Begivenheder i Vester Vedsted
under 2. verdenskrig

Erindret og skrevet af
Inge Offersen

Juli 2002

(født Sørensen på Tornbækgaard, UIvehøjvej 4 i V. Vedsted, 6. maj 1928)

Sådan som jeg husker begivenheder under 2. Verdenskrig

9. april 1940

9. april 1940 var en meget dyster og angstfyldt dag for mig næsten tolvårige pige. Vi vågnede op ved en durrende lyd, nemlig motorlarm fra tyske flyvemaskiner på vej for at besætte Norge. De fløj meget lavt. Så lavt at vi tydeligt kunne se piloten. Morbror Tage, Sdr. Farup Vej 9, ringede og fortalte Mor, at Danmark var blevet besat af tyske solda­ter. Ved den danske grænse havde de danske soldater kæmpet mod en kæmpe­stor overmagt inden de blev stoppet fra den danske regerings side. Nogen var desværre blevet dræbt. Mor græd, og hvor blev vi bange, – for hvad ventede os forude? Der blev dekreteret mørklægning, så vi hængte nogle vattæpper op, som senere blev afløst af sorte rullegardiner. Bedstemor og hendes pige Anne Katrine Gad fra Lundsmark kom over til os den første tid.

Første tyske soldater i byen. Besatte forsamlingshuset

De første tyske soldater i V. Vedsted besatte Forsamlingshuset, formodentlig telegraftropper. De lagde ledning i vores tagrende på sydsiden af huset, så jeg oplevede en gang jeg var i færd med at vaske mig i mit værelse, at der stod en tysk soldat uden for mit vindue og gloede ind. Efter den oplevelse rullede jeg altid mørkelæg­ningsgardinet ned, når jeg skulle vaskes. Tyskerne kom ustandselig drønende på deres køretøjer ind gennem gårdspladsen for at tilse deres ledning. Vi måtte somme tider næsten springe for livet.

Barak ved havet, miner, indhegning

Der kom en barak ved diget op til Mandøvejen. Den blev bemandet af ældre solda­ter fra Sydslesvig. De var tvunget i den tyske hær, fordi de boede syd for den dan­ske grænse. Akkurat som unge danskere fra Sønderjylland var tvunget med på tysk side under 1. Verdenskrig 1914 – 1918. De kunne tale dansk og gik hver dag til Okholm for at hente vand og få en snak. Deres job var at gå vagt på diget for at holde øje med om englænderne var på vej. I 1941 opførtes yderligere en barak med lyttepost på diget ca. 300 meter nord for Mandøvejen. Mærkelig nok blev det hele fjernet umiddelbart efter færdigørelse.

Ausweis september 1941. Niels Nielsen fotograferede folk

I september 1941 fik vi påbudt altid at have identitetskort med foto til alle over 15 år. Niels Nielsen, Sdr. Farup Vej 60 tog udmærkede billeder af folk fra V. Vedsted og Sdr. Farup til det brug.

Marie Wulff dræbt af bombe 5. april 1943

I 1943 begyndte engelske og amerikanske flyvemaskiner at flyve lige hen over vores hoveder for at bombardere de tyske byer. Det tog et par timer med larm fra et utal af maskiners motorer. Derefter gik der et par timer før de vendte næsen mod England igen. Og da var der grund til nervøsitet. De bombefly, som var blevet be­skadiget af antiluftskyts hinkede jo bagefter den store flok og var derfor et sikkert bytte for de Messerschmidt jagere der angreb. For hurtigere at komme af sted droppede de deres bomber, altså på nedturen. Den 5. april 1943 var der et voldsomt lysskær hen over skolen, som fik nabokonen Marie Wulff, V. Vedsted Byvej 30, til at løbe ud. Hun troede, skolen brændte (det var en lysbombe) og ville derfor hjælpe lærerfamilien med 3 små børn. Hun blev ramt af en bombe og var død på stedet. I denne luftkamp måtte uddeler Ejnar Knudsen og Klaudi Bruun springe for livet, da V. Vedsted Byvej blev beskudt af en lavtgående jager.

Flyvende Fæstning skudt ned 20. april 1943

Senere samme måned, 20. april 1943 (Hitlers fødselsdag) om aftenen ved 23-tiden blev en amerikansk maskine skudt ned umiddelbart syd for V. Vedsted ved Fløjdiget. Halen faldt af i nærheden af gården, Sprækvej 3. Den sad en australier tilsyneladende uskadt, men han døde alligevel på Ribe Sygehus fordi en cigaret var kommet i hans lår. De tyske jagere blev ved med at beskyde bombemaskinen efter at den brændende var faldet ned. Der befandt sig en meget stor bombe ombord, som heldigvis ikke eksploderede. Havde den gjort det, ville hele byen være sunket i grus. Vi følte alle I byen, at den meget lavt havde passeret hen over os, der lå dele af maskinen over alt fra Yder Bjerrum, Sdr. Farup til V. Vedsted. Det er de mest nervepirrende sekunder, jeg nogensinde har oplevet. Det var et inferno af månelys, brændende flyvemaskine og skyderi, og vi tænkte meget på de unge mennesker, der havde ofret deres liv for at befri os andre fra nazismen. Maskinen kunne lige så godt være faldet ned i en gård eller et hus. Så der var vi trods alt heldige. Da maskinen faldt ned kom tyskerne på cyklen fra posten ved havet med schæferhund for at undersøge og bevogte vraget.

Pastor Jensens frosset ud, august 1943

Vi fik et problem I V. Vedsted med vores præstefamilie. Man så meget ofte tyske officersbiler holde oppe i præstegården. Altså dyrkede pastor Johannes Martin Jensen, Sdr. Kirkevej 20, omgang med tyske officerer, hvilket byens befolkning blev dybt forargede over. Der blev afholdt et dramatisk møde på Efterskolen. Præsteparret blev faktisk fros­set ud af byen, så i august 1943 rejste pastoren og fruen i november. Vi hørte senere, at pastor Jensen blev engelsklærer i Frankfurt, hvor de oplevede at blive udbombet. De vendte dog senere tilbage til Danmark.

Efterskolen besat. Soldater også indkvarteret ude i byen

Vinteren 1943-44 var jeg (og min kusine Inger Rosenstand, Sdr. Farup Vej 9) elev på efterskolen. Vi hverken boede eller spiste på skolen. Hen på vinteren blev skolen besat af tyske soldater. De tog halvdelen af bygnin­gerne bl.a. gymnastiksalen, så vi elever måtte nøjes med en lille sal til gymnastik og folkedans. Inger boede og spiste hos Bedstemor. Jeg tog hjem til middagsmad. Om aftenen havde vi 2 timer på skolen fra 19 til 21. Forstander Olav Kjems, Skole Allé 1, gav udtryk for be­kymring for vores velfærd over for den tyske chef, men han garanterede for vores sikkerhed. Og det slog også til. Vi blev ikke forulempet på nogen måde. Man må sige, soldaterne var godt opdraget. Hvis der var uro i luften og skyderi fra antiluftskyts var Inger meget bange for selv at gå hjem til Bedstemor i Digehuset, Sdr. Kirkevej 27, så det endte med at også jeg kom til at bo og spise der på nær middagsmad. Lørdag – søndag var vi hjemme. På efterskolen måtte man kalke vinduerne til, så vi elever ikke blev uopmærksom­me, når der hele tiden foregik noget, bl.a. parole, hvor alle stod opmarcherede lige uden for spisesalen, hvor vi piger havde håndarbejde.

Kommuneskolen besat. Miner og indhegning etableres

Da kommuneskolen blev besat, blev der lagt miner omkring området og indhegnet.

lndkvartering ude i byen. 6 soldater på Tornbækgård

Det var ikke bare efterskolen og kommuneskolen, der var fyldt med tyske soldater, men også ude hos befolkningen. Vi havde 6 i vores karlekammer, så Mors besty­rer, Svend Grundet, og karl, Knud Petersen, fik deres senge anbragt i ”den nye stue”.

Tyskerne befæster vestkysten

Langs hele vestkysten gik man i gang med at bygge bunkers og maskingeværre­der. Det gjorde tyskerne hele vejen ned fra Nordnorge, Danmark, Holland, Belgien og Frankrig. Et gigantisk fæstningsværk. Tyskerne forventede en snarlig landgang af allierede tropper. De anede selvfølgelig ikke hvor. Feltmarskal Rommel var også i V. Vedsted på inspektion.

Der blev bygget 4 store bunkers til 4 langtrækkende kanoner

I de 4 store bunkers ved skolen blev opført i perioden 10. januar – 14. april 1944. Der anbragt 4 langtrækkende kanoner, og når de prøveskød dem, kom der meddelelse til os landmænd om at holde os hjemme fra markerne. Vores gamle huse og gårde slog store revner, når de store kanoner blev afskudt. Tyskerne gav en frist på 10 dage til at rømme skolen.

Også mineret ved havet og indhegnet, lyttepost

Også langs havdiget og fløjdiget blev der mineret og hegnet. Ved hjørnet af fløjdi­get og havdiget også en lyttepost. Der boede Ane og Valdemar Madsen, Vester Bjergvej 30 . Der blev senere droppet 2 bomber på søndersiden af fløjdiget og 2 på havdiget. Her skulle Valdemar Madsen have sagt Ane: ”Æ Hoed under a dyen, Ane !!!”

Bomber og luftkamp

Også i Sdr. Farup enge faldt der bomber. Det skete når en beskadiget flyvemaski­ne blev forfulgt af jagere. For at komme hurtigere af sted droppede man derfor bombelasten. Vi fik teglsten lagt på udbygningerne det år*). En eftermiddag da håndværkerne var oppe på taget, fandt der en voldsom luftkamp sted lige over vores hoveder. Anker, Ulvehøjvej 11, og jeg kravlede op på en halmstak for at få bedre overblik. Himlen var blå, men fyldt med små sølvkors (det var flyvemaskiner). Rundt i horisonten steg der røg­skyer fra nedskudte maskiner op. Men pludselig kunne vi høre det sagde: ”Plop, plop” omkring os, så da fik vi travlt med at komme inden døre.

*)Verner Sørensen, Ulvehøjvej 4, mener at datoen var 9. oktober 1943.

14. april 1944: 6 geværer fjernet fra Tornbækgaard

Den 14. april 1944 (Bedstemors fødselsdag) blev meget dramatisk. Om morgenen myldrede gården med tyske soldater, Sven og Knud blev ført til Esbjerg, fængslet og afhørt på det groveste. Jeg blev afhørt af en tysker bistået af en dansk medlø­ber, der stod med en bidsk schæferhund og så meget truende ud. Grunden til alt det postyr var den, at 6 soldaters geværer var blevet fjernet. De havde lavet en trærech og anbragt deres geværer udenfor deres dør på et repos ovenover trappen. De geværer kunne ses af postbudet, som var medlem af en fri­hedskæmpergruppe. Det var dem, der havde gjort det, men mistanken faldt straks på vore medhjælpere. Deres skæbne forekom os meget uvis. Svends forlovede, Inga Fredslund Madsen, kom og boede hos os. Han kom heldigvis hjem efter 8 dages forløb. Der gik 3 uger inden Knud blev frigivet. Mor var I en slem situation med at få dyr og marker passet, men familien hjalp os.

Sidst i april 1944: Luftkamp over V. Vedsted.

Verner Sørensen, Ulvehøjvej 11 og Dan Michelsen, V. Vedsted Vej 94, kørte det gamle tag væk på hestevogn, da en formation af allierede bombemaskiner fløj lige hen over de tyske bunkers ved skolen. De formationen når ud over havet bliver de beskudt af tyskerne fra skolen. Én maskine vender om og smider en bombe over bunkeren ved Nr. Bjerre rampe. Hesten bliver så chokeret at den galopperer hjem i eksprestempo. Havde stalddøren stået åben, havde fjervognen stået inde i stalden. Det chok overvandt hesten aldrig.

Langfredag 1944 begraves en tysk soldat

Langfredag 1944 blev en tysk soldat begravet nord for kirken med fuld honnør. Han havde fået at vide, at hans familie var blevet bombet. Han selv skulle sendes til østfronten. Så i stedet for at komme til Rusland foretrak han efter at have givet sine personlige ejendele til en kammerat at gå lige ud i minefeltet. Inger og jeg havde fået den vanvittige ide, at vi ville overvære den begravelse set oppe fra kirketårnet. Men da der også kom en tysk soldat derop, blev vi meget ner­vøse og skyndte os at komme ned.

D-dag

De allierede tropper gik i land i Normandiet 6. juni 1944 (D-dag), så det blev ikke i Jylland, tyskerne fik brug for deres forsvarsværker. Alle i V. Vedsted var overbevist om, at de allierede ville gå i land her dagen efter, så der blev lavet intermistiske beskyttelsesrum over alt.

I løbet af sommeren kom der yderligere forstærkning af tyskere, således at der var en SS-vagt for hver 200 meter ved havdiget. Dette ophørte dog ret hurtigt, da soldaterne nok skulle bruges andre steder.

Hans Okholm beskudt oktober 1944

Hans Okholm fra København (fætter til en masse af mine kusiner og fætre) kom i flere sommerferier hos sin faster og onkel, Thyra og Niels Pinborg, Digegården, Sdr. Kirkevej 37 og hakkede roer og lavede høstarbejde for at tjene lidt penge. Han gik først i gymnasium, senere Polyteknisk Læreanstalt. Situationen i København sidst under krigen blev meget usikker for studerende. Hans blev kæreste med Agnete Truelsen, Sdr. Farup Vej 42. Efter et besøg hos hende skulle han passere skolens tyske vagt, der sagde: ”Halt, Ausweis !”. Og da Hans gjorde en bevægelse for at tage tegnebogen op af bag lommen, blev tyskeren så nervøs og mistænksom, at han skød Hans i maven. Hans kom på Ribe sygehus men overlevede heldigvis. Næste formiddag hørte jeg om denne begivenhed i de danske nyheder fra BBC i England.

Marloths heste skudt af frihedskæmpere 14. april 1945

Den 14. april 1945 var familien samlet til Bedstemors fødselsdag. Ud på aftenen ringede telefonen. Det var Niels Pinborg, Sdr. Kirkevej 37, sognerådsformand og den lokale politimyndighed, der ville fortælle at Marloth’s 4 heste var blevet skudt med maskinpistoler af frihedskæmpere. Ægteparret havde kørt ce­ment til tyskernes bunkersbyggerier og ammunition til kanonerne i bunkerne ved skolen fra Hviding Station og var en måned forinden blevet advaret af modstandsbevægelsen. Marloth boede Mandøvej 20.

Befrielsen, 4. maj 1945

Vi havde under hele krigen siddet klinet op ad radioen for at høre den danske stemme fra London, der blev indledt med nogle specielle bankelyde og Prins Jør­gens March. Udsendelserne var lidt vanskelige at høre på grund af tyskernes støjsendere. Alle var klar over, at krigen nærmede sig sin afslutning. Men hvordan ville det fore­gå her i Danmark? Vi var meget nervøse og bange. Så endelig om aftenen den 4. maj 1945 kom meddelelsen fra England, at tyskerne havde overgivet sig. Soldaterne fra byen valgte heldigvis lige så stille at forsvinde sydpå uden kampsi­tuationer, som vi havde været bange for.

Vagn Lund og Christian Schmidt 10. juni 1945

Den 10. juni 1945 om aftenen gik Vagn Lund og hans morbroder Christian Schmidt, Vester Bjergvej 3, ved siden af hinanden ad en sti ud til havstokken for at se, om nogle cigaretter skulle være drevet i land. Vagn trådte derved på en landmine og blev dræbt. Christian Schmidt fik et ben slemt læderet. Han slæbte sig op på diget og blev først fundet næste morgen. Han mistede benet.

Sprængningsfolk 1945

Sommeren igennem kom der af og til en lastbil fyldt med miner, som blev sprængt uden for diget. Vores karle og jeg var en dag i gang med at hakke roer på en mark, der hed Fåre­høj. Vi så godt, der passerede en bil med miner, men vi blev ikke advaret på nogen måder. Pludselig kom der en voldsom eksplosion. Lufttrykket fik os helt automatisk til at smide os på jorden. 1½ meter fra mit hoved faldt en metaldel med meget skar­pe kanter. Da vi viste det til manden i nabomarken, Kristian Troelsen, Mandøvej 16, blev han aldeles stik­tosset. Han snuppede metalstykket og på nakken af sin cykel spurtede han op til havet og skældte minørerne al hæder og ære fra.

Den 6. august 1945 blev der fred på verdensplan.