Her er mit liv

af Vagn Nielsen

V. Vedsted Brugsforening

Erindringer fra årene 1917 – 1937

1988

Livet er det som hænder os,

medens vi måske planlægger helt andre ting.

Forord.

Bjarne Sørensen, Mandøvej 14 den 29. september 1999.

Denne beretning har ikke været udgivet før. Carsten og Randi Pedersen, Sprækvej 8 fandt manuskriptet på loftet under oprydning i dødsboet fra Carstens forældre Kai og Agnes Pedersen. Det er en uhyre detaljeret og spændende stykke samtidshistorie fra V. Vedsted i 1920´erne og 30´erne. Det var kun de første 17 ud af ca. 100 sider der var nummererede, så det er muligt, at rækkefølgen i historien ikke passer helt. Manuskriptet er en kopi, så der eksisterer en original som højst sandsynligt ligger hos forfatteren.

Vagn Nielsen er født 9. april 1918 i V. Vedsted. Han blev gift 18. februar 1940 i Vor Frelsers Kirke, Esbjerg med Anna Magrethe Hansen, født 3. december 1917. Vagn og Annas børn: Kirsten født 16. juli 1940, Bent Varming og Kim Varming, født 31. december 1954. Anna Magrethe Hansen døde 3. februar 1981. Vagn Nielsen døde 4. januar 1995, 76 år gammel. Hele sit arbejdsliv arbejdede han i FDB, sidste stilling var oplysningskonsulent i Vejen.

Manuskriptet her er videregivet til Lokalhistorisk Arkiv for V. Vedsted Sogn. Nu til Vagn Nielsens erindringer:

Indledning.

Bedsteforældre på fars side.

Min far er født i Højby på Fyn (ved Odense). Hans far var husmand P. Nielsen. Jeg ved ikke så meget om ham. Der var jo kun hestevogn og tog og færge over Lillebælt den gang omkring 1920, så der kunne gå år imellem, at man besøgte familien på Fyn. Jeg erindrer kun at have set ham een gang. Bedstemor var død, før jeg blev født. Jeg har hørt følgende om ham:

Han havde ikke heste, men kørte med stude og pløjede med stude. Han havde Dannebrogstegn fra krigen i 1864. Han skulle have været meget agtet i sit sogn, selv om han “kun” var husmand boende i et landsbysamfund med mange store gårde. Det hed sig, at flere “store” gårdmænd ofte spurgte P. Nielsen til råds i vidt forskellige spørgsmål, så han må have været velbegavet og vidende.

Fyn var jo præget af K. Kolds skoletanker og der var mange friskoler. Der var også en friskole i Højby, hvor der også var aftenskole. I Højby friskole var Klaus Berntsen friskolelærer. Lademanns leksikon: (1844-1927): dansk politiker. Friskolelærer i Højby 1862-82, højskoleforstander i Særslev 1882-89, kommunalpolitiker. Medlem af folketinget 1873-84 (Bogense) og 1886-1926 (Assens). Tilsluttede sig Bojsens forligsvenlige Venstre, medskaber af forliget 1894. Indenrigsminister 1908-09, konseilspræsident*) 1910-13, forsvarsminister 1920-22, minister uden portefølje 1922-24. Berntsen videreførte sit arbejde for skyttesagen i forsvarslove. 1912 fremsatte han et grundlovsforslag bl.a. med valgret for kvinder og afskaffelse af landstingsprivilegier. Udgav sine erindringer 1921-25.

*) Konseil: fransk: rådsforsamling, statsråd; især tidligere; ministerium. I Danmark benævnes ministeriets chef 1855-1918 konseilspræsident.

Det var altså begyndelsen til en stor mand, man havde som friskolelærer i Højby. Hos ham gik farfar altså i aftenskole og sandsynligvis også i skyttelaug og der er ingen tvivl om, at det har præget både holdning og viden hos ham. Han må også være blevet regnet af K.B., idet man har fortalt mig, at K.B. i sin ministerperiode besøgte Højby og ved en sådan lejlighed lod sin vogn bolde ved P. Nielsens husmandssted for at besøge ham.

Min farfar var gift 2 gange og der var ialt 10 børn. 2 halvsøstre til min far udvandrede til Amerika. Den ene døde i U.S.A. i 1937, 68 år gammel og den anden i Chicago i 1949, 84 år gammel. Jeg regner med, at de må være udvandrede i 1880´erne. Een af søstrene, Dagmar Nielsen, opnåede at blive 100 år. Hun var, så vidt jeg ved, ansat som tyende i en familie næsten hele sit liv, hun opnåede at komme i audiens hos dronningen for at få hæderstegn for “lang og tro tjeneste”, tror jeg, det hedder.

Næsten alle min fars søskende opnåede en høj alder før de døde. Min farfar døde, godt 90 år gammel, ligesom min egen far opnåede samme alder. Min farmor ved jeg faktisk ikke noget om.

Min mors far og mor.

Min mor Maren Knudsen Varming er født den 25.4.1893. Hendes far var gårdejer Andreas Knudsen Varming født den 18.7.1862. Hendes mor var Kristine Varming født den 27.9.1859. Om dem stod der i avisen i 1945, da de fejrede Diamantbryllup:

“Et afholdt ægtepar, fhv. gårdejer Andreas Knudsen Varming og hustru, Grønnegade, Ribe, kan den 24.april fejre Diamantbryllup. Medens den 85 årige Diamantbrud er rask trods alderen, er den 82-årige mand, der iøvrigt var rask og rørig langt op i alderen, nu meget svag og sengeliggende, så man ønsker, at dagen skal forløbe i størst mulig stilhed, og den fejres kun med den allernærmeste familie. Men mange hilsener vil sikkert alligevel indløbe til hjemmet i Grønnegade. Andreas er født i Varming, og her drev han gennem årene på dygtig vis flere forskellige gårde efter hinanden, ligesom han deltog i det offentlige liv. Han sad bl.a. en tid i sognerådet. For 17 år siden flyttede ægteparret til Ribe, hvor Knudsen købte ejendommen i Grønnegade. Fru Knudsen, der er født Nissen og stammer fra Harreby, har været sin mand en udmærket støtte gennem de mange år og en god moder for børnene. En søn Knud Varming, er gårdejer i Obbekær, en anden søn lever i Canada, en datter er gift med musiker Clausen i Ribe, der bor sammen med Diamantbrudeparret. En datter er gift med brugsforeningsbestyreren i Højby på Fyn.”

Mine bedsteforældre havde en gammel slægtsbibel fra 1740 og en gang da jeg besøgte dem, udtrykte jeg ønske om at måtte arve denne bibel. Samtidig bad jeg min bedstefar om at lave et notat over slægten så langt tilbage, som han kunne. Da jeg fik biblen lå der en fortegnelse over bedstefars forfædre tilbage fra 1764. Den så sådan ud:

• Knud Nielsen, født den 10. april 1764. Karen Andersdatter, født den 1. november 1769.
• Anders Knudsen, født den 5. februar 1790. Mette Krestine Jesdatter, født den 6. marts 1788.
• Knud Nielsen Andersen, født den 9. september1819. Maren Mortensdatter, født den 25. februar 1826.
• Andreas Knudsen Varming, født den 18. juli 1862. Kristine Nissen, født den 27. september 1859.

Og så denne bemærkning om sønnen:

• Knud Varming, født den 10. december 1887. Bothilde Varming, født den 10. august 1887.

Matrikel nr. 9, Varming har været i slægtsled fra fader til søn til 1917.

Som tidligere nævnt havde husmand P. Nielsen 10 børn, hvoraf de to var sønner. Det gik disse to sønner særdeles godt. Min farbror Frede var en velbegavet ung mand og han tog til Odense og gik på præliminærkursus, hvordan han kom derud, der var 7 km., det ved jeg ikke, gik vel sagtens, og hvem der hjalp ham økonomisk, ved jeg heller ikke. Selve eksamen måtte han til København for at få.

I 1902 oprettedes en brugsforening i Højby og man antog min farbror som uddeler. Så vidt jeg ved, var den eneste praktiske uddannelse han fik inden tiltrædelsen nogle måneder i praktisk og teoretisk butiksarbejde. Han blev en meget dygtig og idealistisk uddeler.

Min far gik det også særdeles godt. Jeg har en meget interessant lille bog fra min far. Det er en såkaldt Skudsmaalsbog. Den indeholder: På første side navn og bosted for indehaveren. Pris 0,20 kr. indbunden. Godkendt i henhold til Justitsministeriets cirkulære af 27. januar 1880. 4 sider med uddrag af lovbestemmelserne om skudsmålsbøger. På første blanke side har sognepræsten skrevet: født den og den dato, døbt den og den dato, udgået af den og den skole. Konfirmeret, dato. Underskrevet af præsten den 5. oktober 1896. Altså var min far 14 år.

I skudsmålsbogen kan jeg nu følge min fars tjenesteforhold fra 1. november 1896 som tjenestedreng og tjenestekarl på bøndergårdene, indtil han pludselig fik interesse for at overgå til andet erhverv. Jeg kan se, at den sidste plads han havde, var på en gård i Øster Brønderslev fra 1.11.1908 og til 1.11.1909 og han fik for det år 350,- kr., han har da været 26 år. 1. november 1909 kom han i lære i Borre Brugsforening på Møn. Han har sikkert fået interessen fra sin bror, der som tidligere nævnt var blevet uddeler i Højby på Fyn. (Hjembyen).

Far var så i Borre Brugsforening fra 1. november 1909 til 1. maj 1911. Og med tilgang til Højby 2. maj 1911, slutter skudsmålsbogen (I 1921 ophørte forordningen med skudsmålsbøger). Min far blev så ansat som kommis i Højby Brugsforening ved sin broder.

Min farbror var ugift. Personalet bestod den gang af 2 ekspeditricer og en husbestyrerinde. Min farbror var lidt af en asket. Jeg ved ikke om han dyrkede stavgymnastik, men under sin seng havde han et stort rundt kar stående og en fyldt vandkande med koldt vand stående. Når det blev morgen trak han karret ud, stod op i det og hældte vandet fra vandkanden over sig. Om sommeren havde han en seng stående ude i sit åbne Lindelysthus, hvor han så sov om natten. Han røg ikke og han drak ikke. Han var en dygtig økonom for Brugsen og sin privatøkonomi.

I Højby Brugsforening mødte min far min mor. Hun blev husbestyrerinde der, og så blev de forelskede i hinanden. De blev gift i Seem kirke (Seem Varming) ved Ribe den 26. august 1917 af pastor Vilh. Balslev. De fik en lille lejlighed over for Brugsen hos frugthandler P. Nielsen.

Min far søgte nu uddelerplads i Vester Vedsted pr. Ribe, hvor man havde oprettet en Brugsforening og var i færd med et stort nybyggeri. Bestyrelsen havde blandt ansøgerne udvalgt nogle stykker, som man nu ville se nærmere på. Den gang var det skik og brug, at ansøgerne skulle opsøge de enkelte bestyrelsesmedlemmer til samtale og bagefter traf bestyrelsen så valget af uddeler. Man skulle helst være gift og have en dygtig kone. Valget faldt på min far og mor som uddelerpar i den nye Brugs. Og her startede de så tilværelsen i efteråret 1917.

Det var jo under 1. verdenskrig og Vester Vedsted lå ca. 1 km. fra den daværende grænse til Tyskland. I den nye Brugs blev der indkvarteret 2 gendarmer, og man har fortalt mig at de savnede deres koner og børn meget og at de udøste deres kærlighed på mig, da jeg var nogle få måneder i sommeren 1918.

Hvordan var så den egn, min far og mor nu skulle leve og virke i ? De kom fra det smilende og venlige Fyn. Nu var de pludselig i det barske og blæsende Vestjylland.

Min far kom til at elske landskabet, her var fladt og store vidder, her kunne man se langt i modsætning til på Fyn, hvor der var bakket og tæt og høj vegetation. Min mor befandt sig bedre på Fyn med dets mildere klima. Jeg falder nu for fristelsen til at citere nogle få vigtige forhold fra 2 bøger, jeg er i besiddelse af.

Først fra bogen “Bidrag til Vester Vedsted By´s og kirkes historie” af C. Andreasen, telefonbestyrer, Sdr. Kirkevej 24, V. Vedsted. (Særtryk af “Fra Ribe Amt” 1925) Jeg kan huske Carl Andreasen fra min barndom. Foruden telefoncentralen passede han også et postkontor og jeg har ofte været der med en pengeforsendelse hjemme fra Brugsen. En sådan konvolut fyldt med pengesedler blev limet til som en almindelig konvolut og på omfoldningens spids blev den lakforseglet. Det foregik på den måde, at min far tog lakstangen, tændte en tændstik og holdt den under spidsen af lakstangen, så den smeltede lak dryppede ned på omfoldningens spids og så trykkede han sit ovale lakstempel ned på klatten. (Det gav en dejlig duft i kontoret). Nu var pengene sikret i konvolutten. C. Andreasen skriver:

“Min slægts gamle hjem ligger umiddelbart ved kirken, til hvilken min bedstefar, min fader og jeg selv har været knyttet som ringer tilsammen gennem næsten 100 år” Uddrag af afsnittet: “Beliggenhed og naturforhold”:

“En mil sydvest for Ribe nær ved den nu ophævede grænse og Vesterhavet ligger Vester Vedsted by og Okholm, som de fire vestligste gårde i byen nord for bækken fra gammel tid benævnes. Byen ligger på et fremspringende højdedrag, som både mod syd og nord er omgivet af lave agermarker og vidtstrakte marskenge. Før havdigets opførelse var såvel enge og agermarker som den vestlige del af byen meget udsat for havets oversvømmelser. Herom vidnede de mange store og svære havediger, bevoksede med marehalm og klittag, som i ældre tid omgav huse og gårde til værn mod den uhyggelige nabo mod vest. Når undtages marskengene og klægjorderne nede ved stranden er jordbunden af mere eller mindre mager beskaffenhed lige fra det golde ufrugtbare flyvesand til den jævnt gode muldjord. Disse forhold er dog gennem tiderne undergået betydelig forandring. Alt tyder på, at der i en fjern fortid i den nu så skovfattige egn har stået store løvskove. Er det mon fra disse skove navnet Vedsted stammer ? Nogle lærde har ment dette, andre har villet udlede navnet fra et Oldnordisk ord som betyder fiskeplads. I de ældste dokumenter blev navnet skrevet Withæstath, hvilket skulle betyde fiskested. Grunden til de forandringer i naturforholdene, der er foregået gennem tiderne, må foruden andre geologiske omdannelser i jordlagene sandsynligvis søges i store stormfloder og gentagne sandflugtsperioder”.

Bogen indeholder også oplysninger om oldtidsfund og om den gamle “Vedstedgård” havn, samt den store stormflod i 1634. 3/4 af bogen på 67 sider handler om kirken, som er fra det trettende århundrede.

Den anden bog, jeg vil tage nogle få uddrag af, er bogen af Kai Pedersen, Sprækvej 8, V. Vedsted sogn. “Det tabte land i vest”, sagn og beretninger om Kystboernes kamp mod hav og stormflod. Det er en meget interessant bog på 125 sider om emnet. Kai Pedersen nævner i indledningen at havet har kostet vort land flere menneskeliv end samtlige krige Danmark har været inddraget i.

I bogen findes en beretning om den store stormflod, som fandt sted den 16. januar 1362. “Det er en af de frygteligste dage i den vestslesvigske historie, hvor en voldsom isflod bortskyllede de svage diger, der fandtes. Enkeltheder om denne stormflod findes ikke, men overleveringerne fortæller at 200.000 mennesker druknede i vandmasserne, og at 30 kirkesogne blev havets bytte”. At så mange mennesker skulle være druknet, lyder vel usandsynligt, men der er næppe tvivl om, at disse frugtbare egne har været tæt befolket. At 30 kirkesogne forsvandt er meget sandsynligt. (I februar 1988 var der en udsendelse i TV om stormfloden)

Jeg vil begrænse mig til at omskrive nogle enkelte stormfloder, hvor det er gået ud over V. Vedsted. Stormfloden den 11. og 12. oktober 1634. I V. Vedsted druknede 22 mennesker, blandt de bortskyllede gårde i V. Vedsted var præstegården, Sdr. Kirkevej 20, som lå, hvor nu præstegårdens køkkenhave er.

Stormfloden den 3. og 4. december 1909. I V. Vedsted anrettede stormfloden betydelig skade. Ved 19,30 tiden var hele den vestlige del af byen et brølende hav og flere steder gik vandet ind i husene. Hos M. J. Frank, Sdr. Kirkevej 27, stod vandet så højt, at man måtte søge ly for natten på loftet. 2 kornlæs tilhørende Hans Jørgensen, Vester Bjergvej 11, flød med vandet og blev sat pænt ovre ved kirkegården efter at de havde taget en sejltur på 250 m.. Roer og kartofler blev også ført med floden og lå nu og flød ved diger og brinker.

Efter genforeningen i 1920 blev spørgsmålet om digebygning langs Sønderjyllands Vestkyst et dansk anliggende, og udfordringen blev taget op. I 1923 påbegyndtes Rejsbydiget, der skulle værne landet fra Astrup Banke til V. Vedsted. Ribediget som gik ned til V. Vedsted blev bygget 1911-14. Under opførelsen af Rejsbydiget indtraf den katastrofale stormflod, den 30. august 1923, under hvilken 19 beskæftigede ingeniører og digearbejdere omkom. Digebygningen var kun kommet godt i gang. Fra Rejsby Å´s udløb var man kommet ca. 2 km mod syd, og nordfra var man kommet til Råhede, men hele strækningen mellem Råhede og Rejsby Å var uden beskyttelse. Havets indbrud ved Rejsby sluse skete med uimodståelig kraft. Beretningen fylder 4 sider i Kai Pedersens bog.

Da jeg er født i 1918 var jeg altså 5 år i 1923. Jeg husker tydeligt den voldsomme storm. Og jeg husker, at en mand dagen efter stormen stod i butikken og fortalte min far om alt det vraggods, der lå og flød ved det “gamle” dige. (det “gamle” dige var et dige, der gik fra det nye dige og ind i landet syd for V. Vedsted for at beskytte byen fra syd, hvor der først nu var ved at blive bygget et havdige).

Jeg må have været meget nysgerrig, for manden tog mig med på cyklen ned til diget, for at jeg kunne se døde kreaturer, rester af barakker og masser af andet vraggods. Det var et mærkeligt syn at se mange km. fra gennembrudstedet. Jeg har senere oplevet flere stormfloder, men da var digerne intakte. Jeg kan huske, at jeg en gang under en storm fik lyst til at se havet i oprør og gik derud og op på diget. Jeg kunne vanskeligt stå oprejst. Vandet og………….

(red.: Her mangler en side)

Befolkningen i V. Vedsted og Sdr. Farup.

Så vidt som jeg kan rekonstruere i min hukommelse var der ca. 15 landbrugsejendomme i Sdr. Farup og ca. 35 i V. Vedsted. Hertil kom et antal huse hvor der boede håndværkere, folk med civilt erhverv, arbejdsfolk og pensionister. Der var mejeri, skole, efterskole, forsamlingshus, kirke og præstegård. Af håndværkere var der snedker, tømrer, maler, smed, murer og skomager. Der var også en bager. En gammel kro med købmandshandel (V. Vedsted Vej 147) blev nedlagt få år efter at Brugsen var kommet. Jeg har tidligere nævnt, at der også var et postkontor, som samtidig var telefoncentral (Sdr. Kirkevej 24). Der kan nok kun have været 7 i sognet, der havde telefon, da Brugsen kom, for den havde nr. 8. Så var der vaskekoner og kogekoner, tjenestekarlene og – pigerne. Der var også en vindmølle med møller i sognet (Sdr. Farup Vej 27). Det var den befolkning den nye Brugs skulle til at forsyne med varer.

Jeg tror, at lige meget hvor lille et samfund er, så vil der være visse klasseskel. Der er dem, som lige som er noget, det er de som har noget og kan betale enhver sit. Der er de, som ved meget og kan meget og man ser op til. Så er der de, som ikke har så meget, ikke ved så meget og ikke kan så meget og man ligesom ser ned på. Der kan være nogle som afviger fra landsbyens normer.

Omkring 1918-20 var det lille samfund uden nutidens samfærdselsmidler og kommunikationsmidler. Få havde telefon, ingen havde radio og TV. Der var ingen biler. Der var ikke elektricitet, “træk og slip” endsige badeværelser og centralvarme. Aviserne var næsten uden billeder og der var meget færre nyheder fra den store verden. I et sådant samfund gør lokale begivenheder et stort indtryk på sind og tanker, måske særligt på børn. Jeg nævnte lige før, at der kan være afvigere. Her er et par eksempler:

Der var en gammel dame der hed Rikke. Hun var “sær”, gik og talte med sig selv. Hun boede i pleje på en ejendom (red. boede jf. Svend B. Troelsen på gården V. Vedsted Vej 113 hos Carl og Kathrine Madsen). Hun skråede tobak, men ikke helt almindelig tobak. Hjemme på min fars kontor var et tobaksbord med 2 skuffer, i den ene var der tobak, som var frit tilgængelig for medlemmerne til at stoppe deres lange pibe. I den anden skuffe kradsede de piben ud i. Tænk sig, at den tobak som Rikke skråede var pibeudkradsning. Hun fik en stor grå kolonialpose, så ofte hun ønskede. Skuffen kunne også være tom, for der var nemlig en person, der også hentede udkradsning. Det var den ene af byens 2 skomagere (Johan Harald Jørgensen, Mandøvej 3). Han var fra Mandø. Når han skulle til Mandø på besøg kom han og hentede en stor pose udkradsning, som Mandøboerne kastede sig over, når han kom derover.

Der var en mand der var menneskesky. Han boede i et faldefærdigt hus (SBT: Hans Lausten Thomsen, Sdr. Kirkevej 21), jeg tror ikke, der var vinduer og døre i. Når vi drenge kom i nærheden af ham, sprang han ind gennem den åbne dør og løb ind i det inderste rum, hvor han smed sig på en madras med hovedet ind mod væggen. (Når jeg ved det, tyder det jo på, at jeg er gået efter ham – skarnsknægt). Jeg ved ikke hvem, men der var nogle der sørgede for, at det gamle hus blev revet ned, og der blev bygget et nyt hus til ham. Det kunne han ikke tåle, jeg tror, at han døde kort tid efter.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde havde set en fuld mand, før jeg så tømrer Petersen (SBT: Johannes Petersen, Sdr. Kirkevej 7). En stor kraftig mand, vist nok en “emigreret” københavner. Tømreren gik på kro en halv mils vej fra V. Vedsted. V. Vedsted var tørlagt, Brugsen havde ikke bevilling til at handle med vin og spiritus (kun altervin). Der var dog nogle, som havde en halv flaske stående. Man kunne jo hente i Ribe. Det var også sådan, at sukkersygepatienter kunne få tildelt en månedlig ration uden beskatning. Denne trafik blev dog stoppet. Det var for fristende, der blev brugt af flasken, når der kom gæster. Denne tømrer var den første fulde mand, jeg nogensinde havde set. Jeg husker at han kom dinglende med sin cykel, han kunne ikke komme op på den. I gamle dage stod man ikke op på en herrecykel, som man gør i dag. På venstre side af baghjulsnavet stak en pind ud. Man stillede sig over baghjulet, tog fat i styret med begge hænder, trådte op på pinden med venstre ben, satte af med højre ben, hvorefter man satte foden på højre pedal og trak venstre fod med frem. Den kunne tømreren ikke klare den dag og han gik bag over med cyklen. Jeg lo ikke, jeg var ikke ret stor, jeg blev meget forskrækket. Der kunne fortælles mange historier om tømreren, som også var noget ud over det sædvanlige på andre felter.

En dag stiftede jeg bekendtskab med virkelig fattigdom. Jeg var stadig ikke ret gammel. Der kom en fattig kone med sine børn ind i butikken, jeg opholdt mig på den samme side af disken som dem. Kommisen sagde til mig: “Vagn gå ned i kælderen og tæl, hvor meget margarine, der er”. Da jeg kom op, var konen med børnene gået. “De har jo lus, derfor skulle du væk fra dem”, sagde kommisen. Denne kone med de små børn kom få dage efter på fattiggården. Jeg tror, at det var på Kjærgård, som nu er landbrugsskole. Det var den tids socialforsorg.

Vi bruger så ofte udtrykket “at komme hinanden ved”. Der var ikke så megen “Ligusterhæks-mentalitet” den gang. Jeg husker et udtryk for hjælpsomhed, da den spanske syge rasede. Min far og mor blev syge og lå i sengen på samme tid og en del af personalet har sikkert også været syge. Da trådte naboerne til. Jeg husker at nabokonerne på skift kom med varm og god nærende mad til os. Det var også i de år, da mange havde tuberkulose og flere døde af den.

Der var bart omkring den nye Brugsforeningsbygning. Da min far anlagde haven med græsplæne og havegange opdagede han hurtigt, at det ikke var fynsk jord. Når det blæste føg sandet fra havegangene væk og lejrede sig i en kæmpesandbanke næste helt op til sovekammervinduet i hjørnet op mod en karnap. Han opgav hurtigt det med havegange og såede græs i det hele. Som hegn plantede han Akselrøn; men det tog mange år, før de blev til træer. Til Brugsen hørte en stor mark, den fik han Brugsens bestyrelse med på at tilplante med gran og fyr. I et læhjørne indrettede min far en køkkenhave. Det tog flere år, før han fik jorden så meget forbedret, at det blev en god køkkenhave. Men det blev en god køkkenhave, der gav så fine afgrøder, at min far opnåede flere førstepræmier og pokaler på husmandsforeningens havebrugsudstilling. Da vi rejste fra Brugsen i 1935 var hele området omkring brugsen veltilplantet og i god højde.

Hjemmets indretning.

Rumfordeling og møblering fremgår af tegningerne. I soveværelset med 2 sydvendte vinduer var der mellem vinduerne en kommode, hvorover der hang et stort spejl. Der var en dobbeltseng, en barneseng og et klædeskab og en kakkelovn. I barneværelset var der 3 senge og et hjørneskab. Den pæne stue med karnap mod syd og to østvendte vinduer var møbleret således: En sofa, et rundt bord midt på gulvet med 4 stole omkring og tæppe under bordet og stolene, nogle lænestole og småborde, blomstersøjleborde og en kakkelovn. Dagligstuen: Et stort rektangulært bord med 6 stole omkring, et stort og et mindre skab, et par lænestole (såkaldte klubstole) med et lille bord imellem, en gammeldags sofa. Under bordet var der et linoleumstæppe. Og så den obligate kakkelovn.

Forstuen, dobbelt forstue (indbygget vindfang) havde et lille bord med et spejl over. Der var mange knage til tøj. Køkkenet var stort med en langbænk og et langt bord med stole for enderne og langs den ene side. Der var lange køkkenborde med skabe under og over, komfur og brændekasse. I kælderen var der viktualiekældre med saltkar. På loftet var der 3 værelser til personalet. I udhuset var der et stort brændselsrum, et stort vaskerum, WC og hønsehus. Den forretningsmæssige del af bygningen skriver jeg om senere.

Barndommen.

Min barndom var med hensyn til omgivelserne lys og lykkelig. Jeg tænker tit på, hvormeget den gode baggrund har betydet for mig livet igennem. Et godt og harmonisk hjem, hvor der hersker en god tone vil uvilkårligt sætte sit præg.

Hermed være ikke sagt, at jeg aldrig har oplevet kriser i familielivet og bryderier i hverdagen. Også kriser, som man ikke vidste, at jeg opdagede og som satte mit barnesind i stærk bevægelse, blev tilsyneladende løst på en acceptabel måde. Man gik ikke og skændtes til daglig. Jeg tror nok, at det stærkeste udtryk min far kunne anvende var “syrme”, men så var han også vred. Min mor var mild og god. Det var hende, der passede os med nogen pigehjælp. Opdragelsen synes jeg, at de var fælles om. Det var nok mest eksemplets magt. Formaningerne kom som regel fra mor og afstraffelsen fra far. Det var den gang ikke almindeligt, at fædre officielt passede børn. Far kunne godt køre en tur med barnevognen omme bag bygningerne, så ingen så det. En dag gik det dog galt. Det var søndag og folk var i kirke, så han mente godt at kunne køre ude på vejen. Tiden overraskede ham, da folk begyndte at komme fra kirke. Der kom fart i far, han vendte vognen og kørte i stor fart omkring hushjørnet. Der var for megen fart på, vognen væltede og jeg røg ud af vognen med puder og det hele. Det har min mor fortalt mig. Far legede da med os, sang for os og fortalte historier og var kærlig overfor os; men ikke ret længe af gangen.

Mine forældre var kristne mennesker og det er min overbevisning, at de bestræbte sig på at leve op til dette. De var retskafne i forhold til deres medmennesker og i høj grad respekterede af deres medborgere.

Hvordan gik vi børn klædt ?

Om sommeren var det så let. Bare ben og fødder. Et par korte bukser en uldtrøje og en skjorte. Om vinteren havde vi træsko på fødderne, lange hjemmestrikkede strømper med knapper foroven. Så havde vi “livstykke” på. I livstykket var der syet bredt strømpeelastik med knaphuller. Heri knappede vi så strømperne, så de kunne holdes oppe og ikke sad i “Ål”. Så havde vi uldtrøje på, ovenpå en skjorte og endelig en tyk hjemmestrikket sweater. Til udendørs brug en stortrøje. Vi børn havde ikke nogen regnfrakke, men jeg så, at de voksne havde Oilskindsfrakker, der var lærredsfrakker, hvorpå der var smurt noget linolieagtigt olie. De var meget stive i koldt vejr.

Nogle havde “stymplinger” på. Det var lange strømper uden bund, bare med nogle stropper til tæerne, så stymplingerne kunne holdes nede. De blev brugt, når det blev køligere om efteråret. Senere kom “plus four”, dem stirrede man noget på i starten. Man var rigtig stor, da den tid kom, da man fik lange bukser og slips. Om natten havde vi lange lærredsnatskjorter på. Det blev meget brugt den gang, at tøjet “gik i arv”. Det vil sige, at den ældste fik nyt tøj, når han voksede ud af det, blev det tilpasset og brugt af den næstældste. Jeg var så heldig at være den ældste. Mor syede og strikkede meget af vort tøj. Jeg husker, da overals kom frem. En familie, der var udvandret fra byen til Amerika kom hjem på besøg. De havde en dreng på min alder, vi legede meget sammen, forstod ikke hinanden, men jeg husker hans amerikanske legetøj, som jeg aldrig havde set magen til. Det jeg beundrede mest var hans bukser, det var nemlig blå overals. Og der gik ikke lang tid, før min mor syede mig sådan et par, og så var de på mode.

Hvad gik pigerne i ? Det var lange kjoler, hvad de havde under gik der mange år, før jeg fik set.

Der var jo ingen kunststoffer i tøjet den gang. Det var bomuld, uld og silke. Så efter en storvask stod min mor flere dage og strøg vasketøjet, som ikke kunne rulles, f. eks. gardiner, som man jo bare hænger våde op i dag, hvorefter de hurtigt tørrer. Min mor syede også selv meget. F. eks. dynebetræk, hovedpudebetræk og lagner. Den gang fik vi amerikansk mel hjem til butikken i lærredssække. Det var utroligt, hvad min mor kunne få ud af disse sække, netop sengetøjet, men der foruden syede hun også et telt til mig og senere et stort rundtelt, som vi placerede fast på stranden til at klæde om i, når vi skulle ud at bade. Som tidligere nævnt havde vi en meget stor have. I den havde jeg også pligter. Jeg skulle skuffe og rive samt slå græsplæne. Og i bærtiden skulle jeg plukke bær.

Hygiejnen.

Hygiejnen med madvarer og boligen mener jeg var meget fin, men hvordan med den personlige hygiejne ?

Vi havde jo intet badeværelse og ingen håndvaske. Om morgenen, kan jeg huske at jeg vaskede ansigt og hænder i et vaskefad i køkkenvasken. På værelserne var der vaskestativ som bestod af en holder til et vaskefad og en holder til en vandkande. På gæsteværelset og i sovekammeret var der et fajancestel med natpotte. Vi havde alle natpot under sengen. Det vat slemt, hvis man skulle “stort” en stormfuld og bælgmørk vinternat. Man måtte op og ud, tværs over gården til det “lille hus” med “locumspanden”.

Jeg fik som ung sår på tolvfingertarmen og en tarmsænkning i underlivet. Lægerne fandt aldrig ud af årsagen. Jeg har den teori, at det skyldtes, at jeg holdt så længe på afføringen, at det gjorde ondt. Jeg var bange for mørket og kulden samt den lange vej til “besørgelsesstedet”.

Det var også barskt for personalet. Kolde værelser uden isolation. Frosset vand i vandkanderne om morgenen. Der måtte hentes varmt vand fra vandgryden i komfuret, så man kunne blive vasket og barberet. Renholdelsesprocessen for vi børn var den, at vi hver lørdag blev badet. Som små i en stor zinkbalje på køkkengulvet, som større i en stor træbalje i vaskehuset. Vi fik varmt vand og varme i vaskehuset fra opfyringen i den store gruekedel. (Baljerne var de store tomme sirupstønder fra forretningen, tønderne var savet over på midten.) Så fik vi rent tøj på fra inderst til yderst. Da vi blev større, tog vi på mejeriet, hvor der var indrettet et stort badeværelse som mod en mindre betaling kunne benyttes af offentligheden. Her var også en fortryllende varme. Hvor vi dog nød det.

Naturligvis skulle vi også prøve det. Vi fik lus. Jeg tror nok, at vi fik dem fra skolen. Der var stor opstandelse, da min mor opdagede det ved vort bad en lørdag. Mor blev dybt ulykkelig, hvad skulle hun dog gøre? “Det”, sagde een af lærlingene. “Det er da ingen sag, det har jeg også prøvet. Nu cykler jeg til Ribe og får en flaske “seppedelleeddike” (tror jeg det hed), så får I snart has på det”. Og det gjorde vi. Jeg husker hvor flove og ulykkelige, vi alle var. Jeg ser endnu min mor for mig, stående i timevis foran det store spejl i soveværelset, behandlede sit store udslagne hår, der nåede hende helt ned til hofterne.

Jeg tror ikke min far gik i bad, kun i Vesterhavet hele sommeren. Nej, han tog en flaske kogesprit, en klud eller vat og så sprittede han sig over hele kroppen. Han tog dog jævnligt fodbad. Han var en ren og pæn mand.

Det daglige arbejde med hensyn til rengøring bestod af tidligere nævnte køkkenarbejde af forskelligt håndkraftsarbejde, det var jo før støvsugerens tid. Der skulle redes senge og gøres rent på værelserne, det samme i soveværelse og børneværelse, og i stuen. Det var fejning, vaskning af gulve og støvaftørring. Der skulle ordnes kakkelovne og lamper og lysestager.

Nu jeg taler om lamper, kommer jeg i tanke om cykelbelysningen den gang. Det var carbidlamper, de var indrettet med en beholder til carbid og en beholder til vand. Ved hjælp af en skrue kunne man tilsætte så meget vand, at der dannede sig gas, som man så antændte. Det var et ret stort arbejde, før man skulle cykle ud om aftenen.

Hvordan var maden ?

Ja, det er jo et helt kapitel for sig. Det var før der kom fabriksfremstillet mad. Der var ikke ret megen konserves, ingen dybfryser, ingen køleskabe, kun en kold kælder med saltkar. Det vil sige, at råvarerne fersk kød og fisk ikke kunne opbevares utilberedt ret længe i den enkelte husholdning. En gang om ugen (fredag tror jeg) kom der en slagter fra Ribe og holdt ved Brugsen, hvor folk så kunne komme og købe. Han kom i hest og vogn, hesten fik muleposen på og så gik handelen fra bagenden af vognen. Fjedervognen kan sammenlignes med en åben varebil, som der er sat en lukket kasse bagpå. Vægten var en “BISMER”. Man kunne så købe kød til en to tre dage (søndagsstegen). I Ribe var der foruden slagterforretninger et slagteriudsalg, hvor vi købte det vi den gang kaldte slagteriaffald, det var indmad af forskellig slags.

Hos landmændene foregik hjemmeslagtning. Parcelhusejerne havde gerne en svinesti, hvor der blev fedet en enkelt gris op af gangen til eget brug. En af årets slagtninger foregik gerne så tæt op af jul, at man kunne få glæde af kødet til julen. Vi købte gerne en halv gris og alt flæskekødet blev så nedsaltet i viktualiekælderen. Og så “smovsede” vi rigtigt de næste 8 dage i hjemmelavet medisterpølse, blodpølse med sirup og fedtegrever, lungepølse og leverpostej m.m.

Frugt, bær, grøntsager og rodfrugter avlede man selv på landet. En morgen jeg stod op var der megen halløj udenfor. Min var i gang med at lave en hule til vinteropbevaring af alle køkkenhavens afgrøder. Den blev med trappenedgang og en rigtig dør. Dette opbevaringssted fik vi rigtig megen glæde af. Høns havde næsten alle, nogle havde gæs og ænder og læreren kalkuner. Læreren skulle have kalkunsteg det år til jul, det spiste man i England, sagde han. Æg og fjerkræ var altså let tilgængeligt (Og det var ikke som nutidens “papkyllinger”).

En gang om ugen kom fiskemanden med sin fiskekasse på cyklen, en spand og en bismervægt. Det var sund og god mad, vi spiste den gang. Maden var fremstillet af friske råvarer, fri for forurening og tilsætningsstoffer.

Vi fik altid to retter mad til middag og om søndagen gerne en dessert. Forretten bestod af noget der kunne “lægge bund”, så man ikke var så sulten, når man kom til kødet. Forretten kunne være vælling, grød eller suppe. Vællingtyper: Norsk øllebrød, Øllebrød, Byggrynssødsuppe, Havresuppe, Hyldebærsuppe, Kærnemælkskoldskål, Kærnemælkssuppe, Risvælling, Risvandgrød, Sagosuppe, Sagovælling, Æblesuppe.

Grødtyper: Boghvedegrød med sirup og smør, Kartoffelmelsgrød også kaldet fløjlsgrød, Kærnemælksgrød, Risengrød, Mannagrød. Grød som efterret: Rabarbergrød, Rødgrød, Sveskegrød, Bl. frugtgrød, Æblegrød. Desserter kunne være gul budding eller citronfromage.

Hovedretter: Kød var ikke den gang udskåret i alle de specialstykker som det findes i dag. Jeg husker ikke, hvordan man anvendte for- og bagskank i gamle dage, men i dag har opskæringsfabrikkerne fundet på mange nye udskæringer med fine navne for at få så meget ud af dyret som muligt. Ovennævnte udskæres jo i dag 2-4 cm tykke skiver og så kalder man det Ossobuco. Det meste er jo ben og sener og årer. Det er ikke i min livret.

Vi fik nok kød af een eller anden art de 4 til 5 dage om ugen. Fisk en enkelt dag og et par dage kødløs. F.eks.. frikadeller, hakkebøf, mørbrad, stegt flæsk, steg eller hamburgerryg om søndagen er til gæster. Rester fra middagen blev brugt til en varm ret til aftensmaden, hvor vi spiste kl. 6.

Til middagen var der altid vand på bordet. 2/2 stk. bart rugbrød skulle altid ligge ved min fars kuvert til middagen. Til aftensmaden var der hvidtøl og the.

Forløberen for køl og frost var henkogning. Det begyndte man med, så vidt jeg husker, i 1920´erne. Da jeg kom i lære i 1932 husker jeg at der rigtig var gang i salget af henkogningsglas og henkogningsapparater. Jeg husker, at der blev afholdt kurser, hvori min mor deltog. Der blev i det hele taget afholdt mange kurser for husmødre. Min mor deltog ofte, jeg husker at hun deltog i et samariterkursus. Som vild krabat fik jeg ofte brug for hendes viden og kunnen på dette område.

Når der herefter blev slagtet kunne alt det, der ikke blev saltet eller røget, henkoges. Det var jo en kæmpefordel. Også mange af havens produkter kunne henkoges. Marmelade og saft havde man jo fremstillet længe. Min mor var meget dygtig til også at bage. Franskbrød og sigtebrød, boller og kringle til dagligt brug. Hun bagte også fint brød til vore gæstebud.

Jeg glemte før at nævne, at vi om vinteren ofte spiste grønkålssuppe, hvidkålssuppe, gule ærter, hønsekødssuppe, oksekødssuppe m.m.. Vi spiste suppe i flere dage og inviterede ofte en gammel nabokone på middag i de dage (formentlig Dorothea Marie Petersen, kaldet Marie Kløj, V. Vedsted Byvej 28.

Det huslige arbejde.

Der var meget mere arbejde i husholdningerne den gang. Jeg har nævnt den månedlige storvask. Der var også hovedrengøringerne forår og efterår. Man må jo huske på, at kakkelovne og petroleumslamper og lysestager snavsede meget mere til end centralvarme og el.

Ved hovedrengøringerne blev alt gået igennem, gardinerne taget ned og vasket, polstrede møbler blev taget ud i gården og blev banket og børstet. Sengetøj og madrasser fik den samme omgang, møbler blev poleret op, kakkelovnene blev rengjort og pudset. Gulvene blev skuret og ferniseret. Puh ha, hvor var det modbydeligt, det hele var så rent og koldt bagefter. Ingen gardiner oppe de første dage, ingen ild i kakkelovnene, og gulvene kunne kun betrædes med forsigtighed på små gangbrædder. Det var mærkeligt, man ikke fik lungebetændelse og godt det samme, for så var man jo sikkert død, for det var før penicillinets tid.

Een vaskede op sammen med pigen. Der var jo ingen Sulfo. Jeg husker forresten da Sulfo kom frem. Det var lige efter 1945. Jeg læste i avisen, at soldaterne havde brugt et vidundermiddel til at gøre deres spisegrej rent med under de vanskelige forhold hvorunder de levede. Nu var det kommet frem i Danmark. På apoteket kunne man få en lille medicinflaske med midlet. Jeg købte det, men det var meget dyrt. Jeg tror nok, at FDB kom først med midlet i store flasker til en helt anden pris. Så vidt jeg husker hed det “NUREN”. Det var det helt store, i dag døjer vi jo med det i vor forurening.

Det vi brugte til opvasken var soda eller grøn sæbe. Der var jo heller ingen vandhane med hverken varmt eller koldt vand. I komfuret var indbygget en stor vandgryde, hvorfra vi tog vand til opvask og rengøring.

Een af os skulle ordne komfuret, gøre det rent og pudse det. Det blev slebet blankt hver dag. Gulvet skulle fejes og vaskes. Alt dette skulle ordnes indenfor en halv times tid, så vi kunne nå at komme i skole igen til kl. 1.

Jeg husker også, at jeg havde pligter ved den månedlige storvask. Jeg skulle fyre op i gruekedlen og holde ilden vedlige. Ved samme lejlighed bagte jeg kartofler i ilden, som jeg nød i pauserne. Vi havde vaskekone og arbejdet foregik ved balje og med vaskebræt. Vi skyllede tøjet ude ved pumpen, hvor jeg måtte pumpe vand op og ofte skylle tøj i det iskolde vand, som det jo kunne være om vinteren. Om sommeren hang vi tøj til tørre ude, men om vinteren fyldte vi det store loft med vasketøj. Når det var tørt skulle jeg hjælpe min mor at rulle det. Åh, hvor jeg hadede dette arbejde, jeg var ikke tålmodig nok. Rullen var et stort monstrum med mursten i, som man skulle trække frem og tilbage hen over nogle træruller, hvorom tøjet var viklet. Det var ret anstrengende, husker jeg.

Husstandens sammensætning.

Mor og far, mig selv som det ældste barn, min bror Aksel født i 1920, min søster Birtha født i 1923, min lillebror Holger født i 1925. Mellem min bror Aksel og jeg var der et hold tvillinger, 2 piger, som døde kort efter fødselen.

Min mor havde tjenestepige. Da vi var små, havde hun ofte barnepige nogle timer om dagen. (Jeg tror, at det var store skolepiger). I butikken var der som regel 2 foruden min far. Skiftevis lærlinge og udlærte, også en gang en lærling og en udlært ekspeditrice. Vi var altså 9 i den daglige husholdning. Omkring bordet var vi placeret således til måltiderne:

Far, Holger, Butiksansat, Birtha, Butiksansat, Aksel, Tjenestepige, Vagn, Mor.

Var jeg uartig hentede far lampepudseren, tog i den bløde ende og gav mig en endefuld med den snoede ståltråd. Det var vist kun mig, der kunne være uartig.

Aksel og jeg havde vore pligter. Vi gik i skole fra kl. 8 til kl. 11,30 og fra kl. 1 til 5. Sådan hed det den gang, det var før man brugte tallene fra kl. 13 til kl. 24. Vi kunne så nå hjem fra skole for at spise til middag på slaget 12, som vi altid gjorde. Den gang spiste man jo ikke til middag om aftenen. Når vi var færdige med at spise, gik mor hen for at sove til middag. Aksel og jeg samt pigen skulle så ordne køkkenet.

Familiens omgangskreds.

Min far havde jo kontakt med alle landsbyens mennesker, der kom i Brugsen. Heraf opstod der også en vennekreds, som vi plejede selskabelig omgang med. Selskabslivet foregik hovedsageligt i januar og først i februar måned. 1920´erne og de første år i 30´erne var de store krisers år, hvor det var meget strengt økonomisk for landsbyens befolkning. Alle i landsbyen var afhængige af, hvorledes landmændenes økonomiske forhold var. Det berørte både smed, murer tømrer, snedker, skomager, bager og brugs. Der var konkurser men jeg tror ikke, at det var så mange. Man satte tæring efter næring.

Mit hjems økonomi har jeg altid haft indtryk af var i orden. Vi har altid levet efter evne, men levet godt mindes jeg. Min far har altid haft styr på kreditten, som i de år kunne være vanskelig at håndtere. Husk på at man købte på bog den gang. Det varede mange år, før det blev almindeligt med kontant betaling i fødevareforretninger. Midt i 30´erne begyndte det for alvor at vende fra de dårlige tider. Jeg antager, at det der skulle ende med den helt store ulykke, nemlig Hitler regimet i Tyskland, startede med sving i hjulene – oprustning – behov og mulighed for at Tyskland kunne købe flere varer i Danmark. Landmændene fik det bedre og dermed alle vi andre.

Der blev lagt vand ind og indrettet toiletter med bad efterhånden. De, der havde fået foretaget sådanne nyinstallationer, glædede sig altid til at kunne vise resultatet frem, når de havde selskab i januar måned. Jeg ved det, for min far og mor fortalte mig om det, når de kom hjem fra et sådant selskab. I Brugsen havde vi stadigvæk pumpe i gården og WC spand i det lille hus, da vi rejste fra Brugsen i 1935.

Selskabslivet var sjældent med spisning; men det helt store kaffebord, hvor husmødrene rigtigt demonstrerede deres bagekunst. Der fandt naturligvis også selskabelighed sted i mindre målestok. F.eks. søndag eftermiddagsbesøg hos hinanden sammen med børnene. Vi spadserede hen til vennerne og forældrene fik en fornuftsnak, mens børnene legede. Ved de større selskaber snakkede man og mændene spillede kort, vist nok mest whist. Damerne sad som regel i den pæne stue med et håndarbejde, mens snakken gik. Så vidt jeg husker, blev der aldrig drukket spiritus. Stuen var fyldt af tobaksrøg; men det var kun mændene, der røg den gang.

Det kunne ske at vor nabo, malermesteren (Valdemar Jacobsen Hald, V. Vedsted Byvej 16), kom på besøg en søndag formiddag. Så smurte min mor et par stykker lækker mad, som de to mænd nød ved køkkenbordet, hvor de delte en øl og drak kaffe, medens snakken gik meget livligt. En anden nabokone, der var enke, og boede i et lille stråtækt hus, var meget bange i tordenvejr. Når det trak op, måtte jeg hente hende. Hvis det var aften, sad vi alle i køkkenet, når tordenen rigtigt rullede. Vinden tudede op gennem køkkenvasken (der var ingen vandlås). Så kikkede vi nøje på den gamle, som havde det med at besvime hver gang, der kom et mægtigt lyn efterfulgt af et lige så mægtigt tordenskrald. Når tordenvejret var ovre, fulgte jeg hende hjem i buldrende mørke. (red.: Må være Dorothea Marie Petersen eller Marie Kløj som hun kaldtes, V. Vedsted Byvej 28)

Når vi besøgte familien, var det heldagsbesøg. De første besøg min bror Aksel og jeg var med på hos mormor og morfar på gården i Varming foregik med hest og vogn (ca. 15 km.). Det var først i 20´erne. Min far lånte lærerens hest og vogn (en jumbe). Mor pakkede os ind i tæpper og så gik det derudad.

Hvor var der hyggeligt i den gamle gård. Bedstemor bagte selv både rugbrød og franskbrød i “æ stoer ovn”. Det var en slags bageriovn. Den var muret ud som en stor ‘bule” på huset og med en stor låge indvendig på ydervæggen. Om formiddagen gik snakken livligt i det store varme køkken, medens far og bedstefar stod og barberede sig og mor og bedstemor tilberedte maden. Der duftede så dejligt af mad.

Barberingen foregik på den måde, at man tog en tøjserviet på under skjortelinningen, hentede varmt vand i sæbekoppen fra komfurets vandgryde, sæbede sig ind og så gik det løs. Foran på bordet stod et vipbart spejl med en skuffe under. (Spejlene fås nu igen i trævareforretningerne). Man brugte ikke barbermaskine, men ragekniv som man finsleb på et stk. dertil indrettet materiale, der var hængt op på en krog i væggen og holdt ud forneden med venstre hånd, medens man førte kniven med den højre. Det var fantastisk, at man ikke så blodet flyde ret tit. Skjorterne var med en smal linning i halsen. Kravetøjet var en såkaldt “klipfisk”, det vil sige en slags krave, som gik nedenfor vesten, den blev knappet i nakken og foran var der en sløjfe. Det pæne tøj på og så var man klar til at gå i byen. Dog skulle man først have “fjederstøvlerne” på. Damerne havde altid lange kjoler på søndag og søgn.

Ved en væg i køkkenet stod et gammelt chatol, skufferne var fyldt med søm og skruer, snor o.s.v., det rodede jeg meget i. Tænke sig det gamle og mishandlede mahognimøbel fik min far og det blev restaureret hos snedkermester Dau I Ribe, som var ekspert i den slags ting. Der gik måneder før vi fik det hjem. Snedkermesteren ville ikke af med det, for efter restaureringen kom det i udstillingsvinduet og skulle stå der i lang tid som reklame for snedkermesterens kunnen. Jo, der var trygt og dejligt i det gamle landbohjem.

Sammenkomster af forenings- og forretningsmæssig karakter fandt også sted.

Så vidt jeg ved, deltog min far ikke i politik (som forretningsmand må man officielt helst holde sig neutral). I 30´erne var han med til at starte en sygeplejeforening og ansætte en hjemmesygeplejerske. Han blev formand for denne forening. Han var med i ungdomsarbejdet (instruktør på amatørteatret). Han var også lidt af en komiker. Ved selskab hjemme kunne han med få midler illudere en pige eller kone og synge “Der var en lørdag aften” så gæsterne både lo og græd. Han var også god til at læse op, særligt fynske historier på fynsk. Han var også god til at holde tale. Han var i mange år formand for Uddelerforeningens kredsbestyrelse, jeg tror det hed 1. kreds den gang, strækkende sig fra omkring Varde og ned i den vestlige del af Sønderjylland. Så vidt jeg ved opfordrede den gamle redaktør ved “Uddelerbladet”, Niels Knudsen ham til at søge stillingen som redaktør, da han selv skulle til at gå af, men min far ansøgte ikke. Alle disse hverv medførte møder under hyggelige former i hjemmene.

Uddelerforeningens kredsbestyrelsesmedlemmer besøgte ofte hinanden, så var alle familiemedlemmerne med på heldagsbesøg og det var under fuld forplejning hele den dag, det stod på. Vi har aldrig haft bil. I 30´erne kørte Emil for os, det var byens lillebilsejer (Emil Sørensen, Ulvehøjvej 7). På alle de besøg, vi havde Emil som chauffør, var det en selvfølge, at han var med ved bordet til alle måltider.

Når landmænd mødes er det gårdens bedrift der skal beses og diskutteres. Her var det Brugsen – butikken – der holdt for. Ved et besøg blev man konfronteret med en nyhed, der var kommet frem i vareudbuddet fra FDB. Det var fabriksafvejet flormel pakket i een bestemt størrelse. Samtalen gik nu på hvad dette nye kunne indebære for fremtiden. I første omgang ville det jo være en varefordyrelse. Man regnede på, hvor mange vareenheder, der skulle afvejes, før man kunne spare en mand. Ingen anede den gang, at det de så, var begyndelsen til den udvikling, der senere kunne føre til selvbetjening.

Vi læste to aviser, vi holdt “Fyns Tidende” og malerens (Valdemar Jacobsen Hald, V. Vedsted Byvej 16) holdt “Vestkysten” og så byttede vi avis. Når jeg skulle til malerens for at bytte avis en mørk vinteraften, var jeg meget bange, jeg spænede afsted gennem plantagen for at få det overstået. Mørkerædsel.

En del mennesker i byen startede en læseforening, som indkøbte bøger, der gik på omgang hos medlemmerne. Jeg husker, hvordan man diskuterede Morten Korck og Thit-Jensen. Af nabokonen lånte vi “Ugens Nyheder” for at læse føljetonen, som altid satte sindene i bevægelse. “Hjemmet” var det faste ugeblad hos os. Og for børnene var der “Børnenes Ugeblad”.

Der var jo ikke alt det avancerede legetøj, der er i dag; men der var da dampmaskiner, mekanosæt og meget trælegetøj, f.eks. bondegårde med dyr. Vi fandt mange ting ved stranden som vi også kunne bruge og de forskellige strandskaller illuderede dyr af forskellig slags. Der var også forskellige spil f.eks. dam, skak, og halma og bob spillet kom frem den gang. yoyo dukkede også frem. Mange af drengene spillede kort. Vi lavede meget legetøj selv. Der var ofte tegninger til løvsavsarbejder i ugebladene og jeg lavede meget med løvsav. Om foråret hinkede man og spillede med marmorkugler og når man var flere legede man skjul og andre lege.

Skolegang.

Da jeg blev 7 år var det tiden til at komme i skole (Se V. Vedsted Byvej 55). Vinteren før havde jeg lært min ABC hos Maria Hald (V. Vedsted Byvej 16). Den første dag, jeg gik i skole, mødte jeg en lille pige uden for Brugsen og jeg bar hendes skoletaske helt til skolen. Hende blev jeg forelsket i med det samme og det varede ved til jeg blev voksen, men hun ville ikke vide af mig.

Det var en rigtig stråtækt skole, vi gik i. Der var en førstelærer og en lærerinde. Der fandtes noget den gang, der hed den vestjydske skoleordning. Den gik ud på, at man fra 10 års alderen ikke gik i skole fra den 15. april til den 15. oktober. Så vidt jeg ved, skyldtes ordningen, at man i disse fattige egne havde brug for børnene på den tid af året til at hjælpe til ved landbruget.

Man gik i den “lille” klasse ved lærerinden og rykkede så efterhånden op i den “store” klasse. Når man hørte til dem, der gik i skole fra 15. oktober til 12. april havde man en lang skoledag, der strakte sig fra kl. 8 til 11,30 og fra kl. 1 til kl. 5. (husk på, vi sagde ikke fra kl. 13 til kl. 17 dengang.) Da man gik over til betegnelsen kl. l til kl. 24 kunne man få skiver med disse tal på til at sætte på “tvebakken” (lommeuret).

Det var en blanding af elever på forskellige alderstrin, læreren skulle undervise i den samme klasse på godt 30 elever. Hovedfagene var regning, læsning og skrivning. Vi havde bibelhistorie, danmarkshistorie, naturhistorie, fysik, sang, tegning, gymnastik og boldspil. Drengene havde træsløjd med en snedker/tømrer som lærer. Pigerne havde håndarbejde. Gymnastik foregik ved en ung karl, som var delingsfører fra Niels Bukh på Ollerup Gymnastikhøjskole. Ovennævnte er det, jeg husker vedrørende fagene.

Ernebjerg fik en Ford T og når han skulle til Brugsen efter benzin, fyldte han bilen med elever. Een skulle køre hen og en anden hjem og vi skulle køre bilen helt ind i garagen. Nej, hvor var det spændende, jeg har altså prøvet at køre bil allerede i 1920´erne.

Ernebjergs fødselsdag var kort efter nytår. Så samlede klassen ind til en gave og en deputation cyklede til Ribe for at købe den. Vi købte en gang en søgræsstol, som stod bag katederet, da han kom ind om morgenen. Hvert år kvitterede han med at holde et børnebal i forsamlingshuset, som lå lige over for skolen (her var også vor gymnastiksal). Han betalte musikken, som kom fra Ribe. (Min mors søsters mand, onkel Peter var med i det orkester.)

Der var køkken, hvor kaffen blev lavet og familierne havde selv en stor kurv med, hvori der var kaffebrød. En ting, der nok ikke kendes i vore skoler i dag, er nok træskorækker. I skolens garderobe var anbragt sådan nogle reoler med rum til træsko og tøjsko. Træsko i rummene og tøjsko på fødderne, før vi gik i klasseværelset.

Vi havde også et skolebibliotek, det var anbragt i to store glasskabe i klasseværelset og en bestemt dag i ugen kunne vi låne bøger, når vi havde nået en vis alder. Jeg læste meget og havde en stærk fantasi, jeg levede så meget med i det læste, at jeg kunne sidde og græde, når det gik en person ilde. Nervesammenbruddet kom en nat, efter at jeg dagen i forvejen havde læst i avisen, at der havde været indbrud i Gredstedbro Brugsforening af boretyve. Det var vist nok også i den periode at “det borende X” huserede, det var vist på Sjælland.

Jeg husker, at jeg vågnede og skreg højt. Jeg kunne bestemt høre boretyvene i færd med at bore sig ind ved vores bagdør. Min far og mor tog meget alvorligt på det. De søgte ikke læge til mig, men min far talte med Ernebjerg om det. Han tog også meget alvorligt på det. Resultatet af deres samtaler blev, at jeg ikke skulle gå i skole nogle måneder. Jeg fik forbud mod at læse og påbud om at gå lange ture i plantagen hver eneste dag. Det var en pestilens, men det hjalp. Da jeg kom i skole igen, måtte jeg ikke låne bøger i lang tid. Da jeg endelig måtte, fik jeg ikke lov til selv at udvælge bøger, men læreren fandt nogle “julehistorier” til mig. Det var en streng tid, indtil jeg fik “rigtige” bøger igen.

Der blev også “mobbet”, da jeg gik i skole. F.eks. var der en pige, der måske faldt lidt uden for flokken. En dag i skoletiden var hun pludseligt løbet væk. Vi var nogle drenge, der af læreren blev sendt ud for at finde hende. Vi fandt hende, men hun ville ikke med. Vi brugte magt og slæbte hende med tilbage. Vi triumferede, da vi kom med hende. Vi vidste ikke, hvad det hele egentlig gik ud på og læreren så heller ikke ud til at fatte situationens alvor. Det var synd.

Der var en dreng, der i dag ville kaldes stærkt læseretarderet. Det fattede vist hverken læreren eller vi. Vi mente bare, at han var dum. Jeg fik besked på at gå ud i lærerens køkken med ham, hvor jeg skulle hjælpe ham med at læse. Jeg var utålmodig, skældte ham ofte ud og gav ham vist også et par på kassen. Forfærdeligt.

Vi havde en stor skolegård, hvor vi legede i frikvartererne der var ikke noget, der hed gårdvagt den gang. Men der blev alligevel holdt øje med, hvad vi foretog os. Jeg må have været meget fremtrædende i skolegården for en dag i det store frikvarter, hvor personalet drak formiddagskaffe, stod lærerens kone pludseligt i døren og gav mig en ordentlig omgang. Da vi kom ind fortsatte læreren og lod mig vide at jeg ikke skulle opføre mig som om jeg bestemte det hele. Ja, sådan må jeg jo have været.

Selvfølgelig sloges vi også af og til. Både for alvor og også for at prøve kræfter gennem brydning og boksning. Men hærværk mener jeg ikke vi foretog os. Vi havde stor respekt for andres ejendom, det var vi opdraget med både i skolen og hjemmet.

Der var jo en plantage omkring skolen og vi afholdt kampe med fyrretræskogler. Kunne vi ikke høre, når læreren brugte sin dommerfløjte for at kalde os ind, blev der ballade. Der var ro nogle dage, men så gik det løs igen.

I 1931, da jeg var 13 år, blev lærerens datter og hendes kæreste gift. (Ingrid Ernebjerg, V. Vedsted Byvej 55 og Thyge Thygesen, Ydre Bjerrum). De købte gård i Åtte ved Føvling og Holsted. Da jeg ikke gik i skole fra 15. april til 15. oktober blev læreren og min far enige om, at jeg ville have godt af at komme i arbejde og prøve livet på en gård. Det ville jeg gerne, så læreren kørte mig derned i sin Ford T.

Det blev en sommer med hårdt legemligt arbejde; men jeg var stor og stærk af min alder, så jeg klarede det. Vi blev kaldt på kl. 4,30 om morgenen til arbejde i stalden og efter morgenkaffen arbejdede vi i marken kun afbrudt af middagsmad og en kort middagssøvn, så gik det løs igen indtil aftenstaldarbejdet skulle klares. I høstens tid kunne kl. godt blive 8 om aftenen, før vi var færdige med arbejdet i marken. Det var en meget lang arbejdsdag, men vi fandt det helt naturligt, at arbejdet skulle gøres. Vi kendte heller ikke noget til fagforeninger i landbruget. Lærerens og mine forældre hentede mig hjem omkring, den 1. oktober. Da havde jeg 50,- kr. i lommen, det var lønnen for den sommer, desforuden havde jeg jo fået kost og logi.

Da foråret kom og jeg blev konfirmeret, skulle jeg til at se på mine fremtidsmuligheder. Gårdejeren havde sagt til mig, at jeg var velkommen til arbejdet igen, når jeg var konfirmeret. Jeg havde nok lyst; men jeg kunne regne ud, at med den indtægt, jeg kunne opnå, ville jeg aldrig kunne spare sammen til en gård. Jeg havde også lyst til at blive møbelsnedker, men man fortalte mig, at møblerne fremover ville blive fabriksfremstillet og jeg havde ikke lyst til at lave stoleben hele mit liv. Så var der naturligvis drengedrømmene om at blive søkaptajn eller flyver; men da jeg er farveblind, var der ingen realiteter i det. (Farveblindheden blev jeg opmærksom på i en time med tegning. Læreren spurgte mig, hvorfor jeg malede græsplænen rød).

Jeg ville gerne på Ribe Katedralskole for at blive student. Læreren, min faster som var lærerkone og min farbror, der var uddeler gik i forbøn for mig hos min far. Det ville han ikke høre tale om, han ønskede mig i lære i et fag. Hvad jeg derefter ville have af videreuddannelse måtte jeg selv sørge for at skaffe mig efterhånden. Det skulle senere vise sig, at den stråtækte skole havde været god nok, det vil sige læreren, når man er afhængig af een bestemt lærer næsten hele sin skoletid, betyder det alt, om han er god.

Jeg slutter dette afsnit med at erindre en visdomssætning læreren en gang brugte: “Du skal arbejde, som om du skal leve evigt og leve, som om du skal dø i morgen”. Det endte med at min far foreslog mig at komme i lære i Brugsen hos ham. Det var ikke af særlig lyst, at jeg sagde ja. Jeg husker ikke om jeg selv tænkte over det; men min far kendte naturligvis den store arbejdsløshed, der herskede. Den var i gennemsnit 31,7 % i 1932, og han har nok ment, at der var gode chancer for mig indenfor brugsforeningsbevægelsen, som var i stærk fremgang. Det mærkelig er, at alt hvad jeg senere gav mig i lag med altid er blevet interessant for mig og jeg tror ikke, jeg nogensinde har fortrudt det første skridt, jeg tog ud i arbejdslivet.

Indendørs aktiviteter.

Jeg har tidligere beskrevet, at vor belysning var petroleumslamper, stearinlys og på cykler carbidlamper. Jeg oplevede, at vi fik elektrisk lys, det var først i 20´erne. Jeg husker den dag, da vi skulle i forsamlingshuset for at vælge belysningsarmaturer ud til hele huset. Forsamlingshuset var fyldt med ophængte lamper og armaturer. På gulvet stod kæmpestore trækasser, hvorfra man kunne købe de udstillede belysningsarmaturer. Jeg husker endnu, da installationerne var tilendebragt, at jeg ustandseligt ville gå og trykke på kontakterne for at se, om der kom lys.

Nu oprandt der en helt ny og, meget lettere tid. I butikken havde vi måttet bruge håndsving på kaffemøllen for at male kaffe, nu fik vi en elektrisk kaffemølle. Jeg husker dog, at der også var et håndsving til den. Der var nemlig af og til strømafbrydelser den gang. Nu var man fri for at pudse og rense lamper og hælde petroleum på. Pærerne var dyre den gang. Først i 30´erne kom der pærer fra de svenske brugsforeningers nye fabrik, og det var til en helt anden pris, “LUMA” hed de. I dag findes der også “LUMA” fjernsyn. De svenske brugsforeninger startede også en gummifabrik, og da vi fik “Gislaved” gummistøvler viste det sig også at være en kvalitetsvare til en forholdsvis billig pris. Sidste år fik jeg 4 nye “Gislaved” dæk på min bil. Norden kan godt.

Så kom radioen, det var meget spændende. Vor nabo malermester Hald og hans kone Marie havde 2 sønner, Magnus og Gunnar (V. Vedsted Byvej 16). Magnus var en ung mand på en 12-14 år, da Brugsen blev oprettet. Han gik og hjalp min far meget og var så interesseret, så min far antog ham som lærling. Gunnar blev maler som sin far og da jeg kom til at kende ham, malersvend hos sin far og boede hjemme hos forældrene. Inden da havde han prøvet at være vandrende håndværker ned gennem Europa, det var meget almindeligt den gang. Han havde opholdt sig flere år i Schweiz med stort udbytte, som han ofte fortalte sig om.

Gunnar var måske den første der fik radio i byen. Det var et apparat med løse spoler, som man skulle skifte, når man ville skifte station. Radioen var med høretelefon, og når vi var flere, der skulle høre samtidigt, lagde han høretelefonen ned i en krystalskål, som så fungerede som højttaler. Så fik vi selv radio og antennen gik fra en kæmpehøj mast, som blev anbragt langt fra huset. Radioen blev anbragt inde i dækketøjsskabet, nu kunne man få højttaler og den blev anbragt oppe på skabet. Nej, hvor var vi glade for de børnetimer, vi nu kunne høre. Radioen gik jo ved et stort anodebatteri og en akkumulator. Anodebatteriet løb jo ud for strøm og et nyt måtte købes, medens akkumulatoren skulle oplades, og det blev den på mejeriet. Når strømmen var blevet for svag stod vi mindst to på en stol med øret inde i højttaleren.

Jeg husker at familien var meget optaget af “Ærbødigst ugerevy” og “Familien Hansen”. Far var meget optaget af Petersen-Dalum, når ham holdt sine landøkonomiske månedsoversigter. Nicolai Blædels foredrag var han også meget optaget af. Og så var der jo også af og til nogle gode hørespil. Med radioen kom der igen et nyt element ind i dagligstuens aftensamvær. Der blev mindre tid til højtlæsning, medens damerne sad med deres håndarbejde, syning, strikning, hækling, knipling og så videre, men det kunne de jo godt fortsætte med og samtidig høre radio. Vi børn prøvede næsten alt håndarbejdet. Jeg kan huske, at jeg lærte at kniple. Jeg lavede mig selv et kniplebræt som jeg solgte og fik 5,- kr. for, da vi rejste. Det kvindelige personale sad jo som oftest i dagligstuen sammen med familien om aftenen.

Udendørs beskæftigelse som barn.

I min barndom var naturen ren. Man var fri for nutidens forureningsproblemer. Jeg skriver ikke her om forholdene i byen, men om forholdene på landet, hvor jeg boede. Der var rent vand i havet og i bækken og i starten af min tilværelse ingen biler. Der var ingen asfalterede veje, men grusveje. Der var ingen brug for salt på vejene om vinteren. Kom der megen sne, mødte man et vist antal personer fra hver gård til snekastning. Det var friskt at se en halv snes karle med skovl i hånd gøre vejene fri.

Jeg havde al den plads, jeg havde lyst til at boltre mig på med bakker og enge, vandløb og plantage samt ikke at forglemme, Vadehavet. Ingen skilte med adgang forbudt. Jeg havde egentlig ingen rigtige legekammerater som barn, idet landsbyens børn hovedsageligt var landmandsbørn som hjalp til derhjemme. Jeg måtte altså beskæftige mig selv.

De forhold jeg nu vil beskrive er fra min drengetid op til 12-13 års alderen. Jeg havde en stærk fantasi, og det kunne gå ud over min bror Aksel. Man diskuterer så ofte i vore dage i hvor høj grad film og TV kan påvirke børn og unge mennesker. Jeg tror, at det kan, og det gør jeg i kraft af en oplevelse, jeg selv havde som barn. Min far skulle en gang til et møde i Esbjerg. Mor, Aksel og jeg var med til Esbjerg. Mor tog os med i biografen til en stumfilm, der var jo ikke talefilm den gang. Det var første gang vi oplevede at se en film. Det var en amerikansk film fra det vilde vesten. Jeg husker endnu den smukke hvide hest, som helten red på. Filmen betog min fantasi i den grad, at Aksels og min leg blev mere voldsom. (Det var nok kun mig, der blev voldsom).

Under legen med soldater og indianere kastede jeg en hammer mod ham på lang afstand, det var en symbolsk handling, det var jo ikke meningen, at den skulle ramme ham, men det gjorde den desværre. Hammeren strejfede ham i tindingen, så blodet flød. Jeg husker at een af personalet tog ham med ned under tønden med kogesprit og vaskede såret af. Stor opstandelse da min mor og far kom hjem fra byen. De havde været ude at købe nye møbler til den pæne stue. Jeg glemmer det aldrig, jeg kunne være blevet brodermorder. Godt at jeg ikke er barn i dag med al den moderne kommunikation og påvirkning. Jeg var nok noget af en vild krabat.

En kammerat og jeg morede os med at køre på cykel ned af en sti på en bakke. Jeg opdagede, at der var gravet en grøft tværs over stien på et sted, man ikke kunne se fra startstedet. Jeg så op på ham og sagde: “Kom så”. Jeg følte mig stærk og mente at jeg kunne al ting, så det var min hensigt at springe ind foran ham og gribe i styret mod begge hænder, når han kom. Jeg var ikke stærk nok. Han stod med cyklen på hovedet i grøften og slog sit mellemgulv så slemt, at jeg blev bange for, at der var sprængt noget inden i ham. Han kom heldigvis til hægterne igen. Uha. Han blev forresten sømand og gik fra borde fra et skib, netop som det gik ud på sin sidste tur, det blev torpederet under krigen.

En lille pige jeg fulgtes med på broen over bækken, sagde jeg til: “Du tør ikke sætte dig op på gelænderet”. Det gjorde hun med det resultat, at hun faldt i bækken fra en to – tre meters højde. Der var heldigvis ikke så meget vand i bækken på det tidspunkt. Hun løb dyngvåd og hylende hjem. Jeg var fej nok til ikke at følge hende. Jeg var nok kun 5-6 år, hvis det kan undskylde mig lidt.

Aksel og jeg gravede huler i plantagen. På besøg ca. 40 år efter var der endnu tydelige spor at se. Een i mine øjne kæmpestor trækasse Brugsen havde fået med varer, en kasse der ikke skulle returneres, skulle være selve borgen. Der blev bygget volde op omkring med voldgrave udenfor og vi fik lavet en vindebro. Så gravede en kælder og derefter fik jeg den skøre ide, at der skulle graves en løngang i kravlestørrelse ud under voldgraven. Da jeg under arbejdet hermed kom så langt ind, at Aksel kun kunne se den bagerste ende af mig, blev han bange for foretagendet og løb og hentede min far. Da blev der ballade.

Jeg var meget idrætsinteresseret. Købte “Drengebladet” og læste så jeg savlede. Heri var mange ideer. Jeg lavede højde- og længdespringsbane, stangspringsbane og foretog løbeture.

Vi byggede en gang en træplatform højt oppe i et træ. Her kunne vi ligge og læse i fred og ro. En dag så jeg ind i hovedet på et egern, da var de kommet fra den store plantage til vores plantage. En dag jeg skulle ud i mosen og fiske, så jeg på den ene side af vejen en rævemor, der løb og legede med sine unger i solskinnet i kanten af plantagen. Og på den anden side i skovbrynet stod et dådyr helt stille. Det skal bemærkes, at der til begge sider af vejen var en mark imellem vejen og objekterne, så dyrene bemærkede mig ikke. Jeg fangede den dag min største fisk, en gedde, som jeg glædestrålende kom jeg og lagde på køkkenbordet foran min mor. Vi havde så mange muldvarpe, så jeg besluttede, at min mor skulle have en muldvarpepels. Jeg troede, at jeg kunne garve skindene selv, men de blev fordærvede og de var så små, der skulle for mange til. Så opgav jeg.

Jeg købte en brugt kajak for 5 kr. Den var fremstillet af et lærredsbetrukket stel. Lærredet var gjort vandtæt ved fernisering. Den morede jeg mig meget med i bækken. Mærkeligt, at jeg ikke kom galt af sted, når der var meget vand og strøm i bækken. Når der var meget vand i havet, blev slusen jo lukket og så kunne der komme ret store oversvømmelser fra bækken. En ung mand, der skulle prøve, kæntrede, jeg troede aldrig han kom op igen, da han kom på land var det første han sagde: “Nu blev min tobak våd”. Så kunne vi le. Vi badede det samme sted, hvor der var dybt og en dag, jeg sprang på hovedet i fra brinken, stødte jeg hovedet mod bunden, men vinklen var heldigvis sådan, at jeg ramte med panden og næsen. En lidt anden vinkel, ja, så havde jeg ikke skrevet dette.

En af vore store glæder var Vadehavet. Lige fra jeg var nogle få år kaldte far på mig, når tiden nærmede sig, hvor der var højvande. Der er jo høj- og lavvande 2 gange i døgnet, altså ca. 6 timers interval. Ca. en time senere for hver dag. Så blev jeg sat på cykelstangen og så kørte vi ud for at bade. Vi havde ca. 2 km. til vandet. Det skulle være rigtig sommer, før vi begyndte; men så blev vi somme tider ved til først i oktober. Når det blæste kraftigt og var springflod, det er det ved fuldmåne, så klædte vi af og på bag det store havdige. For altid at have læ på stranden lavede vi som tidligere nævnt et stort rundtelt. Men det skulle være bedre mente min far. Så lavede han alle elementerne til et træhus hjemme i gården og lejede en landmand med hest og vogn og fik elementerne til stranden, hvor han samlede et hus. Der var frit slag, sådan noget måtte man jo ikke gøre i dag. Det hus fik vi virkelig megen glæde af, og det var så godt, at nogen ønskede at købe det, og gjorde det, før vi rejste fra byen i 1935. (I dag bygger man jo huse af elementer, men de har nok ikke lært det af min far først i trediverne.)

Min far elskede at tage sin cykle søndag morgen, når det var lavvande, så satte han sig i huset, åbnede skodderne mod vest og sad og så på, at tidevandet kom. Det var jo kilometervis af bart sand, der i løbet af nogle timer blev oversvømmet af hav. Gad vide, hvilke tanker, der gik gennem hans hovede. Måske var det ideer til en ny artikel til “Uddelerbladet”, han skrev meget jævnligt til bladet den gang. Måske skulle artiklen være på vers, det kunne han også præstere.

Een af de mange store glæder, jeg havde ved havet, var en båd. Ejeren havde givet mig lov til at benytte den, når jeg havde lyst, og det havde jeg tit. Så tog vi ud og badede fra båd. Vi kunne se over til Mandø og Fanø. På Fanø kunne vi, når solen skinnede fra øst og syd, se den store hvide klit på sydspidsen af Fanø ved Sønderho. Da drømte jeg ikke om, at jeg senere skulle få sommerhus ved Sønderho og nu kan gå på østdiget og se min barndomskirke i V. Vedsted, når aftensolen skinner på den fra vest.

Vi gik naturligvis også til Mandø. Vi kunne gå på Ebbevejen, når det var lavvande. Det var en tur ud over det hvide sand på 7-8 km. Det var en lang tur, når vi både skulle frem og tilbage. Jeg er aldrig senere blevet så forbrændt af solen, som jeg blev på en sådan tur.

Man skulle være meget velhavende, hvis man kunne give sine børn cykler. Jeg kan ikke huske, hvor gamle mine søskende var, før de fik cykler. Min far havde en cykel. Og der stod en gammel cykel, som var min mors, men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set hende cykle. Cyklen overlevede jernbanekatastrofen ved Bramminge, da den var med toget ved den lejlighed. Da jeg fik hendes cykel, følte jeg mig rig. Hvor fik jeg dog megen glæde af den. Smeden (Ebbe Pedersen, Mandøvej 7) måtte lave en speciel saddelpind til den, så jeg kunne nå pedalerne. Det var først efter at jeg var blevet konfirmeret og var kommet i lære, at jeg fik en splinterny FDB-cykel, en “LION-de-Luxe”. Jeg mener at huske, at den kostede 115,- kr. Skulle jeg have betalt den af min lærlingeløn på 10,- kr. om måneden, ville det have været umuligt for mig at købe den. Jeg havde pengene på en bankbog, hvor der stod en lille arv fra min farfar.

Det hedder sig, at man går i fare, hvor man går. Jeg kan fortælle, at man også kravler i fare, hvor man kravler. Min far og mor har fortalt mig, hvad der skete mig som helt lille en varm sommerdag, hvor dørene stod åbne helt ud til trappestenen. De ledte efter mig og fandt mig ude på trappestenen, hvor jeg lå og legede med en stor hugorm. Den fandt sig i det og gjorde mig ikke noget. Så lille og bidt af en hugorm, ja, så havde beskrevne oplevelser ikke været mine. Vi så som børn ofte store hugorme, men var så heldige ikke at komme dem for nær. Jeg husker, da jeg lige var begyndt at gå i skole, at lærerens sorte puddel stod overfor en stor hugorm, der rigtig var placeret i angrebsstilling. Læreren blev tilkaldt og han huggede hovedet af hugormen med en spade. Lærerinden fik hovedet og hun viste os bagefter i klassen, hvordan hovedet var indrettet med giftsæk og hugtand. Praktisk naturhistorie.

Snifning. Iflg. leksikon: (engelsk) snusen, indsnusning af dampe fra benzol m.m.. Kendte man det i min barndom ? Jeg kom til det. Da bilerne i et ganske lille antal var kommet til byen, blev Brugsen nødt til at handle med benzin. Det blev i store 32 liters dunke af jern med skuelåg, som var forseglede med plomber. For at få lov til at handle med benzin i dunke blev der gravet et hul i jorden i lidt større dybde end dunkenes højde. Langs hullets ender og sider blev der opført en mur. Hullet blev lukket med en jernplade med hængelås. Benzinen blev kun solgt i hele dunke. Returdunkene blev opbevaret på rad og række udendørs. Jeg havde det som barn med at skulle snuse til al ting og en dag skruede jeg låget af en tom dunk for at lugte til det, der havde været i den. Jeg opdagede, at jeg blev beruset af den gas, der havde dannet sig i dunken. Det var en farlig spøg, som min far aldrig opdagede. Jeg har først nu ved at se i et leksikon konstateret, hvor farligt det var. Puha.

Udendørs aktiviteter om vinteren.

Der var jo ikke så mange, undtagen når der var frost og sne. Vi havde en enkelt bakke i nærheden, der var så stor, at vi kunne få noget ud af at kælke på den. Jeg husker et år til jul, hvor der var meget sne. Vi kunne ikke få tiden til at gå til det blev juleaften, så vi kælkede helt fra middag og til aften. Vi blev så søvnige, at vi måtte gå tidligere i seng, end vi havde forestillet os.

Jeg havde ingen skøjter, så jeg måtte stå og se på, at de andre morede sig. Så fik jeg et par af skøjter af lærerens søn (Knud Ernebjerg, V. Vedsted Byvej 55). De var blevet for små til ham. Støvler havde jeg heller ikke. Så fandt jeg et par lange sorte snørestøvler af min mors i skotøjsskabet. Dem fik jeg lov til at få. De var med høje hæle, så sikket et syn. Dem brugte jeg år efter år.

Mine fødder voksede jo, så til sidst begyndte skøjterne langt inde under min fod. Hvordan fodtøjet udviklede sig husker jeg ikke. Man forstår vel, at jeg aldrig blev god til at løbe på skøjter. Jeg bliver helt misundelig, når jeg ser hvad mine børn og børnebørn har af vintersportsudstyr i dag. Det var sjældent at der var så stærk frost, at bækken frøs til, vi løb normalt på en lille sø, men jeg har prøvet at gå igennem isen på bækken, men vandet gik mig da heldigvis kun til midten af livet, så jeg kunne selv komme op, det var jeg også nødt til, for jeg var helt alene på isen.

Fritiden i og uden for hjemmet.

Jeg har beskrevet en del om vore hverdagsaftenen. Jeg har nu lyst til at skrive lidt om en skoleudflugt. Der var stor spænding på dagene før en sådan tur. Ja, vi kunne næsten ikke sove natten før vi skulle af sted. Vi kom meget tidligt op en sådan morgen. Mor havde smurt dejlig mad med vort yndlingspålæg på. F.eks. banan, som var hentet i Ribe dagen før, æg og tomat. Vi fik penge med til sodavand og lidt slik. Vi fik ikke slik med fra butikken. Vi havde det princip hjemme, at vi aldrig selv måtte tage et bolsje. Følte vi stærk trang, måtte vi spørge far. Så fik vi måske eet. Der var som regel nogle forældrepar med til at holde styr på ungerne. Vi blev kørt i hestevogn til stationen. Så kom det spændende, hvem vi kom i kupé sammen med. Toget var jo indrettet med faste kupéer. Der var indgang fra et udvendigt trinbræt til hver enkelt kupe, altså ingen sidegang. Vi skulle altså blive i den kupé, vi kom i. Konduktøren gik langs det udenfor værende trinbræt for at se billetter den gang (ind af vinduet). Hvor tog vi hen?

En tur jeg husker, gik til Kolding, hvor vi var på Koldinghus Slotsruin, derefter med færgen over Lillebælt til Strib og igen med tog til Middelfart, hvorefter vi gik gennem Kongebroskoven (langs vejen stod Niels Bugges roser) til slottet Hindsgavl. Derefter sejlede vi fra Middelfart i et rigtigt lille skib til Fænø og der fra gennem Kolding fjord til Kolding og så med toget hjem til Ribe. Små dødtrætte mennesker kravlede ombord i hestekøretøjerne Den nat kunne vi sove til den lyse morgen.

Vor lærling skulle på ferie, han ville på cykeltur og ville have mig med. Jeg fik lov og så gik turen først til Spandet Brugsforening, hvor hans forældre var uddelerpar. Næste dag var målet Gråsten i Sønderjylland, hvor hans onkel var Fattiggårdsbestyrer. Her boede vi og spiste de dage, vi var i Graasten. Jeg havde aldrig før været i Sønderjylland og blev meget betaget af den afvigende natur fra de hjemlige. Her var kuperet og frodigt og tæt og høj plante- og trævækst. Vi så Graasten Slot udefra og Slotsparken og vi sejlede over på den anden side af fjorden på en færge, der blev trukket af kæder. Jeg husker så tydeligt et specielt indtryk vi fik på cykelturen til Graasten. Vi mødte to modgående cyklister, der rakte armen strakt frem og råbte: “Heil Hitler”. En sådan hilsen havde jeg aldrig modtaget før. Den hilsemåde fik vi jo senere lært tilstrækkeligt at kende. På den tur så jeg min første bilbrand. Jeg havde aldrig forestillet mig, at en bil kunne gå op i sådan et bål.

Vor kommis og jeg var en gang på cykeltur helt til Kolding. Vi ville se “dirt track”. Det blev baneløb på motorcykel kaldt den gang. Her deltog Svend Aage Engstrøm og måske også Morian Hansen. Med vore små penge kunne det blive til middagsmad på “Middagssalen”. Det kostede kun nogle ganske få kroner at blive mæt. Det var en cykeltur på ca. 160 km. den dag. Ovennævnte var eksempler på ferietur, kollektiv udflugtstur og en dages cykelture.

I Ribe kom der turnéteater, hvor vi en gang så Poul Reumert i et stykke. Jeg mener, at det hed “Galgemanden”. Også cirkus Bech Olsen så vi. Om sommeren var den lokale idræt fodbold. Pigerne spillede kurvebold. Om vinteren gik vi til gymnastik i forsamlingshuset. Vi svedte godt, når vi var færdige med udfoldelserne og trak i gangtøjet igen og vi kom hurtigt til at fryse, når vi kom ud i vinterkulden. Hvorfor? Jo, der var jo ingen bademuligheder i forsamlingshuset. Vi vidste ikke bedre, så vi savnede det ikke. Hvem har savnet TV, før det var der. Sådan er det. Jeg var kun en stor dreng, da jeg kom på de voksnes hold og var med til opvisninger og Amtsstævner.

Badminton var vist ikke meget kendt omkring 1930, men jeg spillede med Efterskoleforstanderens søn i skolens store sal. Til byen kom også foredragsholdere til ungdomsforeningen og foredragsforeningen, men jeg husker ikke ret meget vedrørende det. Det har nok været for “voksent” for mig.

Familiens meninger.

Jeg mener, at jeg af alt det hidtil skrevne har givet udtryk for mange meninger og holdninger hos landsbyens mennesker. I den lille landsby var der også flere religiøse retninger. Der var missionsfolk, også pinsemissionen havde sine tilhængere. Men jeg mener, at det kun var små grupper. Vi betragtede dem som sære og afvigere. Der kom mange mennesker i folkekirken, hvor mine forældre gik og somme tider tog min far mig med. Men jeg forstod ikke ret meget af det.

Ønskerne til fremtiden gik nok meget ud på at få en forbedret økonomi. Og jeg tror også nok, at mange i starten af Hitlers regime efter det store kaos i det tyske rige efter krigen i 1914-1918 troede på at ny orden og arbejdsmæssig organisation sydpå ville betyde en bedre fremtid også for os. Så vidt jeg ved, kunne selv Kaj Munk ikke gennemskue situationen i starten. Jeg husker endnu, at vi hørte Hitlers store taler i radioen og de blev diskuteret meget.

Kønsrollemønstret i “gamle” dage var helt anderledes end i dag. Langt de fleste kvinder arbejdede jo i hjemmet og det var mændene, der blev betragtet som forsørgere. Man skal dog ikke deraf forledes til at tro, at det altid var mændene, der dominerede hjemmet. Der fandtes naturligvis også den gang kvinder, der var både klogere og åndeligt stærkere end deres mand. Den kloge kvinde kunne lade manden udadtil være “manden i huset”. Det andet hørte hjemmet til.

Seksuallivet var tabu som samtaleemne, men at det foregik i rigt mål sås på de store børneflokke. Så vidt jeg ved, slog Thit Jensen i 30´erne kraftigt til lyd for, at kvinden selv skulle have lov til at bestemme, hvor mange børn, hun ville have. Det har sikkert slået gnister i hjemmet, når manden skulle til at være afholdende, for beskyttelse mod graviditet var jo ikke, hvad de er i dag.

Når seksuallivet var tabu i hjemmet, var det kun på karlekamrene, man kunne få et forvildet indblik i, hvorledes det gik for sig. Her talte man ikke om kærlighed, men kun om erobringer. Og vi unge var ofte skuffede over, at vi ikke hørte noget om kærlighed i den forbindelse. Det var en stor fordel at bo på landet, hvor man ofte så, hvorledes det foregik blandt dyrene. “Rapport” udkom jo ikke den gang, så man kunne se billeder af, hvorledes det foregik blandt mennesker. Man kunne læse i bøger, at man kunne få rygmarvsbetændelse af at onanere. Man så meget ned på den pige, der fik et såkaldt “uægte” barn. Man blev strengt advaret af mor, men desværre ikke belært.

Far var tavs vedrørende disse forhold. Advarslerne var ikke direkte, men henvisninger til, at nu havde den og den fået et “uægte” barn. Hun udmalede skammen og de sørgelige udsigter, der var for den unge pige og hendes barn. Heraf skulle man så selv tage ved lære og sørge for ikke at bringe en ung pige i en sådan situation. De farlige drifter og evt. beskyttelse blev der ikke sagt noget om. Man måtte bare ikke, før man blev gift.

Fri kærlighed er så den modsatte situation, som man nu har set i en del år. Så dukker advarselen op i form af AIDS, og det medfører et mindre løssluppent kærlighedsliv. Det er balancen det gælder og hvorledes finder man den i drifternes mangfoldighed. Jeg mindes, at min far, da han var nær de 90, efter at have læst, hørt radio og set TV, hvorledes kønslivet foregik i nyere tid, sagde til min mor: “Havde vi bare vist bedre den gang.” Jeg vil gøre disse ord til mine: “Havde jeg bare vidst bedre den gang.”

I lære i Brugsen.

Den 1. maj 1932 kom jeg så i lære hjemme i Brugsen hos min far. Vi skrev lærekontrakt på 3 år. Så vidt jeg husker var den normale læretid 4 år umiddelbart før den tid. Jeg skulle have 10,- kr. pr. måned plus kost og logi. Han skulle holde mig i handelsskole og betale min sygekasse. Jeg tænkte den gang ikke over, hvor vanskeligt det ville have været for mig at få arbejde, såfremt jeg ikke var kommet i lære hjemme. Der var den højeste arbejdsløshed i 1932 af hele perioden 1928-1932, nemlig i gennemsnit 31,7 %, højest i december med 42,8%. I maj var der 24,8 %. Iflg. statistisk departement så det gennemsnitlige årsforbrug således ud i 1933:

Fødevarer 978,- kr.

Tøj 385,- kr.

Bolig 518,- kr.

Brændsel og belysning 139,- kr.

Skatter og kontingenter 433,- kr. = 13,75 %

Andre udgifter 695,- kr.

3.148,- kr.

Der står ikke noget om familiestørrelse eller indtægtsgrupper i den tabel, jeg har taget efter. Jeg mener dog godt det kan passe med en almindelig ugeløn på ca. 60,- kr. inde i byen. Det kan også passe med det forhold, at man den gang regnede med at en ugeløn skulle bruges til husleje, brændsel og belysning, som i dette tilfælde bliver et beløb på ca. 55,- kr.. Når jeg har taget dette forhold med er det for at lette forståelsen af de små priser på varerne, som vil fremgå af det følgende.

Vi så tidligere på indtægter, her ser vi på priser. Vi ser samtidigt på kontrabogssystemet. Priserne er fra FDB´s prisundersøgelse på landet i juli måned 1933. Sammenlignet med Statistisk Departements prisundersøgelse fra samme periode var varerne 8,7 % billigere i brugsen. Ved gennemsnit for hele landet var priserne med fradrag af dividende 15,3 % mindre. Nu priser fra 1933:

1 kg. Byggryn: 0,25 kr., 1 kg. kartoffelmel 0,34 kr., 1 kg. ris hele 0,41 kr., 1 kg. Sago Tapooka 0,38 kr., 1 kg. hukket sukker HN. 0,55 kr., 2 kg. stødt melis 0,88 kr., ½ kg. kaffe I: 2,05 kr., 1 kg. Amerikanske ringæbler 1,36 kr., 1 kg. Abrikoser 1,46 kr., 1 kg. svesker u. sten 0,98 kr., ½ kg. Palmin 0,53 kr., 1 kg. margarine Pan 1,06 kr., 1 kg. Klipfisk 0,73 kr., 1 kg. Soda 0,15 kr., 1 kg. brun sæbe 0,47 kr.

Ny lukkelov.

I april 1932 fik vi en ny lukkelov. Lukkeloven siger ikke åbningstid; men hvornår der skal være lukket. Så vidt jeg husker skulle man have lukket til kl. 6 morgen. Jeg vil her benytte lukketiden og den nye måde at bruge klokken på, altså fra kl. 1-24.

Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag lukkes kl. 18. Fredag lukkes kl. 19. Dage før helligdage lukkes kl. 20. Sidste fredag og lørdag før pinse lukkes kl. 21. Sidste 6 søgnedage før juleaftensdag lukkes kl. 20. Sidste søndag før jul åben kl.16-20. Hvis det er den 24. december så den 17. december. Juleaftensdag på søgnedag lukkes kl. 14. Grundlovsdag, den 5. juni lukkes kl. 12. Den første søndag i maj og november åben fra kl.16-20.

1. maj og 1. november var jo pladsskiftedag for karle og piger, derfor søndagsåbningerne, så de kunne købe deres fornødenheder efter at de var kommet i ny plads. På næste side følger skitsetegninger over Brugsen og jeg vil nu prøve på at gøre rede for arbejdsgangen i så stor en udstrækning min hukommelse rækker.

Varebestillingen.

Hver uge fik vi en hovedleverance fra FDB i Esbjerg, som var startet i 1906. Her lå også FDB´s tobaksfabrik. Ordren blev indgivet skriftligt pr. post. Dagligvarelageret blev gennemgået, varer og bestillingsmængde blev opnoteret i en bog. Ugen igennem havde vi pligt til at opnotere de varer, der blev udsolgt, så man ikke risikerede at glemme dem ved varegennemgangen

På kontoret blev ordrebogens indhold overført på specielle ordresedler til FDB. Disse ordresedler var med kopi og sad i ordrebøger af forskellig farve. Kopien blev tilbage i ordrebogen til kontrol. Der var altså en speciel farve for hver af områderne papir, manufaktur, isenkram, vin, cykler og sko samt kolonial.

Varebestilling foregik også på anden vis. FDB havde den gang produktionsrejsende (varer fra FDB fabrikker) og der var isenkramrejsende, manufakturrejsende og skotøjsrejsende. De rejsende kom et par gange om året og for de store områder produktion, isenkram og manufaktur var det en heldags forestilling, så diskede min mor op for dem til alle måltiderne.

Eksempel på et rejsendebesøg i isenkram.

Besøget var jo anmeldt og accepteret på forhånd og om morgenen den aftalte dag kom så rejsende Larsen. Han kørte ikke selv bil, men havde privatchauffør, det var en mand der var delvis invalid, da han havde haft gigtfeber. Først skulle der to mand til at bære de store vareprøvekufferter ind. De var på størrelse med en standkiste, men kun i ca. halv længde med et bærehåndtag i hver ende. Kufferterne var fyldt med bakker, der indeholdt vareprøverne.

Ekspeditionen forgik ved manufakturdisken, hvor der var mest ro og plads . Det var min far der foretog denne ordreafgivning. Bakke på bakke blev taget frem og varerne præsenteret. Forinden ceremonien havde min far gennemgået lageret, men af og til blev een af os sendt op for at undersøge lageret af forskellige ting. Varerne blev udvalgt (der var jo også nyheder) og kvantum bestemt og så skrev Larsen ned i sin ordrebog. Kopi af de udfyldte ordresedler blev udleveret til sidst. Varerne blev senere leveret fra FDB´s store isenkramlager i Århus. Der kom også flere rejsende fra andre firmaer. De optog ordre til levering gennem FDB. For eks. Richs og R. & C..

Jeg husker en varm sommerdag, der kom en stor flot hvid bil med nedslået kaleche. Ud steg to høje flotte herrer i lyst sommerdres. Det var en rejsende for “Persil” vaskepulver, den anden var sikkert firmaets inspektør. De ville gerne hænge en plakat op i butikken (det var temmelig nyt med plakater den gang, jeg mindes ikke vi havde andre). De fik lov, og den kom til at hænge på væggen ved kaffemøllen ved siden af det lovbefalede skilt med ordlyden “Her forhandles udenlandske landbrugsprodukter”. Disse to herrer morede min far sig meget over, da de var taget afsted. Han syntes at det var helt vanvittigt at to så flotte herrer kom i så flot en bil for at hænge en plakat op.

Jeg nævnte Richs før. FDB optog forresten produktionen af kaffetilsætning på deres kafferisteri i Kolding og det var min farbror Frede, der vandt konkurrencen om varens navn. Den kom til at hedde “Ny-Ka” (ny kaffetilsætning). Der blev brugt megen kaffetilsætning den gang. Kaffen kostede ellers kun ca. kr. 4,10 for hovedmærket, men det var meget efter den tids indtægter. Jeg kan se, at FDB i 1906 solgte l.965.120 pund kaffe og cikorie 983.130 pund. Det var en del cikorie til 2 dele kaffe. Sort blev kaffen da. Der kom også en del rejsende, som min far overhovedet ikke ville handle med, det var hovedsageligt dem, som ikke leverede gennem FDB.

FDB indførte i begyndelsen af 30´erne et begreb “Den tavse sælger”. Det var en prøvekollektion af små vareprøver i en trækasse af manufakturvarer, som FDB førte, men var for omfattende for den enkelte brugs. Medlemmerne kunne se prøverne og bestille varerne herefter. Det var et stort arbejde med rettelser efter cirkulærer med hensyn til priser, udgåede varer og indgang af nye varer.

Vi solgte markfrø på bestilling fra FDB´s frøafdeling. Frøbestillingsedler blev sendt ud til de enkelte landmænd. Det var et meget stort arbejde, når de indkomne frøordrer skulle overføres til samlet ordre til FDB og senere, når de enkelte ordrer skulle ekspederes. Frøet var afvejet i store og små poser, som den enkelte landmand havde bestilt. Sække og poser i lærred af forskellig størrelse skulle så efter såtid modtages, godskrives og returneres til frøafdeling. Jeg mener at huske, at kredittiden strakte sig til efter høst og beløbene skulle derfor bogføres særskilt. Alt det med frø tog min far sig selv af. Han var ikke nem at tale med, mens det stod på.

Der var flere leverandører af enkeltvarer, som FDB ikke havde fået forhandlingen af endnu. F.eks. fik vi gær fra en købmand i Ribe (det blev sendt til os med posten, som hed Bernhard). Købmanden havde depot af gær fra DDSF.

Petroleum var en ret stor vare. Så stor at vi havde en nedgravet tank udenfor pakhuset. Efter at vi havde bestilt petroleum kom der en (syntes jeg) meget stor hestevogn med fast hjulgummi. Den havde en stor petroleumstank bagpå og to store “Bryggerheste” foran. Førersædet var indrettet med kaleche og der var håndbremser på vognen. Den store skæggede kusk lugtede stærkt af petroleum. Hvad blev al den petroleum brugt til ? Ja, alle havde vel ikke el endnu. Når der om sommeren ikke var tændt op i komfuret undtagen til det store middagsmåltid brugte man primus og petroleumskogere. Der begyndte også at opstå mindre hønserier og til rugemaskiner og kyllingemødre brugte man vist også petroleum. I landbruget brugte man nok også petroleumsmotorer til forskellige formål.

Det var eksempler på varebestilling kombineret med beskrivelse af enkelte varer og forbruget af dem.

Varemodtagelse.

Varerne blev sendt pr. bane til Vedsted Station. Her fra blev de hentet af den mand, der havde transporten i entreprise (ca. 4-5 km.). Det var med hest og vogn (2 små islændere). Det var tunge ting at håndtere. Sukker kom i 100 kg. sække, salt i 75 kg. sække. Mel i 50 kg. sække. Mange varer var pakket i store trækasser, der enten var tilsømmet eller lukket med 4 skruebolte. Een i hvert hjørne. Sække og store varer blev kørt på plads med sækkevogn, når de var afkonfereret. Der kunne jo også være redskaber, pigtråd, hønsetråd, hegnstråd, tran i dunke, en tønde eddike, en tønde sirup og fernis med. Tønderne blev rullet ned fra vognen på en slidske. Når de skulle i kælderen blev de rullet om i gården. Så blev dobbeltdøren i kælderen lukket op og en slidske lagt ned på trappen. Når det var en tønde sirup, den var meget tung, begyndte den store forestilling. Heri deltog min far altid, han ville ikke risikere, at personalet kom noget til. Min far var en stærk mand.

2 eller 3 mand var man om at få tønden listet ned af slidsken og sikkert ind i kælderen. Her forestod så arbejdet med at få tønden op af en ny slidske og op på den gennemgående tønderampe. Først skulle der dog bores hul og sirupspumpen sættes i. Når tønden var på plads skulle man have den store træprop på midten af tønden løsnet, så der kunne komme luft ind, efterhånden som man pumpede sirup fra tønden. Nu var sveden kommet frem på alle. De tomme tønder blev solgt til medlemmerne. Når de blev savet over på midten, blev de til fine vaskekar til storvask.

Der kom også postpakker. Hvem kom med dem ? Jo, det gjorde Bernhard. Han var vores landpost; men han var også politibetjent i Ribe. En høj flot mand, der boede i Ribe. Ved godt 9 tiden om morgenen rullede Bernhard op foran Brugsen i sin Ford T og med nedrullet kaleche, når det var fint vejr. Så kom der avis, breve og pakker. Han tog også passagerer med for et mindre beløb (det var forløberen for rutebilen). Varerne blev kollivis nøje afkonfereret med fragtbrev eller følgeseddel, så evt. mangler straks kunne påtales overfor vognmanden eller banen.

Kasserne skulle pakkes ud. Isenkramvarer var for en stor dels vedkommende pakket i store trækasser med halm for at beskytte varerne. Varer, der skulle påsættes pris, anbragte man samlet på en bestemt plads, indtil faktura kom og prismærkningen kunne foregå.

De specielle varesendinger efter rejseordre blev først udpakket, når faktura forelå, hvorefter de blev prismærket og sat på plads. Det var for at man ikke skulle fristes til at sælge af dem og tage en forkert pris.

Faktura på kolonialvarer var indrettet med: antal, varenavn, brutto, tara, netto, á pris og beløb og yderst til højre plads til udsalgspris og beløb. Så snart fakturaen blev modtaget med posten påførtes den udsalgspriserne, hvorefter den enkelte vare som skulle mærkes blev mærket. De store varer, som ikke skulle mærkes, var angivet med priser på opslagstavler, f. eks. ude ved grovvarerne eller på døren op til lageret. Det var meget besværligt at prismærke varer den gang. For de i butikken forud afvejede varer blev der sat en prisetiket på hylden med den pågældende vare. For løsvægtsvarer i skufferne blev der sat prisetiket på skuffekanten o.s.v.. Mange varer blev prismærket med blåkridt f.eks. redskaber og malkestole m.m..

Hængeetiketter blev anvendt f.eks. til metervarer. Nogle etiketter var indrettet med plads til fakturanummer og fakturadato. Herved kunne man f.eks. se, hvor længe en vare havde ligget på lager. Ved hjælp af fakturanummer kunne man også sikre sig at få den samme vare ved genbestilling. Man fik senere etiketter med farver. Når man brugte forskellige farver hvert år kunne man se, hvor længe varen havde været på lager.

Der fandtes prisændringsbøger for nedsættelser og forhøjelser som i størst udstrækning blev brugt ved prisændringer i de store varer, som ikke var prismærket. Uddeleren skulle jo svare til varelageret, så når der kom varer hjem til ændret pris blev det gamle lager talt op og indført i prisændringsbogen med differencen til ny pris. På den måde blev også dagsprisen gældende.

Der fandtes også hæfter med formularer til opnotering af returemballage og returvarer. Formularen fulgte med forsendelserne og kopi blev tilbage. Det var igen vognmanden, der måtte tage disse ting med til stationen, når han hentede varer. Og de fyldte ægkasser måtte han også køre til stationen og have tomme kasser med tilbage.

Varesortimentet.

Dette er jo en stor mundfuld at gøre rede for. Godt nok var det jo af minimal størrelse i forhold til nutidens sortiment, men det var af en hel anden beskaffenhed. Jeg kan naturligvis ikke huske det hele og det vil derfor være forkert at skrive et sortiment op og give det indtryk af at sådan var det bare – færdig med det. Groft sagt mener jeg, at sortimentets hovedgrupper kan opdeles således:

Fødevarer, Nydelsesmidler, Toiletartikler, Rengøringsartikler, Andre husholdningsartikler, Husholdningsisenkram, Manufakturvarer, Skotøj, Papirvarer, Skriveartikler, Landbrugsisenkram, Grovvarer, Kemikalier, Andre isenkramartikler.

De fleste løsvægtsvarer kom hjem i sække og kasser, tønder og dunke og skulle enten forudafvejes til butikken eller afvejes under ekspedition. Mel, gryn, sukker, salt m.m. blev forudafvejet. Andre varer blev afvejet under ekspeditionen fra skuffer og beholdere. Den dag i ugen, hvor der var bedst tid foretog man afvejninger. Een fyldte poser og vejede af og een lukkede poser og fyldte på hylder. Der gik mange historier om, hvad man talte sammen om under dette arbejde. Nogle sang salmer og andre sang fædrelandssange og de sidste dansemelodier fik også en tur, f.eks. “Maggedudi”. Der var den sidste fodboldkamp, eller de nye tjenestepiger.

Når der var kommet en ny kommis kunne han også fortælle om oplevelser fra andre pladser,. f.eks.: Et uddelerpar skulle for første gang opleve at have nogle få dages ferie. Man gik meget op i om Brugsen var et godt madsted. Det var lá lá her og uddelerkonen havde kogt grønkål til personalet, som de kunne nyde godt af i dagene, de var alene. De kunne bare ikke lide grønkål, så de tog den store gryde, gravede et hul i haven og væltede indholdet i. Så levede de af noget, de selv kunne tilberede.

I en anden Brugs var uddeleren ved at lære lærlingen kundebetjening. En kunde var på vej til udgangsdøren med begge hænder fulde og da det ikke gik stærkt nok for lærlingen med at komme rundt om disken for at lukke døren op, ville uddeleren vise, hvorledes det skulle gøres og han sprang i et sæt over disken. Ak og ve, han landede i en stor kurv med æg. Lærlingen nåede således først til døren.

Vedrørende sortimentet vil jeg nu prøve et eksperiment. Jeg vil bygge en situation op af en ekspedition, hvor jeg ekspederer varer og samtidig med at jeg beskriver ekspeditionen vil jeg give kommentarer til varerne.

Ekspeditionseksempel.

Der ruller en landmand i hestevogn op foran butiksdøren. Jeg springer ud og modtager 2 store kurve med æg og forskelligt emballage såsom flasker, sække, dunke med mere. Manden giver mig en ordreseddel og siger: “Jeg skal i marken og kommer efter varerne på tilbagevejen”. Det første jeg tager mig af er æggene. Jeg vejer hver kurv for sig på butikssøjlevægten og skriver bruttovægten ind i mandens ægkontrabog. Derefter går jeg på lageret og lægger æggene i de store kasser, vi har fra DAÆ. Det er kasser med ægrammer og med et rum til hver enkelt æg. Når rammen er fyldt lægges papstykket over og en ny ramme ned og man fortsætter nedlægningen.

Derefter vejer jeg de tomme kurve (tara) og skriver resultatet ind i bogen og regner nettovægten ud. Dagen for leverance til DAÆ var aftalt med de enkelte butikker, så arbejdet på DAÆ kunne foregå jævnt i løbet af ugen. På butikkens sidste indleveringsdag for ugen var der meget travlt, den travleste dag i ugen.

Medlemmerne kom med store kurve fyldt med æg. Alle medlemmer, der leverede æg, havde fået udleveret stempel og stempelpude. De havde også fået besked på, hvorledes de evt. skulle rense æggene. Alle æggene skulle være stemplet med leverandørnummer før de blev afleveret i butikken. På den måde kunne man altid finde tilbage til dem, der evt. havde leveret dårlige æg. Evt. knækæg i kurven blev vejet med tilbage med kurven. Knækkede vi selv æg, gik de i køkkenet, så fik vi måske æggepandekage med flæsk til aften.

DAÆ satte den gang en officiel ægnotering, den pris æggene blev afregnet til. Efter årets slutning blev der udbetalt overskud fra DAÆ til leverandørerne. Jeg ved ikke om jeg har nævnt det, men DAÆ står for “Dansk Andels Ægeksport”. Nu tager jeg så fat på ekspeditionen.

Mandens kontrabog er i Brugsen og jeg skal have ordresedlen, han gav mig, ført ind i den. Det tog nok tid at gøre det; men de kontrabøger, man selv havde skrevet i hjemme ved køkkenbordet var nu ikke altid rare at ekspedere efter, da det kunne knibe med at holde sig inden for det afgrænsede område til teksten.

Her følger de 3 sider, som ordren fylder, jeg har til dette bruge nummereret linierne, så det er lettere at følge min ekspedition for læseren.

1. 1 kg. mel. Så store afvejninger havde vi ikke, så jeg tog en stor papirpose. Poser fik vi hjem i store pakker med een størrelse i hver pakke. Pakkerne indeholdt et antal bundter. Et sådant bundt var i øverste venstre hjørne gennemhullet og en tynd snor bundet igennem. Poserne kunne nu hænges op på en krog, hvorefter man let kunne afrive en pose. Selv kræmmerhuse kom hjem på den måde. Jeg har dog prøvet at lave kræmmerhuse af et stykke papir fra rullen. Vore poser hængte i størrelsesorden med de største øverst på endereolerne ved trappeopgangen til lageret. Melet var i store vippeskuffer. Sådanne skuffer skulle ofte rengøres, inden der blev hældt en ny sæk mel på. Jeg fylder posen med mel med skuffeøsen og sætter posen på vægten, og afstemmer til 5 kg. Derefter lukker jeg posen og da den er så stor, må jeg binde en snor om. Snoren kom hjem i spoler der blev hængt op i loftet i en krog og snoren trukket ned til “nåhøjde”. En kommis havde den gang altid en god lommesaks og som regel blyanten bag øret. Blyanterne, vi brugte, var blækstift (skrive og viskefast). Man skulle passe meget på ikke at få blækstift på tøjet, derfor blev der fremstillet en lukket blyantholder til kittellommen og forkanten blev efterhånden med reklametekst.

2. 2 kg. stødt melis. Stødt melis Lff. var afvejet.

3. 1 kg. Davre. 1 kg Davre havregryn var fabrikspakning. FDB´s grynmølle var begyndt at pakke havregryn, som blev kaldt “Davre”. Disse gryn kunne sælges for 50 øre pr. pk. med 1 kg nettovægt, medens gryn fra anden side i lang tid havde kostet 76 øre pr. 1 kg pakke B.f.N.. Det blev virkeligt det store nummer.

4. 1 kg Pan margarine, fabrikspakket. Landmændene spiste ikke selv deres smør i disse krisetider, alt skulle eksporteres. Nej de spiste margarine. Jeg husker, da jeg var helt lille, at vi fik margarine i bøtter, jeg tror fra “Alfa”. Når min mor fik margarine ind i køkkenet, kom hun det i et stort lerfad og tilsatte indholdet af en lille blære. Det var farvestof. Derefter rørte hun det sammen.

5. 1 kg kartoffelmel – forud afvejet.

6. 1 kg sagogryn – Tapioka. Indførselen af sagogryn og sagomel blev stoppet i begyndelsen af 30´erne. Da blev Valutacentralen oprettet. De ovennævnte 2 varer kunne erstattes fra danske kartoffelmelsfabrikker. Der var jo ikke noget der hed EF dengang med liberalisering af handelen. Loven kom den 2./2. 1932 og hed: “Lov om foranstaltninger til værn for den danske valuta”. Når der kom underskud på handelsbalancen måtte det bremses. F.eks. blev importen af tørret frugt begrænset. Valutacentralen udstedte ud fra tidligere køb indkøbstilladelser på det nedskårne kvantum. Det var meget besværligt for FDB, som var i ekspansion. FDB valgte at bruge indkøbstilladelsen fortrinsvis til svesker. Så vidt jeg ved gjalt ordningen også ved krigens udbrud. Kort tid efter blev en dansk damper torpederet i Nordsøen, den havde 18.000 ks. svesker med til FDB. Det var jo ikke så godt.

7. ½ kg tørrede ringæbler. Det var amerikanske tørrede æbler der kom hjem i trækasser. Jeg tror ikke at vi kender dem i dag (til bl.a. Æblegrød). Vi havde også abrikoser, fersken og tørr. bl. frugt, der kom hjem i trækasser til afvejning.

8. 14 kg korender. Afvejes. Kom også hjem i trækasser. Brugt til bagning (korenderkager). Vi brugte dem også i vandgrød.

9. 14 kg isvafler. Afvejes. Vi havde 2 slags: tykke og tynde. De blev afvejet fra en firkantet dåse.

10. 1/4 kg Marie kiks, nr. I – de bedste – afvejes. Når en dåse var ved at være tom var der gerne en hel del brud til rest. Det kom i køkkenet og blev brugt i en mælkesuppe eller vælling i stedet for tvebakker.

11. 25 g. potaske afvejes. Fat i den runde dåse, et kræmmerhus og op på den lille søjlevægt.

12. 100 g. gær – afvejes. Fat i glasbeholderen med gær, afrivning af et stk. hvidt papir. Afskæring af gæren med en kniv og afvejning på den lille vægt. Tilpasning til 100 g. skete ved håndkraft. Nu var fingrene vel rene ? Læg mærke til, at der ved denne ekspedition ofte var brug for at vaske hænder. Der var mange lugtvarer. På lageret ved loftstrappen var anbragt et vandfad, en kande med rent vand og en spand til det snavsede vand.

13. 250 g. salpeter – afvejes fra rund dåse. Der skulle nok hjemmeslagtes. Man var ikke så bange for nitrit i maden den gang. Vigtigere var nok holdbarheden af kødet.

14. 15 kg groft salt – afvejes. Man forlangte ofte en lispund salt den gang. Jeg husker ikke nøjagtigt hvor meget det var. Man sagde heller aldrig ½ kg, men et pund. Manden havde afleveret en hvid lærredspose. Ud på lageret til den store saltkasse. Afvejningen foregik på decimalvægten i pakhuset.

15. 1/4 kg. kaffe af den bedste. Vi havde vist 3 kvaliteter. Vi havde en gang en reklamation fra en kunde, han kunne købe kaffen billigere i Ribe. Det ville min far ikke lade sidde på sig, så han bad om en pose kaffe til indsendelse til undersøgelse i FDB. Een af kommentarerne fra FDB var, at der var en hel del opfejning i kaffen. Så købte medlemmet kaffe i Brugsen igen. Jeg malede og afvejede kaffen.

16. 1 “Tut” til kaffen – Jeg henter en stang.

17. ½ kg. hugget krystal – forud afvejet.

18. 1/4 kg. Marseillesæbe – blev ekspederet fra en trækasse hvori der lå fabrikspakninger af forskellig størrelse. Det var fast husholdningssæbe, som man snittede fint af til finvask af tøj. Snart kom dog sæbespåner, som i starten blev afvejet i poser fra en stor finerbøtte. Det rev meget i næsen, når vi forud afvejede det.

19. 50 øre Kongen af Danmark. Fat i et kræmmerhus, fat i den runde dåse med “Kongen af Danmarks” under disken og afvejning på den lille vægt.

20. 1 glas ansjovis – ekspederes. Der fandtes også forskellig fiskekonserves i dåser, men slet ikke i et udvalg som i dag.

21. 1 pk. cigaretter – ekspederes (kun 10 stk´s pakker). Jeg husker “Flag” fra 20´erne, jeg mener, at de kostede 20 øre. Cigaretterne steg i min butikstid fra 30 øre over 35 øre til 40 øre. Hver gang var der nogle der sagde, at nu blev det for dyrt, nu ville de holde op. De fleste glemte det gode fortsæt, og lever de i dag, ryger de nok fortsat.

22. 1 æske snus – ekspederes fra skuffe under disken. Mange snuste så der stod 1111 ned af hagen på dem.

23. 1 rl. skipperskrå – fra skuffen. Vi havde også mellemskrå og smal skrå. Min far skråede næsten hele sit liv.

24. 1 pk. Gele – ekspederes. Det var Hollandsk finskåret tobak i 100 g. pk., som var et absolut hovedmærke i meget lang tid. Man røg det mest i shagpibe. Der fandtes “Zig Zag” cigaretpapir i små pakker. De dygtige kunne rulle direkte i hånden, andre brugte en lille måtte og skulle det være rigtig fint fandtes en cigaretmaskine, der lignede et cigaretetui, man rullede cigaretten ved at lukke etuiet. Grovtobak, langtobak blev solgt i store pakker (½ og 1/1 pund) det var til de lange piber. Vi solgte naturligvis også shagpiber og pibespidser samt lange piber og pibedele som spidser, slanger og pibehoveder af porcelæn.

25. 5 pk. tændstikker – ekspederes. Der blev brugt mange tændstikker til komfur, petroleumskoger, primus, kakkelovn samt tobak m.m..

26. 1 kg. ost. Osten måtte jeg i kælderen efter. Der var Schweizer, Gouda, Steppe, Blok og Backsteiner. Det var 20 % ost, vi solgte mest af. Jeg skar et stk. ost af, op på vægten, notere i kontrabog og indpakning i pergamentpapir.

27. 3 stk. spegesild. Spegesild måtte hentes i kælderen. Man fik dem hjem i tønder eller spande. Fiskede dem op med en trætang og op på pergamentpapir. Op for at veje dem, indføre vægten og derefter indpakning i et tykt lag avispapir og en snor om.

28. 1 kg. sirup, lys. Sirup – der fandtes mørk til bagebrug og lyst til spisebrug. Den gang var det meget almindeligt at man spiste brød med sirup som pålæg. Den medbragte krukke tog jeg med i kælderen og pumpede den fuld af sirup fra tønden. Forinden havde jeg vejet, krukken. Nu skulle den så vejes igen og netto indføres i kontrabogen. Derefter lukkede jeg krukken med et stk. pergamentpapir og bandt snor om. Så tog jeg lommesaksen og klippede papiret pænt til om krukken.

29. 1 flaske eddike. I kælderen igen med den medbragte flaske og påfyldning fra eddiketønden. Op igen og hen i skuffen efter en korkprop til flasken.

30. 1 flaske sprit. Af sted igen efter kogesprit. Fylde flasken fra metaldunken med hane. Op igen og måske igen en ny prop.

31. 1 ds. carbid – til cykellygten. Fandtes i mindre og større dåser. (Store drenge kunne lege farlig leg med carbid. En lille smule carbid og lidt vand i en tom dåse, sætte låget på og kaste dåsen. Inden længe skød gassen låget af dåsen.

32. 2 kg. tran. Ork, det asen, kunne han dog ikke have taget een af vor 5 kg fabriksaftappede, nej, han ville kun have 2 kg i medbragte dunk. Et stk. pergament i bunden af vægtskålen, veje dunken, ned at fylde, op og veje, og så udenfor døren med dunken og ud at vaske hænder.

33. 5 stk. frokostpølser. Vi solgte frokostpølser fra store spande med lage i. Igen i kælderen med pergamentpapir og sædvanlig procedure.

34. 5 stk. syltede agurker. Små syltede agurker ligeså. Kunden havde selv krukke med. Igen pergament over, snor og tilklipning.

35. ½ kg. krystalsæbe. Sæben var i den store metalspand under bordet ved kaffemøllen. Fat i pergament, der lå på bordet til ½ og 1 kg. Pergament i hånden, sæben op med sæbespaden, afveje sæben på den søjlevægt, der stod på bordet og avispapir ompakkes yderst.

36. 1 kg. Taffelfisk. Klipfisk var i min tid pakket i ½ og 1 kg pakker og hed “taffelfisk”. Jeg måtte på loftet for at hente det, det skulle nemlig ligge tørt, ellers væskede det.

37. ½ kg. palmin. Palmin måtte hentes i kælderen.

38. 1 dunk petroleum. Petroleumsdunken skulle fyldes på lageret. Man pumpede væsken op i en glasbeholder hvorpå der var afmærket 1, 2, 3, 4 og 5 liter. Man pumpede det antal liter, der var bestilt, op og lod det derefter løbe ned i dunken. Dunken sættes uden for butiksdøren. Jeg glemmer vist at vaske hænder, jeg synes de lugter fælt nu.

39. 10 kg. majs. Der var heldigvis en lærredspose med til majs. Posen blev fyldt på grovvarelageret og afvejet på den store decimalvægt.

40. 12 favne reb. Jeg må på loftet og måle 12 favne reb af, ned og veje og notere.

41. 1 stk. lampeglas. Vi sælger stadigvæk lampeglas. Der må være nogle der endnu ikke har haft råd til elinstallation. Pakkes ind i avis, må jo nødigt gå i stykker.

42. 4 m. drejls. I manufakturafdelingen afmåles de 4 meter lærred og indpakker det i det rosa papir, der ligger i ark i afdelingen.

43. Et par bukser oo. Vor mor derhjemme var nok i bekneb for bukser, så hun skulle have et par af de lyserøde med lodden vrang og elastik både foroven og forneden, de endte lige over knæene. Det skulle være nr. oo, så helt slank har hun ikke været.

44. 1 par seler. Seler fra manufakturafdelingen. Seler var den gang brede og med stropper med knaphuller. I bukserne var der syet knapper.

45. 1 par sorte snørebånd. 1 par sorte snørebånd til sko fra samme afdeling. Snørebånd skulle tit skiftes. I dag kan de jo næsten holde et par sko ud.

Så blev jeg færdig med at ekspedere ordren. Det er ikke sikkert, at jeg kunne ekspedere den fortløbende, der kunne jo komme kunder, medens det stod på. Telefonen kunne jo også ringe, men jeg var jo heller ikke alene i butikken. Jeg ville gerne have vidst, hvor lang tid, det egentlig tog. Det kunne også have været grebet mere rationelt an. Jeg kunne jo, da jeg var i kælderen have taget ost, sirup, eddike, sprit, palmin, margarine med op på een gang, den gang ville jeg sikkert have kunnet huske seks ting. Så kunne jeg have taget alle lugtvarer i fødevarer og derefter alle lugtvarer i ikkefødevarer bagefter for ikke at skulle vaske hænder så tit. Den slags ting lærte man hurtigt.

Jeg kommer til at tænke på en historie, jeg har hørt. Det var om en tidligere uddeler, der nu var blevet pensionist. Han sagde: “Den gang jeg var uddeler, havde jeg både lærling og kommis. Når vi kom til lukketid, kunne lærlingen både rydde op og feje, før han gik. Der kom flere færdigpakkede varer og vi kunne undvære lærlingen. Nu måtte kommisen rydde op og feje. Så blev det mand og kone-butik og mor og jeg måtte passe det hele, så blev det mig, der måtte rydde op og feje. Nu er jeg blevet pensionist og nu kan jeg ikke en gang sætte mig på en stol og vente på, at mine varer bliver ekspederet. Nej, nu er det selvbetjening og jeg må ekspedere mig selv. Det går frygteligt tilbage med al ting”.

Et forhold, der var farligt og kunne give svind, var de tilfælde, hvor en landmand gik med på lageret for at udvælge et stk. redskab eller andet. Så kom impulskøbene i gang. I sådanne situationer skulle man have en god hukommelse, når nogle varer blev sat ud på perronen og andre blev taget med i butikken. Han skulle jo bare have haft een ting, en skovl f.eks.. Man lærte hurtigt, at det var nødvendigt at tage blok og blyant med, når der skulle købes ind udenfor butikslokalet. Jeg husker endnu, hvordan jeg efter at være kommet i seng, kunne komme til at spekulere på om jeg nu havde husket det og det og jeg gennemgik hele ekspeditionen i tankerne.

Jeg glemmer helt at pakke varerne sammen, det må jeg endelig have gjort, manden kommer nok snart. Heldigvis var der da de store ægkurve at pakke i. Men de slog slet ikke til. En gros papkartoner havde vi ikke så mange af den gang. Jeg måtte tage et stort stykke brunt indpakningspapir fra papirstativet. Avispapir blev lagt indeni og derefter pakkede jeg. Snor omkring.

Nu kunne jeg sætte varerne i venteposition på gulvet ved butiksdøren til manden kom fra marken. Det var godt, han ikke var kommet endnu, for kontrabogen skulle med hjem og nu forestod der udregning og sammentælling. Der var jo ingen lommeregnere den gang, så det foregik med papir og blyant. Man blev god til det der. Jeg kendte een der kunne lægge to rækker tal sammen af gangen.

Vi gik så til kladden og skrev mandens navn og nummer ind samt sidenummer i kontrabog og købsbeløbet. Datoen må jeg da ikke glemme. Endelig kunne jeg lægge kontrabogen i mandens kurv og ånde lettet op. Værsgo, næste kunde. Nu vil jeg ikke vade mere i sortimentet, selv om jeg kommer flere morsomme ting ihu. Der er jo også andre, der skriver om emnet.

Julehandelen.

Den eneste sæsonhandel jeg vil beskrive er julehandelen. For mig var den noget helt særligt, da jeg også har oplevet den som barn. Forløberen for julehandelen var medlemmernes indkøb af de varer de skulle bruge i forbindelse med hjemmeslagtningen. En lispund salt og 100 gr. salpeter. Den gang startede vi først i med juleudstilling om søndagen efter den første uge i december måned. Som barn var jeg også med, når alle julevarerne kom hjem, det var altid meget spændende.

Efter rengøringen lørdag aften blev der ryddet foran disken. Alle redskaber og alt hvad der stod langs vinduessiden kom på lageret og der blev stillet et sort bord op fra manufakturafdelingen og til indgangsdøren helt ud mod vindue og væg. Det samme fra kaffemøllen og hen mod døren. Omkring midnat gik vi så i seng og søndag morgen tidlig gik det løs.

På bordet fra manufakturafdelingen blev alt legetøjet anbragt. Der var forskellige spil, små mekanosæt, biler til at trække op, en hel del trælegetøj, dukkehuse og dukker, små bondegårde med trædyr, små sæt værktøj, f.eks. løvsavsæt. Store ting blev anbragt under bordet såsom gyngeheste, trælegevogne o.s.v.. Vi børn måtte ikke pille ved tingene, når først de var sat op. På bordet fra kaffemøllen blev alle julepapirvarer anbragt. Der var julekort, juleduge, juleservietter, julelys, juleindpakningspapir, juletræspynt m.m., det blev arrangeret nærmest indgangsdøren. Fra midten af bordet fandtes al juleslik og det var noget helt specielt. Der var en trækasse med kandis. Meget kom i trækasser, det var næsten alt til løsvægtssalg.

Der var chokeladekræmfigurer i forskellige former i een kasse. Der var lommeure, nissemænd og mange andre figurer. Det lå i savsmuld som beskyttelse og det var spændende at rode ned i kasserne for at se, hvad der nu kom frem. Der var en kasse med skumfigurer og een med sukkerfigurer. I nogle af sukkerfigurerne var der essens af een eller anden art. Når sådan en figur gik i stykker blev der noget smadret i savsmuldet.

Selv konfekt kom i trækasser. Der var den helt fine teaterkonfekt. Julekonfekten med knap så fin en chokolade og blandet med marcipansnitter. Endelig den helt billige, som kun var marcipansnitter. Mange fremstillede selv konfekten hjemme og her til købte de så alle ingredienserne, såsom marcipan, som også fandtes i flere kvaliteter, nødder, mandler, overtrækschokolade, kakaosmør og forskellige essenser.

Essenser var en stor artikel den gang, også i det daglige. De fandtes i forskellige størrelser fra ganske små og et nummer større og i 3/8 ltr. flasker for de mest almindelige til større husholdninger (rom, vanille, mandel, citron, pebermynte o.s.v.).

Noget af det mest besværlige at have med at gøre var dadlerne i trækasser. Min far bredte et stort stykke indpakningspapir ud på lagergulvet, åbnede kassen med et brækjern og vendte hele blokken ud på papiret. Det var nemlig en kompakt blok af dadler. Så tog han brækjernet og skilte blokken ad, til sidst brugte han fingrene, så de enkelte dadler kunne afvejes. Fignerne lå i rækker i kasserne, så det var ikke så svært at afveje dem.

Under bordet var der roekurve med valnødder, paranødder og hasselnødder og en stor trækasse med juleappelsiner. Kassen var inddelt med et par rum til forskellige størrelser. Endelig stod ved manufakturafd. en stor trætønde med amerikanske Jonathan-æbler. De var røde og duftede dejligt ud i hele butikken, men smagen var ikke derefter. Appelsinerne var spanske og meget sure på denne årstid. Så var de med kerner (nu om dage er det jo Navels). Navels er et forædlet produkt, hvor kernerne findes i en lille hinde forneden i frugten. For at bøde på surheden spiste vi børn dem på den måde, at vi skar et hul i frugten foroven og pressede et par stykker sukker ned i appelsinen og suttede saften ud.

Der var naturligvis også indkøbt både isenkram og manufaktur af ting beregnet til julegaver til både voksne og børn. Vi afsluttede så juleudstillingen med at pynte butikken op med juledekoration og rengøring.

Mandag morgen stor skolebørnene i kø foran butikken for at komme ind og se på herlighederne. Jeg tror at den store glæde ved julen skyldtes det forhold, at vi ikke var så forvænte som nutidens mennesker. Det store festmåltid, legetøj og slik gjorde et stort indtryk på os. Det var i de fleste hjem en virkelig kristen jul og jeg mener at langt de fleste mennesker troede på Gud. Det gjorde vi i hvert tilfælde i mit hjem.

Ekspedition ved disken.

Til tider var der jo travlt i butikken og så måtte vi alle 3 i gang. Og nu gjalt det om at være opmærksom, sikker og hurtig, det må være den rigtige rækkefølge. Ordreafgivelsen kunne være forskellig fra kunde til kunde. Kontrabogen kunne være i Brugsen, den kunne også være medbragt og endelig kunne den jo være glemt hjemme. I medbragte kontrabøger kunne ordren være indskrevet på forhånd. Nogle kunder dikterede en ordre fra en ordreseddel og vi skrev ned i bogen, andre gav os seddelen, hvorefter vi nedskrev. Vanskeligst var det, når en kunde nævnte ting for ting, medens ekspeditionen foregik. Når en kunde havde glemt kontrabogen, var der ikke andet at gøre skrive ordren ned på en blok og senere skrive hele ordren ind i kladden.

Vi holdt hele tiden øje med de der kom ind, så vi hele tider havde rede på, hvis tur det var. Det var en æressag ikke at skulle spørge: “Hvis tur er det ?” Vi var altid på spring, hvis en kunde havde begge hænder fulde ved udgangen, så var det om at komme frem og lukke op og i for kunden. Når der ingen kunder var i butikken kunne der f.eks. opstå følgende situationer.

Vi kunne fra butikken på god afstand observere, når kunderne kom, og hvem der kom. Kom der en kværulantisk kunde, kom vi to, der var i butikken, hurtigt i konflikt om, hvis tur det var til at være fri for at ekspedere vedkommende. Det kunne også være en yndig ung pige der kom og så var situationen jo modsat.

Der var det specielle ved tiden den gang, at der var noget der hed mælkekuske. Det var som regel nogle landmænd, der havde kørselen i entreprise fra Andelsmejeriet. 2 heste foran og en fladvogn hvorpå der blev læsset mælketransportspande fra gårdene efter hånden, som man kom frem. Tidligt om morgenen rullede mælkevognene forbi Brugsen, og de havde kurve og ordrer med fra mælkeleverandørerne til os. Varerne skulle så være ekspederede til vognene kom på tilbagevejen. Vi skaffede også transportspande. Der var så indgraveret navn og leverandørnavn på dem.

Lørdag aften var butikken ofte fyldt op af tjenestekarlene, der skulle købe fornødenheder til den kommende uge. De blev længe i butikken og snakken gik livligt. De klunsede med tændstikker om kæmpebasser eller “bondepiger med slør” og de indgik ofte væddemål om et eller andet, hvor vinderen som regel skulle have ½ pund kogechokolade.

Rengøring.

Om lørdagen skulle der altid gøres ekstra rent. Da jeg var yngste mand skulle jeg pudse søjlevægtene (messing) med “Brasso”. Det skete på lageret. Der skulle fejes og gøres rent på loft, i kælder og på lageret. Der skulle pudses vinduer og skuffes og rives i indkørselen. Alt det skulle ordnes lørdag formiddag, så vi var klar til evt. travlhed med ekspeditioner resten af dagen. Vi fik avismakulatur hjem i store bundter, det var beregnet til indpakningspapir. Det var “Politiken”. Der var megen sport i. Somme tider tog det lidt lang tid for mig at gøre rent på loftet. Jeg kunne ikke holde mig fra aviserne. Jeg læste om Villy Falck Hansen, min målmandsfavorit Svend Jensen, Pauli Jørgensen, Aggerholm, Sv. Aa. Engstrøm o.s.v.. “Vagn hvor bliver du af” kaldte min far og jeg måtte skyndsomt forlade aviserne.

Når butikken blev lukket kl. 8 (20) skulle butiksgulvet fejes (det blev det nu hver aften). Vi fik savsmuld hos tømreren og blandede støvbindende olie i. Så kunne fejningen ikke støve. Kommisen ryddede op og tørrede støv af og fyldte hylder op og jeg tog mig af gulvet med fejning og ekstra god gulvvask. Ved 10 tiden var vi som regel færdige.

Var der bal i Forsamlingshuset skulle vi først have aftenkaffe, derefter skulle vi vaskes og klædes om og så gik vi til bal fra kl. ca. 11 til kl. 1 (23-1). Vi sov længe søndag morgen. Ofte kom vi først op, så vi kunne nå at spise til middag kl. 12. Om eftermiddagen spillede vi evt. fodbold, og så var det snart mandag morgen igen.

Kundebogholderiet.

Under min ekspedition beskrev jeg kontrabøgernes indretning og andre noteringsforhold. Det var et sikkert system, men noget besværligt.

Om morgenen skulle een af medarbejderne arbejde med kladde og Reskontro. (tyk smalfolio) (Kladden var en tyndere smal Folio). I Reskontroen havde hvert medlem en side, foroven stod medlemmets nr. og navn. Alt fra kladden blev overført til Reskontro.

Den sidste dag i måneden skulle alle kontrabøger være i Brugsen (ellers blev de hentet). Nu skulle de gøres op. Alt køb der ikke var indført i kontrabogen blev indført fra Reskontro. Man husker sikkert, at hver sides køb i kontrabogen var indført. Nu skulle kontrabogen så afstemmes med Reskontroen. Derefter blev de enkelte saldi indført i en bog i medlemsnummerorden med navn.

Såvidt jeg husker stod min far og Brugsen med hver sin halvdel af kreditrisikoen og på bestyrelsesmødet blev bogen forelagt og man diskuterede de enkeltes skyld. Nogle skulle have rykkere og nogle skulle have helt lukket for kreditten. Det vil sige, at de skulle betale kontant indtil gælden var bragt ned.

Det kunne være svært den gang i de store krisers tid, men jeg mindes ikke, at min far fik de store tab, og det var nok fordi, der var god system i kreditgivningen. Når der var nogen som det kneb særligt for tog far dem ind på kontoret og fik en aftale med dem.

Regnskab.

Mejeribestyreren var regnskabsfører. Alle bilag opdelt i mapper gik til regnskabsføreren een gang om måneden.

Opgørelse.

Først i januar hvert år havde vi opgørelse. Heri deltog bestyrelsen. Der var lavet lister for de enkelte afsnit af butik og lager. Man blev så opdelt i hold af 2 personer, een ansat og et bestyrelsesmedlem. Den ansatte talte op og dikterede til bestyrelsesmedlemmet, hvad han skulle skrive. Alt skulle tælles op. Noget skulle vejes og andet måles, det var virkeligt et stort arbejde, der tog ca. 1½ dag. Så vi havde som regel lukket i den tid. Jeg kan ikke huske, om vi nogensinde brugte en lørdag søndag til det. Men jeg tror det ikke. Koldt kunne det også være, når vi arbejdede på lageret og udendørs.

Bestyrelsen var på kost hos min mor, medens opgørelsen stod på, og hun diskede rigtigt op, skal jeg love for. Inden vi var færdige med opgørelsen skulle varelisterne være regnet ud og talt sammen og husk på vi havde hverken sammentællingsmaskine eller lommeregner den gang. Det hele foregik i hovedet. Nogle skulle regne ud og tælle sammen og andre skulle revidere. På kontoret blev kassebogen stemt af og kassebeholdningen talt op. Udestående fordringer blev gjort op. Man kunne ikke stemme leverandørregnskabet af, men måtte sætte skæring dagen efter de fakturaer og kreditnotaer som skulle komme iflg. de oplysninger som man havde. Man må huske på, at leverandørerne heller ikke havde de tekniske hjælpemidler man har i dag og vi kom hen i februar måned før det endelige regnskab kunne foreligge efter at de lokale revisorer havde gennemgået det.

Så var spændingen jo udløst hos min far, så han kunne se sin endelige løn, der var en vis procentdel af omsætningen. Han kunne se hvor stort svindet havde været og om der var gevinst eller tab på svindet, idet det også skulle dækkes af en procentydelse.

Så blev der indkaldt til bestyrelsesmøde, hvor regnskabet skulle drøftes og underskrives. Der skulle bestemmes dato for generalforsamlingen og evt. underholdning. Der skulle laves dagsorden. Forslag til dividendeudbetaling og henlæggelser. Bagefter serverede min mor kaffe med brød.

Arbejds-, løn- og organisationsforhold.

Arbejdsdagene var lange den gang og der kunne virkelig være travlt ind imellem, men der var også perioder, hvor alt gik stille og roligt. Medhjælperne var ikke fagligt organiserede. Brugsforeningsmedhjælperne oprettede en Medhjælperforening som man frivilligt kunne stå i og den udgav et månedsblad. Det varede år før lønforhandlingerne kom i gang. Uddeleren og medhjælperen aftalte selv lønforhold før ansættelsen og arbejdstid blev ikke diskuteret. Overarbejde blev der ikke betalt ekstra for.

Vi fik en gang besøg af 2 repræsentanter for Medhjælperforeningen som havde en samtale med min far på kontoret. De talte om medhjælperlønninger. Det var ikke så lige en sag at få hævet medhjælperlønningerne. Det var nemlig således, at uddeleren iflg. sin kontrakt skulle lønne medarbejderne og en lønforhøjelse betød mindre i løn til ham. Det var således en sag der var nødt til at gå over Uddelerforeningen for at få ændret uddelernes kontraktforhold og en sådan generel sag ville kræve mange forhandlinger og kontraktændringer. Ferieloven var ikke kommet endnu, men jeg husker at vi fik 8 dages ferie med løn.

Handelsskolen.

Som det fremgik af lærekontrakten skulle jeg jo gå på handelsskole. Den fandtes på Teknisk Skole i Ribe ved Kurveholmen. Handelsmedhjælpereksamen var en 3 årig uddannelse, der foregik i vinterhalvåret. Undervisningen fandt sted om aftenen de 4 første aftener i ugen og så vidt jeg husker fra kl. 7 (19) til kl. 9 (21). Jeg kunne så være hjemme kl. 10 og derefter skulle der læses lektier. De kunne også læses sent fredag aften efter lukketid, lørdag var vi jo først meget sent færdige og så var der bare søndag tilbage før jeg skulle i skole igen.

Jeg havde ca. 8 km. til Ribe og 8 km hjem igen. Transporten foregik på cykle i al slags vejr, regn, blæst, sne og frost. Det kunne være en barsk tur i et fladt åbent landskab og næsten uden læ undervejs. Det kunne blive så barskt, at jeg en gang imellem måtte overnatte hos mormor og morfar i Ribe, hvortil de var flyttet på deres gamle dage. Det skete også at vejret var så dårligt, at jeg måtte køre med posten hjem næste morgen. Det var store øde strækninger at passere og jeg var egentlig mørkeræd i den alder. På en øde strækning dukkede der pludseligt en dinglende mand op foran mig i lygteskæret. Det var en fuld mand og en sådan var jeg ikke vant til at se. Nej, hvor jeg kørte stærkt resten af vejen hjem. Hunde gik løse og kunne ryge i benene på mig, så jeg havde min ladte hundepistol på mig, så jeg kunne holde dem fra mine ben.

Jeg havde jo kun gået i den stråtækte landsbyskole, så jeg var meget meget spændt på om jeg nu kunne klare den nye situation. Det viste sig hurtigt, at næsten alle mine klassekammerater havde fået anden skolegang og havde realeksamen. Jeg husker navnene på vore lærere på nær een. De tre var i hvert tilfælde fra Latinskolen. Lektor Nørregaard var forstander for handelsskolen. Han underviste i Dansk og Handelskorrespondance. Askgaard underviste i Bogføring og Taktskrivning. Krebs underviste i Regning. Den Fjerde lærer underviste i Handels- og Vekselret.

Det gik godt nok for mig på handelsskolen. Efter eksamen i 2. klasse mente jeg nu ikke, at det var gået så godt, så jeg gik til fodbold i stedet for at gå til afslutning på handelsskolen. Min far tog derud på cykle for at hente mine papirer. Vi var ved at komme i tøjet efter fodboldkampen, da min far dukkede frem på stien fra skoven. Han så barsk ud. Nå, da – dada, tænkte jeg, var det så dårligt. Midt i skoven på hjemvejen vendte han sig mod mig og sagde omtrent således: “Din store idiot, du havde gjort mig bange med din pessimisme og så kommer jeg til Ribe og får at vide, at du blev nr. 1 af hele flokken og fik flidspræmie med hjem til dig. (Ug- over hele linien).

Opbrud.

Ved udgangen af 1934 trak min farbror Frede sig tilbage fra uddelerstillingen i Højby Brugsforening på Fyn. Han var nu nået til pensionsalderen efter at have været uddeler i Højby siden 1902, altså i 33 år. I efteråret 1934 traf bestyrelsen i Højby Brugsforening den beslutning, at de ville tilbyde min far uddelerstillingen. Min far tog mod tilbuddet og så blev der antaget en ny uddeler i Vester Vedsted (Ejnar Knudsen).

Den nye uddeler ville gerne beholde mig, men jeg kunne ikke tænke mig at arbejde i mit barndomshjem under andre forhold. Det var også i efteråret blevet aftalt med uddeler Magnus Hald (V. Vedsted Byvej 16) i Hviding Brugs, at jeg skulle være den sidste del af min læretid hos ham. Der var så afskedsreception med bestyrelsen, sølvtøj og afskedsord og så var den periode slut.

Hviding Brugsforening.

Brugsen var nybygget i 1932 og jeg var den gang med til at flytte ind. Efter genforeningen i 1920 blev der bygget, brugser i det genvundne land og Hviding ligger et par km. syd for den gamle grænse. I hele min læretid var jeg cyklet til Hviding, udlånt af min far, for at hjælpe til om onsdagen som var deres store travlhedsdag med modtagelse af æg.

Det er tidligere fremgået af min beretning, at uddeler Hald, var min fars første lærling. Han var uddeler i Harreby før Hviding. Her skulle jeg så være resten af min læretid fra 1. januar 35 til 1. maj 35. På den måde kunne jeg også gøre min Handelsskole i Ribe færdig. Nu fik jeg bare 2 x 12 km at cykle. Det nye for mig der fandtes her var, at man kørte en stor varetur en gang om ugen og at kundebogholderiet var mere moderne (Daugaard Sørensens system). Det var kontrabøger med kopi. Kopien gik i kartotek. Hvert medlem havde sin mappe i kartoteket. Det var meget enklere uden for meget skriveri og afstemning. Selv om Brugsen var nybygget fandt jeg den ikke så god at arbejde i som Brugsen i V. Vedsted. En varegruppe jeg ikke havde arbejdet med tidligere var også brændsel fra lager.

Jeg begyndte også her at lære regnskab. Jeg kom jo til den store regnskabsmåned januar. Magnus Hald var meget regnskabskyndig og han førte selv et hold bøger selvom der naturligvis var en officiel regnskabsfører. Vi sad om aftenen og arbejdede med regnskabet og jeg begyndte at få nogen forståelse for det. Handelsskoleundervisningen hjalp jo også med.

En Forårsdag sagde Magnus til mig: “Der er ikke så meget at lave i butikken i dag, så vi skal have varebog ført og vi skal have haven ordnet. Da du er i lære, må du ikke arbejde i haven i arbejdstiden, så det må jeg tage mig af. Altså her er varebogen, du gør sådan og sådan – Vær så god !” Og så gik han i haven.

Opbrud.

Så stod jeg der den 1. maj 1935.

Min far traf i sommeren 1934 aftale med uddeler Østergaard, Jelling Brugs om ansættelse af mig l. maj 1935. Det skete under en sommertur, hvor Østergaard besøgte mine forældre. Jeg tog afsked med Magnus Hald og cyklede til stationen og tog toget. Jeg skulle alene ud i den store verden og møde mennesker, jeg ikke kendte. Jeg husker noget fra den del af turen, der gik fra Fredericia over Vejle til Jelling. Jeg var ikke vant til at rejse med tog og skifte tog og alt det der.

Det der gjorde størst indtryk på mig fra ovennævnte strækning var de mange mennesker, der var med toget og så velklædte, de alle var. Mange i lyst elegant sommertøj. Så velklædte mennesker mindedes jeg aldrig at have set. Det var måske også modepræget, der slog mig. Jeg så ned af mig selv. Jeg var anderledes klædt. Jeg skulle gerne komme til at tjene penge, så jeg kunne klæde mig pænere, mere moderne.

Så stod jeg på Jelling banegaard (station) med min bagage. Jeg måtte spørge efter vej. Det var som at komme udenlands. Så stod jeg foran Brugsen, den så ikke særlig godt ud. Ældre bygning. Butikken var fuld af kunder. Hvordan skulle jeg bære mig ad med min entre. Jeg valgte døren til “privaten”. Det var en trappeopgang. Hvad nu? Jo til venstre var en dør. Den førte ind til butikken viste det sig. Så stod jeg blandt alle kunderne. Hvad nu? Jeg skyndte mig om bag disken og ud på lageret. Der mødte jeg 1. kommisen, han så bøs og tillukket ud. Nå da da da.

Han hilste bare flygtigt på mig. Det var et meget dårligt første indtryk. Det nærmede sig lukketid, så jeg trak ikke i kittelen den dag. Gik bare rundt og så mig om. Jeg kom til at bo på et dejligt stort pænt møbleret værelse sammen med 1. kommisen. Det viste sig, trods det første indtryk, at han var et dejligt menneske. Han hed Gunnar Christiansen og var søn af uddeler Christiansen, Lyhne Brugs. (Hans søster var forresten gift med flyveren Heedahl Hansen.) Jeg fik så hilst på hr. og fru Østergaard og deres to børn Ingrid og Svend Erik. Fruen havde 2 tjenestepiger, Ebba og Vitta.

Næste morgen ved morgenbordet sagde uddeleren, at vi i dag skulle have vejet trækul og foderkridt af og det skulle foregå i gaarden. Tage, det var lærlingen der gik på sidste læreår, han boede hjemme, og jeg måtte selv komme overens om, hvem der skulle hvad. Den slags afvejninger havde jeg spilleme aldrig været udsat for før. Min pæne kittel så ikke godt ud efter den omgang trækul. Der var efter min mening meget dårlige butiks- og lagerforhold i de gamle bygninger. Men der var smukke omgivelser, idet Brugsens have lå lige op til Thyras Høj. Overfor lå den smukke gamle kro.

Vi handlede også med brændsel. Det var modbydeligt at komme ud og veje en sæk kul af. I Brugsen lærte jeg en ny funktion. Der var Seminarium og et par store alderdomshjem i byen. Seminariet medførte, at der var mange pensionater. Tage og jeg skiftedes til om morgenen at køre ud på budcyklen til pensionaterne og Aldershjem for at hente ordrer. Så hjem og ekspedere og derefter køre varerne ud på budcykel i al slags vejr.

Der var aftalt en løn på kr. 45,- om måneden + kost og logi. Da den første måned var gået, sagde uddeleren:” Du er ikke så dårlig, så du skal have 50,- kr.. Glad og stolt var jeg. (50:30 = 166 ører om dagen = 16,6 ører i timen (normaltid). Det var en stor forbedring på 3,3 ører i timen. Men nu skulle jeg også selv betale min sygekasse og alle fornødenheder.

Personalekøb foregik som hjemme i V. Vedsted på kontrabog. Det gjalt i høj grad om at passe på sine indkøb, at man ikke købte for meget. Der skulle jo også være til andre ting. Et par nye sko kostede nok omkring 30 kr.. Et sæt pænt tøj omkring de 70 kr. Der skulle måneder til for at spare op til det. Jeg husker en gang, hvor jeg kun havde 10 kr. tilbage i min pung, jeg regnede på hvornår, der kunne blive til tøj og sko. Jeg tror, at jeg bandede ved mig selv. Jeg gad ikke tænke på det. Så gik jeg til bal på kroen og blev ret godt beruset for 5,50 kr..

Arbejdsdragten var en brun kittel uden på skjorten. (Jeg tror, vi bar slips). Skoene var nok mest lærredssko. Benklæderne skulle presses hver nat, for de blev runde som kakkelovnsrør med bukninger som fra kakkelovn til skorsten, der hvor knæene var. Vi lagde benklæderne i sengen under lagenet og sov på dem om natten. Det var ikke sikkert at de havde de helt rigtige pressefolder om morgenen.

I Jelling mødte jeg et meget mere nuanceret kundeklientel end jeg var vant til. Det var jo en stationsby. Der boede mennesker fra flere landsdele, hvis dialekt, jeg aldrig havde hørt. Jeg husker en dag, butikken var fuld af kunder og jeg skulle til at ekspedere en kunde. Han skulle have et franskbrød. Jeg vidste ikke en gang hvad et franskbrød var. Hjemme havde vi altid sagt kage om franskbrød. Kunden måtte gentage sin bestilling 3-4 gange, før jeg fattede det. Til sidst råbte han det ud. Kunderne stirrede både på ham og mig, han var rød i hovedet og mine filipenser glødede. Jeg forestillede mig om aftenen, at man hjemme i mandens køkken kunne komme til at tale om den nye kommis i Brugsen og konen sagde :”Det er en pæn ny kommis, de har fået.” Jeg kunne se for mig, at manden spruttede maden ud og skreg af grin idet han sagde: “Det drog” og fremdrog situationen. Jeg besluttede at vinde konen for mig. Og det gjorde jeg.

Mennesketyper jeg ikke mindes at have mødt før.

Hver dag kom en mand på 90 år, frisk og rørig, efter en kurv varer til det lille alderdomshjem. Fra det store alderdomshjem kom en mand fuldstændig overhængt med alle de ting, ordner og medaljer o.s.v., som man kan se visse “farende svende” bære. En ældre mand fra alderdomshjemmet kom ofte, satte sig på kundestolen og forlangte (uden betaling) “Een af de cigarer som de store bønder røg”. Fandt man ikke den helt rigtige, blev han smækfornærmet og næsten vred og ville tale med uddeleren.

Fra “Faarupgaard”, som var drankerhjem, kom der en gang imellem et par stykker på udtur. De forlangte gerne ½ flaske kogesprit og ½ flaske kirsebærvin. Det gik de ud i porten og blandede og drak af. En dag for der en djævel i mig og i stedet for kogesprit tappede jeg eddike. Det har jeg ofte tænkt på og meget fortrudt, hvor var det modbydeligt af mig.

Jeg husker en gang, jeg kom i en meget vanskelig situation. En kone sendte sin voksne søn i Brugsen for at købe et par gummistøvler og jeg noterede dem. En dag konen kom i Brugsen præsenterede uddeleren hende for regningen. Støvlerne var betalt sagde hun. Uddeleren tænkte selvfølgelig: “Hvem har nu ret, konen eller Vagn.” Uddeleren gennemgik kassestrimmelen for dagen og kunne ikke finde beløbet. I flere dage følte jeg mig mistænkt, indtil en dag enten konen eller sønnen kom og sagde, at støvlerne alligevel ikke var betalt. Da åndede jeg lettet op.

I et lille hus ved Faarup Sø boede en kunstner. Han kom hver dag på sin cykel og købte 16 øl og 2 pk. Flag cigaretter. Det skete at han fik delirium, så kom konen og købte 6 øl, som hun fik i sin “Kit-bag”. I denne taske plejede manden at lægge de 6 øl. De 10 pakkede vi altid i et tomt gærkarton. Disse 10 øl vidste konen altså ikke af. Dem satte han nok af i skoven, før han nåede hjem. Manden modellerede den store Jellingesten. En gang fik han en ordre på 100 stk. til et belgisk universitet. Dem betroede han mig at pakke og sende i en stor trækasse. Det fik jeg et eksemplar af Jellingestenen for. Den er desværre gået itu.

Der var i byen masser af mennesketyper, så her lærte jeg meget mere om mennesker end jeg havde lært i den foregående del af mit liv. Der var mange forskellige forretninger i byen og konkurrence, hvad jeg ikke havde kendt til tidligere.

Jeg fik en ubehagelig oplevelse. Det skulle jo ske. En dag jeg havde sat sirupskanden til påfyldning under tønden, siruppen var tyk (kulden) og flød langsomt, så jeg gik til andet arbejde. Nej, hvor gulvet flød, da jeg kom i kælderen igen. Det blev det værste rengøringsarbejde, jeg nogensinde fik. Denne historie figurerer nok i alle de indkomne beretninger.

I min fars tid som kommis tappede man brændevin på flasker fra tønde. Det løb man ikke fra, her var man bange for at aftapperen skulle blive for længe i kælderen. Han skulle fløjte hele tiden, så var man sikker på, at han ikke smagte for meget på varen.

Jeg fik lyst til at sætte mig ind i regnskab i min fritid. Jeg skrev til Andelsskolen efter lærebøger og formularer og så gik jeg i gang med selvstudiet aften efter aften. Jeg kan huske at Christiansen beundrede mig for energien med dette arbejde. Han kunne sikkert ikke selv. FDB´s revisionskontor havde opbygget revisionskredse. Foreløbig var det sådan, at man havde ansat regnskabskyndige såsom uddelere, mejeribestyrere og andre regnskabskyndige indenfor Andelsbevægelsen som kredsrevisorer og givet dem undervisning i brugsforeningsregnskab. De var ikke heltidsansatte endnu. Uddeler Østergaard var foruden at være uddeler kredsrevisor for 15 foreninger.

Nu gik jeg til Østergaard med mine regnskabsopgaver og bad ham revidere dem. Det førte til at Østergaard bad mig hjælpe ham med nogle talmæssige opgaver i revisionen. Så sad jeg ofte og hjalp ham om aftenen. Det var naturligvis ulønnet, men jeg begyndte at lære mere. Østergaard ledede også kursus, som jeg deltog i.

Jeg vil nævne et arbejde mere, som jeg ikke havde prøvet før. Vi solgte landbrugsgødning på bestilling fra jernbanevogn. Det var mig der blev sendt på stationen, når der var ankommet en hel jernbanevogn med gødning til Brugsen. Nej, hvor var det et hårdt arbejde. Hestevogn efter hestevogn rullede op og jeg skulle løfte 100 kg. sække ned og på sækkevogn køre dem til hestevognen. Da jeg sad ved middagsbordet, sagde Fru Østergaard til mig: “Hvordan er det dog du ser ud Vagn.” Min kittel var gennemblødt af sved helt ned til bæltestedet “Du skal i bad”. Vi havde kun koldt brusebad udenfor kommisværelset. Nu gik Fruen i deres private dejlige badeværelse og beredte mig et herligt varmt karbad. Hvor gjorde det godt.

Jeg har ikke hæftet mig så meget ved butiksarbejdet i beretningen om denne arbejdsplads. Jeg har her beskæftiget mig mere med kundeoplevelser og de forhold i arbejdet, som var ny for mig og om at tilegne mig mere teoretisk viden.

Fritiden.

Uddelerparret tog mig jævnligt med ud på en søndagstur i deres dejlige nye gule Chevrolet. Det var jo en helt ny naturoplevelse for mig at opholde mig på denne egn med bøgeskov og kuperet terræn, så Christiansen og jeg tog på lange cykelture. F.eks. til Grejsdalen og Vejle samt til Faarup Sø. Jeg cyklede en gang helt til Vejen, hvor der blev spillet en vigtig kamp i Danmarksturneringen. Her så jeg Pauli Jørgensen i fuld udblæsning. Det var en cykeltur på 100 km.

Jeg gik til gymnastik på seminariet og jeg spillede fodbold. Jeg spillede målmand og var med i mange kampe i nabobyerne. Transporten var på cykel. Vi kom så langt i turneringen, at vi skulle til oprykningskamp på Vejle stadion (jeg tror, at det var til mellemrækken). Det gik dårligt for mig den dag, vi tabte og det var min skyld. I Vejle Amts Folkeblad kunne jeg læse om den nervøse og uheldige målmand. Så blev jeg sat af holdet og en mesterrækkemålmand blev indsat i mit sted. Det var ærgerligt, jeg var ellers kort forinden ved kaffebordet efter en kamp blevet rost af anføreren for en fortræffelig redning af et straffespark. Ak-ja, sådan kan det gå.

Efter den første måneds tid i Jelling kom der brev fra Magnus med følgende ordlyd:

Hviding, den 5. juni 1935. – Kære Vagn ! – Ja hermed har jeg så den glæde at sende dig dit eksamensbevis, papirer samt flidspræmie. Jeg var så til afslutning tirsdag aften. Jeg skal hilse dig fra Nørregaard, Krebs og Askgaard. Nørregaard omtalte dig meget rosende både til mig privat og i sin tale til eleverne. Han sagde omtrent: “Jeg kan ikke lade være med her i min beretning at omtale en af eleverne fra tredie klasse, nemlig Vagn Nielsen, han har udvist særlig flid og interesse. Der var intet som kunne holde ham borte fra skolen, hverken storm eller regn. Han har kun forsømt et par gange og det er på grund af sygdom.” (gennemsnit for 7 fag blev mg+) (nr. 2 i klassen) (egen tilføjelse)

Først på året 1936 skete der en ændring i kredsrevisionen. Man udvidede kredsene fra l5 til 30 foreninger, mener jeg at kunne huske. Det medførte, at der nu skulle være fuldtidsansatte revisorer. Østergaard valgte at blive heltidsansat og Brugsen skulle have ny uddeler. Østergaard anbefalede mig som 1. kommis til den nye uddeler. Desværre kunne jeg ikke. Jeg havde været plaget af en dårlig mave lige fra barn og det var blevet værre på det sidste og jeg havde talt med min mor og far om sagen og de foreslog, at jeg hellere måtte komme hjem for at komme under lægebehandling og pleje af min kære mor. Den 1. juli 1936 rejste jeg til Højby på Fyn.

Østergaard gav mig følgende anbefaling:

Kommis Vagn Nielsen, Højby har været hos mig som medhjælper i Jelling Brugsforening fra 1. maj 1935 indtil min afrejse fra Brugsforeningen den 1. juli 1936. Vagn Nielsen er en velbegavet og energisk ung mand med et venligt og tiltalende væsen, der gør ham afholdt af alle såvel af kunder som af arbejdskammerater. Han er en pålidelig og dygtig ekspedient, der passer sit arbejde punktligt, og han forsømmer ikke nogen lejlighed til at skaffe sig forøget fagkundskab, som han ved vil være ham til nytte i hans fremtidige arbejde. Jeg giver ham med glæde min bedste anbefaling, idet jeg er overbevist om, at han både har vilje og evne til at udfylde den plads, der bliver ham betroet, på tilfredsstillende måde.

Jelling, den 4. marts 1937.

E. Østergaard.

FDB, Konsulent og Kredsrevisor

(fh. uddeler i Jelling Brugsforening).

Højby Brugsforening.

Jeg var temmelig nedbrudt, da jeg kom hjem, og søgte omgående mavespecialist i Odense. Min mor plejede mig så dejligt. I starten serverede hun morgenmad på sengen. Det var “dobbeltøl” (jeg var meget mager) og bananmad og andre lækkerier, som jeg måtte spise. Diætmad til mig holdt hun til punkt og prikke. Da vi kom til november var jeg så restaureret, at jeg godt kunne begynde at arbejde igen, og jeg blev så 2. kommis i Højby Brugs.

Jeg ville gerne blive fysisk stærk igen og begyndte at løbe lange ture efter lukketid om aftenen. Når jeg kom hjem gik jeg i kælderen, tog en spand, fyldte den med vand fra pumpen i gården – ned i kælderen og stående på en trærist hævede jeg spanden over hovedet og hældte det iskolde vand ned over mig. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg fik lungebetændelse den første uge i december og lå i sengen måneden ud. Nå, men jeg kom i gang igen.

Højby Brugs var blevet moderniseret først i 30´erne efter FDB´s nye arkitektkontors plan. Stadig syntes jeg dog ikke jeg havde arbejdet i noget bedre end i V. Vedsted Brugs. Min løn var nu steget til 90 kr. mdl. + kost og logi, så det gik da fremad. Det ligner 3,- kr. om dagen, men nu var vi jo også i 1937. Personalet bestod af 1. kommis, 2. kommis og en ekspeditrice. Brugsens omsætning var større end omsætningen i V. Vedsted.

Min mor havde pige i huset. Jeg var stadig yngste mand i butikken. Endnu en gang mødte jeg nye varegrupper. Det var trælast og cement. Ligeledes havde vi her et stort salg i vin og spiritus. Der var også en større udlejning af service. Der var meget at pakke, når der skulle holdes større gilder. Dem blev der holdt mange af.

Jeg må være kommet nogenlunde til hægterne igen, for jeg deltog da i Tysk undervisning i Fyns Forsamlingshus i Odense arrangeret af Venstres Ungdom. Jeg deltog også i Amatørteater. Jeg gik i Odense teater, hvor jeg f.eks. så Helge Rungvald 3 gange i “Melodien der blev væk. Det stykke betog mig aldeles.

Medens jeg var i Højby kom jeg på session. Kun ganske få blev taget til soldat den gang, resten trak frinummer eller blev kasseret. Jeg blev kasseret. Heldigvis for mig, ellers havde jeg sikkert været ved grænsen, da tyskerne kom den 9. april 1940. Der begyndte nu at komme uro over mig, det kunne ikke blive ved at gå, som det gik. Jeg måtte afprøve mig selv i noget nyt. Have nye omgivelser. Jeg ville se at komme til Hovedstadens Brugsforening eller til FDB.

Så pludselig i maj, tror jeg det var, så jeg en annonce vedrørende en stilling på FDB´s kolonialafdeling i Esbjerg. Jeg søgte den og fik besked på at komme til samtale. Da jeg sad overfor forretningsfører Johs. Larsen og vi samtalede om stillingen gik det op for os begge, at jeg havde misforstået stillingens art. Jeg havde forestillet mig, at det var en lagerekspedient de søgte, men det var en kontorist. Forretningsføreren tilkaldte bogh. Nielsen og forklarede ham situationen. Imens havde jeg overvejet og sagde, at jeg dog godt ville arbejde på kontoret. Så let skulle det ikke gå.

Forretningsføreren trak gardinet mere fra vinduet og viste mig at her lå 98 ansøgere til stillingen og sagde, at nu ville de tale med nogle flere. Jeg rejste slukøret hjem og min far skældte mig godt ud, da jeg fortalte ham om forløbet. Der gik nogle dage og vi havde næsten glemt det, så ringede forretningsfører Johs. Larsen til min far og fortalte om vor samtale og at stillingen nok ikke passede mig. Min far sagde: “Er De interesseret i at ansætte ham, vil det være uden risiko for Dem, prøv ham i 14 dage, dur han ikke, så send ham hjem.” “Nå, ser De sådan på det, så tager vi ham”, sagde Larsen. Få dage efter fik jeg ansættelsesbrev, der lød således:

“Dette for at meddele, at De kan tiltræde plads her så snart som det er Dem muligt. Jeg ved ikke om det blev omtalt ved Deres besøg her, men formodentligt er det Dem bekendt, at vort personale skal være medlem af Dansk Handels & Kontormedhjælperforbund.”

Esbjerg, d. 28. maj 1937.

Jeg tiltrådte så, den 15. juni 1937. Da vidste jeg ikke, hvilken spændende og indholdsrig fremtid det skulle blive indledningen til.