Home › Fortællinger fra Sognet › Amtssygehuset Psykiatrisk afdeling ved Ribe 1923 – 1999
scrolltotop

Amtssygehuset Psykiatrisk afdeling ved Ribe 1923 – 1999

SIGURD MICHAELSEN
EGEBÆK

STATUS ANNO 2000.

Sindssygeanstalten, som blev indviet i Nordeuropas længste Banegård i 1923, ligger der endnu her ved årtusindeskiftet. Meget vand er løbet til havs i årene, hvor bygningerne har fungeret som behandlingssted for sindslidende.

Efter at Serpasil og Larcatilen har holdt sit indtog i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af 60´erne har behandlingen af psykisk syge gennemlevet en revolutionerende epoke, der har bevirket at patienterne efterhånden fik det bedre og en hel anden adfærd.

De fik lov til at gå sammen to og to i stedet for de lange kolonner, hvor der var stor overvågning på af uniformerede plejere. Medicinen blev bedre og bedre og man lukkede den ene afdeling op efter den anden. Den store jernlåge ved Hospitalets hovedport og trådhegnet omkring Hospitalet forsvandt. Patienterne måtte gå i privat tøj og dermed forsvandt det gråblå drejlstøj også. Der kom dug på bordene og patienterne spiser nu med kniv og gaffel, hvor det var alt for farligt i fordums dage.

Politikere og behandlere indser det tåbelige i at Hospitalet ligger rent geografisk i den sydlige del af Amtet. Man åbner derfor den gamle Tuberkulose Sanatorium på Spangsberg i Esbjerg, med det formål at tage sig af den nordlige del af regionen og Esbjerg. Distriktspsykiatrien holder sit indtog med Ribe Amt som et af de første i Danmark, der begynder at behandle patienterne ude i nærområderne. Efterhånden bliver de mange behandlingssteder så gode at det lader sig gøre at forhindre den store indlæggelsesmasse. Antallet af sengepladser bliver mindre og mindre og bofællesskaber udbygges. De sidste gamle kroniske patienter der er færdigbehandlet, bliver overført til bl.a. Birkevangen i Bramming. Mange udskrives til egen beskyttet bolig, med lidt støtte af Hjemmeplejen.

Efterhånden bliver den overskydende plads på Hospitalet udnyttet til patienternes fordel. Man har her ved slutningen af dette århundrede renoveret Hospitalet så gennemgribende for omkring ca. 15.000.000 kr., at man må sige at behandlingsstedets fysiske rammer lever op til nutidens krav. Ribevej 27 har nu i alt 6 stamafdelinger med 77 sengepladser ialt. Der er tilknyttet en overlæge til hver afdeling. Behandlingsformen er ændret til samtaleterapi, miljøterapi og gruppeterapi. Man prøver igen at leve op til det gamle ord: “En sund sjæl i et sundt legeme”, man dyrker meget “krop og bevægelse”. Blandt andet er afd. N indrettet til dette formål, hvor der er investeret for mange tusinder i gymnastikredskaber. På de tre miljøterapeutiske afdelinger går behandlingen meget på optræning af indkøb af dagligvarer, økonomiplanlægning, rengøring i eget hjem, madlavning o.s.v.

Afdelingerne er renoveret så der er Ergoterapi på hver afdeling. Der er to opholdsstuer (ryger, hhv. ikke ryger) med TV i hver. Der er kun ene og tomandsstuer med møbler af bedste kvalitet. Afd. M I og M II er sammenlagt og indrettet til Ergoterapi med musik og drama, skind- og læderværksted, vævestue og keramikværksted, patientcafé – hvor patienterne serverer kaffe for patienter med pårørende. Ergoterapien arrangerer manequinopvisning af patienterne, cykelture til nærmeste opland eller Ribe, hvor man ser Kunstmuseet o.s.v. Tit og ofte går cykelturen til Kammerslusen, hvor man køber kaffe. Amtet har egen personbil på Hospitalet så hver afdeling har bilen til sin rådighed en dag om ugen. Da kører man til Rømø og bader med patienterne eller til Esbjerg, hvor man måske får kaffe i Musikhuset.

De mørke og kolde grønne og blå farver er forsvundet og afdelingerne fremstår nu med lyse, varme pastelfarver. Den gamle Forsamlingshusagtige Festsal er nedbrændt og et nyt Aktivitetshus fremtoner nu i flotte farver med diverse faciliteter: anretterkøkken, mødelokale, herre- og dametoiletter, baderum til afbenyttelse efter bold- eller badmintonspil.

Efter at hegnet er faldet omkring Hospitalet, ser man nu byens befolkning gå ture på Hospitalets terræn og i Lunden. Ind til 1970 var denne sammenføjning af Byen og Hospitalet ganske utænkelig, da der ved Hovedindgangen var et stort skilt med teksten: “Adgang forbudt for uvedkommende”. Nu falder Hospitalets bygninger pænt sammen med den øvrige bydel. Et stort fremskridt er nået i Hospitalets epoke. Hvem skulle tro, at “det lukkede land” skulle blive stedet, hvor man modtager 1.000 besøgende årligt som bliver guidet rundt for at høre om den gamle Banegårds historie og ser museet, som fortæller om den svundne tid, da grænsen gik lige midt igennem de to Banegårde Vedsted og Hvidding. Museet vidner også om psykiatriens historie på godt og ondt. Medicinpræparaternes antal er stort imedicinskabene. Mange bivirkninger er forsvundet. En slidsom forskning har givet resultat til glæde for mange mørke skæbner.

Sigurd Michaelsen 1999

LIDT STATISTIK – januar 1999.

HEDOVARD JØRGENSEN Plejeassistent.

Såfremt vort gamle veltjente Hospital og i tidligere tider, Vedsted Grænsejernbanestation, der på daværende tidspunkt var nordeuropas største banegård, kunne fortælle sin historie, eller bare en del at den, kunne det måske blive en interessant roman, der næppe kunne sammenlignes med Morten Korck´s fortællinger. Hovedbygningen ville berette om dens storhedstid 1875 – 1920, og videre som hospital i vor tid, hvor mange menneskeskæbner er rullet op – på godt og ondt.

Vi ville få en beretning om et opbud af mangeartede uniformerede personer. Vi ville høre damplokomotivets fløjten og stønnen, når den kom forbi med tungt lastede vogne. Her ville lyde støvletramp og tale i fremmede tungemål. Toldere, jernbanefunktionærer, gendarmer, soldater, postbude og nu i nyere tid, læger, sygeplejersker, plejere, patienter og andet godtfolk.

Grænsestationen, Vedsted Anstalten, Sindsygehospitalet, Statshospitalet, Psykiatrisk Hospital i Hviding, som det fejlagtigt hedder nu, er de navne der er blevet brugt ned gennem tiderne.

De gamle stilfulde bygninger (hovedbygningen), hvis du har lagt mærke til det, med ornamentering og andre udsmykninger, fortæller om god tysk byggestil. Det fornemme murværk, den sekskantede stjerne, Jødetegnet, som den også er blevet kaldt, fortæller historie om det tidligere krigsglade Tyskland, der havde soldater på mange fronter, men at disse nok også, trods alt har haft deres religion og tro med i tornysteren.

Hovedvej 11, som den nu hedder, har ligget her siden 1852. Arbejdet med anlægget er udført af politisoldater. En tidligere vej, den såkaldte studevej, var mere vestliggende og gik i følge gamle beskrivelser over Høgsbro, Møgeltønder og videre til Husum. Den nuværende jernbane mellem Ribe og Tønder, der var grunden til at grænsestationen Vedsted blev bygget, stammer fra halvfjerdserne, idet bygningen er opført i 1875.

Det var gods, heste og kreaturtransport, der gik over Vedsted til det tyske marked. Mange folk var og er stadig ansat på “Vedsted”. De store højloftede lokaler var rammen om mange menneskers liv og færden. Det er de også i dag.

Det nuværende lægeværelse var en travl myretue af folk som toldere og paskontrollører. I omskrevet form er det måske ikke meget anderledes i dag. Den sydlige ende af hovedbygningen var indrettet som restauration. Her, fortælles der, var der altid lys til sent på aftenen. Som i vore dage, foregik der en livlig grænsehandel, også mere eller mindre lovlige transaktioner.

Der, hvor nu Hviding Hvidevareforretning ligger, lå tidligere en fabrik, papirsmølle og elektricitetsværk. Disse havde også tilknytning til Vedsted, idet man herfra leverede strøm til jernbanestationen. Et jernbanespor fra fabrikken transporterede gods til stationen for videre forsendelse. Vor sidst afgåede maskinmester hed Raben, pudsigt nok bar direktøren for fabrikken det samme navn.

Den dansk-tyske grænse ved Enderupvejen blev efter krigen 1914 – 1918 også sognegrænse imellem Hviding og Vester Vedsted, hvilket vil sige at alt hvad der lå af jord og bygninger syd for vort nuværende vandtårn på hospitalets område tilhørte Hviding kommune. Dette kunne jo godt give nogle problemer. Efter at krigen var afsluttet og grænsen blev rykket mod syd til sin nuværende position, stod disse to kommuner pludselig med nogle store sammenbyggede bygninger, som man ikke rigtig vidste, hvad man skulle stille op med. Flere forslag har været fremme, bl.a. ville man bruge disse til militærforlægning. Dette blev dog af staten forkastet igen.

I 1923 blev så Vedsted Hospital eller Anstalt en realitet, og vor tids historie begynder. Mangt og meget er hændt siden da. Det uheldige, at hospitalet lå i to kommuner blev løst i 1934, idet Vester Vedsted kommune på daværende tidspunkt efter mange overvejelser købte og overtog hele Hospitalet til den formidable sum af 18.000 kr. Det var nok en god handel, målt efter vor tids prisniveau. Man kan vel næppe mene, at det var særligt hensigtsmæssigt at anbringe et hjem for syge mennesker på et smalt område imellem jernbanen og den voksende trafik på landevejen. Men her ligger den altså og bliver her nok langt ud i fremtiden.

Nogle har kaldt Hospitalet Vedsted for den sidste station, hvad det jo også var engang, rent geografisk, men mange i nutiden sætter næppe denne udtalelse i forbindelse med resterne af den drejeskive, der endnu ligger og smuldrer ved Hospitalet til minde om en svunden tid.

Jeg har her i grove træk forsøgt at ridse noget af Vedsteds historie op og i næstfølgende nummer af “Vestenvinden” vil jeg prøve på at nedfælde mine erindringer fra de 30 år, som jeg har været funktionær bag hospitalets mure.

Plejeassistent Hedovard Jørgensen.

Terapi.

Vævestuen.

Pensioneret værkstedsleder, Otto Madsen, Harevej 1, fortæller, at man altid har haft væve på afdelingerne, men den første form for egentlig vævestue blev startet i gangen imellem afd. G og H. Senere den 1/8 1939 begyndte man på den egentlige vævestue, der hvor det nu ligger i 1982. Dog var det kun et par enkelte rum, der blev taget i brug i 1939. Ifølge en gammel protokol, der nu er i museet, kan man se hvad der er købt hjem af tråde og lignende de første år.

Afdelingssygeplejersken på afd. B, der hed Agnes Petersen, var den første, der gik hen i vævestuen efter, at arbejdet var gjort på afdelingen om morgenen. I vævestuen beskæftigede A. P. så en del selvhjulpne damer med vævning af gulvklude og karklude.

Det har været diskuteret, om vævestuen var lukket under krigen, da man ikke kan se nogle transaktioner i den gamle protokol omkring krigsårene. Otto Madsen mener dog, at vævestuen ikke har været lukket, men at man nøjedes med de forhåndenværende midler, som fandtes her på Hospitalet. Pr. 1/8 1947 kan man se, at Ellen Højbjerg, Ribevej 48, er begyndt at lede arbejdet i vævestuen, og at frk. Bonde har holdt sit indtog i 1952. Her sporer man de mange muligheder i årene 1950 – 60, da medicinen frigør de bundne tanker for patienterne.

Peddigrør, stoftryk, oliemaling, knipling, broderi, båndvævning og diverse vævearbejder kommer ind i billedet i disse år. Inga Jørgensen begynder i år 1960, og i vore dage boltrer man sig på vævestuen i et hav af stoffer og farver. Vævestuen ledes nu af Inga Jørgensen, V. Vedsted Vej 25, der assisteres af Albrechtsen.

Lidt om basar som man har holdt en del år fra 1952 til 1972. Hvert år til jul, den første lørdag i december, afholdt Hospitalet en stor basar med diverse ting fra samtlige terapier. Basaren blev holdt i festsalen, hvor alle selvgjorte ting blev stillet frem og solgt af personalet.

Fra regnskabsbogen i vævestuen kan man se følgende resultat f. eks fra året 1968:

35 kludetæpper: 440,00 / 370 viskestykker á 3,75 = 1.387,50 / 40 stribede håndklæder: 180,00 / 21 hvide tæpper á 24,00 = 504,00 / 36 pudevår á 9,00 = 324,00 / 23 – – 8,00 = 184,00 / Forklæder 19 á 8,00 = 152,00 / 5 – 6,50 = 32,50 / – 4 – 7,00: 28,00 / – 3 – 6,00: 18,00 / – 3 – 12,00: 36,00 / – 35 – 9,00 = 315,00 / I alt: 69 581,50

2 tasker á 22,00: 44,00 / 86 gæstehåndklæder á 4,00 = 344,00 / 12 bademåtter á 8,00 = 96,00 / Ryatæpper 2 á 68,00 = 136,00 / – 1 – 40,00 = 40,00 / – 1 – 48,00 = 48,00 / – 1 – 45,00 = 45,00 / – 2 –               13,00 = 26,00 / 6 stribede bomuldsdyner 143,00 / 16 hørduge 1.234,00 / 10 bomuldsduge 206,50 / I alt: 1.583,50

dækkeservietter + mundservietter 388 + 34 = 422,00 / 2 duge 30,00 + puder = 140,00 / blandet                      218,00 / stof 145,00 / 241 køkkenhåndklæder á 2,75 = 622,75 / 77 – – 2,00 = 154,00 / 57 karklude – 1,50 = 85,50 / ialt                     7.790,75 kr. Karklude af resten. Det kan nævnes at år 69 foråret solgtes for 4.181,65 Summa summarum for et helt år 11.972,40 kr.

Under basaren kunne de besøgende købe kaffe med æblekage i kaffestuen ved festsalen. Oversygeplejersken stod selv i køkkenet med hjælp af vaskeripigerne. Plejereleverne og aspiranterne serverede for gæsterne, og gud nåde og trøste den sølle elev, der ikke forstod at servere en kop kaffe med øret på koppen vendt til højre, han skulle snart få det lært af oversygeplejersken.

Efter basarens afslutning om aftenen, blev der fra hospitalets køkken trakteret med smørrebrød og øl. Plejer Peder Sørensen og Dr. Lemmergard musicerede for violin og flygel i mange år til denne festaften. Inspektøren holdt tale og takkede for det indbringende resultat til opkøb af nye varer.

Overlægen holdt tale over emnet, terapiens betydning i behandlingen af patienterne. Derefter takkede man af, og enhver gik til sit med forvisning om, at man havde gjort et stykke arbejde i året, der gik.

P.s. Det hændte da også, at nogle af plejereleverne fortsatte på kroen bagefter, men danne terapiform var mere af privat karakter, og helst når der var plejerskeelever eller sygeplejerskeelever på hospitalet.

Vævestuen og Afd. I blev i 1998 ombygget til kontorer for overlæger, psykologer og socialrådgivere.

Brændeholdet.

Helt præcis hvornår brændeholdet er startet, kan man ikke sige, men Otto Madsen fortæller, at man i begyndelsen stod og huggede brænde ude i det fri. Det var i området ved afd. E, der hvor det nuværende cykelskur står ved lageret. Pensioneret plejer Tage Kristensen fortæller, at han som ung plejer begyndte at gå med nogle mandspatienter fra afd. M til brændeskuret, også ved afd. E. Det var i 1931, altså på det tidspunkt brændeskuret var sat op.

Senere omkring 1938 – 39 blev brændeskuret flyttet til pladsen ved banen nord for kapellet. Tage Kristensen trak sig ud af denne funktion allerede i år 1935, fordi han blev opsøgt af afdelingssygeplejersken fra E, der bad ham give tjeneste på hendes afd., da man havde brug for granvoksne plejere. Grunden var, at en urolig patient havde låst en plejer inde på enestuen. Plejeren kom dog ud ved at knokle døren ud med en seng. Det kunne man ikke tolerere, så man bad derfor Tage gøre tjeneste på afd. E, for at oprette ro og orden.

Brændeholdets beskæftigelsesform var, som selve navnet siger, at lave brænde til hospitalet. Holdet bestod af 8 – 10 – 12 patienter med hver sin økse og huggeblok i en lang række, og så huggede man på livet løs. Nogle savede, andre flækkede træknuder, men langt den største part af patienterne kløvede optændingspinde. Store brændestakke stod pænt opstablet på pladsen udenfor skuret, hvor træet skulle tørre om sommeren. Hvor mange optændingspinde i tal kan ikke nævnes, men det er millioner. Tage fortæller, at det tog ca. 3 uger at fylde hele skuret med optændingspinde.

Senere efter krigen udvidede man med et par ekstra magasiner, men disse er nu nedrevet. Helt op til efter krigsårene brugte man træ fra skoven samt affaldstræ. Alt kunne brændes i de 180 kakkelovne, som åd det hele. Så begyndte man med centralfyr, og senere i 1961-62 fik vi centralvarme på Hospitalet. Man solgte et væld af optændingspinde til Danielsens Tømmerhandel i Ribe. Da Tage sprang fra i 1935, blev holdet fortsat kørt at skiftende plejere fra afd. M, indtil plejer Bardrup omkring år 1939 ledede holdet fast. Senere blev han afløst af plejer Jens Pedersen, Tøndervej 54.

Tage Kristensen kommer igen ind i billedet i 1951 pga. uoverensstemmelser omkring medicingivningen på afd. E. Afdelingssygeplejersken blev flyttet fra E, og Tage syntes, at det blev så broget med de sygeplejersker, at han valgte, at få brændeholdet igen, da Jens Pedersen ønskede anden beskæftigelse på Hospitalet. Tage Kristensen ledede så holdet indtil 1964, hvor han syntes, at holdets struktur var af så dårlig en kapacitet, at det var nyttesløst at fortsætte. Desuden var der heller ingen afsætning på optændingspinde da de gyldne 60’ere nu var begyndt. Efter en kort diskussion med overlæge Hjerrild om hele situationen, blev holdet nedlagt efteråret 1961, og Tage flyttede på afd. E, for at give tjeneste der.

Så bliver brændeskuret brugt som redskabsrum for udeholdene, samt til et par reservesenge. Sådan sluttede denne epoke. Måske var det relevant, igen at begynde at sælge optændingspinde. Hvad med et nyt brændehold? Skuret står der jo endnu i 1999.

 

Patientværkstedet.

Startede i tidernes morgen i en stue på afd. D omkring 1930 ifølge pensioneret værkstedsleder, Otto Madsen, Harevej 1, der nu i en alder af godt 80 år synes det ligger noget uklart i hukommelsen, om det lige var 1930 eller 1929. Den første form for terapi i denne afdeling var børstebinding. Patienterne sad omkring et langt bord i denne stue, og Otto Madsen, der var uddannet plejer fra Viborg, ledede så dette arbejde, samtidig med at han var Hospitalets post.

Senere flyttede man på loftet over afd. C-D, hvor man holdt til huse nogle år. Her udvidede man så terapien, til også at foretage småreparationer af sko, der tilhørte patienterne.

I 1935 flyttede man så denne terapiform til den nuværende bygning, hvor industriværkstedet er i dag 1982. Dog invaderede man kun nogle få rum i bygningen, ja der boede funktionærer i alle de små lejligheder på daværende tidspunkt. Efterhånden som hospitalspersonalet flyttede ud i byen, flyttede Otto Madsen med sine patienter ind. Så rullede lavinen efterhånden som årene gik, og man udvidede med den ene terapiform efter den anden, så man omkring årene 1940 – 1950 havde følgende terapiformer i denne bygning.

Ildtænderstuen. 10-12 patienter lavede her ildtændere, som de blev kaldt. Det foregik på den måde, at patienterne høvlede spåner af granstammerne fra skoven i store mængder. Derefter blev spånerne pakket ind i gamle aviser, klar til brug. Ildtænderne blev brugt til optænding i Hospitalets mange kakkelovne.

Madrasværkstedet. Nogle patienter syede madrasser til Hospitalet hele året rundt. Madrasserne blev udstoppe med træuld, som blev købt hjem i store “baller”, hvilket fremgår af Otto Madsens gamle regnskabsbog, der nu ligger i museet.

TRÆSKO. Her lavede man et hav af træsko til Hospitalets patienter, som på daværende tidspunkt travede rundt med træsko som hverdagsfodtøj.

Måtteværkstedet. Af kokosreb eller tækkereb flettede patienterne her måtter til hele Hospitalet. Selve flettearbejdet foregik på en noget mærkelig opretstående ramme, der nærmest fungerede på samme måde som en væv. Et eksempel står i museet.

Papirværkstedet. Patienterne fremstillede her poser til køkkenet, kuverter til lønningssposer, kuverter til journaler og morgensedler.

Børstenbinderværkstedet. Ca. 8 patienter var her beskæftiget med at binde alt i børster. Børsterne blev anvendt her på Hospitalet.

Trådværkstedet. Hegnstråd til samtlige afdelingshaver blev her fremstillet på en meget ejendommelig maskine, der var hjemmelavet af en af vores patienter. Theodor (en patient) stod her i mangfoldige år, og fremstillede tråd. Han havde samtidig til opgave, at fyre i samtlige kakkelovne i patientværkstedet. Måttebankning var også Theodors arbejde, og det siges, at han bankede måtterne på en mur udenfor huset på ét sted i så mange år, at fugerne faldt ud og murstenene gik løse. Trådmaskinen endte sine dage under tagdryp, gennemvædet af råd og alger på østsiden af gartneriets frugthus.

Snedkerværkstedet. Reparationer af alverdens ting som bakker, koste og meget andet foregik her. Kurvefletning var også en funktion som blev varetaget i snedkerværkstedet. Pilegrene til tørvekurve og vaskerikurve, blev hentet hjem fra de store piletræer i nordmarken. Grenene blev lagt i et stort trug med vand til opløsning. Når grenene var blødgjorte, var disse lettere at bøje under fletningen.

En anden funktion, nemlig at banke røde mursten i stykker, foregik også her. Nogle patienter stod med en stor hammer og knuste mursten til pulver. Pulveret blev brugt til skurepulver på afdelingerne, men meget af det røde pulver blev brugt til en tennisbane, der blev lavet i lunden. Det siges, at kun et par lægekandidater fik fornøjelse af banen. Den groede hurtig til i græs.

Mange arbejdsfunktioner kan nævnes, men en stor produktion i snedkerværkstedet var nok så som ringspil, skakbrætter, mølle, dam, puslespil, fuglebure og meget andet.

Bogbinderværkstedet. Ca. 15 patienter var her beskæftiget med indbinding af bøger for Hospitalet, private og direktoratet. Blade som Tidens kvinder blev indbundet til afdelingerne, hvor disse bøger så indgik i underholdende læsning for patienterne.

Væverum. Gulv og karklude samt stof til liggestole blev fremstillet i denne afdeling.

Keramikværksted. Lamper, samt diverse skåle og potter blev her fremstillet.

Skindværksted. Punge, bælter og lignende blev fabrikeret her.

Emaljeværkstedet. Tinarbejde, smykker m.m. indgik i denne funktion, men materialerne var for dyre, så denne virksomhed holdt hurtigt op, ifølge Peter Sørensens udsagn.

Afdelingen med horn og bensløjd. Ben blev hentet fra Hospitalets køkken en gang ugentlig. Benene blev kogt i wienerkalk og forarbejdet til smykker og servietringe. Horn fra kreaturer blev forarbejdet til diverse former for lampetholdere.

Strikkeafdelingen. Man havde her et par strikkemaskiner, som gjorde arbejdet lettere ved fabrikation af de mange kar- og gulvklude.

Trykkeriet. Her stod en patient (kontoristen), og trykkede alverdens sedler og ting for Hospitalet.

Foruden Otto Madsen, Harevej 1, der startede op i tidernes morgen, kom så Harry Jensen, Ribevej 26, der var plejer, ind i billedet omkring 1945. Plejer Peter Sørensen Mandøvej 14 og Sdr. Kirkevej 16 og 4 begyndte i 1953, og plejer Frantz Kristensen, V. Vedsted Vej 3, omkring 1956. Plejerne havde til opgave, foruden at lede terapien, at gå på afdelingerne om morgenen og gøre rent. De store muligheder i terapien åbnede sig i 50´erne og 60´erne, hvor medicinen gjorde sit indtog i form af bedre præparater.

På daværende tidspunkt begyndte man så at sende personalet på kursus i Kerteminde. Man havde haft gode erfaringer med en plejer fra Augustenborg fortæller Peter Sørensen, så denne ide blev også taget op her på Hospitalet, hvilket resulterede i, at Peter Sørensen blev sendt afsted på disse forskellige kurser en snes gange. Karsten Hansen, V. Vedsted Vej 36 A, nævnte 8 – 10 kurser for hans vedkommende.

I 1982 var Peter Sørensen med sit keramikværksted flyttet til den gamle maskinmesterbolig, hvor Karsten Hansen flyttede til med skindværkstedet og et mini-snedkerværksted. Det daværende patientværksted eller industriværksted blev ledt af Preben Bjerre, Egetoften 3, assisteret af Hans Tarp, V. Vedsted Vej 131, Marianne Nicolajsen, V. Vedsted Vej 131 og Bertel Maskov, Øster Digetoft 11 i Ø. Vedsted.

JydskeVestkysten, 7. april 2001. DØDSFALD. Min kære kone, afdelingssygeplejerske, Helga Holm, født 7. maj 1922, er stille sovet ind på Margrethegården efter nogen tids svagelighed. Ribe, den 31. marts 2001. På familiens vegne. Svend Aage Holm. Begravet på V. Vedsted kirkegård 6. april 2001.

JydskeVestkysten 10. april 2001. DØDSFALD. Forhenværende afdelingssygeplejerske Helga Holm, plejecentret Margrethegården, Ribe, er død 78 år. Helga Holm var født og opvokset i Toftlund. Som ung blev hun uddannet som sygeplejerske i Odense. Hun valgte psykiatrien som spicale, og da hun gerne ville tilbage til sin hjemegn, blev hun ansat på hospitalet i Hviding. Her mødte hun Svend Aage Holm, og parret giftede sig i 1952, hvorefter det bosatte sig i Hviding. Hun avancerede til afdelingssygeplejerske og sekretær for oversygeplejersken. Helga Holm havde problemer med sit fysiske helbred, og knogleskørhed tvang hende i 1982 bort fra arbejdsmarkedet. I 1989 flyttede hun ind på Margrethegården på grund af sit svigtende helbred. Helga Holm passede i mange år sin gamle mor, der indtil sin død boede hos Helga og Svend Aage Holm. Foruden huset i Hviding havde parret sommerhus i Vejers, hvor de holdt meget af at komme. Helga Holm var kendt som en dygtig og pligtopfyldende medarbejder på hospitalet i Hviding, og der står respekt om hende person og virke. Helga Holm efterlader sig ægtefællen.

Helga Holm blev født 7. maj 1922 og døde 31. marts 2001, 78 år gammel.

Nogle uddrag af Otto Madsens regnskabsbog:

10.01.1941: 20 kg. Revlingsris = 40,00 / 21.02.1941: 150 stk. ringe = 1,00 / 15.05.1941: 36 stk. skospænder, sorte = 3,60 / 08.06.1941: 10 par sorte træskolæste = 34,00 / 14.07.1941: 2 baller ræuld nr. 31½ – 125 kg. = 36,25 / 15.07.1941: 4 sider sålelæder 14 3/4 kg. = 159,30 / 4 stk. knive = 5,00 / 1 stk. ren bivoks: 1,10 / 2 plader hælegummi = 44,83 / 12.09.1942: 5 kg. læder til træsko = 20,00 / 06.10.1941: 2 kg. Tøffelkramper = 4,60 / 16.11.1941:       10 kg. affaldslæder á 4 kr. = 40,00 / 19.11.1941: 3 stk. rullegardinstokke = 4,25 / 25.11.1941: 1 rulle mørkelægningspapir meter = 1,00 / 1 – – = 1,32 / 1 – – = 1,59 / 1 – – = 2,12 / 07.12.1941: 10 pk. blå kamstifter = 4,80 / 28.09.1943: 8 stk. madrasnåle = 1,45 / 21.10.1943: 2 trave siv = 40,00.

 

Et sted står der ekstra bidrag til krigs- og søfartsforsikring for oversøiske vare 0,04 kr. Man får 2% kontantrabat på en vare af 9,95 kr. Det beløb sig til 0,19 kr. Ja, ja, det var dengang.

Efter at patientantallet i de senere år var faldende og beskæftigelsen blev henlagt under Ergoterapien, blev det gamle patientværksted lukket den 21. december 1994. Bygningerne blev i nogle år brugt som oplagringplads for senge o.s.v. Bjarne Kiholm købte bygningerne i 1998 og indretter lejligheder der.

 

Udeholdene.

Det ene udehold startede op, da man åbnede Hospitalet i 1923. Otto Madsen fortæller, at den første plejer kom med Overlæge Ankersen fra Viborg. Han var blevet sagt op i Viborg p.g.a. at han havde giftet sig uden, at ansøge Hospitalet om tilladelse til giftemålet. Ankersen forbarmede sig over denne plejer, der hed Christian Nielsen, og tog ham med til anstalten i Vedsted, hvor han fik afd. C, samt et udehold.

Når plejer Chr. Nielsen var færdig med morgenarbejdet på C, gik han ud i marken med de dertil hørende patienter. En trofast og god patient passede så afdelingen derhjemme, indtil Christian Nielsen kom ind på afdelingen ved middags tid. Efter middagssyslerne på afd. gik plejer Nielsen så igen ud med sit hold. Sådan startede det første udehold.

Hold nr. 2 ved man ikke helt præcist hvornår det kom i gang, men ifølge Ottos beretninger, skulle det være omkring i slutningen af tyverne, eller måske først i trediverne. Det var en gartnerimedhjælper, der hed Velien eller Valien, der begyndte at få et par enkelte patienter med sig i gartneriet. Denne gartnermedhjælper havde også nogle nattevagter for vægteren en gang imellem. På denne måde kom så de to udehold i gang, og de har så fungeret helt op til 1982, hvor de er blevet ledet af forskellige plejere, bl.a. Ejvind Bjerre, Ribevej 16, Dusinus Jacobsen, Ribevej 36, Jens Petersen, Tøndervej 54, Hans Jacobsen, Ribevej 24 og Anders Madsen, V. Vedsted Vej 10.

Hvor mange patienter har der været på disse hold? Skiftevis 8 – 10 – 12 helt op til 16 ialt. Det ene hold hed engang transportholdet, og havde til opgave, at køre al transport til og fra jernbanestationen syd for Hospitalet. Holdet hentede på en trækvogn øltønder, margarine, oste og meget andet fragtgods. Transportholdet renoverede samtlige skraldespande på Hospitalet, kørte optændingspinde fra brændeskuret ud til afdelingerne. Udeholdsplejeren fik tit kaffe havde et godt forhold til afdelingernes personale, hvilket han jo også sagtens kunne have, da han ellers leverede våde optændingspinde og tørv i en uges tid, så hjalp det.

En stor og møjsommelig opgave for transportholdet lå i, at stakke tørven op, efter at vognmand Christiansen havde læsset af ved de enorm store bunker, men der blev arbejdet på livet løs, thi det endnu var i de tider, hvor der fandtes arbejdsglæde og en vis tilfredshed i, at præstere et stykke legemligt arbejde. Jens Petersen, Tøndervej 54, fortæller, at det ikke var ualmindeligt, at transportholdet knækkede 5 – 6 tørvegrene om ugen, da Ejvind Bjerre havde holdet med patient Hans Rasmussen i spidsen.

Tørvestakken var efter alle de ældre plejeres beskrivelse store. Der lå en kæmpe dynge på strækningen fra afd. D. til hjørnet af maskinmesterens have. En anden fortsatte så herfra til maskinmesterboligen. Imellem gamle afd. E og lægeværelset lå endnu en dynge, og på den store parkeringsplads ved afd. M, lå der nok en kæmpedynge. Koks og kul var der også forskellige steder, men dog i mindre stakke, da det var en dyr vare. Desuden blev denne artikel hurtigt stjålet om natten af de frysende nattevagter, så det var ikke det største besvær for udeholdet, fortæller Jens Petersen.

Haveholdet passede nord- og sydmarken, gartneriet samt en overgang et stort stykke jord, der var lejet, der hvor Syrenvej nu ligger. Jo der var nok at se til for dette hold. Ca. 8 td. land i alt, fortæller Jens Pedersen og blinker med øjnene en gang imellem. Holdet kom kun hjem på Hospitalets område og hjalp til, når det andet hold ikke kunne klare arbejdet her. Dog var det en gylden regel, at man var hjemme på terrænet, at gøre rent hver lørdag formiddag. I marken hjalp patienterne til med hakke- og lugearbejdet, gravearbejde, lægge kartofler og tage dem op igen. Sortere gulerødder og lægge i kuler. Man dyrkede så mange grøntsager, at Hospitalet var selvforsynet med den slags ting. I nordmarken var der opsat et stort træskur, som blev brugt til redskaber, og til patienternes værn mod regn og haglbyger. Et lille toilet med spand var der også. Senere op i årene omkring år 1970, blev jorden solgt til byggegrunde. Nu fungerer dette hold herhjemme på Hospitalet med transport af øl, sodavand, vasketøj, byttekurve, møbler, rengøring af terrænet samt meget andet.

Det andet udehold ledes af Ole Pedersen, V. Vedsted Vej 34, der har transport af affaldssække og rengøring af terrænet. Begge hold har et lille indendørsterapi på 1. sal i hovedbygningen. Måske bør det nævnes, at disse to udehold i mangfoldige år kørte madvognen, der var håndtrukne af patienterne. Denne terapiform blev nedlagt omkring 1970, da hygiejneeksperter og hvad ved jeg, mente at man burde opbevare maden i lukkede opvarmede vogne, og med klæde over franskbrødsbakkerne. Det kunne udeholdene så ikke varetage mere. Det hændte jo af og til, at vi drønede ind i en stolpe, og franskbrødet havnede i sødsuppen. Plejer Ole Petersens hold lukkede 1994. Det sidste udehold overtog H. C. Michaelsen efter Sigurd Michaelsen´s Harevej 11, pensionsafgang i 1998.

 

Skrælleholdet.

Igen kniber det med hukommelsen for de ældre pensionister, men Otto Madsen, Harevej 1, fortæller, at de første patienter var mænd på dette hold. Det var mandspatienter, der gik ned i skrællestuen, som dengang var i afd. A og B’s udhus, dvs. under den nuværende skolestue i behandlingsbygningen. Jeg har selv været på åstedet for at se den nu glemte arbejdsplads. Rummet er vel på ca. 15 -2o m2, der er klinker på gulvet og pæne hvide fliser på væggene. Tre stentrappetrin føres ned i en kælder, hvor der er muret 3 – 4 små båse, hvor der så i tidernes morgen lå kartofler, gulerødder eller måske æbler. Derfra hentede patienterne så evt. kartoflerne op i skrællerummet. og skrællede varerne til det store køkken.

I begyndelsen klarede de mandlige patienter selv den funktion, men så kom der en plejer på, fortæller Tage Kristensen. Senere blev denne stilling omklassificeret til en, som man dengang kaldte en kone. Det blev så Helga Lauridsen, som fik dette kald. Senere flyttede man så skrælleholdet over i det nuværende køkken, hvor holdet udelukkende bestod af kvinder, under Helga Lauridsens fortsatte ledelse. Det var store mængder kartofler og æbler, der blev skrællet i store zinkbaljer til senere brug i køkkenets ædle kogekunst. Nu har så skrællemaskinen overtaget denne terapiform. Skrælleholdet sluttede omkring 1977, da denne kategori af patienter efterhånden var blevet for gamle.

Astrid Bennetsen var den sidste, der ledede skrællestuen, og hun fortalte om de gamle søde damer, der kom som et frisk pust om morgenen med et sødt smil og glimt i øjet, når de så de store baljer kartofler. Belønningen var en kop kaffe, et stk. kage samt en smøg, der blev røget så langt ned, at de brugte hårnåle til at holde på det sidste skod. Fru Elna var en af de navne Astrid nævner. Man mener, at hun endnu skrællede som 85 årig. Så er der “Nette” samt Olga, og med hendes nedslidte taburet i hånden, går jeg på museet. Og så tager vi afsked med disse menneskers skæbne og terapiform.

P.s. Pensioneret vægter Ejvind Bjerre, Ribevej 16, fortæller, skrælleholdet allerede var begyndt i 1927, da han begyndte her på Hospitalet. Helga Laugesen, Gredstedbro afløste en del år Helga Lauridsen i skrællestuen.

 

Andre former for beskæftigelse.

Vi har i Hospitalets historie løbende haft gymnastik, boldspil, folkedans, basketball i festsalen, og konditure på en dertil indtegnet sti i byen. Et par enkelte sportskonkurrencer er afholdt på Hviding sportsplads.

Gåture i lange rækker ud af Enderupvej. Man så bl.a. i tresserne, lange rækker af patienter med en plejer eller to i spidsen, vandre ud mod Enderup. Tit og otte var der tre – fire afdelinger på tur på samme tidspunkt. Det var altid kl. 16.30 på hverdage, samt kl. 10.00 på søndage. Patienterne var klædt i lange brune overfrakker eller sorte regnfrakker. Oh, hvilket syn, en stor diskrimination af vore medmennesker.

På afdelingerne har man altid beskæftiget patienterne med små gøremål, så som at hjælpe med opvridning af gulvklude under gulvvask Bone gulve var også en ting man så. En patient på afd. L havde nok Hospitalets mest blanke gulve i mange år, hvilket han gerne viste frem på overlægestuegang.

Det var næsten altid en bestemt patient, der havde den opgave, at tømme madspande fra afdelingen til svinebeholderen ved det store køkken. Ligesom det altid var en bestemt patient, der løb med morgensedler til oversygeplejersken og køkkenet. Atter andre gik byærinder, og man kunne godt gøre sig tanker om, hvor mange tusinde kroner Henry Jacobsen har hentet varer for til afdelingerne igennem en hel menneskealder.

En del patienter havde faste aftaler med private folk i byen om havegravearbejde, renholdelse af haver og lignende. Roearbejde var også en god beskæftigelse for patienterne i Egebæk, Enderup og Hviding området. Man så patienter feje gårdsplads for købmanden, Stagård. Baltser osv.

Mindre småterapier fandtes på mange afdelinger. Kurvefletning, knyttearbejde, en enkelt væv, var altid at finde. Hvor mange uldtæpper har “Kejser Marius” ikke vævet. Tallet er stort. Nogle syede, stoppede og lavede småreparationer. Med løvsav blev der fabrikeret sprællemænd, puslespil og nøglebrædter i lange baner.

Tøjklemmefabrikation var en stor terapiform sidst i tresserne. At bære brændsel ind på afdelingerne og fyre, havde en patient også til opgave. Vindfeldt en ældre patient på afd. N fyrede og rodede i kakkelovnene hele døgnet rundt. Teodor på N skiftede samtlige senge på afd. fredag morgen.

Hvad lavede plejeren så? Han barberede eller badede de øvrige patienter.

På terrænet gik der næsten altid en ældre patient og stak papir. Det var et eftertragtet job, for han fandt tit og ofte en tom flaske, der kunne indbringe 5 øre hos købmanden.

 

Vaskeriet.

Her fortæller Gine Ager (Syrenvej 7 ?) og Erna Hansen, Harevej 2 A, at patienterne ofte kom i beskæftigelse, bl.a. var der i en årrække på systuen en meget statelig dame ved navn Viola Larsen. Denne dame var meget dygtig til syarbejde, og havde blandt andet det job, også at lave kaffe på systuen.

Store kurvfulde tøj bestående af macoundertøj til damer og herrer, blev bragt til afd. H, hvor damerne lavede det nydeligste reparationsarbejde. En anden kvindelig patient sad i mange år og parrede strømper. En mandlig patient, der hed Sejersen kom hver dag og slog de våde lagner ud, så de var klar til, at blive kørt igennem den store rulle. Hver fredag gik han på D-gangen, hvor han rullede lange kokosmåtter sammen, som han bar ned på vaskeriets tørrestativer, og bankede rent for sand. Han blev iøvrigt altid tilkaldt, når der skulle bankes tæpper.

En anden patient hed Stage og havde til opgave, eller rettere sagt, han ønskede selv at fylde samtlige tørvekasser på D-gangen. Der blev på daværende tidspunkt fyret i 12 kakkelovne. Tørvene bar han op fra D´s tørvestak.

En patient ved navn Varde, det siges, at han havde nr. 1, kom hver dag i vaskeriet, for at hente og tømme svinespanden. Han forlangte 5 øre hver gang. Han sagde “Fenøre”. Hvis ingen femøre han fik, så blev svinespanden stående indtil den omtalte femøre lå på bordet. Først da blev spanden tømt. De omtalte femører blev afleveret til oversygeplejersken, som så købte appelsiner for pengene til jul. Så delte Varde appelsinerne ud overalt, bl.a. også i vaskeriet.

 

Plukkehold.

Plejerske Karoline Jørgensen fra afd. G fortæller, at man i mange år gik med de kvindelige patienter til afd. E (nye), hvor der var frugthave. Her plukkede man ribs, solbær, stikkelsbær m.m. i store baljer eller fade. Også i sydmarken gik en plejerske eller to med kvindelige patienter flere år, for at plukke bær.

Endvidere fortæller Karoline, at man tit fik sække med ærter og bønner fra gartneriet, som man så ribbede eller skar i stykker ude under det daværende perrontag. De patienter, der ikke kunne deltage i arbejdet, spiste med stor lyst ærterne.

 

Tobaksavl på Hospitalet.

Gartner Truels Jepsen fortæller: Under den anden verdenskrig avlede man tobak på herværende Hospital i lange baner. Tobakken blev dyrket i gartneriet og hængt til tørre på toldloftet (loftet over hovedbygningen). Arbejdet med at trække de mange blade på tråde, blev udført af Anders Madsens udehold. Ca. 10 patienter. Når tobakken hængte på loftet, blev toldloftet aflåst i begge ender, så personalet ikke stjal af tobakken.

Når tobakken var tørret, blev den sendt til Nr. Åby på Fyn hvor den blev forarbejdet til pibetobak. Den kom derefter tilbage til Hospitalet i pakker, og blev brugt på afdelingerne til patienterne. Hospitalet i Vedsted avlede den bedste tobak på landsplan fortæller gartnerimedhjælper Truels Jepsen.

 

Familiepleje.

Vi har haft utallige patienter her på Hospitalet, der har fået et godt hjem i familiepleje hos byens eller omegnens beboere. Patienten blev optaget i familien, fik eget soveværelse, spiste sammen med familien, deltog i alt forefaldende arbejde osv. Ligeledes deltog patienten også i familiens festligheder. Ja kort sagt alt inden for denne families verden var patienten med i. Det var en god form for hjem for mange langtidspatienter, når de efter mange års behandling endelig kom ud i familiepleje

Der blev tilsagt eftersyn af patienten af f.eks. overlægen eller en sygeplejerske. Dette tilsyn fandt sted ude i hjemmet. En tilsynsbog fandtes i plejehjemmet, hvor den tilsynshavende så nedfældede, hvad der blev ordineret af medicin, eller hvad man skulle foretage sig, dersom patienten eller værtsparret klagede over et eller andet. En form for rapportbog.

Når en patient kom ud i familiepleje, fik vedkommende sin egen trækiste med her fra Hospitalet. Kisten indeholdt adskillige sæt undertøj, sokker, arbejdstøj, regnfrakke, gummistøvler, pæne sko, træsko osv.. Kisten var lavet i Hospitalets patientværksted, hvor man for øvrigt lavede alle de kister, der er gået med familieplejepatienterne ud. Familieplejepatienterne havde den ret, at kunne komme her på Hospitalet hver fjortende dag, for at få et karbad. Det var hver anden lørdag på afd. L dette foregik. Tage Kristensen, der ledede brændeholdet, havde dette hverv. Ligeledes havde disse patienter også ret til at deltage i alle Hospitalets festligheder, så som fastelavnsfest, julefest m.m..

Denne form for efterbehandling, altså familiepleje, var og havde en god funktion i de fleste tilfælde, familieplejepatienterne har nok også, med deres små særheder, været med til at skabe et godt og afslappet forhold imellem byens befolkning og Hospitalet, da de mange gange var så søde.

Som slutkommentar til alle de mange terapiformer, der har været udøvet på vores Hospital, må man sige, at det selvfølgelig var en væsentlig led i behandlingen. Mange patienter fik en god appetit, bedre nattesøvn, glemte de psykiske problemer i ny og næ. Og først og fremmest en bedre fysik, og dermed en sundere sjæl, hvilket var meningen med hele terapien.

 

Familieplejepatienter.

Fra Hospitalet i Hviding sendte man patienterne ud i familiepleje på gårdene i omegnen og i byen. Patienterne var enten glemte af familien, eller så gode at de godt kunne være i en familie, der havde forståelse for at patienten havde en sygdom rent psykisk.

Flg. husstande i området har haft disse syge i pleje:

· Landmand Niels Ager, Tøndervej 66, Egebæk: 2 mandlige patienter 1941 – 1990.

· Fru Irene Ager, Hviding St.: 2 kvindelige patienter 1956 – 1990.

· Gårdejer Niels Andersen, Brøns: 2 kvindelige patienter 1963 – 1966.

· Plejeassistent Johs. Bardrup, Ribevej 21, Egebæk: 2 mandlige patienter 1961 – 1966.

· Plejer Ove Bach, Egebæk: 2 mandlige patienter 1963 – 1964

· Nattevægter E. Bjerre, Egebæk: 2 mandlige patienter 1944 – 1970.

· Fhv. slagter Dralge, Rejsby: 1 mandlig patient 1938 – 1961.

· Gårdejer Gantzel, Mejlby ved Nr. Farup: 5 mandlige patienter 1961 – 1969.

· Fhv. gårdejer Mikkel Hansen (Mikkel Mandø), V. Vedsted Vej 9, Egebæk: 1 kvindelig patient 1958 – 1967.

· Kroejer Hansen, Hviding St.: 1 mandlig patient 1951 – 1969.

· Gårdejer Martinus Hansen, Ballum: 1 mandspatient 1959 – 1966.

· Ruby Hansen, Høgsbro: 1 kvindelig patient 1963 – 1969.

· Barber Jensen, Hviding St.: 1 kvindelig patient 1944 – 1969.

· Vognmand Johansen, Hviding: 2 kvindelige patienter 1959 – 1970.

· Plejeassistent Niels Juul, Ribevej 13, Egebæk: 3 kvindelige patienter 1963 – 1967.

· Fru Anna Jørgensen, Strandvejen 161, Sædding, Esbjerg: 1 kvindelig patient i tiden 4. februar 1949 til 1. marts 1969.

· Husmand Jørgen Johansen, V. Vedsted Vej 59: 5 mandlige patienter 1950 – 1969. Hos Johansens var der café, hvor patienterne fra Hospitalet kunne købe kaffe.

· Fru Kjems, V. Vedsted Efterskole, Skole Allé 1: 1 mandlig patient fra 25. november 1952 til udskrivelsen 1. oktober 1961.

· Fhv. bagermester Karkov, Kongensgade 4, Ribe: 1 mandlig patient fra 4. maj 1937 til udskrivelsen 15. december 1969.

· Landmand Theodor Knudsen, Betaniavej, Holsted St.: 1 mandlig patient fra 1. april 1952 til han dør 14. juli 1963.

· Frk. J. Lundholm, Ballum: 4 kvindelige patienter fra 13. marts 1941 til 1. april 1970.

· Svend Lund (Lause ?), Egebæk: 1 mandlig patient fra 1. juni 1961 til 1. februar 1963

· Fhv. gårdejer Nis Musmann, Frifelt: 1 kvindelig patient fra 6. august 1949 til 1. marts 1966.

· Sygeplejerske fru Laura Nielsen, Hviding St.: 1 kvindelig patient fra 8. juli 1960 til 22. februar 1966.

· Fru Elin Okholm, Egebæk: 4 kvindelige patienter fra 30. august 1960 til 28. juli 1966.

· Fru Marie Petersen, Rejsby: 4 kvindelige patienter fra 1. april 1945 til 1. marts 1969.

· Husmand Svend Åge Sørensen, V. Vedsted Vej 33, Egebæk: 4 mandlige patienter fra 23. maj 1957 til ca. 1966.

· Kroejer Karl Sørensen, Sdr. Sejerslev: 8 mandlige patienter fra 4. januar 1957 til 19. december 1969.

· Murermester Flemming Sandfeldt, Ribe: 16 mandlige patienter fra 1964 – 1969.

· Kunstmaler Skov, Ribevej, Bramming: 1 kvindelig patient 1964 – 1965.

· Gårdejer Martin Wollesen, Knorborg, Sdr. Hygum: 1 mandlig patient fra 1960 til udskrivelsen 1. november 1964.

· Landmand Peder Schmidt, Høgsbrovej 21, Høgsbro: 1 mandlig patient fra 1. september 1948 til 31. september 1969

· Gårdejer Theodor Stigsen, Øster Gasse: 2 kvindelige patienter fra 31. juli 1949 til 11. februar 1969.

· Gårdejer og plejer Peter Sandfeldt, Varming, Ribe: ca. 15 mandlige patienter gennem mangfoldige år.

· Gårdejer Anders Lund, Rejsby Ballum, Bredebro: 2 kvindelige patienter 1966 – 1967.

· Gårdejer Hans Christensen, Sdr. Sejerslev: 1 kvindelig patient 1966 – 1967.

· Plejer Svensson, Enderupvej 21 ?, Egebæk: 1 mandlig patient 1967 – 1968.

· Gårdejer Børge Sørensen, Enderup: 1 kvindelig patient fra 1. oktober 1967 til 1 maj 1968.

· Gårdejer Svend Helge Hansen, Møllegård, Brøns: 2 kvindelige patienter fra 1. november 1968 til 23. februar 1969.

· Plejerske Herdis Lorentzen, Hviding St.: 1 kvindelig patient 1964 – 1965

 

Der skulle afsættes flg. rummål for patienter i familiepleje i hjemmet:

1 person: 16 m3. 2 personer 25 m3. 3 personer 36 m3. 4 personer 49 m3.

 

MINE ERINDRINGER
SOM PLEJER.

HEDOVARD JØRGENSEN

Når en halvgammel funktionær, som jeg, ser tilbage på næsten 36 års virke ved Vedsted Hospital, må jeg jo nok erkende, at mangt og meget er blevet anderledes, og i de fleste tilfælde til det bedre for såvel patienter som funktionærer.

Hospitalet var kun godt en snes år gammel som sådan, da jeg den 1. februar 1949, startede min hektiske løbebane som gemen plejer på Vedsted. Jeg husker tydeligt, da jeg af daværende oversygeplejerske frk. Agnes Sørensen fik et sæt nøgler udleveret med indgående formaninger om at passe meget på de udleverede effekter. Pudsigt nok skulle der gå næsten 35 år, før jeg blev afkrævet en kvittering for samme nøgleknippe.

Min første arbejdsplads, bortset fra de to måneder jeg var “køkkenkone” på afdeling D, var den nuværende administrationsbygning, der på daværende tidspunkt og langt op i vor tid var indlæggelsesafdeling for urolige mænd med betegnelsen afdeling E. Det var med blandede følelser, at jeg blev præsenteret for såvel medarbejdere som patienter. Tonen blandt medarbejderne var god, selv om “hakkeordenen” også eksisterede dengang.

Blandt patienterne på afdeling E kan man vel kun sige, at der ikke fandtes nogen tone. Det var meget syge mennesker, hvor de 12 ud af 14 var fikserede næsten både dag og nat. De havde derfor ingen muligheder for kommunikation. Det var i de tider, da de gamle fordomme (eksisterer de endnu ?) hvilede over befolkningen. At var man først på Vedsted, så var alt håb ude. Derfor beholdt man sine psykiske syge familiemedlemmer hjemme, sålænge dette kunne lade sig gøre. Når disse så endelig blev hospitaliseret, var de meget syge, og med de ringe medikamentelle ting, der var til rådighed i disse tider, stod det ret sløjt til med hensyn til en snarlig raskmelding.

Så vidt jeg husker, havde vi kun Chloral, Diemal Natrium (Medinal) samt Nievapon Scopolamin (til uro) der stod til lægernes rådighed.

Der var på disse tider overladt meget mere arbejde til personalet, altså rent manuelt arbejde, idet vi elever og det øvrige personale selv holdt afdelingens gulvvask, toilet- og andet rengøring. Jeg husker, at eleven skulle have patienterne op, vasket og i tøjet, sengene redt og gulvene vaskede før morgenmaden. Der var nok ikke så mange patienter, der kom i tøjet, som tilfældet er i dag idet mange, som nævnt, var så dårlige eller skal vi hellere sige livsfarlige både for sig selv og andre, at disse patienter var fikserede i sengen døgnet rundt.

De oppegående patienter tog selv del i rengøringsarbejdet eller rettere fik ordre herpå. På afdeling E havde vi en patient, Marinus Christensen L, der vred klude ved gulvvasken, men også han havde en ugentlig fridag, men det kedelige ved dette var, at vi aldrig vidste, hvornår denne fridag indtraf, og så var vi rigtig på den.

Som elever boede vi to på samme værelse, hvoraf den ene altid skulle være hjemme, også i fritiden, af hensyn til sikkerheden. Vi var en form for tilkaldevagt. Selvfølgelig uden ekstra ydelse af den grund.

Det er nok ikke helt galt, når man siger, at kommunikationen og samarbejdet var bedre i fyrrerne. Det var før fjernsynet, hvor man nu til dage kan sidde i en alt for magelig stol og pådrage sig en dårlig ryg. Der blev som nu, afholdt møder og foredrag i den dertil indrettede festsal. ja endog festaftener for personalet. Alle mødte, og det var ikke nødvendigt med påfyldning af euforiske stoffer for at blive frigjorte og naturlige i samværet med andre. Det skal dog ikke nægtes, at vi også dengang nød bordets glæder med diverse våde varer, når lejlighed bød sig. At så læger og sygeplejersker sad ved et bord, mens plejere og andet godtfolk ved et andet, tog man med godt humør.

  1. Vedsted plejere stod en årrække organisationsmæssigt under Viborg. Det var først i 1933, at man fik en selvstændig foreningsafdeling. Der var heller ikke ret mange medlemmer. Så sent som i 1945, da jeg gjorde min entre var der, så vidt jeg husker 26 plejere og 1 plejerske, som det hed dengang. Til gengæld var der nok flere sygeplejersker på afdelingerne.

Lægestaben talte 3 personer: en afdelingslæge, en overlæge samt en kandidat. Vores oversygeplejerske klarede den daglige ledelse alene. Personalets tjenesteforhold var ikke E.D.B.-datameret, men en almindelig contra-bog, hvor tjenesten blev ført og gav en glimrende oversigt over tjenstedage og fridage. Sidstnævnte havde vi ikke så mange af, som tilfældet er i dag. Arbejdstiden var forresten heller ikke lige lang på alle afdelinger, men dette indgik ikke i regnskabet og blev ikke honoreret.

Sengene på afdelingen var solide, idet de var forarbejdet af grov træ. Det var de såkaldte plankesenge, der nok var 5 cm. tykke i godset. Disse kunne i de fleste tilfælde modstå den hårde medfart, de undertiden fik af urolige og aggressive patienters ødelæggelsestrang. Endnu op til 1948 – 49 var flere af disse senge forsynede med en halmsæk, en svær madraslignende lærredspose, der var fyldt ned halm, herover et lagen og et par grå tæpper. Til særlig urolige patienter brugtes som dyne, et svært stukket tæppe, der kunne tåle næsten enhver overbelastning.

Døre, vinduer, kakkelovne, vandhaner og lyskontakter, alt skulle der nøgle til og opholdsstuens møblement bestod i mage år af simple hvidmalede havemøbler uden betræk af nogen art. En køjeagtig lampe i loftet leverede det sparsomme lys til stuen. Bliktallerkener eller jernporcelæn var, hvad man kunne præstere til borddækning. Gafler og knive fandtes overhovedet ikke i de første mange år. Genstandene blev omhyggelig talt hver aften. Savnedes der et eller andet, var det lige før, at man skilte afdelingen ad i bestræbelsen på at finde det savnede objekt.

Stik imod alle tænkelige sikkerhedsforanstaltninger havde vi på afdeling E et medicinskab hængende i opholdsstuen med et enkelt låsetøj. Som tidligere nævnt, var der ikke meget at hente for en narkoman. Vores månedlige medinalpause var en svær tid at komne igennem. Patienten skulle efter 30 dages diemal natrium, så vidt jeg husker, holde en pause for at få barbiturstofferne ud af organismen. Dette skabte i de fleste tilfælde stor uro på afdelingen.

I 1952 var det vist, at largactilen dukkede op, som det altovervindende præparat. Resultatet blev dog kun middelmådigt. Senere er der jo unægtelig kommet adskillige præparater til.

 

Elchock.

Jeg husker særdeles godt, da lægen gik fra afdeling til afdeling med det lille chok-apparat under armen. De fastende patienter lå og ventede på at få behandlingen overstået. Der blev givet chok lige på og hårdt uden bedøvelse og muskellammende medicamenter. Den indianske pilegift, curare var endnu ikke nået til Vedsted. Da det var både en psykisk og fysisk hård behandling for patienterne, ofte med luxation af kæben i værste fald et brækket kraveben.

Værkstedet.

Værkstedet fungerede også for 35 år siden omend på en hel anden måde. Patienternes arbejdsevne var stærkt nedsat på grund af sygdommens karakter med hallucinationer og autisme. Det var noget af en prøvelse, at se disse sløve patienter sidde hensunken i halvmørke og prøve på at fabrikere nogle kluntede ildtændere til datidens komfurer og kakkelovne rundt på afdelingerne. Et andet hold var tvangsindlagt til at hugge pinde i skuret ved kapellet. Også dette var vel et ensformigt stykke arbejde, der nok ikke kunne virke særligt befordrende eller opbyggende på syge sind.

Tørv til opvarmning.

Både under krigen og de første år efter kunne der ikke købes kul, og for at kunne holde fyret intakt (der hvor der nu er smedeværksted) og de mange særdeles uøkonomiske kakkelovne på afdelingerne i gang, så der kunne holdes en middelmådig temperatur, måtte der bruges enorme mængder af tørv (klyne). Mens man i vor tid har problemer ned at skaffe parkeringspladser nok til den enorme bilpark, så var problemet dengang at skaffe plads til de flere tusinde tons tørv. Overalt på terrænet lå store stabler af brændsel. De fleste lå selvfølgelig så nær fyret som mulig. Der skulle meget plads til en så enorm portion, så Hospitalet var næsten begravet i brændsel. Afdelingens kakkelovne, der af hensyn til patienterne var indmurede i væggen, var nogle enormt store forslugne tromler, der jævnligt krævede påfyldning.

Der var riste i væggen, hvorigennem monstreret sendte en sparsom varme ind i stuerne, men til gengæld rigeligt med støv og aske. Nattevagten har mange gange forbandet disse energislugere og spektakelmagere. Når klokken var to om natten og der måske endelig var faldet ro over gemytterne, – ja, så var det tid at fodre forbrænderen. Dette kunne ikke gøres uden at lave larm og ofte måtte der efter denne aktion rekvireres p.n. medicin til nogle af de mest aktive og impulsive patienter. Gulvvask var dengang ikke omsonst, idet vandet i spanden blot fra et enkelt gulv mindede om kaffe.

Badeværelset.

Når der skulle lægges tilrette til det ugentlige bad, kunne man ikke som nu nøjes med at lægge undertøj og håndklæder frem. Aftenen før skulle der koges sæbe. Man smeltede nogle stykker tredieklasses håndsæbe og kogte disse i en gryde vand. Derved fremkom der en havregrødslignende masse, som udgjorde datidens shampoo. Badevandet skulle også opvarmes med tørv. En stor kobbertromlekakkelovn, placeret i det fjerneste hjørne eller hvor det var mulighed for aftræk til skorstenen, skulle stimuleres med adskillige kasser tørv, før der kunne tappes nogenlunde varmt vand til blot en fire – fem patienter. Det var almindelig kutyme, at nattevagten begyndte at rumstere med disse ting ved 3 – 4 tiden om morgenen. Et rørsystem fra vidunderet ledte det varme vand hen til badekarret. Om vinteren kunne det godt være direkte livsfarligt. Jeg husker adskillige tilfælde, hvor forbindelsesrøret har været frosset. Undersøgte man ikke dette, kunne kanonen eksplodere. Så var der kun to ting at gøre, enten slukke ilden med en spand vand eller to – eller aflåse badeværelset og håbe på at røret ville blive optøet inden den helt store katastrofe.

Barbering.

På barberdagene (to gange ugentlig) var der også røre bag kulisserne. Tre stole eller taburetter blev arrangeret midt i stuen. Den ene var forbeholdt vand, sæbe og grej. Efter tur blev patienterne anbragt på taburetten og indsæbet, hvorefter en anden plejer førte ragekniven, – alt skulle være under kontrol. Efter overstået barbering, der ikke altid gik helt stille af, var der optælling af såvel nye som brugte barberblade, idet antallet man begyndte med nøje skulle stemme når arbejdet var afsluttet af hensyn til patienternes og personalets tarv rent sikkerhedsmæssigt. De afbrugte blade kunne derefter byttes hos oversygeplejersken.

Tøjoptælling

Når der skulle rekvireres tøj fra vaskeriet (dengang havde Hospitalet eget vaskeri), kunne man ikke bare som nu via en seddel, hjemskrive det ønskede antal stykker af dette eller hint. For at man kunne få rent tøj udleveret i vaskeriet, skulle man aflevere samme antal snavsede stykker. Snavsetøjssækkene blev simpelthen hældt ud på gulvet i badeværelset med alt, hvad disse indholdt. Med en klemme i næsen var det vores arbejde at sortere og tælle op og bogføre dette. Først derefter kunne man få det rene tøj udleveret, – hverken mere eller mindre. Det var ikke just noget særligt eftertragtet job at rode i posens indhold, først på afdelingen og derefter en kontroltælling på vaskeriet. Små uoverensstemmelser enten et lommetørklæde for lidt eller for meget, gav anledning til en ekstra gennemgang af rariteterne.

På daværende tidspunkt var alle patienter næsten ens påklædt. For mændenes vedkommende bestod klædedragten af et par vadmelsbukser, en skjorte og en stribet bluse. Enkelte havde dog så pæne manerer, særlig om søndagen, at de var udstyret med en snydeskjorte, den såkaldte “klipfisk” og måske et par fedtlæderstøvler.

Ro og orden.

Det er ikke mange år siden, at portene ud til hovedvejen blev fjernet. Det blev for besværligt med nutidens mange biler, at kalde vægteren ud ved vagtskifte klokken 23. I tidligere tider blev portene lukkede og låsede klokken 23 og ingen uvedkommende havde adgang til hospitalsområdet efter denne tid. Eventuelle gæster på værelserne skulle være ude til samme tid. Musik og anden støj om natten blev ikke tolereret. Vægteren var en ihærdig mand, der prøvede på at holde ro og orden.

Terapien.

Det var så som så med terapien i fyrrerne og halvtredserne. Dels var klientellet af en sådan karakter, at dette ikke lod sig praktisere i særlig omfattende grad. Dels var ergo- og psykoterapi endnu i sin barndom. Hospitalets patienter var, som nævnt, i fyrrerne af en anden kategori eller i hvert fald var de syge måske på en anden og mere dybtgående måde, end tilfældet er i dag. Som omtalt, var det vel også ret begrænset, hvad man kunne tilbyde rent behandlingsmæssigt. Der er jo i de sidste tyve år sket meget inden for farmacologien.

Personalefester.

I tidligere tider blev der undertiden, og for det meste en gang årligt, afholdt personalefester i den dertil indrettede festsal. Måske var der større behov for sådanne dengang. Det var efter krigen og før fjernsynet. Folk havde nok større behov for at være sammen på daværende tidspunkt. Man snakkede ikke så meget løn og urimelig arbejdsfordeling, som tilfældet er i dag. Vi satte også dengang pris på euforiserende stoffer, så vi kunne blive frigjorte sammen med venner og kammerater. Sidste personalefest var vist nok ved Hospitalets jubilæum i 1948, hvor Hospitalet var vært med et par stykker smørrebrød med diverse.

Siden er det gået jævnt tilbage, hvad angår samvær under gemytlige former. Nogle år forsøgte man på plejerforeningens initiativ at lave gløggaften ved juletid, men også dette måtte man droppe på grund af manglende interesse. Det skulle jo nok passe, at der gik en cowboyfilm på TV den aften. Alt dette er ebbet ud.

Til gengæld går der meget tid med at tumle med kroner og ører, med alle de småfejl datamaten levner til videre diskussion på afdelingen. 20 personer eller flere er ansat på fuldtid for at klare den daglige personaletilrettelæggelse og jonglere med de mange koder på enorme papirark med afspadsering og nattillæg o.s.v.. Så kan man godt forstå at energien er brugt op, når fyraften venter.

Jeg vil gerne slutte disse mine tanker med at sige, at “Vedsted”, undskyld, Psykiatrisk Hospital i Hviding er en god arbejdsplads. Selvom vi alle er/var gode til at ævle os ind på mange ting, så tror jeg dog, at Hospitalets tarv = patienternes vel, er i langt bedre stand, end tilfældet var i tidligere tider.

Plejeassistent M. I.

HEDOVARD JØRGENSEN

 

Andre småfortællinger.

SIGURD MICHAELSEN

Preben Bjerre, Egetoften 3, fortæller, at han som dreng var med til at nedbryde drejeskiven fra den tid, hvor der var banegård her på Hospitalet. Bjerres far, vægter Bjerre, gav tilbud til banen, om nedbrydningen af drejeskiven, som lå ca. 200 m. nord for Hospitalets kapel. Man kan endnu se en cirkelformet udgravning i terrænet. Granitblokkene under drejeskiven blev transporteret til en stenhugger i Esbjerg via banen. Stensætningen i Hedovard Jørgensens have stammer fra fundamenteringen af drejeskiven.

Standsforskel.

Ejvind Bjerre fortæller, at da han begyndte her som plejer i 1927, var der stor forskel på plejerne og sygeplejerskerne standsmæssigt. Plejerne spiste i et lille rum på afd. E (Caspers kontor). Brødet var smurt af sparegrunde. Sygeplejerskerne spiste i funktionærboligen, og måtte selv smøre brødet. Desuden fik de også en varm ret.

Mågerne.

Engang for ca. 20 år siden var et væld af hættemåger hjemmehørende på Hospitalet. Fuglene blev fodret i haverne på samtlige afdelinger. Resterne fra afdelingerne blev serveret for fuglene i de enkelte haver, og det var næsten som på klokkeslæt, man kunne høre uroen blandt mågerne.

Nogle afdelingskoner gjorde sig den ulejlighed, at skære brød og lignende i små fine terninger, så det var lettere at fordøje, og på den måde blev ressourcerne også mere rimeligt fordelt. En lille sød fugl var det, til glæde og opmuntring for en søvnig nattevagt, der åbnede døren til haven en stille og skøn årle morgen ved 5 tiden.

Så kom reglen om, at maden skulle destrueres på anden vis, og mågerne forsvandt.

Otto Madsens kone fortæller.

Afdøde oversygeplejerske frk. Agnes Sørensen bad Karla Madsen eller ”fru Madsen”, Harevej 1, som var den første plejerske (uddannet i Viborg) om, at komme i nattevagt på afd. I. Det skulle kun være en kort perioden, men blev nu af længere varighed.

Nattevagten gik fra kl. 20.00 aften til 07.00 morgen. Nattevagten blev honoreret med 2,00 kr. pr. nat + 1/2 times spisepause, hvori der indgik et måltid mad. Fru Madsen skulle så i denne halve time låse patienterne inde på afdelingen, og gå til spisestuen for at indtage sit måltid. Fru Madsen nægtede at gå fra patienterne. Aftalen blev så efter mange og lange overenskomstforhandlinger angående spisepausen, at natsygeplejersken (natuglen) skulle bringe maden til fru Madsen på afd. I.

En overgang havde fru Madsen opsamlet omkring 80 overarbejdstimer, men dem fik man ikke noget for, kun i ny og næ en halv fridag, og så skulle det da være meget presserende.

Gartneriet.

Valein begyndte som den første gartner, fortæller gartner Truels Jepsen, Granvej 9 ?, der har arbejdet på Hospitalet i 33 år. Valein var også den, der startede det ene udehold, da han begyndte at få nogle patienter men sig i gartneriet.

I år 1933 kom så Jørgen Jepsen her til Hospitalet. Han blev ovenikøbet beæret med en havekarl. Disse to anlagde alle hække og haver på Hospitalet. Gartner Jørgen Jepsen døde i 1943. På daværende tidspunkt var der flere gartnermedhjælpere. I 1943 kom der så en ny gartner, der hed Thomsen. Men om ham er der ingen oplysninger.

I 1949 ansættes gartner Robert Petersen, som så med flere medhjælpere driver gartneriet, indtil Robert Petersen går på pension. Og hvor den nuværende gartner Petersen overtager denne stilling. Mange oplevelser har der fundet sted i gartneriet, men det er ikke så let at få Truels Jepsen til at fortælle, men lidt slipper der dog ud.

Mange urter og jordfrugter har man avlet i tidens løb, så man altid var selvforsynet med diverse vitaminer. Tit og ofte var der overskud, og man leverede så evt. kål eller gulerødder henholdsvis til Middelfart, Vordingborg eller Nykøbing. Bl.a. solgte Hospitalet engang 2.000 kilo rabarber til åndssvageforsorgen i Ribe.

Det har altid været gemytlige arbejdsfolk, der har været i gartneriet. Når gartnerimedhjælperne var ude at gøre rent i de forskellige afdelingshaver, blev arbejdsfolkene inviteret ind på kaffe i det lille afdelingskøkken. Det var som et friskt pust, når man kunne høre nyt og oplevelser andre steder fra. Under sådanne små kaffepauser kom de gamle minder og oplevelser frem.

Truels Jepsen yndede at fortælle historien om overlæge Ostenfeldt, der fangede en spegesild i muldvarpefælden. Overlæge Ostenfeldt var noget harm over, at man brugte muldhvarpefælder. Han forlangte, at fælderne var godkendt på skadedyrslaboratoriet. Han ville for øvrigt ikke se en eneste fælde i sin private have i lunden, da hans høns kunne komme til skade, når de skrabte i jorden. Men i lægeværelsets have fangede man muldhvarper med fælder, og her forlød det, at overlæge Ib Ostenfeldt ville kontrollere fælderne om morgenen sammen med den gartnerimand, der skulle tilse de opstillede fælder.

Så blev det sådan, at et par kandidater også ønskede, at være med i muldhvarpefangsten. Overlægen ville bl.a. påvise det psykiske traume man påførte dyret, dersom den kun kom i klemme i fælden. Lause Lund, en snedig og spøgefuld ræv, der fyrede i hospitalets kedler, hørte om det forestående opbud af lægefolk næste dags morgen. Han listede i de meget tidlige morgentimer ned og anbragte en stor fed spegesild i fælden. Hvem ville ikke gerne have oplevet det syn, da Ostenfeldt og kandidater mødte op den morgen, for at se hvad der var i den smækkede fælde.

Alliker og vilde katte.

Helt fra tiden hvor de mange skorstene prangede på Hospitalet, har vi haft alliker som faste stamgæster. Otto Madsen, Harevej 1, var i sine unge dage den på Hospitalet, der havde til opgave, at begrænse bestanden af alliker, når de formerede sig for meget. Den største gene, der var ved disse skræppende, sorte beboere var, at de hyggede sig i skorstenene. Ved forårstide slæbte de store bunker af grene op i de mange skorstene, hvilket gjorde at skorstenene blev propfyldte, og en stærk generende røg bredte sig på afdelingerne, når man fyrede op i kakkelovnene. Man sendte så bud efter Otto Madsen, der med en salonriffel skød, så det hvinede efter allikerne.

Murer Peter Andersen rensede skorstenene med et reb, hvori der var bundet en blyklump. Men al den skyderi behagede ikke overlæge Ankersen, da hun var en dame, der forlangte ro, når hun læste i journalarne på lægeværelset, der dengang var overlægebolig. Så Otto Madsen måtte skyde alliker i den anden ende af Hospitalet hvor overlægen befandt sig, men det var ikke altid let at vide, hvor Ankersen befandt sig, så der vankede af og til udskæld. Med hensyn til støj var Ankersen en sart dame. Hun tålte heller ikke, at børn legede i området ved overlægeboligen. Ej heller var hun begejstret for automobilerne, som efterhånden begyndte at køre igennem byen.

En anden plage var vilde katte, som holdt til huse i Hospitalets mange krybekældre. Denne bestand formerede sig også i rivende hast, og det vrimlede med killinger i perioder, og disse var hverken til at fange eller jage ud på grund af deres vildskab. Her var det Truels Jepsen, der forsøgte at tynde ud blandt de vilde krabater. Han kravlede tit og ofte rundt under afd. C-D og skød så det peb i de lave krybegange. Ja, det har nok ikke været helt ufarligt, at arbejde på vores gamle Hospital. Nu har man så opfundet skorstensristen, som sidder oven på skorstenspiben. Og for øvrigt fik vi så centralvarme først i tresseren, så nu er det bal forbi.

For øvrigt var overlæge Ankersen en velanskrevet dame blandt plejerne, fortæller Otto Madsen til slut. Alt hvad plejerne gjorde, var bare i orden, men sygeplejerskerne var hun meget hård ved.

Plejer Sandfeldt, altså den gamle Peder Sandfeldt, har i den sammenhæng fortalt en historie om allikerne. Sandfeldt var jo en ung plejer i tidernes morgen, da cloralen kom til verden. Han lavede forsøg med allikerne, og gav dem nogle få ml. cloral på franskbrødsterningerne i de tidlige morgentimer på baghavernes græsplæner, når han sad nattevagt i de lyse sommernætter. Det varede kun ti minutter, før de forslugne fugle begyndte at gå baglæns, for at opføre de mest mærkelige neje-bukke-danse. Når det så blev helt galt med orienteringen, forsøgte fuglene at flyve op på hospitalets tage, og det var vist nok under disse flyveture, at de unge plejere mest fik lattermusklerne rørt.

 

MÆRKEDAGE.

1875              Banegården eller Bahnhof blev bygget 1875, men flere af bygningerne er dateret til 1887 ifølge ejendomsvurderingsskemaerne.

1922              Vandtårnet er opført i 1922.

1923   Den 1. april 1923 bliver grænsestationen indviet til sindsygeanstalt under ledelse af overlæge Ankersen. Hospitalet indrettes til ialt 190 sengepladsen, hvoraf 154 er kvinder og 36 mænd. Sengepladserne for mænd var fordelt i 3 afdelinger, hver med 12 senge. De 154 senge for kvinder var fordelt i otte afdelinger, nemlig med 12, 13, 15, 16, to med 27 og 22 senge. Senere får Hospitalet navnet, Sindsygehospitalet i Vedsted.

1927 – 1928   Afd. C og D bygges sammen og giver plads til 10 patienter mere.

1930 – 1931   Afd. M bygges. Giver plads til 24 mandlige patienter. Hospitalets normering er da 224 sengepladser, nemlig 70 for mænd og 154 for kvinder.

1933 – 1934   Ved sindsygehospitalet i Vedsted, er i henhold til bevilling på finansloven for finansåret 1933-34 fra statsbanerne erhvervet et antal, tidligere som tjenesteboliger anvendte huse (patientværkstedet) med tilhørende areal af ca. 9.000 m2 havejord. Der indrettes en plejeafdeling for mænd (afd. N) 2o ptt, en værkstedsbygning for patienter, samt en fest- og forsamlingsbygning, hvor der på det under køkkenhaven inddragne, nyerhvervede areal, er opført et redskabshus og anlagt drivbænke. Udover de nævnte 20 har det været muligt at forøge antallet af sengepladser med ialt 26 til 96. Da kvindesiden vedblivende er normeret med 151, bliver den samlede normering 250.

1. april 1934   Ifølge direktørens beretning fra direktoratet fremgår det, at Hospitalet fra Hviding sognekommune under Tønder Amt indlemmes i V. Vedsted Sognekommune under Ribe Amt, såvel kommunalt som i kirkelig henseende. Se tingbogen for Hviding, bind Xl, blad 197. Pris 18.000,00 kr.

1938 – 1939   Ved sindsygehospitalet i Vedsted er der ved en mere hensigtsmæssig udnyttelse af pladsforholdene indvundet ialt 20 sengepladser, således at Hospitalet herefter er normeret til 270 senge, hvoraf de 100 er for mænd og 170 for kvinder. Den faktiske normering er 281 patienter.

1939   Overlægeboligen, Ribevej 25, bygges. Da Ågård flyttede blev den brugt til Ergoterapi. Har stået tom fra ca. 1994.

1952   Reservelægeboligen med to lejligheder bygges i sydmarken. Nr. 40 – 42. Beboes stadigvæk af forskellige læger.

1958   Behandlingsbygningen bygges.

1961   Kedelhuset bygges og der indlægges centralvarme på hele Hospitalet. De 180 kakkelovne nedbrydes.

19 ?   Reservelægeboligen på Ribevej 36 købes.

1968   Afd. E bygges.

19 ?   Navnet Statshospitalet i Vedsted kommer 19 ?.

1. april 1973 Statshospitalet holdt 50 års jubilæum søndag den 1. april 1973

1. april 1976 Hospitalet overgår fra Staten til Amtet og kommer til at hedde: Psykiatrisk Hospital i Hviding.

29. marts 1993 Afd. F lukker. Afdelingen bliver indrettet til museum i 1997.

1998 Afd. E udbygges med en fløj mod øst, samtidig med at bygningen fra 1968 restaureres. Pris ca. 4.000.000 kr. Bygningen er nu 1999 kun til retsanbragte. Samtidig er der åbnet en lukket afd. på Spangsberg i Esbjerg.

 

50 ÅRS JUBILÆUM.

Statshospitalet har 50 års jubilæum i Vedsted

Søndag den 1. april er det 50 år siden, statshospitalet startede som institution – 2. april holdes reception i hospitalets festsal

Vestkysten 29.3.1973

 

Søndag den 1. april 1973 er det 50 år siden, at statshospitalet i Vedsted startede som institution. Efter krigen 1914-1918, da grænsen blev flyttet mod syd, stod man pludselig med nogle store gode bygninger, da den tidligere dansk-tyske jernbanestation, der strakte sig på begge sider af den gamle grænse, blev nedlagt.

Vedsted hospital ligger således i historiske omgivelser, men ud over dette må man vist nok sige, at det ikke er særligt hensigtsmæssigt anbragt, med togene buldrende forbi på den ene side og med den, i vor tid, stærkt trafikerede hovedvej 11 på den anden.

Selve hovedbygningen, som endnu kaldes var dansk og tysk banegård og toldsted, og det er kun få år siden, at det gamle perrontag blev taget ned på grund af ælde. Den 1. april 1923 blev “Anstalten” som det dengang hed, oprettet under overlæge Fr. Andersens ledelse og har siden da fungeret som sådan, med den bemærkning, at det senere kom til at hedde Sindsygehospitalet og nu, som alle andre danske hospitaler af denne art – Statshospitalet.

De spredte bygninger ud over hospitalets terræn, er dels gamle bygninger, der tjente som bolig for de tidligere jernbanefunktionærer, toldere og grænsegendarmer, der fungerede ved den dansk-tyske grænse, dels senere opførte afdelinger, således at hospitalet nu har kapacitet på ca. 250 sengepladser.

En række år var hospitalet et omstridt emne, idet dets beliggenhed strakte sig over to amter, nemlig Tønder og Ribe amt og som en yderligere besværlighed var det også så uheldigt, at Hospitalet ligeledes var anbragt i to kommuner, idet den gamle grænse gik omtrent midt igennem hospitalet og dannede samtidig skel mellem Vedsted og Hviding kommune. Dette var rent administrativt og på anden vis særdeles uheldige forhold. Det medførte, at Vester Vedsted kommune omkring sidst i tyverne købte og overtog den sydlige ende af hospitalet der lå i Hviding kommune med rettigheder og forpligtelser for den sum af 18.000 kr.

Det viste sig senere at være en ganske god investering. Gennem årene er hospitalet blevet udbygget, om end ikke til det man kalder et fuldt moderne hospital, så dog til en institution, der dækker nutidens krav, og med de mange ansatte personer ved hospitalet har det været kommunen en god indtægtskilde.

I anledning af jubilæet vil der på Hospitalet blive afholdt fest for såvel patienter som funktionærer. I den forbindelse skal nævnes, at hospitalet fra Ribe amt og fra en af penge-institutionerne har modtaget henholdsvis 5.000 og 2.000 kr. Disse penge skal anvendes til patienternes fornødenheder i form af udflugter o.s.v.. Mandag den 2. april er hospitalet vært ved en reception i festsalen, hvortil personale samt hospitalets forretningsforbindelser er hjertelig velkomne.

For at rette nogle misforståelser, understreges det, at funktionærfesten, der afholdes lørdag den 31. marts, er for den enkelte deltagers egen regning, idet direktoratet har meddelt, at man ikke kan stille midler til rådighed, der kan dække den slags udgifter.

Jubilæumssange.

Statshospitalet Vester Vedsted. 50 års jubilæum, den 31.3.1973

Mel.: Marken er mejet.

Her er vi samlet, for stedet at fejre,

vi har jubilæumsfest, og feste det vil vi.

En ting er sikkert, at festen vil lykkes,

når man tænker på hvad der er gjort for at få fri.

Fler´ har byttet vagt, og fru Friis har sagt,

at med blot lidt smidighed, det sagtens ku´ bli´ lagt.

 

Festkommiteen vi først gi´r en hyldest,

de har haft så mange jern i ilden til i dag.

Først var der lotto 7 stk´s for en femmer,

man ku´ bare tage alle dem man ville ha´.

Først en femmer gik, så en tier skidt,

det var blot en skam, man ikke kunne få kredit.

 

Det blev straks værre talenter sku´ findes,

hvad var de mon ude på, talenter hvad er det ? ? ?

Man snakked sammen, men ingen ku´ mindes

indtil pluds´lig der var en, der fik en lys ide.

Hvad er hot og jazz, det var for gammeldags,

mavedans og gogo det var mere på sin plads.

 

Der blev holdt banko til fordel for festen,

penge skulle samles ind, for kassen den var tom.

Sønderbøl og Løgstrup var aften´s hædersgæster,

for på deres vægte var der forud væddet om.

Aagard stemte på, af de herre små

Løgstrup sagtens kunne lille Sønderbølle slå.

 

Hvordan det endte, det ved nok de fleste,

ind i puljen kom en flaske cognac til gevinst,

man sad med næsen i kortene og svedte,

det var nemlig sidste chance det var ganske vist.

Banko Jørgen skreg, næ tak hen til mig

sagde Løstrup du skal nemlig dele den med mig.

 

Men her i aften hvor alle er lige,

uanset om manden eller konen hun er sur.

Ta´r vi vort glas og det ord vi vil sige

er det lille tak som ligger for til næste tur.

Tak til vennerne, tak til mænderne

tak til hele staben og til alle som er med.

 I anledning af Statshospitalets 50 års jubilæum i Vedsted har vi modtaget et digt fra Petra Bjerrum, Tanderup, Ribe. – Statshospitalet i Vedsted har holdt 50 års jubilæum i april måned:

Mel.: Dernede i dalen.

Du er hospitalet, en gammel prøvet svend

vel er dit ansigt furet af år, som rulled´ hen.

Vel har du aldrig ejet comfort i større stil,

men sindets dybe toner, dem har du lyttet til.

 

Hvor sært som din skæbne omskiftelig dog blev,

du var station, en grænse, hvor dansk og tysk man skrev.

Europas allerlængste perron, det var din favn,

men på en anden måde du skulle gøre gavn.

 

Mens skove af sind tog i dine stuer bo,

du følte med de bange, var glad med dem, som lo.

I op- og nedgangstider din vilje var forvov´n,

 

Der gik fyrre år før det varme vand var klar,

hvor radiator næsten et himmerrige var.

Dog vil du ikke bytte med slot og herregård,

for du har håbets stjerne, hvor stormen hårdest slår.

 

I længst forsvundne tider en lille løn det gav,

den lange arbejdsdag stilled´ stadig større krav.

Men nye, unge kræfter ta´r fat med lyst og flid –

En modvægt har du været i verdens larm og strid.

 

I spøg eller skæmt, gennem alvor eller sorg,

når tavshedspligten skærmet din gode gamle borg.

Dit ansigt møder verden med års tålmodighed –

Tak for halvtreds års virke – med glæder ingen ved.

Petra Bech Bjerrum.

 

PLEJERFORENINGEN.

På det organisatoriske område begyndte man at pusle med tanken i år 1909. Det var opsynspersonale ved Sindsygehospitalet ved Århus (Jydske Asyl), som længe havde syslet med tanken om, at starte en faglig organisation til varetagelse af det underordnede personales interesse.

I Vejlby den 12. juni 1909 stiftedes fagforeningen for opsynspersonalet ved Jydske Asyl. Ca. 30 opsynskarle og piger indmeldtes straks i den nystiftede organisation. Året 1913 blev året med det store gennembrud for organisationen, idet der i dette år blev stiftet foreninger på tre andre hospitaler, og forbundet stiftedes.

1923 åbnede Sindsygehospitalet i Vedsted, og plejere til dette hospital blev overflyttet fra Viborg. Da det til at begynde med kun var et ringe antal plejere, det drejede sig om, opretholdt disse deres medlemsskab i forbundets afdeling 2, Viborg uforandret. Men i årenes løb forøgedes antallet af plejere i Vedsted, og de ønskede da at danne egen afdeling med tilslutning til forbundet. Foreningen startedes i sommeren 1931 og blev fra 1. oktober optaget i forbundet som afdeling 6. Som repræsentant til hovedbestyrelsen valgte afdelingen Georg Petersen, altså nu udeholdsplejer Ole Pedersens far.

Når man ser i det gamle gulnede protokol, er det jo ikke meget, der er refereret fra den stiftende generalforsamling, sammenlignet med nutidens beretninger, der fylder flere mapper. Fra regnskabet 1931 er det også små tal man regner med. Man ser, at der er indkasseret 21,00 kr. i kontingent for oktober måned. Frimærker og konvolutter beløb sig til kr. 0,85 i november måned. Et lån ved formanden på 1,90 kr. er tilbagebetalt. Og går man til årets afsluttende regnskab, ser man, at overskuddet har været kr. 21,18.

I de kommende års beretninger fremgår det, at man har haft sit hyr med, at få kontingentet indkasseret, og man har diskuteret på en generalforsamling, hvilke midler man skulle bruge for at få pengene ind. Efter mange diskutable forslag enedes man om, at alle ville love selv at gøre sit til at få betalt kontingentet.

Plejerforeningen har holdt mange arrangementer i årenes løb. Man ser i de gamle protokoller, at der har været holdt andespil, juletræsfest, hvor dr. Lemmergard har underholdt for børnene. Studiekreds og foredrag hørte også til plejerforeningens naturlige varetagelse. Der har været arrangeret sommerudflugt til henholdsvis, Kolding, Vejle, Odense og Esbjerg. Tit og ofte er Fanø nævnet som forslag ved bestyrelsesmøderne. Et medlem har gentagende gange foreslået en udflugt på cykel, bare for samværets skyld.

Der er blevet bevilget penge fra plejerforeningen til den årlige udflugt. Man begyndte med at bevilge kr. 15,00 efter en del diskussion. Året efter forhøjes det til 25.00 kr. og sådan fortsatte man en del år op til 50,00 kr. Man nævner i protokollerne, at man tit og ofte sluttede mødet med sangen “Jylland mellem tvende have”.

Jubilæum 25 år.

Mandag den 1. oktober 1956 fejrer afd. 6 i Vedsted 25 års jubilæum med sammenkomst samt diverse sange og taler, hvoraf et tages med i minderne i dette lille skrift.

Festlighederne blev afholdt på Hviding Kro, og startede i selskabslokalerne kl. 17.30 med indvielse af foreningens nye fane (skænket af Danmarkssamfundet). Formanden Tage Kristensen bød velkommen og præsenterede talerne ved indvielsen, hvorpå den første fik ordet. Svend Jacobsen, Vojens slog det første søm i. Forbundsformand Emil Petersen, Vordingborg slog det andet søm i med håb om, at solidariteten fremover, som hidtil, må være rådende i foreningen. Det tredie og sidste søm blev slået i af Tage Kristensen, der talte om pligten og retten i et demokratisk samfund. Derefter sang man “Der er ingenting der maner”, og den smukke højtidelighed var slut.

Med fanen og Dr. Lenmergård i spidsen marcherede selskabet derpå ned i salen til det store kolde bord. Under spisningen hyldedes foreningen i taler og sange. Dr. Lemmergård talte som repræsentant for Hospitalet. Han talte som han plejer, lige ud af posen i alvorlige og morsomme vendinger. Videre talte inspektør Løgstrup, oversygeplejersken og Fru Mahler. Tilslut talte Hedovard Jørgensen for damerne.

Mange havde vist opmærksomhed. 17 buketter og dekorationer var modtaget. Bl.a. fra foreningens første formand, Georg Petersen, Augustenborg skænkedes en faneplade. Festen sluttede hen på morgenstunden efter en nat med dans og selskabeligt samvær. Dagen efter festen fordeltes blomsterdekorationerne på Hospitalets afdelinger.

Beretningen er signeret af Anton Hansen

Festsang fra jubilæumsfesten.

Mel.: Vi vestjyder trives nu bedst i blæst.

LIDT SMÅT STIKLERI . . . .

Vi er forsamlet til fødselsdagsfest,

vi byder velkommen, til hver en gæst.

Ved samværet her bli´r der talt mangt et ord,

– det passer så godt til et veldækket bord.

 

Vor plejerforening i dag fylder år,

en vise til festen vi kvædet får.

Dog bandlyst er ondskab og al ironi,

vi ynder at bruge lidt småt stikleri.

 

Som flot no. eet, her Ducinus vi har,

han drømmer om hvilen, når afsked han ta´r.

På trappen derhjemme han nok slår sig ned, –

det passer så godt til hans ihærdighed.

 

Dog Anders i Egebæk, har anden natur,

for ham vil det være at sættes i bur.

Med skovl og med spade, med bøssen på jagt.

Det passer så godt for en fast nattevagt.

 

På værkstedet går der en alsidig mand,

som snart pløjer søen og snart er på land.

Ved fyraftenstide det lyder i kor

fra Harry og Peter: “Så går vi ombord” !

 

Når klokken er fire og Casper går hjem,

i hast han sit arbejdstøj finder frem.

Han slider og slæber, men det er fordi

det passer sig bedst til kalkunstutteri.

 

At Frands er en stræbsom og ihærdig mand,

derom vi vist alle bli´ enige kan.

Thi prangende skilte og tandpastasmil,

det passer så godt til en udlejningsbil.

 

At køre på cykle, snart helt falder bort,

nu Anton har fået sit kørekort.

En vogn må du ha´, kør de triste tanker bort.

Det passer sig godt med en strømlinet ford.

 

Hos Svensson, derhjemme der går det nu godt,

hvad før var en boplads, nu ligner et slot.

Det vrimler i haven med fest og kulør.

Det passer så godt til en snes grisesøer.

 

Men hist der ved vejen, der ligger et hus, –

her is du kan købe, og sodavandsbrus.

Forretningen vokser, det er nu erkendt,

at du er for Bjerre en hård konkurrent.

 

Og skal du til Ribe, og kører mod nord,

så se lige ind hvor Jens Petersen bor.

Du genkender stedet, med bare et blik, –

det passer sig godt for en kyllingfabrik.

 

Ved Vedstedvejs skove, hvor der er idyl,

en sværm nu af plejere fandt et asyl.

Vi føler os hjemme, og I må forstå, –

det passer så godt, thi vore penge er små.

 

Og Carlsen som nu snart forlader vor by,

vil rejse til et hospital der er ny.

Han bli´r assistent, når han nu drager bort, –

det passer sig godt når man har en “record”.

 

Langt ude mod syd, hvor E. Petersen bor,

han avler og dyrker den stridige jord,

og bygger terrasser af jord og beton, –

det tjener han ind i een jordbærsæson.

 

Jeg ved, hvor der ligger en have i blæst,

med Beck imod øst, og med Baden mod vest.

To huse, – een have, – det er nu for sløj, –

i fællesskab dyrkes kartofler og løg.

 

Hans Ager er med i vor tids mekanik,

han også går med til lidt fest og en drik.

Promillen kan stige, gør´ Hans til charmeur, –

det passer sig godt for en knallertchauffør.

 

To plejere kørte og “leged” turist,

men nede i Tyskland, der fænged en gnist.

Det var ej Sct. Pauli, med sjov og halløj, –

på gaden i Bonn gik det hele i røg !

 

Vi har i vor midte en mand der er vaks,

især når der tales om ørred og laks.

Hans have beundres, thi jorden er fed, –

– her blev mangen kylling og and kulet ned.

 

Vi vestjyder trives nu bedst i blæst,

vi ynder en spøg, når vi er til fest.

Lidt løssluppen tale gi´r fest og humør, –

i morgen er vi jo de samme som før.

 

En skål vil vi drikke for vor jubilar,

med den mangen gode vi opnået har.

Et leve vi bringer, colleger og gæst, –

det passer sig godt til en fødselsdagsfest !

50 års jubilæum den 1. oktober 1981, Dansk Plejerforening, Ribe Amts afdeling.

På bestyrelsesmødet den 25. juni besluttedes det endeligt, at Ribe Amtsafdeling i anledning af 50 års jubilæet den 1. okt. 1981, ville markere dette ved en fest for medlemmerne på Hotel Dagmar i Ribe. I beslutningen indgik også, at de daværende tillidsmænd og bestyrelsesmedlemmer måtte tage deres anden halvdel med på foreningens regning, hvilket senere gav nogen anledning til forargelse hos medlemmerne, – fordi ikke nok med at bestyrelsesmedlemmerne og tillidsmænd havde den ære at få lov til at gøre et stykke arbejde for medlemmerne helt gratis, men at de så skulle belønnes sparsomt for dette, var efter nogle medlemmers mening simpelthen for galt. På bestyrelsesmødet besluttedes en kuvertpris på Dagmar til ca. 175 kr., hvoraf medlemmerne selv skulle erlægge de 75 kr.

Foreningen udsendte opslag med tilmelding medio august 1981, og særlig indbydelse til de 4 fra daglig ledelse på foreningskontoret, samt til pensionisterne og endelig men ikke mindst til vort æresmedlem Tage Kristensen, der igennem 23 år var formand for Dansk Plejerforening (1931-1954). Foreningen kunne til jubilæumsfesten konstatere en glædelig stor tilslutning idet ca. 85 var tilmeldt til spisning.

Som særlig indbudte gæster var pensionisterne, formand for Dansk Plejerforening Holger Petersen, næstformanden Vagn Skov, sekretær Inger Nilsen, formand for Dansk Kommunalarbejderforbund Esbjerg afd. Vita Weber, samt æresmedlem Tage Kristensen. For musikken stod Ole Willendrup.

Formanden for Ribe Amtsafdeling bød alle velkommen, og gav udtryk for at vi måtte få nogle fornøjelige og festlige timer sammen. Fra kl. 10.00-14.00 afholdtes reception på Hotel Dagmar, og mange var mødt op for at gratulere foreningen med blomster og lign. (bankerne gav hver 300 kr.). Den egentlige fest startede kl. 18.30 med velkomstdrink. Foreningen delte alle de indkomne blomster ud på afdelingerne i Hviding efter festen.

Hovedtaler ved jubilæumsfesten var Tage Kristensen, der fortalte mange små morsomme historier fra foreningens virke igennem de 23 år han var formand. Formanden for Dansk Kommunalarbejderforbund Vita Weber holdt også tale hvori hun udtrykte håbet om at Dansk Plejerforening og DKA ville få et godt samarbejde o.s.v.. Endvidere talte pensionist Hedovard Jørgensen, han gav udtryk for det positive i at aktive medlemmer og pensionister kunne mødes ved en festlig lejlighed og have det rart sammen. Endelig holdt Holger Pedersen en tale.

Et par sange blev der også sunget, bl. a. en sang skrevet af en “sulten” plejer der i sangen udtrykte håb om mere i lønningsposen, så han en anden gang kunne få råd til at være med og synge med på sin egen sang. Efter maden blev der danset til Ole Willendrups musik til kl. 02.00. Alle tilstedeværende til festen indskrev sig i Amtsbestyrelsens gæstebog.

Signeret af Søren Jeppesen, Formand.

Festsang ved jubilæet den 1. oktober 1981.

Mel.: Til pinse når skoven bli´r atter grøn.

Til lykke med dagen og denne fest,

en hilsen jeg sender til hver en gæst.

Som medlem jeg gerne vil ytre mig,

måske det drejer sig lidt om dig.

Tra – la – la – la o.s.v.

 

At lønnen er lille kan alle se,

på sultestadet vi snart når ned.

Se, Tage han har ikke penge nok,

nu sælger han ud af sin porrertop.

Tra – la – la – la o.s.v.

 

Og Ove i fritiden er så flink

hvad skulle han gøre, hvis ej var mink.

Han kan ikke leve af plejerkald,

men handler også med tyrekalv.

Tra – la – la – la o.s.v.

 

Hans Bruun synes olien er alt for dyr,

han samler på træ til sit oliefyr,

Og ham, Børge Holm, lider også nød,

han lever af “KWAS” og af havregrød.

Tra – la – la – la o.s.v.

 

Se, Blomgren er god nok på bunden, ja

for ham det svømmer, vi ved det da.

Han “brummer” om løn og retfærdighed,

men nøjes med havvand og kærlighed.

Tra – la – la – la o.s.v.

 

Dan Horsbøl er altid i splittet sind,

af Forbundet vandrer han ud og ind.

Han er så fattig som kirkemus.

Vi ser, han ofte går fra sit hus.

Tra – la – la – la o.s.v.

 

Til slut vil jeg komme med denne bøn,

at I vil kæmpe for bedre løn,

Så jeg kan få råd til, en anden gang,

at synge med på min egen sang.

Tra – la – la – la o.s.v.

Almindelig instruks af 1. Juni 1922 for Plejepersonalet ved Statens Sindsygehospitaler.

Som ændret ved Direktoratets Skrivelse af 11. Juni 1931. (Udfærdiget af Direktoratet).

(Forkortelser: PL. = Plejerske, Plejer og Plejeelev. Overpl. = den nærmeste Foresatte, hvad enten det er Overplejer, Oversygeplejerske, Afdelingssygeplejerske eller Sygeplejerske).

Elevtiden er at opfatte som en Prøvetid, i hvilken en gensidig Opsigelsesfrist af en Maaned er gældende, regnet fra den sidste i en Maaned. Ansættelse i Tjenestemandsstilling som Plejer eller Plejerske er betinget af, at den paagældende er fyldt 24 Aar og har gennemgaaet mindst 2 Aars Aspiranttjeneste.

De bør tilstræbe sig for i deres Optræden overfor Patienterne altid at være venlige og rolige; selv om en Patient kan være nok saa trættende og irriterende, maa de aldrig lade sig paavirke heraf, idet de maa erindre, at det er s y g e Mennesker, der har at gøre med, og at disse som oftest ikke kan gøre ved, hvad de siger eller foretager sig.

Da det gælder om at faa de Syge til at falde saa meget som muligt til ro, maa PL som Regel ikke tale med dem om deres forkerte Ideer, i alle Tilfælde aldrig foranledige, at de udtaler sig om dem eller ved Modsigelse eller Drillerier ægge dem til mere og mere at komme frem med dem. De bør tværtimod søge at slaa det hen og at lede deres Tanker hen paa andre Ting.

For at de syge ikke skal miste Troen paa PL, maa de aldrig narres, og saafremt PL ikke mener at burde give dem ærligt svar, bør de henvises til at spørge Lægerne. PL bør derfor ogsaa i alle Henseender foregaa de Syge med et godt Eksempel.

Overfor voldsomme Patienter maa de indskrænke sig til det nødvendige og lemfældigste Selvforsvar; i Reglen bør de straks melde det forefaldne til deres Overordnede.

De bør, så vidt muligt, ikke gaa alene ind til voldsomme eller farlige Syge. De maa aldrig straffe de Syge, ej heller uden indhentet Tilladelse fra en Læge anvende mekaniske Tvangsmidler, Isolering el. lign.

Behandling af de sindssyge igennem tiderne.

Middelalderens sindssyge var besat af djævelen og onde ånder, mente man. Tortur og brænding på bål hørte til datiden. I slutningen af det 18. århundrede spærrede man “galninger” inde i celler med jerngitter for, mange gange under rådhuset. Patienterne måtte forrette deres nødtørft i det samme halm, som de lå i. På landet brugte man at lænke de sindssyge til kreaturerne. Piskning var ofte et brugt middel, for at dæmpe de sindssyge. Jernlænkerne forsvandt i 1798 og patienterne begyndte at komme op af de mørke celler og ud i frisk luft.

Piskning med brændenælder og dryppebod på isse fortsatte, samt at man anbragte lopper, myrer eller mus under en klokke på patienternes underliv. Der var overraskelsesbad, hvor patienten pludselig blev kastet igennem en lem i gulvet, ned i en beholder med levende ål. Tvangsstole, tvangsopstilling, drejemaskiner og trædehjul blev brugt op til 1811, hvor man kan læse, at trædehjulet da var det sidste redskab, der blev afskaffet.

Det arbejde patienterne skulle udføre i terapeutisk øjemed, måtte ikke interessere dem for meget. F.eks. blev det anset for særlig godt for kvinder, af bedre stand til stadighed at slæbe rundt på sand i sække på ryggen, idet arbejdet ligefrem var, at gøre det modbydeligt for dem.

Hospitalet i Slesvig blev taget i brug 1820, og var på daværende tidspunkt dansk. Der kan man endnu på museet se mange tvangsmidler fra svundne tider. Man må sige, at behandlingen af de sindssyge så er gået slag i slag fremad, selv om det gik trægt i begyndelsen af vort århundrede.

Chok fremkaldt af cardizol og pentasol var nok en væsentlig forbedring, men dog ikke særlig behagelig for patienterne. Lobotomi eller det hvide snit var heller ikke særlig vellykket, da hæmningerne tit og ofte forsvandt fuldstændig. Insulindøs og insulinchok blev brugt meget, op til omkring slutningen af halvtredserne, derfor kan man endnu høre navnet Afdeling Insulin iblandt de ældre plejere, da M 1 udelukkende har været brugt til insulinbebandling. El-chok (N.C.E.) er nutidens behandling af endogene patienter, men nu behandler man hovedsageligt med medicin.

Gine Ager fortæller.

Gine startede på Hospitalet som pige det herrens år 1940. Hun fik D-gangen, som hun skulle holde med rengøring og fyring. Hele herligheden bestod af 12 værelser samt trappeopgangen. Der var 13 kakkelovne, som Gine skulle tage ud, holde rene, tænde op i og fyre på dagen lang. Det var for stor en mundfuld for en ung pige i den alder. Gine græd i tre måneder.

Optændingspindene var rationerede, og Gine fik kun udleveret en lille kassefuld til en uge. Tørvene var våde, og skulle hentes fra en stor stak syd for afd. D. Gines tårer flød både på D-gangen og i hjemmet. Hendes far forbarmede sig over hende, og gav hende tørre, tynde optændingspinde med hjemmefra. Efterhånden lærte hun, at bære gløderne fra den ene kakkelovn til den anden, det sparede jo meget på pindene. Gine lærte også at snuppe af Dreses kulbunker, det var meget bedre fyringsmateriale end det våde tørv. Tørvebænken var god nok, men man skulle bare ind i midten, for at finde de tørre, men det var faktisk forbundet med livsfare, at kravle ind i hulerne på de store bunker, da faren for sammenstyrtning var stor. 5 – 7 optændingspinde var det absolut højeste, man måtte bruge i år 1940, mere var ødsel. Oldfruen Rishøj trøstede også Gine og gik selv med hende i arbejdet, for at lære hende, at gøre det store arbejde lettere.

Arbejdsdagen var på 9 timer, og lønnen var den formidable sum på 40,00 kr. om måneden. Efter 1 års forløb var Gine virkelig glad for sit job, men blev så tvangsforflyttet til spisestuen i funktionærboligen. Inspektør Råsbo tilbød hende 15,00 kr. mere om måneden. Så græd Gine igen i tre måneder, men i spisestuen blev Gine så i 7 år, og blev endog også glad for jobbet der.

Gine serverede sammen med Fru Bordrup for de mange sygeplejersker, der var på Hospitalet. Man bespiste først alle de supplerende sygeplejersker, derefter var det oversygeplejersken, afdelingssygeplejerskerne og privatsygeplejerskenes tur, de var af finere stand. Til den sidst omtalte kategori blev maden hentet i køkkenet med en ekstra madvogn. Maden kom ikke over med de suppleredes. Plejerne spiste på afd. E, da denne personalegruppe lå så langt nede af rangstien, at man ikke engang kunne være i hus sammen.

Efterhånden blev Gine en velaccepteret pige og blev den, der skulle servere sammen med Fru Bordrup for selveste direktøren i festsalen, når denne var på besøg. Han gav altid de to piger en femkrone hver, og det var jo ikke til at kimse af i disse tider.

Efter 7 års forløb i funktionærboligen, kom Gine så i Vaskeriet resten af tiden. Her bestod arbejdet i at betjene de efterhånden gamle og håbløse vaskemaskiner. Tørreovnen virkede heller ikke for godt. Tøjet blev hængt på snore på en dertil indrettet tørreplads udenfor vaskeriet. Sygeplejerskernes kjoler, plejernes uniformer samt plejerskernes kjoler blev strøget med håndkraft. En del stoffer blev rullet, men denne maskine strejkede lige så ofte som vaskemaskinen, når der var mangel på damp. Uniformeringen var noget af det Gine kan le af, for vaskepigerne var iklædt sækkekjoler, der var lige op og ned. Det var et ømt syn.

Gine blev af Agnes Sørensen, der var oversygeplejerske, opfordret til at søge ind som plejerske, men det var Gines mand, Hans Ager imod, de plejerskerne skrubbede og skurede lige så meget som rengøringspersonalet. Desuden var det meningen, at Eline kun skulle arbejde et par år, og så være hjemmegående, men nu er det jo de 40 år siden, udbryder Gine med et skvalder.

Jeg spørger Gine om alting var bedre for fyrre år siden. Gine svarer, at arbejdsbyrden var meget tungere, men sammenholdet og humøret var meget bedre. Jeg har været med til at skure og skrabe fernisen af et nyferniseret gulv, fordi oldfruen ville se gulvet renskuret før ferniseringen. Det byder man vist ikke nutidens piger.

Det skæge og hvad jeg kalder sammenhold, var at vi fandt nogle små stationer i en kælder eller et lille skunkrum på loftet, hvor vi kunne stjæle os til en kop kaffe. Det var lykken. Jeg husker, engang da vi havde tilholdssted på festsalens loft, og hvor smed Søren Becker havde installeret en lille kogeplade til os. Det var lykken, selv om en af os altid skulle stå og holde udkig i det lille tagvindue, for at inspektøren ikke skulle overraske os i den ubodelige brøde, at drikke kaffe i 5 minutter.

Hvad er det bedste, du husker her fra vaskeriet, Gine? Det er rejsegildet fra ombygningen af vaskeriet, der blev omrestaureret i 1962. Man havde godt nok glemt at lave et toilet til os, men derfor var festen nu god nok. Indvielsesfesten blev holdt på gangen. Oldfrue Rishøj gav højt smørrebrød fra kroen, og vi medbragte selv diverse våde varer. Det var en fest med ramasjang i griner Gine, der nu begynder at opforske minderne med Erna Hansen.

Da jeg forlod vaskeriet grinede de to midaldrende vaskeripiger, så øjnene måtte tørres, og så var det endda over en fest, der var holdt for 20 år siden, så det har da været en god fest.

Overlæger ved Hospitalet siden åbningen 1. april 1923.

  • Sara Maria Anchersen: 01.04.1923 – 30.04.1936.
  • Knud Rosenstand: 01.05.1936 – 31.08.1949.
  • Niels Nielsen Hjerrild: 01.09.1949 – 28.02.1951. og 01.07.1959 – 19.11.1971 (afgået ved døden).
  • Ib Ostenfeld: 01.07.1959 – 28.02.1959.
  • Kristian Emil J. Lemmergaard: 01.06.1939 – 31.03.1958 (afdelingslæge) og 01.04.1958 – 31.12.1967 (ass. overlæge)(fungerende overlæge under vakance).
  • Else Ågård Antonsen: 01.12.1964 – ?., Ribevej 36.
  • Marianne Jacobsen: 01.03.1968 – 01.04.1973
  • Torben Hvam: 01.05.1973 – 31.03.1975.
  • Kirsten Højme: 01.09.1973 – ?. Harevej 27.
  • Irving Rask Knudsen 01.09.1975 – ?.
  • Lars-Ole Ejsing: 01.02.1980 – ?.
  • Henning Mose: 01.01.1981 –

Vægteren.

Ved åbningen af Hospitalet 1. april 1923, oprettedes den første vægterstilling, som blev beklædt af plejer Peder Petersen, der kom fra Viborg. Peder Petersen tog senere navneforandring til Fjordvang. Arbejdstiden var på daværende tidspunkt fra kl. 20.00 til kl. 6.00 morgen. Plejer Ejvind Bjerre blev vægter efter Fjordvang 1947. Arbejdstiden blev på daværende tidspunkt ændret til 22.00 til 6.00 morgen. Ejnar Poulsen, blev ansat som sidste vægter efter Bjerre i 1974. Vægterstillingen blev nedlagt ved juletid 1980 p.g.a. spareforanstaltninger fra amtets side.

Arbejdsfunktion for vægteren.

Vægteren havde til opgave at påse, at der ikke brændte unødigt lys på Hospitalet. Tjekke forskellige fyre og kedler af i nattens løb. Åbne og lukke portene, når der var indlæggelser om natten. Tilkalde vagthavende læge og oversygeplejersken ved indlæggelser. Tilkalde maskinmesteren når noget var unormalt i kedelhuset, eller hvis vand eller lys svigtede. Tilkalde inspektøren når nogen forsøgte, at trænge sig ind på Hospitalets område, når disse var uvedkommende, og vægteren ikke selv kunne magte opgaven.

Vægteren havde sine ruter at gå om natten på Hospitalets område, og flere forskellige steder var der ophængt små blikkasser med en nøgle fastgjort i en kæde. Med denne nøgle kunne vægteren trække et kontrolur, som han bar i en rem over skulderen. På uret kunne inspektøren så aflæse tidspunktet, vægteren havde været ved kassen om natten. Det var en kontrol for inspektøren, og et alibi for vægteren, at han havde gået sine runder.

I mangfoldige år har der boet elever på Hospitalet. Der var elever i plejergruppen, sygeplejeelever, gangpiger eller køkkenpiger m.m. Det kunne jo nok give anledning til, at vægteren måtte bede de unge gemytter om at gå til sengs, eller forlade et værelse når kl. var 23.00.

Afløser for vægteren.

Gartner eller havemand Velien var bl.a. afløser i starten. Plejer Anders Madsen var senere vægtafløser. Han gik bl.a. i en turnus “Plejer – Vægter”. Senere kom Ejnar Poulsen ind som afløser og blev Hospitalets sidste vægter.

Sabotagevagter.

Under den anden verdenskrig var der foruden vægteren ansat tre medhjælpere, der gik sabotagevagt. Disse var Fjordvangs søn, samt byens snedker Villy Lauridzen og Regnar Jacobsen, radiotekniker i Hviding.

Medhjælperne startede sine vagter fra kl. 20.00 til 6.00 morgen. De gik to og to, men havde ingen tilholdssted. Hvorfor gik der sabotagevagt her på Hospitalet ? Ja det får man ikke noget rigtigt svar på, men nogle af de ældre plejere mener, at man frygtede sabotage på banelegemet ved banegarden eller eventuelle bombeangreb på banegården, hvor der mange gange holdt lange togstammer med krigsmateriel. Man forudså at en storild kunne bryde løs, og så var det med at få patienterne ud af bygningerne eller beskytte dem på anden måde.

I museet findes en gammel alarmeringsregulativ, der fortæller hvem der skulle tilkaldes, og hvordan man skulle beskytte patienterne i tilfælde at alarm. På samtlige værelsesgange stod der sandkasser. Sandet skulle bruges til slukning af evt. brand fra nedkastede brandbomber. Kasserne blev fyldt op af udeholdene. Der blev afholdt beredskabsøvelser ved smedehuset, hvor man afprøvede gasmasker, stålhjelme samt andet grej, som forefandtes på lageret, hvor en del for øvrigt ligger endnu i Nicolajsens varetægt.

Man havde fra Hospitalets side engageret sig med mange af byens folk, som skulle træde til i denne beredskabsstyrke, dersom sirenen lød fra vandtårnet.

 

I n s t r u k s

For Personalet under luftværnstilstand

I Tilfælde af luftalarm, der vil blive varslet ved 2 lange Sirenetoner med Hospitalets Brandsirene, skal alle ved Hospitalet ansatte Funktionærer uopholdeligt give Møde paa den Afdeling, hvor de gør Tjeneste.

Paa Hospitalets Afdelinger.

For de Patienter, der ikke kan føres til Tilflugtsrum, maa man sørge paa bedste Maade indenfor Afdelingens Rammer. Størst Sikkerhed giver de paa Afdelingen værende smalle Gange og Korridorer, hvortil alle oppegaaende Patienter i det Omfang, det er muligt, maa føres. Er disse Gange og Korridorer forsynet med Vinduer, er det vigtigt, at ingen opholder sig ud for Vinduerne.

Sengeliggende Patienter skal flyttes bort fra Vinduerne og anbringes ud for Murene, saaledes at Sengenes hovedgærde saa vidt muligt er anbragt op imod eller vendende mod en Ydermur. Alle Vinduesskodder skal straks lukkes.

Saa vidt muligt maa Bælter paa sengeliggende Patienter aabnes. Tjenstgørende Personale maa ikke forlade Afdelingen, medmindre det maatte være paakrævet for at tilkalde Hjælp. Indtræder Luftalarm om Dagen maa alle Patienter og Funktionærer, der er beskæftiget paa Hospitalets Terræn, straks begive sig til deres resp. Afdelinger. De trufne Sikkerhedsforanstaltninger maa ikke ophøre, før Afvarsling ved 1 lang sirenetone har fundet Sted.

For nedennævnte Funktionærer gælder dog følgende Regler:

Lægepersonalet giver straks Møde paa Lægeværelset, der har Lokaltelefon Nr. 5. Oversygeplejerskerne møder paa Oversygeplejerskekontoret, der har Lokaltelefon Nr. 2. Sekretæren ved Hospitalshjælpen og Laboratorieassistenten giver straks Møde paa Lægeværelset. Hospitalsforvalteren og Kontorpersonalet giver straks Møde paa kontoret, der har Lokaltelefon Nr. 1. Værkføreren giver straks Møde paa Maskinværkstedet for efter nærmere Ordre med det fornødne Værktøj at begive sig til det Sted, hvor hans Assistance maatte være paakrævet. Vægteren giver straks Møde paa Kontoret. Husvagterne: De funktionærer, der er udtaget til denne særlige Tjeneste, møder paa Kontoret, hvorfra de straks sendes til de forud bestemte Pladser. Det kvindelige Køkken- og Vaskeripersonale søger straks til de anviste Tilflugtsrum.

Sindsygehospitalet i Vedsted, den 15/8 1941.

Kn. Rosenstand

Overlæge

/ Bräuner

Hospitalsforvalter.

En lille sjov specialopgave havde vægter Bjerre også.

Inspektør Løgstrup var meget interesseret i Ufo´er. Han havde anbragt en lille detector i en kasse bag gardinet i sit kontor. Denne detector kunne opfange magnetfelter fra en evt. Ufo, dersom en sådan skulle passere hen over vores område på himmelbuen, som omfattede gartneriet og lunden, og det var indrettet sådan, at en lille klokke skulle ringe på kontoret. Her var det så, at vægter Bjerre skulle ringe, når han sad telefonvagt om natten. Om marsboer nogen sinde forsøgte, at angribe vandtårnet, eller om klokken nogen sinde ringede, det får man ikke noget svar på.

Jeg spørger værkstedsleder Preben Bjerre, Egetoften 3, som refererer denne beretning fra sin far, om ikke der er en sjov historie, som bør gemmes i museet. Bjerre svarer med et smil; “Jov, men den kan Sønderbøl selv fortælle”. Jeg går så til plejer Peder Sønderbøl, Enderupvej 33, og spørger efter en historie, der hedder “Kulbunken”, og han svarer med et rævegrin, “Nå – ja, det var jo dengang, jeg var elev for 25 år siden. Vi var en flok elever, der kom hjem på Hospitalet ved 23-tiden en aften. Stemningen var høj, så vi dansede nogle gange om juletræet ved afd. L. Vægter Bjerre kom straks til, og bad os stoppe dansen og gå hver til sit, hvilket vi også gjorde. I hvert fald gik vi da op på F-gangen, hvor min kone Thora boede som elev. Her drak vi unge gemytter kaffe m.m., men vægteren indfandt sig snart igen for, at påberåbe sig ro og orden, klokken var da 24, og han blev stående i døren til sidste mand havde forladt værelset”. Nu var gode råd dyre for P. Sønderbøl, thi han havde nu tænkt sig at tilbringe natten sammen med Thora, men traskede hjem til sit værelse på I-gangen.

Her skiftede han til lys sommertøj og gummisko for at vægteren ikke skulle kende ham igen. Han vandrede så ned til overlægens bolig og ud på hovedvejen, hvor han gik med denne til banegården og tilbage med stationsvejen til Hospitalets sydlige ende, hvor han ville liste over under perrontaget, men i skyndingen faldt han i en enorm stor kulbunke, der skred sammen over ham. Med skrævende ben og en stor stavlygte, stod vægteren over den faldne elev, med ordene, “Nu skal du altså gå i seng Sønderbøl”, hvorefter Peder blev fulgt til sit værelse på afd. I. Peder Sønderbøl slutter sin historie med: “Så kom jeg heller ikke mere den nat, og klokken var nu 3. Men min konklusion er, at vægteren gjorde sin pligt på en fornuftig måde, men jeg har da besøgt Thora mange gange siden, men denne aften ville Bjerre nu statuere et eksempel på, at han bestemte her på Hospitalet om natten, om der skulle være ro eller ej. Bjerre kom for øvrigt tit op på afd. F og sludrede i mine nattevagter der, og der har aldrig været et ondt ord imellem os siden.

I Hospitalets lille museum hænger vægterens kontrolur samt lygte fra tiden omkring krigsårene.

Slutord.

Disse beretninger var i første omgang bare tiltænkt Hospitalets lille museum, men efterhånden blev nysgerrigheden så stor, at det blev til et helt lille hæfte. Mange medgivere af stoffet har spurgt om ikke der blev delt nogle eksemplarer ud på afdelingerne, hvilket hermed er bevilget af administrationschef Kaj Kristensen.

Man gør sig mange tanker om vores gamle Hospital, når man arbejder med den slags stof, og jeg kan heller ikke undlade at tænke på, at grænsestationen nu snart har 100 års jubilæum eftersom bygningerne blev påbegyndt i 1875 og afsluttet 1887. Endvidere er det i år 1983 jubilæumsår som Hospital, 60 år, da man har indviet bygningerne til dette formål 1. april 1923.

Til slut skal der lyde en tak til alle medarbejderne, der har medvirket til samling af dette stof. Navnlig var det spændende at høre pensionisterne, som var meget positive med hensyn til disse beretninger. Til sidst, men ikke mindst en tak til Vivi Nissen, der har formået at maskinskrive disse håndskrevne kragetæer.

Sigurd Michaelsen