scrolltotop

Dankirke bopladsen

Vester Vedsted indtager en særlig plads i dansk arkæologi, da det var her, man for første gang fandt en rigtig stormandsgård fra jernalderen. Den lå her på marken, som i 1600-tallet kaldtes for Dankirke, og dele af pladsen blev udgravet fra 1965-70 af arkæologer fra Nationalmuseet. Gården havde ligget på nogenlunde samme sted igennem mere end 500 år og hele perioden igennem, havde de skiftende stormænd haft en halbygning til fejring og gæstebud. I jernalderen menes stormændene at have stået i spidsen for kultudøvelsen og et væsentligt element var ofringer til guderne for at sikre frugtbarhed. Derfor er der en enorm mængde fund fra udgravningerne, heriblandt mange fine genstande, som klart viser, at der ikke var tale om en normal bondegård. Den yngste fase af stormandshallen var brændt med hele sit indhold, blandt andet en meget stor samling drikkeglas. Der må være skålet lystigt i hallen. Stednavnet Dankirke er usædvanligt, måske henviser det til stedets gamle funktion som kultsted?

Opgivelsen af gården i 500-tallet kan skyldes en stor klimakatastrofe, som ramte hele den nordlige halvkugle i årene efter 536. Katastrofen skyldtes aske fra flere vulkanudbrud, som skyggede for solens indstråling i flere år og gav hungersnød og misvækst på den nordlige halvkugle. Alligevel må mindet om gården i Dankirke være forblevet i live, for i begyndelsen af 700-årene vendte nogle tilbage til stedet og ofrede to små møntskatte.

En forklaring kan være, at stormandsslægtens efterkommere var flyttet godt to km mod vest til lokaliteten Okholm. Her fandt man i 1859 en meget fornem skat, V. Vedsted skatten, fra første halvdel af 900-årene bestående af guldsmykker, i alt 750 g, og lidt sølv. Den er i dag udstillet på Nationalmuseet. Et par hundrede meter vest for skattens findested har museet af flere omgange siden 1960’erne foretaget udgravninger. Her, hvor Vadehavscenteret ligger i dag, boede der i vikingetiden specialiserede håndværkere, som både fremstillede glasperler og støbte smykker. Fundbilledet ligner meget de samtidige aktiviteter i Ribe, og man kan forestille sig, at det er håndværkere på vej mod markedet i Ribe, der har gjort stop, eller haft vinterkvartér hos stormanden i V. Vedsted.

Også i Sdr. Farup er der kendskab til mange fortidsminder. I 2002 fandtes en møntskat fra slutningen af 1000-årene i forbindelse med plantning af et læhegn. Stedet kaldes Danelund og på luftfotos kan man ane stolpehuller efter en stor gård, hvor skattens ejermand må have boet