Født på landet

Poul Voss

SDR. FARUP MEJERI

1942-1960

Egentlig er nærværende blot mit bidrag til mine børns forståelse af den tid der gik umiddelbart forud for tiden, hvor nogen overhovedet havde tænkt på disse børns tilblivelse. Tankerne herom har været langsomt spirende gennem adskillige år. Da de så efterhånden er kommet til udtryk på papiret, erfarer jeg, at man i dag har samlet en stor del egns- og slægtshistorie for Vester Vedsted Sogn, og hvad er så mere nærliggende end at lade disse små glimt af en svunden tid få indpas i dette værk.

Som værkets forfatter/redaktør, Bjarne Sørensen så rigtigt anfører, fortsætter historien som noget uafbrudt, og med nutidens elektroniske medie er det vel en oplagt måde, at skabe et naturligt flow i historien på denne måde.

I min beskrivelse forekommer en del stedangivelser, men uden vejnr. som var et ukendt begreb i min barndom. Da vidste man udmærket, hvor sognets folk boede, og udenbys folk kunne blot spørge sig for, hvis de var i tvivl. Vi fastboende var ikke i tvivl og fandt intet behov for den slags unødvendige tiltag!

I dag ser tingene anderledes ud, men det har altså ikke påvirket mit skrifts indhold.

Poul Voss, Nuuk. Februar 2001

Barndommen før skole

Jeg blev født i én urolig tid midt under den anden verdenskrig, mere præcist om morgenen den 4. juni 1942 på Sdr. Farup mejeri. Det er begrænset, hvad jeg husker fra denne første periode i mit liv, men fødselsvægten var ca. 4 kg. Mine ældre søskende, især Birtha, hjalp mine forældre med at tage hånd om pasningen af mig. Efter sigende havde hun sine fem år til trods et ganske godt tag på den slags. Når det var renselsestid blev jeg puttet i et kar med koldt vand, ikke til min egen tilfredshed, men det hærdede kroppen, hvilket jeg nok har haft gavn af senere i livet.

Selve krigens tid husker jeg ikke noget af, udover en enkelt episode med et besøg i forsamlingshuset ved skolen, hvor en del tyske soldater var indkvarteret. Der hoppede jeg på maven tilhørende en tysk soldat, formentlig en familiefar som fik lidt adspredelse i sin nok til tider ellers så trivielle hverdag. Min tre år ældre bror Ole var nok så aktiv efter kapitulationen, hjalp han tyskerne med at rydde op efter sig. Hvilket bestod i, at han hjalp med at finde de udlagte landminer og demontere disse, altså fjerne detonatorerne. Et job der dog blev ham forbudt, da vor nabo Vilhelm(Velle) opdagede hvad der foregik.

Da hukommelsesevnen begyndte at indfinde sig, var krigen stadig i gang. Det var en hård tid for min mor, som med fire små børn (min lillesøster Lise meldte sin ankomst i august 1944) havde nok at se til. Mejeriets personale var i øvrigt også en del af husholdningen, men mere om det senere.

Krigens uforudsigelige hændelser gik min mor på nerverne, og efterhånden som disse blev tyndslidte, oplevede vi ofte en vis ubalance hos hende, hvilket i min erindring begrænser sig ved udslag under hovedmåltiderne, middag og aften. Disse måltider blev på hverdage altid indtaget i køkkenet ved et langbord, hvor der kunne bænkes tolv personer. Normen var dog 8-10. Bedst som man sad og spiste, næsten uden ordveksling gik hun i udbrud , et glas mælk, en gaffel eller lignende blev energiladet og fløj afsted mod et tilfældigt mål eller uden mål måske. Engang imellem fandt min far disse hændelser upassende, men det var vistnok vanskeligt at komme til orde endsige afværge hændelsen.

Naboer i min tidligste erindring.

At begive sig hjemmefra og ud i den store verden udenfor hjemmet krævede et vist mod. På en sådan udvandring nåede jeg helt ud til Klinge, som boede på den yderste gård i Sdr. Farup, Præstevej 10, op mod engene og havet. Gårdens døtre, var Anna, Ebba og Esther, alle en del ældre end jeg. Anna og Ebba, som var de yngste, var tvillinger. Faderen var død, men moderen, Ida styrede hjemmet og havde også sin mor eller svigermor boende. Dette var en ældre dame, som var blevet tunghør med alderen, hvorfor hun brugte høreapparat. Nærmest en støvsugerslange med en tragt i enden, man talte ind i samtidigt med at damen lyttede i slangens modsatte ende. Ida bagte byens bedste småkager.

Lidt før man nåede til Klinge lå digterhuset, Præstevej 2, et lille stråtækt hus. I dette hus boede nogle meget gamle mennesker, hvis navne jeg har glemt. Det eneste jeg husker var en spytbakke, der stod som en slags askeskuffe ved kakkelovnen i stuen. Når manden sad ved stuebordet og tyggede sin skrå blev overskudssaften afleveret med stor præcision i spytbakken.

Overfor digterhuset boede Haise sammen med sine forældre Nisse (Niels) og Tinne (Kathrine) sine søskende, flokken optimeredes til 4 ( Arne, Hans Peter, Launy og Lone) . På aftægt havde man Haises bedstefar (Hans Peter), som også er Haises rigtige navn. Derudover var der medhjælper karl og pige. Se Højtoftegaard, Sdr. Farup Vej 50.

Mellem Haises hjem og mejeriet boede Niels Madsen og Johanne på en lille ejendom, Sdr. Farup Vej 54, hvor man ikke havde medhjælp. Der var ingen børn, men noget senere i min barndom adopterede de Svend Erik. Niels Madsen udpinte ikke sin jord gennem effektivisering. Alt skete i et tempo, hvor ingen fik stress.

På den anden side mejeriet lå skolen som nærmeste nabo, V. Vedsted Byvej 55. Her flyttede familien Hune ind som afløser af Eskildsen? Før V. Vedsted havde Hune været lærer i Udby på Sjælland (ligger på Tuse Næs ikke langt fra Lammefjorden), men kom til V. Vedsted skole i 1947 tror jeg. Jens Karl, Solveig og børnene Jacob og Anne Bodil (Jon indgik senere i børneflokken). Fru Hune var datter af mejeribestyrerparret på Bøvling mejeri (ligger mellem Ringkøbing og Lemvig) så med disse fælles rødder, havde vore to familier fra starten noget tilfælles, og der udviklede sig et livsvarigt venskab.

Nørrevang er omtalt andetsteds, men øst for mejeriet lå ”møllen”, Sdr. Farup Vej 27, hvor jeg ikke mindes nogen mølle, men hvor ”Helle Jens” boede med sin familie, som jeg kun har en svag erindring om. Konen havde en overgang søndagsskole, heller ikke noget jeg frekventerede. Lidt nord for møllen boede Søren og Astrid med børnene Anna (som jeg gik i klasse med) og Thorvald. Se Sdr. Farup Vej 31. Anna var i øvrigt et barn som fulgte med Astrid, da Søren giftede sig med hende, og Anna boede i starten hos sin moster Margrethe sammen med den gamle Mads, far til Astrid, Adolf og Margrethe, som var ”gammeljomfru”.

Overfor boede en bror til Astrid. Se Sdr. Farup Vej 23. Han hed Adolf og var ungkarl uden noget fast ernæringsgrundlag. Han var en stor og fysisk stærk karl, men mentalt var han lidt af en afviger. På et tidspunkt besluttede han sig for at drage på langfart, fik anskaffet sig en stor træbåd, som i adskillige år var under klargøring mens den lå ude i vadehavet. Efter sigende var Adolf en overgang så tæt på at starte sin færd, at han hos bageren havde købt proviant, som ganske vist begrænsede sig til et antal rugbrød. Ud at sejle kom han dog aldrig med sit fartøj.

Umiddelbart ved siden af Adolf lå et andet lille hus, hvor Søren og Astrid boede indtil de flyttede over på gården. Her flyttede Haises morbroder Svend Åge ind sammen med en fremmed dame. På dette tidspunkt havde Svend Åge været skovarbejder i Sverige mener jeg, men er lidt usikker herpå, da jeg ved Haise også et år i sin sommerferie besøgte Svend Åge i Sverige. Måske var der to skovhuggerperioder, jeg ved det ikke. I dette hjem husker jeg, man havde en radiogrammofon og ganske mange plader, hvilket havde en vis tiltrækningskraft på en lille fyr som ikke på dette tidspunkt kendte den slags nymodens pjat. Og man drak sommetider øl i hjemmet, hvilket også var en smule spændende.

Efterkrigstiden

Ved fredens indtræf i maj 1945 var landet i en meget dårlig forfatning med knaphed på stort set alt. Der blev foretaget indsamling af bl. a. papir husker jeg. Mejeriets gamle kassebøger/regnskabsbøger afleverede vi på skolen, der fungerede som indsamlingssted. Der var rationeringsmærker på smør, sukker, kaffe, margarine, benzin og sikkert mange andre ting jeg ikke husker. Ganske mange ting, vi i dag betragter som nødvendige dagligdags fornødenheder eksisterede ikke. Udenlandske frugter, biler og meget, meget mere.

Jeg husker f.eks. bilen mine forældre var i besiddelse af. Det var en lille Ford 10, som havde stået ”opklodset” under krigen i garagen. Den solgte min far til autofirmaet Holm og Sønner i Ribe. Om det skete i 45, 46 eller 47 ved jeg ikke, men jeg overværede betalingen som foregik inde i mejeriets kontor. 10.000 kr. var prisen, som blev betalt i 100 kr. sedler. Nogle store røde lapper. Der gik mange år fra dengang, til familien igen blev motoriseret, hvilket skete i midten af halvtredserne.

Den lille Ford blev i øvrigt ikke benyttet særlig meget. Det var vildt luksus at køre i bil dengang. Dog husker jeg, at vi var på familiebesøg i Brønderslev. Hvor længe turen varede ved jeg ikke, men det var noget enestående, at far tog sig nogle fridage. Normalt havde han fri 1. juledag. Selv om det for ham var årets eneste fridag, hændte det som regel, at også denne blev forstyrret, idet en enkelt eller 2 af bønderne ikke mente, de kunne opbevare deres mælkeproduktion en dag over. De kom derfor hen på mejeriet og klagede deres nød, og min far som altid var forstående for folk i nød, lod sig overtale til at modtage deres mælk. Senere i livet forstod jeg ikke hans misforståede godhed, men dengang var det en selvfølgelighed, at folk skulle hjælpes. Ærgerligt var det dog, at når vi nu endelig havde mulighed, for at hygge os med begge vore forældre i sengen om morgenen, måske helt til kl. 8!, så skulle vi forstyrres. Ikke rimeligt!

Det at køre i bil dengang var i øvrigt ikke problemfrit. Bilen var ikke som nutidens udstyret med klimaanlæg eller sligt. En vintertur med tilfrosne ruder, krævede nogen opmærksomhed fra førerens side. Der var dog lidt hjælp at hente på udstyrssiden. En defroster monteret på frontruden, det var en dobbelt glasplade på størrelse med et skærebræt, monteret med varmetråde mellem glaslagene, som gjorde det muligt at begrænse tilisningen. Klart udsyn under alle forhold var der dog ikke tale om. Det må virkelig have været anstrengende. Vejene var små og uden de hvide striber vi kender i dag. Skiltningen var også meget sparsom, men folk kendte selvfølgelig! Den vej man begav sig ud på.

Hjemmet og dets indretning

Barndomshjemmet, altså Sdr. Farup mejeri, bestod af en mejeribygning med tilhørende bestyrerbolig og en del udhuse, som omfattede garage ,depot for syre og andre aggressive kemikalier, hestestald , hønsehus, bødkerværksted, das, redskabsrum, kullager, rum for midlertidig opbevaring af kornsække (for genbrug). Mejeribygningen omfattede før ombygning sidst i fyrrene

Tilkørselsperron, ind- og udvejningsrum, skummesal/kærnestue, maskinrum, fyrrum, gerbereringsrum, flødestue, kølerum/smørlager, kælder for køleanlæg og osteudsalg, loft med syrningstanke, 2 værelser for mejerister, offentligt baderum, i separat bygning et vandværk

Bestyrerboligen som lå tilbygget mejeribygningen omfattede

Stueplan: Bryggers, køkken, spisekammer, spisestue, fin stue, entre, kontor, mellemgang, trapperum

1.sal: soveværelse, børneværelse, badeværelse, toilet, pigeværelse, gæsteværelse, loftrum, montørværelse, trapperum.

Udenomsareal: I tilknytning til mejeriet var der: tilkørselsareal, stor frugthave, grøntsagshave, hønsegård, frugtbuskeareal, græsplæne omkranset af prydhave, stadeplads for bier, lille frugthave, tøjtørreplads, granplantage, alt ialt et areal på 4 tdr. land (ca. 22000 m2).

En dejlig tumleplads for børn. Det meste af udenomsarealet var anlagt af min farfar, som var bestyrer på mejeriet indtil min far tog over i 1935 på grund af farfars sygdom.

Hverdagsaktiviteter

Når man er født og opvokset på landet i den periode jeg kender, gled man helt naturligt ind i de pligter og fornøjelser, som nu fandtes. Der var altid noget, man kunne gå til hånde med uanset alder. Alt efter årstiden kunne en dag forme sig som her.

Sommer:

Vækning kl. 6.30 og morgenmaden var klar. Den bestod iøvrigt af kaffe, the, mælk, brød, ost, smør, marmelade, honning og havregryn. Så skulle der skrælles kartofler inden man gik/cyklede i skole til kl. 8-. Efter 4 timer i skolen var der en halv times pause og man kunne lige nå at komme hjem til en 2retters middag.Den ene ret var grød/vælling/jordbær og den anden en kød eller fiskeret(onsdag).Om lørdagen var der ikke nogen kødret men i stedet pandekager/æbleskiver/risklatter.

Efter middagsmaden var det igen skolen der beslaglagde ens tid et par timer eller tre. Efter skoletid gik man hjem og fik eftermiddagskaffe kl. 3- .Tilbehør hjemmebagt franskbrød med smør/sandkage/galopkage/kringle. Det var ikke usædvanligt at man var en 10-12 mennesker bænket i køkkenet til eftermiddagskaffen. Alle som befandt sig på mejeriet blev budt ind, og hvis der ikke var plads til alle, blev vi børn afvist ved bordet, men fik vores part, når de voksne var færdige.

Resten af eftermiddagen kunne gå med leg/havearbejde/fisketur/badetur/vedligeholdsarbejde(maling/kalkning)i mejeriet eller hjælp på en af nabogårdene. Det sidste var nok det hårdeste, der var det kun rå muskelkraft der battede noget.At lave vedligeholdsarbejde i mejeriet var derimod noget der bidrog til at få skrabt lidt lommepenge sammen til fornøjelser eller til investering.

Ved aftenstid, kl. 6- fik vi aftensmad, som bestod af middagsrester, brød, margarine, ost, marmelade og en eller to slags pålæg spegepølse/leverpostej. Hertil mælk og the.

Aftenaktivitet kunne være håndbold, fodbold, gymnastik eller almindelig social samvær hos bageren eller hos en kammerat. Det kunne også være leg ved et af hjemmene, hvor man kunne være op til omkring en halv snes unger som legede “dåseklaffons”,”put”eller lignende. Ved nitiden stod den ofte på en gang frugtgrød/jordbær/eller kaffe med brød. Og så var det sengetid.

Om lørdagen sluttede skolen ved middagstid, men så skulle køkkenregionerne have en ekstra omgang med skurebørsten. Mor var dygtig til at uddelegere opgaverne, også på en måde så vi ikke alt for ofte røg i totterne på hinanden. Det var sjældent lysten, der drev os. Hvis haven ikke var alt for arbejskrævende, og vejret var godt hændte det, at mor pakkede en madkurv og vi cyklede alle op til mandøvejen (havet), hvor vi badede legede og nød vejret. Bade kunne man kun ved højvande og vanddybden var under meteren. Far, som var i en rigtig god foderstand, nød at flyde, og vi unger nød at hoppe op på hans mave mens han flød. Mor nøjedes med at soppe.

En gang imellem skulle der slynges honning og det var populært at hjælpe til med det. Ikke så meget det at være rugbrødsmotor for slyngemaskinen, men at få lov til at tygge det forseglingslag som bierne lukkede deres honningdepoter i bitavlerne med, og som far skrællede af, inden tavlerne blev stillet ned i slyngeren. Det var guf! Den slyngede honning blev opsamlet i en stor krukke eller en mælkejunge og efter slyngningen, blev der rørt i honningen en eller to gange dagligt i en måneds tid, indtil den var klar til at blive hældt på glas.

Havearbejde

Den umanerlig store have krævede megen tid. Også her var det mor som var primus motor, med undtagelse af frugttræernes beskæring og sprøjtning for utøjsbekæmpelse. Dette sorterede under far. Når haven om efteråret var gødet med komøg og dette var nedgravet, lå den og passede sig selv indtil januar /februar, hvor frugttræerne skulle beskæres. Der var ca. 75 stk, laxton, phillippa, belle de boskop, gravensteiner, cox pomona, cox orange, transmirange de blanche, pigeoner, ananas, vardeæbler, striblinge. Af pæresorter husker jeg williams, grev moltke, chany, gråpære, augustpære, conference samt 2 hvis navne jeg har glemt. Desuden var der et par blommetræer, regnar claude og victoria. Desuden en mængde mirabel. Frugtbuskene omfattede ribs, solbær, hindbær og stikkelsbær. Desuden en halv snes hasselbuske. Frugthave og grøntsagshave var indhegnet af en tjørnehæk.

Når væksttiden kom i april blev jorden tilberedt for såning kartoffellægning etc. aspargesbedet blev dannet. Rengøringsarbejdet i frugthaven blev påbegyndt. Alene dette arbejde krævede 2 eftermiddages indsats pr. måned af hele mejeriets arbejdsduelige styrke (3-5 personer).Min far var som regel med i starten, men havde en forunderlig evne til at blive forstyrret af kunder, som skulle have et eller andet ordnet på kontoret, mens vi andre måtte tage det sure slid.

I maj måned blev udplantningsplanter indkøbt på åndsvageanstaltens (senere omdøbt til Ribe Forsorgscenter ) gartneri i Ribe. Det var porrer, selleri, rosenkål, grønkål, blomkål, men aldrig hvid- og rødkål, dem byttede man sig til på en af nabogårdene som regel hos Haises forældre. Modydelsen herfor var æbler.

I juni måned blev de første nye kartofler opgravet og ca. på samme tid startede jordbærplukningen som alene tog et par timer dagligt i en 3ugers periode, men så stod den daglige menu også på jordbær plus at hele ”bydelavet” blev inviteret på aftenjordbær i 3-4 omgange, dels af pladshensyn, men også af hensyn til hvordan selskabet indbyrdes matchede. Dette vurderede mor suverænt. Når der skulle inviteres satte hun sig til telefonen, og i løbet af en halv times tid havde hun inviteret 12-16 mennesker. Der var meget lidt udenomssnak ved disse lejligheder. Mor var i det hele taget en fremragende effektiv organisator.

I juli august blev bærrene høstet og lavet til marmelade, gele, grød eller frosset. Den daglige vedligeholdelse fortsatte med skuffe- og lugejern samt afrivning. Efter jordbærrenes høstperiode blev det ældste bed gravet op og stiklinge, som forinden var taget fra, blev udplantet et nyt sted.

I sept. okt. blev æbler og de fleste grøntsager høstet. Æblerne blev nedplukket i frugtkasser, som forinden var blevet omhyggelig rengjort med skurebørste vand og sæbe. Hver kasse rummede ca. 25kg og med en frugthøst på 5-10 tons skulle der mange kasser til. Hvis frugthøsten var overvældende stor, blev en del afsat til mineralvandsfabrikken Frem i Ribe. Her lavede man most af frugterne og vi fik så noget af dette retur som modydelse for de leverede æbler.

Nedfaldsæbler blev opsamlet og den del som husholdningen ikke selv kunne forbruge blev ombragt til naboer. Jeg husker min morfar havde lavet en halmkurv i facon nogenlunde som en barnelift. Med denne fyldt cyklede jeg rundt med disse nedfaldsfrugter til naboerne og de kvitterede som regel for en kurv æbler med 2 kr. som ubeskåret gik i leverandørens lomme, så det var ikke så dårligt.

Den nedplukkede frugt blev opbevaret udendørs på et stativ hævet en god halv meter over jorden, og for at forhindre mus i at gøre indgreb i høsten var hver stolpe i stativet afsluttet med en gammel malerbøtte, som musene ikke kunne passere nedefra. Til værn mod fuglene ovenfra var der lagt tagpap hen over hele arrangementet. Dette beskyttede selvfølgelig også frugten mod regn og snavs. Naboer leverandører og andre interesserede bestilte frugt og fik det leveret med mælkekusken. Resten, som var til eget forbrug, blev når frosten pressede på flyttet til mejeriets kølerum, som primært var et smørlager, men som altså også gav plads til måske 15 kasser frugt. Frugten, som hovedsageligt bestod af æbler med forskellig holdbarhed, blev opbrugt i løbet af marts. De længst holdbare var belle de boskop og vardeæbler, sidstnævnte ikke et spiseæble efter min smag overhovedet.

Mælkekørsel

Til at indbringe mælkeleverandørernes mælk til mejeriet var der 7 mælkekuske. Eller rettere sagt der var 7 mælkeruter. Disse blev en gang om året udliciteret. Interesserede, som regel landmænd fra mindre brug, kunne byde på en eller flere ruter, og på denne måde blev disse fordelt.

Ruterne blev prioriteret, idet første rute var den, hvorfra konsummælken blev produceret. Nogle af ruterne, ikke alle, fik på skift første turen, om det var en gang om ugen eller en gang om måneden man skiftede første og sidste turen, husker jeg ikke klart.

På første ruten blev det bedste mælk fra tre eller fire af rutens leverandører indvejet først. Dette for at sikre, at konsummælken var af god kvalitet.

Sidste rute var lidt speciel, idet kusken, når han havde tømt sin mælkevogn, fik returmælken til Nørrevang, Sdr. Farup Vej 60, (leverandør nr. 13 Velle og Mahler eller Vilhelm og Amalie) og returnerede med deres mælkekvote. Denne procedure medførte jo også, at Velle havde dobbelt antal mælkejunger, hvoraf det ene sæt befandt sig på mejeriet. Hvis det var en børnevenlig mælkekusk som havde sidsteturen, var det populært blandt os børn at få en køretur med mælkevognen til Nørrevang. Var far i godt humør en dag, hvor vi måske var en fire fem unger til turen, kunne han finde på at udruste os med en overlevelsespakke til turen. Den bestod af en 2 deciliter flødeflaske fyldt med mælk tilsat lidt ekstra fløde og så måske en humpel ost. Det var jo næsten som at komme på skovtur. Selve køreturen med hesteforspand varede mellem tyve og tredive minutter.

I mejeriets sidste leveår blev mælkevognenes hesteforspand erstattet af traktorer, men i min barndomstid var der kun een mælkekusk som benyttede traktor (Søren Madsen). Han var også den eneste, som i perioder bestred 2 ruter. Jeg husker han fik fremstillet en speciel stor mælkevogn hos landsbysmeden, så han kunne have al mælken på en vogn. Smeden brugte som understel dele af en “kanonvogn” fra krigens tid. Vist nok med faste hjul, altså ikke gummihjul, så det er vel lige før han har leveret homogeniseret mælk med denne!

Mejeriet

Den samlede mælkemængde som mejeriets leverandørkreds på årsbasis leverede til mejeriet udgjorde ca. 3.500.000 Kg./hvilket svarer til i gennemsnit 10 tons om dagen.

På mejeriet blev den af leverandørerne leverede mælk behandlet, og der blev lavet konsummælk, sødmælk, skummetmælk, fløde (kaffefløde), piskefløde, smør, kærnemælk surmælk og flødeskum. Et enkelt år eller to blev der også fremstillet kassein og restproduktet valle.

Indvejningen af mælken skete manuelt. Mælkekusken slæbte mælkejungerne, en i hver hånd, ind i indvejningsrummet og en eller to mejerister tømte den enkelte leverandørs mælkejunger op i indvejningsvægten. Mængden blev vejet og nedskrevet på en liste der rummede en uges produktion for samtlige 137 leverandører. Inden mælken forlod vægten blev der taget en prøve til bestemmelse af mælkens fedtindhold. Denne prøve, ca 2 cl. blev opsamlet i en flaske, hvor der var et konserveringsmiddel så mælken kunne holde sig, og en gang om ugen blev der i laboratoriet gerbereret. Det vil sige, man fik bestemt hver enkelt leverandørs mælkefedtprocent. Dette procenttal indgik så senere i mælkeafregningsprisen. En gang om ugen blev der også udtaget en mælkeprøve til bestemmelse af mælkens hygiejniske kvalitet, en reduktaseprøve.

Når mælkejungerne var tømte blev de anbragt med bunden i vejret på “resttømmen”, en ca. 2,5 m. stålplade fremstillet med en let hældning ind mod pladens centrum, hvor et opsamlingsrum stod i åben forbindelse med mælketanken, således at den mælk der dryppede ud af mælkejungerne på resttømmen ikke gik til spilde.

Resttømmen var selvfølgelig drejelig, og når jungerne havde været der en halv omgang stod de ud for udvejningsvægtene, og mejeristen som betjente disse fyldte nu returmælk i jungerne i overensstemmelse med den mængde den enkelte leverandør på forhånd havde bestilt for mindst en uge ad gangen. Mælkekusken kunne derpå slæbe spandene tilbage på mælkevognen og begive sig tilbage til leverandørerne i modsat rækkefølge af afhentningen. Samtidigt skulle mælkekusken også levere den mængde konsummælk, ost, smør og flødeskum, som var blevet bestilt af kunder langs ruten.

Bestillingen foregik ved, at man på en lille seddel anbragt i halsen på en returflaske eller -spand stillet ud til vejen langs ruten, havde afgivet sin ordre. Det kunne også være, at en kunde hver dag skulle have samme leverance, og så var det ikke nødvendigt med bestillingsseddel. Disse bestillinger blev registreret på lister, som indeholdt en måneds ydelser og derpå opgjort og afregnet.

Den indvejede mælk, som blev opsamlet i en mælketank, der kunne rumme ca. 7 tons, blev derfra pumpet til centrifugen som separerede mælken i snavs, skummetmælk og fløde. Efter pasteurisering blev fløden afkølet og pumpet over i flødetanken, hvor den tilsattes syrningskultur og under jævnlig kontrol syrnet klar til fremstilling af smør efterfølgende dag. Skummetmælken blev ligeledes efter pasteurisering pumpet til syrningstank og efter syrning den følgende dag tilbageleveret leverandørerne til foderbrug.

En lille del af piskefløden blev anvendt til fremstilling af flødeskum. Flødepiskeren, en beholder med en rørevinge, elektrisk drevet af en motor, hvorover et lag is mellem motor og flødebeholder sikrede, at fløden kunne piskes kold. Under processen ledtes kold luft op gennem fløden og resultatet blev som regel en flødeskum af høj kvalitet. I varme perioder kunne det gå galt, så resultatet nærmere blev smør.

Fremstilling af smør startede som den første proces i mejeriet om morgenen. Den syrnede piskefløde blev pumpet over i kærnen, som i mine første barndomsår var af teaktræ, men senere erstattedes med en kærne i rustfrit stål. Denne kærne var ophængt i to lejer og blev roteret i varierende hastighed i 3-4 timer hvorefter smørret var klar til pakning. Undervejs i processen, blev kærnemælken skilt fra og pumpet op i kærnemælkstanken. Ligeledes var smørret blevet tilsat salt og ekstra vand, således at slutresultatet blev smør med et fedtindhold på 84% og 1% salt. Dette blev kontrolleret inden udtagning af smørret ved at en nøje afvejet prøve blev testet. Man opvarmede simpelthen smørret indtil al vandet var fordampet og sammenlignede restmængden dermed. Differencen var dermed et direkte udtryk for vandindholdet i smørret og den manglende mængde vand kunne tilsættes og iæltes.

Langt værre var det imidlertid, hvis vandindholdet viste sig at være for højt, og man skulle til at fjerne det overskydende vand ved yderligere kærning. Det kunne virkelig give sved på panden. En gang hvor kontrollen havde svigtet blev et eksportparti returneret, og da var det ikke lige tidspunktet og be far om penge til en biograftur!

Den daglige smørproduktion varierede med årstiden, men udgjorde ca. 4-500 kg. Smørret blev fyldt på dritler , som mejeriet selv fremstillede, og som hver blev påfyldt 51,8 kg., 100 engelske pund (LBS). Disse dritler blev opbevaret i kølerum, manuelt stablet i tre lag. En gang om ugen blev lageret sendt med en vognmand til eksportlageret i Esbjerg. Vognmanden var “Jens mannepæng”, han havde under krigen gjort forretninger for tyskerne, og midt i halvtredserne fik han navneforandring, nu hed han “Jens knap så mannepæng”! Hans rigtige efternavn var Christiansen. Inden mejeriet blev nedlagt, var hans forretning næsten lukket.

Smørrets kvalitet blev jævnligt kontrolleret ved smagsprøver. Hele Ribe amts andelsmejerier leverede smørret til eksport via Dansk Andels Smøreksportforening i Esbjerg. Her blev der arrangeret smørudstilling, hvor den udstillede smør blev smagsbedømt, skala 0-15 tror jeg nok. Det bedste smør blev præmieret med en medalje, guld, sølv eller bronce. Sommetider bestod præmierne også af sølvtøj i bedste kvalitet, og mit barndomshjem var med årene udstyret med ganske mange af den slags effekter.

På et tidspunkt blev en del af dette fordelt blandt os børn, men min del er senere gået tabt under vort ophold i Norge 1978-80, hvor vi på en skiferie havde besøg i hjemmet af en som forgreb sig på beholdningen, men det er en anden snak.

En anden snak er også, at før omtalte smøreksportforening leverede hovedparten af smørret til det engelske marked. Englænderne var leveringsdygtige i bl. a. te, og min mor som var tedrikker fik sin te fra denne kilde, og forsynede også vor nabo læreren med te.

Som barn var jeg et par gange med min far til disse smørudstilliger i Esbjerg eller Varde på et hotel. Det var vel en slags socialt samvær for mejeribestyrere, hvor man ud over det rent faglige også havde lejlighed til mere uforpligtende samkvem, men min far nøjedes med det faglige, han satte sig ikke sammen med kollegaer for at drøfte verdenssituationen over et glas øl eller et spil kort i modsætning til visse af de øvrige deltagere. Ikke fordi han ikke kunne lide kortspil eller en enkelt øl for den sags skyld. Han gjorde det bare ikke.

Smørdritler, som jeg tidligere nævnte, fremstillede mejeriet selv. En ældre herre Kristian Villadsen, Skoleallé 4, i daglig tale Kristian “Surkål” stod for fremstillingen.

Bødkerværkstedet, som lå i et af udhusene, var vel på ca 15 m2. Værktøjsudrustningen bestod i et antal jernringe til at forme dritlen samt en gjord til sammenspænding af stavene. Desforuden en hammer en knibetang (naptang) og en kortbladet skarp kniv samt en bred stålklemme til at holde den første stav sammen med den øverste ring under opbygning af dritlen. Materialerne var bøgetræsstaver og -bunde og båndene pilevidjer inden brug blødgjort i vand. Desuden blå søm. I hver drittel blev der isat to staver med lurmærke påtrykt.

Kristian Surkåls daglige produktion var lidt mere end mejeriets forbrug, idet han på fem dage fremstillede mejeriets forbrug på syv. Med andre ord en daglig produktion på 10-12 dritler. Tidsforbruget per drittel var ca. 20 min., så det var ikke nogen lang arbejdsdag han havde, men han hyggede sig med det, bortset fra når vi unger drillede ham, hvad vi ind imellem gjorde.

Når værkstedet var for koldt at arbejde i, tændte han op i en lille tyskerkakkelovn, han havde installeret med et blikrør som skorsten, ført gennem ydervæggen og op over tag niveau. Taget over værkstedet var et zinktag med ensidig hældning, hvorpå vi børn sagtens kunne færdes. Når vi så, der var fyret op i kakkelovnen, kunne det hænde, at vi listede op på taget og tissede ned i skorstenen, hvilket i bedste fald medførte, at der blev en ubehagelig lugt i værkstedet og i værste fald gik ilden ud, men det stillede visse krav til blærekapaciteten! Og til træfsikkerheden.

I eget varme perioder arbejdede han for åbne døre, og da hans halvfabrikata af en drittel dermed befandt sig ud for dør lysningen kunne den pludselig komme til at virke som skydeskive, hvor vi øvede vor træfsikkerhed med rådne æbler, kulstykker og lignende kasteskyts. Da hændte det, når han efterfølgende ikke kunne løbe os ind for at uddele den tilbørlige belønning for vor træfsikkerhed, han påkaldte sig hjælp hos far, og det blev belønningen ikke ringere af!

Konsummælk

Som tidligere nævnt blev en del af mælken på første rute anvendt til konsummælk. Omsætningen af dette var ganske ringe. Ca. 100L blev tappet på flasker og 100-200L blev distribueret i løs vægt.

Kunderne sendte en lille spand, som kunne rumme 2-5L, med mælkekusken og fik spanden retur fyldt med den mængde der var bestilt.

Flaskeaftapningsanlægget var meget simpelt. Konsummælken blev ledt til en lille mellemtank, som vel kunne rumme ca. 300L. I bunden af denne var der en aftapningshane, hvorfra man tappede mælken, enten til ”løs mål” salget, eller til flaskeaftapningsanlægget. Dette var en fortinnet stålkasse på ca. 20L, forsynet med 4 Hæverter. Disse var forsynet med en forskydelig lukkeordning, som virkede således, at når man skubbede en flaske op så hæverten kom ned i flasken løb mælken samtidig i flasken, og den som passede apparatet, skulle sikre at flasken blev fyldt korrekt.

Et job som vi børn tidligt lærte at udføre. Jeg syntes det værste ved jobbet var, at få hævertvirkningen startet, idet det krævede, at man lagde munden til hæverten og sugede indtil hæverten var fyldt med mælk. Man kunne jo ikke undgå at få lidt af mælken i munden, når man således skulle suge, og den smag brød jeg mig ikke om. For at denne første sugning ikke skulle gentages skulle man også til stadighed føde tappeanlægget fra mellemtanken, så alt i alt krævede det lidt øvelse, at få det hele til at forløbe kontinuerligt. Når flaskerne var fyldte, blev der sat kapsler på, og disse blev på klemt med “kapsellukker.”

Det var normalt samme person, som forestod aftapningen af konsummælk, der skulle forestå rengøring af mælkeflaskerne. Et arbejde der ikke var ganske ufarligt. Flaskerne blev anbragt i et stort træ kar med varmt vand, tilsat rengøringsmiddel. Over karret sad en lille dampturbine med en aksel monteret med rensebørster i en længde svarende til længden af en hel liters flaske. Selve vaskeprocessen foregik ved at man startede turbinen, og når hastigheden var passende, førte man mælkeflasken fyldt med det varme vand ind over akslen med børster, og visuelt sikrede man at flasken var ren, inden den blev stillet i flaske riggen med bunden i vejret.

Var man uforsigtig med at føre mælkeflasken ind over rense børstene, kunne flasken gå itu, og man risikerede at skære sig på skårene. Ligeledes kunne man risikere at gribe fat i en itugået flaske i trækarret. Det allerfarligste var imidlertid at komme for tæt på den roterende aksel med rensebørster. Min søster Birtha prøvede at få fjernet en del af sit hovedhår på denne måde, og det var ikke morsomt! Når flaskevasken var slut skulle trækarret tømmes og renses, hvilket betød, at der næsten altid skulle fjernes flaskeskår fra karret. Dampen som brugtes til opvarmning af vaskevandet, såvel som til drift af turbinen, udgjorde selvfølgelig også en fare, men det var uhyre sjældent nogle blev skadet af denne.

Kartoffelkogning

Et pudsigt emne måske.

Om efteråret blev de dyrkede kartofler høstet. Optagningen skete manuelt og senere maskinelt. Således husker jeg engang i skoletiden en af de store bønder, Lars Sørensen, Sdr. Farup Vej 36, henvendte sig til lærer Hune om hjælp til kartoffeloptagning. Hele den store del af skolens elever, fra 10 år blev beordret ud i Lars Sørensens kartoffelmark og samlede over to dage høsten til nedkuling. En del af de dyrkede kartofler, blev anvendt som dyrefoder, hovedsageligt til svin. Før deres anvendelse blev kartoflerne dampkogt på mejeriet.

Kartoflerne blev indleveret i kassevogn (senere også i gummivogn). I kassevognens bagsmæk var der boret et hul, gennem hvilken et dampspyd blev stukket ind i vognens fulde længde. Læsset var tildækket med gl. jutesække for at holde på varmen. Et sådan læs blev i løbet af en times tid dampkogt. I mellemtiden blev et nyt læs hentet, og processen kunne således foregå kontinuerlig. Ikke så få dampkogte kartofler er blevet fortæret af tilstedeværende, voksne som børn. Forplejningen af tyendet på gårdene var nogle steder sparsom, hvorfor disse kartofler ligefrem kunne være et nyttigt kosttilskud.

Sommetider strakte en proces sig over flere dage og en kassevogn fik da undertiden en overnatning på mejeriet. Kassevognen blev jo trukket af et hestespand, hvorfor vognen havde en stjert. Vogn og stjert fyldte vel små 10m i længderetningen, og optog dermed en del plads, når den således tilbragte natten på mejeriets område. Da aftenerne som bekendt kan være ganske mørke om efteråret, hvor dette foregik, kunne man udsætte sig selv for fare ved at falde over en sådan upåagtet vognstjert i mørket.

Min mor slog sig slemt ved en sådan hændelse, og jeg mener, at proceduren herefter blev ændret, således , at man fremover skulle demontere stjerten på en overnattende kassevogn. Ganske rimeligt i øvrigt.

Ved traktorens og gummivognens udbredelse i landbruget, blev kartoffelkogningen lidt mere besværlig. Det var ikke let at holde på varmen eller at fordele denne i et læs kartofler på gummivogn. Processen blev derfor ændret. Der blev i stedet installeret en kartoffelkoger. Denne bestod af en vandret liggende cylindrisk beholder, isoleret og lejret i begge ender, og med to hængslede/lukbare tremmelåger.

Kartoflerne skulle nu omlæsses fra gummivogn til koger, men en tillægsgevinst var så, at nu kunne kartoflerne i kogeren blive skyllet inden dampkogningen, hvorved man opnåede et langt renere foderprodukt.

Når kartoflerne var kogte blev gummivognen kørt ind under kogeren, og med tremmelågerne i laveste position blev disse åbnet og et nyt læs kunne læsses i kogeren. Kartoffelkogeren var den sidste del, der sammen med kedelanlægget blev anvendt efter mejeriets nedlæggelse i 1960. Haises morbror, Svend Aage passede anlægget i denne sidste periode.

Mejeriets regnskab

Den indvejede mælk blev vejet og registreret og indvejnings- og udvejningslister blev gjort op ugevis.

Det samme blev mælkens kvalitet og fedtindhold og resultatet af dette, blev meddelt hver enkelt leverandør på en håndskrevet seddel som blev udleveret fastklemt under et spandelåg. En gang om måneden blev mælkeregnskabet gjort op, og pengene blev udbetalt på en check, hver den 15.

Formanden Klavdi, V. Vedsted Byvej 23, kom denne dag lidt over middag og satte sig ved bagsiden af fars skrivebord og udfra en af far udarbejdet udbetalingsliste, udskrev han checks. Når han startede dette arbejde lå far stadig og fik sin middagslur, men vi børn sørgede altid for en modtagelse af Klavdi. Var han nået ind på kontoret inden vi havde mødt ham, var den første hilsen: Do ka lie se i mi frak`lom`.

Det viste vi udmærket, men det var heller aldrig forgæves at kigge der. I frakkelommen lå en pose med lige det antal ”bondepiger med slør” som svarede til, at hver af os hjemmeboende børn fik et stykke. Klavdi svigtede aldrig på det punkt, men jeg må dog indrømme, at vi sommetider var bragt i tvivl, hvorfor vi inden vi kom ind og hilste på, allerede havde været ude i entreen for at mærke på lommen, jo, den var god nok også denne gang.

Når han var færdig med checkudstedelsen, var far kommet op af middagssøvnen og mor serverede kaffe. Klavdi blev hele eftermiddagen og fik sig en sludder med de mange som kom efter deres mælkeafregning. Ikke alle blev afhentet af modtageren. Nogle havde arrangeret et bud til fælles afhentning.

Var der ved dagens afslutning uafhentede checks, blev disse følgende dag leveret med mælkekusken fastklemt under spandelåget for den pågældende.

Mejeriet som legeplads

Mejeriets bygninger og udenoms areal var en fantastisk legeplads for børn. Maskinerne i mejeriet var ganske vist ikke ufarlige, men netop dette gør jo også ting spændende. Der var dog dele af inventaret der simpelthen var omfattet af ” Nix pille ”,noget som også blev respekteret af os børn. Som hovedregel i hvert fald!

Oppe på syrningsloftet stod 2 stk. 10.000 l. syrningstanke/kar samt kærnemælkstanken (også kar).

Syrningstankene var vel små 3 m. høje og stod med en meters mellemrum. Dette blev udnyttet af en trappe med repos, hvorfra man via lejder inde i tankene kunne komme ned i disse. En daglig foreteelse i forbindelse med rengøring af tanken. Tanken var bygget af ganske almindeligt valsede og sammensvejste stålplader. Overfladebehandlingen var indvendigt emaljemaling (enamel noget giftigt lort sikkert) som en gang årligt blev fornyet. Udvendigt fik karrene en gang aluminiums bronze, hvilket også var en årlig tilbagevendende begivenhed.

Midt i karret sad en omrører, lejret i karrets overside, og med en rørevinge tæt mod bunden, men dog friholdt deraf.

Drivmidlet var i mine første barndomsår dampmaskinen, som via remtræk og en transmissionsaksel, ophængt over begrænsningen mellem syrningsloft og skumme sal. Disse lokaliteter var indbyrdes adskilt ved en ca. 80 cm høj brystning. Drivakslen som kunne nås når en voksen stod på denne brystnings væg, rustede i det fugtige miljø, som mejeriet i drift jo var, derfor skulle den en gang om ugen pudses med smergellærred, hvilket foregik lettest når akslen roterede. En vedligeholdelsesmetode, som arbejdstilsynet i dag næppe ville acceptere.

Nå tilbage til røre vingen i syrnings karret. Når man som barn steg op på denne, kunne man få sig en lystig karruseltur, stående på røre vingen greb man fast om den lodrette aksel, som så skulle bringes til at rotere, hvilket skete ved hjælp af ens egen centrifugalkraft. Benyttedes transmissionsakslen ville en nedstigning fra røre vingen i drift medføre en alvorlig risiko for grov legemsbeskadigelse.

Den daglige rengøring af syrningstanken skete manuelt ved at man kravlede ned i syrningstanken og med en almindelig gadekost rengjorde tankens sider og bund. Dette arbejde blev udført af lærling eller løs medhjælp. En sådan løs medhjælp var Søren Madsen, Sdr. Farup Vej 31, ikke mælkekusken, men en landmand der havde en lille ejendom ovre ved møllen, som svogeren Jens Madsen i øvrigt besad. Når Søren havde tjansen, hjalp jeg ham sommetider, for nede i tanken kunne man i fred og ro indimellem rengøringsarbejdet, få sig en pibe tobak. Søren som måske nok syntes jeg var en lidt ung ryger, accepterede det dog og lod mig beredvilligt smage hans snadde, modellen hvor spids og hoved er sammenholdt med et stykke malkegummislange, fordi spidsen i tidens løb er knækket. Den der fælles brug af pibe hørte dog op, da Søren forærede mig en lille damepibe, gad vide om jeg var startet i skolen på dette tidspunkt.

Et andet godt sted at lege var resttømmen. Resttømmen var en cirkulær centralt lejret stålplade/drejeskive mellem ind- og udvejningsvægte. Her blev de tømte mælkejunger, vi kaldte nu disse ”mjælkspand” stillet til afdrypning, inden de blev fyldt med returmælk, sur-, skummet- eller kærnemælk.

Når resttømmen ikke var i brug, kunne man stå oppe på den, og mens man holdt fast i indvejningsvægten løb man. Når farten blev tilpas, slap man grebet i indvejningsvægten, og spændingsmomentet var, at fartgrænsen skulle afpasses med friktionen mellem fødder og skive var farten for høj, sørgede centrifugalkraften for at man blev kastet/slynget ar resttømmen. Ved en sådan ufrivillig afstigning var ”worst case”, at man havnede i sødmælkskarret, hvis bund lå ca. 3 m. under resttømmen. Et højt fald for en knægt på 7 år.

Jeg fatter egentlig ikke, at vi ikke fik forbud mod den slags. Måske var der også et sådant, så legen i virkeligheden var en forbudt leg, hvilket sikkert ikke gjorde den mindre spændende. Legen var ikke kun for enkeltpersoner. Var man flere lå/sad de, som ikke var drivkraften, på pladen med et greb i centrum, hvor der var en lille 10 cm. fordybning, hvor afdrypningsmælken løb ned og videre ned i sødmælks karret. Den som havde magten, var løberen. Farten skulle jo være højest mulig. Højeste fart gav største angst for at falde af. Blev farten efter en eller flere af passagerernes mening for høj, kom det til udtryk ved et ”stop jeg vil af”. Et udbrud der ikke altid blev efterkommet i første omgang. Løberen skulle dog afveje mellem egen og andres sikkerhed. Havde man et godt greb i afdrypnings fordybningen, kunne man i liggende stilling spænde ben for løberen, som dermed blev den mest udsatte for ufrivillig afstigning.

Der er mig bekendt ingen af vores indimellem vilde og fantasifulde lege i mejeriet, som har resulteret i skadestuebesøg. Hvilket ikke gælder alle øvrige skarnstreger, som vi kunne finde på at beskæftige os med.

Da jeg som 9-10årig i julegave fik et luftgevær af mine forældre, var det på et tidspunkt, hvor vi var meget optaget af at bygge huler. I en af disse havde vi fået installeret en ”tyskerovn” en lille kakkelovn tilsvarende den ”Kristian Surkål” havde i bødkerværkstedet. En dag jeg sad og var ved at tænde op i denne, havde jeg stillet mit luftgevær udenfor, og Jørgen Pahuus, Sdr. Farup Vej 28, benyttede sig af lejligheden, til at affyre et skud ned i skorstenen. Da måtte jeg en tur på skadestuen, for at få fjernet et fremmedlegeme i min højre hånd. Jørgen burde have haft en røvfuld for denne hændelse, men han var både større og ældre end jeg, så han slap.

Det var nu ikke den eneste gang jeg blev beskudt, men ufrivilligt var det. Vi muntrede os ind imellem med hvor tæt på skytten, man turde lægge røv til. Da det både var en form for ”manddomsprøve” og et spørgsmål om luftgeværets kraft, kunne man godt snyde lidt ved at stoppe en avis ind på bagen, eller have et par ekstra bukser på, uden dette blev opdaget.

Med tiden blev mit luftgevær efter flittig brug lidt ustabil i sikringen. Dette kom til at koste Haise en fortand. Hændelsen skete da vi i mellemskoletiden havde besøg af en kammerat fra Føvling. Det var Peter Chr. Vind Larsen. Vi tre skulle skyde til måls med pile og under ladning lykkedes det Peter at klippe en af Haises fortænder. For øvrigt i sidste skud den dag!

Noget andet som bevirkede lægebesøg eller så, var vor trang som børn til at stoppe ting op i næsen. Ting som når de kom langt nok op forsvandt. Det kunne f. eks. være små skruer fra vores ”ingeniør sæt”, eller ”gæslinger”, altså disse knapt udsprungne blomster på pilebuske, som lige akkurat i medhårs retningen kunne indføres i en barnenæse, men ud igen, det var etwas ganz anders. Nå men det klarede dr. Agerbæk, familielægen, som min Farbroder Sigurd også var jagtkammerat med.

Derfra fik jeg i øvrigt en lille pudsig historie om Tarp. Hr. og fru Tarp, en meget elskelig lille dame boede til leje på 1.sal hos min farmor. Min farbroder havde bøssemagerværksted og forretning i tilknytning til farmors hus. Fælles toilet for alle tre boliger.

Nå men hr. og fru Tarp var ældre mennesker, og Tarp havde på et tidspunkt fået vandladningsproblemer og måtte til sidst søge læge, altså dr. Agerbæk, som efter dette besøg fortalte min farbroder, at Tarp selv havde søgt at løse sit problem, og havde så glemt sin egen indsats, hvorfor Agerbæk måtte fjerne et stramt omviklet stykke elastik på Tarp`s urinaftapningsventil. Vi besøgte i øvrigt ofte Tarps, under besøg hos min farmor. Det var som sagt meget flinke og elskelige mennesker, hvor sukkerskålen aldrig manglede under vort besøg.

Den store udenomsplads omkring mejeriet gav os børn rige legemuligheder, som f. eks.

· Boldspil

· Gemmelege

· Cykling

· Skydning

Boldspil kunne være fodbold, sidst og napoleon.

At spille fodbold på græsplænen var ikke problemfrit. På to af plænens sider lå bygninger med vældig mange ruder, hvorfor tømreren Michelsen, V. Vedsted Vej 94, havde et pænt job med erstatning af smadrede ruder. Hvorledes far bar sig ad med at have overbærenhed med vort store glasforbrug ved jeg egentlig ikke, men ofte gik det galt. På plænens andre to sider var der blomsterbede og det var mors domæne. Her var respekten fra vores side større mod utilsigtet vandalisme, end den var mod bygningernes glaspartier.

Spillet napoleon, som jeg mener dette hed foregik over kedelbygningen, som var den laveste bygning og derfor lettest at kaste en tennisbold over. Endvidere var der omkring begge facader et friareal som muliggjorde legen. Deltagerne blev delt op i to hold og man fordelte sig på hver side af bygningen. Når en af deltagerne kastede bolden over bygningen ”døde” man, hvis modstanderne på den anden side greb bolden, før denne berørte jorden. Hvorvidt det kastende hold fik points, når kasteren ikke blev grebet ud, husker jeg ikke. Når et spil var afsluttet byttede holdene side, idet der jo altid var en favoritside, på grund af udenoms forholdene.

Gemmelege.

Mejeriet med dets forholdsvis store bygningskompleks og det ikke mindre udenomsareal indbød til gemmelege. Afhængigt af deltagerantal og vejrforhold foregik disse lege uden- såvel som indendørs.

Dåseklafons.

En af de udendørs gemmelege var dåseklafons, hvorvidt navnet er stavet rigtigt ved jeg ikke, men legen foregik på den måde, at der var en fanger eller dåseholder. Resten af deltagerne gemte sig mens dåseholderen med lukkede øjne talte til 100. På jorden stod en gammel malerbøtte, og på et aftalt sted på en mur, på mejeriet var stedet en af eksplosionsklapperne på kedlen, skulle fangeren, når han så en af de skjulte deltagere, tælle denne ”død” inden vedkommende nåede at sparke dåsen væk fra dens aftalte position. Blev dåsen imidlertid sparket væk, havde deltagerne frit lejde til at finde et nyt skjul, indtil fangeren igen havde anbragt dåsen på dens rette sted.

Når alle de skjulte deltagere var ”døde”, var legen slut, og en ny fanger blev valgt. Hvis de skjulte deltagere var i stand til at lægge taktik, kunne det være et særdeles utaknemmeligt job, at være fanger.

Cykling

Når man nåede den ”cyklemodne” alder vel omkring de 6 år, skulle den vanskelige teknik læres. Vi havde en gl. dame-/pigecykel alt for stor til rytteren.

Da det blev min tur til at lære kunsten, blev sadlen pillet af, og med afsæt fra den store kampesten der lå ved indkørslen til mejeriet, startede den første tur som endte i tjørnehækken på den modsatte side af vejen. Næste forsøg gik ikke bedre, men snart gik det derudad, ligeud vel at mærke, men henne ved Haise skulle man dreje for at komme op til gården, og da han var en af de første, der skulle indvies i den netop erhvervede teknik, måtte manøvren foretages. Første forsøg endte i trådhegnet omkring den lille mark ned mod vejen. For ikke mødet med dette hegn skulle blive for voldsomt, forsøgte jeg i farten en afstigning, bremse teknikken var på dette tidspunkt ikke indøvet, og afstigningen betød langt mindre skind på den ene storetå end godt var. Cykelturen foregik barfodet forstås. Derpå blev der monteret et kosteskaft i røret, hvor saddelpinden normalt havde sin plads. En medløber kunne så med dette skaft deltage i styringen, og teknikken var snart på plads.

Cyklen var en ”delecykel”, indtil jeg som 11årig fik min egen flunkende nye i fødselsdagsgave. På dette tidspunkt var jeg også i færd med at kvalificere mig til optagelse på katedralskolen i Ribe, hvortil vi, Haise og jeg skulle cykle frem og tilbage ugens hverdage, en tur på 2×7 km. Der var på dette tidspunkt 5 andre ude fra os som gik i skole i Ribe. Præstens Dorthe, og Morten, Sdr. Kirkevej 20, min søster Birtha, lærerens Jacob, V. Vedsted Byvej 55 og Lars Sørensens Bjarne, Sdr. Farup Vej 36. Vi fulgtes som regel.

Nå tilbage til cyklen.

Ved børnefødselsdage blev der ofte arrangeret ringridning, cykelringridning ikke at forveksle med den rigtige ringridning som blev afholdt 15. juni (Valdemarsdag) på ringridningspladsen nede i ” æ bjerge”.

Cykelringridning foregik på nogenlunde samme vis som den rigtige ringridning. En galge blev rejst, og i en snor i denne galge blev en kartoffel påmonteret. I kartoflen blev stukket en lille jernring på 3 cm. På cyklen udstyret med en lanse, skulle man så forsøge at spidde denne ring på lansen. En ikke helt nem leg at vinde.

Ellers blev cyklen brugt, som vi også kender det i dag.

Besøg hos Tarp i Ribe

Engang Haise, hans storebror Arne og jeg var cyklet til Ribe, aflagde vi Tarp et besøg. Tarp var nok lettere forkalket, forhistorien med vandladning in mente, men den slags havde vi jo slet ikke rede på.

Tarp viste os dengang et stykke souvenir fra sin tid i Amerika. Det var en miniature totempæl, og med den i hånden fortalte han drabelige historier om sine oplevelser fra tiden derovre. Mens han fortalte blev cigarkassen hentet frem og vi fik os hver en cigaret, hvilket selvsagt ikke var hverdagskost for et par 8-9årige knægte. Da vi forlod Tarp, måtte vi derfor ned at fortælle hændelsen til Farbrors lærlinge som altid var alene på værkstedet i middagspausen, hvor Farbror tog sig en middagslur ovenpå maden. Vi havde dog fejlbedømt tidspunktet, for pulsende på vores cigaretter nåede vi kun lige indenfor i værkstedet via bagindgangen, og fik sagt ” I sgu sateme lige se hvad vi fik hos Tarp” så havde vi et par røde ører og var ude i baggården igen. Vi havde nemlig ikke bemærket Farbror, men han både så og hørte os, og fingrene sad indimellem meget løst på den herre.

Skydning og jagt

Fra jeg var ganske lille, var jeg så vidt mulig deltager på min fars jagtture, hvad enten det drejede sig om klapjagt, andejagt eller hans private jagt tilsidesatte jeg alt andet for at deltage.

Det var ture som står meget klart i min erindring.

Far var kasserer i jagtforeningen. En meget praktisk foranstaltning, da de fleste af foreningens medlemmer også var leverandører til mejeriet, og det økonomiske mellemværende, blev udlignet over mælkeregnskabet, som blev opgjort hver den 15. Dette var også praktisk derhen, at foreningens jagtareal, jo var bøndernes marker, bortset fra skoven og dige arealet. Jagtlejen blev selvfølgelig også afregnet via mælkeregnskabet. Den årlige leje var fastsat til 50 øre pr. tønde land. Selvom enkelte bønder ikke tillod jagt på deres arealer, eller selv ønskede at administrere jagten, havde foreningen 2000 tdr. land og der var vel 10- 20 deltagere på en normal klapjagt.

Afhængigt af hvor gode opvækstbetingelser vildtet havde haft, blev der afholdt 3-5 klapjagter på en sæson. Derudover havde medlemmerne ubegrænset adgang til strandjagt, og på daværende tidspunkt var der mange agerhøns. Disse måtte jages to halve dage om ugen i sæsonen. Endelig fik medlemmerne som regel mulighed for at skyde en ”julehare” ved sæsonens slutning. Da der på et tidspunkt også var lidt fasaner i skovreviret, fik man også adgang til jagt på disse en halv dag om ugen. Alt sammen uskrevne regler, men sat i et samfund, hvor man stolede på hinanden og kunne gøre dette!

Jagtforeningen omfattede kun Sdr. Farup. I Vester Vedsted havde man en tilsvarende, men det var ikke der vi hørte til, selvom det faktisk var der, vi boede.

En klapjagt startede med, at formanden fastsatte et tidspunkt, som han meddelte lærer Hune. I en dansktime blev der så dikteret en meddelelse, som vi så derpå omdelte til potentielle deltagere. Samtidigt, især hvis det var i skoletiden, blev vi drenge opfordret til at deltage som klappere på jagten. Om pigerne fik fri, husker jeg ikke, men Hune deltog i jagten. Skolen måtte komme i anden række.

Selve jagten startede lige efter frokost, eller middag, som det hed dengang, hvor man normalt fik to retter midt på dagen. Først en gang suppe, vælling eller mel grød. Det kunne være risengrød, fløjlsgrød, sagovælling, norsk øllebrød eller så. En gang kartofler med kød eller fisk. Fisk stod på menuen hver onsdag, når fiskemanden kom med sin lille varevogn og et lille fiskeudvalg, sild, rødspætter, torsk eller makrel alt efter årstiden. En gang sild til familien på ca. 8 personer kostede 2,25 kr.

Fiskemanden var i øvrigt ”Silles” far. Sille eller ”Lille Kirsten”, som hun blev kaldt, gik jeg i klasse med på Katedralskolen, hvor også Brita var i samme klasse og i øvrigt veninde til Kirsten, men det er en anden historie.

Jagtens deltagere mødtes hos Bjerregård, hvorfra man så gik til skoven engene eller noget derimellem.

Jagtudbyttet kunne være 6-8 harer nogle agerhøns, i den korte sæson for disse. Hvis jagten foregik i engene kunne der også være ænder, krikænder, brunnakke (pibeand), spidsænder (perleand) og gråænder, men normalt kun en enkelt eller to af slagsen. Mikkel måtte også lade livet en sjælden gang. Foregik klapjagten i skoven mm, kunne der falde et enkelt dyr, hvilket dog først forekom omkring og efter 1960. Før da var dyrebestanden uhyre begrænset.

Fasaner, en enkelt skovdue eller en sneppe kom også indimellem for jægerens dødbringende spadserestok. Alt i alt var vildtmængden meget begrænset. Revirpleje var på dette tidspunkt et ukendt begreb, men man var opmærksom på vildtets tarv, og begrænsede jagttrykket i vildtfattige år.

Når jeg skriver at revirpleje var et ukendt begreb, er dette nok ikke helt korrekt. I høsttiden som også er sammenfaldende med fuglenes rugeperiode, gik det somme tider galt for en rugende fasanhøne eller ditto agerhøne. Et sådant uheld betød, hvis landmanden, havde øje og forståelse derfor, resultere i at man fandt en skrukhøne og lod denne færdiggøre rugningen, og efterfølgende tage sig af opdrættet, hjulpet af en plejefar. Vi havde en enkelt gang fornøjelsen at være plejeforældre til et sådan kuld fasaner. De blev fodret med proteinholdigt føde, hårdkogte æg, myre æg også, som vi gravede ud i myretuer og ellers når kyllingerne blev større korn.

Som tidligere nævnt var andejagten en aktivitet, man dyrkede individuelt. Far var ikke en af de flittigste i udøvelsen. Morgentræk blev det aldrig til for hans vedkommende, idet arbejdet i mejeriet jo gik forud. Men engang imellem cyklede vi op i engene på aftentræk. Var det ”andevejr”, kunne det også ske vi begav os af sted tidligere på eftermiddagen, men aldrig før den obligatoriske middagslur var overstået. Det var noget helt specielt at være på aftentræk. Man fandt sig et skjul i en eng grøft en korntraver eller en busk siv, og så var det blot at vente, til ænderne trak hen over hovedet på en. Det normale trækmønster var, at ænderne i skumringen trak ind ude fra vadehavet og søgte et fourageringssted i engene. Dette kunne i fugtige perioder være en eng, der var sat under vand, en nys høstet kornmark eller fyldegraven. Fyldegraven var det vandløb, som lå indenfor diget skabt ved digets etablering. Det var stort set stillestående vand, dog indbyrdes rørforbundet under vejoverføringer. Bredderne var siv bevokset og gav derfor ænderne gode skjulemuligheder.

Vi havde aldrig nogen hund, der var noget værd til apportering, og derfor kunne det være en tvivlsom ide at sætte sig ved fyldegraven, idet en skudt and næsten altid nåede vandet, før den gik ned. Var anden tilmed kun anskudt, var det næsten håbløst at få fat på denne uden hund.

Når jeg således var på jagt med far og vi kun var os to, fik jeg lov at have salonriflen med. En salonriffel er næsten umulig at nedlægge et stykke flyvende vildt med, men blot det at måtte sidde med geværet ved siden af far, var nok for mig.

Jeg nåede mit trettende år, da der skete noget for mig helt ubegribeligt. En dag hvor det var andetræksvejr, sagde far til mig ”do må got tej` æ bøs mæ op te a haw”. Jeg var målløs men også lykkelig over, at far viste mig den tillid, og lod hånt om regelsæt. Der var jo en lavalder for tilladelse til at bære våben. Det var 16år, og far som var uhyre autoritetstro lod hånt om denne regel, og lod mig drage alene af sted på andejagt. Nok den største tillidserklæring jeg oplevede i min barndom.

Allerede en tre år tidligere havde jeg på egen hånd taget jagtgeværet nogle gange, når mine forældre havde overladt os børn til vort eget selskab, fordi de skulle i byen i et eller andet ærinde. Med jagtgeværet og et par patroner var jeg listet op i plantagen for at prøve min skydefærdighed med sådan et våben. Første mål var en tom gl. malerbøtte. Senere måtte en fuglekonge lade livet for min trang til at se resultater af min træfsikkerhed. Var disse episoder blevet afsløret, ville de sikkert også være blevet straffet med en test af hundepisken på Pouls bare. Hundepisken hang på våbenknagerækken inde i kontoret, mest måske til skræk og advarsel, men benyttet blev den også en sjælden gang, dog aldrig til sit egentlige formål mig bekendt.

Efter den anden verdenskrig var der i befolkningen en udbredt opfattelse af, at tyskerne havde taget os på sengen ved besættelsen den 9. april 1940. Dette skulle ikke gentage sig og skytteforeninger var temmelig aktive. I V. Vedsted lå skydebanen ikke særlig langt fra mit hjem, og mange søndage fulgtes jeg med far over på skydebanen, hvor man skød til måls på en 200m bane, hvor der var 4 kvadratiske skiver på vel 1,5 m. Mine unge år til trods, kunne jeg gøre gavn i markørgraven, hvor man efter skud trak skiven ned, registrerede skuddet, tapede hullet til og med markøren signalerede træfferen. Fandt man ikke et skudhul, var der tale om en forbier, og jeg mener den blev markeret på samme måde som når en bilvinduesvisker arbejder.

Ud over træningsskydning var der indimellem præmieskydning med forskellige serieskydninger etc.

Man havde også en 50m salonbane, hvor mindreårige kunne få lov at skyde, men da den slags ting jo kostede penge at deltage i, var det for mit vedkommende et spørgsmål om fars velvilje, hvorvidt jeg fik lov at prøve eller ej.

Interessen for skydebanen dalede op gennem halvtredserne, og i starten af tresserne døde den helt ud. Nogle unge af min egen årgang søgte at puste liv i interessen, men tiden var løbet fra det. Krigens rædsler var glemt. Nu var det materielle goder, det drejede sig om.

Min egen interesse for jagt var derimod usvækket. Jeg kom i lære i 1959 og mødte i min læretid et par, Jens Bisgaard og Jens Clemmensen, som begge var ivrige strandjægere. Vi dystede på bedste vis om at kunne berette om vore jagtmæssige resultater.

Specielt i efterårsmånederne sept. og okt. kunne der være utrolig mange ænder i vadehavsområdet. Det var ganske almindeligt, at man på de flade banker havde nedgravet en skydekasse, som gav en skjul og læ under jagten. Kasserne var vel ca. 1.2m dybe og med plads til en enkelt person, evt. også en hund. Man tog ophold i en sådan kasse ved lavvande og blev der så, indtil tidevandet nåede frem. Da var det på tide at søge land. Sommetider lagde man lokkeænder ud omkring kassen. Et udbytte på 5-10 ænder var ikke ualmindeligt på en sådan jagt. Det var udelukkende brunnakker (pibeand) og langhalsede (spidsand). Der var dog også gravænder i området, men gravanden var fredet. Krikænder kunne forekomme enkelte gange. Atlingeanden og gråanden selvfølgelig også. Ja sågar en skeand har der mødt sin skæbne.

Gæs især swotgæs (knortegæs) kunne optræde talrigt i vadehavet, når de under deres lange rejse mellem vinteropholdssted og ynglepladserne langt mod nord Svalbard f. eks. gjorde ophold i vadehavet for at tanke op. Det var dog ikke så let at komme på skudhold af gæssene, som var mere sky end ænderne.

Denne vadejagtform blev forbudt. Det blev nu ved lov vedtaget, at man ikke måtte vade, men skulle sejle ud til disse skydekasser, hvilket på det område af vadehavet, jeg her beskriver, umuliggjorde den form for jagt. Ved at lave et sådan forbud, og lovens påbud blev efterkommet, fik man i virkeligheden en bedre strandjagt, idet fuglene hurtigt fornemmede, hvorvidt de blev jaget eller ej. Så med kassejagtens ophør nærmede de sig trygt land, og der startede deres uvisse tilværelse så i stedet.

Når man dyrker strandjagt er vandtiderne, høj- og lavvande eller flod og ebbe om man vil, som jo er betinget af jordens og månens indbyrdes placering stadig skifter pr. 6,25 time og altså 4 gange i døgnet med en daglig tidsforskydning på ca. 1 time, vigtig. For at gøre jagten optimal, måtte man kende disse vand tider, og stadig tilpasse jagten efter disse. Strandjagt er derfor en ganske tidkrævende fritidsinteresse, og ikke noget der umiddelbart glider ind i et normalhjems døgnrytme. Et forhold der nok indimellem satte min mors tålmodighed på ganske alvorlige prøvelser. Jeg tror dog, vi begge slap igennem uden varige men.

Var man under en sådan vadehavsjagt uheldig, at blive overrasket af tåge, og ikke havde noget kompas på sig kunne det gå galt. Første gang jeg oplevede dette, var jeg alene ude og vandrede meget længe før jeg fandt stranden. De store render som tidevandet følger, skulle man vare sig for, og jeg undgik dem da også, men tilstræbte senere, at have kompas med på jagt i vadehavet.

Et andet tidkrævende element i strandjagten er tilberedning af vildtet. At plukke 10 piggede ænder kan nemt give en relativt uøvet plukker beskæftigelse størstedelen af en formiddag. Mor gav ofte et nap med, men ellers var det ”one man show”. Lysten var ikke altid tilstede og var udbyttet rigeligt kunne en fattig elektrikerlærling lade sig friste af at få ænderne sendt til København via en opkøber som betalte et beskedent beløb pr. stk. Jeg mener, man fik ca. 5 kroner for en gråand og lidt mindre for en brunnakke på dette tidspunkt, altså 1960. Patroner kostede ca. 60 øre pr. stk. Var man en træfsikker herre, skulle man regne med 3 skud pr. nedlagt stykke fuglevildt, hvilket summa summarum ikke gjorde jagten til noget økonomisk indbringende. Måske er det her på sin plads at nævne min lærlingeløn, var 67 øre pr. time, og en elektrikersvend i Ribe fik ca. 2,25 kr. pr. time.

Nå, det var nu slet ikke økonomien, der drev værket. Lysten sad i hver eneste af kroppens fibre.

Inden strandjagten havde fået tag i mig, var det luftgeværet og salonriflen der blev benyttet som jagtvåben.

I vores store frugthave, var der mange fugle som nød godt af overfloden, men ganske mange af disse måtte også lade livet for en ubetænksom jagtlysten drengs skyld. Mine forældre kunne selvfølgelig ikke undgå, at bemærke min jagtiver og heller ikke, at det gik ud over havens bestand af sangfugle, men det var kun milde bebrejdelser, der blev mig tildelt i denne anledning. En formildende omstændighed var det vel også, at det var vanskeligt at lære fuglene at forstå, at det kun var den dårlige frugt de måtte fortære. Specielt i jordbærsæsonen var det meget accepteret at ophæve solsortens frednings tid. At hønsene i hønsegården også indimellem var blandt byttedyrene kom nok aldrig til mine forældres bevidsthed.

Den værste form for dyrplageri jeg selv føler, at have udøvet i min drenge tid med et skydevåben, var da jeg under min søgen efter bytte i kanten af vores plantage, ja faktisk i krattet mellem denne og tørrepladsen fik øje på en ugle, som fredeligt sad og sov. Jeg skød på den med mit luftgevær og fik den vækket af træfferen, men fuglen blev siddende, og jeg skød på ny uden, at uglen reagerede særligt derved. På en måde bange for fuglen og dens for mig uvante reaktion vedblev jeg, at skyde på den, og først efter ganske mange skud faldt den død til jorden. Jeg turde ikke berette om hændelsen, men den fæstnede sig dybt i min bevidsthed.

Ved en anden lejlighed skød jeg med salonriflen en fasan også i plantagen, hvor vildtet i og for sig var fredet. Derfor turde jeg heller ikke berette om dette, men vores elev på dette tidspunkt, Willi ( af tysk afstamning, jeg mener, at kunne huske, hans far var faldet som tysk soldat under krigen) havde sin enlige mor boende i Ribe. Hun fik byttet, og har forhåbentlig nydt måltidet.

Med salonriflen var det også jævnligt, vi skød til måls efter vejrhanen på flagstangen, eller efter spidsen på lynaflederen på den store mejeriskorsten. Nok heller ikke mål forældrene umiddelbart accepterede.

Engang, hvor jeg gik i frugthaven ud mod vejen og skød over vejen med salonriflen, kom Niels ovre fra Nørrevang, gården som fik speciel service på mælkeruten. Han skulle lige forhøre sig, om det var os der gik og skød, da man ovre hos dem havde bemærket fremmedlegemer falde ned på zinktaget. En påmindelse om, hvor langt disse kugler egentlig gik, og dermed hvor farligt et skud kan være når man ikke har frit udsyn i skudretningen.

Luftgeværet, som ikke var så langt rækkende blev flittig brugt. Haglene dertil blev oftest købt i brugsen. Dels var det lettere for os drenge at købe hagl i brugsen, frem for at skulle til Ribe og købe dem hos farbror Sigurd, dels var brugsens hagl billigere, men vist også i en lidt ringere kvalitet. En æske hagl indeholdt ifølge mærkningen 200 stk. Dette viste sig ved kontroltælling ikke altid at stemme. Således gik jeg en gang hen til Knudsen, V. Vedsted Byvej 33, uddeleren og beklagede mig over, at den seneste æske jeg havde købt, kun indeholdt 168 stk. I erkendelse heraf sagde Knudsen: Du er så god til hovedregning, hvor mange penge skal du så have tilbage? Om hans bemærkning skyldtes hans egen manglende evne udi hovedregning, skal jeg lade være usagt, men han var en solid uddeler.

Som barn havde han vist været ramt af en mild form for børnelammelse, hvorfor han var lidt usymmetrisk i ansigtet og talte med en lidt skæv mund, men det er en ganske anden sag, som vi børn dog gjorde lidt nar af, når talen faldt på ham.

Skolen

Skolen i Vester Vedsted bestod, da jeg som 7 årig startede, af to klasser, æ stor`skoel og æ lil`skoel. I den lille skole gik de to yngste klasser, og i den store gik de tre ældre. De to ældste gik slet ikke om skole i sommerperioden: De var nemlig ”ud å tjen`”.

Da den første vintersæson startede omkring 1. nov. blev skolen fuldtallig, og da jeg sammen med klassen over os tilhørte en af de store årgange, ”et krigsprodukt”, var skolen ikke umiddelbart i stand til at rumme og undervise alle skolens elever. En nødløsning blev fundet.

Præstens kone, fru Eskildsen, Sdr. Kirkevej 20, som var uddannet cand. Mag. i dansk og historie, tilbød at give undervisning, sammen med lærer Hune og lærerinden, fru Lassen, Sdr. Kirkevej 17. Hun var egentlig frøken, men en af egnens unge landmænd, proprietæren Jens Lassen, lagde så kraftigt an på den unge lærerinde, at hun snart skiftede fra fr. Nielsen til fru Lassen. Et ægteskab der dog ikke var særlig harmonisk, men det er også en ganske anden sag.

De flyttede ret hurtigt fra byen, Jens Lassens evner som landmand, var ikke noget at skilte med, men titlen var flot og han optrådte, i alt fald i begyndelsen standsmæssigt overfor hende. Fru Lassens efterfølger blev frk. Andersen.

Nå, fru Eskildsen skulle for at kunne virke have et undervisningslokale. Hertil valgte man skolens bibliotek, som altså ikke kun var skolens bibliotek, men hele kommunens. Det var meget enkelt, eller blev med enkle midler, borde og stole omdannet til klasselokale. Jeg husker ikke, om man også investerede i en tavle, men det må man næsten have gjort.

Hvad jeg derimod husker var fru Eskildsens eminente evner som underviser. Desværre havde hun en attitude, som gav hende lidt problemer med de større og ofte frække børn. Magtede hun ikke justitsen overgav hun problemet til Hune, som tacklede den slags særdeles håndfast. Han slog en proper næve, med hvilken han satte sig i respekt. Det var ikke morsomt, når fru Eskildsen beordrede en over til Hune, hvilket man jo ikke altid tænkte så meget over, før uheldet var indtruffet.

Skoledagen startede altid med en morgensang, inden undervisningen begyndte. I den lille klasse spillede fru Lassen på stueorgel til morgensangen. I den store klasse spillede Hune på violin og som oftest med akkompagnement af fru Hune på stueorgel. Et lidt større orgel, end det der tilhørte den lille klasse. Det var altid salmebogen, der blev benyttet i den store klasse. I den lille klasse måtte vi lære teksten udenad, før der kunne blive fællessang.

Den første lærebog jeg fik var Ole-Bole`s ABC. Regning havde vi også og måtte benytte skolens regnemaskiner. Det var på dette tidspunkt en kugleramme med 10 strenge, hvor der på hver streng var 10 forskydelige og forskelligt farvede kugler. Fungerede udmærket til de tre ud af fire kendte regningsarter. Øvelsen division egnede sig ikke til udførelse på en kugleramme, brøkregning ej heller.

I depotskab i klassens bageste ende lå der faktisk også skiferplader og grifler, men jeg mener dog ikke vi fik undervisning i runeskrift på disse tavler.

Undervisning i religion, startede med oplæsning af Det Gamle Testamente. Historieundervisning beskæftigede sig med Danmarkshistorie fra ca. Gorm den Gamle og op gennem vikingetiden og middelalderen.

Geografi var Danmarksorientering på et landkort. Man lærte byernes placering på kortet. Byernes størrelse og senere også åer, højdepunkter etc. Danskundervisningen omfattede skrivefærdighed med griffel, blyant og blækpen. I skolepulten var der boret et hul til placering af blækhus. Når disse ikke var i brug, stod de samlet i et skab bag i klasselokalet.

Til opvarmning af klasselokalet var der en kakkelovn, som blev fyret med kul eller koks. Det var duksens opgave at holde ild i kakkelovnen og sikre, at der var brændsel i kul spanden.

På mejeriloftet lå der nogle svovlstænger. Jeg ved ikke, hvad formålet med disse har været, men de lå der. Det var stænger i en tykkelse af 3 cm. Når man lagde et lille stykke gult svovl på en nærmest glødende kakkelovnslåge brød svovlet i brand med en blåhvid farve og der bredte sig en infam stank i klasselokalet. Midlet blev kun lejlighedsvis benyttet i den lille klasse!

I gymnastiktimen lavede vi gymnastik i gymnastiksalen, eller spillede bold på idrætspladsen bag skolen i retning mod mejeriet. Boldspillet var normalt rundbold. Man blev ved simpel lodtrækning delt op i to hold og spillede mod hinanden.

Nogen egentlig atletik eller lignende indgik ikke i undervisningen. Dog kunne det engang imellem ske at vi løb om kap, hvilket så skete i fodboldbanens længderetning, altså en distance på ca. 100m.

Sløjd for drenge og håndgerning for piger indgik også i normalundervisningen.

Efter 4. klasse skulle jeg og Haise til optagelse på latinskolen, Ribe katedralskole, som den rettelig hed. Vi fik da af Hune lidt ekstra undervisning forinden og kom til en optagelsesprøve, som vi begge bestod. I øvrigt var der på samme tid en ny skoleformen på vej. Jeg husker lærer Hune måtte på skolebænken og lære fremmedsprog med mere. Ikke noget han var særlig begejstret for. Han mestrede jo i forvejen det vi skoleelever efter hans mening burde lære.

Således husker jeg en episode i en tid, hvor det var meget populært med slangebøsser. Vi fandt oppe ved havet nogle gamle landminer, som bestod af en rørcylinder i støbegods. I dette støbegods var der indstøbt stumper af rundjern, som vi ved at hamre støbemassen itu fik frigjort for en ny anvendelsesform. Nemlig som ammunition til slangebøssen. Efter en vis træningsperiode med dette våben/legetøj kunne man blive ganske træfsikker. På dette tidspunkt var el- og telefonledninger luftledninger, anbragt på træmaster og fastgjort på isolatorer på mastetraverser.

Opsynet med disse ledningsanlæg var Skærbækværket for ellens vedkommende og Jydsk Telefon for de øvrige. En repræsentant for en af disse, eller måske begge, havde beklaget sig til kommunen over den hærværk, som øjensynligt skete mod isolatorerne.

En dag da undervisningen i den store klasse var slut, bad Hune drengene om, at blive tilbage. Vi var godt klar over, at noget var galt, men hvad havde vi ingen anelse om. Vi blev høvlet igennem en gang hovedregning, hvor alle emner drejede sig om noget med kostprisen på isolatorer. Da regnetimen var slut, opfordrede han til en frivillig konfiskation af slangebøsser, og selv de mest tungnemme af os havde fattet den dybere mening med regnestykkerne. Mange slangebøsser fik han dog ikke fat på ved denne lejlighed, og når de senere på grund af brugerens uopmærksomhed blev beslaglagt, var alt håb ikke ude.

De konfiskerede slangebøsser blev opbevaret i privaten, hvor sønnen Jacob jo også havde sin gang. Derfor kunne det lade sig gøre, at generobre de mere værdifulde eksemplarer af de konfiskerede våben. Selvfølgelig ikke uden en vis risiko for afsløring, men indimellem må man tage en chance. En røvfuld var ikke helt ukendt kost på denne tid, og var ikke noget der gav varige men. Ubegribeligt skete der mig bekendt aldrig alvorlige personskader med disse ikke helt ufarlige våben.

Kommunekontoret i skolen

Skolen gav ikke kun plads for undervisning. Udover at rumme to lærerboliger var kommunekontoret også integreret i skolekomplekset.

Kommunekontorets personale begrænsede sig til en person i alt fald i hverdagen. Det var Kristian Eriksen, som udover at passe denne butik ude, derhjemme i privaten havde posthus funktionen, som konen, Laura administrerede. Et så lille bureaukrati havde den kæmpefordel, at alle vist alt om alle. Her kunne ikke fejes meget ind under det nok så berømte gulvtæppe.

Når skatten skulle opkræves, blev den store klasse i skolen involveret. Vurdering og dermed beskatningsgrundlaget af fast ejendom blev synliggjort på forsiden af kuverten til den enkelte grundejer. Disse kuverter blev bragt ind i den store klasse, og vi fik så fordelt omdelingshvervet, altså ingen unødig udgift til porto og udbringning.

Kommunekassereren, altså Kristian Eriksen, V. Vedsted Byvej 7, havde ”store beføjelser”. Jeg husker således, at Jacob, Haise og jeg på et tidspunkt gerne ville spille badminton i gymnastiksalen. Det var der ingen der havde gjort i lang tid, hvorfor opstregningen i salen var forsvundet. Vi klagede vor nød til Kr. Eriksen, som sagde at hvis vi ville forestå opstregningen, ville kommunen betale materialeudgifter. På denne måde fik vi genskabt mulighed for at spille badminton i V. Vedsted skoles gymnastiksal.

Bageren Dres, hvis rigtige navn var Andreas Andersen, V. Vedsted Vej 145, kom til byen i min skoletid. Han var af polsk afstamning, men havde forinden, han overtog bageriet efter familien Guldberg været på tæppefabrikken i Højer. Overtagelsen skete tæt på et tidspunkt, hvor bageriet brændte. Han fik på et tidspunkt en elev, Erling, som efter overstået militærtjeneste var gået i bagerlære. Erling blev fjerdemand i vort badmintonteam. Han var, som det vel fremgår af denne beskrivelse en del ældre end vi andre, men han kendte til spillet, hvilket vi andre nød godt af, selvom man fik tæv når ikke man var på samme side som han.

Bageren i Vester Vedsted

Jeg arbejdede lejlighedsvis sammen med Erling i bageriet, men kun som afløser for Haise, som havde hvervet med udbringning af rundstykker om søndagen. Det var et morgen job. Ud fra bestillingslisten skulle vi selv pakke rundstykkerne i poser. Rundstykkerne var omkring femtiden bagt, og dermed kunne man begynde pakningen. De pakkede poser blev læsset i en temmelig stor kurv, anbragt på cyklens bagagebærer, og så var det ellers om at få dem udbragt inden de sultne bønder begyndte at kigge efter søndagskrydderen. Når udbringningen var tilendebragt kom det allerbedste.

Tilbage i bageriet blev der budt på morgenmad, og der var rundstykker ad libitum, ganske herligt. Derhjemme var rationen et rundstykke og et tebirkes, men hos Dres kunne man sagtens spise fem af slagsen. Rugbrødet blev ikke rørt.

Dres var en uhyggelig effektiv arbejder, og ikke ganske let at omgås under arbejdet, men han var også en frisk fyr med en rap replik, og et ganske godt øje til pigerne. Han var gift med en af Tonnesen døtrene, Ragna fra Ribe og havde med hende fire børn, med Yvonne som den ældste. Yvonne var jævnaldrene med Lise.

Når vi nu er ved bageren, er det vel på sin plads at omtale brødudbringningen. Hver tirsdag og torsdag kørte Dres med sin varevogn fra dør til dør i sognet og solgte sit brød. Overvejende sønderjydsk rugbrød. Franskbrød bagte de fleste selv, men han havde selvfølgelig også franskbrød i vognen såvel som firkantet rugbrød, wienerbrød og et lille udvalg i tørkager samt makronstænger, gamle wienerbrødsstænger som med et makron lag, havde fået en holdbarheds forlængelse.

Et helt rugbrød, hvilket ikke er det, vi i dag kender som et helt rugbrød, men derimod et noget større, vel ca. 2,5 kg. kostede dengang udbragt 99øre. Samme pris i butikken. Rundstykkerne kostede ca. 10 øre stykket.

Tjansen, som søndagsbud hos bageren, blev aflønnet med 3 kr. samt morgenmad.

I min iver efter at skabe lidt ekstra lommepenge, skete det enkelte gange, at jeg på samme dag var afløser for Haise og efterfølgende afløser for en af mejeristerne derhjemme. Da måtte jeg starte tidligt hos bageren, og hvis ikke brødet var klar til pakning kunne det knibe med at få tingene til at gå op til alles tilfredshed. På disse søndage blev der ikke fortæret fem rundstykker hos bageren.

V. Vedsted får købmand

Vores 1. mejerist Georg Hansen, som i starten boede på mejeriet, havde en forlovet, Astrid som han flyttede sammen med i et hus i Sdr. Farup, Sdr. Farup Vej 41. Astrid havde en varevogn og begyndte at falbyde købmandsvarer, og da dette tilsyneladende fungerede, endte det med, at man byggede hus med tilhørende købmandsforretning i V. Vedsted, V. Vedsted Byvej 10.

Dette skete dog ikke med brugsuddelerens billigelse. Knudsen følte jo, at der kom lidt rigelig konkurrence. Hvad der yderligere kom ud af dette tiltag var, at købmanden fik øl- og spiritusbevilling, og dermed skete der noget epokegørende i sognet, så snart efter havde også brugsen de samme bevillinger. Dermed var ølvognene overflødiggjort hos os.

Hos købmanden kunne man få sig en øl i baglokalet, eller kælderen var det vel. Selv har jeg aldrig frekventeret disse lokaler, men rygtet sagde, lokaliteterne blev flittigt benyttet i en periode. Vi er på dette tidspunkt omkring 1960.

Georg stoppede på mejeriet i midten/slutningen af halvtredserne. Han pådrog sig en diskusprolaps, og døjede i det hele taget en del med helbredet, hvorfor han til sidst måtte opgive det noget fysisk krævende arbejde i mejeriet. Han døde også i en relativ ung alder, som ca. 65årig.

I dag eksisterer købmandsforretningen ikke mere, og brugsen er en særdeles hensygnende forretning. Desuagtet at kundegrundlaget er steget betragteligt. Folks indkøbsmønster har ændret sig, ligesåvel som solidaritetsfølelsen også har det.

Udenbys leverance

På denne tid var det ganske almindeligt, at den handlende på landet kørte rundt til kunderne med sit varesortiment. Vi fik på denne måde fisk, brød samt øl og vand. Øllet blev udbragt fra depot i Ribe og transporten foregik i starten med hestevogn ført af kudsken Knudsen, Carlsbergs depotbestyrer. Hestevognen blev vel i midten af halvtredserne afløst af lastbil. Ølkasserne, som dengang var af træ, rummede 50 flasker. En kasse var nogenlunde mejeriets årsforbrug. Det var altså ikke nogen dagligdags begivenhed at få øl på bordet. En sjælden søndag skete det dog at far fik en øl til aftensmåltidet. Jeg har aldrig set min mor drikke øl, kun hvidtøl.

Andre udefra kommende handlende i sognet var tøj kræmmere, snørrebånds sælgere, skærsliberen og plattenslageren også bog sælgere, slægtsbøger, bibler mm., luftfotografer, kunstmalere og meget mere.

Et rigtigt plattenslagersjak ankom engang til mejeriet. Det var tre italienere i en gl. varevogn, som forhørte sig hos min far om man havde noget metal liggende, som de var interesseret i at købe. Der var jo stadig mangel på mange ting rundt omkring, og i tidens løb var et og andet blevet udskiftet i mejeriet. Brugbare udskiftede dele blev lagt i depot, og kom vel næppe senere i anvendelse. I hvert fald lå der nogle toldhaner i rødgods ovre i vognporten. Disse ville far gerne skille sig af med mod betaling forstås. Plattenslagerne har næppe haft kontanter på sig, men fandt på råd herfor. Om ikke fruen havde noget porcelæn, de kunne klinke, eller en emalje i et badekar, som de også overbeviste far om at kunne friske op. (Fortsættelse følger i afsnittet ”Sognets badeanstalt”)

Sognets badeanstalt

Vi havde på mejeriet et offentligt baderum, som man for 50 øre kunne benytte: Der var bruser samt kar i rummet, med dampopvarmning. Badekarret var lidt påvirket af tidens tand, og far så nu en mulighed for at få shinet karret op, hvilket blev aftalt med italienerne. De slog sig ned i baderummet, og mor kom med noget af sit beskadigede porcelæn. Jeg husker, der var noget muselmalet iblandt, vistnok fra min mors barndomshjem. Italienerne gik i gang med arbejdet, kom senere på dagen ind til far og bad om noget skummetmælk til reparationsarbejdet på badekarret.

De skulle bruge ca. 80 l., som de selvfølgelig fik. De klinkede porcelænet, ikke særlig pænt, men klinket blev det. Da de var færdige med arbejdet, meddelte de far, at nu var tingene i orden og mælken i badekarret skulle blot stå natten over, så kunne han lukke det ud næste dag. Italienerne tog afsked og dagen efter lukkede far mælken ud, og opdagede at der ikke var sket en skid med badekarret, hvilket medførte en opringning til politiet og eftersøgning af de formastelige svindlere, som selvfølgelig var over alle bjerge. Far stod tilbage uden toldhaner, men med en meget lang næse.

Dette offentlige baderum, var en overgang noget, vi børn udviste stor interesse. Eller rettere sagt gæsterne fik skjult opmærksomhed. Vinduerne i rummet var matterede til over se højde, men over døren i gavlen var der små ruder med klart glas. Når man kravlede op på det svagt skrånende tag over kedel og baderum, kunne man liggende på maven kigge frit gennem hele baderummet. Næsten ude af ens forældres åsyn nede på jorden, og rimelig upåagtet, kunne man iagttage badegæsterne i rummet. Det bedste kig fik man, når en af egnens unge håndværkere med sin forlovede tog bad på samme tid!

Haise med mor og søskende var jævnlige gæster i baderummet. Faderen kom en gang om året, omkring juletid og uanset behov, det var blot en tradition.

Engang var Haises storebror Arne den første, der skulle under bruseren. Han stillede op og moren Tinne, som hed Kathrine åbnede for vandet. Dette var en to grebs proces, idet det kolde vand blev blandet med damp. Uheldigvis havde Tinne først åbnet for dampen, og da Arne skreg op troede hun blot dette skyldtes det kolde gys, men det var desværre på grund af en skoldning skriget kom. Ak ja.

Lystfiskeren

Min interesse for denne dejlige fritidsbeskæftigelse startede i en meget ung alder, to-tre år gammel kunne jeg i timevis sidde med en fiskestang, en lille kæp med en stump sejlgarn og en krog, samt det store fiskevand, som var en gulvspand halvt fyldt med vand. Man er vel nøjsom! Blot fantasien er i orden.

Senere tog far os med op til fyldegraven. Forinden havde vi været ude i hønsegården og grave orm til fisketuren. Når far var med, skulle der graves mange orm, for han forfodrede fiskene ved at smide orm tilfældigt ud i vandet, så fangede man bedre havde farfar lært ham. Rent resursespild følte jeg. Mange, mange år senere i Norge købte jeg bogen ”Den fuldendte Lystfisker,” skrevet af verdens første lystfisker Izaak Walton. I denne, er der mange eksempler på, at forfodring, er til gavn for en god fangst, så jeg gjorde nok min far uret i denne opfattelse af how to do. At fiske i fyldegraven var dengang rent medefiskeri. Der kunne fanges ål, aborre og skaller, samt en enkelt gang gedde. De eneste fisk der havde interesse for middagsbordet var ål. Aborre også, hvis størrelsen var rimelig. Hvad den sjældent var.

Udover at fiske i fyldegraven, fik jeg også sammen med far; Haise og Ole min storebror indblik i fangstmulighederne i ”Den gamle mose”.

Mosen var omgivet af meget tæt bevoksning af pil, siv og på vest siden en klat birketræer. Det var ikke helt nemt at komme ud til det åbne vand og dermed til fiskeri. Desforuden var mosen farlig. Den er bundløs sagde de ældre på egnen, hvilket nok skræmte os børn noget. Jeg forstod aldrig rigtigt at en mose kunne være bundløs. Hvorfor løb vandet så ikke bare ud?

Senere da Ole fik sig anskaffet en båd til fiskeriet i mosen, begyndte jeg at forstå, hvad bundløs i denne sammenhæng betød. Mosen var i virkeligheden et gammelt tørvehul. Man havde tidligere gravet tørv til brug hjemme i komfuret i køkkenet. Hullet, dette gravearbejde havde forårsaget, var næppe mere end ca. 2m på det dybeste, men bunden var meget mudret, hvilket man erfarede, når man i stedet for at ro, brugte en åre som stage, da kunne denne godt nå en halv meters penge ned i dyndet, uden man mærkede fast bund.

I mosen kunne man fange det samme som i fyldegraven, nemlig ål, aborre, skalle og gedde. Normalt var det ål vi fiskede efter, og udover at sidde med en medestang forsøgte vi os også snart med en line. Det var sikkert Ole der fik ideen, og også ham der i starten bragte denne til udførelse. Når den skulle sættes skete dette som regel lørdag aften. Da en åleline helst skal røgtes før solopgang, skulle man ud at kigge til sagerne ved 3-4tiden om morgenen, hvilket var lidt for tidligt at starte en skoledag. I tidens løb fangede vi ganske mange ål i mosen. Ålenes spisekvalitet var ikke helt i top. Det stillestående vand satte sit præg på smagen. For at bedre derpå inddrog jeg på et tidspunkt et trækar i mejeriet til ålerensningskar. Her fik ålene lov at leve en uges tid, og dermed var de værste smagsurenheder skyllet ud af ålene. Selvom spisekvaliteten ikke var i top, kunne størrelsen være imponerende. Den største ål jeg fangede der i mosen er stadigvæk nu 50 år senere min hidtil største ål.

Jeg havde i fødselsdagsgave af mine forældre fået en rigtig fiskestang. Tredelt bambus med løberinge og hjulholder inklusiv hjul. Det var sager. Haise og jeg planlagde samme dag en fisketur til mosen. At fiske ål midt på dagen, er ikke det mest givtige, men man må smede mens jernet er varmt. I denne betydning altså fiske her og nu.

Da fisketuren som sagt startede midt på dagen, var der ikke megen interesse for vores madding, hvorfor vi forfaldt til uopmærksomhed. Pludselig kom der en underlig hvinende lyd fra min nye fiskestang, som var stillet op mellem nogle pilebuske. Det var kun med nød og næppe jeg fik taget hånd om stangen før den strøg til søs. Spidsen knækkede under redningsforsøget, men jeg fik gang i indspolingen, og der var noget helt særligt i den anden ende, ingen tvivl om dette, men hvad? En kæmpestor ål blev landet. Den var så stor, at ingen af os turde røre den, og enden på legen blev, at ålen gnaskede snøren over og snoede sig tilbage, hvor den kom fra. Surt sjov, og ikke mindre ærgerligt var det at komme hjem og berette derom. Ville de mon tro os? Fiskestangen var knækket eller flækket, hvilket var en slags bevis men, men. Jag fik stangen repareret og den blev fremover benyttet flittigt.

Jeg har omtalt to fiskesteder. Der var flere. Anders Jessens Hul, bækken og Vadehavet.

Anders Jessens hul lå oppe i engene ud mod Ydre Bjerrum. Det var en gammel mergelgrav. Gad vide om det ikke var opstået ved, at man under anlæg af diget omkring 1910- 20, havde brugt leret eller klægen til at forsegle digekronen, jeg ved det ikke, men der var fisk i hullet. Adgangen til fiskeriet der var ikke frit, men jeg fik lov af Jens, som ejede jorden omkring hullet. Jens benyttede arealet til græsning for stude og dyrkede lidt andejagt ved hullet. Jeg fiskede nogle ål, aborrer samt gedder.

Engang min lillebror Erik var med, fik vi en gedde på over 4 kg. Det var på dette tidspunkt en kæmpefisk for os, og vi kom pavestolte hjem med fangsten. Gedde er ikke nogen delikatesse, men jeg tror nok mor fik tilberedt nogle spiselige fiskefrikadeller af uhyret.

Bækken var et povert fiskested, man kunne fange lidt ål i bækken. Der var nogle der i ålens vandringstid hen på eftersommeren tattede ål, denne teknik fik jeg aldrig succes med.

I Vadehavet kunne man træde ”boter”, hvis korrekte betegnelse er ising. Efter lavvande går man i prilen som fører tidevandet ind. Når man går, efterlader fødderne en fordybning i havbunden, og når man så vender tilbage i sine modsatte fodspor, er der måske en ising, der har fundet dette fodspor at lægge sig i. Pludselig kildrer det under ens fod, og nu gælder det så blot om at fastholde trykket på foden, stille og roligt bukke sig ned og få greb om fisken, som puttes i en lille sæk, man bærer over skulderen.

En anden fangstmetode vi benyttede var langliner. Disse blev sat ved lavvande. Agnet med sandorm, som man gravede umiddelbart, hvor man havde sin line stående. Ved efterfølgende lavvande måtte man så ud at røgte linen, før mågerne gjorde arbejdet for en. Et ikke ualmindeligt udbytte var en fisk på hver tredje/fjerde krog. Mindstemål var et ukendt begreb!

Det mest særprægede fiskeri i Vadehavet foregik tidligt på forsommeren. På dette tidspunkt trækker hornfisken ind i de indre danske farvande. Trækket fører også hornfisken gennem vadehavet. Hvor ”Mandøvejen” forbinder Mandø med fastlandet, var der omkring vejens første sving et område som aldrig blev tørlagt ved ebbe. I denne ”havsø” kunne der så befinde sig en flok efterladte hornfisk, og disse slog man. Ve do mæ op å slå hornfisk?

Man havde et kraftigt stykke ståltråd på en meters længde og fastgjort på et træhåndtag, en stump kosteskaft. Med dette fangstredskab jagtede man i løb de stakkels efterladte hornfisk, og når man havde dem indenfor slåafstand, fik de en over nakken, hvis altså man kunne ramme. Brydningsvinkler og fiskens hurtige reaktionsevne gjorde det ikke til nogen helt let fangstmetode, men spændende var det.

Børn såvel som voksne deltog i jagten i sæsonen, som vel varede en måneds tid. Undertiden kunne man være heldig blot at samle hornfisken op på Mandøvejen i dens uheldige forsøg på at forcere denne. Jagten kunne også give flænger i fodsålerne når man i bare tæer løb over strandskaller og muslinger, rurer etc. En forkølelse kunne man også pådrage sig, om ikke man rimelig hurtigt efter jagten fik tørt tøj på. Vandtemperaturen var næppe over 8-10 gr. C på dette tidspunkt.

Når vinteren kom, og isen gjorde det muligt at færdes på de stillestående vandløb, fyldegraven og den gamle å, den gamle å var et blindløb i Ribe å, dannet ved, at man i fordums tid havde gravet en kanel for et mere direkte udløb i vadehavet, kunne man stange ål fra isen.

Man havde en lyster, monteret på en passende lang stage ca. 4 m. Ude på isen slog man et lille hul med en håndøkse, og gennem dette hul stangede man ned i bunden, hvor ålene lå i dvale let nedgravet i dyndet vinteren over. Det gjaldt så blot om, at finde ålens hvilesteder. Fem til femten cm. dyndlag var det mest givtige, men også i sivene ved vandløbets bredder var der fangstmuligheder. Det var dog ganske fysisk krævende at stange i rørskoven, og ikke helt let at fornemme, når man havde ål på.

De første år jeg dyrkede denne fangstform, var der ingen krav til lysteren, men man blev klar over at for tæt siddende tænder kunne gøre små ål ubodelig skade. Ålene kunne ganske enkelt blive savet midt over. Omkring 1960 blev det påbudt at tænderne på ålelysteren skulle være fjedrende, og have en indbyrdes minimumsafstand på 13 mm.

I strenge vintre var det en fangstmetode, som kunne reducere ålebestanden kraftigt, hvilket også medførte, at den i mange vandløb blev forbudt. Formentlig er der i dag et totalforbud for denne fangstmetode i alt fald i danske ferskvandsløb. I enkelte fjorde må man stadig fiske med lyster. At blusse ål er således tilladt i Lammefjorden så vidt mig bekendt. Tjekket det har jeg ikke.

Mit fisketerritorium var i drengetiden begrænset af cykelafstanden, og de foran beskrevne fiskevande kunne alle nås indenfor en halv time.

Under min skoletid i Ribe gik jeg i klasse med redaktør Lau`s søn Peter. Denne inviterede mig engang på hornfisketur til Hvide Sande. De voksne deltagere var faderen, kørelærer Jacobsen og vistnok bøssemager Beck, en af min farbrors tidligere lærlinge. Vi fangede ikke noget, men de voksne kom hjem med fisk, købt på en kutter, hvilket de hjemme sikkert intet berettede om. Fisketuren sluttede på Nymindegab Kro, hvor man skyllede saltvandet bort med øl i rigelige mængder. Drengene fik en sodavand.

I skolens sommerferie tilbragte jeg nogle år et par uger af ferien i Bække hos min onkel Christian og moster Gudrun. Onkel havde købmandsforretning og en masse børn, 7 i alt. Et par tvillinger Vagn (Basse) og Kaj var lidt ældre end jeg, men jævnaldrene. Vi skulle engang forberede en fisketur sammen med onkel, som bad os grave en masse orm, så vi kunne komme ud at tatte ål om aftenen. Bække ligger på en meget udbredt sandslette og uden hønsegård eller kompost, var det at grave en masse orm lidt af en udfordring for os knægte, men vi lykkedes og fik også lavet en tatte, som er en dobbelt stærk sytråd på et par meter trukket igennem lige så mange meter regnorme. Da det blev aften havde vi tatten klar og onkel drog af sted, men ”glemte” os! Det var surt.

Mælkemandens Gunnar, havde deltaget i forberedelserne og han vidste råd. Vi tog selv på fisketur og fangede en bækørred, som blev det totale fangstresultat ved denne lejlighed, som også var mit første bekendtskab med ørredvand. Hvorfor jeg husker denne begivenhed ved jeg ikke, og dog, jeg syntes virkelig onkel røvrendte os ved denne lejlighed.

En anden begivenhed ved disse ferier i Bække, som jeg også klart erindrer, var min første tur dertil. Jeg skulle med rutebil fra Ribe skifte i Brørup og stå af ved kroen i Bække, som ligger lige modsat købmandsforretningen. Jeg sad i rutebilen og anede ikke noget om afstand mellem Ribe og Bække, ej heller Brørup. Bevidst om min usikkerhed og for genert til at spørge chaufføren fortsatte min tur til Kolding, retur til Ribe, og så lykkedes det i andet forsøg at komme direkte frem til bestemmelsesstedet. Senere gik det fint med at benytte det offentlige transportsystem.

At det ovenfor beskrevne var mit første bekendtskab med ørredvand skyldtes ikke total uvidenhed om, at der også var ørreder i Ribe å. Min farbror Sigurd var ”storfanger” og fangede hvert år sværvægtere i 10 kg. klassen, men hans temperamentsfulde sind gjorde, at jeg var en temmelig stor dreng, før jeg via min mor på mine vegne fik en fisketur aftalt med ham. Dette skete faktisk først omkring det tidspunkt, hvor mejeriet Riberhus, var besluttet nedlagt og ved at blive erstattet af et nyt Riberhus. Det mejeri som også kom til at omfatte leverandørkredsen fra Sdr. Farup mejeri, samt Spandet og Seem. Hvilket skete i 1960-61.

Når dette er ganske vist, er det fordi jeg under fisketuren blev budt på en chokolademad, hvor farbror fortalte, at Søren havde fundet noget kasseret overtrækschokolade ude ved det gamle mejeri. Så selvom sidste anvendelsesdato sikkert har været overskredet, var chokoladen spiselig, så derfor. Turen kan dog udmærket være foregået i ca. 1958, altså før farbror blev livstruende syg og døde som 59årig. Efter en ganske lang og smertefuld sygdomsperiode.

Hvorfor nu denne chokoladesnak. Jo, da nogle af vore leverandører var mere stemte for, at man kom ind under Riberhus, var et af jasidens argumenter herfor, at man på dette, altså gl. Riberhus fremstillede is, hvilket var en kæmpe god forretning. På det nye Riberhus har man ikke fremstillet en eneste is! Argumentet herfor: Det var urentabelt at investere i et nyt produktionsanlæg for is!

Vi skulle ud i Vadehavet og fiske makrel, hvilket makrellen må have vidst og derfor var fortrukket til et sikrere område. Nul fangst. Sidst på turen forsøgte vi med medestang i Vesteråen med samme negative resultat. Dette var min eneste fisketur med farbror Sigurd.

Jagt, som også havde hans meget store interesse, nåede jeg heller aldrig at dyrke sammen med ham. Dog har jeg adskillige gange under morgentræk hørt ham og Hans maler, sidde ovre på indvindingen og fløjte regnspover til sig, men det er noget ganske andet end at være sammen.

I halvtredserne var Mandø overbefolket af harer, og nogle Ribe jægere heriblandt min farbror var på et par årlige jagter derovre. Udbyttet på en sådan weekendjagt kunne være langt over 200 harer. Jeg husker farbror fortalte, han på en sådan jagt havde nedlagt 18 harer, hvilket jeg fandt særdeles imponerende.

Børns leg med tændstikker

Under en fisketur til mosen havde Haise og jeg en ny ledsager, Åge med, Sdr. Farup Vej 24. Åge var søn af Erik Rosenstand, som var søn af ”storbonden” og landstingsmedlemmet Tage Rosenstand. Åge fiskede ikke, som Haise og jeg. Hvorfor han i det hele taget var med, ved jeg ikke. Han tullede rundt for sig selv på østsiden af mosen et godt stykke fra, hvor vi befandt os, nemlig på mosens nordside.

Pludselig hørte vi hans råb ”hjælp det brænder”. Vi kunne da også se røg, så der var ikke tale om nogen overdrivelse. Åge havde i sin kedsomhed tændt bål i græsset, og ilden havde mildest talt fået magten. Halvdelen af mosens østside stod i flammer, og vi kunne intet stille op. Til alt held var der en flok spejdere i en hytte, der lå en halv kilometer fra mosen. Det var yderst sjældent denne hytte var i brug, men til alt held, for os og mosen, var hytten netop i dette øjeblik beboet. Spejderne havde set røgen, og kom os til undsætning med branddaskere, store grangrene de på vejen over til os havde forsynet sig med, og med disse branddaskere lykkedes det os faktisk, uden hjælp fra brandvæsenet, at få ilden under kontrol. Et par dage efter, kunne man dog stadig efterslukke, i det tykke græslag som holdt godt på varmen. Jeg fik aldrig direkte kritik af denne handling, men Haise fik en ordentlig røffel af Åges far, som mente, vi havde handlet uansvarligt, ved at låne Åge en æske tændstikker. Vi har vel været i 10års alderen, Åge var 2 år yngre end os.

Selvom vore forældre nok ikke vidste dette, var det naturligt for os at gå med tændstikker. Både fordi der under fiskeriet var tid til en pibe tobak, og fordi en nystegt aborre over et lille bål ikke var til at kimse af. Back to nature!

Derhjemme havde mine forældre den opfattelse, at tændstikker bestemt ikke var legetøj, hvorfor tændstikdepotet var ovenpå stueuret. Under stueuret stod et lille dækketøjsskab, og når man kravlede op på dette, kunne man sagtens nå disse bortgemte tændstikker.

Den erfaring jeg selv drog af dette, har jeg overfor mine børn anvendt ved at lade tændstikker ligge frit tilgængeligt, og i stedet prøve at lære børnene hvor farlige sådanne uskyldigt udseende små træpinde kan være, belært af, at ilden er en god tjener , men en streng herre.

Nørrevang

Vest for mejeriet ligger en lille ejendom, Nørrevang, Sdr. Farup Vej 60. En lille gård med 39 tdr. land. Her boede Maler (Amalie) og Velle (Wilhelm) sammen med deres to børn, Søster (Anne Kathrine) og Niels. Det var jordens flinkeste mennesker, samtidigt med at det omtrent var vore nærmeste naboer. Der er vel ca. 500 m. mellem mejeriet og Nørrevang. Gården var den jeg under afsnittet ”mælkekørsel” beskrev fik særbehandling.

Det var ikke noget særligt velstående hjem materielt set, men deres menneskelige kvaliteter lå på et meget højt niveau. Søster vil jeg tro var årgang 28, og Niels som i dag er den eneste på gården er årgang 25. Altså begge voksne børn i min barndom. Velle var min Gudfar, og jeg havde sammen med alle mine søskende om ikke min daglige gang der, så i alt fald meget jævnlige besøg på gården.

Når der var pakke til dem med rutebilen fra Ribe, blev pakken afleveret på mejeriet, og så var der nærmest kamp blandt os unger, om at være den, som fik æren af at aflevere pakken på Nørrevang. Som tak for pakkeudbringningen, fik vi altid en belønning, småkager et stykke chokolade eller en skilling.

Således husker jeg engang, jeg som budbringer sammen med Erik leverede en pakke til Niels. Som tak herfor fik jeg en 25øre, hvorpå Niels kiggede lidt på Erik og sagde: Du må vel også hellere få lidt, og gav Erik en tiøre. Erik, som hjemmefra havde lært lidt om pli, sagde ved modtagelsen: Tak, det er næsten alt for meget.”Nå tø`s do det” var svaret. Ja, ja, der er senere gået en del inflation i den slags belønninger.

Pakkernes indhold var som regel medicin til dyrene, reservedele til Niels, som udover at deltage i landbrugsdriften, selvlært fungerede som sognets radioreparatør. Lige såvel som det også var Niels der etablerede og vedligeholdt de elektriske hegn omkring dyrenes græsningsarealer. Den tids radioer, var bygget med rørteknik som grundlag, og krævede langt mere vedligeholdelse end den senere transistorteknik, som Niels ikke tilegnede sig på grund af manglende tid.

I mine helt unge barndomsår var hønseflokken på Nørrevang som oftest fritgående. Flokkens overhoved en stor hvid hane, var på min størrelse! Denne hane tillod ikke besøg af hvem som helst, den vogtede på sine høns og havde min store respekt. Ja, den kunne ligefrem hindre mig i at nå frem til køkkendøren, indenfor hvilken Mahler regerede. Hos hende var jeg meget tryg.

Når man besøgte Nørrevang, gled man ganske naturligt ind i gårdens daglige sysler. Driften var den på denne tid normale vekseldrift. På en del af arealet vekslede man mellem dyrkning af korn, rug, byg, havre og hvede, rodfrugter, sukkerroer, kålrabi og kartofler. Resten var udlagt til græsning samt hø. En enkelt mark kunne dog også være tilsået med lucerne, hvis rødder var i stand til at optage luftens kvælstof gennem planten, man opnåede derved på naturlig vis uden kunstgødning at berige jordens kvælstofindhold til gavn for næste års afgrøde, som så kunne være korn eller rodfrugter.

Denne form for vekseldrift gav ikke så stort udbytte, som nutidens langt mere effektive dyrkningsmetoder, men det var en for miljøet skånsom dyrkningsform, og minder meget om den økologiske form, som nu har vundet en smule udbredelse.

Det var dog også en dyrkningsform som krævede langt større manuel indsats end et nutidigt landbrug.

På Nørrevang var således 2 voksne samt en medhjælp fuldtidsbeskæftiget med mark- og staldarbejde. Hertil kom så Mahler, der forestod husgerningen, men også gav et nap med i marken i spidslastperioder, når høsten skulle i hus. I stalden var der to heste, Bruno og Blanke, et par velnærede Jydske heste. Ca. 10 køer, 6-8 kalve samt 20-40svin.

Mine tidligste erindringer fra gården er fra den tidlige efterkrigsperiode, hvor der kun var sket en meget lav mekanisering. I laden stod en elmotor som var fælles drivkraft for tærskeværk og kværn samt hakkelsesmaskinen. Hakkelsesmaskinen omdannede havre, strå og aks til hakkelse, som var hestenes vigtigste næringsmiddel. Kværnen malede korn til mel, som opblandet med surmælk, som jo var returmælk fra mejeriet, udgjorde hovedbestanddelen i svinenes føde.

Tærskeværket, som er plejlens afløser, skilte kornstrå (halm) fra kerner og avner. Halmen blev anvendt som strøelse ved dyrene, og endte senere på møddingen, hvorfra det så ved møddingens udkørsel vendte tilbage som naturgødning på markerne, hvor møget blev spredt og nedpløjet.

Ajlen (urinen) fra dyrene blev ledt via et afløbssystem til en nedgravet tank. Ajlen blev også anvendt som gødning. Man pumpede fra tanken ajlen op i ajletønden, en cylindrisk trætønde som havde samme længde som en kassevogn, og tønden blev fragtet på en sådan kassevogn mellem gård og nedfældelsessted. På ajletønden sad en stor toldehane med en tilspændingsanordning for en spreder på ca. 2 m. Når man nåede frem til udfældningsstedet åbnede man simpelthen hanen og mens hestene langsomt gik over marken i parallelle spor løb ajlen af sig selv ud. Nutidens gylle er jo således en sammenblanding af møg og ajle. Udbredelse af dette produkt skete i tresserne.

I stalden var der op til ca. 1950 ingen mekanik. Alt foregik manuelt, vandet blev båret ind fra håndpumpen udenfor stalddøren, og malkningen skete med brug af hænderne. Køerne stod på stalden når udetemperaturen var blevet så lav, at græsvæksten var stoppet. Om foråret når temperaturen igen gav vækst, blev køerne drevet ud på græsning og ind på stalden til malkning to gange om dagen, morgen og aften.

At flytte køerne fra mark til stald var et job, som kunne bestrides af en lille dreng. Selvom køerne selv kendte vejen skulle man som kodriver ofte have lidt hjælp i nærheden af gården. Køerne kunne godt lade sig friste af køkkenhaven, med dens varierede indhold af friske grøntsager, så her måtte de voksne give en hjælpende hånd. Sommetider havde man på gårdene nogle trådspærringer som sikrede at køerne blev dirigeret til stalddøren. Inde i stalden kendte den enkelte ko sin plads, og gik normalt uden problemer derhen, men lidt tumult kunne dog opstå. Om vinteren når køerne stod på stalden hele døgnet, blev de fodret med hø og roer.

Roerne blev tilberedt i en roerasper, der normalt stod i skillevæggen mellem roekammer og stald.

Roerasperen var en totrinsmaskine. I første afsnit blev roerne under maskinens rotation befriet for hovedparten af løse partikler, hovedsageligt jord. Under rotationen og rengøringen som forgik over en meter lang tremmecylinder med svag hældning, nåede roerne til andet afsnit, hvor de blev raspet i spiselige smådele. Disse blev opsamlet i en stor fletkurv anbragt under raspen. Når kurven var fyldt var der mad nok for to køer. Man skulle have lidt muller, inden man var i stand til at servere en sådan portion. Men føde roerasperen kunne en syvårsdreng sagtens.

Roekammeret rummede roer til en a to ugers forbrug, og skulle altså jævnligt fyldes op ved tilkørsel fra roekulen. Et frostfrit og naturlig ventileret depot som oftest anlagt nær gården. Var dyrkningsstedet rimelig tæt på gården kunne roekulen være etableret på marken, hvor disse var dyrket.

Malkning af køerne var altså håndarbejde. Man sad på en trebenet skammel ved koens yver og malkede ned i en almindelig galvaniseret gulvspand. Var det en ko med et stort yver kunne det være nødvendigt at malke fra begge sider, men et ungt yver kunne færdigmalkes fra en side. Når spanden var fuld blev mælken gennem malkesien hældt over i mælkespanden. Når denne var fyldt eller malkningen var afsluttet, blev spanden sat til afkøling i mælketruget. Dette var normalt et støbt kar med en kant der ragede små 10cm over terrænniveau, udendørs op mod den ene staldvæg.

Denne køling havde udelukkende til hensigt at sinke bakterievæksten i mælken. Morgenmælken nåede ikke at blive afkølet inden mælkekusken samlede mælken på sin daglige runde.

Markarbejde

For at kunne høste må man forinden tilberede jorden og så afgrøderne. At pløje jorden, var om ikke et manuelt arbejde så i alt fald et manuelt fysisk krævende. Ploven som var enkeltradet blev i pløjemarken trukket af de to heste, Bruno og Blanke. Pløjefurerne skulle være snorlige og helst i samme bredde, for at det færdige resultat var acceptabelt. Man gik i plovfuren bag ploven, som havde to greb til at holde ploven i balance, Når man nåede enden af marken vendte man og gik modsat i en anden plovfure og ved endt pløjning, nåede de to plovfurer hinanden,

Pløjemarken lå så vinteren over, og inden tilsåningen, blev den harvet for at gøre arealet jævnt og jorden ensartet. Sommetider dukkede sten op i vinterens løb. Disse blev fjernet, normalt lagt ud i grøftearealet mellem markerne og senere bortkørt, ofte til et depot ved gården. Herfra blev de anvendt til vedligeholdelse af markveje, fyld ved fundamentsstøbninger eller et nyt gulv i stald eller lade og måske som belægning brosten. Der skulle helst ikke gå noget til spilde. Arbejdsindsatsen derved blev ikke vurderet særligt højt. Den havde man jo ved hånden så at sige, men materialeudgifterne skulle begrænses.

Såningen foregik ved hjælp af såmaskine ligeledes trukket af Bruno og Blanke. Såmaskinen var et kar på hjul. Til karret var der tilsluttet en masse tragte, som nåede terrænniveau. Højden var justerbar, det samme var tragtåbningen så frø/kornstørrelse kunne doseres korrekt. Under såning nåede doseringstragtene et lille stykke ned under jordoverfladen således at de efter såning var nedfældet i nogenlunde korrekt og ensartet dybde. Den sværeste proces under såningen var at foretage en jævn vending, hver gang man nåede enden af marken, og stadig opnå en ensartet tilsåning under denne vending.

Når såningen var tilendebragt og frøene spirede begyndte en ny arbedsproces, renholdelse af jorden omkring de små planter. I efterkrigstiden sprøjtede man sig ikke ud af ukrudtet. Nej det var frem med hakkejernet, hvis det drejede sig om roer, og også radrenseren, som var en slags skuffejern på hjul, trukket af en hest, og efterfulgt af styrmanden tilsvarende den tidligere beskrivelse af pløjning.

Roehakkeren blev også brugt til udtynding af planterne i de enkelte rækker. En arbejdsgang som var meget tidkrævende, og som krævede alles deltagelse, børn som voksne. Mange som i det daglige ikke var beskæftiget ved landbruget tog del i roehakningen. Ofte var det en form for akkordarbejde, som typisk blev aflønnet ud fra en enhedspris pr. række eller pr. 100 favn (180m). Der var dog både en første, anden og tredje gangs hakning, og anden og tredje gang var langt hurtigere en første gang, som jo udover ukrudtsbekæmpelse omfattede udtyndingen.

Op gennem tresserne udviklede man en såmetode, hvor frøene blev sået med en indbyrdes afstand som ikke krævede senere udtynding, hermed var der lavet basis for en ukrudtsbekæmpelse ved hjælp af sprøjtemidler. Dette, sammen med en kraftigere gødskning, var starten på det, vi i dag ser som et alvorligt miljøproblem. Mennesket lærer sig næppe at leve i pagt med naturen mere. Fremskridt!!!

Kornet fik stort set lov at passe sig selv, når først såningen var tilendebragt. Kartofler, som ofte blev dyrket på de lette jorder, skulle derimod lægges, hvilket skete manuelt, og senere hyppes, også manuelt. Man skubber jord op omkring planten, når denne er ca. 10 cm høj. Dette for at undgå, at de ved rødderne nydannede kartofler ikke presser sig op til jordoverfladen. Sker dette imidlertid bliver skrællen og også kødet grønt, og denne grønne farve er ikke sund. Den medfører faktisk at hele kartoflen bliver giftig, og dermed uegnet som føde for både dyr og mennesker.

Vil man have holdbare læggekartofler, er det derimod en god ide at lade kartoflen få den grønne farve. Den virker konserverende og giften overføres ikke til plantens nye knolde. Denne dyrkningsform, som her beskrevet, var langt mere skånsom mod naturen, men gav selvfølgelig ikke det samme udbytte pr. arealenhed, som det vi kender i dag, men den gav en sidegevinst i form af et langt rigere dyreliv, såvel på som i jorden. Vildtet, og især den lidt sarte agerhøne stortrivedes i dette miljø. I alt fald indtil jagtsæsonen satte ind. Gjorde jagten ikke fornødent indgreb i hønsebestanden, kunne en streng vinter gøre det. Men så snart livsbetingelserne er tilstede, forstår de forskellige dyrearter hurtigt at kompensere for vejrligets svingende luner.

Ude i det vestjyske blæser det en del mere, end man kender det i den øvrige del af landet. Når markerne er tilsået, hvilket dengang hovedsageligt skete om foråret, vintersæd var en sjælden foreteelse, var det på et tidspunkt, hvor regnen kun falder i små mængder. Var uheldet, vejrmæssigt ude, således man fik en tørkeperiode og en storm på samme tid, flyttede markerne ind i de små hjem på landet, eller næsten. De lette vestjyske jorder, lod sig beredvilligt transportere tilfældigt omkring af en forårsstorm. Langs vejene lå jorddriver, som vi alle kender snedriver, og hvad værre var, marken som var tilsået med roer var befriet for både jord og frø. Når landmanden efter en sådan omgang havde fået hjembragt sin bortføgne jord, måtte han på ny i gang med såning. Enkelte år måtte en afgrøde på et udsat sted opgives, hvilket jo var lidt af en økonomisk bet.

Høsttiden kom

Høsttiden startede i slutningen af juni med høbjergning. Det fuldt udvoksede græs blev slået, og lå på marken og lufttørredes, om Vorherre ellers var med herpå. Derpå blev høet stakket og senere kørt i magasin. På de fleste gårde, havde man over stalden høloftet. Via en loftlem inde i stalden var det senere enkelt at hente høet ned til dyrenes fodring. Høloftet, var et godt sted for børn at lege. Man kunne men nok uden ejers billigelse udhule et område af høloftet og få sig en hule. Røgfrit område forstås! Man var i disse områder fri for voksne blikke og fik vel her, for manges vedkommende et første indblik i en væsentlig forskel mellem dreng og pige.

Ude på marken stod kornet og modnedes, og omkring starten af august kunne høsten gå i gang. En mark blev forhøstet med le, det vil sige man høstede de ca. 2 yderste meter mod skel. Dette skabte plads for selvbinderen, mejetærskerens forgænger. Selvbinderen som blev trukket af to til fire heste høstede kornet og bandt stråene til kornneg. Disse neg blev af høstmedhjælpere samlet op og skokket. På samme måde som man bygger korthuse, men dog kun i et lag, og med aksene i top. Således opstillet tørrede stråene og kernerne nu, stadig forudsat Vorherre lod det ske, indtil de var klar til at blive kørt i lade. Når dette tog sin start måtte alle på ny give en håndsrækning. Kassevognen skulle læsses, helst så tungt at den var lige ved at kollapse, og det var vigtigt at læsningen skete så der var ligevægt i læsset. Når vognen var læsset blev en stjert lagt øverst, og stjertens ender blev med reb bundet til vognkassen, for at stabilisere læsset. Engang imellem gik det galt på vej hjemad. Hele kornlæsset væltede, og man kunne starte forfra. Virkelig surt!

Når læsset nåede hjem til gården blev det aflæsset enten i laden eller i en hæsse, en halmstak. Her skulle negene igen lægges omhyggeligt. Dette dog vist mest for at udnytte pladsen effektivt. Var høsten overvældende, var der måske ikke plads til alt i laden, og man kunne så tærske en del af høsten umiddelbart. For nogle landmænds vedkommende var man nødt til at tærske omgående. Havde man ikke likviditet til såningen lånte man sig midler, mod pant i høsten. Eller man havde taget et kortfristet lån, som snarest skulle tilbagebetales. Denne metode havde en negativt forstærkende effekt, da det store udbud gav små priser. Dette var livsvilkårene for mange mindre, eller mindre egnede landmænd.

På mejeriet oplevede man jo også landmænd som foretog ”selvregulerende lån”, hvilket kræver lidt oplysning. Min far formidlede udover selve mejeridriften også korn- og foderstofleverance. Bønderne bestilte varen hos min far, og en gang om ugen kørte en af de lokale vognmænd ud med varerne. Varerne var som sagt korn og foderstoffer samt kunstgødning. For den enkelte landmand kunne det være ganske store udskrivninger, men da samme landmand jo på mejeriet havde en indtægt fra sin mælkeleverance, var det jo i princippet en ganske praktisk og lidet omkostningskrævende ordning, man således via far havde formidlet. Far fik i hvert fald en yderst beskeden betaling om noget overhovedet for dette arbejde. Men som sagt nogle landmænd fik minus på mælkesiden og lånte dermed penge af mejeriet. Far var large med kreditgivningen, men der var jo tale om en forretning, som gerne på bundlinien skulle vise et fornuftigt driftresultat, så engang imellem blev bissen skruet på.

Efter kornhøsten stod der stadigvæk uhøstede afgrøder på markene. Kartofler og roer var endnu i vækst indtil slutningen af september og lidt ind i oktober. I denne periode havde landmanden tid til at pløje de tomme stubmarker. Måske var der sået græs i kornet. Da fik stubmarken lov at ligge urørt hen indtil græsset var spiseligt, så blev køerne lukket ind i det nye spisekammer.

Når kartoflerne var gået af vækst og toppene visnet bort, skulle kartoflerne samles op. Igen var det nu brug for flere hænder, end de normalt tilgængelige. Rækkerne blev pløjet op og på alle fire kravlede man og samlede i kurve, som blev tømt i en kartoffelkule, hvor de lå frostfrit og ventileret indtil deres anvendelse i løbet af vinteren.

Roerne blev også høstet manuelt. Først blev toppen fjernet. Ved sukkerroernes høst blev der anvendt en stor kniv i lighed med en kødøkse. Med denne i hånden trak man roen op og huggede toppen af. Denne top blev samlet i en silo og ensileret. Det vil sige konserveret, og ensilagen blev anvendt som foder. Optagningen af kålrabi (kålroer) foregik en smule anderledes, idet man benyttede nærmest et hakkejern, men med bladet bukket modsat og på bladets underside sad to spidse kroge. I en fremadgående bevægelse skar man toppen af, og i den tilbagegående bevægelse trak man ved hjælp af krogene roen op.

Roerne både sukkerroer og kålrabi blev kulet ned, men toppene fra kålrabi blev ikke anvendt som foder. De blev pløjet ned sammen med en gang møg som forinden var fordelt manuelt med greb i et passende lag på marken. For at udnytte møgets gødende virkning bedst muligt, skulle marken helst pløjes omtrent samtidigt med at møgspredningen var tilendebragt.

Derved bevarede man noget af ammoniakkens gødende virkning. Blev møget liggende utildækket på jorden, dunstede ammoniakken op til Vorherre eller næsten, jorden fik i hvert fald ingen gavn heraf. Engang jeg sammen med Haise deltog i møgspredningen, blev vi uenige om noget, som resulterede i at vi startede en møgkamp mod hinanden. Det kunne såmænd ligeså godt have været en sneboldkamp. Den eneste forskel bestod i at kasteskytset var møg. En fuldtræffer i hovedet kunne afslutte kampen! Dette var simpelthen noget møg, medmindre man selv var kasteren.

At gå på jagt i en roemark kunne være en spændende oplevelse, især hvis man havde en velafrettet hund med stand. Min onkel Harald fra Sejstrup, var en fremragende hundeopdrætter, og jeg havde nogle få gange i mine ungdomsår fornøjelsen at være på jagt med ham. Han var hele tiden i kontakt med sin hund og jeg beundrede dette meget. Når hunden fik fært af agerhøns, kunne det ske udenfor jægerens skudhold, men hunden bevarede sin stand, indtil dens herre meldte ”gå” eller ”los”, og så kom hønsene. En flok kunne nemt være på en 12-18 stykker, så der var skudmulighed for alle.

Kortspil på Nørrevang

Jeg var ikke særlig gammel, da jeg var indøvet i en af de mere syndige sysler, nemlig kortspillet. Begge mine forældre spillede whist, og det samme gjorde Haise, som i lange perioder opholdt sig ligesåmeget på mejeriet som hjemme på gården. En af grundene hertil, var nok at de hjemlige sysler, som der var mange af ikke altid behagede herren. Min farmor og faster som jævnligt besøgte os på mejeriet, kunne også nemt lokkes til et slag kort.

På Nørrevang var der Velle og hans bror Anders og i ”nødstilfælde” Niels. Når jeg spurgte Mahler om vi skulle spille kort svarede hun med: ”Ka du spil` skevindsel” nej svarede jeg, og har aldrig fundet ud af hvad spillet gik ud på. Mange timer har jeg tilbragt med kortspil på Nørrevang, ofte i en tremands whist.

Niels lod sig kun nødtvungent friste af et spil kort. Han ville meget hellere sidde på sit kammer, hvor han havde indrettet et ganske pænt værksted, for at han kunne servicere sognets radioudstyr. Udover at have værkstedet på sit værelse delte han også dette med sin onkel Anders. Nu hvor han bor alene på hele gården, bor han stadigvæk på det samme værelse, men laver ikke radioreparationer mere. Niels fik for et par (5) år siden en hjerneblødning, som lammede ham, og var ved at tage livet af ham, og han mistede nogle forbindelsesveje i hjernen, så hukommelsesevnen og koncentrationsevnen svigter lidt. Jeg vil nedlægge den påstand, at Niels, trods nu at have nået en alder af 75 år, aldrig har sovet i en seng udenfor Nørrevang.

De havde faktisk en plejesøn Henning. Hennings forældre, som havde en gård i Okholm, Mandøvej 28, den lille klynge gårde, som ligger umiddelbart før diget ved mandøvejen, døde begge mens Henning var en stor skoledreng, og sognet fik det maget så, at hans plejeforældre blev Velle og Mahler. De tekniske detaljer heromkring kender jeg ikke. Henning var en helt normal ung fyr, som ikke altid faldt helt ind i Nørrevangs døgnrytme. Han tillod sig den uskik at gå til foreningsbal, ja og på ”skoven” eller Puggårdsminde i Ribe, hvor man kunne købe øl og andre alkoholiske drikke. Det var ikke helt i overensstemmelse med god skik og opførsel på Nørrevang. Han brugte en masse penge på unødvendige ting!

Jeg kan ikke huske om Henning på noget tidspunkt havde varigt ophold på Nørrevang, eller han blot kom i weekends. I hvert fald var han flink til at aflægge besøg også med kæreste og senere kone. Jeg mener han døde for en hel del år siden, men ligeledes mener jeg hans efterladte kone Gerda, stadig har kontakt til Nørrevang.

Henning deltog også engang imellem i kortspillet, det var blot det, jeg skulle have med her.

Når jeg måske lidt sarkastisk anførte, at alkoholiske drikkes indtagelse ikke passede ind i Nørrevangs sæder, er det en sandhed med modifikationer.

Velle tog jævnligt til markedspladsen i Ribe, mest for at følge med i priserne på kvæg som blev omsat på dette marked. Sammen med Velle var også Klavdi Bruun, V. Vedsted Byvej 23, formanden på mejeriet i stort set alle de år jeg kan huske. Hans forgænger var vistnok Hennings far. Udover Klavdi var også Hans Pahuus, Sdr. Farup Vej 12, med på markedet i Ribe. Når de tre herrer vendte tilbage til Nørrevang efter en sådan tur, diskede Mahler op med vandpunch, en drik bestående af kogende vand, sukker og brændevin. Mens man drak denne punch eller to, fik man drøftet, hvad der havde været, at opleve på markedet, og så kunne man jo meget praktisk klare hele verdenssituationen samtidigt!

Kom man som tilfældigt besøgende på Nørrevang, blev man altid gæstfrit modtaget og beværtet. Ofte blev man budt et lille glas kirsebærvin eller noget tilsvarende sødt. Nytårsaften, hvor man gik rundt og ønskede godt nytår, blev vi som børn i 10 års alderen også budt på et glas vin. Var det et almindeligt gæstebud man deltog i, blev det store sønderjydske kaffebord serveret. Det kunne være boller med smør og sommetider pålæg, skærekage, kikskage, kringle, æblekage, lagkage og min. 5 slags småkager. Småkager som ”rutebiler”, ”knepkager”?, fedtekager, ingenting, kyskager, vanillekranse, jødekager og brunkager var blandt de almindelige. Altid hjemmebagte og velsmagende. De der knepkager var en slags finskbrød i dobbelt størrelse, hvor det øverste lag sukker/nøddedrys var erstattet af en gang æggesmørelse.

Kom jeg i mine ungdomsår tilfældigt omkring Nørrevang, var oplevelsen den samme store gæstfrihed. Sommetider kunne det nærmest være besværligt at komme derfra. Især, hvis man kom kørende i bil. Både Niels og Velle hagede sig til hver sin bildør, når man var i færd med at køre derfra. Der var lige et par sidste bemærkninger, man skulle have med, eller man havde måske ikke selv fået fortalt alt hvad man vidste, hvilket jo som oftest var rigtigt nok, men alt var dog heller ikke tiltænkt dem. Fik man langt om længe dørene lukket, var man nødt til at åbne vinduet for at afslutte snakken.

Nyhedsformidlingen blev ikke kun overladt de offentlige medier i dette lille samfund. Mund til mund metoden blev i allerhøjeste grad anvendt, og den omstændighed at Nørrevang var et meget gæstfrit sted, gjorde også, at det var stedet, hvor der var meget lokalnyt at hente. Nogen kalder dette sladder, men det er på godt og ondt en sådan information pågår.

Nytårsaften

Årets sidste dag var lidt af en begivenhed i min barndom. Haise og jeg m. fl. planlagde lang tid i forvejen, hvem der skulle generes, og hvad der skulle foretages af indkøb, tingester med stor lydeffekt var at foretrække. Senere i opvæksten lærte vi os at lave sortkrudt, hvilket ikke var så spændende, men da vi også fik lært at lave sølvkrudt, viste der sig pludselig nogle helt nye muligheder, hvor kun fantasien satte grænser, lidt omtanke blev der dog også krydret med.

De allerførste nytårsaftner jeg husker var under ledsagelse af far, som også elskede et godt knald. I brugsen kunne man købe små og lidt større kinesere, lynkinesere til 10øre og de lidt større kostede et par ører mere. Derudover var der kanonslag, små, mellem og store blå. Ja så var der jo også hundepropper og knaldperler (pigeskyts).

Skulle man have noget lidt mere specielt, måtte man ind til cigarhandler Schmidt på Støcklers plads. Han var leveringsdygtig i sejlgarnsbomber, samt selvfølgelig også alt det andet stads. En sejlgarnsbombe kostede over en krone, så dem blev der ikke købt mange af, selv om vi gennem måneder havde sparet lommepenge til denne årets største aften.

Når man planlagde sin runde, var der steder man undgik, dels på grund af beboernes manglende gæstfrihed, dels på grund af, at man kun vanskeligt kunne komme til at løbe med ting. Endelig kunne der være steder så afsides liggende, at tiden ikke rakte til disses opmærksomhed. På turen rundt som startede omkring mørkets frembrud, blev åbninger i gårdene undersøgt som det første. Derpå skød man lidt til ære for beboerne, og havde man vurderet stedets gæstfrihed korrekt blev man lukket ind og beværtet med småkager, vin (Kijaffa) eller sodavand, imens så man sig lidt omkring og var der noget, som man med fordel kunne fjerne blev dette planlagt i smug. Kaffekande eller kedel. Det var jo næsten uskyldigt, men en slags løjer, som de efterfølgende par dage skulle sinke eller besværliggøre hverdagen for dets brugere.

Den lidt beregnende type, forventede måske endda at blive tilbudt findeløn, for at tilvejebringe de forsvundne effekter. Ude i stalden var møgbøren det absolut mest eftertragtede objekt, men ditto greb var heller ikke dårlig at få tag i. Mange gårde havde das på dette tidspunkt. Ja, der var såmænd steder, hvor man forrettede sin nødtørft, samme sted som dyrene. Havde stedet das, og man kunne få beholderen hejst op i flagstangen var succesen helt i top! Ak ja.

Havelåger blev fjernet, dørmåtter/-riste ligeså. På turen rundt løb man altid ind i andre grupper, hvor man så drøftede aftenens resultat og sommetider fandt på fælles tiltag. Skete dette kunne en hel vognpark skifte opholdssted i løbet af en nytårsaften. Så var der rigelig lokalnyt de kommende dage, hvem har gjort dette. Ja mon ikke. Prøv og spørg enten … eller….

Da vi som sagt fik lært at lave aluminiumskrudt, skete der ting og sager. Der blev eksperimenteret med knaldeffekt og emballage. Rørbomber kom dog aldrig på programmet. Ingredienserne til krudtet, aluminiumspulver salpeter og kaliumklorat kunne man frit købe hos materialisten i Ribe. Lunten var den professionelle lunte som vi (jeg) hos isenkræmmer Michelsen købte i længder af 50m. Det var en meget stabil lunte som brændte en cm/sek., så vi havde styr på sikkerhedstiden fra antændelse til eksplosion.

Fabrikationen foregik altid på mejeriet. Vi havde ”montørkammeret”. Et gæsteværelse som blev benyttet af overnattende montører, som var midlertidigt beskæftiget med reparation eller udvidelse. Dette værelse blev også benyttet som depot. Således havde far altid sin bisukker stående der i 100kg. Sække. Men rummet blev nu omdøbt til ”krudtkammeret”, et sted hvor Haise og jeg har tilbragt ganske mange timer med at kreere tingester med knaldeffekt.

Mejeriet leverede således, uden dets viden forstås, ganske mange flødeflasker 1 og 2 dl, til formålet. Mor tømte jævnligt en krydderidåse, som nu blev anvendt i krudtkammeret til ”bordbombe”, og på skydebanen fandt vi brugte riffelpatronhylste, som kunne bruges til ”dybvandsbomber”, ved det at de kunne lukkes tæt omkring tændlunten og forseglingen skete med en klat lim. Lunten var forseglet med en slags beg, hvilket gjorde, at den virkede under alle vejrforhold, og altså også kunne benyttes under vand.

Engang havde vi således fabrikeret en speciel bordbombe til Puggårds. Hans Puggård boede med sin familie nede i Sdr. Farup på en gård som ligger lige i svinget op mod engene, ved siden af digterhuset og overfor Haises hjem. Se Præstevej 4. Stuehus og staldbygning var sammenbygget. Mellemrummet mellem de to bygninger var en dyb smal gang eller entre. Her kunne man komme ind fra gaden eller i gangens modsatte ende gå imellem de to bygningsafsnit. Midt i gangen stod en kommode og på denne kunne vi sagtens upåagtet anbringe vores bordbombe uden beboerne opdagede noget. Normalt afskød vi det første nytårsskyts udenfor gangdøren. Så vidste vi, Hans med et nysgerrigt udtryk i ansigtet dukkede frem og nærmest opfordrede os til også at fyre skyts af inde i gangen, mens han selv stod og lurede ved køkkendøren.

Året med bordbomben skulle det dog gå anderledes. Ingen indledende skudmanøvrer udendørs. Ind i entreen og anbringe bordbomben upåagtet på kommoden og afvente reaktionen. Alt gik planmæssigt så langt, men vi kom ikke indenfor og blev ikke beværtet med Grethes hjemmelavede frugtvin. Kommoden var flækket, og på begge langsider i gangen, var pudset slået af vægoverfladen, så den ellers normalt hyggelige stemning udeblev det år. I øvrigt det sidste år, hvor vi stadig syntes det var skægt at lave den slags, som dog var ved at blive fortrængt af interessen til at søge sig et damebekendtskab på denne årets sidste aften.

Jeg havde dog øvet mig lidt de foregående år. En af sognets sønner havde mange år tidligere giftet sig med en ditto datter. Erik Tygesen, Yder Bjerrumvej 6 og Johanne Truelsen, Sdr. Farup Vej 42. Familien var flyttet til Næstved, hvor Erik var skoleinspektør. Familien var altid på besøg i julen og datteren Bente og jeg havde et godt øje til hinanden. Hun gik gennem flere år rundt med os nytårsaften, og hun blev således min første og virkelig hede forelskelse.

Fremstilling af krudtet foregik altså altid i krudtkammeret på mejeriet. Krudtlageret var et stort syltetøjsglas, som ikke stod frit fremme, men gemt i kramkisten. En rejsekuffert for store stærke mænd, har måske været benyttet af far i hans unge dage. Jeg ved det ikke men den tjente nu sine dage, som opbevaringssted, for ting man ikke dagligt havde brug for.

Om det nu var på grund af vores krudtfremstilling, eller det var en reaktion i tiden ved jeg ikke, men der skete en del personskader på grund af uagtsomhed med dette sprængfarlige og ofte høreskadelarmende stads. Der kom simpelthen et forbud både mod salg af grundmaterialet kaliumklorat og senere forbud mod køb/anvendelse af fyrværkeri med knaldeffekt.

Vi havde besvær med at skaffe kaliumklorat. I første omgang reddede jeg mig en lille ekstra ration gennem min søster Birtha, som på dette tidspunkt var nået til 1.g, og på dette alderstrin havde lidt kontakt med en vis Niels Ockens i 2.g. Niels var en ivrig amatørfotograf, og jeg klagede min nød til ham, omkring problemet med at skaffe dette meget nødvendige kaliumklorat. Til sine fotografiske processer, anvendte Niels en del kemikalier, hvorfor det var meget naturligt, han også havde brug for dette kaliumklorat. Vel nok som følge af hans interesse for Birtha, udviste han således stor ihærdighed, for at overbevise apotekeren om, at stoffet skulle anvendes i den fotokemiske proces, og ikke til noget så latterligt som fremstilling af fyrværkeri. Jeg fik således mit stof.

En søndag middagsstund havde min lillebror Erik og Haise af den dag i dag ukendte årsager forgrebet sig på vort krudtdepot. Transporteret dette hen til Haise, hvor de skulle et eller andet med det. Haises mor Tinne ringer til mejeriet, og jeg er nærmest telefonen og løfter røret. En meget uligevægtig Tinne spørger efter en af mine forældre fordi: ”æ drenge har lavet gal`streger”, hvilket ikke var nogen overdrivelse.

Vort dyrebare krudt havde de, stående ude i gården lavet en lille forbrændingstest på. Noget vi altid gjorde, når vi blandede en portion. Når man antændte krudtet skulle det brænde i et nu, hvis ikke måtte man ændre lidt på blandingen, på slump forstås. Forbrændingstesten var foregået ved at Haise med en neglefil havde dyppet spidsen ned i krudtet, og Erik antændte. Prøveresultatet var åbenbart usikkert. I hvert fald blev den gentaget, men anden gang behøvede Erik ingen tændstikker, med den næsten glødende neglefil nede i krudtet gik det helt af sig selv, og efter at Tinne havde talt med en af mine forældre kom begge på skadestuen på Ribe sygehus.

Erik slap billigt med to stykker glasskår i brystet. Det ene stykke knækkede hans ene kraveben. Eriks største bekymring ved denne lejlighed var, hvad mor ville sige til hans hvide ødelagte søndagsskjorte. Med Haise gik det noget værre. Han stod med syltetøjsglasset i hånden da lortet futtede af og ud over hånden fik hans ædlere dele fra navlen og ned til der, hvor benene skilles et sandt glasbombardement. På sygehuset brugte lægerne adskillige timer på at rense ham for fragmenter. Ca et år senere var han indlagt på ny i påsken for at få de oversete ca 25 stykker fjernet. To af hans fingre fik varige men. Underkroppen fungerede vistnok udmærket. I alt fald har han påtaget sig faderskabet til med sikkerhed 2 døtre. Vi stoppede med vore fyrværkerieksperimenter!

Jordfordeling

Jorden omkring Sdr. Farup og V. Vedsted var som landbrugsjord af megen forskellig beskaffenhed. Der var lette jorder omkring gårdene og mere fede ud mod havet. Mod øst var der plantet en del plantager i den lette jord. Resten var hede og udover mosen øst for Sdr. Farup var der et langt større moseområde, Bjørnkær mose ude ved Egebæk, hvor også Sindssygehospitalet lå. Bygningerne til dette hospital var den gamle grænsestation for tog mellem Danmark og Tyskland, altså indtil Genforeningen i 1920. Jordlodderne var opdelt i mange smålodder således, at en almindelig gård havde et jordtilhørende, som omfattede eng, agre hede og måske lidt granskov og mose. Endelig må man også nævne den smule forland, som lå udenfor diget kunne være et tilhørende markstykke for engen bag diget, eller det kunne være et selvstændigt areal.

Da mekaniseringen satte ind i starten af halvtredserne viste det sig upraktisk med alle disse smålodder, og man blev således enige om at lave en jordfordeling, med det sigte at få de enkelte marker gjort større. Princippet var enkelt, hvis du får min jord, som ligger ude ved siden af din, får jeg til gengæld din jord, som ligger her ved siden af min. Meget enkelt ja, men det var sandelig svært at overbevise modparten om, at den jord man afgav var bedre, end den man som modydelse modtog. Alle var i besiddelse af den bedste jord. Man havde oprettet et jordfordelingsudvalg, som fastlagde principperne for værdiansættelsen af de udvekslede jordlodder, men nogen nem proces var det ikke, at opnå både retfærdighed og tilfredshed på alle fronter.

For at komme frem til de forskellige marker var der anlagt markveje. Mange af disse var privatejede: Vejretten til at kunne køre på disse markveje kunne være opnået gennem mange års anvendelse. Men det var et forhold som indimellem gav stridigheder, med det resultat, at nogle så absolut ikke kunne komme den nærmeste vej til sine marker. Ved den omtalte jordfordeling blev nogle af disse markveje overflødige og nye måtte eventuelt anlægges. Mere strid. Velle var i denne sammenhæng en særdeles ubøjelig herre, og skabte sig derved flere fjender end venner. Til hans ros, må dog siges at vedligeholdelsen af Velles private vejsystem hørte til det ypperste i sognet.

Sommer. Turister. Feriekoloni.

Når sommeren holdt sit indtog, ændrede sognet karakter. Den gamle Efterskole i V. Vedsted, fungerede ikke som efterskole. Det gamle forstanderpar, hr. og fru Kjems fik tiden til at gå med diverse sysler. Således havde Kjems en lille minkfarm, V. Vedsted Vej 52, som lå ude i plantagen på vejen mod Egebæk. Ved siden af sønnen Frodes bjælkehytte, V. Vedsted vej 48, fra hvilken han drev sit eget arkitektfirma. Minkfarmen hjalp Johan Beck, Sdr. Kirkevej 1, med at passe. Samtidigt var Johan fyrbøder på mejeriet. Under krigen og efter, blev der fyret med trærødder og senere også med halm, indtil man igen kunne få stenkul. Alle disse brændselsformer krævede jævnlig input i fyret, og indtil slutningen af fyrrene, var Johan fyrbøder. Da man fik oliefyr, blev han medhjælp i mejeriet, hvor han først og fremmest forestod mælkeudvejningen. Udover dette job passede han altså minkene for Kjems. I et udhus i efterskolen havde man installeret en kødkværn, og her blev foderet forarbejdet til minkføde. Det var hovedsageligt fisk man kværnede, hvilling, kuller og småtorsk. Jeg gav indimellem Johan et nap med dette arbejde, og cyklede sammen med ham ud og fodrede minkene.

Når sommertiden kom, fungerede den gamle efterskole som feriekoloni. Kommuneskoler fra Århus, Odense og København benyttede stedet som feriekoloni. Denne aktivitet smittede af på sognets hverdag. På mejeriet var det næsten en belastning, når man fik besøg af disse skolebørn, men far gav dem altid en rundvisning, og dermed et indblik i mælkens vandring fra spand til flaske eller smør.

Børnene var også under deres besøg ude på et par gårde, hvor de fik indblik i hvorledes mælken dannet fra foder via ko til spand. Til gengæld for modtagelsen på mejeriet, blev vi som en fast tradition inviteret til skoleklassernes afskedsaften på efterskolen. Der blev sunget, fremført sketches, og man sluttede med gul budding og sommerdrik.

Efterskolen havde også et samarbejde med skolen. Således spillede vi jævnligt fodboldkampe med disse forskellige skolegrupper. Nogle var på koloni en uge, mens andre var der i to uger. Gennem et to ugers ophold, kunne der sagtens opstå amourøse forbindelser mellem sognets unge og kolonisterne. Nogle af børnene kom over flere år på dette koloniophold. Det var vel også en måde at beskæftige bybørn, som ikke havde noget rigtigt at tage sig til i den lange sommerferie. Hvilket var ukendt fos os der blev født og havde vor opvækst på landet i denne periode.

Mange år senere i ca. 1961 fik efterskolen en renæssance, som rigtig efterskole på ny. Det var dog ikke med Kjems som forstander. Han var for længst død og hans kone Anne pensioneret. Det nye forstanderpar var La Cour Madsen, Skoleallé 1. Han formåede faktisk, at få en stor gruppe af sognets mere velstillede borgere til at give en håndsrækning, med istandsættelse af de noget forsømte skolebygninger.

Som elektrikerlærling tog jeg også del i istandsættelsen, og registrerede gennem mit arbejde på skolen, adskillige koner, som hjemme altid havde en maler til den form for istandsættelse, hvor de nu selv svingede malerpenslen. Ganske tankevækkende! Manipulation eller mild overtalelse?

Før Johan var der faktisk en anden på mejeriet. Hans Mandø om han var mejerist ved jeg ikke, men jeg erindrer svagt, at han havde nogle bævere i bure, som stod opstillet i forbindelse med den lille bæk som løber fra Bjørnkjær mose gennem V. Vedsted til udløbet i Vadehavet.

Ja, der var faktisk også Kristian Smidt, Vester Bjergvej 3. Han var under krigen kommet for skade at træde på en landmine ude i vadehavet, og minen havde forårsaget, at han gik med træben. Det var spændende, at få ham til at vise os nysgerrige børn dette kunstværk, som med nogle remme var spændt fast til låret. Knæet var det originale. Jeg husker ham kun som afløser i mejeriet, og han har vel qua sit handicap fået en form for pension, men næppe meget.

Oppe ved Okholm badede vi i denne bæk om sommeren. Jeg kan huske på et tidspunkt Ole fik lavet en gummibåd af en gl. slange fra et lastvognshjul. Slangen blev beklædt med lærred, som han malede indtil lærredet var blevet vandtæt. En cirkelrund gummibåd har en vis tendens til at overføre sin facon til sejlretningen. En målrettet sejlads med dette fartøj var ikke nem.

Et ældre søskendepar fra Ribe, hr. og frk. Simonsen cyklede dagligt til mandøvejen for at bade. Når de på deres cykeltur passerede os børn, hilste de altid. Simonsen med både ringeklokke og løftet hånd.

Nede i V. Vedsted på vejen mod Okholm lå refugiet, Mandøvej 10, lige før, man var på højde med kirken. I dette hus boede sognets eneste faste turistpar/sommergæster. De kom fra København, vist nok et præstepar med en form for tilknytning til sognet, noget særligt kan jeg ikke huske om disse mennesker, men de kom jævnligt og gjorde deres indkøb i mejeriet. Måske havde de ikke fået fortalt, man blot kunne stille en flaske eller en spand med en lille bestillingsseddel ud til vejen, så blev varen leveret af mælkekusken. Måske kendte de fidusen og blot gerne selv ville gøre indkøbene og samtidigt indsnuse atmosfæren i mejeriet.

Far havde i øvrigt i kælderen sit helt private osteudsalg. Han købte selv ostene på nærliggende ostemejerier og lagrede osten, så alle kunne få den styrke der passede smagsløgene bedst. Far kendte folks smag, mente han i hvert fald. Således foretog han ved juletid en lille udvidelse af varesortimentet, fra kun at omfatte skæreoste, blev der suppleret med podede oste, danablu eller gorgonzola. Når folk sendte deres sædvanlige bestillingsseddel med mælkekusken, fik de så ikke blot det sædvanlige, men også en humpel specialost, hvilket ikke faldt i alles smag, men den slags talte man ikke om på landet, i alt fald ikke direkte, så det forblev på denne måde.

Kom folk selv og foretog ostekøbet, var der smagsprøver til alle. Det var yderst sjældent at man betalte kontant. Købet blev noteret i en lille kassebog, og mellemværendet blev, når det drejede sig om mælkeleverandører, afregnet via den månedlige opgørelse. Mejeriets øvrige kunder fik ligeledes en månedlig opgørelse. Der var dog undtagelser.

Mindre kreditværdige (skønnet, hvorvidt man var kreditværdig eller ej, lå hos far) måtte betale kontant. Dette forhindrede ikke, at man kunne få varen leveret med mælkekusken. Man skulle blot lægge aftalte penge i flaske eller mælkespand, så blev varen leveret. Selv flødeskum, som man også dagligt piskede på mejeriet, kunne købes på denne måde.

Piskning af flødeskum, var et anliggende for mindreårige, især op til højtider, som jul, påske og pinse, ja også på søndage, blev der pisket flere portioner. Flødepiskeren var en lille elmotor anbragt i piskerens bund. Over motoren var et rum til is for køling af piskefløden. Ovenpå dette rum blev flødebeholderen fastspændt. I denne beholder sad en rørevinge lejret midt i beholderen og koblet til elmotoren. Når fløden, ca. 7 l., blev hældt i beholderen startede processen, og man skulle nu holde øje med fløden, passe på, at det ikke endte med smør. Hele flødepiskerarrangementet, som i sin opbygning i princippet var at sammenligne med en Nilfisk støvsuger, stod på et bord, og lille Poul måtte enten kravle op på bordet for at kunne følge processen, eller stå på en skammel, så han derfra kunne kigge ovenfra og ned i flødebeholderen.

Piskefløden, var den foregående dag taget fra til formålet, men indimellem hændte det at den forberedte fløde slap op, og man måtte så forsøge at piske flødeskum af den netop pasteuriserede fløde, hvilket var langt vanskeligere. I øvrigt kan jeg ikke huske om flødepiskeren blæste luft op gennem fløden, eller om det blot var op gennem isen, man blæste luft for derved at køle fløden under piskningen.

Isen fremstillede man i blokke. Hertil havde man nogle kobberkar ca 10 x 10 x 80cm, som vandfyldte blev hængt ned i brinemediet (en kuldeblanding), som blev brugt primært til nedkøling af flødetanken, men som også var kølemediet i fru Laursens dybfryser og køleskab samt for mejeriets kølelager. Når sådan en isblok skulle knuses til iskrystaller, blev den puttet i en isknuser. Dette var en kraftig aksel med påsvejste krumme tænder. Det hele anbragt i en metalkasse med input foroven og output i bunden, som var hævet så højt over gulvet, at ”rugbrødsmotoren” havde en passende arbejdshøjde. Man stillede så en almindelig 10liters mejerispand (rustfrit stål) under outputtet og opsamlede der den knuste is.

Den producerede is var ikke kun til eget brug, således kom Tyge ude fra kammerslusen, Yder Bjerrumvej 6, hver søndag i sommertiden cyklende efter en blok is, som han puttede i en jutesæk, og ved hjemkomst til kammerslusen brugte isen til køling af dagens forhåbentlig gode omsætning af ispinde som han solgte til det sejlende folk fra Ribe. Man havde på dette tidspunkt ikke elektricitet indlagt på Kammerslusen, som altså ikke er slusen, men restaurationen, der ligger umiddelbart slusen på åens sydside. Bageren i V. Vedsted fik også isblokke, når han ved festlige lejligheder havde en isbod opstillet, og endelig fik Bjerre, som havde mælkeudsalget i Egebæk sådanne isblokke.

Familien

Min farfar Laurits Laursen har jeg aldrig kendt. Han døde i 1935 af kræft. Han var mejeribestyrer på Sdr. Farup mejeri fra 1902. Engang i 1969 døde faster Agnes også af kræft. Vi arvede en del møbler fra hendes og farmors hjem i Nygade i Ribe. I det gamle skrivebord fra dette hjem fandt jeg et brev skrevet af farfar til farmor. Heri skriver farfar at han har været på to-tre mejerier for at søge job som mejeribestyrer. Det jobtilbud han finder mest attraktivt, er i Sdr. Farup. Han omtaler i brevet, at lønnen er 985kr. om året, hvilket han finder ganske udmærket til trods for, at han ud af denne løn også skal aflønne en mejerske, altså en kvindelig medhjælp til smørfremstillingen. Der hører jo fri bolig med til jobbet. Endvidere er der også fri anvendelse af mejeriets produkter, i alt fald mælk og fløde. I mit barndomshjem gjaldt tilsvarende, men smørret blev der betalt for.

Mormor, Dorthea Petrine (Søes) husker jeg heller intet til. Hun døde omkring det tidspunkt hvor Lise gjorde sin entre i søskendeflokken. Derimod husker jeg morfar, Johan Ludvig Voss, som en sjælden gæst i hjemmet. Det jeg husker, er en ældre strunk herre, som vi børn gik udenom med stor respekt. Der var ligesom en aura af noget utilnærmeligt omkring ham. Jeg husker ham kun siddende i den pæne stue, som oftest fordybet i en bog. Det er nok et noget forkert indtryk, jeg i min barndomserindring har af denne herre, som i virkeligheden var en snild og virksom natur. Under krigen dyrkede han således tobak, som han både dyrkede, lagrede og tilberedte til såvel pibetobak som til cigarer, som han også selv tilvirkede.

Ligeledes forærede han engang mor en stor ”moseskurv”, som han selv havde flettet i halm. Denne kurv har jeg benyttet mange gange, når en af naboerne skulle have en kurv nedfaldsfrugt. Af hans øvrige kvaliteter kan jeg henvise til en lille skildring Erik har begået omkring mors familie, vistnok på foranledning af Christa. Dog mener jeg også, han på et tidspunkt beskæftigede sig med bogbinderteknikken.

Engang i mine meget unge år fyldte han 75 år. Ved denne anledning samledes hele familien på Midtgård i Sejstrup, hvor han boede sammen med sin mellemste datter Sigrid og hendes familie onkel Harald og parrets eneste datter Elly. Det var en sommerfest, og hele familien blev fotograferet i haven.

Så har jeg et langt klarere billede af farmor, Marie (Krogh). Hun var et usædvanligt godt menneske og børnevenlig. Kom, mens hun var alene, ofte på mejeriet, og gik lidt til hånde i hverdagen. Således husker jeg hun hjalp med bærplukning, ribs, solbær og stikkelsbær. Siddende på en køkkentaburet plukkede hun løs, mens hun samtidigt var barnepige. Når hun overnattede hos os, boede hun i gæsteværelset, om der var håndvask på dette værelse husker jeg ikke, men derimod husker jeg hende om morgenen i natkjole stående foran spejlet og ordne sit hår, som jeg aldrig så anderledes end som et næsten sort topdække afsluttet med en knude i nakken. Om morgenen var hele herligheden frithængende, og nåede cirka dertil, hvor nogle påstår ryggen bliver uartig, andre finder området spændende.

Det bedste jeg vidste, var at få farmor til at læse et eventyr. Hun havde en ganske dyb stemme og når hun læste Den lille Rødhætte og ulven eller De tre Bukkebruse, var der fuld koncentration på tilhørerpladserne. Kort ville hun også meget gerne spille, når jeg i en lidt ældre alder besøgte hende i Ribe hændte det hun havde sine spilledamer på besøg. Den eneste, jeg husker af disse, var fru Ernebjerg. Enke efter V. Vedsted skoles tidligere lærer. En fru Thomsen var dog også iblandt, men hende kan jeg ikke placere. De spillede ofte uden penge, i stedet benyttede de jetons, æsken med indhold beror i dag hos mig, lidt medtaget af tidens tand, men indholdet nogenlunde intakt.

Hvis ikke jeg havde lyst til at være tilskuer til damernes spil, opfordrede hun mig til at gå i Backhaus have, som lå nogle få hundrede meter længere fremme i gaden. Haven var offentlig, og havde et springvand med en lille kugle dansende på vandstrålen. Desuden var der abebure og nogle flotte påfugle, som indimellem gik frit blandt publikum.

Sommetider gik jeg også ud i værkstedet, hvor farbror Sigurd med sine lærlinge, varetog vedligeholdelsen af egnens skydevåben, idet han var bøssemager. Alt muligt finmekanik i øvrigt kunne man også reparere derude. Nøgler, låse, kasseapparater, slibning af knive, køkken- og haveredskaber gik også an.

Ovenover farmors bolig boede hr. og fru Tarp, som jeg også jævnligt aflagde besøg. Var farmor alene, når jeg kom på besøg, gav hun mig ofte sin pengepung og bad mig gå hen til bageren efter en stang wienerbrød til kaffen. Ved kaffetid dukkede farbror Sigurd op, altid iført en blå kedeldragt med en kraftig livrem. Efter kaffen tændte han sin pibe, som også var en kraftig halvkrum sag. Under hans besøg fortalte han lidt om dagens hændelser, og han var en meget god fortæller, men jeg havde en vældig respekt for hans temperament.

Faster Agnes, som boede i Esbjerg, hvor hun var bogholder i Kjærs Papirforsyning, var single, og flyttede i slutningen af halvtredserne til Ribe, blev bogholder hos I. C. Nielsen, som på dette tidspunkt var byens borgmester. Hun boede sammen med Farmor og overtog efter Farmors død i 1961 huset. Da farbror Sigurd et år senere end Farmor også dør, bliver det lille værksted lejet ud til en af farbrors tidligere lærlinge, Laust Laustsen. Tante Lilly drev selv butikken med jagt- og fiskeriudstyr, (hun var startet med dette hverv under farbrors langvarige sygdom). Faster hjalp hende de første år med regnskabet, men deres samarbejde begyndte at knirke. Jeg tror faster syntes, tante Lilly var lidt for dygtig som forretningsdrivende, men det er ren hypotese fra min side.

Faster dør i 1969, og far arver hele hytten, og ønsker blot at afhænde den, hvilket sker til Laust, med bistand af dennes far, Niels Laustsen, som på daværende tidspunkt er gårdejer i Ø. Vedsted, og en tidligere leverandør til Sdr. Farup mejeri. Salgspris for bygning indeholdende 2 lejligheder samt butik og værksted under kr. 100.000-! Røverkøb! Og salget sker vel at mærke først, da en klausul farbror har fået ind i sin lejekontrakt overfor Farmor omkring tidshorisonten for lejemålet er udløbet.(1972?)

At der ikke eksisterede et begreb, som ferie på mejeriet, er ikke helt korrekt. Mens vi endnu havde den lille Ford, var hele familien engang efter krigen en tur i Brønderslev. Kun en vag erindring har jeg om denne tur, som selvfølgelig gjaldt et besøg hos moster Bette (Elisabeth) og onkel Aage, samt vore kusiner, Ditte (Edith) og Lis. Anledningen har jeg heller ingen anelse om, men turen var ganske vist, og sikkert ikke nogen helt problemfri tur, med to voksne og fire børn i den lille bil.

En anden lignende tur husker jeg også, men ikke anledningen. Imidlertid skulle mine forældre et eller andet, og vi blev undervejs sat af i bække, hos moster Gudrun og onkel Christian, som åbenbart havde påtaget sig pasningen af os fire børn sammen med deres egne syv. Det er heller ikke noget, der står klart i min erindring, men jeg har senere hørt min far beklage sig lidt over, at det blev ham en noget dyr børnepasning. Onkel Christian havde på snedig vis fundet ud af, at vi kunne lide negerkys, og vi levede vist stort set af negerkys den dag, sammen med vore fætre og kusiner. Da vi igen blev afhentet af mine forældre, fik far lov at betale regningen for vor umådeholdne smovsning i negerboller, hvilket han ikke fandt helt retfærdigt. Onkel var en dygtig købmand!

I Jerne ved Esbjerg boede min moster Anna og onkel Olfert, sammen med deres tre børn Aage, Kurt og Ulla. Et enkelt besøg hos dem husker jeg også. Sikkert Åges konfirmation: Hele familien emigrerede til Canada i starten af halvtredserne, så det kan meget godt passe med Åges konfirmation. Vi havde ikke selv bil på dette tidspunkt, så det var vores lokale lillebilchauffør, Emil, Ulvehøjvej 7, der forestod transporten. Samme Emil kørte familien til Ribe et par gange om året.

Den 6. maj på Farmors fødselsdag, samt dagen hvor der skulle købes julegaver. På denne indkøbsdag, havde vi base hos Farmor, som trakterede med såvel kaffe som aftensmad. På disse ture blev Emil i Ribe, mens vi fik forrettet vore ærinder, og han blev såmænd beværtet hos Farmor, på lige fod med os andre, og så gik han vel på besøg hos sine bekendte i byen. Da Faster flyttede sammen med Farmor, fik hun også vort besøg på sin fødselsdag (4. nov.), men da tror jeg, familien var blevet uafhængig af Emil.

Efter anmodning fra Bjarne Sørensen, har jeg forsøgt at lave en navneliste over personer som har haft tilknytning til Sdr. Farup mejeri i perioden beskrevet i min beretning ” Født på landet”

Mælkekuske:

• Lund Hansen, Sdr. Farup Vej 17 (at han også hed Hans Peder vidste jeg ikke, har faktisk spurgt ham om ikke han hed andet end Lund Hansen, men han svarede mig ikke).
• Andreas Bondesen, Yder Bjerrumvej 6.
• Uffe Hansen, Øster Vedsted.
• Søren Madsen, Sdr. Farup Hedevej 3 (Mellemnavnet Hansen er også nyt for mig)
• Aage Pedersen, Tørvevej 2.
• Marius Mathiasen, Mandøvej 20
• Karl Thygesen, V. Vedsted Vej 67.
• Karl Møller Christensen, V. Vedsted Vej 81.
• Søren Madsen, Sdr. Farup Vej 31 (Thorvalds far)
• Ivar Nørregaard, Øster Vedsted
• Hans Klemmensen, V. Vedsted Byvej 28.
• Aage Lorentsen, V. Vedsted Vej 98.

NB! Der har utvivlsomt været flere end ovennævnte, men jeg husker ikke lige nu flere.

Mejerister (m)/ elever(e)/ ufaglærte (u):

• Hans Mandø (m)
• Georg Hansen, Sdr. Farup Vej 41 (m)
• Dahl (m)
• Knud Agentoft (e), Ribe. Søn af forsikringsagent
• Jens Arne Andersen (e), Brøns. Nevø til Rauschenberger i Øster Vedsted
• Willi Jensen (e), Ribe
• Verner Leif Christensen (e), Årre? Nord for Varde. Mejeribestyrer på mejeriet i Gredstedbro.
• Ole Voss, Sdr. Farup Vej 55 (e), min bror
• Reinhard Boysen (e), Højer
• Søren Madsen (m), V. Vedsted Byvej 49. Kun en meget kort periode ( ca. 1-2 mdr.)
• Johan Beck (u), Sdr. Kirkevej 1. Jeg vidste ikke at Johans rigtige navn er Johann Jørgen Beck Nielsen, men nu skulle han hermed være stedfæstet.
• Christian Schmidt (u), Vester Bjergvej 3. Under denne adresse står han opført som Hans Chr. Schmidt, og jeg mener hans uheld med benet, se mit afsnit om mejeriets medhjælpere, har sammenhæng med Vagn Lunds død, som er beskrevet under Vester Bjergvej 3.
• Hans Lassen (u), V. Vedsted Byvej 36
• Inger Klemmensen (u), datter fra V. Vedsted Byvej 28.
• Søren Madsen (u), Sdr. Farup Vej 31. (Thorvalds far)

Piger i huset:

• Anne Helene Andersen, Sdr. Kirkevej 13.
• Edith Andersen, Sdr. Kirkevej 13.
• Esther Lassen, Sdr. Kirkevej 17
• Edith ?, Tønder
• Ellen Frandsen, Ribe.

Da min bror Erik, som lidt af en efternøler kom til verden i 1949 var det slut med den slags luksus i fru Laursens husholdning. Vi større søskende måtte delvist overtage tjenestepigens pligter, men en gang om ugen skulle der møges ud og mor hyrede til hjælp med dette:

Petrea Madsen, V. Vedsted Byvej 49.

”Silles” rigtige navn er Kirsten Hansen, og hun stammer fra Ribe, Havedal 8?. Hendes far kørte i mange år med en lille varevogn og solgte hver onsdag fisk til bl. a. mejeriets husholdning. De flyttede imidlertid på et tidspunkt til Skærbæk, men også med domicil der blev der leveret fisk til mejeriet.

Det er rigtigt som Haise gør opmærksom på, at der i sognet også var en lokal fiskehandler, nemlig Hans Klemmensen, V. Vedsted Byvej 28, men jeg husker ikke, at han har leveret fisk til mejeriets husholdning.