød ned i god Behold. Nedkastningen overværedes af mange af Øens Beboere, og de var sikkert alle taknemmelige ved Udsigten til atter at kunne faa et Stykke Rugbrød.

Mandø-Posten gik vild i Taagen

Mandø-Posten nr. 27 – 1947.

Forbindelsen mellem Mandø og Fastlandet er ikke altid saa god, som man kunde ønske den. Navnlig om Vinteren kan Vejen være vanskelig at forcere, og da er det ikke noget let Job at være Postbud. At det ogsaa kan være farligt, viser følgende:

Mandag d. 31. Marts maatte Bonde Hansen paa Grund af Tøbrudsvejret begive sig til Fods over Isen. Ved 16 Tiden gav han sig paa Vandring til Fastlandet, man da han langt ud paa Aftenen endnu ikke var kommet tilbage til Øen, blev man ængstelig og alarmerede Falck i Ribe, ligesom ogsaa Falcks Projektører fra Esbjerg blev tilkaldt. Foruden de to Falcke var der en større Eftersøgningsstyrke saavel fra Øen som fra V. Vedsted. Kl. var da 21,45. Man foretog nu en meget langvarig Eftersøgning over Vadehavet, indtil man vel halv to Tiden om Natten fandt den forsvundne paa en Isflage.

Det var Taagen, der slog Bonde Hansen ud af den vante Rute. Han var kommet noget bort fra Vejen, og da Vandet imidlertid var begyndt at stige, maatte han kravle op paa en Isflage og dér afvente Begivenhedernes Gang. Man havde været saa fornuftig at tage Mad med, og det viste sig at være heldigt, da Bonde H. var forfærdelig sulten, da man fandt hem. Han havde ingen Skade taget, men det har uden Tvivl været nogle uhyggelige Timer, han har oplevet paa Isflagen i Kulde og Mørke.

Mandø Postbil ude for Uheld

Mandø-Posten nr. 28 – 1947.

Mandø Postbud, Bonde Hansen, havde Mandag d. 3. Novbr. en Vikar til at køre Postbilen. For denne skete der et alvorligt Uheld under Hjemkørsel til Øen om Aftenen. Han kørte Bilen ud ved Siden af Vejen, hvorved han kom ind paa et blødt Stykke af Vadehavet og sad fast.

Bonde Hansen havde imidlertid fra Øen fulgt Bilens Bevægelser, og da han saa, det gik galt, kom han ud med en Pram og bjergede baade Chaufføren og Godset. Det kunde ellers have været farligt nok paa stigende Flod, som det var. Bilen maatte man efterlade i Vadehavet en Vandtid over, og den havde naturligvis faaet en slem Dukkert, da Falck bjergede den i Land.

4 Mandø-boere i fare i det oprørte Vadehav.

Mandø-Posten nr. 42 – 1954.

På vej over med medicin og post svigtede motoren, og i 6-7 timer befandt mændene sig i en yderst kritisk situation.

R i b e, torsdag 20/1 54.

På Mandø nærede man i nogle kvalfulde timer i aftes alvorlig ængstelse for 4 af Øens beboere, som i

en åben motorbåd i det stormfulde vejr var kommet i havsnød, og som blussede efter hjælp.

Redningsbåden på øen måtte gå ud, og først et par timer efter, at redningsbådsmandskabet var taget af sted, rapporterede de to fra redningsbåden affyrede raketter, at man havde fået reddet de 4 nødstedte. Men endnu forestod en vanskelig hjemtur, og først 7 timer efter, at de 4 mand var sejlet fra V. Vedsted, nåede de velbeholden til Mandø, men trætte og forkomne.

Mandø-postbilen har de sidste dage været »indeblæst« i Ribe, idet den stærke sydveststorm pressede så store vandmasser ind i vadehavet, så bilen ikke kunne køre. Man havde så småt ventet at kunne køre over ved lav­vande ved 22-tiden i aftes, men da det i går eftermiddag påny blæste op, og der fra kysten rapporteredes om stadig stigende vandstand, besluttede 3 af Øens beboere: sognefoged, gdr. Henry Jensen, gdr. Poul Nielsen og ar­bejdsmand Niels Peter Hede, at de ville forsøge at få arbejdsmand Jørgen Jørgensen, Mandø, til at hente dem ved slusen i V. Vedsted i sin motorbåd. Der blev fra Ribe telefoneret til Mandø, og Jørgen Jørgensen startede omgående båden for at hente de tre, idet bl. a. gdr. Poul Nielsen skulle hjem med noget livsvigtig medicin til en syg slægtning, og man besluttede samtidig at tage po­sten med til Øen.

Postkører Richard Lauridsen kørte derfor ved 15-tiden de 3 mand ud til Mandøvejen sammen med medicinal-varerne, posten til øen og andre fornødenheder, og her var Jørgen Jørgensen allerede ved slusen ankret op med sin motorbåd. Jørgensen plejer ikke at være bange for en sådan tur, som han har sejlet så mange gange i hårdt vejr, men overfor postkører Richard Lauridsen udtalte han dog betænkeligheder ved turen. Man besluttede dog at forsøge, og Richard Lauridsen blev holdende et stykke tid på diget, sålænge han kunne se båden. Da postbilen som nævnt var i Ribe, besluttede man på Mandø at lade en traktor med gummivogn køre ud til diget for at køre de fire mand samt øens post og de forskellige varer ind til byen.

Pludselig så traktorføreren, en søn af sognefoged Henry Jensen, at der blev blusset ude fra havet, og han var straks klar over, at der måtte være sket noget. Han kørte tilbage og alarmerede redningsmandskabet, som omgående blev samlet, og forspændt 8 heste og medta­gende 10 mand til bemanding af redningsbåden kørte man nu båden tværs over øen og videre ad »Ebbevejen« ud til »Thues rende«. Man kunne stadig se nødblussene fra motorbåden, der lå langt ude, vel omtrent midtvejs mellem øen og fastlandet, og det var en meget besværlig tur, før man nåede derud.

Fra Mandøs østkyst fulgte man spændt begivenhe­derne, ligesom bl. a. postkører Richard Lauridsen sam­men med nogle mennesker fra Ribe fra »Mandøvejen« ved V. Vedsted fulgte begivenhederne så godt, man kunne. Man kunne således fra fastlandet se, at man ovre på Mandø kørte traktorerne op på diget, for at de skib­brudne kunne se lysene fra lygterne. Kl. 20,15 fandt man de skibbrudne, men først kl. 23 nåede redningsbåden tilbage til Mandø.

For dem, som fra kysterne fulgte begivenhederne, var det en gene, at man ikke her havde telefon – men skulle løbe flere kilometer, når man ville tale med fastlandet eller omvendt for at orientere sig. Ved indfaldsvejene til såvel øen som fastlandet ligger telefonkablet til Mandø, så man skulle ikke synes, det ville være nogen særlig bekostelig historie her at få anbragt et par skabe med telefoner. Denne gang var situationen måske ikke den alleralvorligste, idet der ikke var tåge, men der kan udmærket opstå situationer, hvor en telefon på hver af de to kyster er helt uundværlig.

Når det var blevet nødvendigt at blusse efter hjælp, skyldtes det, at de høje søer i det urolige hav ustandse­lig slog ind i båden og stoppede motoren. To gange lyk­kedes det Jørgensen at få den i gang igen, men tredie gang ville den ikke.

For at få noget at blusse med, måtte man ty til post­sækkenes indhold, således godt et hundrede eksemplarer af VESTKYSTEN. Ved at krølle et eksemplar sammen og dyppe det i tankens beholdning af petroleum fik man en udmærket fakkel, som godt kunne brænde et rum stykke tid, og på grund af, at bilen heller ikke kunne køre i tirsdags, havde man to dages oplag. Øens beboere måtte således i aftes undvære deres daglige avis.

Sognefoged Henry Jensen udtalte videre, at det sidste havari med motoren desværre skete Øst for »Thues rende«. Var det blot sket noget senere, så man var kom­met over denne, da havde man nok forsøgt at vade i land. Nu blev det en farefuld tur på 7 timer. al.

Af årets dagbog

Mandø-Posten nr. 43 – 1955.

Det har aldrig været en let bestilling at være postkører til Mandø, og selv om man nu kan køre i bil over vadehavet, er det alligevel en krævende og til tider ubehagelig stilling. Det er særlig vanskeligt i vinterhalvåret, og i det forløbne vinterhalvår har postkører Richard Lauridsen været udsat for flere ubehageligheder. Når vinterstor­mene sætter ind med højvande, kan der som bekendt gå flere dage, hvor forbindelsen med fastlandet er afbrudt. I tiden før jul havde der gennem længere tid været store vanskeligheder for forbindelsen. Søndag den 19. decbr. skulle øens skolebørn have været til Ribe for at se juleud­stillingen, men højvandet forhindrede postbilen i at køre. Det så også ud til, at man hverken fik afsendt juleposten eller kunne modtage denne; thi vandstanden i vadehavet var så høj, at det ikke var muligt for postbilen at køre over, ligesom søen var således i oprør, at man heller ikke kunne sejle over i motorbåd. I det nogenlunde stille vejr tirsdag den 21. decbr. gik Jørgen Jørgensen over med sin motorbåd, medbringende Mandøs julepost til fast­landet samt passagerer, og man fik tre dages post samt brødforsyning og hvad andet, man manglede, med til­bage til Øen.

Med båden tilbage var tillige postkører Ri­chard Lauridsen, der siden lørdag den 18. havde været »blæst inde« i Ribe, – Men Mandøboerne var i stor spænding; thi i Ribe var ophobet en mængde varer, som skulle bruges i julen. Der var ca. 30 gasflasker, samt øens forsyning af juletræer, julepost, ligesom en del gæster ventede på lejlighed til at komme til øen. Da vejret tors­dag den 23. så nogenlunde ud, vovede såvel postkører Richard Lauridsen som vognmand Michaelsen at køre over, og forsøget lykkedes. Med postbilen var en del Mandøboer, som skulle holde ferie på fastlandet, lige­som flere af øens beboere var med over for i Ribe at foretage den sidste julehandel. Ved 19,30-tiden torsdag af­ten var begge bilerne klar til at køre tilbage til øen. Michaelsens lastbil medførte bl. a. ca. 30 juletræer, og med postbilen var 3 dages post til Øen, gasflasker, juleøl, jule­gaver fra fastlandet og meget andet og endvidere af øens faste beboere Erhard Thodsen, frk. Karen Christensen, Niels P. Ilede, Martin Bundesen samt en halv snes menne­sker fra fastlandet med børn, som ville fejre jul på øen. Da man forlod Ribe, var det lutter smilende ansigter, man så i bilen.

På V. Vedsted postekspedition havde man i mange timer i forvejen slidt hårdt for at få al posten til øen klar, det drejede sig om 5 store sække samt værdi­papirer og penge, men da man kom ud til Ebbevejen, stod det chaufførerne klart, at overfart ville være halsløs gerning. Vandet steg og stod allerede helt op til strandbredden. Der var ikke andet at gøre end at vende om og køre tilbage til Ribe. Postbilen kørte over Hviding, hvor nogle af passagererne blev afsat hos slægtninge og ven­ner. I Ribe blev forskellige indkvarterede på byens ho­teller. – Blandt julegæsterne, som skulle til Mandø, var en menig Richard Molbeck, der aftjente sin værnepligt i Skrydstrup, og som allerede havde fået juleorlov man­dag den 20. decbr. Han havde gået i Ribe siden da, uden at det havde været muligt for ham at komme hjem. -Juletræerne til øen nåede ikke frem til juleaften, men det gjorde derimod de af øens beboere, som lille juleaf­tensdag var kommet til fastlandet, samt en del af de julegæster, som havde planlagt at holde jul på øen. Da det var umuligt at køre over ved lavvande juleaftensdag, lovede Jørgen Jørgensen, der havde en åben motorbåd, at sejle over til V. Vedsted for at hente passagererne. Der var så mange, at han måtte sejle to ture, men alle nåede over i god behold.

Ved 19-tiden juleaften besluttede Richard Lauridsen og Michael Michaelsen at forsøge overfart, men først et par timer efter var der chance, og de nåede så til Mandø kl. 22,30 juleaften. Nogle enkelte familier afhentede da deres juletræer, således at de dog nåede at få pyntet jule­træ juleaften, selv om det blev sent.

Når vinteren har bygget fast bro mellem Mandø og fastlandet, er det ingen sag at være postkører over vadehavet; for da går det let og hurtigt, men når så tøvejret efter en længere frostperiode sætter ind, kan det være et både vanskeligt og farefuldt arbejde. Vinden kan da be­virke, at der samles masser af pakis ved stranden ved V. Vedsted. Den kan ligge 4-5 km ud i vadehavet. Richard Lauridsen plejer da at køre så langt ud på isen fra øen, som det kan lade sig gøre, hvorefter han tager turen til fods ind til V. Vedsted efter post og varer, og derefter går turen tilbage til bilen.

Lørdag den 5. marts 55 var Richard Lauridsen ude for en ubehagelig oplevelse. Han havde taget to mænd, P. Mollerup og Niels P. Hede, med fra Øen, for at de kunne hjælpe ham med at bære varerne. Da de kom tilbage til det sted, hvor de havde efterladt bilen, var denne imid­lertid på vej sydpå mod Rømø, idet den simpelthen var kommet ud at sejle, dels var den gået igennem isen, og dels var vandet steget så meget, så dette kunne lade sig gøre, og bilen var kommet et godt stykke sydpå. Richard Lauridsen satte efter den, og det lykkedes ham også i vand til livet at nå den, men havvandet var trængt ind i motoren, og det var ikke muligt at få denne startet. Da vandet stadig steg, var der ikke andet for Richard Lauridsen at gøre end at gå fra borde og sammen med sine ledsagere at vandre ind til øen.

Morgenen efter kørte man med to traktorer tilhø­rende gårdejerne Callesen og Stefan Jørgensen ud for at bjerge bilen. Den havde da flyttet sig yderligere en halv kilometer, men da det nu var lavvande, kunne man med traktorerne køre helt ud til den og få den slæbt ind til øen. Postbilen var meget medtaget af »sejlturen«. Bøl­gerne havde trykket den ene side ind, og motoren ville naturligvis ikke gå, efter at havvandet var trængt ind til dens ædlere dele. Bilen måtte slæbes til Ribe, så det blev en kostbar tur for Richard Lauridsen.

Forbindelsen med omverdenen.

Har i vinter været ret vanskelig at opretholde, og det skyldtes dels isforholdene og dels det, at Richard Lauridsen ikke måtte køre med sin bil. Han fik dog tilladelse af politimesteren i Ribe til at køre til V. Vedsted. Denne tilladelse gjaldt til 1. april i år. Det er sikkert aldrig tidligere sket, at man har brugt sneplov i vadehavet, men det har været tilfældet i år på ebbevejen mellem Mandø og V. Vedsted.

Postkører Richard Lauridsen måtte i slutningen af februar indstille kørselen med sin landskendte »Mandøbil«, idet der var så tykt et lag sne, så det kneb for bilen at komme igennem, og dernæst fordi tidevandet kunne medføre, at der var usikre steder i isen. Derfor måtte man en tid køre over med hestevogn for at hente post, brændsel og kolonialvarer m. m., men da der også var vanskeligheder med denne befordring, besluttede man d. 25. februar at bane vej med en sneplov. Det siger sig selv, at den var hestetrukket, og der blev en fin vej imellem øen og fastlandet.

Det kan fastslås, at Mandø har klaret sig godt i den strenge vinter. Forbindelsen med fastlandet besørgedes med hesteslæder, og på den måde fik man så det nødvendige brændsel og andre fornødenheder til øen. Sundhedstilstanden på øen har været god i kulden.

Også de mange fugle, der holder til ved Øen, sørgede man efter bedste evne for ved at fodre. Men selv om vinteren endelig holdt op, var vanskelig­hederne ikke dermed forbi. Da der blev åbent vand mel­lem øen og fastlandet, måtte Richards særprægede rute­bil give op, og med hestevogn var det næsten også umu­ligt idet isskruningerne mange steder var så høje, at hestene ikke kunne komme over, og vognen var i fare for at vælte. Richard Lauridsen har nu fået tilladelse af justitsministeriet til at bruge traktor og påhængsvogn på turen over vadehavet. Traktoren besørger for tiden den daglige forbindelse, og påhængsvognen, der er under bygning, ventes færdigbygget i løbet af kort tid. Et sådant køretøj bliver en ret bekostelig historie, idet man regner med, at det vil koste mere end 25.000 kr., men det bliver sikkert en attraktion mere for Øen, og vi hå­ber, at Richard og de mange sommergæster samt Øbo­erne må få glæde og fornøjelse af det.

En vandring natten igennem i Vadehavet.

Mandø-Posten nr. 45 – 1956.

En 27 årig mand, Erik Christiansen, Skodborghus, ville i vinter spadsere gennem vadehavet til Mandø for at besøge en bror, der har et husmandssted på øen. Det lykkedes ikke Christiansen at nå over, og da mør­ket faldt på, vandrede han det meste af natten rundt i Vadehavet, en ikke ufarlig sport. Om morgenen lykke­des det ham imidlertid at nå i land ved V. Vedsted i meget forkommen tilstand. Han blev fundet på stranden af gårdejer Friis, Mandøvej 28, V. Vedsted, der fik ham hjem til sengs. Læge Swith, Ribe, blev tilkaldt, hvorefter Falck blev alarmeret, så den unge mand kunne blive bragt til Ribe sygehus, hvor han kom under behandling.

DANMARKS MÆRKELIGSTE RUTEBIL

Billed Bladet nr. 33 – 28. august – 19. aargang – 1956

Danmarks sikkert mærkeligste rutebil er netop anskaffet til strækningen over Vadehavet mellem Manø og Ribe. Besynderlig ser den ud, men klarer turen til alle passagerernes tilfredshed.

Lægevæsenet på Mandø 1907-57

Lægevæsenet på Mandø kan i år holde halvtreds års jubilæum. Af pens. lærer N. Mandøe, Rødding.

I år er det halvtredsindstyve år, siden Mandø fik sin første vinterlæge. I foråret 1907 ansøgte beboerne justitsministeriet om at måtte få en læge til øen i de tre egentlige vintermåneder, nemlig fra midt i december til midt i marts. Ansøgningen blev imødekommet på føl­gende betingelser: Amtet skulle yde et tilskud på 200 kr., Mandø kommune 200 kr., og staten bevilgede så 800 kr. Lægen meddeltes tilladelse til salg af medicin.

Det var en ordning, som beboerne blev meget glade for, og som afhjalp et længe følt savn. Senere forandre­des tidsrummet for lægens ophold på øen, således at lægen skulle tiltræde stillingen den iste december og fratræde den iste marts. Selvfølgelig havde øboerne også før den tid brug for lægehjælp, men de måtte så i påkommende tilfælde rekvirere læge fra Ribe. Det var naturligvis en stor ulempe, navnlig om vinteren; og når efterårs- og forårsstormene satte ind, kunne det blive meget vanskeligt, ja umuligt for Øboerne at komme un­der lægebehandling.

1889 blev der af staten nedlagt telefonkabel mellem fastlandet og Øen, hvilket var en stor vinding for Øboerne. Skulle man før den tid have fat i en læge, måtte en mand til hest af sted til Ribe ved ebbetid for at hente doktor til den syge. Det hændte imidlertid ikke så sjældent, når budet kom til Ribe, at der ingen læge var at få fat på. Så var der intet andet at gøre end at afvente lægens hjem­komst. Var lægen eller lægerne ude på sygebesøg på landet, kunne det tage lang tid, inden de kom hjem; thi når lægen kom på landet, benyttede folk lejligheden og tilkaldte ham her og der, hvor der var sygdom til huse, når det rygtedes, at han var i nabolaget. Når så lægen endelig langt om længe kom hjem, og budet havde fået talt med ham, og lægen havde lovet at gøre turen til Mandø, skulle vognmanden bestilles. Det var heller ikke nogen sjældenhed, at der ingen vogne var at op­drive;, især kunne det være vanskeligt om søndagen at få fat i et køretøj, og turen måtte i hvert fald så udsæt­tes, undertiden opgives.

Men havde budet været heldigt, og læge og vognmand var rede, så kunne man måske nå at komme over til øen på slutningen af ebben. Men så måtte lægen belave sig på at forblive på øen flodtiden over og først vende tilbage med næste ebbe, hvad han selvfølgelig ikke var så henrykt for. For at patienten kunne få den medicin, lægen fore­skrev, måtte der en mand med lægevognen til Ribe. Så kunne der igen, når forholdene var særlig ugunstige, gå lang tid hen, før manden kom tilbage med medicinen til den syge.

I fortiden var ebbevejen til fastlandet særdeles dår­lig, hvorfor sejlbåd den gang blev meget benyttet. Båden fra Øens krydsfartøj, krydsjollen, var altid disponibel, takket være krydstoldassistent Johannes With´s, Mandøvej 3, velvil­lighed, og med krydsmatros Peder H. Pedersen ved ro­ret var krydsjollen et sikkert befordringsmiddel. Peder H. Pedersen, Carl Pedersens far, var en øvet sømand, hurtig og adræt i sine bevægelser, som rigtig var i sit es, når storm og brod truede krydsjollen med undergang. Han var, tillige med andre, altid rede til at bringe hjælp til de syge på øen. I alvorlige sygdomstilfælde, hvor det var absolut nødvendigt at få båd til fastlandet efter læge, var han altid manden, til hvem man henvendte sig om hjælp, og aldrig bad man her forgæves, selv om han vidste, at han satte sit eget liv i fare.

Øens folk var i det hele taget altid rede til at hjælpe hinanden i sygdomstilfælde, og der manglede aldrig en hjælpende hånd, når lægen skulle hentes. I »Mandø-posten«, bd. I., side 162, er gengivet følgende beskrivelse af en doktorfærd til Øen sidst i forrige år­hundrede:

»Den 6. december 1897 om formiddagen kl. 11 kom vognmand Jens Lauridsen til mig på sygehuset. Der er telefon fra Mandø, om doktoren straks kan tage med til en kone; båd venter. Kl. 12 er vi den mils vej til stranden ved Okholm i V. Vedsted sogn, hvor ebbevejen går ud, skønt den nyanlagte, grusede vej er seig og end­nu ikke færdig; den er dog altid bedre end den gamle sandvej. Det er tæt tåge, alt andet end sigtbart vejr. J. Lauridsen, som selv kører, når det gælder, og jeg rådslår, om vi straks skal ud på isen, der ligger fra Ovret, så langt vi Øjner, eller måske hellere vente, da vi hverken skimter båd eller folk.

Vi bestemmer os til forsøget og arbejder os på må og få gennem isen en 8-900 alen udad, indtil hestene skæ­rer benene til blods, uden at nyt er at mærke i tågen. Så vender vi tilbage til land igen, da hestene ikke kunne stå og vente i det iskolde vand, får dækkener på dem, stamper selv på engen og spejder gennem disen. Han er mere langsynet end jeg og melder noget nyt ved dy­bet: båd, vogn, folk? Snart bliver vi enige om, at det er en båd. Nu skiller der sig et par mand fra den og nærmer sig hurtigt på isen til vor vogn, der alt igen har arbejdet sig gennem is og vand, den før brudte vej en 800-1000 alen ud. De medbringer søstøvler og isepig til doktoren. Han kaster sin pels i vognen og giver dem sin ene taske. Efter en rask isvandring, spredt udenom de skrøbelige steder, når vi båden uden at slippe igen­nem på Østsiden af dybet. Her har fire mand, hvoriblandt de bekendte bådførere og sælhundejægere Per Hansen og Knud Hansen, i løbet af tre timer kun nået at bryde en bugtet, 7-900 alen lang rende for deres fladbundede skydepram (»Kane«, som de kaldte den). Alle fem stager vi hurtigst muligt tilbage til åbent vande og over dybet så højt op, vi kunne, på Mandø-siden. Nu ankres prammen i drivisen med fare for at blive bort­ført af denne, og vi forlader den med søstøvler til skræ­vet for at nå den ventende vogn, der har bragt både båd og mandskab ned til dybet og nu kører frem og tilbage på vaderne for at holde varme i hestene. Hurtigt nær­mer vi os hinanden, og i jævn fart går det den halve a 2/3 mil på Mandø-siden først gennem vand, så på fast havbund, til vi når gammel Mandø. En mand med et stort oksehorn under armen møder os her, sendt ud for at tude efter os, om fornødent. Det er nu deres sirene. Der er nu syv mand med to vogne og en båd for at hente en doktor. Forøget med den passager til fuldt læs når vi målet, ventede med længsel; kl. er da fire om efter­middagen. Doktoren kan dog ikke aflægge sygebesøg i søstøvler; han må først skifte, inden han viser sig. Det er en 28-års enke, som har mistet sin unge mand efter et halvt års ægteskab sidste sommer i Libau havn ved et ulykkestilfælde; idet slæbelinien kom i kurre ved jol­lens stævn, krængede den om og satte ham under skruen, så der er ingen forventningsfuld glæde til huse, men stille resignation. Det hver dog lidt op, da hun tem­melig hurtig bliver velsignet med en stor dreng, tvilling til en 4 uger i forvejen afdød dreng, som hun dog sidst forløstes med.«

Jeg har anført foranstående brudstykke af »Træk af Doktorfærd til Mandø«, for at læserne skal kunne for­stå, hvor vanskelige forholdene kunne være om vinte­ren, når is i ugevis gjorde vejen mellem Øen og fastlan­det ufarbar.

Omkring nytår 1907 blev en ung mand heftig angrebet af lungebetændelse. Lægen var undervejs, og mandskab fra Øen gik ham i møde. Man kom hinanden så nær, at man kunne råbe over til lægen og høre det råd, han kunne give; men det var umuligt at få lægen over det sidste stykke af vejen. Den unge mand bukkede under for sygdommen efter få dages sygeleje.

Læge Vilandt var den læge, der i den sidste del af det nittende århundrede oftest blev tilkaldt. Han var en meget dygtig læge, som folk havde tillid til, og han veg aldrig tilbage for selv i den værste storm at tage turen til Øen, enten det var med båd eller vogn.

(Fortsættes)

Lægevæsenet på Mandø. (Fortsat fra side 234).

Det kan være naturligt, at jeg, når jeg omtaler lægebefordringen til Mandø, nævner vognmand Jens Lauridsen, Ribe – Jens Post, som han blev kaldt. Han var den vognmand, der i min barndom – og vel også før – altid benyttedes til lægekørsel. Han havde et par gode heste og en let fjedervogn, og når han havde tømmen, kunne man være vis på, at lægen nok skulle komme til øen, hvis der var den mindste mulighed derfor. Selv om søerne slog over vogn og heste, og forlæderet blev revet bort af strømmen, som det hændte en gang, han var kørende til øen med stiftamtmanden og stiftprovsten, tabte han ikke modet. Han var en vovehals, men han vidste, at vogn, heste og seletøj var i orden.

En mørk og tåget aften var han på vej til Mandø og kom bort fra ebbevejens koste. Han var klar over, at det var galt, men da han langt forude så lys, steg humøret, og han råbte af fuld hals: Kom herover med æ Løgte! Men hans råb blev ikke hørt, og lanternen kom ikke nærmere. Det viste sig, at det ikke var folk med lanterne fra øen, der gik ham i møde, men det var lysene fra Esbjerg, der kastede deres skær ud over vade­havet. Da han blev klar over det, forandrede han kurs og slap heldigt i land.

Vejen gennem vadehavet var den gang længere end nu, idet den slog en stor bugt i dybet, hvor der var temmelig meget vand, men til gengæld fast bund. Når han havde passeret dybet og Stagrenden, var der et mindre stykke belagt med grus.

1932 blev den nuværende vej lavet. Den er anlagt nordligere end den gamle vej, fordi terrænet her er ca. to fod højere. Ganske vist var bunden meget blød, hvor­for det blev nødvendigt at lægge faskiner på 500-600 m. af strækningen. Hvor vejen nu går, kunne i gamle dage intet køretøj anvendes, men var der meget vand, kunne man den­gang gå ind over »æ Stag«, men der kunne være fare forbundet med det.

Som man vil kunne forstå, var det dengang ikke blot besværligt, ja undertiden ugørligt at bringe syge på øen den nødvendige lægehjælp, men det var også dyrt. Derfor søgte man heller ikke læge den gang, uden at det var strengt nødvendigt. Jeg husker fra min barndom, at man stillede sig afventende overfor at tilkalde lægen, og ofte slog flere sig sammen om at hente ham. Tit forpassede man tiden ved al vente med at tilkalde lægen, men dø kunne man jo uden lægehjælp.

I mindre alvorlige tilfælde hjalp man sig med gamle husråd, som man i dag ikke skal kimse ad. Jeg ved ikke af, at der har været »kloge koner« på Mandø. Jeg har aldrig hørt de ældre folk på øen tale om den slags; men det står for mig, at jeg i min tidligste barndom hørte tale om en »klog kone« i Sønderho på Fanø. Karen Lund hed hun, og hun har vist også gæstet Mandø, ligesom folk herfra har konsulteret hende.

Det var almindeligt, at ældre mennesker en gang om året skulle »kopsættes«. Behandlingen foretoges under jordemoderens tilsyn. Ligeledes mente man, at det var gavnligt en gang om faret at blive åreladet. Jeg husker, at min morfar en gang imellem lod sig aftappe en spølkum blod, og vi børn var meget optaget af det og så med en vis ængstelse på manden, når han kom med sine remedier for at fore­tage den mystiske handling.

Siden vinteren 1907/08 har Mandø haft bosiddende vinterlæge bortset fra årene 1918-1921. Når der ingen læge var på øen i de tre år, skyldes det lønforholdene. Ingen læge kunne klare sig for den løn, som blev fast­lagt i 1907. Man må huske på, at leveomkostningerne var steget fra i 1907-14, og under 1ste verdenskrig satte dyrtiden ind med stor kraft, og det er derfor fuldt for­ståeligt, at ingen læge meldte sig til stillingen. Det var i den ”spanske syge”s tid, Mandø stod uden vinterlæge, en tid, hvor hvert sogn og by i landet hærgedes, og hvor mennesker reves bort i tusindvis og lægerne sled sig til døde for at bringe alle syge den nødtørftige hjælp.

1919 indsendte sognerådet, der var ængsteligt for atter at gå en vinter i møde uden læge, andragende til ministeriet om, at statstilskuddet måtte blive forhøjet, så en læge kunne være tjent med at få stillingen, men det blev ikke imødekommet.

Da min mor i 1920 lå meget syg, lidende af kræft, var det med bange anelser, at vi indenfor familien så vinte­ren i møde. Enhver vil kunne forstå, hvad det ville sige, at man stod uden læge og uden midler til at lindre de frygtelige smerter, der fulgte med sygdommen. Mor døde i slutningen af februar 1921 og måtte udstå store lidelser, da det netop den vinter i flere uger var ugør­ligt at få forbindelse med en læge. I oktober 1920 var jeg på øen på et kort besøg, og da så jeg i et referat fra amtsrådsforhandlingerne, hvor let amtsrådet havde ta­get på det indsendte andragende, som ministeriet havde tilstillet amtsrådet til erklæring. Med undren læste jeg: ”Budgetudvalget finder ingen anledning til at an­befale andragendet. Kunne ikke bevilges”!

Jeg sendte så et skarpt brev til amtsrådet, hvori jeg efterlyste mere forståelse for øens vanskelige forhold. Hvorvidt mit brev har haft nogen betydning for amtsrådets senere stillingtagen, ved jeg ikke, og det er for så vidt også uden betydning, men næste andragende om forhøjelse blev i hvert fald anbefalet og imødekommet, og Mandø-boerne fik igen en ordning, som de var glade og taknemmelige for. Siden 1935 har Mandø haft fastboende læge med undtagelse af tiden 22/4 1939 – 1/12 1942.

Dagbogen 1957/58

Mandø-Posten nr. 49 – 1958

Forbindelsen mellem Mandø og fastlandet har i det forløbne halvår været alt andet end tilfredsstillende. Storm med stærkt højvande har gang på gang voldt, at øen i flere dage har været uden forbindelse med fastlandet, men særlig galt blev det dog, da vinteren omkring jul og nytår satte ind. De store isskruninger i vadehavet skabte vanskeligheder for Mandø-posten, der ikke kunne køre gennem skruningerne. Derfor måtte juletrafikken til og fra Mandø besørges pr. båd, og det var et regulært juleskib, der løb fra kaj ved skibsbroen i Ribe, Foruden julegæster til øen var der masser af post, som postekspeditør Kr. Eriksen, V. Vedsted Byvej 7, V. Vedsted, kom kørende til Ribe med. Derudover var hele Øens brødfor­syning i julen og så naturligvis masser af julepakker med. Det var fisker Johan Poulsen, der sejlede med »juleskibet«, men han kunne kun sejle til »Thues Ren­de«, hvor postkører Richard Lauridsen holdt klar med traktoren forspændt en gummivogn, således at passa­gererne tørskoede kunne komme i land.

Adskillige gæster fra fastlandet, som havde holdt jul og fejret nytår på Mandø, fik en ufrivillig lang ferie, idet det ikke var muligt hverken at køre eller sejle mel­lem øen og fastlandet. Den 8. januar blev forholdene imidlertid således, at man turde befordre gæsterne til­bage til fastlandet, dog således, at de selv måtte gå det meste af vejen. Det lykkedes postkører Richard Laurid­sen at køre gæsterne plus syv stærke Mandø-boere ud til den Østlige isbræmme, og med de syv Mandø-boere som førere gik det derefter til fods gennem det åbne vand til næste isbræmme og videre over isen ind til fastlan­det, hvor vognmand Emil Sørensen, Ulvehøjvej 7, holdt klar med po­sten, som skulle over til Øen. Omvendt havde de syv Mandø-boere posten med fra Mandø til fastlandet.

Blandt gæsterne var to unge piger fra København, som havde holdt ferie på Mandø. De fik her bevis på, at det krævede større strabadser at rejse fra Mandø til Ribe end fra Ribe til København. To unge ridderlige mænd bar deres kufferter på den besværlige tur. Det var to 15-årige drenge fra øen, som gik på Bramminge efterskole, og som forlængst skulle være begyndt her.

Forslag til Mandø-dæmning

Mandø-Posten nr. 51 – 1959.

Staten må udrede udgifterne, men så må den også have retten til det indvundne land, skriver en af dige­sagens forkæmpere, fhv. gårdejer Carl Pedersen, Mandø, i et indlæg i Vestkysten den 21. februar d. å.

I årene 1940 og 41 var en Mandødæmning stærkt på tale, og også inde på Christiansborg havde man begyndt at tale om en sådan, men efterhånden som krigen skred frem, øgedes beskæftigelsen, og det stod hurtigt klart, at det ikke ville være muligt at bygge Mandødæmning, så længe krigen stod på. Efter krigen meldte sig så mange andre opgaver, at planen om en Mandødæmning rent ud sagt blev gemt og glemt. Imidlertid har jo nu Rømødæmningen leveret bevis for, at en dæmning giver landvinding, så det forslår noget, og hertil kommer ende­lig, at en dæmning også til Mandø efter sagkyndiges me­ning vil øge landvindingen ned langs den sønderjyske vestkyst helt fra Ribe kammersluse til Rømødæmningen.

Ebbevejen vil med tiden blive ufarbar.

Vestkysten har nu om dæmningsspørgsmålet modtaget nedenstående indlæg fra fhv. grd. Carl Petersen, Mandø, der var en af de førende, da man i sin tid byggede de nye diger på øen. Carl Petersen er inde i de ting, han skriver om. Det hedder i indlægget: – Allerede i 1908 fremkom der en storstilet plan om landvinding i vadehavet mellem Mandø og fastlandet. Hedeselskabets daværende ingeniør, Chr. Thomsen, havde udarbejdet en plan over bygning af en faskin­dæmning fra Mandø til V. Vedsted. Faskindæmningen fulgte omtrent den samme linie som den i 1941 projek­terede dæmning.

For selve landvindingen kan en faskindæmning gøre stor nytte. Men der vil ikke gå ret mange år, før ebbevejen vil blive ufarbar på grund af tilslikning. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at bygge en landvindings­og færdselsdæmning til Mandø. Dæmningens sider er sikkert det dyreste ved hele bygningen. Er der ikke i dag mulighed for, at ingeniørerne kan finde en billig sikring af disse? Måske med cementplader, som er meget mod­standsdygtige mod isskruninger. Cementpladerne kunne fremstilles både i V. Vedsted og på Mandø.

Dæmningens højde var der i 1941 forskellige meninger om. Jeg kan dog ikke tænke andet, end at sagkundska­ben i dag vil gå ind for en kronekote på 1,75 m. Sådan en dæmning sikrer for det første forbindelsen over dæm­ningen uden nævneværdig afbrydelse. Men den største gavn ved den høje dæmning bliver, at den kun overskylles få gange om året og derved sikrer roligt vand bag dæmningen til gavn for landvindingen. En lav dæm­ning med kronekote 1,10 m. vil stadig overskylles ved springflod og under ustadigt vejr. Dersom der indtræder en orkanagtig stormflod, vil vandet vestfra fosse over dæmningen, så det vil blive et helt vandfald. Baglandet vil herved tage stor skade, ja, tilgroede arealer kan blive revet op og ødelagt.

Mandø trænger til en dæmning.

For Mandø i fremtiden vil en færdselsdæmning til fast­landet, enten det bliver den store eller den mindre, være af stor betydning. Ja, næsten en betingelse for, at øen kan bestå. Et lille samfund som Mandø har – med den rivende fart, der er i udviklingen ikke let ved at klare sig, men må have tilknytning til et større samfund. Endvidere kan stat og amt spare et betydeligt beløb årligt ved, at øen med hensyn til vinterlæge og præst kan betjenes fra fastlandet.

Af stor betydning for beskæftigelsen.

For beskæftigelsen her på vestkysten vil del være at overordentlig stor betydning at arbejdet med Mandødæmningen bliver sat i gang. Her kan, så snart frosten har sluppet sit tag i vadehavet, sættes arbejder i gang og det kan fortsætte, indtil frosten igen melder sig, enkelte stormvejrsdage dog und taget.

Går vi 50 år tilbage i tiden og sammenligner vadehavet mellem Mandø og fastlandet med i dag, så er der sket en stor forandring. Hele vadehavet er hævet. De dybe ren­der nær fastlandet er tilslikket og fuldstændig jævnet, så der ikke er spor tilbage. Ligeledes Thuesrende nær Mandø, hvor der for 50 siden var vand ved lavvande. Her er det nu hævet så meget, så den er tør i en stor bredde ved vejen eller der, hvor dæmningen skal gå. Vadehavet er nu i den højde, at tilslikning og dermed landvinding af ret store arealer vil ske hurtigt. Dæmnin­gen kommer til at stå i vandskillelinien og vil derfor ikke forårsage strømforandring.

Af spatinagræs har vi her på den nordøstlige side af øen millioner af planter. Det har vist sig – særlig på Fanø – men også her på Mandø — at det er en plante, som kan trives i vadehavet, og som holder på slikdannelsen. Særlig hvor der er gode slikforhold, spreder den sig selv, det ses f. eks. øst for den i 1941 projekterede dæmning fra Mandø og helt ned, hvor dæmningen bøjer mod V. Vedsted. Her må plantes spatinagræs, og hele det store areal vil gro til i løbet af få år. Dernæst må der grøbles, hvor det tiltrænges, for at få overfladevan­det bort, så der ingen huller bliver i det indvundne land.

Gode betingelser for landvinding.

Når dæmningen står der, vil der fra kammerslusen og helt ned mod Rømødæmningen langs med kysten være gode betingelser for en samlet landindvinding. Når der arbejdes med landvinding på hele strækningen på én gang, vil de indvundne landarealer støtte hinanden imod havets angreb. Landvindingen vil derved give større re­sultater. Er det så økonomisk at bygge Mandødæmning? vil man spørge. Danmark har slet ikke råd til at lade være med at sætte arbejde i gang. Alt, hvad der kan udrettes med ledige danske hænder uden derved at skade erhvervslivet, må og skal udføres, særlig hvor det i fremtiden vil gavne så meget som her ved den stormpiskede vestkyst.

At staten i lighed med, hvad der var tilfældet ved Rømø­dæmningen, må afholde alle udgifter ved bygning af dæmningen og ved indvinding af land er næsten den eneste løsning i dag. Til gengæld må staten også have ret til det indvundne land.

Engang i fremtiden kan det tænkes, at der bygges et dige fra Mandø til Rømø, når det store areal fra Mandø­dæmningen til Rømødæmningen til dels er indvundet tit frugtbart land. Som et lille skridt i den retning kunne der på vaderne fra Mandøs sydspids i retning mod Rømø bygges en ca. 4 km lang faskindæmning og ligeledes en sådan fra Rømøs nordlige strand mod Mandø. Faskin­dæmningen må sikres med sand, således at den kom­mer tit at ligne et dige, men der skal være store skrå­ningsanlæg på begge sider. Faskindæmning med anlæg må sikres med spatinagræs. Denne sikring med sand er ikke alene for, at isskruninger ikke skal ødelægge fa­skindæmningen, men også for at søer under stormfloder ikke skal bryde over faskindæmningen og derved slå dybe huller på læsiden til stor skade for det indvundne land. Hele denne sag, synes jeg, må tages op til behandling, ikke alene af beskæftigelsesmæssige grunde. Men at få Vesterhavet til at arbejde for os ved to gange i døgnet at aflejre slik og derved være med til at indvinde land, der igennem århundreder er røvet fra os her på kysten, er i sig selv grund nok til, at Mandødæmningen må bygges. Vil vi så selv hjælpe til ved grøbling og plant­ning af spatinagræs, så får vi også gennem dette arbejde fuld valuta for pengene.

Her kan skabes et lille stykke Danmark, der først og fremmest kan beskytte vestkystens udsatte diger, men også fremover give brød til mange mennesker til gavn for vort land. Carl Pedersen.

Mandøboerne forbedrer ebbevejen.

36 mand har i februar uden vederlag udført et stort arbejde på den gamle ebbevej, som man har gjort i stand på en strækning af 150 m. I fjor nyistandsatte man også på samme måde 150 m vej. Der tages sand fra havet ved hjælp af traktor. Ovenpå sandet er lagt grus, som sognerådet betaler; gruset er fra Tjæreborg, oplyser sognerådsformand Edv. Han­sen over for Vestkysten. Vejen kommer derved op på 75-80 cm over havfladen. På skråningerne og »dæm­ningen« plantes spatinagræs. Det er et overmåde påskønnelsesværdigt arbejde, Mandøs beboere her har udført, og det tjener ikke alene trafikale formål, men bidrager også til tilslikningen og land­vindingen i vadehavet. Man har vedrørende den i fjor istandsatte strækning lagt mærke til, at spatinagræsset har begyndt at virke. Arbejdet i fjor begyndte fra øen og ind mod fastlandet, og på denne måde har man altså fortsat i år.

Dagbogen 1959

Mandø-Posten nr. 51 – 1959.

I vinter har forbindelsen mellem øen og fastlandet været udsat for store forhindringer. Vejret voldte ingen hindringer for øens julegæster, der som sædvanlig skulle hjem for at fejre jul med slægt og venner, men mellem jul og nytår satte frosten ind, og samtidig stormede det fra vest, så vejen til fastlandet var ufremkommelig om­kring nytår. Julegæsterne fik derved deres ferie forlæn­get, og først 4. januar lykkedes det postkører Richard Lauridsen at komme gennem vadehavet med sit rute­køretøj. Det skete på én vandtid, og han kørte kun til V. Vedsted for derefter skyndsomst at komme tilbage til øen med post og forsyninger. Mandøs julegæster kom således omsider tilbage til fastlandet. Der var ikke færre end 40 mennesker med på turen.

Mandag den 5. januar var postkører Lauridsen i Ribe og kørte derfra ved godt sekstiden. Mellem Ribe og Hviding blev postbilen passeret af ambulancen, der skulle til Mandø for at hente en patient, fru Carla Niel­sen (en datter af Chr. Hjort), som skulle køres på Ribe sygehus for at føde. Falck blev rekvireret ved 17-tiden for at køre fru Nielsen til Ribe sygehus, idet øens læge, dr. Rosleff var syg og sengeliggende. Da Falck i Esbjerg har en ældre ambu­lance, der ikke er for god til kørsel i vadehavet, rekvi­rerede Falck i Ribe denne. Ambulancen blev ført af red der Georg Neupert, Esbjerg. Fra Ribe tog redder Leif Nielsen, der er kendt med vejen gennem vadehavet, med, og for en sikkerheds skyld tog man også læge Ernst Pedersen, Ribe, med i ambulancen. Man kom godt over til øen, og lægen konstaterede, at det var på høje tid med fødselen, hvorfor man omgående påbegyndte turen hjem til Ribe.

Nu var det imidlertid blevet højvande, og da man kom ca. tre kilometer ud i havet, måtte man vende om og køre tilbage til Mandø. Fru Carla Nielsen kørtes straks til sit hjem, og få minutter efter tog læge Ernst Pedersen imod et velskabt drengebarn på seks pund. Det var så­ledes heldigt, at Falck havde taget lægen med, idet der ikke findes nogen jordemoder på Mandø, og læge Rosleff var som nævnt syg og sengeliggende. Medens lægen om natten opholdt sig i hjemmet, hvor fødslen havde fundet sted, hyggede Falck-folkene sig hos postkører Richard Lauridsen, og næste morgen ved 6-tiden var vandet faldet så meget, at man kunne køre tilbage til fastlandet.

Men påfølgende nat måtte læge Pedersen, Ribe, og Falckfolk fra Ribe og Esbjerg igen af sted for at assistere ved en fødsel.

Denne gang var det Hans Nielsens hustru, der skulle føde, og også hun skulle have været indlagt på sygehuset i Ribe, hvorfor Falck-redderne Kolbeck, Ribe, og Højland, Esbjerg, atter om aftenen ved 20-tiden i Esbjerg-Falck’s gamle ambulance kørte gennem vadehavet til øen. Også denne gang havde man været så forudseende at tage læge Pedersen, Ribe, med, og det viste sig i høj grad at være klogt. Allerede da man kørte over til øen, var der så meget vand i vadehavet, at man på forhånd var klar over, at det stigende vand ville umuliggøre tilbagetur om afte­nen. Man valgte derfor at vente med tilbageturen, til det blev ebbetid næste morgen, men forinden fødte fru Nielsen en pige, og læge Pedersen havde igen klaret jor­demoderhvervet fint, idet både mor og datter havde det godt, og det var derfor ikke nødvendigt at tage nogen patient med tilbage. Ved 8-tiden næste morgen var man tilbage i Ribe, og det er forståeligt, at lægen så noget træt ud. Der skal en stærk konstitution til til to efter hinanden anstrengende nætter.

Efter i nogen tid at have været uden forbindelse med fastlandet som følge af isskruning og dårligt vejr, begyndte Mandø at savne forskellige ting. En patient på øen måtte have en bestemt slags medicin — og desuden trængte dr. Rosleffs beholdning af medicin til supple­ring, hvorfor dr. Rosleff 24. januar satte sig i forbin­delse med Zoneredningskorpset, der besluttede at for­søge en flyvning til den nødstedte ø.

Postkører Richard Lauridsen blev taget med på råd, og han arrangerede sig med Vestkysten i Ribe, der sør­gede for at få den livsvigtige medicin kørt til V. Ved­sted, hvor Zonens to-motorers flyvemaskine lidt før kl. 15 d. 24. jan. landede på en gammel græsmark sydøst for V. Vedsted.

Her var Vestkysten mødt med den livsvigtige medicin fra apoteket i Ribe, fru postekspeditør Eriksen, V. Vedsted Byvej 7, og post­bud Westergård, V. Vedsted Vej 131, var mødt med de 8 dages post, der havde hobet sig op på postekspeditionen i V. Vedsted, og bagermester Andersen, V. Vedsted Vej 145, V. Vedsted, var kommet med godt et halvt hundrede rugbrød til Mandø, der som be­kendt ikke har nogen bager.

Zoneredningskorpsets flyvemaskine førtes af chefpilo­terne Junker og Asmussen, Dragør, der på en kun to tønder land stor mark tilhørende Hans Detlefsen, V. Vedsted Vej 105, V. Vedsted, landede perfekt, selv om man måtte gå ned over et hegn med ret høje grantræer. Efter at have fået medicinen, rugbrødene og posten om bord, gik maskinen igen på vingerne for at flyve til Mandø, hvor postkører Richard Lauridsen havde afmær­ket en mark, på hvilken man kunne lande. Efter at have fået losset de forskellige varer, inviterede postkører Lauridsen de to flyvere på kaffe. De fløj derefter til Esbjerg for at få tanket og fløj så tilbage til Kastrup.

Falck fra Ribe og Esbjerg må atter gennemføre en ny, vanskelig transport gennem vadehavet.

Mandø’s læge, dr. Rosleff, der havde været syg og sengeliggende siden jul, og som i tidens løb har ordi­neret mange af øens beboere på hospitaler i Ribe eller Esbjerg, måtte fredag den 13. februar ordinere sig selv indlagt på Ribe sygehus. Transporten hertil skete under vanskelige forhold, idet vadehavet nu var fyldt med grød- og drivis, og selv om det var østenvind, holder isen vandet inde i vadehavet, således at også denne sygetransport kunne note­res blandt de vanskelige.

Falck i Ribe, der som bekendt har sygetransporten fra Mandø, har en aftale med Esbjerg-Falck, der for det første har en gammel ambulance, der efterhånden er blevet vant til kørselen gennem vadehavet, og dernæst har den fordel, at den har installeret radio, så der kan slås alarm, hvis noget uventet skulle ske under den ikke ufarlige kørsel gennem vadehavet. Da læge Rosleffs tilstand fredag formiddag var forværret i betydelig grad, så han ikke anden udvej end at lade sin hustru alarmere Falck i Ribe, som satte sig i forbindelse med kollegaen i Esbjerg, der straks mødte med den gamle, men driftssikre ambulance. Den førtes af redder Finn Nielsen, Esbjerg, der fra Ribe fik redder Niels Folby med som »lods«. Vestkystens fotograf var endvidere med på turen. Af et billede, som fotografen tog undervejs gennem vadehavet, får man et godt indtryk af de vanskeligheder, der er forbundet med ved vintertid at få en patient fra Mandø til sygehuset Det ses af billedet, hvordan det er nødvendigt, at en af redderne sidder foran på køleren og holder et tæppe foran denne, så at havvandet ikke trænger ind til motorens tændrør og bringer motoren i stå.

Fragtruten til Mandø skifter ejer.

Mandø-Posten nr. 51 – 1959.

Postkører Lauridsen, Mandø, har solgt sin fragtrute til Kaj Poulsen, Ribe. Overtagelsen skete den 15. februar. Lauridsen beholder stadig postruten.

Den ene »Mandøbil« brændt 26. maj.

Mandø-Posten nr. 51 – 1959.

Der var heldigvis kun én passager med i Mandø’s »fragtbil«, da der den 26. maj 1959 ved sekstentiden ud­brød brand i køretøj et på strækningen mellem V. Ved­sted og vesterhavsdiget. Traktoren og dens overbygning brændte totalt, medens det lykkedes Falck at få slukket branden i påhængsvognen, der dog blev ret medtaget. Branden bredte sig med lynets fart, men det lykkedes føreren, Kaj Poulsen, Mandø, og hans passager, den 10-årige Egon Christensen, Ribe, at komme bag ud af overbygningen, før de blev forbrændte.

Havde netop dagen før fået ny motor.

Fragtkøretøjet, der for traktorens vedkommende har nøjagtig samme overbygning med plads til enkelte pas­sagerer, som den berømte postbil har det, blev for kort tid siden af postkører Richard Lauridsen, Mandø, solgt til fisker Kaj Poulsen, Ribe, som derefter flyttede til Mandø. Kaj Poulsen havde nu ligget stille i godt 8 dage, idet han på mekaniker Klaus Jensens værksted i Ribe havde fået indlagt en ny dieselmotor i køretøjet. Det var den første tur, han kørte med den nye motor, der formentlig er blevet overophedet og derved har antændt olien.

Fragten blev ødelagt.

Kaj Poulsen havde fuldt læs med fra Ribe. Blandt godset var en stor tank, der skulle over til øen til op­bevaring af traktorbenzin, og derudover havde han et stort læs dritteltræ til Mandø mejeri samt forskelligt stykgods. Såvel dritteltræet som stykgodset brændte, der­imod mener man at kunne redde den store tank, der sik­kert ved en ny asfaltbehandling vil blive lige så god, som den var før branden. Som nævnt ovenfor blev traktoren totalt ødelagt, og da den netop var blevet forsynet med ny motor, vil eje­ren sikkert komme til at lide et endog meget alvorligt tab ved branden. Hertil kommer driftstabet, idet der vil gå nogen tid, før man kan få en ny traktor ombygget til formålet og indregistreret.

Branden skete som nævnt mellem diget og V. Vedsted, hvor der ingen bebyggelse er, hvorfor der gik et stykke tid, før man nåede til en telefon og fik slået alarm til Falck fra Ribe. Da først dette skete, var Falck hurtigt på brandstedet, og det var på grund af korpsets hurtige indsats, at det lykkedes delvist at redde påhængsvognen. Der var heldigvis ingen post med den brændte bil; – den ville i så fald også være blevet luernes bytte.

Fastlandsforbindelsen.

Mandø-Posten nr. 55 – 1961.

Vinteren har været mild og behagelig og har ikke voldt store ulemper for øboerne. Forbindelsen mellem øen og fastlandet har selvfølgelig adskillige gange i vinterens løb været afbrudt. Det var begyndt at knibe med fødevarerne på Mandø, men tirsdag d. 24. januar kunne man køre til fastlandet. Flere af øens mandlige beboere gik tidlig tirsdag d. 24. januar ud på isen for at prøve dens bæreevne, og da de kom tilbage, kunne de fortælle, at det var muligt at køre på isen uden særlig risiko. For første gang siden frosten satte ind, mente man, at det var muligt at gen­nemføre en mobil forbindelse mellem Mandø og fastlandet. De forskellige hjem blev adviseret. Gennem flere timer var det umuligt at få en forbindelse igennem til øen, fordi husmødrene brugte telefonen til at ringe til de handlende i V. Vedsted og Ribe, for selv om de ikke havde været indefrosset gennem flere måneder, var det alligevel ved at være småt med madvarerne. Det var især rugbrød, det var galt med, men en ting som flaskegas stod også øverst på huskesedlen.

Ved middagstid startede gårdejer Arnold Thodsen med sin landbrugsvogn, forspændt et par kraftige heste, og postkører Richardt Lauridsen med sin traktor efterspændt en gummivogn læsset med bl. a. tomme gasflasker og fyldte smørdritler. Med begge vogne fulgte et stort hjælpemandskab iført lange søstøvler og med skovl i hånden. På stranden var 15-20 mennesker parat til at mod­tage øboerne. Det var bl. a. de handlende, der var mødt op med varer, der skulle med på tilbageturen, men også flere af øboernes pårørende på fastlandet var mødt op for at høre til familiens velbefindende på øen. Blandt folkene på stranden befandt sig også fru Hol­ger Andersen, Mandø. Lørdag d. 22. jan. gik hun ganske alene over isen for at hente datteren, der var indlagt på sygehuset i Ribe. De kunne imidlertid ikke komme tilbage og måtte tage ophold hos slægtninge i Ribe. Hun blev kørt til stranden ved V. Vedsted og kom med vog­nene tilbage til øen.

Mandø har dog ikke været helt afskåret fra omverde­nen, og bl. a. har man fået post hver dag. Det har dog været ikke så lidt besværligt at få den til og fra øen. Men Mandøboerne klager ikke. De er vant til den til­værelse i vintermånederne og betragter turen over isen som en rask lille spadseretur, hvad den måske nok er, men alligevel. .. . andre ville nok sikkert betakke sig for en lignende tur.

Falcks ambulance blev hængende i vadehavet.

Mandø-Posten nr. 58 – 1962.

Natten til søndag d. 7.10. skete det usædvanlige, at en ambulance fra Ribe kørte fast i vadehavet mellem Mandø og V. Vedsted, da den var på vej hjem fra Mandø med læge Tolstrup, der havde været på sygebe­søg på øen. Da man tidligere på aftenen kørte over til øen, var der så at sige intet vand på ebbevejen, og da man skulle tilbage, mente man også, at man let kunne køre igennem. Midtvejs mellem Mandø og fastlandet blev man imidlertid overrasket af højvande, der gik op i motoren. Der var derfor for dr. Tolstrup og falckred­der Arne Hansen ikke andet at gøre, end at forlade vog­nen og vandre til land. De valgte at gå til fastlandet og måtte vade i vand til knæene et godt stykke vej. Formentlig har der været springflod, thi da man se­nere fra Falckstationen i Ribe kom ud med kranvognen for at hente ambulancen, stod vandet helt op til diget, og først langt op ad dagen lykkedes det at få ambulan­cen bjerget i land.

Isvinteren 62-63

Mandø-Posten nr. 59 – 1963.

Isvinteren 62-63 skabte bro mellem Mandø og fastlandet, og Mandøboerne fik en forsmag på dæmningens tra­fikale gener.

Allerede midt i december 62 satte frosten ind, og lang­somt omdannedes vadehavet imellem Mandø og V. Vedsted til en isbane, der med de ret rolige vindforhold og navnlig fordi vinden holdt sig i øst blev til en ret jævn flade og skabte en kunstig bro til Mandø.

Nytårsaftensdag åbnede Andreas Jørgensen, som før­ste mand den bilende trafik til Mandø, men snart fulgte mange efter. Efterhånden blev vadehavet bundfrosset og Mandø oplevede en turiststrøm, som aldrig har kendt sin mage på en sommersøndag i ferietiden. En enkelt søndag taltes omkring ved 300 biler på øen, og man fik en lille forsmag på, hvordan det vil se ud den dag, dæmningen er en realitet. En ting er man på øen enige om, og det er, at øens vejnet er aldeles uegnet til stortrafik og fuldstændig vil bryde sammen den dag, det store rykind kommer, dette samt flere andre mo­menter må tages i betragtning den dag, at en evt. dæm­ning påbegyndes.

I forskellige blade landet over læser man, at pressen også har været på Mandø og haft en god dag der, idet der er ofret helsider på øens historie. »Jydske Tidende« har i bladet af 20. januar en lang artikel om de vanskeligheder, øen befinder sig i. Man begraver på stedet myten om, at molboerne har slået sig ned på Mandø, sandheden er vel nærmere den, at samfundet gennem generationer har betragtet Mandø som stedbarn og øens mennesker har måttet kæmpe en ulige kamp for at opnå de goder, man havde krav på. Ingen mandøbo er så naiv at tro, at dæmningen bli­ver bygget alene på samfærdselens bekostning, men er enige med myndighederne i, at den indvinding af land, som her vil kunne påregnes, vil få stor betydning frem­over ikke mindst for digerne på begge sider af vadehavet.

Man har på øen i vinteren 62-63 næsten følt sig helt fastlandspræget og set bort fra høj- og lavvande, endskønt dette med ebbe og flod vel nok sidder enhver mandøbo i blodet, hvor han så end befinder sig i verden. Vognmand K. Poulsen har også udnyttet situationen og fået øens forbrug af brændsel og kunstgødning m. m. kørt over, mens forholdene var gunstige. På øen har man set i øjnene, at den ro og idyl, der til dagligt præger øen, vil forsvinde, når der åbnes for turisternes strøm, men man erkender, at man fremover ikke kan eksistere ved idyl alene. Isen er forlængst borte, og normale tilstande præger igen forbindelsen til Mandø, men inva­sionen i januar og februar vil længe kunne huskes på øen og historisk indgå som et led i en ny tid.

Mandø flyveplads!

Mandø-Posten nr. 59 – 1963.

Flyvekommandoen har nu givet grønt lys for etable­ringen af en flyveplads på Mandø. Der bliver forskellige restriktioner for flyvepladsen, fordi Mandø ligger i et militært skydeområde. Sidste gang, sognerådsform. Edv. Hansen på øens vegne søgte om tilladelse, var i septbr. 62. Man venter i den nærmeste fremtid svar på ansøg­ningen, siger overingeniør Helmut Larsen – luftfarts­direktoratet. Pladsen uden for klitterne, umiddelbart vest for møl­len, der er 150 m X 720 m, vil få en startbane på 30 m X 600 m og ventes at kunne være en realitet nu i inde­værende år. De sidste efterretninger går imidlertid ud på, at to lodsejere af ovennævnte areal nægter at afstå jord til flyvepladsen. Sognerådet undersøger nu muligheden for en ekspro­priation, hvilket vil forhale projektet betydeligt, hvis dette glipper, er der kun mulighed for at ansøge om dispensation for en mindre startbane, der vil medføre et omfattende jordarbejde, der vil fordyre planen bety­deligt, idet chancen for at erhverve jord et andet sted vil være meget ringe og ligge ude i fremtiden, slutter sognerådsform. Edvard Hansen.

Danmarks mærkeligste vej bryder sammen!

Mandø-Posten nr. 61 – 1964.

Mandø-ebbevej er kørt itu og står foran trafikstop!

Gennem århundreder har Mandø’s eksistens som be­boet ø været afhængig af forbindelsen med fastlandet ad ebbevejen over de højtliggende vader til V. Vedsted. Først i de sidste 25-30 år har forbindelsen været nogen­lunde tålelig, før den tid var der langtfra daglig over­fart, idet der på den tid skulle en ret stor lavvande til, for at man med vogn eller til fods kunne færdes på ebbevejen, der den gang var betydeligt lavere end den nuværende ebbevej. For 30 år siden blev det stykke vej i vadehavet der er grusbelagt lagt ud, og man fik efter datidens forhold en ret god forbindelse til Mandø. Nu har den stadig stigende trafik af tunge køretøjer forvandlet grusvejen i havet til en kanal, idet vejen er ble­vet tromlet ned, og som geografen Jens Thyge Møller siger, er der under vadehavet mosebund der bevirker, at vejfylden stadig synker. Ikke uden bekymring ser man derfor på Mandø hen til det tidspunkt, da det efter sagkyndiges skøn bliver umuligt at køre med biler over vadehavet. Selv ved anvendelse af vadehavsekspressen, d. v. s. H. Bennetsens specialbyggede høje traktor amfi­bium, er det i dag besværligt, fordi vandstanden i ebbevejen er så høj, at det er vanskeligt at se bunden med dens mange huller og render.

Uholdbare tilstande.

Hvorom alting er, så anser sagkundskaben i dag de nuværende forhold omkring forbindelsen til Mandø for ganske uholdbare, og samtidig gør det voksende trans­portbehov øens trafiksituation brændende aktuel. Fak­tisk står man over for den tvingende nødvendighed, at skulle foretage en omlægning af ebbevej ens forløb. Alle­rede i sommeren 1960 måtte man gøre noget i den ret­ning, og forholdene har været vanskelige og skaber uholdbare tilstande.

Forlægning til Sdr. Farup.

Forbindelsen mellem Mandø og fastlandet er af hen­syn til vareudvekslingen, læge og postbefordring af livsvigtig betydning for beboerne. Hvad vil man så foretage sig, for at afværge de trafikvanskeligheder, der er under optræk på Danmarks be­synderligste trafikåre. Jens Thyge Møller har netop fuldført opmåling og kortlægning af vadehavsområdet mellem Mandø og kysten sydvest for Ribe. Han foreslår at forlægge Mandø­ebbevej, og give den nyt udgangspunkt fra Sdr. Farup rampe på fastlandet, d. v. s. 1,2 km nordligere end det nuværende landingssted, ved V. Vedsted rampe. Den forlagte ebbevej vil herved kunne komme til at ligge 35 cm højere og den bliver 6,1 km lang, mens den nu­værende ebbevej kun er 5,7 km, og så vil den forlagte vej dog også med tiden blive til en rende, med mindre den bliver makadamiseret, d. v. s. at vejen bliver belagt med et bærefundament, der består af paksten under den egentlige vejbelægning.

Måske en lav dæmning!

Jens Thyge Møller kunne tænke sig som udvej, at man byggede en færdselsdæmning til Mandø af dimensioner som Rømødæmningen, men så må man være forberedt på, at der kan opstå en lignende situation, som er til­fældet ved vadehavsbassinnet nord for Rømødæmnin­gen, hvor man ved at overskære strømmen har frem­kaldt en nedbrydning af diget ved Juvre, den såkaldte »pril« der gennem årene åd sig ind og truede diget stærkt. J. T. Møller ser dog tekniske muligheder for en gen­nemførelse af en Mandø-dæmning sammen med land­indvindingsarbejde, selv om en sådan vil mangle læ for vestlige vinde, som Rømø yder sin dæmning. Fra anden side kunne man tænke sig at bygge en lav dæmning, der kun kan befares ved lavvande, som selve ebbevejen i dag. Det vil være et betydeligt billigere projekt, og det vil have den turist-attraktion, der altid ligger i at byde de velbeslåede gæster, det usædvanlige, det sjældne. Heri ligger der måske et moment, der med fremtid for øje er værd at tage i betragtning.

Uddrag af cand. mag. Jens Thyge Møllers indlæg i dagbladet »Vestkysten«.

MANDØ-DÆMNINGEN!

Mandø-Posten nr. 61 – 1964.

Initiativ fra Ribe amtsråd til bygning af en Mandø-dæmning

På et møde for Ribe amtsråd drøftedes den tidligere omtalte generalplan for landindvinding i det sydvestlige vadehav, og man vedtog i den forbindelse at tage initia­tivet til udarbejdelse af skitseprojekt og finansierings­plan for en dæmning til Mandø.

Stiftamtmand Edelberg gjorde opmærksom på pro­fessor N. Nielsens bemærkninger om landindvinding i vadehavet, hvor det var slået fast, at en dæmning var nødvendig for indvindingen. For Ribe og Tønder amter var spørgsmålet ventileret, men samarbejdsudvalget kunne ikke tage initiativet til en dæmning, og heller ikke i jordlovsudvalget og vandbygningsvæsenet ville tage et sådant initiativ men så gerne, at man fra Ribe amt rejste sagen. Derfor ser man gerne, at man derfra tager initia­tivet til skitseprojekt og finansieringsplan, men det er en stor opgave, som kræver et stort forarbejde. Der var inden for amtsrådet enighed om, at man burde bygge en dæmning til Mandø, ligeledes var man enige om, at et så stort projekt burde være en statsopgave. Der vil nu fra amtsrådet blive taget skridt til udarbejdelse af en finansieringsplan.

Mandø-bussen druknede.

Mandø-Posten nr. 65 – 1966.

Lørdag d. 18. december 65, da Mandøbussen ved 18-tiden var på vej mod Mandø, skete der dette, at da man var nået det skarpe sving på grusvejen i vadehavet, kørte bussen uhjælpelig fast. Fører såvel som de ca. 15 passagerer måtte i vand til over knæene vade tilbage til V. Vedsted. En olietankvogn var kørt fast på ovennævnte sted, hvilket Hans Bennedsen passerede på vejen op fra Mandø. Falck-Zonen blev rekvireret, og man var netop på vej ind med havaristen, da Mandø-bilen skulle returnere, hvorfor Hans Bennedsen ventede ved den første omkørsel. Da man nåede stedet, hvor olievognen havde siddet, tog Hans Bennedsen sig ikke i agt for det hul, der var lavet i grusvejen. Der var dårlig lavvande, så vejen var overskyllet og i mørket helt usynlig.

Resultatet blev som nævnt, at bussen kørte fast og kunne ikke ved egen hjælp slippe fri igen. Med den hurtigt stigende flod var der ikke andet at gøre end se at komme til land, hvilket skete uden støvler og i buldrende mørke. Heldigvis var det yngre mennesker, der var ombord, man tog situationen med godt humør, og ingen tog skade af det ufrivillige fodbad. Post og bagage måtte efterlades i vognen. Den følgende morgen kunne Falck-Zonen hale det våde køretøj til land igen, men situationen havde sat Hans Bennedsen i alvorlig forlegenhed, dels var der ingen forsikring til dækning af vandskaden, og dels stod juletravlheden for døren. Man fik køretøjet bugseret til Mandø, og mekaniker Peder Pedersen gik straks igang med at udbedre den omfattende skade, der var forvoldt. Motoren måtte skilles ad til de mindste dele og damprenses, nogle manglende re­servedele blev rekvireret fra Esbjerg, men ved en fejl­høring måtte disse byttes engang, alt dette stjal af den kostbare tid, resultatet blev, at bussen slet ikke kom igang mere i 1965.

Post og julegæster til og fra øen måtte transporteres af vognmand Kaj Povlsen, Mandø. Ved ovenstående uheld, der må betragtes som hændeligt, tænker man sig jo den situation, der meget vel kan opstå, at uheldet sker længere fra land under mere urolige forhold, og at der blandt passagererne er ældre eller dårligt gående mennesker. Hele situationen lægger jo op til, om der ikke nødvendigvis af sikkerhedsmæssige grunde burde være radiosender ombord, således at der i en given si­tuation kunne kaldes hjælp, f. eks. over Falck-stationen i Ribe, der jo har radio og vagt døgnet rundt. Da pas­sagerer i vadehavet i alle tilfælde færdes på egen risiko, burde man overveje, om en sådan sikkerhedsforanstalt­ning ikke burde være en kommunal opgave, da det for en stor del er øens beboere, der befærder vadehavet især i vinterhalvåret. Den omdiskuterede dæmning til Mandø ville også løse dette problem.

Brød og medicin til Mandø pr. fly.

Mandø-Posten nr. 65 – 1966.

Tirsdag d. 11. januar var Falck-Zonen’s fly rekvireret til Mandø af sognerådsformand Edvard Hansen. Øens beholdning af medicin var opbrugt, ligesom det var på det sidste med visse fødevarer. Den vedvarende frost havde gjort ebbevejen særdeles besværligt at befare, isen var meget ujævn og overfart kunne kun ske til fods, og endda med besvær. Mandøbussen var ellers køreklar, men fik sig i den anledning lidt ekstra ferie. Barneplej­erske, frk. Jutta Hansen, Augustenborg, der ferierede på øen, kom med flyet, da det returnerede og mellemlandede i Sønderborg.

Mandø telefonnet beskadiget.

Mandø-Posten nr. 65 – 1966.

Under det ret strenge vintervejr har isdannelsen i vadehavet, i forbindelse med skiftende vinde, beskadiget telefonkablet til Mandø. Skaden er forlængst udbedret, men skabte i vinterens løb en del forstyrrelser.

Bliver Mandø-dæmningen en realitet indenfor den nærmeste fremtid?

Mandø-Posten nr. 67 – 1967.

I samråd med Ribe amtsråd har Mandø sogneråd til stats­ministeren udarbejdet en plan og ansøgning, der er indgået i en betænkning »Ribe-marken«, vedrørende

Færdselsdæmning til Manø

Digesikring af Ribe-marsken

Afvanding af marsken.

Denne til statsministeriet indsendte ansøgning giver udførlig redegørelse for projektets forudsætninger og formål. Der er således lagt meget vægt på den landindvinding, der vil kunne påregnes, ligesom man stærkt har pointeret Mandø som en naturlig forpost for Ribe-marskens diger. Ansøgningen er ledsaget af en teknisk beskrivelse vedrørende dæmningen, der er udarbejdet af Det danske Hedeselskabs kulturtekniske afdeling i Kolding. Det samlede foreløbig overslag dæmningen vedrørende er anslået til 14 millioner kr. Desforuden må der påregnes betydelige anlægsarbejder af vejnet, både på Mandø og på fastlandet, man kalkulerer her med 400.000 kr. Disse anlægsarbejder er udregnet af Ribe amt vej- og vand-inspektorat ved vejinspektør Jæger.

I skitseprojektet er linieføringen af dæmningen lagt ud fra Sdr. Farup rampe af hensyn til vandskellet (der hvor flodvandet mødes fra syd og nord) og går i en svag bue til andel­bankrampen. I udarbejdelsen af plan og ansøgning har man ikke udeladt den betragtning, at skal Mandø bevare sin eksistens som beboet ø, må og skal der gøres noget for dens videre trivsel. Ligeledes har man kraftig påpeget Mandø som et rekreativt område af format, der i form af hoteller, moteller etc. Kan blive Sydvestjyllands »Helgoland«, der kan byde sin gæster på en storslået natur, som øen i sin helhed er rig på.

Låningsvejen

Mandø-Posten nr. 79 – 1973.

Sidste år i september gik arbejdet med låningsvejen i hård­knude. Som tidligere meddelt opstod der uoverensstemmelser i ministeriets egne afdelinger, der bevirkede, at alle tiders molbo­historie kunne skrives om låningsvejen til Mandø, der nu var intakt, lige bortset fra 600 meter på midten, der vel ikke kunne gøre så meget. Sådan ser man ikke på tingene på Mandø. Låningsvejen eller færdselsdæmningen, om man vil, er en sag, der i høj grad kræ­ver opmærksomhed. En fast forbindelse er mere end nogensinde en livsnødvendighed, og det er bydende nødvendigt, at man koncentrerer sig om at blive enige om at fuldføre værket.

Der har i tidens løb været fremsat forskellige planer om en forbindelsesvej til Mandø, men alle er blevet kuldkastet, og i øjeblikket ser det ud til, at det nuværende projekt, der er halvt færdiglavet, kan trække i langdrag: For mange kokke fordær­ver maden. Mange penge er allerede »sat i blød«, efter nogles mening alt for mange, idet låningsvejen næppe bliver nogen universalløsning i sin nuværende form. Da tovbane-projektet blev droppet, koncentrerede øboerne sig om låningsvejen, da man ikke havde noget andet valg. Vandbygningsvæsenets blokering af arbejdet var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over, hvorfor man på øen besluttede at ind­kalde myndighederne til et møde på åstedet.

Mandøbeboere i protesttog gennem vadehavet i dag

Begriber ikke at fuld førelsen af låningsvejen er stoppet.

Samtlige Mandøs beboere besluttede for kort tid siden at pro­testere så voldsomt mod myndighedernes tovtrækkeri om den såkaldte låningsvej, så det ville vække genlyd over hele landet.

D-dagen blev allerede dengang fastsat til den 8. december, hvilket passede bedst med lavvande, og selv om det har været stormvejr i mange dage, og der af den grund har været højt vand også under ebbetid, så havde vejret i nat artet sig så no­genlunde, så man ved 8,30-tiden i formiddags kunne starte pro­testturen fra Mandø. Fra fastlandet var mange taget ud til enden af låningsvejen ude i vadehavet for at tage imod Mandø­boerne, der havde bestemt at komme denne vej i stedet for at tage den ordinære ebbevej.

Her så man en række af Mandøs venner fra fastlandet, som har sommerboliger på Mandø. Kromand Fischer Jensen, Mandø, dirigerede trafikken herud, hvor det var svært for bilisterne at finde vej. Mødt var endvidere borgmester C. J. Petersen og stadsingeniør A. Elmose, formanden for byrådets tekniske ud­valg Sigurd Olsen, Høm, amtsrådsmedlem Erik Rosenstand, Sdr. Farup Vej 24, Sdr. Farup, der er medlem af ø-udvalget, ingeniør Claudi Vest, Tønder, der har været primus motor ved byggeriet af lånings­vejen, samt ingeniør Olsen, Hedeselskabet i Tønder, formanden for digelauget gdr. Aksel Thude, Vilslev, og mange andre.

Det helt store sus blev demonstrationen ikke ude i nærheden af Knudedyb. Fra Mandø kom 5 traktorer med en halv snes mand, og øens eneste lastbilvognmand, Kaj Poulsen, kom med et læs kreaturer og nogle mænd i førerhuset, så der var vel 15 Mandøboere, som kom hertil. Men vi bliver flere, sagde en af Mandøboerne, de andre kommer senere med Mandøbussen. Det gjorde de også, men denne tog ebbevejen til V. Vedsted, den havde fuldt hus, men alle Mandøboerne var ikke med. Det er en dårlig tid til den slags, sagde en af de fremmødte. Alle sam­ledes derefter i V. Vedsted skole, hvor problemerne blev drøftet.

Derfor protest.

Som tidligere nævnt protesterede Mandøboerne – og med rette – mod, at vandbygningsvæsenet satte en stopper for en vi­dere udbygning af låningsvejen, der er bygget en 3-4 kilometer ud fra Mandø og ca. 3 km ud fra fastlandet. Både på Mandø og på fastlandet finder man det helt uforståeligt, at kompetencestridigheder kan standse et så samfundsmæssigt værdifuldt arbejde, og forhåbentlig fører protesterne da også til, at arbej­det bliver genoptaget. Bliver dette ikke tilfældet, vil mange hundrede tusinde kroner være smidt ud til ingen nytte. Vand­bygningsvæsenet, der ikke var repræsenteret ved mødet i dag, hævder, at en fuldførelse af vejen vil ændre strømforholdene i vadehavet, så trafikken til Mandø vil blive endnu mere vanske­lig, end den er i forvejen. Dette bestrides af repræsentanterne for jordlovsudvalget. Men i første omgang er det altså lykkedes for førstnævnte at få ministeriet for offentlige arbejder til at stoppe arbejdet. Et andet punkt til mødet i dag var et ønske om at få låningsvejen forsynet med vejtilslutning på fastlandet. På selve øen er dette spørgsmål løst.

Utrolig farce om dæmning til Mandø.

Mandø-Posten nr. 78 – 1972.

Ekstra-bladet 3/8 1972

To ministre vil bygge hver sin dæmning. Det ene projekt er stoppet som ulovligt byggeri. To statsinstitutioner spiller hovedrollerne i en utrolig farce om etablering af en fast forbindelse over Vadehavet til Mandø, hvis 112 mennesker udgør en hovedrystende tilskuerskare. I to-tre år har landbrugsministeriet (statens jordlovsudvalg) arbej­det med vejen, som i løbet af efteråret skulle have gjort Mandø landfast med fastlandet. Nu er arbejdet imidlertid stoppet som ulovligt byggeri, efter en ordre fra ministeriet for off. arbejder (vandbygningsvæsenet).

Løse ender.

På jyllandssiden er der inden anlægsstoppet fuldført 1,5 km vej, mens der ud fra Mandøsiden er anlagt ca. 3 km vej. Om de løse ender nogensinde bliver forbundet vil afhænge af de kom­mende forhandlinger mellem ministerierne. Under alle omstæn­digheder vil det vare mindst et år, før Mandø får den hårdt savnede forbindelse til fastlandet.

To dæmninger.

Distriktsingeniør H. E. Sørensen, vandbygningsvæsenet i Tøn­der: Vejarbejdet er udført i forbindelse med jordlovsudvalgets landvinding, som vi normalt ikke blander os i, men når arbej­det får karakter af regulært dæmningsarbejde, er vi nødt til at foretage indberetning til vort ministerium. Herfra er projektet standset, fordi der ikke er indsendt ansøgning og derfor ikke givet tilladelse. Jeg synes også, at jordlovsudvalget foregriber begivenhedernes gang ved at anlægge sin egen dæmning, medens eksperterne i ministeriet for off. arbejder er ved at tage stilling til et helt andet dæmningsprojekt. Beboerne på Mandø har skam hårdt brug for en fast forbindelse, men to dæmninger ved siden af hinanden er der nu næppe behov for, slutter distriktsinge­niøren.

Statssmøleri.

Civilingeniør T. C. Vest, statens jordlovsudvalg i Tønder: Vi betragter vejen som en del af vort landvindingsprojekt og hav­de håbet at færdiggøre de to sidste kilometer i år, men nu skal vi altså stoppe. Vi talte med vandbygningsvæsenet om vore projekter så sent som i maj og mente ikke, der var nogen pro­blemer, men der foreligger åbenbart nogle misforståelser, som VI nu må have udredet. Ikke blot Mandøboerne, men også de øvrige skatteydere bliver sorteper. Flere hundrede tusinde kro­ner er allerede brugt til vejen, og forsinkelserne gør næppe pro­jektet billigere. Det er utroligt, at statens egne ministerier kan gøre sig skyldige i sådanne smølerier og bagefter blot sende reg­ningen til skatteyderne.

Referat

Mandø-Posten nr. 79 – 1973.

af møde den 8. december 1972 vedrørende låningsvej m. v. til Mandø.

Mødet indledtes med en besigtigelse af låningsvejen ca. 500 meter nord for Nr. Bjerre rampe, hvorefter mødet fortsatte i biblioteket i Vester Vedsted skole. Borgmesteren C. J. Pedersen bød velkommen til Mandøboer­ne og civilingeniør Claudi Westh fra statens jordlovsudvalg og meddelte samtidig, at distriktsingeniør H. B. Sørensen, Vand­bygningsvæsenets 5. distrikt og ministeriet for offentlige arbej­der ikke fandt det belejligt at lade sig repræsentere ved mødet. Borgmesteren udtalte, at man mente, at en vej over forlandet kunne udføres for ca. 50.000,-kr., hvorefter låningsvejen kun­ne anvendes. Den videre udbygning af låningsvejen strander i øjeblikket på en afgørelse mellem landbrugsministeriet og mini­steriet for offentlige arbejder.

Brandinspektør, gårdejer Poul Nielsen, Mandø, forelagde herefter sagen på Mandøboernes vegne og påpegede herunder den store fordel, der ville opnås ved, at færdselen blev henlagt til den nye låningsvej efter dennes gennemførelse. Poul Nielsen opfordrede myndighederne til at finde sammen og anmodede om kommunens støtte til den fortsatte udbygning af lånings­vejen.

Borgmesteren oplyste for en ordens skyld, at det ikke var vandbygningsvæsenet, der havde sat en afspærringskæde op, men at dette vel heller ikke var det væsentlige spørgsmål ved dette møde. Edvard Hansen, Mandø, var glad for at høre, at kommunen var villig til at udføre en vej på forlandet, og håbede, at alle gode kræfter kunne forenes. Borgmesteren var enig heri. Stadsingeniør A. Elmose oplyste, at Mandø ebbevej i dag var offentlig vej, og forinden den offentlige vej kunne forlægges til låningsvejen, skulle der indhentes mindst 3 tilladelser: 1. Sta­tens jordlovsudvalg som grundejer, 2. Digelaget for Ribe mar­sken som lejer af forlandet og for færdsel over diget, 3. Ribe amtsråd. Der var endvidere tre muligheder for vejforbindelse på fastlandet:

1. Vejanlæg på forlandet fra V. Vedsted rampe til låningsvejen ca. 1200 m.

2. Udførelse af ny rampe ved Nr. Bjerre rampe og et vejanlæg på forlandet, ca. 500 m vej.

3. Ny rampe ved låningsvejen og anlæg af ny offentlig bivej bag diget.

Stadsingeniøren mente, at den første løsning var den billigste. Borgmesteren oplyste, at vandbygningsvæsenet påstår, at den af jordlovsudvalget projekterede låningsvej var en dårlig og alt for svag løsning. Richard Molbek, Mandø, udtalte, at de faktiske forhold ty­delig talte imod vandbygningsvæsenets påstand.

Civiling. Claudi Westh redegjorde herefter for det af statens jordlovsudvalg foretagne arbejde: Arbejdet er i øjeblikket så langt fremme, at låningsvejen er ført 3,3 km ud fra Mandø og 1,5 km fra fastlandet. Tilbage mellem de to brohoveder er ca. 1,6 km. Undervejs er overbyg­get de 2 store priler i området, nemlig Stage Rende på fastlands­siden og Thues Rende på Mandøsiden, og tilbage er kun en min­dre pril kaldet Mads´ Rende, hvis bund ligger i kote + 0,1.

På dette stade i udbygningen har ministeriet for offentlige arbejder forlangt arbejdet standset, såvidt vides med den af vandbygningsvæsenet givne motivering, at en udbygning på den resterende strækning kunne indebære, at et evt. brud på denne låningsvej kunne resultere i, at strømmen opgravede en pril, der kunne blive af dimensioner så store, at også den nu bestående ebbevej kunne trues med gennemskæring, således at trafikfor­holdene til øen blev yderligere forringede.

Som det fremgår af det foranstående, har vandbygningsvæ­senet – ministeriet for offentlige arbejder – højhedsretten over vadehavet, og statens jordlovsudvalg har derfor ikke andet at gøre end at rette sig efter de påbud, vi får derfra, og vi har kun den mulighed at håbe på ved forhandling at opnå en aftale med vandbygningsvæsenet, og denne mulighed består naturligvis i at gå endnu mere forsigtigt og endnu mere langsomt frem end af jordlovsudvalget hidtil foreslået.

Det er den ene side af sagen, men den anden side af sagen, som også skal klares, hvis denne sag skal komme videre, er, at de myndigheder, Ribe kommune og Ribe amt, der måtte være interesseret i en fortsættelse, evt. en fuldførelse af det pågæl­dende arbejde, må reagere på en sådan måde, at der er fornø­den baggrund for at anmode statens jordlovsudvalg om at fort­sætte arbejdet. Jeg har særdeles forståelse for, at Ribe kommune ikke er pa­rat til investering i denne opgave, fordi kommunen ikke har fået en ordning med indenrigsministeriet om de såkaldte »ø-penge«, og jeg har også forståelse for, at fredningsplanudvalget og andre fredningsmyndigheder ikke er parate til at fremlægge deres fremtidige perspektiver med hensyn til Mandøs anvendel­se og derfor ikke på nuværende tidspunkt er interesseret i, at arbejdet fremmes, men de to instanser må formentlig nu gøre sig klart, at hvis statens jordlovsudvalg skal holde fast ved sine hidtidige tilsagn om at investere i disse arbejder, og hvis de nu­værende Mandøboere skal overleve, så skal der ske noget nu.

Der har på det sidste været interesse fra Mandøboernes side i at få lov til at udnytte den nye låningsvej allerede på nuværen­de tidspunkt, og man har beklaget sig over, at jordlovsudvalget ved jernkæder har forhindret landing på fastlandssiden. Hertil kan jordlovsudvalget svare, at jordlovsudvalget med glæde ville se vejen benyttet til trafik fra Mandø, også fordi man derved kunne samle erfaringsmateriale, men kæden er anbragt alene for at forhindre jægere i at køre med bil ud på lå­ningsvejen og anbringe bilerne derude, medens de går på jagt. Derved er der sket ødelæggelse på banketterne, men samtidig har vi gjort opmærksom på, at færdsel på forlandet ikke er mu­lig i vintertiden, uden at der tilføres noget grusmateriale. Forlandet tilhører statens jordlovsudvalg og må gerne benyttes til trafik, men vi kan af hensyn til digets sikkerhed ikke risikere, at hele forlandet bliver kørt op, fordi der ikke er en fast vejbane. Såfremt kommunen vil gøre vejen på forlandet farbar på den ene eller anden måde hen til Nr. Bjerre rampe eller hen til Ve­ster Vedsted rampe, så vil jordlovsudvalget med glæde fjerne kæderne, og så må resten aftales med digelavet.

Benyttelse af låningsvejen mellem Mandø og Vester Vedsted som trafikåre.

Statens jordlovsudvalg kan ikke have indvendinger imod, at låningsvejen, så langt som den nu er udbygget, udnyttes til tra­fikken til Mandø, men mener at følgende foranstaltninger må være en nødvendig forudsætning: På statens jordlovsudvalgs forland bør anlægges en 6 m. bred vej af samme kvalitet som låningsvejens ralbelægning. Da forlandet er meget sandet, vil dets bæredygtighed svare til sand­vadens, så man kan nøjes med at udlægge ral i 10 cm. tykkelse og f. eks. i 6 m. bredde.

Hvor på forlandet denne vej anlægges, må der forhandles om, idet man naturligvis er interesseret i at lægge vejen på så højt terræn som muligt, men samtidig interesseret i, at vejen og føl­gerne af trafikken ikke generer diget. Den billigste løsning ville være at føre trafikken over Nr. Bjerge rampe, hvorved vejen på forlandet kun bliver 400 m, men hvorvidt der kan opnås tilladelse hertil af digelaget og af vandbygningsvæsenet uden uforholdsmæssige store investerin­ger, er statens jordlovsudvalg uden indflydelse på. Alternativet er, at vejen på forlandet føres helt hen til Vester Vedsted rampe, hvorved strækningen bliver 1.200 m. Hertil skal anvendes 1.200 m à 0,6 m3 = 720 m3. På den ubefæstede vade mellem brohovederne udlægges lige­ledes 10 cm. ral i 6 m. bredde, hvortil anvendes 1.600 m. a’ 0,6 m3 = 960 m3.

Vejen på den ubefæstede vade bør formentlig forskydes noget til siden for selve låningslinien for det tilfælde, at der skulle op­nås godkendelse af en fortsættelse af låningsarbejdet i en eller anden udstrækning. Claudi Westh udtalte til slut, at den eneste rigtige løsning i øjeblikket er et vejanlæg på forlandet fra Vester Vedsted rampe til låningsvejen, og jordlovsudvalget er indforstået med, at vejen placeres på forlandet. Digelagets tilladelse og forståelse skal indhentes. Jordlovsudvalgets mål er en flytning af den offent­lige vej til den nye låningsvej.

Erik Rosenstand: Er jordlovsudvalget klar til at gå i gang til foråret, hvis tilladelsen kommer? Claudi Westh: Nej, endnu ikke, men muligheden er der. Borgmesteren lover tilsagn om kommunens støtte og en op­bakning af jordlovsudvalgets arbejde. Stadsingeniøren forespurgte om det ikke, som tidligere oplyst, var muligt at køre direkte på sandet på mellemstrækningen. Beboerne mente, at en stenbelægning ville være nødvendig. Gdr. Aksel Thude udtalte på digelagets vegne, at det vist nok var første gang, man havde tilkendegivet, at digelaget havde noget at skulle have sagt i denne sag. Digelaget har forpagtet forlandet, og i øjeblikket er forlandet og jagtrettighederne lejet ud. Man burde indhente de nødvendige tilladelser. Aksel Thude mente ikke, at digelaget ønskede trafik på forlandet, og digela­get anbefalede en vinkelret krydsning af diget ved låningsvejen. Sigurd Olesen udtalte, at man burde opnå aftale med dige­laget. Edvard Hansen, Mandø, ønskede oplyst, hvor meget af forlandet der tilhørte digelaget.

Claudi Westh: Digelaget ejer digebærmen på ydersiden. I øv­rigt mente Claudi Westh, at digelaget var orienteret om jord­lovsudvalgets arbejde. Fischer-Jensen: Vil det sige, at digelagets indtægter for udlej­ning af jagtarealerne er afgørende? Claudi Westh: Nej, det kan ikke være afgørende. Poul Nielsen, Mandø, ville også foretrække en løsning med en vinkelret rampe ved låningsvejen og spurgte om prisen for dette. Aksel Thude støttede Poul Nielsens udtalelse og understrege­de, at færdsel på diget skulle undgås. Stadsingeniøren redegjorde for vejforholdene bag diget. Poul Nielsen, Mandø, takkede på Mandøboernes vegne for de oplysninger og den debat, man havde fået. Borgmester C. J. Pedersen sluttede mødet, idet han mente at kunne mærke på beboerne fra Mandø, at tidevandet nu var ste­get så meget, at tidspunktet var inde for hjemturen til Mandø.

Mandøbussen led skibbrud.

Mandø-Posten nr. 83 – 1975.

Mandøbussen er forlist i vadehavet imellem Mandø og V. Vedsted, dette er en kendsgerning. Under den ret voldsomme storm den 25. januar, kørte Havbussen fast i vadehavet og måtte efterlades i vandmasserne. Der var heldigvis kun én pas­sager med, der sammen med føreren kunne vade i land, ellers kunne situationen godt have fået alvorlige følger. Når man i dagbladet »Vestkysten« skriver på maritim vis, at havbussen led skibbrud, så betyder det nok, at man gør opmærksom på, at ebbevejen eller låningsvejen ikke altid er så smilende og tillok­kende, som turisten ser den en sommerdag i juli. Ved storme så kraftige, som den vi oplevede den 25. januar, presses der uhyre vandmasser ind i vadehavet, og det flade vadehav bliver et frå­dende ocean.

For ukyndige, eller hvis der indtræffer uheld, motorstop o.s.v., kan situationen blive temmelig ubehagelig for ikke at sige livsfarlig for de ombordværende. Mandøbussen blev totalt ødelagt, idet den kraftige sø klædte den af til det nøgne skrog, om dens ejer og fører lider samme skæbne, er en anden historie. På forespørgsel siger Keld Kristensen, at dette sidste uheld nok giver stødet til at han får installeret radio om bord, en ting, som gentagne gange har været foreslået også for tidligere postkørere. En sådan radioforbindelse kunne eksempelvis kobles ind på Falck-Zonens frekvens, hvor der er vagt døgnet rundt, og hvorfra man i en given situation kunne rekvirere hjælp, da det vil være af stor betydning, at en eventuel hjælp kommer frem så hurtigt som muligt, hvis et lignende uheld igen indtræffer.

Låningsvejen.

Mandø-Posten nr. 83 – 1975.

Den såkaldte »låningsvej«, der nu i adskillige år har været under bygning, og holdbarheden af samme, nok har været dis­kuteret i lige så mange år, er trods alt et godt fremstød for at yde Mandø en bedre service. Lidt molboagtigt svæver der nu på det sidste over anlægget, og kan med rette kaldes en vandet affære. Når det sidste stykke vej i vadehavet, ca. 300 meter, endnu ikke er færdigbygget, så skyldes det, efter forlydende, at det er vandbygningsvæsenet og jordlovsudvalget, der opererer indenfor samme ministerium, der kriges om dette strategisk vig­tige punkt åbenbart.

For mange år siden tog Mandø selv initiativ til en bedre for­bindelse med omverdenen ved år for år at bygge et stykke vej ud i vadehavet, baseret på frivillig arbejdskraft. Det var den­gang, øen var en selvstændig kommune og med et relativt lille årsbudget, som Mandø opererede med, var der ikke afsat penge til vejarbejde i vadehavet. Får man nu, som de fleste venter, det sidste stykke lukket, så skal man jo nok være lidt betænkelig ved at mene, at »låningsvejen« i lighed med et andet stykke vej­arbejde, nu er færdigbygget.

»Låningsvejen« til Mandø er formentlig Danmarks mærke­ligste stykke vej, som det også er kommet til udtryk i forskel­lige blade og aviser, der har hentet stof i vadehavet. Låningsvejen ligger der, hvor vandene og vindene mødes og har frit spillerum. Et sådant stykke vej med de tusinder af tons sten og grus er ikke fredet i klasse A, når ovennævnte elementer spiller op imod eller med hinanden. Folk med kendskab til for­holdene herude mod vest har med forundring set, hvordan na­turkræfterne undertiden kan udfolde sig på en sådan måde, at det ligger udenfor den menneskelige målestok.

En ting er dog sikkert, Mandø er ikke mere et så isoleret sam­fund, hvilket nok vil få betydning fremover for øens eksistens som helårsø. Landbruget, der er Mandøs hovederhverv, vil fremover være bedre stillet, nu hvor der for størsteparten af året kan regnes med daglig overfart over vadehavet, for eksport og import, som er de to hovedfaktorer for rentabelt landbrug og anden virksomhed.

Arbejdet med det sidste stykke af låningsvejen er påbegyndt.

Mandø-Posten nr. 85 – 1976.

Arbejdet med at etablere forbindelsen mellem de to såkaldte to løse ender af »låningsvejen« er nu igangsat og kan vel for­ventes færdiggjort, før denne sommer rinder ud. Med disse sid­ste ca. 900 meter, der nu bliver ført op i højde med den øvrige del af vejen, er der etableret en fast forbindelse mellem Mandø og fastlandet. Når dette er sagt, skal der dog tilføjes, at det ikke er nogen vandfri autobane, men at der stadig skal tages hensyn til ebbe og flod. Alligevel kan det nok siges, at denne såkaldte »låningsvej« er et absolut gode for øens beboere og andre, der har nøgle til vejen. Det sidste er en af de mindre gode ideer, som vi håber er en midlertidig løsning. Med »låningsvejen« vil det kun være få dage om året at der ikke kan skabes forbindelse til og fra øen. »Låningsvejen« tog ikke nævneværdig skade af stormen i januar. Det er Ribe kommune og Mandø borgerforening, der har rettet henvendelse til os for at få det sidste stykke færdiggjort, oplyser man fra jordudvalget i Tønder. I relation hertil skriver: Natur og Ungdom.

Er miljø og fauna på Mandø i fare??

Natur og ungdom for Ribe amt er på tæerne, nu hvor kom­munen vil belægge »låningsvejen« med bedre køremateriale. Man mener, hedder det i en udtalelse, at øens fauna og miljø vil blive forringet i de kommende år og at Mandø i 1985 ikke mere vil være noget specielt. De mange slikgårde (fangarme) der er spændt ud i vadehavet med årene vil udbygge vadehavet imellem Mandø og fastlandet med græsbevokset land. (Dette var vel også meningen). Fredningsplanudvalget, der ellers er på tæerne, har åbenbart ikke så meget imod denne opgave, i mod­sætning til tovbanemasterne, som man i sin tid mente ville skæmme vadehavsbilledet i en sådan grad, at planen blev for­purret.

Videre hedder det i udtalelsen fra Natur og ungdom, at øens fauna vil blive fuldstændig ændret og at Mandø let kan blive en mini-Rømø. Man glemmer dog at tage i betragtning, at Mandø som helårsø næppe kan overleve, hvis der tages hensyn til disse vage påstande. En vandledning til øen og en fornuftig planlægning, vil sam­men med en forbedret »låningsvej«, være den løsning, som Mandøboerne og andre interesserede stiler imod.

Nye hestekræfter spændt for »Mandøbussen«

Mandø-Posten nr. 85 – 1976.

I oktober 1976 blev en ny seværdighed på Mandø taget i brug, nemlig en ny bus til fremtidig besørgelse af post og navnlig passagerer imellem Mandø og V. Vedsted-Ribe. Keld Christen­sen har udskiftet sin gamle veltjente Ford-traktor med en helt ny Mercedes-Benz firehjulstrukket traktor. Traktoren er bygget op med specielt karosseri og af hensyn til sikkerheden forsynet med firehjuls-skivebremser med trykluft forstærkning. Desuden er der ført trykluft bagud til påhængsvognene, således at hele vogntoget sikkerhedsmæssigt står på højde med en almindelige rutebil. Nyanskaffelsen ligger i prisklassen omkring 160.000 kr. og er godkendt af justitsministeriet, arbejdstilsynet og statens bil­inspektion.

Drikkevandledningen fra fastlandet til Mandø er nu en realitet

Mandø-Posten nr. 88 – 1977.

Den omdiskuterede drikkevandsledning fra fastlandet, der skal forsyne Mandøs beboere med rent drikkevand er nu etableret. Omkring ved årsskiftet skulle man kunne åbne for hanerne og tage sig en drik rent kildevand og de mange skræmmebilleder og forklaringer, som aviser og blade i stærkt overdrevne ven­dinger, har været fyldt med, er nu en saga blot. Et stort og dyrt arbejde er tilendebragt. Forgreningsarbejdet på selve øen er udført af autoriseret smedemester Jørgensen, V. Vedsted Byvej 6, V. Vedsted.

Nedlægningen af den svære ledning i vadehavet er udført af et tysk firma fra Heide, der med 880 hk larvefodstrukket maskine pløjede den svære ledning ned i 1,5 m dybde. Det er det første stykke arbejde af sin art i det hele taget. Trods delte meninger om nytten heraf, tror vi dog nok, at dette fremstød vil få betydning med hensyn til Mandøs fremtid og udvikling. Projectet blev en smule forsinket, idet man havde overset en zonetilladelse, der ikke forelå, da man skulle bruge den.

På grund af forrykninger bliver arbejdet nok en smule dyrere end først antaget, differencen imellem disse yderpunkter søges dækket ind ved støtte og tilskud fra forskellig side. Der er gået et stort arbejde forud med møder, ansøgninger udregninger, og bestyrelsen for Mandø Vandforsyning har i det sidste halve år ikke ligget på den lade side, men har stadig presset på for at få de forskellige ting igennem, således at man nu kan koge julekaffen i det man kalder rent vand. I den forbindelse ønsker Mandø-Posten udtalelser fra Mandø­boerne uanset om disse er positive eller negative.

Postombæring

Mandø-Posten nr. 88 – 1977.

Arnold Thodsen, Mandø, har fået hvervet at udbringe posten på øen. Det er dog stadig postkører Kjeld Kristensen, der hen­ter den hjem fra V. Vedsted.

”LÅNINGSVEJEN” færdiggøres.

» Mandø-Posten nr. 89 – 1978.

Mandø Borgerforening og Ø-udvalget vil nu gøre et fremstød for at få de sidste 1.100 meter af »låningsvejen« op i samme kote som den øvrige vej og har derfor søgt jordlovsudvalget om at få arbejdet udført i dette forår. Arbejdet vil antagelig koste omkring 700.000 kr. + moms. Heraf vil en udgift på 100.000 kr. tilfalde Ribe kommune, der skal belægge vejen med grus, oplyser næstformanden for teknisk udvalg, Chr. Holst Sørensen. Teknisk udvalg er gået ind for, at man betaler pengene og også at kommunen påtager sig vedligeholdelsen af hele vejen.

Efter forlydende er det meningen i nær fremtid at fjerne bommen, således at vejen bliver tilgængelig for alle, hvorfor man så vil nedlægge den gamle ebbevej. Allerede i maj 78 gik man i gang med at hæve og udbygge ovennævnte del af låningsvejen, således at nu også dette stykke vej bliver i samme kote, som den øvrige del af vejen over vade­havet. Dette vil i realiteten sige, at Mandø-ebbevej nu skulle kunne befærdes døgnet rundt under normale forhold. Dette må vi så absolut hilse med glæde, idet dette får stor betydning for det lille samfund derude mod vest. Det er statens jordlovsud­valg, der står for planen, men Ribe kommune vil også komme ind i billedet, idet denne skal bekoste befæstningen (grusbelæg­ningen) af ovenstående stykke vej. Hvornår arbejdet kan være fuldført vides ikke, men der er grund til at tro, at man sidst på sommeren kan tage vejen i brug igen.

En julerejse til Mandø

Mandø-Posten nr. 100 – 1983.

I de senere år har der været meget skriveri i aviserne om Mandøboer­nes trafikale forhold, hvor vanskeligt man på øen er stillet når ebbevej og låningsvej er ufremkommelige på grund af højvande. Dette giver mig anledning til at fortælle om en julerejse til Mandø i 1918, hvor mangt og meget naturligvis så anderledes ud.

Jeg og min lillebror på 14 år, der netop var begyndt som lærling i en kolonialforretning i Esbjerg, var blevet enige om at tage til Mandø i ju­len, for at besøge vores mor, der på daværende tidspunkt var flyttet til øen. Vi startede tidligt om morgenen med toget fra Esbjerg, og kørte over Ribe og videre til stationen Vedsted, som det hed dengang, her hoppe­de vi af og tog den til fods de 6-7 km til V. Vedsted og videre ud til »æ ovre«.

Vi havde forinden fået at vide, at der skulle komme en vogn fra Mandø for at hente julegæsterne hjem. Efterhånden var vi samlet en 13-14 stykker på stranden, og alle stirrede vi ud over havet. Med mit kend­skab til ebbe og flod kunne jeg nok se, at der næppe kom nogen vogn, idet der trods ret godt vejr, var temmelig meget vand inde, hvilket satte vort humør adskillige grader ned. Men pludselig både så og hørte vi en motorbåd komme tøffende langt ude på vandet, og samtidig kom der en vogn fra V. Vedsted over diget for at køre os ud til båden.

Det var som nævnt i 1918, krigen var lige afsluttet, men endnu var der mange restriktioner, bl.a. var der kødrationering, også på Mandø. Dette bevirkede at Mandøboerne måtte have deres julestege fra slagte­ren i Ribe. Vognen der kom havde mange store og små kødpakker, indpakket i fint papir og med modtagers navn på, så der var kun få pladser i vognen. Resten af os måtte så vente til vognen returnerede til stranden igen, troede vi da. Da alle kødpakkerne var stuvet i båden og vi passagerer var kommet op i båden, oplyste skipperen Niels Lind­berg, at der absolut ikke var plads til flere i båden, og at han ikke kun­ne nå at gøre en tur mere på grund af vejret og det sene tidspunkt på dagen.

Der blev stor tavshed ombord, hvad så med dem der stod på stranden, hvor iblandt min lillebror befandt sig: Den situation havde vi jo ikke forestillet os. Endnu den dag i dag kan jeg føle den fornemmelse jeg havde, da jeg så den lille skare af unge mennesker vandre tilbage ind over diget, og vi andre nu sejlede til Mandø mod hjemmet. Undervejs gik motoren i stå, og det begyndte at skumre. Niels Lindberg fik nu travlt, der var småt med plads ombord, og iført slavstøvler, som han var, måtte han adskillige gange færdes hen over de nedstuvede kødpakker, der efterhånden mistede det meste af indpakningen. Endelig fik han da motoren igang igen, så vi kunne komme videre, vi nåede da hjem, endog så tidligt at jeg kunne nå at komme med mor til kirke. En del af præstens juleprædiken gik nok os helt forbi, idet vore tanker of­te var hos dem, der blev efterladt i V. Vedsted. Næste formiddag var den en vogn i V. Vedsted for at hente gutterne, der alle var i godt humør, idet de fortalte, at de gæve værtsfolk på kro­en, V. Vedsted Vej 147, i V. Vedsted havde lavet den dejligste juleaften for dem, at de så om natten måtte sove i høet på nabogården, tog de kun som en ekstra op­levelse, så julen var således reddet på begge sider af det lille stykke vadehav, der skiller Mandø fra fastlandet. Dengang som nu var der undertiden nogle besværligheder om vinteren, når ebbevejen skulle befærdes, men disse blev i høj grad opvejet af de mange fornøjelsesture, der blev gjort om sommeren, hvor man i sol og med den friske vind fra vest kunne nyde den enestående natur, som folder sig ud i det smilende vadehav, hjem til vor fædrene ø Mandø.

Hedvig Jæger

Låningsvejen yder ikke altid fuld sikkerhed

Mandø-Posten nr. 107 – 1987.

Ovenstående måtte et ægtepar fra Arnum erkende, da parret i de­cember 86 var på vej hjem fra Mandø. Entreprenør Otto Christensen havde været på Mandø for at tilse og reparere nogle pumper, vel i forbindelse med vandværket. Hen på formiddagen ville familien køre hjem igen. Det var omkring fuldmåne, der var springflod, ting som vi mandøboere kender og re­spekterer. Vandet steg voldsomt, og da Otto Christensen via sin biltelefon havde en samtale og måske var en smule uopmærksom, kør­te bilen ud ved siden af vejen, og så var det altså sket. Takket være sin biltelefon kunne Christensen selv kalde Falck i Skærbæk, der med fuld udrykning og påhængsbåd satte kursen mod Låningsvejen til Mandø. Det blev en forholdsvis kort ophold på bilens tag, hvor ægteparret var søgt op på grund af de stigende vandmasser. Det blev for Otto Christensen og hustru en kold, men lærerig omgang.

En af vesterhavsøerne – Mandø

Mandø-Posten nr. 109 – 1988.

Nedenstaende artikel er hentet fra højskolebladet af 1923

Underskrevet af Martin Bonde

Hestene for Mandø-V. Vedsted postvognen må lægge sig godt i se­len og opmuntres med et par piskerap for at nå op ad indersiden på det store Vedsted-Darum dige. På den anden side derimod må postkøreren holde godt igen for at vi ikke med alt for stor fart skal dumpe ud i Vesterhavet, eller rettere de huller, som stormfloden har lavet oppe under diget. På digets top har vi et øjeblik en vid ud­sigt, stik vest, for at bruge et sømandsudtryk, ser man fanøklitterne, som solen får til at skinne som sne, til højre skimtes Esbjerg, i sydvest, rejsens mål den lille Mandø som en takket blå stribe.

Kun en mejeriskorsten og en mølle rager op og vidner om, at der er levende væsener derovre. Men vi har langt igen, en hel mil over og gennem render, foreløbig er vi i dybet, en kilometer bred rende lige uden for diget, og kører ad Fanø til, at stikke lige efter Mandø går ikke an. Vejen er mærket med riskoste, og det er rådeligst at holde sig op ad dem for ikke at komme i bløde eller huller.

Vandet her når vognakslerne, men kører man over ved dårlig ebbe, kan vandet godt gå op i vognen. I dag er vejret fint, og vandet faldet godt ud i ebbetiden, så Mandøfærden er en fornøjelsestur, men kom her ved vintertid, når isen er skruet sammen i dynger, så store som små huse, og køremærkerne er revet bort, tågen kan komme sættende, ja, og floden kan komme glidende, da er det ikke spøg at færdes her, eller rettere, det er umuligt. Under isforhold kan for­bindelsen glippe i uger. Derfor har stat og kommune hjulpet til at holde læge i de tre værste vintermåneder, en stor betryggelse for øens folk i sygdomstilfælde.

Vi lader blikket glide langs kysten, vi kom ud fra. Vedsteddiget fortsætter nu sydpå i den ufærdige Søndernæs-dige. En gravema­skine stikker sin lange arm ud, og lidt fra den ses en større åbning, det må være her Rejsby å løber ud, og her er altså skuepladsen for den triste stormflodsulykke, hvor 19 mennesker satte livet til.

Som vi kører her i det smilende Vesterhav, synes det utænkeligt, at det glimtende vand der vesterude, der som en kælen kat gnider sig langs kysten, i den grad kan komme i raseri og selv langt inde i lan­det kan føre død og ødelæggelse med sig. Allerede på rampen så vi spor af orkanens hærgen. Her var huller i det stærke dige, og langs diget lå en vældig bremme af hø, havre og byg, det hele rodet sør­geligt sammen. Folk er i færd med at køre det indenfor diget, hvor det ligger, til det er tørt nok til at brænde. Korn og hø stammer fra Mandø og Rømø, oplyser man. Nu slap vi over dybet, og det kna­ser under vognhjulene, vi er på gruset, her svinger vejen mod syd-vest ad Mandø til, og her må kursen holdes, da det er blødt ved si­derne. Over os fløjter regnspovene, mågerne fisker i det lave vand, og i tangbunkerne snadrer vældige flokke af vildgæs, men Mandø­jægerne har sat dem skræk i blodet, så de letter skyndsomt ved vo­res komme. Nu hører gruset op – desværre – og med et bump kom­mer vi ud i »Madsen Rende«. Renden har navn efter en mand, der her kørte igennem isen. Folkene bjergede sig i land, men hestene druknede. Endnu to render må vi over, så er vi på sandet, det sidste stykke før vi når Mandø. Her er næsten intet vand, men til gengæld er vejen fuld af små sandhobe og huller – sandormenes værk, så vi bliver godt rystede.

Så slap vi af det våde element og kører i land på gamle Mandø. Mandø består egentlig af to øer med en rende imellem, som nu er på vej til at lukkes, men på nordøen er der kun liv om sommeren, da er her får og ungkreaturer, og folk bjerger hø på de store engdrag. Gamle Mandø har sikkert været først beboet, men fjenden, der vesterude har jaget folkene over på sydøen, hvor klitterne er lidt højere.

Sagnet fortæller, at en stormflodskatastrofe i fordums tider har gjort det af med alt levende på øen, kun nogle få mænd som var på fastlandet, og et lille barn der i sin vugge kom drivende til Vester Vedsted, reddede livet. Om flytningen er sket ved den lejlighed, er jo muligt. Nu kom vi over renden mellem øerne, og lidt efter nåede vi Hovedøens lille dige, der skærmer, eller skulle skærme 300 tøn­der land agermark (udenfor diget derimod, deri indbefattet gamle Mandø, er der ca. 1000 tønder land). Foran os ligger Mandø-by, mere end byen optager os synet af de ellers så frodige marker her­inde. Alt vidner om flodens hærgen, det salte vand står i store pyt­ter i korn- og roemarker. Den uhøstede sæd er knækket ned. En del af det høstede korn har bølgerne skubbet sammen i store dyn­ger på indersiden af diget, og nu er det anbragt på selve diget til tørring, så får man se, hvad det kan anvendes til. Resten af kornet er splittet for alle vinde, noget er som sagt gået til fastlandet, og det øvrige har vandet ført ud på sandbankerne omkring øen. Midt i diget er der et gabende hul, ca. 70 meter, som Vesterhavet væltede sig igennem hin orkanaften. Vandet er her styrtet ind under vold­somt pres og har slået et hul i bunden på adskillige meters dybde. Sandet fra diget er presset ind og ligger på agrene i store dynger. In­tet under at amtmanden ved skadesvurderingen kunne erklære, at ingen del af de skadelidte diger i Vestjylland havde som Mandø været under Vesterhavets svøbe.

Selve stormdagen var vinden om morgenen sydøst, men da den op ad dagen gik til sydvest, vidste Mandøboerne af erfaring, at det teg­nede til stormflod, og de gik i gang med at få dyrene fra marken bjerget op i klitterne. Man kæmpede sig op på klittens top og så ængsteligt ud over det frådende hav, der ved højvandstid nåede helt op i klitterne. Endnu holdt diget stand, men i sådanne tilfælde respekterer Vesterhavet ikke almanakkens flodtid, det væltede sta­digt sine vandmasser ind mod den lille pold herude, og vandet be­gyndte så småt at skylle over diget, for endelig, ved syv-tiden at danne det store hul. Markerne var i et nu et sydende hav, og kun den lille strimmel med klitter og huse ragede op. Havet havde fuld­ført sit ødelæggelsesværk og for alvor truet øen og dens beboeres eksistens. Og dog siger Mandøboerne, vi er taknemlige for, at det gik som det gjorde – vestjyder som de er – intet menneskeliv er gået tabt, de eneste levende væsener der satte livet til, er en mængde vandrotter, en skæbne de ærligt har fortjent, da de ved deres roden i diget har en stor del af skylden for, at diget brød sammen.

Hvad skaden på dige og avl, angår, da træder staten selvfølgelig hjælpende til – her som andre steder, men Mandøboerne håber også, at staten vil hjælpe til et stort og solidt dige om begge øerne, så endnu ca. 1000 tønder land kan blive værnet mod havet og eg­net til opdyrkning. Som forholdene er nu, er det ikke lysteligt at drive landbrug på Mandø. Forholdene er i mange henseender for små, de har f.eks. kun ca. 90 køer til at bære deres mejeri. Udgif­terne bliver på denne måde forholdsvis store og besværlige, og dyr er her transport af alt til og fra det afsidesliggende sted. Det er ikke så mærkeligt, at især de unge landmænd ser lidt mistrøstige på stillingen efter deres sidste store uheld. Meget er ødelagt, og hvem ved, hvad jorden kan yde de første år. Nu er det jo landbruget, der bærer øen, anderledes for 40-50 år siden, da var så godt som alle mænd søfolk, mange var Islandsfarere, en del gjorde tjeneste i fyrskibe eller på de to toldkrydsere, der da havde station norden og sønden for øen. Den smule landbrug der da blev drevet passedes af kvinderne. Mandø har 190 indbyggere, husene, ca. 40, ligger klemt sammen under klitterne i vest og skærmes af dem, det giver hygge og tryghed at bo dør om dør, når havet raser vesterude. Længst mod syd ligger den lille kirke uden tårn eller spir, alligevel virker den så tiltalende, især når man komme ind i den. Det der først fan­ger øjet, er Skovgårds skønne altertavle, Røveren i Paradis, og så fuldskibene under det lave bjælkeloft. Skuderne, snilde sømænds­hænders værk, er skænket til kirken, måske som tak for de minder, lyse og vemodige, som den omflakkende sømand har fået med her­oppe fra, og som har fulgt ham på de lange rejser. Lidt fra kirken hænger den lille kirkeklokke i sin stabel. Selve kirkegården ser forblæst ud, her er dårlig læ, vestenvinden synger sin tunge vemodige sang i marehalmen udenfor og stryger frit om mellem gravene. I det nordvestlige hjørne er de hjemløses gravplads, dem som havet tog i sin kolde favn og førte ud på den sidste rejse til stranden og den lille kirkegård her, for at hvile navnløs og glemt, langt fra hjemmet og dem, de havde kær. Intet sted er så kønt på Mandø som på klit­terne, de er friske og grønne, bevokset med mos, marehalm og en­kelte græsarter. Mandøboerne passer godt på klitterne, at de ikke skal blive levende. River storm og hav huller i dem, skal de snart få dem stoppet og plantet til igen. Fra klittens top har man en herlig udsigt, her er intet, der spærrer for øjet. Lidt fra klittens fod ligger de store sandflader, en halv mil kan man ved lavvande gå vesterud på den flade strand, så først kommer man til revler og dybe render. I sydvest ligger en vældig sandbanke, Kurvesand, halvanden mil lang og adskilt fra øen ved en rende, som man ved ebbetid kan køre og gå over. Herude er højt til loft og vidt til vægge (ørkenens para­dis, kalder Valdemar Rørdam sandbanken og med rette).

Mandøboerne er et livligt og elskværdigt folk, der gerne ser frem­mede på deres ø. For dem, der gerne vil leve en tid i fred og ro og i storslåede naturomgivelser skal en rejse til Mandø nok lønne uma­gen. Hvem der har set øen og er blevet fortrolig med livet derovre, kan ikke andet end føle med Mandøboerne i deres vanskelige stil­ling og ønske, at der må blive ydet dem en sådan hjælp, at de atter kan komme på fode.

September 1923

Martin Bonde