scrolltotop

JydskeVestkysten 6. juni 2001.

Grundlovens fødselsdag blev fejret i haven ved kirken.

I går stod et nyt tiltag i Vester Vedsted sin prøve – grundlovsmøde med gudstjeneste og hygge på græsplænen.

Af Heidi Mathiesen.

RIBE: Som blev den betalt for det, brød solen i går eftermiddag pludselig frem og skinnede fra en næsten skyfri himmel over grundlovsmøderne i Ribe-området. I Vester Vedsted var der premiere på en ny hyldest til grundloven, hvor gudstjeneste blev fulgt at sange og taler på græsplænen foran kirken. Omkring 100 børn, unge og ældre tog efter gudstjenesten klapstole og termokander under armen og installerede sig i solskinnet sammen med venner og naboer.

Her talte JydskeVestkystens chefredaktør, Karsten Madsen, fra en talerstol beklædt med bøgegrene om faren for, at politikernes dygtighed efterhånden kun måles på, hvor stor gennemslagskraft de har på tv. Han frygter, at politikerne graver sig ned på Christiansborg og kun kommer frem, når der er udsigt til at kunne aflevere et par hurtige replikker på tv.

Ny tradition.

Chefredaktøren efterlyste desuden svar på, hvordan en borgerlig regering vil undgå en skævvridning i det vestlige Danmark og sikre udviklingen inden for uddannelse og erhverv sammen sted.

Det gode vejr havde inspireret de fremmødte til at medbringe køletasker med kolde øl og kagedåser med hjemmebag, og forældrene delte rundhåndet ispenge ud til børnene efter en fællessang fra højskolesangbogen. Jo, en vaskeægte fødselsdagsfest i haven, hvor stemningen omkring det 152-årige fødselsdagsbarn blev hjulpet godt på vej af det tilbagevendte sommervejr. Og initiativet skal nok ende med at blive en tradition i Vester Vedsted.

1 sektion, side 4.

Den regionalpolitiske debat er kommet for at blive. Det er glædeligt, at den nu har bred politisk opbakning. Der skal ikke kastes med sten efter Socialdemokratiet, fordi man nu omsider viser sagen interesse. Bedre sent end aldrig. Det lægger samtidig pres på Venstres og konservatives ledere. Hvad vil en kommende borgerlig regering gøre for at sikre ligelig udvikling i hele Danmark ?

Chefredaktør Karsten Madsen, JydskeVestkysten.