Danelund – Et hjem og et lærested

VESTKYSTEN, torsdag d. 1. April 1982 
Redaktør Tyge Tygesen, Føvling
Yder Bjerrum Vej 6

I 1915 overtog Nanna og Tage Rosenstand gården “Danelund”, Sdr. Farup Vej 9 i Sønder Farup. Det blev for parret indledningen til et langt og virksomt liv, der satte spor og blev kendt langt ud over sognegrænsen.

I dette tidsrum, omtrent 52 år, blev Danelund en læreplads for unge piger og karle som, hvis de selv ønskede det, havde mulighed for at lære husholdning og landbrug. Nanna og Tage Rosenstand var gode læremestre, der ikke nøjedes med at lade deres medhjælpere udføre det daglige arbejde, men også fik tid til at fortælle om den teoretiske side af arbejdet, så når de unge kom på landbrugs- og husholdningsskoler, var de ikke ganske uforberedt.

Det var et hjem, der var præget af en grundtvigsk livsopfattelse. Den var ikke bare til pynt, men satte sit præg på Danelunds dagligdag. Ikke underligt, at hjemmet var således. Nanna Rosenstand var datter af højskoleforstander Søren Frederiksen, Støvring Højskole. Tage Rosenstand søn af pastor Otto Rosenstand, Vester Vedsted, kendt i grundtvigske kredse over hele landet. Yderligere var han kendt for sin indsats for sønderjyderne under fremmedherredømmet.

Hver dag blev indledt med morgenandagt og et par morgensange, det var smukt og højtideligt, og jeg husker den følelse af glæde, der kunne gennemstrømme mig en sommer søndag morgen, når solen skinnede gennem vinduerne. Nanna satte sig til klaveret , og vi sang “Se nu stiger solen af havets skød” eller “Den signede dag med fryd vi ser”. Når jeg gik fra morgenbordet, var det med en følelse af, at nu var det søndag.

Da jeg var 16 år, var jeg opsat på at komme ud at tjene. Der var nogen debat om, hvor jeg skulle hen, men jeg ville til Danelund, fordi der her blev drevet moderne landbrug. At medvirke ved det tiltalte mig. Det var en lidt barsk overgang for mig. Jeg kom fra et beskyttet miljø i Ydre Bjerrum, hvor jeg var den ældste af 3 drenge og i mine egne tanker også den klogeste og ikke mindst den stærkeste. På Danelund var jeg den yngste, i hvert fald i anciennitet. Vi begyndte dagens arbejde kl. 5.30 med morgenmalkning, fordring og staldrensning fra kvæg, svin og heste. Besætningen bestod af 15-16 malkekøer, tilsvarende opdræt, 5 heste og vel et halvthundrede fedesvin, grisesøer og smågrise. Derefter morgenmad og så i marken. Det var en 1. november, jeg mødte op på Danelund. Markarbejdet bestod i at tage roer op og køre dem sammen. Der var ingen mekaniske hjælpemidler, så alting foregik med håndkraft. Når jeg tænker tilbage på den tid, foresvæver det mig, at tøjet altid var vådt. Hænderne sprukne af revner. Det var derfor vigtigt at pleje dem med sprit og glycerin.

Danelund havde et areal på godt og vel 100 tønder land. Der var en del marskjord, men ellers sandjord og humusagtig jord. Den blev ikke drevet, som andre marskgårde, hvor hovedvægten var lagt på opdrætning og opfedning af stude. På Danelund var landbruget baseret på mælkeproduktion og svineproduktion. Tage Rosenstand var den første på egnen, som indså, at vejen frem for landbruget, det gjaldt også marskegnene, var mælke- og svineproduktion. Det var mere arbejdskrævende og forudsatte større mængder kunstgødning og kraftfoder. Jeg husker tydeligt, hvordan ældre landmænd, marskbønder, rystede på hovedet over de kvanta af kunstgødning og foderstoffer, der brugtes på Danelund. Det går aldrig, sagde de. Der var meget nyt at se og lære på Danelund. Der kom en kontrolassistent og kontrollerede køernes mælkeydelser en gang om måneden. Han kørte i en jumbe med sit grej, og både han og hesten skulle indkvarteres natten over. Der kom også landbrugskonsulenter på besøg. De anlagde markforsøg i korn, roer og græs og kartofler. Tage Rosenstand holdt ikke sin viden for sig selv, vi blev informeret om korn, kartoffelsorter og græsfrøblandinger.

Vi lærte om foderenheder og protein, kunne efterhånden professor Lars Frederiksens tavler og tabeller på fingrene. Når kontrolassistenten havde kontrolleret køernes ydelse, lærte vi at sammensætte en ny fodertabel og samtidig regne ud, hvordan vi skaffede os den billigste foderblanding.

Det var en selvfølge, at alle tre karle var med hver gang der var landboforedrag på Klubbens hotel i Ribe. Det kunne godt være lidt svært at holde øjnene åbne, ikke alle foredragsholdere var lige spændende, men falde i søvn gik ikke an. Vi skulle jo tale om det, vi havde hørt, i dagene efter. Rosenstand kunne altid oplyse om det, vi ikke forstod.

I disse år redegjorde forstander Karsten Iversen, Askov Forsøgsstation, for sin teori om nødvendigheden af at bevare kvælstoffet i staldgødningen ved en omgående nedpløjning. Denne teori forblev vi ikke uvidende om. Når vi skulle sprede staldgødning, lød parolen fra Tage Rosenstand: -Ingen klumper så store som dueæg, og ikke 2 strå overkors. På den måde tog det lang tid at få gødningen spredt, men Karsten Iversens teori blev tilgodeset, og det var måske ikke så galt. Der fandtes på Danelund meget fine vedvarende græsmarker.

Rosenstands mål var at tilstræbe en høj grad af selvforsyning med protein og kvælstof.

Set med nutidens øjne kunne folkeholdet på Danelund synes urimeligt stort. To piger og 3 karle, somme tider også en dreng eller elev på en 14-15 år. Der var heller ikke nogen anden gård i sognet, hvor folkeholdet var så stort. Men landbruget på Danelund blev drevet meget intensivt, og man må tage i betragtning, at alt arbejdet måtte udføres manuelt. Der var ikke mange mekaniske hjælpemidler. Det var et drøjt stykke arbejde at pumpe vand til så mange kreaturer, heste og svin. Hakkelsesmaskinen var et kapitel for sig. Så snart vi havde spist til middag, måtte vi i en fart op på loftet og skære hakkelse. Forkarlen fodrede maskinen med halm og grå havre, de to yngre karle lagde kræfterne i ved stangen, det skulle gå rapt. Jo hurtigere, vi kunne skære hakkelsen, jo længere blev middagssøvnen.

Vi spiste middagsmad kl. 12. og kl. 13.15 fik vi kaffe, inden vi igen rykkede i marken, så der var meget, der skulle nås i de fem kvarter.

Min tid på Danelund foregik i flere afdelinger, først et år som yngstemand, senere kom jeg tilbage og fik pladsen som forkarl. Der var i den tid, jeg havde været borte, sket adskilligt på Danelund. Først og fremmest var Tage Rosenstand blevet meget optaget af sine efterhånden mange offentlige hverv og var som følge heraf meget hjemmefra. Hans standsfæller havde fundet ud af, at han foruden at være godt begavet kunne formulere sig i en stor forsamling og havde mod til at fremlægge sine synspunkter, selvom de måske ikke var så populære.

Denne udadvendte virksomhed betød mere ansvar til forkarlen. Når han skulle være hjemmefra i flere dage, og jeg bad om forholdsordre, sagde han: Handl efter konduite. Så måtte jeg selv finde ud af det. Tage Rosenstand var meget nøjeregnende med, at kornet skulle være rigtigt tørt, inden det måtte køres i lade. Andre folk kunne køre korn ind, og vi blev sat til at pløje lupiner ned, det var næsten ikke til at bære. Ligeledes tillod han ikke, vi høstede eller kørte korn ind om søndagen, selv om vi var mere end villige. Hans kommentar lød: Her på Danelund har vi aldrig haft nødig at udføre markarbejde om søndagen. Men så skete det jo, når Tage Rosenstand var til møde i Århus, at jeg handlede efter konduite. Nu syntes jeg, kornet var tjenligt til hjemkøring, så gik jeg ind til Nanna og spurgte pænt, om jeg kunne låne hendes piger. Det var der aldrig noget i vejen for, og så fik vi en masse korn kørt ind. Når Tage Rosenstand kom hjem, havde han ingen kommentarer, men han kunne ryste lidt på hovedet. Vi arbejdede alle sammen i et godt kammeratskab, som gjorde, at arbejdet gik lettere. Det skete, når der var stormvejr om efteråret, og der var store muligheder for at skyde ænder i engene, at Tage Rosenstand sagde: – Er vi jægere eller landmænd? Vi svarede i kor: Jægere! Vi var jo alle jagtgale. Så blev to mand sat til at ordne malkning og fodring, og 2 mand trampede vi i stærk modvind ud i engene.

Vi fik efterhånden flere maskiner. Nævnes må en ny såmaskine, en gødningsspreder og en høvender. Omtrent samtidig blev en elektrisk vandpumpe installeret. Disse mekaniske hjælpemidler gjorde tilværelsen lettere for os alle. Alene det at blive fri for at slæbe en tung sæk kunstgødning på nakken og sprede den med hånden var en stor lettelse. Høvenderen var en dengang meget avanceret maskine. Den var til stor hjælp under høbjergningen. De dage vi stakkede hø i marskengene var al normal arbejdstid suspenderet. Det var ikke fyraften, før høet var sat i stak. Engang var jeg ude i engene og slå græs. Jeg var kørt fra Danelund ved 10-tiden om formiddagen og kom først hjem ved 22-tiden. Jeg havde haft besvær med maskinen, så arbejdet tog længere tid end beregnet. Det havde været en lang dag, og jeg var træt og ærgerlig, men da opdagede jeg, hvad jeg opfattede som den største udmærkelse, man kunne opnå på Danelund. Tage Rosenstand sagde: Du må få min tykmælk, Tyge. Nanna og Tage fik altid en tallerken tykmælk, før de gik i seng.

Jeg tror nok, jeg sagde nej tak. Jeg trængte mere til rigtig mad, men jeg var meget beæret!

For mig var årene på Danelund gode og lærerige. Jeg har været på andre gårde, hvor vi var mange flere folk, hvor der var mekaniseret, og hvor det hårde arbejde for en stor del blev udført af daglejere eller husmænd, som vi kaldte dem. Men ingen steder fandt jeg den ånd og samhørighed, som jeg oplevede på Danelund.

Hvorfor var forholdene sådan på Danelund, ja det var vanskeligt at definere. Mest nok Nanna og Tages omgangstone, både overfor hinanden og overfor deres børn og os. Nannas gode smil, der lyste over os, når vi var inde at spise, og Tages stilfærdige måde at behandle os på, altid rolig og behersket. Jeg har aldrig hørt ham skælde sine folk eller andre ud. Han havde andre måder at vejlede og rette på. For mit eget vedkommende kom årene på Danelund til at betyde meget. Den påvirkning, jeg modtog på denne gård, og fra den familie, har haft en varig betydning for mig.