Bang Jensens erindringer om livet ved Grænsestationen i Vedsted

SIGURD MICHAELSEN

Bang Jensen.

Bang Jensen der er født i Enderup år 1900, fortæller om livet som ung ved den Dansk-Tyske grænse i Hviding. Som 12 årig flyttede Bang-Jensen med sine forældre fra Enderup til Hviding til en gård på Ribevej, der hvor der nu er TV-mastefabrikation.

På forespørgsel om, hvor grænsen helt nøjagtig gik i 1920, svarede Bang Jensen: Rigskansler Bismark sad på Gram Slot og tegnede grænsen op i 1864. Han startede ved Hejlsminde ved Haderslev og trak ret hurtig grænsen op til Gelsbro, øst for Ribe, men da hvisker en anden militærperson Rigskansleren i øret, at Ribe helst skulle med til Danmark p.g.a. at Ribe var Danmarks gamle Kongestad.

Derfor drejer Rigskansleren grænselinien fra Kongeåen i Gredstedbro og fortsætter ned til Vesterbæk, hvor linien så igen går mod vest til jernbanestationen i Hviding, hvor vandtårnet bliver skillelinien.

Grænsen fortsætter ad Enderupvej, et lille stykke og går så igennem Harald Andersens have, videre lige syd for klubhuset til et vandløb mod vest. Fortsætter ud i engene til den bro, der går over vandløbet i engene imellem Vested og Hviding. Derfra følger grænsen vandløbet til havet og fortsætter til nordsiden af Rømø, hvor et mægtigt højt sømærke i mangfoldige år har markeret grænsen. Sådan var grænsen fra 1864 til 1920, fortæller Bang Jensen med knivskarp hukommelse.

Bang Jensen er nr. 10 i søskendeflokken, og årene går til krigen, som bryder ud i 1914. Mange af Bangs brødre måtte så i Tysk krigstjeneste og til fronten. Bang arbejdede på gården som ung, og her følger de oplevelser, der overgår ham i sin ungdom. Gårdens jord ligger op til den danske grænse, vest for klubhuset. En bred vandløsningsgrøft danner grænse, hvori man havde oprensningspligt fra begge sider. I denne grøft kunne man aftale med de danske venner og familie på dansk side, om hvordan man skulle smugle fødevarer over grænsen om natten.

Passérseddel eller Færdselspas.

Disse papirer skulle man altid have på sig. Selv i marken kunne man blive antastet og bedt om at forevise disse papirer. Jeg fik en kopi af nogle af Bangs.

Karantæne.

I nærheden af skolen, altså den tyske skole, der hvor Aksel Jensen bor på Ribevej 14, var der en stor bygning, hvor dyrene skulle i karantæne i nogle døgn, når de kom med toget nordfra.

Denne karantænelejr blev lavet i 1887. Man indsprøjtede et serum i dyrenes krop, og der skulle de stå et par døgn, for at man kunne se, om dyrene reagerede på vaccinen. Mange dyr reagerede, men man havde på fornemmelsen, at den vaccinedosis var for stor tit og ofte, så dyret eller dyrene slet ikke fejlede noget. Ja hvad kunne der så komme ud af det, ja dyrene kunne graves op om natten, og bruges til menneskeføde. Men det satte statsmagten hurtig en stopper for. Dyrene blev overhældt med kalk og petroleum, når massegravene var fulde. Derefter jævnede man gravene til med jord.

Bang fortæller, at man kom trækkende med kreaturerne i kobler, 10 – 12 i hver kobbel. Dyrene blev trukket hen til en i forvejen gravet massegrav. Her blev dyrene skudt og overhældt ved petroleum og kalk. De mange grave var omkring Enderupvej og Granvej.

Mange af omegnens folk arbejdede ved denne karantænevirksomhed. De var beskæftiget med fodring, malkning osv. De tre hovedpersoner, der ledede og fordelte arbejdet i karantænevirksomheden blev alle tre millionærer, men her nævner Bang ingen navne.

Omkring Bangs ungdom blev karantænen nedlagt, men i mange år efter kom der kræmmere osv. kørende helt fra Haderslev med en sølle mager hest foran en pindevogn, for at grave knogler op fra de døde dyr. Knoglerne solgte man til Kød- og Benmelsfabrikkerne for små penge.

Triste budskaber.

En dag i 1918 endnu inden krigen var slut, gik Bang og arbejdede på marken ved grænsen. Bangs mor kom indhyllet i et mørkt klæde med gråd i stemmen og fortalte, at hans fjerde broder nu var faldet ved fronten. Moderen tryglede Bang om, at flygte til Danmark med det samme, da hun ikke ville miste flere af sine sønner. Bang ville dog ikke svigte familien og gården, selv om han stod foran indkaldelsen til krigstjeneste. Her beretter Bang så om, hvordan han slap fri for militærtjeneste.

En anden bror Jens Jensen, Ribevej 2 A (snedker Jensen), som senere blev Hospitalets snedker, var blevet såret i armen i Belgien af en Dum-Dum kugle. Efter behandling på et tysk Lazaret, skulle Jens Jensen så undervise de nye rekrutter i brug af håndgranater. På en orlov fra denne tjeneste, rejste Jens Jensen til Haderslev, hvor han inviterede den overordnede officer i byen. Officeren skulle modtage de nye Rekrutter nogle dage senere, og der iblandt kom Jens Jensens lillebror, Bang. Under de forskellige værtshusbesøg i byen, overrislede Jens officeren i rigelig mængde, og betroede ham de tragiske tildragelser, der var overgået familien derhjemme.

Jens Snedker fik altså på denne måde Overofficeren til at se det umenneskelige i, at Bang nu også skulle i tjeneste. Da Bang et par dage senere mødte op i Haderslev, og Officeren går ned langs rækken, og råber navnene op, bliver Bang pillet ud af rækken og sendt hjem. I denne forbindelse finder man ud af, at Bang skulle bære briller. Det blev opklaret på sessionen. Han bliver sendt til en specialist for at få et par briller, men det var de ringeste penge han nogen sinde har givet ud, for han kunne ikke se en pind i dem. Jeg fik lov at tage en kopi af regningen, som Bang endnu har liggende. Prisen er i Mark.

Bang og en anden bror Martin har båret sækkevise af mad over om natten som unge og halvvoksne drenge. De havde gode kræfter, og kendte terrænet ud og ind, da de arbejdede ved grænsen til hverdag. Grøften på den tyske side af grænsen var fyldt med pigtråd, så man ikke kunne kravle i dem. I Åquists have og der omkring, var der små pæle overalt. Disse pæle var forbundet med ståltråd, som skulle forhindre “overløbere” i at snige sig over grænsen i nattens mulm og mørke. Men disse pæle kendte Bang så godt, at han kunne balancere over området på enderne at pælene om natten.

Bang smugler Bodil over grænsen.

To unge mennesker på den tyske side beslutter sig for at flygte til Danmark. Den unge mand kom først over og købte en gård i Vedsted, Mandøvej 28. Pigen Bodil skulle over senere, medbringende hele deres opsparede formue, som skulle bruges til udbetaling i gården.

Russeren nåede ikke over.

I Løgumkloster var der en stor interneringslejr for krigsfanger, ca. 2.000 ialt. Disse fanger flygtede i stride strømme mod Danmark. Mange af fangerne fik dysenteri. Væsentlig de russiske fanger valgte Danmark som mål, da man via Bramming til København kunne komme med et russisk flådeskib til sit hjemland.

En nat blev en russisk flygtning skudt, der hvor Harry Madsen nu bor på Enderupvej, kun 25 meter fra grænsen og friheden. Bang fandt hans kort over området, men kortet var noget primitiv og ikke detaljeret nok. Hans hjemmelavede håndvåben blev også fundet. Det var en ståltråd med et stykke træ i den ene ende. Vagten der skød den arme russiske flygtning, blev så ugleset af sine kammerater, at han måtte søge flytning til anden forlægning.

Jens Olsens smuglerfærd.

Som 10 årig lånte Jens 1 mark af sin fader en søndag aften i marts 1919. Den følgende dag løb han i træsko over grænsen til Ribe, hvor han købte peber, kanel, og andre småting, som han smuglede over grænsen for købmand Johansen, her i Hviding. Fem døgn i træk tog Jens turen til Ribe efter en sending varer. Den sjette dag løb han for købmanden i Råhede.

Jens benyttede sig af at smutte over, når der holdt et tog her på Hviding station. Han gik omkring togvognene, og gloede dumt. Personalet havde så meget andet at passe på og tage sig til, at man ikke kunne have børn rendende imellem togene. Derfor blev ungerne jaget væk fra banegården og grænsen, og det var lige hvad Jens ventede på. Han tjente i denne smuglerfærd 964 mark, og det var ikke småpenge i vores hjem, slutter Jens.

Smugling af stof til det danske flag.

Omkring afslutningen af krigen forlød det, at området snart ville blive dansk igen. Bang gik over grænsen en nat for at hente rødt og hvidt stof til danske faner. Han har aldrig nogensinde været så velkendt som denne nat. Mange meter rødt og hvidt stof blev viklet om maven på Bang af vennerne i Danmark. En stor overfrakke udgjorde emballagen, og i denne mundering og med lommerne fulde af rødt og hvidt sytråd, sneg Bang sig tilbage over grænsen til hjemmet i Hviding, hvor man så kunne sy sig de mange flag, der skulle tilkendegive, at Sønderjylland var dansk, når afslutningen på det hele kom.

Kærnestationen.

“For at få en ende på, hvad der har været, der hvor Hviding Hvidevarecenter ligger, så kan jeg oplyse dig om”, siger Bang, “at først var der en kærnestation. Til drift af denne kærne fik man strøm fra en dampmaskine i en bygning ved siden af. Så har der været savværk, senere kakkelovnsliberi, så mølleri. Senere fabrikation af træ til hjulegre og kassevogne og til slut blev det så snedkerværksted, som min broder Jens Jensen købte i 1922. Og han blev så hospitalssnedker mange år senere. I de sidste år har virksomheden så været ejet af Egon Thaysen, El-installatør, og nu til sidst af Kurt Schack, der sælger vaskemaskiner”.

Gardinet i vinduet.

“Den skal du lige have med også”, siger Bang med et ræveglimt i øjet. “Ser du, på den danske side af grænsen i et lille hus, der hvor Hans Rasmussen nu bor på Vedstedvej, V. Vedsted Vej 40, havde vi et gardinsignal. Man gik fra dette hus med et par dunke brændevin i hænderne ned over de lyngklædte marker mod grænsen ved Hviding. Kom der så vagtposter imod den pågældende person, satte han dunkene i lyngen og lod som om han skulle tilse hegnet. Når vagten var passeret, gik han igen videre med dunkene, der stod godt skjult i det høje lyng. På et aftalt sted ved grænsen blev dunkene sat, og manden gik hjem igen til Egebæk.

Herfra det lille hus havde man visse tegn, der kunne oplyse modtageren fra den anden side i Hviding, om hvor vagtposten befandt sig. Var gardinet trukket imod øst i vinduet, gik posten mod øst. blev gardinet trukket mod vest, var vagten i samme retning.

Jo der var fiduser i at smugle brændevin over grænsen. 20 l. brændevin kunne give 3 Mark i fortjeneste, og det var ja ikke så lidt dengang”, sluttede Bang.

Kværnen blev plomberet.

Hjemme på gården fik vi en kværn anskaffet til finmaling af korn til brød. Denne form for selvtægt var forbudt, da alting var rationeret. En kommandant kom og plomberede vores kværn, så den ikke kunne bruges mere. Plomben afsluttede han dog med knuder på en snor, og med et glimt i øjet, om at han havde gjort sin pligt. Knuderne var lette at efterligne, når vi i hjemmet havde malet vores korn. Kommandanten kom aldrig og kontrollerede kværnen.

Nødlanding i grænseområdet.

En meget lille rekognoseringsmaskine kom for langt mod nord, og måtte nødlande i Vedsted på den danske side. Grunden var, at benzinen var sluppet op. Gode råd var dyre, men en § i den danske lovgivning sagde, at fremmede maskiner i denne situation, i nødstilfælde måtte opholde sig i landet i 21 timer. Piloten nåede at komme til Egebæk efter det fornødne benzin, og få sin maskine i luften igen og komme sydpå til Tyskland inden tiden udløb.

Handel med bly som barn.

“Vi børn smuttede over grænsen bag om banegården, for at samle bly op på en skydebane, der lå en 200 m. nord for kapellet på Hospitalet. Blyet blev solgt til fiskehandler Jørgen Johansen for små penge, men dog en god forretning for os børn. Myndighederne nord for grænsen fik nys om denne affære, og rettede henvendelse til de tyske myndigheder. Snart indfandt landbetjent Wollesen sig med formaninger om at vi omgående skulle holde op med smugling af bly fra Danmark, da vi ellers ville blive puttet ind”. Bang slutter med et rævegrin.

Russisk fange i høet.

To russiske fanger fra Løgumkloster boede hos Bangs forældre en hel sommer i høet. De kom ved nattetide og fik bopæl i høet, indtil de var godt orienteret om grænsens forhold, så de kunne flygte til Danmark. Om aftenen under malkningen i stalden, kom de frem og fik mælk og anden mad, samt fortalte om deres livsvilkår i Rusland.

De boede der det meste at sommeren, og den ældste af flygtningene lovede, at dersom han kom til Rusland igen, ville han sende et par indesko til Bangs mor. Han havde et lille jordbrug i en skov i Rusland, og han garvede selv fåreskind til bl.a. tøj og fodtøj. En morgen var flygtningene pludselig væk, og man har aldrig fået bekræftet, om de kom hjem til Rusland. Der kom heller ingen sko til Bangs mor.

Småkårsfolk.

Armod og fattigdom hørte også til datidens livsvilkår. Syd for byen boede en familie på en lille ejendom. Børnene løb eller blev sendt ind på banegården, for at samle evt. koks, kul og kartofler op fra skinnerne. Den slags ting blev tabt fra vognene, når disse rangerede på banelegemet. Mange gange græd børnene af sult.

Omkring krigen i 1864 fortæller Bang, at danskerne tabte på grund af de gammeldags forladere, der kun kunne afgive et skud af gangen. Tyskerne havde opfundet et gevær, der kunne rumme 10 skud. Et gammelt ord siger dog, at var der faldet et dansk skud, så faldt der også en tysk soldat.

Om Hospitalet eller Bahnhof i Hviding.

“Lægeværelset var den gamle danske toldsted. Bygningen til venstre for hovedindgangen, altså motions- og frisørhuset var tysk toldkontor. I festsalen boede en tysk baneformand, samt en assistent ved jernbanekontoret. Patientværkstedet var ikke bygget sammen, men bygget i små huse med to lejligheder i hver.

Min søster Olivia (Tatol), Ribevej 54, har jo også arbejdet på Hospitalet. Hun var ansat i det tyske posthus (Afd. N) under ledelse af Postmester Heil, som var den sidste. Olivia var skrivedame der en hel sommer. Min søster og jeg tjente så mange penge den sommer, at vi kunne betale restgælden ud på vores forældres ejendom. Det eneste vi skyldte ved krigens slutning, var penge for de smuglervarer vi havde hentet i Danmark. Da denne gæld også var betalt efter at friheden kom, var vi lykkelige i familien”, fortæller Bang.

Franske alpejægere.

Da krigen nærmede sig afslutningen, begyndte de tysksindede funktionærer at propagandere for Tyskland i venteværelset og banegården i Hviding (Hovedbygningen). Bang fik også lov at hænge dansksindede plakater op, men en mere tysksindet herre rev hans plakater ned, når han ryddede op om aftenen.

Bang klistrede så sine plakater på en stor plade, som han så hentede inden oprydningen om aftenen. Dette gav anledning til, at hele denne affære blev indberettet til den øverstbefalende, der boede ovenpå afd. L, altså nu afd. F. Yderligere blev der i indberetningen anført, at man kunne forvente sabotage på banelinien ved Hviding. Sagen resulterede i, at en deling franske alpejægere kom fra Haderslev til Hviding station, for at afvikle det fornødne omkring banens funktion. Disse alpejægere beskriver Bang som nogle ganske små blåsorte lynhurtige soldater, der kunne sit kram. Det paradokse i hele miseren var, at de franske alpejægere kom i forplejning hos Bangs forældre. De havde for øvrigt en meget korrekt opførsel med gode skikke og vaner. De drak bl.a. god vin til maden. Sådan endte denne demonstration.

Af andre småerindringer nævner Bang, at der var en ca. 100 m. dyb boring ved indgangen til afd. L. Boringen var ca. 2 m. til venstre for indgangen. Boringen virkede som et springvand, og alle de ansatte ved banegården, hentede vand fra denne kilde.

Ved afslutningen på krigen og til afstemningen havde fundet sted, var Hospitalets område internationalt. En international kommission havde hovedsæde i Flensborg ved afstemningen i 1920. Fem flagstænger med flag af ligeså mange nationaliteter blev plantet ved indgangen til afd. L. Efter afstemningen i 1920, hvor de mange dansksindede kunne gå frit til Danmark, blev der malet et stort flot skilt af Agnes Schmidt i Lundsmark. Skiltet blev anbragt i en æresport over vejen ved den gamle bro ved plejerassistent Verner Caspersen.

Jernporten og stationsforstanderen.

En stor jernport, der var anbragt imellem det danske og tyske venteværelse, blev lukket ved nattetide. Bang efterlyser en tyk dobbeltmur imellem H og G. Porten blev lukket ved 23 tiden pro forma, for om natten smuglede de tyske jernbanefunktionærer også. Den største smugler var stationsmester Ehlers, der boede ovenpå afd. F. Dobbeltmuren ses i indgangen til H og G. Den gamle tyske billetluge var i væggen i afd. L´s opholdstue, lige over for indgangen. Lugen var der endnu til omkring 1970. Nattevagtens lamper og tæpper var låst inde i lugen.

Gendarmerne.

Gendarmhuset er et kapitel helt for sig. Huset blev bygget i 1905, og ligger stadigvæk på Enderupvej. Gendarmerne boede i huset, og havde tjeneste herfra. Man gik to og to fra Vesterbæk og til havet i vest, men der har jo altid gået gendarmer der, sålænge området var tysk. Om denne vagtfunktion er der ikke de store hårrejsende begivenheder at berette. Nej det var helt anderledes under krigen 1914 til 1918, hvor den tyske militærstab regerede her i Hviding, slutter Bang.

Politigendarmerne boede i kromandens nyerhvervede hus (Johansens).

Med et gammelt velbevaret fotografi af den gamle Bahnhof i Hviding, samt disse erindringer om hospitalet og byen i grænseområdet, fortalt af Bang Jensen, henlægges denne tidsskildring i hospitalets museum.

Avisartikel fra “Kongeåen”.

Kvinde dræbt i Hviding.

En frygtelig begivenhed indtraf i Foraaret 1919 ude ved Vester Vedsted. En sønderjysk Kone fra Visbyegnen havde været i Ribe, hvor hun havde købt nogle Varer, og vilde nu vende tilbage til sit Hjem sammen med sin 10 Aar gamle Pige. Der var noget i vejen med hendes røde Passerseddel. Den var forældet og gjaldt ikke mere. Da hun kom til Vedsted Station, gik hun vesten for Banegaarden og vilde her liste over Grænsen sammen med sin Datter, kun 100 Meter Vest for Landevejen, der ligger tæt op ad Stationen. Paa Vejen ved Toldstedet var der til Stadighed posteret en dansk Dragon. Hans Ordre var den sædvanlige, først at raabe Holdt, derefter at skyde et Varselsskud i Luften, hvis nogen forsøgte at gaa over uden om Pas- og Toldstedet, og endelig skulde han tage Sigte og skyde. Konen fra Visby hørte Varselsskuddet, men var da saa tæt paa Grænsen, at hun har troet at kunne smutte over, før næste skud faldt. Kun et Par Skridt fra Grænsen ramtes hun imidlertid af Dragonens andet Skud. Kuglen traf i Bækkenpartiet. Hun faldt straks om, medens den lille Pige kastede sig grædende ned over Moderen. Paa en Baare blev hun ført ind til Vedsted Station og med første Tog sendt til Sygehuset i Ribe, hvor hun kort efter døde. Kærlige Mennesker tog sig af den lille Pige, indtil hun kunde komme til sit haardt ramte Hjem.

Stedlige blade angreb den danske Grænsevagt for Malkonduite eller overilet Handling i dette Tilfælde, idet der bl. a. henvistes til, at denne Kone for det første forsøgte at smutte over Grænsen ved højlys Dag og tæt ved et med talrigt Mandskab besat Vagtsted, og for det andet medførte hun kun en lille Haandkuffert og gik i fuldt oprejst Stilling, saa alene af disse Grunde maatte det være indlysende, at der her ikke kunde være Tale om et større Smugleri eller en professionel Smuglerske. Og det kunde der unægtelig synes at være noget i.

En undersøgelse fastslog, at Dragonen havde handlet i Overensstemmelse med sin Ordre, men havde det været en ældre, erfaren Grænsegendarm, der havde staaet paa den Post, er det dog tvivlsomt, om der i et saadant Tilfælde var afgivet et dræbende Skud. Under alle omstændigheder er denne skudte sønderjyske Kvinde et meget bedrøveligt Blad i den danske Grænsebevogtnings Historie.

I Ribeegnen faldt der forøvrigt endnu et Skud, der ramte et Menneske, den saakaldte Ribe-Smuglerkonge. Men her drejede det sig ikke om et Smugleri, men om et skæbnesvangert Slagsmaal blandt Smuglere paa Landevejen sydfor Ribe.

KONGEÅEN ELLER

DEN GAMLE GRÆNSE

ELIASSEN

Beretninger fra gamle toldbetjente og grænsegendarmer.

Smuglere og flygtninge ved grænsen 1864 – 1929.

År 1864 blev 12 – 13 danske embedsmænd nedsat på den nye toldlinie imellem Tyskland og Danmark, for at forhindre smugling af forskellige ting, navnlig smugling af stude fra Jylland til Tyskland. Man svømmede studene over bl.a. ved Kolding fjord, fra Nørre Bjert til Agtrupland. I holdvis blev studene bundet til både. I hver båd sad en mand med en økse, for at kappe, dersom det skulle vise sig, at være noget galt.

Vestpå gik studesmuglingen glat. Man gjorde gilde for vagterne, medens driverne gennede studene over grænsen. I Kolding kunne man købe pas til overførsel af stude, og det var f.eks. 3 stude man kunne overføre på et pas, så satte man i et tilfælde ét 1 tal foran og et nul bagefter, så var det 130 stude, der blev overført. Det var en østrigsk officer, der blev bestukket til denne opgave for 127 dalere.

I oktober 1861 udsmugledes der ialt mellem 3 og 3000 stude. Også indsmugling af varer blev bedrevet. Engang fandt man 50.000 cigaretter i en sygevogn. l.000 pund tobak og 3 kister skråtobak blev flådet over på en dør på Kongeåen.

I Vestjydsk avis nr. 130 fra 1864 fortæller en mand fra Flensborg, at der af varer som kaffe og sukker smugledes flere millioner pund over Kongeåen. Det kan bevises, at købmand B. N. Hansen i Flensborg “forøvrigt en loyal borger” alene af kaffe har solgt 100.000 pund til indførsel i kongeriget, og af sukker har han solgt lige så meget. Det har, hed det videre, siden 20. juli været sådan en rift om fragtmænd til varetagelse af fragt nordpå fra Flensborg, at fragtmændene har kunne betinge sig de mest uhørte priser.

Senere blev en del konfiskeret. Alene i Gredstedbro solgtes der den 21. november 1864 over l.000 potter brændevin og sprit, cigaretter og tobak, alt konfiskerede varer. Sirup i hankepotter blev smuglet over. For at skjule siruppen hældte man mælk over. Dette kontrollerede vagterne ved at stikke rensestokken fra geværet ned i hankepotten, når den så kom op igen, hængte der sirup på.

Salt smugledes sydpå, tit og ofte i lommerne. Nordpå smugledes læder. En skomager ved Foldingbro blev fanget i denne affære, og måtte bøde med 20 rdl. for denne affære. Ost blev smuglet nordpå. Grisesmugleri fandt navnlig sted ved Jels-Bastrupvejen når priserne var højere i Sønderjylland. En mand kørte grise over i en barnevogn i lang tid, inden det blev opdaget. En mand ved Bastrup med en stor brokskade måtte altid knappe sine bukser op for de tyske grænsevogtere, når han skulle over grænsen, hvilket han var meget fortørnet over.

Passérsedler, der tilsidst fik en rød farve og kaldtes “Det røde pas”, skiftede form og indhold. De gjaldt kun for dansktalende sønderjyder. Til det “røde pas” knyttedes ret til at medtage levnedsmiddelpakker til Sønderjylland. Først var det pakker på 3 kg, derefter skete der en betydelig forandring fra 7. maj 1919. Alle før 1. maj udstedte passérsedler bortfaldt. Der måtte kun udstedes passérsedler til 1 person i hver husstand. Passérsedlen var kun gyldig for en dagrejse til Danmark, og der måtte ikke udstedes Passérseddel til samme husstand før efter 10 dages forløb.

Årsagen til forandringen var, at mange misbrugte passene. Mange personer forlod deres daglige arbejde, for at handle med fødevarer. Der var livlig gang i togene og på landevejen – Tusinde strømmede nordpå med deres røde sedler.

På jernbanestationerne blev der trængsel som aldrig før. Med toget sydfra til Vedsted kunne der f.eks. med et enkelt tog komme l.000 mennesker. Ret almindeligt var ca. l.000 mennesker.

På Vedsted banegård, der var meget lang, kunne det godt tage en time fra man gik ind i den ene ende til man nåede ud i den anden ende, da trængselen her var stor. På en sådan tur tilbage mod syd kunne kvinderne nok tabe sig “adskillige pund fedt”. Fedtet eller smørret smeltede bogstavelig talt på kroppen af trængselen og varmen fra de mange mennesker. Mange kvinder benyttede permissionerne som “bæreposer”. Engang gik det galt for en kone, der havde overbelæsset sine benklæder med skråtobak. Da hun på Vedsted banegård sprang fra togets trinbræt ned på perronen brast båndene, der holdt hendes benklæder med “skråtobakssæk”, oppe, og resultatet blev, at skråtobakspakkerne trillede ud på perronen til stor morskab for de øvrige rejsende.

Mange flygtninge kom til Hviding Kro. Gennem gæstestalden kom de ind af døren henne ved skænken, og stod der uden at sige noget. Så vidste man hvad de ville. De blev hjulpet over lige vest for CHAUSSEEN (Landevejen). Mange hundrede kom over her – kun en af dem har senere takket, ved at sende et kort.

“Over havet” kom der mange flygtninge. En nat kom der tre flygtninge den vej. De gik langt ude, hvor de ikke ville kunne ses, lidt kendskab havde de. De vidste, at der tæt sønden grænsen lå en kirke (Hviding). Her måtte de ikke komme, thi det var bekendt, at en tysk observationspost sad inden for kirketaget og så ud af et kighul, der var lavet ved at løsne en blyplade. Men så var der endnu en kirke (V. Vedsted). Det var på dansk side.

De listede sig frem langt ude, og så endelig en kirke i land. Mon det var det rigtige ? De kom i land, og inde på kirkegården gav de sig til at læse gravstenene, men det var den forkerte kirke, thi alle steder stod, død i Hviding. Så måtte de til havs igen. Endelig kom de i land nordfor “Flyddet”, som udgjorde grænsen.

Hos telefonbestyrer Andreasen i Vedsted, Sdr. Kirkevej 24, spurgte de ængstelige og forkomne: “Æ vi o dansk grund, æ vi kommen til Danmark ?”, og de fik svaret: “Her er fred og ingen farer”.En dansk flygtning havde aftalt, at hvis han kom over, ville han give meddelelsen herom, ved at få Vedsted efterskole (Skole Allé 1) til at hejse flag………og flaget kom op.