Drengeminder – Thorvald Pedersens erindringer

Af

Thorvald Pedersen

Trækærvej 3

Skolegangen

Straks, da jeg mødte op i Egebæk skole, Ribevej 2 og skulle fortsætte min skolegang her, faldt det mig lidt mærkeligt, at Kristian sammen med flere han­di­cap­pede gik på lige fod til undervisning her. Men den største for­bav­sel­se var, da jeg så min foreløbige fore­satte. Hun virkede meget dyster i forhold til min første lærer­inde, der var lille, lys og festlig. Jeg var nok optaget af at blande mig med de andre elever og ofrede den nye frø­ken for lidt opmærksomhed. – Inde i klasseværelset satte hun mig til at vise min regnefærdighed. – Jeg var ikke rigtig i stødet, og sad og klud­rede i det, da jeg følte mig overvåget. “Det havde jeg ikke ventet, at du, som ellers ser kvik nok ud, vil lave sådan noget. Hvis du ikke tager dig sammen nu, kan du få lov til at lave dine regnestykker færdige i mid­dagspausen. Og jeg vil se det rigtige facit. – Basta”! Det var rene ord for pengene.

Da vi nåede til middag, sendte hun mig et hvast øjekast og marcherede sammen med de andre børn ud fra klasseværelset og dreje­de nøglen om. Det var for mig en stor skuffelse, da min Mor havde ymtet noget om, at vi kun­ne få æbleskiver og sødsuppe til vores middagsmad. – Jeg satte spe­kulatoren i højeste gear, for at hitte på en udvej. Klasseværelset lå med sine store vinduer ud mod en have, som læreren kunne benytte. Og mod vest var cykelstien endnu en drivvej, der bestod af det rene flyvesand, der var velegnet til et lyddæmpende flugtforsøg. Da jeg regnede med, at det gik an, tog jeg i hasperne og fik et vindue på klem og trippede af sted omme i hjulsporene.

Men ak og ve. Frøkenen gik med lette fjed ovre på landevejen for at gå til et madsted og ret nyde middagen. Hun opdagede synderen og sendte straks skolens duks over til mig. Den fyr holdt mig med fast hånd og burede mig inde på ny. –­ Jeg ventede lidt, til jeg reg­nede med, at kysten var klar, og gentog forsøget med bedre held. – Mor skændte lidt på mig, der jo var blevet forsinket på grund af for­holdene. – Hun skævede også efter mig, da jeg huggede retterne i mig og forsvandt fra bordet i et mærkeligt jag. Jeg returnerede og kom velbe­holden gennem vinduessprækken. Fik det drilske regnestykke ordnet, og sad som det lydigste barn af verden, da frøkenen troppede op og frikendte mig allernådigst.

Opdyrkning af jorden

En del hedejord far havde købt, fik jeg pløjet. Og nu skete der noget særligt. Der blev oprettet et mergelselskab, da der blev fundet mergel i betydeligt omfang ved Klå­by­gård. Et jernbanespor blev lagt derfra og bl.a. over vore hedeparceller. Nu kunne vi læsse mergelen direkte over i en kassevogn og derefter sprede den ud på hedejorden, eller få den tippet af ved siden af banesporet.

Mens jeg tog fat på opdyrkningen af heden, tog far nogle ture i jumben (Thorvalds far var blevet påkørt af en bil og var derfor dårligt gående) oppe på Klåbyvejen og lagde en plan, som han indviede mig i. Den gik ud på følgende: Da der syd for vejen lå en del moseparceller, der hørte til gårdene i V. Vedsted, og disse små lodder havde indhold af mosejord som brugtes til tørvegravning, og var nu et morads med både rester af mosejord, stargræs og åbent vand. – Nu ville far på en slags forretningstur op i sognet for at handle sig til denne jord. Det lykkedes også nogenlunde at købe den til spotpris. Dog foreslog sælgerne, at far, som køber, skulle erholde alle udgifter. Jeg kunne nu ikke se noget særligt i det. ”Det kommer du til” sagde far. – Men det lå et stykke ude i fremtiden.

Imens jeg havde travlt med markarbejdet, hjalp mor mig ved at tage malkningen morgen og aften, så jeg kunne udfolde mig og få noget hede i kultur. Desværre viste det sig, at mergelen gav en del følgesygdomme (gul spidssyge og anden korn­syg­dom), som vi senere måtte købe kemikalier for at neutralisere. Men jeg tog fat og trivedes i disse sidste drengeår.

Alt det, der angik mergelopgravning og transport, var et helt kapitel for sig. Selskabet havde dels lejet og dels købt alt spormateriel hos DSB. Den jord der medgik til stræk­ningen, blev lejet hos de pågældende lodsejere for et vist åremål. Man havde kontrakt med DSB om en samkøring, sådan at tomme ladvogne stod på et særligt spor på Hvi­ding St.. Så kunne det lille rangerlokomotiv, kaldet ”Klåby Grisen”, pulse af sted med tyve vogne ud til mergellejet, hvor Andreas Madsen, (formentlig Harevej 1) ved hjælp af den store damp­drev­ne gravemaskine, fyldte disse.

Når så ”Grisen”, der var en lille kompakt én med kul- og vandbeholder sammenbygget med kedel og førerhus og fire sammenknebne hjul, kom skubbende med togstammen og skulle passere et engstykke, vi dengang ejede, føg der tit nogle gnister op fra skorstenen. Og gentagne gange har jeg forsøgt at slukke ulmende ild, der lå og glødede i mosejorden. – Dersom folk og hestekøretøjer holdt og fik et læs mergel med, var det med at få hestene bort i tide. ”Grisen” både hvæsede og spruttede lystigt.

Egnens knægte forslog tit søndagene med at rulle af sted med nogle tipvogne, der til dagligt blev brugt her i forbindelse med bortkørsel af de øverste jordlag. Dersom Andreas traf på nogle gutter og tog dem på fersk gerning, var det just ikke diplomatiske vendinger, de blev vartet op med. For os, der købte mergelen, forestod der et slid. Klåbymergelen havde godt med flintesten. Og gav det så rigeligt med regn, var det et trælsomt arbejde.

Hedejorden var visse steder med al, som vi ved en given lejlighed fik en traktorejer til at bryde med en speciel plov. En ledig arbejdsmand, far lejede, gravede en serie huller i kanterne omkring vore marker. Her fik vi plantet gra­ner, og med tiden havde vi megen glæde af disse læbælter. Men det var langt fra det eneste, vi fik foretaget. En ældre mand her fra egnen og jeg fik gravet markbrønde, så kvæget fik adgang til frisk drikkevand. Modsat havde vi vanskeligheder med at få uønsket brakvand fjernet. Men også det problem blev med tiden løst.

Bedstefar fortæller

Thorvald hyggede sig ofte med sin bedstefar, Kristen Pedersen, V. Vedsted Vej 42, som fortalte ham lidt om tiden og vareknapheden i Sønderjylland under tyskerne. Her er en lille historie fortalt med Thorvalds ord.

Min bedstefar betroede mig, at fars søster Birgitte V. Vedsted Vej 42, som var gift og boede i Rejsby, også havde forsøgt sig med en tur til Ribe, for om muligt at købe varer, man ikke kunne få hos de tyske handlende. For hende gik det mindre godt. Udturen gik nemt nok. Men da hun havde forsynet sig med forskelligt, og på tilbageturen tog om ad bedstefars gik det galt ude i Vadehavet.

Da hun var på vej sydover, kom månen frem. En tysk vagtpost så hende og måtte anholde hende. Hans overordnede sendte faster uden varsel med toget til Flensborg, hvor hun overnattede i arresten, og omsider da­gen derpå kom i forhør, hvor hun endelig kunne forklare sig. At min onkel, hendes mand var krigsfange i Rusland, og ellers hendes vanskelige forhold som mor til ukonfirmerede børn osv.. Den tyske herre lod sig formilde og gav min faster lov til at tage hjem. Dog – hendes dyrt erhvervede pakkenillikker fik hun ikke med sig i denne om­gang.

Min bedstefar, Kristen, fattede, da han fik nys om hendes modgang, en beslutning, der måske kunne rette op på den hændelse. Han tog først til Ribe og forsynede sig med en hel del varer, som han puttede i hans koftelommer. Udsøgte sig et par unge får og fik dem ret i humør, så det gik i en værre fart mod en spækfenne og over bæk og knolde, medens en tysk gendarm stod og så til.

Kristen fortsatte til Råhede og tøjrede fårene bag en lade. Selv satte han kursen til Rejsby, hvor han til Birgitte og børnenes overraskelse over hans besøg, fik en hjertelig modtagelse. Nu, hvor han kun­ne glæde dem med både det ene og det andet, var det næsten som tiden rent ud løb fra dem. –

Meget blev drøftet mellem far og datter og krigens usikkerhed og alle vanskelighederne, den medførte, foruden de triste meddelelser der kom til de ind­kald­te sønderjyders pårørende. – Men Kristen måtte nu bryde op.

I Råhede lå fårene, men var dog rede til at trave hjem igen. Gendarmen havde set til klokken. – Nå endelig kom bonden med flygtningene. Han lagde vist ikke mærke til, at Kristen grinede lidt i skægget, da de passerede grænsen. Måske brummede prøjseren lidt over Die dumme dänen.