Fra

Andrea Andersdatters piedestal

Af Kirsten Weber

Den Antikvariske Samling, Mark og Montre

fra Sydvestjyske Museer 1965

Den piedestal, der her skal fortælles om, tilhørte en kone i et lille hjem i Vester Vedsted (Ribe herred) og var på ingen måde noget fornemt møbel; men dens indhold gi­ver et godt begreb om, hvor mange og hvor kønne brugsting der kunne findes i et beskedent hjem i tiden o. 1850-o. 1900. For at give en bedre forståelse af dette, skal der først fortælles lidt om ejerinden selv, hen­des livsløb, hendes hjem og dets indretning.

Andrea Andersdatter blev født i Vester Vedsted i året 1826, V. Vedsted Vej 113. Hendes moder, Helene (Lene) Jensdatter var sjette barn af Jens Lambertsen og hustru Ane Nielsdatter, der 1831 levede som enke i Tange øst for Ribe. Lene blev som ung pige gift med Anders Skipper fra Snepsgårde i Seem sogn og boe­de med ham i Vester Vedsted på gården matr. nr.13, der skal have haft et jordtil­liggende på over 100 tdr. land, men hvis hartkorn kun var 2 tdr. 2 skpr. 1 fjerdingkar og 1½ album. Gården havde Anders Skip­per købt af Hans Thomsen Nielsen, der nød aftægt på gården til sin død 1844. Alt teg­nede lyst for det unge par, men glæden blev kun kort. 1826 døde Anders, og 12 uger ef­ter hans død, 16. juli, kom Andrea til ver­den.

For den unge enke var der ikke andet at gøre end at se sig om efter en ny mand, og før 1829 var hun da også gift igen med Knud Svenningsen Lauritsen fra Fjedsted. Men også dette ægteskab blev kun af korte­re varighed. Knud Svenningsen døde af hik­kesyge, og Lene sad for anden gang enke på gården, denne gang med fire døtre. 19. maj 1838 giftede hun sig for tredje gang med ungkarl Peder Rasmussen Møller (Per Høm) fra Ullerup i Skærbæk sogn, og ham fik Lene lov til at beholde. Hun døde 1867 ef­ter at have fået endnu to døtre og tillige opnået at holde sølvbryllup med sin tredje mand, der overlevede hende i samfulde 32 år.

16 år gammel blev Andrea konfirmeret i Vester Vedsted kirke. Blandt hendes konfir­mationsgaver var et digt, som hun omhyg­geligt gemte, og som giverinden, Karen Niels Kone i Endrupskov, havde fået en skrivekyndig person til at prente for sig – selv havde hun kun indføjet Andreas og sit eget navn samt datoen, 3. april 1842. Det har en grumme højtidelig indledning: »Kiere Paarørende Veninde Andrea Anders Dat­ter. Den høitidelige Pagtes Dag som erin­dres af os ældre med en meget alvorlig agtsomhed, gav anledning til at dette lidet Rum, blev skyldig Incioneret af en ven som ønsker dig ald held løkke og velsignelse i din fremtids vandel«. Selve digtet be­gynder:

»Naar andagts fuld i herrens tempel,

Den unge Pige træder ind«

og dets femte og sidste vers lyder:

»Din Elskte fader Herren Kaldte

Fra dig i Ungdoms Spæde Aar

En Kierlig moder dig jo leeder

I eget ædle skiøne Spor

Løn hende nu med Kiærlighed

Til hendes vandrings sidste Fied«.

Fem år senere traf Andrea sin tilkommende mand, der 1847 var kommet til at tjene i Vester Vedsted præstegård, Sdr. Kirkevej 20. Han hed Peter Christian Jensen (Voldborg) og var født 3. okt. 1824 som søn af husmand Jens An­dersen Kudsk og hustru Karen Pedersdatter af Voldborgmark, der begge var døde, da Peter Christian 1. søndag efter påske 1839 blev konfirmeret i Hee kirke. Efter at have tjent forskellige steder kom han som nævnt i 1847 til Vester Vedsted og lærte her Andrea at kende.

Deres veje skiltes dog allerede året efter, da Peter Christian blev indkaldt til hæren, hvor han under hele krigen 1848-50 gjorde de tjeneste ved 3. forstærkningsbataillons 4. kompagni. I december måned 1851 var han velbeholden tilbage i Vester Vedsted, og formentlig året efter ægtede han Andrea, der bragte ham en ret anselig medgift, nem­lig 100 speciedaler, svarende til 200 rdlr. 1853 fik de en lille pige, Caroline, der døde som otteårig. I hendes dødsår, 1861, fik de en søn, Anders Petersen Jensen (Anders Peter) og 1864 fødtes deres sidste barn, en pige, der efter sin afdøde søster fik navnet Caroline (Line).

5. jan. 1855 havde Peter Christian Jen­sen købt en lille ejendom i Vester Vedsted, matr. nr. 33, Vester Bjergvej 8, der var udstykket fra Niels Hansen Bertelsens gård og kun havde det beskedne hartkorn af 1 fjerdingkar 2 1/4 album. Til købet lånte han 640 rdlr. af Andreas stedfader, Per Høm; det sidste af­drag på gælden betalte han 1893, fire år før sin død, og der gik undertiden mange år mellem afdragene. – I en årrække besty­rede Peter Christian fattiggården i Vester Vedsted, men 15. februar 1879 løste han næringsbrev til at drive »den i Nærings­loven af 29. Dec. 1857 § 52 ommeldte ringe Handel, saasom med Brød, Traad, Garn, Lys, Sæbe, Legetøj og Kager«. Det kom i praksis til at betyde, at Peter Christian ned­satte sig som bager i Vester Vedsted.

Det gamle stuehus med en senere bager, Grejs Guldberg og hans kone foran.

Peter Christians bageri, V. Vedsted Vej 145, der forlængst er revet ned, lå i haven til det nuværende bageri i Vester Vedsted, lidt sydvest for dettes stuehus; mod vest havde det som nabo den nu nedlagte Vester Vedsted kro, V. Vedsted Vej 147, hvori der også var købmandshandel, og mod øst lå et par småhuse; det sydligste af disse beboedes af en mand ved navn Niels Fjed­sted, V. Vedsted Vej 141, det nordligste, der var omgivet af jord­diger beplantet med klittorn, husede en gammel kone kaldet Tossekaren, V. Vedsted Vej 143.

Andreas hjem var en lille vinkelbygning, bestående af et smalt stuehus på 6 fag, lagt solret med gavle i øst-vest og med en smal­lere vinkelfløj mod nord op til husets vestende, hvori der var bageri og stald. Mellem vejen og huset var en lille græsklædt toft med en brønd, der havde trækarm og vinde. Syd for stuehuset var en beskeden have, der af prydplanter kun havde en rosenbusk, en rund, klippet buksbombusk, en salvie og en agerrod og af frugttræer et enkelt hyldetræ samt nogle blommetræer, der bar små, run­de, mørkeblå blommer.

Indgangen til huset var omtrent midt i nordmuren; ad en dør med stenbro foran kom man ind i en lille forstue, der havde gulv af røde mursten, og hvorfra en dør førte ind til en stue på to fag, der havde hvidskuret, sandstrøet gulv. Foran vindu­erne, der vendte mod syd, stod et langt, smalt bord med hvidskuret plade; langs bordets østre ende og under vinduerne løb en fast bænk. I stuens sydvestre hjørne hang et lille hængeskab, og ved vestvæggen stod en stol samt Andreas rok. – Ved nordvæggen stod en senempire armstol af fyr med læderbetrukket sæde ved siden af en bilæggerovn, og over denne, hvor der var tørt og lunt, hang et brunmalet blikskrin med tvebakker.

I stuen stod et standur, over vinduerne var der smalle hvide kapper, og væggene prydedes, foruden af et spejl i glat træramme med et bredt felt over og under glasset, af en litografi af Frederik VII i færd med at underskrive junigrund­loven samt af tre olietryk. De to forestil­lede Luther og Melanchton, det tredie Je­susbarnet med et juvelbesat rigsæble i ven­stre hånd og den buttede højre løftet til velsignelse. Det øvrige udstyr var to kar­ter, en tenstol, en garnvinde og en træbakke til opbevaring af ulden, når den var kartet til »loeger« og parat til at blive spundet. I bordskuffen lå et par uldsakse, to vindepinde, nogle slyngstokke til at knytte snore med og en lille fin, spids saks, som Andrea brugte, når hun klippede i papir, noget hun skal have været meget dygtig til.

I stuens vestende førte en dør ind til et lille sovekammer, der ikke havde plads til andet bohave end to brede, vægfaste senge og et lillebitte bord, som stod under et halvfags vindue i vestmuren. Bag sengene var der for lunhedens skyld anbragt flettede halmmåtter, og over hver seng hang et sengebånd, et reb, som Andrea havde omviklet med brogede klude og i spidsen forsynet med to rynkede garneringer, der struttede Som små krinoliner. – I stuens nordvesthjørne førte en dør ud til køkkenet; langs dettes østvæg fandtes et muret ildsted, en »åwen skorsten« med to fyrsteder og ved si­den af denne en indfyringsluge til bilægger­ovnen; langs nordvæggen stod et langt bord, hvorpå brødene blev slået op, – når der bagtes.

Fra køkkenet var der adgang til bageriet; dette havde en stor, muret ovn med aske­grav foran og et særligt lille kammer, hvor dejen æltedes i store trætrug. Peter Christian bagte rugbrød, sigtebrød, hvedebrød og tve­bakker samt en slags kringlestænger, ikke just noget stort udvalg, men alt af bedste kvalitet. Til julen bagte han desuden småkager på størrelse med en mindre underkop samt runde julekager, der var skåret i tern på oversiden.

Bagerifløjens nordende optoges af en stald med dør i østmuren; den var ikke ret stor, men rummede heller ikke større besætning end en ko, en gris og et par høns; når disse sidste. skulle lægge æg, fløj de op i en oval, halmflettet kurv, der hang oppe under det lave loft.

Stuehusets østende optoges af en storstue på tre fag i hele husets bredde, ligesom stuen med hvidskuret, sandstrøet gulv. I vestvæggen var der en dør ind til stuen, i østmuren førte en dobbeltdør ud til det frie. Det var den såkaldte »ligdør«, som endnu kan ses på flere ældre gårde i byen. Storstuen brugtes nemlig i påkommende tilfælde som ligstue, og det var da, takket være dob­beltdøren, let at få kisten transporteret ind og ud af huset; desuden brugtes den naturlig­vis ved festlige lejligheder, derimod aldrig til daglig, og den rummede derfor kun få møbler: et par stole, et standur, et par ma­lede kister med buet låg til opbevaring af sengetøj og stadsklæder samt et malet ege­træschatol med skrå klap og kannelerede kvartsøjler på hjørnerne, en arv efter An­dreas afdøde fader. Desuden stod her det møbel, som har givet navn til denne skil­dring: Andreas piedestal.

Nu må man ikke forestille sig denne piedestal som noget særlig smukt eller særligt kostbart møbel; den var af mahognibejdset fyrretræ med nøgleskilte af ben og næppe ældre end o.1875. Men dens indhold var husets bedste skatte, der kun kom frem ved mere højtidelige lejligheder. Skånet for det daglige livs slid stod de på hylderne, mange af dem så friske og blanke, som da de var nye. – Lukkede man piedestalens dør op, så man på nederste hylde dybe og flade tal­lerkener samt fade og skåle; på den mellem­ste hylde kopper, te- og kaffekande, kagefade og nogle få kagetallerkener, på den øverste sukkerskåle, glasassietter og lignen­de og på den smalle hylde herover vinglas og sølvskeer. – I den smalle skuffe øverst i piedestalen lå duge og servietter af hør, vævet hos byens lokale væver, »æ drillwæ­ver«. Dugene var ganske smalle, passende til det smalle bord, hvis plade de dækkede uden at hænge ned ved siderne, kun for en­derne; én var bygkornsmønstret, én havde en stribeeffekt af en lidt grovere tråd, og en var af fint, ternet damask. – I den nederste, dybe skuffe gemte Andrea blandt andet sit fineste klædningsstykke, en stadskappe af brede, blomstrede silkebånd og kunstfærdigt opsatte, stivede hvide blon­der med en lille buket kunstige blomster øverst. Den lå i en rund kappekurv af smukt kurvemagerarbejde, formet som to flade halvkugler hver forsynet med en hank, så den kunne bæres. Kurven tjente dels til op­bevaring, dels til transport af det fine ho­vedtøj. Når Andrea skulle til gilde, blev kappen medbragt i kurven og først sat på, efter at hun var kommet indendørs.

Hvad tingene på piedestalens hylder an­går, var de af ret forskellig herkomst og alder; en del af dem stammede fra hendes hjem, en del havde hun fået foræret i tidens løb, først og fremmest kopper og glas­assietter.

Fig. 1. Kartoffelskåle af hvid fajance. Dansk arbejde. Aluminia. Stemplet med sammenslynget AS, hvorunder »Aluminia«.

Fig. 2. En mælkekande af hvid fajance med blågrøn bug og sorte striber. Ustemplet.

Fig. 3. Vandkrus af hvid fajance med blå stri­ber. Ustemplet.

Lad os begynde med den nederste hylde, der rummede service til middagsbordet. Her stod flade og dybe tallerkener af hvid, ude­koreret fajance med tunget kant; to ovale, hvide skåle med tunget kant, brugt til kar­tofler (fig. 1); to store, runde skåle af hvid fajance af form nærmest som vandfade, med én lille perlestav om kanten; de brugtes til grød, stuvet kål, kålsuppe og lignende, når der kom gæster til spisning. En lille grøn mælkekande med sort-hvide borter om hal­sen (fig. 2). Et stort krus til at drikke vand i af, af hvid- og blåstribet fajance (fig. 3). En lille, oval, riflet skål af gullig fajance, brugt til sukker og kanel at strø på grød (fig. 4).

Fig. 4. Skål til sukker og kanel af gullig fa­jance. Tysk arbejde. Stemplet Villeroy & Boch«.

Fig. 5. Sukkerskål af hvid fajance med mørke­brune dekorationer i ”transfer-print” . Engelsk arbejde. Ustemplet.

Fig. 6. Flødekande af hvid fajance med deko­rationer i lysviolet, bronzelustre, blåt og grønt. Engelsk arbejde. Ustemplet.

På den mellemste hylde stod service til kaffebordet. Noget samhørende kaffestel havde Andrea ikke, og hendes opdækning ville nok have virket temmelig broget på et nutidsøje. Kaffekande, tekande og sukker-skål var af gullig engelsk fajance med brune landskabsdekorationer i transfer-print fra o.1840, en mindre sukkerskål med højt, spidst låg var ligeledes af engelsk fajance, men formentlig noget ældre, og havde mørkebrun dekoration: på siden et ungt par, på låget små buttede amoriner (fig. 5); flø­dekanden var af hvid engelsk fajance med en bred bort i rosa og kobberlustre (fig. 6).

Fig. 7. Tre par kopper af hvidt porcelæn. Dansk arbejde. Bing og Grøndahl. Stemplede B & G«.

Fig. 8. Kagefad af hvid fajance, med brogede dekorationer og forgyldninger. Dansk arbejde. Stemplet ”Aluminia” i oval ramme og neden­under »VK3«.

Af kopperne kan nævnes to par af hvidt porcelæn med en spinkel blomsterranke i rødt og guld om kanten, samt to par deko­reret med venushår, begge fra Bing og Grøndahl (fig. 7). Kagefadene udgjorde et endnu mere blandet selskab: et rundt fad med ører, af fajance, dekoreret med guldstriber og bro­gede blomsterbuketter (fig. 8);

Fig. 9. Kagefad af hvidt porcelæn med broget blomsterdekoration. Tysk arbejde. Stemplet ”A. R. (for A. Rappsilber) Königszeit”.

Fig. 10. Strøbøsse af gullig fajance, såkaldt ”cream-colour-ware”. Engelsk arbejde. Ustemplet.

Fig. 11. Syltetøjskrukke af hvid fajance. En­gelsk arbejde. Stemplet ”Fell & Co” over anker og tov.

en flad hvid porcelænstallerken med tunget kant og en stor blomsterbuket i midten (fig. 9); et kantet fad af lertøj med spættet glasur i ly­sere og mørkere brunt; et par tallerkener af engelsk fajance med transfer-print dekora­tion, illustrerende nogle af »Franklin’s pro­verbs«, hvis tekst stod under billedet; det ene lød:

“Now that I have a sheep and a cow Everybody bids me good morrow”.

På hylden stod desuden en sukker- eller pe­berbøsse af engelsk cream colour ware fra 19. århundres første halvdel (fig. 10), en syltetøjsskål af gullig engelsk fajance med fast fodkrave og låg (fig. 11),

Fig. 12. Sennepskrus af fajance. Kobberlustre med blå bort. Engelsk arbejde. Ustemplet.

Fig. 13. 1 vinkaraffel og fire vin glas. Holme­gaards glasværk? (sml. Larsen, Riismøller, Schlütter: Dansk Glas, fig. 217 (teksten) og fig. 52).

Fig. 14. Sukker- og flødetøj af klart glas. Ka­strup glasværk? (sml. Dansk Glas, fig. 292).

samt et lille sennepskrus af engelsk lertøj, med kobber­lustreglasur og en bred, blå bort; det havde tilhørt Andreas anden stedfader, Per Høm, der havde brugt det som gemmested for sine guldpenge (fig. 12).

Øverste hylde rummede Andreas behold­ning af glasting: to assietter af presseglas, en vinkaraffel (fig. 13), og nogle vandglas, hvoraf det fineste var dekoreret med stjer­ner og runde slibninger; en sukkerskål på fod af klart, let riflet glas med tilhørende flødekande (fig. 14);

Fig. 15. Sukkerskål af lyserødt glas med hank og randbeslag af forsølvet messing.

Fig. 16. Saltkar af klart presseglas. Kastrup glasværk? (sml. Dansk Glas, fig. 365 og 369).

en sukkerskål af klart, lyserødt glas med randbeslag.og hank af for­sølvet messing og graverede ornamenter på hanken (fig. 15); nogle saltkar, det ene af svært presseglas på fod (fig. 16). – På den smalle hylde herover stod nogle vinglas, de ældste med mangekantet bæger på fod (fig. 13). – I hakkene på den smalle hylde sad teskeer og spiseskeer af sølv, som venteligt ikke særlig mange. De fleste må have været fra Andreas hjem, da det var spinkle og stærkt slidte empireskeer med spidst laf og enkel

dekoration, enten lette graveringer el­ler en drevet roset på enden af skaftet. Det bedste stykke var en svær spiseske med en støbt musling på skaftet og derover en indprikket blomst med datoen 31. okt. 1857; den var en gave fra Andreas moder og hendes tredie mand, hvis navne stod indprikket på skeens bagside (fig. 17).

Piedestalen med sit brogede indhold stod i storstuen, så længe Andrea boede i huset. Efter at hendes mand var død 26. marts 1897, boede hun her sammen med sin ugifte datter Caroline. Hendes søn Anders Peter var 15. dec. 1892 blevet gift med Marie Jør­gensen, der var eneste barn af kromanden i Egebæk kro, Laust Jørgensen. Efter at både Laust og hans kone Lisbeth var døde, over­tog de unge den store, rummelige kro, der var opført 1861-62 ved den da nyanlagte chaussé fra Ribe til Tønder; de ønskede begge, at Andrea og Caroline flyttede ud til dem, hvor der var plads nok til, at de kunne få både en stue og et sovekammer.

Netop da det nye århundrede gik ind, flyt­tede Andrea ind i sit nye hjem i Egebæk kro, Bjørnkærvej 1. De løse møbler fra sit gamle hjem førte hun med sig, deriblandt også piedestalen, der fik sin plads i et hjørne af hendes stue. Hendes sortbrogede ko kom naturligvis også med, ja selv stauderne fra haven det mest opsigts­vækkende blandt hendes flyttegods var dog blommetræerne, som dengang var noget af en sjældenhed på egnen; de blev efter vel overstået flytning plantet i kroens have, hvor de trivedes udmærket i henved et halvt århundrede.

I kroen førte Andrea ikke selv hus, og piedestalens indhold fik derfor lov at stå næsten ubrugt på hylderne, indtil Andrea Andersdatter døde, 24. april 1916. Derefter stod det fuldstændig urørt i endnu 30 år, indtil piedestalen, kort før kroen skulle sæl­ges, blev åbnet af Andreas oldedatter, der henrykt gik på skattejagt i det gamle mø­bel. Skulle nogen have lyst til at se, hvad hun fandt deri og her har fortalt om, kan de se det i Den Antikvariske Samling i Ribe. Men piedestalen kan de ikke få at se – den blev solgt på auktionen over Egebæk kros indbo i foråret 1946, og hvor den er blevet af, er ikke godt at vide.

Fig. 17. Spiseske af sølv. Dateret 1857. Stemplet »F« i rektangulær ramme. Udført af guldsmeden Andreas Hansen Frandsen i Rejsby. (Se Schoubye: Guldsmedehåndværket ??, nr.197).