Jannik Lindbæk – et levnedsforløb i korte træk

ved Harald Balslev

SÆRTRYK AF ”HØJSKOLEBLADET”

I KOMMISSION HOS

DET SCHØNBERGSKE FORLAG

KØBENHAVN 1910

KONRAD JØRGENSENS BOGTRYKKERI – KOLDING

Slægt og Barndomshjem (1862-80).

En lille Mil sydvest for Ribe, ude paa Ran­den af Marsken og kun en Fjerdingvej fra Vesterhavet, ligger Landsbyen Sønder Farup, hvor Jannik Lindbæk blev født den 14. Juni 1862. Hans Fødegaard saa dengang ikke ud som nu, og som Billedet viser den. Der er siden solgt meget fra dens betydelige Jordtilliggende, og kun den mindste Del af Bygningerne staar tilbage. Men den efter vestjydske Forhold tem­melig store Have med de smukke gamle Træer fortæller endnu om det fordums Storbondesæde1 der gik i Arv fra Slægt til Slægt og ansaas for den bedste Gaard af lige Størrelse mellem Ribe og Tønder.

Her boede i sin Tid den ansete Peter Borrig, Sdr. Farup Vej 24 og hans Hustru, Provstedatteren Elisabeth Riis fra Daler.* )

*) Et Billede af dem med deres Børn er gengivet i Johan Ottosens Vor Historie III Side 295. Længst tilvenstre paa Billedet ses Datteren Cathrine.

Ned til vor Tid har man be­varet Mindet om gamle”Bedstemor Elisabeth”, som alle kaldte hende. En mild og god Kone var hun med en rund Haand til fattige og trængende; naar hun kørte til Kirke, blev der gerne sendt Bud til gamle og svage, om de vilde køre med.

Kun et af Peter Borrigs Børn naaede den voksne Alder; det var Datteren Cathrine, Sdr. Farup Vej 24, der blev gift med Jannik Sørensen Lindbæk, Ulvehøjvej 4 fra Nabobyen Vester Vedsted. Disse to, Lindbæks Bedsteforældre, overtog Gaarden i Sønder Farup og boede der i mange Aar. De havde fire Søn­ner og to Døtre; skønt de var raske som Børn og op gennem Ungdommen, blev ingen af dem gamle. Omkring ved 40 Aars Alderen døde de, og den gamle Cathrine maatte følge dem alle til Graven.

Den af Sønnerne, der tog Fædrenegaarden i Arv, var Peter Andreas Borrig Lindbæk, Sdr. Farup Vej 24; fra Lundsmark i Hvidding Sogn hentede han sin Brud, Jepbine Marie Midtgaard, og her er vi da ved Lindbæks forældre.

Peter Borrig – som han almindeligvis kald­tes – var Landmand med Liv og Sjæl. Især var han dygtig til at gøre Omsætning med Krea­turer; men naar han viste Tilbøjelighed til helt at slaa sig paa Handelen, holdt dog baade hans Moder og Hustru igen, og det blev ved Omsæt­ningen paa selve Gaarden. Han var en god­modig og munter Mand, der følte sig vel tilpas i et selskabeligt Lag; han var vistnok uden dy­bere aandelige Interesser, men hjælpsom, af­holdt og anset. Bine var en ejegod, stilfærdig Natur, der havde stor Evne til at tage kønt og forstaaende paa Mennesker og Forhold. Det var ikke lette Kaar, hun gik ind til, da hun blev gift; de gamle Sv igerforældre boede hos dem og tillige et Par af Peter Borrigs Søskende; gamle Jannik var til Tider tungsindig og meget vanskelig; men der var et godt Forhold mellem dem alle, og især Bine og hendes Svigermoder blev meget for hinanden.

I dette Hjem kom saa – som det tredje Slægtled – fire Børn. De to af dem døde som smaa, og kun den ældste og den yngste – de to, der bar Bedsteforældrenes Navne – blev tilbage. Det var Jannik, Sdr. Farup Vej 24 og den seks Aar yngre Cathrine.

”Her var”, hedder det i Lindbæks Optegnel­ser, ”min første Verden, den, jeg har levet mig inderligst sammen med; den er derfor altid nærværende i min Sjæl, ogsaa naar jeg ikke erin­drer bevidst; Bøger, jeg læser, Tanker, jeg tæn­ker, faar meget tit uden mit Vidende og Vilje dette Sted til Skueplads; jeg ser dem foregaa paa denne Baggrund og vaagner undrende til Bevidsthed herom. I Haven lærte jeg at elske Naturen; jeg har faaet de første Foraars­fornemmelser dér ved at se Stikkelsbærbuskenes grønne Blade, indaandet Sommeren dér med Duften af Syrén og Jasmin, lyttet til Stærekon­certen i Trætoppene henimod Efteraaret; ved at stirre ud i den i Mørkningen har jeg følt hemmelig Skovuhygge, og her har jeg leget ”Kong Erik og de Fredløse” sammen med mine jævnaldrende.

Og fra denne Verden saa han sig omkring; daglig havde han for øje de vidtstrakte Enge, den gamle Domkirke, der som det stolte Midt­punkt ses fra hver en Plet i Egnen, og mod Syd Vester Vedsted og Hvidding Kirker, hver paa sin Side af den nære Grænse. Der blev Glæde blandt de andre Børn, naar Jannik kom med i Laget. Der var ingen, der som han kunde finde paa Lege; han var den selvskrevne Anfører. Der var tillige noget med­født fint og hensynsfuldt hos ham, der gjorde, at den lystige Leg ikke udartede til Vildskab, hvor han var med.

Han havde helt fra Barn af ingen Lyst til Bondegerningen. Han blev tidlig en Læsehest. Fremtidsidealet blev en Skolelærer med en lang Pibe i Munden, men Faderen mente, at skulde det endelig være Bogen, saa maatte det blive Præst som Farbror Jakob,* og det havde Dren­gen intet imod; heller end gerne. Men det har holdt haardt for Peter Borrig at tænke sig Tra­ditionen afbrudt og se den eneste Søn, der skulde føre den videre, vise Lyst til andre Veje. Og det var først paa Dødslejet, at han gav sin da 11.aarige Søn Lov til at studere.

*) Jakob Lindbæk, Sdr. Farup Vej 24 var først Adjunkt i Ribe, derefter Præst i Seem. Hans Søn er Historikeren, Dr. phil. Johannes Lindbæk.

Jannik Lindbæk havde allerede fire Aar tid­ligere mistet sin Moder. Han vedblev dog sam­men med sin Søster at have sit Hjem og gode Tilholdssted i den gamle Gaard, lige til Bed­stemoderen døde 1882. Og til Sønder Farup gik stadig hans Vej Lørdag Eftermiddag fra Ribe Latinskole og Læsningen dér de følgende Aar.

Historie havde han mest Lyst til og Anlæg for; Sprog og Matematik interesserede ham mindre. Kundskabsbunkerne tilegnede han sig med sin gode Hukommelse uden Besvær. Dog blev i de sidste Skoleaar Lektieslidet trykkende, og Længslen efter det fri Studenterliv en daglig Gæst. Naar han senere saa tilbage paa den Tid, forstod han, at ”Hukommelse og formel Tænkeevne blev opøvet, mens Følelse og Fan­tasi var sat paa Smalkost. Og Dømmekraften udvikledes forholdsvis lidt, fordi der var saa meget af Stoffet, som de ikke kunde fordøje eller havde Brug for.”

Allerede fra Lindbæks Skoletid er der adskil­lige Vidnesbyrd om hans digteriske Anlæg og tidlig udviklede formende Evne. Der er fromme ”Aftensange”; der er højtstemte Sørgedigte om Roms eller Napoleons Storhed og Fald; og i det sidste Skoleaar synger han i en lystig Vise (”Hvad vi haabe”) om det forestaaende Studen­terlivs Lyksalighed:

saa glemmer vi Madvig og Skolen rent,

saa vil vi blot ryge Tobak og drive,

Pince-nez paa Næsen,

et dannet Væsen

vi faar da vel uden for megen Læsen

i København.

Det er dog først som Student, at han – til en god Ven skrev nedenstaaende Sang, der ved Siden af, hvad den siger os om den ganske unge Forfatters poetiske Udvikling, giver et godt Indtryk af hans Kærlighed til Hjemegnens Natur og viser os noget væsentligt af det, Lindbæk tog med sig, da han rejste hjemmefra:

Der, hvor over grønne Enge,

Blomstersenge,

Vestenvinden farer frem,

dér, hvor kækt til alle Sider

Blikket frit, uhindret glider,

dér har vi vort Barndomshjem.

Skønt der er, naar Somrens Vinde,

lune, linde,

bølge gennem Græsset hen,

hvor Smaablomster blidt omfrede

Lærkens lille lune Rede,

mens den synger for sin Ven.

Skønt der er, naar Stormen bruser,

vildt fremsuser

over det oprørte Hav;

naar skumhvide Bølgeskarer

frem i Taagemulmet farer

fra den dybe, vaade Grav.

Skønt der er ved Vintertide,

naar den hvide

Snemark tindrer vild og stor;

dumpe Drøn fra Havet lyde,

Bølgerne mod Isen bryde;

Natten tavs paa Sletten bor.

Dejligst dog, naar Havets Bølger

Solen dølger;

Vandet flyder rødt som Ild,

og i Skyens Glans fremstiger

Eventyrets gyldne Riger

med et sælsomt Farvespil.

Hvor vi end i Verden vandre,

hvilke andre

Egne end vi skue faa

stedse de vidtstrakte Enge,

hvor vi tumled os som Drenge,

skønnest for vor Sjæl vil staa.

(Decbr. 1881.)

Første Studenteraar (1880-82).

I Sommeren 1880 forlod Jannik Lindbæk Ribe Latinskole 18 Aar gammel, udstyret med en smuk første Karakter og med et selv for en nybagt Student ualmindeligt Mod paa Livet. I denne Ferie, hvor ingen Latinskole længer begrænsede Horisonten, men hvor alt var Uendelighed, gjorde han en Fodtur sammen med en Skolekammerat ned langs Slesvigs øst-kyst; den gik over Tørning Mølle til Aaben­raa og Sønderborg; efter en Rundtur paa Als videre over Dybbøl og Graasten til Flensborg; derfra til Slesvig By og helt ned til Kiel. Ind i det glade Studentersind blandede sig stærke Indtryk fra de mange Steder, han paa Forhaand kendte, men her for første Gang saa. Han, som fra sin Barndom var indlevet i alt det, disse Steder betød, og som daglig havde haft for øje den Grænse, der skilte hans Moders Hjem fra hans eget, har haft særlige Betingelser for at faa et rigt Udbytte af en saadan Rejse. Den har vel givet sit Bidrag til, at han kom til at leve saa stærkt og virksomt i alt det, der med ét Ord hedder Sønderjylland.

Da Lindbæk sidst i August holdt sit Indtog i Hovedstaden, har han vist haft altfor travlt med at tage sit ny Rige i Besiddelse, til at han kunde tænke paa Fremtiden. Fik han lidt Tid dertil, tænkte han sig vel den sorgløse Nutid forlænget frem gennem de 5-6 Aar, man plejer at være Student, saa en flot Eksamen og i Baggrunden en vestjydsk Præstegaard. Men I hvert Fald har han levet i glad Ubekymrethed og ikke anet den Virkelighed, der skulde vise sig.

Han gik stærkt op i Forholdet til den snæv­rere Kreds af Venner, hvor især Otto Rosenstand fra Ribe (nu Præst i Lindbæks Fødesogn Vester Vedsted, Sdr. Kirkevej 20) og Karsten Hansen fra Ballum (nu Amtsforvalter i Aarhus) var dem, med hvem han delte i fuld Fortrolighed. ”Mine Venner og deres Kærlighed til mig”, siger Lindbæk senere, ”er maaske noget af det, jeg har følt mest Taknemlighed til Gud for. Samtalerne med dem var noget af det værdifuldeste for mig i disse Studenteraar. Vi besøgte hinanden eller gik lange Ture sammen i Københavns Omegn. Der ligger fra de Dages Stemning endnu en egen Glans for mig over Steder som Frederiks­berg Have, Søndermarken, Langelinje og Dyre­haven. De er befolkede af mine glade Ung­domsdrømme.”

Og Lindbæks Venner kan fortælle om, hvor meget han var for dem, hvor uundværlig han var dem. Hvor sjælden en Evne han havde til at forene, fordi han forstod de forskellig­artede og kunde finde det gode hos dem alle. Hvordan han ligesom meddelte Festglæde, hvor han kom. Der var et eget højtstemt Humør over ham, en ungdommelig Lykkefølelse, der gav hans Væsen et vist begejstret Sving. De beundrede hans lette Vers og hans Sang; ”ja blot det er for en Rigdom at regne” – siger en af dem – ”hvad han har spredt om sig af Glæde derigennem; lige fra han var Dreng, var Sangen en af Straalerne fra hans Hjerte, hans udødelige Sjæl.” Og han var ogsaa god at have til Ven under Vanskeligheder. De mødte hos ham bag alt det andet en dyb og oprigtig Fromhed. Han havde noget ved sig, der uvil­kaarlig gav Tillid og drog Fortroligheden frem. Der var vel nogen Glans ved ham af én, som bør vide alt, og som har Barmhjertighedens Kaabe at dække med.”

Lindbæks kønne lyse Sangstemme skaffede ham ind i Studentersangforeningen, skønt han ikke kendte videre til Noder, end mindre kunde synge fra Bladet. øvelserne her interesserede ham stærkt, og Sammenkomsterne var festlige, ikke mindst, naar gamle Hartmann var tilstede. I denne Tid tog Lindbæk paa Professor Mallings Opfordring Undervisning i Sang, ligesom han ogsaa lejede et Klaver, for dog i alt Fald at faa nærmere Kendskab til Noderne.

I den gamle ”Forening” hørte han ved Rusgildet Johs. Helms holde Festtalen og nød den morsomme Kantate; ved et Gilde for Løjtnant Hovgaard debuterede han selv med en Skaal. tale, der ved et Indfald gjorde Lykke, og gen­nem Vilh. Rode fik han ved en anden Lejlighed Indtryk af den gamle Studenterveltalenhed. løv. rigt blev han snart ked af Studenterforenings­soldene; Løftelsen var af dem, kun Drikkeriet og Vrøvlet tilbage. Og ”Samfundet” som i de Aar netop dannedes, kom Lindbæk ikke i noget nært eller varigt Forhold til. Her var mere af Aand og Intelligens; baade dette og meget i den oppositionelle Stræben kunde nok drage; men der var ogsaa adskilligt, netop af det som kom til at raade, der frastødte ham som frem­med eller fjendsk.

Det var en gærende Tid, og den unge Stu­dent blev naturligvis stillet overfor baade den Tids særlige Spørgsmaal og dem, der til enhver Tid er de samme. Tvivl eller Atheisme laa vist altid Lindbæks Natur fjernt. Men den kri­tisk. spekulative Evne hos ham, der i Aarenes Løb udvikler sig jævnsides med det saa udpræget lyriske, har tidlig ytret sig Meget af det, han mødte i de moderne Tanker, har nok kunnet forurolige ham; saa det ikke ogsaa ud, som det var alt dette fly, der havde Fremtiden for sig og samlede de dygtigste unge under sine Faner? Men ved Siden heraf har Lind­bæks Spekulationer allerede nu ligesom senere hen været behersket af det, som laa dybest i hans Natur: hans inderlige og oprigtige Fromhed og hans stærke Følelse af ikke at kunne undvære Gud. Deri kendte han bedst sig selv, og deri styrkedes han af Minderne fra sit Hjem og af sine gode Venner. Og tidlig følte han sig om Søndagen hjemme i Vartov. Særlig Sangen dér og selve Stedet med de store Minder drog ham og holdt ham fast.

Det var just ikke Studiet og Universitetet, der stærkest prægede disse Studenteraar. ”Der blev flere Huller end udfyldte Sider i Kollegiehæf­terne”. Den eneste af Professorerne, der vir­kelig optog ham, var gamle Rasmus Nielsen, som endnu paa den Tid holdt Forelæsninger over Filosofien. Dog beundrede han maaske mere hans Person og Veltalenhed, end han forstod eller kunde tilegne sig hans Tanker. ”Jeg har”, siger han, ”modtaget mange frugtbare Impulser fra ham, ikke mindst ved at læse hans folkelige Forelæsninger, men han var for spillende til at virke dybt overbevisende; naaede vi Knude­punkterne, saa kunde jeg aldrig rigtig faa fat paa hans Løsning. Dog har hans Grundtanker om Troens og Videns forskellige Sfærer været af Betydning for mig.”

Allerede i disse Aar optoges Lindbæk stærkt af Tanken om at blive Højskolelærer. Det er ikke mindst Christopher Bruuns ”Folkelige Grund­tanker”, der øver Indflydelse paa ham. Han skriver i Marts 1882 til en Ven: ”Højskoleger­ningen er i Sandhed en Virksomhed, der kan give ens Liv et mægtigt Indhold; jeg tror, den vil kunne tilfredsstille al min aandelige Trang og fremfor noget andet give mig Lejlighed til at udfolde alle de Evner, Gud maatte have skænket mig; jeg havde i længere Tid gaaet og været i Tvivl om, i hvad Ret­ning egentlig mine Anlæg laa; da kom denne Tanke, først som en Mulighed mellem mange andre, saa som en næsten afgjort Vished. Gid jeg maa faa Styrke til at arbejde flit­tigt og grundigt fremad med dette Maal for Øje.”

Gik det smaat med det egentlige Studium, ser vi, at han lever og vokser. Og med Iver og Lyst hengav han sig til spredt Læs­ning, væsentlig af æstetisk Art. Og saa af og til med en god Ven afsted til Nord. sjællands Skov og Sø, hvor de faar fat i en Baad og i den varme Sommerdag glider ud over Vandet:

Alt er stille, Varmen tynger,

Fuglen har søgt til den skyggende Lund,

alt er tavst, dog nej, vi synger,

hvem kan vel tie i saadan en Stund !

Mens vi vugger frem mod Skoven,

vil vi istemme en jublende Sang;

tys, det toner over Voven,

Ekko gensvarer med nynnende Klang.

(Af ”Paa Lyngby Sø” Sommer 1882.)

Trækfugleliv (1882-86).

I alt dette sker der nu stor Forandring. Sidst paa Sommeren 1882 dør den gamle Bedstemoder, og det Hjem, hun havde holdt sammen, er dermed opløst; Fædrenegaarden deles og gaar over paa fremmede Hænder. Omtrent samtidig bliver Lindbæk angreben af den Sygdom, der aldrig forlod ham.

Det var ikke første Gang, Lindbæk fik stærkt Indtryk af Livets Omskiftelighed. Paa ét Om­raade var han bleven belært derom, alt som han i Opvæksten var kommen til Forstaaelse af, hvad der var sket med Danmark, da han var et Par Aar gammel. Paa et andet, da han, endnu mens han var Barn, havde mistet begge sine Forældre. Tidlig havde Oplevelser og Be­givenheder taget ham under Behandling.

Da han blev klar over, at han var syg, har dette vistnok straks virket overvældende paa ham, og han tænkte sig det som det sandsynligste, at han snart skulde dø. Men hos Professor Reisz, som nu blev hans Læge – og derigennem til­lige hans trofaste Ven -, faar han at vide, at han ved et Ophold i Syden kan have Haab om at blive rask. Og da gør den lyse, haabefulde Natur, som han var udrustet med, og som han nu faar saa stærkt Brug for, sig stærkt gældende igen. Det ser vi af et Brev, han paa denne Tid fra Hospitalet i København skriver til sin Ven Rosenstand: ”Jeg har nu den For­nøjelse at kunne mærke, at jeg har Lunger baade forpaa og bagpaa, naar jeg trækker Vej­ret lidt dybt; ellers er jeg paa nogen Træthed og Stakaandethed nær aldeles rask, har god Appetit og som sædvanlig et godt Humør, som jeg selv forundret glæder mig over. Det er galt nok at skulle undvære Danmark en Vinter igennem, men det lyse er, at jeg bliver fuld­stændig rask, og at jeg i saa Fald kan faa min Rejselyst og min gamle romantiske Længsel efter det dejlige Syden tilfredsstillet”. Og da den danske Læge i Ajaccio nogen Tid senere forbereder ham paa, at han maaske bliver nødt til mere end ét Aar at bo i det fremmede, saa gennemstraales ogsaa denne Mulighed af Haa­bet om endelig Helbredelse, og han skriver hjem: ”Hellere det og saa vende tilbage til Hjemmet med Kraft til at virke dér som en Mand end at hensygne mine Ungdomsaar hjemme og saa gaa bort, daadløs, uden at have bidra­get en Smule til at fremme det, som fylder min Sjæl med Begejstring.”

Det var i Oktober, at Lindbæk tog Afsked med Danmark og rejste til Korsika. Dermed tiltraadte han den første af de fire Rejser til Syden, han i disse Aar hver Vinter skulde komme til at foretage, og hvor han maatte an­vende sin Arv for om muligt at vinde sit Helbred tilbage. Med et frisk og glad Sind aab­ner han sig for alle de ny Indtryk; godt Rejse-selskab havde han i to unge Danske, som af samme Grund skulde sammesteds hen, og med hvem han delte meget, ogsaa Julen dernede.

Men disse enkelte har for hans aandelige Tilværelse nærmest kun været som en Oase i ørken. Ikke sjælden ængstes han for, at det selskabelige Driverliv, han fører, skal blive ham til Skade. Og til Tider føler han, at han ikke har godt af i saa høj Grad at slaa Gækken løs og give den lystige Student som han tit fri­stes til at gøre det, naar han ikke vil ”se sig gal paa det hele”. Han savner den tilvante Omgang og Tankeudveksling med sine ligestil­lede og aandsbeslægtede Venner. Og tit maa han skrive et Brev til dem for at ”samtale med dem om alt muligt”.

Han taler i et af Brevene fra denne Tid om den Opmuntring, det har været ham, da han kom til at føre Ordet ved en Landsmands Be­gravelse dernede, fordi det lykkedes ham at faa givet Udtryk for det, som han følte. Æng­stelsen ved for første Gang og under saa usæd­vanlige Forhold at skulle holde en hel, udar­bejdet Tale, svandt, da han fik begyndt; han talte frit og utvungent og følte, at han var sig selv. Dette gav ham et Mod og en Tillid, som han glæder sig ved, naar han tænker paa sin Fremtid. For en Sikkerheds Skyld tilføjer han i Brevet derom, at de ikke derfor behøver at tro, det var noget glimrende, han ydede.

Naar hans Venner i deres Breve kommer med anerkendende Udtalelser om hans Digte og antyder, at han vist dér har en Fremtid, saa kan han ikke tilegne sig disse Forhaabninger. ”Jeg har ingen Tro paa min egen Begavelse i den Retning”, siger han, ”og alene det vil hæmme min Produktivitet.”

I Foraaret gik Rejsen hjemefter. Og havde Lindbæk i Vinterens Løb følt sig som den iso­lerede og udenforstaaende, saa føres han nu med et ind i Midtpunktet for en Kreds af aandelig optagne Mennesker. Et Sammentræf med Høj­skolelærer P. Thomsen fra Ryslinge bringer ham i Forbindelse med Vilhelm Birkedal, og i hans Hus faar Lindbæk sit Hjem for Sommeren. Gennem Birkedal og Karl Povlsen og den Kreds, der samlede sig om deres Forkyndelse, gjorde han Bekendtskab med den grundtvigske Bevæ­gelse paa denne Egn, og det at leve med her er for ham, der havde været sat paa aandelig Sultekur, som at komme til et dagligt Gilde. Gennem Alfred Povlsen og Ryslinge Højskole faar Lindbæk for første Gang paa nært Hold Indtryk af det Skolearbejde, som saa stærkt har optaget hans Tanker. Mellem de mange, han i denne Tid lærer at kende, er Birkedals Sviger­søn, Pastor C. N. Loreuzen og hans Familie. Han skriver til sine Venner begejstrede Breve om det altsammen og ønsker, at de vil komme og se, hvor dejligt han har det.

Denne hjemlige og festlige Sommer blev til­lige en Modningens og Klaringens Tid, og den fik paa flere Maader vidtrækkende Følger: i Ryslinge fik Lindbæk ogsaa de to følgende Somre sit gode Tilflugtssted, og om Opholdet her kan han senere sige: ”Det kom til at bestemme hele min Fremtid, idet Ryslinge førte til Vældegaard, Vældegaard til Birkerød, og Birkerød til Ubberup. Snorene faldt for mig paa de liflige Steder.

I September var Lindbæk med til Hundred­aarsfesten for Grundtvigs Fødsel, og saa gaar Rejsen igen til Syden. Men efter denne Som­mer med alle dens Oplevelser var det svært at sige Farvel, tilmed da han denne Gang rejste alene.

Han boede først en Tid i Nervi ved Genua mellem lutter Udlændinge, hvor han aldrig hører eller taler et Ord Dansk. Han maatte læse hø]t for sig selv for dog at høre sit Modersmaal; og saa er det ham ”en Trøst, at han kan tale Dansk med Vorherre”. Vi bar gennem hans Breve Indtryk af1 at Dødstanken her i Ensomheden tit trænger sig ind paa ham, og at han søger at gøre sig fortrolig med den, men ”det er saa uhyre svært”, skriver han. ”Jeg vilde saa gerne, at dette kun skulde være en forbi­gaaende Prøvelsestid og ikke Slutningen paa mit Liv; jeg synes, der er saa meget stort og dejligt derhjemme, som jeg gerne vilde leve i og virke for, saa godt jeg formaar, og jeg beder daglig til Gud, at han vil forunde mig at vende rask hjem.”

I Ensomheden lever han ogsaa meget med sine Minder. Til sin Morbroder i Lundsmark, Knudsen Midtgaard (nu i Vamdrup) skriver han: ”Det er mig en Glæde og en aandelig Hvile at sysle med mine Barndomsminder, og deriblandt ikke mindst da Mindet om min fromme, elskelige Moder, din Søster. Hvad du kan fortælle mig af Smaatræk om hende, vil jeg altid være glad ved. Jeg tror, at det at klare sig For­holdet til sin Barndom har stor Betydning. Jeg har i den senere Tid følt Trang til at leve meget mere sammen med de kære, jeg har mistet, end hidtil.”

Fra denne Tid i Nervi stammer Digtet ”I Exil”, der vist giver hans Grundstemning:

Nu sover min Længsel stille,

den har sig stormet saa træt, saa træt,

nu tie dens Klager vilde,

den sukker kun end i Drømme let.

Nu sover min Længsel stille –

men væk den ikke, du lille Fugl;

slaa ej saa hjemligt din Trille

ud fra Cypressernes dunkle Skjul.

Og I, Smaablomster vilde,

som rundt omkring mig i Græsset staar,

o, sænk eders øjne milde,

I minder mig kun om Danmarks Vaar.

(Jan. 1884.)

Inden Lindbæk vendte hjem1 var han endnu en Gang paa Korsika, hvor han tilbragte den sidste Del af Vinteren.

Den tredje Rejse gik til Algier. Han lagde Vejen over Paris, hvor han opholdt sig nogle Dage; fra Marseille havde han et frygteligt Vejr over Middelhavet, og saa naaede han da en helt ny Verdensdel, hvor han mødte en Natur saa rig og frodig, som han ingen Sinde før havde set den, og hvor det brogede Menneske­liv og alt det fremmedartede i Skikke og Drag­ter hensatte ham til Tusind og én Nats Even­tyr. Han boede lidt uden for Algier, paa et højt Sted med dejlig Udsigt over den blaa Bugt til frugtbare, grønne Høje og hvide Villaer paa den anden Side; bag det altsammen laa de fjerne blaanende Atlasbjerge med enkelte af de højeste Toppe dækkede af evig Sne. ”Dér kan”, skriver han hjem, ”blive noget at fortælle om, skulde man en Gang komme til at staa hjemme paa Kathedret i en Højskole. Gid det maatte ske, at jeg kunde blive rask nok dertil i Det var det bedste, om jeg kunde bosætte mig i Syden nogle Aar, men det ser jeg ingen Udvej til, og naar jeg nu ved min Hjemkomst ikke kan taale at arbejde som en rask, saa skulde jeg dog helst se at faa en Plads, hvor jeg lige kunde tjene mit Underhold; maaske var det ikke saa galt, om det kunde blive i Norge; men det ordner sig med Guds Hjælp nok; jeg gyser ikke saa meget for Fattigdommen, naar jeg blot nogenlunde kunde faa mit Helbred tilbage, men det vilde nok blive tungt, om man skulde leve af andres Naade uden at kunne gøre Gavn.”

Efter Sommeren i Ryslinge i 1885 forsøger Lindbæk sig som Lærer paa Vældegaard hos Rasmus Hansen, tidligere Forstander for Rys­linge Højskole. Det blev ikke nogen lang Tid, for det viste sig snart, at han ikke kunde taale det. Men under det korte Ophold her er det, han første Gang mødes med Johan Manizius, som han ikke længe efter skulde faa saa meget med at gøre. Endnu en Gang tager han til Syden, denne Gang til Pegli ved Genua, hvorfra han midt i Maj vender tilbage.

Et ejendommeligt Afsnit af Lindbæks Ung­domsliv er hermed afsluttet. Nogen Fremgang er der egentlig ikke sket med hans Helbred, men for hans personlige Udvikling har det været en betydningsfuld Tid, ligesom han jo paa mere end én Maade har udvidet sine Kundskaber. Hvad han har naaet, er vel imidlertid allervæ­sentligst dette, at han har lært at se med Fri­modighed og Glæde paa Fremtiden, ihvad der end vil komme. ”Leve kort Tid eller længe — blot Gud lyser op i Taagen, som jeg har ændret Hostrups Ord for mit eget Brug”, skriver han; ”selv at grønnes, og ikke hvad vi udrette, er Livets højeste Maal; det er en Trøst for den, der tidlig skal dø.”

Og han synger om den Visdom, han gennem disse Aar har vundet:

Vov kun fri og glad at lægge

dig helt ind i Herrens Arme,

da skal ingen Sø dig række,

ihvor højt dens Bølger larme.

Da for vist du og erfarer

rigt og stærkt et Aandslivs Fylde,

som, hvor kort end Farten varer,

ingen Dødssø kan bortskylle.

(Ved Nytaar 1885.)

Birkerødtiden (1886-91)

Straks efter Hjemkomsten fra Syden rejste Lindbæk sammen med sin Søster til Norge. Han boede det meste af Tiden i Seljord hos Pastor Vilh. Poulsens, kom daglig paa Ullmanns Skole og fik her meget at gøre baade med ham og med Axel Plenge (nu Præst i Uldum), som paa denne Tid opholdt sig deroppe. Lindbæk tænkte paa at bosætte sig i Norge for den følgende Vinter, men det blev paa Professor Reisz’ Raad opgivet. Netop under denne Tids Vanskeligheder med at finde, hvor han skulde slaa sig ned, var det, at Skolebestyrer Johan Mantzius i Birkerød aabnede sit Hus for ham, og det blev Indledning til et femaarigt Ophold paa dette Sted.

Hvad Lindbæk og det Hjem, han her fandt, gensidig fik at betyde for hinanden, derom har én, der selv hørte til dette Hjem, Aage Mantzius, som nu leder den af hans Fader grundlagte Skole, meddelt følgende.

”De to, som her mødtes, var i mange Maader dybt forskellige; men i to Ting lignede de hinanden: begge var de fra deres tidlige Ungdom ramt af en dødelig Sygdom, og begge var de udrustede med et ukueligt Livsmod, hvor­med de tog Kampen op mod deres fælles Fjende. Det moderne Hærdningsprincip, som nu anven­des mod Tuberkulosen, var dengang noget ukendt, men Mantzius oplærte nu Lindbæk i den ”Kunst”, som for ham havde været Midlet i Kampen mod Sygdommen – en overordentlig, med den yderste Resignation gennemført Forsigtighed. Og saa skete da det mærkelige: den Vending i Sygdommen, som hverken Korsikas milde Søklima eller Nordafrikas brændende Sol havde kunnet fremtvinge, den fuldbyrdedes nu i al Stilhed i de lune Vinterstuer i Birkerød Kræf­terne vender nu tilbage, Livsmodet stiger med dem, der lægges Planer for Fremtidens Arbejde, og her i Birkerød knytter Lindbæk hende til sig, der som hans trofaste Hustru skulde dele baade hans Planer og hans Fremtid med ham.

Men Mantzius blev andet og mere for Lind­bæk end den gode Raadgiver i Sygdommen. Naar de Aar her i Birkerød fik afgørende Be­tydning for Lindbæks aandelige Udvikling, da skyldes dette først og fremmest Samlivet med Johan Mantzius. At Lindbæk i dette Forhold væsentlig maatte blive den modtagende, siger sig selv. Mantzius var jo saa meget ældre og beherskede med sin overlegne Personlighed saa at sige ganske sine Omgivelser; uden Tvivl har han til Tider ved sit ildfulde Temperament og ved sit Væsens impulsive Kraft virket noget overvældende paa den saa langt yngre Ven, men lige saa sikkert er det, at Lindbæk ved mangfoldige Lejligheder berigedes gennem hans dybe Menneskekundskab og overlegne Erfaring. Til Gengæld satte Mantzius stor Pris paa og respekterede den ligevægtige og – jeg havde nær sagt – nøgterne Forstandighed, som var ejendommelig for Lindbæk ved Siden af hans ellers overvejende lyriske Natur.

Imidlertid maa man ikke over Forholdet til Mantzius glemme, hvorledes Lindbæk overfor hans Hustru fik Lejlighed til at udfolde nogle af sit Væsens allerfineste Egenskaber; den ridderlige Opmærksomhed, parret med sønlig Ærbødighed, som han til alle Tider lagde for Dagen overfor ”Tante Lisbeth”, kunde enhver Moder have følt sig stolt og lykkelig over.

Saasnart Lindbæks Helbred tillod det, tog han fat paa at undervise i Skolen, men denne Lærervirksomhed kom ikke tit at sætte videre dybe Spor, ligesom den vist heller ikke interesserede eller tilfredsstillede ham sélv i særlig Grad; der var allerede den Gang saa meget af Højskole manden i ham, at den eksamensbestemte, skarpt afgrænsede Undervisning med en Klasse Latinskoleelever, som ingenlunde altid var lige opsatte paa at lære noget, i Længden ikke kunde holde ham fangen. Først gennem den fri Undervisning med voksne Elever, som kom af egen Vilje, og med Lyst til at lære, fik han Lejlighed til at udfolde de udmærkede Lærergaver, som han ubestrideligt sad inde med.

Var saaledes Lindbæks Betydning her paa Skolen ikke særlig vidtrækkende, saa var den Indflydelse, han fik som Ven og Husfælle, saa meget desto større. Han kom saa vist ikke som fattig Per Eriksen, der bare kunde modtage og intet havde at give til Gengæld. Han var en Lysbringer iblandt os: som hans Ydre var lyst, og som hans Stemme var det, saaledes ogsaa hans Sind og hele Væsen. Han fyldte vore Stuer med Sang, og ved mangen festlig Lej­lighed gav han den muntre Stemning Udtryk gennem fornøjelige, skæmtefulde Viser, ligesom han har sat sig et varigt Minde som ”Drama­tiker” ved en udødelig Bearbejdelse af H. C. Andersens ”Svinedrengen”. Men ogsaa mere alvorlige Toner anslog han; den Evne for det patetisk-lyriske, som fik et saa smukt og til Tider storslaaet Udtryk i Kantaten ved Indviel­sen af ”Grundtvigs Hus”, lagde sig allerede for Dagen i en overmaade stemningsfuld Kantate, som han skrev ved vor Skoles 25 Aars Jubilæum.

Og ligesom vi i hans Digtning hørte baade muntre og alvorligere Toner, saaledes lærte vi snart, at om nogen forstod at slaa ”Alvor paa Gammen”, saa var det ham. I en sjælden Grad forbandt han i sit Væsen Ynglingens Gharine med den modne Mands Karakterfasthed; han stod for os, som kendte ham nærmere, som et lysende Eksempel paa mandig Viljestyrke og ubestikkeligt Retsind, parret med dyb Fromhed, og vi havde den Lykke i ham at finde en elske­lig Ven med et kærligt Sind og et trofast Hjerte.”

Det er jo noget af det ejendommelige ved Lindbæks Livsbane, at han, der tidlig mistede sit eget Barndomshjem, til forskellige Tider knyttedes stærkt til andre Hjem. Saaledes i Rys­linge og senere paa Vældegaard. Allermest blev det dog hos Mantzius og Tante Lisbeth, hans Plejeforældre i Birkerød, at han kom til at føle sig i Besiddelse af et Hjem igen. Han har selv tit talt om den store Betydning det havde for ham at leve i denne fint dannede Kreds, blandt Mennesker med megen aandelig, litterær og for manges Vedkommende stor kunstnerisk Interesse og Sans, alt under Følelsen af at være Søn i Huset. Og om den Hengivenhed, Lindbæk følte for Manizius, taler tydeligt nok Linjer som disse:

Til Johan Mantzius. (Med et Rosentræ.)

For hver en Knop, der brister, en Glæde til min Ven,

for hvert et Blad, du fælder, en Angest vejret hen !

(1890.)

Saa drage vi ud paa Erobringstog

at gæste det gamle Norge,

aldrig gladere Hjerter slog

hos Vikingefiok, hvem fra Hjemmet jog

Ungdom og Mod

ud at vinde sig Guld og Borge.

(Juli 1891.)

Vældegaard (1891-99).

Efter Norgesrejsen rejste Lindbæk det følgende Efteraar til Vældegaard for at blive Lærer ved Kvindeskolen dér. Han var ikke fly paa Stedet. Baade havde han jo tidligere opholdt sig her hos Forstanderen Rasmus Hansen og hans Hustru Juliane Blichér Hansen for at prøve sine Kræfter i Lærergerningen, dengang det saa viste sig, at han var for svag dertil. Og i den Tid han boede i Birkerød, havde han jævnlig besøgt Vældegaard, hvor han foruden Forstanderens kunde træffe gode Venner fra Ryslinge. Vilh. Birkedal havde nemlig her faaet sit Alderdoms Hjem, fra 1885, da han med sin Familie flyttede fra Fyn, til sin Død 1892. I disse Aar arbejdede han med Nedskrivningen af sine ”Personlige Oplevelser”, og Lindbæk var fra Birkerød nede for at hjælpe ham med Udgivelsen under et Op­hold paa et Par Maaneder.

Lindbæk havde – naar vi ikke netop tænker paa Ensomheden i Udlandet – haft den Lykke at blive hurtigt hjemme, hvor han kom hen. Her paa Vældegaard var han det i Forvejen; og denne Gang var Kræfterne bedre. Arbejdet med de voksne kvindelige Elever laa afgjort for Lind­bæks Evner, og her var tillige Lejlighed for ham til at indvinde øvelse for den senere selvstændige Højskolegerning. Her paa Vældegaard er det han stifter Bekendtskab med Frk. Julie Meyn, der senere flyttede med til Ubberup og blev Lind­bæks og Skolens trofaste Medhjælper og Ven, og som nu under Navnet Tante Meyn er kendt af mange i Landet.

Lindbæks Kræfter var nu saa vidt, at han alle­rede det følgende Foraar besluttede at genop­tage sit Studium, og han arbejdede nu uden videre Afbrydelse i et Par Aar, dels med Timer paa Skolen, dels med sin Teologi. Han er det udviklede, i mange Maader kundskabsrige Men­neske, hvis Undervisning har Vægt, og han er den glade Student, der ved lystige Indfald og ved sin Sang opliver sine Omgivelser. Baade det ene og det andet træffer vi i den rige Sam­ling af poetiske Frembringelser, der findes ogsaa fra disse Aar.

Nogle Prøver fra Tiden paa Vældegaard kan tjene til Illustration af de forskellige Egenska­ber, der saa smukt var stemt sammen i hans Væsen.

Lidt Løwvisdom.

Den Ti’, der er gaann mæ’ de’ goi,

den kommer e’t uen ijen;

den Rigdom, di Hjart ha’ samlet,

den svinder ingensind’ hen;

den Mand, som dæ’ bedst ka’ hold’ wagen,

ham ska’ do wæl dæ’ te Ven,

(1892.)

En forsinket Bryllupshilsen til Peter G. og Hustru.

(Kun det sidste Stykke anføres; i det foregaaende har Forfatteren forklaret sine gode Forsætter om at skrive, men at han glemte det paa den afgørende Dag.)

Jeg vilde ha’ rimet paa Peter

og ønsket jer dygtig Moneter,

og da I jo ej er Asketer,

lidt Sul til de jydske Poteter;

endvidere: Børn som Atleter,

Humør under Kalamiteter;

sig, var det ej ganske net?

Dog – sent er ikke forsilde,

I holder jo daglig Gilde,

og derfor gerne jeg vilde

ej ganske mit Krudt forspilde;

gid Dagen, jeg glemte saa ilde,

maa blive en Glædens Kilde

for Per og Elisabeth !

(1893.)

Tak

(for en anonym Pengegave)

Fra skjulte Kilder mig imøde vælder

en Strøm af Kærlighed foruden Navn;

hvad Under, at jeg Glædestaarer fælder,

der randt jo Sommer af min Vinters Savn.

”I Nøden skal man kende sine Venner”,

men mine gemmer sig bag Gavmildhed;

derfor jeg nu paa maa og faa jer sender

mit Hjertes Tak for eders Kærlighed.

(1895.)

Min Kontrast.

De er fyldig, jeg er mager,

De er kraftig, jeg er tynd;

spagt, men sejgt jeg alting tager,

De er lutter Fut og Fynd.

De kan drilles, jeg kan drille,

De er varm, mens jeg er kold;

var jeg Jeppe, blev De Nille,

dog en ret elskværdig Trold.

Fælles er Humøret bare,

gid vi maatte det bevare I

(1895.)

Til Gertrud.

Kærnesund og rund,

brav i Bund og Grund

taler ved sit Væsen hun,

men tier med sin Mund.

(1899.)

Den første Syrèn.

Min Yndlingsblomst, velkommen vær,

dit lilla Skær

mig Budskab bær’,

at nu er Somren inde.

Din Klase, fyldig, tung og varm

har vugget sig paa Grenens Arm

i Sol og lune Vinde.

Fra hundred Blomsterøjne smaa

ser Blink jeg gaa,

som bar Du paa

en sød, men lønlig Lykke.

Dog, hvad det er, fuldt vel jeg véd:

en Drøm om Somrens Salighed

sig gemmer i din Skygge.

Jeg aander ind din Vellugtsstrøm:

en gammel Drøm

da og min Sjæl bevæger;

det er, som om jeg Syner fik,

som Barnelykkens Trylledrik

mig raktes i dit Bæger.

(1895)

Omtrent ved Midten af Vældegaardstiden saa det imidlertid ud, som det hele skulde være forbi.

I Sommeren 1894 havde Lindbæk for tredje Gang været i Norge, da han trængte til Fjæld­luften efter en Forkølelse. Foraaret derefter kom der et stærkt Tilbagefald i Sygdommen, eller rettere: en ny Sygdom slog sig nu sammen med den hidtidige; Nyrerne er angrebne, og Lindbæk opgives afgjort af Lægerne. Han bliver dog stadig boende paa Vældegaard og plejes med stor Kærlighed af Familien dér. I denne Sygdomstid er følgende Sang skrevet:

Jeg laa i den lange Vinter

og længtes, længtes mod Vaar,

jeg tænkte, saa kommer den varme Tid,

igen min Helse jeg faar.

Og Vaaren den kom med Varmen,

og alle Skove sprang ud,

men Livets lægende Magter

til mig de havde ej Bud.

Dog klager jeg ikke derover;

vandt end min Helse jeg ej,

saa har jeg dog Sundhed i mit Sind,

til mit Hjerte fandt Vaaren Vej.

(Maj 1895.)

Men foruden at Lindbæk overraskede Lægerne ved at leve Sommeren over, skulde den følgende Tid vise, at de havde taget helt fejl i deres Dom. Ved Efteraarstid indtræder der stor Bed­ring med Nyresygdommen, Lindbæk begynder igen at læse og tager den følgende Sommer sin Embedseksamen med fem Lauder. Aaret efter holder han Bryllup og overtager Vældegaard.

Lindbæks Forstandertid her fra 1897-99 blev dog snarere en Afslutning end en ny Begyndelse. Han overtog Ledelsen af et Arbejde, der var begyndt af andre, og der skete ikke større For­andringer end der altid vil ske, naar en ny Mand faar Styret, og tilmed var den ny Mand jo i dette Tilfælde gammel paa Pladsen og ind­levet i Traditionerne. At der her paa Vælde. gaard vanskelig lod sig iværksætte et Højskole­arbejde af den mere folkelige Art, Lindbæk følte sig draget imod, og at der paa særlig Maade kom Bud efter bam, bevirkede, at hans egentlige Manddomsgerning fik sin Plads et andet Sted.

Ubberup Højskole (1899-1909).

Ubberup Højskoles hjemmeside: www.ubberup.dk

At dette Sted blev ude paa Kalundborgegnen, skyldes først og fremmest Carl Koch. Omtrent samtidig med, at Lindbæk fik sit Hjem i Birke­rød, var Koch kommen dertil som Lærer ved Mantzius’ Skole. Et Par Aar efter var han bleven Medhjælper hos V. I. Hoff i Ubberup, og i 1894, da Hoff flyttede til Vartov, dennes Efterfølger som Valgmenighedens Præst. Koch og Lindbæk, der omtrent samtidig var bleven Studenter, kendte hinanden forud, men Aarene i Birkerød havde ført dem nærmere sammen, og de tabte ikke hinanden af Syne, fordi Koch rejste. Hvor stærke Baandene var, viste sig allerbedst, da der mere og mere blev Tale om at faa begyndt en Højskole i Ubberup. De havde mere end én Gang i den mellemliggende Tid drøftet den Tanke med hinanden, og da saa den afgørende Opfordring kom, mødte den hos Lindbæk et tilsvarende ønske. Baade følte han sig paa Forhaand draget mod Ubberup, hvis Egn og Befolkning han gennem Besøg havde Indtryk af, og da der nu blev Mulighed for en mere egentlig Højskolegerning herude med Carl Koch og hans Hustru som Naboer, og til­lige med Koch som Medhjælper i Arbejdet, satte han alle Betænkeligheder til Side. I Efteraaret 1899 brød Lindbæks op fra Vældegaard og rejste herud.

Da Skolen i Oktober indviedes med et stort Møde, hvor blandt andre Kredsens gamle Præst, Hoff, førte Ordet og udtalte gode ønsker for det, som her skulde begyndes, hilste Lindbæk det ny Sted og den ny Virksomhed med en haabefuld Sang, hvori det hed:

Elevbillede fra Ubberup Højskole.

Hvis vi tager den række som “Sofie” sidder på (se nedenfor), så er nr. 5 fra højre pastor Carl Koch, Ubberup Valgmenighedskirke, nr. 6 er Jannik Lindbæk, Ubberup Højskoles første ejer og forstander. Nr. 7 er fru Lindbæk, nr. 8 er Harald Balslev, forstander efter Lindbæk, nr. 9 er muligvis Johanne Hjortdal, ikke sikker, nr. 10 er fru Koch. Da Jannik Lindbæk døde i 1909 må billedet altså være fra tidligere. Ubberup Højskole var en årrække sygeplejeskole og på nuværende tidspunkt, er det overvægtige mennesker, som nyder godt af et ophold der. Der har været en række udsendelser i TV fra Højskolen, “Livet er fedt” hed udsendelserne, så måske har man set skolen der.

Vor Skole, i Skjul bag Aasens Rand,

ret ligger paa det jævne;

men lyster os Langsyn ud over Land,

til Bøgebjergs Kolle vi stævne:

dér blaaner Kattegats Strand mod Nord,

dér hilser os Bølgen fra Bælt og fra Fjord

bag Esberns knejsende Taarne.

Ved Bøgebjergs Fod, bag Løvets Hang

sin Nabohilsen os sender

den Kirke, hvis signende Klokkeklang

vort Dagværk mildt omspænder;

dér videre Udsyn vort Hjerte faar:

dér Bølgeblink vort øje naar

fra Evighedsoceanet. – –

Her kom Jannik Lindbæk da til at virke sine sidste ti Aar, fra 37 til 47 Aars Alderen, og i Eftermælet vil hans Navn være knyttet til Ub­berup Højskole som hans Manddoms Værk. Og det Arbejde, han naaede, maa vi saa meget mere undre os over, som det blev naaet under Vanskeligheder, der for de allerfleste vilde have taget baade Modet og Arbejdsevnen.

Godt var det for Lindbæk, at hans Helbred de første Aar herude som Regel gav ham ret vidt Spillerum, ja til Tider næsten lod én glemme, at han var en syg Mand, Men Sygdommen havde sit faste Tag i ham, og det, han i disse forholdsvis raske Aar bød sig selv, særlig af Foredragsrejser om Efteraaret, havde vel sin Skyld i, at han i Sommeren 1905 blev saa syg, at det syntes, som han skulde bukke under. Det saa ud omtrent som ti Aar tidligere, midt under Vældegaardtiden, men ligesom den­gang rejste Lindbæk sig til alles Overraskelse igen. Og særlig iøjnefaldende bliver da den Styrke, hvormed han i den følgende Række af Aar, under den nu næsten uafbrudte Kamp med Syg­dommen, fører det Arbejde videre, der var be­gyndt. Mod de voksende Vanskeligheder satte Lindbæk sin stærke Lyst og Vilje til Liv og Arbejde, og den Forsigtighed, han viste, ytrede sig ikke i, at han gik og plagede sig selv eller andre med Ængstelse for sin Tilstand, men i, at ban rolig og gennemført i hele sin Leve­maade rettede sig efter, hvad han selv eller hans Læge indsaa, tjente ham bedst; og saa for­øvrigt talte mærkværdig lidt om, hvad han led.

Men baade i den første og sidste Del af Ub­beruptiden støttedes hans gode Mod og Livslyst af al den Glæde, han i disse Aar oplevede. Under den lykkelige Følelse af, at der var Brug for, hvad han havde at give, udfoldede hans Evner sig og voksede hans Personlighed.

Samtidig med, at han saa den store nyanlagte Have med de tykke Læbælter og mange Frugt­træer vokse op omkring et lykkeligt Hjem, saa han Eleverne i voksende Tal slutte sig om hans Arbejde. Henimod 800 unge Piger fra Landets forskellige Egne og fra Sønderjylland, ogsaa enkelte fra fjernere Steder som Norge, Island, Nordamerika, Tandil, naaede at blive hans Lær­linge.

Og foruden dem lærte mange andre ham at kende. Gennem de mange Foredrag, som hans Helbred i de første Aar tillod ham at rejse ud og holde, og ikke mindre ved alt det, han lige til det sidste ved sin Pen sendte ud, blev han i Løbet af disse ti Aar en kendt og anset Mand og fik sin særegne Plads blandt Landets Højskolelærere som en ejendommelig og værdifuld Kraft i Behandlingen af Tidens aandelige Spørgsmaal.

Naar hans Venner ude i Landet ængstelig kunde spørge, hvordan det mon gik med Lind­bæks Helbred, saa fik de den ene Gang efter den anden Svaret ved, at der gennem ”Højskole­bladet” eller ”Dansk Kirketidende” kom en Hil­sen ind ad Døren til dem og fortalte dem, at han baade levede og var i fuld Virksomhed, De fik Indtryk af en Friskhed, der maatte undre, naar de tænkte paa, det var en syg Mand, der skrev. Snart var det en ny Bog af Jakob Knudsen, han anmeldte, eller Ludvig Feilbergs Tan­ker, han arbejdede med; snart var det den ”ny Theologi”, han behandlede; det kunde være en fredelig Afhandling om et Skolespørgsmaal; til andre Tider en lille Fægtning med Morten Pontoppidan eller V. Brücker; i den sidste Vinter, han levede, deltog han med stor Iver i Drøf­telsen af Forsvarssagen. Man mærkede i alt dette forskellige en ungdommelig og spænstig Lyst til at give sig i Kast med Opgaver og tumle med Problemer; og ofte viste han sig som den kamplystne Polemiker med den hvasse Pen og det undertiden lidt drilske Lune. Men saavel den, der var med som imod, saa’ vist uden Vanskelighed mellem Linjerne det sympatiske Menneske, der mente Sag og ej Per­son; og ligesom Lindbæk havde svært ved at tænke fjendtligt paa et Medmenneske, saa gad jeg vidst, om han havde nogen Modstander, der ikke gerne vilde trykke hans Haand, naar Slaget var forbi.

Til andre Tider fik man hans Hilsen gennem et lille Digt. Skønt han manglede Tro paa egentligt Digterkald, brugte han ogsaa her sit Pund. Og denne hans Evne kom til at glæde mange Mennesker; ikke alene dem, der stod ham nærmest, og for hvem hans Digtning slyn­ger sig gennem alle hans Oplevelser som hans Livs poetiske Dagbog, der fortæller om hans Glæde og Sorg; men ogsaa dem, der kun fik den mindste Del at se af, hvad han har skre­vet. Mest kendt er vel hans lille Sang ”Ung­dom” fra 1894 (”I Strømlejet bruser den stærke Flod”), som med hans egen Melodi er optaget i Højskolesangbogen. Ogsaa hans Digt ”Foran Døden” fra Sygdomstiden i 1905 er vist naaet vidt omkring.

Jeg vilde gerne være glad, naar jeg skal dø,

og ej forknyt og mat.

Bryd frem, min Sol, af Taarers tunge Sø,

min Jesus, Livsens Skat.

Lær mig den svære Kunst at glemme mig og mit

i Længslen efter dig,

da først kan Hjertet banke kækt og frit

paa Dødens trange Vej.

Forvis du mig i Nøden om Guds Kærlighed

og om et evigt Liv,

sluk al min Vaande med din dybe Fred,

i Døden hos mig bliv.

Da ser jeg Evighedens Morgen lysne frem

bag Tidens mørke Strand,

da hilser ved din Haand jeg glad dit Hjem,

mit rette Fædreland.

Noget af det sidste, han skrev, var Kantaten til Indvielsen at Grundtvigs Hus, som Chr. Bar­nekow satte Musik til, og som han selv havde den Glæde at komme ind og høre.

Men det, Lindbæks Evner og Arbejdskraft sam­lede sig om forud for noget andet, var dog Skolen. Fra Eleverne kom, til de rejste, var de for ham det betroede Gods, som det gjaldt at forvalte med Omhu i den kostbare Tid. Det mærkede de saavel i hans Undervisning som i hans hele daglige Færd, Foruden i Timerne var han som Regel sammen med dem hver Dag baade ved Middagsbordet og en Tid om Aftenen, hvor han kom ind i deres Dagligstue og talte med de enkelte om deres Arbejde og Forhold for at lære dem at kende, eller sang for dem ved Klaveret. Ogsaa her viste sig den Evne hos ham, Ungdomsvennerne taler om, Ev­nen til at frigøre og forene, til at forstaa de forskelligartede og vække en Tillid, der ikke blev til Skamme. Det er værdifulde Egenska­ber for den, der hvert Halvaar skal modtage en ny Flok af Husfæller, der aldrig før har set hinanden eller det Sted, der for en Tid skal være deres Hjem. Men det er ogsaa vigtige Egenskaber for den, der i den forholdsvis korte Tid skal faa samlet de mange forskellige In­dividualiteter og Standpunkter til et fornøjeligt og frugtbringende Skolearbejde.

Lindbæk var fra Vældegaard saa vant til at have sit Arbejde mellem kvindelige Elever, at den Skole, han her grundede, naturligt maatte blive en Kvindeskole, men iøvrigt fik den nu baade Vinter og Sommer Folkehøjskolens Præg, med Foredraget som den væsentlige Undervis ningsform. Og Lindbæk følte sig sikkert mere og mere hjemme i det helt fri Skolearbejde, hvor ethvert Eksamenshensyn var ude af Betragtning. Dette var ikke i Strid med, at han stadig tillige som den kundskabsrige Faglærer, han var, med Iver og Samvittighedsfuldhed arbejdede paa at bibringe sine Elever be­stemte Kundskaber; paa Vinterskolen, hvor Tiden var rigeligere1 søgte han saaledes baade i Hi­storie og Geografi at føre dem noget ind paa Selvstudium, for saa gennem Samtaler at klare det læste for dem og øve dem i at fremstille det. Allermest gav Danskundervisningen ham Lejlighed hertil. Han arbejdede omhyggeligt med Sproglæren for at give dem Sikkerhed i det elementære, men tillige gav han dem ved sin indgaaende Bedømmelse af de ugentlige Stile saavelsom ved Oplæsnings- og Fortælleøvelser en stor Hjælp i at bruge deres Modersmaal baade i Tilegnelse og Fremstilling, ligesom hans litteraturhistoriske Foredrag i Forbindelse med Oplæsning af Digterværker har givet mange af dem Tilskyndelse til senere paa egen Haand at lære dansk Digtning nøjere at kende. Det var ikke tilfældigt, at det blev Lindbæk, der gav Højskolen en dansk Læsebog.

Lindbæks Samvittighedsfuldhed viste sig ogsaa i Arbejdet med hans Foredrag. Han var altid omhyggelig forberedt. Han satte en Ære i at give noget gennemtænkt og sammentrængt. Han var et Ordensmenneske, ogsaa med sine Tan­ker, og det hvad enten han skulde fremsætte dem skriftligt eller mundtligt. Hans Sans for det systematisk-ordnede kunde til Tider give hans Fremstilling et noget teoretisk-akademisk Præg. Og der var vel altid over hans Tale form som over hans Talerskikkelse noget roligt tilbageholdende. Men overfor den hjemlige Til­hørerkreds gav den personlige Farve at hans Oplevelser og hans aandelige Stemningsliv Fo­redraget Varme; og naar denne Grænsebo, som han i mere end én Forstand var, talte om vort Folkeliva eller det enkelte Menneskeliva Grænse. egne, som han var saa fortrolig med, da havde hans Ord megen Vægt og kunde i al deres Stil-færdighed virke betagende. Ogsaa i større og forholdsvis fremmede Kredse kunde hans Tale være at en særegen Virkning, naar det, han skulde føre frem, var i stærk Berøring med det, han levede i, og naar han følte, han havde øren at tale til. De, der var med ved det store Møde i Kalundborg, der i Sommeren 1906 blev holdt i Anledning at Sønderjydernes Besøg, vil ikke glemme det lndtryk, Lindbæks Tale gjorde. Da han, efter at hans smukke Sang var sunget, stod frem for at tale, følte han sig stolt og glad, og det, han fik sagt, blev ogsaa Dagens Stemning. Blandt de Klange, man hørte fra Lindbæks Sjæl, var den om Danmarks Lykke og Sorg en af de allermest fuldttonende. Og den, der lærte ham at kende, forstod, at han havde Betingelser for at lære sine Elever Dansk i dybere Betydning. Det var derfor ikke at undre sig over, naar der hvert Aar var for. holdsvis mange Sønderjyder paa hans Skole.

Men ved Siden at alt det, Lindbæk ved sin Undervisning og sine Foredrag gav dem, der blev hans Elever, saa var sikkert den Person­lighed, de lærte at kende, det der blev af størst Betydning for dem. Det Vidnesbyrd, han daglig i hele sin Færd aflagde om, at der under Kampens Kaar kan leves med Friskhed, Glæde og Haab, blev dem i Sandhed til Belæring og Opbyggelse. Og i deres Erindring vil han staa som den, der fra han bød dem Velkommen, til han holdt sin Afskedstale, levede i sit Arbejde med dem.

Endnu maa – sidst men ikke mindst – blandt det meget lyse, der støttede Lindbæks naturlige Livsmod under Vanskelighederne, hans Hjemliv omtales. Hans Hustru var med ham i hans Kampe og i hans Sejre. Hun delte hans Byr­der og arbejdede med trofast Udholdenhed sammen med hans egen Vilje paa at holde de svage Kræfter oppe; hun delte ogsaa hans Arbejds Glæde. Den største Rigdom, de i deres Hjemliv fik at dele med hinanden, blev givet dem i deres Søn. Han blev født i Foraaret 1901 og fik Navnet Esbern Borrig Ingerslev Lindbæk. Han kunde en Gang spørge: ”Hvorfor er Du ogsaa altid syg, Fa’er?” Men skønt han jævn­lig fik at vide, at Fa’er skulde have Ro, saa er der vist ikke ret mange, der i deres Livs første 8 Aar har faaet saa meget af deres Fader, som Esbern at sin. Hver Dag fortalte eller læste Lindbæk for sin Dreng, og den Glæde, denne Elev blev for sin Lærer, har været med mellem det, der allermest gav Styrke og Frisk­hed i Arbejdet med alle de andre.

Til Lindbæks Hjemliv hørte ogsaa hans Ven­ner i Nabolaget. Blandt de mange, der ved Siden af Carl Koch og hans Hustru stod Lind­bæks og Skolen nær, er Villiam Holm paa Ub­berupgaarden, der tit har glædet Lindbæk med at komme ned til Skolen med en Tale eller en af sine lige saa ejendommelige Sange; og Thom­sens i Ubberup Friskole, hvis Søn Ejnar (nu Præst i Brande, hjalp Lindbæk med at faa be­gyndt og var Lærer hos ham i Skolens første halvandet Aar. I Ubberup Valgmenighedskirke fik Lindbæk det bedste Naboskab, han i den Henseende kunde ønske sig. Dér kendtes hans lyse festlige Stemme og savnes nu.

Men for ny Venner og Forhold glemte Lindbæk ikke de gamle. Hans Ungdomsven Otto Rosenstand sagde i sin Tale ved Lindbæks Be­gravelse: ”Trofast, det Ord trænger sig snart frem i ens Sjæl, naar man vil samle sit Indtryk af Lindbæks Personlighed. Saa mange Venner han vandt, saa slap han aldrig nogen af dem, han først havde faaet kær. Han voksede ikke fra os, blev ikke færdig med os, selv om vi paa et eller andet Punkt blev uenige med ham. Det var ham en Lidelse, naar Brevveks­lingen til Tider blev mindre livlig – og Skyl­den var aldrig hans. Derfor har vi, der har kendt ham længst, maaske faaet mere af ham end de, der senere kom til. Hans Hjemstavn, hvor hans Barndom faldt, stod ham vist nær­mere end nogen anden Egn i Landet. Mellem ham og hans første Venner derovre gik der stadig kærlig Hilsen, og i disse Dage er der sendt mange taknemlige Tanker herover fra hans Fødesogn, Vester Vedsted, hvis bedste Søn han var.”

Og saa kom da den sidste Dag; det var Mandagen den 17. Maj. Søndag Eftermiddag forud havde Lindbæk været henne hos nogle af sine Naboer; det var en af de smaa Spadsereture, han ofte foretog, og som blev lidt længere, naar Sommeren nærmede sig. Han gik vel endnu langsommere end ellers, men var munter og glad. Han kom med den Oplysning, at han havde taget ti Pund paa for hver Sygdom, han havde faaet. Da han kom hjem og havde spist ti] Aften, følte han sig saa træt, at han til sin Hus­tru endogsaa ytrede, at han vist nu ikke havde lang Tid tilbage. Men saa lidt efter rejste han sig, gik ind til Eleverne og sang for dem af Heises Sange. Der er noget saare betegnende ved dette Træk fra hans sidste Aften: saadan gik han i Grunden de mange Aar og især de sidste efter Sygdomstiden i 1905, under Dødens Skygge, men derfor faldt han ikke sammen; han gik trøstig til sit Arbejde med en Sang. Han, der kunde sige: jeg regner kun med Dage, kunde lige til det sidste arbejde som den, der skulde leve. Han havde i April udarbejdet, hvad han vilde sige paa Liselundmødet i August og havde lige faaet tilrettelagt Udgivelsen af den danske Læsebog; han var midt i Arbejdet med Anmel­delse af en ny Bog, og han glædede sig til i Sommerens Løb at skulle fortælle om ”Grundt­vigs Aarhundrede” for de Elever, som blev hans sidste.

Da han havde sunget Aftensang med Eleverne, saa de ham ikke mere. Mandag Morgen kom et Hjerteslag, og op paa Formiddagen døde han efter en kort, lidelsesfri Dødskamp.

Hans Død kom overraskende selv for dem, der adskillige Gange havde taget Afsked med ham i tidligere Aar, naar det syntes at være paa det sidste, og som Gang paa Gang var bleven overraskede ved, at han blev i Stand til at leve videre. Man havde nu næsten væn­net sig til at tro, at han under Sygdommens Kaar, som han havde indrettet sig efter, kunde arbejde og virke i adskillige Aar endnu.

Mange vil mindes Jannik Lindbæk i Taknem­melighed. Fra hans Barndomsegn, fra Ungdoms-venskabet, fra Ryslinge, Birkerød og Vældegaard, saavelsom de mange i Ubberup og alle hans Elever; og mon der ikke er dem i det fjerne, som fra hans Rejseaar vil mindes et Indtryk, de engang fik af noget forunderlig aabent og livstaknemmeligt.

Alle hans Venner vil glæde sig over, at han ikke alene naaede at grønnes selv, men ogsaa fik saa meget af det Arbejde virkeliggjort, han i sin Ungdom havde drømt om. Og de vil føle det som en Lykke for ham, at han skaanedes for, – hvad han undertiden med Ængstelse havde tænkt paa som en Mulighed – at skulle leve videre i Uvirksomhed, men faldt midt i sit Arbejde.

Jævnt blev Jannik Lindbæks Levnedsløb ikke; men det blev baade muntert og virksomt; og det, der mere end noget gav ham saavel Mun­terheden som Virkekraften, var dette, at Skyg­gerne ikke kom til at herske over ham, men kun tjente til at udvikle hans Kærlighed til Lyset. Under Sygdommen paa Vældegaard i 1895 skrev han et Digt ”Lys og Skygge”, som taler tydeligt herom:

Nu har vor Platan sine Knopskæl sprængt,

sit grønne Gardin for mit Vindue hængt:

den vil stænge mig Lyset ude.

Men Vinden løfter i Løvets Flig,

og Solstraaler fører med Skyggen Krig,

saa det flimrer af Lys paa min Rude.

Betagen ligger jeg her og ser til:

det samme legende, skiftende Spil

det drives nok og i mit Indre.

Hvor tæt sig end lejrer Skyggernes Hær,

et Tankekast blot, et Stemningsskær –

og straks ser jeg Lyset tindre.

Og gennem et Digt, Lindbæk i Julen 1906 skrev til sin Hustru, faar vi et stærkt og dybt Indtryk af, hvorledes den Livets Usikkerhed og Omskiftelighed, han saa rigelig prøvede, kun fører ham ind i et saa meget nærmere Forhold til det Liv, der varer:

Vi er som kuldskære, klippede Lam,

der gruer for Nat ved Grind;

vi er som det sene Løv paa Kvist,

der bæver i Høstens Vind;

som en spinkel, skælvende Lue

i Haand paa vandrende Mø;

vi er to elskende Menneskebørn,

der véd, at de skal dø.

Dog han, som mildner Luften

for stakkels klippede Lam,

han lunede og om os med sin Haand,

naar Lid vi satte til ham.

Og han, som fæsted det gulnende Blad

en livsfrisk Knop ved Fod,

en løfterig Vaar trods graasprængt Haar

han os fremspire lod.

Lad blafre vor Livsens Lue –

han holder den i sin Haand;

ej slukkes den rygende Tande,

som livnes af hans Aand.

Og skal vi end dø fra dem, vi bar kær,

og véd ej for Døden et Skjul:

vi tror paa en evig Frelse

og takker Gud Fader for Jul.