Nørvang, Sdr. Farup Vej 60, var under 2. Verdenskrig nabo til tyskernes betydeligste forsvarsanlæg på egnen, de 4 store bunkers ved skolen, opført fra 10. januar til 14. april 1944. Niels Christian Nielsen tog en række billeder i 1945, som bringes her.
Bunkers set fra øst. 1945.
Nørvang set fra tysk udkigstårn. Græsset i forgrunden var et minefelt. 1945.
Danske soldater forsøgte at sprænge bunkers, men opgav da ruderne i V. Vedsted skole røg sig en tur. 1945.
Kanon. 1945.
Landminer. 1945.
Bunkers set fra vest. 1945.
De tyske soldater skulle efter krigen rydde miner. 1945.
Kommissionsrapporten fra 1946, der beskriver kystbatteriet i V. Vedsted.
Bilag nr. 2
Kortfattet Beskrivelse af de enkelte tyske Kystbatterier
Nr.1
Dansk Betegnelse: Vester Vedsted.
Tysk Betegnelse: Vester Vedsted.
Tysk Organisation: 15/180 HKAR
Beliggenhed:
Ca. 200 m Vest for Vejen mellem Vester Vedsted og Sdr. Farup ca. 800 Nord for Vester Vedsted. Afstand til Kysten ca. 1400 m.
Artilleri
4-12,2 cm russiske Feltkanoner. Rækning = 195 hm. Elevation -160 -+800 Ts, ca. -10o – + 45o. Vo = 830m/Sek. Kanonerne var flyttet til Artilleriparken i Esbjerg, hvor de ved Besigtigelse fandtes uanvendelige. Der var opført Skytsstandpladser, nærmest som en i begge Ender aaben Port. Kanonen kunde føres ind bagfra op ad en Rampe, bringes i Stilling derinde og skyde ud gennem et stort Skydsskaar i den anden Ende. Skydefrihed ca. 50o. Uden for hver kytsstandplads fandtes en Betonbrisk, hvorfra Kanonen (paa Hjul) kunde gives 360o skydefrihed.
Skytsstandpladserne var som nævnt Kasematter og af Jernbeton i svær Udførelse. Ildlederstationen var let pansret og anbragt paa en ca. 8m høj Gitterkonstruktion.
Lette Mandskabsrum af Beton.
Batteriet foreslaas nedlagt og Arealet frigivet.