Lidt om krydstoldvæsenet

Af pens. Lærer Niels Mandøe, Rødding.

Nedenstående er udarbejdet efter toldstaten og en artikel i ”Vikingen” nr. 8 1952

Krydserne var dog kun småfartøjer, og de var fragtet i dette øjemed, og fra marinen udkommanderedes offi­cerer som ledere. 1777 var der kun 4 fartøjer, og det var en følelig mangel, at der ikke mellem fartøjerne var et effektivt samarbejde. Dette stod i 1819 klart for en ny­udnævnt toldinspektør Blom i Rudkøbing. Og saa vidt det kan ses, købte han for egen regning en båd og på­begvndte et samarbejde med de nærmest værende sø­toldsteders krydsfartøjer. Dette resulterede i en virkningsfuld smuglerfejde. Generaltoldkammeret blev op­mærksom herpå, og efter en indgående conference med Blom blev der købt 7 større krydsbåde, og disse blev un­derlagt Blom som chef for »en kombineret krydsindret­ning« langs rigets kyster i Kattegat og i Qstersøen.

Dette virkede så tilfredsstillende, at der ved allerhøje­ste resolution af 26. maj 1824 blev oprettet det krydstoldvæsen, der nedlagdes 1904, altså vil mange ældre sømænd endnu mindes de smukke fartøjer. Tiden var jo blevet en anden, de lave toldsatser indbød ikke til smugleri, og skibsfarten begyndte at føle sig unødig ge­neret og sinket ved krydsernes evindelige forlangende om, at de skulle stoppe op. Et fartøj kunne således kom­me ud for følgende på sin rejse fra Skagen til Svend­borg: Stop ud for Limfjorden, Randersfjord, Grenaa, Samsøbælt (Kalundborgkrydseren) og gennem Store­bælt – enten af krydseren fra Korsør eller Nyborg. Og da klagerne intet hjalp over for den strenge – og ufor­stående krydstoldinspektør Wulff – ja, så gik rederi­erne videre til regeringen. Men der er ingen tvivl om, at såfremt krydsinspektøren havde forstået at følge med tiden, bl. a. ved at lade krydsernes opgave indskrænke sig til vagttjeneste og efterhånden indføre motordrift, så ville krydstoldfarten aldrig være gået ind, og det havde stået fuldt udrustet til at løse de opgaver, der kom sammen med den høje beskatning.

I denne forbindelse bør nævnes, at skipperen i told­krydseren, der var den eneste embedsmand om bord, også ville have fungeret videre som sådan i et restaure­ret krydstoldvæsen med motordrift – som vi jo senere fik. Men nu fik vi altså et stop – et tomrum – hvori ikke fandtes toldfartøjer ud over den lille dampbåd i København, der stod til generaldirektørens rådighed ved rejsen til provinstoldstederne.

Da man så igen følte mangelen af kystinspektion med fartøj er, (dette blev særlig aktuelt under første verdens­krig), måtte man til at lede efter egnet mandskab blandt toldfunktionærerne. Her var en del fhv. styrmænd, og til dem skete der henvendelse om at melde sig som fø­rere af disse toldbåde. Nogen egentlig forfremmelse var dette ikke, og skønt de var udstyret med ret stor myndighed i smugleriaffærer, blev de ikke embedsmænd, kun tjenestemænd i funktionærklassen. Altså en kolossal tilsidesættelse fra statens side, som ikke tog tilbørligt hensyn til disse fø­reres nautiske uddannelse, nemlig, at placere dem i embedsklassen, hvor de retteligen og standsmæssigt hørte hjemme. Som nævnt, nu brød det sammen, og ved lov af 24. april 1903 bestemtes det, at ved næste års 1. april var krydstoldvæsenet ophævet.

Den stolte krydsinspektionsskonnert »Argus« vil være kendt af alle, der har været i krydstoldvæsenets tjeneste. Bemandingen i »Argus« var – foruden selveste kryds­toldinspektøren eller hans næstkommanderende, en pre­mierløjtnant – 2 krydsbetjente, der måtte gennemgå den sidste »ildprøve«, forinden de fik toldassistentud­nævnelsen (krydstoldassistent). Når krydstoldinspektø­ren var med, fulgte ham førstemanden fra inspekto­ratet, så var der en rigtig voksen kok og 4 matroser. – I toldkrydserne var foruden skipperen een eller to krydsbetjente – de var alle navigatører og havde for­inden deres ansættelse sejlet som styrmænd. I chefka­hytten agter havde skipperen sin køje, der kunne lukkes ved 2 skydedøre. Kahytten var tillige spisesalon, og her var kakkelovn. Krydsbetjenten havde sit kammer, der i regelen var forsynet med 2 køjer. Forude var matros­opholdsrum og kabys; her var 2 køj er i hver side. iler var mindst 2 matroser og en dreng, der lavede mad un­der matrosernes tilsyn. Oftest var de ombordværende enten dygtige skytter eller fiskere, og dette var for be­sætningen en mægtig fordel.

Det hændte imellem, at krydstoldinspektøren fandt på at rejse ud om natten for at inspicere sit mandskabs på­passelighed, men at han var unødig streng, det var alle enige om, og deffor prøvede krydsvæsenets folk også at narre og drille »bussemanden«. Gennem korrespondan­cer var de som regel klar over, hvornår man kunne vente inspektøren, så man var i stand til at modtage ham på behørig måde. En mand blev sendt i land til nattoget som spejder, men kommandøren var lige så snedig. Han kendte personlig alle sine folk, og når han opdagede en af disse på jernbanestationen, blev han enten siddende i toget, eller han stod ud og gik til sit hotel; her forblev han, indtil han fandt, at nu ventede man ham ikke, og så gik han på havnen i stolt forventning om at kunne »slå til«. Men dette førte blot til, at spejderen blev godt camoufleret, og så var man atter på den rigtige side.

Når kommandøren skulle inspicere toldkrydseren ved Mandø, måtte han først forcere vadehavet med vogn, og han havde i den anledning truffet aftale med en gårdejer i V. Vedsted ved navn Kræsten Mikkelsen, Skoleallé 2, om, at han, når kommandøren kom på inspektion, skulle køre ham over til øen. Bemeldte Kræsten Mikkelsen i Okholm havde to heste, hvoraf den ene var hvid og den anden rød. Til daglig blev de forspændt vognen således, at den røde gik nærmer og den hvide fjerner. Gamle kryds­toldassistent Johannes With, Mandøvej 3, der dengang var krydstold­assistent på no. 28, havde så for at forhindre overrumpling truffet den aftale med Kr. Mikkelsen, at han, når han kørte med kommandøren til Mandø, skulle bytte hestene om, så den hvide gik nærmer. Den vagthavende om bord kunne så gennem kikkerten på ebbetid iagt­tage, om der var vogn på vej til øen fra fastlandet. Viste det sig så, at »bussemanden« var på vej, var der jo tid til at gøre klar til modtagelsen af det celebre besøg og eventuelt sende bud efter mandskab, der måske havde fået en extra fridag. Men en dag indtraf katastrofen. Kommandøren kom til V. Vedsted, tog ind til Kræsten Mikkelsen, og denne måtte straks gøre klar til overfar­ten. Hestene, der var på arbejde i marken, blev hentet hjem, og da Kr. Mikkelsen spændte dem for fjedervog­nen, byttede ban dem om, så den hvide nu kom til at gå nærmer. Dette undgik ikke den skarptsynede kom­mandørs opmærksomhed, og denne spurgte derfor, hvor­for han byttede dem om. Herpå svarede Kr. Mikkelsen ikke videre, men mumlede noget om, at det var ligegyl­digt, hvordan de gik. Kommandøren, der vel nok anede uråd, ville absolut have, at de skulle byttes om igen, og det måtte Kr. M. så gøre. På krydsfartøj nr.28 anede man ingen fare. Den vagthavende kunne melde, at der var vogn på vej gennem vadehavet, men der var ingen »fare« på færde, og så fik man dog uventet besøg.

Sønderhokrydseren (No. 30), der lå ude ved Mandø Knude, fik en gang inspektion af kommandøren. Toldassistent H. C. Clausen af Mandø, der det år var Øverstbefalende, var en medgørlig og forstående mand, der tit lod sine folk få fridag, når der intet var at gøre, og han havde givet hele mandskabet fri så nær som drengen. Han selv og krydsbetjent Jørgen Hermansen også fra Mandø var taget på sælhundejagt. Man forstår jo nok, at kommandøren var ved at gå ud af sit gode skind, da han erfarede det, og han og toldassistent Clausen stod jo efter dette absolut ikke på den venligste fod med hinanden.

Ved kommandørens inspektion af krydserne gjaldt det om at stå militærisk ret med hånden til huen. Ma­troserne havde huer som i marinen, medens krydstold­assistenter og krydsbetjente havde marinekasket. Toldkrydserens opgave var at stoppe ethvert fartøj for at inkvirere og toldlukke skibets luger og udstede en deklaration. Genparten heraf blev med omgående post sendt til fartøjets bestemmelsessted. Dette gjaldt dog kun for sejlskibenes vedkommende. Dampskibene kunne man ikke give denne omgang, det var for om­stændeligt. Derfor fik disse en af matroserne med. Han var udrustet med en vældig sabel, hængende i en bred læderrem om livet; det så frygtindgydende ud – men ingen tænkte på, at han næppe havde mindste begreb om, hvorledes han i påkommende tilfælde skulle bruge den sabel. Det var mange skibe, en sådan toldkrydser kunne behandle på en dag, hvis den lå på et sted, hvor mange skibe havde deres rute, og alle måtte de stoppe for den kongelige toldkrydser, der lå med standeren hejst på toppen og splitflaget under gaflen. På sådanne dage blev der ingen spisetider, man tiggede lidt mad og drikke hist og her på skibene. I mellemtiden førtes kryd­seren af en krydsbetjent, der måtte følge det fartøj, hvor kontrollen var om bord, og imellem slæbe jollen hen til næste skib.

Ind imellem kunne komme en damper; den fik så en mand med, men da der kun var 4 eller 5 mand til dette formål, hændte det, at de alle var afsat, og så måtte man holde op for den dag. Skipperen tog så roret, og ved drengens hjælp sejlede han krydseren i havn, hvor man så med god samvittighed kunne blive, indtil mand­skabet atter var vendt tilbage. Et stort problem var det at »tage« jollen i hård kuling og oprørt sø. Jollen var 18 fod lang og blev altid slæbt efter krydseren i en 7 fv. trosse.

Der var jo dampere, som ikke ville respektere kryd­serens stopsignal, og så måtte kanonen gøres klar. Når den blev stoppet med forladning, kunne den give et or­dentligt knald, og kuglen besørgede så det fornødne. Disse toldkrydsere var manøvredygtige sejlere, der også i flere tilfælde reddede menneskeliv på søen.

Livet om bord.

Mandskabet havde det i alle måder godt om bord, men det måtte mere eller mindre savne hjem, hustru og børn. 8 dages ferie var alt det, de kunne opnå årligt. Det var strengt forbudt at tage sin hustru om bord. Et lyspunkt var det dog, at når krydseren kom på værft til det år­lige eftersyn, kunne mandskabet tage deres respektive hustruer enten om bord eller på hotel. Agterude var der som regel plads til konen.

Et andet lyspunkt kunne indtræffe, når en af mand­skabet som vagtledsager med damper var på tilbagerejse og kunne aflægge besøg i hjemmet – for selv om ordren lød på, at de efter afløsning af det stedlige toldvæsen »ufortøvet havde at begive os tilbage til vor plads«, så fik de det ofte ordnet således hos den flinke og forstå­ende toldassistent, som skulle give dem ankomstattest, at datoen blev forrykket et døgn – det er tilgiveligt at huske fejl. Denne velvillighed mindedes mangen told­krydsmand med taknemmelighed.

Iøvrigt var der til daglig rig anledning til at dyrke husflidsinteresser. Mange opnåede stor dygtighed. En til at strikke uldtøj til hele sin familie, det var dog særlig dem fra Jyllands vestkyst´s sydlige del ned til Mandø. – Jeg husker således fra min virksomhed som lærer på Thunø 1908-09, at adskillige Thunboer, der i deres unge dage havde sejlet med skippere fra Mandø, udtalte deres undren over, at skipperen altid i ledige stunder var sysselsat med at strikke, og jeg erindrer også, at min mor først som ældre lærte at strikke. Når manden var i stand til at forsyne familien med strikkede uldvarer, var der jo ingen anledning til for konen at give sig af med den slags. Hun gav sig så af med at brodere og sy, og sådan var det vist dengang i adskillige sø­mandshjem. Mange – og det var vel nok de fleste, for­sålede familiens fodtøj. Nogle blev så dygtige, at de la­vede helt nye sko og støvler. Også møbelfaget blev der fusket i. En lavede smukke udskårne rammer. En anden gav sig af med at binde bØger ind. En tredie lavede de herligste gulvmåtter eller gav sig af med at lave børster o.s.v. Enhver lige fra skipperen til drengen om bord havde sin specielle hobby. På den måde gik tiden om bord, og mange erhvervede sig stor færdighed på forskellige felter, men det bedste var, at de fik fritiden udnyttet på en god og behagelig måde.

Krydsflåden udgjorde ca. 30 skibe. No. 30 lå ved Knu­den (Sønderhokrydser). Lønningerne var den gang ikke særlig store i sammenligning med nutiden, men tiden var jo dengang en ganske anden. Jeg har liggende for mig en udnævnelse af Hans Clauritz Clausen, Mandø, til krydstoldassistent i året 1891. Den årlige løn androg den gang 1000 Kr. om året. Hertil kom kostpenge 40 kr. mdl. for den tid, han var beordret til tjeneste om bord i et krydsfartøj.

Da krydstoldinspektøren i sommeren 1903 med »Ar­gus« tog ud på togt, var det ikke for at inspicere, men for at tage afsked med det mandskab og den flåde, der var hans stolthed. Det var jo dog på hans initiativ, at krydstoldflåden var bragt frem til at indtage det høje stade. Og han strittede længst muligt imod dens Ødelæg­gelse og ville ikke fire af på de instrukser, der var hans værk, men en højere magt – rigsdagen – måtte han bøje sig for. Og han gjorde det med den bemærkning til mandskabet: »Ja, nu nedlægges krydstoldvæsenet, men jeg siger, at det vil blive oprettet igen, det bliver blot ikke under mig!«