H. F. FEILBERG

JUL

ÅLLESJÆLESTIDEN

HEDENSK KRISTEN JULEFEST

JUL I PRÆSTEGÅRDEN

folkeslag som fjender, den har prøvet ildebrand, storm, uvejr vandflod; men hvor höjt end havet nåede op i byen med de mægtige isstykker og det beske, salte vand, længere end til kirkebakkens fod nåede det aldrig og evnede kun at sende sit skumstænk op mod kirken. Men stormen fik fat i den og tumlede sålænge med den svære jærnstang, der bar fløjen, at den blev tvunget over mod øst; thi det véd dær i egnen det mindste barn, at stormen er en mægtig herre, som kræver, at alle bøjer sig for ham. Træerne, de få der findes, kryber sammen og luder mod øst, menneskene bygger deres huse, så de vender gavlene mod vest og øst. Endda knager det i tømmeret en stormdag, og man lægger harver, stiger, hvad man har på taget; thi river stormen hul, går det med taget, som med klitten: alt søndres og spredes.

I ly bag kirken ligger en gammel, vejrbidt præstegård, og mod øst strækker sig nedenfor kirkebakken bondebyen med dens lave buse. Præestegården har sikkert også engang været ung og rank, vel sagtens endog et særsyn af pyntelighed, men det er længe siden, nu er den gammel og forslidt. Slægt efter slægt af præster er dragne ind ad dens døre; nogle er blevne trætte af ensomheden, tyngede af naturens barskhed, de forlod den og drog til andre egne. Ikke så helt få blev der, til de blev kaldt hjem af livets og dødens herre. De har nu også fundet en stille plads udenfor det hus, hvor de færdedes. Græsset gror ved forårstid frodigt over de sunkne grave, sommeren pynter dem med små, blå klokker, røde nelliker, lillablomstret engelskgræs; lærkerne synger hvert år den samme sang over de dødes hoveder, og havet i vest stemmer jævnligt i med sin dybe bas.

Stuerne i det lave hus har genlydt af småbörns jublende glæde, af deres sagte gråd. Kirkegården blev börnenes legeplads, da de voksede til, og de døde var et stille folk, der ej tog börnene det ilde op, om de var lidt stöjende i deres lege, om de brugte gravene små höje til skjulesteder og skød tilmåls efter gravminderne. De lod börnene i fred, blandede sig aldrig i deres lege, kyste dem aldrig bort med truende ord eller barske miner.

Når efteråret kom med de svære storme, med trækfuglenes skrigende skarer, der drog sydpå, med de lange, mørke nætter og de korte solfattige dage, begyndte börnene at tale om, hvorlænge der vel kunde være til jul. Påske og pinse kunde jo være gode nok, men jul var dog bedst. Hvorfor ? Ja, det er vanskeligt at svare på, men bedst var dog julen, og den eneste fest i året, barnets tanker virkelig syslede med. Først talte de ugerne, så dagene, men til sidst timerne. Omsider kom jo dagen, jeg måtte vel hellere sige aftenen. En travl tid gik forud, huset skulle rengöres, der skulde slagtes, bages, koges, redes til fest, juleaften var i det hjem, som i alle andre, trang.

Karlene red ud henimod mørkningen og mødtes med byens andre ridende unge; såsnart de kom hjem tvættede de sig ved vandtruget og törrede sig i deres vestefolder, det var de tiders skik; pigerne, som havde den indvendige syssel, fik først i sidste øjeblik tid til at skifte.

Men når så kirkeklokken oppe i det gamle tårn begyndte at kime og ringede festen ind, kaldte den syge moder sine småbörn hen til sin seng og fortalte dem om minderne, der knyttede sig til julen: engang i gamle dage, længe, længe siden var det, havde Adam og Eva gjort hvad de ikke måtte, de fik deres straf, blev jagede ud af paradisets dejligt have, og dören blev slået i lås bagved, og vagt blev der sat med flammende sværd. Så kom og gik slægt efter slægt her på jorden, alle længtes de tilbage til den dejlige have, men hver gang en af dem søgte dören op og ville gå ind, fandt han den låset og blev jaget bort. Adam og Eva havde fået løfte om, at dören engang igen skulde blive lukket op, men slægterne ventede og ventede i mange hundrede år, og alt blev ved det samme. Endelig, da der var gået årtusinder, kom julenat: dören blev lukket op, og al himmeriges lys og herlighed skinnede ud igennem den, englenes talløse skare drog frem og sang, så det lød ud over den hele vide verden og ind i alle grædende menneskers hjærter, at nu var den låsede dör igen åben, vagten var borte, og den, der i tiden skulde tage alle mennesker ved hånden og føre dem ind i paradishaven var det lille barn Jesus i Bethlehem. Hyrderne ude på markerne vågnede og så sig forundrede om, men da de blev engleskarerne og det strålende lys va´r, kunde se lige ind i Guds Faders sal og forstod, at frelseren skulle findes i Bethlehem; så satte de en mand til at passe køerne og fårene, og løb så hurtig de kunde ind til byen og traf ganske rigtig dær Jomfru Marie, der sad med sin lille dreng på skødet. Men de sagde alle sammen staks til hende og Josef, at de vilde med ind i paradishaven, og at de nok skulde lade være at røre kundskabstræet, om de bare måtte få lov til at spise af livstræets frugter. Når de så engang kom og bankede på, ventede de, at Jesusbarnet vilde lukke op for dem, og de måtte allesammen derind. Marie lovede dem jo, at hun skulde nok huske at sige det til sin lille dreng, når han blev stor.

Da nu englene havde sunget julesalmen og forrettet Gud Faders ærinde, flöj de igen tilbage og lukkede dören efter sig, og så blev natten ligeså mørk, som den för. Nej, dog ikke helt; thi hvor dören havde været, satte gud en dejlig, klar stjerne, der lyuste ud over den hele vide verden, lige ud til Østerland, hvor de hellige tre Konger boede. Og alle, som så stjærnen, vidste nu, at den nye kongesön var født, Fredskongen, som alle menneskehjærter havde længtes efter, siden Adam og Eva var gåede ind i den store, onde verden, hvor der groede torne og tidsler; og hvor der var så mange bedrøvede voksne mennesker, og såmange små börn, der græd.

Og børnene hang ved deres moders læber, de så det altsammen så tydeligt for sig. Hendes fortælling blandede sig i deres sind med æventyrerne, de havde hørt om det strålende land, hvori Alfefolket boede, og når de så solen gå ned ude over havet gennem de røde skyers funklende port, tænkte de sig, at de så ind gennem paradisets döre. Der dannede sig et lyst, strålende billede i deres tanker. Den lille, fattige dreng skulde vinde sin dejlige brud og sidde ved siden af hende med guldkronen på sit hoved, mens alle folk råbte hurra og var glade over, at den rette omsider var kommet, og billedet fra barndomsdagene blev ved at leve i deres sind, også da de var blevne gamle og grå og böjede under livets modgang og sorg. Den gamle julehistorie fortalte de til deres börn først, og siden, når börnebörnene kom i besøg hos dem, kunde de tage den mindste på skødet, samle de andre omkring sig, og fortælle den gamle julehistorie om og om igen, så börnene tilsidst rettede bedstefader, når han glemte et eller andet, der nødvendig hørte med.

Juletræ kendte vi ikke noget til i de dage, men der blev dækket “julebord” med hvid dug, lys og alle slags smågaver. Man kunde dengang blive glad ved lidt, livet var tarveligt, kårene fattige. Klæder og “nyttige” ting havde börnene kun liden smag for, men legetøj, et damspil, en Noas ark, en trompet, en farvelade med skillingsbilleder at sætte kulør på, gjorde dem hartad ellevildie af glæde. Var der så et æble eller to, en skål pebernødder, et par sirupskager at få i tilgift, følte man sig som en konge.

Når gaverne var uddelte, blev aftensbordet dækket, retterne var risengrød og, om muligt gåsesteg. Alle tjenestefolkene sad den aften tilbords med familien, avlskarlen på husbondens venstre side, kokkepigen, der kom tilsidst, ved husmoderens höjre side, når hun kunde være tilstede, derefter de øvrige, altid således ordnede, at et barn sad mellem to voksne, men det mindste barn på faders eller moders skød. Til dagligt brug fik tjenestefolkene deres mad i borgestuen, men på festaftenen spiste alle ved samme bord, for at det kunde göres klart, at det ikke var standsforskel, der skilte, men hensyn til hvad der bådede det daglige arbejde mest.

Den gamle julesalme: “Et barn er født i Bethlehem” blev sunget, og når alle så var mætte og Gud takket for sine gaver, gik store og små hen til hus faderen og husmoderen og sagde tak for mad og ønskede dem en glædelig julefest. Så fik hestene et foder, der skulde malkes og køerne have deres kvældsnadver. Når dette vel var overstået, samledes alle påny om pebernødderne og de forskellige lege med dem. Undertidne kunde hele forsamlingen enes om at spille “svinepisker”, også kaldet “prikinorris”, et kommersspil, gennem hvilket man praktisk blev indviet i livets omskiftelser. Man trak lod om de forskellige livstillinger, men ikke helt sjælden endte “svinepiskeren” som “kejser”, mens denne sank trin for trin til “herremand”, “skriver”, “rig bonde”, “fattig bonde” og blev tilsidst “svinepisker”, der måtte finde sig i at gøre alt det simple arbejde, der tilfaldt hans stilling, og så desuden give kejseren alle sine trumfer. Det kunde træffe, at et par i kredsen kendte kortgåden: “mand, kone, dyr, hus, fugl, fisk, husgeråd”. Der blev lagt 49 kort ud i en kvadrat, 7 i hver række. De to, som forstod kunsten, satte sig ved siden af hinanden, så på kortene og fortalte historier, f. eks. havde den ene sidste sommer en dag været ude i engene og set køerne stanges, hvilket kort er det ? Kendte den anden sine sager, kunde han straks næsne korte, til stor forundring for tilskuerne.

Børnene prøvede remsen:

“vil du, vil du, vil du, vil du, vil du, med mig ud i skoven gå ”

ja men, ja, men , ja men, ja men, ja men , hær skal tredve tregen stå”.

Vilde det, som nok ske kunde, ikke rigtig lykkes, tog en af de voksne griffel eller blyant og fortsatte:

“se nu, se nu, se nu, se nu, se nu, det vil ikke rigtig gå,

ja så, ja så, ja så, ja så, ja så må vi passe bedre på”.

Således hengik aftenen, börnene kunde vanskelig nok blive så søvnige, at de måtte i seng. Omsider lykkedes det dog, der blev stille i det gamle hjem, mens udenfor stormen dansede med snefnuggene i den mørke julenat, og oppe på kirketårnet vejrhanen, der dog ikke var synderlig godt vant, klagede sig og frøs.

Julenatten har sin egen hemmelighed. Mens livet sover og hviler i menneskeverdenen, begynder hvide skikkelser at samle sig i kirken, lysene tændes derinde, rundt om fra gravene deruden for rejser de døde sig, der ligger mange slægter jordede, og nu kommer de skarevis ind i den gamle kirke, mens orgelet dæmpet lyder med de gamle koralmelodier. En af præsterne derudefra messer for alteret og fører ordet fra prædikestolen, men sang og tale lyder for de levendes øren, som vindens susen i løvet en sommeraften. Thi der har været levende tilstede, dog kun ved et tilfælde; de døde kræver nemlig natten for sig selv og tåler ingen fremmede i deret kreds. Så bliver det atter stille, lysene slukkes, orgelet tier, og kirken ligger igen mørk og tavs mens sneen fyger om den; men inde i stalden rejser alle kreaturerne sig, når klokken slår 12, knæler og beder og samtaler en kort stud; the i den nat løses alskabningen en lille tid fra de lænker, hvor i den blev bunden.