Jul i Sdr. Farup Mejeri

Erik Voss

Se, her har jeg skrevet et lille brev til mit barnebarn.

Da morfar var dreng. (ca. 1960)

Kære Johannes

Da morfar var dreng var der også jul. Det begyndte altid med at oldemor (altså min mor) spurgte om oldefar ikke kunne skaffe lidt gran til en adventskrans. Så gik oldefar og jeg (lille morfar) ud i skoven og skar nogle grankviste af. Med noget helt tyndt ståltråd surrede oldemor så disse kviste fast på en halmkrans hun havde. For at lysene kunne sidde fast på kransen havde hun nogle tynde, spidse stykker ståltråd som hun varmede så de let kunne smelte sig fast i stearinen. De røde bånd til at hænge adventskransen ned fra loftet i gemte oldemor fra år til år. Så blev de lige strøget før de kom i brug igen.

Oldemor lavede også selv julekalenderen til børnene. Hun klippede 24 låger i et stykke pap som havde været indersiden i en margarinekasse. Så tegnede hun 24 tegninger på et andet stykke pap. De to stykker pap klistrede hun sammen med melklister – det var bare mel rørt op med vand.

Mange fik også dengang and eller flæskesteg juleaften. Vores nabo slagtede selv grisen til flæskestegen. Det skete altid når det var blevet koldt – sådan i slutningen af november – for at kødet ikke skulle blive dårligt. Du kan tro at jeg ikke skulle have noget af at se grisen blive slagtet. For når bondemanden stak en kniv i halsen på den, skreg den nemlig så alle måtte holde sig for ørerne. Siden dengang har vi da også sagt at når små børn er rigtig kede af det så hyler de som en stukket gris.

Engang havde vi selv 13 gæs. Dem havde oldefar købt for at de skulle holde ukrudtet væk i vores æbleplantage. Det var de også rigtig gode til og desuden holdt de også morfar og alle andre frække drenge væk fra æblerne for sådan nogle gæs kan nemlig godt lide at skælde ud på mennesker og vil gerne nappe dem i numsen. Hvad oldefar ikke havde tænkt på var at 13 gæs virkelig kan lave meget lort. Så det år skulle blive både det første og sidste vi havde gæs, for oldemor kunne ikke fordrage at gå og plukke æbler i alt det gåselort.

Men der var selvfølgelig også en anden grund til at oldefar havde købt gæssene. De skulle ende på julebordene rundt omkring i byen. Så nogle dage før jul lod oldefar være med at lukke gæssene ud af det rum de sov i om natten og så hentede han gæssene en efter en og stak en strikkepind i øret på dem så de døde af det. Oldemor og morfar og hans søskende gik så i gang med at plukke fjerene af gæssene. De blev samlet i nogle sække og solgt til Fjerkompagniet. Da den sidste fjer var fjernet tændte oldemor en spritlampe. Den havde hun selv lavet af en flaske med skruelåg med hul i. Vægen var en tot tvist som stak op af hullet. Du kan tro det lugtede mærkeligt når gæssene blev svitset over spritflammen.

Bagefter skulle alle indvoldene ud af gåsen og så lugtede det endnu mere mærkeligt. Så kom folk og hentede den gås de havde bestilt og oldemor fik penge til at holde en rigtig god jul for.

Men hun havde også sparet en masse penge op for hver eneste lørdag året rundt kom en mand cyklende og solgte mærker til “Julens Glæde”. Alle de penge fik hun så tilbage op mod jul og en skønne dag kunne hun stille en stol ud til vejen for at få rutebilen til at stoppe så hun kunne komme ind til byen for at købe julegaver. I de sidste dage før jul sad hun så og pakkede disse ting ind i gavepapir for dengang var det ikke så almindeligt at forretningerne selv pakkede gaverne ind. Noget af gavepapiret havde oldemor for resten gemt fra sidste jul.

Småkager hørte julen til dengang. Og de var hjemmebagte. Oldemor lavede vanillekranse i lange baner for hun havde sådan en elektrisk maskine som kunne trykke dejen ud i stjerneform. Pebernøddedejern fik børnene lov til at rulle ud i lange pølser som blev skåret af i små hapser. Oldemor havde en bestemt dåse til pebernødderne. Den var kæmpestor og kunne måske rumme 7 liter. Og den skulle helst fyldes så du kan tro vi bagte pebernødder. Dengang var der ikke noget der hed bagepapir så når en pladefuld var blevet bagt, blev kagerne taget af og sat på smørrebrødspapir mens pladen blev stillet udenfor til afkøling mens den næste bagte.

Sådan en bagedag kunne nok blive lidt stresset, for der skulle jo også bages brunkager som hver fik en flækket mandel oven på. Her hjalp børnene også til for mandlerne skulle jo smuttes. Der blev nok også bagt andre slags kager den dag, for når ovnen var i gang skulle den sandelig udnyttes. Men selv om bagedagen var et ræs, så fik alle besøgende – og børnene – lov til at smage på kagerne. Det gjorde man alle steder, så for en slikmund var det med at finde ud af, hvornår konerne havde bagedag.

Klejner skulle der selvfølgelig også til. Tror du måske oldefar ville tillade at der blev købt klejner hos bageren? I dag koster en biografbillet jo en halvtredser og en klejne en femmer. Dengang gav vi én krone for en tur i biffen så prisen på klejner har nok været en krone for 10. “Uhørt” ville oldefar have sagt, selv om han slet ikke var nærig. Altså: klejnerne kogte oldemor selv. De blev skåret ud med klejnesporen så de var flot takkede i kanten og den ene ende blev trukket igennem et hul i midten og derfor var der nogle der kaldte dem “vredne drenge”, men det gjorde vi nu ikke hos os. Så blev de lagt ned i kogende fedt og det kunne godt sprøjte lidt så oldemor brændte sig.

Nu tror du måske at oldefar slet ikke lavede andet end at slagte gæssene? Jo han skaffede også juletræet. Sidste søndag i advent gik han og børnene i skoven og fældede det flotteste træ vi kunne finde. Det var fuldstændig økologisk for dengang var der vist ingen der drømte om at gøde jorden i skovene. Somme tider var der sne og oldefar viste os sporene efter harer og rådyr i skoven. Der var uglegylp med muserester og der var musebidte grankogler. Og et sted kunne vi lugte at ræven havde tisset. Oldefar forklarede os det hele. Vi syntes han var en rigtig helt, for han gik uden handsker selv om det frøs og juletræet tog han bare på nakken. Når vi så kom hjem satte han juletræet på fod. Det var bare to brædder lagt over kors. Den var såmænd ikke noget at skrive om, men den var effektiv og blev i hvert fald mere end 15 år gammel før den blev skiftet ud til fordel for en fod af metal som så flot ud, men som havde den skavank at juletræet nemt væltede i den.

Oldefar havde endnu en opgave, for det var ham der stod for opbevaringen af havens afgrøder og når oldemor skulle bruge nogen af dem måtte oldefar i kulen. Den havde han lavet om efteråret ved at grave en lille fordybning i jorden. Her lagde han så rødbeder, selleri, pastinak, rød- og hvidkål, gulerødder og kartofler. Så lagde han halm over, satte et aftræksrør i og dækkede hele bunken med jord. På den måde havde vi friske grønsager hele vinteren. Ja, de allerfriskeste blev jo stående i jorden: grønkål, porrer og rosenkål. Kartoflerne havde han sorteret i små og store og de små var netop dem der især var bud efter her ved juletid for de skulle bruges til brune kartofler. Rødkål skulle der også til. Og det var ikke noget med at købe et glas. Nej, oldemor snittede kålen, kogte strimlerne og sødede med ribssaft. Det var det eneste hun brugte ribsene til udover rysteribs og rødgrød i sæsonen.

Lillejuleaften lavede vi konfekt og det var ikke noget med at lave tossede figurer sådan som din mor gør. Nej, det skulle være præsentabelt så julegæsterne kunne se at der var orden i tingene. Alle stykker var rudeformede, men kunne variere i farvekombinationer af grønt, hvidt og rødt.

I skolen havde vi kunnet købe blandt andet Børnenes Julebog. Den læste oldefar op af mens vi lavede konfekten. Det var ofte historier om en fattig familie der slet ikke kunne lå råd til at holde jul, men så i sidste øjeblik fik en af dem en dusør for at have reddet godsejerens lille pige fra at drukne.

Hos os havde vi en tradition med at få smørrebrød juleaftensdag klokken 12. Dengang morfar var dreng fik man nemlig altid varm mad om middagen, mens aftensmaden bestod af rugbrød og pålæg. Men juleaften skulle man jo have varm mad om aftenen, så oldemor byttede bare om på måltiderne. Med den lille tilføjelse at hun havde smurt brødet på forhånd. Der var leverpostej med agurker – altså syltede, for dengang kunne man ikke lå friske agurker om vinteren. Der var æggemadder og sild. Og rullepølse som oldemor selv havde lavet den italienske salat til. Jamen det er jo bare at blande lidt ærter og gulerødder med majonæse, ikke? Nej du, oldemor rørte skam selv majonæsen af æggeblommer og olie og hvis hun ikke var rigtig omhyggelig så skilte det og var lige til at give katten.

Oldefar og oldemor var rigtig kristne, så de var ofte i kirke om søndagen, så juleaften var vi selvfølgelig også i kirke. Det var næsten alle andre også, men et år så vi en bondemand pløje marken da vi var på vej til kirke og oldefar sagde at nu havde den gud mammon alligevel fået for meget magt. Et år var vi i kirke i nabosognet og i den kirke var der ikke elektrisk lys, men nogle store lysekroner med masser af stearinlys. Du kan tro det var hyggeligt med den stemning det skabte. Heller ikke orglet var elektrisk, så organistens søn måtte træde bælgen som det hed når han sørgede for at få fyldt orglet med luft.

Det år vi havde gæs havde oldemor forregnet sig lidt, for gåsen kunne slet ikke være i ovnen. Derfor havde hun lavet en aftale med bageren og så hentede vi bare gåsen på vej hjem fra kirken.

Vi kørte i bil for sådan en havde oldefar nemlig. Det var faktisk begyndt at blive ret almindeligt. Ligesom Jaffaappelsiner. De havde tyk skræl og smagte sødt – også ved juletid. Og det var noget nyt for da morfar var bare lidt yngre smagte juleappelsinerne så surt at vi var nødt til at putte en sukkerknald i dem. Sådan en appelsin kunne faktisk holde en hel aften.

Når vi så var kommet hjem med gåsen gik der jo et stykke tid inden vi skulle spise, for oldemor skulle jo lige have maden lavet færdig. Dengang havde vi ikke fjernsyn så ventetiden kunne godt blive lang, men oldefar var god til at lege med børnene.

Og når vi havde spist gåsen og oldemors risalamande med den hjemmelavede jordbærsauce og delt mandelgaven, så skulle vi selvfølgelig vente igen for opvaskemaskine var der jo ikke noget der hed. Mange steder måtte børnene ikke se juletræet før det var tændt, men det måtte vi godt for vi var selv med til at tænde det, når oldemor og de store piger havde klaret opvasken.

Så skulle vi også synge en masse salmer og dem kunne vi næsten udenad for i skolen lærte man nemlig salmevers og det havde oldefar og oldemor også gjort.

Nu tror du nok at der heller ikke fandtes julegaver dengang. Jo, det kan du tro der gjorde. Og det var ikke bare bløde pakker som man kaldte det når man fik en sweater eller et sæt undertøj. Nej. Der fandtes også legetøj. Engang fik jeg for eksempel en flyvemaskine og den holdt næsten hele juleaften inden den gik i stykker. Men så havde alle børnene også leget med den. Og Lego var skam også opfundet, men det kneb lidt med at få klodserne til at hænge sammen for dupperne under dem var endnu ikke kommet til.

Juledag var børnene som regel på besøg hos andre børn for at se hvad de havde fået. Det var rigtig spændende og de fleste voksne var meget flinke og man fik slik og konfekt.

Vi var særligt heldige for vi kendte en mand som holdt julestue 2. juledag. Så havde han lavet grønlangkål, brune kartofler og medisterpølse i lange baner, og vi dansede om juletræ og legede blindebuk hele eftermiddagen, og måske var det fordi han ikke var helt så kristen som alle de andre voksne, for jeg har siden fundet ud af at den der blindebuk er en rigtig gammel leg.

3. juledag var vi så i byen for at bytte de gaver som oldemor havde slæbt hjem i rutebilen, men nu kørte vi i bilen, for oldefar havde nemlig ikke så meget at lave lige den dag. Juletræet blev stående til 2. nytårsdag for nytårsaften dansede vi også om det og nytårsdag var helligdag så da skulle der ikke laves noget.

Og hvornår var det så det var? Det var omkring den tid hvor de olympiske lege blev afholdt i Rom og hvor Gagarin blev sendt ud i rummet. Statsminister H.C. Hansen døde og Kennedy blev valgt til præsident. Ti år senere kom rødstrømperne på banen – oldemor var nu ikke utilbøjelig til at holde lidt med dem, mens oldefar mente at det var pjat – og der gik ikke ret lang tid inden din mor meldte sin ankomst.

Kærlig hilsen Morfar