Barndomsminder
Jørgen Klausen Bruun
Vester Bjergvej 3

Under Fuldmaanens Lys blev jeg født 30. august 1890 til Melodierne af Vesterhavets Brusen, der paa dette Tidspunkt ofte begynder at røre paa sig mens Vinden jager henover de tolde Stubber af de gyldne afvejede Kornmarken i og omkring 30. August, som vort Land er rig paa. Mangen Nat har mine Forældre skiftevis gaaet med mig oppe ned af Gulvet og tysset paa min Graad i deres stuer.

Paa dette Tidspunkt kunde man jo ikke gøre sig forstandig paa anden Maade naar Smerterne fremkom i Nerveregionerne og efterhaanden som jeg voksede til viste sig af Grundlaget for Graaden var arvet Sygdom fra Faders og Moders Arterier. Den førstefødte er i alle Tilfælde den hvor Sygdomsbakterierne optages af Kredsomløbet.

Hvis det er første Gang Støvdrageren har modtaget Blomsterstøvet eller i omvend Orden i Fosterets Arnested, og dette var muligvis tilfældet med min Moder, tilligemed døde hendes Moder af meget hæftige Spytudskillelse fra Kirtlerne (overflødig Bakterier fra Kredsomløbet) og hendes Fader havde noget tilsvarende foraarsaget Døden.

Paa Faders Side var det samme Tilfældet med ham i Drengeaarene, men derimod ikke med Hensyn til hans Forældre. Maaske havde hans Moder en meget lille Anstrøg i den Retning. Som mindreaarig kunde Moder ikke følge med at vadske Seglsmækker som de kaldtes. Mundhulen afsondrede en Masse Vandsubstancer.

Derfor fik jeg en Forklæde paa af Vokslærred, og paa Benene der var Hjuldannet et Par Træsko med en Holder over Vristen, men den skavank forandrede sig ret hurtig i Løbet af nogle faa Aar til det modsatte (kalveknæet).

Min Fader var af Proffession Skomager og havde paa dette Tidspunkt en Lærling, Plejesøn hos Will og Hustru. Jeg havde altid Tilbøjelighed til at rappe Potteplanterne ned fra Bordet eller lirke ved Pudsejerne (?) der blev varmet over Lampen. Da jeg var den førstefødte saa Fader og Moder igennem Fingre med sligt, det opdage jeg ret snart.

Men hvis ikke de var tilstede smækkede han mig over Fingrene, saa jeg lærte at tage mig i Agt. Naar de ikke var til Stede, tillige naar jeg kunde se min snit rapse jeg Tallerkener og alt andet ned fra Bordet, hvis ikke det kunde nedtages et lille Kragehøj, alt i vilkaarlig Kaadhed.

Med naboen Hans Andersens Børn se Vester Bjergvej 2, der af Profession var Slagter og Tækkemand, begyndte Samkvemmet saa smaat nu i Form af leg saasom Blindebuk o. l., tillige bruget vi Kausjukbolde, som var ilanddrevet ved Strandkanten, som afprøvedes hvor ofte de kunde naa Loftet ved at kaste mod Gulvet, men ved slig Lejlighed gik det ud over Spejlet hjemme hos mig, og saa var det Slut med den Slags Morskab.

Fra Stranden samlede vi mangfoldige Arter af Muslingehuse som saa blev inddelt i Husdyrklasser saasom Køer, Heste, Faar, Duer o. d.st. for hver Slags blev der bygget en særskilt Stald. Min Bedstemoder samlede gerne om Foraaret en Mænde af Blaamuslinger. Disse blev saa udtaget af Skallerne og hensyltet i Eddike for resten en yndet Spiseartikel der var velsmagende ligesom Østers.

Paa dette Tidspunkt omkring først i Marts blev jeg syg, dog ikke mere end Fader tog mig med op til Lorens Thomsen for at befordre mig pr. Køretøj til Doktoren i Ribe. For første Gang saa jeg her Duer havde Opholdssted i Stalden, med dertil hyggede smaa Trækine (?) paa Bjælkerne. Det var køligt med let Frost da vi kørte Vejen efter Egebæk derind. Paa dette Tidspunkt var markerne uden Træbeplantning som nu forefindes.

Hos Martin Smith i Ribe der var Gæstgiver blev der spændt fra Vognen og Fader tog mig derpaa hen til Læge Nielsen. Jeg var ængstelig og generende anlagt ved at blive undersøgt af et fremmed Menneske. Det vist sig nu at jeg ikke var befængt med mindre end tre Arter Sygdom i Form af Brystbetændelse, Hals og Kirtelsyge.

Her var Stuen hvor vi opholdt os før Hjemturen møbleret med rødt Plys Bohave. Det var en Adspredelse for Øjet, fremfor det tarvelige Bohave i Hjemmet. Det blev sent paa Eftermiddagen før vi kørte hjemad. Jeg mindes den nedgaaende Sol sendte sine sidste flagmatiske, blegrøde Straaler gennem Atmosfæren som et sidste Farvel for denne Dag, skønt jeg følte mig lettet ved alt var vel overstaaet, havde Dødstankerne alligevel slaaet Rod i Tænkeregionerne om jus ikke Frygt saa alligevel en skeptisk Anstrøg i den Retning. Efter Hjemkomsten kom jeg i Seng og Sygdommen fortog sig efterhaanden.

Før denne Sygdom havde jeg og min næstældste Broder gennemgaaet Børnesygdomme saasom Kighoste, især mindes jeg Mæslingerne, hvor Gardinerne blev nedrullet for Vinduerne i Værelset for at hindre Sollysets Gennemtrængen af hvad Grund og Aarsag herfor kendes ikke, muligvis daarlige Øjne. For at tilfredstille os Børn gav Moder os Faders Bøger at lege med, men naar de først havde gaaet Øjnene og Fingrene var der ikke andet tilbage end Stempler, Papir for Kakkelovnen.

Når Foraarettiden indmeldte sig havde vi Børn Opmærksomheden henvendt paa Faders Bistader og deres Beboere. Naar Solens Straaler opvarmede Omgivelserne begynder Bierne at gøre sig nysgerrige og titter frem gennem deres lille Indgang. Derpaa prøver de en lille Spadseretur paa Flyvebrædtet for derefter at prøve Vingernes Styrke og Færdighed i Luften.

Det hændte at naar det var smaat med Spisekammerets Indhold de fik Lov til at bruge Nektaren til Opsugning af opkogt Kandis til Livets Underhold. Vi lagde Mærke til at de var ivrige efter de smaa hvide Blomster, der var meget talrige paa Husneviseningen (?). De fremkommer meget tidlig om Foraaret. Dernæst naar Gæslingerne fremkommer paa Rødpilen bliver de ogsaa flittig besøgt. Jeg vilde gerne have disse Gæslinger undersøgt af den Grund.

Men da det kneb med at naa Grenen tages et lille Forspring det lykkedes ogsaa, men da disse Træer er meget store løsnedes Grenen fra Stammen og laa nu i hele sin Fyldighed paa Jorden, men tog Nysgerrigheden og Fornøjelsen foreløbig, thi Fader havde forbudt Afrimning fra Træerne, men denne Gang slap vi med en Advarsel.

Vi smagte paa Gæslingerne, men det var ingen Honningsmag kun en gullig Dekoration paa Fingre og Mund af Blomsterstøvet. Tillige opdagede vi paa Rødpilen hvor en Rift forekom blev der af Stammen afsondret en rødlig syrlig Stof der havde en besk Smag masske Substanser for at læge Saar. Det samme var Tilfældet med en Poppelart, men her var Stoffet som Sirup og Harpiksholdig, idet det klæbede til Tungen og Fingrene.

Efterhaanden som Solen steg højere blev der snart Overflod af Blomster for de smaa Plebejerbier. De hjemførte Substanser heraf til Bistaderne for her at omdanne Blomsterstøvet til Voks eller Beholdere for Honningsaften, som de med deres fine Sugerør har opsamlet af Blomster.

Vi havde lidt tilfælles med mine (?), men Blomsterne blev gravet op med Roden for at omplantes i smaa Haver vi havde anlagt. Men i de Tilfælde visnede de, men efterhaanden fandt vi paa at beholde en Klump Jord omkring Roden og for flere Arters Vedkommende fik vi den til at gro.

Tillige havde vi travlt med Indfangning af de mangeartede kulørte Sommerfugle, der ligesom Bierne havde Ophold paa Blomsterne. De holdtes for en Tid fangen i tomme Tændstikæsker, men saa vidt jeg mindes lod vi dem derpaa flyve uden Forlængelse, men man maatte være rap paa Hænder og Ben for at indfange dem.

Af Troldblomstens Stængel lavede vi Trompeter ved at spalte den ene Ende i to Stykker og afrive Blomsten foroven. Men senere fandt vi paa at konstruere et bedre Instrument med langt pænere Tone, nemlig Roden af Tækkerørene ved Afskælning af Kødet til Fiberhinden paa Midten af et cirka 3 a 4 Tommer langt Rod, og derpaa blæse i den fremkom for os Børn en yndefuld Melodi.

Tillige var vi travlt beskæftiget med Opsøgning af Fuglereder, og det var interessant at se de mangeartede Størrelser og forskelligartede Farver Æggene frembød. Dengang var der efter min Formening mange flere Arter og langt mere tilrig Fuglebestand som nu, men vi gjorde ikke Æggene eller Ungerne Fortræd i nogen Retning, herom havde vi faaet Paalæg af Fader. Især var Rødiriskerne meget talrige de sad fuldstændig tæt sammen pakket paa Telefonledninger og nød Udsigten.

Men det hændte tit og ofte jeg fandt én med brækket Vinge foranlediget ved at flyve mod Traaden. Jeg tog dem nu i flere Tilfælde med hjem og gav dem Opholssted i én af Otto Mousteds (?) tomme Magaritabøtter. Her fodrede jeg den saa godt som mulig med hvad jeg paa dette Tidspunkt havde Begreb om, Gryn, Grød o. l..

Men jeg opdagede snart de var ikke Vegetarianere, thi de døde altid. Saa prøvede jeg med Stumper af Kød men heller ikke det lykkedes. Larverne tog jeg ikke i Betragtning som hovedsagelig er deres Ernæring, derom vidste jeg nemlig ikke Besked. Denne Medlidenhedsfølelse fik derpaa Ende, idet det modsatte skete som ellers var dem tiltænkt.

I Juli Maaned naar Bierne begyndte at sværme fik vi den Opgave sammen med Moder naar Fader var paa Arbejde e. l. at paase hvor Sværmene satte sig. De slog sig gærne ned i Træer, Bærbuske eller som ogsaa hændte i en Kartoffeltop. Naar Fader saa kom hjem blev de rystet i én af Faders Hjemmelavede Rughalmskuber med to Pinde overkors i Toppen af Kuben. Den blev tillige overdrysset med Sirup for Tilfredsstillelse af Bierne i deres nye Bolig. Pinden var anbragt til Behjælpning af Vokstavlernes Opbygning som Bierne i Kuben selv maa fremstille.

Ved Solnedgang blev de saa gerne flyttet til deres oprindelige Plads i Haven. Paa dette Tidspunkt er Bifanebierne (? )altid gaaet til Ro. Men Bierne i Kuberne fik mangen Gang ikke Lang Levetid hos Fader, ellers en krank Skæbne for de flittige smaa Arbejdsinsekter. Naar to og tre Naaneder var hengaaet og der ikke var mere Honning i de falmede Kløver Lyng og Blomsterarter maatte de lade Livet for Svovldunster og Honningen de havde samlet blev en Lækkerbisken for os Børn.

Tillige glædede vi os altid til den Dag Udslyngningen skulde foregaa af Bikagerne. Her blev Bierne ikke dræbt blot frataget Honningen de ikke havde Brug for. Honningen opbevaredes for en Del til Vinterbrug, og af Affaldet fra Bikagerne sammen med Skrællinger af disse før Tavlerne blev sat i Slyngemaskinen blev der lavet Mjød efter min Bedstemoders Anvisning, thi i Faders Hjem havde de haft mange Bier. Denne blev tillige tilsat en Smule Brændevin og var efter min Smag den mest velsmagende Drik man kunde nyde, tilligemed helbredende for Hoste.

I saa Tilfælde fik vi Børn gerne Mjød eller Honning, især den sidste Substans, æg. Jeg mindes vi var saa opfindsom at forestille Forkølelse for en Skefuld varm Honning eller Mjød, men det Trik undgik ikke Faders Øjne, han trak lidt paa Smilebaandet deraf.

Mens jeg var Dreng vogtede jeg gerne de tre Køer som vi havde naar de gik løse. Ellers var de (Jase?) eneste Tid fejrede. Ved disse Lejligheder naar det var i Honningperioden blev et Stykke Bikage tilsat i Mellemmadspakken. Jeg kunde ikke vente Tiden af men spiste Kagen paa Vejen ud til Køerne.

Nu gik det hverken værre eller bedre sted, at en af Bierne havde afsat et Brod i Kagen. Denne hæftede sig paa min Fingerspids og fremkaldte irriterende Smerter, meget værre end et almindelig Bistik, men Fingrene er jo ogsaa det mest følsomme Organ med Hensyn til Bistik. Min Fader havde tillige en Engvej lejet der paa begge Sider havde mudderagtige klæggule Grøfter.

Her var min næstældste Broder (Kristian Bruun) med for at passe Køerne, og til Tidsfordriv legede vi Blindebuk, som paa dette Ridspunkt var paa Mode mellem os Børn, men da min Broder skulde indfange mig med Lommetørklædet Landede han paa Hovedet ned i én af Grøfterne. Han blev meget forfjamsket men det lykkedes mig svart at faa ham op igen. Alligevel smilte jeg jeg lidt skadefro bagefter til det ikke var mig.

Ved en anden Lejlighed ude i Bækfennen gik mig og Broder for at stange Aal hver med en Kæp, thi vi vilde efterabe Fader der ofte stak Aal. Bækken var fyldt med Tidevand fra Havet, men uheldigvis stak min Broder Kæppen ned gennem en Brink der var udhulet forneden. Af den Grund gik Kæppen rask igennem og han styrtede paa Hovedet i Bækken. Han kom op og fjamlede mod den anden Bred.

Men ved at komme lidt til Koncepterne fik han Øje paa mig, og ved at udstrække Armen da Bækken kun var en cirka 4 Alen fik jeg Fingre i ham og lykkelig bragt paa det tørre, men denne Gang smilte jeg ikke.

Før dette her foregik havde jeg faaet det Hverv at trække en Kalv der var i Tøjr ud paa Græs i Lorents Thomsens Bjerge (Mandøvej

31) som de kaldtes. Disse lejede Fader paa dette Tidspunkt. I uvan Kaadhed stangede Kalven til mig før jeg anede sligt og vedblev at boltre med mit Legeme saalænge jeg var bevidstløs. Da Sanserne vendte tilbage igjen stod jeg paa den ene Bakkekam, mens Blodet løb ud over Ansigtet, muligvis fra Næsen. Kalven stod paa modsatte Side og stirrede maabende nysgerrig efter mig. Imellem os var en Lavning akkurat som Dalen mellem David og Goliath, men her var det modsatte Tildældet hvad Størrelse angik. Kalven var mig overlegen i saa Henseende, men jeg kunde heldigvis naa hjem i god Behold og der var ingen Legemlig Skade sket udover nogle haarde Knogler.

Her i disse Bjerge eller maaske Bakker vogtede jeg tit og ofte Køerne saa fordrives Tiden med at binde Kranse af Markblomster. Liverhatter (?) til disse var jeg ikke videre fingernem, desuden lavedes forskellige Slags Flætninger paa Piskesnoren denne bestod gerne af tyk Sejlgarn.

En af de glædeligste Oplevelser i mit Liv oprandt her, det var en Lørdag Morgen. Mosekonen havde brygget hele Natten. Da jeg fik Køerne derud laa en tæt Dug paa Græstæppet. I den vestre Ende paa den sydlige Lavning der laa mellem to Højdedrag paa Siderne, men mod Øst var der flad Terræn. Solens Straaler begyndte nu at spille paa Dugdraaberne.

Tilfældigvis herved fik jeg Øje paa en Genstand hvorpaa Straalerne glitrede i den vestre Ende, der gik skraat opad. Det viste sig nu ved nærmere Eftersyn at Genstanden var en Sølvkrone, saa mange Penge havde aldrig været i mit Øje. Jeg var selvfølgelig bilør (?) efter Middagen for at præsentere Fundet for Forældrene, skønt Pengestykket havnede i Sparebøssen.

Tillige kom min Bedstefader til Kirke, hvad jævnlig skete om Søndagen og af ham fik jeg yderligere 25 Øre. Her gjorde min Førstefødselsret sig altid gældende begrundet paa at jeg har hans Navn, de andre Søskende maatte nøjes med et mindre Pengestykke ligesom naar han uddelte Sukkergodter o. l. maatte jeg altid tage først.

I Efteraarsmaanederne saa man til Afveksling Jægerne gennemstrejfe Terrænet. Dengang var der ikke nær saa mange som nu. Det var i Særdeleshed Nissen (?), Andreas Lauridsen, Sdr. Kirkevej 19. samt Hans Skads, Sdr. Kirkevej 7, der færdedes her. Det eneste jeg saa de fik Ram paa var en Flok Agerhøns. Det der faldt mig mest i Øjnene var deres pæne Skindjægertasker, dem ser man sjælden mere nu.

Den mest forventningsfulde Tidspunkt i Barndomsalderen var naar Julen nærmede sig, det glædede vi os til Uger i Forvejen. Og Julebagningen som foregik ete (?) Uger i før med Hensyn til Hjemmebagning af først en Ovnfuld Rugbrød og dernæst Hvede og Sigtebrød. Saa kom Turen til Smaakager, Jule og Sirupskage, og her fik vi Børn Lov til at smage de mislykkede Eksemplarer af Smaakagerne hvad enten de blev lidt svedne eller mislykkede hvad Facon angik.

Om Aftenen lavede Forældrene Stads til Juletræet, hvortil brugtes kulørte Papirsorter der omdaannedes til flettede Kræmmerhuse eller Dekoration om afbrugte Tændsikæsker. Tillige fik jeg Lov til ved Juletid at gaa med Fader den lange Spadseretur paa en Mit til Ribe for Indkøb af Julegodter og Kolonialvarer. Den Tur foretog Fader paa Apostlenes Heste mange Gange om Aaret. Den var mange Gange mere interessant og fornøjelig end naar jeg nu foretager den pr. Cykle, thi paa Vejene fortalte Fader Historier og gav Oplysning om Bebyggelser, Marker og lignende.

Tillige hændte vi saa enkelte Fugle hændelsesvis en Hare og maaske Ræven, thi denne Gang fulgte vi ikke Vejen men derimod en autoriseret Kirkesti der gik tværs over Makerne. Levninger forefindes af den endnu. Hos Købmand Nielsen hvor vi købte Kolonialvarerne var det altid Skik at Kunderne ved deres Juleindkøb blev trakteret med Kaffe og Kage paa Etagen over Butikken.

Det var jo en ny Oplevelse for mig at komme paa anden Etage og se deroppe fra ud paa Gaden. Tillige var Møblementet jo mere moderne end hjemme, og Kaffen og Kagerne havde jo ogsaa en mere delikat Smag, end jeg var vant til dagligdags. Maaske var det den forfriskende Spadseretur Aarsag hertil, men Købmand og Hustru var nogle flinke Personligheder. Tillige fik Fader gerne Juleforæringer her i Form af Spillekort og en Almanak og Børnene en Pose Sukkergodt.

Naar en saadan Tur var overstaaet sov jeg rolig for den efterfølgende Nat. Tillige havde Fader for Sædvane altid at indfange ved Aalejern i Vandløbene en Kvantum Aal, thi saadan Ret hørte med til Juleaftensmaden. Her fik jeg ogsaa Lov til at være med hvis ellers Vejret tillod det.

Nu var den forventede, længselsfulde Juleaftensdag oprundet. Juletræet stod altid i den anden Rum i et Hjørne, men garderet af et Forhæng aaf Klæder. Alligevel skulde jeg have min Nysgerrighed tilfredsstillet naar Lejlighed gaves; til Forældrene var i Stalden eller lignende Steder, saa jeg min Chance til at aabne Døren forsigtig fra Opholdsstuen, dernæst løfte Forhænget over Juletræet og derpaa undersøge hvad Foræringerne bestod af, de laa altid paa de nederste Grene til os Børn, men aabne Æskerne og se hvad de indeholdt fik jeg ikke Tid til, ej heller følte Trang til slig.

Jul

Endelig oprandt Juleaftensdag som helst skulde udforme sig med ren klar Frostluft, især naar Kirkeklokkerne lod sine melodiske Malmtone høre gennem den rene Luft, der ved Solnedgangen antog deside (?) Former, naar dens sidste Straaler afspejlede sig i Disen over Horisonten, en pragtfuld Farveglans. Disse Fænomemers Fremkonst skyldes at den fra Dagen Opvarmede Jordoverflader fordamper naar den forlades af Solvarmen.

Nu havde Moder faaet Julenadverne paa Bordet og vi havde altid god Appetit for denne Dag var Middagmaden udeladt, overført til Smørrebrød. Først fik vi gerne sur Svinesteg samt stegte Aal til Eftermad Risenblomince (?) iblandet Mandler. Denne Ret var sjælden højst to Gange om Aaret hertil Nytaarsaften men det kunde overgaa til Risengrød.

Naar Nadverne var tilendebragt kom Juletræet frem paa Gulvet. Lysene blev tændt og Julestjærnen, der var lavet af Guldpapir flimrede i Lysidyllen. Denne Papirstjærne skulde jo være Symbolet paa Bethlehemsstjærnen og Menneskes Skabelse i Form af Sjæleliv. Det sidste som Skaberen gav Mennesket i Faddergade før Fuldkommenheden af Tilblivelsen.

Saa tog Forældrene os Børn i Hænderne og vi dansede omkring Træet, imens vires Børneøjne tindrede af Fryd og Beundring langt mere end alle de smaa tændte Lys. Hertil sang vi salmen Glade Jul, nu begynder vor Tankegang at kredse om hvad Foræringerne kunde være. Disse blev aabnede og Æskerne indeholdt Tinsoldater, smukke nymalede Bygninger udført af Træ, eller dertil forarbejdet Materiale til at lave disse af, maaske ogsaa Trompet eller Fløjte.

Dernæst blev Poserne undersøgt de indeholdt Sukkerfigurer og Nødder saasom Jord, Hassel og Valnød. Naar vi havde faaet Smagen af Substanserne blev Lysene pustet af os Børn med opsvulmede Kinder indfyldt. Med Luft som gennem Munden udslyngedes mod Lysene en ren Kappestrid imellem os hvem der kunde overkomme af slukke de fleste tillige god Gymnastik for Lungerne.

Derefter blev der sunget adskillige Julesalmer. Os Børn begyndte derpaa at leget med Juleforæringerne især interesserede Tinsoldaten mig, som blev opstillet paa mange Maader, der var baade til Hest og Fods. Desuden fik vi Billeder af alle Arter Vaaben, som det var interessant at udklippe hver for sig af Papiret hvorpaa de var fremstillet i deres forskelligartede Uniformer. Det stemplede for stedse Præget heraf i min Barnefantasi saa jeg i mit Fremtidige Live altid foretrak Læsning af Krig og Historier desangaaende.

Samtidig fik vi ogsaa Glansbilleder af Engle der forestiller det religiøse Sjelsliv. Det bevaredes i Lønkammeret til Drengeaarene derpaa slettedes det lidt ud af Bevidstheden, som Stedfortræder traadte det mentale Live i From af Arbejde, Leg o. l. og Autonomioplysningen i Skolen. Jeg mindes tydelig efter jeg kunde læse og havde begyndt Skolegang at jeg i Julen læste om St. Peders Port der stod paa Klem for os Mennesker med ren Samvittighed.

Ved at komme igennem disse saas Englen Gabriel med Flammesværdet, som stilles Mennesker i to Partier, der har sammenlignes med Faarene. Den ene Side Bukkene paa (?) den anden, de var paa højre Side og blev dømt til Helvede, medens Faarene fik Adgang til Himlens Sale. Naar jeg havde læst sligt søgte jeg altid i den efterfølgende Tid at afholde mig fra Løgn, Sværgen, Misundelse og dsf men sløsede efterhaanden igen over til dagligdagens smaa Syndere.

Dyrene fik ogsaa Juleaftenen af smage, idet Fader tildelte dem en ekstra Foder i Form af Havreneg. Tillige fik vi Børn Lov til paa denne Aften at forblive oppe til sent Sengetid udover de andre Aftener, thi naar Klokken viste 8 maatte vi skønt nødig mangen Gang til Sengs.

Det var altid Skib hvert Aar. Faders forhenværende Lærling Johan Witt, aflagde Visit hver Juleaften. Han medbragte altid Frugt og Sukkergodter. Til gengæld fik han altid kaffen med os før Sengetid. Ved slige Lejligheder var han altid i gemytlig humoristisk Stemning, men medfødt Svækkelse i Strubehovedet havde paaført Stamning i udtalelserne.

Saa snart vi Børn kom under Dynen havde vi Paalæg fra Fader at takke Skaberen ved at bede Fadervor, som vi af ham var oplært i. Det blev ogsaa overholdt i Børnealderen, men senere blev det et Reglement for mental Sanser og blev ikke overholdt, maaske enkelte Gange. Om Morgenen kom vi til Gengæld tidlig op, omkring Kl. 7 naar Fader havde Kreaturerne røgtet og Moder malket samt Davren paa Bordet, maatte vi op.

Julemorgen fik vi altid Lov til at spise udelukkende Sigte og Hvedebrød. Rugbrød var udelukket som ellers var dagligdags, med Tillæg af et Stykke Sigte eller Hvedebrød Morgen, Aften, Juledag hændte det at Fader tog mig med i Kirke. Paa saadan Højtidsdag kunde Kirken næsten ikke rumme de tilstedeværende Mennesker. Det hændte at nogle søgte Ophold paa Bænke ovenpaa hos Organisten, men nu til dags er Mennesker saa optaget af mekaniske Forsendelsesprædikener gennem Radioen.

At Kirken selvom den er bygget af Menneskehænder alligevel er et fredlyst Plads, som vore Forfædre og Ærbødighed for Gudsskaaberen af alt baade sleve Jorden med dens levende Plante, Dyre og Menneskeliv samt de Kloder saasom Solen , Maanen maaske mange flere, der opretholder Livet ved Tilførsel af Varme og Lys; ofrede utallige Dage; Maaneder og Aar i at opføre, senest de forskellige Kunstnere og Billidskærere, har udført et stort Arbejde for den indre Udsmykning gennem Tiderne, der forestiller Symbolet paa Menneskets Tilblivelse og Liv, saa bliver Kirken nu kun mangen Gang besøgt for Formalitets Skyld.

Efter endt Kirkegang Juledag naar jeg med Fader kom hjem til Julemiddagen havde Barnesindet faaet en indre Tilfredsstillelse af Indblikket fra Kirken samt Prædiken ikke mindst Orgel og Salmesang.

Julebesøg

Naar Juledag var henrundet, var det i de efterfølgende Dage mellem Jul og Nytaar en Tradition at jeg med Fader besøgte hans Brødre, Søster og Forældre. De boede henholdsvis paa Sdr. Farup Mark, Lustrup og Hvidding. Det var en Spadseretur paa en halv Mils Vej til Lustrup en hel Mil.

Jeg mindes en af disse Dage der var Sne paa Jorden og vi var paa Vej til hans Fødegaard, at mens vi stod i Læ ved Mads Jessens Gaard for en Snebyge isprængt med Torden af Lynet antændte Raahede Mølle. Det var en sælsom Tilfælde paa denne Aarstid, naar vi saa kom efter endt Spadseretur til mine Bedsteforældre, der boede hos Farbroder hvor de havde deres egne Værelser, der vendte ud mod Øst med Udsigt over den nylig anlagte Chausse hvorpaa der foregik en hel Del Færdsel.

Herfra havde vi det Særsyn at se en Automobil for første Gang, og der gik mange Aar før jeg saa dens Lige igjen. Her blev vi glad modtaget og Tilfredshed med Livet lyste ud af Bedsteforældrenes Øjne. Min Bedstefader, Jørgen Hansen Bruun, havde oprindelig haft en Hjulmagerforretning i Sdr. Farup, Sdr Farup, matr. nr. 40, tillige med dertil hørende Træarbejde saasom Fremstilling af River, Skafter o. s. v.. Omkring dette Ridspunkt var det en gangbar og indbringende Beskæftigelse og Forretning før Maskinerne kom rigtig til sin Ret ude i Provinskøbstæder.

Denne blev nu solgt og derpaa købtes Jord paa Sdr. Farup Mark, Tøndervej 72, hvor han opførte en Ejendom til Landbrug og Haandværket brugte han til Bibeskæftigelse og især efter Farbroder havde overtaget Ejendommen fandtes han ofte paa Værkstedet. Især var Leskafterne han lavede eftertragtet af Egnens Befolkning for deres solide Holdbarhed.

Til Markarbejdet og Kørsel brugtes i Førstningen et Par solide Stude, men om Sommeren havde de for Vane uden at Kusken kunde forbyde det ligesom alle andre Kreaturer naar Insekterne fornbuysede (?) dem ved deres Stik, at stikke i fuldt Løb. Der var ikke andet for Kusken end lade dem løbe til de blev trætte eller kede deraf for Studene var ikke belagt med Mule, men derimod med Grime hvori Tømmerne var fastgjorte. Men i de fleste Tilfælde skete der hverken Vogn eller Kusk noget, og paa dette Tidspunkt var der heller ikke den Færdsel paa Landevejene som nu. Ellers var saadan en Befordringsmiddel jo umulig. Men min Farbroder havde nu anskaffet en Hest, den var mere medgørlig end Studene.

Foruden Julebesøg tilbragte jeg flere Dage om Aaret her. Tiden gik hurtig med min lyshaarede Kusine, der var et Aars Tid ældre end jeg. Vi foretog Spadseture til Ribe for at gøre Kolonial køb o. l.   Ved en saadan Lejlighed fik vi gerne en to Øre hver til personlig Indkøb. Denne bestod gerne af Lybbiser (?) til at spille med.

Engang paa Udturen blev vi opholdt af en Cyklist der tilbød os at løbe omkap med ham paa Cyklen. Hvis vi paa vores Ben kunde naa den først Kilometersten før ham skulde vi have hele 25 Øre. Det kan nok være Benene gik som Trommestikker og med Vilje lod han os komme først, men derpaa cyklede han forbi os med lunt Smil uden at betale de 25 Ører. For først Gang fik Barnesindet Ide om Menneskets Lunefuldhed afsondret i Løgn som vi Børn blev til nar for.

Om Aftenen opstillede vi Glansbilleder angaaende Juleevangeliet som min Kusine havde faaet foræret af hendes Fader i Anledning af ondartet Halsbetændelse som lykkelig blev overstaaet. Desuden havde min Kusine smaa Børnekaffeservice i Form af Kopper, Kander, Tallerkener og l. dem anrettede vi ved at paafylde med Kaffe, Sukker, Kager som Moster forærede os.

Naar Bedsteforældrene kom ind paa Besøg om Aftenen spillede de gærne med os om Pebernødder samt fortalte Historier der mangen Gang angik Nisser og Trolde der optages af Barnefantasien med stum Forundring, men samtidig indgydede os en Slags Frygt for det overnaturlige som man ikke havde set eller hørt om før.

Naar Aftenen var tilendebragt gik vi til Sengs. Disse var indelukkede som paa den Tid var Skik og var anbragt i den vestre Side af Dagligstuen. Om Dagen var de ikke synlige men tildækket med Panelvæg. Her sovede Farbroder og Moster i den ene Ende og mig tilligemed min Kusine i den anden adskilt med en Bræddevæg.

Farbroder der havde en glimrende humoristisk Vid fortalte allehaande morsomme Historier samt Gætte(???)sætning saasom hvor Adam først satte sin Stok osv for en halv eller hel Times Tid. Naar dette var Slut blev Fadervor altid fremsagt før Ole Lukøje kom og lukkede Øjnenvipperne.

Om Morgenen var Farbroder altid tidlig oppe derimod blev vi Børn liggende i den varme Seng. Hvis det tog længere Tid for Moster at faa Davren tilberedt end Søvnen optog os, legede vi gerne Datter. Hertil brugte vi Halmstraa til at puste hinanden med. Jeg tænkte det var min Kusine der opfandt sligt, thi under hendes Halsbetændelsessygdom havde Lægen brugt en Pensel til Halsorganerne.

Om Dagen spillede vi Lybbis, eller som ogsaa var en yndet Fornøjelse at udblæse Sæbebobler især naar Solen skinnede, saa viste de sig med alle Regnbuens Farver. Saa var det jo om hvem der kunde fremstille den største Boble og faa den til at flyve den længste Stykke gennem Luften.

I Foraarstiden opsøgte vi rundt om paa Marken de forskellige Blomsterarter som vi gravede op med en lille Haandspade og derpaa opbevarede dem med en tilsvarende lille Knold Jord omkring Roden i en Spand. Efter Hjemkomsten blev de plantet i Haven.

I Dagene før den ottende April, der paa dette Tidspunkt var en stor Højtidsdag for Børnene, nemlig Kongens Fødselsdag, havde vi travlt med at plukke Lyng som vi sammenkoblede i Stakke til den mindeværdige Dag oprandt. Saa var det gerne Skik at mine Fætre fra Hvidding kom over for at overvære Dagen, thi hinsides Grænsen var sligt ikke tilladt.

Derpaa fik vi alle travlt med at samle Lyngen sammen i én stor Stak samtidig forærede Farbroder os et Par Knipper Halm og ved Aftenens Frembrud blev der sat Ild til Stakken og et stort Blus farvede det nedsænkede Mørke med sig rødlige Ildskær sammen med Hundrede af andre i Omegnen til Glæde og Fornøjelse for os Børn. Naar saa Ilden var udbrændt og Gløderne slukket kan det nok være det gav Appetit til Aftensmaden efter at Hænder og Ansigt var bleven afvasket for Brandosen.

Om Sommeren hjalp vi med Afrivning af Græs efter Leen. Min Bedstefader der var omkring 70 Aar kune endnu slaa slaa sine Demat med, eller naar Høet blev revet og laniceret (?) sammen med Hesten, var det en morsom Fornøjelse at boltre os i en Tomfuld (?) Hø paa Vejen til hvor Stakkene skulde opføres. Ligeledes naar Høet blev hjemkørt og aflæsset i Laden, her havde vi travlt med at trampe det sammen med allehaande Akrobatspring.

Tillige naar Tørperioden indfandt sig om Sommeren var vi sammen med Farbroder ude ved Afløbsgrøfterne fra Mosen hvor vi fangede Gedde ved at opmudre Vandet med Riverne. Herved kom Gedderne til Syne paa Overfladen af Vandet, begrundet paa Gællerne blev opfyldt med mudder saa de ikke var i Stand til at udskille Ilten af Vandet. I denne Tilstand var de nemme for os at faa paa det tørre ved hjælp af Rusen.

I Mergelgraven lad dette her sig ikke udføre begrundet for store Vandmængde. Her fandtes foruden Gedder, Karper samt Aal. Disse skulde her medes paa Krog, eller stanges med Aalejern.

Således slutter brat Jørgen Klausen Bruuns Barndomsminder.