Forord:

Denne fortælling er formet på en måde, så den skulle kunne læses af store børn; og den er først og fremmest skrevet for mine (vore) egne børn og børnebørn. Derfor finder jeg det naturligt her at kalde fortællingens Meta Ulvehøjvej 15, som blev min hustru, for Mor. – Mor holdt meget af at fortælle om sin barndom og sit barndomshjem, og det er i hovedsagen hendes fortælling – støttet til enkelte skriftlige oplysninger, især fra Ribe amts årbog – som er kilden til denne lille bog. Det skal forstås på den måde, at jeg ikke alene har benyttet, hvad hun har fortalt om sin mor og far til min skildring af dem, men jeg har også overført, hvad jeg ved om Mors barndomstid til hendes mors (Dortheas) barndom. Det har jeg kunnet, fordi skikke og sædvaner i hjemmet forandrede sig meget lidt i de halvt hundrede år fra 1864 til 1914.

De fleste enkeltheder, som omtales, stammer fra Mors egen barndom, selv om de tillægges hendes mor og hendes mors søskende; det gælder dog ikke beretningen om udflugten til Manø og om stormfloden, som er formet i min fantasi på grundlag af min viden om, hvad der kunne ske og er sket på egnen.

Forældrenes død, skildringen af den gamle kvindes hjælp, børnenes overtagelse af gården og det hele fortsatte handlingsforløb svarer nøje til virkeligheden. Jeg har kun givet fantasien lov til at udforme visse enkeltheder og til at levendegøre fremstillingen med samtaler og tænkte sjælelige rørelser og tilstande.

Et håndgribeligt minde er guldfundets stadige samlede tilstedeværelse på nationalmuseet.

De tre børn bliver ene.

“Nu er jeres mor død”, havde hun sagt med sådan en underlig stemme. Og hun sagde: “jeres mor” . Hun plejede kun at sige “mor”. Det lagde Kjestine, Ulvehøjvej 15, mærke til. Hun var 6 år og kunne lige huske, da lille søster Dorthea døde. Hun kunne let huske, da en anden lille søster, der lige var født, døde. Ja, og far, der døde sidste år. Kjestine kendte nok døden, og hun kom til at tænke på alt dette sørgelige; men hun kunne ikke snakke med lille søster om det, for hun var kun tre år, en ny Dorthea, Ulvehøjvej 15.

Nej, de kunne kun græde, og det havde de gjort tit. Kjestine kunne huske, da far blev syg. Han blev så stille og legede ikke så meget med hende mere; han gik og hostede og spiste næsten ingen ting. “Spis nu børn”, kunne han sige, når han havde siddet lidt ved bordet om middagen, “jeg går lige ind og lægger mig lidt.” Når de havde spist til aften, sagde han, at han var træt, så han vilde gå tidlig i seng. Den sidste vinter, han levede, blev han mest inde hos mor og de to små, mens Hans Michael fodrede og passede alt arbejdet ude. Mor hjalp med at malke de fire køer.

Den tid, da både far og mor, Ulvehøjvej 15, levede, blev så levende for Kjestine. Far sad mest herinde, hvor børnene nu sad, fordi der var lunest; han sad så stille og stirrede frem for sig, eller han læste i en tyk bog, hvori der stod det samme, som det præsten sagde i kirken. Han vilde ikke gå i kirke mere, for han var bange for at forstyrre med sin hoste, sagde han. Når han blev inde om dagen, kunde han somme tider holde ud at være oppe lidt, efter at de havde spist til aften. Så læste han et lille stykke højt af bibelen. Men den allersidste tid blev han hæs og kunde næsten kun hviske. Da sad han kun et øjeblik om aftenen, inden han rejste sig, strøg børnene over håret og gik i seng.

Det var midt om vinteren, far døde. Da foråret kom, var Kjestine blevet glad igen, og om sommeren gik hun den meste tid ud ved Hans Michael. Den næste sommer var det mor blev syg. Hun hostede, ligesom far gjorde, og var træt. Da kom så Met´ Kirstin´ og hjalp dem, først engang imellem og så hele tiden, både dag og nat. Hun sov i fars seng og hjalp mor og lille Dorthea med al ting.

Dorthea var heller ikke helt rask. Et stykke tid før fader døde, havde han kørt med hende til doktoren i Ribe, og han havde sagt, at hun skulde have medicin. Moder troede ikke, den hjalp, og hun mente, at det var medicinen, der gjorde Dortheas tænder så dårlige, så hun ikke kunde sove om natten for tandpine. Met´ Kirstin´ måtte tage sig af hende og gå med hende på armen op og ned ad gulvet. Det blev til, at Met´ Kirstin´ og Dorthea kom til at sove i det lille kammer ved siden af bryggerset, for at moder kunde få ro. Kjestine blev inde hos hende, men somme tider havde moder været så dårlig, så de måtte have Met´ Kirstin´ til at hjælpe sig om natten. Hun kunde overkomme det hele, skønt hun var ældre end moder, ikke var ret stor og var lidt krumbøjet og skæv i kroppen.

Da mor blev så dårlig, at hun lå i sengen hele tiden, flyttede Met´ Kirstin´ ind i soveværelset igen, og Kjestine og Dorthea sov alene i kammeret. Det turde de nok, for Hans Michael sov i et andet kammer lige ved siden af. Da måtte de kun komme ind til mor, når Met´ Kirstin´ gav dem lov. Mor sagde næsten ingen ting; hun så træt ud, og somme tider var hun lige ved at græde. Kjestine havde godt kunnet forstå, at mor var ligeså syg, som fader havde været, så hun nok også vilde dø. – –

Kjestine så nu, at Hans Michael kom langt nede på markvejen med køerne. Han vidste ingenting endnu. Han gik ganske almindelig og drev med køerne, som om der ikke var sket noget forfærdeligt. Døren fra soveværelset blev åbnet. Met´ Kirstin´ kom ud, og da hun så Hans Michael med køerne, gik hun ud til ham og hjalp ham. Lidt efter kom de begge to ind, og Hans Michael græd, skønt han var 15 år og var en dreng. Det er mærkeligt, for drenge græd ikke, vidste Kjerstine.

Han og Met´ Kirstin´ gik ind i soveværelset, men det varede ikke længe, før Met´ Kirstin´ lukkede døren op igen og kaldte. Med hinanden ved hånden gik pigerne derind. Der lå mor i sengen med lukkede øjne og lignede ikke rigtig mor – så bleg hun var, næsten hvid i ansigtet. Og så stille lå hun. Ja, for hun trak jo ikke vejret. De to vidste ikke, hvad de skulle gøre. Men Met´ Kirstin´ tog en af dem ved hver hånd, og så knælede de ned ved sengen, Hans Michael også, mens Met´ Kirstin´ bad en bøn.

Den nat sov begge de to små nede i kammeret sammen med Met´ Kirstin´. De holdt sig nær ved hende de første urolige dage, og det blev de forresten ved med. Hun var så god ved dem, som havde de været hendes egne børn.

Mor blev lagt i en sort kiste. Børnene så ikke derpå; og pigerne var heller ikke med, da hun blev begravet på kirkegården. Men dagen efter tog Met´ Kirstin´ dem med hen at se graven med alle blomsterne. De vidste så godt, hvor på kirkegården det var, for de havde været med mor henne ved fars grav. Og før havde Kjestine set de fem små grave – tre børn var døde, foruden de to, som Kjestine kunde huske.

“Der er jeres fem søskende lagt ned”, havde mor sagt, og så nævnede hun alle navnene. “Men de er der ikke mere. De er oppe i himlen, og de har det godt og leger med andre børn og med englene; og vi skal ikke være kede af, at vi ikke har dem mere her hos os.”. Men Kjestine havde godt kunnet mærke, at moder var det alligevel.

Nu sagde Met´ Kirstin´ også, at mor var kommet op i himlen, og der passede hun nok sine fem børn, som var deroppe. Nu skulde hun, Met´ Kirstin´ blive ved de tre, der var hernede og passe dem. Ja, Hans Michael kunde passe sig selv, sagde han; men det kom an på, om han også kunde passe køerne og marken alene. Og hun var jo selv gammel og svag, så hun kunde ikke hjælpe ham ret meget. Bare hun endda kunde hjælpe de to små. Lave lidt mad kunde hun da – så længe hun måtte få kræfter til det. Kjestine kunde godt høre på stemmen, da hun sagde det, at hun var bekymret.

Ja, det var godt, at børnene havde Met´ Kirstin´. Hun talte mildt til dem og var så omsorgsfuld. Hans Michael ordnede alt i stalden og i marken. Han fik også kornet sået om foråret. En nabogårdmand, hvis gård lå lige øst for børnenes hjem, hjalp ham med at få stude og kvier gennet ned i en fenne (indhegning), hvor de kunne passe sig selv. Og da køerne var blevet vænnet til at gå turen til deres fenne, kunne Kjestine nok drive dem derned om morgenen og hente dem til middagsmalkningen – og atter genne dem ud på græsset og hjem om aftenen. Fire gange skulle hun gå turen, men hun var ikke ked af det. Hans Michael sagde til hende, at hun skulle se på blomsterne på vejkanten og høre efter lærkerne og andre fugle. Det gjorde hun så; og det kunne ske, hun så en fugl, hun ikke havde set før og ikke kendte. Så måtte storebror fortælle hende noget om den, for han vidste altid besked. Køerne skulle hun jo også se godt efter. Var det regn og blæst, holdt de ikke af at komme mod vinden. Var det varmt solskin og stille vejr, kunne de finde på at stikke halen i vejret og løbe afsted, så hun ikke kunne følge med dem. Værst var det, da kornet langs markvejen groede til. Da faldt køerne for fristelsen til at nappe af toppen nu og da. Det kunne slet ikke gå an, og Kjestine måtte bruge stokken, som hun havde med, skønt hun næsten ikke kunne nænne at slå dem, for hun holdt meget af køerne. De blev hendes venner, som hun gav navne og kælede for, især en, som var mest from og let at styre.

Sådan gik foråret og en del af sommeren. De havde så travlt alle sammen, at de næsten ikke havde tid til at sørge. Selv lille Dorthea hjalp Met´ Kirstin´ med mange ting inde i køkkenet og i stuerne. Hun kunne hente det, som den gamle pige skulle bruge, og bringe det på plads igen. Met´ Kirstin´ havde svært ved at gå og ved at bøje sig.

Men hun kunne snakke med børnene og fortælle for dem. Det gjorde hun om aftenen, når de alle fire sad lidt, før de gik i seng. Hun fortalte mest om gamle dage. Da havde der set helt anderledes ud i Vester Vedsted, hvor børnene boede. Havet, som de nu ikke kunde se, havde gået helt ind til gårdene, og et sted tæt ved børnenes hjem var en ø eller holm. Derfor hed det sted nu Okholm. De folk, der boede i Okholm, kendte de tre børn godt, for de var også børn, som de legede med. I rigtig gamle dage lå der en borg på holmen, fortalte Met´ Kirstin´. Det var vist en røverborg, mente hun. En gang var der kommet sejlende nogle skibe med fremmede søfolk og krigere, og de fremmede havde belejret borgen og skudt på folkene, der boede der. til sidst havde de sat ild på borgen, som var af træ, og den brændte helt ned. Men inden det skete, havde beboerne på borgen gravet deres kostbarheder ned her lige ved børnenes hjem, og det var blevet fundet, da deres far vilde bygge en ny gård, den, de nu sad i.

Det kunde pigerne ikke huske, men Hans Michael kunde og vidste god besked med det, den gamle pige fortalte, men han kunde ikke blive træt af at høre om det. Det var nu 8 år siden, i året 1859. Gården havde før ligget lidt længere mod syd, helt tæt ved bækken, der nu løb langs haven. Den var meget gammel og faldefærdig, så deres fader var nødt til at bygge den om, og han lod den bygge lidt længere fra bækken. Derved kom den til at ligge højere, så vandet under stormflod ikke kunde nå at skylle ind i husene som det var sket i den gamle gård.

Men han havde for få penge at bygge for og vidste ikke sine havde nævnt; de havde fundet guldskatten, som den gamle borgs levende råd. Da var det, at det mærkelige skete, som Met´ Kirstin´ havde nævnt; de havde fundet guldskatten, som den gamle borgs beboere havde skjult for mange, mange år siden.

“Jeg kender jo den mand så godt, der fandt skatten”, fortalte hun videre. “Han hedder Niels Klausen, Vester Bjergvej 2, og han har selv fortalt mig det hele. Han skulde jævne byggepladsen, der skrånede lidt, og han hentede jord i en trillebør fra den lille forhøjning I nok ved er vestfor stalden. Da han havde kørt nogle trillebørfuld og stod og øste jord på – “Det var sand til at blande i kalken”, rettede Hans Michael. – Den gamle fortsatte: “Så stødte spaden mod en lille stenhob, som var lagt omkring et lerkar. Han skubbede til stenene, og så gik karret eller krukken i stykker. Og hvad så han? Noget blankt, der skinnede. Han skyndte sig og kalde på jeres far, og de fik tingene taget op.”

Børnene lyttede med stive øjne og åben mund. Hans Michael afbrød fortællingen. “Ja, jeg var med til at bære det ind i stuen, jeg så det hele – mange gange. Jeg kan huske alt, hvad der var, der var to ringe, som vist nok var til halsen – eller til at lægge oven på hovedet – der var fire armringe og to stykker af en anden ring. Så var der en spænde og en flettet kæde med en ring ved. Det var altsammen af guld. Men der var også noget af sølv. Der var en ring og noget af en kande, der var i stykker. Penge var der også, fem mønter fra et fremmed land, der hedder Arabien og ligger langt væk.”

Met´ Kirstin´ gjorde mine til at ville fortsætte sin beretning. Hun så hemmelighedsfuld ud: “Ja, du så det, da de fandt det, Hans Michael, men jeg så det, inden de fandt det!” Børnene måbede. Hun fortsatte:

“I ved nok, at jeg er kommen til jeres forældre i mange år i den gamle gård. Jeg syede for jeres mor og hjalp med et og andet. Og da hændte det flere gange, at jeg så lys for skatten.”

“Hvad gjorde du?” “Jeg så lys, gjorde jeg. Mange gange. Ud af vinduet i den gamle gård. – Jeg så også en mand der gravede – lige dér, hvor skatten blev fundet. Jeg sagde det til jeres mor. Kan du se ham? sagde jeg. “Han står dér, hvor der er højest – og graver.” “Nej”, sagde hun. Det kunde hun ikke. Men jeg kunde. Det kaldes at se forvarsel. – Den gang de så fandt guldet, tænkte jeg mit.” Hendes øjne fik en sær glans og et stirrende udtryk. Småpigerne så på Hans Michael og rykkede forskræmt tættere sammen. Drengen lod som ingenting. “Du så lys”, siger du, ja – – i Janniks vinduer! Det var den gang, de fik petroleumslamper i stedet for tællelys.”

Den ellers så milde Met´ Kirstin´ så vred ud og lo med en spottende latter, som børnene ikke kendte.

“Nå, du tror ikke, der er forskel! Og hvad så med manden, der gravede? Jeg så forvarsel, gjorde jeg. Jeg så også lys for krigen. Kom den kanske ikke?”

Hans Michael trak på skulderen. Hans tanker blev ved det store guldfund. “Sikken et rend af mennesker, der blev. De kom både ridende og kørende, langt henne fra. Det var tit mig, der viste tingene frem. Mor havde vasket det hele, så vi kunde se ornamenterne. Degnen kom her også og skrabte med sin kniv på ringene, så det rigtig skinnede. Det var ham, der fik os til at køre til Ribe med det, til en guldsmede Jeg var med far derude. Guldsmeden undersøgte alle tingene – og vejede dem. Noget af det var af sølv, sagde han, og det havde vi også selv kunnet se. Men det meste var af pure guld; og han mente, det var mange hundrede kroner værd, kanske tusinde, sagde han. Det værste var, at han også sagde, det hele skulde sendes til København, til et stort museum, der kaldes nationalmuseet. Han kaldte det danefæ, og den slags var egentlig kongens – eller hele landets ejendom; derfor skulde det sendes til hele Danmarks store museum. Der passer man på det. Det ligger i glasskabe – sammen med andre guld- og sølvfund. Guldsmeden lovede at sende det af sted, så vi fik det slet ikke med hjem igen, selv om jeg næsten græd over det. Jeg var så ked af, at vi skulde af med det. Jeg havde tit stået længe og set på det og tænkt på den gang, det blev gravet ned – og alt det, der da var sket.

Men det var endda godt, vi fandt det, for I ved jo nok, vi fik mange penge for det, mere end guldsmeden troede, 1720 kroner. Det kunde far bygge hele vor gård for, som vi nu bor i. Han var ræd for, at han ikke kunde få bygget en ny gård, for det havde han ikke penge til, og hvis han skulde låne dem, skulde han have andre til at gå i kaution, som det hedder. Det var han også ked af. Fik han så bygget på en eller anden måde, vilde han få så stor en gæld og så mange renter at betale, så der næsten ikke blev penge til andet. Var det så ikke underligt, at de skulde gøre det fund?”

Småpigerne hviskede jo, og de sad helt stille lidt. Met´ Kirstin´s ansigt begyndte at klare op og få sit sædvanlige venlige udseende. Så sagde hun: “De fromme har en hjælper og beskytter. Husk I på det, lille børn.”

Hans Michael vendte tilbage til fundet. “Direktøren for det store museum i København sendte et kønt brev til far sammen med pengene – og takkede ham. Det var det største guldfund fra vikingetiden, der nogen sinde var sendt dem. Jeg har fået degnen til at fortælle mig noget om vikingerne, og han har også lånt mig bøger om dem. Benned Okholm, Ulvehøjvej 16, kender også de gamle fortællinger om røverborgen, som jo var en vikingeborg – en høvdingeborg kanske. Han bor nok lige der, hvor borgen lå.”

Dorthea gabede og så søvnig ud. “Vi skal læse lidt i aften før vi går i seng”, sagde Hans Michael, “ligesom den gang, far levede.” Han tog bibelen frem og fandt noget i Det gamle Testamente, som i alt fald Kjestine kunde forstå. Det var fra Josefs historie.

I det år, der fulgte efter de tre børns mors død, gik det meget tilbage med gamle Met´ Kirstin´s kræfter. Hun havde ondt ved at komme op af sengen og blev til sidst liggende hele dagen. Hun kunde ikke andet end sige Kjestine besked om arbejdet og skulde endda hjælpes selv. Det gjorde børnene, så godt de kunde. Pigerne og den gamle pige sov i soveværelset. En morgen hen på efteråret, da børnene vågnede, lå Met´ Kirstin´ i sin seng og var død.

Gården.

Nu var børnene helt ene på gården. De var blevet mere og mere ene om det hele gennem de sidste 5-4 år, lige siden far begyndte at blive syg. Det begyndte under krigen. Ja, krigen, som Met´ Kirstin´ mente, hun så lys for, kom godt nok. Vester Vedsted hørte til Sønderjylland, og Sønderjyderne skulde først og fremmest være med til at forsvare grænsen mod Tyskerne, så flere unge karle fra byen var kaldt ind til hæren. Da Dybbølskanserne i april 1864 blev taget, nåede tyske troppeafdelinger helt til Ribe, og rygterne gik om, at Sønderjylland ville gå tabt.

Præsten og enkelte andre i Vester Vedsted holdt en avis. Hans Michael havde fået lov til at låne den hos Benned i Okholm, Ulvehøjvej 16, og viste den til far. “Vi bliver tyskere nu, Hans Michael,” sagde han. Det gav et sæt i drengen. “Jeg vil ikke være det”, sagde han. “Det bliver vi ikke spurgt om”, bemærkede far resigneret.

“Det går ikke så galt, at tyskerne får hele Sønderjylland”, indvendte drengen. “Degnen siger, at England og kanske Rusland nok skal sørge for, at de kommer til at nøjes med Holsten og så kanske nogle af de sydligste sogne i Sønderjylland, hvor folk vist nok er blevet tyske allerede.” Men det gik så galt – og alligevel godt for Vester Vedsted.

Da den danske hær var blevet helt besejret, forlangte tyskerne at få landet lige til Kongeåen og der var ingen af de store lande, som forhindrede det. Men nede i midten af Sønderjylland var der nogle landstrækninger, som fra gammel tid hørte de danske konger til. Dem blev Tyskland nødt til at få med, og til gengæld fik Danmark lov til at beholde nogle sogne mod nord ved Kolding og Ribe. På den måde kom den ny grænse til at gå lige syd for Vester Vedsted.

Den glæde nåede far lige at opleve. Der var enkelte, som lod sig forstå med, at der vist ikke var så megen grund til at glæde sig, for de, som kom til at høre til det store Tyskland vilde få mere for deres stude. Far og Hans Michael foragtede dem for sådanne tanker.

Drengen kunde ellers nok have behov at tage hensyn til økonomien, da far var død, og især da mor også var borte. Regningerne kom til ham, og han skulde klare renter og afgifter. Hvordan skulde han finde ud af det hele, også angående pasningen af marker og kreaturer? Hvordan få alt arbejdet gjort? Han syntes ikke, der var råd til at holde en karl. Både den ene og den anden lod ham vide, at han en 14-15 årig dreng – aldrig vilde være i stand til at drive gården selv og betale enhver sit.

Da mor døde, fik han en formynder. Det var den velhavende gårdmand og formand for sogneforstanderskabet Truels i Abildgård, V. Vedsted Byvej 23. Han rådede ham til at sælge gården og så tage forskellige pladser ved dygtige bønder, så han kunne lære noget og tjene lidt penge Så blev der kanske udvej for en mindre ejendom, når han blev fuldvoksen.

“Hvad så med pigerne?” spurgte Hans Michael.” “Det skal jeg nok tage mig af”, svarede Truels. “Der er nok nogle, der vil tage dem.” “Skal de så skilles?” spurgte Hans Michael. “Det kommer de vel til. Der er ingen, der kan have dem begge to.”

“De skal ikke fra hinanden. De kan ikke undvære hinanden De skal blive sammen. Vi vil blive sammen alle tre. Og vi vil blive hjemme – hvor vi er.” Hans Michael var blevet ivrig og varm, så han snublede lidt over ordene. “Det er vor gård – endnu. Det var fars gård og hans fars og sådan langt tilbage. Vi vil beholde den. Den skal blive i vor slægt. Jeg skal nok arbejde rigtig hårdt og spare. Men vi vil alle tre så gerne blive, hvor vi er og beholde vor gård.”

Truels rystede på hovedet og så lidt fortrædelig ud. Men han lagde alligevel hånden på hans skulder. næsten kærtegnende. Der var noget ved den dreng, som ikke var til at modstå. “Ja, I tre børn har da endelig haft sorg nok, Så man skulde nødig være med til at give jer mere,” mumlede han hen for sig.

Den samtale havde fundet sted, før Met´ Kirstin´ døde. Da så det var sket, kom spørgsmålet frem igen: Kunne de blive på gården – alene? Børnene drøftede sagen med hinanden: “Vi vil ikke herfra”, sagde Kjestine smågrædende til Hans Michael.

“Ja, men kan du da lave mad?” Han smilede til hende. Hun plejede mest at gå og hjælpe ham med køerne. Det ville hun helst. “Du er jo min kopasser. Og du skal også til at gå lidt i skole til vinter, når du nu er 8 år.” “Kan vi ikke hjælpe hinanden med det hele – alle tre”, foreslog Kjestine. Og det blev de let enige om.

Men folk i byen syntes ikke, det kunne forsvares at lade de tre børn være alene på en gård, og både den ene og den anden formanede dem til hellere at sælge. Kjestine og Dorthea fik også tilbud om at komme i pleje, men hver sit sted. Truels lod det dog foreløbig blive ved at gå, som det var. “Jeg mener ikke at tvinge dem til at flytte”, sagde han. “Og Hans Michael er så fornuftig af sin alder”. –

Der var igen ved at komme forår i luften. Hans Michael måtte en tur ud over markerne. Han havde hørt lærken et par gange. Nu var den der igen. Han stod stille og lyttede til den. Vi-vit lød det et stykke borte. Nå, viben var også kommen. – Hans Michael blev bevæget. Jo! Her på disse flade marker og enge, hvor intet stængede for øjet, hvor havet skimtedes i vest, og dets enstonige bølgeskvulp svagt nåede hans øren, her hørte han hjemme, her måtte han leve.

De fenner, enge og småmarker, der hørte gården til, lå spredt på 12 steder. Han gik og nævnede deres marknavne og næsten snakkede med dem. Han syntes, de talte til ham og bad ham beholde sig. Han syntes, han kunde mærke, at hans forfædre havde ejet og passet denne jord, og han følte pligt til at fortsætte deres arbejde. Grænsen var sat, så denne jord blev ved at være dansk. Det var en stor lykke. Så skulde alle, der ejede jord, vogte den og dyrke den godt, så Danmark kunde blive et frugtbart og rigt land. Det måtte være muligt for ham at beholde gården.

Nogle dage efter fik han en ny, alvorlig samtale med sin formynder. “Jeg har endnu ikke kunnet finde en god køber til gården”, begyndte Truels. Den spinkle, opløbne, lidt duknakkede dreng så forskrækket på ham. Øjnene var udtryksfulde, de lyse, tynde øjenbryn sad højt og var nu optrukne. Det smalle ansigt var ikke netop kønt, ikke helt velformet, men godheden lyste ud af det. “Jeg vil så gerne beholde gården”, sagde han.

“Beholde gården”, gentog Truels, og hans stemme blev hård. Han var en retsindig mand. Men han var praktisk indstillet og havde ikke tid og tålmodighed til at blive ved med at beskæftige sig med den sag. Den skulde have en ende, og den skulde ordnes på en økonomisk forsvarlig måde. Han fortsatte:

“Men du kan ikke klare økonomien og ikke magte arbejdet, det mener alle. Det er for tidlig for dig at blive bundet på den måde. – Det er bedst for dig at slippe gården. Du får penge til overs, hvis vi sælger. Når du så har tjent lidt flere, kan du måske få en lille ejendom igen. Men tre børn kan ikke være ene, som I vil. Pigerne kan slet ikke holde hus – I får ingen ordentlig mad.” Truels var blevet mere veltalende end sædvanlig. Han var ærgerlig over, at han, der kunde ordne indviklede konflikter og styre hele sognet, ikke kunde få denne knægt til at makke ret. Drengen var stædig, var han.

Truels var kommet forbi gården og havde tilfældig truffet Hans Michael. Han skulde videre og syntes, han allerede havde brugt for megen tid. Drengen sagde ikke et ord til alle de fornuftige grunde til at sælge gården, stod bare halvvejs med ryggen til sin formynder og så på gården – fars og mors gård, hvor børnene nu havde boet alene nogle måneder – – var det ikke lille Dorthea, han kunde skimte i vinduet. Næsten nybygget lå den der, bygget op ved danefæ eller ved et mirakel. Kanske ved Guds styrelse, som Met´ Kirstin´ sagde. Han kom til at tænke på, at den skulde hedde Guldagergård.

Truels afsluttede sine overtalelser: “”Der kan du se. Du har ikke noget at svare. Du må lade mig råde. Du har ingen andre at holde dig til og ingen, der kan hjælpe dig.” Det klarede pludselig op i drengens bedrøvede ansigt. Han vendte sig om mod den myndige ældre mand og så ham lige ind i øjnene.

“Jeg har da Gud,” sagde han lavmælt. Truels studsede. “Du er en underlig dreng, du skulde hellere se at blive præst”, sagde han og gik sin vej.

Hans Michael vidste godt, at Truels i Abildgård, V. Vedsted Byvej 23, kunne låne ham de penge, der skulle til, for at gården kunne forrentes de første år. Men han tvivlede på, at han ville. Truels havde som ældste søn overtaget sin fars gård omtrent gældfri. Sådan var det skik, og sådan ville hans far have det, for at der ikke skulle mangle penge til gårdens drift. Truels´ søskende fik næsten ingenting. En bror, der hed Jannik, V. Vedsted Byvej 23, var kommet i træskomagerlære og var nu træskomand et sted øst for Ribe. Abildgård var den største gård i sognet, og Truels var nok også den rigeste mand. Han var kendt for at passe godt på sine penge og hverken låne eller give dem væk. – Hans Michael ville også helst klare sig selv. Men hvordan skulle det blive muligt?

En dag kort tid efter den sidste samtale med Truels kom der bud efter ham fra sognepræsten, Hans Jørgen Jacob Sørensen, Sdr. Kirkevej 20. Han ville gerne tage sig lidt af de tre forældreløse børn, sagde han til Hans Michael, da de sad i præstens studereværelse. Pigerne kunne de jo nok få anbragt hos gode mennesker. Og nu havde han et forslag at gøre Hans Michael. Han ville foreslå ham at begynde at læse til et eller andet. Hvem ved, måske han kunne blive præst. Han kunne naturligvis også komme i lære og blive håndværker. Men præsten havde lagt mærke til hans gode evner, da han gik til konfirmationsforberedelse, og folk fortalte om hans gudsfrygt og fromhed, noget der glædede præsten meget at høre. Sidst havde Truels i Abildgård talt med ham derom og havde tilbudt, at han sammen med Benned i Okholm, Ulvehøjvej 16, nabogårdmændene Søren og Jakob og måske enkelte flere – præsten ville godt selv være med – ville kautionere for et lån, så han kunne læse til en eksamen.

Hans Michael hørte høfligt og noget forundret på sognepræstens udredning af dette. Men det interesserede ham ikke, kunne præsten godt mærke. Han bad drengen overveje sagen nøje og at skønne på det gode tilbud. Det var meget smukt, sagde han, at Hans Michael forsøgte at beholde sin fars gård. Men han måtte ikke være stædig og holde alt for stejlt på noget, som var umuligt. Hans formynder havde ikke været tilfreds med den stejlhed. Han havde sagt til præsten, at planen om at drive gården videre vidnede om en barnagtig ufornuft. Og Hans Michael måtte da vide, at der var ingen, som kendte mere til den slags end Truels. Hans Michael sad og ønskede, at samtalen snart var forbi.

Han var nok klar over, at den samtale og hele planen om, at han skulle studere, var et påfund, ja næsten en list, som Truels havde spekuleret ud for at få ham til at svigte gården. Nå – den rige gårdmand kaldte ham stædig og stejl! I alt fald skulle hans plan ikke lykkes!

Han så sig om på de fine møbler og betragtede malerierne på væggen. Aldrig havde han set så køn en stue – og alle do bøger, her dog var! Præsten fulgte hans blik. “Kunne du ikke have lyst til at komme til at bo i en præstegård og få sådan en stue og så mange bøger?” spurgte han. “Jo – o !” Hans Michael trak på svaret. “Men jeg vil helst være, ligesom far var. Og Kjestine og Dorthea vil gerne blive sammen og sammen med mig. Og vi vil gerne bo i gården hjemme.” Præsten rystede opgivende på hovedet. Hans Michael rejste sig, takkede pænt, fordi præsten tænkte på dem, sagde farvel og gik. – –

– – Da præsten havde givet Truels besked om Hans Michaels besøg, blev de to enige om at lade børnene blive boende – foreløbig.

Arbejdsliv og hjemliv.

Så skulde de tre børn til at prøve, om de i længere tid kunde klare sig selv – eller de skulde til at vise, at de kunde; det var i efteråret 1869, da Hans Michael var 16 år.

Den sommer var de kommet igennem, uden at de næsten vidste hvordan. De kunde endnu ikke ret fatte, at de var ene, at både far og mor, ja og Met´ Kirstin´ var borte. De syntes næsten, at de var omkring dem endnu. Naboerne og fjerne slægtninge bød dem på besøg hos sig, men de vilde i grunden helst være hjemme. De blev også hjulpet fra alle sider med arbejdet både ude og inde og fik mange gode råd. Denne hjælp var vanskeligere at give om vinteren og kunde da heller ikke fortsætte i længere tid. Børnene vilde også helst klare sig selv, vise at de kunde.

Meget af tiden opholdt de sig i stalden alle tre, så de fik gavn af dens lunhed. Kjestine ville helst have Hans Michael til at hjælpe sig med maden, og Dorthea skulle se til, så hun kunne lære det. Var der noget, de ikke kunne finde ud af, spurgte de en af nabokonerne til råds. Måske fulgte hun med hjem og hjalp dem. De vanskelige retter undgik de at lave.

Men når Hans Michael skulle hjælpe med maden, så måtte pigerne hjælpe ham til gengæld. Kjestine begyndte så småt at forsøge på at malke den af køerne, der var lettest at malke. Det var den røde. Men den gav meget mælk, så Hans Michael malkede den efter. Den skulle behandles forsigtig, for den var så let at skræmme og fór sammen i skræk ved den mindste lyd eller ved en pludselig bevægelse. Så kunne den komme til at sparke til mælkespanden, så den væltede. Kjestine kunne også godt lide at give de små kalve sødmælk i den første tid, efter at de var født. Og der var andre ting, hun kunne hjælpe med. Hun ville gerne, var stor og stærk af sin alder og ikke bange for dyrene. Om formiddagen var hun i skole, men så snart hun kom hjem, søgte hun ud til Hans Michael. Måske tog han fri fra sit arbejde en kort stund, og så gik de alle tre og så på dyrene i stalden. Det var deres dyr og deres stald, de stod i. De så på, hvordan de trivedes, eller lagde mærke til, om der var noget i vejen med dem. Kalvene havde let ved at få dårlig mave. Så blev de lådne i pelsen og skød ryg. Grisene, som de havde to af, kunne det gå på samme måde. Den kunne skyldes, at mælken, som kalvene og grisene fik, var sur, vidste Hans Michael, så de måtte sørge for, at den ikke blev for gammel, og at spande og krybber blev holdt rene.

Kreaturerne selv skulle også holdes rene. De blev striglet og børstet og samtidig snakket med og kælet for ved at klø dem under halsen. Børnene og dyrene blev godt kendt med hinanden og gode venner. De små kalve var de livligste med deres springen omkring i båsene, køerne de venligste. Der var dog forskel på dem. Store Hvidsken og Lille Hvidsken – de hed sådan, fordi de var hvide – ville stjæle foder fra de andre, men var ellers gode nok. Lille Hvidsken var især Dortheas kæleko. Hun turde gå op til den og tage den om halsen, og det ville den gerne have. Den kunne stå og brøle for at kalde på hende. Store Hvidsken var førerko og gik foran om sommeren, når køerne skulle ud på græsset og tilbage igen, og den huskede, hvilken marklåger, køerne skulle ind af. Bagerst, når Kjestine drev med dem, gik altid Røn; det var den røde. Den var gammel, men gav mest mælk af dem alle. Hans Michael fortalte, at den var fra Fyn og af en anden slags end de andre, og det kunne man også nok se på den, mager og hængemavet, som den var. Dens kalve kunne heller ikke blive fede og kostede for lidt som stude eller kvier. Så var der Skimmel, som var så svær at malke, og som kunne finde på at vælte spanden under malkningen, fordi den var utålmodig efter at få den grutning, som køerne fik lige efter.

Grisene var i den østlige længe, sammen med hønsene. Men de to heste stod i stalden, i et hjørne for sig selv. Det var hopper, og de havde for det meste føl begge to, men i år var desværre kun den ene blevet med føl. Den skulle fole tidligt på foråret, så de begyndte at glæde sig lige efter jul. Fårene, fem i alt, gik ude både sommer og vinter. Men når de skulle have lam, – og det var også i det tidlige forår – skulle de tages ind. Her var noget, Hans Michael skulle holde øje med, når han var i marken med hø til dem.

Hans Michael begyndte dagen med at give hø til alle dyrene i stalden. Så kom Kjestine til for at hjælpe lidt med malkningen, før hun trak i skoletøjet, fik de ny træsko på og løb ad stien til skole. Hun kunne følges med børnene fra Okholm, og de havde det morsomt på skolestien, legede og gled på is i en grøft, når det var frostvejr. Var det tøvejr med sne, klumpede sneen under træskoene, så de blev blytunge og væltede; så kunne børnene forvride anklerne og komme humpende for sent i skole.

Efter malkningen kom Dorthea op af sengen. Kjestine havde taget lidt mad, mens hun gjorde sig færdig til skolen, men Hans Michael og Dorthea gav sig tid til at sidde ved køkkenbordet og spise varm mælk med brød til. Derefter fortsatte de fodringen, det vil sige: Dorthea så til, eller hun legede med kattene, som holdt til i stalden. Når der blev malket, fik de mælk i deres trug, eller Hans Michael malkede en mælkestråle lige ind i munden på dem. De første par måneder efter jul var det mørkt i stalden under malkningen og den første del af fodringen, og staldlygten, der kun bestod af et tællelys, skærmet af glas, lyste kun meget lidt. Stalden kendte de så godt, at de kunne finde rundt i mørke. Også aftenfodringen gjorde de færdig ved lygtelys, og det sidste af dagens arbejde var igen malkning.

Når morgenfodringen var endt, tog Hans Michael fat på at tærske i loen mellem stalden og stuerne. Noget havde han tærsket straks efter høsten og solgt for at få penge til nødvendige indkøb. Kornet var gennem en kvist med en luge forket på loftet over stalden og stuerne, og derfra skulde det nu igen kastes ned i ben. Det kunde Dorthea besørge. Hun smed en dynge neg ned ad gangen, pakkede sig så ind i neg for at holde varmen og sad på loftet og så på, hvordan Hans Michael svang plejlen, der næsten nåede op til hende. Eller hun krøb ned ad stigen og satte sig til at lege med det aftærskede korn, som Hans Michael skuppede sammen med en rive langs lovæggen. Imens snakkede de hyggeligt sammen. Hans Michael havde altid et eller andet at spørge om eller noget at fortælle.

Især fortalte han om aftenen, når de kom ind fra malkningen. Han havde lånt bøger af degnen, mest for at læse om vikingerne, og det, han læste, fortalte han igen. Han fortalte så livligt og malende, så de syntes, de kunde se det hele for sig. De kunde se de stolte vikingeskibe stævne ud om foråret med hvide sejl, som solen skinnede på, og de havde dragehoveder i forstavnen. Måske sejlede de syd på langs kysten og kom så til Frankrig og Spanien, og enkelte kom til Italien. Han havde et landkort og viste dem landene derpå. En sådan sejlads var farlig, men vikingerne var modige, og de forstod at manøvrere skibene. De kunde godt møde fremmede vikinger på havet og komme i kamp med dem. Hans Michael fortalte spændende om en sådan kamp. Vikingerne havde tit varer med fra Danmark, huder f. eks. og rav, som de havde fundet ved Vesterhavet. Disse varer byttede de med og fik smykker og våben og tøj for. Eller de fik penge for ravet af købmænd, der kom langt borte fra. Det kunde rigtignok også ske, at de bare tog de fremmede folks gode ting uden at betale for det. Ja, de tog endog unge mennesker med sig, både mænd og kvinder, som de gjorde til deres trælle. Somme tider giftede de sig med kvinderne.

Når de gjorde den slags, kunde de risikere, at fremmede vikinger gjorde gengæld, sejlede til Danmark og tog kostbarhederne og kvinderne og trællene fra danskerne igen. Måske satte de ild på deres borge og huse og slog beboerne ihjel eller tog dem med sig og gjorde dem til trælle i fremmede lande.

Pigerne gyste, når Hans Michael fortalte den slags; og han fremstillede det, så de næsten syntes, de oplevede det her i Okholm. Men så beskrev han bagefter borgen både udvendig og indvendig og husene, der nok havde ligget omkring den. Han fortalte om kvinderne, der gik derhjemme og passede det hele, mens mændene var på togt. Det var hyggeligt at høre om.

“De ventede ligeså spændt, nar mændene skulde komme hjem, som I venter på mig, når jeg har været i Ribe”, sagde han. “De var spændt på, hvad de havde med hjem. Og engang har de haft ringene og de andre smykker med, som vi nu har fundet, og fruerne og ungmøerne har rigtig pyntet sig med dem. Kanske der også har ligget et hus her, hvor vi bor, måske et jomfrubur eller sådan noget. Og så har jomfruerne gemt deres fine sager i jorden her, den gang de opdagede, at de fremmede overfaldt den store borg, som jo næsten godt kan kaldes en røverborg. Måske har der været mange huse heromkring, en hel by.” Det troede Hans Michael.

“Og der har været en havn”, fortalte han, “hvor fredelige handelsskibe kom sejlende til med varer fra fremmede lande, eller hvor danske købmænd kom med skibe og fik egnens stude med til havnene nede i Tyskland.”

Sådanne aftener, hvor Hans Michael fortalte, gik så hurtigt, at de slet ikke kunde tro det, når han sagde, de skulde i seng. For det meste fik han tid til at læse et lille stykke af bibelen til allersidst, ligesom deres far havde gjort. Han havde prøvet at læse af den tykke prædikenbog, men det syntes pigerne ikke om. De blev søvnige og gabte. Den kunde han selv læse i, sagde de, og det gjorde han også. Men bibelen vilde de gerne, han læste af. Bagefter gik de i seng og Hans Michael bad aftenbøn, inden de faldt i søvn.

En dag henad foråret, da han havde været ude ved fårene, kom han hjem med et af dem. Det havde fået yver, sagde han, og så vilde det snart lemme. De næste dage kappedes han og Kjestine om at komme først ned i laden, hvor fåret gik. Kom Hans Michael ud i stalden først, lod han være med at se til fåret, så det var Kjestine, der blev den heldige.

“Fåret har lemmet”, råbte hun, endnu før hun kunde se noget, for hun kunde høre et lam bræge. “Mæ-æ” lød det med en ganske svag og spæd brægen. Der var endda kommet to lam, og Hans Michael måtte skynde sig at komme og se dem. I Skolen tænkte Kjestine den dag næsten kun på lammene, og hun fortalte degnen og de andre børn om dem. Da hun kom hjem, kunne de både stå og gå, og Kjestine fik lov til at bære et af dem, så Dorthea kunne klappe det. Inden mange dage fødtes der flere lam, og pigerne nød rigtigt at se deres kluntede, men søde springen omkring.

Lidt senere på foråret fødte den røde hoppe et føl. Dorthea sad ved vinduet i køkkenet og ventede på Kjestine, da hun kom fra skole, og inden hun endnu var kommet ind, råbte hun højt: “Den røde har fået føl!” Af sted for de begge to ned i stalden, hvor Hans Michael stod og betragtede føllet, et velskabt rødt hoppeføl. Han ville helst stå og kikke på det hele tiden, og der kunne godt være noget at se efter og hjælpe med. Da pigerne kom, var føllet ved at rejse sig for første gang. Det var kommet op på forbenene, men de måtte hjælpe det med at komme op på bagbenene, og det dinglede, da det flyttede fødderne, så Hans Michael måtte støtte det, mens det stavrede rundt i båsen på de lange, tynde ben. Pigerne lo. Det var dog morsommere endnu end lammene. Kjestine kunne ikke dy sig, men måtte over og tage det om halsen, skønt det knap nok var helt tørt endnu.

Endnu en fødsel fandt sted på gården det forår. Det var den skimlede ko, der kælvede. Den fik en tyrekalv, som blev gående i en lille lukket bås den sommer. Endelig kom den store dag, som børnene glædede sig meget til, da først køer og bagefter stude og kvier kom på græs. Pigerne så kun til, og Hans Michael havde fået Benned´s karl til at hjælpe sig. Ungkreaturerne opførte sig omtrent som vilde dyr, stangedes og løb til alle sider, og selv køerne var kåde som små kalve, så de to mandfolk havde svært ved at holde flokken samlet og få dem drevet ind i de rigtige indhegninger. Hans Michael måtte tage sig af køerne de første dage, men så begyndte Kjestine igen sine daglige ture med dem. Om sommeren gik hun ikke i skole. Den første tid fornøjede det hende at drive med køerne, men i længden blev det ensformigt, så hun kunne være en smule tvær, når hun skulle af sted. Så fik Hans Michael brug for sin evne til at opmuntre.

“Jeg tror lærkerne har begyndt at lægge æg nu”, sagde han så. ” Jeg hørte en, der sang i morges, da jeg lige var stået op. Jeg kunde høre, den var så glad. Jeg tror bestemt, det var lærkefar, der sang for sin kone nede på reden. Den er nok begyndt at glæde sig til, der skal komme unger. Men så får den rigtignok ikke tid til at synge mere. Nej, for så får far og mor så travlt med at finde små bitte larver og insekter og orm til dem. Det kan du også se på, når du går med køerne. Men så må du først have fundet en rede Se nu godt efter i dag. Du skal se efter, om lærkemutter flyver af reden, så flyver den lige nede ved jorden et lille stykke og sætter sig. Du må helst ikke røre ved æggene. Det kan fuglene ikke lide. Husk så at høre efter om lærkefar synger endnu. – – Mon ikke også svalerne er kommen? De plejer at flyve lige foran køerne for at snappe de fluer, der bliver jaget op. Frem og tilbage, frem og tilbage, flyver de, og slår sløjfer i luften. Kvittevit, kvittevit siger de så. Men hvis de flyver helt lavt nede, så bliver det regnvejr, for når det trækker sammen til regnvejr, holder svalerne sig nede ved jorden, for så er fluerne dér.”

Efter sådan en lang tale travede Kjestine glad afsted med sin lille koflok. Hun svippede i græsset med sin stok, kikkede efter lærken, som godt nok var der, og sang selv et par vers af en morgensang, hun havde lært i skolen. En dag fandt hun en lærkerede med fire æg i. Da der kom unger, kunde hun ikke lade være med at se til dem hver dag. De lå og strakte hals og gabte, når de hørte hende, fordi de troede, det var deres mor eller far, som kom med mad til dem. Så spyttede hun ned i næbbet på dem, så de ikke skulde gabe helt forgæves.

“Nu kender jeg alting ved markvejen; der er slet ikke mere nyt at opdage”, sagde hun en dag til Hans Michael. “Kender du alt?” Han lavede en grimasse, som skulde vise hans forbavselse. “Nej, det gør du rigtignok ikke. Du kan blive ved hele sommeren at finde ny blomster. Der kommer hele tiden ny frem. Og du har heller ikke fundet alle de gamle. Du kan godt finde ny næste sommer igen. Og selv om du skulde have set dem før, så gør det ingen ting, du skal bare se på dem igen. De bliver kønnere og kønnere for hver gang, vi ser på dem. Og hvis du plukker en blomst og sætter dig og ser på den, så opdager du mange ting, som du ikke har lagt mærke til før. Det skal jeg vise dig en anden gang. Nu skal du skynde dig afsted med køerne.”

“Må jeg så få bare fødder?” tiggede Kjestine. “Du må få en bar ende og få smæk i den, må du, hvis du tager træskoene af. Jorden er alt for kold endnu til bare fødder”. Kjestine lo. Han var altid så sjov og holdt løjer med dem, selv om han var bestemt. Og rar var han alligevel. Da han havde hjulpet hende at få køerne ud af stalden, sagde han: “Kom her med træskoene. Du kan vist godt tåle at gå barfodet alligevel, du er jo så stærk og sund.”

Den sommer blev særlig varm og tør. Køerne tørstede meget, og der var ingen vandtrug på den mark, hvor de gik. Når de skulde hjem, styrtede de sådan afsted, at Kjestine ikke kunde følge med dem. Men hun kunde finde dem ved bækken neden for haven eller langt ude i den, og før de havde slukket tørsten, var det umuligt at genne dem ind.

Sidst i juli blev det slemt med tordenvejr; og det var Kjestines skræk. Pludseligt kunde regnen strømme ned og bløde hende til skindet. Der var kun en bomuldskjole og en særk at bløde igennem. Men selve tordenvejrets uhygge frygtede hun mere.

En dag, da køerne skulde i marken efter middagsmalkningen, vilde hun meget nødig af sted med dem. Himlen var overtrukket med sortblå skyer, og der var næsten mørkt som om natten. Men Hans Michael havde netop den dag planlagt at begynde på rughøsten, og han havde en aftale med en arbejdsmands kone om at binde op, så Kjestine måtte tage sig af køerne. Da opdagede hun heldigvis, at to af Benneds børn kom drivende med deres køer; så kunde hun følges med dem.

“I må vente på mig, når vi skal hjem, så vi kan følges ad”, bad hun. Det lovede de. Kjestine skulde længst med sine køer. Da de andre børn havde deres ind på marken, dundrede pludselig det første tordenskrald. Som et bøsseskud kom det og fortsatte i en lang rullen, der blev svagere og svagere. De andre børn glemte rent Kjestine, tog benene på nakken og pilede af sted for at nå hjem, før regnen kom. Kjestine var alene tilbage. Hun måtte videre med køerne og fik dem gennet ind, hvor de skulde være, mens det ene tordenskrald efter det andet buldrede over hende. Når en torden var til ende, lukkede hun øjnene for ikke at se det lyn, som hun vidste ville komme. Hun rystede af skræk og tudbrølede, men løb så alt, hvad hun kunne hjemad. Inden hun nåede hjem, tog regnen fat. Der kom nogle stærke vindpust, som hvirvlede græsstråene rundt og fortsatte i et bredt bælte tværs over en kornmark. Det var en hvirvelvind. Kjestine havde hørt om skypumper, som kunne løfte små børn i vejret. Hun blev mere bange og løb endnu stærkere og nåede hjem, inden tordenbygen var på sit højeste. – Når høet var kørt hjem, skulle køerne græsse på engene ude ved havet. Dertil var der så langt, at de ikke kunne gå hjem om middagen. Der var også langt for vogterne at gå, og de fik for det meste lov til at blive ude ved køerne hele dagen. Engene var ikke indhegnede, men kun adskilt ved grøfter, så det var for farligt at lade dyrene gå alene. Spørgsmålet var nu, om Kjestine var stor nok til at vogte køerne, da de kom i engene. Hun ville helst, for tiden blev så lang, når Dorthea og hun skulle være alene hjemme. Men hun var også betænkelig ved, om hun kunne styre køerne og holde dem fra de andres enge og fra kløvermarkerne, som var i nærheden. Hans Michael mente, at den sultne Store Hvidsken kunne lugte kløverne og finde på at stikke i trav for at kunne hugge i sig og forsluge sig i kløverne og kanske få trommesyge. Og han vidste, at hvis førerkoen løb, så løb også Lille Hvidsken og Skimmel, men gamle Røn vilde nok blive stående eller kanske gå en hel anden vej. Så skulde der løbes stærkt og man skulde næsten helst være to steder på en gang. Det troede Hans Michael ikke, Kjestine kunde klare.

Det blev til, at Kjestine kun fik lov, når der var store drenge med fra nabogårdene, så de kunne træde til, hvis det kneb. Var der piger med de andres køer, vogtede Hans Michael selv sine, så han kunne hjælpe dem, om der var brug for det. I engene tog de det ikke så nøje med at holde hver flok køer for sig. De lod dem tit gå sammen i en stor flok, og de 3 – 4 børn, som vogtede dem, gik så også sammen og legede. De byggede huse af vraggods og tang, ja hele borge, som de kaldte dem. De boede i hver sit hus, indrettede sig med bænke og borde, besøgte hinanden og havde det dejligt. Maden, som de havde med, kunne de også spise i husene, og de tog kartofler med hjemmefra og stegte dem på et bål. Sådanne stegte kartofler, der lugtede af røg, var en og de glemte alt andet.

Men hvor var køerne? Var de gået i kløverne? Eller stangedes de og gjorde hinanden fortræd? Ondskabsfulde dyr kunne løbe til og jage hornene ind i maven på en fremmed ko. Var en sådan angrebet ko med kalv, kunne kalven let stanges ihjel. Vogterne måtte ikke glemme at passe på, og i grunden var det forbudt at lade køerne gå sammen. Hver flok skulle blive, hvor den hørte hjemme. Der var en markmand i sognet, som skulle holde opsyn med, at de gjorde det. Ham skulle børnene, der vogtede, også holde udkig med og straks advare de andre hvis en så ham. “Markmanden kommer”, lød det og så styrtede de af sted for at jage køerne hen, hvor de skulle være.

Markmanden havde opsyn med alle sognets køer og med vogterne af dem, så han kunne ikke komme så tit. Men han så godt efter, for han fik løn efter det antal køer, han havde set på forbudte marker. Antallet skrev han op på lobjælken i den gård, hvor de noterede køer var fra. Når et år var gået, blev det lagt sammen, og ejeren måtte betale for forseelserne. Hans Michael formanede Kjestine til at passe godt på, når hun var i engene.

Årets gang.

Årene gik med ganske få store begivenheder og mange små, som egentlig var de vigtigste for de tre børn. Det første år var avlen dårlig på grund af tørke, så der blev mindre korn at sælge, end man var vant til. Den ene gris blev slagtet til jul – Kjestine måtte købe en mindre i stedet. Køerne blev magre og gav for lidt mælk om vinteren, fordi Hans Michael sparede på grutningen til dem. Truels og naboerne rådede ham til at sælge mindre korn, så dyrene kunne få nok, men han vidste bedre end de, sagde han til dem, hvor mange udgifter der var på grund af de mange nyanskaffelser.

“Du skal til at have roer”, sagde også Benned, Ulvehøjvej 16, til ham. Han gik selv foran med det nye, og det var nyt at dyrke roer. Han havde to små roemarker, en med turnips på den høje sandede jord og en med kålrabi på den lave jord, der var af bedre kvalitet.

Hans Michael lod det være. Han havde ingen lyst til at prøve det nye, men ville helst gøre, som hans fader havde gjort. Han havde en mark liggende uden afgrøde om sommeren, for at den kunne renses for ukrudt. Den kaldtes en brakmark, og den skulle pløjes og harves flere gange.

“Du skulle så roer i din brakmark”, sagde Benned igen. “Roerne skal holdes rene, og så bliver jorden renset for ukrudt på den måde. Og køerne giver meget mere mælk, når de får roer.”

På næsten alle gårde fulgte med Benneds eksempel. Men Hans Michael blev ved på den gamle måde, som han kendte. Han ville også helst undgå at få mere arbejde, og det kunne han se, at roerne ville give. Han havde nok at gøre i forvejen, og han ville have tid til at se på blomsterne og høre på fuglesangen. Han fik anlagt en fin have fra gården ned til bækken, som løb lige syd for. Han holdt meget af at sidde helt alene ved den bæk og bare se på vandet og lytte til dets rislen. Pigerne tilbragte også meget tid ved bækken om sommeren. De sad på bredden med fødderne i vandet, og var det rigtigt varmt, tog de alt tøjet af og dukkede under med hele kroppen. Da de blev lidt større, hjalp Hans Michael dem med at få et trug sat i vandet, og så sejlede de i det. Men det måtte de kun gøre, når han så på det, for truget kunne let vælte. Var han med i truget, kunne han finde på at vippe så meget med det, så de hvinede. Bagefter lo de og bad ham gøre det igen, for det kildrede så sjovt i maven. En dag vippede han så voldsomt, at Dorthea i panik sprang i vandet, som gik hende til helt op på livet. Den begivenhed morede de sig meget over bagefter.

Der var fyldt med mange slags småkryb i bækken, som de kunne sidde og se på. Og der var fisk, de kunne fange i ruser – aborre og skaller; enkelte gange på en varm aften stangede Hans Michael ål.

Hans Michael ville også have tid til at læse, hvad så end Truels og de andre sagde om, at han måtte hænge i med arbejdet. Degnen havde skaffet ham flere bøger og blade, hvori han læste mange ting, men også om, at der var gjort andre fund i Okholm fra den gamle tid, og de viste, at der havde boet mennesker på det sted, før vikingerne byggede deres borg; måske havde der været en hel by omkring Okholm. Denne læsning satte mange tanker i gang hos ham, og han ønskede, at han kunde få tid til at grave og lede efter oldsager fra den tid.

Var det småt med indtægterne, måtte der spares endnu mere på maden og klæderne. Ingen af delene betød meget for Hans Michael, og pigerne forstod han at stille tilfreds og få i godt humør ved sine sjove bemærkninger og ved at fortælle for dem. De havde hinanden, det var det vigtigste, og deres liv og glæder var knyttet til årets skiftende gang og de begivenheder, som fulgte med denne skiften, knyttet til det arbejde, som hørte årstiderne til.

Foråret var vel den bedste tid, men alle årets tider var gode i deres forskellighed; og denne forskellighed gjorde, at tilværelsen aldrig blev ensformig. Den anden sommer, de var helt ene, var regnfuld, og alt stod godt på markerne. Der var godt med græs, så køerne kom sig igen. Begge hopperne fik føl, men så indtraf den store ulykke, at det ene døde. Det var den gamle rødes, og det var nok blevet sparket i maven af den brune, som tit kunde være lidt uvorn og ikke kunde tåle andre end sit eget i nærheden af sig. Man måtte dog undskylde den, for den var blevet bange en dag for en sæk, der flagrede i vinden, da Hans Michael skulle køre til mølle. Det kunde den ikke komme over; den var blevet så sky, at de nok blev nødt til at sælge den, for den var farlig at køre med på landevejene. Det stakkels føl var ramt så voldsomt i maven, at det knap kunne gå hjem selve Da de trak den røde ned til bækken for at vande den, stavrede det syge føl med og gik helt ud i vandet, hvor det næsten ikke var til at få fra igen. Det lindrede smerterne at stå i det kolde vand.

Kjestine og Dorthea kunde ikke lade være med at græde, da Hans Michael dagen efter fortalte, at føllet var død. Nu havde de kun den brunes føl at se på inde i stalden, når hestene var i marken for at arbejde. Når de var der, måtte føllene ikke komme med, og pigerne havde haft et grueligt besvær med at få dem begge to gennet ind i stalden. De vilde absolut blive ude og med i marken. Det så ud til, at de fattede mistanke, når Hans Michael kom hjem med dem fra græsmarken og tog seletøjet frem. Nu havde de kun det ene føl at få ind; men hvor var det alligevel sørgeligt, at det andet var væk. Det var også synd for den røde. De kunde se på den, at den sørgede. Den fandt sig i, at den brunes føl pattede den og fik det spændte yver til at svinde.

Pigebørnene klappede den imens; den var så rolig og skikkelig, at Kjestine turde ride på den, når hestene skulde på græs, men det kunde være svært at have den brune med ved siden af, og det skulde hun for det meste. Hun skulde Så både styre den røde med tøjret og holde ved den brunes tøjr. Når den brune blev kåd eller stædig eller vilde græsse under vejs, var den lige ved at rive hende med.

Det skete også, at Kjestine skulde hente hestene i marken. Det gjorde hun gerne for rideturens skyld. Men det store spørgsmål var, om hun kunde komme op på ryggen af den røde. Skulde hun have dem begge to med hjem, var det umuligt, det vidste hun nok og kunde så alligevel ikke lade være med at gøre nogle forgæves forsøg. Hun rinkede begge tøjr sammen, tog i den rødes manke og hoppede til, hængte lidt og sprællede med benene og faldt ned igen. Hun prøvede at sætte sin venstre fod op på hestens forben lige oven for knæet og forsøgte at svinge højre ben over dens ryg. Det mislykkedes, en gang, to gange, mange gange, inden hun gav op. Så trak hun hestene hen til en jordvold, men den skrånede så meget, at der blev for langt fra dens top og over til hesten. Hvis hun kun skulde have den røde med, gik det bedre. Den røde fandt sig tålmodigt i alle hendes forsøg, ja selv i at blive trukket ned i en grøft. Så var det let at skræve over på den.

En dag hun sejrsstolt travede hjemad og satte ekstra fart på, gik det hverken værre eller bedre, end at hesten snublede. Pigen fløj ud over dens hals og landede på hovedet lige foran den, hvor hun blev liggende et øjeblik ganske fortumlet, uden at røre sig. Hun græd ikke engang. Den røde havde standset helt i faldet, så den undgik at træde på hende, og den stod nu helt stille og betragtede den uheldige rytter, som dog efter den kolbøtte foretrak at gå hjem. Heldigvis og mærkeligt nok havde hun ingen skade taget, ikke engang slået sig. Hun fortsatte da også med at ride og blev dygtig til det efterhånden.

Fårene gik det godt med. Der var endda et af dem, der dette andet år i den ny gård fik tre lam. Det kom til at stå i tøjr hjemme ved gården, og da moderen ikke havde mælk nok til alle tre lam, tog pigerne sig af det ene og gav det mælk af en sutteflaske. De skulde skiftes til at have fornøjelsen. Når lammet så dem komme med flasken, brægede det glad og kom løbende hen til dem. Det blev efterhånden så tamt, at de kunde tage det op i armene og kæle for det. Dæggelammet blev deres kæreste dyr.

Når vejret blev varmt nok, så fårene kunde undvære deres tykke vinterpels, blev de vasket og klippet. Hans Michael tog et tøjr om halsen på et par af dem og trak af sted med dem, mens pigerne gik bag efter og gennede de andre med. Det store kar blev trillet ned til bækken og fyldt med vand. Derop i løftede de fårene, et for et, og så blev de grundigt skruppet. De måtte have benene bundet, for at de ikke skulde rejse sig og for ikke at sprøjte for meget. Alligevel blev både Hans Michael og pigerne, som også vilde hjælpe til, pjaskvåde. Især stænkede vandet på dem, når fårene, efter at de var vasket, fik benene løsnet og sprang op. De skulde stå lidt i karret, så vandet kunde løbe af dem. Når de så kom op af karret – Hans Michael måtte hjælpe dem lidt – rystede de sig så voldsomt, at de stænkede vidt omkring. Efter den egentlige vaskning blev de skyllet i bækken. De fik et reb om halsen og blev smidt ud i vandet, hvor de måtte stå stille eller måske svømme lidt, indtil de blev halet i land. Imens fårene blev vasket, løb lammene helt forvildet omkring og brægede ynkeligt.

Fårene blev nu gående i laden og ved gården, indtil de blev tørre; og en solskinsdag blev de klippet. Det var et vanskeligt arbejde, som en kyndig mand måtte udføre, hvis ikke fårene skulde blive klippet i skindet, så Hans Michael måtte leje en mand til det, indtil han fik lært det. Atter blev fårene bundet, og atter løb lammene forskrækkede om og kunne efter klipningen ikke engang kende deres mor uden pels på.

Pigerne glædede sig længe i forvejen til, at fårene skulde klippes. Det var så spændende at se på, og de havde lammene hjemme omkring i flere dage. Men det var endnu mere det, der fulgte efter, som de glædede sig til. Så skulde nemlig ulden sælges og leveres til en forretning i Ribe, hvor de også kunne købe tøj. Efter at køerne var malket om middagen, kørte de alle tre den lange vej på en hel mil. Børnene syntes, det var årets største begivenhed. Pengene, de fik for ulden, skulde da heller ikke alene bruges til lagner og den slags, men pigerne fik lov at købe lidt til sig selv: strømper til vinteren og undertøj. Et forklæde fik de også hver. Kjestine ønskede sig en ny kjole, men det måtte vente, mente Hans Michael.

“Du er så køn, at du ikke behøver en ny kjole for at se sød ud”, sagde han til hende. Så lo de alle, og pigerne gik med på at vente. Dorthea havde ellers glædet sig til, at hun skulde have Kjestines kjole, når hun fik en ny.

Den dag var en festdag – også uden ny kjole. De spændte kun den røde for vognen, for den brune var stadig for sky at køre med til købstaden, hvor der var så meget at blive bange for. Men det gjorde ingen ting, at de skulde køre langsomt, for så var det bedre tid til at se sig om under vejs. I Ribe så de på udstillingerne i vinduerne, købte lidt til brug i køkkenet i en isenkramforretning og en kage til hver hos bageren. Jo, den tur lagde festglans også over de følgende dage.

En mindre, men alligevel stor begivenhed, var tørvegravningen, som fandt sted lige efter Ribeturen. Det var ligeså lang en køretur, og de var med alle tre. Langs vejen, der gik til tørvemosen, lå der næsten ingen huse eller gårde, og der groede lyng på de sandede marker. De kørte om formiddagen og arbejdede i mosen hele dagen. Maden havde de med og lå i græsset og spiste den. Det var festligt, og maden smagte bedre, end når de sad ved køkkenbordet hjemme, så de var ikke kede af, at de måtte i mosen flere dage for at gøre tørvene færdige og for at slå lidt hø, som de tog med hjem om aftenen. Kjestine og Dorthea lå rigtig og nød turen på hølæsset. Derfra var udsigten bedre, men de holdt allermest af at ligge på ryggen og kigge på skyerne. Det blev sent, for køerne blev fodret og malket de aftner. Middagsmalkningen havde de fået naboens kone til at tage sig af.

Den rigtige høhøst foregik i engene ved havet. Hans Michael var flere dage om at slå græs. De kørte alle tre over middag og lod hestene græsse derude. Pigerne morede sig ved stranden. Når Hans Michael var færdig med at slå, kunde de begynde at vende høet med en rive. Det kunde de små hjælpe med begge to.

Efter at det igen havde ligget et par dage eller tre, skulde skårene rives sammen. Først gik Dorthea og rev et skår hen til et andet. Bag efter kom Kjestine og rev de to skår hen til det tredje, og bagerst gik Hans Michael og rev alle tre skår hen til et fjerde. Det samme gjorde de fra den modsatte side, så der kom til at ligge syv skår sammen i stribe over engen. Derefter tog Hans Michael vognstangen af og lagde den på tværs af skårene ved den ene ende, knyttede reb i den og spændte hestene for, så de kunne gå på hver sin side af striben og trække. Så stod han op midt på vognstangen og holdt i tømmen, pigerne stod hver sin ende af stangen og holdt sig fast i rebene, for de skulle også være med til at tynge, sagde han. På den måde blev høet trukket eller skubbet sammen på midten af skårene i store dynger, der blev båret sammen og sat i stakke. De skulle stå i en fjorten dages tid, indtil høet blev vejret. I Endelig kom hjemkøringen. Kjestine måtte være på vognen og læsse høet, så det ikke gled af under kørselen på den sandede og ujævne vej. Hjemme blev det forket ind i laden, hvor Kjestine og Dorthea hjalp hinanden med at træde det sammen. Det var strengt og for det meste bagende varmt, så sveddråberne perlede på panderne, og klæderne klæbede til kroppen. Alligevel var Høbjergningstiden en skøn tid, syntes børnene.

Efter den kom kornhøsten, hvor hele den lille familie også hjalp til. Hans Michael brugte leen, Dorthea gik bag efter ham med en rive og samlede kornet i små dynger, og Kjestine bandt dem sammen til neg. Når de havde ligget nogle dage, hjalp de hinanden at sætte dem sammen på. roden i lange rækker. De satte fire eller seks sammen i hobe. Hjemkøringen foregik omtrent som med høet.

Høsten var begyndelsen til efteråret med kulde og blæst eller måske med klar luft og stille solskinsvejr. Hans Michael måtte i alle tilfælde have markerne pløjet og rugen sået, før den mere rolige vintertid kunne begynde.

Dorthea skulle gå i skole ligesom Kjestine, og Hans Michael var ene hjemme en del af tiden. Så læste han. Vinteren blev streng, så både bækken og havet lagde til med is. Pigerne lærte at glide på isen og kunne knap nok nå at sluge maden, når de kom fra skole, før de var afsted ude på isen. Skulle de glide på havet, var Hans Michael med. Han købte et par skøjter af en dreng og lærte at løbe på dem. Pigerne fik lov til at prøve dem, men faldt hele tiden. Nej, det var sikrere at glide i træskoene. Men hvor så det flot og spændende ud, når Hans Michael gled over isfladen og der var andre piger, som havde skøjter og kunne løbe på dem. Kjestine og Dorthea måtte også have det lært – næste vinter, hvis ikke før.

De kunne skiftes til at låne Hans Michaels skøjter, indtil de fik råd til at købe nogle selv. Hvis de da fik råd? – Pengene slog kun lige til. Der var stadig ingen til det, der ikke var strengt nødvendigt. Truels lod enkelte bemærkninger falde om, at Hans Michael brugte tiden til barnagtige og unyttige ting, og han mukkede over, at indtægterne var for små.

“Lad ham bare snakke”, sagde Hans Michael, “han kan ikke gøre os noget, for vi betaler hver sit. Det var godt, vi blev sammen her.” Det var aften, og de sad og hyggede sig i køkkenet, som komfuret gjorde lunt. “Vi har det godt,” fortsatte han og så kærligt på søstrene. “Vi har det allerbedst om vinteren. Nu skal jeg fortælle for jer.”

Fortid og nutid.

Der var ingen magelige stole i køkkenet, kun træstole og en lille bænk. De tre søskende kendte intet til underholdning. De savnede en mor og en far. Men de holdt af hinanden, og storebror kunne fortælle. Så havde de det godt.

Han fortalte om oldtidsfundene i Okholm, hvad de viste, og hvordan han mente, der havde set ud engang, på den lille plet af Danmark, som de havde hjemme på og kendte:

“For længe, længe siden har Okholm nok været en ø. Men havet er jo ikke ret dybt her omkring, ved I nok, og nede på bunden lagde sig hvert år et lille lag, som vi kalder slik. Sådan gik det til, at havbunden hævede sig, så den til sidst nåede op over vandet øst for Okholm omkring den vej, vi kører ad til Ribe. Den gamle havbund blev til sumpe og enge, der blev mere og mere fast. Så var Okholm en halvø. På den tid kom de første mennesker. De allerførste mennesker, der levede i Danmark, havde tøj af skind og redskaber af sten, og de var fiskere og jægere. Men de mennesker, som kom her til, havde lært lidt mere, de havde rigtigt tøj, der var vævet af uld. De var også fiskere og jægere, for der var jo vand nok at fiske i, og der var nok også skove heromkring, hvor der var mange store dyr, men de kunde da også skyde måger og ænder ved stranden.”

“Hans Michael, vil du ikke også til at fiske ude i havet og til at gå på jagt, ligesom de gør omme ved Benneds?” spurgte Kjestine. “Niels ved Benneds fangede så mange, så mange flynder sidste sommer”, oplyste Dorthea. “Han går bare ud i havet, når vandet er ude, og så kommer fiskene og gemmer sig der, hvor han har trådt, så går han tilbage og træder på dem og fanger dem med hænderne.”

“Ja, jeg kender det nok, Kjestine, og jeg skal også nok prøve engang. Men hvis man skal skyde ænder, skal man ligge ved havet, når det er mørkt, og vente i lang tid. Kan I så være ene hjemme? Jeg har jo heller ingen bøsse. Så jeg kan vist ikke blive jæger. Jeg kan heller ikke ret godt nænne at skyde fuglene og harerne.”

“Det kunne ellers være rart med andesteg en gang imellem – om søndagen”, mente Kjestine. “Flynder kan du da også godt lide. Du spiser da mange, når vi får nogle foræret.” Han lo af hende. “Det kan godt være, jeg skal til at være jæger og fisker, ligesom menneskene i stenalderen. Men det kildrer bare så grimt under fødderne, nar man træder på flynderne. Men I må ikke forstyrre mig med at snakke om sådan noget, når jeg fortæller for jer.”

“Fortæl så igen”, sagde Dorthea, hun var blevet ivrig efter at høre fortælling, siden hun var begyndt at gå i skole.

“De havde også huse den gang”, begyndte han igen. “Nogle var helt små og bygget af træstammer og grene, som de flettede sammen og fyldte ud med jord eller ler. Taget var af tang. Andre huse var større og bygget af træ, der var malet. Den gang, der kom mennesker hertil, var de omtrent holdt op med at lave redskaber og våben af sten. De lavede da de fineste ting af noget, der hedder bronze, både våben og smykker. De lavede også fine halskæder af rav. Så fik de kendskab til jern og brugte det til redskaber, som de kunde rode lidt i jorden med, så den blev til at så i, for de dyrkede korn og havde husdyr, ligesom vi har.”

“Havde de også missekatte?” spurgte Dorthea. “Ja, det kan du nok tænke, de havde, Dorthea, for ellers vilde jo musene gøre alt for meget fortræd i træhusene.” “Fortæl igen,” sagde hun bare.

“Den gang menneskene her i Danmark brugte bronze og jern til – “Vi bruger da også jern nu,” afbrød Kjestine. Hans Michael fortsatte bare: “Den tid kaldes i bøgerne bronzealderen og jernalderen, og det kalder vi ikke vor tid, Kjestine. Men det, jeg vilde fortælle, var, at den gang var menneskene hedninger. Ved I, hvad det er?”

“De troede ikke på Gud,” svarede Kjestine. “De troede ikke på den Gud, som vi tror på , rettede Hans Michael. “Vi tror på den gud, som Jesus fortalte om, hans far. De troede på afguder, der hed Odin og Thor. Ja der var mange flere. Dem kan jeg fortælle om en anden aften. Der var en af dem, der hed Vidar. Han var Odins søn. Så var der engang, der kom en vældig stor ulv, Fenrisulven hed den, efter Thor og vilde sluge ham. Thor var så umådelig stærk, men han kunne ikke klare sig for Fenrisulven. Men da kom Vidar, og han kunde. Han satte lige den ene fod på ulvens vældige underkæbe, da den spærrede gabet op, og så satte han næverne op mod overkæben og flækkede uhyret i to dele.”

“Han var rigtignok stærk,” udbrød Kjestine beundrende. “Ja, og modig,” føjede Hans Michael til. “Og jeg har tænkt på, at mennesker her omkring måske især har troet på ham, og at her har været et offersted, en helligdom eller et vi, som det kaldes. Det tror jeg, fordi sognet hedder Vedsted. Det kommer af Vidar.” Han tav lidt, mens de alle tænkte over dette. Så fortsatte han: “Men så kom der en mand her til Danmark, som hed Ansgar. Ham har I nok hørt om i skolen?” “Ja,” sagde Kjestine. “Jeg har ikke,” sagde Dorthea. “Han kom fra Frankrig, og var kristen. Der var en dansk konge på besøg nede i Tyskland tæt ved, hvor Ansgar var i kloster. Kongen blev døbt dernede, og så skulde han have en kristen præst med sig hjem, og det blev Ansgar. Men han skulde ikke bare være kongens præst; han skulde også fortælle andre danske om Jesus. Ansgar boede en tid i den danske by, der hedder Slesvig. Den ligger helt nede ved Dannevirke, så den hører jo til Tyskland nu.

Slesvig var en stor by, og der kom mange mennesker dertil for at handle – også nogle fra fremmede lande. Der var også mange i Slesvig, som havde hørt lidt om kristendommen, så både de fremmede og de danske vilde gerne høre Ansgar prædike. Og han fik folkene i Slesvig til at bygge en kirke. ”

“Du lovede at fortælle om Okholm”, afbrød Kjestine. “Ti nu stille, Så skal I bare høre. I bøgerne, jeg har læst, står der, at Ansgar rejste til Ribe for at prædike, og at der også blev bygget en kirke der. Men ved I, hvad jeg tror? Jeg tror, det er forkert.” De betragtede ham meget spændt. “Jeg tror nemlig, det var her i Okholm. For Ribe var slet ikke til, dengang Ansgar var i Danmark. Han kom i året 826. Når de graver i Ribe efter ting fra oldtiden, kan de ingenting finde fra den tid. Men da var Okholm til. Her var en stor by med en god havn og mange mennesker, også fra fremmede lande ligesom i Slesvig. Derfor var det, at Ansgar rejste hertil. Her har han boet en tid og har gået omkring og har fortalt om Jesus, der kæmpede mod ulven ligesom Vidar og sejrede over den. Men den ulv var djævelen selv og derfor syntes hedningerne, at han var større end Vidar og Thor.” Hans Michael tav lidt igen, og pigerne sad helt stille.

“Jeg tænker, at Ansgars kirke har ligget østen for byen på det sted, som vi kalder “Dankirk”. Men det var en trækirke, så den kunne ikke stå ret længe, og da den faldt sammen, byggede de en af sten.” “Nå, men denne her slik blev ved med at lægge sig på bunden af havet, og der blev eng ved alle sider af Okholm, også vest på. Der blev for langt fra byen ud til havet; skibene kunde ikke mere sejle ind til byen. De kunde ikke engang sejle i vadehavet, når der var ebbe. Derfor gik det tilbage for Okholm; og en markedsplads, der lå ved Ribe å, voksede i stedet for og blev til en by: Ribe. Vikingeborgen i Okholm blev ødelagt på samme tid, og kongen byggede en anden borg i Ribe, som blev kaldt Riberhus. Den dag, vi var i Ribe, viste jeg jer, hvor den har ligget. Så var det Ribe, der blev en stor by, den fik to kirker, og folk glemte helt Okholm og Vedsted og troede, det var i Ribe, at Ansgars kirke havde ligget.”

De to piger havde lyttet helt åndeløst til den store brors lange fortælling. Da de havde siddet lidt, sagde Kjestine: “Skal vi ikke i kirke næste søndag?” “Jo, det skal vi da, ligesom vi plejer”, svarede Hans Michael. “Det glæder jeg mig til” sagde Kjestine.

Det var lidt anderledes for søstrene at sidde i kirken den søndag, end det plejede at være. De kunde aldrig lade være at tænke på, når de sad der, at her havde deres far og mor siddet om søndagene, så længe de var raske. Men den dag tænkte de også på, at i den kirke – og aller først i den gamle trækirke – havde deres slægt og alle sognets slægter siddet i tusinde år. De havde ingen far og mor og ingen nære slægtninge, men de havde en stærk fornemmelse af, at de alligevel ikke var ene. De var med i en lang kæde – helt tilbage til Ansgar, eller endnu længere. De syntes, at de var i forbindelse med alle de gamle, der var døde. Far og mor og de døde søskende også. Det var fastelavnssøndag, og præsten prædike om, at Jesus blev døbt. Alle mennesker, der er døbt, har forbindelse med hinanden, sagde han, og de bliver ved at have det altid, også når de er døde.

Da gudstjenesten var forbi, gik børnene, som de plejede, om på kirkegården og stod lidt ved gravene. Da syntes de også, at de var de døde så nær. Da de var kommet hjem og sad og spiste, spurgte Dorthea: “Hvad var det, den kone sagde til dig ude på kirkegården?” “Konerne siger så meget; de er bare rare mod os”, svarede Hans Michael.” “Ja, men var det ikke noget om mig?” “Jo !” “Hvad sagde hun?” Dorthea var blevet mistænkelig. “Hun sagde, du var en lille spirrevip og så noget bleg og tynd ud. Vi skal nok til at fede dig ligesom grisene.” Han vilde slå det hen i spøg og undgå at gøre hende ængstelig. De koner var lidt ubetænksomme. Men han kunne godt se, de havde ret i, at Dorthea var tynd og bleg. Hun hostede også, især i kirken. Der var andre, som havde snakket til ham om det og sagt, at hun havde tæring. Dorthea havde hørt det og var blevet bange. Han var også selv bange, for det var jo den sygdom, deres far og mor og de fem andre var døde af.

Godt var det, at Kjestine var så frisk og sund. Som hun da også voksede! Det kunde snart blive ved den tid, da hun skulde konfirmeres. – –

Det sidste år, Kjestine gik i skole, bestemte degnen, at de store skolebørn skulde have en køretur til Manø en dag om sommeren. Han sendte bud om turen og spurgte, hvem der vilde køre. Hans Michael var blandt dem, der meldte sig. Men hvem skulde tage sig af Dorthea den dag? Da det kom på tale, tiggede hun så meget om at komme med, at Hans Michael gav lov, hvis degnen også gav tilladelsen. Det gjorde han. “Hvis hun da kan tåle det”, føjede han til.

Det hørte hun stadig – : om du kan tåle det. Hans Michael mente nok, hun kunde. “Du har såmænd bare godt af den friske havluft”, sagde han. “Og du kan jo ikke passe køerne alligevel”. Det fik han naboen Niels til.

Det var vanskeligt at finde en dag og få den lagt fast til turen; da der skulle køres over vadehavet. Den bedste tid var juli, men da var flere af børnene syge af mæslinger. Så blev det bestemt til august, lige før høst. Der kunde kun køres ved lavvande, og der var 12½ timer imellem, så den første ebbetid skulde falde om morgenen, hvis de skulde nå hjem under den næste – og før det blev mørkt.

Dagen kom, og otte vogne rullede i en lang række ad Ebbevejen til Manø. Der var næsten en mil at køre. Det allerførste stykke var der ikke vand over vejen, men så plaskede hestene ud i havvandet. Kørevejen var afmærket med koste på begge sider, og de var tydelige at se om dagen. Det var ganske stille vejr og lummervarmt. Solen strålede fra skyfri himmel, men langs horisonten i vest lurede enkelte mørke skyer.

En skoleudflugt var en helt enestående begivenhed, og børnene var i strålende humør, pludrede og le. Da degnen foreslog en sang, stemte de frejdigt i. Efter som de kørte steg vandet og blev ved dermed, indtil de nåede dybet. Sådan hed sejlrenden mellem kysten og Manø. Da de kørte ned i den, steg vandet op til vognens bund. Pigerne hvinede og løftede fødderne, men det forøgede kun morskaben.

Dorthea sad foran ved Hans Michael og var nok så kry. Hun morede sig ved at sidde og se på, hvordan vandet plaskede og sprøjtede om hestene og op i vognen. Det var ligesom, de sejlede; og vognen gyngede som et skib – vugge, vugge -. Med et blev hun svimmel og fik kvalme. Hun nåede lige at hælde sig frem, før hun kastede op – ikke i havet, men lige ned i vognen. Hun var rigtig syg.

Da de nåede øen, fik hun det bedre og løb lidt rundt og legede med de andre børn. Men da de skulle til at spise den medbragte mad, havde hun ingen appetit. Efter spisningen vilde degnen hilse på sin kollega på øen, og Dorthea fik lov til at gå med ham, så hun kunde hvile sig. Hun blev lagt i seng og faldt snart i søvn.

De store børn morede sig storartet. De badede i havet og legede i klitterne. De var i samlet flok inde at se kirken, og de fik bagefter lov til at løbe frit omkring og snakke med Manøboerne, som de syntes så mærkelige ud i deres gammeldags dragter.

Før de vidste af det, kom tiden, da de skulde køre hjem. Vejret havde forandret sig. De mørke skyer var blevet helt sorte og havde bredt sig over det meste af himlen. Nogle pludselige vindstød fejede ildevarslende hen over øen. Der var nogle af de ældre, som blev urolige. “Vi må se at komme af sted hjem snarest muligt”, sagde de. “Det bliver uvejr, og vinden er i vest. Vandet kommer tidligt i dag, og det kan gerne blive rigtig højvande.”

Men det tog nogen tid at få børnene samlet. Et par drenge var strejfet helt over til den vestlige strand. Hans Michael gik for sig selv og søgte efter sjældne planter. Han fik nu travlt med at få Dorthea bragt til hægterne. Det blev over den aftalte tid, før vogntoget kunde sætte sig i gang.

“Vandet er allerede ved at komme”, mente en af mændene og satte en hånd bag det ene øre. “Jeg kan høre “Kræ Vester” brumme.” Børnene var trætte og blev tavse, da de mærkede de ældres ængstelse, som dog ingen røbede med ord. Solen gled om bag de sorte skyer i vest, og det blev mørkt, som var det sen aften, skønt klokken kun var godt otte.

Hvad var nu det? En svag buldren! Var det havet? Nej, det var torden, for nu blafrede et lyn på himlen. De nåede dybet, og vandet stod endnu ikke højere der end om morgenen. Men den bagerste vogn var kun lige kommen op derfra, før vandet begyndte at stige. Flodtiden indtraf næsten en time, før den skulle efter almanakken.

Mørket blev tættere og tættere. “Du kører for langt mod. nord,” råbte Jannik. Han kørte lige efter Benned, Ulvehøjvej 16, som kørte forrest. “Jeg kan ikke se kostene mere,” svarede Benned og holdt stille. De andre holdt også. Hestene var urolige og slog med forbenene i vandet. Det nåede dem op over knæene.

“Kan du ikke se kirketårnet, Benned?” spurgte en. “For så kunne du styre efter det.” “Nej, jeg kan ingen ting se mere,” svarede Benned. “Jeg er ved at være helt forvildet.” Et øjeblik blev der en rådvild stilhed. Så lød en stemme kunde alle sammen høre, det var Truels´s. Hans tale lød, som han kommanderede: “Her kan vi ikke blive ved at holde. Hvert minut kan være kostbart. Lad os to bytte køretøj, Benned. Jeg ser bedre end du.” De måtte vade i vandet for at bytte; da det var overstået, satte vogntoget sig i gang igen. Der var ingen, der sagde noget mere. Enkelte af pigerne klynkede lidt. Dorthea havde fået lov til at ligge ned på forsædet med. hovedet på Hans Michaels knæ og et tykt dækken over sig. Sådan kunde hun undgå at kaste op. Kjestine holdt øje med den brune, som Hans Michael havde ondt ved at styre. Den stampede uroligt og rystede af skræk.

Jannik råbte igen: “Du kører også for langt mod nord, Truels. Du er helt ude ved kanten af vejbanen. Holdt, holdt dog mand!” tordnede han. De holdt alle stille igen. “Nu står jeg af og går foran”, fortsatte han beslutsomt. Det haster, for vandet kommer hurtigere, end vi kan køre.”

Han gav tømmen til en husmand, som kørte med ham, og sprang ned i vandet. Det nåede ham midt på lårene. Han gik om foran den forreste vogn og begyndte søgende at gå fremad. “Kan du se kostene, Jannik?” spurgte Truels. “Ja, jeg kan lige skimte dem. Kør nu efter mig, men langsomt.”

Vognene satte sig i bevægelse. “Kan du ikke gå lidt hurtigere?” råbte Truels. “Vandet stiger hurtigt nu.” I det samme rullede atter et tordenskrald, og et skarpt lyn lyste op, som var det dag. “Sådan skal vi have det!” råbte Jannik i et forsøg på at sprede uhyggen. Vorherre lyser for os. Men efter lynet syntes mørket endnu tættere. Det begyndte tilmed at regne, så det var som himmel og hav gik i eet.

“Hold lidt igen”, kommanderede Jannik. “Vi må have en mere til at gå, så der kan gå en ved hver side af vejen. En mand sprang i vandet. Det hjalp lidt, at der blev to, og ganske langsomt med små standsninger, og med stadig stigende vandhøjde nåede de endelig strandbredden. Bølgeslagene var taget til i de sidste minutter, så det var som blev de skyllet i land.

Drivvåde var de alle, og vognene skiltes straks og kørte rask hver til sit. “Det var endda godt, du kom med, Dorthea”, bemærkede Hans Michael, mens han hjalp hende af det våde tøj. Hun rystede af kulde og var for medtaget til at smile af hans godmodige drilleri. De skyndte sig alle tre at komme i seng; næste morgen var de friske igen.

Stormflod.

Vadehavet kunne ligge så stille og fredeligt som en sø med sit lave vand. Det gjorde det for det meste. Men at det også kunne rejse sig i vælde og være grumt, fik Vedstedboerne at føle af og til. Det var jo dog et hjørne af verdenshavet, og befolkningen i de lave vestkystegne kendte kun alt for godt, hvordan vandet under en vestenstorm kunde stige mange alen og skylle ind over engene, så Okholm blev en ø som i gamle dage. Der var endnu ingen diger til at møde for vandet. Det skete med få års mellemrum, at der kom stormfloder, mindre eller større. Og det fede slik, som havde bygget marsken op, gjorde nu kun fortræd, samtidig med at saltvandet næsten ødelagde græsset – og kornet med, hvis det stod på marken endnu – og gjorde jorden ufrugtbar i et år eller to.

Endnu værre var det naturligvis, hvis både mennesker og dyr omkom, som det, f. eks. skete under den store oversvømmelse i året 1872. Det var året efter skoleudflugten til Manø. Kjestine var konfirmeret om foråret og var femten år gammel. Høsten havde været helt mislykket på den høje jord året før på grund af tørke og sandflugt om foråret. Hans Michael havde endelig ladet sig overtale til at så lidt turnips, men frøene spirede dårligt. Da så de spredte planter var ganske spæde, kom en voldsom østenstorm og sendte skyer af sandstøv ind over den lette og løse jord, så turnipsplanterne blev ødelagt eller dækket med sand. Havren, der også var spæd endnu, kunde heller ikke tåle den modgang, og rugen tog alvorlig skade.

Dorthea var da elleve år, og hun var blevet dygtig til at lave mad og ordne alt i huset. Det strenge arbejde i marken havde hun ikke kræfter til, og Kjestine lod hende gerne blive hjemme, for hun havde selv mere lyst til arbejdet med høet og kornet.

Under rughøsten havde hun det år let ved at følge med Hans Michael, for der var langt mellem negene. Som de en dag gik og høstede, sprang en hare op, lige hvor leen skulde skære ved næste hug, og to små lysebrune hareunger lå tilbage i lejet. “Det var dog synd, at vi skulle komme til at forskrække den. Men jeg så den slet ikke, før den løb”, sagde Hans Michael. “Du blev ligeså forskrækket som haren”, lo Kjestine. “Det gav et formeligt sæt i dig. – Men hvad skal vi nu gøre ved ungerne?”

“Ja, hvad skal vi gøre ved dem? Vi kan ikke lade dem ligge, for når en hare sådan jages op, kommer den ikke tilbage til lejet igen. Lader vi ungerne ligge, vil de enten fryse eller sulte ihjel. Vi bliver nødt til at tage dem med hjem. Sikke store øjne, Dorthea vil gøre, når hun ser dem. Hun kan få arbejde med at passe dem. Det er nu slet ikke let at holde liv i sådan noget småkræ.”

Han tog dem i sin hat, og de skyndte sig hjem. “Hvad tror du, jeg har til dig?” Han holdt hatten frem mod Dorthea. “Det kan jeg vist aldrig gætte. – Vibeæg kanske?” Hun blev ellevild af glæde, da hun så harekillingerne. “Skal vi beholde dem? Tror du, de kan leve? Hvor skal vi have dem?” Hun var fuld af spørgsmål i sin ivrighed.

Ungerne blev lukket inde i en tom kalvesti. De fik en underkop med fortyndet mælk sat ind til sig, og

Dorthea plukkede græs og mælkebøtter til dem – så små de var. Men de vilde ikke engang se til maden. De sad blot og krøb sammen i en krog. Dagen efter fik Kjestine fat i en sut, og så gik det bedre med at få mælken i dem. De mimrede med munden og forsøgte at tage om sutten. Hvor meget de fik i sig, var ikke let at afgøre. De blev efterhånden lidt mere frimodige, hoppede rundt og snuste til mælkebøtterne.

Skulle det virkelig lykkes at holde dem i live? Hans Michael kunne næsten ikke tro det, men det så ud til det, sagde han; dog mest for at glæde Dorthea.

En dag, de andre to var i marken, opdagede hun, at den ene af ungerne var sluppet ud og løb omkring i stalden. Hun havde set til dem flere gange og fået dem begge to til at sutte lidt. Men så løb den ene bag efter hende, da hun gik ud af stien. Hun vidste ikke, at den var sluppet ud, før hun så den i en kobås, og hun blev bange for, at den også skulle smutte gennem stalddøren, så da hun ville gå ind, smækkede hun døren hurtigt og hårdt i efter sig. Der lød et skrig. Hun havde slået døren i om hareungens hals. Den var død, så hun.

Dorthea blev helt fortvivlet. Hun stak i at græde højlydt og løb øjeblikkelig ud i marken for at fortælle om ulykken. Kjestine fulgte straks med hjem. Men ungen var og blev død. To dage efter døde også den anden. Dorthea havde nok ladet den sutte for tit af mælkeflasken; selv var hun sikker på, at den døde af sorg og ensomhed.

Det var vinteren efter denne sørgelige begivenhed, at Kjestine gik til præst. Om foråret skulle hun konfirmeres. Nogen tid før kørte alle tre til Ribe for at købe en hvid kjole til hende. Andet blev der ikke råd til. Hans Michael havde måttet sælge den brune, fordi den blev for farlig at køre med. Han skjulte ikke under handelen, at den var sky, så han fik ikke nær så meget for den, som han skulde give for en ny.

Kjestine havde ønsket sig en broche til konfirmationen. Hans Michael vidste det nok, men han havde slået det hen på sin spøgende måde: “Du behøver ingen smykker, for du har jo dit røde hår som pynt”, sagde han. Kjestines hår var ikke rødt, men havde et rødgyldent skær, og det var nok til, at Hans Michael kunde finde anledning til sit drilleri, som altid fik Kjestine til at smile. Alligevel gik hun under Ribeturen og håbede på, at de skulde ind til en guldsmed. Det skete ikke.

Da konfirmationsdagen så kom, havde store bror – han var nu 22 år – en stor overraskelse til hende. Han havde gemt deres mors broche, som endda var af guld. Den havde han hele tiden tiltænkt Kjestine til konfirmationen, men holdt det hemmeligt. Da hun fik den hvide kjole på og brochen anbragt på den, så hun så sød og sund ud med sine rødmossede kinder, der var hærdet af vind og sol, at de to andre faldt hen i beundring.

“Du ligner jo en rigtig voksen dame”, sagde Hans Michael. “Og brochen passer lige til det røde hår!” Kjestine smilte med tårer i øjnene. Hun havde lyst til at tage ham om halsen. Højtideligheden i kirken gjorde stærkt indtryk på dem alle tre. De tænkte meget på deres far og mor. Dorthea havde blot sin hoste at døje med. Mavepine havde hun også; det fik hun altid, når hun var spændt på noget.

Da de var kommet hjem og sad og spiste middagsmaden – de fik hønsekødsuppe i dagens anledning – lå der endnu et skær af alvor og højtid over deres ansigter. Hans Michael rømmede sig lidt. Så sagde han: “Jeg sidder og tænker på, om vi kan blive ved at have det så godt, som vi har det. Når man har det godt, kan man blive ræd for, at det ikke bliver ved. Men hvis man ikke har det godt, så kan man vel heller ikke vente, at man skal få det bedre. – Jeg mener bare, at nu er du snart voksen, Kjestine. Og nu kan det være, at du ikke bliver hjemme ret meget længere. Du har vel også bedre af at komme ud at tjene. Men det bliver ikke let for Dorthea og mig at undvære dig. Vi er så vant til at være sammen alle tre.”

Kjestine var så let bevægelig den dag, så hun havde fået tårer i øjnene. Den tale rørte hende mere end præstens i kirken. “Jeg vil aller helst blive her hjemme”, hviskede hun. Sådan blev det da foreløbig. Hun hjalp Hans Michael i marken og i stalden. Der var nok at gøre for dem begge. Om sommeren, når Dorthea ikke gik i skole, kunne hun selv passe det hele inde. Om vinteren, når arbejdet ude var mindre, tog Kjestine sig af huset.

Hans Michael blev mere selvstændig og holdt op med at spørge Truels om lov og til råds. Arbejdet på gården havde fået sin faste gang, uden forandringer. De var kommet i vane med at spare, og det var da også nødvendigt, når udgifterne skulde dækkes.

Det første efterår efter Kjestines konfirmation kom så den frygtelige stormflod og bragte sorg og bekymring til det lille hjem og til mange andre.

Det var en dag i oktober henad aften. Vejret havde været uroligt et stykke tid, så mændene i Vedsted snakkede sammen om, at det nok var bedst at binde kvæget ind, for de frøs og fik desuden for lidt at æde, da græsset ikke groede mere. Men det var ikke sket endnu. Flere gange havde vandet stået højere end normalt og var skyllet ind over de nærmeste og laveste enge og marker, mens markdigerne havde kunnet skærme de højere liggende marker. Den aften, floden kom, havde vestenvinden ikke været hårdere end de foregående dage, men ved aftenstid steg blæsten til storm, ja til orkan. Hans Michael vidste som alle andre, at højvandet vilde indtræffe ved ottetiden om aftenen, så da han og Kjestine var færdige mod aftensmalkningen, havde han ikke ro på sig til at sætte sig ind. Han gik ud på gårdspladsen og lyttede. Var ikke havets brummen højere end ellers? Var det ikke selve bølgernes brusen tæt ved stranden, der af og til kunne høres? Der var andre mænd ude, kunne han skimte i halvmørket, og han råbte til den nærmeste og foreslog, at de skulle hente ungkreaturerne hjem med det samme. Flere kom til, og de bestemte at samle de nærmeste gårdes kreaturer og drive dem hjem i samlet flok. Hans Michael løb ind for at sige besked, trække frakke på og hente en lygte.

Netop som de ville gå, kom en karl løbende ad markvejen fra havet. “Vandet kommer, vandet kommer,” råbte han forpustet på lang afstand. “Løb videre og sig det til de andre,” råbte de igen. Så løb de ad havet til. Snart hørte de stemmer fra flere sider og så lygternes blafren fra andre veje. Mindst en mand fra hver gård rykkede ud, hele landsbyen var kommen i bevægelse.

Hvor mændene kom frem, lukkede de ledene op til fænnerne. Ingen tog hensyn til, om det var deres egne eller andres kreaturer, der åbnedes for. Det gjaldt om at hjælpes ad og at handle hurtigt. Kvægflokkene havde i forvejen samlet sig ved udgangene – med undtagelse af enkelte strejfere, der løb forvildede og forskræmte om, Flokkene var villige til at trække med vinden ind mod byen. Enkelte mænd fulgte dem og fik dem i løb. Skulle endelig vandet nå dem, ville det drive dem endnu hurtigere afsted i den rigtige retning.

Hvor højt vandet stod, og hvor langt det var nået ind over markerne, kunne endnu ingen skønne om. Mørket og skumsprøjtet gjorde luften helt ugennemsigtig. Larmen fra de mægtige bølgeslag gjorde det næsten umuligt for mændene at tale sammen.

Nu gjaldt det fårene. Mændene regnede med, at kvæget nok skulle kunne reddes, i alt fald med undtagelse af de enkelte, der var kommet bort fra flokkene og let faldt i de dybe grøfter, som omgav engene. Skete det, ville de ikke selv kunne redde sig op. – Men hvor var fårene? De holdt til på de sandede, klitagtige strækninger langs havet. Hvis vandet nåede dem der, før mændene fik dem i drift indad, var de fortabt, for deres natur fik dem til at svømme mod vandet, ud ad i havet. Og blev først ulden gennemtrukket med vand, var de ude af stand til at svømme; aller mindst havde lammene kræfter til det. Blev bølger og strøm en fåreflok for stærke, så den kom til at flyde indad, vilde fårene rimeligvis komme til at sidde fast i de mange pigtrådshegn, som omgav fennerne.

Mændene søgte ud ad mod havet i smågrupper eller enkeltvis, spejdende og kaldende. En gang imellem hørtes fårenes og lammenes ængstelige brægen gennem bølgelarmen. Hans Michael var mellem de forreste. Hans lygte var blæst ud og kunde ikke tændes igen i stormvejret. At kende fårene fra hinanden kunde der ikke være tale om, men han vidste, at Kjestines og Dortheas dæggelam havde et reb om halsen. Det var nu et ældre får og havde to lam. Kunde han dog blot redde de tre – om ikke flere, tænkte han. Han vidste hvilken sorg, det vilde være for pigerne, om de skulde drukne.

De andre havde fået samlet en stor del af fårene og begyndte at drive dem frem mod markvejen. Så vidt han kunde se, havde ingen af dem reb om halsen. “Vi må opgive at søge efter flere”, blev der råbt. “Venter vi længere herude, Så omkommer både fårene og vi selv.”

Ingen sagde imod. Heller ikke Hans Michael. Den store skare af mænd begyndte da at trække bort fra strandbredden, som bølgeslagene nu helt overskyllede. Enkelte tøvede dog og løb endnu engang frem og tilbage langs stranden i håb om at frelse enkelte får endnu. Det samme gjorde Hans Michael. Han spejdede, og han kaldte – dæggelammet kendte jo hans stemme. Hans kalden var heller ikke forgæves. Uden at han kunde se noget, mærkede han på en gang, at et får strøg sig op ad hans ben. Han greb i dets uld og famlede efter, om det havde reb på. Jo! Det havde det. Lammene var der også. Han fik fat i tøjret og trak fåret med sig. Lammene fulgte villigt med.

Vandet væltede nu ind over engene, og Hans Michael løb sammen med et par mere i rask fart øst på. Vandet sprøjtede dem om benene og gjorde det besværligt for dem at løbe. Endnu kunde de skelne vejen. Som de løb, kunde de høre brægen fra de får, som var blevet efterladt ved stranden, moderfårenes ængstelige kalden og lammenes svar, der lød som en forskræmt jamren. Ind imellem den stadige brægen lød enkelte høje kobrøl fra de stakler, som var ved at omkomme i grøfterne.

Hans Michael sinkedes en del af fåret og kom bag efter de andre. Han var ved at snuble over lammene, som holdt sig nær til moderen. Da han kom helt på benene igen og besindede sig, mærkede han, at han var kommet bort fra vejen. Han kunde ikke finde den igen, turde ikke tage sig tid til at lede – løb bare ind over markerne, trækkende fåret efter sig.

Stormen drev ham i den rigtige retning. Men da han nærmede sig byen, viste det sig, at vandet var trængt hurtigere ind længere mod syd og nu skyllede nord på, så det stod højere ved Okholm end nærmere havet. Han var omringet af vandet. Det strømmede imod ham både forfra, fra højre side og bagfra, så det på et øjeblik nåede ham over knæene. Lammene var begyndt at svømme og sakkede bagud, eftersom vandet gennemblødte dem. Han blev bange for, at de skulde synke, og med en sidste kraftanstrengelse greb han de store lam og bar dem, mens han trak i fåret, der også begyndte at svømme, da det ikke kunde holde hovedet over vandet mere. Sådan tumlede han fremad og vidste knap af sig selv at sige.

På en gang blev jorden væk under hans fødder. Han sank, og vandet lukkede sig over ham.

Søstrene flyver fra reden.

Kjestine og Dorthea gik i den største ængstelse derhjemme. Ikke et øjeblik havde de ro til at sætte sig i stuen. Enten stod de ved et af vinduerne og spejdede, eller de gik uden for gården, trods det frygtelige vejr, lyttede og stirrede ud i mørket. De syntes, der gik lang tid, inden der skete noget.

Endelig begyndte kvægflokkene at komme. Men mændene, der drev dem, havde ingen nærmere oplysninger om Hans Michael. Et stykke tid senere kom andre med de første får. De kunde oplyse pigerne om, at deres bror var blandt dem, der søgte efter flere får. Da var allerede vandet ved at blive presset ind fra syd, og det var med det største besvær, at får og lam blev holdt samlet og jaget op, hvor vandet ikke kunde nå dem.

Pigernes ængstelse steg. Der kom flere, uden at Hans Michael var med, til sidst også den lille flok, som drev de sidste får. Kjestine opholdt sig nu hele tiden uden for gården, hvor markvejen gik forbi. Hun spurgte og spurgte. “Har I ikke set Hans Michael?” “Han er da vist med her.” svarede en. “Han var med til at begynde med”, svarede en anden. “Han havde et får med.” Men han var ikke med de andre nu, og ingen vidste rigtig besked.

Kjestine tog en tyk frakke på. “Jeg vil gå imøde med ham”, sagde hun til Dorthea. “Jeg kan ikke lade det være, selv om jeg godt ved, jeg ingenting kan gøre. Jeg synes næsten, han kalder på mig. Du må love mig at blive inde imens. Du bliver syg, hvis du går ud mere.”

Så gik hun – eller løb, mens stormen hylede om hende, og skumsprøjtet piskede hende i øjnene. Hun nåede dog kun få skridt, før hun hørte brægen, først af et får og så af lam. Hun standsede og lyttede, drejede så mod vest, hvor hun mente, lyden kom fra, og et får med et kort tøjr halvt svømmede og halvt løb frem mod hende. Bag efter det svømmede to lam. Kjestine kendte dem straks. I det samme hørte hun en plaskende lyd og et højt råb. Hun styrtede fortumlet i retning af råbet og skimtede svagt, at noget bevægede sig i vandet på kanten af den sandgrav, der fandtes lige vest for gården.

Kjestine syntes med et, at hun vidste, det var Hans Michael. Men nu var det, der bevægede sig, ved at forsvinde i vandet. Det løse sand på kanten af udgravningen skylledes væk af vandet. “Hans Michael, er det dig?” råbte hun, så højt hun kunde, helt ude af sig selv af skræk.

Skikkelsen i vandet kom frem igen. Hun skimtede armene, som svingede voldsomt i luften og blev rakt frem imod hende. Hun lagde sig på knæ i vandet, og kravlede frem, forsigtigt, at hun ikke også skulde glide ned i sandgraven, men dog hurtigt, så skikkelsen ikke skulde glide igen og forsvinde, før hun nåede frem.

Men nu var hun fremme, og med et fast greb fattede hun om den druknendes hænder og trak til af alle kræfter. Hans overkrop nåede op over vandet. Så fik han det ene knæ bøjet frem til hjælp, og medens Kjestine stadig rykkede i armene, ravede han halvt kravlende frem, faldt og rejste sig igen, gispende af havvandet, han havde slugt, og stønnende af udmattelse. Sådan nåede de de få skridt ind i huset.

Kjestine fik ham af tøjet og i seng. Mange ord blev der ikke talt. “Hans Michael, Hans Michael”, gentog søstrene blot. Mere kunde de ikke få sagt; og han havde ikke kræfter til at give nogen forklaring.

Kjestine varmede øl til ham, som han drak i små slurk. Det kvikkede lidt op. “Hvorfor blev du så længe derude?” spurgte Dorthea. “Jeg skulle da have jeres dæggelam med”, hviskede han og smilte til dem. “Hvor er fåret – og lammene?”

Pigerne havde rent glemt dem. Men da de åbnede døren ud, så de dem stå alle tre ved stalddøren, og de fik dem lukket ind. De fortalte Hans Michael det. “Det var fårene, der reddede dit liv”, føjede Kjestine til. “For det var, da de brægede, at jeg fandt dig.” “Nej, det var dig, der reddede mig, lille Kjestine”, hviskede han.

Det blev en urolig nat for de tre søskende. Fra stalden hørtes brølen af de kreaturer, som mændene havde lukket derind uden hensyn til, hvor de hørte hjemme. De gik løse mellem hinanden. Værre var dog uroen, som Hans Michael voldte. Han kunne ikke sove, og når han faldt i en kort døs, talte han i vildelse, eller han rejste sig pludseligt i sengen og ville stå op. Han fik hosteanfald, Så det peb i brystet på ham. Flere gange kastede han op.

Dorthea kom i seng, men Kjestine måtte hele tiden blive hos Hans Michael. Så snart det blev lyst, fik hun en karl til at ride efter lægen. Da han langt om længe kom og fik undersøgt den syge, så han meget betænkelig ud. Det var en begyndende lungebetændelse, mente han. Og da lungerne var svage, kunne det blive farligt. Kjestine fik besked om pasningen og en flaske medicin. Så var lægen borte. Han havde patienter alle vegne på grund af stormfloden. Der var flere mennesker druknet i marskegnene, men vandet havde oversvømmet mange andre egne i landet, havde bragt ulykker og gjort skade alle vegne.

Da Kjestine og Dorthea dagen efter stormfloden så gennem vinduerne ud i haven, kunde de se, at vandet havde nået helt op til huset. Det tog flere dage, før alle vidste besked om, hvor mange kreaturer, der var druknet. Hans Michaels ungkreaturer var allesammen reddet. Men to får og tre lam var blevet derude og var druknet.

Virkningerne af den store flod, som den blev kaldt, var mange og varede længe. Det blev fattige tider i landsbyen med mangel på foder til kreaturerne, Så der måtte sælges ud af dem. Indtægterne blev små, og armoden voksede. Sådan gik det også hos de tre søskende. Hans Michael lå syg det meste af vinteren, men vandt dog sejr over sygdommen. Da sommeren kom, var kræfterne endnu små; han hev efter vejret og gik foroverbøjet som en gammel mand. Kjestine måtte gøre det strenge arbejde. Det blev Dorthea eller Hans Michael, der drev med køerne, mens hun fulgte hestene bag plov og harve. Selv såningen besørgede hun.

Da der skulle graves tørv, fulgtes de alle tre ad i mosen. Også der var det Kjestine, som stod i tørvepytten og lagde tørvene op på græskanten med en spade. Hans Michael gik og samlede nogle småbunker af visne grene og tørt græs sammen og lavede bål deraf, mens Dorthea lagde tørvene ud i græsset. Men han tog sig ikke i agt for, at jordbunden bestod af tørvesmuld og derfor kunne brænde. Da de var færdige med arbejdet i mosen for den dag og ville køre hjem, opdagede de, at jorden brændte under bålet. De øste vand på med spaden, men ilden havde så godt fat og gik så dybt, at de ikke turde stole på, den var slukket. Den kunne blusse op igen og brede sig, vidste Hans Michael, der blev mere og mere betænkelig ved situationen.

“Jeg bliver nødt til at køre herned i mosen igen, når jeg har været hjemme med jer. Jeg må våge her i nat og se efter, om ilden breder sig”, sagde han. Kjestine syntes ikke om det. Hun var bange for, at han skulle fryse og blive syg igen. Men det blev, som han havde bestemt. Han fik overtøj og tæpper med og en spand til at øse vand på ilden og blev i mosen hele natten. Næste dag hentede han pigerne, så de kunne arbejde med tørvene. Den aften kørte de selv hjem, og han blev der og holdt vagt endnu en nat, for han var ikke sikker på, at ilden ikke lå og uldmede et sted.

Men han havde ikke godt af de nætter i den tågede moseluft. Hosten tog til igen om han fik smerter i halsen og brystet. Så længe han havde det sådan, kunne Kjestines arbejde ikke undværes på gården. De tre søskende måtte blive ved med at hjælpe hinanden, og det ville de gerne alle tre. Når de holdt sammen, kunne de holde den værste fattigdom fra døren. Hans Michael vænnede sig til at være forsigtig og blev munter og tilfreds igen. Han måtte ikke fryse om ikke arbejde hårdt. Kjestine var i sin fejreste ungdom, sund og arbejdsglad.

Og Dorthea? – Ja, Dorthea var ved at blive voksen. Det var Hans Michaels store bekymring. Han kunde ikke undvære at have et barn i huset, sagde han – halvt for spøg. Men Dorthea gik til præsten og blev konfirmeret. Hun hostede stadig og var bleg og tynd, men hun blev stor og køn, selv om byens koner mente, at hun gik med familiesygdommen i sig, og engang imellem ymtede om det. Hendes store øjne under de højtsiddende bryn så ængstelige, men også længselsfulde ud i verden. Hvordan skulde hun klare sig i den? spurgte hun tit sig selv. Hun var jo, fra hun var lille, vant til, at hun ingen ting kunde tåle og ingen ting kunde holde ud. Hun troede efterhånden, at hun ingenting duede til.

Der blev bygget et forsamlingshus, hvor der blev holdt møder. De tre søskende bestemte, at de vilde skiftes til at være med, men det blev mest Dorthea, fordi hun havde bedst tid. Ved møderne blev der talt af lærere ved den ny slags skoler, højskoler, som var begyndt rundt omkring. Dorthea blev sikker på, at hvis hun kunde komme på højskole, så vilde hun få hjælp til at finde det, hun længtes efter. Hun snakkede med Hans Michael om det.

“Ja”, sagde han straks. “Du skal på højskole, Dorthea. Det skal der være råd til, for det er mere værd end penge, og det er lige noget for dig. Jeg er blevet for gammel, ellers vilde jeg også have været på højskole. Og Kjestine – ja, hun har nok fået andet at tænke på.”

Det Kjestine tænkte på, var at gifte sig. Hun var blevet gode venner med en ung snedker, Niels Lund, Sdr. Kirkevej 13. Han agtede at begynde for sig selv som mester der i byen, så han kunde nok forsørge en kone. Men når Kjestine flyttede hjemme fra, kunde Dorthea ikke så godt undværes, så hun måtte have sit højskoleophold forinden. Hun var 21 år gammel, da hun rejste til Fyn på Ryslinge højskole. De to, der blev tilbage, savnede hende meget. Der blev så tomt efter hende.

Som erstatning fik de brevene fra hende. Hun fortalte om alt det meget, hun hørte og om, hvad hun ellers oplevede. Det var mærkeligt og glædeligt for hende altsammen. Alene rejsen var en stor oplevelse. Hun havde aldrig rejst med toget før. Og hvor var der frodigt og kønt på Fyn, skrev hun.

Da Dorthea kom hjem igen, strålede hun af højskoleoplevelser. Hun fortalte og fortalte, og vilde så gerne lære de andre to de nye sange, som de havde sunget på højskolen. Men hun kunde desværre ikke, da hun ikke kunde synge en melodi alene.

Kjestine og hendes kæreste holdt bryllup. Hans Michael og Dorthea glædede sig sammen med dem. De syntes så godt om hendes livlige og dygtige mand; men tomt blev der, da hun var borte, ligesom da Dorthea var rejst på højskole. Heldigvis havde Hans Michael delvist vundet kræfterne tilbage, så de to sammen kunne overkomme arbejdet. Men så godt som før blev gården ikke passet.

“Hvornår rejser du fra mig også, lille Dorthea?” spurgte Hans Michael en dag, de sad og spiste. “Så bliver jeg da helt ene og forladt. Men det varer vel ikke så længe?” Dorthea rødmede. “Du skulle da også se og finde dig en kone, Hans Michael. Du har rigtignok alderen til det, 32 år! Du kommer for lidt sammen med de andre unge.” Han smilede.

“Jeg vil helst være herhjemme, når jeg tager fri for arbejdet, – ude i haven med blomsterne og nede ved bækken. Så har jeg selskab nok. – Men du vil nok gerne have mig af vejen, når du får besøg.” Hun kunne aller bedst lide ham, når han sådan drillede. Men hun havde ikke troet, han vidste, at hun somme tider snakkede lidt med den ny karl, de havde fået ved Benned i Okholm. Han hed Anders, Mandøvej 7, og var søn af Truels´ bror Jannik, der var træskomand. Først havde han haft plads i en naboby, og da havde Dorthea set ham ved et ungdomsgilde. Han sagde ikke ret meget, dansede heller ikke, men han var køn og så godt ud. Nu var han altså kommet til Okholm, og den sommer – året efter Kjestines bryllup – så de næsten hinanden hver dag. Det var tydeligt for Hans Michael at se, hvor det bar hen med de to.

Men skønt Dorthea ikke var i tvivl om, at hun holdt af Anders, undgik hun at vise det. Hun havde mange overvejelser og betænkeligheder. Somme tider undgik hun at træffe ham og satte sig i stedet ned til bækken om aftenen, helt alene. Hun syntes ikke, hun havde lov til at gifte sig, for hun var jo syg og skulle nok snart dø. Det havde alle sagt. Hun havde også så få kræfter og blev forpustet over næsten ingen ting.

Hun duede ikke til at være kone på en ejendom og aller mindst på et husmandssted, hvor konen skulde hjælpe til i marken. Nej, hun turde ikke tro på den lykke, som det vilde være at blive gift med Anders. Så var der også Hans Michael at tænke på. Hvad skulde det blive til med ham, hvis hun rejste fra ham?

En aften opsøgte Anders hende ved bækken. Nu vilde han have talt alvorlig med hende, sagde han. Men inden han fik sagt ret meget, fik hun fortalt ham om alle hendes betænkeligheder: “Du kan slet ikke være tjent med at få en kone som mig. Du får alt for ringe hjælp af mig, så lidt som jeg kan holde til. Det er bedst, jeg bliver ved Hans Michael; han kender mig – og min hosten.”

Men alt det vilde han ikke høre tale om: “Du er nu den, jeg vil have, og jeg bryder mig ikke om andre. Jeg skal aldrig forlange mere af dig, end du kan holde ud.” Det blev hun så glad ved at høre, at hun fik tårer i øjnene; og hun kom ikke med flere indvendinger. Han gav hende det førstekys; og så gik de ind og fortalte Hans Michael, at han blev nødt til at se sig om efter en anden husbestyrerinde.

Han blev ikke meget overrasket. Spøgen om husbestyrerinden tog han på den måde, at han afviste enhver tanke derom. Han vilde ingen fremmed kvinde have i huset, forsikrede han.

Næste sommer blev Dorthea og Anders gift. Han havde sparet en god skilling sammen, så de kunde købe en lille ejendom i Varming øst for Ribe. Der var lidt eng til. Resten af jorden var dårlig, bygningerne var gamle og små. Men de nygiftes fordringer var heller ikke store.

Nye hjem.

Sådan gik et års tid. Da begyndte Ane at lade nogle ord falde om at hun tænkte på at flytte. “Dette her fører ikke til noget”, sagde hun en dag til Kjestine, som godt kunne lide den friske og livlige Ane. Kjestine smilede ved sig selv. Hun forstod nok meningen og gik straks til sin bror. “Du må da endelig ikke lade hende rejse fra dig. Det bliver ikke let at få så dygtig en pige igen. Så pænt som hun holder det hele. Og nu er du blevet vænnet til hendes måde.”

Han smilede sit kærlige storebrorsmil: “Jeg syntes nu nok så godt om din måde, Kjestine.” Men han havde vænnet sig til at lade store søster råde for de praktiske ting, siden han var syg, så han aftalte med Ane, at hun skulde blive, i alt fald et års tid endnu. I det ny år tog hun sig endnu mere af det hele, så Hans Michael skæmtede med, at nu var det hende, han lod råde. Hun ordnede hans tøj, lavede maden, som hun vilde – og den var god – var i det hele taget på færde alle vegne. Venlig var hun også, og så livlig at hun fik Hans Michael i godt humør igen. Han var blevet tavs og lukket, da søstrene flyttede hjemme fra.

Som månederne gik, blev han fortrolig med hendes væsen og måtte give Kjestine ret i, at det kunde blive svært at finde hendes lige og svært at undvære hende. Han blev også klar over på hvilken måde, han kunne beholde hende. “Hvis det var ens eget, så vilde man have anderledes lyst til at arbejde med det alt sammen”, kunne hun sige. Og det måtte han give hende ret i. Så tog han da beslutningen om at give hende den lyst. Men han havde ondt ved at få de afgørende ord sagt. De var kommet til at omgås hinanden på en spøgende og ret fortrolig måde, og en dag, da hun havde fået sin vilje sat igennem angående arbejdet, sagde han: “Du kunde kanske godt lide at komme til at råde på en sådan gård – at blive gårdmandskone, mener jeg?”

Det svarede hun ikke på. Lo bare på sin højrøstede måde. Samme aften sad de som sædvanligt og holdt mørkning sammen. Hun havde sat en forfriskning frem til dem i et par glas. Sådan havde hun sine nye påfund, som han syntes helt godt om. Hun lærte dem af sine bekendte i Ribe. Han havde nok mærket på hende, at hun havde lagt noget ind i hans ord. Nu begyndte hun selv at hentyde til dem. “Du sagde noget ude i marken om at blive kone på en gård. Det kunde jeg lige netop have rigtig lyst til.” Hun så undersøgende på ham – om han havde sit underfundige glimt i øjet. Men han så nærmest forlegen ud, da han bemærkede: “Kunde du så også tænke dig at tage mig med oven i købet?” Hun lyste op i et stort sejrstolt smil. “Ja, det kunde jeg sandelig, – din gamle filur!” Hun hældede sig kælent op til ham. “Og lad os så bare få den sag ordnet jo før des bedre. Vi har jo ingen ting at vente efter. –

Hun tog alle forberedelserne i sin hånd, og inden mange uger var gået, havde de holdt bryllup. Kjestine glædede sig derover og hjalp til med det hele. Dorthea havde en del betænkeligheder. Hans Michael og Ane var så forskellige, syntes hun. Men da der et års tid efter fødtes en lille pige i det gamle hjem i Vedsted, måtte også Dorthea glæde sig. Kjestine kom daglig og puslede den lille, skønt hun selv havde en i vuggen. Hendes førstefødte, en pige, var død, men nu havde hun to raske drenge.

Dorthea og hendes mand havde svært ved at overkomme den lange køretur på to mil, Så da de endelig kom for at se den lille pige hos Hans Michael og Ane, var hun allerede døbt. Meta hed hun, Ulvehøjvej 15. Dorthea følte sig som en fremmed, når hun var på besøg i det gamle hjem. Alt var så forandret. Nogle af møblerne havde Ane kasseret, og de nyanskaffede så købstadsagtige ud. En af stuerne kom ingen i, fordi den var for fin til at bruge. Ane optrådte vældig sikker, alt var rent og pænt, og den lille Meta lå så nydeligt med fint sengetøj i sin vugge. Dorthea havde sin førstefødte dreng med, men hun måtte indrømme for sig selv, at hans tøj tog sig lidt simpelt ud ved siden af Metas. Ane snakkede meget og forklarede, hvilke planer de havde med driften af gården. Anders lyttede opmærksomt og sagde nå og ja, mens Dorthea sad og betragtede Hans Michael. Han kredsede hele tiden om Meta, dikkede og kildrede hende og gjorde grimasser for at få hende til at smile. Lykkedes det, så han henrykt ud og blinkede til Dorthea. Lige meget hvad Ane bragte på bane i samtalen, så vendte han altid. tilbage til Meta og fortalte om hende, mens hans ansigt strålede af stolthed. og glæde.

Da Dorthea kørte hjem sammen med sin mand, var hun vemodig stemt. Men hun var beroliget med hensyn til Hans Michael. Han var lykkelig over sin datter. Hun snakkede med Anders om, at det nok også gik godt med økonomien, siden de havde købt ind både til stuer og køkken. Det var han ikke så sikker på. “Lad os håbe, det går godt – og så se tiden an”, sagde han blot. Nu kørte de så hjem til deres eget lille sted. Der var god tid til at tænke og til at sammenligne under den lange køretur.

De få gange, de havde været på besøg i Vedsted siden deres bryllup, havde Dorthea været nær ved at græde, når de kom hjem til deres eget. Det tog sig endnu mere mørkt og fattigt ud altsammen, når de havde set de store kønne stuer og den gode stald hos Hans Michael og måske tillige set Kjestines pæne hus. Det var synd for Anders, som var så god ved hende, men Dorthea kunne ikke gøre ved, at hun længtes så forfærdeligt efter det alt sammen derhjemme i Vedsted, efter Hans Michael og Kjestine, efter stuerne og haven og bækken og dyrene og markerne – ja også efter havet og den vide udsigt over engene og i grunden efter hele byen og alle menneskene. Hun længtes efter alt det ny, der var ved at komme frem og ved at ske i Vedsted, møderne og den slags.

Hun længtes efter at sidde i den kendte kirke og høre den dygtige ny præst, og hun længtes efter gravene deromme bag ved kirken. Der, hvor de nu boede, skete der ingenting, syntes hun. Møder var der ingen af, kun gilder med kortspil og drikken. Hun kunde ikke engang få nogen til at skaffe sig bøger til låns, og der kunde ikke blive råd til at købe. Hun havde dog købt en prædikenbog, som Anders også gerne vilde høre hende læse højt af. Han havde ikke været på højskole; og alt det, som hun havde mødt på højskolen, kunde hun ikke ret godt snakke med ham om. Hun syntes det blev hende selv så fjernt efterhånden, så hun blev bange for, at det helt skulde glemmes og gå tabt for hende. Kun hvis hun kunde få en eller anden til at synge sammen med sig af højskolens sangbog, blev det, hun havde hørt, levende for hende igen.

Men de havde jo så travlt, så der næsten ikke blev tid til andet end arbejdet. Især sled da Anders fra tidlig morgen til sen aften. Den tanke kunde dukke op hos hende, at hun skulde haft en mand, der ikke var bonde, men måske lærer eller præst. Men hvordan skulde det være gået til? Og på højskolen var det netop blevet sagt, at det vigtigste i livet kunde de leve med i dagligdagen og under deres arbejde. Det vilde hun prøve at gøre bedre end hidtil. Nu havde hun tilmed sin lille dreng at leve for. Det kom bare så stærkt over hende, uroen og hjemveen, sådan en aften som denne, når hun havde set det hele derhjemme igen, skønt hun godt vidste, at hun i stedet for skulde være glad og takke Gud, bare fordi hun levede, skønt hun gik med den farlige sygdom. På højskolen havde hun hørt, at den sygdom, tæring, som de fleste kaldte den, eller tuberkulose, som de sagde på højskolen, kunne smitte. I al hemmelighed gik hun med en dårlig samvittighed, fordi hun havde giftet sig. Hun kunne jo smitte sin mand og nu sin dreng. Hun passede rigtignok på, så godt hun kunne. Ingen måtte bruge de samme spiseredskaber som hun. Men det kunne måske gå galt alligevel. – Hun trykkede sin dreng ind til sig og svøbte tæpperne bedre om ham. Blot de snart var hjemme!

Selv om besøgene i Vedsted gjorde hende tung i sindet, vilde hun ikke undvære dem. Hun vidste også, at de andre to – og især Hans Michael – glædede sig til dem. Han og Dorthea forstod hinanden så godt og havde altid noget at snakke om. Han havde bevaret den evne til at finde de små, nære glæder i livet, som gjorde hende så godt. – Ikke mindst da Dorthea syv år efter drengens fødsel fik en lille pige, var Hans Michael utrættelig i at pege på den lykke, hun ejede i sine børn. Han og Ane fik kun den ene datter, og hendes helbred viste sig at være meget skrøbeligt, da hun voksede til.

“Du skal takke Vorherre hver eneste dag for dine børn”, sagde han, da han besøgte dem for at være med til den lille piges dåb. Hun fik navnet Meta, Ulvehøjvej 15 , ligesom Hans Michaels datter. “Det er den største gave, vi kan få”, føjede han til. “Og du skal takke ham for din mand og for dit hjem. Du skal takke for alle ting, også for at du lever. Du skal takke for at solen skinner – og den skinner da lige så meget i Varming som i Vedsted! Og fuglene synger lige så kønt! Og jeg tror næsten, blomsterne i jeres enge nede ved Ribe å er kønnere, end dem i vore enge hjemme. Og så er der en ting, der er bedre her: du kan stå lige uden for huset og se tårnet på domkirken. Det kan vi ikke.” Han blev veltalende og kunde næsten ikke holde op igen, når han fik begyndt på at lovprise alle de goder og glæder, som vi skal lægge mærke til og skønne på og takke for. Ialt fald standsede han ikke, før Dortheas ansigt lyste op, og smilet kom frem.

Kort tid efter blev der virkelig sorg i hjemmet i Varming: Meta blev syg og døde. Lægen forsikrede, at det ikke var tuberkulose, men Dorthea turde knap nok tro det. En dreng, der blev født en tid efter Metas død, trivedes dog godt. Men det næste barn, igen en dreng, døde lige efter fødselen. Fem år efter, da Dorthea var fyrre år, fødte hun en lille pige, som levede. På omtrent samme tid blev familien øget med en plejesøn, den ældste af Kjestines børn. I hendes hjem var der vokset fire børn op. Hendes ansete og dygtige mand var blevet sognerådsformand, der var gode økonomiske kår i hjemmet, og familien så glade og trygge fremtiden i møde. Kjestine selv var den gladeste af dem alle, rask og virksom tillige. Da blev hun pludselig syg af slægtens sygdom – galoperende tæring kaldte man tuberkulosen i den form – og efter få ugers sygdom døde hun. Hendes mand var ude på arbejde hver dag, og savnet lå tungt over hjemmet. Men modgangen var ikke forbi. Inden et år var gået, døde Kjestines mand af samme sygdom som hun. Så var der ingen anden udvej end at opløse hjemmet.

Den ældste dreng, som kom til Dorthea og Anders, var nær ved konfirmationsalderen. Den næstældste kom til Hans Michael. De to mindste, en dreng og en lille pige på tre år, kom i pleje i andre hjem. En tid kneb det med plads i de små stuer i Dortheas og Anders hjem. Men arbejde var der nok af til alle. Kjestines dreng blev den første tid sat til at se og høre efter den nyfødte pige. Da han og Dortheas ældste søn Jannik var blevet konfirmeret, kom de ud at tjene. Det gav mere plads, men også mere arbejde til dem, der blev tilbage, så den næstældste, Klemmen, der kun var fem – seks år gammel, måtte allerede begynde at hjælpe til.

Det meste af den jord, der hørte til ejendommen, var mager og sandet, og de små frugtbare enge blev tit oversvømmet og afgrøderne ødelagt, når vestenstormen pressede vandet fra havet ind i Ribe å. Var høet ikke kørt hjem, måtte Anders i huj og hast have det bjerget op på agerjorden, hvor vandet ikke kunne nå det. Drengene hjalp til, men da Klemmen blev ene tilbage, måtte mor også være med, skønt både hun og drengen ikke magtede ret meget. – Det var et hårdt slid, der fyldte dagene hos Anders og hans familie.

Dorthea tog villigt den del af arbejdet, hun kunde magte. Når den tanke dukkede op hos hende, at livet ikke helt havde givet hende den gode gave, som hun drømte om i sin ungdom, da huskede hun på sin brors ord til hende og sagde til sig selv, at den sidste lille pige, der også kom til at hedde Meta, var Guds store gave til hende, og så samlede hun al sin omhu om hende og blev lykkelig derved.

Det blev et meget stille liv med glæder over små ting, de to – mor og datter – levede sammen, et liv der lignede det, som Dorthea huskede fra den tid, da hun selv var lille. Men Meta havde sin mor og beholdt hende, til hun selv blev voksen. Som lille pige vilde hun helst holde sin mor i skørterne, hvor de så færdedes. Hun gik i hælene på hende, når moren syslede i køkkenet om formiddagen, og hun sad i vindueskarmen bag ved hende, når hun efter middag læste sin avis. Så vankede der en lækkerbisken: et stegt æble, som under avislæsningen havde sydet på kakkelovnen og fyldt køkkenet med sin søde duft. Derefter fulgte vandringen ad en lille sti over til nabokonen med avisen og til leg med hendes hund.

Den største af de små glæder var storebrors besøg, når han om søndagen fik fri. Klemmen og Meta stod uden for huset og så efter ham, indtil han dukkede op. Men denne glæde mistede både de og far og mor. Da Kjestines begavede og dygtige sønner blev fuldvoksne, mente de, at de ikke kunde komme frem og få gode stillinger her i Danmark. De havde også rejselyst i blodet. De vilde til Amerika, for der kunde der tjenes mange penge, fortaltes der. Først rejste Dortheas og Anders plejesøn, siden de to andre. En dag kom så Dortheas ældste og sagde, at han havde besluttet sig til at rejse samme vej. Han vilde over og tjene så mange penge, så han kunde købe en gård, sagde han.

Der blev sorg i hjemmet. Dorthea syntes slet ikke, hun kunde undvære ham. Men hun besindede sig. “Vil du love at komme hjem igen, når du har tjent penge nok til at købe en gård?” bad hun. Det lovede han. Se blev der pakket en lille trækuffert med hans tøj, mens tårerne stod i Dortheas øjne. Der lå en stor tyngsel over hele hjemmet: Storebror skulde på den lange, lange rejse, hvornår fik de ham at se igen? – –

De unge vilde til Amerika for at tjene penge. Der var ikke mulighed for nogen fremgang her hjemme, sagde de. Anders og Dorthea måtte give dem ret. Tiderne blev ganske vist bedre, og de havde det nødvendigste af tøj og klæder, når de sparede. Men mere blev der heller ikke til, og fremgang kunde der ikke blive tale om. De kunde aldrig nå at få de gamle dårlige og usunde bygninger bygget om, og de kunde aldrig lægge penge til side, som børnene kunne hjælpes i vej med eller arve. Ejendommen var for lille og for dårlig.

Dorthea flytter hjem.

Hos Hans Michael mærkedes de bedre tider især på den måde, at Ane tillagde sig fine og kostbare vaner. Hun tog med dagvognen til Ribe for at købe ind eller for at gøre besøg hos sine bekendte, som hun også holdt selskab for i Vedsted. Hun købte en cykel og kørte på den, bl.a. til havet, hvor man fortalte, at hun badede, hvilket lød utroligt, da ingen i Vedsted ellers brugte at tage bad i havet. Hun købte også et orgel og lærte at spille på det. Hans Michael syntes, det lød kønt, og han vilde gerne, at Meta skulde lære det også. Men sådan noget var dyrt, og var vel også af den slags, som kun passede sig for bydamer eller proprietærfruer, mente han.

Ane holdt op med at arbejde i marken og i stalden – ligesom proprietærfruerne. Fingrene blev stive af det, så hun ikke så godt kunde spille. Hans Michaels kræfter var stadig små, så han kunde ikke overkomme arbejdet alene, og gården blev ikke passet så godt, som han gerne vilde. Det blev dog bedre, da Kjestines dreng, som var kommet i hjemmet efter forældrenes død, voksede til. Da han kom der, var han endnu kun en dreng på tolv år, og Hans Michael lod ham meget af tiden lege med Meta, der var på samme alder. Selv kunde han godt lide at lege med. Siden hans lille pige blev født, brugte han en hel del tid til at give sig af med hende, så de to blev næsten uadskillelige. Mens hun endnu var lille, bar han hende på ryggen, når han skulde i marken for at arbejde. Hun sad så på en grøftekant og legede med blomsterne, som han fortalte hende om. Meget af hans tid gik med at se efter hende og lege med hende, så naboerne smilede for sig selv over, at Hans Michael var blevet barnepige. Men de nænnede ikke at drille ham for det.

Da Meta var enebarn, gjorde hendes forældre, hvad de kunde for at skaffe hende legekammerater. De turde ikke ret godt lade hende komme alene ud blandt andre børn, da hun let kom til at fryse og i det hele taget tålte så lidt. Da den tid kom, at hun skulde i skole, lod de hende blive hjemme, hvis vejret var dårligt. På de dage blev hendes far meget af tiden inde ved hende, underviste hende og fortalte for hende. Ved andre lejligheder indbød han og Ane jævnaldrende til at komme og lege med hende. Ane havde saftevand og kager til dem, og både hun og hendes mand gjorde gerne børnene selskab. De havde evner til og fik efterhånden stor øvelse i at underholde og more børnene, så byens børn kunde godt lide at komme på besøg hos det livlige ægtepar. Hams Michael fortalte historier, eller han underholdt børnene ved at fortælle om dyr, fugle og blomster. Om sommeren havde han tit noget at vise dem, som han havde fundet ude i marken.

Når der var is om vinteren, og byens børn løb på skøjter på de oversvømmede enge, turde Ane og Hans Michael ikke lade Meta være med på grund af hendes svage helbred. Hvad skulde de gøre for at skaffe hende erstatning? – Jo, hendes far fandt på råd. Han bar mange spande vand ud på gårdspladsen, som var lavest. Det frøs til is, og Meta havde sin egen glidebane. Skønt gårdens tre længer gav læ, kunde den kolde vind dog smyge sig om hushjørnerne og nå hende. For at skærme hende mod den bar Hans Michael kornneg ned fra loftet og stillede dem på enden i vindsiden. Så kunde Meta more sig uden at fryse!

Ane lærte hende at lave mad, og hun købte fint sytøj til hende i Ribe, så hun kunde blive ligeså dygtig til at brodere som damerne i byen. Hun lærte hende også at spille på orgelet og lod hende få undervisning i Ribe. Ane ønskede, at hendes datter skulde være anderledes end de andre unge piger i Vedsted. Hun skulde være som pigerne i byen.

Det var med sorg, han så, at gården forsømtes. Det var jo den gård, som han havde taget sig på at passe og værne om. Det var den gård, han som dreng havde stridt for at beholde. Det var den jord, hvor han og Kjestine og Dorthea havde slidt, da de var børn og unge. Skulde han nu blive nødt til at lade det hele forfalde?

Var det livets kår, at det endte i forfald? – Hvordan skulde han afværge det? Han havde ikke råd til at holde karl. Det kneb hårdt at betale de offentlige udgifter og ellers svare enhver sit. Ane vidste ingen ting om, hvor hårdt de sad i det, og hendes husførelse tog flere gange så meget som Kjestines og Dortheas i deres tid. Hun forstod slet ikke at spare. Nu var der også kommet lægeregninger til. Både Hans Michael og Meta havde læge og fik mikstur og medicin.

Ja, han måtte indrømme for sig selv, at han var syg og allerede følte sig gammel. Hvem skulle så overtage gården, når han faldt fra? De unge karle i familien rejste til Amerika. Og Meta. Han ønskede naturligvis, at hun skulle finde sig en mand, der kunne overtage gården. Men var hun egentlig opdraget til at være bondekone? Og havde hun kræfter til det? – – – Der var så mange spørgsmål for Hans Michael.

Når han sad inde sammen med Meta, fortalte for hende eller drøftede et eller andet spørgsmål med den kloge og tænksomme pige, da følte han sig lykkelig. Når de unge samledes til leg og sang i hjemmet, da var han den lystigste og kådeste af dem alle, fuld af muntre indfald, som han knap kunde få sagt for latter. Men når han gik for sig selv i stald eller mark, da kunde der falde en stor tyngsel over ham, og han syntes, alt var mørke.

Ane kunde han ikke rigtig snakke med om det, der tyngede ham. De var så forskellige, at de ikke kunde forstå hinanden. Hun søgte stadig mere og mere adspredelse og fornøjelse for sig selv og Meta. Især var hun kommet ind på at købe tøj og smykker til datteren, som dog ikke brod sig så meget om at pynte sig som Ane selv.

Ane var bange for, at hun skulde miste Meta: først miste hendes hengivenhed og siden hende selv. For hun var rigtig syg. Ane vidste det bedre end Hans Michael, som ikke ville tro det. Når Meta skrantede, var Hans Michael også syg. Han var ude af sig selv og kunde ingen ting tage sig til. – Og skrante gjorde Meta mere og mere.

Ane skjulte for ham, at hun havde feber. Men da feberen steg, og hun tillige fik smerter i leddene, kunde det ikke skjules mere, hun måtte ligge til sengs. Doktoren sagde, det var gigtfeber, og han så meget alvorlig ud, da han sagde det. Der fulgte nogle strenge helt forvirrede dage. Naboerne måtte tage sig af Hans Michaels dyr. Han sad dag og nat ved sygesengen, holdt ved den syges hånd og var rede til at opfylde ethvert af hendes ønsker. Ane bød dem mad, men ingen af de to kunde spise noget. Meta kunde kun drikke og læske sig ved lidt frugt.

Det varede kun et par dage – så gled hun ind i delvis bevidstløshed. Døden havde begyndt sin gerning. – – – Under begravelsen var Ane som stivnet. Hans Michael græd. Han havde ikke kræfter til at beherske sig. I de følgende måneder tog hans kræfter hurtigt af. Han vilde ikke spise af Anes gode mad, og han udførte kun det allernødvendigste arbejde. Det var først på sommeren, at Meta døde og der var meget at gøre i marken i den følgende tid. Men roerne blev ikke renset og udtyndet. Høet fik naboerne ham i gang med, da de tilbød at hjælpe. Høsten tog de sig omtrent alene af.

Ane hjalp også til. Hun passede køerne og grisene. Hun blev virksom i bedriften og energisk som de første år, hun var på gården. Hun vilde helst være i stalden og i marken og ikke i stuerne, hvor alt mindede hende om den døde, og hvor hendes mand sad sammensunken og syg. Når hun gik ud med køerne, gik han tit langsomt og stolprende hen på kirkegården, hvor han blev siddende i timevis.

Dorthea og Anders kom i denne tid på besøg så tit, det lod sig gøre, og de to søskende havde lange samtaler. Hun gav ham ord tilbage, mindede om, hvad han havde sagt til hende, da hun havde brug for opmuntring og hjælp. Men det var som alle hendes ord prellede af mod et panser af tungsind. Hun skønnede, at sorgen over Metas død overskyggede og skjulte for ham alt det, som han før havde kunnet glæde sig over og takke for.

Han sagde det også til hende: “Havde vi dog kun haft andre børn eller blot eet foruden hende, som du havde, da din Meta døde. Men jeg havde kun hende – kun hende. Nu, da hun er borte, har jeg intet at leve for. Alt er dødt og tomt – tomt – tomt. Jeg kan ikke høre fuglene synge mere, og jeg kan ikke se blomsterne – eller jeg vil ikke. Jeg kan ikke engang se, at solen skinner; og jeg er lige glad, om den gør det eller ikke. Jeg bryder mig ikke om noget mere, heller ikke om at være sammen med andre mennesker – de pjanker og snakker om ingenting. – Dorthea, jeg bryder mig ikke om at leve mere – – jeg vil ikke leve mere. Dorthea så forskrækket på ham: “Sådan må du ikke sige, Hans Michael. Det er der ingen, der må. Vorherre har noget godt til dig endnu, skal du se. Du har vel fars og mors prædikenbog endnu – og læser i den?” “Ja, jeg læser i den hver dag – og i bibelen. Og jeg bad og bad til Gud, da Meta var syg. – Siden hun døde, kniber det sådan for mig at få begyndt. Der er så meget, jeg ikke kan forstå. Jeg kan ikke forstå, at Gud – – – ”

Der lå ligesom en skygge over hans ansigt. Men da han havde siddet tavs lidt, lyste det op i et mildt smil, og han sagde: “Lille Dorthea, det bliver nok godt alt sammen, når først jeg kommer op i himlen til ham selv. Det er jo bare det, jeg vil.” Lidt efter sagde Dorthea: “Du må heller ikke glemme, at du er gift – – med Metas mor. Og så er der gården, Hans Michael, glem ikke den. Du må leve for gårdens skyld.” Mørket lagde sig igen over hans ansigt, ja over hele hans magre, sammensunkne skikkelse: “Jeg har nu aldrig levet for gården, men for – for noget, der var mere og højere. Men jeg har godt nok stridt for den. Nu kan jeg ikke mere. – – Jo, jeg kan alligevel! Jeg kan stride min sidste strid for den, for at bevare den i vor slægt: Du skal have den, du og Anders. Jeg skammer mig over, at jeg har passet den så dårligt den sidste tid. Jeg har ikke kunnet overkomme nogen ting. Nu skal I overtage den. Anders skal nok få skik på det hele igen. I har også børn, der kan hjælpe jer – og som kan overtage den efter jer. Jo, du skal flytte hjem igen, Dorthea.

Hun var blevet fuldstændig overrumplet og stærkt bevæget. Hun kunde slet ikke fatte, at det kunde være sandt. Ja, men kan du da virkelig tænke dig det, Hans Michael. Og hvad så med Ane? Hvad skal hun så?” “Hun kan slet ikke passe gården. Hun vil bare sætte det hele over styr. Det er ikke noget for hende at drive en gård. Det er bedre, hun flytter til Ribe.” – –

Da Hans Michael gav Ane besked om den beslutning, han havde taget med gården, blev hun meget vred, ja, hun mistede en tid helt besindelsen og skældte ud med grove ord. Hun havde slidt og slæbt for ham og givet ham et hjem, sagde hun. Nu blev hun sparket ud som tak.

Men Hans Michael var urokkelig. Al hans stejlhed og stædighed kom frem endnu en gang. Jeg kæmper for gården, sagde han til sig selv. Og han gennemførte sin plan med det samme. Ane og han rykkede ud af tre små stuer i den ene ende af huset. Dem fik Dorthea og Anders sammen med gårdens køkken og bryggers samt et par kamre. Ane og Hans Michael fik indrettet et nyt køkken og beholdt den største part af huset, bl.a. for at Hans Michael kunne undgå at flytte ud af soveværelset. Der vilde han dø, sagde han.

“Det har ikke noget at betyde for jer, at I har se lidt plads til at begynde med,” sagde han til Dorthea, “for når jeg er død, flytter Ane til Ribe, og I får det hele. Det kan I stole på.” Efter at Dorthea og Anders var flyttet og havde overtaget gården – prisen bestemte Hans Michael, og den var ikke for høj – blev den tidligere ejer liggende i sengen den meste tid. Han spiste så godt som ingen ting, svandt hen måned for måned og døde året efter, kun 56 år gammel. Sognet havde igen fået en ny præst, som var blevet hans gode ven og holdt en gribende tale ved begravelsen.

Ane skulde blive boende som hidtil og forresten have mælk, smør og brændsel fra gården. “Men det bliver kun kort tid,” understregede Hans Michael, da handelen blev ordnet. Men det gik helt anderledes. Hun blev boende og beholdt hele lejligheden i et halvt hundrede år, nærmest som en protest mod de ny ejere og mod sin egen skæbne. –

Dorthea var lykkelig over at være flyttet hjem, selv om hun fik den mindste part af stuehuset at bebo. Hun hyggede i den lille dagligstue med blomster og prægede hjemmet med sit milde væsen og fromme sind.

Dorthea døde stille og fredfyldt, glad over at kunne være sikker på, hun ikke havde smittet sin familie. Meta var da 16 år. Hun havde været på den hjemlige efterskole. To år efter sin mors død kom også hun på en fynsk højskole, Ollerup, hun fandt sin mand, der var lærer, og senere blev præst

Klemmen blev gift og overtog gården. – Sådan blev det en søn af den skrøbelige Dorthea, der kom til at bevare den for slægten. I hans tid brændte den. Da flyttede Ane til Ribe. Men to mindre gårde blev bygget op på den gamle gårds jord, nye marker blev købt til og to sønner overtog dem. – Slægt følger efter slægt. – Og endnu løber bækken langs haven i Vester Vedsted – – mod havet.