Jes Jensen

V. Vedsted Byvej 32

Mine erindringer

Jes Jensens erindringer er venligst udlånt af en efterkommer, Leif Deleuran, Torvegade 23, 6510 Gram. Erindringerne er på i alt 63 A4 sider. Her bringer de dele, der er relateret til V. Vedsted sogn.

Far.

Min far hed Morten Jensen, født den 19/4 1858*). Han var søn af gårdmand Jens Andersen og hustru Ingeborg Pedersdatter, boende i Klink, Hejnsvig sogn, hvor farfar har haft en gård. Hvor stor den var, ved jeg ikke, men far, der ellers fortalte meget lidt om sig selv, har sagt, at de havde ti spand plovstude, og at de brændte brændevin selv. Den dag, de brændte, fik alle en flaske af dette fluidum udleveret, hvad enten de var store eller små.

*) må være 19/4 1838, da Morten Jensen er konfirmeret i april 1852.

Under statsbankerotten (1815) er farfar sikkert blevet en fattig mand. Det var sådan, at man kunne købe en ko for et brød, og farmor påmindede familien om at spise meget kød og lidt brød. Det er alt, hvad jeg ved om min fars forældre. Hvor man­ge søskende han har haft, ved jeg ikke. Jeg ved, der var en søster og en broder, der hed Niels. Jeg har kun set dem een gang, og besøget var meget kort.

Jeg har fars skudsmålsbog og deraf fremgår, at han er kommet ud at tjene den 1. november 1852 i Eltang, efter at være konfir­meret i april samme år. Han var rekrut i 1864 i Odense, men han kom ikke med i kamp. På en marchtur, sandsynligvis om vinteren, gnavede en af hans støvler hul på benet, så han lå på sygehuset en tid med koldbrand i såret, hvorefter han. blev hjemsendt. Da den sydlige del af Jylland var besat af Tyskere, blev han sejlet fra Odense til Aal­borg. Derfra tog han turen til fods ned gennem Jylland til Kolding. Dengang kunne de ikke som nu gøre turen på ca. 3 timer.

Sit dårlige ben gik han med i 22 år. I den tid var der altid huller på det, og der var en ulidelig kløe. Jeg har set ham ude i værkstedet sætte foden op på en bænk eller stol, strømpen ned, og så tage en bordkniv og trække bagsiden op ad benet, så materie og blod løb ud af spidsen af kniven. Han havde søgt mange læger, men uden resultat. Han bar sin skæbne, som den tålmodige mand, han var, og regnede vel med, at han aldrig fik fred for benet. Så en dag kom der en fremmed, og de er vel kommet til at drøfte det, for den fremmede rådede far til at rejse til Esbjerg til en klog mand, der hed, eller rettere kaldtes ”Spil-Thomas”. Jeg husker tydeligt min far komme hjem med en stor krukke sal­ve. Da der var gået et halvt år eller så, og der var brugt to krukker salve, var benet lægt. Smerterne og kløen var borte. Der kunne komme et lille tilbagefald, men der var år imellem, og så snart det fik lidt salve, var det atter i orden.

Hvornår far er blevet gift første gang, ved jeg ikke, og har ikke kunnet få det opklaret, heller ikke, hvad hans første kone hed. De har haft 6 børn, hvoraf de 4 er døde som små, og kun Jens og Kirstine har jeg kendt. Det er alt, hvad jeg ved om min far og hans slægt, før han blev gift med min mor. Der skal i Sommersted ved Vamdrup bo nogen af hans familie, men jeg har aldrig fået klarhed over det spørgsmål.

Mor.

Min mor hed Maren Jensen. Hun var datter af skibskaptajn Anders Madsen Jørgensen fra Manø og var født den 10/8 1850. Min mor blev gift med en grænsegendarm Jes Jørgensen. Hans løn har sandsynligvis været for lille, og en grænsegendarm måtte vist i grunden ikke gifte sig den gang. Han tog i hvert fald sin afsked og skulle sejle med på bedstefaders skib til Brasilien, lige efter brylluppet. Min bedstefader ejede selv sit skib. Efter afsejlingen blev der bygget hus til ægteparret på Manø, men det går ikke altid sådan som vi mennesker bestem­mer. De så ikke hinanden efter at han var taget afsted. Min bedstefader, 2 sønner og svigersønnen sejlede til Pernambuco (Recife). Mens de lå i havnen, fik de alle den gule feber med undtagelse af den yng­ste søn, lige konfirmeret og påmønstret som skibsdreng. De blev ind­lagt på hospitalet og døde alle tre. Drengen, der havde været på besøg på hospitalet fik bedstefaders guldur og kæde med hjem og det var alt. Såvel skib som ladning gik tabt. Da der senere kom forespørgsel om det hjemmefra, var der ingen der kendte noget til det. (Se ”En familietragedie” af Johanne Nielsen, artikel fra Mandø-Posten om denne rejse i slutningen af denne fortælling).

Min mors Søskende var Trinemost, gift med Anton Petersen og boede på Manø. Han var matros på fyrskibet ”Hornsrev”. De flyttede senere til Darum mark hvor Trinemost døde. Mine søskende m. fl. kaldte hende for Trillemost. Deres børn var Hans, Anders, Adolf og Martha. Hans tjente lige efter sin konfirmation i Mulvad. Han skrev et brev til sin mor, og har må­ske skrevet det hjemme hos os. Han skrev nemlig Jordemoderboligen og dernæst ”Kære morder” og så fulgte 1. vers af ”Jeg har båret Lærkens vinge” og til sidst ”Jeg haver det goft, jeg længes. Kærlig hilsen din hengivne søn Hans”. Han kom siden i bagerlære; men døde ikke så længe efter. Han var en vild krabat, som hans mor, der var tunghør, havde meget vanskelig ved at styre. Fik hun fat på ham, vankede der, men så hylede han op ”Hjælp, hjælp, det båller, det båller, a dør, a dør”. Når moster så vendte ryggen til ham, sagde han: ”Felap, torskehoved” og slige pæne udtryk, men dog så sagte, at hun ikke kunne høre det. Anders var en helt anden stilfærdig knægt. Han kom i Skræd­derlære, og er selv mester i Gørding. Adolf er landmand og har en ejendom i nærheden af Bramminge. Martha er død, hvornår ved jeg ikke. En bror Jeff var også sømand. Han var gift med Stinemost, der var dat­ter af en landmand på Manø. De boede på Manø og havde en datter Johanne, som nu er lærerinde i Bramminge. Stinemost flyttede til Bram­minge, da hendes mand døde, men de beholdt lejligheden på Manø. Stinemost døde i Bramminge.

Karl Jørgensen gift med Marie også fra Manø, kaldet Miemost. Karl var fører af en sukkerdamper fra Nakskov. Han sejlede til de fleste danske havne med sukker. De flyttede senere til Nakskov, hvor de døde. De havde to drenge Bonde og Aksel. Bonde kom til Ribe på Amtsstuekontoret og var senere amtsforvalter i Nakskov eller Nykøbing. Da den gamle amtsforvalter i Ribe døde, søgte og fik han embedet der. Aksel er barber, men jeg er ikke klar over, hvor han bor.

Theodor Jørgensen var også sømand og druknede i en russisk havn. Johanne Jørgensen, Hannemost, gift med møllerens søn på Manø, Hartvig Petersen. Han var købmand og købte en forretning i Sejlstrup, hvortil de flyttede, efter at være gift. De havde en god forretning og var stille og rolige mennesker. Deres børn var Hans, Johan, Marta og Aksel. Johan og Marta var tvillinger. Drengene gik på latinskole i Ribe. Hans blev isenkræmmer, blev forlovet med en ung pige, da han var soldat i Viborg, Stinne, ikke særlig velkommen hos de gamle. Da de blev gift købte de en isenkræmmerforretning i Ribe, hvortil de gam­le senere flyttede, og hvor Hans døde. De havde to drenge, Hervert, der nu er kandidat på apoteket i Brovst, samt en yngre søn, der på­drog sig en lungebetændelse i en spejderlejr og døde. Johan kom til postvæsenet og Aksel blev bankmand, Martha er gift med en lærer. Dorius Jørgensen, den yngste af flokken blev skomagere. Medens han var dreng fik han et øje slået ud med en fænghætte, så han havde glasøje. Han var gift med en datter af sin læremester, skomager Schiff i Ribe, Kirstine.

Når de skød nytår ind havde mange en kølle med en pig i den ene ende. Herpå blev sat en fænghætte til gevær, og så blev køllen slået mod en sten, så fænghætten eksploderede, men det kunne hænde, fænghætten sprang i stykker, og et sådant stykke var det, der havde ramt onkel Dorius´ øje, så han måtte have det opereret ud. Da han blev gift nedsatte han sig i Århus. Af børn var der een, der hed Henry, som er tjener. Aksel ved jeg ikke hvad er heller ikke Asta. Der er vist et par stykker til, men jeg kan ikke huske dem. Dorius var en stor dreng før han kunne tale rent. Min mor har fortalt, at han kaldte en Hyldeblomst for en Ylderbobbel, og en hvid fjer en Wie widt wen pie. Hvor­dan han har fået det til at lyde sådan, er ikke godt at vide. Det var mors familie, men der var to kuld. Min mor, Trinnemost og morbror Karl var helsøskende, de øvrige var andet Kuld.

Medens min bedstefader og hans sønner og svigersønner sejlede til Rio de Janerio og hvor de tre døde, gik moder hjemme på Manø og glædede sig til vinteren, hvor hendes mand skulle komme hjem, så de kunne flytte ind i deres nye hus. Men han kom aldrig hjem. Huset blev solgt, og mor fødte en lille pige. Barnet blev sat i pleje og mor tog til København, hvor hun blev uddannet som jordemoder. Hun fik embede i Hejnsvig sogn, og dermed begynder den egentlige historie.

Vielsesattest.

Husmand og enkemand (l. gang) Morten Jensen af Vittrup sogn og enken (l. gang) jordemoder Maren Jørgensen af Hejnsvig sogn (født på Manø den 10. august 1850) blev ægteviede i Hejnsvig kirke den 9. maj 1876. Hvilket i overensstemmelse med kirkens ministerialbog herved bevidnes på embeds vegne.

Heinsvig sogn den 18. maj 1931.

Under Vikaren

P. Munk Poulsen førstelærer.

(åbenbart en attest far har rekvi­reret JD)

Ovenstående er en afskrift af vielsesattest for min far og mor, og det begyndte altså den 9. maj 1876. Hvorledes livet har formet sig for mine forældre, ved jeg ikke. Min far står for husmand, men jeg ved, han har været vejmand og træskomand. Han kunne ikke så godt tåle det hårde håndværk, da borene, hvormed han borede træskoene ud, skulle stemmes for brystet. Det er vel ikke troligt, han har været alle tre ting på een gang, men jeg kunne tænke mig, han har opgivet træskoma­geriet og taget fat på vejarbejdet.

Far og skolelæreren (Thomas Mortensen, V. Vedsted Byvej 55) var meget gode venner. Kun når de kom til at tale politik for de i hovederne på hinanden, da far var venstremand og skolelæreren højremand, det kunne ikke gå, så de blev enige om ikke at drøfte politik, når de var sammen, og efter den tid gik det meget godt. Over for os boede en mand, der kaldtes Peter Krøj. Om det var hans rigtige navn, ved jeg ikke, men det har nok været noget i den retning. Det var også nogle af mine forældres venner.

Den 11. marts 1882 blev søster Agnes født. I Vester Vedsted boede en halvgammel ungkarl sammen med sin mor og sin søster Lonne (Abelone). Han hed Peter. Hvad hans efternavn har været, er jeg ikke helt klar over – jeg har det fra min mors fortællinger – men børnene kaldte ham ”Peter Kalbælle”, i almindelig tale hed han ”Peter Post”. Han hentede posten i Ribe og delte den ud i byen. Der var ikke dengang almindelig postgang, senere kom der en mand fra Manø, som tog posten med fra Ribe og afleverede den et sted i Vester Vedsted, hvorfra den blev bragt ud af en lokal mand, indtil der blev indført regelmæssig postgang.. ”Peter Post” var lidt af en original, og min mor fortalte flere historier om ham. Han stammede en del og læspede samtidig. Han holdt meget af en kaffepunch, og han kom ofte ind til mor. Var der ikke noget rigtigt ærinde, fandt han selv på noget, og så skulle han gerne have en kaffepunch.

En dag, mor lå og vaskede gulv, ville hun nødig rejse sig og sagde derfor: ”Jeg har ikke varm kaffe i dag Peter”, men han svarede: ”Jeg kan godt ha den kold, lille Maren” og så måtte mor jo op med punchen. En dag kom han og fortalte: ”Herre jøsses, lille Maren, sikke til­fåld a fik, a fol hil op fra æ Ardengaf o ner i en læs hø”. En Arden­gaf er lugen over døren, hvor de forker høet ind på loftet. Børnene havde en dag drillet ham og kaldt ham for Kalbælle. Han fik fat på et par af drengene og hængte dem op på et par ledpæle med hovederne ned­ad. Derefter stoppede han sand i munden på dem og sagde ”Nå, no ka I jo prøve om I ka sej Kalbælle jen gång te, så ska i fo mier san o æ hued”. Hvis der ikke var kommet folk til, han sikkert kvalt børnene.

En dag kom han og fortalte mor ”Wolles pier vild florier, og så vild wo Lonne osse florier, o så måt mi muer rend til Riff etter florierbånd”. Han kom en dag grinende over hele ansigtet og fortalte, at de bagt til jul” o – o så svej de åll æ krimskrams, o Lonne o mi muer, di græd men mæ å Nette, vi småwst”. Nette var deres hund. Far og mor havde en aften et lille gilde, og her var bl. a. lille Peter Post og en gårdmand, der hed Thyesen. Peter ville gerne skåle med Thyesen, og idet han hævede punchekoppen sagde han ”Skål Thyesen o vo herre” så fik han ikke sagt mere og skyndte sig at drikke. En dag fortalte han, de havde bagt til et eller andet gilde ”Vi bagt sejsten dejlige sætkåger, de fåld sammel i jen mogstak, føj uha, uha for´n”.

Vi flytter til Kragelund.

Da jeg var 4 år flyttede vi til Kragelund i Hunderup sogn. Jeg mener jeg kan huske, da vi flyttede, og jeg sad oppe på et flyttelæs. Det var en gårdmand Jannik Davidsen, men det kan naturligvis være noget, jeg har hørt fortælle.

Den 18/7 1884 blev bror Hans født, og jeg kan huske, vi blev bragt hen til Kristen Ingvartsen. Jeg husker også, da min bror Jens rejste til Amerika, at han forærede min alle sine kobberpenge, det er også det eneste, jeg kan huske om den ting. Jeg har ikke nogen tydelig erind­ring om den tid, der nu gik, indtil jeg kom i skole. Jeg fyldte år søndagen efter, jeg var kommet i skole, da er jeg antagelig blevet 7 år. Vi gik i Hunderup skole, ca. ½ times gang fra hjemmet. Vi havde en lærerinde, der hed Nielsine Dam, hun var et elskeligt væsen, des­værre blev hun syg og døde kort efter. Derefter fik vi Lonne Tonnesen. Hun boede også i Kragelund, men i den anden ende af byen. Hun var også meget, rar, men betydeligere strengere.

Af mine skolekammerater hu­sker jeg bedst Tobias Tobiassen og Svend Anton Svendsen, de var mine bedste kammerater, vi kom meget sammen, specialt Tobias og jeg var tit sammen og lavede drager og mange andre ting, men vi var tit sammen alle tre. Det var en regel, at vi var i kirke hver anden søndag. Den ene søndag gik den ene halvdel, og den anden, den anden halvdel.

Jeg ved ikke, hvor gammel, jeg var, da søster Kirstine rejste til Amerika, men jeg var nok 8-9 år. Hun rejste sammen med en familie i Spandet, lidt i familie med far. Far og jeg var med i Esbjerg, hvorfra de skulle sejle. Vi fulgte dem ned til havnen, og da vi kom derned, kom et par fiskere med en ung pige, der var sprunget i vandet. Hun blev lagt på et bord i et skur og fiskerne løsnede hendes tøj. Vandet boblede ud af munden på hende, jeg kan tydeligt se hele sceneriet for mig.

Til bryllup på Manø.

Jeg var ikke fyldt 10 år, da morbror Dorius havde bryllup. Det stod på Manø, og det var sent på efteråret. Alle gilder og fester på Manø blev holdt om vinteren, thi da var mændene, eller en del af dem hjemme, de var næsten alle søfolk og sejlede om sommeren. Vi blev hentet i båd og sejlet til Manø, jeg var søsyg. Vi boede dels hos Trinemost, dels hos mormor. Det var gæstfri mennesker. Nu var vi af familien, så det var ligetil, men selv om der kommer helt fremmede, bliver de modtaget med åbne arme.

Det er nogle mærkelige bygninger derovre. De bor 4 a 5 familier i hver bygning, der er ret lange. Hver familie har sit stykke, men det hele er bygget sammen, og så er kostalden bygget ud fra hoved­bygningen. Der findes også gårde og huse, der ligger frit, men der er mange af den første slags, der vel nok er den ældste. På Manø, der er en lille ø på 3-4 km i udstrækning, ligger husene samlet i to grupper, Sønderby og Nordby, der er dog ikke nogen stor afstand mellem byerne. Langs den vestlige side danner en række høje klitter – Bjergene – en skærm mod oversvømmelse, resten er omgivet af diger, dog så­ledes, at der ligger et stykke fastland ud mod havet. Diget er rejst i min moders levetid, før den tid kunne havet gå ind i gaderne. Husene ligger alle lidt højt.

Sagnet fortæller, at omkring 1645 rev en stormflod en by, der hed Farballum på vestkysten med sig. Den førte en vugge med et lille barn i med sig og vuggen landede på Manø kirkegaard. Digerne er siden forstærket. Der er også et dige omkring gammel Manø, der ligger nærmere fastlandet og adskilt fra hovedøen med en lavning ca. 100 meter bred, og som ved flodtid er fyldt med vand. Jeg har ikke været der siden, så meget er sikkert forandret.

På Manø boede også Knud-boy mors onkel og hans kone Matt-modt. Han var en gemytlig gammel sømand, der nu havde lagt op. Vi børn besøgte ham tit, Han var altid i godt humør. Oppe i bjergene var der et udkigstårn, hvorfra der hver dag med en stor søkikkert blev kigget horisonten rundt, hvorfor ved jeg ikke. Jeg har en gang set i kikkerten. Man kunne se hvad klok­ken var på Ribe domkirkes ur, og det var dog på det nærmeste 2 mil i lige linie. På Manø boede en lidt sær person, der hed Hans Borresen. Han sagde aldrig eet ord, men vi børn var bange for ham. Når han var i kirke, hostede han altid og endte med et ”hu”. Der var også en gammel pige, der hed Stinn. Hun kunne ikke tale helt rent og var noget ind­skrænket. En vinter boede et par Englændere hos hendes familie. Hun fortalte, at de en aften havde banket på hendes dør og sagt ”Lille Stinn lo op, lo op, vi vin betån, vi vin betån”. De har sikkert ville lave sjov med hende, eller det har været hendes frodige fantasi.

Fra fastlandet ved Vester Vedsted kan man spadsere over til Manø ved ebbe. Der er afstukket en vej, på hver side er stukket vedere – et træ med grene eller en stage med halm – med en 10-15 meters afstand. Mellem vederne er der fast bund, der kan køres – nu med bil – men udenfor må man ikke komme, der er kviksand. Der fortælles om en mand, der skulle hjem til Manø. Han var lidt sent på den. Vandet begyndte at stige, og da vejen snor sig, ville han skyde genvej. Han satte hestene i trav og kørte udenfor, men det varede ikke længe før hestene sank i, og de trak vognen med, så manden måtte springe af og løbe for livet. Dagen efter var der intet at se, alt var forsvundet. Der er fra fastlan­det til gl. Manø ca. 8-9 km. På strækningen er der tre løb, man skal over, jeg husker ikke, hvordan de ligger, men de hedder ”æ stagrend”, ”æ dyf” og ”Thuesrend”. Der er næsten altid vand, men om sommeren kan det være så lavt, at man næsten kan gå over med sko på, men kommer floden, drukner man.

Det var brylluppet. Der var naturligvis gjort store anstalter. Bryl­luppet skulle vare i tre dage og intet måtte savnes. Der blev sagt, at bruden vaskede sig i syv hold vand, der har antagelig intet bad været noget sted, det kendtes ikke, og så er hun blevet ved at vaske sig, til vandet var rent. Det var måske kun noget, der blev sagt. Den første dag mødtes bryllupsselskabet i kirken, hvornår på dagen kan jeg ikke huske, det har antagelig været først på eftermiddagene Da vi kom til bryllupsgården fik alle først en kaffepunch, og det både mænd, kvinder og børn. Punchen har antagelig været brygget efter vedkommendes alder, jeg kan i hvert tilfælde ikke huske, den havde nogen virkning på mig, det er forresten den eneste kaffepunch, jeg har fået.

Senere spiste vi til middag, jeg husker ikke, hvad vi fik, men det tog tid, og folk blev livlige, inden det fik ende. Da middagen var overstået tog dansen sin begyndelse, først det traditionelle med bruden, det tog tid, jeg tror, hun måtte danse med alle mandfolkene, inden den rigtige dans begyndte. Der var liv og fart i dansen. De hjemvendte sømand forstod at svinge deres damer. Een gang var der kun et enkelt par, de dansede sømandsreel. Med ikke alt for store mellemrum kom skafferne ind med en stor bakke med kopper på, nu trængtes der til en punch. Der gik mange ned i nattens løb, men det mærkedes ikke så meget, de svedte jo. Engang imellem kom skafferne ind med en omvendt kost, hvorpå der var sat en hat, så var det damernes tur til at byde op, som det hed, men det gjaldt kun for denne ene dans, så dansede skafferen med sin kost nogle omgange og forsvandt så. Ud på natten blev der serveret et nyt måltid og drukket puncher, og så begyndte dansen igen.

Da dagen begyndte at gry, blev der drukket morgenkaffe og så stillede alle gæsterne sig op udenfor gården og marcherede med spillemændene, en violin og en fløjte, i spidsen ned gennem byen, og gæsterne faldt så fra efterhånden som de nåede hjem. Der faldt en mild støvregn, så det varede ikke længe inden violinen ikke kunde mere, så måtte vi nøjes med fløjten. Klokken var omkring 10, da vi nåede hjem. Der var et par kvinder i Manødragt. Den er noget lignende Fanødragten, men de knytter ikke hovedtørklædet på samme måde, og farverne er også anderledes. Næste dag startede vi igen ud på eftermiddagen.

Der blev atter danset om aftenen, men ikke så sent. Det hjalp selvfølgelig, da de fik nogle puncher, men ud på natten ebbede det ud, dg hver gik til sit uden musik. Endelig den tredie dag var det kun for den nærmeste familie og tilrejsende gæster, vi var begge dele, eftersom det var min mors yngste bror. Det var et gilde med humør i, der blev naturligvis også sunget både samlet og af enkelte. Hvor længe vi var der eller hvorledes vi kom hjem, ved jeg ikke, det er slettet af min hukommelse.

Næste besøg på Manø.

Den næste gang jeg var på Manø var et par år senere og sammen med morbror Dorius. Vi rejste efter de første juledage, det var hårdt frostvejr, så vi kunne gå over på isen. Jeg havde et par gamle strøm­per uden på skoenene, dels for at holde varmen, dels for at kunne stå fast. Det var en herlig tur, vi var der nytåret over, så vi var ude at skyde nytår ind. Men så skulle vi pludselig hjem. Vinden var ved at slå om, og hvis det brækkede isen, kunne det måske vare en hel måned, før vi kunne komme over, så vi startede tidligt den næste dag det havde sneet om natten.

Jeg fik et par store støvler af morbror Antons på, der blev sat snor igennem stropperne og bundet op omkring lårene på mig, da jeg ellers ville tabe dem. Vi fulgtes med posten, han var vant til turen, det skulle være slemt, når han ikke kunne kom­me over. Der blæste en sur vind med sneslud, og vi måtte vade i snesjap hele vejen, det var anstrengende, somme tider måtte vi springe over en spaltning i isen, men over kom vi. På fastlandet lå store snedriver. Vi kom ind på en gård på Okholm og fik noget mad og hvilede os et par timer.

Så fortsatte vi til Ribe, som vi nåede efter mørkets frembrud. Vi overnattede hos morbror Dorius´ svigerforældre, hvor han ville opholde sig et par dage, inden han rejste til Århus. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg ikke forstå, hvad det var der føltes så tungt ved hovedet, jeg følte efter, det var mine øren, der var gå­et forfrysninger i, de var så store og lige så tykke, som en velvoksen mandshånd. De holdt sig en fjorten dages tid i denne størrelse, så svandt de ind igen, men jeg har aldrig frosset mine øren siden.

Jeg har også været på Manø om sommeren. Herlige ture, hvor vi har tum­let os i klit og ved strand. Ude vest på går sandet langt ud helt ud til ”æ knudd”, men så går det brat ned til store dybder, så vi var advaret mod at gå for langt ud. En dag var vi kommet et stykke ud, da vi pludselig gik i vand. Vi var klar over, at det var ved at blive flodtid, så vi skyndte os indefter med vandet i hælene. Vi havde små skovle med. Med dem gravede vi huller i sandet, så skulle vandet da fylde dem først, inden det kunne gå videre. Vi nåede land før vandet, men det var ikke længe efter, før vandet var nået op til strandkanten.

Mor.

Min mor var en glad og munter kone. Hun passede sit hus og sin gerning og det var hende, børnenes opdragelse hvilede på. Jeg husker en gang, jeg havde været uartig, jeg fik besked at gå ud i haven og hente et par birkeris, de blev så bundet sammen til et ris, og jeg fik et par rap af det, og det kom til at hedde ”Jes”. Det sidste var det værste. Mor var værdsat som jordemoder. Hun havde et stort distrikt over 1 mil i gennemsnit, så mor var tit ude, ligemeget, hvordan vejret var, enten det var nat eller dag. Om sommeren kunne det sagtens gå, det var vær­re om vinteren. Hun fik syet en stor kåbe, der blev foret med lammeskind med ulden på, den var varm. Fra Manø fik hun et par sælskind, hvoraf der blev syet et par støvler også foret med lammeskind. Støvler­ne var så store, at hun kunne stikke foden med sko på ned i dem og skafterne gik helt op til knæet. Men det var også nødvendigt at have en varm påklædning, da de sommetider kom efter hende i en arbejdsvogn kun med et agebræt. Det var ikke alle, der havde fjedervogn.

Een gang var mor ude at køre i et dejgtrug. Det var om vinteren. Sneen lukkede vejene, så det var umuligt at køre med vogn, og slæde havde de ikke, der afhentede mor. Det gik også nogenlunde, de væltede kun een gang, skønt de kørte tværs over alt. Mor tog det med godt humør, det kunne altsammen gå, hjemmet blev passet, selv om hun ikke var hjemme, da far var en god husmor. Han kunne alt.

Far.

Min far var en stille og rolig mand. Han sagde ikke ret meget, men var fuld af alle slags kunster, som en dreng. En dag stod kedlen og kogte på komfuret, far tog den og satte den midt på gulvet og forsvandt så skyndsomt. Mor fandt kedlen og havde os i forhør, men hun var sikkert nok klar over, hvem der havde været mester for det. Da vi spiste til middag sagde hun: ”Var det ikke mærkeligt, at kedlen i formiddag stod på gulvet og kogte, jeg havde sat den på komfuret”. ”Du skal se”, sagde far ”den har kogt så stærkt, så den er selv sprunget ned på gulvet”, og så blev der ikke talt mere om den ting, men vi børn morede os længe over det. Som et barn af sin tid holdt far meget af en kaffepunch, og gled der mere end godt var under vesten, så han verden i et rosenrødt.

Han kom en dag hjem fra Ribe i særligt godt humør, trak sine sko af og smed den ene i det ene hjørne og den anden i det andet af stuen og så dansede han rundt på strømpesokker. En gang i den varme sommer­tid, da der var mange fluer, hentede far sit krudthorn – der var som næsten altid et par stykker, der sad og fik en punch – så lavede han en lang stribe af krudt på bordet og strøede sukker over. Et øjeblik efter var der sort af fluer på sukkeret. Far tog så en tændstik og satte ild til krudtet, og fluer og sukker røg i luften, men nu kom mor og skældte ud, der var blevet en lang hvid stribe på bordet, så det måtte far bagefter til at reparere. En gang ved nytårstid, der var vel samlet en fire, fem stykker i køkkenet – der sad de altid og drak puncher – gik far ud og fik fat på min pistol, ladede den og puttede den i lommen – så gik han roligt ind og satte sig igen. Da snakken var i fuld gang, fyrede han pistolen af, og mændene hoppede op fra sædet, som om de havde sat sig på en tegnestift, og far gjorde naturligvis det samme.

Jeg skrev før, at far kunne lave alt, det var heller ikke meget galt. Han passede sin jord. Tog ud i høst og slet. Til andre tider var han blikkenslager, glarmester, urmager, snedker og meget mere. Der var ikke den ting, han gik af vejen for. Når foråret kom, mødte de blodrige folk op. De skulle tappes for lidt blod, og også dette klarede far. Han slog med et åreladningsapparat hul på blodåren i albueleddet og tappede en tallerken blod, så blev der lagt en ”ulefis”, en støvbold på og bind om. Støvboldene var i forvejen indsamlet for tilfældet. Derefter fik vedkommende en kaffepunch, og så gik de med et ”Fåwell Morten, nu ska do ha tak”. Eller der kom en og skulle have sine knive slebet, det var gerne i slagtetiden, eller op under jul. Han fik også sin kaffepunch og gik med et ”Fåwell å no ska do ha tak Morten”.

Skulle en mand have lavet sin mej en spand, klinket et fad eller en skål, var det på samme måde. Kom de med et stueur, der ikke ville gå, fik de en punch, både når de kom med det og når de hentede det ”så ska do ha tak Morten”. Skulle der sættes ruder i, måtte far hen på åstedet, så fik han ikke andet for det, fik han i alt fald puncher, men jeg ved ikke, om han fik betaling for ruden, det har han vel nok, det var jo direkte udgift for ham til glas. Der boede næsten udelukkende flinke, gode og hjælpsomme mennesker der på egnen. Jeg har aldrig i min barndom været udsat for det, man ville kalde ondskab, alle var ven­lige og imødekommende. Jeg tror slet ikke, det var på beregning, at de ikke betalte for fars arbejde, det opfattede det som en tjeneste, de tænkte blot ikke på, at når man skal gøre 20-30 familier tjenester u­den vederlag og uden at få tjenester igen, så bliver der underskud i kassen, det kostede ikke alene tid, men også penge.

Her springer vi lidt i erindringerne, der efterfølgende omhandler tiden i St. Darum. Jes Jessen gør karriere ved militæret og kommer som officer til V. Vedsted i 1917:

Grænsevagt.

1. december blev bataillonen forlagt til Ribe og 3. kompagni til V. Vedsted. Her var ikke godt af være, ingen ville have befalingsmænd på kost. Vi afløste 30. battaillon. Om det har været dem, der har ødelagt forholdet, ved jeg ikke, men ikke engang nede på kroen ville de have os på kost. Sergent Aage Jensen boede på Okholm, der ligger tre gårde helt ude ved havet. Han fik sin vært, (Klaus Moltesen Okholm, Ulvehøjvej 16), overtalt til at tage mig på kost, og vi levede godt – 3 kr. om dagen, 50 øre mere end de betalte i Ribe på hotel Dagmar, byens bedste hotel.

Vi havde poster langs hele grænsen, dels var der smuglerier, dels ville russiske krigsfanger gå over grænsen. Der var oprettet en vagt inde i byen hos en skomager, han stammede frygteligt (må være Johan Harald Jørgensen, Mandøvej 3). Min spisevært fortalte, at han engang var oppe hos ham, og da han gik, fulgte værten ham uden for gården. Idet han gik begyndte han at sige go-go-go, og han var kommet et godt stykke fra gården, før der lød et ”nat”.

Om natten var der en hel del skydning ude fra posterne, men i de fleste tilfælde, skød man sikkert bare af kedsomhed. Én nat kom de med en Russer. Han havde kravlet ved hegn og grøfter i 3 døgn, før han slap over, og så dagen efter blev han ført ind i Vedsted station og sendt syd på igen. Hvad hans skæbne er blevet, er ikke godt at vide. Det var synd, og han græd, men bestemmelserne skulle følges.

Vi gik aldrig ud uden at have en skarpladt pistol i lommen, man vidste aldrig om man kunne støde på en Russer eller andre, og de kunne godt være desperate. Heldigvis skete der aldrig noget alvorligt. Vi var der til lidt over midten af januar 1919. Krigen var for længst forbi, men der var stor uro i Tyskland. Kommunisterne forsøgte at tilrive sig magten, men blev slået ned med hård hånd. Vi fik ordre til at møde på Ribe banegård den 19. januar hen på eftermiddagen med alt, hvad kompagniet havde, og det var ikke småting.

Oplysningerne vedr. Mandø er forelagt Musse Beck, J. P. Larsens Vej 124, st. dør 2, 8220 Brabrand, (tidl. Mandø) der er redaktør for Mandøposten. Hun har flg. korrektioner/uddybninger:

”Morbror Karl var ikke nogen morbror, men gift hans mors ”halvsøster” (og kusine !). Jes Jensens bedstefar Anders Madsen Jørgensen var gift to gange; Jes Jensens mor var af 1. ægteskab, anden gang giftede AMJ sig med sin første kones søster, som var enke efter Johan Hansen Nielsen og medbragte 3 børn af første ægteskab, sammen fik de 2 børn. ”Hannemost”, gift med møllerens søn Hartvig Pedersen, hed Johanne Oveline Nielsen, ikke Jørgensen. Dorius Jørgensens blev viet 14. juni 1888 til Petrea Kirstine Marie Bjørnskov født 28. marts 1868 i ”Nyland” (Ny sogn ?).

En Familitragedie

Af kommunelærerinde Johanne Nielsen, Bramminge.

En Aften i Januar Maaned 1872 lyste det festligt fra Kirkevinduerne ud over den snedækkede Kirkegaard. Lys i kirken havde man jo ellers kun Juleaften. Fra hele Byen strømmede Folk til, og snart var den lille Kirke fyldt til sidste Plads. Anledningen var ejendommelig. Der afholdtes Konfirmation. Fra gammel Tid og indtil for ca. 20 Aar siden har man paa Mandø altid holdt konfirmation den første Søndag i Februar. Saa var Drengene parat til at drage af Sted, saa snart der blev Hyre at faa om Foraaret. Men her var nu en lille Dreng, der allerede havde faaet Hyre. Han skulle rejse straks, og derfor blev han konfir­meret ved Aften og alene.

Men alene kom han ikke til Kirken. Han kom som Midt­punktet i en stor Familiekreds: Bedstefar (den gl. Grøn­landsfarer Hans Bundesen), Bedstemor, Stedmor, Søster og Lillebror, Stedbror og to Stedsøstre og Storebror med sin Kæreste. Der manglede kun Far og den unge nygifte Sø­ster. Mange af Kammeraterne fra Skolen var kommen i Kirke for at være med ved Theodors Konfirmation. Og saa gik den hellige Handling sin Gang, medens Drengene sad og tænkte paa Theodors lyse Fremtid. Ud at sejle skulde jo alle. Skulde og vilde. Noget andet kun­de slet ikke tænkes – undtagen for Møllerens Drenge. Men han kunde sagtens. De kendte jo alle det gamle Ord om kaptajnernes Sønner, der kom ind ad kahytsvinduerne. Det gjorde han da rigtignok.

De kunde komme med en lille Jagt til Island eller Øster­sølandene. Men han! Han skulde straks om Bord i en Brig med sin Far som Kaptajn og sin Bror som Styrmand. Og hvem i Alverden kunde faa sin Mor med paa sin første Rejse. Men se, det skulde nu Theodor have. Han kunde sagtens!

Næste Dag rejste Mette Katrine Jørgensen med sine to Stedsønner Hans og Theodor. I Ribe stødte Svigersønnen Jes Jørgensen til. Det lille Selskab rejste til Antwerpen. Her gik de om Bord i Briggen ”Helen” af Leith. Kaptajn Anders Madsen Jørgensen havde i en Aarrække været Fø­rer af ”Helen”. Men siden 1867 havde han ejet 3/4 af Ski­bet. Det var paa 64½ Kommercelæster, og hans Andel var betalt med 7971 Rd.

Nu hyrede A. M. Jørgensen sin Søn Hans som Styr­mand, Svigersønnen som Matros og Theodor som Skibsdreng. Hele Foraaret og en Del af Sommeren krydsede ”Helen” Nordsøen og var i England og Norge. Ud paa Sommeren blev Briggen dirigeret til Brasilien, og da Kaptajnen hav­de saa store Aktier i Rhederiet, fik han Valget mellem 3-4 forskellige Havne. Han valgte Pernambuco, der hidtil havde været fri for den gule Feber.

Han havde glædet sig til at vise sin Hustru Sydamerika, men før de kom af Sted; kaldte et Brev hende hjem. Den gamle Bedstemor var blevet alvorlig syg, og saa kunde hun ikke længere undværes i Hjemmet. Sent paa Efteraaret (Foraar i Sydamerika) naaede ”Helen” Pernambuco.

I Havnen herskede der ubeskrivelige Tilstande. Den gule Feber havde nu naaet Byen, og næsten alle de mange Sø­mænd, der kom dertil, blev angrebet. Fra mange Skibe dø­de hele Besætningen. Man stod fuldstændig magtesløs over for den forfærde­lige Sygdom, da man paa den Tid intet vidste om dens Udbredelsesmaade. Det antoges, at den smittede direkte som alm. smitsomme Sygdomme. I Nærheden af Havnen var der oprettet Lazaretter, hvor de syge blev plejet af Mænd. (Mon ikke Franziskaner­munke?)

Snart var hele ”Helens” Besætning smittet og anbragt paa Lazarettet med Undtagelse af den lille Skibsdreng. Hver Dag gik Theodor op paa Lazarettet, og for hver Dag blev det en tungere Glang. Far og Bror laa ved Siden af hinanden, og dem gik han jo først til, og saa til de sta­dig færre kammerater fra ”Helen”.

Den første, der døde, var den tidligere Gendarm, den muntre Jes. Saa maatte Theodor til at skrive hjem. Nu var den livsglade unge Søster derhjemme blevet Enke, og han havde mistet en god Kammerat. For hver Dag blev Flok­ken af danske Sømænd mindre.

Da han en Dag kom paa sit sædvanlige Sygebesøg, mødte han i Gangen. to Mænd med en tildækket Baare. Det Syn havde han set saa tit. Paa den Maade bar man de døde ud. Han syntes, de saa saa underligt paa ham, og da han kom ind, stod Bror Hans´ Seng tom, og i den anden laa en fremmed Mand, der med Hænderne gjorde Tegn til ham, at han skulde komme nærmere. Nu kunde han ogsaa paa Skægget kende sin Far, men ellers havde Døden allerede gjort ham ukendelig.

Kaptajn Jørgensen trak sin Vielsesring af sin Pinger, tog sin Guldurkæde, som han bar om Halsen, af og lagde begge Dele i Drengens Haand. Og snart stod Theodor helt alene i det forfærdelige Land som den eneste overlevende fra ”Helen”. Da man som sagt troede, at Feberen kunde smitte fra Menneske til Menneske, var det forbudt Folk at forlade Havnen, hvis de ikke havde haft Sygdommen. Saa stod den lille Dreng da helt hjælpeløs, men en Fanø-Kaptajn, der havde overstaaet Sygdommen, tog ham straks om Bord og tog ham med sig hjem.

Paa Atlanterhavet fik han Feberen, men kom sig snart i den friske Luft og under god Pleje. Kort før Jul naaede Sørgebudskabet hjem til øen, men først langt ind i det ny Aar vendte Theodor hjem fra den kejse, der var begyndt saa straalende. Ringen og Kæden var alt, hvad Mette Katrine Jørgen­sen fik af sin Mands Ejendom.

Rhederiet i Leith præsenterede en usandsynlig Regning paa Pleje og Begravelse af ”Helens” Mandskab. ”Helen” selv var pludselig blevet en Plimsoller, der maatte hugges op. De 8000 Rd. var tabt, og kun ved Hjælp af sin gode Ven Kaptajn Niels Clausen lykkedes det hende at bevare den lille Ejendom paa Øen, som nu skulde føde hende og de to gamle og de Børn, der endnu ikke var konfirmerede. Selv den havde Englænderne ment sig berettiget til at gøre Udlæg i. ”Helen” maa dog ikke have været helt ormædt. I hvert Fald laa den i en italiensk Havn flere Aar efter. Den gule Feber maatte slippe sit Tag i den lille Skibsdreng. 13 Aar senere fandt han sin Grav i Nordatlanten.