Erik Tygesen er født ved Kongeåens nordlige bred. Han forlod Ribe med en studenterhue på hovedet og begav sig ud på en rejse, der gjorde ham til én af de helt store i dansk diplomati. Nu er han tilbage i domkirkebyen.
Tekst: Poul-Erik Thomsen
På dørskiltet ind til hjemmet i Ribe står der Tygesen. Ikke noget med ambassadør. Selv om han stadig har ret til at bære titlen. Erik Tygesen er blevet 75 år og forlod sin sidste ambassade – det var den i irske Dublin – i 2005.
Som han står der i den meget store stue, syner han ikke af så meget. Men der er tale om en sværvægter i dansk diplomati. En af de helt store, der også har sat sine spor rundt om på den verdensrejse, der sluttede, da han for fem år siden vendte tilbage til det Ribe, han havde forladt med en studentereksamen i den sparsomme bagage.
ERIK TYGESEN er født og opvokset på en gård med marker ned mod Kongeåens nordlige bred. Han ved, hvad det vil sige at gå i træsko, men allerede som dreng var han én, der ville frem i verden. Den lå i første omgang i Ribe, hvor han kom i skole i den gamle købstad, hvor undervisningen var bedre end ude på landet.
Han valgte at aftjene sin værnepligt, inden han skulle ind på universitetet. Men først var han med på det første hold danske soldater, der i 1956 blev udsendt i en FN-mission. En strid om Suezkanalen fik minderne tilbage om den verdenskrig, der er blot 10 år tilbage i hukommenlsen. Også i uniform var han enestående. Flere ældre officerer følte sig forbigået af den unge mand, da Erik Tygesen i 1957 kunne forlade Gaza for at blive forbindelsesofficer ved FN´s befredskabsstyrke i Napoli.
TILBAGE I DANMARK begyndte Erik Tygesen cand. Polit. Studiet på Københavns Universitet. Blandt de studerende blev der talt om, at det vist ikke var særlig attraktivt at komme ind i Udenrigsministeriet. ”Dér er det ligegyldigt, hvad du har mellem ørerne, bare du har mellem ørerne, bare du kan gå i blanke laksko”.
Med en flot eksamen i hånden var Erik Tygesen derfor i første omgang mere tiltrukket af et fag, hvor træsko er det foretrukne fodtøj. Han blev ansat i Landbrugsministeriet. Det blev dog kun en parentes i hans livsforløb. Han var mere til udebane og laksko, og i februar 1967 indledte han en 38-årig karriere som diplomat i udenrigstjenesten med kurs mod en stribe store opgaver på de bonede gulve blandt præsidenter, konger og dronninger, regeringschefer og udenrigsministre.
Alligevel har det ikke altid været en dans i laksko. – Jeg vil mere sige det på den måde, at jeg er kommet verden rundt i solidt fortøj. Det har der virkelig været brug for i mange situationer, hvor jeg skulle stå fast i strid modvind. Han gjorde også den erfaring, at det ikke var nok – som i gamle dage – at sidde på ambassaderne og læse de lokale aviser og på den baggrund sende indberetninger hjem til Danmark.
Det kom i stedet til at handle meget mere om at kunne forudsige og være i stand til at analysere. For mig var det også vigtigt, at jeg ikke kun var blandt politikere, embedsmænd og journalister, som i Washingtons inderkreds har karakter af incest. Derfor gjorde jeg også meget for at lære det sprog, der blev talt, hvor jeg var udsendt, og med Ulla som en perfekt værtinde har vores hjem også altid været åbne.
Erik Tygesen havde engelsk, fransk og tysk med sig fra gymnasiet i Ribe og universitetet i København. – I Thailand lærte jeg thai, og i Brasilien var det nødvendigt at kunne portugisisk. Erik Tygesen har dog i alle årene, hvor han blandt meget andet også nåede at være ambassadør i de to mest eftertragtede hovedsteder, Bonn og Washington, altid holdt fast i Danmark. Også selv om han og Ulla hver gang har haft let ved at falde til i de landet, de kom til.
Samtidig har vi også altid lidt af hjemve. Vi har holdt fast i sommerhuset i Nordsjælland, og jeg har altid holdt mine ferier i Danmark. På den måde kunne jeg tanke op, og det var for mig vigtigt, at jeg havde en klar fornemmelse af, hvad der blev talt om hjemme i et dansk supermarked, når jeg sad ude på en ambassade.
DEN PENSIONEREDE ambassadør er hjemme nu i boligen i Ribe. Hans kontor er præget af billeder med venlige hilsner fra dronning Margrethe og prins Henrik, prinsesse Benedikte, præsident Bill Clinton og den tidligere tyske forbundspræsident Roman Herzog. Hylderne er proppet med notater, indberetninger, aftaler og dokumenter – mange af dem er hemmeligheder – i ringbind og mapper. En enestående dokumentation for Erik Tygesens lange rejse.
Faktisk var det slet ikke givet, at det for ham skulle blive Ribe tur/retur. Ulla er fra Horsens, og de havde i første omgang også planlagt at slå sig ned i Hørsholm. Men alligevel var det, som om der var noget, der trak i Erik Tygesen. – Jeg har vel i bund og grund altid regnet med, at jeg skulle tilbage til Ribe, det er også her, jeg hører hjemme.
DANMARK ER BLEVET OVERIVRIG
UD AF SKYGGEN FRA 1864: Selv om en tidligere topdiplomat er gået på pension, er han stadig aktiv, og Erik Thygesen ser med bekymring på Danmarks lyst til at være blandt de først i landets tredje krig i et muslimsk land. Han peger på mobiltelefonen, Facebook, Twitter og lignende som de nye ”Frihedskæmpere”.
Af Poul-Erik Thomsen.
I Ribe bor en mand, der ikke just klapper sig selv på skulderen, fordi han land var blandt de første, der havde kampfly inde over Libyen.
Erik Thygesen, pensionist, men fortsat med titel af ambassadør, har i sin imponerende karriere som topdiplomat fået verden så meget ind under huden, at han slet ikke kan lade være med at beskæftige sig med den. Nu set fra Ribe..
Han var i otte år departementschef for udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen (V), og Erik Thygesen ser tilbage på den tid med stor glæde. – Uffe havde samme instinkt, som jeg havde. Når han sagde, at vi skulle holde op med hele tiden at sige, at Danmark er et lille land, så var jeg helt enig. Det var Uffe, der indledte det, der i dag er en aktivistisk udenrigspolitik.
Erik Tygesen kommer så med tilføjelsen, han lige tænker lidt, inden hans mening er omsat til diplomatsprog. – Nu er det lige før, den politik har taget overhånd, når det gælder Libyen.
TYGESEN SIGER IKKE, at han er imod, at Danmark er med i luftrummet over Libyen, men udtrykker det på den måde, at Danmark måske lige skulle have klappet hesten lidt bedre, før beslutningen om at sende fly af sted blev taget. – Jeg ser også det problem i det, at det nu er tredje gang, Danmark er indblandet i en krig i et muslimsk land, og i bund og grund er det sådan set ingen af dem, der specielt har gjort os noget.
Den 75-årige ambassadør finder en mulig forklaring på den danske kampiver tilbage i 1864. – Det var et traumatisk nederlag, der lagde sig som en skygge over landet i mere end 100 år. Den er vi nu kommet ud af, og i stedet for er Danmark blevet det, jeg vil kalde for overivrig.
Erik Tygesen er også på Danmarks vegne bekymret over, at det internationale samfund ikke kan bliver enig om ledelse og mål i Libyen-operationen. Han er dog ikke overrasket over problemet. – Europa – og det gælder også Danmark – har stort besvær med at finde sig til rette efter den anden verdenskrig og den efterfølgende kolde krig, der sluttede med Murens fald. Blandt andet fordi der også er kommet ny e nationer med ind på den storpolitiske scene, og her glæder jeg mig ikke mindst over Brasiliens måde at forvalte den position på.
Ambassadøren i Ribe analyserer tre lande. – Tyskland er blevet et fredselskende og pacifitisk folk. Det passede omgivelserne udmærket i årene lige efter krigen, men nu bliver vi overrasket iver tyskerne, når de ikke vil være med i Libyen. Men sagen er den, at tyskerne med den historie, de har, ser med dyb skepsis på tyske soldater i krig. Sagt på en anden måde, då har tyskerne lært lektien.
I modsætning til England og Frankrig. Erik Tygesen peger på, at det især er de to lande, der ikke kan finde en ny og rigtig plads i verdenshistorien. – Briterne burde spille en afgørende rolle i det europæiske fællesskab, men det gør England ikke. Så langt fra. – Frankrig lider endnu mere end englænderne over tabet af kolonierne og det at være en forhenværende stormagt, og Frankrig har åbenlyst ikke vænnet sig til, at Tyskland ikke bare gør, hvad Frankrig siger.
ERIK TYGESEN vurderer, at den danske form for overivrighed kan bunde i et hensyn til amerikanerne, der under anden verdenskrig betalte med mange unge soldaters liv for en dansk befrielse. – Der er i Danmark måske nok en følelse af, at vi skylder noget til de allierede og specielt til USA, og det er det, vi så forsøger at betale tilbage nu. Jeg ser dog også i Danmarks meget aktivistiske udenrigspolitik som et udtryk ofr, at vi skammer os over de fodnoter, der i 80´erne var til stor irritation for blandt andet amerikanerne.
Hvor Erik Tygesen ser med skepsis på de gamle strukturer, har han også øje for de nye forhold, der nu spiller en afgørende rolle flere steder i verden, og han peget på mobiltelefonen og netværk som Facebook og Twitter som de nye ”frihedskæmpere”.
Når man ser på det der sker i Egypten, Libyen og andre steder i Nordafrika og mellemøsten, så er der ingen tvivl om, at det er de nye muligheder fir især unge til at komme frem med deres budskaber på, det har gået låget til at gå af de beholdere, der indeholder mange diktatoriske regimers undertrykte konflikter.
ALLIGEVEL ADVARER han mod at tro, at det såkaldte arabiske forår nu er på vej mod sommer. – Det er et spørgsmål om, hvor meget forår det i det hele taget er. I Ægypten er en mand fjernet, men det er fortsat hæren, der sidder på magten, og vi kender endnu ikke udfaldet i Libyen. Det er dog nok i højere grad end bomber en ny kommunikationsteknologi, der bliver afgørende. Og det er en udvikling, der passer meget godt til en diplomat.
BRANDT & HISTORIENS STORE VINGESUS.
BERLIN: Erik Tygesen gik ved siden af Willy Brandt, da de trådte ud på Rigsdagsbygningens store trappe for at fejre den tyske enhed.
Det er verdenshistorie, der skrives. Og i lige netop dette øjeblik er der ingen, Danmarks ambassadør i Tyskland hellere vil stå ved siden af end lige netop manden med de våde øjne og et lykkeligt smil trukket forsigtigt hen over læberne.
I Rigdagsbygningen i Berlin træder Willy Brandt ud på den store trappe. Den tidligere overborgmester i Vestberlin og nu også forhenværende vesttysk forbundskansler, men i alle årene en utrættelig brobygger mellem vest og øst. Denne festaften for den tyske enhed den 2. oktober 1990 er ikke mindst hans aften. Det er dansker-diplomaten Tygesen, der følges med Brandt ud på trappen. De taler lidt sammen, men de fleste ord bliver væk bag en klump i halsen.
Frihedsklokkerne slår, og tyskerne i tusindvis istemmer den nationalsang, de nu igen har til fælles. – Jeg var i Berlin i disse første oktoberdage, og vi følte alle historiens vingesus. Den danske ambassadør kan se, at der er tale om et meget bevægende øjeblik for Willy Brandt, og de våde øjne bliver til tårer, der triller ned af kinden.
Erik Tygesen er på dette tidspunkt en rutineret dipliomat, der har rejst det meste af verden rundt og oplevet meget. Alligevel er han også rørt, da han står der på trappen i Berlin. – Jeg stod og tænkte på den tyske besættelse af Danmark, og jeg så tilbage på en krig, der først va alt for varm, og som så blev kold i mange år. Det var her og nu, jeg oplevede afslutningen på mange års ufred i Europa.
Ambassadøren har et hus i Berlin. Derfra dikterer han sin indberetning til en sekretær, der sidder på den ambassade, der endnu ikke er flyttet fra Bonn til Berlin. Der er tale om en begivenhed, der måske nok kunne påkalde sig de store følelsesladede beretninger, men Tygesen forsøger at holde hovedet koldt i sin orientering til København. ”Tiden er ikke til finurligheder”, skriver han efter aftenen på trappen i Berlin.
JENS CHRISTENSEN
LÆRERMESTEREN
Udenrigsråd og departementschef i Ministeriet for udenrigsøkonomi 1971-1977 og ambassadør:
For Erik Tygesen står Jens Christensen som den store læremester. Tygesen var begyndt i Landbrugsministeriet efter tiden på universitetet, men netop Jens Christensen, der allerede i slutningen af 60´erne havde en fremtrædende rolle i Udenrigsministeriet, overtalte Tygesen til også at gå ind i den tjeneste.
Da Erik Tygesen vendte hjem efter et ophold i Fjernøsten, truede Danmarks indmeldelse i EF med at splitte Udenrigsministeriet. Ifølge Tygesen var det først og fremmest Jens Christensens fortjeneste, at det ikke skete. Tygesen tog især to råd fra jens Christensen med sig i sin karriere:
1. Analysér altid situationen nøje.
2. Slå kun de slag, du er rimelig sikker på, du kan vinde.
EIGEL JØRGENSEN
FYRTÅRNET
Ambassadør i Bonn og Washington og departementschef i Statsministeriet Jens Otto Krag-tiden:
For Erik Tygesen står Eigil Jørgensen som det fyrtårn, han som ung diplomat så op til, og som han beundrer den dag i dag. Eigil Jørgensen, søn af den kendte radikale politiker Jørgen Jørgensen, er netop fyld 90 år. ”Det var tider dengang, hvor der blev ført handelsforhandlinger, og hvor resultaterne var til at få øje på med det samme”, skrev Eigil Jørgensen i et brev til Erik Tygesen for få dage siden.
Eigil Jørgensen var departementschef for statsminister Jens Otto Krag, og specielt på ét punkt har Erik Tyggesen taget ved lære af ”Fyrtårnet”: Som den nærmeste rådgiver skal man støtte sin minister 100 procent. Erik Tygesen fulgte da også i Eigil Jørgensens store fodspor som ambassadør i de to diplomatiske højborge Bonn og Washington.
THANAT KHOMAN
LINEDANSEREN
Thailands udenrigsminister fra 1959 til 1971 og fremtrædende strateg i den fjernøstlige verdensdel:
Der var især én person, der gjorde stort indtryk på Erik Tygesen, da han kom til Bangkok på sin første opgave i udenrigstjenesten. Det var Thailands udenrigsminister, Thanat Khoman, som viste sig at være en stor politisk og diplomatisk linedanser i en svær tid.
Thailand er den eneste nation i den verdensdel, der ikke er tidligere koloni, og landet har derfor opøvet en stor kunst i neutralitet. Alligevel blev Thailand mere eller mindre lokket med ind i Vietnam-krigen og stod så med håret i postkassen, da amerikanerne over stok og sten rejste hjem. Men som thanat Khoman dengang sagde til Erik Tygesen: ”Vi er lige som en bambus. Vi bøjer os for vinden, men knækker ikke”. Tygesen har aldrig glemt Thanat Khoman.
RICHARD VON WEIZSÄCKER
FORSONEREN
Regerende borgmester i Vestberlin 1981-84 og tysk forbundspræsident fra 1984 til 1994:
Som ambassadør i Bonn kom Erik Tygesen tæt på forbundspræsident Richard Von Weizsäcker, der i øvrigt som dreng første gang kom til Danmark som søn af Tysklands ambassadesekretær i København. Kun 10 dage efter Tygesen var begyndt i den daværende vesttyske regeringsby, ledsagede han forbundspræsidenten på dennes statsbesøg i Danmark.
Tygesen ser von Weizsäcker som manden, der fik en afgørende betydning for, at tyskerne efterhånden kunne forsone sig med den historie, der bærer rundt på, og som de så lærte at leve med. Erik Tygesen ser også den daværende forbundspræsident som den , der spillede en stor rolle, da det gjalt om at forhindre, at den genvundne tyske enhed blev set som vestmagternes erobringstogt mod øst.
JACQUES DELORS
MEDSPILLEREN
Tidligere fransk minister og formand for EU-Kommissionen i to perioder fra 1985 til 1995.
Som udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens nærmeste medarbejder mødtes Erik Tygesen som Danmarks repræsentant – i det selskab omtalt som statssekretær – og talte med formanden for EU-Kommissionen Jacques Delors. På forhånd var Tygesen skeptisk med hensyn til forventningerne, når en franskmand som Delors sad over for en dansker som Tygesen.
Tygesen ser Delors som den, der tænkte store tanker, mens danskerne i den periode, i slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90´erne, tænkte så småt som muligt. Alligevel blev Tygesen overrasket over den franske formand. Tygesen beskriver Jacques Delors som manden, der var yderst tilgængelig, tålmodig, han udviste en stor forståelse for Danmark – en forståelse Tygesen beundrede.
HELMUT KOHL
VOVEHALSEN
Forhenværende leder af partiet CDU og vesttysk forbundskansler fra 1982-1990 og derefter for hele Tyskland til 1998:
Danmarks ambassadør i Bonn sad i Forbundsdagen den dag, forbundskansler Helmuth Kohl fremlagde sin plan for et samlet Tyskland. Talen var ikke kun overraskende, den var også et sandt vovestykke.
Erik Tygesen var flere gange i selskab med kansleren, og han vurderer, at lige netop Kohl så, at et enestående vindue var åbnet, men han var også klar over, at det hurtigt kunne lukkes igen. Under en middag spurgte Tygesen forbundskansleren: ”Hvorfor gik Gorbatjov med til en tysk enhed ?”. Kohl forklarede, at han var kommet til at kende lederen af det daværende Sovjegunionen godt, og at Gorbatjov var nået til den erkendelse, at hans union ikke kunne stille noget op imod EU og Nato.
BILL CLINTON
Demokrat og De Forenede Staters 42. præsident i to perioder fra 1993 til 2001:
Som ny ambassadør i Washington blev Erik Tygesen sammen med sin kone Ulla modtaget i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus af præsident William Jefferson Clinton. Han gjorde et stort indtryk på begge. Ulla Tygesen oplevede Clinton som meget charmerende, og Erik Tygesen lagde specielt mærke til, at præsidenten ikke kun talte, men at han også kunne lytte.
Som ambassadør puklede Erik Tygesen som en gal for at arrangere et Clinton-besøg i Danmark, og det lykkedes for Tygesen at finde en mulighed i forbindelse med Bill Clintons deltagelse i et møde i Finland. For amerikanerne var det så et spørgsmål, om mellemlandingen skulle være i Sverige eller Danmark. Tygesen vandt, og for første gang kom en amerikansk præsident på besøg.
UFFE ELLEMANN-JENSEN
FAVORITCHEFEN
Formand for Venstre i 1984-98 og Danmarks udenrigsminister fra 1982 til 1933:
Han var en meget begavet, hurtigt tænkende og dygtig udenrigsminister. Uffe Ellemann-Jensen er den politiker, diplomaten Erik Tygesen kom tættest på, og beundringen for Danmarks udenrigsminister, der forblev den samme, selv om det var en vanskelig ting med de mange fodnoter fra oppositionen.
Tygesen ser tiden sammen med Uffe Ellemann-Jensen på den måde, at selv om han ikke var partipolitisk udpeget, så var der ”en sjælelig overensstemmelse” mellem de to. Og som Erik Tygesen efterfølgende siger det: ”Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre udenrigsminister”.
Ambassadør Knud Erik Tygesen fylder 75 år.
Kristeligt Dagblad / MENNESKER 23.10.10 KL. 01:00
Et liv på de bonede gulve
Han har oplevet Suezkrisen og Vietnamkrigen på nært hold. Han har været ambassadør i blandt andet Washington og Bonn og var med i Berlin ved den tyske genforening. I morgen fylder ambassadør Knud Erik Tygesen 75 år
Ambassadør Knud Erik Tygesen fylder 75 år. Foto: Nordfoto.
I 1972 blev Tygesen kaldt hjem for at hjælpe til med kampagnen op til EF-folkeafstemningen. Herefter var han i en årrække økonomisk rådgiver ved ambassaden i Bonn, ambassaderåd ved Danmarks faste repræsentation i Bruxelles og kontorchef herhjemme i Udenrigsministeriet.
I 1981 fik han sin første ambassadørpost i Brasilien. Men allerede året efter kaldte København igen på ham, og han blev departementschef i otte år. Det føg da med fodnoter i dansk sikkerhedspolitik, og der var modstand mod EF’s indre marked. Efter sigende var det Tygesens idé, at der blev iværksat en folkeafstemning om det indre marked.
Fra 1989 til 2000 besatte han dansk udenrigstjenestes to måske tungeste ambassadørposter dels i Bonn, dels i Washington. Han stod således under festlighederne på trappen til Rigsdagen i Berlin natten mellem den 2. og 3. oktober 1990, da DDR lukkede og slukkede, og de to Tysklande blev genforenet.
I 1995 rykkede Tygesen atter til Washington og blev i 2000 ambassadør i Dublin, Irland, indtil 2005, da han gik på pension.
Han har mødt flere af verdens ledere, men der er også blevet plads til mere jordnære oplevelser, som da fodboldglade tyskere dukkede op ved hans ambassadørbolig i Bonn for at lykønske Danmark med Europamesterskabet i fodbold i 1992. Tygesen inviterede de mange mennesker ind, og der blev taget hul på flere kasser øl.
