Erik Laursen

Erindringsbilleder fra Sdr. Farup Andelsmejeri

ca. 1908 – ca. 1927

Øster Vedsted marts 1978

Sdr. Farup Andelsmejeri. Postkort fra 1956.

Min far var mejeribestyrer på Sdr. Farup Mejeri og jeg har fornyelig læst nogle breve, som han skrev til min mor, medens de var forlovede. Han kom til Sdr. Farup som bestyrervikar og han fortæller bl.a. i disse breve, at nu var han blevet antaget som mejeribestyrer fra 1. maj 1902 for en fast løn på 1.600 kr. + fri hus, have, lys og brændsel, og så skulle han lønne den nødvendige medhjælp, og det var en mejerist og en mejerske. Det er jo ingen stor løn, men det kan måske blive mere med tiden og far blev i pladsen i 33 år indtil han døde 29. september 1935.

I de forløbne år havde han haft mange tillidshverv. Han var formand for sygekassen, foderstofforeningen og brugsforeningen og jeg kan huske, at vi modtog æg på mejeriet, men det holdt op, da Brugsen startede i 1917 og det var far, som var foregangsmand i alt, hvad der havde med andelsbevægelsen at gøre.

Jeg blev født den 22. februar 1904 på Petersdag. Min mor har fortalt, at det blev regnet for vinterens afslutning, men det holdt nu ikke altid stik. Jeg var helt spæd, da taget blæste af mejeriet under en hård storm og familien flyttede hen i Vester Vedsted skole og der boede vi en måned til huset var blevet repareret. Jeg var ikke ret gammel, da jeg blev ramt af mit første uheld. Jeg løb og tullede rundt uden for mejeriet, da jeg blev ramt af en skoldhed vandstråle inde fra mejeriet. Far holdt mig straks under koldtvandshanen og jeg blev omgående kørt på sygehuset med 3. gradsforbrændinger. Jeg svævede mellem liv og død indtil jeg var rask igen. Det var vist en svær tid for mine forældre, men jeg kom da over det. I mange år skulle mor til stadighed klø mig på ryggen, hvor jeg havde store ar.

Det første jeg kan huske var når Niels Okholm, høstede marken lige vest for mejeriet. Jeg gik over til folkene – der var jo et større mandskab i gang for de høstede med le og jeg kan huske, at jeg fortalte dem, at jeg var fire år gammel. Det næste jeg kan huske er, at vi fik en lille søster Jeg kan huske at nabokonerne kom på barselsvisit og vi fik så mange fine kager. Da fødslen var overstået savnede jordemoderen sin ring. Jeg mindes, at far søgte efter den i kloakken og til sidst fandt han den på servanten i soveværelset.

Da jeg var 7 år kom jeg i skole. Den første dag spurgte lærerinden mig om jeg kunne synge og under stor jubel sang jeg “Ingeborg” og jeg var meget glad ved at gå i skole. Vi var under den vestjyske skoleordning og fra 11 års alderen var vi fri om sommeren fra 15. juni til 15. oktober. Jeg gik i skole den første sommer, for mine forældre ville ikke have, at jeg skulle ud at tjene, hvilket var almindeligt, så jeg tilbragte megen tid i sløjdsalen. Jeg lavede bl.a. en skammel til lærerinden, for hvilket jeg fik en kr.

Jeg synes, vi havde en lykkelig barndom. Far var dygtig til at holde os beskæftiget uden for skoletiden. Vi skulle hjælpe med at holde haven i orden og under krigen 1914-18 fyrede vi med træ fra de hjemlige plantager og i de første år stod Sigurd og jeg hver sommer og huggede brænde. Vi havde en stor oplagsplads og der stakkede vi træet så det kunne blive tørt til brug om vinteren, men i de sidste år brugte vi en kvashuggermaskine og så fyldte vi brændselsskuret. Vi kunne klippe 7-8 læs på en eftermiddag, men så var vi en 4-5 mand om det. Det var ubehageligt og svært arbejde, men vi kunne ingen kul få under krigen.

I krigens første år havde vi en mergelbane som løb lige syd for mejeriet. Man hentede mergel i Klaabygaards mergelleje og kørte det med tipvogne ud til de forskellige marker og enge. Personalet var polakker, og når det blev fyraften, samledes de om et bål, hvor de stegte kartofler og andre madvarer, og når de havde penge, lod de en hat gå rundt, og så gav de os småpengene og så løb vi til Vester Vedsted Kro, V. Vedsted Vej 147, efter en flaske akvavit. Den kostede 25 øre og vi fik de ører der var tilovers og så blev der drukket kaffepuncher og der var nogle der fik mere end de kunne tåle og så blev de lagt hen i en tør grøft for at sove rusen ud.

Vor største fornøjelse var at komme med far ud at fiske enten i Sdr. Farup mose eller i fyldegraven. Det var festligt og hyggeligt, og mor sørgede altid for, at fisken blev godt tilberedt.

Den Gamle Mose ved Tørvevejen.

Sommeren 1915 fik vi installeret en kølemaskine. Før skulle vi hver vinter have ishuset fyldt med is fra mosen og det brugte vi så om sommeren til at afkøle fløden med. Vi havde en montør og en lærling boende i flere måneder medens dette arbejde stod på og jeg husker en søndag, hvor vi blev enige om at gå i biografen sammen med lærlingen Johan og far gav os en hel krone til at solde op. Vi så “Baskevilles hund”. Det var første gang jeg var i biografen og det var stumfilm, men alligevel en stor oplevelse for os. Bagefter var vi i Backhaus´ Have. Vi bestilte tre sodavand og en dreng kom med dem. Sigurd gjorde ham straks opmærksom på, at vi skulle have glas, men drengen lod , som han intet hørte. Så sagde Sigurd: “Glas for satan” og det forstod fyren, men gal var han, og han satte glasset så hårdt på bordet, at det splintredes.

Hver sommer holdt far en ferie og så var vi ude at rejse. Som regel var vi i Stouby, hvor mor var fra, og hendes bror havde fødegården “Dybdalsgård” og i nærheden boede onkel Konrad og der var fire børn på alder med os. Sinne, Tinne, Svend og Christian. Deres mor var død og Konrad døde, mens børnene var halvvoksne og både Sinne og Tinne har opholdt sig på Sdr. Farup Mejeri som husassistenter. Moster Maren – mors søster – var børnene i mors sted.

Vi var også i Holstebro, hvor onkel Knud var portør, og der var fire piger og vi havde det så herligt begge steder. I Stouby blev vi fuldstændig accepteret for det var jo på landet, som vi var vant til. Holstebro var jo mere fremmed for os. Jeg husker engang jeg skulle hente pigerne i Ribe, og da de så mig sagde Elna straks: “Passer det at jeres far er blevet skudt?”. Det benægtede jeg og så fortalte hun, at de havde læst flg. i avisen: “En meget sjælden fugl skød forleden mejeribestyrer Laursen, Sdr. Farup osv”. Far havde skudt en Sule også kaldet “Tossefugl”, som havde forvildet sig til vores egn, og det var denne tildragelse som var blevet uheldigt formuleret i avisen.

Da jeg var blevet konfirmeret ville jeg egentlig være landmand. Tage Rosenstand på Danelund (Sdr. Farup Vej 9) ville godt have mig at tjene, men far syntes, at jeg skulle lære mejerifaget, for han mente, at han bedre kunne hjælpe mig indenfor den branche. Jeg husker, han sagde: “Som landmand synes jeg ikke, jeg kan hjælpe dig, men hvis du vil være mejerist, kan jeg måske hjælpe dig.”

Jeg var så hjemme som mejerielev i 3 år. Jeg arbejdede sammen med en ældre mand Mads Ebsen Frank, Sdr. Kirkevej 27 og Vester Bjergvej 7. Han havde som eneste barn af velhavende forældre været ejer af en stor gård i Rejsby, men blev udvist af Tyskland på grund af sin danskhed. Han kom til Vester Vedsted, hvor han en tid passede bageriet, V. Vedsted Vej 145, mens bager Grejs Guldberg var med i krigen og da han kom hjem, kom Frank hen på mejeriet. Til at begynde med var det især regnskabet han arbejdede med, men efterhånden blev han helt fast udvejer og fyrbøder. Han var jo ikke fagmand, men var dygtig til regnskabet og i det hele taget reel og stabil og et godt og velbegavet menneske, som vi alle holdt af.

Mor stod meget højt for ham. Jeg kan huske engang han havde glemt det var hendes fødselsdag. Han kørte straks hen i Brugsen og købte en kop til hende. Jeg syntes, det var rørende. Der var vist ingen fast aftale med hensyn til løn. Han fik lidt penge, når han bad om det. Fars aflagte tøj syede mor om til ham. Han fik jo altid kosten og når han gik hjem om middagen, gav mor ham en madpakke med. Til gengæld var han altid først om morgenen og sørgede for, at der var varme i huset og ild på komfuret, når mor kom op. Han havde studeret i sine unge dage og han havde set og oplevet meget i sin tid, og det fortalte han om, når vi sad ved middagsbordet.

Ude i mejeriet skabte han også fest og glæde. Han var god til at synge og kunne et utal af viser, som han sang for mig, når skumningen var overstået og han vaskede centrifugen af. Han kunne også spille på fløjte og jeg spillede violin dengang og vi kunne godt more os med at spille sammen.

Jeg lavede også dritler i den tid jeg var hjemme, så jeg var altid fuldt beskæftiget. Mit sidste læreår tilbragte jeg på Andst mejeri og der havde jeg også en god tid. Der lærte jeg Aage Rasmussen at kende og det blev et venskab for livet. Vi mødtes igen på Ladelund, hvor han arriverede på sin motorcykel, netop som far kørte mig ind i gården, og senere var vi sammen på Bramdrupdam mejeri og blev svogre. Jeg var på Andst mejeri ½ år efter at jeg var udlært og kom så til Langeskov som ostemejerist. Fra Langeskov rejste jeg på Ryslinge Højskole, hvor jeg fik delingsføreruddannelsen.

Derfra kom jeg til Solrød mejeri ved Køge bugt, men jeg var der kun i 5 mdr.. Det var ligesom jeg ikke passede der, men så kom jeg til Bramdrupdam mejeri og der gik det bedre. Det var ganske vist dårlige forhold for vi lå i ombygning hele tiden i det år jeg var der. Jeg kan huske den aften jeg kom der. Det lignede en ruinhob, og da jeg endelig fandt folk, var det en hel flok mejerister, der sad på smørdritler og spillede kort. Vi var 4 mand på et værelse, men det gik fint. Jeg befandt mig godt der. Der var meget at lave og alligevel var jeg med til gymnastik, folkedans og ungdomsmøder.

Jeg skulle være ostemejerist og jeg vejede mælk ind i fri luft. Vi havde lavet en udvendig perron og det hele var interimistisk. Jeg kan huske, at der var overgang i det elektriske og en dag gjorde Arnold Fønskov mig opmærksom på, at jeg havde glemt min kasket dernede. Den hang på en stolpe og da jeg tog den, fik jeg elektrisk stød og Arnold stod og grinede ad mig.

Jeg rejste på Ladelund september 1926 og det var jo en stor forandring at komme på skolebænken igen og jeg blev da klar over, at der var meget at lære og jeg var også klar over, at vi var langt bagefter på ostelavningens område her tillands, så jeg søgte om at komme til Holland, der var absolut førende på det felt.

Jeg fik plads på Zeufelfabrik “Aurora” i Nord-Holland. Det var en ostefabrik og det var en stor oplevelse for mig. Jeg fik kost og logi hos Fr. Vos i Opmer. Han var centrifugist, men han var mig en god kammerat. Vi havde 8 timers arbejdsdag og en ugentlig fridag og det havde jeg ikke mærket noget til før. Han sørgede for at vi fik fridag sammen og så cyklede vi lange ture i omegnen. Vi var til ostemarked i Altsmar og til marked i Purmerend. Dertil kom jeg med en motorskøjte som vor nabo havde. Han sejlede derned hver aften og jeg var med ham engang. Vi sejlede hele natten på kanalerne og så fik vi dyr og varer ombord langs afsted. Når vi kom til en bro blæste han i et lille horn. Brovagten holdt et krus ud og fik sine bropenge og så kunne vi sejle igennem.

Selve markedet var en meget blandet forretning. Der var alle slags dyr i hver sin afdeling. Der var ost i en afdeling. Der var jødemarked eller loppetorv ville man vel kalde det nu. Her kunne man købe alt muligt, men man skulle ikke give det, de forlangte, for så blev man snydt. Man skulle endelig passe på ikke at byde for meget og jeg tror såmænd, man blev snydt alligevel.

Jeg forstod, at man var langt foran Danmark på ostelavningens område og jeg kan nok se nu, at vi arbejdede helt forkert på Bramdrupdam mejeri. Mejeribestyrer Bojsen holdt altid på, at vi skulle lave flere forskellige slags ost og nu er jeg da helt klar over, at det drejer sig om at have store partier af gode og ensartede oste og den måde drives det jo også på herhjemme nu. Min tid i Holland mindes jeg altid med glæde. Jeg blev betragtet som hørende til familien og vi havde det godt sammen. Jeg har da også besøgt dem siden og vi har flere gange haft besøg dernede fra.

På nabomejeriet var der en anden dansker, Krag Iversen. Vi havde opholdt os på Ladelund samme år og vi blev enige om at rejse til Svejts sammen, da vi havde været i Holland i 3 mdr. Vi drog først til Køln og derfra sejlede vi op ad Rhinen til Rüdesheim og det var en herlig tur. Dels var der naturskønt og på vestbredden lå de gamle ridderborge. I Rüdesheim tillod vi os at købe en flaske vin, men det var en skuffelse for den var hvinende sur. – Derfra rejste vi med tog til Bern og vi fik arbejde på et mejeri i Düdringen og der lavede man Emmentaler – vældig store oste, der vejede omkring 100 kg. pr. stk..

Det var helt andre forhold end i Holland. Der var ikke noget med 8 timers arbejdsdag og ugentlig fridag. Vi begyndte tidlig morgen og havde så fri nogle timer midt på dagen, men kl. 16 begyndte vi igen og arbejdede til kl 20. Vi fik mælken 2 gange om dagen og det blev bragt på flere måder. Nogle kørte med heste, andre med hunde og nogle bønder kom med deres mælkespand på ryggen og mejeribestyreren modtog selv mælken, og hvis den ikke var god, blev den sendt hjem, for til Emmentaler kræves en meget fin mælk. Det var mest små gårde deres landbrug var langtfra så rationelt som her i landet. Nogle steder kom køerne til sæters om sommeren og så blev mælken forarbejdet deroppe, under meget primitive forhold.

Om søndagen var vi med til skydning. Det var der stor interesse for dernede. Når soldater blev sendt hjem fra militæret fik de deres våben og uniform med og de skulle holde deres skydefærdighed vedlige. Der var fastsat visse regler for skydningen. Der var angivet, hvor mange skud der skulle skydes og der fordredes et bestemt antal point. Vi var med til præmieskydning og mejeribestyreren fik 1. præmie: 12 pund smør.

Søndag var den eneste dag, vi fik smør. Til daglig fik vi franskbrød og ost samt varm skummetmælk. Om morgenen og om aftenen kom der en kurv med et franskbrød og et stykke ost i ud i mejeriet og enhver kunne selv forsyne sig og så drak vi mælk til. Om søndagen fik vi kakao eller chokolademælk og en snaps af kirsebærvin, men den dag vi skulle til præmieskydning fik vi ingen alkohol.

Vi var i Düdringen 1 måned og så tilbragte vi en 14 dage med at rejse rundt i landet, hvor der var vidunderligt smukt. Vi var i Berner Oberland i 8 dage og vandrede rundt i bjergene. Vi havde selv proviant med og sov i høet, hvor vi kunne komme til det. Det var en herlig tid. Vi forcerede ejga = gletcheren uden hjælp og kom godt fra det og det er ellers livsfarligt. Isen er jo meget tyk. Det kunne vi konstatere ved at kaste en sten ned i en iskløft. Det varede længe før det sagde plump. Det var på den tur, at vi besøgte en alpegræsgang og så hvordan man udnyttede mælken deroppe. Der var kun en ældre mand, og han fortalte at han lavede osten ligesom hans far og bedstefar havde gjort det.

Fra Berner Oberland rejste vi til kanton Tjersino. Det ligger syd for alperne ned til grænsen til Italien. Vi badede i Comosøen og vi spiste vindruer for det var i vinhøstens tid og det var dejligt. Efterhånden slap vore penge op og vi rejste hjem. I Hamburg skiltes vore veje. Krag Iversen skulle over Fredericia. Han havde fået plads på Bredsten mejeri ved Vejle og jeg rejste over Husum og Tønder hjem til Sdr. Farup mejeri. Jeg skulle til Falster, men det var ikke inden november, så jeg var hjemme i et par måneder.

Jeg husker, at jeg var på “Danelund” og hjælpe ved kartoffeloptagningen sammen med Niels Madsen Christensen fra Sdr. Farup, Sdr. Farup Vej 54. Vi var der vist en 14 dages tid, og da vi var færdige sagde Tage, at han havde tænkt, vi skulle have 5 kr. om dagen, men Niels Madsen sagde, at vi mente, vi skulle have 6 kr.. “Godt, så får I 6 kr.”, sagde Tage. “Men så har I også fået en god dagløn”. Og vi var godt tilfredse.

Til november rejste jeg til Falster og der havde jeg også en god tid. Det var en ung og flink bestyrer og han havde selv været i Holland.

Til september næste år kom jeg igen til Bramdrupdam, hvor jeg var i 3½ år. Vi fik løn efter byskala, så det varede ikke længe før jeg fik motorcykel, som jeg havde megen fornøjelse af. Jeg kunne smutte hjem på en søndag eftermiddag og efterhånden fik jeg en kæreste. Takket være onkel Aage blev jeg forlovet med Dagny og så havde jeg hende på bagsædet, når jeg skulle hjem eller til Bækbølling. Jeg søgte også bestyrerpladser, men det ville ikke lykkes for mig.