En slægtskrønnike

SVEN TYGESEN

For 34 år siden skrev jeg en stor del af de historier ned, som Farfar gennem tidens løb havde fortalt mig om vore forfædre og om Bjerrum. Om jeg allerede dengang havde planer om at skrive en slægtshistorie ved jeg ikke. Men tanken dukkede op, da jeg for et årstid siden læste Svend B. Troelsens store værk, “V. Vedsted sogns slægts- og ejendomshistorie”. I dette værk kunne jeg finde mange navne og data vedrørende vores slægt. Det, jeg har skrevet, er ikke en historisk dokumentation. Dertil en den for meget præget af mine egne gætterier, efterrationaliseringer sym- og antipatier. Jeg har dog bestræbt mig for at undgå direkte historieforfalskning.

I min jagt efter oplysninger om slægten har jeg henvendt mig til utallige bønder, præster, lærere, højskolefolk og ikke mindst ledere af lokalhistoriske arkiver, som alle har været utroligt hjælpsomme. Folk er flinke. Dem, jeg skylder den største tak, er dog Mor, Mary (Lindberg) Sørensen, V. Vedsted Byvej 26 og Leonhard Petersen, som jeg gang på gang har rendt på dørene for at få oplysninger og billeder.

Da jeg skulle skrive afsnittet om den fynske del af vores familie, Farmors slægt, var jeg blank. Udover at kende Farmors fødselsdag og fødested syntes jeg ikke, at jeg vidste noget om hendes baggrund. Det var som at stå ved en låst dør, hvor nøglen var forsvundet. Heldigvis kom jeg i forbindelse med medlemmer af Farmors søsters (Margrethe) familie, Anna Tuborgh, Andreas Blom og Ebba Petersen. De kunne give mig nøglen til døren, og de har hjulpet mig meget med både oplysninger og billedmateriale. Mens jeg skrev det fynske afsnit, dukkede der fra hukommelsens dyb en del hele eller halve historier op, som må stamme fra Farmor. Dem har jeg taget med, selv om jeg ikke kan afgøre, om oplysningerne i dem er reelle eller efterrationaliseringer. Et vigtigt kildemateriale til det fynske afsnit er to små bøger, som jeg på det nærmeste kom til at snuble over: Frederik Rasmussen: Min slægt og Niels Hansen: Optegnelser om mit levnedsløb.

Vorbasse, december 1995

Sven Tygesen

VI JUMBER TIL BJERRUM.

Nogle få år før Far døde, var han og jeg på jagt sammen i Aatte. Det var en dejlig oktoberdag med sol og høj himmel. Da vi var kommet op til det højeste sted på gårdens marker, knækkede vi geværerne, og som så ofte før satte vi os på naboens kæmpehøj og så udover Kongeådalen. Vi talte de mange kirketårne, som vi kunne se syd for Kongeåen. Vi talte fra øst mod vest og standsede til sidst ved Ribe Domkirke.

“Og dérude bagved ligger Bjerrum” sagde Far. Selvom han dengang havde boet mere end 50 år i Aatte, voksede han aldrig helt fra Bjerrum og marskegnen, som han stammede fra. Det er vel for meget at sige, at han længtes hjem, men han kom aldrig til at holde ligeså meget af Aatte som af sin hjemegn. Hele livet igennem kunne det pludseligt komme over ham, at nu måtte han hjem, og så tog han og som regel også resten af familien afsted.

Da jeg var dreng, havde vi ingen bil, men vi havde en jumbe, og vi havde Musse, som var en flot og hurtig kørehest. Jumben blev trukket frem, Musse fik stadsseletøjet på og blev spændt for, og familien steg ombord i jumben. Far sad med tømmerne og pisken i det bageste højre hjørne, Mor i det venstre og vi drenge i den forreste halvdel af køretøjet.

Mens bjælden på Musses seletøj ringlede lystigt, gik det rask vestud af byen, opad Sorrild banke, gennem Bobøl, Tobøl, over Kongeåen, forbi Villebøl Kro, skarpt til højre ved det gamle toldsted i Kalvslund, og så kom den uendeligt lange og kedelige tur over den flade hedeslette mellem Kalvslund og Ribe. Det hjalp dog, at nu kunne vi hele tiden se Domkirken komme nærmere. Endelig nåede vi frem til Trojelsknæ, og der begyndte Ribe, i hvert fald i min bevidsthed. Nu var det spændende, om bommene var nede ved jernbaneoverskæringen ved plantagen for så fik vi toget at se, når det kom brusende med røg og damp op af skorstenen. Toget var spændende, men også lidt farligt. Musse brød sig nemlig hverken om røg, damp eller spektakel. Når toget kom, rejste den ørerne og løftede på halen; den dansede nervøst foran bommene og forsøgte at vende om og komme væk fra uhyret. Men Far havde godt fat i tømmerne, og snart var toget borte igen, og vi rullede videre ind mod byen.

Musse var ikke glad for byen med al dens larm og trafik. Men vi børn kunne lide den. Vi kendte den jo fra de mange gange, vi havde været der før. Vi pegede alt ud, som vi kørte forbi. Der var Brandstationen og der Jernstøberiet, der lå Toft’s forretning, hvor Far købte sit tøj, så kom Vandmøllen, Skibbroen, Standard, Byens Hjørne, Domkirken og Politistationen lige overfor. Der boede faster Kirstine, og nu kom vi forbi Bachhaus´ Café, hvor de havde en abe i haven, forbi Stockholm-Simonsens købmandsforretning, hvor Farbror og Farmor var så gode kunder, at der altid faldt et kræmmerhus bolcher af, når jeg kom der. Der var Sigurd Bøssemagers hus. Han stammede fra Vester Vedsted Mejeri, hvor både Far og Mor var kommet meget som børn, så vi var næsten i familie med ham. Så passerede vi Gæstgivergåden Sønderjylland, hvor Farup-bønderne ofte holdt til, når de var i byen, og hvor jeg tit havde været sammen med Farfar.

Når vi var kommet forbi stampemøllen, var vi ude af byen. Musse trak et lettelsens suk og satte farten op. Hurtigt nåede vi Grønnnebæks ejendom, hvor vi svingede ind i Øster Vedsted. Nu var vi snart fremme. Når vi havde passeret det sidste hus i Ø. Vedsted, åbnede landskabet sig for os med flade marker til den ene side og enge til den anden. Langt ude i engene, hvor havdiget brat lukkede af for udsynet, der lå Bjerrum og lyste med sine hvide længer. Den lå fjernt fra naboer, helt alene som en lille ø i alt det grønne. Snart var vi fremme ved Holger Truelsens gård, hvor vejen gik ud gennem engene til rejsens mål. Nu kom den værste del af turen. Vejen var elendig. Store huller var der, som vi måtte sno os imellem. Af og til kom vi faretruende nær til grøfterne, der stod bredfulde af vand på begge sider af vejen.

Det var lidt farligt, syntes jeg. Men også den farefulde færd blev overstået, og snart kørte vi op på gårdspladsen på Bjerrum. Farfar og Farmor kom ud og bød velkommen, Musse blev spændt fra og sluppet løs i en fenne neden for gården, og så skulle vi ind og have kaffe. Det havde jeg dårligt tid til. Der var så meget spændende udenfor, som jeg skulle se på.

Så hurtigt som anstændigheden tillod det, var jeg ude af døren igen. “Husk nu, at du ikke må……… “, råbte Farmor efter mig. – “Ja, ja”, svarede jeg, og var væk, inden hun var færdig med sine formaninger. Jeg kendte jo remsen fra tidligere: ikke gå over til det store vandhul overfor gården, ikke kravle op på loftet, ikke gå ned til den gamle å, og endelig ikke kravle ud i den båd, der lå der.

Bjerrum var så helt anderledes end det, jeg kendte hjemmefra, så den blev en eventyrverden for mig, sandsynligvis mere for mig end for Erik og Asger, mine brødre, der er henholdsvis 3 og 6 år yngre end jeg, og som derfor ikke nåede at komme der så tit som jeg.

Med til min eventyrverden hørte også alt det, som Farfar fortalte mig. Han fortalte om gamle dage, om mærkelige og uforklarlige tildragelser om stormfloder, om skibe, han havde set sejle forbi Bjerrum undervejs opad åen til Ribe. Han fortalte om dronning Dagmar, som engang for længe, længe siden var kommet hertil fra et fjernt land for at blive gift med den danske konge. Også hun var sejlet forbi Bjerrum.

Den historie må jeg have hørt på et meget tidligt tidspunkt, for her flyder mine begreber over i hinanden. Jeg kunne let forstå den stakkels piges situation: hun var blevet sendt hjemmefra, skulle aldrig se sin far og mor mere, og skulle ovenikøbet giftes med en mand, som hun slet ikke kendte. Jeg havde oprigtigt ondt af hende, men syntes, at det var godt, at netop Bjerrum blev den første gård, hun så her i landet. Jeg var sikker på, at hun – efter at have set den og Farfar og Farmor, der stod udenfor og vinkede til hende – trygt sejlede videre mod Ribe, hvor kongen stod på Slotsbanken og spejdede efter hende.

YDER BJERRUM OG STORMFLODERNE.

Der var engang.

Historiebøgerne fortæller ikke noget om hvad dronning Dagmar tænkte, da hun kom til landet i 1205. De fortæller i det hele taget ikke meget om hende. Lidt kender vi dog til hende. Fra en folkevise ved vi, at

hun kom uden tynge, hun kom med fred, hun kom goden bonde til lise.

Og det er jo slet ikke så dårligt.

Måske er hun kommet sejlende på sit skib til Ribe. Altså behøver det ikke at være forkert, at Bjerrum var den første gård, hun fik at se, for allerede dengang var der en bebyggelse. At Mandøboerne hævder, at dronning Dagmars skib strandede på deres ø, og at hun blev kørt derfra til Ribe, vidste jeg ikke som dreng, og nu synes jeg, de skal have lov til at blive i den vildfarelse.

Ingen ved, hvornår det ældste Bjerrum blev bygget; måske er det sket allerede i vikingetiden ligesom i Dankirke, nogle få kilometer længere sydpå og i Vilslev lidt mod nord. Måske har Bjerrum været en “forstad” til Ribe, som var en stor og travl handelsby i vikingetiden. Vikingerne har altså været på egnen, også i Vester Vedsted. Der har de efterladt sig et prægtigt spor. I 1859 fandt man der én af de største guldskatte fra vikingetiden, der nogensinde er fundet i Danmark. I skriftlige kilder nævnes Bjerrum første gang i 1214. Det kaldes da Byargum, og senere, i 1291, Wæsterbiargum. Langt op i tiden hed stedet Bjergum, og på et kort, der er trykt så sent som 1869, står der også Bjergum. Der er endnu i dag lidt tvivl om, hvorvidt det hedder Ydre eller Yder Bjerrum. Jeg har taget til efterretning, at Ribe kommune har skrevet Yder på vejskiltene, så det holder jeg mig til, selvom det er imod al logik. Der er nemlig ingen tvivl om, at de gårde, der ligger ved Holmevejen inde ved Ribe, hedder Indre Bjerrum.

Stedet, hvor man byggede det første Bjerrum, var valgt med omhu. Der var en lav sandbanke, der hævede sig lidt op over den lave marsk. Mod nord faldt banken brat ned mod åen, som løb tæt forbi. Det har således været et godt sted for skibe at lægge til og det har været forholdsvis let at læsse og losse der. Stedet har givet gode livsbetingelser. Der kunne græsse mange dyr i marskengene, havet var fuldt af fisk og sæler og stranden af fugle. Banken var høj nok til, at den kunne beskytte bebyggelsen mod stormfloder, hvis de ikke var alt for voldsomme. Desværre er historien fuld af beretninger om meget voldsomme stormfloder, som forvoldte store ødelæggelser, og Yder Bjerrum er ikke gået ram forbi.

Derfor har man i tiders løb gjort banken højere. Lige vest for gården var der endnu i min drengetid et stort vandhul. Det er sandsynligvis opstået ved, at man har taget jord herfra for at gøre banken højere og mere sikker. Lignende vandhuller kan man se, når man kommer længere sydpå i marsken hvor gårdene er bygget på en kunstig forhøjning, et værft.

Man kan ikke med sikkerhed fastslå, hvor stor bebyggelsen i Bjerrum har været. – Svend B. Troelsen, Vester Vedsted sogns kyndige lokalhistoriker antyder, at der måske har været en hel landsby. Hvis hans teori er rigtig, har havet ikke alene slugt gårdene, men det må også have revet det meste af sandbanken bort. På den banke, vi kan se i dag, har der højst været plads til to, måske tre gårde. Et er i hvertfald sikkert, folkene på Yder Bjerrum er i tidens løb mange gange blevet belært om, at havet, “Blanke Hans” kan være barsk at have som nabo.

Landet og havet.

I 1362 oplevede man en forfærdelig stormflod, “den store manndrenke”. Den slugte store dele af kysten mellem Hamborg og Ribe. Beretningen fortæller, at 200.000 mennesker druknede, og 30 kirkesogne blev lagt øde. Selv om tallene nok er stærkt overdrevet, er der ingen tvivl om, at det har været en voldsom katastrofe. Det var ved den lejlighed, det sagnomspundne Rungholt tæt ved Nordstrand gik til grunde. Men Bjerrum bestod. Den overlevede også de fire store stormfloder i 1500-tallet. Der er dog ingen skriftlige beretninger om, hvordan den overlevede. Man skal op i 1600-tallet, inden der kommer noget skriftligt, som man kan holde sig til.

I begyndelsen af 1600-tallet lå der to gårde i Yder Bjerrum, Vestergården og Østergården. Begge gårde var som de fleste andre fæstegårde. I Vester Vedsted sogn var der dog enkelte gårde, der altid havde været selvejergårde. Sognets fæstegods var delt op i to hovedgrupper, den slesvigske og den kongerigske del. Af den slesvigske del tilhørte noget Schackenborg gods, noget hørte under Haderslevhus og noget, det lindevitske/castellske hørte under godset Lindeved, som lå ca. 15 km. sydvest for Flensborg. Godset havde i århundreder tilhørt familien Rantzau, som havde store besiddelser i Slesvig og Holsten. Det fæstegods, som Rantzau-familien havde på Ribeegnen blev bestyret af en foged, som boede på Høgsbrogård i Hviding sogn. I 1726 blev godset Lindeved overtaget af familien Castell.

Den kongerigske del af fæstegodset havde mange forskellige ejere, bl. a. Ribe Domkirke og Ribe Hospital. Der blev ofte handlet med de kongerigske gårde. I en periode i 1700-tallet ejede capitan Mülford, Søvig (nordvest for Varde), en god del af disse gårde.

De to Bjerrum-gårde hørte til den kongerigske del. De har haft mange forskellige ejere og tilhørte ikke altid den samme person. Bjerrum har tilhørt kong Kristoffer I, som døde i Ribe i 1259. For at gøre opholdet i skærsilden tåleligt for hans sjæl byggede hans magtfulde dronning Margrethe Sprænghest, et kapel ved Ribe domkirke, og indstiftede en særlig gudstjeneste for kongen. For at dække de udgifter, der var forbundet med kapellet og gudstjenesten skænkede hun domkirken en masse gods, bl.a. “Yderbjergum”. Bjergum bidrog til domkapitlets husholdning med bl.a. ost og “panes albi” (hvide brød).

I tiden op mod reformationen (1536) tilhørte “1 gård udi Yderbjergum” nonneklostret i Ribe. Efter reformationen gik gården(e) i Bjerrum tilbage til domkapitlet. I begyndelsen af 1600-tallet ejede den kendte Ribe-borgmester Friis Bjerrum Vestergård.

I den sidste halvdel af 1600-tallet boede en bonde, der hed Clemmen Nissen på Vestergården, Yder Bjerrumvej 6. Han havde en søn, der hed Søren Clemmensen, og ham vender jeg senere tilbage til. På Østergården boede omkring 1620 en bonde, der hed Niels Tocksen, Yder Bjerrumvej 4. I daglig tale har han sikkert heddet Niels Bjerrum. Navnet har i hvert fald været så stærkt forbundet med ham, at han har ladet sine børn døbe Bjerrum (Bierum).

Niels Tocksen blev stamfader til en slægt, der både blev utrolig talrig, og som fik stor indflydelse i sognet. Med lidt god vilje kan man godt hævde, at han også er stamfader til vores familie, men linien tilbage til ham er temmelig kringlet. Af Niels Tocksens børn er der to sønner som skal nævnes her, Christen Nielsen Bierum og Peder Nielsen Bierum. Christen blev født i 1622. Omkring 1660 blev han gift, og nogenlunde samtidig fæstede han en gård i Sdr. Farup, (Toftegården, Sdr. Farup Vej 37, som ligger overfor det hus, som Farfar og Farmor købte i 1953). Fra 1660 til 1992 har denne gård tilhørt Bjerrum-familien, dog ikke i ubrudt linie.

Peder Nielsen Bierum blev født på Yder Bjerrum Østergård i 1635. Da han blev voksen, overtog han gården efter sin far. Han blev den sidste bonde på Yder Bjerrum Østergård. Gentagne stormfloder havde været hårde ved gårdens bygninger, som til sidst var i en sådan forfatning at folkene måtte opgive at bo der. Man kan endnu i dag se, hvor gården har ligget, og da min Far var dreng for ca. 70 år siden fandt han rester af bygningerne, mursten og lignende.

Ifølge én af de historier, jeg har fra Farfar, var det dog ikke stormfloderne, men spøgeri, der tvang folkene bort fra Østergården. Når Østergårds-bonden før sengetid gik et vend ud for at se til kreaturerne så han hver aften en stud vandre hvileløst omkring i stalden. De første gange, han så det, regnede han med, at det var én af hans egne stude, der havde revet sig løs i sin bås, og han ville derfor drive den på plads igen. Det uhyggelige var imidlertid, at der ingen tomme båse var! Hvor kom denne stud fra? Ja, det var bonden ikke i tvivl om. Det var de underjordiske, der drev deres spil, og hvor de underjordiske huserede, kunne mennesker ikke bo, og derfor flyttede han bort fra gården.

Af de stormfloder, der var i 1600-tallet, kom den værste i 1634. Selvom det som så ofte før gik værst ud over egnene længere sydpå, hærgede stormfloden også slemt på Ribeegnen. I Vester Vedsted sogn blev flere gårde, bl a. Præstegården, skyllet bort af vandmasserne og der druknede 22 mennesker, heraf 3 fra Sdr. Farup.

Selv inde i Ribe by gik man ikke ram forbi. Borgmester Friis skrev efter stormfloden i sin beretning, at “alle broer, damme, diger, møller, huse og stalde her ved Ribe mestensdel er fordervet eller nedslagen”. Vandet trængte også ind i Domkirken og “nedslog nogle store sten på gravene i kirken”. – I dag kan man af et mærke på én af pillerne i midterskibet se, hvor højt vandet stod i kirken.

Skaderne i Ribe by var så store, at kongen i sin store nåde lod flere borgere slippe for “alt skat og tynge” i 3 år. – Bønderne i Vester Vedsted fik i øvrigt også et års skattefrihed efter en stormflod i begyndelsen af 1700-tallet. I den bønskrivelse om skattefrihed, som bønderne fra Vester Vedsted og nabosognene, sendte til konger, skrev de bl a.:

“For eders kongelige majestæt kan vi underskrevne fattige mænd ….aldrig noksom beskrive den store jammer og elendighed, som vi nu ved trende års ulykkelige hændelser er gerådet udi. Først år 1718 ved den store vandflod, som overskyllede vores eng og ager, så vi fik lidet eller intet det år af vores lagte sæd avlet. År 1719 fik vi af jordens grøde lige så lidt, fordi jorden nu var fordærvet af vandfloden, det foruden mistede vi ved en smitsom sygdom den største del af vores kvæg. Nu afvigte år, da vi skulle håbe på nogen oprejsning for den udi tvende foregående år store lidte skade, så vi med hjertets bedrøvelse, hvorledes en stor vandflod borttog vort hø, da det lå omhugget på marken. Derforuden led vi stor skade på kornet, så vi næppe fik sæden igen.”

Folk var naturligvis meget optaget af hvorfor disse naturkatastrofer opstod. Og præsterne lod dem ikke være i tvivl om årsagen. I kirken tordnede de som altid over folks ryggesløse og liderlige levned, og lod de stakkels mennesker forstå, at de med stormfloden oplevede Guds retfærdige straf for deres gudløshed. Sådan har præster prædiket i århundreder. Om det har hjulpet på moralen, er en anden sag. Hvordan skulle folk da også kunne tro på, at den gode Gud skulle være så grusom. Nej, så store ulykker som stormfloder kunne kun skyldes Fanden og hans håndlangere, heksene. I Ribe vidste man som bekendt alt om, hvordan man skulle behandle hekse. Det fik både Maren Splid og mange andre kvinder, der blev anklaget for at stå ledtog med Fanden selv, at føle. De blev brændt på bålet. I følge “Historisk Efterretning over de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker” har der vitterligt været ført processer i Ribe mod kvinder, der var anklaget for at være skyld i stormfloder. En enkelt af dem kom på bålet.

Bjerrumslægten.

Tilbage til Peder Nielsen Bierum. Han blev i 1669 gift med Anne Jensdatter fra gården Harreslund, Sdr. Farup Vej 42 i Sdr. Farup. Hvis han ikke havde opgivet Bjerrum Østergård før, så gjorde han det i hvert fald nu, for efter brylluppet rykkede han ind på Harreslund. Anne og Peder Bierrum fik følgende børn:

1. Niels Pedersen Bierum, som fik fødegården, Harreslund.
2. Peder Pedersen Bierum, der omtales senere.
3. Jens Pedersen Bierum, som giftede sig til Lindbæksminde, Sdr. Farup Vej 24 i Sdr. Farup.
4. Anne Pedersdatter Bierum, som blev gift ind på Tornbækgård, Ulvehøjvej 4 i Okholm.
5. Mette Pedersdatter Bierum, der døde som spæd.
6. Tocke Pedersen Bierum, der overtog Toftegård, Sdr. Farup Vej 37 i Sdr. Farup, da han blev gift med sin halvkusine, som var født der.
7. Christen Pedersen Bierum, der blev gårdmand i Indre Bjerrum.

Det ældste af børnene er født i 1670 og det yngste i 1686.

Peder Nielsen Bierums næstældste søn, der hed Peder Pedersen Bierum, giftede sig den 26. juni 1701 med enken, Barbara Jensdatter, som ejede en gård i Vester Vedsted (Abildgård, Vester Vedsted Byvej 23). Det har nok været et hastebryllup, for allerede i september 1701 blev der stillet an til barsel. Det blev en søn, som blev opkaldt efter sin far og kom til at hedde Peder Pedersen Bierum (for at holde dem ude fra hinanden kalder jeg dem fremover den ældre og den yngre).

Peder Pedersen Bierum den ældre og Barbara Jensdatter fik kun denne ene søn. Han blev i 1731 gift med Barbara Pedersdatter i Sdr. Farup. Efter giftermålet overtog Peder Pedersen Bierum den yngre hendes fødegård. Peder Pedersen Bierum den ældre boede med sin Barbara på Abildgård i nogle år, men i 1716 byttede de gårde med Søren Clemmensen i Yder Bjerrum.

Søren Clemmensen var født i 1686 på Yder Bjerrum Vestergård, som han senere overtog efter sin far, Clemmen Nissen. I 1716 flyttede han altså ind på Abildgård og overlod Yder Bjerrum Vestergård til Peder Pedersen Bierum den ældre. På det tidspunkt var Østergården som tidligere nævnt ubeboet, og Peder Pedersen Bierum den ældre festede jorden fra den og drev den sammen med Vestergården.

Peder Pedersen Bierum den ældre var en anset og velhavende mand. Denne anseelse er sikkert kommet hans enke Barbara til gode, da han i 1721 beklagede sig til biskoppen, L. Thura, over, at hun dårligt kunne finde plads i Vester Vedsted kirke. Hun fik i hvert fald følgende tilladelse fra biskoppen:

“Anno 1721 er det bevilget Peder Bieroms Hustru i Uder-Bierom, Barbara Peders-Kone, og Anders Ibsens Moder i Vester Vedsted, Anna Niels-Datter, formedelst Trang på Stolestader i bemeldte Vester Vedsted Kierke at lade strax under Præke-Stolen i Mandfolk-Siden opbygge på deres egen Bekostning en indelukt Quindestoel til tre Sæder, udi hvilken Stol Barbara Peders-Kone for hende og hendes Arvinger skal beholde dend yderste og inderste Sæde, og Anna Niels-Datter den mellemste Sæde. Så længe de selv holder samme Stoel vedlige og søger Vester Vedsted Kierke”.

Vi springer nu til gården Lindbæksminde, Sdr. Farup Vej 24 i den østlige ende af Sdr. Farup. I 1703 hed bonden her Nis Nielsen. Hans eneste betydning for denne beretning er, at han skyndte sig at dø og gjorde dermed sin kone, Giertrud Sørensdatter til enke i en ung alder. I 1704 giftede hun sig med nummer tre af sønnerne fra Harreslund, Jens Pedersen Bierum, søn af Peder Nielsen Bierum (se oversigten over hans børn side 8).

Jens og Giertrud fik fire børn, der alle døde i en ung alder. – Selv døde Jens i 1728. Inden han døde havde han overdraget Lindbæksminde til et andet medlem af Bierum-dynastiet, Hans Christian Hansen Bierum. – Han var dog ikke en ægte Bierum, men havde taget navnet efter sin stedfar, Peder Pedersen Bierum den ældre, der var gift med Barbara Jensdatter. Hans Christian var en søn fra hendes første ægteskab.

Som tidligere nævnt var Barbara Jensdatter og Peder Nielsen Bierum – og sammen med dem Hans Christian – flyttet til Yder Bjerrum Vestergård i 1716. I 1725 overtog Hans Christian denne gård efter sin stedfar. Efter at han i 1728 også havde overtaget Lindbæksminde, rykkede han ind der, men beholdt Vestergården. Han drev de to gårde sammen og han fik dem senere lagt lovformeligt sammen. Den jord, der havde tilhørt Vestergården kaldtes herefter Bjerrum Mark, og den fik matrikelnummer 2. – Dermed ophørte Vestergården med at være en selvstændig gård. Den genvandt sin selvstændighed 140 år senere, omend en stærkt beskåret tilstand. – Det skete, da den første Thygesen flyttede derud i 1868. Men derom senere.

Bjerrum Vestergård har været en ret stor, god gård. Af skøde- og pantebrevsprotokollerne kan man se, at Lindbæksmindebonden ofte har stillet Vestergården som sikkerhed, når han har lånt penge på en panteobligation. Af dem fremgår det, at jorden og bygningen blev sat i skat af følgende hartkorn *): 5 tønder, 2 skæpper, 1 fjerdingkar og 0 album.

*) hartkorn = hårdt korn = rug og hvede. Da den første matrikel blev indført i 1664, blev al landbrugsjord sat i hartkorn. Mængden af hartkorn var et udtryk for jordens bonitet. Jo bedre jorden var, desto mere hårdt korn kunne der dyrkes på den, og desto større var ejerens skatteevne.

I 1700-tallet har der været teglbrænderi i Yder Bjerrum. I 1724 byggede Ribe Katedralskole nye lærerboliger, “Hørenes Logementer”, lige overfor Domkirkens hovedindgang. Til dette byggeri blev der købt mursten i Ø.- og V. Vedsted og Yder Bjerrum.

Ægteskab kan føre til meget forskelligt. For gamle Niels Tocksens børn og børne- og oldebørn førte det til, at de kom til at sidde på næsten alle gårdene Sdr. Farup. De, der ikke kom til at bo der, blev anbragt fedt og godt på andre gode gårde i sognet eller nabosognene. – En enkelt eller to kom på Ribe Katedralskole og gik den boglige vej. På Vester Vedsted kirkegård kan man endnu i dag finde gravsten, der har stået på nogle af Bierum-familiens grave. Stenenes størrelse og udformning taler deres eget sprog om den velstand, der har hersket i Bjerrum-familien. Det var dog ikke velstand og lykke altsammen. Usædvanligt mange af Bierum-familien døde som ganske små eller i en ung alder, mange af dem af tuberkulose.

Den skæbne ramte også familien på Lindbæksminde. Bierumslægten forblev dog på gården indtil 1896, omend ikke i ubrudt linje. I 1769 overdrog Hans Christian gården til sin svigersøn, Jacob Pedersen Borrig, Sdr. Farup Vej 24. Hans enke lod igen gården gå til en svigersøn, Jannik Sørensen Lindbæk, Sdr. Farup Vej 24, som i 1863 gav sin søn, Peder Andreas Borrig Lindbæk, Sdr. Farup Vej 24, skøde på gården. Ham møder vi senere. Den sidste af Bjerrumslægten, der ejede Lindbæksminde, var Maren Bejer Lassen, Sdr. Farup Vej 24. Hendes mor var en Bjerrum. Maren Bejer Lassen solgte det meste af jorden fra gården, og i 1896 solgte hun bygningerne med de ca. 10 ha, der da var tilbage. – Også Maren Bejer vil vi møde senere i beretningen. I løbet af 1700-tallet ændrede man i slægten stavemåden af navnet til Bjerrum.

Nye stormfloder.

Vel var Bjerrum Vestergård hørt op med at fungere som selvstændigt landbrug, men der boede stadig folk der, som lejede huset af Lindbæksmindebonden. Huset må altså have holdt stand mod 1700-tallets stormfloder. Fra 1820 til 1825 hed lejeren i Yder Bjerrum Niels Sørensen, Yder Bjerrumvej 6. Han kom i februar 1825 til at opleve den værste stormflod, der havde været siden 1634. Igen gik det værst ud over Sydslesvigs kystegne, især Halligerne, men der blev også anrettet betydelige skader på Ribeegnen. Vandet stod højt i gaderne i Ribe by, og i Nr. Farup trængte det ind i kirken. I Vester Vedsted sogn skete der også store ødelæggelser, ikke mindst hos Niels Sørensen i Yder Bjerrum. Her raserede bølgerne bygningerne, og Niels Sørensen mistede alt, hvad han ejede. Efter denne voldsomme vandgang forlod Niels Sørensen Yder Bjerrum. Han fik dog en erstatning, som satte ham i stand til at købe en ejendom i Vester Vedsted, V. Vedsted Vej 127, Klostergaarden.

Folkemindesamleren F. L. Feilberg, der var søn af Vester Vedsted-præsten N. L. Feilberg, fortæller i Dansk Bondeliv følgende anekdote fra denne stormflod:

“I en gård lå både mand og kone og sov sødeligt i deres alkove. Pludselig vågnede konen op ved lyden af noget, der skvulper i stuen. Hun vækkede manden og råbte: “Jøsses, æ tap æ fålden a æ øltønd.” – Manden sprang ud af sengen, og da han opdagede, at han stod i vand til knæene, sagde han: “A trowr, her er mier øl end vort eget !””

Allerede 14 år senere, i 1839, kom der igen en voldsom vinterstormflod. Da var de frembrusende vandmasser fyldt med isskosser, som blev slynget mod husmurene. Det gik bl.a. hårdt ud over det gamle sygehus i Ribe. Her slog isskosserne murene i stykker, så det iskolde vand fossede ind til de syge, der kun med nød og næppe blev reddet ud af bygningen.

Også den stormflod må have været hård ved huset i Yder Bjerrum. Jeg kan forestille mig, at bonden på Lindbæksminde nu er blevet træt af at reparere på huset efter de evindelige stormfloder. Det har jo nok også været begrænset, hvad lejeindtægten har kunnet bære af investeringen. Han har dog været interesseret i fortsat at have folk huset, for de skulle føre tilsyn med de kreaturer og får han havde derude og redde dem i “flodvejr”. Derfor blev huset igen sat i stand, men kun meget nødtørftigt. Det har ikke været nogen attraktiv bolig, og det har nok kun været folk, der absolut ikke kunne finde andet at bo i, der er flyttet derud. Det kan den følgende historie da også tyde på.

I 1864 flyttede Christen Lassen med sin familie til Yder Bjerrum, Yder Bjerrumvej 6. Han var sønnesøn af Anders Lassen Nielsen og Mette Jensdatter, også kaldt Mett` Lasses. De to var i kraft af arv, ægteskab og dygtighed blevet mere end styrtende velhavende. De ejede flere gårde og havde en formue så stor, at Mett` Lasses kunne drive en betydelig bankvirksomhed. Det var hende folk på egnen gik til, når de skulle låne penge. Anders og Mette fik syv børn, men fem af dem døde, inden de nåede skelsår og alder. De to, der overlevede, Lars og Niels Andersen, avede både gårdene og formuen. Niels fik en gård i Okholm og Lars fødegården, Harreslund, og Danelund.

Lars´ søn, Christen Lassen, blev født i 1825 på Harreslund, Sdr. Farup Vej 42. Da han blev voksen tegnede fremtiden sig lys for ham: familien havde penge, han blev forlovet med sin kusine, Mette, fra Okholm, som var arving til endnu flere penge. Det unge par skulle bo på Danelund, som skulle genopbygges efter, at den ikke havde været drevet som selvstændigt landbrug i mange år. Christen overtog Danelund i 1851, kort før brylluppet skulle stå. Men så kom ulykken. Mette døde et par dage før brylluppet. Dette slag var mere, end Christen kunne tåle. Han overlod gården til sin bror og rejste bort fra sognet.

I 1864 vendte han tilbage, og han var da gift med møllerdatteren fra Dybbøl. Det var måske krigen, der havde drevet dem bort fra Dybbøl. – Da Christen kom tilbage, var han efter Farfars udsagn – en stakkel. Familien havde slået hånden af ham, så han og møllerdatteren måtte tage til takke med huset i Yder Bjerrum. Her blev tre af deres ni børn født. I 1867 solgte Lindbæksmindebonden huset i Yder Bjerrum, og så måtte Christen Lassen og hans familie flytte. De boede et par år i Lustrup og flyttede derefter ud i en jordhule på Sdr. Farup hede. Her boede de indtil den rige familie forbarmede sig over dem og – stadig efter Farfars udsagn – byggede et lille hus til dem i Sdr. Farup, Sdr. Farup Vej 23, Lonnes Hus. Her endte Christen og hans kone deres dage omkring år 1900.

RØDDERNE PÅ FARUPLUND.

Farfar havde fødselsdag d. 2. januar. Den blev hvert år fejret med besøg af familie og venner. D. 2 januar var en festdag i familien. Den dannede afslutningen på julens helligdage og var for os børn fuldgyldig helligdag som alle de andre. Jeg var som regel med til fødselsdagen. Jeg husker ikke mange af de gæster, der altid var med, men to af dem har brændt sig fast i min hukommelse. De var brødre og hed Ove og Jes Thøstesen, Matr. nr. 6 og Sdr. Farup Vej 20. Det, der fascinerede mig ved dem, var deres gevaldige cykelstyrsoverskæg, som slet ikke stod forhold til resten af dem. De var ret små begge to. Hver eneste gang, jeg mødte dem, sagde den ene af dem til mig:

“Vi er i familie med hinanden.” Selvom jeg ikke var særligt optaget af lige netop det familieskab, ville jeg alligevel gerne have rede på det og spurgte derfor Farfar, hvordan det hang sammen. Farfar svarede: “Ser du Sven, (Farfar udtalte altid mit navn uden stød, en udtale, kun han brugte, Svennn!) vi er lidt i familie med Ove og Jes og også med de fleste af de andre, der kommer til min fødselsdag. Går vi rigtigt til bunds i familiehistorien, er vi såmænd i familie med det meste af Farup og det halve af Vedsted”. Det svar imponerede mig meget, og jeg var også glad for det. Jeg kendte jo mange i både Sdr. Farup og Vester Vedsted, og jeg havde bestemt ikke noget imod at komme i familie med i hvert fald nogle af dem.

Vores familie har boet Sdr. Farup og Yder Bjerrum i over 200 år. I tidens løb er der gennem ægteskabsforbindelser naturligvis blevet vævet sammen med andre gamle familier i sognet. Der er således familieforbindelse til familierne: Lindberg, Bjerrum, Thøstesen, Lassen, Vandborg, Truelsen, Bruun, Villadsen, Okholm o. fl. a. Den gård. som vores familie har boet på i flere generationer, hedder i dag Faruplund og har adressen Sdr. Farup Vej 46. Faruplund hørte under godset Lindeved, som havde to store og to mindre gårde samt fire husmandssteder i Sdr. Farup – Faruplund var én af de mindre gårde.

Jesper Lauridsen og Maren.

Engang i 1740-erne rykkede der en ny fæstebonde ind på Faruplund, Sdr. Farup Vej 46. Den nye bonde hed Jesper Lauridsen, og han var den første af familien, der kom til at bo i Sdr. Farup. Han stammede ikke fra Vester Vedsted sogn, men fra Enderup i Hviding sogn. Han var født 1692 som søn af skrædder Laurids Michelsen. I 1718 blev Jesper gift med Maren Sørensdatter. De slog sig ned i Enderup, og her blev begge deres sønner født, Laurids Jespersen i 1720 og Søren Jespersen i 1722. Jeg ved ikke, hvad familien levede af, men Jesper har sandsynligvis haft et husmandssted i fæste.

Jeg ved heller ikke hvordan familien blev i stand til at overtage en så forholdsvis stor og god gård som Faruplund. Han er muligvis blevet hjulpet af sin fars familie. Den var ret udbredt i Hviding og Brøns sogne, og der var adskillige store bønder i den. I øvrigt blev mange af den familie, som hed Lauridsen/Lauridsdatter eller Michelsen/Michelsdatter gift til Vester Vedsted sogn.

Vi ved desværre intet om, hvordan tilværelsen har formet sig for Jesper og hans familie på Faruplund. Vi ved ligeså lidt om, hvad han har været optaget af, og hvilke meninger og forhåbninger har haft. I hans tid bredte pietismen sig over landet. I Kølvandet af den blev konfirmationen og den tvungne skolegang for børn indført (i hvert fald der, hvor man fik bygget skoler). Han oplevede også, at stavnsbåndet, som hidtil ikke havde omfattet Jylland, kom til at gælde for hele landet. Vi ved ikke, hvordan Jesper reagerede på alt det nye. Jesper er nogenlunde jævnaldrende med Holbergs Jeppe på Bjerget. Men deres vilkår har været vidt forskellige. Mens Jeppe blev plaget af ridefogeden og både tidligt og silde skulle udføre hoveriarbejde på godsets marker, har Jesper ikke mærket meget til sit herskab. Blot han betalte sit landgilde, (fæsteafgift) og sine skatter, har fogeden på Høgsbrogård sikkert ladet ham være i fred.

Jesper startede i Sdr. Farup på et nogenlunde godt tidspunkt. De første årtier i 1700-tallet havde været barske år for landbruget. Både korn- og studemarkedet havde svigtet. Studeeksporten over Ribe og Kolding var således gået tilbage fra 15.000 stude i 1723 til ca. det halve i 1736. Bønderne havde oplevet det, som bønder også er udsat for i vore dage, at indtægterne svigter, mens udgifterne forbliver uændret. Som én ulykke oveni den anden havde der været en uhyggelig kvægpest, som havde slået tusindvis af kreaturer ihjel, uden at bønderne kunne stille noget op mod den. Ulykkerne havde bevirket, at mange bønder ikke kunne betale hvad de skulle til herremand og øvrighed, og var blevet tvunget bort fra deres gårde. De dårlige tider udløste en vis flugt fra landbruget, en flugt som ikke engang stavnsbåndet kunne dæmme helt op for. Det havde igen bevirket, at godsejerne var blevet nødt til at nedsætte landgildet for at få bønderne til at overtage fæstegårdene. Denne udvikling kan være kommet Jesper til gode, da han overtog gården.

Da Jesper overtog sin gård, var det værste af landbrugskrisen tilmed overstået. Alt tyder da også på, at han har klaret sig godt. Han nåede i hvert fald at få en del penge samlet, inden han døde. Jesper Lauridsen døde d. 11. juni 1779, 87 år gammel. Han var da for længst blevet aftægtsmand hos sønnen, Laurids, som da havde overtaget gården.

Hans yngste søn, Søren, var 1764 blevet gift med en pige fra Vester Vedsted. Han kom dog ikke til at nyde ægteskabets glæder ret længe, idet han døde ca. tre måneder efter brylluppet. Godt et halvt års tid senere blev hans datter, Severine, født. Som voksen blev Severine gift og fik flere børn.

“Søndag den 27 marts 1768, da præsten hr. Jens Høhne, holdt sin bøn før prædiken, styrtede med ét prædikestolens himmel ned på hovedet af ham med et så stærkt stød, at sidestykkerne derved løsnedes fra overdelen, så at medens den sidste vedblev at trykke på hans hoved, hængte hine sig som en krans om hans skuldre. Nogle af de stærkeste fra menigheden kom da op og redede præsten løs, hvorefter præsten holdt sin prædiken under den ømmeste attention af menigheden.”

Hvis én af vore forfædre overhovedet har haft denne spændende oplevelse i kirken, må det have været Jesper Lauridsen eller hans søn, Laurids. Uanset hvem af dem, det har været, kan han ikke have været så tæt på “nedkomsten”, som historien fortæller. Som tidligere nævnt tilhørte “den øverste stol i mandfolkesiden” Barbara Peders-Kone i Bjerrumfamilien, og i øvrigt har familien fra Faruplund nok haft en mere beskeden plads længere nede i Kirken. Men derfor er historien jo lige god.

Laurids Jespersen og Bodil.

Laurids Jespersen, som blev den næste bonde på Faruplund, Sdr. Farup Vej 46, var d. 9 november 1753 blevet gift med Bodil Jensdatter, der var født på Mandø i 1717. Far har fortalt, at én af vore forfædre blev gift med en kaptajnsdatter fra Fanø eller Rømø. Hun var et godt parti, for hun havde som medgift fået sin egen vægt i sølv med ind i ægteskabet. Bodil Jensdatter var den eneste øbo som indtil da var blevet gift ind i familien. Hun var dog ikke datter af en kaptajn, men af en bonde, og der er intet der tyder på at medgiften har været noget at råbe hurra for. Der er altså ingen, der i dag behøver at ærgre sig over, at familien i tidens løb har ødslet en stor sølvskat bort. Laurids og Bodil fik fire børn:

1. Maren, født d. 16. juli 1754.
2. Kiersten, født d. 31. december 1755.
3. Jesper, født d. 3. januar 1758.
4. Thomas, født d. 16. marts 1761.

Laurids blev ikke ret gammel. Han døde d. 18. maj 1765, kun 45 år gammel. Laurids er sandsynligvis blevet ramt af den epidemi, muligvis pletyfus, som netop på den tid hærgede egnen.

Nu sad Bodil tilbage med både en gård og fire småbørn. Det var naturligvis mere, end hun kunne klare alene. Som skik og brug var, blev hun derfor hurtigt gift igen, nemlig i 1766. Hendes nye mand hed Thyge Michelsen, og han var fra Råhede. Her møder vi igen en Michelsen fra Hviding sogn, og her kommer navnet Thyge ind i familien. Bodil og Thyge, som ikke fik børn i deres ægteskab, gik på aftægt i 1781 og overlod gården til Bodils ældste søn, Jesper Lauridsen (den yngre). Bodils yngste søn, Thomas Lauridsen døde allerede som dreng. De to døtre, Maren og Kiersten Lauridsdatter, blev gift med henholdsvis Jørgen Hansen Bruun fra Vester Vedsted, V. Vedsted Vej 113 og Peder Nielsen Vandborg fra Sdr. Farup, Præstevej 18. Begge par kom til at bo i Sdr. Farup, og de fik mange efterkommere. En stor del af dem bor fortsat på Ribeegnen. Bodil nåede altså at se alle sine børn gift og vel anbragt, inden hun døde i 1796, 79 år gammel. Thyge døde fem år senere, Sdr. Farup Vej 46.

Thyge Michelsen må have været en god stedfader for Bodils børn. Både Jesper og Maren viser deres taknemmelighed mod stedfaderen ved hver især at opkalde én af deres sønner efter ham. Marens søn, Thyge Jørgensen Bruun, giftede sig til en gård i Lustrup, Lustrupdal. Han blev stamfader til utallige efterkommere, heraf flere kendte personligheder, f. eks. forfatteren Jørgen Bukdahl, redaktør Balslev Jørgensen og højesteretsdommer Jesper Simonsen.

Thyge Jørgensen Bruun blev far til 11 børn, der blev født i perioden 1819-40. I netop den periode skete der noget nyt på navnelovgivningens område. Gennem forskellige forordninger, bl. a. en cirkulæreskrivelse i 1829, lagde myndighederne op til, at man skulle forlade den gamle skik med at give børnene faderens fornavn som efternavn. Man skulle i stedet benytte faderens efternavn som slægtsnavn. Et egentligt lovkrav om at ændre praksis kom dog først 1856. Folk var imidlertid ikke glade for at opgive den gamle navneskik og det blev i høj grad præsternes nidkærhed m.h.t. at opfylde lovens krav, der kom til at afgøre, hvilken praksis, folk skulle følge. Nogle steder fik man lov til at følge den gamle skik mange år efter 1856. Den præst, der døbte Thyge Jørgensen Bruuns børn må have hørt til de nidkære. De børn, der blev døbt efter 1829, fik efternavnet Bruun i modsætning i de ældste, der hedder Thygesen.

Jesper Lauridsens søn, Thyge Jespersen, kom til at bo i Sdr. Farup. I de næste generationer blev der knyttet mange ægteskabsforbindelser mellem de to Thyge-fætres familiemedlemmer. Således blev f. eks. hele tre af Thyge Jørgensen Bruuns børn gift med børn af Claus Jespersen, Thyge Jespersens bror. Nogle af de mange Bruun´er og Thygesen´er, der nedstammer fra Thyge Jørgensen Bruun, bor fortsat i Vester Vedsted og Sdr. Farup, bl. a. Jørgen Bruun Thygesen, der har gården Præstevej 10 i Sdr. Farup. Denne gård har tidligere tilhørt Thyge Jespersens datter, Bodil Margrethe Thygesen, men derom senere.

Farfar og Far har altid talt om, at der var en familiemæssig forbindelse mellem Bruun´er og Thygesen´er. De vidste blot ikke, hvordan de var forbundet. Det er vel ikke så mærkeligt, når vi skal ca. 250 år tilbage i tiden for at finde det fælles ophav. Det er mere mærkeligt, at man i alle de år er blevet ved med at tale om forbindelsen.

Efter dette lange sidespring, hvor jeg har forvildet mig alt for langt op i tiden, vender jeg tilbage til Faruplund og slutningen af 1700-tallet.

Jesper Lauridsen (d.y.) og Bodil.

Som tidligere nævnt havde Laurids Jespersens og Bodils søn, Jesper, overtaget Faruplund, Sdr. Farup Vej 46 i 1781. Han blev tredie generation på gården. Han blev d. 14. oktober 1785 trolovet med Bodil Clausdatter, der var født d. 28. oktober 1765 som datter af Claus Thøstesen, matr. nr. 6, om forlovelsen står der i kirkebogen:

“Da Jesper Lauridsen af Sdr. Fadrup, født på det højgrevelige castellske gods, agter at indlade sig i ægteskab med Bodil Clausdatter i samme by, født på hr. capitain Mülfords gods, forsikrer (ordet ulæseligt) vi underskrevne, begge bosiddende i Sønder Fardrup, at der intet er, som i henseende til slægtsskab, svogerskab eller andet, der efter loven kan hindre deres ægteskab.

Sønder Fardrup den 14. Oktober 1781.

Claus Thøstesen, Laurids Jespersen.”

Trolovelsen som var en ældgammel skik i Danmark, der måske rækker helt tilbage til vikingetiden, var ægteskabsstiftende d.v.s. juridisk bindende. Efter loven skulle “ægteskabet dog fuldbyrdes ved en præst”. Af hensyn til den offentlige moral skulle præsten derfor “alvorligen forbyde de trolovede at søge seng sammen, førend de i kirken bliver rettidigen samlede”. Den tvungne trolovelse blev ophævet ved lov i 1799. Det betød dog ikke at skikken forsvandt, men dens juridiske gyldighed var borte. For ikke at lede de trolovede i unødige fristelser, sørgede forældrene ofte for, at gøre trolovelsestiden så kort som muligt. Således også for Jesper og Bodil. De blev gift d. 4. november 1781.

Jesper Lauridsen blev den første selvejerbonde på Faruplund. I 1782 blev en stor del af det fæstegods, der hørte under fogeden på Høgsbrogård solgt. Det er sikkert ved den lejlighed, Jesper har frikøbt gården. I Sdr. Farup, som mange andre steder i Vestjylland, begyndte man med udskiftningen af jorden inden de egentlige landboreformer kom. I Sdr. Farup gennemførte man den første udskiftning i 1773. Den omfattede dog ikke engene i marsken.

Mens Jesper og Bodil havde gården i Sdr. Farup, skete der meget både ude i den store verden og herhjemme i Danmark. I Amerika udkæmpede man Frihedskrigen, der førte til oprettelsen af De forenede Stater. I Europa lavede franskmændene revolution mod deres solkonge, og da de havde kappet hovedet af ham og tusinder andre, fik de en ny “solkonge”, der hed Napoleon, som I løbet af forholdsvis få år fik sat det meste af Europa i brand.

I Danmark oplevede både bønder og andet godtfolk nogle gode år i slutningen af 1700-tallet. Det var “den florisante tid”, hvor der blev tjent gode penge, først og fremmest ved handel og skibsfart. De gode muligheder, der blev inden for skibsfarten blev flittigt udnyttet af mændene på vadehavsøerne. Mange af dem blev matroser, styrmænd eller kaptajner (kommandører). Sidst i 1700-tallet havde Rømø hele 40 kommandører.

De mange penge, der blev tjent i denne periode, medførte, at kunsten og kulturen blomstrede. – Det var også i denne periode de store landboreformer blev gennemført, der førte til ophævelse af stavnsbåndet, udskiftning af landsbyerne og til at fæstebønderne fik mulighed for at overtage deres gårde som selvejergårde.

Vi var dog knap nok kommet ind i det nye århundrede, før de gode tider fik en brat ende. På grund af en dum og kluntet udenrigspolitik blev Danmark rodet ind i Napoleonskrigene – på den forkerte side. Danmark gik som kendt med Frankrig imod England. Det førte til, at englænderne tog vores store krigsflåde og en væsentlig del af handelsflåden. Både handel og skibsfart gik i stå, masser af virksomheder gik fallit, inflationen rasede, og til sidst gik staten bakerot (1813). Ved fredsslutningen i Kiel 1814 snuppede svenskerne, arvefjenden, Norge, som havde været i union med Danmark i over 400 år, og som havde været et sikkert marked for danske produkter, især korn.

Det var den helt store elendighed. Midt i alle ulykkerne – og på trods af dem – blev den første lov om folkets skole, gennemført. Folkeskoleloven, eller loven om almueundervisning, som den hed, var den første af sin art i hele verden. Den blev gennemført netop på det tidspunkt (1814), hvor landet havde dårligst råd til det. Dårende dansk og dejligt!

Ulykkerne, der var væltet ind over landet, kom naturligvis også til at gå ud over landbruget. Der blev landbrugskrise igen. Krisen var dog værre for godsejerne end for bønderne, skønt den var slem nok for nogle af de nye selvejere, der havde optaget lån lige før statsbankerotten, hvor inflationen var på sit højeste. I Sdr. Farup kunne mange af bønderne glæde sig over at være blevet selvejere meget tidligt. Nogle af dem, bl.a. bonden på Faruplund, var blevet det, inden landboreformerne blev gennemført. Skønt krisen kradsede, klarede de fleste bønder sig dog igennem den. De satte tæring efter næring og skar købmandsindkøbene ned til et minimum, og det absolutte minimum var salt og tjære.

Pengeøkonomien var endnu ikke så udbredt, at de behøvede at tage pungen op af lommen ret tit. De var selvforsynende med stort set alt, hvad de skulle bruge. Endvidere havde mange bønder haft den dybeste mistillid til de mange pengesedler, som staten havde ladet trykke før bankerotten. “Sølv er bedre end papir”, sagde de og skyndte sig at få sedlerne vekslet til gode sølvdalere. De beholdt deres værdi, mens pengesedlerne efter bankerotten kun bevarede en brøkdel af deres købekraft.

Familien på Faruplund har også mærket krisen, men den har nok ikke været så alvorlig for den. Dels hørte de som nævnt ikke til de nye selvejere, og dels har de sandsynligvis haft nogle sølvdalere gemt i strømpeskaftet eller på bunden af den store standkiste. De havde jo haft gode år, inden krisen brød ud.

Trange tider eller ej, kærligheden blomstrede på Faruplund, og den resulterede i hele 11 børn:

1. Bodil Margrethe Jespersdatter, født 3. november 1786.
2. Ellen Jespersdatter, født 27. marts 1788.
3. Thyge Jespersen, født 6. december 1789.
4. Karen Jespersdatter, født 6. december 1789. En tvilling.
5. Claus Jespersen, født 20. februar 1792.
6. Kirsten Jespersdatter, født 26. juli 1793.
7. Maren Jespersdatter, født 28. april 1797.
8. Anna Jespersdatter, født 8. marts 1799.
9. Laurids Jespersen, 13. november 1801.
10. Peder Lauridsen, 29. november 1803.
11. Barbara Lauridsdatter, født 8. november 1805.

Drengene fik efternavnet Jespersen, pigerne Jespersdatter. Fornavnene bar Jesper og Bodil – som det var skik og brug – taget efter nære familiemedlemmer. De to ældste piger er opkaldt efter henholdsvis farmoderen og mormoderen, Thyge efter Jespers stedfar, Thyge Michelsen, og resten af børnene efter andre i familiens direkte linie eller sidelinier.

Dengang var det ikke særligt bemærkelsesværdig at få 11 børn, selv om det lå over gennemsnittet. Det var derimod mere usædvanligt, at ingen af dem døde som små. Børnedødeligheden var meget høj. På nabogården, Harreslund, boede på samme tid Anders Lassen Nielsen og Mett` Lasses (den finanskyndige), Sdr. Farup Vej 42. De fik 7 børn, heraf døde som tidligere nævnt de fem, inden de blev voksne.

I et lille hus umiddelbart vest for Faruplund, Præstevej 2, boede der en familie, der havde en dreng ved navn Niels Johannes. Han var født i 1778 og er altså noget ældre end Jespers og Bodils børn. Det er ikke usandsynligt, at han har været hjorddreng på Faruplund, indtil familiens egne børn kunne overtage det job. Niels Johannes Holm blev senere præst ved Brødremenigheden i Christiansfeld og en ret kendt salmedigter og -oversætter. Nogle af Niels Johannes Holms salmer findes stadig i salmebogen. Den mest kendte af dem er “Gør døren høj, gør porten vid”. Selvom Niels Johannes Holm ikke har skrevet salmer i den tid, han boede i huset i Sdr. Farup, kaldes huset den dag i dag “Digterhuset”.

Vi ved ikke hvilke åndeligt interesser, Jesper og Bodil havde, men Farfar har fortalt, at nogle længst hedengangne familiemedlemmer havde været meget religiøse, “missionske”, sagde Farfar. Nu var missionsfolk endnu ikke opfundet på den tid, vi her bevæger os i. Men i Hviding – Vester Vedsted var der i mange år en lille kreds af gammelpietister. I 1764 blev præsten Joachim Ewald forflyttet fra Vorbasse til Hviding. Han var “en hellig og dygtig” præst, stærkt præget af pietismen. Hans forkyndelse må have været både stærk og inderlig, for på både Vorbasse- og Hviding-egnen var der en lille kreds, der holdt fast i pietismen længe efter, at den andre steder var blevet fortrængt af rationalismen. Hvis nogle af vor familie har været med i denne kreds, kan det have været Jesper og Bodil.

Napoleonskrigene kom også til at gribe ind i livet i Sdr. Farup. Flere gange var der udenlandske tropper indkvarteret i Ribe og omegn. I 1808 sendte Napoleon nogle spanske hærenheder til det sydlige Jylland, f. eks. til Kolding og Ribe og omegn. De skulle hjælpe til med at forsvare landet mod englænderne. De gjorde sig dog mest bemærket ved at brænde Koldinghus af.

Frederik d. Sjette troede til det sidste på, at Napoleon kunne vinde krigen og i 1813 sendte han et dansk armékorps på 9000 mand til Tyskland. Det skulle hjælpe Napoleon med at forsvare sig mod de fremstormende svenskere og russere, der kom fra øst. Som bekendt mislykkedes operationen. Den dansk-franske hær måtte tage flugten. Danskerne nåede med nød og næppe ind i fæstningen Rendsburg, hvor de skyndte sig at slutte våbenhvile med den svenske kronprins, som havde kommandoen over den svensk-russiske hær.

Nu var kommunikationssystemet ikke så godt udbygget dengang, og russerne forstod desuden ikke svensk, så på trods af våbenhvilen fortsatte de deres fremrykning op gennem Slesvig-Holsten og nåede helt til Ribe. Det var en kosakafdeling, der kom til Ribe, og kosakkerne spredte skræk og rædsel blandt både bønder og andet godtfolk overalt, hvor de kom frem, dog først og fremmest ved deres drabelige udseende. Der var også polakker og andre østeuropæere med i afdelingen; de var dog mindst ligeså skræmmende som kosakkerne. Det mærker man tydeligt af følgende beskrivelse af dem:

“Små, undersætsige, stygge, med fremstående kindben og braknæse, noget skævtsiddende øjne. De havde for det meste blond hår og lange knevelsbarter. Det værste for dem, der frivilligt eller ufrivilligt kom dem nær, var en egen atmosfære, der omgav dem med en ejendommelig gedelugt”.

Kosakkerne var bevæbnet med en lang lanse og en drabelig ryttersabel. Desuden havde de en kantchu, som er en gevaldig læderpisk, som de i sammenrullet stand kunne have under blusen. Med den “kunne de med stor behændighed maltraktere både heste og mennesker”. – Kosakkerne kaldte den for deres tolk. “Kantchuen er en udmærket mand for brød, kød, snaps, god seng og andre sager,” havde en kosak forklaret en slesvig-holstener, mens han “samtidig rørte instrumentet på en så talende måde, at manden var glad over, at det ikke i øjeblikket var ude som tolk”.

Kosakkerne oprettede deres lejr på torvet i Ribe. De pålagde avlsbrugerne i Ribe at forsyne dem med hø, halm og havre til deres heste, og de indkøbte på byens regning de forbrugsgoder, som de havde lyst til. Det, som Ribeborgerne oplevede som det værste, var dog, at de blev tvunget til at aflevere deres heste til kosakkerne. Bortset fra dette “organiserede” rov, som gik udover Ribe by og dens borgere, strejfede kosakkerne om i omegnen og skaffede sig ved hjælp af deres “tolk”, hvad de havde brug for. – Kosakkernes besættelse af Ribe varede kun nogle få dage, og de nåede slet ikke at leve op til deres rygte som grusomme voldsmænd og kvindeskændere. Der er overhovedet ingen beretninger, der antyder noget om den slags. Det forhindrede dog ikke egnens mødre i – i mange år efter besættelsen – at true deres børn med, at kosakkerne ville komme og tage dem, hvis de ikke makkede ret. Nej, den eneste historie om vold, har faktisk modsat fortegn. Den historie har jeg fra Far, og jeg giver den gerne videre her:

“Mens kosakkerne var i Ribe, kom der en dag én af dem til Sdr. Farup. Han red på en usædvanlig flot og stærk hingst, som enhver bonde med forstand på heste måtte misunde ham. Ved én af gårdene standsede han op, og da gården så velhavende ud, red han ind på den lukkede gårdsplads. Han stod af hesten og gik truende frem mod bonden, som naturligvis var kommet ud, og forlangte penge og brændevin. Åbenbart har han ikke haft sin cantchu fremme, for inden han nåede at tælle til én, havde gårdens karle overmandet ham og hjort kort proces. De skar halsen over på ham, puttede ham sammen med nogle store sten i en sæk og bar ham i nattens mulm og mørke langt ud i engene, hvor de plumpede sækken i den dybeste grøft, de kunne finde. Hingsten blev så trukket ud i en fjern eng. Der gik den, mens hele Sdr. Farup holdt vejret og gik i den største skræk for, at forbrydelsen skulle blive opdaget. Da kosakkerne igen havde forladt egnen, åndede alle lettet op, og hingsten blev i stor triumf hentet hjem. Den fik lov til at gøre gavn på både den ene og den anden måde i resten af sin levetid. Den flotte hingst kom til at sætte sit præg på utallige hestegenerationer, og i mange år derefter sprang der rundt omkring i engene kønne, små føl, som kunne vrinske på russisk”.

Det er en god historie. Desværre er det meste af den løgn og pral. Men en kerne af sandhed er der skam i den. Der blev faktisk slået en kosak ihjel, dog ikke i Sønder, men i Nørre Farup. Det var ikke modige bønderkarle, der gjorde det af med ham, men en husmand og hans søn som begge havde et tvivlsomt rygte, og endeligt var der overhovedet ikke tale om nogen hingst. Hingsten stammer fra en helt anden og langt fredeligere historie. Husmanden og hans søn, som havde skudt kosakken sandsynligvis for at tage hans våben og penge, blev pågrebet, og kosakkerne tog dem med sig, da de forlod Ribe.

Historien med hingsten stammer fra 1808, hvor der var spanske dragoner på Ribeegnen. En deling af dem var indkvarteret på gårdene i Sdr. Farup. En morgen fik delingen uventet ordre til omgående at bryde op og slutte sig til regimentet, som nu skulle forlade landet. På én af gårdene var helvede løs, for en dragonhest havde i nattens løb revet sig løs fra sin plads og var forsvundet. Da dragonerne ikke kunne finde den igen, tog de i stedet én gårdens heste og rejste af med den. Bonden, som således havde mistet en hest, gik senere på dagen ud til havet. Her, langt ude i Sdr. Farup Overenge, fandt han den forsvundne dragonhest, som viste sig at være en fantastisk flot hingst. Det var den, der kom til at sætte sit præg på senere generationer. Og det skulle være ganske vist. Føllene har altså ikke vrinsket på russisk, men på spansk. Den bonde, der fandt og fik denne formidable stamhingst, var Bodils bror, Thøste Clausen (Matr. nr. 6, Sdr. Farup).

Af Bodils og Jespers mange børn blev en del gift og bosat i Vester Vedsted sogn, blandt dem Thyge, Maren, Barbara, Laust og Peder, der alle kom til at bo i Sdr. Farup. Barbara blev gift med sin fætter Ove Thøstesen, matr. nr. 6, Sdr. Farup. En af deres efterkommere, Ove Thøstesen, bor fortsat i Sdr. Farup. Peder, som giftede sig til et husmandssted, matr. nr. 15, Sdr. Farup, supplerede sine indtægter ved hvert år at tage til Føhr for at tærske korn. Han har fortsat efterkommere i Vester Vedsted sogn.

Laurids fik sin kones fødegård, Krogården, Sdr. Farup Vej 38 i Sdr. Farup. Den købte han af sin svoger i 1839. Laurids og hans kone, Leene Marie Mortensdatter, fik ti børn. De fleste af dem døde som helt små, ét af dem levede, til han var 25 år. Kun én datter, Bodil Lauridsdatter Jespersen, kom til at føre der gren af familien videre. Hun blev gift med Jens Andersen Nielsen Okholm fra Vester Vedsted, Sdr. Kirkevej 17. Derved blev hun stammoder til en del af den vidt forgrenede Okholmslægt. Hendes søn, Niels Andersen Okholm, blev gårdmand på sin fødegård i Vester Vedsted, Sdr Kirkevej 17, men var samtidig en meget kendt og anset hestehandler. Man sagde, han var kendt fra Husum til Hjallerup.

I begyndelsen af 1900-tallet besøgte et par lærere fra Vester Vedsted Efterskole øen Sild. Kromanden, som de boede hos, havde da sagt til dem: “Jeg kender kun to mænd i Danmark, brygger Jacobsen i København og Niels Okholm fra Vester Vedsted!”

De andre børn, som Bodil og Jesper havde, “udvandrede” til: Ribe, Lustrup, Høgsbro og Jedsted. De og deres børn blev ofte kaldt hjem for at være faddere, når der skulle være barnedåb i familien. I kirkebogen blev såvel faddernes navne som bopæl noteret. I den kan man altså se, hvor de forskellige er havnet.

Bodil døde i 1820, 54 år gammel. I oktober 1826 gik Jesper på aftægt hos sin ældste søn, Thyge, som da overtog gården. Jesper døde d. 2. april 1829.

Thyge Jespersen og Kirsten.

Thyge Jespersen blev d. 30. oktober 1819 gift med Kirsten Frandsdatter, der var født i Tjæreborg. Også de overtog Faruplund, Sdr. Farup Vej 46 på et heldigt tidspunkt. Den landbrugskrise, som var kommet oven i alle ulykkerne i forbindelse med Napoleonskrigen, var nu ved at klinge af. De store landboreformer, som havde vendt op og ned på meget indenfor landbruget, kom de også til at nyde godt af, først og fremmest gennem de forbedrede dyrkningsmetoder og nye plantesorter, der fulgte i kølvandet på reformerne.

Som tidligere omtalt havde bønderne i Sdr. Farup gennemført en udskiftning af jorden allerede i 1773. Udskiftningen havde ikke bevirket, at gårdene var blevet flyttet bort fra landsbyen. Når man besøger Sdr. Farup, kan man se, at de fleste af dem stadig ligger, hvor de har ligget i århundreder. Det samme gælder i Vester Vedsted. Det har for begge byers vedkommende været med til at bevare deres landsbypræg.

Thyge Jespersen og Kirsten fik følgende børn:

1. Jesper Thygesen, født 27. august 1820.
2. Frands Hansen Thygesen, født 11. august 1822.
3. Bodil Margrethe Thygesen, født 26. oktober 1824.
4. Thomas Peter Thygesen, født 10. oktober 1826.
5. Christen Laustsen Thygesen, født 3. april 1829.
6. Anne Marie Thygesen, født 23. december 1831. Død 4 dage senere.

Mens Thyge Jespersen og Kirsten havde Faruplund, fik bygningerne stort set det udseende og den indretning, som Farfar kunne huske fra sin drengetid. Han har ganske vist aldrig boet der, men er tit kommet der. Det, Farfar har fortalt om indretning og møblering, kan suppleres med oplysninger fra Jannik Lindbæk, den kendte teolog, grundtvigianer og højskolemand. Han blev født på Lindbæksminde, Sdr. Farup Vej 24, i 1862. Jannik Lindbæk har i sine erindringer givet en god skildring af sit barndomshjem og livet i Sdr. Farup. Jeg ved ikke, hvor gamle bygningerne på Faruplund er, men stuehuset er sandsynligvis blevet bygget i første halvdel af 1800-tallet, eller rettere, det har fået sit nuværende udseende på den tid; en del af bygningen kan godt være ældre. Det er altså blevet bygget eller ombygget af Thyge Jespersen.

Man kunne gå ind i huset gennem forstuen (æ framgol), men den indgang blev normalt kun benyttet ved særligt højtidelige lejligheder. Normalt gik man ind gennem bryggerset. I bryggerset, hvor der var murstensklinker på gulvet, blev der brygget øl, bagt brød og støbt lys. Der stod den store bryggerkedel, som der også kunne koges suppe i, når der var “stort” besøg på gården. Der var dejgtruget og den store bageovn, og der stod smørkærnen. I forbindelse ned bryggerset var der et køligt mælkekammer, hvor mælkefadene stod på rad og række, og her blev fløden skummet af inden den blev lavet til smør. Fra bryggerset kom man ind i køkkenet. Her skete der i løbet af 1800-tallet en radikal ændring, som indebar en kolossal lettelse for husmoderen, det åbne ildsted blev afløst af et komfur. Det betød, at jydepotterne, som havde været brugt til madlavning gennem århundreder, måtte ud. De kunne ikke holde til at blive brugt på et komfur og blev erstattet af jerngryder og pander.

Enhver gård havde normalt mindst to stuer, daglig- og storstuen (æ dawledøns og æ storstouw). Den sidste blev sjældent brugt, kun når man havde mange gæster. Når der var sket dødsfald i familien, stod liget sin kiste i storstuen. Her kom så naboer, familie og venner og tog afsked med den døde. I æ dawledøns sad man, når der skulle kartes og spindes garn, og her sov man. Til langt op i århundredet havde man ikke noget egentligt soveværelse, men man sov i alkover i stuerne og kamrene. I æ dawledøns eller i køkkenet sad mandfolkene de lange vinteraftener, når de skulle lave halmsimer. Simer blev bl. a. brugt til at lave bikuber, tørvekurve og stolesæder af.

I stuen og ofte også i køkkenet var der hollandske kakler på nogle af væggene, kakler med møller, skibe, dyr o.m.m.. Som dreng har jeg set hollandske kakler på en væg i Sdr. Farup. Jeg husker blot ikke, i hvilken gård, det var. Mange år senere spurgte jeg Troels Truelsen, Harreslund, Sdr. Farup Vej 42, hvor de mange kakler var blevet af, som havde været på gårdene. “Jo, vi smed jo det skidt ud på møddingen, længe inden vi fandt ud af, at der var penge i dem,” svarede han – ærgerligt.

I nogle stuer var der malerier, malet direkte på væggen eller vægpaneler. Opvarmningen blev klaret af en bilæggerovn, som senere i århundredet blev afløst af en kakkelovn, med eller uden kakler. Møblementet i stuerne afspejlede ofte gårdenes større eller mindre velstand. På Lindbæksminde var der fine mahognimøbler, bord og sekretær, i storstuen. På Faruplund var bohavet mere spartansk. Man havde dog både et standur og et fyrretræschatol, flere standkister og i hvert fald én dragkiste, som Farmor senere fik snedkereret om til en sofa.

Der hørte ca. 75 tdr. land til gården. I forhold til det areal var gårdens udbygninger set med nutidige øjne ret små. Ude i stalden var der plads til 2-3 heste og 20-25 kreaturer, heraf kun 5-6 køer. I Sdr. Farup drejede det sig først og fremmest om stude, mindre om køer og planteavl (bortset fra græsset, der groede af sig selv ude i engene). Studene skulle have hø, og i løbet af en vinter åd de mere, end der kunne være i den forholdsvis lille lade. Derfor stod der hvert år efter høbjergningen flere høhæs uden for gården. Det skete af og til, at disse hæs sejlede bort, når stormfloder satte vandet helt op til gårdene. Hæssene blev naturligvis fundet igen, men så var høet ødelagt, og så blev der hungersnød i stalden.

De største nationale begivenheder i Thyges og Kirstens tid har uden tvivl været de ulykkelige slesvigske krige i 1848 og 1864 og indførelsen af folkestyret i 1849. Ingen af Thyge Jespersens sønner var med de slesvigske krige. De var heldigere end deres næstsøskendebørn fra Lustrupdal. Thyge Jørgensen Bruun måtte sende en søn med i begge krige. Jørgen Bruun Thygesen, der var med i den første, blev dødeligt såret i slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 og døde dagen efter. Christopher var med i 1864, men slap fra det med livet i behold og endte sine dage som husmand i Jested. Ved krigen i 1864 mistede Danmark Slesvig. Det betød, at grænsen mellem Danmark og Tyskland blev rykket helt op til Vester Vedsteds sognegrænse. Inden det kom så vidt nåede store dele af Jylland at blive besat af tysk-østrigske tropper. Det kom også til at gå ud over Sdr. Farup. Her var der en tid indkvarteret østrigske soldater på alle gårdene.

Da Thyge Jespersen var kommet op i årene og begyndt at spekulere på at gå på aftægt, fik han et dilemma. Hvem af sønnerne skulle overtage gården ? Han ville helst overlade den til den ældste søn Jesper, men han var for længst blevet gift og havde fået en gård i sin mors hjemby, Tjæreborg, og den ville han ikke forlade. Thyge var ikke meget for at lade den næstældste søn, Frands, blive sin efterfølger, selv om han gik derhjemme og havde alderen til det. Derfor kom det til at ligge i luften – uden at noget dog var aftalt – at den tredie søn Christen, skulle være den næste bonde på Faruplund, når han blev gammel nok til det.

Jeg har mange gange spurgt Farfar hvorfor Frands ikke måtte få gården, men så blev min ellers så fortælleglade Farfar stum. Det var ikke noget, skulle snakke om. Farfars loyalitet overfor familien var enorm, og kunne man ikke sige noget godt om den, kunne man i det mindste holde sin mund. Farmor var mere meddelsom. Hun kunne hvert fald antyde visse ting. Ud fra de antydninger, jeg har fra hende og fra Far, tør jeg godt her mere end 100 år efter Frands død afsløre, at han havde en temmelig vidtløftig livsførelse. Han drak og turede og var ustabil med sit arbejde. Thyge holdt også selv af at få en tår over tørsten, og jo ældre han blev, desto tørstigere blev han.

Nu var det dengang ingen skam at drikke ret kraftigt. “En ærlig rus beskæmmer ingen,” sagde man, og den nedsatte ikke én i folks omdømme. – Farfar har fortalt om en tømrermester i Ribe (vistnok også af familien). Han drak hver dag sine 30 kaffepunche og forblev til sin dødsdag sidst i 1800-tallet en agtet og skattet borger i byen. Brændevinen hørte med til dagligdagen, og den var en uundværlig stimulans, når det hårdeste slid skulle udføres. Det gjaldt blot om at finde balancen mellem stimulans og arbejde. De, der ikke klarede den balancegang og blev ustabile til deres arbejde, fik omgående prædikatet “forfalden”.

Ligesom mange andre gamle bønder, som i deres yngre dage havde taget deres del af sliddet, fik Thyge på sine gamle dage selv dette prædikat. Nu var det ikke så slemt, når det skete for de gamle. Det kunne folk bære over ned. Det var jo alligevel begrænset, hvor meget, de gamle bønder skulle bestille, og i øvrigt kunne de som regel bære en brandert med anstand. Jeg har aldrig hørt ordet “forfalden” i forbindelse med Frands, men han har åbenbart ikke opfyldt de forventninger, som Thyge havde til den der skulle føre slægtsgården videre. Det skulle være grunden til, at Christen skulle have førstefødselsretten.

Skæbnen ville det dog anderledes. At Christen, min oldefar, alligevel ikke fik gården, da det kom til stykket, er en helt anden historie, som jeg senere vil vende tilbage til. Det blev Frands, der fik gården. Han overtog den i januar 1856, og Thyge og Kirsten kom på aftægt hos ham. Kirsten døde d. 27. marts 1864. Hun var da 74 år. Thyge omkom 4. februar 1868, 78 år gammel under omstændeligheder, som jeg også vil fortælle om længere fremme i beretningen.

Frands Hansen Thygesen og Dorthea.

Da Frands overtog gården, Sdr. Farup Vej 46, var han ungkarl. I 1858 blev han gift med nabodatteren, Dorthea Bjerrum, født d. 26. januar 1837. Frands og Dorthea fik ni børn:

1. Thyge Jespersen Thygesen, født 24. januar 1861. (døde som treårig).
2. Kirstine Thygesen, født 15. november 1862.
3. Gunder Dorthea Thygesen, født 26. november 1864.
4. Thyge Jespersen Thygesen, født 28. december 1866.
5. Søren Lauridsen Thygesen, født 19. marts 1869.
6. Ane Kirstine Thygesen, født 24. juni 1871.
7. Ane Marie Thygesen, født 18. juni 1873.
8. Marie Kathrine Thygesen, født 13. september 1875. (død 16 dage gammel).
9. Marie Kathrine Thygesen, født 31. december 1878.

Dorthea døde i 1885, 48 år gammel. Det var tuberkulosen, Bjerrumslægtens gamle forbandelse, der slog hende ihjel. I maj 1890 blev Frands syg. Da han mærkede, det bar mod enden, overdrog han gården til sønnen, Søren Lauridsen Thygesen, som kun var 21 år på det tidspunkt. Tre dage senere døde Frands, 67 år gammel.

Søren Lauridsen Thygesen.

Søren L. Thygesen blev sjette og sidste generation på Faruplund, Sdr. Farup Vej 46. Da han overtog gården, var den vistnok stærk forgældet. Det var måske grunden til, at han ikke beholdt den ret længe. Allerede i 1898 solgte han den og rejste fra sognet.

Det begyndte med Jesper Lauridsen, som blev fæstebonde på Faruplund omkring 1745 og sluttede med Søren Lauridsen Thygesen, der solgte gården i 1899. Faruplund har således været rammen om slægtens liv i godt og vel 150 år.

Farfar har aldrig fortalt noget om hvad der er blevet af Frands børn. Når jeg engang imellem har spurgt om det, fik jeg svaret: “De er vist blevet fiskere eller gift med fiskere i Esbjerg”, og så skulle der ikke snakkes mere om den sag. Den gren af familien var død for Farfar. Det tager jeg som udtryk for en vis bitterhed hos Farfar over, at Frands og hans sønner ikke formåede at føre slægtsgården videre. Eller var det er bitterhed, som Farfar havde arvet fra sin far, oldefar Christen, som ikke fik lov til at få Faruplund, som det oprindeligt var planlagt ?

Fra 1936 til 1959 havde først Arne Truelsen, Harreslund, Sdr. Farup Vej 42 og senere (fra 1942) hans far, Truels Truelsen, Sdr. Farup Vej 42, Faruplund. Man kan ikke sige at familien dermed vendte tilbage til gården. Men som dreng syntes jeg alligevel, at det var udtryk for en højere retfærdighed, at netop de havde Faruplund. Arnes søster, Johanna, var nemlig gift med Thyge Jespersens oldebarn, Erik, min farbror.

I dag (1995) ejes Faruplund af Anna Wolden Ræthinge, Sdr. Farup Vej 46, bedre kendt under sit journalistnavn, Ninka.

DEN DØVE I BJERRUM.

Slideren.

Som sine søskende havde Christen Thygesen, Sdr. Farup Vej 46, gået i Sdr. Farup skole. Den er for længst forsvundet fra jordens overflade, men den har ligget et par hundrede meter ude på marken, syd for Sdr. Farup Vej. Efter skoletiden arbejdede han først hjemme på gården, og kom senere ud at tjene. Han har tjent på både Harreslund, Sdr. Farup Vej 42 og på en gård i Tjæreborg, måske hos sin mors familie.

Efter denne udlændighed kom han igen hjem til Faruplund. Han var da hjemme sammen med broderen, Frands. De kom godt ud af det med hinanden, skønt de var hinandens diametrale modsætninger. Frands var den glade gut, rask i slaget og udadvendt, mens Christen var stille og lidt indadvendt. Men når der skulle arbejdes, var Christen godt med. Han var en slider. Efter Farfars udsagn kunne han allerede som stor knægt svinge leen som en fuldvoksen mand under høsletten ude i engene, og han kunne følge med selv de hurtigste slettere. En dygtig sletter kunne slå 1 demat på en dag. Demat er en gammel vestslesvigsk måleenhed. 1 demat = 12000 kvadratalen = 0,47 ha., eller lidt mindre end 1 tønde land. Christen var den sidste til at holde pause og den første til at gå i gang igen med arbejdet. Med Frands forholdt det sig omvendt. Han kunne godt lide at hygge sig i høet med brændevinen og pigerne. Selv om høhøsten var en streng tid, hørte den alligevel til årets højdepunkter, for det var en festlig tid, især for de unge. Om høhøsten fortæller Jannik Lindbæk:

“Høhøsten begyndte ofte en søndag eftermiddag i begyndelsen af juli, og det kunde så tage en uges tid for os at få de store marskenge slåede, af gesthø avlede vi derimod kun eet læs eller to. Når den solide eftermiddagskaffe var sat til livs, blev arbejdsvognen læsset; det velforsynede madskrin dannede forreste sæde, bag i vognen lå river og halmomvundne leer, og på agefjælen skrumpledes karle, piger og husmænd så under lystig sang ud ad den hårde lerede engvej, der indrammes af brede grøfter med siv og gule blomster. Vi skal denne gang begynde med æ Owereng (d.v.s. strandengen) helt ude ved havet. Efter at der er spændt fra, væltes vognen om på siden som skærm mod blæsten, og nu begynder det strenge arbejde; men det går med godt humør i den friske luft og det muntre selskab. Til alle sider ser man slættere i skjorteærmer og piger med “helgolændere” *) og hører leerne klinge for strygespånen (æ hjøllestryg) om kap med lærkesang og vibeskrig. Først da jeg blev større, kunde jeg blive betroet at rive fra efter den sidste slætter; men så lå det jo nær at aflægge havet en visit. Det lave hav inden for Manø og Fanø, hvis klitter grånede derude i vest, er ikke vildt og vældigt som længere nordpå; men jeg ved til gengæld intet hav med så rig en strand og så vid en udsigt. Milevidt nord og syd ses landsbyer og kirketårne over de flade frodige enge; ud over åløbene er det, som bygningerne svævede flimrende oppe i luften, særlig på hede dage når “æ Lokkemand” driver med sine får, og hele tiden står domkirketårnet i Ribe og ser alvorlig til. På den lerede strand går grønsværet tæt ud til havstokkens tangbræmme; her gror “surr”, der plukkes og spises som spinat **), og mængder af røde “lammeknapper” (engelsk græs). Og så var der vadernes rigdom af “skiller”, “køer” (kong´er), “heste” (blåmuslinger), “duer” (dammuslinger), “får” (hjertemuslinger), dertil “kragwost” *), “fandens kretbur” **), krabber og “skuld” samt alle de skrigende søfugle – det er den strand, der endnu har den mest betagende magt over mig.

*) Hégolænderne var hatte, en slags kyser af småblomstret lærred og med stærkt fremstående skygge, der holdtes i facon af 3 tynde stivere, som kunne strækkes ud, når kysen skulle vaskes. De brugtes både i slæt og høst.

**) Surr er formodentlig syre (rumex acetosa), kaldtes også surkål, i Norge matsyre.

Og så boltrede man sig nøgen i det lunkne, salte vand, hvor man kunde vade ½ fjerding vej ud, før det nåede op over hofterne; som oftest lagde jeg mig ned på bunden nærmere strandkanten for at få det forfriskende bad. Var det ebbetid, kunde man i alt fald få sig en soppetur i vadehavets vandpytter mellem sandormenes toppede affaldsdynger, som jeg ikke rigtig kunde lide at træde på, fordi de så ud som ormeklynger.

Men søen tærer. Godt at det er mellemmadstid. Slætterne har allerede lagt sig i græsset om madskrinet, hvorfra nu pigerne dækker op på den grove hvide dug, brød og sul, smør og ost, øl og brændevin. Maden smagte dobbelt så godt herude i det fri og i dette muntre selskab, hvor der blev sunget “Studentens glade liv, studentens glade mak-mak-mak” og fortalt slætterhistorier, som var i slægt med skipper- og jæger-dito. Et eksempel: I en gård, hvor maden var mere drøj end lækker, sad en sletter på bænken foran vinduet og havde fået en bolle på skeen, da det givet et sæt i ham – som det hænder især begyndere, hvem det strenge arbejde tager stærkt på – og ud farer bollen af skeen forbi hans hovede, slår ruden itu og en hund ihjel udenfor! Ved aftenstid kunde det hænde, at jeg blev sat til at drive køerne hjem fra en af fennerne. Men slåarbejdet fortsættes i den lyse aften; ved midnatstid fik folkene sig et lille blund i læ af vognen eller en bunke hø, og så tog de atter fat før daggry og kom først kørende hjem på den tid, jeg kom ud af dynerne.

*) Krageost = sepiaskaller, kalkplader fra rygskjold af en blæksprutteart.

**) Fandens trillebør = rokkens tomme rektangulære æghylster.

Hvilken fest da at løbe ud imod dem, blive taget op på vognen og komme syngende ind ad porten for derefter at bænke sig ved middagsbordet ! For i slåtiden spiste vi “unden” om morgenen, den usædvanlige tid forhøjede festfølelsen. Når så leerne var skærpede, sov karlene til hen på eftermiddagen, og så drog de ud igen. Det forholdsvis korte og tætte marskgræs lader sig bedst hugge, når der er dug på, og arbejdet er mindre strengt, når man ikke plages af solheden – derfor denne arbejdsordning.

Siden, når høet er “hverret” og skal rives og sættes i stak, arbejdes derimod fra morgen til aften, og middagsmaden indtages ved aftenstid, mens folkene midt på dagen må nøjes med et fad grød, som bæres ud til dem. Da var den bedste fornøjelse at køre med på “tømmestokken” som senere på hølæsset. Det var et stort arbejde at få tilendebragt. Jeg ved et år, da vi avlede 120 læs marskhø, men da måtte vi også have hæs udenfor den fyldte lade. – Kornhøsten var der ikke noget ved for mig som barn, den ændrede ikke det daglige livs gang, uden for så vidt den sluttede med, at karlene “strøg for kålen” og at der siden holdtes høstgilde (opskør) i jævn stil. “Mushøtte” efter tærskningens afslutning var skrumpet ind til en gang kaffepunch”.

Der er ingen tvivl om, at høsletten var en festlig tid, og Jannik Lindbæk, den pæne højskoleforstander, gør sit til at idyllisere den. Ind imellem kunne det dog gå ret vildt til med druk, slagsmål og alt andet end snerpet hygge i høstakkene. Brændevinen gjorde karlene gale, og sommernatten pigerne myge og villige. Af og til endte det med høsletsbørn, men pyt, “høsletsbørn er sunde børn”.

Soldaten.

Efter den franske revolution og Napoleonskrigene vågnede nationalfølelsen i Europa. Den ene revolutionsbølge skyllede over landene efter den anden, og frihedsbevægelser (de liberale) rejste sig mod de enevældige konger og fyrster og forlangte frihed og demokrati. Disse revolutionsbølger nåede også til Danmark, og i 1848 gav kongen, Frederik VII, efter for presset fra de liberale og lovede dem og landet en fri forfatning. Den fik man godt og vel et år senere, nemlig d. 5. juni 1849, da den første frie grundlov blev vedtaget.

Det var dog ikke bare de liberale i København, der rejste kravet om frihed og demokrati inden for den danske konges domæne. Kravet kom også fra en helt anden side, nemlig hertugdømmerne, Slesvig og Holsten. Her var der både en dansk, og en tysksindet liberal bevægelse. De tysksindede, slesvig-holstenerne, forlangte at få hertugdømmerne gjort til en selvstændig republik, som så skulle knyttes til Det tyske Forbund, hvor Prøjsen havde en førerstilling. Da kongen blankt afviste slesvig-holstenernes ønsker, startede de en væbnet opstand mod Danmark, og dermed begyndte den første af de ulykkelige slesvigske krige.

Modsætningsforholdet mellem dansk og tysk havde længe truet med at bryde ud i lys lue i hertugdømmerne, og mange danskere følte det nærmest som en befrielse, at krigen kom, for så kunne man da endeligt få gjort op med disse slesvig-holstenere. Det skulle være en smal sag for de danske Jens´er at klapse dem af. Krigen var populær, ikke mindst i København, hvor unge mænd i hundredvis meldte sig som frivillige til hæren. De blev sendt med landets første jernbane, der netop var taget i brug, og som gik fra København til Roskilde. Derfra gik rejsen videre til fods og med skib til Slesvig.

Den danske hær ville sandsynligvis hurtigt have slået oprøret ned, hvis ikke slesvig-holstenerne havde fået hjælp af Prøjsen, og den prøjsiske krigsmaskine kunne danskerne ikke stille meget op imod. Danskerne måtte trække sig tilbage, skarpt forfulgt af prøjserne, som besatte en del af det sydlige Jylland. Efter pres fra Rusland trak Prøjsen sig ud af krigen, som derefter blev et rent opgør mellem oprørshæren og danskerne. Den danske hær fik oprøret knust, men det kostede dyrt, og det tog tid. Blodige slag ved Oversø, Fredericia, Isted og Frederiksstad medførte store tab på begge sider. Først i oktober 1850 måtte oprørerne give op.

I Sdr. Farup gik Christens forældre og var nervøse for, at Christen skulle blive indkaldt som soldat og komme med i krigen. Krigens gru rykkede for alvor tæt på, da de hørte, at Christens halvfætter, Jørgen Bruun Thygesen, fra Lustrup, var faldet ved Fredericia. Jørgen var kun 2 år ældre end Christen, så muligheden for, at Christen ‘kunne blive indkaldt og komme med i krigen var i høj grad til stede. Krigen gik dog til ende, inden Christen fik sin indkaldelse. Dermed undgik han at komme med i krigen, men hans militærtjeneste blev skæbnesvanger for ham alligevel.

Hvis man udelukkende tager de oplysninger, som arkiverne har om Christens soldatertid, kan historien fortælles meget kort: Indkaldt til 10. liniebataljon 1851, rekrut på Sølvgades kaserne i København, forflyttet til Rendsborg 1852, “casseret som combattant ifølge attest 29.6.1853”, hjemsendt 7.9.1853, udygtighedspas udstedt i 1855. Bag disse kortfattede oplysninger ligger der imidlertid en dramatisk historie,. som Christen mange år senere gang på gang fortalte for sit ældste barnebarn, Tyge, min far.

Kort tid efter, at Christen var kommet til Rendsborg, brød der en voldsom tyfus-epidemi ud blandt soldaterne. Garnisonslægen kunne intet stille op mod sygdommen, og soldaterne døde som fluer. Christen, der også var blevet ramt af epidemien, kunne hver dag se lægen gå sin runde på sygestuerne. Ved nogle senge gjorde han en særlig håndbevægelse, og Christen fandt ud af, at den betød, at patienten var død og skulle flyttes til lighuset. Christen blev stadig dårligere og lå det meste af tiden livløs hen. Da lægen en morgen kom forbi hans seng, lå han så livløs, at lægen med sin håndbevægelse gjorde tegn til sygepasserne om, at Christen skulle bæres over i lighuset. Han var død – i hvert fald i lægens øjne.

Helt død var han dog ikke. Der var lige præcis så meget liv tilbage i ham, at han kunne glippe lidt med øjnene. Det så lægen heldigvis, og derfor blev Christens overflyttelse til lighuset udsat. Det var ikke usædvanligt, at der døde 20-30 prc. af dem, der blev ramt af en tyfus-epidemi. Christen var tæt på at komme med i denne statistik, men miraklet skete; han kom sig. Christen lå alvorligt syg i lang tid, og han kom kun langsomt til kræfter igen. Men han overlevede. Sygdommen havde imidlertid berøvet ham det meste af hørelsen. En halvdøv soldat havde hæren ikke brug for. Han blev derfor kasseret og kunne tage hjem til Sdr. Farup.

Der var langt fra Rendsborg til Sdr. Farup. Christen kunne have taget dagvognen fra Rendsborg til Flensborg og videre op gennem landet til Ribe. Men det par skillinger, som hæren havde givet ham som hjemsendelsespenge, forslog hverken helt eller halvt til en sådan luksus. Christen måtte, som det i øvrigt var normalt for hjemsendte soldater, benytte sig af apostlenes heste. Svag og afkræftet efter sygdommen gik Christen den lange vej fra Rendsborg til Sdr. Farup.

Da Christen vendte hjem, var han en stakkel (Farfars udtryk). Han var nedbrudt på både legeme og sjæl. Han var afkræftet og havde hverken lyst eller energi til noget som helst. Sygdommen havde som nævnt berøvet ham det meste af hørelsen. Dette handicap blev større og større, jo ældre han blev, og det endte med, at han nærmest blev total døv. Forældrene var naturligvis glade for at have fået deres søn hjem igen i levende live, men det bekymrede dem, at han var så svag, og at han blev mere og mere tavs og indesluttet og helst holdt sig for sig selv. Under sådanne omstændigheder kunne der naturligvis ikke være tale om, at han skulle overtage Faruplund. Derfor blev det, trods alle Thyge Jespersens betænkeligheder, Frands, der kom til at overtage gården. Det skete i 1856.

Alle i Sønder Farup regnede med, at Christen skulle gå som en stakkel resten af sine dage. I den aftægtskontrakt, som Frands indgik, da han overtog gården, blev der derfor også tænkt på Christen. I henhold til kontrakten skulle Frands give ham ophold på gården til han døde, sørge for alle hans fornødenheder, og – når den tid kom – give ham en anstændig begravelse efter egnens skik.

Arbejdsmanden.

Faktisk havde ingen i familien regnet med, at Christen ville leve ret længe. Men han snød dem. En dag brød han ud af sin isolation. Han begyndte at sige noget, og han gav sig til at arbejde. Til at begynde med arbejdede han hjemme på gården, men snart begyndte han at gå ud som daglejer på de andre gårde i Sdr. Farup. Christen havde genvundet sine kræfter og lysten til at bruge dem, og snart kendte hele Sdr. Farup ham igen som slideren.

Forholdet til Frands var derimod ikke som i gamle dage. Det blev dag for dag dårligere, og til sidst tog Christen sit habengut og flyttede hjemmefra. Han flyttede ind hos Ove Thøstesen, matr. nr. 6, Sdr. Farup, der var gift med hans faster, Barbara. I 1855 var man begyndt at grave den kanal som går fra Kanalhuset til det sted hvor åen i dag løber ud i havet Man flyttede derved åløbet bort fra Yder Bjerrum.

Det var efter den tids forhold et mægtigt entreprenørarbejde, hvor der altid var brug for folk, der kunne håndtere en skovl og havde kørekort til trillebør. Her kom Christen til at arbejde. Det var en arbejdsplads efter hans hovede. På grund af sin tunghørighed fik han som regel lov til at passe sig selv. Han kunne jo ikke snakke med sine arbejdskammerater, mens de arbejdede, for han kunne simpelthen ikke høre, når de talte til ham.

Altså spildte Christen ikke tiden med snak; han knoklede og tjente gode penge. En normal dagløn lå dengang på 64 skilling. Christen har dog sikkert fået lidt mere, måske 72 skilling på grund af det hårde arbejde. Det blev regnet for en særdeles god dagløn. Den kunne dog hurtigt få ben at gå på, hvis man skulle købe alle sine fornødenheder hos høkeren. Flæsk kostede 14 sk., oksekød 6 sk., kaffe 30 sk., tobak 25 sk. pr. pund og brændevin ca. 20 sk. pr. pot (ca. 1 liter).

“Bønderne fik følgende priser for deres varer; rug op til 10 rdl. pr. tønde, hvede op til 16 rdl. pr. tønde, smør op til 87 rdl. pr. 200 pund”.

Én rigsbankdaler eller rigsdaler (rdl) som man sagde til daglig var = 6 mark (mk), som hver især var 16 skilling (sk).

Senere, da arbejdet med kanalen var færdigt, kom Christen til at arbejde ved et landindvindingsprojekt. Man har indtryk af, at Christen levede for at arbejde. Han havde nogle få gode venner. Dem talte han med, så godt som det nu kunne lade sig gøre. Men ellers holdt han sig mest for sig selv, og derfor blev han nærmest betragtet som en særling af folk i Sdr. Farup. Hans tunghørighed bevirkede naturligvis, at han altid må have følt sig udenfor. Mange gange har han vel også følt, at folk snakkede om ham. Lidt efter lidt fik han den tvangstanke, at de snakkede ondt om ham. Derfor blev han mistroisk over for alle, og denne mistroiskhed tog desværre til med alderen.

Ind imellem blev Christen overfaldet af tungsind. Så gik han op på Sdr. Farup Kro (Sdr. Farup Vej 38) og slog en ordentlig skæver. Dagen efter knoklede han så ekstra hårdt for at slippe af med tømmermændene. Christen havde det bedst, når han kunne få lov til at passe sit arbejde i fred. På arbejdspladsen har han sikkert følt, at der – hans særheder til trods – stod respekt om ham, fordi han kunne bestille noget. Det hårde arbejde gav gode penge, og dem passede Christen på. Efterhånden som han blev ældre, og som stabelen af dalere voksede på bunden af hans kiste, begyndte Christen at spekulere på at få sit eget. Han ville være bonde ligesom sin far, bedstefar og alle de andre forfædre.

Øst for Sdr. Farup lå der et stort hedeareal, som tilhørte gårdene i Sdr. Farup. Sdr. Farup-bønderne regnede dog ikke heden for meget; men somme tider var de glade nok for den, f. eks. når alt græsset i engene blev ædt af græsuglelarver, så store dele af marsken på det nærmeste blev forvandlet til en ørken. Så var det godt nok at kunne drive kreaturerne ud på lyngheden, og når alt andet glippede, kunne man slå lyngen og bruge den som vinterfoder.

I den sidste del af 1800-tallet, hvor der var et stort fødselsoverskud på landet, var mange unge mennesker begyndt at flytte ud på heden som nybyggere. (Dalgas startede Hedeselskabet i 1866). Der var også kommet nybyggere på Sdr. Farup Hede, og nogle af dem klarede sig ganske godt. Trods det var de alligevel ikke rigtige bønder i de gode Sdr. Farup-folks øjne.

Bønderne i Sdr. Farup har altid været meget selvbevidste. De var marskbønder. De havde deres enge, og de havde deres stude, og det var, hvad tilværelsen drejede sig om. Og engene og studene gav dem en god tilværelse. Marskbønderne kunne godt respektere andre bønder, som hverken havde enge eller stude, men betragte dem som ligemænd havde de meget svært ved. Sdr. Farup-bønderne følte sig derfor højt hævet over Vester Vedsted-bønderne, som skæbnen mest havde tildelt hede- og geestjord. Disse betragtede på deres side Sdr. Farup-bønderne som brovtende og grove mennesker, der var fuldstændigt blottet for kultur.

Denne “krig” kom næsten ligeså sikkert som amen i kirken til udtryk, hver gang drengene fra de to lejre mødtes. Så var der slagsmål i luften. – “Vedsted-sandknygere”, brølede den ene part, “Farup-dyndtrækkere”, skreg den anden, og så var slagsmålet i gang.

Da Christen begyndte at ymte om, at han ville have sit eget, forsøgte hans far og broderen, Frands, at overtale ham til at flytte ud på det stykke hede, der hørte til Faruplund, Tørvevej 20. Jorden kunne han få gratis eller i hvert fald meget billigt, og han havde sparet penge nok sammen til, at han kunne opføre bygninger på stedet. Den ide afviste Christen på det bestemteste. Alene tanken om at skulle blive “sandknyger” forekom ham absurd. – Hver gang faderen og Frands pressede på for at få Christen med på ideen, vendte han bogstaveligt talt det døve øre til. Christen vidste, hvad han ville. Han ville have en gård i Sdr. Farup, og han havde tid til at vente, til den rigtige mulighed viste sig.

Forelsket, forlovet, og hva’ så ?.

Pludseligt skete der noget, som gjorde, at Christen fik travlt. Han var blevet forlovet ! Hans kæreste hed Ane Sophie Lindberg. Hun stammede fra gården Lindberg i Sønder Farup, Sdr. Farup Vej 36, og var datter af Anders Jessen Lindberg og Petrea Augusta Barbara Bjerrum. Ane Sophie var født d. 30. oktober 1842.

Anders Jessen Lindberg stammede fra Havervad i Brøns sogn. Der havde hans far, Jes Andersen (1762-1803), hans farfar, Anders Jørgensen (1719-1808) og hans oldefar, Jørgen Andersen (1682-1724) været gårdmænd. Da Anders Jessen Lindberg overtog gården i Sønder Farup i 1828, var han gift med Maren Beyer. De fik seks børn.

Af deres navne kan man se, at familien har haft forbindelse til friserne længere sydpå. Én af sønnerne hed Ock, og en datter hed Ancke.

I 1835 døde Maren Beyer, og allerede året efter giftede Anders Jessen sig med Petrea Augusta Barbara Bjerrum, som stammede fra én af nabogårdene i Sønder Farup, Sdr. Farup Vej 45. (Navnet Barbara møder man igen og igen i Bjerrumslægten. Det forekommer også flere gange i vores familie og viser således, at der har været én eller flere forbindelser).

I forbindelse med Petrea Bjerrum dukker historien om bruden med den store medgift op igen. Mary har fortalt, at én af hendes formødre, Anna Møller, var kommandørdatter fra Rømø, og at hun havde fået en stor medgift, da hun var blevet gift. Hun havde bl. a. en temaskine af det pureste sølv. Den lod hun smelte om og fik i stedet lavet 12 store spiseskeer. Hver ske fik sin egen indskrift, der endte på -hed, f eks “kærlighed”, “forsigtighed” eller “barmhjertighed”. Anders Jessen Lindberg må have haft en del af disse skeer. De er gået i arv til hans mange børn. Marys farfar, Ocksen Lindberg, har fået én, som Mary har i dag. Ane Sophie har også fået én. Den er gået videre til Farfar og Farmor, men er desværre forsvundet på et tidspunkt inden for de sidste 50 år. Denne ske havde indskriften “kærlighed”. Mary har desuden en fornem guldring, som også stammer fra den rige kommandørdatter. I ringen og skeerne er årstallet 1797 indgraveret.

Anders Jessen og hans nye kone fik otte børn. Den ældste datter blev efter tidens skik opkaldt efter Anders Jessens første kone og kom således til at hedde Maren Bejer Lindberg. Ane Sophie var nummer tre i rækken. Nummer seks, som hed Andreas Ocksen Lindberg, overtog senere fødegården. I daglig tale hed han Ocksen.

Én af sønnerne fra første ægteskab, Hans Andersen Lindberg, som var smed, var i 1852 blevet gift med Christens søster, Bodil Margrethe. Hun havde allerede før sit ægteskab fæstet et husmandssted i Sdr. Farup, Præstevej 10. Bodil Margrethe fik en krank skæbne med slid og slæb, mange børn og en fordrukken mand, der til sidst tog livet af sig selv. Den ældste af deres sønner hed Beier Jespersen Lindberg. Som voksen blev han smed på Mandø, hvor der vistnok stadig er efterkommere efter ham. Der har i hvert været indtil for få år siden. En anden af Bodils sønner var opkaldt efter sin farfar og hed således Anders Jessen Lindberg. Han overtog senere fæstet af Bodils husmandssted og tog sin mor på aftægt. Han frikøbte stedet i 1890, men solgte det igen få år senere og lod Bodil følge med i handelen. Hendes aftægt hvilede som en prioritet på ejendommen, og hun ønskede ikke at flytte. Bodil nåede at blive “solgt” hele to gange, inden hun døde i 1913, 88 år gammel.

Christen og Ane Sophie blev forlovet i sommeren 1867. På det tidspunkt var han 38 og hun 25 år gammel. Hvad i alverden har fået en ung pige som Ane Sophie til at tage en sær, halvgammel knark som Christen ? Ganske vist så han helt pæn ud, og rar var han også, når man nåede ind bag hans mistroiskhed, og der var jo også de gode, blanke dalere på kistebunden; men alligevel!

Der er to mulige forklaringer på denne forbindelse. Enten har det været den helt store, fortærende lidenskab, kærligheden, der gjorde blind. Eller, det har været et rent fornuftsægteskab. Efter Fars udlægning var det det sidste. Christen havde brug for en kone, og det skulle være en kone, der kunne bestille noget. Det vidste han, at Ane Sophie kunne. Ane Sophie havde på sin side brug for en mand. Hun havde allerede én forlovelse bag sig og var nu bange for at komme til at ende sine dage som “gammel pige” på fødegården, en skæbne, som kun helvede kunne måle sig med. Det er muligt, at denne udlægning er rigtig. Der har nok ikke været tale om nogen stormende og lidenskabelig forelskelse. At så kærligheden – eller i hvert fald hengivenheden og fortroligheden – kom senere, er en anden sag. Får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får.

Nu havde Christen altså en kæreste, han havde penge, og derfor ville han ikke vente ret meget længere på at få sit eget. Han havde længe nok arbejdet for andre; nu ville han have foden under eget bord.

En morgen kort tid før julen 1867 vågnede Christen op efter en glad tur i byen. Han havde det slemt. Det var ikke bare almindelige tømmermænd, der buldrede i hovedet på ham. Nej, det var værre. Efterhånden som dunsterne lettede, dukkede aftenens begivenheder frem gennem hans tågede bevidsthed: Han havde handlet, havde købt hus og jord og – var blevet snydt! Han havde købt den elendige rønne, der stod ude i Yder Bjerrum, havde kun fået nogle få tdr. land med i købet, havde givet alt for meget for det og havde oven i købet skrevet under på handelen, på en slutseddel. Han gramsede ud efter sin jakke og fiskede et stykke papir frém af lommen. Jo, der stod det altsammen. 2.200 rigsdaler var han indgået på at betale, og ikke nok med det, han havde også forpligtet ikke alene sig selv, men også sine efterfølgere på ejendommen til at påtage sig en masse pligter over for sælgeren. Christen lod papiret falde, sank ned i dynerne igen og håbede på, at det hele var en ond drøm.

Undskyld, der løb min fantasi af med mig. Jeg kan naturligvis ikke vide noget om, hvordan Christen havde det oven på handelen. Jeg må holde mig til kendsgerningerne: For det første er der slutsedlen, der viser, at han vitterligt er blevet snydt. I forhold til de priser, man dengang fik for tilsvarende ejendomme, skulle Christen give alt for meget. For det andet er der Ocksen Lindbergs udtalelser. Han har ofte fortalt, at “det var en brændevinshandel,” Christen havde været med i.

Sælgeren var Peder Andreas Borrig Lindbæk på Lindbæksminde, Sdr. Farup Vej 24. Han var den største og rigeste bonde i Sdr. Farup på den tid. Han var i øvrigt far til teologen og højskolemanden, Jannik Lindbæk, som tidligere er omtalt. Peder Borrig Lindbæk var nogenlunde jævnaldrende med Christen, så de har kendt hinanden fra barnsben. Det er vel ikke usandsynligt, at Peder og Christen har taget forskud på julens glæder og siddet og punchet sammen en aften og er kommet i handel med hinanden. Christen har vel dels været for omtåget i hovedet og dels været ude af stand til at høre, hvilke betingelser, han er gået ind på. Peder har måske været ligeså omtåget, men han har i hvert ifald husket at få handelen sat på papir, og man må sige, at han har husket at få det hele med på dette papir:

Kjøbekontrakt.

Vi undertegnede, jeg Peder Borrig Lindbæk i Sønder Farup som Sælger, og jeg Christen Thygesen, ligeledes Sønder Farup, som Kjøber, have under Dags Dato oprettet følgende Kjøbekontrakt med hinanden. Jeg, Peder Borrig Lindbæk sælger hermed og aldeles af-hænder fra mig og mine arvinger et Stykke Land af den nordlige Del af “Bjerrum Mark” i Sønder Farup, tilligemed det på Ejendommen beliggende Hus til Ungkarl Christen Thygesen i Sønder Farup på følgende Vilkår:

1. Kjøbesummen for Huset og Ejendommen er 2200 Rd. R.M. (siger: to og tyve Hundrede Rigsdaler, Rigsmønt), hvoraf de 1000 Rd (et tusinde Rigsdaler) betales til 11. Juni Termin 1868 med Renter fra Tiltrædelsesdatoen, den 1. Maj 1868, og til 11. Juni samme År. Resten af Kjøbesummen, 1200 Rd. R.M. (tolv hundrede Rigsdaler Rigsmønt) betales til 11. december 1868 med Renter. – Hvad Gårdens Opmåling og Udparcellering som Følge af Salget angår, da må Sælgeren selv udrede de deraf flydende Omkostninger, hvorimod Omkostningerne ved Skjødets Udfærdigelse betales med det Halve af hver.
2. Desuden forpligter jeg, Christen Thygesen, mig til forsvarlig at vedligeholde de nuværende Grøfter både udenom Peder Borrig Lindbæks “Bjerrum Mark” og inde mellem de enkelte Fenner, hvoraf han “Bjerrum Mark” består, og have Tilsyn ikke alene med de Kreaturer, der gå i disse Fenner, men også med dem, der går i Nederengen og Hygholm, og med de Får, der om Vinteren gå i “Bjerrum Mark”. Desuden skal Christen Thygesen slå Vand op til Kreaturerne i Højmarken samt sende Bud til Peder Borrig Lindbæk, hvis Kreaturerne mangler enten et eller andet, som jeg ikke selv formår at råde bod på, og alt dette uden nogen Godtgørelse. Det er naturligvis en Selvfølge, at de samme Forpligtelser påhviler den fremtidige Ejer af Huset.
3. I Flodvejr forpligter Christen Thygesen eller den fremtidige Ejer sig til at være behjælpelig med at bjærge Kreaturerne, og Ejeren af Huset og Ejendommen må, hvis han ikke selv er tilstede i Flodvejr, holde en mand, der kan og vil overtage hans Forpligtelse. Peder Borrig Lindbæk har også Ret til at inddrive sine Kreaturer tilligemed Johan Skulses, når det behøves i Flodvejr på det stykke Land, Peder Borrig Lindbæk hermed har solgt til Christen Thygesen.
4. Det Hø, Søren Janniksen avler på engen Hygholm, har han Ret til at kjøre over den af Christen Thygesen kjøbte Ejendom med, når han ved Høets Salg mener, at denne Vej falder ham nærmest, men han må følge den over Ejendommen gående Vej.
5. Hvis der muligvis kan fåes Erstatning for den Skade, Ribe Å indtil 1868 har gjort på den således af Christen Thygesen kjøbte Ejendom, da tilkommer denne Erstatning Peder Borrig Lindbæk, hvorimod det bliver Kjøberens Ejendom alt det, der for Eftertiden kan indvindes fra Åen, forsåvidt tredie Mands Ret ikke foregribes.
6. Fra Tiltrædelsesdagen den 1. Maj 1868 har Christen Thygesen eller den fremtidige Ejer af Huset og Ejendommen at udrede de Byrder, der hvile på Ejendommen, Aftægtsydelse til Gården undtage, ligesom han også må udrede de Byrder, der kunne komme til at hvile derpå; det følger da af sig selv, at han fra den Dag har alle Rettigheder og Fordele. Således er Handelen sluttet og Kjøbekontrakten oprettet, og til Bekræftelse have vi begge underskrevet samme i tvende Vitterlighedsvidners Overværelse.

Sønder Farup den 11. December 1867

Som Sælger: Som Kjøber:

P.A. Lindbæk Christen L. Thygesen

Til Vitterlighed

Hans Enemark / T. Mortensen

Det kan ikke undre nogen, hvis Christen har haft tømmermænd oven på den handel. Han ville dog ikke løbe fra den. Han skulle ikke gøre sig til grin ved at indrømme, at han havde været for fuld og for døv til at fatte, hvad han havde skrevet under på. Der var imidlertid andre, der greb ind. Måske var det vitterlighedsvidnerne, der havde fået kolde fødder ved at have medvirket i denne handel. Hvorom alting er, så var der nogle behjertede mænd, der fortalte Peder Borrig Lindbæk, at det var en skammelig handel, han havde lavet. Den blev da også ændret på væsentlige punkter. Af det skøde, som senere blev udfærdiget, kan man se, at købesummen er blevet sat ned til 1600 rdl., og punkterne 4 og 5 i købekontrakten er blevet slettet. Derimod er der ikke blevet ændret ved de arbejdsforpligtelser, som Christen havde påtaget sig.

Husmanden.

Året 1868 oprandt, og det blev et begivenhedsrigt år for Christen og Ane Sophie. Christens far, den gamle Thyge Jespersen, Sdr. Farup Vej 46, var både vred og lamslået over sin søns vanvittige handel. Da det første chok havde lagt sig, bestemte han sig til at gå ud og se på det nyerhvervede gods. Hans nabo, Peder Pedersen, matr. nr. 41, ville gerne med, og den 10. februar stavrede de to gamle mænd af sted ud gennem engene til Yder Bjerrum. På det tidspunkt har Christen Lassen, Yder Bjerrumvej 6, endnu boet i Bjerrum. Efter at de to gamle havde set på forholdene, kom de ind til Christen Lassen for at få varmen. Inden de vendte næsen hjemad igen ved i 8-tiden, havde de ikke alene fået varmen, men også adskillige solide kaffepunche.

Da de kom ud, var det blevet mørkt, og værre blev det, da der pludselig kom tåge. De to gamle fortsatte dog ufortrødent, for de kendte jo engene. Men i deres omtågede tilstand for de alligevel vild. De tog fejl af kursen og vidste ikke længere, hvor grøfterne var, som de skulle tage sig i agt for. Og så skete ulykken. De faldt i en dyb grøft og druknede. Da de to gamle ikke vendte hjem, blev man urolig for dem i Sdr. Farup, og nogle mænd gik ud i engene for at lede efter dem. Thyge fandt de ved midnatstid og Peder Pedersen næste dags formiddag.

Far har tit fortalt om drikfældige forfædre i familien. Én skulle således have drukket sig ihjel, og en anden skulle være druknet i en kæfert. Den første er muligvis Frands, Christens bror på Faruplund: den anden kan kun være Thyge Jespersen.

Faderens død tog hårdt på Christen. Han følte, at det var hans skyld, at faderen var omkommet. Han havde dog ikke megen tid til at gå og slås med sin skyldfølelse. Der var tusind ting, han skulle have ordnet inden flytningen til Yder Bjerrum. Først og fremmest skulle han giftes. Han og Ane Sophie blev gift i Vester Vedsted kirke d. 23. april, og bryllupsgildet blev holdt på Lindberg og varede i to dage. Når der var bryllup i Sønder Farup, skulle man ordentligt svinge bruden i dansen. Der skulle være så megen sus i skørterne, at det kunne puste et lys eller en køkkenlampe (petroleumslampe) ud.

En uge senere overtog Christen og Ane Sophie Yder Bjerrum, Yder Bjerrumvej 6. Der var nok at tage fat på for de nygifte. Huset var elendigt, så det skulle sættes i stand, dyrene skulle passes og jorden dyrkes. Da Christen og Ane Sophie overtog Bjerrum, hørte der knap 10 tdr. land (4,67 ha) til stedet. Det var således et særdeles beskedent husmandssted. Det var også begrænset, hvor mange dyr, de kunne have på den smule jord. Fra Farfar ved jeg, at Christen fik nogle dyr med fra Faruplund. De “aftægtsforpligtelser”, som Frands havde påtaget sig over for Christen, blev “kapitaliseret” til en ko, en kvie og nogle får. Farfar har også fortalt, at Christen altid har haft stude. Hvis han har haft det fra starten, må han have haft dem i græsning hos en anden mand, måske hos Frands, som Christen havde fået et bedre forhold til efter at være flyttet hjemmefra.

De første mange år, Ane Sophie og Christen var på Bjerrum, havde de ingen heste, men måtte låne sig frem, når de skulle pløje eller udføre andet hestearbejde. Jeg har aldrig hørt om, at de skulle have haft trækstude, men det er muligt. Når Christen skulle til mølle for at få korn malet, bar han sækken på ryggen. Møllen lå inde på marken mellem Sdr. Farup og Vester Vedsted, Sdr. Farup Vej 27. Det har altså været en tur på ca. 3 km hver vej med mindst 100 pund på nakken. Folk, der ikke havde heste, kørte normalt deres korn til møllen på en trillebør, en kretbaer, som det hed på Sdr. Farupsprog, men vejen fra Bjerrum til Sdr. Farup var så elendig, at det var nemmere at bære kornet, end trille med det.

Han kunne dog ikke klare den lange tur uden at hvile sig af og til. For at slippe for besværet med at få den tunge sæk op på ryggen igen efter en pause, havde Christen rammet nogle “hvilepæle” i jorden hist og her på ruten. Han kunne så uden at tage sækken ned lade den stå på pælen, mens han selv pustede ud.

Da han senere fik vejen repareret nødtørftigt, brugte Christen trillebøren til møllekørsel.. Det var dog ofte Ane Sophie, der måtte tage den hårdeste tørn ved børen. Hun fik lov at skubbe den det meste af turen igennem engene. Når de nærmede sig Sønder Farup, hvor de kunne risikere at møde folk på vejen, overtog Christen trillebøren. Man var vel karl for både sin hat og sin trillebør!.

Der gik ikke lang tid, inden Christen bitterligt fortrød, at han i købekontrakten havde været så flink til at love at gøre Peder Borrig Lindbæk tjenester. Peder Borrig havde ca. 80 stude på græs i sine enge, heraf en stor del på Bjerrum Mark. Selve opsynsarbejdet med dem har vel ikke taget så meget af Christens tid, men en del af studene havde ikke adgang til en grøft, hvor de kunne drikke, og dem måtte Christen hver dag slå vand op til.

Det største arbejde, han havde påtaget sig, var vedligeholdelsen af grøfterne. Ikke alene havde han forpligtet sig til at holde de store hovedgrøfter i orden, men også de mindre mellem de enkelte fenner. Det må have drejet sig om flere kilometer grøfter som Christen skulle rense op. Der gik da heller ikke mange år, før Christen købte sig fri af disse forpligtelser. Det fremgår af et meget højtideligt og ordrigt dokument fra d. 1. januar 1873:

Imellem os undertegnede, Gårdmand Peder Borig Lindbæk i Sønder Farup og Husmand Chresten Tygesen af Ydre Bjerrum, er følgende Urokkelige og Uigjenkaldelige Forening og Overenskomst aftalt, indgået og sluttet. I Henhold til en tidligere Handel med Huset Ydre Bjerrum, hvorpå der er oprettet Skøde, som er tinglæst af 23. Oktober 1861 (?), indeholder Betingelser og Forpligtelser, som af Ejeren af Ydre Bjerrum påstås, ydes og gjøres til Peder Borrig Lindbek eller hans Gårds Eftermænd, og som hidtil har været følgende at have Opsyn med sammes Kreaturer, som græsser på de tilstødende marker, også i Flodtid, som også Fårene samt også holde den aftalte Hegn ved Lige m.m. Nu er i Følge Overenskomst mellem os undertegnede såvel de tidligere benævnte som og alle de øvrige Forpligtelser af denne art, som er benævnt i Skjøden, afkøbt een Gang for Alle……imod at erlægge en Pengebeløb, bestående af 150 Rdl….. Det bemærkes, at såvel Peder Borig Lindbek som og Chresten Tygesen er tilfredse med den aftalte og indgåede Overenskomst og anser samme for lovlig og gyldig, så have vi og egenhændig underskrevne samme i Vidners Nærværelse.

Det kunne vel have være udtrykt kortere. Men man må sige, at den vinkelskriver, der har sat dokumentet op, har kendt alle de fine vendinger. Han har derimod hverken taget det så nøje med at få de rigtige datoer ind (skødet), med at stave navnene korrekt eller med retskrivning i det hele taget. Det vigtigste var imidlertid, at dokumentet var retsgyldigt, og det var det. Det blev både “stemplet” og tinglæst.

Handelsmanden.

Christen Thygesen havde ikke tænkt sig at forblive lille husmand alle sine dage. Han ville have mere jord. Helst ville han have noget af den jord, som oprindeligt havde tilhørt Bjerrumgårdene, og han havde vel håbet på at kunne komme i handel med de to bønder i Sdr. Farup, som ejede det meste af den. Heraf var Peder Borrig Lindbæk den ene. Det blev dog ikke Bjerrumjorden, der først blev til salg.

I februar 1870 læste Christen og Ane Sophie i Ribe Stifttidende, at der d. 3 marts skulle holdes auktion over en gård i Øster Vedsted. Gårdens jord kunne enten købes samlet eller i enkeltparceller. Nogle af disse parceller lå i nærheden af Bjerrum og var således gefundenes Fressen for Christen. Han pudsede sine skaftestøvler og gik til auktion. Mens bønderne, der var mødt op, gik rundt og snakkede med hinanden om alt muligt andet end lige netop auktionen – man skulle jo nødig vise altfor stor interesse for sagen – skrev herredsfogeden med snirkler og sving bl. a. følgende i sin protokol:

Gustav Adolph Homens, hans Kongelige Majestæts Kammerjunker, Auktionsforvalter og Skriver i Ribe Herred gjør vitterlig:

År 1870 den 3. marts, Formiddag Kl. 10 blev Ribe Herreds Auktionsret i den ordinaire auktionsforvalters embedsforfald sat og holdt af hans af Amtet constituerede Fuldmægtig cand. jur. C. A. Ramsing med Vidnerne Sognefoged P. Knudsen og Anders Lytsau på den Dødsboet efter Anders Christensen Andersens Enke tilhørende Gård, Matrikkelnummer da, i Østervedsted for ifølge Begjæring af Skifteretten i bemeldte Bo at afholde Auktion over Gården.

Da der var skrevet det, der skulle stå i protokollen, gik auktionen i gang. Der var heldigvis for Christen ingen, der ville byde på den samlede gård, men mange, der var interesseret i enkeltparcellerne. Dem gik auktionsholderen så i gang med at sælge. Langt om længe kom han til den parcel, der hed Bredengen. Det var den, Christen håbede på at få. Han var dog ikke den eneste, der var ude efter Bredengen. Jacob Clausen fra Øster Vedsted bød også ivrigt på den, men Christen bød over. Han fik hammerslag for et bud på 665 rigsdaler, fem rigsdaler over Jacobs sidste bud. Handelen blev imidlertid ikke endeligt afgjort den dag. I henhold til auktionsbetingelserne kunne kuratorerne i boet inden 14 dage efter auktionen forkaste de bud, der var afgivet, hvis det højeste bud på en parcel ikke svarede nogenlunde til den vurdering, der inden auktionen var foretaget af den. Christen måtte altså gå hjem og vente på nærmere besked.

Nogle dage senere blev han sammen med Jacob Clausen kaldt ind til herredsfogeden i Ribe, hvor de fik at vide, at Christens bud på Bredengen lå under vurderingsprisen. De blev derfor opfordret til at komme med “overbud”. Christen har sikkert luret på Jacob, og da Jacob ikke gjorde tilløb til at sige noget, holdt han fast i sine 665 rigsdaler. Jacob lukkede stadig ikke munden op, og enden af det blev, at Christen fik sin eng for de 665 rigsdaler. Det var en god handel for Christen. Han havde brug for mere jord, og her havde han fået et forholdsvis stort areal, som lå bekvemt for ham. Prisen havde været rimelig og købsbetingelserne ret gunstige. Han skulle betale én fjerdedel af købesummen den 11. juni 1870 og én fjerdedel et halvt år senere. Resten kunne han få lov til at skylde mod at udstede en panteobligation til arvingerne.

Gården, der blev solgt, havde tilhørt Anders Chr. Andersens afdøde enke. Hendes børn, som var umyndige, har ikke været i stand til at drive den videre. Sognefogeden i Øster Vedsted, Peder Knudsen, der optræder som vidne ved auktionen, har vel ikke ligefrem været værge for enkens børn. Der optræder i hvert fald en anden værge, men Peder Knudsen har været med til at varetage børnenes interesser. Det lykkedes ikke at sælge hele gården ved auktionen. Det, der blev tilbage af gården, forsøgte Peder Knudsen at sælge senere.

Sandsynligvis har han senere solgt endnu en parcel til Christen. Jeg har i hvert fald et brev fra Overformynderiet i København, der kan tyde på det. I brevet står der, at formynderen for et af enkens børn d. 14. december 1876 har kvitteret for modtagelsen af bl. a. en obligation på 650 rdl, udstedt af Christen Thygesen. En sådan obligation, som er udstedt til boet, kan faktisk kun dreje sig om en jordhandel. Det var Christens første jordhandel, men der fulgte snart flere efter. I 1873 købte han en parcel i Sdr. Farup Overenge, en lang, smal eng, der strakte sig helt ude fra havet til Engvejen, der gik fra Bjerrum til Sdr. Farup.

I den ulyksalige købekontrakt, som Christen skrev under på i december 1867, stod der i punkt fem noget om en evt. erstatning for den skade, Ribe å havde forvoldt (se side 41). Christen fik aldrig nogen erstatning, men han fik megen besvær med ålejet. På et gammelt matrikelkort kan man se, at inden åen blev dirigeret ud i havet gennem den nye kanal, havde den nået at gnave et godt stykke af sydbredden nord for Bjerrum. Efter omlægningen af åens løb, blev en del af det gamle åleje lidt efter lidt tørlagt og forvandlet til en svampet eng.

I selve ålejet havde Ribe kommune, som ejede den nordlige bred, ladet grave en grøft for at fremme tørlægningen og banket skelpæle ned, som skulle markere grænsen mellem kommunens og Christens og de andre lodsejeres arealer. Christen mente imidlertid, at grøften var gravet og skelpælene anbragt inde på hans grund. Han jævnede derfor grøften, hev pælene op og betragtede størstedelen af ålejet som sit område. Det er ikke usandsynligt, at Christen har haft ret i, at kommunen var gået ind på hans område. Ribe kommune har åbenbart heller ikke været helt sikker på; hvor grænsen gik, men mente at have sikret sig retten til hele ålejet gennem en meddelelse, “et proklama”, i Ribe Stifttidende. I dette proklama oplyste byrådet, at man betragtede hele ålejet som hørende til Ribe kommune. Om Christen har set dette proklama eller ej, ved jeg ikke. Men han jævnede i hvert fald grøften og hev skelpælene op.

Det slap han godt fra både første, anden og tredie gang, han gjorde det. Men efter nogle år med grøftegravning og -jævning blev kommunen træt af Christens julelege og bad ham skriftligt respektere både skelgrøft og -pæle. Brevet ændrede ikke Christens opfattelse af, at det meste af ålejet var hans, og han indbød byrådsmedlemmerne til at komme ud og se på forholdene, så de ved selvsyn kunne overbevise sig om, at han havde ret. Men byrådsmedlemmerne kom ikke, derimod malede den kommunale mølle videre. Der kom flere breve, stadig mere truende, og til sidst, d. 24 juli 1876, blev Christen indstævnet til et møde med forligskommissionen på Tingstuen i Ribe.

Nu måtte Christen have hjælp. Han var klar over, at han med sin tunghørighed ikke kunne klare sig alene ved et sådant møde. Han gik derfor til sognefogeden i Vester Vedsted, Jannik Davidsen, Ulvehøjvej 4. Tornbækgaard, som han kendte og betragtede som en klog og retsindig mand. Jannik Davidsen indvilgede i at tage med til mødet i Ribe. Der er åbenbart ikke kommet noget ud af dette møde, for dagen efter, d. 29. juli 1876, skrev Jannik Davidsen følgende brev til Ribe Byråd:

Til Byrådet i Ribe !

Det ærede Byråd i Ribe har fundet sig foranlediget til at klage over, at Chr. Tygesen af Ydre Bjerrum ikke vil tåle, at der sættes Pæle og graves Grøfter i det, han kalder sine Marker dersteds, og han har i denne Anledning været stævnet til Forligsprøve, ved hvilket Byrådet viste, at det anså sådant kun for en Formssag, idet det ikke har fundet det umagen værd at give Møde ved i det mindste eet af dets medlemmer, men har befuldmægtiget Politibetjenten, dog kun på sådanne Betingelser, at det måtte kunne sige sig selv, at intet fornuftigt Menneske ville gå ind herpå.

Husmand Chr. Tygesen derimod var villig til at gå ind på en Forhandling og finde sig i Billlighed, og da han er meget tunghørig og desuden ikke troede at kunne fremsætte sine Grunde med den fornødne Tydelighed, bad han mig, at jeg ville følge med ham for at være ham behjælpelig hermed. Jeg syntes, at det var synd, at en stakkels husmand skulle stå værgeløs over for en Kommune som Ribe, og jeg tog derfor med ham og lovede at yde ham den Hjælp, som jeg formåede.

Ved den Smule Forhandling, som derefter fandt Sted, blev jeg med Forligskommisæren, Hr. Assessor Rosenvinge enig om, at man dog skulle gøre endnu et Forsøg på at få den Sag bilagt i mindelighed ved at indbyde Ribe Byråd til et Møde på selve det omstridte Jordstykke, forinden de begynder (rets-) Sagen; thi jeg håber dog også, Ribe Byråd nok vil undgå en Proces, der altid medfører en betydelig Bekostning. Jeg tillader mig i den Anledning at bemærke: Chr. Tygesen har den omstridte Jordstrækning faktisk i Besiddelse, så det vil tilfalde Byrådet at bevise sin Ejendomsret, og selv om det også, ved hjælp af det ofte omtalte Proklama, kan det (hvilket er tvivlsomt) så kan dog Ribe Byråd umuligt bevise, hvor Kanten eller Grænsen af det gamle Åleje var, dengang Åen ophørte at være Sejlløb til Ribe, ligesålidt som samme kan være berettiget til egenrådigt at sætte Skjæl imellem deres Jorder og Andres.

Der er således temmelig vægtige grunde, der taler for, at Chr. Tygesen har Ret, og han kan efter kyndiges Udsagn gøre sig Håb om at få fri Proces, idet han jo med sine indskrænkede Midler umulig ville kunne holde ud mod Ribe Kommune. Jeg mener, at samme dog vist næppe har i sinde at forarme en stakkels Husmand for en ubetydelig Jordstrækning, der jo dog ikke kan have så stor Betydning for Ribe Kommune som for ham, og da desuden Ribe Kommune nylig er sluppen ud af en Proces, hvorved den kun har indlagt sig liden Ære, så håber jeg, at det ærede Byråds samtlige medlemmer på

Kommunens Vegne og i sammes velforståede Interesse, vil gøre sig den Ulejlighed at tage ud til et Åsteds Møde, forinden Processen begynder, da der, hvis et Forlig kunne opnås, ville være mange Penge sparet.

I bedste Håb om at Byrådet vil efterkomme min Opfordring og meddele mig deres behagelige Svar snarest, undertegner jeg mig ærbødigst.

I. Davidsen

Man må sige, at Christen havde forstået at få den rigtige advokat til at hjælpe sig. Jannik Davidsen er en bonde, der både kan skrive for sig og argumentere. Han bruger skiftevis pisken og guleroden, men er altid høflig. Det er et flot brev. Ved at stile brevet direkte til byrådet blev sagen løftet ud af den kommunale administrations hænder, hvor den hidtil havde været, og kom på byrådets bord. Det satte skub i sagen.

En skønne dag meldte byrådet sin ankomst til Bjerrum. Ane Sophie havde dækket fint bord med både sulemad og brændevin. Jannik Davidsen var der. Man så på det famøse åleje, man forhandlede, man spiste og drak, og man nåede frem til et forlig. Byrådet kunne naturligvis ikke give sig helt. Det ville jo betyde tab af ansigt, og det udsætter politikere sig sjældent for. De ville derfor ikke så gerne tale om, hvorvidt skelgrøften og -pælene var gravet og anbragt korrekt. Derimod tilbød de, at Christen kunne købe et stykke af den del af ålejet, som uomtvisteligt tilhørte Ribe kommune. De kunne dog ikke undgå at snakke skel, og efter megen snak fandt de frem til et skel, som begge parter kunne leve med. De forhandlede sig også frem til både købsbetingelser og pris for det stykke åleje, som byrådet havde tilbudt Christen at købe. Dermed endte denne sag i fryd og gammen, dog først og fremmest takket være Jannik Davidsen, som hele vejen igennem havde forhandlet på Christens vegne og varetaget hans interesser.

Det er muligt, at Christen senere er kommet i tanke om, at han alligevel havde givet for meget for jorden. Leonhardt har fortalt, at Christen betalte halvdelen af købesummen for engen kontant, og lod så være med at betale resten. Det er nok ikke rigtigt, men Ribe kommune har været meget langmodig med betalingen. Jeg har en kvittering fra 1881 med følgende ordlyd:

Af Chræsten Thygesen i Ydre Bjerrum har jeg dags dato modtaget i afdrag på købesummen for et stykke eng af det gamle åleje 80 kroner, skriver otteti kroner, hvorefter der bliver til rest 20 kroner, hvorfor kvittering herved gives.

Ribe Kommunekontor, den 14. juni 1881. I Jensen

De sidste 20 kr. har Christen åbenbart ikke villet slippe for i april 1890 får han en alt andet end venlig opfordring til at betale restbeløbet. Da var kommunens tålmodighed altså sluppet op.

Det areal, han havde købt af kommunen, lå vest for gården, op imod havet. Det var som nævnt en meget sumpet engstrækning, som man ikke kunne færdes i med en vogn. Det hø, som kunne avles der, måtte derfor slæbes op til vejen på en slæde. Det har været besværligt.

I 1882 fik Christen igen mulighed for at købe jord. Sognefoged Peder Knudsen, som vi mødte som vidne ved gårdauktionen i Øster Vedsted i 1870, tilbød Christen to parceller, som lå i nærheden af Bjerrum. De to parceller hed “Stader” og “Gåsevrævle”*)

*) Gåsevrævle er i henhold til Ordbog over det danske Sprog det samme som gåsevrøvle = gåsereder, altså en eng, hvor vildgæssene holdt til/havde reder.

Disse parceller købte Christen i 1882 for 1750 kr. Igen var han meget heldig med gode købsbetingelser. Der står bl.a. følgende i købekontrakten:

Den betingede købesum er 1750 kroner, der dog ikke kan betales eller forlanges udbetalt fra nogen af siderne før 2 år efter gårdens tidligere ejer, Anders Andersen enke, Dinert Larsdatter Broks død, men i den nærmest påfølgende 11. juni eller 11. december termin efter udløbet af de nævnte 2 år efter enkekonens død udbetales købesummen uden videre opsigelse skadesløst i enhver henseende af køberen, Kristen Tygesen. Indtil sådan udbetaling finder sted, forrenter køberen den nævnte købesum, 1750 kroner, med 4 pr., fire af hundrede, årlig, der betales med halvdelen i hvert år 11. juni og halvdelen i 11. december termin.

Disse betingelser bevirkede, at Christen først kom til at betale for jorden i 1890. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor betalingen først skulle falde efter enkens død, og jeg ved ikke, hvilken forbindelse, der er mellem Peder Knudsen og enken. Der er et appendiks til denne handel. På et stykke papir, der hverken er stemplet eller tinglæst, har Peder Knudsen lovet at køre Christens gødning ud i både 1883 og 1884. Det kan tyde på, at Christen endnu ikke har anskaffet sig heste. I 1893 købte Christen en parcel af Hans Larsen Kristensen i Øster Vedsted. Parcellen kaldtes Vestermarken og kostede 660 kr. Sidst i 90´erne købte Christen igen et stykke jord. Det blev hans sidste jordhandel.

Christen skaffede penge til sine jordkøb på samme måde, som bønder altid gjorde på den tid. Han gik ikke til en bank. Den var kun til for byfolk. Nej, han gik til en gårdmand eller en købmand, der havde penge nok til at drive udlånsforretning, ligesom Mett Lasses havde gjort. Her kunne man få et lån mod at underskrive en panteobligation. På obligationen stod, hvor stort et beløb, man havde lånt, hvilken sikkerhed, der var ydet, hvilken rentesats, der gjaldt for lånet, og til hvilke terminer, renterne skulle betales. I princippet var lånet afdragsfrit, og det kunne løbe til evig tid, hvis blot man sørgede for at betale sine renter til tiden. Lånet kunne dog siges op af långiveren, men så skulle det ske med det varsel, som var angivet på obligationen.

Da Christen havde købt Bjerrum, havde han udbetalt 1400 rdl. kontant. Restbeløbet, 200 rdl. havde Peder Borrig Lindbæk ladet stå i ejendommen mod en panteobligation. Den blev indfriet i 1875. Da var Peder B. Lindbæk død, så det var hans søn, Jannik Lindbæk, højskolemanden, som havde arvet gården, der kvitterede for lånet. I november 1871 lånte Christen 200 rdl. af købmand Anders Hansen i Ribe (Stockholm Simonsens forgænger).

Når Christen købte jord, blev jorden stillet som sikkerhed for det lån, som han optog i forbindelse med købet. I dette tilfælde, gav Christen ikke sikkerhed i jord, men han havde sin bror, Frands, og sin svoger, Jens Lassen, Harreslund, som kautionister. Der er derfor en vis sandsynlighed for, at lånet ikke er blevet brugt til jordkøb, men til ombygning og udvidelse af gården. Lånet hos købmanden blev indfriet i september 1873. Restbeløbet, 325 rdl. fra jordkøbet ved auktionen i Øster Vedsted i 1870, blev igen ved hjælp af en panteobligation stående som fast gæld i jorden. Det sidste afdrag på denne gæld blev betalt i 1879.

Da Christen i 1873 købte sig ud af sine arbejdsforpligtelser over for Peder Borrig Lindbæk for 150 rdl., skulle dette beløb afdrages med 25 rdl. om året. Christen betalte 25 rdl. i 1873 og resten i 1874. I december 1892 lånte Christen 1000 kr. af Hans Enemarks enke, Karen Bjerrum i Sdr. Farup, Præstevej 4. Dette lån blev indfriet i 1895. De 1000 kr. skulle måske have været brugt til at indfri Christens drøm om at købe resten af den del af Bjerrum Mark, der tilhørte Lindbæksminde. Som nævnt var Peder Borrig Lindbæk død i 1874. Sønnen, Jannik Lindbæk, havde aldrig interesseret sig for landbrug, og havde ladet sin farbror drive gården videre. Han døde imidlertid allerede i 1881, og fem år senere opgav Jannik Lindbæk gården.

I 1886 solgte han den for 84.000 kr. til Laust Pedersen Nissen, Sdr. Farup Vej 24 i Sdr. Farup. Laust blev et par måneder efter den handel gift med Ane Sophies søster, Maren Bejer (Lindberg) Lassen, og det blev hende, der fik skøde på gården. Maren Bejer var ikke interesseret i at beholde Lindbæksminde, og efter hvad Farfar har fortalt, forhandlede hun og Christen mere end én gang om Bjerrum Mark, og Christen mente, at han havde fået forkøbsret til en del af den. De kan have været så tæt på at have fået handelen i orden, at Christen har lånt pengene til den i december 1892. Hvorom alting er, så blev den handel aldrig til noget. Derimod blev forholdet mellem Maren Bejer og familien på Bjerrum ret køligt, men derom senere. I 1893 brugte Christen nogle af de penge, han havde lånt til at købe “Vestermarken” for, og i 1896 måtte han stiltiende se til, da Maren Bejer solgte Bjerrum Mark til sin søn, Las Lassen, Sdr. Farup Vej 42.

De første jordkøb, som Christen foretager, bliver betalt med rigsdaler, de sidste med kroner. Det hænger sammen med den møntreform, som de nordiske lande blev enige om at gennemføre i 1873. En rigsdaler blev da sat til 2 kroner.

Bortset fra afdragene på den handel, Christen havde lavet med Ribe kommune, var han en god betaler, når han havde lånt penge. Han sørgede for at få lånene afviklet i et imponerende tempo. Kun én gang oplevede han, at et lån blev sagt op. Det var Jannik Lindbæk, der d. 11. december 1875 – efter sin fars død, forlangte at få udbetalt restbeløbet af de 200 rdl., som Peder Borrig Lindbæk havde ladet stå i ejendommen, da Christen købte den. Jeg ved ikke, hvor stort restbeløbet var på det tidspunkt, da lånet blev sagt op, men Christen har ganske givet bragt det ned. Han har derfor kunnet betale restbeløbet uden at optage et nyt lån. Alle de øvrige obligationer indfriede Christen, inden de blev sagt op. Betalingen for at slippe for grøfterensning, tilsyn med kreaturer m.v. måtte Christen strække over seks år. Den sidste rate blev betalt ca. ét år efter, at aftalen var indgået.

Da Christen købte jord for sidste gang i slutningen af 90´erne, optog han for første og eneste gang et regulært lån i et pengeinstitut. Han fik et lån på 2000 kr. i Spare- og Lånekassen for Ribe og Omegn.

Selv om Christen aldrig opnåede at få Bjerrum Mark, som han havde ønsket sig, så havde han i løbet af knap 30 år fået købt betydelige arealer af anden god jord. “Den døve i Bjerrum”, som han blev kaldt, havde klaret sig godt. Han var nu ikke længere en “lille” husmand. Faktisk havde han jord nok til at kalde sig gårdmand. Den titel brugte han dog ikke. Det vigtigste for ham var, at han havde nået sit mål: at blive selvstændig bonde i marsken.

KONEN I HUSET.

Da Christen valgte Ane Sophie til kone, kunne han dårligt have valgt bedre. Hun blev ham en god kone i enhver tænkelig henseende. Når Christen klarede sig så godt på Yder Bjerrum, som han gjorde, var det mindst ligeså meget hendes som hans fortjeneste. Hun blev en god mor for deres børn, og var en kolossal støtte for ham både i det daglige arbejde og i økonomisk henseende.

Hvor megen direkte indflydelse, hun har haft på styringen af familiens økonomi, ved jeg ikke. Hun har jo nok ikke fået lov til at styre den helt og holdent, for det gjorde manden dengang. Der er intet, der peger i retning af, at Christen ikke kunne klare den opgave, men der er meget, der tyder på, at Ane Sophie havde kunnet gøre det endnu bedre. Hvis det er tilfældet, er hun ikke den første kone i historien, der har haft mere forstand på penge, end manden. Ane Sophie havde forstand på penge, og hun havde garanteret aldrig skrevet under på den købekontrakt, som Peder Borrig Lindbæk fik Christen til at underskrive. Men hun kom til at tage sin del af følgerne ved den.

Jeg kan dårligt forestille mig, at Ane Sophie har råbt hurra, da hun fik at vide, at hun skulle være kone på Yder Bjerrum. Hun jublede heller ikke, da hun og Christen i foråret 1868 flyttede ind. Tværtimod. Da hun så, hvor lille og forfaldent, hvor forsømt og beskidt huset var, satte hun sig ned og tudbrølede. “Huset var så elendigt og utæt, at musene kunne løbe ud og ind under dørtrinet,” fortalte hun mange år senere Farmor og så fortsatte hun, “og af alt det skidt, der lå, kunne man se, at de aldrig tog træskoene af.

Det nyttede ikke noget at tude, så Ane Sophie smøgede ærmerne op og tog fat. Hun fik muget ud og gjort rent, fik deres møbler stillet på plads og fik huset gjort beboeligt. Udenfor tog Christen fat med både murske og andet værktøj. Han fik de skæve døre rettet op, fik de værste utætheder tætnet og fik glasstumperne i vinduerne skiftet ud med hele ruder. De fik et hjem ud af det, og de kunne bo der, men glade for det var de ikke. Huset var stadig lille og ringe.

Hvor lille, det helt præcist var, ved jeg ikke. På et matrikelkort kan man se, at der kun var én længe, og Far har altid sagt, at der kun var nogle få “fag huse”, som rummede både beboelsen og en stald. Et fag var oprindeligt mellemrummet mellem to lodrette stolper i bindingsværksbyggeri. Senere blev det udtryk for den afstand, der var mellem tagspærene. Spærene blev anbragt på muren midt imellem to vinduer. Et fag blev således afstanden fra midten af muren på den ene side af et vindue (eller en dør) til midten af murværket på den anden side. Denne afstand kan variere fra egn til egn, men er ofte ca. 1,70 meter. Et hus på f. eks. 6 fag har således været ca. 10 meter langt. Jeg kan dårligt forestille mig, at huset i Yder Bjerrum har været større, måske snarere tværtimod. Det var ikke meget, når det skulle rumme både en familie og en besætning på et par køer, nogle stude, et par kalve og mindst én gris foruden hø og korn.

De første år, Christen og Ane Sophie boede i Bjerrum, fortsatte han med at gå ud som arbejdsmand eller daglejer. Ganske vist havde Christen både sin egen jord og sine arbejdsforpligtelser over for Peder Borrig Lindbæk at passe. Men det var ikke nok for ham, og derfor fortsatte han – i hvert fald i perioder – med at arbejde for fremmede. Ane Sophie har så måttet tage sig af det meste af arbejdet derhjemme. Det har nok også været hende, der har slået vand op til Peder Borrig Lindbæks kreaturer.

Men hverken dette arbejde eller de få tønder land, det lille hus og det beskedne husdyrhold, de selv havde, kunne fylde Ane Sophies dag. Hun havde alt for megen tid, var alt for meget overladt til sig selv, overladt til at længes. Hun har fortalt Farmor meget om, hvordan hun oplevede den første tid i Bjerrum, om, hvor ensom hun var og om, hvor forfærdeligt hun længtes hjem. Når hun gik uden for huset, kunne hun i stille vejr høre alle lydene oppe fra Sdr. Farup, vogne, der rumlede, smeden, der hamrede, folk, der råbte. Hun kunne høre mennesker.

Det var værst i de stille sommeraftener, hvor hun kunne høre børnene lege og de unge more sig, mens hun måtte gå mutters alene, udelukket fra det fællesskab, som hun var vokset op i, og som var så svært at være foruden. Når længselen blev for voldsom, tog hun træskoene i hænderne og benede igennem engene hjem til Lindberg. Der kunne hun så sidde et par timer og lade op, så hun kunne holde ud at længes igen.

Det nye Bjerrum.

Fra første færd var Ane Sophie og Christen enige om, at huset skulle bygges om og udvides, så snart det kunne lade sig gøre, dvs. så snart, de mente at have råd til det. Det er rigtigst at udtrykke det på den måde, for de kunne sandsynligvis have gjort det straks, de var flyttet derud. Der er intet, der tyder på, at handelen med Lindbæksmindebonden havde blanket dem af til skindet. Christen og måske også Ane Sophie havde penge med sig, da de flyttede til Bjerrum. Men de skulle gemmes til at købe jord for.

Jeg har forgæves ledt og skrabt for et finde taksations- og forsikringsprotokoller, der kunne sige noget om, hvornår de gik i gang med bygge i Bjerrum. Jeg holder mig derfor til et kvalificeret gæt, nemlig 1871-72. (se endv. si. 54). Da de havde fået mere jord efter auktionskøbet i 1870, har de kunnet holde flere dyr end det par stykker, de havde fra begyndelsen. Det har derfor været nødvendigt for dem at få mere staldplads.

Det var dog ikke bare i stalden, Ane Sophie og Christen havde brug for mere plads. Deres første barn var blevet født i 1869, og i 1871 var der umiskendelige tegn på, at familien snart ville blive forøget igen. Derfor har de gjort deres pladsbehov op, talt deres dalere, lånt yderligere 200 rigsdaler af købmand Anders Hansen i Ribe og er gået i gang med byggeriet. De fleste af byggematerialerne købte de i Ribe. Da de ingen heste havde, måtte de selv fragte dem hjem. Leonhardt har fortalt, at Christen og Ane Sophie havde en stor slæde. Den læssede de mursten og tømmer på og trak så selv læs efter læs hjem til Bjerrum. Det var om vinteren, så de kunne trække slæden på åen, der var frosset til.

Havde de boet småt før, så byggede de stort nu. Igen et tegn på, at de ikke har været helt uden midler. Byggeriet blev udformet som en vinkelbygning med et stort stuehus i den ene længe og stald og lade i den anden. – Jeg ved ikke, om det gamle hus er blevet sat i stand og er gået med ind i byggeriet, eller om det simpelthen er blevet fjernet. Ved siden af stuehuset fyldte stalden og laden ikke ret meget. Der var dog væsentligt mere plads i den nye stald end i den gamle. Som nævnt i forbindelse med Faruplund havde man dengang ikke det samme behov for staldplads som i dag, og i hvert fald ikke i Yder Bjerrum. Produktionen var først og fremmest lagt an på stude. De blev fedet op i løbet af sommeren og solgt om efteråret. De optog altså ikke staldpladsen. Om vinteren var der i stalden kun nogle få køer, og en del studekalve, der skulle fedes op den følgende sommer foruden et par svin og nogle høns, der havde helårsbeboelse i stalden.

Jeg tror ikke, at Christen dyrkede korn med salg for øje. Han har sandsynligvis kun dyrket det, de selv skulle bruge til foder og til rugbrød. Altså behøvede han ikke nogen stor lade. Men en tærskelo skulle han have, hvor han kunne bruge sin plejl, og det fik han da også. I tærskeloen var der ikke noget loft. Den havde porte i begge ender, så man kunne køre igennem den, når man kørte hø og korn ind. Det vigtigste foder for dyrene var hø, og det fyldte meget. Loftet over begge længer blev sat til med hø. Når der ikke kunne proppes mere ind på lofterne, blev der lagt slydbjælker (løse bjælker) ud over tærskeloen, så der også kunne være hø oven på dem. Høet over slydbjælkerne skulle bruges først, for ellers var der ikke plads til at svinge plejlen, når der skulle tærskes.

I stuehuset var der ud mod gårdspladsen et stort bryggers med gruekedel, bageovn og plads til smørkærning og ostefremstilling. Der var klinker på gulvet. Fra bryggerset var der adgang til stalden, til et kammer og til køkkenet. Der var ikke vand i bryggerset. Det måtte de hente ved den store pumpe, der stod udenfor på gårdspladsen. Køkkenet, som var ret stort, vendte ligesom bryggerset mod gårdspladsen. Det samme gjorde forstuen og den ene stue. Fra køkkenet kunne man gennem en lem komme ned i en temmelig stor kælder. Der stod saltbaljen med det saltede flæsk, der var andre madvarer, og der opbevarede Ane Sophie sin fløde, indtil hun havde en passende portion til smørkærnen.

Til den modsatte side, mod haven, vendte den anden stue, sovekammeret og to kamre. Når Farfar beskrev huset, fremhævede han altid, at der var “fjællegulv” (trægulv) i stuerne. På den tid var der endnu lerstampet gulv i mange huse. Der kom ikke en rigtig kvist på huset, som der var på Faruplund og mange andre gårde i Sdr. Farup. Men en lille knast med en attengaf kom der dog over døren til forstuen. (En attengaf er en luge, som man brugte, når man skulle forke hø ind på loftet). Hele herligheden var naturligvis tækket med tagrør, som der må have været let adgang til på den egn. Ane Sophie og Christen må have haft en heldig hånd med indretningen af stuehuset, for der er ikke blevet ændret ret meget ved den siden, hverken af dem selv eller de næste to generationer, der kom til at bo i det.

Krokonen.

Stuehuset i Bjerrum var fyrsteligt stort, når man sammenligner det med stuehuse på andre husmandssteder fra den tid, f eks. de mange ejendomme, der blev bygget på heden. Jeg kan dårligt forestille mig, at Ane Sophie og Christen har bygget stuehuset så stort af bare forfængelighed eller storagtighed. Nej, det har været en erhvervsmæssig investering. Farfar har ofte fortalt, at der altid har været kro på Bjerrum. Når skibene kom ude fra havet undervejs ind til Ribe, lagde de ofte til ved Bjerrum for at kaptajnen kunne gå i land, få sig en bid brød og en dram og så fortsætte turen til Ribe i hestevogn. Han slap så for den langsommelige tur med skibet gennem de store og mange slyngninger, der var på åen mellem Bjerrum og Ribe. Nu var det imidlertid begrænset, hvor mange skibe, og dermed hvor mange kaptajner, der skulle til Ribe. Det alene har i hvert fald ikke givet grundlag for noget krohold. Men med den beliggenhed, Bjerrum havde, kan man godt have profiteret af skibsfarten på anden måde, som jeg senere skal vende tilbage til.

Den vigtigste indtægtskilde i forbindelse med krovirksomheden har nok været de høsletsfolk, der hver sommer arbejdede på Mandø Hølade (Mande Hjølle) og Ribe Holme. Fra gammel tid har der været en tradition for, at de besøgte Bjerrum for at blive beværtet. Selv om det gamle hus i Bjerrum var lille og forfaldent, har folkene, der har boet der, let kunnet sælge nogle kaffepunche og dramme “ud af huset”, for der har ikke været plads til ret mange gæster indendørs.

I en artikel om Yder Bjerrum fra begyndelsen af 1940´erne står der, at byhistorikeren, byarkivar Termansen, Ribe, har fundet frem til, at der havde været kro i Bjerrum næsten lige så længe, som der havde været bebyggelse. Da Ane Sophie og Christen flyttede derud, har denne virksomhed ikke været særligt omfattende, og den har været meget sæsonpræget. Det ville Ane Sophie lave om på. Hun havde fået øje på nogle muligheder, og dem ville hun udnytte.

Hun havde lagt mærke til, at borgerskabet inde i Ribe var begyndt at tage på familieudflugt om søndagen. Endvidere var der foreninger og klubber, der arrangerede udflugter for deres medlemmer. De kunne lige så godt tage til Bjerrum som et andet sted. Hun ville genoplive kroen i Bjerrum. Men med det publikum, som hun satsede på, måtte hun have plads og pæne omgivelser, og det er nok forklaringen på det forholdsvis store stuehus i Bjerrum. Hvordan hun har fået Christen med på disse planer, melder historien intet om, for han var i hvert fald ikke interesseret i at blive kromand, og han fik da heller ikke ret meget med den virksomhed at gøre. Den klarede Ane Sophie selv. Hun blev krokone.

Hendes plan lykkedes. Selv om vejen til Bjerrum var mildest talt elendig, kom der folk, først og fremmest fra Ribe, men også fra Øster Vedsted og de andre landsbyer i nærheden. Ind imellem kom der gæster helt fra København. På den tid tog studenterne ofte på “eventyr på fodrejse”, og den bragte dem somme tider til Bjerrum. Det betød ikke, at Ane Sophie svigtede sit gamle publikum, høsletsfolkene. De blev ved med at komme; men da slåmaskinerne omkring århundredeskiftet afløste leerne, blev der færre af dem. Til gengæld var der en del af dem, der fandt ud af, at det var et godt sted at bo. De kunne få kosten hos Ane Sophie og for en ringe betaling overnatte på høloftet, i loen eller ganske gratis udenfor i høstakkene.

Mens høfolkene var gode kunder i en kort periode hvert år, var det borgerskabet fra Ribe, der blev det stabile kundegrundlag. Det var lærere fra katedralskolen, eller latinskolen som den normalt kaldtes, embedsmænd fra stiftsamts- og herredsforvaltningen, købmænd, urtekræmmere og håndværkere, der kom med deres familier. De kunne leje hestekøretøjer inde i byen, og i dem skrumplede de så gennem landskabet ud til Bjerrum. En god søndag kunne der holde adskillige landauere og charabancer på gårdspladsen. Mens Christen hjalp kuskene med at spænde hestene fra (så meget var han dog med i virksomheden), gik familierne en tur til havet. Når de kom tilbage derfra, var de sultne og skyndte sig derfor ind til Ane Sophies kaffebord. De var gode kunder, og de svigtede ikke engang om vinteren. Når vejret var til det, travede eller kørte mændene tit til Bjerrum for at spille kort og drikke toddyer.

Kroen blomstrede, og den modstod alle stormløb fra afholdsbevægelsen, som dengang var meget aktiv, og som fik mange kroer lukket. Jeg kan dårligt forestille mig, at afholdsbevægelsen hvervede mange medlemmer i Sdr. Farup og Vester Vedsted. På trods af det kom de resultater, som bevægelsen nåede, alligevel til at spille ind her som alle andre steder i landet. Afholdsbevægelsens vigtigste resultat var nemlig, at den var med til at ændre folks drikkevaner. Bevægelsens indsats, som blev fulgt op af en forholdsvis hård spiritusbeskatning, fik folk til både at drikke mindre og til at lægge forbruget om fra brændevin til øl. Denne udvikling blev skæbnesvanger for mange kroer og beværtninger, også for kroen i Sdr. Farup og Vester Vedsted. De måtte begge dreje nøglen. Men Bjerrum klarede sig.

Langt tilbage i tiden er der sandsynligvis en forbindelse mellem vores familie og Lassen-familien. I 1760 blev Las Hansen gift med Bodil, datter af Laurids Michelsen, som formentlig er i familie med vore stamfædre. Maren Bejer og Jens Lassen boede på Harreslund, og her blev deres otte børn født. Kort før den yngste blev født i 1879, døde Jens Lassen. I 1886 fandt hun sammen med en enkemand, Laurids Pedersen Nissen, der også havde en gård i Sdr. Farup. Inden de blev gift, købte de Lindbæksminde, Sdr. Farup Vej 24, og ejede dermed tre af de største gårde i Sdr. Farup. I 1887 søgte og fik Maren Bejer kongelig bevilling til at lægge de tre gårde sammen. Gårdene havde tilsammen 18 tønder hartkorn, en helt usædvanlig koncentration af jordegods på den egn.

Maren Bejer udnyttede imidlertid ikke den bevilling, som kongen havde givet hende. På den tid var der igen en landbrugskrise, der kradsede, og hun har måske fundet tidspunktet for dårligt til at kaste sig ud i stordrift. Da Laurids P. Nissen døde i 1893, gav Maren Bejer sig i stedet til at sælge ud af sit gods. Det var ved den lejlighed, Christen havde håbet at få en solid bid af Bjerrum Mark.

Da Maren Bejer havde lagt ægtemand nr. to i graven, var hun 54 år. Hun havde dog fortsat mod på tilværelsen, og som den livs- og handlekraftige dame, hun var, giftede hun sig igen i 1894, denne gang med en avlsbruger i Ribe. Man skulle tro, at Maren Bejer havde nok i al sin jord og sine penge. Men nej, hun havde den samme energi og sans for forretninger som søsteren i Yder Bjerrum. Da Maren Bejer havde set den gode krovirksomhed, som Ane Sophie havde fået, ræsonnerede hun som så: So ein Ding, muss ich auch haben ! Hun ville også lave sig en krovirksomhed, og hvad værre var, hun ville lave den i Bjerrum, for det var jo der, folk kom. Det skulle være en smal sag for hende at konkurrere søsteren ud. Hun havde jord i Bjerrum, og hun havde penge til at bygge endnu bedre, end Ane Sophie og Christen.

Da Maren Bejer så yderligere fandt ud af, at Ane Sophie drev virksomheden uden at have bevilling, forsøgte hun – efter Fars beretning – først at true hende til at lukke, og da det ikke lykkedes, meldte hun Ane Sophie og Christen til herredsfogeden for at drive krohold uden bevilling.

I næringsprotokollen for Ribe herred kan jeg ikke se, at der på noget tidspunkt i 1800-tallet er givet en bevilling til krohold på Yder Bjerrum. Det vil sige, at kroen der ret og slet har været en smugkro – i juridisk forstand. I den sidste halvdel af 1800-tallet slog myndighederne normalt hårdt ned på folk, der drev beværtning eller solgte brændevin uden bevilling og dermed uden at betale brændevinsafgift. Når det ikke er sket i Bjerrum, skyldes det nok, at krovirksomheden har været så ringe og så sæsonpræget, at myndighederne ikke har regnet den for noget.

Det blev derimod en anden sag, da Ane Sophie fik virksomheden til at blomstre. Hun og Christen burde have søgt bevilling, og nu da de var blevet meldt til herredsfogeden for ulovligt beværteri, stod de faktisk til både tugt-, rasp- og forbedringshus. Det gik dog ikke så galt. Det var i de gode, gamle dage, da embedsmændene somme tider kunne knibe det ene øje i og glemme paragrafferne, når de syntes, det var nødvendigt og fornuftigt.

Herredsfoged Pontoppidan hørte til Ane Sophies stamgæster. Han var derved kommet til at kende både hende og Christen. Han må oven i købet have syntes om dem, for han hjalp dem ved flere lejligheder i juridiske spørgsmål. Da Pontoppidan så, hvad der var under opsejling, gik han til Christen og gav ham besked om straks at søge bevilling til at drive krohold. Han har sandsynligvis selv hjulpet ham med at udforme ansøgningen. Sagen blev behandlet ekspedit. Herredsfogeden skaffede Christen og Ane Sophie en foreløbig bevilling, som nogle måneder senere blev afløst af en rigtig. I et brev, dateret den 23. april 1894, fik Christen følgende meddelelse fra herredskontoret:

Ribe Stiftamt har under 17. d. m. meddelt mig en skrivelse fra indenrigsministeriet af 14. s. m. sålydende: I anledning af det med amtets påtegnede erklæring af 3. d. m. modtagne andragende er der under d. d. herigennem af mandatum og uden betaling udfærdiget en bevilling for gårdejer Christen Thygesen til i den ham tilhørende ejendom, Yderbjerrum kaldet, i Sønder Fardrup, V. Vedsted sogn, indtil videre at drive gæstgiveri (Krohold) blandt andet imod, at han på dette næringsbrug erhverver næringsbevis, hvilket for at bevillingen skal holdes i kraft, må være løst senest 3 måneder fra d.d. at regne. ………

Forandstående meldes herved tjenstligt til behagelig efterretning og videre fornøden bekendtgørelse for bevillingshaveren, hvem den ovennævnte ekspedition, som hoslagt følger, bedes tilskikket, såvelsom for vedkommende sogneråd.

Dette brev er et pragteksemplar på kancellistil. Ane Sophie og Christen har sikkert skullet tage tilløb flere gange, inden det er lykkedes dem at komme igennem det og fatte indholdet. Da det gik op for dem, hvad der stod i brevet, har de sikkert trukket vejret lettet, og har igen kunnet sove roligt om natten. Nu var papirerne i orden.

Maren Bejer fik aldrig gjort alvor af at etablere sig som konkurrent i Bjerrum. Det har sikkert ikke været Christens bevilling, der har afholdt hende fra det; men ved hendes anden ægtemands død og hendes nye giftermål har hun vel fået andet at tænke på. I øvrigt fik hun sine ønsker om at blive værtshusejer opfyldt i Ribe. Der blev hun nemlig ejer af en beværtning i Hundegade. Den blev i mange år kaldt “Hundehuset”. Maren Bejer døde i 1919 og blev begravet på kirkegården i Vester Vedsted. Hun har fortsat mange efterkommere på Ribeegnen.

De to Lindberg-søstre har sikkert ikke haft det særlig hyggeligt med hinanden efter kroaffæren. Den har måske også været medvirkende til, at Christens jordhandel med Maren Bejer ikke blev til noget. Maren Bejer havde forbrudt sig mod søster- og for den sags skyld også mod svogersolidariteten, og der skulle gå mange, mange år, inden den forseelse blev glemt i vores gren af familien.

Maren Bejer må have været en spændende person. Et fotografi, der er taget af hende i halvtredsårsalderen, viser hende som en myndig og statelig kone. Hun var godt begavet. Da hun gik til præst, vurderede præsten hendes evner til mg+. Det var de færreste konfirmander, der fik en så høj karakter. Gennem sine ægteskaber blev Maren Bejer meget velhavende, og med sin gode begavelse forstod hun at forvalte formuen på bedste måde. Maren Bejer blev dog ikke forskånet for store sorger. Ikke alene døde hendes ægtemænd fra hende, hun mistede også mange af sine børn. En af hendes døtre, der boede lige syd for 1864-grænsen, havde otte sønner. De blev tvunget med i første verdenskrig på tysk side, og de faldt alle.

Indenfor Ane Sophies gren af familien har sympatien for Maren Bejer aldrig været overvældende stor. Det har nok også påvirket min skildring af hende. Én fra hendes egen gren ville sikkert have tegnet et smukkere portræt af hende. Men blod er tykkere end vand, og ondt blod holder sig længe. Da jeg gik på Katedralskolen fra 1948-51, lærte jeg to af Maren Bejers oldebørn at kende, et par utroligt søde piger, som jeg havde megen fornøjelse af at kende. Farfar og Farmor sagde vel aldrig noget direkte nedsættende om dem, men de opfordrede mig i hvert fald ikke til at dyrke bekendtskabet.

Farfar har altid lagt vægt på at omtale kroen i Bjerrum som et pænt sted med et nobelt publikum. Det har det sikkert også været, men ind imellem kunne der godt være et par gæster, der fik en så stor kæp i øret, at den indvirkede faretruende på balanceevnen. – Herregud, når man sad hyggeligt og rart indendøre, og kaffepunchene og toddyerne var gode, ja, så måtte den ene genstand jo trække den næste med sig. I sådanne tilfælde optrådte Ane Sophie som den ansvarlige krokone. Leonhardt har fortalt, at hans mor, Ane, ofte er vågnet om aftenen og har set Ane Sophie gå efter sådan et par, når de skulle hjem. Hun fulgte efter dem i behørig afstand. Først når hun havde set, at de var kommet velbeholden forbi Kværnstenen, hvor vejen gik farligt tæt ved åen, vendte hun om og gik hjem til oprydningen og opvasken. Ane Sophie spandt ikke guld på sin krovirksomhed, men den var med til at sikre en beskeden velstand på Bjerrum.

Far, mor og børn.

Af Christens søskende boede to, Frands og Bodil Margrethe, i Sdr. Farup. De to sidste, Jesper og Thomas Peter, der begge var landmænd, var flyttet til henholdsvis Tjæreborg og Jerne. Om de tre, der var forblevet i Vester Vedsted sogn, må man i sandhed sige, at de efterlevede skriftens ord om at blive frugtbare og mangfoldige. Frands og hans kone, Dorthea Bjerrum, fik ni børn. Samme antal fik Bodil Margrethe, der var gift med Ane Sophies halvbror, Hans Andersen Lindberg.

Ane Sophie og Christen har sandsynligvis ikke haft noget bevidst ønske om at slå rekorden, men de blev faktisk forældre til ti børn. Ane Sophie og Christens børn:

1. Kirstine, født d. 16. februar 1869. Død i 1874.
2. Dødfødt pige, født d. 6. februar 1871.
3. og
4. Dødfødte tvillinger, født d. 3. november 1871.
5. Petrea Barbara Augusta, født d. 27. november 1872.
6. Kirstine, født d. 15. august 1875.
7. Thyge Jesper, født d. 31juli 1877. Død samme år.
8. Thyge Jesper, født d. 2. januar 1879.
9. Ane Marie, født d. 1. november 1881.
10. Anders Jessen, født d. 27. maj 1884.

Kun fem af børnene i Bjerrum levede og blev voksne. Det er altid forfærdeligt for forældre at miste deres børn, og det må have været slemt for Ane Sophie og Christen at få tre dødfødte børn og derefter miste den lille Kirstine. I vore dage kan man høre nogle hævde, at forældre dengang ikke sørgede så meget over de børn, der døde, fordi de var vant til, at børnene kunne dø. Jeg tror ikke, dén påstand er rigtig. Det vil altid føles grusomt og urimeligt at miste et barn, og sådan har Ane Sophie og Christen også oplevet det. Men de havde et anderledes forhold til døden, end vor tids mennesker. Døden var dengang en langt mere nærværende realitet end i dag.

Både Ane Sophie og Christen havde haft søskende, der var døde som små, deres søskende på Harreslund og Faruplund havde også mistet nogle af deres børn, Maren Beier Lassen fem og Frands to, og Christens farbror, Laurids Jespersen, der også boede i Sdr. Farup, mistede ni af sine ti børn. Døden var en hyppig gæst, og hver gang den kom, fulgte sorgen med, ikke mindst når døden hentede sit bytte blandt børn og unge. Man kendte både døden og den dybe sorg. Men livet var trods alt vigtigere end døden, og netop fordi døden kom så tit, kunne man hverken lade den eller sorgen sætte alt i stå. For Ane Sophie og Christen skulle livet også gå videre, og tilværelsens barske krav gav dem ikke lov til at give sig hen i sorgen over de mistede børn på samme måde, som vi er tilbøjelige til i dag.

Ane Sophie og Christen fulgte traditionen med at give børnene navn efter nære familiemedlemmer. Den ældste pige blev opkaldt efter farmoderen, Kirsten (= Kirstine), den næstældste efter mormoderen, Petrea Barbara Augusta, den ældste søn efter farfaderen, Thyge, og den næstældste efter morfaderen, Anders Jessen. Denne navngivning er lige efter bogen. Hvem den yngste datter, Ane Marie, er opkaldt efter, er svært at sige, muligvis Christens søster, der døde som spæd. I øvrigt går navnene An(n)e og Marie igen i både Christens og Ane Sophies familie.

Ved børnenes dåb fulgte Ane Sophie og Christen også traditionen med hensyn til at vælge nære familiemedlemmer som faddere. Her møder vi både Christens og Ane Sophies søskende, deres ægtefæller og børn. Fjernere familiemedlemmer, naboer og gode venner optræder dog også.

Med børnene kom der liv til Bjerrum, og Christen og især Ane Sophie fik endnu mere at se til. Dengang var alt det med børn noget, som konen skulle tage sig af. Sådan har det nok også været i Bjerrum. Men måske ikke helt så udpræget som andre steder. Der skete nemlig noget med Christen, da han blev far. Indtil nu havde Christens liv været arbejde, arbejde, arbejde; men da der kom til at ligge en lille pige i vuggen, fik hans tilværelse pludselig en ny dimension.

Ane Sophie fandt ham tit inde ved vuggen, og hun hørte ham sidde og synge og brumme og snakke til den lille. Da Kirstine begyndte at gå, tog han hende i hånden, og sammen gik de ud og så på verden. Snart kom der en ny lille i vuggen, og snart havde Christen et barn ved hver hånd, når han gik ud. Ane Sophie undrede sig. Sådan havde hun aldrig før oplevet Christen. Børnenes evne til umiddelbart at give sig hen, til at holde af; til at godtage uden forbehold smeltede noget af den skal, han havde kapslet sig ind i. Det var som om det indesluttede, det mistroiske og det påtaget hårde gled af ham, når han var sammen med sine børn.

Sammen med børnene var han lykkelig. Han gik tur med dem, havde dem med i sit arbejde, sang og fortalte for dem, fortalte bl. a. alle de historier, som jeg nu har gengivet. Christen har fortalt og forklaret, og børnene har suget til sig. Ungerne på deres side har snakket og pludret og peget og let, og Christen har ikke kunnet høre noget af det. Så længe børnene var små, accepterede de dette som en del af naturens orden. De havde det trygt og godt sammen med deres far.

Christen havde nogle gode år, mens børnene var små. Da de blev større, blev forholdet til dem af og til noget anstrengt. Børnene i Bjerrum har nok ikke været anderledes end andre børn, som med alderen bliver kritiske over for forældrenes særheder. Og særheder havde Christen, sin forandring til trods, sandt for dyden nok af.

Den værste var hans tunghørighed. Den gjorde det svært for børnene at tale med ham; det var svært for dem at huske, at han altid skulle kunne se deres mund, når de talte til ham. Det var svært for dem at forstå, at han ikke svarede dem, når de spurgte ham om noget. Det var svært for dem at acceptere, at han altid slæbte rundt med en kæmpemæssig messingtragt, en høretragt, når han var sammen med andre mennesker. Dertil kom, at Christen var mindst ligeså egensindig og stridbar, som de værste af os i dag. Igen en familiesvaghed. Det tungsind, som havde plaget ham en del i hans yngre år, kunne fortsat komme over ham, selv om det skete stadig sjældnere.

I alle de konfliktsituationer, der opstod mellem Christen og hans halvstore børn, var det naturligvis Ane Sophie, der måtte mægle og vogte freden, en rolle, som mange koner, der har været eller er gift med Christens efterkommere sikkert kan nikke genkendende til. Der var nogle år, der må have været strenge for både børnene og Ane Sophie, men trods alt har de nok været værst for Christen. Hele livet igennem holdt han næsten urimeligt meget af sine børn, og i de tilspidsede situationer har han på grund af sit handicap følt sig hjælpeløs og afmægtig. Efterhånden som børnene voksede sig ud af rabalderalderen, fik de alle det bedste forhold til deres far. De holdt af ham og respekterede ham som den, han var.

Skal jeg beskrive Ane Sophie, får jeg brug for alle superlativerne. Jeg har fortalt om hendes energi, foretagsomhed og hendes økonomiske sans. Men det giver langtfra hele billedet af hende. Hun var: mild, varm, åben, udadvendt, sjov, rap i replikken, festlig at være sammen med. Hun skabte fest og glæde omkring sig. Hun havde temperament. Blev der ramlet en lussing ud til et af børnene, kom den fra hende, meget sjældent fra Christen. Modsætninger mødes, siger man. Det gjaldt i hvert fald for Christen og Ane Sophie. Med den temperamentsforskel de havde, må det af og til have tordnet og gnistret gevaldigt imellem dem. Men efter tordenen kommer regnen, der er fuld af grøde, og den må de have forstået at udnytte.

Ane Sophie ejede festens gave. I den isolerede verden langt fra naboer og venner, som Bjerrumfamilien levede i, vidste hun, at det var nødvendigt med ritualer i tilværelsen, og over disse ritualer skabte hun festen. Hun gjorde børnenes fødselsdage, som man ellers ikke gjorde noget særligt ud af dengang, til festdage. Hun fik Christen til at snitte heste og køer, at lave gyngeheste og dukkesenge af drivtømmer, som de kunne finde nok af på stranden. Engang snittede han til Farfar et par skøjter, som han fik smeden til at sætte jern under. De blev bundet fast til træskoene med snore.

Selv syede Ane Sophie dukker og dukketøj som fødselsdagsgaver. Selv om gaver er vigtige for børn på fødselsdagen, var festen nok det bedste. Og festen var i det ydre såre beskeden. Ikke noget med gæster eller særlig fin mad. Men ud af næsten ingenting skabte Ane Sophie en fest, som satte lille Anders, Thyge eller Ane eller, hvem der nu havde fødselsdag, i centrum og lod dem forstå, at de var værd at holde fest for.

Ane Sophie gennemtrumfede, meget imod Christens vilje, at også de skulle markere årets væsentlige arbejdsbegivenheder på gården. På gårdene i Sdr. Farup, plejede man at holde “opskørsgild”, når det sidste korn var høstet, og man holdt høstgilde, når alt kornet var i hus, og “mushøtt”, når plejlen havde banket kernerne af det sidste neg i laden. Christen mente ikke, der var nogen grund til at gøre noget ud af disse begivenheder i Bjerrum, men det syntes Ane Sophie, og så holdt familien fest med sig selv. Farfar har fortalt om, hvor meget disse festdage betød for ham og hans søskende. De brød den ensformighed og isolerethed, som de måtte leve med til daglig.

Krogæsterne og besøgene af familiemedlemmerne fra Sdr. Farup lyste også op. Men bedst var det dog, når de selv tog på besøg hos farbrødre, morbrødre, onkler, tanter, fætre og kusiner i Sdr. Farup. Der var nok at vælge imellem. Mest kom de nok på Lindberg, Ane Sophies hjem. Den havde hendes yngste bror, Ocksen, og hans kone Mariane overtaget i 1873, Sdr. Farup Vej 36. Ocksen blev én af de få rigtige venner, som Christen fik. Ham kunne han tale med og søge råd hos, når han havde behov for det. Døren på Lindberg stod altid åben. Det venskab, som dengang opstod mellem familien i Bjerrum og familien på Lindberg, er blevet ført videre af de næste generationer. Gården Lindberg blev for børnene fra Bjerrum deres andet hjem. De elskede at besøge Ocksenmorbror og Mariane-Most. (I Sdr. Farup blev “morbror” og “most(er)” hængt direkte i slutningen af navnet i stedet for at blive sat foran. Jeg ved ikke, om det er en sønderjysk skik eller en helt lokal skik).

Mellem festdagene var der hverdage, og dem var der flest af. Da skulle der arbejdes, og børnene fik også lov til at bestille noget, så snart de kunne. De blev dog ikke sendt ud at tjene hos fremmede, inden de blev konfirmeret. Det var jo ellers meget almindeligt for børn fra husmandssteder og smågårde. Det er igen et tegn på, at der ikke har hersket armod i Bjerrum. Efterhånden som Christen fik købt stadig mere jord, og Ane Sophie fik gang i krovirksomheden, var der nok at tage fat på for både drengene og pigerne.

Jeg har aldrig hørt om, at Ane Sophie og Christen havde tjenestefolk, men det må de have haft på deres gamle dage, da ingen af deres børn var hjemme og kunne hjælpe dem. Især Ane Sophie må have haft brug for hjælp, for det var ikke småting, hun skulle klare. Ud over det almindelige konearbejde med at holde hus og tage sig af børnene – og for hendes vedkommende også kroen, skulle hun passe fårene, hønsene og de mange gæs og ænder, som de altid havde. Hun skulle klippe fårene, vaske ulden, karte og spinde den og siden forvandle den til trøjer, huer, strømper, vanter og meget mere til hele familien.

Det var også hende, der skulle kærne smør og lave ost. Ane Sophies oste var meget efterspurgte af Ribeborgerne. De har nok ikke vidst, hvordan Ane Sophie sørgede for, at hendes oste fik en ganske særlig smag. Efter at ostene havde ligget en tid i kælderen, pakkede hun dem ind i et stykke klæde og gravede dem ned på et godt saftigt sted i nærheden af møddingen. Der lå de så og modnede en tid, blev så gravet op igen og vasket af i rom ! Med de få køer, de havde i Bjerrum, er det begrænset, hvor mange oste, det kunne blive til og hvor meget smør, der har været at kærne. Noget må der dog have været, for Leonhardt har fortalt, at Ane Sophie ret tidligt anskaffede sig en hånddrevet centrifuge, noget børnene var meget stolte af, for det var ikke i ethvert hjem, man havde sådan et moderne maskineri.

Det var også Ane Sophie, der måtte slagte ænderne og gæssene og plukke dem. Hun gemte ikke alene ændernes og gæssenes dun, der kunne gøres i penge, men hun tog også fjerene med. De lange vinteraftener måtte børnene sidde og klippe fanerne af fjerribberne. Ribberne duede ikke til noget, men resten gjorde; den blev blandet med de rigtige dun og afsat til en købmand i Ribe. Ane Sophie var selv både marketings- og salgsdirektør for sine produkter Hun var god til at handle og “mand” for at få de rigtige priser for varerne. Hendes varer må have været i orden, for efterhånden fik hun faste aftagere til både smørret, dunene og de andre Bjerrum-produkter.

Her, mere end hundrede år senere er det umuligt at give et korrekt og fuldgyldigt billedet af familielivet i Bjerrum. Det billede, jeg her har forsøgt at tegne, bygger først og fremmest på oplysninger fra Farfar og Farmor og fra Leonhardt, som også har fået meget at vide af sin mor, Ane. Jeg har anstrengt mig for at være loyal over for mine kilder, men derfor kan der godt være mangler eller for meget skønmaleri i mit billede.

Når Farfar fortalte om sit hjem, har han mere end én gang sagt, at han ikke kunne synge Aakjærs: “Spurven sidder stum bag kvist” uden at få en klump i halsen. For ham handlede den sang om Bjerrum. Farfar har fortalt meget om sine forældre. Han var god til at fortælle, men han fortalte altid konkret, om personer, ting, begivenheder. Når han kom til noget med stemninger og følelser, fik han svært ved at udtrykke det, han egentligt ville. Igen en familiesvaghed, som vi er flere, der lider under.

Den svaghed havde Farmor ikke. Når hun fortalte, mestrede hun hele registret. Hun havde fået meget at vide af Ane Sophie om livet på Bjerrum, om børnene og Christen. Desværre var det for sjældent, at Farmor fortalte om gamle dage. Hun interesserede sig ikke på samme måde for fortiden som Farfar. For hende var det i højere grad nuet, der talte.

Bonden, skibsrederen m.v..

Fra i 1880´erne til omkring år 1900 var der en alvorlig landbrugskrise. Priserne på stort set alle landbrugsprodukter styrtdykkede, mest på korn og mindst på smør. Det var dog kun det gode smør, der kunne opnå rimelige priser, og det gode smør kom fra herregårdene. Her kunne man hver dag kærne smør af frisk fløde. På de mindre gårde måtte man samle fløden sammen fra flere dage, indtil man havde en portion, der passede til kærnen. Det betød, at en del af fløden var på kanten til at blive sur, inden den blev lavet til smør, og den slags smør var ikke særligt velsmagende. Dertil kom, at man fra den enkelte gård ofte ventede med at sælge sit smør, indtil man havde en passende portion at gå til købmanden med. Det kom det heller ikke til at smage bedre af.

Det dårligste bondesmør blev kaldt mastefedt. Det siger noget om kvaliteten og forklarer, hvorfor det ikke kunne sælges til en god pris. Hvis bønderne ville have en ordentlig pris for deres smør, måtte de slå sig på stordrift. Den form for stordrift, som de danske bønder fandt frem til, var som bekendt andelssystemet.

I 1882 blev det første andelsmejeri oprettet i Hjedding ved Ølgod. Snart kom der flere efter, og i 1888 blev der bygget et mejeri i Vester Vedsted sogn. Der, som mange andre steder var det svært for bønderne at blive enige om, hvor mejeriet skulle bygges. Nogle ville have det i Vester Vedsted by, mens andre ville have det til Sønder Farup. Striden endte med et viseligt kompromis. Mejeriet blev bygget i Vester Vedsted, men så tæt ved grænsen til Sdr. Farup, at man kunne spytte over den. V. Vedsted-bønderne måtte yderligere godtage, at mejeriet kom til at hedde Sønder Farup Mejeri.

Christen blev ikke medlem af mejeriet. Med de elendige vejforhold, der var til Bjerrum, var det praktisk talt umuligt for ham at få sin mælk op til mejeriet hver dag. Selv om det havde været muligt for ham, tvivler jeg på, at han var gået med alligevel. På mange måder var Christen utrolig konservativ, og jeg tror ikke, at han har haft megen fidus til andelstanken. Andelsprincippet: én for alle og alle for én har ikke sagt ham andet, end han skulle dække det underskud, de andre lavede. Og selvfølgelig ville sådan et foretagende give underskud! Havde man organiseret mejeriet som et aktieselskab, havde det været en anden sag. Christen havde ikke noget mod aktieselskaber, for der kunne man ikke tabe mere, end man havde skudt ind som aktiekapital.

Det kan ikke være andet, end at Christen og Ane Sophie har mærket landbrugskrisen. Men den har ikke været katastrofal for dem. De havde nemlig også andre strenge at spille på. For det første havde de kroen, som nu var i god gænge. Desuden var Christen blevet skibsreder, anpartsreder.

Skibsfart og krohold.

I mange hundrede år havde Ribe været en blomstrende handelsby, der blev anløbet af mange skibe. De kom med varer, og de fragtede varer fra Ribe. Den vigtigste eksportvare var gennem mange år stude. I en periode havde Ribe og Kolding eneret på udførsel af stude. Peder Hegelund, der var biskop i Ribe, har i sine “Almanakoptegnelser fra 1565 til 1613” blandt meget andet skrevet om eksporten af stude (øxne) f eks:

1598, 17. april: Øxneskibe løbe aff til Holland – 60 skibe.

1609, 16. april: Indkommen 7 øxenskibbe fra Holland.

1609, 19. april: Måtte øxne opskibbes igen met stor møye og besuærligehed, 4 sk..

1609, 24. april: Øxneskibbe er atter affseglet, aff Huiddingnack 18, aff reed 5.

1611, 1. arpil: Øxenskibbe udløb, aff Huidding Nacke, 12.

1611, 18. april: Øxenskibbe løbe ud, anden reise.

1612, 3. april: Udiaged voris borgere vel 2000 øxne til skibs. Men de haffde modbør og bleffue icke skibbede.

1612, 14. april: Øxneskibbe udløbe, aff Huidding Nacke 25, aff reed 22.

Når skibene kom tilbage fra Holland, havde de varer med til Ribes mange storkøbmænd, som solgte dem videre til købmænd i hele Jylland. Peder Hegelund foretrak dog af og til at bestille varerne direkte. Således fik en kaptajn følgende biskoppelige indkøbsliste med til Holland:

Én riis papir, Blanck messing til dopper (beslag), Speceri (krydderier), Kam, Andam (stivelse), Lack, Maluuium (?), Rhinsk aqua vitæ, Timglass, Siebe (sæbe), Oblat, Kauring (tvebakker), Regnskabsbog, Stoelkakeloen.

Alle studene blev drevet igennem Ribe by, hvor der skulle betales told af dem, inden de blev udskibet fra Hvidding Nakke eller Ribe Red, som var ved åens udløb, altså ud for Yder Bjerrum.

De store skibe stak for dybt til at kunne gå op ad åen og måtte derfor ankre op udenfor. Dette betyder, at der har været en vældig trafik til Bjerrum. Dermed bliver der mening i Terpagers ord om, at der altid har været en kro i Yder Bjerrum. Farfar har for såvidt haft ret i, at skibene lagde til ved Bjerrum, men i mange tilfælde ikke for at sejle videre til Ribe. De har simpelthen ligget for anker på reden. Derfor er det nok ikke bare kaptajnen, der er gået i land.

I 1661 fik Yder Bjerrum meget fint besøg. Da skulle kronprins Christian (d. 5.) ud på en stor udenlandsrejse med skib, og skibet, han skulle med, lå ankret op ved Yder Bjerrum. I 1668 skulle hans bror, prins Jørgen, ud på en lignende rejse. Da han tog fra Ribe til Yder Bjerrum, blev der affyret en salut for ham med en lille kanon. Byen havde bevilget 2 mark 10 skilling til bøssekrudt til det formål.

På den tid levede Ribe endnu højt på sin søherlighed. Men herligheden fik ende. Studeeksporten fandt vej, først og fremmest Oksevejen, uden om Ribe og Ribes andel af eksporten svandt ind til næsten ingenting. Åen sandede til, så kun småskibe kunne gå ind til byen, skibbroen blev ødelagt af stormfloder og fik lov til at forfalde, og storhandelen flyttede. – Ribe sank ned i sort armod.

Ved grænsedragningen i 1864 mistede byen endvidere en stor del af sit opland. Den smule, der blev tilbage af handel og skibsfart, fik dødsstødet, da rigsdagen i 1868 besluttede at bygge en havn ved Esbjerg. Efterhånden som skibstrafikken tog af, har også Yder Bjerrum og dens kro mistet sin betydning. Der var dog én gruppe, der holdt fast ved Yder Bjerrum til langt op i tiden, nemlig smuglerne. Det er ikke småting, der er blevet smuglet ud og ind ved Vadehavskysten, og Yder Bjerrum var fra gammel tid kendt som et godt smuglersted.

Handelen og skibsfarten gik naturligvis ikke i stå på engang. Der blev ved med at komme småskuder til Ribe til omkring århundredeskiftet, og store skibe, f eks. skibe, der skulle fragte kreaturer til England, ankrede fortsat op på reden. Fra Kanalens udløb, der, hvor Kammerslusen er i dag, blev kreaturerne sejlet ud til skibene i pramme. De fleste af de skibe, der sejlede helt ind til byen, var everter, som er bygget til at kunne klare sig på lavt vand. De var således velegnet til vadehavs- og åsejlads. Christen Thygesen havde part i både en evert og en kreaturpram. Desuden var han eneejer af en evert, og den er der en historie om.

I begyndelsen af i 1960´erne blev der fundet nogle rester af et skib ude i engene. VESTKYSTEN slog historien stort op: Rester af vikingeskib fundet ved Ribe ! Dagen efter kunne Farfar tage gassen af ballonen. Det var ikke rester af et vikingeskib, men af en evert, som hans far havde købt efter en stormflod. Bølgerne havde løftet den bort fra sejlløbet og placeret den i en blød eng. Da det ville blive for dyrt og besværligt at få den bragt flot igen, havde Christen købt den for en slik. Han havde pillet overbygningen af den og brugt den som hus til fårene. Resten havde fået lov til at synke ned i mudder og glemsel, til den blev fundet ca. 75 år senere.

Christen var “skibsreder” i den allersidste fase af Ribes søfartstid. Den evert, han havde part i, hed Johanne. Den var blevet bygget i 1867 af tømmerhandler J. Lauritzen, Ribe. Han var far til grundlæggeren af Lauritzen-rederiet. I 1872 solgte Lauritzen skibet til følgende: skibsfører Hans Jørgen Hansen, Ribe, Jørgen Mikkelsen, Nr. Farup, Christen Thygesen, Sdr. Farup, Hans T. Mikkelsen, Ribe Kanalhus.

Hver af parthaverne ejede en fjerdedel af skibet. Men skibliste, der viser trafikken på Ribe “havn” i 1873, kan man se, at skibene stort set kun sejlede i nærtrafik, f eks. til og fra Mandø, Sønderho og Hjerting. I skibslisten optræder også navne som Kjeldsand og Skøgum. Det er banker ude i Vadehavet, hvor store skibe, der ikke kunne gå helt ind til Ribe, måtte ankre op for at losse og laste. Flg. aktivitetsplan fra 1869 for evert Johanne viser, at den også holdt sig til nærtrafikken:

14. april indkommet m. tagsten fra Skøgum

16. – udsejlet tom til Skøgum

22. – indkommet m. trælast fra Skøgum

22. – udsejlet tom til Skøgum

30. – indkommet m. gulvsand fra Mandø

11. maj udsejlet tom til Fanø

14. – indkommet med trælast fra Fanø

25. – udsejlet med korn og skibstømmer til Sønderho

11. juni indkommet m. kalksten fra Sønderho

12. – udsejlet tom til Kjeldsand

17. – indkommet m. kalksten fra Sønderho

17. – udsejlet tom til Skøgum

22. – indkommet m. trælast fra Skøgum

30. – udsejlet m. skibstømmer til Sønderho

10. – juli indkommet med kalksten fra Sønderho

17. – udsejl. m. klyne og tømmer t. Sønderho

24. – indk. m. klude og kreaturer fra Sønderho

28. – uds. m. flyttegods og klyne til Fanø

16. august indk. tom fra Fanø

17. – uds. m. stykgods og tømmer til Sønderho

3. sept. indk. m. trælast fra Fanø

4. – udsejlet m. div. varer til Sønderho.

I årene op imod århundredeskiftet gik skibstrafikken på Ribe efterhånden helt i stå. Derfor er det nok ikke de store penge, Christen har tjent som skibsreder, men et vist overskud, må det have givet, for ellers havde Christen ikke været med. Endvidere havde Christen vistnok part i en høfærge. Her er jeg dog ikke sikker, men mener at have hørt noget om det.

Ribe Holme-enge, som Erik Menved skænkede til Ribe by i 1294, ejedes på Christens tid af avlsbrugerne i Ribe. De avlede meget godt hø derude, men det var besværligt at få det hjem. Det skulle først på en vogn, så i en båd og derefter på en vogn igen. I 1830 anskaffede avlsbrugerne en trækfærge, så høvognene kunne færges over åen. En lignende færge blev anskaffet til Mandø Hølade, og den har Christen måske haft part i, eller i hvert fald haft et eller andet at gøre med.

Mandø Hølade, eller Mande Hjølle, som det normalt kaldes, har efter et sagn fået dette navn, fordi Mandøbeboerne i en fjern fortid har haft en hølade der. Sagnet fortæller, at dronning Dagmar har foræret området til beboerne på Mandø, og der har ganske givet været en forbindelse mellem Mandø og Mande Hjølle-engene.

Omkring år 1800 var der en del præster, der lavede en beskrivelse af den egn, de boede i, og dem ville Mandø-præsten, Henrik Bruun, ikke stå tilbage for. I 1806 udgav han en lille bog med titlen: Forsøg til en fysisk-oekonomisk Beskrivelse af Ejlandet Måndøe under Ribe Stift og Amt. I den kan man bl. a. læse følgende:

Det siges, at dronning Dagmar strandede engang på Mandøe, og da indbyggerne toge vel imod hende, tillod hun dem at udbede sig en nåde, de bad da om noget engbund, eftersom de havde kuns lidet høebjerring, hun skal have skjenket dem et vidløftigt stykke land ved, som endnu den dag i dag kaldes Mandøe Høelade. Men de fleste have solgt deres lodder, og kuns fåe ere endnu i besiddelse deraf. På Mandøe Høelade i nærheden af Ribe har præsten en ager, for at holde brød og viin, på hvilken kan avles 1 læs høe.

Christen var med i endnu et projekt, som dog hverken har noget med skibe eller hø at gøre. Da Sdr. Farup Plantage blev anlagt i 1892, købte Christen aktier i foretagendet. Han købte fem aktier å 10 kr., én til hvert af børnene. Fire af disse aktier ejes i dag af Anes børn og børnebørn. Den sidste, Farfars aktie, er fortsat i vor familiegrens besiddelse.

Børnene.

Efterhånden som børnene fik alderen til det, kom de i skole. Den gamle skole i Sdr. Farup var blevet nedlagt, og det samme var skolen i Vester Vedsted. I stedet var der blevet bygget en ny V. Vedsted skole, V. Vedsted Byvej 55, midt imellem de to landsbyer. Den blev bygget i 1872/73. Det var en lang skolevej, vel små fire kilometer, for børnene fra Yder Bjerrum. Det var dog ikke noget at snakke om.

Efter Farfars udsagn løb de gerne den tur for at kunne være sammen med andre børn. Efter skolegangen kom konfirmationen, som “gjorde børnene voksne”. Så skulle de ud at tjene, lære at klare sig på egen hånd, og så måtte de – i hvert fald drengene – begynde at ryge tobak.

De yngste af børnene må være blevet konfirmeret af den navnkundige pastor Rosenstand i Vester Vedsted. Ham vil jeg omtale senere. Jeg har fra flere sider fået at vide, at alle Ane Sophies og Christens børn var “sådan nogle pæne børn”, pigerne blev oven i købet kaldt “det smukke trekløver fra Bjerrum”. Efter konfirmationen kom pigerne ud at tjene, og de havde forskellige pladser i huset, mest hos familier i Ribe. Ane var således en tid hos den politiassessor Rosenvinge, der havde optrådt som forligskommissær i striden om ålejet.

Kirstine kom på et tidspunkt til Indre Bjerrum som husbestyrerinde hos Hans Bjerrum, der var enkemand og havde flere små børn. Familien havde vel regnet med, og måske også håbet på, at hun var blevet gift med Hans Bjerrum. Det var snarere reglen end undtagelsen, at en husbestyrerinde og hendes husbond fandt sammen og blev gift. Sådan gik det dog ikke Kirstine. Hun blev ikke gift, men levede mere end en menneskealder som husbestyrerinde på Indre Bjerrum. Hun opdrog børnene og var som en mor for dem. Som sådan betragtede de også hende, og de tog sig godt af hende på hendes gamle dage.

Da hun blev gammel, flyttede hun ind til Ribe. Hun fik en lille lejlighed i Sønderportsgade. Der tilbragte Kirstine sin alderdom, som blev lang. Jeg husker hende som en høj, rank, lidt kraftig dame og myndig, mild og rar. Mens jeg gik på Katedralskolen, besøgte jeg hende af og til i hendes hjem i Sønderportsgade, hvor hun boede hyggeligt og godt. Kirstine var lidt missionsk, men ikke på nogen anmassende måde. Til min konfirmation gav hun mig en bibel og sagde til mig: “Den bryder du dig nok ikke om at læse i dag, men det kommer du nok til, når du bliver ældre”. Det slog jeg så min lid til, og hun fik faktisk ret. Kirstine døde i 1971, 95 år gammel.

Petrea kom allerede i en ret ung alder til det gamle sygehus i Skt. Laurentiigade som køkkenpige. Da det nye sygehus på Tangevej blev bygget i 1908, flyttede hun med derud og blev økonoma, et arbejde, som hun beholdt, til hun blev gammel.

Petrea var en myndig og dygtig leder af sygehusets køkken. Mary har fortalt, at mange mødre gerne ville have deres døtre “i lære” hos Petrea en tid. Det var dog nok ikke altid nogen nem læreplads. På en bagedag i sygehuskøkkenet har Mary oplevet, at en pige ville gøre tingene på sin egen måde. Da Petrea bebrejdede hende det, undskyldte pigen sig med, at hun syntes, det kunne være lige så godt, at……. Hun kom ikke længere, før Petrea skar igennem og sagde: “Her skal du ikke gøre, som du synes, men som jeg siger!”

Petrea gjorde ikke forskel på folk. Selv de vagabonder, der ofte kom i køkkenet for at få et varmt måltid mad, skulle behandles ordentligt. En aften efter “lukketid” kom der engang en landevejsridder og bad om mad, Petrea gav én af pigerne besked om at servere for ham. Pigen, som sandsynligvis var irriteret over at skulle arbejde over, ville slippe let om ved det, og stillede resterne af middagsmaden, som nu var blevet kold, på bordet for manden. Men den gik ikke. “Sådan plejer vi ikke at behandle vore gæster,” sagde Petrea, “husk, han er et menneske som du og jeg!” Petrea havde en hofte- eller rygskade, der gjorde hende lettere handicappet, så hun måtte bruge stok på sine ældre dage. Jeg husker hende kun med stok. Heller ikke hun blev gift. Hun boede alene i sit hus i Hundegade, til hun døde i 1950.

Anders Jessen var den af de fem søskende fra Bjerrum, der fik den mest omskiftelige skæbne. Da han var blevet konfirmeret, kom han i malerlære i Ribe. Da læretiden var udstået, gik han – som så mange andre håndværkersvende – på valsen og kom til Tyskland. Her må han have tjent gode penge, for han sendte af og til penge hjem til Petrea, som sørgede for, at de blev anbragt i Sparekassen i Ribe. Til at begynde med skulle denne opsparing vel have været brugt, når Anders Jessen vendte tilbage fra udlandet for at etablere sig i Danmark. Men på et tidspunkt gav han imidlertid Petrea besked om, at han nok ikke ville få brug for pengene selv, og at hans søskende derfor kunne trække på kontoen, hvis de kom i nød. Han sagde ligeledes til hende, at hun og de andre søskende skulle arve ham, hvis der skulle ske ham noget. Og der skete ham faktisk noget. Han tabte sit hjerte, ikke i Heidelberg, men i Berlin.

Der havde han fået arbejde, og der havde han mødt en pige. Hun var af vendisk oprindelse og stammede sikkert fra sorberne, den lille vendiske enklave, som ligger i nærheden af Berlin, og som fortsat har sit eget vendiske sprog. Danskerne har tidligere i historien haft meget vrøvl med venderne, men det har åbenbart ikke afskrækket Anders Jessen. Han giftede sig med pigen og sammen startede de deres egen malerforretning i Berlin.

Efter 1. verdenskrig væltede ulykkerne ind over Anders Jessen. I den store pengetumult, der fulgte i kølvandet på krigen, krakkede hans forretning, og hans kone døde af den spanske syge. Det tog dog ikke modet fra ham. Han begyndte forfra, og efter nogle år fik han igen en god forretning, og det helt uden at røre ved kapitalen, der var anbragt sikkert og godt i Sparekassen i Ribe.

Anders Jessen blev senere gift igen. Hans nye kone hed Frieda, og det er, hvad jeg ved om hende. I 1933 kom Hitler til magten i Tyskland. Ham fik Anders Jessen vistnok nogen sympati for. Nok ikke fordi, Hitler også havde været maler, men vel mere fordi, han bragte “Orden im Reich”, og skabte gode forhold for de næringsdrivende, hvis de vel at mærke ikke var jøder. I hvert fald gik Anders Jessens malerforretning strygende i trediverne. Så vidt jeg ved, havde han over 20 svende i arbejde. Sidst i trediverne var han på besøg hos familien i Danmark. Jeg har fået at vide, at jeg var sammen med ham ved den lejlighed, men det husker jeg ikke.

Jeg har et billede af ham og hans kone, fotograferet i deres herskabelige hjem i Berlin. På bordet står en stander med to flag, dannebrog og hagekorsflaget, men jeg kan ikke se, at han har et naziemblem i knaphullet. Da 2. verdenskrig nærmede sig sin afslutning, og russerne nærmede sig Berlin, flygtede folk i hundredetusindvis og blandt dem Frieda og Anders Jessen. En kæmpemæssig bølge af flygtninge væltede op over Danmark, og den skyllede Anders Jessen og Frieda i land på Samsø i foråret 1945. De havde stort set måttet efterlade alt, hvad de ejede i Berlin, havde kun medbragt den smule, som de selv kunne bære.

De var dog bedre stillet end de fleste andre flygtninge. Anders Jessen havde stadig sit danske statsborgerskab, og han havde sine penge i sparekassen i Ribe.

På Samsø gav de sig nu til at bygge en ny tilværelse op. For ungdomsopsparingen købte de sig et lille hus, og Anders Jessen fik for tredie gang i sit liv bygget en malerforretning op. Farfar og Farmor besøgte dem sidst 1950´erne og kom hjem og fortalte, hvor godt de havde det, både med hinanden, naboerne og kundekredsen. Efter et begivenhedsrigt liv døde Anders Jessen i sommeren 1960, og ganske kort tid derefter døde Frieda. Da de ingen børn havde, arvede Farfar og hans søskende det, der var efter dem. Ane arvede således et hovedvandsæg af sølv. Efter familieoverleveringen skulle det stamme fra den sølvskat, som en brud engang skulle have bragt med sig ind i ægteskabet.

Ane Marie, kaldt Ane, var den yngste af flokken. Hun var nok den, der lignede sin mor mest, energisk, sjov og fuld af humør. Far har altid fortalt om, hvor festligt det var at besøge hende. Hun var den eneste af pigerne, der blev gift og fik efterkommere. I 1907 blev hun gift med snedkermester Jens Petersen fra Ribe. Han var søn af bogbindermester Leonhardt Petersen og var født den 16. juli 1882; Brylluppet stod på Bjerrum. Det var en dobbelt familiefest, for samme dag blev min Far døbt. Til et sådant gilde var stuehuset for lille, så Christen havde lejet et stort telt, der var rejst på gårdspladsen.

Ane og Jens Petersen boede hele livet i Ribe, i Hundegade, hvor de også havde værksted og forretning. Jens Petersen var en dygtig håndværker, og han lavede adskillige møbler til Farfar og Farmor. Da jeg skulle på seminariet i Tønder i 1953 og skulle til at etablere mig i mit 6 kvadratmeter-værelse, forærede Farmor mig en stol. Den havde Jens lavet til hende omkring 1910. Jeg har den endnu. Jeg har også den sofa, som Jens Petersen lavede af en gammel dragkiste fra Faruplund. Jeg ville hellere have haft dragkisten, men det ville Farmor ikke, så den blev bygget om, og i dag venter den faktisk kun på at blive hugget op.

I 1940erne lavede Jens Petersen endnu en stol til Farmor, en meget flot stol med drejede ben og fint udskæringsarbejde. Den viser, at Jens havde håndelag for træskærerarbejde. Faktisk blev han noget af en kunstner på det område. Da han blev ældre og kunne drosle ned for snedkeriet, lavede han mange, meget flotte træskærerarbejder. Jens Petersen var en meget ivrig jæger og kom ofte til Bjerrum for at skyde ænder. Nede ved den gamle å havde han en lille jagthytte, og han havde de flotteste lokkeænder, som han naturligvis selv havde lavet, liggende ude i vandet. Dem var jeg som dreng meget imponeret af. Jens Petersen døde i 1965 og Ane i 1971. Ane og Jens Petersens børn:

1. Leonhardt, født d. 29. juli 1908.
2. Arnold, født d. 5. maj 1910
3. Christian, født d. 26. januar 1912
4. Anne Marie, født d. 23. marts1915

Da drengene var blevet konfirmeret, fik de alle en håndværkeruddannelse. I 1920´erne var det imidlertid meget svært at få arbejde, og derfor rejste Leonhardt og Arnold i 1928 til Argentina. Fastrene Kirstine og Petrea lånte dem hver 500 kroner til rejsen. De var da henholdsvis 20 og 18 år. Det gik dem godt i Argentina. Leonhardt blev arbejdsformand på en hacienda, og der fandt han sin Kirstine, som han blev gift med. Hendes forældre var danske og stammede fra Djursland. På et tidspunkt forlod Arnold Argentina og rejste til Chile. Her traf han sin kone, Marthe, som var af fransk-tysk afstamning. Leonhardt og Kirstine vendte tilbage til Danmark i 1936. Han fik da arbejde på Ribe Jernstøberi, først som former og siden som værkfører. De købte hus i Øster Vedsted, hvor de fortsat bor. Leonhardt og Kirstine har tre børn.

1. Any, født d. 26. december 1937
2. Birgit, født d. 10. december 1940
3. Erna, født d.20. maj 1947

På Jernstøberiet kom Leonhardt med i fagforeningsarbejdet, og senere gik han også ind i politik. I 1950 stillede han op på husmandslisten til sognerådsvalget i Øster Vedsted – som kommunist ! Det gav røre i andedammen. Den sympati, som kommunisterne havde haft i de første efterkrigsår på grund af deres indsats i modstandskampen under krigen, var forduftet igen. Den var blevet afløst af en vældig kommunistforskrækkelse over alt i samfundet, og i hvert fald i Øster Vedsted. Udsigten til at få en kommunist i sognerådet var alarmerende. To af de øvrige kandidater på husmandslisten trak sig, da Leonhardt blev opstillet som nr. 1, og socialdemokraterne nægtede at indgå listeforbund med husmandslisten, som der ellers var tradition for.

En rasende Øster Vedsted-borger skrev i et hvidglødende læserbrev i Vestkysten noget om, at kommunisterne havde belukset husmændene ved at holde nogle gode fester for dem og bad om, at Øster Vedsted måtte få et sogneråd, der “kan arbejde uden direktiver fra Moskva ….. og derfor bør ingen husmand eller arbejder stemme på denne liste”. Læserbrevet sluttede med følgende salut: Lad os alle tilfælde få sammensat et sogneråd uden indblanding af udenlandske agenter og vise denne “husmandsliste” en kold skulder, (ved valget) i morgen.

Det var store ord i sildesæsonen! Men de hjalp ikke stort. Leonhardt blev valgt, ikke alene ved det valg, men også alle de følgende. Han blev nu nok ikke valgt, fordi han var kommunist, men på grund af sin dygtighed og sine menneskelige kvalifikationer. Leonhardt sad i sognerådet indtil kommunesammenlægningen i 1970 og fortsatte derefter i byrådet i Ribe til 1974. Der var dog ingen tvivl om, at Leonhardt var kommunist, og som sådan deltog han i mange konferencer og kongresser i Østtyskland, som han kom til at kende godt. Det gav stødet til, at han blev rejsearrangør for mange grupper, der ønskede at se Østtyskland. Leonhardt ledede således en rejse for både Ribe byråd og Ribe amtsråd. Efter amtsrådets tur til DDR, fortalte én af deltagerne mig, at “der findes ikke den dør i Østtyskland, som Leonhardt Petersen ikke kan få lukket op”.

Arnold vendte sammen med kone og datter tilbage fra Sydamerika i 1932. Datteren bar det flotte navn Martha Marie Leonhardt Aquila Petersen, men blev normalt kaldt Duca. Arnolds kone, Marthe, befandt sig ikke godt i Danmark, og rejste efter nogle år tilbage til Chile. Hun efterlod sig en del malerier, som hun havde malet her, bl. a. et billede af Yder Bjerrum fra 1934. Bjerrumbilledet, som viser, at Marthe var en habil maler, var bestilt af Petrea; men da hun fik billedet, var hun utilfreds med det. Det stakit, som havde stået på gårdspladsen i hendes barndom, var ikke med på billedet, og det forlangte hun at få malet med.

Marthe blev oprigtigt oprørt i sin kunstnersjæl, for hun havde gengivet motivet, som hun havde set det, og der havde ikke været noget stakit. Uden stakit ville Petrea imidlertid ikke have billedet, og derfor smed Marthe det på loftet, hvor det kom til at ligge i mange år, indtil Leonhardt fandt det og lod det komme til ære og værdighed i sin stue. Sidst i trediverne prøvede Marthe igen, om hun kunne vænne sig til danske forhold, men det kunne hun ikke; hun måtte tilbage til Chile igen. Datteren Duca blev hos Arnold og fik sin opvækst og sin voksentilværelse i Ribe. Hun blev gift med tømrermester Niels Kiholm, en farbror til Mogens, vores svigersøn. Duca blev dræbt ved en færdselsulykke i 1982. Arnold blev senere gift igen, med Tinne. De fik børnene Gesia og Børge. Arnold var varmemester på Ribe sygehus. Han gik også ind i politik. I mange år sad han i Ribe amtsråd for socialdemokratiet. Arnold døde i 1976.

Christian, der var gift med Anna, blev uddannet som snedker, og han overtog forretningen efter sin far. Den ejes nu af Christians søn, Ole. Christian og Anna har følgende børn: Alice, Sonja, Leif, Per og Ole. Anne Marie har i det meste af sit liv boet hjemme hos forældrene. I dag bor hun på plejehjemmet Margrethegården i Ribe. Hun er ugift. Den sidste af de fem søskende fra Yder Bjerrum er Thyge. Ham venter jeg med at fortælle om til et senere kapitel.

DA FARFAR VAR UNG.

Da Farfar, Thyge Jesper Thygesen, Yder Bjerrumvej 6, blev konfirmeret i 1893, var hans far 64 år. Gennem alle de jordkøb, som Christen gennem årene havde foretaget, var bedriften i Yder Bjerrum vokset til en lille gård. Selv om Christen fortsat var stærk som en okse, og stadig kunne lide at arbejde, havde han god brug for hjælp. Derfor kom Thyge ikke ud at tjene lige efter konfirmationen. Jeg har aldrig hørt om, at han som helt ung har haft plads hos andre fremmede end kongen. Ham tjente han tro et helt år som soldat i Fredericia.

Der har sikkert aldrig været tale om, at Farfar skulle være andet end landmand. Han har ikke haft noget valg. Fra han var dreng har det ligget i luften, at han engang skulle overtage Bjerrum. Jeg har aldrig hørt Farfar beklage sig over dette forhold. Men jeg tror ikke, at han nogensinde har haft lyst til landbruget. Han skulle have haft lov til at læse, for livet igennem var det at sidde med en bog én hans bedste beskæftigelser. I Vester Vedsted sogn var det dengang slet ikke ualmindeligt, at bøndersønner kom på Latinskolen i Ribe. Det har dog nok ligget uden for Christens forestillingsverden, at hans søn skulle “holdes til bogen”.

Den berømte præst.

Han blev hurtigt kendt som en utrolig dygtig og inspirerende prædikant, ikke alene i Vester Vedsted, men i hele landsdelen. Mange steder fra var der bud efter pastor Rosenstand både som prædikant og som foredragsholder, ikke mindst fra hans elskede Sønderjylland, som praktisk taget lå lige uden for hans vinduer. Han var meget optaget af sønderjydernes kamp imod prøjseriet, og han tordnede så kraftigt imod tyskerne, at han til sidst ikke turde driste sig over grænsen, fordi tyskerne ville arrestere ham. Intet under, at han var elsket og beundret i de danske sammenslutninger overalt i Sønderjylland.

Ud over at være en blændende dygtig prædikant og foredragsholder var Otto Rosenstand, en særdeles handlekraftig og foretagsom mand. Han drev selv sin præstegård og ejede i perioder også andre gårde, som han havde købt. Han praktiserede moderne landbrugsdrift, og han plantede de arealer til, der ikke kunne give et ordentligt afkast ved normal dyrkning. Han opfordrede sine sognebørn til at gøre det samme.

Pastor Rosenstand levede enkelt og nøjsomt og tordnede i kirken mod frådseri og især overdreven drikkeri. Og ikke nok med det; efter sigende gik han i sin nidkærhed somme tider rundt i hjemmene for at se, om bønderne sad og drev ved køkkenbordet med en kaffepunch i stedet for at bestille noget, og han kiggede ind i spisekamrene for at kontrollere, at der ikke stod for mange gode sager på hylderne. Pastor Rosenstand var en handlingens mand og en modig mand. Ind imellem afslørede han også, at han havde både humor og et stort og varmt hjerte. Men ægte folkelig hverken var han, eller blev han. Han var en ener, og det befandt han sig tilsyneladende godt med. Ungdomsvennen Jannik Lindberg har beskrevet Otto Rosenstand, på følgende måde:

“Han er en utålmodig idealist. Han vil udrette noget, og han vil helst se frugten af sit arbejde straks. Der er et stort stykke af en agitator i ham. Han vil vække menneskers trang til at stille de største krav til livet, dem, som kun kristendommen kan fyldestgøre. …. Han råder over en bredstrømmende, naturlig veltalenhed, men hvad der mest flokker tilhørerne om ham og holder egen kirke fyldt søndag efter søndag, er dog nok den glød i viljen, der både kan få hans tale til at flamme op til patos og til at smelte i blød inderlighed.”

I sognet var Otto Rosenstand, både elsket og frygtet, men uanset om man var for eller imod ham, respekterede man ham og beundrede ham for hans dygtighed. Et af de initiativer, han tog, var oprettelsen af Vester Vedsted Efterskole. Dette initiativ udsprang af hans store interesse for Sønderjylland. I årene fra 1864 til 1920 blev der lige nord for Kongeågrænsen oprettet en række efterskoler for unge sønderjyder.

Allerede et par år efter, at pastor Rosenstand var kommet til Vester Vedsted begyndte han at pusle med tanken om at oprette en efterskole der. Han fik samlet en kreds af interesserede, som begyndte at rejse penge til foretagendet. Selv var han utrættelig i dette arbejde, og han skyede ingen midler for at få sine sognebørn til at ryste op med et bidrag “til denne gode sag”. Han talte så godt og især så længe, at selv de mest påholdene måtte give sig og med et dybt suk sige: “Jamen, så skriw me da for en femmer, hr. pastor, men æ gier en et mæ de gue!”

Mange bække små o.s.v. En femmer her og en tier der; det fyldte altsammen. I 1894 havde Otto Rosenstand, så mange penge i kassen, at han kunne købe et par gamle huse midt i byen. Begge husene blev revet ned, og så begyndte opførelsen af en splinterny efterskole med plads til 50 elever. Skolen blev indviet i sommeren 1895. Se Skolallé 1, Vester Vedsted Efterskole. Til indvielsesfesten havde Jannik Lindbæk skrevet en festkantate. Fra den stammer følgende vers:

Her hvor over enge side

blæsten bærer bud fra strand,

hvor vort blik kan daglig glide

ned imod vort tabte land.

Her vi med front mod ørnens magt

stiller i Danmarks udkant

vor skole som grænsevagt.

Under ørnens vinger brede

søvntungt mulmet bryder på,

og i mørket trolde lede

pusler lumsk i hver en vrå.

Tro skal vor vagt dog holde stand.

Bål han i natten tænder,

det lyser så vidt om land.

Ja, langs hele Danmarks grænse

vagtblus flamme skal mod sky,

vide skal de luften rense,

så uvætterne må fly,

lokke ad hver, som lys har kær,

sprede det tyske mørke

og varsle, at dag er nær.

Sangen er måske ikke noget særligt i digterisk henseende, men tonen i den er ikke til at tage fejl af. Man kan ligefrem høre lyden af sablerne i den grænseborg, der skulle fyldes med rekrutter, som ville tage kampen op mod de lede trolde og knuse ørnens magt. Efterskolen blev dog andet og mere end en “grænseborg”, den blev et kulturcenter, der fik uendelig stor betydning for egnen og først og fremmest for Vester Vedsted sogn.

Her blev der holdt møder for både unge og gamle. Især efterårsmøderne trak folk til fra nær og fjern. Der var foredrags- og oplæsningsaftener, hvor alle, ikke mindst de unge, fra sognet måtte være med. De unge fra Vester Vedsted og Sønder Farup havde indtil da kun været vant til at komme sammen på kroen eller til “liegstouw” rundt omkring i hjemmene. Men nu var der pludselig et nyt tilbud til dem, og det var der mange, der benyttede sig af.

Farfar var én af dem, der gerne kom på Efterskolen. Efterskolen fik en voldsom betydning for ham. Den lukkede en verden op ham, som han aldrig havde kendt. Gennem den fandt han ud af, at tilværelsen ikke behøvede at dreje sig udelukkende om hø og stude. Jeg tror, at det først og fremmest var her, han fandt ud af, at tilværelsen kan være umådelig mangfoldig og spændende, hvis man selv vil.

Ud i den store verden.

Soldatertiden i Fredericia viste ham sin del af mangfoldigheden. Den var måske spændende nok, men ét år var tilstrækkeligt for ham. Han blev derfor ikke spor begejstret, da han, kort før året var gået, fik at vide, at hans tjeneste skulle forlænges med yderligere et halvt år. Den besked vakte heller ikke jubel hjemme hos forældrene i Yder Bjerrum. De havde god brug for ham derhjemme. Christen var parat til at affinde sig med, at kongen åbenbart havde mere brug for Farfar end de selv, men det var Ane Sophie ikke. Resolut købte hun ham fri for yderligere militærtjeneste, så han kunne komme hjem og hjælpe til på gården.

På den tid var det blevet almindeligt, at unge mennesker tog på højskole. Askov, Ryslinge, Vallekilde og alle de andre højskoler sugede ungdom til sig, også fra Vester Vedsted sogn. Herfra tog mange unge piger til Jannik Lindbæks højskole i Ubberup. Farfar ville også gerne på højskole, men dels havde han ingen penge, og dels kunne forældrene dårligt undvære ham. Oven i købet havde hans mor betalt i dyre domme for at få ham fri for militærtjeneste. Nej, det kunne ikke nytte at tænke på højskole.

En dag fik Farfar et brev. Det kom fra hans fætter og gode ven, Anders Lindberg, som var på højskole i Vejstrup på Fyn. Anders Jessen alle højskolelivets glæder og oplevelser for ham. Han sluttede sit brev med at skrive, at nu måtte han, Thyge, også sørge for at komme afsted. Det at gå på højskole ville lige være noget for ham. Man prøvede meget, lærte meget og oplevede meget.

Da forældrene spurgte om, hvad fætteren havde skrevet, fortalte Farfar om opfordringen til at tage på højskole. Denne oplysning kommenterede forældrene ikke, men Ane Sophie og Christen må have talt sammen om sagen, for et par dage senere sagde de til Farfar, at de syntes, han skulle tage på højskole. Det var en overraskelse, der gjorde Thyge jublende glad. Inden han havde nået at spekulere på, hvor pengene til opholdet skulle komme fra, havde Ane Sophie føjet til, at hun nok skulle betale.

Farfar begyndte med et par ugers forsinkelse i vinterskolen år 1904 på Vejstrup Højskole i nærheden af Svendborg. Tænk at kunne slippe væk fra landbruget en hel, lang vinter for kun at beskæftige sig med bøger og høre foredrag. Det var en næsten ufattelig lykke. Farfar kom til højskolen med store forventninger og et opladt sind, og det blev en god vinter for ham. Jeg har dog aldrig hørt ret mange enkeltheder om hans højskoleophold. Det skyldes nok ikke, at hans forventninger ikke blev indfriet, men nærmere, at der den vinter skete en begivenhed, som satte alt andet i skyggen.

Farfar traf sit livs kærlighed, sin Karen.

Hvis Ane Sophie og Christen havde taget hinanden af fornuftsmæssige grunde, så var det noget helt andet med deres søn. Da Karen og Thyge mødte hinanden første gang, slog lynet simpelthen ned. Det var den helt store kærlighed med det samme, og den holdt livet igennem. Jeg har aldrig mødt et par, der var så forelsket i hinanden lige til det sidste Jeg tror, at de hver især resten af deres dage følte en utrolig taknemmelighed over at have fået netop den, de fik.

KAREN OG THYGE I BJERRUM.

Da Farfar og Farmor kunne begynde at tænke normalt igen efter deres stormende forelskelse, kunne de slet ikke forestille sig at skulle undvære hinanden. Farfar skulle ellers skynde sig hjem efter sit højskoleophold for at hjælpe sine forældre, Ane Sofie og Christen, med landbruget. Men det kunne der slet ikke være tale om. Han blev på Fyn, fandt sig en plads på en gård, hvor han var, indtil Farmor blev færdig i sin plads. Så rejste de sammen til Jylland. Farmor kunne ikke finde arbejde som mejerske i nærheden af Ribe. Der havde andelsmejerierne for længst gået deres sejrsgang, og på Ribeegnen var der ikke mange store gårde, der havde egen mejerske. Den slags gårde var der flere af i Østjylland.

Farfar måtte altså tage alene til Bjerrum, mens Farmor blev i Østjylland, hvor hun blev mejerske på en stor gård i nærheden af Lunderskov. Det var en lang tur på cykel – ad grusveje – når de skulle besøge hinanden. De kunne dog også tage toget, men det kostede penge, og pengene skulle de spare på. De skulle jo se at få deres eget landbrug. Det krævede kapital, og ingen af dem var særligt kapitalstærke.

For Farfar har det nok altid ligget i luften, at han engang skulle overtage Bjerrum og tage forældrene på aftægt, men en sådan ordning var Farmor ikke så interesseret i. Hun havde hørt fra sin mor, hvordan det var at have sin svigermor i huset, og det havde ikke lydt opmuntrende. Skulle Farfar og Farmor overtage Bjerrum, indebar det også, at Farmor skulle være krokone, og det havde hun bestemt ingen lyst til. Overhovedet syntes hun ikke, at Bjerrum var et særligt tillokkende sted at bo.

Længselen efter at blive gift og altid være sammen må dog have vejet tungere end alle argumenterne mod at flytte ud i ensomheden i marsken. Farmor indså til sidst, at den eneste mulighed; de havde, var at overtage Bjerrum. Hvor svært det end har været for hende, har hun måttet acceptere de barske kendsgerninger. Farfar og Farmor blev gift den 23. september 1906. Jeg kan ikke finde ud af, hvor de blev gift. Det er hverken sket i Asperup, Vejlby eller Vester Vedsted kirke. Men gift blev de, og de flyttede ind på Bjerrum.

De overtog dog ikke gården lige med det samme, men måtte den første tid formelt gå som tjenestekarl og -pige hos Ane Sophie og Christen. Det har sandsynligvis ikke været Christen, der har modsat sig at afstå gården til næste generation. Han var da 77 år, og efter den slidsomme tilværelse, han havde haft, må han efterhånden have følt sig lidt træt. Der kan have været flere grunde til, at Farfar og Farmor ikke overtog gården straks. De kan for det første pludseligt have fremskyndet brylluppet, så der ikke har været tid til at få formaliteterne vedrørende gårdhandelen bragt i orden. For det andet kan Farmor have betinget sig en vis prøvetid på stedet, inden hun og Farfar bandt sig endeligt til det.

Der kom til at gå næsten to år, inden Farfar fik skøde på gården. For at kunne overtage den, måtte han optage et lån på 10.000 kr. i Vest- og Sønderjyske Kreditforening, og derudover låne 3.800 kr. i Landbosparekassen i Ribe.

I forbindelse med ejerskiftet skulle Christen afvikle den gæld, han havde fået tinglyst på gården. I de 39 år, Christen havde haft Bjerrum, havde han gennem alle sine jordkøb tredoblet hartkornsværdien, fået arealet bragt op på godt og vel 30 tønder land (ca. 17 ha) og desuden rejst nye bygninger på stedet. Alligevel var det kun småbeløb, det drejede sig om, da han skulle afvikle sin gæld. Han kunne derfor trække sig tilbage til sin aftægtstilværelse som en ganske holden mand.

Aftægtsfolk.

En del af købesummen skulle Farfar og Farmor præstere som livsvarige aftægtsydelser til Christen og Ane Sophie. Farfar har udarbejdet adskillige forslag til en aftægtskontrakt, og de er sikkert blevet drøftet indgående med Christen. Ingen af forslagene afviger ret meget fra den endelige kontrakt, som blev underskrevet af begge parter d. 7. maj 1908 og tinglyst d. 17. juni samme år. Kontrakten indeholdt bl. a. følgende bestemmelser:

§ 1. Til bolig for aftægtsfolkene, der har ret til også at have deres ugifte børn hos sig i aftægtslejligheden, indrettes de første fire fag i den østre side og vestre ende af gården en lejlighed, i hvilken opsættes komfur og kakkelovn samt et skab i køkkenet og et i bryggerset. I øvrigt skal aftægtslejligheden indrettes efter aftægtsfolkenes nærmere anvisning på yderens bekostning og fremtidig holdes i vel vedligeholdt stand af yderen; denne afgiver endvidere til aftægtsfolkenes brændsel et for dem let tilgængeligt rum i gårdens bygninger, ligesom der afgives særlig plads i gårdens kælder til aftægtsfolkenes fødevarer. Aftægtsfolkene med deres husstand har fri adgang til og benyttelse af gårdens have, af hvis frugter og køkkenurter m.v. aftægtsfolkene må tage, hvad de har brug for i deres husholdning.

Yderen er pligtig til at foretage vaskning af gulvene i aftægtslejligheden hver onsdag og lørdag, samt ligeledes til at foretage hovedrengøring af lejligheden hvert forår og efterår, ligesom han i øvrigt skal udføre al anden rengøring af lejligheden, som aftægtsfolkene ikke selv kan udføre. Han skal lade foretage vask af aftægtsfolkenens tøj 1 gang månedligt. Aftægtsfolkene med deres husstand har fri adgang til og benyttelse af gårdens brønd, bageovn og bryggers med dertil hørende redskaber, hvorfor disse af yderen stedse skal holdes i god stand. I øvrigt skulle aftægtsfolkene og deres husstand have fri og uhindret adgang til og færdsel overalt på gårdens enemærker.

§ 2. Til underhold på aftægten skal aftægtsyderen levere aftægtsfolkene følgende præstationer i gode og sunde varer og med forsvarlig mål og vægt, at henlægge i lejligheden efter aftægtsfolkenes anvisning:

Hvert efterår 110 pund flæsk, skiftevis bov og skinke eller også halvdelen af svinet skilt på langs ned ad ryggen, samt 60 pund (okse)kød uden skank. Hvert halve år leveres 30 pund bygmel eller -gryn. Hvert fjerdingår leveres halvanden snese æg og 10 kander (1 kande = 1,932 liter) hjemmebrygget øl. Ugentligt leveres halvandet pund smør, et halvt rugbrød å 5 pund og 1 sigtebrød á 4 pund. Dagligt leveres 1 kande sød, nymalket mælk, samt skummet og ikærnet mælk til husbehov.

I håndpenge betaler yderen aftægtsfolkene hver måned 4 kr. 25 øre. Hvert år inden 1. juli leveres 6.000 stk. klyne, 1 læs gran- eller fyrreudhugst, der af yderen besørges hugget samt hvert efterår 4 tønder kokes. Af kartofler leveres aftægtsfolkene hver måned, hvad de måtte forlange til husbehov. Samtlige præstationer leveres for den kommende tid. Endelig er yderen pligtig til for aftægtsfolkene at fodre og græsse et får med lam til Mikkelsdag. (Mikkelsdag, d. 29. sept.. Fårene skulle helst klippes Mikkelsdag. “Mikkelsmesseuld er bedst”, sagde man.) Ved den ene af aftægtsfolkenes død bortfalder en trediedel af de betingede ydelser af smør, mælk og kød.

§ 3. I tilfælde af aftægtsfolkenes sygdom og svaghed skal aftægtsyderen give dem al fornøden pleje, renlighed og opvartning, ligesom han også er pligtig til at skaffe dem læge og medicin og betale herfor, når de forlanger det, eller det skønnes nødvendigt.

§ 4. På aftægtsfolkenes forlangende er yderen pligtig til uden vederlag at yde aftægtsfolkene anstændig befordring til kirke, købstad eller andetsteds på familiebesøg, dog ikke i den travle så- og høsttid. På aftægtsfolkenes forlangende skal yderen lade besørge bud til den nærmeste by, når sådant er fornødent.

§ 5. Ved aftægtsfolkenes død skal yderen besørge og bekoste deres hæderlige og kristelige begravelse efter egnens skik og brug.

§ 6. Såfremt aftægtsfolkene må ønske det, er de berettigede til at nyde deres forplejning og indtage deres måltider sammen med aftægtsyderen og dennes familie ved deres bord, men i så fald bortfalder de aftægtsfolkene tilsagte naturalydelser.

Aftægtsfolkene er berettigede til at fraflytte lejligheden og nyde aftægten andetsteds. I så fald skal der af køberen som vederlag for aftægtspræstationerne årligt betales aftægtsfolkene på deres nye bolig et beløb af 175 kr., som erlægges til den tid, det forlanges. Såfremt ejendommen overgår til en anden ejer, forhøjes vederlaget til 300 kr. årligt. Dog skal aftægtslejligheden vedblivende holdes i forsvarlig stand, således at aftægtsfolkene med 1 måneds varsel til ejeren kan flytte tilbage i lejligheden og atter nyde aftægten der som foran bestemt. Ved aftægtens ophør tilfalder aftægtsfolkenes bohave og køkkentøj køberen, men derimod ikke gårdens fremtidige ejer, såfremt køberen måtte afhænde ejendommen til en anden.

Det i § 2 ommeldte får udtager aftægtsmanden af gårdens fåreflok, efter at ejeren først har udvalgt sig 2. Der leveres aftægtsmanden årligt 10 kander brændevin med en tolvtedel den første i hver måned. Foranførte aftægt kapitaliseres til 5-årig værdi 2.500 kroner.

Ud over den kontante betaling og aftægtskontrakten skulle Farfar udstede en panteobligation på 1.000 kr. til hver af sine søstre, Kirstine og Petrea. Alle, som var den yngste af Bjerrum-børnene og vistnok Christens yndlingsbarn, fik 800 kr. kontant. Hun var på det tidspunkt blevet forlovet med sin snedker Jens. Hende skulle der holdes bryllup for og sørges for udstyr til, og det ville Christen selv klare. Det var ikke nogen udpræget fed aftægtskontrakt, som Ane Sophie og Christen fik, men den har sandsynligvis stået i et rimeligt forhold til det, gården kunne kaste af sig.

Samme år overtog Farfars fætter og ven, Anders Jessen Lindberg, sin fødegård i Sdr. Farup. Han måtte præstere både større naturalydelser og håndpengebeløb til sine forældre, morbror Ocksen og Mariane-Most. Gården Lindberg havde imidlertid også en del mere hartkorn end Bjerrum. I øvrigt fik den aftægtskontrakt en lang løbetid. Mariane døde i 1941, og da var gården for længst overtaget af Anders Jessen Lindbergs datter og svigersøn, Mary og Lars Sørensen.

Aftægtsordningen var god for både de unge og de gamle på gården. På grund af den kunne de unge overtage gården på rimelige vilkår, og for de gamle sikrede aftægtskontrakten, at de ville få, hvad de havde brug for til deres dages ende, iberegnet en ordentlig begravelse. Den sikrede dem også, hvis alt ikke kom til at gå som forventet. Hvis de unge af én eller anden grund måtte gå fra gården, eller hvis de to generationer ikke kunne forliges, kunne kontrakten kapitaliseres. Pengene var altid sikre, da aftægtskontrakten næsten altid stod som første prioritet i gården.

Man ser ofte aftægtskontrakter med så store naturalydelser, at man undrer sig over, hvordan et par gamle mennesker skulle kunne æde sig igennem dem. Formålet var da heller ikke, at aftægtsfolkene absolut skulle forbruge alle ydelserne, men naturalierne skulle have et omfang, så de kunne kapitaliseres til en rimelig sum. I langt de fleste tilfælde gik alt dog, som det skulle. Selv om der til tider kunne komme en kurre eller to på tråden mellem de to generationer, så forblev de sammen. Kun i meget sjældne tilfælde valgte de gamle at kapitalisere aftægten og flytte et andet sted hen. Når kontrakten var skrevet under, blev den som regel gemt bort. De mange bestemmelser om så mange pund af dit og så mange kander af dat, gik man ikke så højt op i. I langt de fleste tilfælde fik de gamle det, de havde behov for, uden at skele til mål og vægt. Det forekom kun sjældent, at nogle aftægtsfolk hev kontrakten op af skuffen for at slå de unge i hovedet med den og forlange alle bestemmelser opfyldt til punkt og prikke.

I Bjerrum fandt de to generationer også en nogenlunde rimelig måde at leve sammen på, i hvert fald i begyndelsen. Der blev indrettet en aftægtsstue ud mod haven i den vestre ende. Her sov de gamle. Om dagen både arbejdede, spiste og levede de to generationer sammen. Der var således ingen grund til at indrette et særligt aftægtskøkken, som foreskrevet i kontrakten, eller spekulere på alle de mange naturalydelser. Farmor, som bestemt ikke havde været begejstret over at skulle bo under tag med sine svigerforældre, fik hurtigt et andet syn på den sag. Hun blev uendelig glad for sin svigermor og for at have hende i huset. Ane Sophie hjalp hende til rette med arbejdet, især med alt det, der var fremmed for hende, ikke mindst krovirksomheden og afsætningen af gårdens produkter. Ane Sophie lærte hende at passe høns, plukke gæs, klippe får o.m.a. Men først og fremmest trøstede og opmuntrede hun Farmor, når hun ind imellem fik lyst til at stikke af fra det hele.

I det vilde vesten.

Farmor var kommet til en fremmed og barsk verden, der var så helt anderledes, end den hun havde været vant til, og hun savnede Fyn. Det var ikke så meget tilværelsen på Kustrupgård, hun savnede, men mere den smilende fynske natur med bakker og skove og det blå Lillebælt. I Bjerrum var landskabet fladt, og der var ikke et træ i nærheden. Selv om Farfar forsøgte at overbevise hende om, at der ikke var noget skønnere end at stå uden for gården og se solen gå ned i havet, forblev Vadehavet altid gråt og uvenligt for hende. Det var ikke nogen sorg for Farmor, da havdiget blev bygget og spærrede for udsigten til havet. Det var det derimod for Farfar.

Ikke alene virkede naturen uvenlig for Farmor, det gjorde befolkningen også. Det syntes hun i hvert fald i begyndelsen. Her mødte hun ikke mange af de livlige og glade grundtvigianere, som hun kendte fra Fyn, men vestjyske bønder, der var så sindige og jordbundne, at det nærmest var uhyggeligt. Det var et kulturchock for hende at flytte til Bjerrum, og i begyndelsen længtes hun ganske forskrækkeligt efter Fyn. Men så trådte Ane Sophie til. Hun vidste alt om at længes og vidste, hvordan hun skulle sætte mod i Farmor, når hun var længst nede. Det var ikke så mærkeligt, at Farmor resten af sine dage kun havde lovord at sige om Ane Sophie.

I øvrigt var – som Farmor altid sagde – arbejdet den bedste kur mod hjemlængsel. Og arbejde var der nok af. Ud over alle de daglige gøremål, som Farmor havde, gav hun sig med Farfars hjælp til at anlægge en rigtig have. Hun ville ikke nøjes med den kålgård, der var på gården, men have en rigtig have med løvtræer, buske, blomster og frugttræer. Det blev en lang, sejg kamp. Havgusen og den evindelige vestenvind pinte og plagede de nyplantede træer, indtil de til sidst gik ud. Men Farmor og Farfar blev ved med at plante, indtil det langt om længe lykkedes dem at få nogle hårdføre træer til at skyde lidt i vejret og danne læ for selve haven. Vestenvinden sørgede ganske vist for altid at holde de yderste trærækker barberet tæt til jorden, men en have kom der ud af det. Selv enkelte frugttræer lykkedes det dem at få til at gro.

Det var slemt for Farmor at skulle leve med havgusen og vestenvinden, men det værste var dog havet. Det var hun bange for. Hun var naturligvis blevet fyldt med gruopvækkende historier om voldsomme stormfloder og havets hærgen fra sin første dag i Bjerrum. Hver gang vinden kulede op, og Farmor så vandet vælte ind over havstokken og op over forlandet og engene, frygtede hun det værste. Men hver gang det var sket i de første par år, hun var i Bjerrum, var faren hurtigt drevet over. Inden vandmasserne var nået op til gården, havde de løbet sig trætte på turen gennem engene og trukket sig tilbage uden at have anrettet skader.

Sådan var det gået helt frem til den 2. december 1909. Da satte det i med en brølende storm, først fra sydøst, men dagen efter med orkanstyrke fra vest. Stormen bragte både torden, regn og hagl med sig, og den pressede voldsomme vandmasser ind mod kysten og videre ind over det flade land. På andendagen begyndte bølgerne at slikke højt op ad skråningerne ved Bjerrum.

Farmor var rædselsslagen. Ane Sophie og Farfar forsøgte at berolige hende med, at selv om det så voldsomt ud, var det ikke så farligt. Det havde før set mere faretruende ud. Det var nok mest Ane Sophie, der måtte tage sig af Farmor, for Farfar og Christen havde travlt med få fårene reddet i hus og med at skovle jord op foran alle døre og porte, så vandet ikke skulle trænge ind i husene, hvis det steg yderligere. Så galt gik det dog ikke denne gang. Da det blev lyst på tredjedagen, var vinden løjet lidt af, og vandet holdt op med at stige. Farmor så da til sin skræk, at Bjerrum var blevet forvandlet til en lillebitte ø, kun få kvadratmeter stor, omgivet af frådende bølger til alle sider.

Stormen var blevet mindre voldsom, men den havde ikke lagt sig. Det betød, at den fortsat holdt vandmasserne presset ind over landet. Først på femtedagen lagde stormen sig, og havet begyndte at trække sig tilbage. Farmor har ofte fortalt om denne uhyggelige oplevelse, om hvor bange hun var de første par dage, og om hvordan skrækken lidt efter lidt fortog sig, simpelthen fordi man ikke kan holde ud at være bange så mange dage i træk. Da den værste fare var drevet over, kunne hun oven i købet føle det ekstra hyggeligt, når familien samledes omkring petroleumslampen, mens elementerne rasede og regerede udenfor.

Det må have været en ejendommelig oplevelse at stå på Bjerrum og se ud over vandet. Hav til alle sider. Mod nord kunne de skimte kirketårnene i Vilslev og Nørre Farup, mod øst hævede domkirken sig op over vandmasserne og mod syd kunne de se træerne i Sønder Farup rage op over vandet. Endnu engang havde Bjerrum holdt stand mod vandmasserne. Vandet var hverken trængt ind i husene eller ned i brønden. Der var ingen skade sket på bygningerne, og Farfar havde i tide fået alle fårene bjerget i hus. Det var ikke alle får i marsken, der havde været så heldige. Mange druknede, og da vandet trak sig tilbage fra Bjerrum, lå der et druknet får på skråningen.

Nu havde Farmor været igennem sin ilddåb, og hun så fremtiden lidt roligere i møde. Statistisk skulle der gå nogle år, inden de igen ville opleve en så voldsom stormflod, og til den tid ville det havdige, der allerede da var truffet beslutning om at bygge, forhåbentligt stå færdigt. Der skulle bygges dige fra Darum i nord til Vester Vedsted i syd. Det ville give Bjerrum fuld beskyttelse.

Farmors forhåbninger til statistikken og diget kom ikke til at gå i opfyldelse. Digearbejdet var langtfra afsluttet, kun netop påbegyndt, da den næste stormflod kom i begyndelsen af november1911. Denne stormflod var mindst ligeså voldsom som den forrige, men ikke så langvarig.

Arbejderne på diget havde i huj og hast måttet flygte fra deres arbejdsplads. De fleste af dem reddede sig til Vester Vedsted, men de mest sendrægtige nåede ikke at komme med og måtte søge ly i Bjerrum. Da stormen rasede allerværst, blev selv Christen betænkelig ved situationen og beordrede alle op på loftet. Digebørsterne, som arbejderne på diget blev kaldt, var normalt nogle krasbørstige karle, der hverken stak op for Gud eller Fanden. Men nu sad de meget stille på loftet i Bjerrum og rystede af skræk. Heldigvis løjede stormen forholdsvis hurtigt af, og vandet begyndte at falde. Farfar inspicerede igen bygningerne og brønden, og fandt, at alt var i orden. Bjerrum var sluppet nådigt gennem begge stormfloder.

Mens de havde anrettet betydelige skader i næsten alle Vadehavssognene; var Bjerrum kommet skånsomt igennem dem begge. Men i den sidste var det gået hårdt ud over det ufærdige dige. I stormen havde en lægter, der lå fuldt lastet og forsvarligt fortøjet i Sønderho på Fanø, revet sig løs. Den blev slynget på land ved Plantagen øst for Ribe. Det fortæller noget om de kræfter, som folk og fæ var oppe imod.

Travle år.

I de lånedokumenter, der blev udfærdiget, da Farfar skulle overtage Bjerrum, stod der “gårdejer Thyge Thygesen”. Christen havde været husmand, men Farfar blev gårdejer. Denne betegnelse befæstede han ved at købe yderligere jord til gården. I hvert fald tre gange købte han jord. Christen og Ane Sophie havde klaret arbejdet alene. Kun de sidste år, hvor de ikke havde haft nogle af børnene hjemme, havde de måske haft tjenestefolk. Farfar og Farmor havde fra begyndelsen både en tjenestepige og en -karl. Det var ikke nogen luksus, for der var arbejde nok til alle.

Mens Christen havde koncentreret sig om landbruget og ikke ville have noget med kroen at gøre, var det nærmest omvendt med Farfar. Han passede sit landbrug, men elskede det ikke. Derimod kunne han godt lide rollen som krovært. Farmor brød sig ikke voldsomt om at være krokone og ville ikke have noget med serveringen og krogæsterne at gøre. Hun havde derimod ikke så meget imod at lave mad, og hun var god til det. I mere end 50 år var Farmors koteletter og stegte ål berømt i hele landsdelen.

Rollefordelingen gav sig således af sig selv. Tjenestekarlen passede med hjælp fra Farfar landbruget, Farmor tog sig af køkkenet, tjenestepigen serverede og Farfar hyggede om gæsterne. Krovirksomheden var dog ikke så omfattende, at den kunne retfærdiggøre, at Farfar brugte al sin tid der. Det meste af tiden var han i stalden og på marken.

Kroen var et godt aktiv i de første år, Farfar og Farmor havde Bjerrum, ikke mindst i årene 1911 – 14, hvor digebyggeriet foregik. Neden for Bjerrum var der bygget både sovebarakker og marketenderi til digearbejderne. De fleste af disse arbejdere, digebørsterne, var professionelle projektarbejdere. De flyttede rundt i landet alt efter, hvor der var store anlægsprojekter i gang, f eks. anlæg af jernbaner, inddæmningsarbejder eller digebyggerier. Der må åbenbart ikke have meldt sig danske børster nok til det store projekt, og derfor havde man hentet en del fremmedarbejdere, polakker, til at være med til digebyggeriet.

Børsterne var vant til at tjene ret gode penge og vant til at give dem ud igen lige så hurtigt, som de blev tjent. Mange af dem ville ikke nøjes med den kost, som de kunne få i marketenderiet, men kom tit op på Bjerrum til Farmors kødgryder. Endnu flere kom hver aften efter aften for at få en lille én til halsen. Det var naturligvis godt for kroens omsætning, men det var kunder, der ofte skabte problemer. Det var sjældent, at halsen kunne nøjes med ét glas, og derfor blev selskabet meget tit meget højrøstet; af og til så larmende, at Farmor begyndte at blive nervøs ude i sit køkken. Det var der dog ingen grund til. De situationer klarede Farfar.

Når der var gæster, der efter Farfars mening havde fået nok, drejede han simpelthen hanen i for dem, og når de blev for voldsomme, lempede han dem stille og roligt ud. Det var ikke altid lige let. Børsterne blev rasende, når Farfar ikke ville skænke mere for dem eller sende dem hjem; de nedkaldte al landsens ulykker over ham og truede ham med tærsk. Men Farfar stod fast. “Var du ikke ræd,” spurgte jeg Farfar, når han fortalte om den tid. “Jo”, svarede han, “men det vidste de jo ikke!” Farfar var ikke nogen stor og kraftig mand, og han var heller ikke den, der brugte mange ord og råbte op. Tværtimod, han talte kun, når han havde noget at sige, og han talte altid ret lavmælt. Hans styrke var, at han udstrålede ro.

Børsterne havde en kolossal respekt for ham, og når de havde problemer, kom de ofte til ham med dem. Engang var der opstået slagsmål i én af barakkerne. Det skete ikke så sjældent, men denne gang var det alvorligt. Det var et kæmpeslagsmål, der vankede brådne pander, og blodet flød. Det var så voldsomt, at et par, der ikke var med i kampen, styrtede op efter Farfar og bad ham komme og standse slagsmålet, inden én eller flere blev slået ihjel. Farmor nedlagde på stedet forbud mod, at Farfar skulle gå derned. Men når der var sendt bud efter ham, måtte han naturligvis komme. Farfar gik ned i barakken, og guderne må vide hvordan, men han fik slagsmålet standset, og han gav besked om, at de hårdest sårede skulle komme op på Bjerrum og blive forbundet. Og de kom, nogle gående, andre kravlende, enkelte blev båret, “og snart lignede mit køkken et slagtehus”, fortalte Farmor, som måtte i gang med at behandle sår og forbinde de blødende kæmper. Denne historie har jeg fra Farmor. Farfar ville ikke tale om den, og derfor har jeg ingen spændende enkeltheder fra valpladsen.

Digebyggeriet gav omsætning i kroen. Det var ikke bare digebørsterne, der kom, men byggeriet blev en turistattraktion, der trak mange folk til. Dem fik kroen i Bjerrum naturligvis også glæde af. Kroen gik så godt, at den blev udvidet. I årene efter århundredeskiftet var det højeste mode at få “en knast i enden”. Dengang hed det ikke udestuer, men verandaer. Bjerrum fik en veranda bygget til stuehusets vestgavl. Da arbejdet med diget og sluseanlægget var færdigt, forsvandt digebørsterne, og turiststrømmen tog af. Der var dog fortsat en del Ribe-borgere, der lod søndagsudflugten gå ud til diget og til Bjerrum.

Til stamgæsterne hørte bl. a. borgmester Helle (den første folkevalgte borgmester i Ribe), sagfører Nors og bankdirektør Kaalhauge. De kom stort set hver søndag år ud og år ind. De kom først og fremmest for at spille kort, og Farfar skulle være med. Farfar var en dygtig kortspiller, og han holdt meget af at spille kort, dog helst ikke mausel og andre hasardspil. Han var en sand mester til at spille l´hombre, og det var netop det, han spillede med de høje herrer fra Ribe. Farmor var irriteret over dette spilleri. Hun kunne godt gå med til, at han lejlighedsvis skulle spille med gæsterne, men hver eneste søndag. Det var for meget.

Et år faldt juleaften på en søndag. Farmor havde noget spids i stemmen spurgt til, om kortspillerne også ville dukke op den dag. Farfar mente ikke, det var sandsynligt, men lur mig, om han ikke inderst inde håbede på det. Juleaftensdag oprandt, og ganske rigtigt, henimod kaffetid dukkede de tre mænd fra Ribe op. Farfar slog beklagende ud med armene og gik så ind til gæsterne for at hengive sig til det ædle l´hombre-spil. Farmor rasede i sit køkken og smækkede gryderne på komfuret med et ekstra knald.

Stemningen var dyster. Da gæsterne endelig vendte næsen mod Ribe igen, skulle Farfar først have aftenrøgtningen og malkningen til side, inden familien kunne hengive sig til gåsestegen og juletræet. Men også den aften sænkede julefreden sig omend lidt forsinket over det lille hjem i marsken.

Ved Ane Sophies hjælp var Farmor kommet over sin hjemlængsel. Hun havde også overvundet sin skræk for havet, eller rettere, hun havde lært at leve med den. Hun havde fundet ud af, at marsken også havde sin charme, og at egnens befolkning bestemt ikke var uvenlig, bare anderledes end fynboerne. Hun havde lært en masse, fået meget at bestille og ydermere født sine børn. Farmor sagde altid om børn: “To er nok, tre er en flok!” Selv fik hun en flok. Ca. fire år efter sit bryllup sad Farmor som travl bonde- og krokone på Bjerrum med mand og tre drenge, svigerforældre og tjenestefolk og var egentligt ganske godt tilfreds med tilværelsen.

Af og til skrev Farmor til Niels Hansen og Maren i Båring og fortalte om livet i Bjerrum. Ud fra disse beretninger sluttede Niels Hansen, at alt var godt. I sit “Levnedsløb” fra 1925 skriver han:

“Karen er gift med Thyge Thygesen, Yder Bjerrum, som ligger noget ensomt og afsides ude i de store engstrækninger en mils vej fra Ribe ud mod Vesterhavet. De har et hyggeligt hjem og lever et kønt familieliv sammen med deres tre sønner.”

De kære penge.

Farfar og Farmor havde bundet sig ret hårdt økonomisk, da de overtog Bjerrum. Det var derfor godt for dem, at de fik nogle gode indtægter fra kroen i de første år. Da digeeventyret var forbi, og det svandt ind i krogæsterne, var første verdenskrig brudt ud. Med krig følger der altid nød og elendighed. Selv om Danmark ikke var med i krigen, kom især arbejdere og fastlønnede i det hele taget til at lide under den. Det blev dyrtid og fattigtid. Men for landbruget blev krigsårene gode år. Afsætningen af landbrugsprodukter var god, og priserne steg til uanede højder. De gode tider kom også Farfar og Farmor til gode. Dertil kom, at produktionen på Bjerrum var blevet lagt om. Studene var lidt efter lidt blevet fortrængt af køer og svin. Derfor måtte stadig større græsarealer tages under plov, så der kunne dyrkes roer og korn.

Da Farfar overtog Bjerrum, var det et gammeldags landbrug. Der kan ikke have været mange landbrugsredskaber at gøre godt med, sandsynligvis kun en harve, en plov og en hakkelseskiste. Udviklingen gjorde, at Farfar måtte investere i maskiner. I løbet af de første 10-15 år har han sandsynligvis anskaffet: engplov, såmaskine, slåmaskine, selvbinder, radrenser og tærskemaskine.

Til at trække tærskemaskinen har han måttet investere i en hestegang. En hestegang bestod af et stort vandretliggende tandhjul, som blev anbragt på gårdspladsen. På tandhjulet var der fastgjort træktøj til hestene, som skulle trække hjulet rundt. Gennem forskellige udvekslinger, sindrige mekanismer og en svær aksel blev kraften overført til et drivhjul inde i laden. Fra drivhjulet gik der en rem til tærskemaskinen eller kværnen. Der skulle dog gå mange år, inden Farfar fik råd til at købe sig en kværn.

Det var som regel drengearbejde at køre hestene i hestegangen. Det var et dræbende arbejde for både dreng og heste. Rundt og rundt og rundt i én uendelighed. Man skulle sørge for, at hestene holdt et jævnt tempo, for ellers gik tærskemaskinen ikke, som den skulle. Ensformigheden fik både drengen og hestene til at sløve hen, og når så hestene var lige ved at gå i stå, blev både de og drengen vækket af arrige råb inde fra laden. Så hyppede drengen på hestene, så de næsten kom i trav. Farten fik tærskemaskinen til at buldre og larme infernalsk og ryste, så den var ved at falde fra hinanden. Igen lød der vrede råb fra laden om at finde et passende tempo. Som om det at køre hestegangen ikke var ubehageligt nok i sig selv, skulle tærskningen meget tit foregå på regnvejrsdage, hvor markarbejdet måtte ligge stille.

Far har med gru i stemmen ofte fortalt om disse sure dage i hestegangen. Han behøvede dog ikke at udmale dem særligt detaljeret for mig. Jeg kendte dem. Far lånte mig adskillige gange ud til en nabo i Aatte, der også klarede sig med en hestegang. I Bjerrum blev hestegangen afløst af en stor petroleumsmotor i begyndelsen af 1930´erne.

Produktionsomlægningen betød også, at Farfar blev medlem af Sønder Farup Andelsmejeri. Det skete dog først et par år efter, at han havde overtaget gården. I de første år måtte Farmor derfor tage sig af mælkebehandlingen. Det var en smal sag for hende, der var uddannet mejerske, og Ane Sophie var synligt imponeret af hendes færdigheder til at kærne smør og lave ost. Hun var dog både såret og lidt fortørnet over, at hendes svigerdatter på det bestemteste afviste at fremstille Bjerrums superost, den der skulle graves ned tæt ved møddingen.

Som tidligere nævnt var vejene til Bjerrum mildest talt elendige. Den officielle vej hed Kværnstenvejen, og den gik med flere forløb fra Øster Vedsted by til Kværnstenen og derfra videre mod Bjerrum. Et af forløbene gik fra Skanel Bro vest for Ø. Vedsted. Den bro skulle man vogte sig for at gå over ved nattetid. Der kunne man risikere at møde en hovedløs hest, og den varslede død og ulykke. En anden vej hed Tvegårdsvejen som en mindelse om, at der engang havde ligget to gårde i Bjerrum. Endelig var der en tredie vej, Engvejen, som gik fra den vestlige ende af Sønder Farup (Præstevejen) ud i engene, hvor den standsede et stykke fra Bjerrum.

På den tid var det lodsejernes opgave at vedligeholde alle sogneveje, og det enkelte sogneråd skulle kontrollere, at vedligeholdelsen blev udført på rimelig måde. Bønderne havde ikke nogen større interesse i at bruge flere kræfter og penge end højst nødvendigt på vejarbejde, og da de fleste sognerådsmedlemmer selv var bønder, var de som regel yderst lempelige i deres kontrolfunktion. Når bønderne skulle udføre vejarbejde, prioriterede de naturligvis de veje højest, som de selv brugte mest. Vejene ud i engene blev kun sjældent brugt. Bønderne var kun interesseret i at få dem bragt i en nogenlunde stand til høbjergningstiden. Når den var overstået, var der igen slidt så store huller i vejene, at de på det nærmeste var ufarbare resten af året.

I årene omkring århundredeskiftet gik de fleste kommuner mere eller mindre nølende med til at overtage vedligeholdelsen af sognevejene. Dels havde bønderne længe presset på for at slippe af med det forhadte vejarbejde, og dels kom der stadig flere klager over de elendige sogneveje.

I 1895 hørte Christen, at Ribe byråd arbejdede med planer om at anlægge en ny vej igennem engene til Mandø Hølade. Den ville komme til at gå tæt forbi Bjerrum. Han skyndte sig derfor at skrive til byrådet. I sit brev meddelte han bl. a. følgende:

“Undertegnede Chr. Thygesen i Yder Bjerrum erklærer herved, at hvis Ribe byråd eller havnevæsen vil anlægge en vej fra Mandø Hølade tværs over det gamle åleje østen om mit hus, da tillader jeg, at dette vejanlæg udføres over min mark og tilbyder, at jeg vil afgive fyldjord til opfyldning af denne vej, hvor det bekvemmest kan fås af den nordlige høje del eller banke af min mark uden at kræve betaling for afstået jord til vejen eller for afgivet fyld. Kun forbeholder jeg mig og efterfølgende ejere af mit sted fri færdsel af den ommeldte vej til begge sider … ligesom jeg også betinger mig ret til at færdes over Ribe byråds Bredeng. Det bemærkes, … at der ingen færdsel må være på den gamle vej længere end to år efter, at den nye er fuldført.”

Sådan ! Ville Ribe byråd lave en vej over Christens jord gjaldt det om at stille sine betingelser, så de ikke var til at tage fejl af. Kunne Christen på denne måde få en ny vej næsten gratis, bare ved at afstå en smule jord, ville han være godt hjulpet. Om det var Christens betingelser, der skræmte byrådet, ved jeg ikke. Vejplanerne blev tilsyneladende lagt på hylden, og der kom de til at ligge i ca. 15 år. Da planerne blev taget frem igen, var Farfar meget aktiv for at få dem gennemført. Der var imidlertid mange brikker, der skulle falde på plads, inden vejprojektet kunne realiseres. Der var bønder i både Vester Vedsted, Sønder Farup og Øster Vedsted, der blev berørt af projektet; nogle skulle afgive jord, andre skulle helst købe, og alle skulle de bidrage med et beløb til vejen. Af et brev, som Farfar sendte til byrådet den 4. december 1910, synes det at fremgå, at han havde fået puslespillet til at gå op. Han havde forhandlet med samtlige lodsejere og sammen med dem fået opstillet et forhandlingsgrundlag, som alle kunne gå ind for.

Vejprojektet blev gennemført, men det blev dyrt for Farfar. Han kom til at betale op imod 2.000 kr. i alt. Heri var dog også betaling for den halve hektar jord, som han fik mulighed for at erhverve. Far har altid hævdet, at Farfar var blevet snydt i den jordhandel. Det er sandsynligvis rigtigt. Den pris Farfar gav, lå væsentligt over de takster, der er nævnt i det forhandlingsgrundlag, som han havde udarbejdet. Den mand, der solgte jorden, var endda Farfars kødelige fætter, Anders Jessen Lassen, søn af Maren Bejer. Forretningstalentet fornægtede sig ikke! Prisen til trods har jordhandelen sikkert glædet gamle Christen. Det stykke jord, som Farfar fik, var nemlig en del af Bjerrum Mark, altså den jord, der oprindeligt havde hørt til Bjerrum. Den slutopgørelse vedrørende vejprojektet, som Farfar fik fra Ribe kommune i 1914, er i modsætning til alle tidligere skrivelser skrevet på maskine. Ribe kommune må altså have anskaffet sig en skrivemaskine på det tidspunkt.

Farfar har altid fortalt, at den nye vej var en stor gevinst for Bjerrum. Nu er alt som bekendt relativt, og Farfars udtalelse kan vistnok kun betyde, at den nye vej var mindre elendig end de gamle. Nogen luksusvej har den nye vej ikke været. Da Christen døde og skulle begraves få år efter, at den var taget i brug, var der så store huller i den, at der måtte gå fire mænd ved siden af vognen og holde på kisten, for at den ikke skulle hoppe af.

Efter afslutningen på første verdenskrig fik de fede år for landbruget snart ende. Det var alvorligt nok i sig selv for alle bønder, men for Farfar og Farmor kom dertil, at krovirksomheden i Bjerrum næsten gik helt i stå. Folk havde fået cykler og biler, og deres udflugtsmønster havde ændret sig. De folk, der stadig lod søndagsudflugten gå ud til diget, tog ikke til Bjerrum, men til Kammerslusen. Dette store sluseanlæg, som var blev opført i forbindelse med diget, havde i mange år en vældig tiltrækningskraft på folk. Når bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed gå til bjerget. Farfar og Farmor tog konsekvensen af, at folk tog til Kammerslusen, og derfor flyttede de krovirksomheden derover. I 1923 byggede de Kammersluse-Pavillonen. Det sidste større byggeprojekt, som Farfar gennemførte, var opførelsen af den store lade på Bjerrum. Den må være blevet opført omkring 1930.

Anskaffelse af maskiner, køb af jord og gennemførelse af byggeri kræver kapital, og den, der ikke har, må låne. Farfar har tilsyneladende aldrig haft besvær med at låne penge. Det tyder på, at banken har fundet konsolideringen i orden. Men de mange lån bevirkede, at den økonomiske situation på Bjerrum næsten altid var noget anstrengt. Økonomien blev ikke bedre af, at Farmor vistnok var temmelig dyr i drift. I hendes husholdning, især den, der gjaldt krovirksomheden, var det bedste aldrig for godt. “Man skal ikke spare på smørret,” sagde Farmor altid, og det synspunkt gjaldt også i overført betydning.

Det gjaldt således også, når der skulle købes ind til hendes drenge. Altid skulle de have det bedste og det mest moderne. Sådan ville hun også helst have det, når hun købte tøj til sig selv. Om Farfar kunne ikke sige nej til sin Karen. Det var på det nærmeste en livsopgave for ham at opfylde Farmors ønsker. I øvrigt var Farfar heller ikke selv blottet for forfængelighed. Farmor var altid smart og moderne klædt. Hun var en flot dame, og Farfar var usigelig stolt af hende. Det havde han også god grund til, for ikke alene var hun hans kønne kone, men hun var også fantastisk dygtig.

Som man ældes, så arges man.

Da Farmor og Farfar rykkede ind på Bjerrum i 1906, tog Ane Sophie imod dem med al sin varme og hjertelighed og med åbne arme. Christen nøjedes med at tage imod dem. Han mødte sin svigerdatter med den største mistillid, og den bevarede han med indædt stædighed resten af sine dage. I det hele taget voksede den mistro til alt og alle, som havde præget ham i hans unge år, frem igen. Christen har sandsynligvis følt sig svigtet, først og fremmest af Ane Sophie. Den opmærksomhed fra hendes side, som han tidligere havde haft eneret til, måtte han nu dele med de unge. Han følte sig – med god ret – sat fra styret, hvad gårdens drift angik, og han forstod ikke Farfars dispositioner. På grund af sit hørehandicap kunne han aldrig være med i familiens snak, så også der var han sat udenfor. Christen blev en bitter og stridbar gammel mand.

Farfar forsøgte at opretholde et godt forhold til sin far, men det lykkedes kun i et vist omfang. Ane Sophie og Christen havde som tidligere nævnt ikke deres egen husholdning, men spiste sammen med resten af familien. Derfor har Farfar på et tidspunkt sikkert foreslået, at Christen skulle give afkald på de håndpenge, som han i henhold til aftægtskontrakten havde krav på. (I andre kontrakter er det nævnt, at håndpengene var beregnet til køb af kolonialvarer). Farfar har sandsynligvis dårligt kunne afse pengene og ment, at forældrene let kunne klare sig for de rentepenge, de kunne hæve efter salget af gården. Farfars forslag faldt ikke i god jord hos Christen. Han udlagde det straks – med en vis ret – som et forsøg på at snyde ham. Han opsøgte med aftægtskontrakten i hånden straks sin gamle ven, herredsfoged Pontoppidan, og spurgte, om forslaget kunne være rimeligt. Nu er der som bekendt somme tider forskel på rimelighed og jura, og herredsfogeden måtte holde sig til juraen. Da Christen ikke kunne høre, hvad Pontoppidan sagde, kradsede herredsfogeden følgende ned på en lap papir:

“Efter min mening har Chr. Thygesen og hustru ret til at oppebære derres håndpenge … selv om de nyder fuld forplejning ved Thyges bord.”

Efter den historie blev der aldrig mere talt om håndpenge i Bjerrum. Farfar betalte prompte den første i hver måned, og Christen satte omgående pengene ind på sparekassebogen.

Der var dog lyspunkter i Christens tilværelse, og det var først og fremmest børnebørnene. Da Farmor havde bevist, at hun ud over alt det andet, hun kunne, også kunne sætte børn i verden, så Christen med lidt mildere øjne på hende. Christen var tilfreds med, at Far som den førstefødte blev opkaldt efter sin oldefar, Thyge Jespersen, og han var pavestolt, da nummer to blev opkaldt efter ham selv, Erik CHRISTIAN. Desto mere skuffede det ham, at knægten i det daglige blev kaldt Erik. Men det forhindrede naturligvis ikke ham i stædigt at kalde ham Christian.

Med børnebørnene kom Christen igen til at opleve noget af det forhold, som han havde haft til sine egne børn. Ligesom de havde også børnebørnene let ved at acceptere hans døvhed som et led i naturens orden. Den var i hvert fald ingen hindring for, at der udviklede sig et godt forhold imellem dem.

Far var vistnok hans yndling. Fra han kunne begynde at gå, stavrede han hver morgen ind til den gamle i aftægtsstuen og hoppede op i sengen til ham. Så startede de sammen dagen med en morgendram. Christen havde jo sin aftægtsbrændevin. Den tog han hver morgen en forsvarlig hivert af, og Far fik en teskefuld. Farmor var ikke glad for dette morgenritual og forsøgte forgæves at bremse det. Hun var bange for, at drengen skulle blive fordrukken. Om Christen ikke kunne eller ikke ville høre hendes indvendinger, er der ingen, der ved. Ritualet fortsatte. “Brændevin er godt mod orm,” påstod Christen. Mange år senere måtte Farmor erkende, at Far hverken kom til at lide af orm eller blev fordrukken.

Far holdt meget af sin Farfar og han elskede at høre ham fortælle historier fra Sønder Farup og Bjerrum i gamle dage og ikke mindst om dengang, han var soldat i Rendsborg og nær var blevet sendt i lighuset. Af og til fik Far lov til at lege med Christens store messing-høretragt, men kun inde i aftægtsstuen. Den var absolut anvendelig som trompet. Trutteriet forstyrrede ikke Christen. Han hørte ingenting, ikke engang når messingtragten blev brugt efter sit formål. Kun ved hjælp af mundaflæsning kunne han opfatte lidt. Det var derfor i høj grad énvejs-kommunikation, der foregik mellem ham og Far. Når Christen sagde noget til Far, der krævede et svar, sagde han altid: “Do ska nuss` eller nikk`!”

Aftægtsstuen var et godt sted at komme, når verden gik én imod. Her gjaldt ikke de samme strenge forbud, som andre steder i huset, og her var mange spændende ting at eksperimentere med, ikke mindst messingtragten og Ane Sophies rok. I den stue var der også en ganske særlig duft, som Far godt kunne lide. Han fandt senere ud af, at den måtte skyldes kombinationen af osen fra petroleumslampen, den specielle tobak, som Christen røg, og natpotten.

Forholdet mellem Christen og Farfar og Farmor blev aldrig helt godt, men det var dog tåleligt, så længe Ane Sophie levede. Ane Sophie døde den 18. februar 1913, 72 år gammel. Da hun lå på sit yderste, sendte Farfar karlen afsted efter pastor Rosenstand, så han kunne komme og tage hende til alters, inden hun døde. Karlen vendte tilbage, men præsten kom ikke. Da familien havde ventet længe på ham, blev karlen sendt af sted igen. Han kom tilbage med den besked, at præsten ikke ville køre helt ud til Bjerrum, vejen var jo så dårlig. Ane Sophie døde uden at komme til alters.

Da Farfar senere var oppe og tale med præsten om begravelsen, benyttede han lejligheden til at fortælle ham, hvad han mente om en præst, der i den grad havde svigtet nogle af sine sognebørn. Fra den dag var der meget kold luft mellem Farfar og pastor Rosenstand. Da drengene nåede den alder, hvor de skulle gå til konfirmationsforberedelse, var der ikke tale om, at de skulle til Vester Vedsted. De blev konfirmeret i Ribe.

Da Ane Sophie døde, brød Christens verden sammen. Hun havde i bogstaveligste forstand været hans livline til verden. Hun var næsten den eneste, som han kunne tale med, for hun havde givet sig den tid til det, der skulle til, og det var hendes mundbevægelser, han forstod bedst.

Efter Ane Sophies død murede Christen sig inde i sin aftægtsstue. Når Farfar og Farmor forsøgte at nærme sig ham, blev de som regel vinket af med en bister vrissen. Engang imellem brød han sin isolation ved at trave en tur til Ribe. Han havde jo sin månedlige tur til sparekassen, men derudover gik han også tit på besøg hos sine piger, Petrea og Ane. Næsten hvert efterår trak han afsted med et af sine private får. Det skulle Alle have. Når han nåede frem til Hundegade, trak han fåret ind på gårdspladsen ved snedkeriet og slagtede det.

Forholdet til Farmor blev om muligt endnu dårligere efter Ane Sophies død. I sin grænseløse mistroiskhed havde han fået den ide, at Farmor ville forgive ham. Han nægtede derfor at spise hendes mad, og gav sig selv til at kokkerere på kakkelovnen i sin egen stue. Af og til smuttede drengene op og spiste sammen med ham, for det var spændende mad, den gamle biksede sammen. Far har således fortalt, at én af de delikatesser, som hans farfar lavede, var suppe kogt på et fårehoved med øjne, ører, hjerne og det hele !

Turene til Ribe og drengenes besøg hos ham var nok de eneste lyspunkter i Christens tilværelse. Snart skulle drengenes besøg blive de eneste, for til sidst nægtede hans ben at trave helt til Ribe og tilbage igen. Fra da af tilbragte han det meste af tiden i sin seng. Der var ikke mere at stå op efter. Christen brugte megen tid på at studere sin salmebog. Når Far kom ind til ham, lærte den gamle ham utallige salmer, som de sang sammen. Hver dag bragte Farmor Ribe Stifttidende ind til ham, og den blev læst grundigt.

En dag var hele familien samlet om hans seng, og de har sandsynligvis forsøgt at forklare ham noget. Men Christen kunne ikke høre dem. Han rakte ud efter avisen og lod dem snakke. Lidt efter sænkede han avisen, pegede på et billede i den og sagde: “Æ tøws, æ sku kjend´ den mand !” Det var et billede af ham selv i anledning af hans 90-års fødselsdag, og det var derfor, hele familien var troppet op inde hos ham. Christen var både beæret over og særdeles tilfreds med at være kommet i avisen, oven i købet med billede. Men det blev nok også den sidste egentlige glæde, som han fik i sit liv. Kort tid efter sin fødselsdag sov han stille ind i døden.

Christen døde den 24. maj 1919. Dermed endte et langt og begivenhedsrigt liv. Det havde været et liv fyldt med slid og ofte også med strid, og det havde i vid udstrækning været én lang kamp for at få jord. Kampen havde ikke været forgæves. Han havde nået sit mål. Ud af næsten ingenting havde han skabt sig en gård i marsken. Den glæde nåede han heldigvis at få. Selv om han sandsynligvis aldrig gav udtryk for det, har det nok også glædet ham at se, at hans søn, min Farfar, kunne mødes med de andre bønder i Sønder Farup som ligemand. Så langt var han aldrig selv nået. I omverdenens øjne havde han altid været den besværlige og stridbare særling, den døve fra Bjerrum.

Christen havde til langt op i sin alderdom slidt hårdt, og skæbnen havde på mange måder behandlet ham strengt. Man kunne have undt ham nogle gode og glædesfyldte aftægtsår, men bevidst eller ubevidst valgte han glæden fra.

Bjerrum-drengene.

Indtil drengene begyndte at gå i skole, var Bjerrum deres verden. Den var tryg og god, men isoleret. Vel kom der mange gæster til kroen i de år, men det var ikke folk, som drengene havde noget at gøre med. De kom kun forholdsvis sjældent sammen med andre børn, og når det skete, stod de bange og forsagte og turde ikke være med i legen. Det lyder utroligt for dem, der har kendt dem, men Far hævdede hårdnakket, at sådan havde det været. De kunne være kålhøgne nok, når de var på hjemmebane, men det gik af dem, når de kom ud.

Det har Farmor ganske givet bemærket og gjort sig sine tanker over. Det var hendes erklærede mål i livet, at hendes drenge skulle ikke savne noget, og de skulle i hvert fald ikke savne selvtillid. Jeg tror derfor, at hun bevidst og helt systematisk har bygget deres selvværdsfølelse og selvtillid op. Hver gang hun kunne se, at hendes drenge var bange for et eller andet, eller tvivlede på, hvad de kunne magte, har hun forklaret dem, at netop de behøvede ikke at være bange, og netop de kunne klare meget mere, end de selv troede. Det kunne de, fordi de var hendes og Farfars drenge, og det var i sig selv noget ganske særligt. Hun understregede altid over for dem, at hun og Farfar stolede på dem og regnede med, at de, fordi de var noget særligt, kunne klare de opgaver og problemer, der kom til dem. Så længe drengene var små og så længe hun har kunnet, har Farmor naturligvis sørget for, at de ikke kom ud for større opgaver, end de kunne klare. Men i den forbindelse havde hun ikke noget imod, at de nogle gange måtte ud på så dybt vand, at de skulle stå på tæer for at kunne bunde.

Farmors metode virkede, om ikke lige med det samme, så på lidt længere sigt. Far har i hvert fald fortalt, at han både som ung og voksen ofte har hørt sin mors stemme sige: “Du kan klare det. Vi stoler på, du gør det. Husk, du er vores dreng (underforstået en Tygesen).” Samtidig med at Farmor byggede drengenes selvtillid op, sørgede hun også for at give dem pli og gode manerer og lærte dem i det hele taget at opføre sig ordentligt over for andre mennesker. Farmor lagde livet igennem stor vægt på gode manerer, og i den henseende skulle hendes drenge vise et godt eksempel. Det med de gode manerer blev vistnok et kendetegn for Bjerrumdrengene. I hvert fald når de var sammen med voksne, optrådte de altid meget belevent og velopdragent. Det gjorde indtryk og var med til at understrege, at Bjerrum-drengene var noget særligt.

Myten om, at det at være “en Tygesen” skulle være noget særligt, noget der giver én særlige evner, rettigheder og forpligtelser, er bygget op af Farmor. Far gjorde sit til at holde den i live, og mine børn vil nok sige, at jeg i hvert fald ikke har gjort noget for at aflive den. Jeg kan dårligt forestille mig, at Farfar aktivt har været med til at skabe myten. Han var alt for beskeden til at ville pege på sig selv som noget særligt. Men også på den tid var opdragelsen af børnene først og fremmest konens område, og da Farmor i hans øjne ingen fejl havde, så har hendes opdragelsesprincipper naturligvis været i orden for ham. Det var hans opgave at stange de lussinger ud, der skulle til, når drengene overtrådte den grænse, eller ikke levede op til de forpligtelser, der gjaldt for “en Tygesen.” Man kan mene, hvad man vil om Farmors specielle opdragelsesmetode, men jeg er sikker på, at den på mange måder hjalp hendes drenge. I øvrigt er metoden vel ikke så ringe endda, hvis den bliver brugt med fornuft.

Hvis drengene havde været pivede og forsagte som små, så gik det af dem i løbet af deres skoletid. Da den første skoledag oprandt for Far, tog Farmor ham i hånden og fulgte ham på vej gennem engene og indskærpede, at han altid skulle holde sig på vejen. Han måtte ikke skyde genvej igennem engene; studene, der gik der, kunne være farlige, og han var for lille til at kunne springe over grøfterne. Far havde betinget sig, at Farmor ikke skulle gå med helt op til skolen. Han var stor nok til at kunne klare sig selv. Derfor standsede de op, og sagde farvel til hinanden, da de var kommet næsten op til Sønder Farup. Da Far marcherede videre, blev Farmor stående. De vinkede til hinanden mange gange, og først da Far forsvandt bag træerne i Sønder Farup, gik Farmor hjem, lidt bekymret for, hvordan det ville gå hendes dreng, som hun nu havde sendt ud i den store verden. Far har indrømmet, at efterhånden som han så sin mor blive mindre og mindre for hvergang, han vinkede, blev han også selv mindre, og han var ikke stor karl, da han nåede frem til Vester Vedsted skole, V. Vedsted Byvej 55.

Den første skoledag blev en stor skuffelse for ham. Han havde selvfølgelig flot, nyt tøj på. Farmor havde som altid iført ham det nyeste nye inden for drengemoden. På ryggen havde han et flunkende nyt tornyster, som han var meget stolt af. Men alt var forkert. Tøjet var for “tøset” i forhold til de andre drenges, og tornystret skulle have været en rygsæk. Det lod de andre drenge ham forstå i tydelige og håndfaste vendinger. Far blev både drillet og slået. Da han kom hjem, brast det for ham, og han forklarede grædende, hvad han var blevet udsat for. Han ville aldrig mere i skole!

Farmor trøstede ham naturligvis, og helt i overensstemmelse med sine principper forklarede hun ham:

• at det var ham, der så rigtig ud,
• at hvis de andre ikke kunne se det, var det dem, der var noget galt med,
• at han bare skulle lade som ingenting, hvis de drillede ham,
• at han ikke skulle finde sig i at blive slået, underforstået, at han skulle slå igen.

Det lykkedes Farmor at overtale ham til at give skolen endnu en chance. Næste morgen spadserede han afsted, denne gang alene, fast besluttet på at sætte sig i respekt hos de andre drenge. Da han var kommet uden for synsvidde fra Bjerrum, gemte han sin hue et sikkert sted. Det var især den, der havde vakt kammeraternes forargelse, og der var jo ingen grund til at provokere unødvendigt. Det hjalp dog ikke at have deponeret huen. Da han kom op i skolen, var der straks én, der kom med fornærmende udtalelser om hans tøj og tornyster. Det var heldigvis én på hans egen alder, så Far vurderede, at ham kunne han klare og stak ham prompte et par på skrinet. Det gav ham fred den dag. Han måtte igennem et par slagsmål mere, inden det lykkedes ham at hævde sin naturlige ret til at være med i den førergruppe, som der altid opstår, også blandt børn.

Far blev snart glad for at gå i skole. Han kunne lide timerne, lide at lære noget, men især elskede han livet i frikvartererne. Efter Mors udsagn udviklede Far sig til at blive “en vild” dreng, der altid skulle være med, hvor det gik voldsomst til. Selv påstod Far, at han bare var en rask dreng, der ikke stak op for bollemælk. Han erkendte dog, at han af og til havde svære kvaler med at få sine tilbøjeligheder til at forliges med Farmors krav om gode manerer.

Som den gode storebror søgte Far at forberede sine brødre grundigt på alle skolegangens udfordringer. Han gjorde sig store anstrengelser for at lære Erik at slås. Men Erik havde et langt mere fredeligt gemyt end Far. Han ville ikke slås. Uanset hvordan og hvor meget Far provokerede ham, afviste Erik konsekvent Fars tilbud om at blive indført i alle slagsmålets færdigheder. Det hjalp ikke, at Far udmalede for ham, hvor meget han ville blive drillet, når han kom op i skolen. Han ville især blive drillet på grund af sine store ører. Er der noget, der er særligt ved “Tygesenerne”, er det ørerne, som hos en del af klanen har en betragtelig størrelse. Erik var ikke blevet snydt i den henseende. Det med Eriks ører var dog nok et større problem for Far end for Erik selv. Han betroede i hvert fald sine gode venner, Arne og Holger Truelsen, “at man måtte skamme sig over at få en dreng med så store ører i skole!” Til Fars store undren klarede Erik sig fint, da han kom i skole. Han blev overhovedet ikke drillet, alle kunne mærkværdigvis lide ham, og han havde aldrig hverken brug for eller trang til at slås. Mærkeligt !

Thomas var mere villig til at tage mod Fars tilbud om undervisning. Han var parat til at følge alle anvisninger om ikke at finde sig i noget og om at slå først i enhver situation. Da han den første dag mødte i skolen, fulgte han sin læremesters anvisninger til punkt og prikke. Den første dreng, der talte til ham, fik omgående én på trynen, så blodet sprøjtede. At den arme dreng, der i øvrigt var en pæn og forsagt bitte knægt, kun havde haft venlige hensigter med sin henvendelse, nåede Thomas ikke at opfatte, inden han handlede. De tre drenge var således hver for sig med til at bygge det billede op, at Bjerrum-drengene var noget for sig. Bjerrum-drengene blev et begreb. Det var Far ikke tilfreds med i begyndelsen. Hans kammerater hed Arne af Truels´, Kedde af Bjerregårds, Aage af Pahus´ o. s. v., men han var bare en Bjerrumdreng. Da der ikke var noget at gøre ved det, valgte han at tage betegnelsen til sig som et hædersnavn. I øvrigt blev Far i omtale kaldt Tyge-dreng for at skelne ham fra Farfar, der hed Thyge-mand.

Bjerrum-drengene havde langt til skole, hvis de fulgte vejen ca. 4 km. Genvejen gennem engene var ca. 1 km kortere. Den gav Farmor dem lov til at benytte, da Thomas begyndte at gå i skole, dog på betingelse af, at Far lovede at hjælpe de to små over grøfterne og hele tiden passe på “stikstudene”. Normalt var studene fredsommelige, men enkelte af dem, stikstudene, kunne være aggressive og finde på at gå løs på folk.

Da Erik ofte var syg som lille, måtte han helst ikke få våde fødder. Det var svært at undgå, når de skulle igennem engene. Far påstod, at han har slæbt Erik på ryggen hundredvis af kilometer, for at han ikke skulle få våde tæer. Når det blev alt for vådt eller koldt, fik drengene lov til at køre til skole. Så kunne de samtidig tage gårdens mælk med til mejeriet, som lå tæt ved skolen. Når de nåede mejeriet, blev hesten spændt fra og sat ind i mejeriets stald. Det var naturligvis Far, der som den ældste skulle være kusk. Det havde han ikke noget imod. Til gengæld fandt han det dybt uretfærdigt, at det også altid var ham, der skulle spænde for og spænde fra og hvert eneste middagsfrikvarter gå hen og give hesten vand og foder. Det sidste var det værste, for hvad gik han ikke glip af frikvartersherligheder.

Efterhånden som Bjerrum-drengene voksede til, udvidede de deres aktionsradius fra gårdspladsen og haven på Bjerrum til at omfatte engene, det gamle åleje, hvor der endnu stod en del vand, fyldgraven ved diget og stranden. Bjerrums isolerede beliggenhed gjorde, at drengene fik en hel del flere friheder end deres kammerater i Sønder Farup og Vester Vedsted. De kunne sejle i deres egen båd i den gamle å, de måtte tænde bål, hvor de ville, dog ikke i nærheden af gården, og de kunne gå på jagt. Til Farmors store fortrydelse og skræk havde Farfar foræret dem en salonriffel. Han havde naturligvis forklaret dem, hvordan de skulle bruge den og banket alle tænkelige sikkerhedsregler ind i hovedet på dem.

Da de fik den, var Thomas endnu for lille til at bruge den, men Erik og Far kunne. Mens Far helst ville gå på jagt med riflen, kunne Erik bedst lide at skyde til måls med den, og han blev meget ferm til at ramme. En søndag middag havde karlen sat sig på trappestenen uden for bryggersdøren for at nyde solen og frieftermiddagen. Han havde fået sin pibe tændt og sad fredeligt med den, da Erik råbte, om han måtte skyde piben ud af munden på han. “Ja, hvis du…” Mere nåede karlen ikke at få sagt, inden Erik havde trykket af, og piben var væk ! Efter den bedrift voksede Erik ikke så lidt i Fars øjne.

Det frie liv og de mange muligheder trak tit drengenes kammerater til Bjerrum. Så blev der udkæmpet drabelige sø- og landslag nede ved den gamle å. Der blev foretaget spændende ekspeditioner langt ud i engene. Af og til snød de sig til at tage riflen med. Det var risikabelt, for blev det opdaget, faldt der brænde ned. Det var strengt forbudt overhovedet at tage riflen frem, når der var fremmede drenge på besøg. På lange ekspeditioner var det simpelthen nødvendigt at have riflen med. Hvordan skulle de ellers skaffe sig proviant ? Det var især stære, der måtte lade livet på disse togter. Når jeg tænker på Fars beretninger om alle de stære, som de nedlagde, kan jeg undre mig over, at stæren ikke er totalt udryddet i dag !

Når de havde en passende portion fugle, gik drengene ud til stranden, hvor det var let at finde strandingstræ til et bål. Stærene blev så med fjer, indvolde og det hele kapslet ind i klæg og smidt på bålet. Det tog lang tid at få klumperne stegt igennem. Hvis drengene gav sig tid til at vente på det, var fuglene en lækkerbidsken. Fjerene blev hængende i klægkapslen, når de slog den i stykker, og kødet faldt let fra benene, så indvoldene blev inde i skroget. Men som regel kunne de ikke vente tiden af. Det betød, at fuglen endnu var halvrå, når den kom ud af kapslen; og at der fulgte både fjer og indvolde med, når de gnaskede den i sig.

På én af deres ekspeditioner skete der et grimt uheld. Efter et spring over en grøft landede Arne Truelsen forkert, og der skete noget med hans ene ben. Han kunne ikke støtte endsige gå på det. Heldigvis havde de ekspeditionsvognen med, en lille vogn med Bjerrums store hund spændt for. Far tog omgående kommandoen. Arnes bror, Holger, blev straks sendt af sted hjem til Sønder Farup, hvor der var telefon. Han skulle ringe til doktor Agerbæk i Ribe og bede ham om straks at komme til Bjerrum. Ekspedionsvognen blev hurtigt rigget om til ambulance, og der blev Arne under høje hyl anbragt, og så gik det babu-babu gennem engene hjem til Bjerrum, hvor han blev lagt i seng. Da lægen kom, stod Far udenfor og ventede på ham og afgav udførlig rapport om Arnes brækkede ben og hele hændelsesforløbet. “Hvordan kan du vide, at benet er brækket, du lille kloge,” Spurgte Agerbæk. “Det er da let,” svarede Far, “for det ser ud ligesom, da vores stud brækkede benet!” Det viste sig, at Far havde stillet diagnosen fuldstændigt korrekt.

Da første verdenskrig brød ud i 1914, kastede den sine skygger ind over Vester Vedsted sogn. Vester Vedsteds sognegrænse mod syd faldt dengang sammen med landegrænsen mellem Danmark og Tyskland, og sognet blev således nabo til en krigsførende nation. Fra gammel tid havde der altid været tæt forbindelse mellem Vester Vedsted og sognene mod syd. Derfor var der mange mennesker i Sønder Farup og Vester Vedsted, der havde familie og venner på den anden side af grænsen. Mange af dem blev efter krigsudbruddet indkaldt til tysk soldatertjeneste, og snart kom de første meldinger om, at den eller hin var faldet ved fronten. Længere henne i krigen begyndte de dansksindede soldater i tysk krigstjeneste at desertere til Danmark. En del af disse soldater kom til Vester Vedsted. Inden soldaterne i ly af natten og med fare for deres liv sneg sig over grænsen, havde der været forbindelse mellem folk syd og nord for grænsen. Alt var aftalt vedrørende flugtrute og -tidspunkt og om, hvor flygtningen skulle henvende sig nord for grænsen. Alle holdt øje med de tyske vagters patruljering langs grænsen og vidste derfor, hvornår chancerne var størst for at slippe uset forbi vagterne.

I langt de fleste tilfælde slap desertørerne velbeholdent til Vester Vedsted. Her gav man så den følgende dag det aftalte signal om, at alt var gået godt. Det kunne være et flag, der blev hejst eller et lagen, der blev hængt ud på et aftalt sted og tidspunkt. Nogle af de soldater, der ikke var så heldige at komme i forbindelse med en sådan “flugtorganisation”, måtte vælge en mere farlig flugtvej. De søgte ud til havet så tæt ved grænsen, som de turde for grænsevagterne. Om natten gik de et godt stykke ud i Vadehavet, drejede mod nord og gik parallelt med kysten, indtil de var sikre på, at de havde krydset grænsen, og gik så ind mod kysten. Det var en farefuld færd. En del mistede orienteringen på turen i Vadehavet, kom ikke langt nok mod nord og løb lige i armene på de tyske vagter, når de om morgenen vadede i land. De kom som regel for en krigsret og blev henrettet for faneflugt. Andre tog sig ikke i agt for tidevand, dyb og render og omkom i Vadehavet. De fleste nåede dog velbeholdent i land – på den rigtige side af grænsen. Det skete ikke så sjældent, at der om natten eller ud på morgenen kom en våd soldat til Bjerrum og bad om husly. De fleste af de flygtninge, der kom til Bjerrum, var dog ikke soldater, men russiske krigsfanger, som tyskerne havde sendt på tvangsarbejde i Sønderjylland.

Det er flere gange sket, når Bjerrum-drengene var alene hjemme, at en russer har banket på vinduet. Så måtte Far ud og hente fyren ind, give ham tørt tøj og mad. Far var meget betænkelig eller rettere hunderæd, hver gang det skete. Han syntes, at russerne så uhyggelige ud, og han kunne ikke forstå, hvad de sagde. Når han så dem igen den følgende morgen, kunne han ikke forstå, hvad der var sket med dem i løbet af natten, for nu så de rare ud, og nu lød deres mærkværdige sprog bare sjovt. En af disse krigsfanger forærede Far en russisk sølvmønt. Inden russerne tog videre på rejsen, forsynede Farfar og Farmor dem med henholdsvis penge og madpakke. Nogle få af dem lod høre fra sig, når de var nået frem til deres bestemmelsessted. En enkelt af dem, der havnede i Amerika, sendte gennem mange år julehilsen til Bjerrum.

Allerede på et tidligt tidspunkt i krigen kom Far rædselsslagen hjem fra skole og fortalte, at der havde været et uhyggeligt, kæmpestort luftuhyre efter ham ude i engene. Og ganske rigtigt, kort tid efter kom en kæmpestor cigar svævende ind over Bjerrum. Det var den første zeppeliner, som familien der fik at se. Senere skulle der komme mange af dem. Far fandt dem meget uhyggelige, når de med deres svage brummen kom sejlende gennem luften.

Far var syv år, da krigen brød ud, og den fyldte på mange måder hans hverdag med uhygge. De første måneder efter krigsudbruddet gik hele familien og rystede for, at Farfar skulle blive indkaldt til sikringsstyrken. Flere af hans jævnaldrende i Sønder Farup var blevet indkaldt; hvornår kom turen til ham ? Far var rystende bange for, at hans far en dag skulle være forsvundet, når han kom hjem fra skole. Han sluttede hver aften sin aftenbøn med at bede om, at der ingen russere ville komme, at zeppelinerne ville holde sig borte, at han ingen stikstude ville møde på vej til skole næste dag og endelig, at hans far måtte få lov til at blive hjemme hos dem. Far blev i hvert fald bønhørt på ét punkt. Hans far blev ikke indkaldt til militæret.

Drengene havde én gang prøvet at undvære deres far, og det havde været uhyggeligt. Farfar var blevet syg. Da han fik det dårligere og dårligere, var lægen til sidst blevet hentet. Han konstaterede akut blindtarmsbetændelse, og Farfar skulle omgående på sygehuset, oven i købet med sygetransport. Ribe Sygehus havde en hestetrukket ambulance, men det tog sin tid, inden den kunne rykke ud. Først skulle lægen tilbage til Ribe. Her skulle han alarmere ambulancekusken, som først skulle ud på marken efter sine heste. Inden han fik spændt for og kom til Bjerrum, var der gået syv lange og syv brede, og ventetiden må have været ulidelig for Farmor, for slet ikke at tale om Farfar. Drengene har vel ikke fattet, hvor alvorligt det hele var, men de har følt stemningen af uhygge, og den er blevet understreget af, at Farfar derefter var hjemmefra, indlagt på sygehuset, i mange dage.

Efterhånden som drengene blev større, skulle de være med i arbejdet på gården. Farfar og Farmor var enige om, at de skulle lære at bestille noget. Men de var måske ikke helt enige om omfanget. Farfar mente, at drengene fik leget nok i skolen, og at de skulle arbejde, når de kom hjem. Det var drengene ikke altid tilfredse med, og engang imellem kunne de få deres mor til at gå i forbøn for sig, så de fik en frieftermiddag.

Efter konfirmationen fulgte de alle tre det samme mønster. Den første sommer arbejdede de hjemme på Bjerrum, kom så på Vester Vedsted Efterskole om vinteren, derefter hjem igen og så at ud at tjene det følgende år.

Den første plads, Far havde, var på Danelund hos Tage og Nanna Rosenstand, Sdr. Farup Vej 9. Tage var søn af pastor Rosenstand, og han var én af egnens dygtigste og mest moderne landmænd. Danelund blev ikke bare en god læreplads for Far, men et godt sted at være i det hele taget. Han kom til at holde utroligt meget af både Tage og Nanna, og Danelund blev for ham hans andet hjem. Med mellemrum var Far på Danelund hele tre gange, de to sidste gange som forkarl.

Efter at Erik havde været på efterskole, var han blevet klar over, at han ikke ville være landmand. Han ville læse. Drengene, i hvert fald Far, havde fået tilbudet om at komme på Latinskolen i Ribe, men havde afvist det. Farfar og Farmor har sikkert ikke presset dem hårdt, for det ville være blevet både dyrt og besværligt med skolegang i Ribe. For Erik ville det have været en fordel, hvis han havde fået en real- eller studentereksamen. Uden en eksamen var hans muligheder for at komme til at læse begrænsede. Om han valgte seminariet, fordi han gerne ville være lærer, eller fordi det var den nemmeste mulighed, får stå hen i det uvisse. Det vigtigste er, at han vistnok aldrig fik grund til at fortryde sit valg. Erik var ikke gammel nok til at gå direkte fra efterskolen på seminariet. Han måtte også ud at tjene. Han var et år på Harreslund, hos Truels Truelsen, hans senere svigerfar, og arbejdede derefter hjemme, indtil han blev optaget på Tønder Seminarium.

Da Thomas skulle ud at tjene, kom han også på Danelund. Her var han sammen med sin gode ven, degnens søn, Knud Ernebjerg, V. Vedsted Byvej 55, og Far. Efter at have haft et par andre pladser var Far vendt tilbage til Danelund. På den tid var det en fast nytårsaftensskik, at karlene i Sønder Farup inden aftenrøgtningen red rundt i samlet trop og ønskede folk godt nytår. De var inde i hver eneste gård i byen, og alle steder fik de en dram eller et glas vin. I Vester Vedsted havde man den samme skik, og netop det år, hvor de tre var sammen på Danelund, var karlene i de to byer blevet enige om at ride sammen. Det betød, at både ruten, besøgene og det antal glas, som karlene fik, blev mere end fordoblet.

Det tog lang tid at komme turen igennem, og da de tre vendte hjem til Danelund i høj stemning, måtte de skynde sig ekstra for at klare aftenrøgtningen inden spisetid. Far gik straks i gang med at tage sig af hestene, mens Knud og Thomas skulle muge ud bag køerne og give dem roer. De skulle bruge en trillebør til begge dele. Noget skulle køres ud af stalden, og noget køres ind i krybben foran køerne. Det var mange ting et holde styr på på en gang. men trods det gik arbejdet med lynets fart. I skyndingen var der dog et og andet, der kiksede. Møget, der skulle have været ud på møddingen, havnede i krybben, og roerne blev helt glemt i farten. Det skulle senere vise sig at Danelund ikke var det eneste sted i Sønder Farup og Vester Vedsted, hvor der den nytårsaften var sket besynderlige ting i stalden, og det følgende år var der ingen af karlene fra de to byer, der talte om fælles nytårsridning.

Fra drengene var små, havde Farfar og Farmor gjort meget ud af at fortælle dem, hvor farligt det kunne være at færdes i engene. Det farligste var hverken grøfterne eller stikstudene, men tåge og snefog, der kunne lukke sig om én, så man intet kunne se. For at understrege, hvor galt det kunne gå, fortalte Farfar gang på gang historierne om sin farfar og om andre, der var omkommet i engene, fordi de var blevet overrasket af tåge eller snefog og havde mistet evnen til at orientere sig. Drengene havde lært, at hvis de vovede sig ud i sådan et vejr, så skulle de holde sig på vejen. Hvis de blev overrasket af tåge eller snefog, mens de var ude i engene, skulle de blive i den fenne, hvor de var og vente på bedre vejr, eller på at blive hentet af Farfar. De måtte ikke forsøge at krydse hegn eller grøfter. Dels kunne de ikke bedømme grøftens bredde, og dels ville de hurtigt miste orienteringen og fare vild.

Farfar har mere end én gang være ude i engene og hente sine drenge hjem, efter at tågen eller havgusen pludseligt og uventet var rullet ind over landet. Han glemte aldrig at rose dem, når han kunne se, at de havde holdt sig til reglerne. En gang gik Farfar rundt i engene i meget lang tid uden at kunne finde drengene. Ude af sig selv vendte han hjem til Bjerrum og så til sin store lettelse, at drengene allerede var der. De havde set tågen komme og havde, som de skulle, fulgt vejen hjem.

Både Thomas og Far skulle senere få hver sin uhyggelige oplevelse i engene. Da Thomas var omkring tyve år og var hjemme på Bjerrum, skulle han en aften til Vester Vedsted, hvor han var med til at spille dilettant. Han tog genvejen igennem engene og blev pludselig overrasket af tågen. Han holdt sig ikke til reglen om at blive, hvor han var, men fortsatte. Da han havde gået et par timer og sprunget over adskillige grøfter, blev han klar over, at han var faret uhjælpeligt vild, og at det ikke nyttede at gå længere. Da tågen lettede, fandt han ud af, at han hele tiden var gået i ring, og at han nu befandt sig i Bulengen, den samme eng, hvor hans oldefar, Thyge Jespersen var omkommet i 1868.

Fars oplevelse stammer fra den første gang, han var på Danelund. Han var da 16 år. Nytårsaften satte det i med en forrygende storm, og sneen væltede ned. Da han og hans jævnaldrende medkarl, Kaj, var i gang med aftenrøgtningen, kom Tage ud til dem og sagde, at de måtte tage hver sin hest og ride hjem på, når de skulle hjem og fejre nytårsaften med familien. Kaj, der var fra Ribe, fik oven i købet lov til at ride afsted med det samme.

Da Far var færdig, sadlede han sin hest og begav sig ud i uvejret. Himmel og jord stod i ét, men han kunne dog orientere sig så meget, at han fik hesten drejet ind på den rigtige vej igennem engene. Her kunne han ikke se to skridt frem for sig, og han måtte stole på, at hesten holdt sig på vejen. Pludseligt standsede hesten op, og noget mørkt tårnede sig op foran ham. Det var Kaj og hans hest. Da Kaj havde forladt Danelund, havde han holdt sig på vejen, men efter at have redet længe var han begyndt at tvivle på, om det nu også var den rigtige vej, han havde holdt sig på. Han havde dog fortsat og var blevet glad, da han med ét kunne se den store vej, som han længe havde ventet at støde på, foran sig som en mørk stribe i alt det hvide. Men her var hesten standset op. Uanset hvor meget han drev på den, havde den ikke rørt sig af flækken. Til sidst var han sprunget af hesten for at trække den videre. Til sin skræk havde han da opdaget, at det ikke var hovedvejen, men Ribe å, han stod ved. Han vidste ikke, hvor han var. Han var så forfrossen og bange, at han ikke kunne komme på hesten igen, og begyndte at trække den tilbage ad den samme vej, som han var kommet. Som ved et mirakel nåede han Yder Bjerrumvej netop, da Far kom der. Mens de to knægte stod der i snefoget, kom Farfar, som havde været urolig for sin dreng og var gået ham i møde. Han fik dem begge med hjem til Bjerrum, hvor Kaj måtte blive natten over. Kaj havde forvildet sig ud i engene og var stødt på åen i nærheden af Kværnstenen. Det var hans held, at hesten havde nægtet at fortsætte.

Da Thomas, Knud og Far forlod Danelund, rejste de sammen til Østjylland. Knuds far, S. Ernebjerg stammede fra Øster Starup på Koldingegnen. Her fik de tre plads i nærheden af hinanden. De mennesker, som Thomas kom til at tjene hos, var på sin vis både flinke og rare, men det arbejde, de bød ham, var alt for strengt. Han var trods alt kun en stor knægt endnu. Thomas holdt tiden ud i pladsen, men hans ryg tog varig skade af det hårde slid.

I tiden derefter var han vistnok mest hjemme på Bjerrum, som han overtog fra Farfar i 1940. Han havde da mødt sin Anna (Sørensen), som var født i Gørding den 19. december 1909. Thomas og Anna blev gift i april 1940. Bryllupsfesten blev holdt i Pavillonen ved Kammerslusen. Jeg var inviteret med. Det var det første bryllup, jeg skulle opleve, og jeg glædede mig. Det var ikke Annas og Thomas skyld, at jeg blev skuffet, men tyskernes. Brylluppet fandt sted kort tid efter besættelsen den 9. april, og tyskerne havde givet ordre til, at alle vinduer skulle mørkelægges om aftenen. Pavillonen kunne ikke mørkelægges, og til min store skuffelse sluttede festlighederne derfor allerede sidst på eftermiddagen.

Anna var den første brud, jeg havde set, og hun gjorde et voldsomt indtryk på mig. Hun var i mine øjne næsten overjordisk dejlig, så de brude, som jeg senere fik at se i min drengetid, kunne slet ikke hamle op med hende. Anna og Thomas fik følgende børn:

1. Thyge, født den 8. maj 1942.
2. Søren, født den 29. november 1947.
3. Karen Margrethe født 28. januar 1949, død i 1989.

Anna døde i 1987 og Thomas året efter.

Efter at Erik havde fået sin lærereksamen i 1930, blev han gift med Johanna Augusta Truelsen, født den 11 august 1909, datter af Augusta og Truels Truelsen, Harreslund. Erik og Johanna blev gift den 14. april 1933. De fik følgende børn:

1. Kjeld, født den 28. november 1937.
2. Bente, født den 3. april1941.
3. Steen, født den 2. marts 1947.

Erik døde i 1973 og Johanna i 1995.

Efter at Far var begyndt at tjene hos fremmede, vendte han ikke senere tilbage til Bjerrum. Bortset fra det år, da han var på Koldingegnen, skiftedes han til at være på Danelund og i Ørting ved Odder. Efter at have været på Ladelund Landbrugsskole en vinter blev han den 14. maj 1931 gift med Mor, Ingrid Ernebjerg, født den 14. juni 1910. De fik følgende børn:

1. Sven Ernebjerg, født den 13. februar 1932.
2. En pige, født den 7. april 1933, død samme dag.
3. Knud Erik, født den 24. oktober 1935.
4. Asger, født den 27. juni 1938, død i 1991.

Far døde i 1987.

Ude og hjemme.

Aftenerne var noget ganske særligt på Bjerrum. Om sommeren gik Farfar tit aftentur gennem engene med sine drenge. Han fortalte dem om åen og skibsfarten til Ribe, og han fortalte om alle de fugle, de så på deres tur. Han vidste, hvor ænderne rugede, og hvor rørdrummen havde sin rede. Om efteråret kom de store fugletræk. Så gik Farfar ofte ud i skumringen med sin bøsse for at skyde spover, ænder og gæs. Da drengene blevet store nok, var de ofte med ham. Det var især Far, der var interesseret i jagt. Allerede som 12-årig fik han lov til at skyde, og han var stolt som en pave, da han første gang kom hjem med en and, som han selv havde skudt. Da han var 14 år, gav Farfar ham hans eget gevær, og herefter fik han lov til at gå på jagt alene.

Som alle andre knægte gik Far ikke så højt op i jagtetikken. Han skød på alt, hvad der rørte sig. En gang kom han hjem med en svane, som han havde skudt. Svanen var ikke fredet dengang, men Farfar, der havde sine egne, strenge jagtetiske regler, som Far skulle følge, havde forbudt ham at skyde svaner. Overtrædelsen af reglerne udløste en ordentlig røffel, og hvad værre var, Fars jagtgevær blev konfiskeret for en tid.

Vinteraftenerne var dog de bedste. Så samledes familien og tjenestefolkene omkring petroleumslampen i stuen. Så blev der fortalt historier, læst højt og sunget. Farfar fortalte både eventyr og gamle familieskrøner, og Farmor læste højt. Mens drengene var små, var det mest H. C. Andersens eventyr, Farmor læste. Senere afløste Aakjær og Bjørnson eventyrdigteren, og så hørte de “Da lampen tændtes”, “En glad gut” o.m.a.

Det var også især Aakjær, der måtte holde for, når familien sang. Både Farmor og Farfar elskede hans sange, men det var især Farmor, der lærte drengene at synge dem. Sangen om “Jens Vejmand”, som Aakjær havde skrevet i 1905, var blevet en landeplage. Den må også være blevet sunget tit i Bjerrum, for da Far begyndte i skolen; kunne han alle versene udenad. Det var dog ikke den, han ville synge, da lærerinden den første skoledag spurgte ham, om han kunne synge en sang. Naturligvis kunne han synge en sang, og han tilbød at synge “Kærlighed er en løjerlig spurv” for hende. Det må åbenbart have været for prosaisk for lærerinden. Til Fars store undren afslog hun hans tilbud. Sangen om kærligheden havde Far lært af tjenestepigen. Mens Farmor tog sig af drengenes indføring i den finere poesi, sørgede tjenestefolkene for den mere folkelige.

Da drengene fik lært selv at læse, indskrænkede Farmor højtlæsningen, men sørgede til gengæld for, at drengene fik deres egne bøger at læse i. På den måde slog hun to fluer med ét smæk, dels fik hun givet sine drenge én af de bedste vaner, man kan få, at læse bøger og opleve glæden ved at læse, og dels fik hun selv bedre mulighed for at hengive sig til sin egen læsning. Med hensyn til læsningen foregik Farfar og Farmor drengene med et godt eksempel. De var begge utroligt glade for at læse, og bøger spillede en stor rolle i deres tilværelse. Uanset om der var råd til det eller ej, så blev der hvert år købt nye bøger i Bjerrum. Efter den tids forhold havde Farfar og Farmor en ganske stor bogsamling af tidens forfattere: Drackmann, Aakjær, I. P. Jacobsen, Skjoldborg, Bjørnson, Selma Lagerløf, Potoppidan o.m.a.. Farfar og Farmor kunne aldrig få bøger nok. Sognebiblioteket på skolen kunne kun delvis mætte deres læsehunger. De få nye bøger, som biblioteket anskaffede hvert år, forslog som en skrædder et vist sted.

Da boghandlerne i Ribe startede læsekredse, blev Farfar og Farmor hurtigt abonnent i én eller helst flere kredse. En læsekreds fungerede på den måde, at boghandleren hvert efterår stillede en række af de nyeste bøger til rådighed for kredsen. Jo flere abonnementsbidrag, der blev betalt af kredsen, desto flere bøger fik den. Bøgerne vandrede så vinteren igennem fra den ene abonnent til den anden. Når sæsonen var forbi om foråret, kunne abonnenterne købe bøgerne forholdsvis billigt.

Når jeg i min gymnasietid var på besøg hos Farfar og Farmor, skulle Farmor altid have at vide, hvilken forfatter vi arbejdede med i litteratur. Når hun så fik det at vide, fik jeg en lang forelæsning om den pågældende forfatter og hele hans produktion. Farmor havde ikke alene læst en væsentlig del af alle de betydeligste danske forfatteres bøger, hun kunne også huske dem, og hun holdt meget af at snakke litteratur. Det fik hun rig lejlighed til engang, da der kom et par studenter fra København og indlogerede sig i Bjerrum. Dem fik hun diskuteret litteratur med. Det blev starten til flere års litterær brevveksling med den ene af studenterne. Han blev senere en meget kendt mand og både dr. phil. og professor. Hans navn var Hal Koch.

Selv om Farfar og Farmor boede langt ude, var de forholdsvis tit i teatret. Af avisannoncerne kan man se, at der dengang ofte kom et teaterselskab til Ribe, i hvert fald i vinterhalvåret. Det var mest operetter og andre forestillinger af den lettere genre, der blev vist. Når Farfar og Farmor havde været i teatret, forsvandt både Aakjær og Bjørnson for en tid fra aftenprogrammet i Bjerrum. I stedet genfortalte Farfar og Farmor handlingen fra den forestilling, de havde set, og de lærte drengene sangene. Efter en sådan teatersæson, kunne man høre både grev Danilo og prins Orlowsky gå og skråle gennem engene.

Fra Kustrupgård havde Farmor været vant til megen selskabelighed. Det blev vel ikke til helt så meget på Bjerrum, men de fik dog snart en stor omgangskreds. Dem, de helst kom sammen med, var “klubben”. Foruden Farfar og Farmor bestod den af: mejeribestyrer Laursen og hans kone, Marie, degnen, Søren Ernebjerg, og hans kone, Elna, (mine morforældre), Farfars fætter, Anders Jessen Lindberg og hans kone, Sørine, og Augusta og Truels Truelsen fra Harreslund. Efter alle de beretninger: jeg har hørt om sammenkomsterne i “klubben”, må de have haft det usandsynligt dejligt og spændende med hinanden. Om vinteren kom de vistnok sammen én gang om ugen. Om sommeren var der ikke tid til at komme sammen så tit. Til gengæld rev de da en hel dag ud af kalenderen og tog afsted på deres årlige udflugt.

Når “klubben” var sammen, forløb aftenen næsten altid efter samme program, mændene spillede kort, mens degnen læste højt for konerne. Der blev naturligvis også tid til almindelig bysladder og til at drøfte både den store og den lille politik. Jeg er sikker på, at bølgerne er gået højt, når de har talt politik. Min morfar var ivrig venstremand, oven i købet et fremtrædende medlem inden for partiet, Farfar var konservativ og de øvrige mænd enten venstre eller konservative. Farmor var også politisk interesseret. Hun var glødende tilhænger af Danmarks Retsforbund, som var blevet stiftet i 1919. Der var nogle få retsstatsfolk i Vester Vedsted sogn, bl. a. et par af pastor Rosenstands svigersønner, Ernst Hvass, Mandøvej 31 og Bent Okholm, Ulvehøjvej 16. Retsstatsfolkene fyldte dog ikke særligt meget i det politiske landskab, og i Vester Vedsted kaldte man dem overbærende “englebasserne”. Det kunne bringe Farmor aldeles i harnisk, når hun hørte dette udtryk.

Både Farfar og Farmor var selskabsmennesker, og Farmor var det strålende midtpunkt, når de var ude. Hun havde i ordets egentligste forstand udstråling. Hun var charmerende og slagfærdig og kunne i kraft af sin forstand og sin viden tale med om stort set alle de emner, der kom på dagsordenen. Farfar var ikke så meget talende som hun, men han havde lune og udpræget sans for humor. Først og fremmest var han dog en mand, som man kunne regne med, og han var meget vellidt overalt. Af og til var børnene med til klubsammenkomsterne. De fleste af børnene var stort set jævnaldrende, og de må have haft det sjovt sammen. I hvert fald fortsatte de som voksne med at komme sammen til de såkaldte “klubbørngilder”.

Pavillonen.

Som tidligere fortalt byggede Farfar og Farmor Pavillonen ved Kammerslusen i 1923. Bygningen, et stort rødmalet træhus med hvide vinduer, blev opført på en grund, som tilhørte Vandbygningsvæsenet. Grunden var vistnok oprindeligt bestemt som tjenestejord til slusemesteren og -assistenten. Ligesom præster og skolelærere på landet skulle de åbenbart også have mulighed for at drive landbrug, omend i lille målestok. Der var dog ingen af dem, der nogensinde benyttede sig af den mulighed. Farfar ville helst have købt grunden, men da det ikke kunne lade sig gøre, måtte han nøjes med en langtidslejekontrakt. Først i 1954 var Vandbygningsvæsenet parat til at sælge, og Farfar fik da grunden på ca. 1 ha for 4.500 kr.

Uden at vide det bestemt vil jeg anslå, at huset har været ca. 20 gange 10 meter. I den halvdel, der vendte ned mod åen, var selve restaurationslokalet. I den modsatte halvdel var der en skænkestue, en lille gang plus et kæmpestort køkken med tilhørende spisekammer og kælder. Den lukkede veranda, der havde været i Bjerrum, blev pillet ned og genopført ved den gavl af Pavillonen, der vendte op imod diget. Allerede få år efter opførelsen blev Pavillonen udvidet med en åben veranda, der strakte sig i næsten hele husets længde langs med åen. Her var der ikke noget gulv, men fint perlegrus i bunden.

I restaurationslokalerne bestod møblementet af meget lette møbler, nærmest en slags havemøbler. Kun i skænkestuen var der rigtige menneskemøbler, læderbetrukne sofaer, solide borde og en stor buffet. På buffet en stod resterne af det kobber- og messingtøj, der oprindeligt havde været på Bjerrum. Da Christen var død, havde Farmor med hård hånd kasseret det meste af al den slags gammeldags grej. Hun og Farfar havde samlet det hele sammen i en stor kobberkedel, som Farfar gravede dybt ned i jorden. Der ligger det såmænd endnu, hvis ingen har fundet det i mellemtiden. Der var dog nogle få ting, som undgik at blive begravet, bl. a. en stor, flot vandkedel af kobber

Da jeg var helt lille, ville jeg gerne snige mig ind i restaurationen, som jeg fandt meget spændende. Det var dog forbudt område for mig, i hvert fald når der sad gæster derinde. Det gjorde der heldigvis for mig ikke altid, og så kunne jeg liste mig derind og se på alt det spændende, der var der: de kæmpestore petroleumslamper, der hang ned fra loftet, de mange spændende og kulørte flasker, der stod på hylden bag skranken og den klokke på skranken, som gæsterne kunne benytte, når de ønskede betjening, og som jeg en sjælden gang fik lov til at bimle med. Det, der tiltrak mig mest, var dog alle de farvestrålende plakater, der hang på væggene og forsøgte at lokke folk til synd og fordærv. Der var skilte i blik og emalje med reklamer for sprit og cigaretter, og der hang Tuborg-plakaten med den tørstige mand uden for landevejskroen. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var en reklame for CLOCK, der viste to overvelnærede munke, der sad ved en vintønde og med alle tegn på jordisk salighed labbede i sig af den søde drik.

Det må have været noget af et økonomisk eksperiment at flytte krovirksomheden fra Bjerrum til Kammerslusen. Ikke alene har byggeriet kostet dyrt, men der må også have været ret store driftsudgifter, først og fremmest til medhjælp og transport af forsyninger. Da Pavillonen kun var åben om sommeren, skulle alle sejl sættes til i disse måneder for at få det hele til at løbe rundt. Alle varer skulle hentes i Ribe, ja, selv vandet skulle importeres. I Bjerrum kunne vandet fra brønden bruges, selv om det konstant var lysebrunt. Ved Kammerslusen var grundvandet derimod uanvendeligt. I Pavillonens udhus var der en stor vandbeholder. Med en håndpumpe pumpede Farfar vand fra åen op i den. Åvandet kunne bruges til vask og opvask, men ikke til madlavning og drikkevand.

Farfar havde en aftale med slusemesteren, der havde en motorbåd, om at levere vand fra Ribe nogle gange om ugen. Da der ikke var elektricitet ved Kammerslusen, havde Farmor hverken køleskab eller dybfryser. Hun opbevarede kød og pålæg m.v. i kælderen, men ålene, som var Pavillonens specialitet, skulle opbevares i et isskab, og det krævede frisk is hver dag.

Flytningen af krovirksomheden må have gjort tilværelsen noget besværlig for Farfar og Farmor. De havde jo fortsat landbruget at passe, og derfor blev de boende på Bjerrum. Hver morgen måtte Farmor afsted til Pavillonen, mens Farfar først kom senere på dagen. På bunden af min hukommelse har jeg et billede af Farmor, der tager af sted fra Bjerrum. Hun trækker med sin cykel, der er så læsset til med ting og sager, så hun ikke kan køre på den. Da Thomas og Anna overtog Bjerrum i 1940, fik Farfar og Farmor indrettet en lejlighed over restaurationen og boede fra den tid permanent ved Kammerslusen.

Farmor var ikke alene om arbejdet med restaurationen. Hun havde i det mindste to piger, og da hun blev ældre tre som fast medhjælp. Ved spidsbelastninger blev sluseassistentenskone tilkaldt for at tage sig af opvasken. Den ene af pigerne var serveringsjomfru, en titel som Farfar stædigt holdt fast ved i mange år, uanset om pigen kunne leve op til den eller ej. Først da det almindelige forfald i moralen var slået igennem, gik han over til at benytte den mindre forpligtende betegnelse “servitrice”, måske på baggrund af følgende historie:

Under eller lige efter krigen havde Farfar og Farmor en sød og dygtig “jomfru”, som de var meget glade for. Hun passede sit arbejde til punkt og prikke, og der var altid orden i hendes regnskab. Hun var imidlertid lidt vildsom i sin fritid; det bekymrede Farfar og Farmor noget, men det kunne de naturligvis dårligt blande sig i. En nat vågnede Farfar op ved at høre nogen pusle nedenunder. Han stod op, og netop da han kom ned i køkkenet, steg “jomfruen” op fra kælderen, splitterravende nøgen, drivvåd og med en flaske brændevin i hånden. Hun forklarede, at hun havde været til gilde i et af sommerhusene på den anden side af åen. Da brændevinen var sluppet op, havde hun resolut smidt kludene og var svømmet over for at hente friske forsyninger i Thyges kælder. Pigen forsikrede, at der var betalt for flasken, og at det ville fremgå af næste dags regnskab. Farfar, der som regel tog enhver situation med ophøjet ro, lod sig heller ikke hidse op over denne. Med sin flaske fik pigen uden videre påtale lov til at krydse kanalen endnu engang. Dagen efter fik hun dog en røffel, fordi hun var gået i spritskabet uden tilladelse og rent faktisk havde serveret efter lukketid.

Farmor havde let ved at få piger. Den ene pige “solgte” så at sige pladsen til den næste. Det må åbenbart have været et godt sted at være. Det bekræftes af, at mange af “klubbens” døtre tilbragte en sommer hos “Karen ved æ Slues”.

Pavillonen var ikke den eneste restauration ved Kammerslusen. Ca. en halv km længere oppe ad åen lå Kanalhuset, der også havde krobevilling. Kanalhuset blev bygget sidst i 1850´erne, altså umiddelbart efter at Kanalen var blevet gravet. Huset blev oprindeligt opført som karantænestation. Her blev især folk, der var mistænkt for at have den farlige og meget smitsomme kolera, holdt i isolation, så de ikke kunne føre epidemien videre. Kanalhuset må med sin ensomme beliggenhed have været velegnet til dette formål. Ydermere lå det særdeles praktisk for skibene. Syge søfolk kunne lempes i land her, inden de kom ind til Ribe. Når der var folk indlagt til observation på karantænestationen, var der til skræk og advarsel for andre mennesker hejst et gult flag udenfor. Det skete dog kun sjældent, og derfor kunne værten udmærket have lidt krohold ved siden af.

Det første Kanalhus lå meget lavt, klos op ad Kanalen. Det betød, at det lå ret så udsat, når der kom stormflod. Efter et par stormfloder, den voldsomste i 1881, blev huset revet ned og genopført lidt længere borte fra Kanalen på et højere sted. På det tidspunkt var huset blevet overtaget af Hans Th. Mikkelsen. Han og Christen blev altså naboer. Selv om de begge var kromænd og som sådan konkurrenter, havde de et udmærket forhold til hinanden. Hans Mikkelsen havde således været fadder, da Christens datter, Ane, blev døbt, og han og Christen havde været anpartshavere i den samme evert.

Da Farfar og Farmor byggede Pavillonen, blev forholdet til familien Mikkelsen lidt anspændt. Hans Mikkelsen syntes, med nogen ret, at Farfar gik ham i næringen ved at bygge sin restauration så tæt ved Kanalhuset. Når Farfar overhovedet kommenterede den sag, sagde han tørt, at han jo dårligt havde kunnet bygge længere mod vest ! Så længe Hans Mikkelsen og hans kone havde Kanalhuset, var der vistnok ikke nogen større konkurrence mellem de to restaurationer. Hver havde sin kundekreds. Konkurrencen blev derimod hård, da den næste Mikkelsen-generation overtog Kanalhuset og moderniserede og udvidede det.

Jeg har ikke opfattelsen af, at Farfar og Farmor spandt guld på Pavillonen de første mange år, men de klarede sig. Pavillonen har måske endda været med til at hjælpe dem nogenlunde velbjerget igennem 1930rnes kriseår. Årene under krigen og umiddelbart efter blev derimod en god tid for dem. Da kom de for første gang i deres liv til at tjene gode penge, fordi da kom der rigtigt mange turister til Kammerslusen. Først og fremmest bragte de to motorbåde, der hver dag sejlede turister fra Ribe til Kammerslusen, masser af kunder til huse.

I mine øjne var det kun den ene af bådene, der talte. Den havde nogle åbenlyse fordele frem for den anden. Den lignede et rigtigt skib mere end den anden, den havde den stærkeste motor og den største kahyt, og så hed den SVEND. Besætningen på båden bestod af to halvgamle ungkarle, Theodor og Gustav, som hver på sin vis gjorde et stort indtryk på mig. Theodor gik en gang om ugen op til Farfars rygebord, som havde tre skuffer. I den ene havnede Farfars cigarstumper og pibeudkrads, og disse herligheder havde Theodor eneret til. Cigarstumperne blev nulret og blandet godt med pibeudkradset, og så åd han det gudhjælpemig. Det imponerede mig meget. Men Theodor forklarede mig, at det smagte langt bedre end almindelig skråtobak.

Gustav havde et stift knæ og en klumpfod. Trods det var han i stand til at hoppe fra borde, og i dette hop foretog klumpfodsbenet et sving, der i mine øjne var både interessant og elegant. Theodor og Gustav var et par gode venner at have. Der vankede mange gratis sejlture med dem. Det var bedst på de dage, hvor der var så mange passagerer, at de måtte sejle dobbelttur. Så kunne jeg komme både frem og tilbage. Men i øvrigt cyklede jeg gerne tilbage fra Ribe bare for at få en tur med båden.

Jeg var tit på besøg ved Kammerslusen. Dengang var trafikken på landevejene så begrænset, at jeg sagtens kunne cykle derud på egen hånd. Første gang, jeg fik lov til det, var i sommeren 1939. Da var jeg syv år. Jeg havde dog måttet love derhjemme enten at trække cyklen gennem Ribe eller køre over Nørre Farup, så jeg kom helt uden om Ribe. Det var selvfølgelig for nedværdigende at skulle stå af cyklen og trække den gennem hele byen, så jeg valgte at køre over Nørre Farup, selv om den vej var et par kilometer længere.

Mens alt det sjove og spændende havde været mere eller mindre forbudt i Bjerrum, havde jeg stort set frit slag ved Kammerslusen, i hvert fald da jeg blev lidt ældre. Jeg måtte både fiske i fyldgraven, sejle sammen med sluseassistentens søn og færdes på sluseanlægget. Jeg havde dog også mine pligter. Den sureste var at pumpe vandbeholderen fuld hver formiddag. Det var straks mere spændende at besørge ærinder hos slagteren og købmanden i Ribe.

Det bedste var dog at passe kiosken. Netop på den tid kom der usandsynligt mange skoleudflugter til Kammerslusen. Skolebørnene havde penge på lommen, og de skulle naturligvis omsættes til is og slik. Farfar havde i mange år solgt ispinde, som blev opbevaret i isskabet, der stod i gangen. Med den efterspørgsel, der med de mange skoleudflugter blev på is, var det for upraktisk at have unger myldrende ud og ind i den forholdsvis lille gang, og derfor byggede Farfar en kiosk. Farmor var ikke ubetinget begejstret for dette arrangement, og hun ville i hvert fald ikke have noget med den kiosk at gøre, og hendes piger skulle heller ikke have det. Altså måtte Farfar selv tage sig af kiosken. Den blev et godt aktiv for omsætningen, men trods det brød Farfar sig ikke om den. Jeg er ret sikker på, at han følte det dybt nedværdigende, at han skulle stå og tælle lakridser og karameller op og lange is over disken til snottede unger, der ind imellem tillod sig at vrøvle over både udbuddet af varer og deres kvalitet.

Farfar var derfor himmelhenrykt, da han fandt ud af, at jeg hellere end gerne ville passe kiosken. Så kunne han hengive sig til det, han kunne lide, nemlig at småherse lidt med pigerne og hygge om gæsterne i restaurationen. Da Farfar var sluppet af med gården i Bjerrum, havde han en ganske behagelig tilværelse. Det fik én af hans venner fra ungdoms årene til at sige til ham: “Do håe en gladle levnet, Thyge, do ka gå i di` køen tøj ind` ved æ Kwindfolk hver daw!” Om formiddagen var der sjældent ret mange gæster i restaurationen, ofte slet ingen. Da havde alle travlt med at få alt parat til det store rykind om eftermiddagen. Der skulle bages, gøres rent, hentes forsyninger og pyntes op udenfor.

Over middag sov Farfar og Farmor til middag i lejligheden ovenpå. Så skulle der ikke alene være stille i huset, men meget stille. Pigerne vaskede op med lyddæmper, og de listede rundt i køkkenet. På slaget 2 steg Farmor ned fra højheden. Nu havde hun køkkenuniformen på, blændende hvid kittel og et nystivet hvidt forklæde, der blev holdt oppe af en stor broche på brystet. Nu blev der hektisk travlhed i køkkenet. Snart buldrede ilden i komfuret for at få kaffevandet i kog. De nybagte kringler og skærekager fra om formiddagen blev skåret i stykker, der blev smurt boller, og der blev lagt lagkager sammen.

Når tiden for bådenes ankomst nærmede sig, blev jeg sendt et lille stykke vej hen imod Kanalhuset for senere at kunne rapportere, hvor mange passagerer, der steg af bådene der. Jeg fandt hurtigt ud af, at det havde en positiv indvirkning på Farmors humør, når jeg kunne melde tilbage, at ingen eller kun ganske få var gået i land der. Når bådene havde lagt til ved broen ud for Pavillonen, stimlede de fleste passagerer straks ind i restaurationen for at få deres kaffe. En del gik dog først en tur over til slusen og diget. Dem skulle jeg tælle og give Farmor antallet. Ud fra sin erfaring vidste hun, hvor stor en del af dem, der senere ville komme ind og drikke kaffe.

Efter et par timers ophold sejlede bådene tilbage til Ribe. Så skulle der ryddes op og gøres klart til spisegæsterne. De kom sjældent i stort tal, men nogle kom der altid, i hvert fald i højsæsonen. Farmor havde ikke det store udbud på spisekortet. Det var heller ikke nødvendigt, for de fleste kom for at spise ål, Farmors specialitet, stegte ål med flødestuvede kartofler og smeltet smør til. Det var en delikatesse af rang, men den lagde sig som kløvet træ i maven. Uanset hvad Farmor serverede, målte hun de enkelte portioner ud med rund hånd. Ingen skulle gå sulten fra bordet. Når hun serverede ål, kom halestykkerne ikke på bordet. Dem kunne man ikke være bekendt at servere. Nej, kun fine, tykke stykker, og der skulle mindst være så mange af dem, at enhver efter måltidet kunne danne en sammenhængende krans af de afgnavede benrader yderst på tallerkenen.

En anden af Farmors specialiteter var smørrebrød. Ikke den slags flade, industrialiserede madder, som man i dag får under betegnelsen smørrebrød. Nej, det var “højt smørrebrød”: flæskesteg, rullepølse, oksekød, røget ål stablet op med garniture af enhver tænkelig art. Det var lækkert, men det må have været meget besværligt at lave, for alt var hjemmelavet.

Ud over spisegæsterne kom der om aftenen også en del mennesker for at få sig et par pilsnere og evt. et spil kort. Farfar spillede tit kort med dem, men jeg mindes aldrig at have set ham drikke med dem. Når spisegæsterne var forsvundet, sank Farmor ned på sin taburet, udmattet og opkogt i hovedet efter at have stået over et gloende komfur i flere timer. Endelig blev det lukketid. Jeg husker ikke, hvornår det var, men det var ikke særligt sent. Det var så absolut ikke nogen natrestaurant. Så satte Farfar og servitricen sig til at gøre kassen op. Det kunne af og til tage sin tid, inden de kunne få den til at stemme på ører.

Under krigen lå der en lille afdeling tyske soldater ved Kammerslusen. De havde deres barak på selve slusearealet og en maskingevær- eller antiluftskytsstilling på diget ved siden af slusen. En sommeraften i 1943 lige efter lukketid kom der engelske flyvere ind over landet. Såvidt jeg ved, blev de mødt af tyske jagerfly, og der udviklede sig en gevaldig luftkamp over Vadehavet, og der blev skudt fra den tyske stilling på diget. Jeg kender ikke enkelthederne om begivenheden, men husker den som meget uhyggelig. Farmor forlangte, at Farfar skulle gøre noget, men hvad skulle han stille op? Han kunne jo ikke bremse skyderiet. For dog at gøre noget kommanderede han alle ind under det store bord i spisekammeret. Der sad vi så allesammen, Farfar, Farmor, pigerne, Gunhild fra Skanderborg, der netop den dag var kommet på besøg, og lille jeg. Og jeg var lille den aften, hvor vi sad under bordet og hørte de dumpe drøn fra eksplosionerne og maskingeværernes knitren. Dagen efter fik vi at vide, at der var blevet skudt en engelsk maskine ned ude i Vadehavet.

Midt i 1940´rne lavede Ribe kommune en ny vej, Holmevejen, fra Ribe til Kammerslusen. Den har ganske givet været medvirkende til, at turiststrømmen tog til. De første år var heller ikke denne vej særlig god. Den var så ringe, at taxavognmændene, som dengang hed lillebilvognmænd, nægtede at køre til Kammerslusen i efterårs- og vintermånederne. Vejen blev dog bedre med tiden og blev et godt aktiv for Pavillonen. Farfar måtte selvfølgelig yde sit bidrag, 1.100 kr., til vejen.

Farfar og Farmor solgte Pavillonen i 1957, og det var i hvert fald fem år for sent. De sidste år var for hårde for dem. Tiden havde forandret sig, og de var blevet for gamle til at kunne følge med den. Det var svært for dem at få medhjælpere, i hvert fald nogle, som de var tilfredse med. De dygtige og solide piger, som de havde haft i gamle dage, var ikke til at opdrive mere. Dygtige piger kunne let skaffe sig bedre og mere spændende arbejde andre steder.

Da der stadig ikke var kommet elektricitet til Kammerslusen, havde Farfar og Farmor ingen af de hjælpemidler som f eks. køleskab, dybfryser, røremaskine og støvsuger, der kunne have gjort arbejdet lettere for dem. Badeværelse og ordentlige toiletforhold måtte de også undvære. Både de og gæsterne i restaurationen måtte fortsat klare sig med de gammeldags lokummer i udhuset. Heldigvis havde de Anna i Bjerrum. Hun var en kolossal hjælp for dem. I de første mange år, hun og Thomas var gift, hjalp hun sine svigerforældre hver gang der kom særligt store selskaber, og hun stillede stort set hver eneste søndag for at hjælpe. Officielt kom hun for at servere, men i virkeligheden blev det til meget mere end det.

Med hus og hjem og børn kunne Anna ikke blive ved med at arbejde så meget ved Kammerslusen, og da hun og Thomas flyttede fra Bjerrum i 1951, skulle Farfar og Farmor have solgt restaurationen. Det var Farmor også parat til. Hun var da 66 år, så der er ikke noget at sige til, at hun var begyndt at blive træt. Farmor nåede aldrig at få lært at blive glad for restaurationsvirksomheden. Hun havde været ked af den fra sin start i Bjerrum, men havde taget den med som en nødvendighed, og havde klaret sin del af den med bravour. Men nu orkede hun ikke mere. Farfar var imidlertid ikke parat til at give slip på virksomheden endnu. Han var godt klar over, at arbejdet var strengt for Farmor, men det måtte man jo kunne bøde på ved at ansætte ekstra hjælp. Problemet var bare, at den hjælp var ikke til at opdrive.

I 1953 købte Farfar og Farmor hus i Sønder Farup, Sdr. Farup Vej 32. De flyttede ind i det, da sæsonen ved Kammerslusen var forbi i efteråret 1953. Det følgende år flyttede de dog ud til Kammerslusen igen og åbnede Pavillonen for en ny sæson. Da den var forbi, kunne selv Farfar indse, at de nu måtte sælge restaurationen. Den blev da også averteret til salg, men da der ikke meldte sig købere, der ville give den pris, som Farfar mente, den var værd, kom der ingen handel ud af det. Det betød, at Farfar og Farmor måtte tage endnu to sæsoner ved Kammerslusen. Det var slemt for Farmor, hver gang hun skulle flytte fra sit hus i Sønder Farup for at flytte ud til et arbejde, som hun ikke brød sig om, og som var alt for strengt for hende. Til sidst blev Pavillonen faktisk en plage for dem begge, og de sidste år med restaurationen gav sikkert også underskud.

Restaurationen ved Kammerslusen er også i dag et hyggeligt og godt sted at komme, og bliver derfor godt besøgt. Farfars røde træbygning eksisterer ikke mere. Den brændte for 10-12 år siden, og er blevet afløst af en stor og tidssvarende murstensbygning. Der er intet tilbage af hverken inventar eller atmosfære fra Farfars og Farmors tid, og derfor intet, som i hvert fald vi i familien kan forbinde med Pavillonen ved Kammerslusen.

Trods det ville det utvivlsomt have glædet Farfar at se, at den virksomhed, som han startede i 1923, har vist sig levedygtig og nu besøges af langt flere mennesker, end han og Farmor nogensinde kom til at opleve.

Sidste generation på Bjerrum.

Som nævnt overtog Thomas Bjerrum i 1940. Se Yder Bjerrumvej 6. Han fik dog først skøde på den i 1942. Købesummen var 22.000 kr. Thomas overtog den faste gæld, som da var på 14.000 kr., nogenlunde samme gældsbeløb, som Farfar i sin tid var startet med. Om den resterende del af købesummen, 8.000 kr., står der i skødet at den er afgjort på anden måde. Denne formulering dækker sandsynligvis over, at Farfar har skyldt Thomas dette beløb for mange års arbejde derhjemme på gården. Også mellem Thomas og Farfar blev der oprettet en aftægtskontrakt. Den var dog ikke særligt omfattende, og aftægtsforpligtelserne omfattede kun en årlig levering af:

“3 halve slagtesvin, 2 om foråret og 1 om efteråret, indtil 400 liter sødmælk, det forbrug af kartofler, som aftægtsnyderen måtte have i sin restauration og i sin private husholdning.”

Mens Farfar ikke havde været nogen særlig ivrig landmand, kom der med Thomas en driftig bonde til Bjerrum. Han moderniserede både ude og inde, og ligesom sin Far og Farfar udvidede han gårdens areal. Gennem sine jordkøb fik han gårdens areal bragt op på 20-25 ha.

Omkring 1950 tumlede han med planer om at opføre en ny, stor staldbygning. Tegningen til bygningen var lavet, men Thomas var vel endnu ikke færdig med sine overvejelser vedrørende byggeriet, da katastrofen skete. Bjerrum brændte. Der var opstået en brand i skorstenen og i løbet af ingen tid var stuehuset brændt ned, mens stalden og laden blev reddet. Af den opgørelse, som Anna lavede til forsikringsselskabet efter branden, fremgår det, at hun og Thomas mistede stort set alt, hvad de havde af møbler, tøj, porcelæn, ja, alt, hvad der normalt er i et stuehus.

Efter branden ønskede Anna og Thomas ikke at blive i Bjerrum. Gården blev solgt, og det blev således den nye ejer, der kom til at bygge et nyt stuehus. Nogle år senere brændte også den gamle stald, som Christen havde bygget og laden, som Farfar havde opført. I dag er der således intet tilbage af det gamle Bjerrum. Kun Farmors vindgnavede træer står der endnu.

Da Anna og Thomas solgte Bjerrum og flyttede til deres nyerhvervede gård i Øster Vedsted, blev der sat en milepæl i slægtens historie. I over 200 år havde den lige linie i slægten da levet som bønder i Vester Vedsted sogn, først på Faruplund og senere på Bjerrum. Da Thomas rejste, forsvandt vores slægtslinie fra Vester Vedsted sogn, og da han døde, døde den sidste bonde i familien.

Bedstefar og Bedstemor.

Bedsteforældre er nogen, børn skal have, for de har altid tid til én, og de forstår børn bedre end de rigtige forældre, og så får man lov til meget af dem ! Denne beskrivelse af bedsteforældre hørte jeg for ikke så længe siden en pige på en halv snes år give i radioen. Selv om jeg ikke havde kunnet udtrykke mig helt så præcist, svarede hendes beskrivelse helt til min opfattelse af bedsteforældre, da jeg var i samme alder.

Mine to hold bedsteforældre var meget forskellige. Mine morforældre var dem, der levede bedst op til beskrivelsen og dermed til mine forventninger. Det forholdt sig noget anderledes med min Farfar og Farmor. De viste mig ikke helt den interesse og ofrede mig ikke fuldtud den opmærksomhed, som jeg fandt, at min personlighed berettigede mig til. Jeg var vistnok oven i købet en lille smule bange for dem.

Det sidste var der absolut ingen grund til, og hvad min første påstand angår, så var den både rigtig og forkert. Farfar holdt uendeligt meget af sine børnebørn og var parat til at vise dem både interesse og opmærksomhed. Hans problem var nok, at han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det, og derfor kom han tit til at virke lidt kejtet, når han var sammen med især små børn. For Farmor var sagen langt mere regulær. Hun brød sig ikke særligt meget om småbørn. Naturligvis var hun glad for sine børnebørn, men jeg tror nok, at hun syntes bedst om dem på afstand.

Når først ungerne blev lidt større, når de kunne begynde at tage vare på sig selv, at have en mening om tingene og kunne snakke med, ændredes billedet totalt. Så tog hun dem til sig med al sin varme og hjertelighed. Først da jeg var 7-8 år kunne jeg konstatere, at nu passede også min Farfar og Farmor ind i mit billede af, hvordan bedsteforældre skulle være. Og dengang var de bedsteforældre. Det med at kalde dem Farfar og Farmor er først kommet langt senere.

Den lidt negative opfattelse af Farfar og Farmor fra min tidligste tid kan skyldes, at jeg simpelthen ikke kendte dem godt nok. Ganske vist så vi hinanden temmeligt ofte, men det var korte besøg, hvor stort set alt foregik på de voksnes betingelser. Såvidt jeg husker, skulle der gå mange år, inden jeg kom på ferie hos dem flere dage ad gangen. Da jeg først fik begyndt med det, blev det til utroligt mange både gode og spændende ferier.

Én af dem, jeg husker bedst var juleferien 1942. Den var faktisk ikke tænkt som nogen ferie, men nærmere en forvisning. Årsagen til den var ikke særligt smigrende for mig, og der er derfor ingen grund til at beskrive den nærmere her. Sagen var, at jeg i Fars og Mors øjne havde udvist en aldeles upassende opførsel nytårsaften året før. Da havde jeg for første gang fået lov til at gå ud og lave nytårsløjer sammen med de andre børn, som naturligvis havde fået lov til det mange år før jeg. Jeg havde derfor en del, jeg skulle have indhentet. Det forsøgte jeg efter bedste evne, men mine anstrengelser faldt ikke i god jord hos Far, som, da jeg kom hjem adskillige halve timer efter den fastsatte tid, dekreterede absolut udgangsforbud for kommende nytårsaftener.

For at jeg ikke skulle finde på at indlede forhandlinger om lempelser af forbudet, fortalte Far mig i god tid før nytårsaften 1942, at han havde aftalt med Farfar og Farmor, at jeg skulle på ferie hos dem i juledagene, underforstået nytårsaften over. Jeg var kvik nok til at fatte, at ferien mere var et diktat end et tilbud.

Selv om prognosen for ferien således ikke var den bedste, blev det nogle meget spændende og utroligt dejlige dage. Selve nytårsaften husker jeg ikke meget af. Det billede, jeg har af den, er sløret, men varmt og hyggeligt, og det dufter af stegte æbler på kakkelovnen. Nej, det, jeg husker, er dagene. Det var i én af de meget hårde krigsvintre. Der var sne, og både fyldgraven og åen var frosset til. Farfar fandt de gamle skøjter frem, som Christen i sin tid havde lavet til ham, og sleb den værste rust af dem. Jeg havde ikke megen fidus til sådanne oldsager, men fandt ud af, at når Farfar med snore, remme og megen snilde fik dem bundet godt fast til de fedtlæders, var de absolut brugelige. Og så blev der skøjtet, næsten ind til Ribe på åen, ad slyngningen op, til Kværnstenen ved Øster Vedsted, og på fyldgraven til Vester Vedsted.

En formiddag gik Farfar med mig ud til havet. Også det var frosset til. Vinden havde presset isskosserne op i vældige formationer. De stod som skulpturer i fantastiske og mærkelige former. Alt var hvidt og dødstille. Det gjorde et kolossalt indtryk på mig. Senere gik jeg gang på gang derud alene. Jeg kunne ikke få nok af denne eventyrlige, tavse og kolde verden. Engang fik jeg øje på en kæmpestor fugl, som sad på én af skulpturerne. Det kom helt bag på mig, at der overhovedet kunne være noget levende i den verden; det virkede på sin vis forkert. Da jeg listede mig ind på fuglen, lettede den, og først da kunne jeg rigtigt se, hvor fantastisk stor den var. Da jeg kom hjem og berettede om fuglen, kunne Farfar fortælle mig, at det var en havørn, jeg havde set.

Jeg forsøgte også at løbe på skøjter på havisen. Enkelte steder var den fin og blank, men mest var den knudret og nubret og ikke særligt god at løbe på.. Da jeg en dag havde sat mig i hovedet, at jeg ville løbe til Mandø, blev det derfor en både strengere og mere langvarig tur, end jeg havde forestillet mig. Det blev en rigtig dum tur. Isen var dårlig, og skøjterne drillede. Jeg havde fået lært selv at snøre dem fast, men netop den dag kunne jeg ikke få dem til at sidde. Til sidst måtte jeg tage dem af og tage resten af turen til fods. Selv om jeg pilede af det bedste, jeg kunne, både for at holde varmen og for at nå hjem, inden det begyndte at blive mørkt, hundefrøs jeg.

Desto dejligere var det så at komme ind. Derfor husker jeg også kontrasten mellem den nærmest uhyggelige kulde, der herskede udendørs, og den bølge af hede, der slog imod mig fra stuen, når jeg vendte hjem fra mine udflugter.’ Men det gjorde godt at komme ind til Farmors varme krigskakao, de stegte æbler og vanillekransene. Sandsynligvis kan det ikke passe, at jeg på de tre, fire dage, som ferien varede, har oplevet alt det, som jeg her har fortalt om. Nogle af oplevelserne stammer sikkert fra senere ferier. Men den samlede sum af oplevelser stemmer.

Om sommeren blev det til mange ture sammen med Farfar. Nogle gange skulle vi ud at se til kreaturerne i engene, og af og til skulle vi til stranden for at se efter strandingsgods. Farfar var strandfoged. Det var hans opgave at finde og køre det strandingsgods, der kunne være penge i, hjem til Bjerrum. Der blev det så senere solgt på auktion. Det var især på disse traveture, Farfar fortalte historier fra gamle dage og om egnen. Han fortalte også om spændende strandingsgods, som han tidligere havde fundet, miner fra 1. verdenskrig, kasser med tøj, store mængder tømmer, tønder med olie og en enkelt med rom. Jeg håbede hver gang, at vi skulle finde en skatkiste eller i det mindste en tønde rom, men det blev altid kun til kedeligt, gråt træ, der havde fået både form og farve af lang tids tumlen rundt i bølgerne. Som trøstpræmie var der dog næsten altid en del af fiskernes grønne glas kugler og runde korkstykker med hul i. De kunne bruges til mange ting.

I min gymnasietid i Ribe var jeg næsten ugentligt på besøg hos Farfar og Farmor, i hvert fald i perioder. Især om vinteren, hvor de havde god tid, var det hyggeligt at komme hos dem, og jeg blev forkælet ud over alle grænser. Farmor kræsede hver gang op med det bedste, hun havde. For mig var noget af det bedste hendes sursteg. Den blev vel tilberedt, som surrib bliver det i dag; men den blev serveret varm. Stegen blev skåret i skiver, som blev ristet i smør på panden. Mens vi spiste fik vi både udvekslet sladder og drøftet politik og bøger. Som det hørte alderen til, var jeg naturligvis lidt venstredrej et. Hvor uskyldigt mine venstreorienterede tilbøjeligheder end måtte forekomme i dag, kunne de let provokere min konservative Farfar, som så belærte mig om tingenes rette sammenhæng. Af og til kunne han blive så hård i debatten, at Farmor greb ind. Så blinkede Farfar bag lorgnetterne som tegn på, at det hele ikke var så alvorligt ment endda. Han elskede at diskutere, og tog gerne en diskussion for diskussionens egen skyld. Den egenskab er vist gået i arv til flere af hans efterkommere !

Når vi havde spist og diskuteret færdigt, spillede vi kort. Vi spillede “sprøjt”, et spil, som jeg for længst har glemt alt om. Vi spillede altid om penge. “Ellers tager man ikke spillet alvorligt nok”, sagde Farfar. Da jeg sjældent havde ret mange ører på lommen, måtte jeg som regel begynde med at optage et lån. Farfar tog ethvert kortspil meget alvorligt. Man skulle få så meget ud af sine kort som muligt, og gjorde man ikke det, kom kritikken prompte. Man spillede for at vinde. Det gik Farmor ikke så højt op i. Af og til snød hun endda, så det bragede, først og fremmest for at hjælpe mig til at vinde. Når hun gjorde det for tydeligt, fik hun en omgang af Farfar: “Svennn kan godt vinde, uden at du behøver at hjælpe ham!” Så grinede Farmor, indtil det igen blinkede bag lorgnetterne. Når det kom til stykket, tror jeg nok, at de begge hjalp mig, så jeg altid kunne betale lånet tilbage og endda have et overskud. Oven i det fik jeg ikke så sjældent en femmer af enten den ene eller den anden af dem, inden jeg satte mig på cyklen for at køre tilbage til Ribe. Det skete altid meget diskret, så den anden ikke skulle se, hvor forkælet jeg blev. På den måde fik jeg af og til af dem begge.

Uden at skulle beskyldes for at efterrationalisere vil jeg påstå, at det ikke bare var for pengenes skyld, jeg kom der så tit. Jeg var oprigtigt glad for at besøge Bedstefar og Bedstemor. De levede i fuldt mål op til deres roller som bedsteforældre. De havde tid til at høre på mig, og de tog del i både mine glæder og fortrædeligheder. Ikke mindst kunne Farmor til min store tilfredshed altid mobilisere en voldsom forargelse over de lærere, som efter min opfattelse ikke behandlede mig retfærdigt. Det blev dog ikke altid ved forargelsen. Både hun og Farfar kunne godt pirke lidt til min samvittighed, stille ubekvemme spørgsmål om min egen opførsel og arbejdsindsats. Men de gjorde det skånsomt, så skånsomt, at jeg en gang undervejs tilbage til Ribe måtte spørge mig selv, om jeg egentligt ikke næsten uden at mærke det havde fået en regulær røffel af dem den aften. De var et par kloge, interesserede og helt igennem dejlige bedsteforældre.

Da Farfar og Farmor for alvor kunne tage hul på deres tilværelse som pensionister, kastede de sig ud i den helt vilde luksus. De tog på en lang rejse rundt i Danmark. De besøgte Farmors familie i Skanderborg, Farfars bror på Samsø og kongens København. Der så de meget af det, som man skal se, når man er i København, de spiste på dyre restauranter og gik i teatret. Højdepunktet var en forestilling i Det kgl. Teater.

Farfar og Farmor havde altid haft en vis hang til luksus. Nu havde de råd til den. Det havde de ikke haft i de første mange år af deres ægteskab. Det havde dog ikke forhindret dem i at give efter for deres tilbøjelighed, også selv om deres økonomi ikke blev mindre anspændt af det. Til gengæld havde det været med til at give dem en tilværelse, der var mindre grå end mange andres.

I Sønder Farup fik de naboer. Ved Kammerslusen, hvor der kun boede to familier ud over dem selv, var de kommet lidt sammen med de skiftende slusemestre. Men forholdet til dem havde altid været lidt formelt. Dem var man på efternavn med. I Sønder Farup fik Farfar og Farmor “rigtige” naboer, og det nød de. De oplevede det som at komme hjem til “familien”, og det var det jo med Lindberg´er, Bjerrum´er og Truelsen´er lige ved døren.

Den nye tilværelse gav dem også en andel fordel, elektricitet. De var ikke længe om at få anskaffet alle de elektriske hjælpemidler, som de havde måttet undvære tidligere. Det bedste var dog nok det gode lys. Før havde de skullet læse ved lyset fra petroleumslampen, der hang ned over spisebordet. Nu kunne de svælge i oplysning på både den ene og den anden måde. De kunne rykke ud i hver sin krog af stuen, oven i købet i en magelig stol og give sig hen til deres elskede bøger.

Allerede nogle få år efter, at Farfar og Farmor var flyttet til Sønder Farup, begyndte Farmors syn at svigte. Hverken stærkere briller eller lys kunne hjælpe hende i det lange løb, og til sidst måtte hun opgive at læse. Det var et hårdt slag for hende. Det hjalp lidt, at hun gennem Blindesamfundet fik en båndoptager og fik bøger hjem på bånd, men de bøger; hun kunne få på den måde, var hun sjældent tilfreds med. Blindesamfundets litterære niveau svarede ikke til hendes forventninger. Heldigvis kunne Farfar så træde til og læse højt for hende af bøger, som hun selv havde valgt fra biblioteket. Og Farfar læste, så han ind imellem næsten ikke havde stemme tilbage.

Farfar og Farmor fik ti gode år med hinanden i Sønder Farup. Somme tider kunne de godt gå og gnave lidt af hinanden, ja, til tider tage det helt store skænderi. De havde begge deres temperament i behold og lod det komme frem med fuld udblæsning engang imellem. Det slog dog intet skår i deres forhold til hinanden, for som Farmor sagde: “Efter et ordentligt skænderi kommer forsoningens fryd!” (det skal helst siges på fynsk).

Selv om Farfar normalt virkede meget rolig og afbalanceret, kunne temperamentet løbe af med ham engang imellem. Han havde nok også arvet en lille flig af sin fars stridbare sind, men imens Christen med årene var blevet stadig mere hvas og bitter, blev Farfar mild. Det viste han især i sin omsorg for Farmor. I de sidste år kom Farfars temperament især frem, når han skulle have luft for sin forargelse over tidens moralske forfald og uforstand. Sidst i januar 1967 fik Farfar en hjerneblødning. Hans tilstand blev dårligere dag for dag, og da der til sidst stødte en lungebetændelse til, døde han, den 11. februar, 88 år gammel.

Efter Farfars død kunne Farmor med sit dårlige syn ikke bo alene i huset, og hun kom derfor på alderdomshjemmet, Riberhus, i Ribe. Jeg tror nok, at alle i familien holdt vejret i spænding over, hvordan Farmor ville tage en sådan omplantning. Heldigvis lykkedes den over al forventning. Alle, både personalet og de andre gamle, faldt for hendes intelligente charme, og snart blev hun feteret ud over alle grænser. Det var Farmor absolut ikke uimodtagelig for, og hun blev glad for at være på Riberhus. Det havde været hårdt for Farmor at komme over Farfars død. Men den kunne hun affinde sig med. Det var naturens orden, at man skulle dø, når man blev gammel. Da Erik, hendes søn døde i 1973, var det ikke naturens orden. Det var tværtimod oprørende uretfærdigt, at han skulle dø så tidligt og dø før hun.

Det slag var mere end Farmor kunne og ville bære. Eriks død tog gnisten fra hende. Livet havde ikke mere til hende, og selv var hun færdig med både det og verden. Kort før sin død talte hun om det med Erik, min bror, og sagde da: “Ikke alene er verden blevet mere brutal, men den har heller ingen manerer mere”. Farmor havde ikke lyst til at leve mere, og slet ikke i en verden uden manerer, og derfor lagde hun sig til at dø. Jeg tror, hun gjorde det helt bevidst. Farmor sov stille ind den 18. januar 1974

Snip, snap, snude.

Er historien så ude ? Nej, den fortsætter. Det sidste slægtled, som jeg har fortalt om, er efterfulgt af nye generationer, og slægten sætter stadig nye skud. Slægten vokser. Den gror op fra den lange række af forfædre, der gennem hundreder af år har levet som bønder i marsken og i Vends herred. De har været med til at forme os. Vi har alle en stump af dem i os. De har været af alle slags; flittige, gode, dovne, ydmyge, egoistiske, gudfrygtige, snæversynede, hovmodige, opofrende, drikfældige, fremsynede. Uanset om disse bønder levede i Vestjylland eller på Fyn, havde de dog ét til fælles: de var allesammen hæderlige mennesker. Af de oplysninger, jeg har fundet om dem, er der ikke den mindste antydning af det modsatte. De har dyrket deres jord, de har slidt for den og med den, og de har fulgt slægtens og tidens bud om at give den jord, de selv havde fået, videre til næste slægtled.

Jorden var betroet gods. Den tilhørte ikke dem selv, men slægten. Den, der forbrød sig mod dette bud, og satte sin jord over styr, blev ramt af slægtens straf, glemselen. Han blev slettet i hukommelsen, blev frataget det evige liv i slægtens historie. For Farfar var farbroderen, Frands, som sandsynligvis havde bragt slægtsgården i Sønder Farup til fallittens rand ved spil og druk, ikke alene død, men sammen med sine efterkommere slettet i hukommelsen.

Farmors far, Thomas Jensen, er glemt. I hele hans slægt, der især er vidtforgrenet på Fyn, er der ingen, der kender ham. Alle hans fortjenester som landvæsenskommissær og forligsmand og alt hans arbejde for amtsråd, mejerivæsen, telefonselskab m.v., som jo dog havde en vis betydning for egnen, tæller ikke. Det var idel tomhed og jagen efter vind, sammenlignet med det første bud i loven: at bevare slægtens jord. Thomas Jensen bragte sin gård så tæt til ruinen, at slægten måtte forlade den. Straffen var glemsel, tilsyneladende også hos hans egne børn.

Uanset om vi lader kæden af forfædre begynde med Niels Tocksen i Bjerrum, Jesper Lauridsen på Faruplund, Jørgen Andersen i Havervad, Christen Andersen i Kærbyholm eller Svend Sørensen på Kustrupgård har de alle været bønder helt op til vor egen tid. Det var naturligt, for Danmark var et bondeland, hvor mere end 80 procent af befolkningen var bønder. Sådan er det ikke mere. Samfundet har forandret sig, og det har slægten også i dag er der ingen bønder i familien, i hvert fald ikke i den direkte slægtslinie.

I min generation har vi stort set alle bevæget os ét trin bort fra den socialgruppe, som vi blev født ind i. Det mønster er ikke spor ualmindeligt; det blev påvist som det normale mønster for vores generation for over 30 år siden *). Vi arbejder (eller har arbejdet) inden for offentlige eller halvoffentlige serviceerhverv. Også det er naturligt med den udvikling, som samfundet har gennemgået.

*) af Kåre Svalastoga i bogen Social rang og mobilitet.

Som skolelærer, bankfunktionær eller hvad vi nu beskæftiger os med har vi ingen jord, som vi skal dyrke og give videre. Men derfor kan vi godt passe på JORDEN.

For marskbønderne, som var præget af stormfloder og barske levevilkår, rakte ambitionerne ikke ret langt ud over deres stude og de blanke dalere, som studene kunne bringe. De stilede ikke efter anden position i tilværelsen end den, som studene og dalerne kunne give dem. De har utvivlsomt været både gode forældre, rare naboer og ordentlige mennesker i det hele taget, men har haft det lidt som katten og hønen i eventyret om Den grimme Ælling. “Hvis du ikke kan spinde eller lægge æg, kan du ikke noget, der betyder noget !”.

De fynske bønder i slægten var anderledes. Det var deres livsbetingelser også, og derfor fik de både tid og gemyt til andet og mere end landbruget. Både deres horisont og deres ambitioner rakte langt ud over smørklatten i boghvedegrøden. De blev grundtvigianere, de gik ind i det offentlige liv, de blev til noget, de var noget. – De havde ambitioner: Den, der kan spille, har krav på en plads i orkestret, og hvorfor ikke som dirigent ? Med det fynske blod kom der nogle ambitioner ind i den vestjyske slægt, som den ikke havde kendt tidligere. Og gudskelov for det. Hvor ville verden være, hvis ikke der fandtes mennesker med ambitioner, der rakte ud over stude og smørklatter.

Farmor og hendes drenge havde ambitioner både på egne og familiens vegne. For Farmor var der ingen slægt bagud, kun fremad. Hendes ambitioner for drengene gik ikke nødvendigvis på guld, ære og berømmelse (selv om hun nok gerne så det), men mere på muligheder. Hendes drenge havde et naturgivent krav på alle de muligheder, der kunne åbne verden for dem. På den anden side havde de pligt til at udnytte dem. Farmors drenge blev ikke opdraget til falsk beskedenhed.

Det kan man også se af den udviklingsrække, som Far (måske med hjælp fra Johs. V. Jensen) opstillede:

“Af alle jordens mennesker er det europæerne, der har udviklet sig til at blive de bedste, de dygtigste og de klogeste. Af europæerne er det nordboerne, af nordboerne danskerne, af danskerne jyderne, af jyderne de, der hedder Ty…..”

Nej, så langt gik han ikke. Han sluttede sin udviklingsrække af med at sige: “og som jyde skammer jeg mig ikke over at høre til dem, der hedder Tygesen !” Der var altså alligevel en slags beskedenhed. Når Far kom med den remse, var det altid med et blink i øjet. Det skulle dog ikke forlede nogen til at tro, at man skulle gøre grin med den.

Vores slægt er enestående. Der findes helt sikkert ikke én magen til; men der findes mange, der hver på sin måde er mindst ligeså enestående. Hvis vi vil hævde, at vi hører til de særligt udvalgte, der er udstyret med særlige evner, og har krav på særlige rettigheder, ville det måske være klogt at huske på Edda´ens ord: Kun den, der kan spænde buen, ejer den.