Demo - Lokalarkiv Vester Vedsted

Vester Vedsted

Det er sagt, at landsbyen V. Vedsted ligger som en ”grøn oase” midt i marsken. Hvis man ser bort fra, at marsken overvejende faktisk består af grønt græs, synes ”oase” alligevel rammende, fordi landsbyen – hvor man end ankommer fra – synes ren idyl
og et trygt helle. Plantager og grønne områder skærmer så at
sige landsbyen for de vinde, der så ofte ellers suser over marsken, ligesom man tydeligt fornemmer den rolige beliggenhed bag ved det beskyttende dige. Selve landsbyen udgør en række spændende kulturmiljøer med mange bevaringsværdige huse og gårde, der ligger tæt på de smalle og kurvede veje og giver landsbyen sit særlige præg. Her oplever man, at den tillige har historien med
sig, og trods en faktuel nedgang i befolkningstallet er der ingen stemning af hverken forladthed eller tristesse. Tværtimod er det, som om V. Vedsted begrunder sin egen eksistens som en naturlig bosætning tæt ved havet. Både Ungdomshøjskolens elever og Vadehavscentrets mange besøgende bidrager til byens puls, hvortil kommer, at hele den for de fleste fascinerende tur til vadehavsøen Mandø har trafikalt udgangspunkt i V. Vedsted. Mange kommer hertil fra det ligeledes stærkt besøgte Ribe, og kombinationen af landsbyens historiske sammenhæng med købstaden, dens nærhed til den gamle grænse til Slesvig og dens særlige landskabelige placering giver på mange måder indtryk af V. Vedsted som ”Ribes by ved havet”.

Med sine godt 300 indbyggere har V. Vedsted oplevet samme udvikling, som de fleste andre byer på samme størrelse. Her lukkede først den lokale brugs i 1990, mens den kommunale
skole lukkede 1999 – dog efterfulgt af en friskole indtil 2006.
Men V. Vedsted er i kraft af sine institutioner og besøgssteder samt en forbilledlig lokal organisering forblevet et attraktivt bosætningssted. Den nærværende brochure er i sig selv et vidnesbyrd herom. De færreste undgår at fornemme landsbyens fortættede stemning under gåtur i byen eller på cykel rundt om byen og langs digerne. Marsken, Vadehavet, digerne og nærheden til Ribe er de landskabelige rammer, der giver V. Vedsted sin helt specielle identitet, og som på samme tid gør den til en attraktion og en kulturel erfaring.

Vester Vedsted

Kirken

Vester Vedsted kirke er bygget på et værft med sognets højeste beliggenhed og var i århundreder landmærke for sejladsen i Vadehavet. Det var især af betydning til ind i 1600-tallet, så
længe ladepladsen, Vedstedgård havn, fungerede. Kirken er
opført ca. 1175 – ca. 1200 i romansk stil, idet kor og apsis blev udvidet ca. 1250. Den bygningsmæssige ændring ses tydeligt på korets nordside, ligesom blændingerne i korets gavl blev gotisk spidsbuede. Kirken indgik i Ribe Stift, men administrativt hørte den under det slesvigske hertugdømme og det daværende Tørning len. Dette forhold gav i moderne tid ligefrem navn til kirkens særlige tårnkonstruktion med et spir over fire trekantsgavle. Man kan se yderligere 13 sådanne ”tørninglen’ske tårne” i egnene syd for Ribe, bl.a. i Brøns og på Rømø, og mod øst bl.a. i Agerskov og Bevtoft, der alle ligesom i V.Vedsted er opført i løbet af 1300-tallet.

I tårnet hænger en af Danmarks ældste fungerende kirkeklokker fra ca. 1225 og med en diameter på 76 cm. Der bliver passet på den, ringes kun med håndkraft og ikke hver søndag, men spares til kirkens festdage og overlader den daglige og automatiserede ringning til den større (Ø 96 cm) klokke fra 1924.

Kirken rummer 41 bænke med plads til lidt mere end 200, der vil kunne synge med akkompagnement fra et orgel med to manualer, pedal og 13 registre. Orglet er bygget af Bruno Christensen og Sønner i 1977 bag en facade fra 1800-tallet. Menighedsrådet, der er ansvarlig for kirkens drift, består foruden sognepræsten af i alt syv repræsentanter for såvel V. Vedsted sogn som det nærliggende Hviding sogn.

Digerne

Digerne ved V. Vedsted indgår i det store Ribe-dige, der 1911-1914 blev anlagt fra V. Vedsted i syd og 15 km nordpå til Østerenge ved St. Darum. Det blev en imponerende ingeniørbedrift, som man i årtier var veget tilbage fra, men som pga. en række stormfloder
i løbet af 1800-tallet med en foreløbig kulmination i april 1904, havde vundet fornyet både lokal og politisk interesse. Den havde tillige baggrund i en overordnet statslig opmærksomhed på Ribe- egnen, der efter krigsnederlaget var kommet til at ligge som en vestlig forpost ved det store Tyskland, og som tillige pga. tabet af det naturlige opland mod syd, tiltrak sig stor regionalpolitisk velvilje (f.eks. var den store istandsættelse 1882-1904 af Ribe Domkirke et vidnesbyrd herom). Selvom nogle lodsejere i marsken var bekymret for, om engenes græsning blev forringet, når det salte havvand ikke længere med jævne mellemrum oversvømmede engene,

nød digesagen voldsomt fremme ikke mindst takket være det nyligt valgte folketingsmedlem, Søren Brorsen, en ung gårdejer fra Nørre Farup, der på tinge blev en succesfuld bannerfører for digebyggeriet. Loven om byggeriet blev vedtaget 30. april, og endnu en voldsom stormflod samme år i december fremskyndede projektet, så det kunne iværksættes i foråret 1911.

Um aut ut et etus aniat et molendit alicimus es et enet velest que suntur sit alitet odit perias dicab ipsam

Arbejdet led dog et tilbageslag i november samme år, hvor en voldsom stormflod ødelagde store dele af de allerede gennemførte indsatser. Men diget stod færdigt i sommeren 1914 og omfattede foruden selve diget den store kammersluse ved Ribe Å’s udmunding i Vadehave foruden sluser ved Kongeåen hhv. ved
V. Vedsted Bæk og Darum, der alle sikrer, at åernes vand holdes tilbage, når vandstanden i vadehavet bliver for højt. Kammerslusen opfylder samme formål, men kan tillige fungere som en ”rigtig” sluse og nivellere forskellen på vandstanden mellem å og hav.
Diget blev opført med en højde på 6,2 m over ”dansk normal nul”, men blev allerede efter endnu en stormflod i 1923 forhøjet til 6,75 m og desuden forstærket efter endnu en stormflod i 1976. Bortset fra diverse reparationer især efter stormfloden i 1999 står diget og ”bærmevejen” bag det i dag i den skikkelse, det fik i 1976.

Stormfloder i vor tid

Efter byggeri af digerne i 1912-1913 har ingen stormfloder kostet menneskeliv. Men igennem årene har der været flere truende stormfloder, bl.a. i januar 1976 og november 1981, hvor mange mennesker begge gange er blevet evakueret fra området. Den alvorligste indtraf imidlertid med orkanen fredag 3. december 1999. Desværre ved man ikke præcist, hvor højt vandet gik, for måleren brød sammen, da vandstanden nåede rekordhøjden 5,1 m over normalen. Det var formentligt et held, at stormen kulminerede ca. kl. 19, hvor der var ebbe.
Var den indtruffet seks timer før eller efter, ville vandstanden have nået op mod 1,5 m højere og havde kunnet overskylle diget. Også ved Vester Vedsted var diget heldigvis blevet forhøjet efter stormfloden i 1976, for som det gik, standsede vandet blot 30 cm under digekronen. Med udsigterne til øget havtemperatur forventes tillige øget risiko for stormfloder i fremtiden, bl.a. afhængig af hvor godt vi lykkes med at reducerer udledningen af drivhusgasser og med den generelle klimatilpasning.