Høsten i gamle dage

Fru Kirstine Poulsen, Gl. Hviding,

fortæller om, hvorledes man i gamle dage bjærgede hø i marsken.

Vestkysten, den 13. august 1966.

Når man bor i en landsby, der ligger ud til marskengene, og man i en måneds tid har siddet og set på det daglige liv, som det har formet sig, så har der været travlhed med høhøsten, der i de sidste dage har været dominerende. Ikke marskhø som forhen, men kløverhø, og man har ofte tænkt på, hvilken forskel fra dengang vi var børn for op imod 70 år siden, og så nu. Og hvad ville vore forfædre sige, hvis de så, hvordan det går til i dag.

De unge af i dag vil vel næppe tro, at det den gang gik sådan til at få høet bjærget i lade. Men jeg vil prøve at fortælle lidt om forskellen fra dengang og nu.

Og så er det, man lader tankerne gå tilbage til ens barndom, og til minderne om høhøsten dengang, som den foregik i marskengene. En stor eng, der tilhørte præstegården i sognet, kunne lejes ud til mindre jordbrugere med en demat eller to til hver, der havde penge at leje for.

I dag, når græsset i enge og agre er slået med knive, der er påmonteret traktoren, varer det ikke mange dage derefter, førend den ene traktor efter den anden kommer farende hen ad vejen med en tingest med fire store gule hjul hæftet bagpå. Først vidste jeg ikke, hvad det var, men nu ved jeg, det var en høvender. Et par dage efter kommer de så igen. Denne gang er der spændt noget, der ligner stor rød kasse, bagefter. Det er en høpresser, der kan samle høet og presse det i baller. Nogle dage efter kommer traktorerne rullende med to gummivogne med tremmehæk på for at hente høet, der er presset i store firkantede baller. Ikke et eneste ordentligt gammeldags læs hø har jeg set blive kørt hjem i år. Nej, det er svært at følge med tiden for os ældre.

Billedet herover illustrerer en sommerdag i høhøstens tid, hvor de forskellige familier, der havde lejet eng, var samlet for at rive hø. Engen skulle være bjærget og høet hjemkørt til en bestem dato.

Bjærgningen begyndte med, at mændene en morgenstund kl. 3 stillede i engen med høleen, som var blevet haret (skærpet) dagen før. Græsset skulle slås mens duggen hang i det og inden solen brød frem og kom for højt på himlen. Thi var græsset først blevet tørt, kunne det ikke slås ordentligt. Et barn var med hver mand til at rive høet ud af skåret. Det kunne været lidt hårdt for et barn at komme ud så tidligt, men var man først i gang, var der noget festligt ved at se dagen bryde frem. Jeg fornemmer endnu den friske duft af nyslået græs, som fulgte én, efterhånden som det gik frem skår efter skår.

Når græsset så havde ligget på skår i nogle dage, skulle det vendes, og det var alle i hjemmet med til, som kunne bruge en rive. Og så efter nogle dages forløb kom den store dag, da græsset nu var blevet til hø og skulle rives i stak. Nu de forskellige familier, der havde lejemål i engen, som regel på en og samme dag, og så var der vel nok fest. Det tog hele dagen at få bjærget en demat eller to, og hver familie havde en god forsyning med af mad og drikkevarer. Der var mange gode mellemmadder med det bedste pålæg, huset formåede, og en tørvekurv foret med hø, hvor de forskellige flasker var stukket ned for ikke at gå itu undervejs. Nogle var fyldt med øl, andre med saftevand eller mælk. Det kunne nok give tørst en varm dag, for det var jo kroppen, der leverede arbejdet dengang.

Først begyndte vi med at rive høet sammen i strenge. 3-4 mennesker – voksne som børn – gik bagefter og rev ind, såvidt de kunne nå. Det var en lang eng at komme igennem, fandt vi børn, men når så endelig strengene var passende store, skulle der “tømmes”. En hest eller to blev spændt for en tømme, der bestod af en stige, hvorfra gik to sidereb og et henad midten. Stigen blev sat for enden af strengen og fremad gik det, sålænge der kunne være hø inden for rebene. Oppe på høet sad børnene, og det var noget af det bedste, vi vidste, at komme op at køre på tømmen, for så senere at blive væltet af, når vi kom til den plads, hvor høet skulle stå. Når alt høet var samlet i en stak på hver demat, begyndte mændene at gøre stakken op, og de mindreårige eller koner og piger blev sat til at rive halerne ind. Det vil sige bundfaldet af høet, hvor tømmerne havde gået. To og to gik de og rev med hver en lille håndrive, og når der var en bunke samlet, blev det båret hen til den store stak. Det kunne være trivielt, thi halerne var lange.

Når så det hele var samlet og stakkene i orden, var det blevet ud på aftenen og folk kunne vende hjem efter en anstrengende dag. Men en fornøjelse havde det også været dagen igennem,, hvor flere forskellige familier havde været samlet, man kan næsten sige: i et fælles arbejde med at få ryddet den store eng.

Nu fik høet lov til at stå, måske i flere dage, og så begyndte hjemkørselen. Kassevognen fik skraver og reb på og et læssetræ med. To, som regel mand og kone, blev sendt ud efter hvert læs, og kunne et barn komme med for at rive op ved stakken, var det helt i orden.

Et læs hø blev til på denne måde: Først blev bunden fyldt. Derpå de fire hjørner lagt og så fyldt op. Det gentog sig, til der var lagt fire lag, til allersidst fire ekstra hjørner, og så lidt højere på midten, hvor læssetræet skulle presses ned, og når dette var på plads, blev det bundet forsvarligt med forreb og bagreb, og når så hjørnerebene var blevet bundet tværs over læsset, skulle der være mulighed for at nå godt hjem, når vejene da ikke var alt for hullede eller med for mange “slav”, som vi kaldte dem. Dengang var vejene ikke som nu lavet i stand. Men inden der blev kørt fra stakken, blev hele læsset pudset fint af med en rive. Intet måtte gå til spilde. Når det nåede hjem, var det ofte børn og unge, der skulle trække høet fra og sætte det i fag. Det var et slid, når det var varmt, men det var alligevel morsomt, når man faldt om i det bløde hø i faget og hverken kunne komme op eller ned. Jo sådan gik høbjærgningen til for 70 år siden og mange år fremefter.

Ældre mennesker vil nikke genkendende til beskrivelsen, og mange helt unge vil sikker sige, at det er da godt, at det ikke går således til i dag. Men var det end en drøj tid, så var der charme over arbejdet, når vogne med karle og piger kørte ud fra gårdene, der jo havde mange flere læs at arbejde med, end de små brug.

Pigernes latter høres ikke mere, for nu er der ingen piger, der tager del i den slags arbejde, og karlenes sang og lærkens triller høres heller ikke, alt bliver borte under maskinernes larm. Og hvor man savner marskengene med de mange, mange høstakke, der tegnede sig som silhuetter, når tågen om aftenen begyndte at lægge sig hen over dem. Nu bliver engene, på få nær, sået til med korn eller grønhøst til ensilage. Jo, tiderne forandrer sig.