scrolltotop

Tingsvidnesagen om
Korresand
4. oktober 1768

Lustrup birk

af Redaktør af ”Mandøposten”, Musse Beck, J. P. Larsens Vej 124, st. dør 2, 8220 Brabrand.

Der var nedsat en kommission med sæde i Ålborg til påkendelse af kongens forstrandsrettigheder i Jylland. Hans Kalhauge af Ribe førte sagen for beboerne på Fanø og Mandø. Landfoged Jens Knudsen repræsenterede beboerne på Mandø. Kammeradvokat Oluf Bang i København repræsenterede kongen, men havde givet fuldmagt til strandforpagter Jep eller Jeppe Thomsen i Varde.

Hans Kalhauge havde indkaldt Peder Nielsen Mandøe af Rejsby, Michel Hansen af Hvidiing. Desuden havde han fået de 3 Ribe-borgere til at love, frivilligt at give forklaring for Lustrup birketing (som ikke var deres rette værneting), nemlig Søren Hansen, Thomas Jensen og Mathias Nielsen. Fra V. Vedsted var indkaldt følgende vidner:

Mødt i retten var de tre mænd fra Ribe samt fra Vester Vedsted Anders Laursen, Johan Friedrich Nielsen, Anders Pedersen og Hans Nielsen. Hans Kalhauge havde følgende spørgsmål til de fire vidner fra Vester Vedsted:

1. Om vidnet kender Korresand og ved, hvor samme er beliggende ?

Anders Laursen: Han kender Korresand og ved, at den ligger ungefær sydvest for Mandø.

Johan Fr. Nielsen: Han kender Korresand og ved, at den ligger vester til sønder fra Mandø.

Anders Pedersen: Han kender Korresand og ved, at den ligger ungefær sydvest fra Mandø huse.

Hans Nielsen: Som Anders Pedersen.

2. Om vidnet nogensinde har været på bemeldte Korresand ?

Anders Laursen: Ja, han har været der en gang.

Johan Fr. Nielsen: Han har været en gang på Korresand, som var tæt førend sidste Jul.

Anders Pedersen: Som 2. vidne.

Hans Nielsen: Han har været en gang på bemeldte Korresand, som var noget førend sidste Jul.

3. Ved hvad lejlighed vidnet er kommet ud på bemeldte Korresand ?

Anders Laursen: Han kørte derover fra Mandø på en vogn, og på den samme tid så tørt imellem Mandø og Korresandet, man tørfodet med hose og sko kunne gå derover.

Johan Fr. Nielsen: Som 1. vidne.

Hans Nielsen: Noget af vejen passerede han til vogns, men det meste af vejen gik han til fods, og var det samme tid imellem Mandø og Korresand så tørt, at man kunne gå derover tørfodet med strømper og sko på fødderne.

4. Om vidnet eller de øvrige medværende folk havde nogen hinder i sådan passage til eller fra Korresand ?

Alle fire vidner: Nej.

5. Om det den tid, da vidnet som forklaret er passeret til vogns til og fra Korresand, var muligt for noget fartøj eller båd, i hvor lidet det end var, at sejle imellem Mandø og Korresand ?

Alle fire vidner: Nej. Hans Nielsen henviste endvidere til sit svar på 3. spørgsmål.

7. Om det er muligt fra andre steder end fra Mandø at komme på Korresand anderledes end sejlende ?

Anders Laursen: Det var (ej) muligt at komme til Korresand anderledes end sejlende andre steder end fra Mandø, thi der går et dyb sønden om Korresand og et dyb norden om samme, og vesten for er søen.

Johan Fr. Nielsen: Han troede ikke, det var muligt fra andre steder end fra Mandø at kunne køre eller gå til Korresand, i særdeleshed er det vidnet bekendt, at på den søndre side af Korresand er et stort dyb, og vesten for søen, hvilket vidnet selv har set.

Anders Pedersen: Nej, og som første vidne.

Hans Nielsen: Som første og tredje vidne har forklaret.

8. Om vidnet ved, hvem Korresand tilhører, og hvis der i vidnets mindetid har bevist og brugt og benyttet sig af samme ?

Anders Laursen: Han har (her er tilføjet noget over linjen, som ikke kan læses) ej hørt andet, end at Korresand stændig har været brugt til Mandø og samme tilhørende.

Johan Fr. Nielsen: Han ved ej, ej heller har hørt andet, end at Korressand er brugt til og været Mandø tilhørende.

Anders Pedersen og Hans Nielsen svarede som første vidne.

Her følger de spørgsmål, Thomsen havde til vidnerne, og deres svar herpå:

1. Hvor gammelt vidnet er, hvor længe han kan mindes, og når det (han) var sidst til Herrens bord ?

Anders Laursen: Han er 43 år gammel, kan mindes ungefær 25 til 30 år og var ved sidste påsketider til alters.

Johan Fr. Nielsen: Han er ungefær 42 år gammel, kan mindes ungefær 30 år og var ved sidste påsketider til alters.

Anders Pedersen: Han er ungefær 50 år gammel, kan mindes over 30 år, og var ved sidste påsketider til alters.

Hans Nielsen: Han var 30 år gammel, kan mindes henimod 20 år, og var sidste gang til alters ved sidste påsketider.

2. Om vidnet i sådan sin mindetid bestandig har kendt Korresand og ved, at den tit (har) sådan beskaffenhed, at dertil kan køres og gås endog med tørre fødder fra Mandø ?

Anders Laursen: Vidnet har vel hørt sige af Korresand i sin mindetid, men har til visse ej vidst beskaffenheden af samme, førend han selv var derpå, som omvundet er, hvilket var tæt førend sidste jul.

Johan Fr. Nielsen: Han har vel kørt sige af Korresand i sin mindetid, men hvorledes samme har været situeret, har han ej vidst, førend han som ommeldt var ude derpå, men han har dog ej hørt eller ved andet, end at samme stændig har været Mandø tilhørende.

Anders Pedersen: Han har vel ej været på Korresand uden en gang, som omvundet er, men har hørt sige, at der ofte kunne køres og gås omspurgte vej; og forklarede vidnet derhos, at hvor længe det var siden, han har hørt sligt, kan han ej mindes.

Hans Nielsen: Vidnet ved derom ej videre, end hvad han på citantens (Kalhauges) 2., 3. og 5. spørgsmål har forklaret.

3. Om vidnet ved, at Korresand i stormvejr og flodtider ligger dybt under vandet, så at der kan passeres imellem Mandø og den både med store og små fartøjer og både, lige så vel og fra grunden uhinderlig, som der kan passeres imellem Rømø og bemeldte sande ?

Anders Laursen: Derom ved vidnet ingen forklaring af give.

Johan Fr. Nielsen: Derom vidste han ikke.

Anders Pedersen og Hans Nielsen svarede nej.

4. Om passagen til Korresand fra Mandø af er en lang distance i længde og bredde ?

Anders Laursen: Korresand ligger fra Mandø ej over en halv fjerdingmil (der er også her tilføjet noget over linjen, som ikke kan læses), og da vidnet passerede derved, var der næsten intet vand imellem Mandø og bemeldte Korresand på en stor og bred distance.

Johan Fr. Nielsen og Anders Pedersen svarede som første vidne.

Hans Nielsen: Passagen var af en temmelig stor bredde, men vidnet ved ikke til visse hvor bredt.

5. Om vidnet ved, at mandøboerne har sin fodstrand til deres land indenfor hvor Korresand ligger ?

De tre første vidner svarede i hvert fald ja; i Hans Nielsens tilfælde er svaret enten rettet fra nej til ja eller omvendt – det kan ikke læses.

6. Om vidnet har nogen slægtskab eller svogerskab på Mandø, og hvor nær ?

Alle fire vidner svarede nej.

7. Om vidnet ingen tid har boet på Mandø eller har ejet sted og grund samme sted ?

Alle fire vidner svarede nej.

Til vidnet Hans Nielsen havde Thomsen et ekstra spørgsmål:

8. Om der var nogen hjulsporvej fra Mandø til Korresand, eller og det er det slette sand, som af havet idelig overskylles og påstår vand de fleste tider ?

Svar: Der var ingen hjulspor kendt af andre end de vogne, der samme tid som omvundet er kørt derover, men vejen består i en slet sand, som ved høje floder af vandet overskylles.

Såvidt afhøringen. Sagen endte med at Mandøboerne fik bekræftet at de havde strandretten til Korresand, bl. a. fordi man kunne gå tørskoet dertil ved juletid. Det har mandøboerne jo nok regnet med, da de inviterede deres naboer fra Vester Vedsted på en køretur derud – helt sikkert efter at de først havde studeret vind, vejr og vand grundigt !